Med Fætter Guf på tur

Kender I fornemmelsen af, at man løber ned ad bakke. Måske endda med lidt medvind. Det går ret godt. Man overhaler én. Man knejser lidt med nakken. Se mig. Jeg er løber. Man løber forbi et butiksvindue. Kaster et hurtigt blik på sig selv  dér i vinduet. Og billedet krakelerer totalt.

Hvem fa…. er den Fætter Guf-agtige tumpe?!

Jeg har langt hår.Til daglig giver lidt fylde til mit ovale hoved. Men når jeg løber, sætter jeg det op og fæstner de løse totter med spænder. Fastspændt hår gør ikke noget godt for et langt, ovalt hoved… Når jeg slapper for meget af i min core, får jeg sådan en “bedstemor and” rumpe med et godt svaj i ryggen. Den øverste del af ryggen er lidt krum, og som kronen på værket sidder Jar Jar Binks’ hoved altså der på toppen og svajer frem og tilbage – rødmosset og med løbende næse. Jeg elsker fedt løbetøj. Men jeg er mere praktisk end smart, når jeg løber og tager det tøj på, der passer til vejret. Så nogle gange ligner jeg noget, der er trådt direkte ud af 70’erne. Og det er dét billede, der møder mig i butiksvinduet. Rødmosset Fætter Guf flower-power chick.

this-is-what-i-think-i-look-like-when-i-run

Ja, kønt er det jo ikke!

Men jeg er altså ligeglad!

Jeg hører jævnligt folk (kvinder!) sige, at de ser forfærdelige ud, når de løber. At de bliver gasblå i ansigtet, og både næse og øjne løber. Og hvad så? Man løber vel ikke for at “se ud”? Man løber vel fordi, det er sundt. Eller fordi man kan lide bevægelsen. Eller fordi man nyder den friske luft. Fordi man måske ser en hare i den tidlige morgenluft.

Pyt da medMed Fætter Guf på tur, hvad andre tænker om dig.

En voldsom kendt og meget erfaren løbetræner sagde engang til mig, at jeg ligner en mellemting mellem en hest og gadedreng, når jeg løber. Dét tager jeg som et stort kompliment. Heste er jo smukke og gadedrenge nogle spilopmagere. Fint med mig!

Den anden dag, så jeg en kvinde, jeg havde glemt. For en del år siden så jeg hende løbe om morgenen, når jeg cyklede på arbejde. Men så flyttede jeg og cyklede ikke længere samme vej. Men den anden dag så jeg hende igen. Stadig løbende. Og det er der jo ikke noget særligt ved. Bortset fra, at hun har et handicap. Jeg kender ikke hendes historie – måske har hun haft en hjerneblødning, så hun er bevægelseshæmmet i den ene side – men hun løber. Og jeg har altid synes, at hun er så mega sej! Jeg så folk kigge efter hende – hun løb bare videre. Respekt!

Selv glæder jeg mig over, at jeg måske bidrager lidt til nogens daglige underholdning, når jeg sådan kommer valsende. Og alle ved jo, det er sundt at grine! Og måske er det mig, der ser en hare eller et egern dén morgen.

Så når du løber forbi tumpen i vinduet næste gang – så grin. Smil og vink til Fætter Guf. Og nyd at du er løber!
https://youtu.be/E_0Ta_DIWuU

Den første gang

Det hele begyndte, fordi jeg gerne ville tabe mig lidt. I et halvt år havde jeg tappert skåret ned på fedt og sukker og var begyndt at gå lange ture – men intet skete. Motivationen var ellers i top! Beslutningen om at tabe mig var kommet en dag, jeg havde siddet med vores kat på skødet. For at indikere, at nu gad den ikke sidde dér længere, bed den mig i det, den jo nok troede var min arm. Det var ikke min arm, kan jeg godt afsløre. Det var en mavedelle på størrelse med min arm. Ok; tænkte jeg. That’s it. De 10 kg skal af!

Nu sad jeg så altså der – godt 6 måneder senere – og havde den samme mavedelle uden udsigt til, at den pludselig en morgen ville være væk.

Så en dag, da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg derfor et par gamle kondisko bagerst i skabet, tog et par gamacher og en løs trøje på – og løb en tur. Løb er vel så meget sagt. Den første tur var helt til grin. Den har vel været godt 3 km, og det tog mig 45 minutter…. Jeg kom hjem – gasblå i ansigtet – og mødte min kæreste i opgangen. Jeg proklamerede, at jeg lige havde løbet en tur! Dagen efter fandt jeg 1000 kr. stukket ned i de gamle træningssko sammen med en formaning om, at jeg skulle købe mig et par ordentlige sko. Se; dét er motivation og opbakning!

Udstyret med et par nye sko besluttede jeg mig for, at hvis jeg løb 3 gange om ugen i 4 uger i træk, måtte jeg belønne mig selv med noget, jeg ellers aldrig ville bruge penge på. Dét er også motivation! Jeg fik “hotstone-massage”, støvler, ansigtsbehandlinger, bælter osv.. I 6 måneder løb jeg fuldstændig den samme rute – 3 km 3 gange om ugen alt imens jeg forestillede mig, hvad min næste belønning skulle være. Motivation. De første 500 meter på min rute var op ad bakke. De første mange, mange uger, havde jeg været døden nær på toppen. Pludselig en dag overhalede jeg en, som cyklede! Motivation.

Langsomt – ganske langsomt – udvidede jeg ruten lidt. Og opdagede, at jeg ikke længere behøvede mit belønningssystem. Og at jeg faktisk godt kunne lide at løbe.

9 måneder efter jeg havde løbet min første tur, tilmeldte jeg mig et 5 km kvindeløb og løb mine første 5 km NOGENSINDE uden pauser. Min kæreste stod i målet og tog imod mig, og jeg var revnefærdig af stolthed. Motivation og opbakning…..

De 10 kg? Jeg aner ikke, hvornår de forsvandt. En dag var det meste af mit tøj bare for stort – og jeg løber stadig.

Jeg tror, det er altafgørende, at man har opbakning, hvis man gerne vil være løber. Al begyndelse er svær, og hvis ingen tror på dig, så tror jeg ikke, det bliver en succes. Manden, konen, børnene – sørg for, du har deres opbakning og støtte. Ellers tror jeg ikke, det virker. Husk også at finde success i de små sejre. Man behøver jo altså ikke løbe hverken hele eller halve marathoner for, at det er godt nok. Bare du træder ud af døren, er du allerede langt foran dem, der sidder i sofaen. Og jeg tror, det er afgørende, at man accepterer, at det måske ikke er fedt i starten (især ikke hvis man, som jeg var, er helt uden form og kondi) – og at man derfor skal finde sin egen form for motivation. Hvis mit fokus havde været kiloene eller antallet af km eller kvindeløbet, havde jeg aldrig “udholdt” de 6 første måneder. Men belønningerne til mig selv gjorde udslaget for mig. For nogle virker det bedst at løbe efter et program eller med et mål for øje – for andre er det helt umuligt og alt for skemalagt. For nogle er en løbeklub og dét at løbe sammen med andre motivation – for mig var – og er – de ugentlige ture der, hvor jeg tænker tingene igennem. Det er MINE timer, hvor jeg bestemmer. Det er også derfor, jeg ALTID må gå op ad bakke, hvis jeg vil – men det er en anden historie….