Om bjerge, numser og den menneskelige evolution

Jeg kigger ned på mit ur og må desillusioneret konstatere, at jeg har rundet maratondistancen, netop som jeg skal til at tage hul på rutens hårdeste bjerg, Windy Peak. Det er en stegende hed dag i Rocky Mountains. Jeg er svimmel. Der er alt for varmt og ingen steder at søge tilflugt fra den bagende sol. Min mave er i kramper, mine ben brænder, og mine fødder gør ondt. Mit tøj og min hud er farvet hvidt af de store saltrander, som afslører min dehydrerede tilstand. Og nu skal jeg åbenbart bestige endnu et bjerg! Jeg føler mig omtumlet og magtesløs. Jeg overvejer ikke, om jeg er i stand til at bestige bjerget eller ej, eller hvor hårdt det vil blive. Jeg overvejer slet ingen ting, sænker blot hovedet, tvinger endnu en varm og kvalmende sød peanut butter gel ned i min hårdt prøvede mave og starter opstigningen.

Heldigvis er jeg virkelig god til at gå opad. Paradoksalt nok er det at gå højst sandsynligt min største styrke som løber. Da jeg løb mit første ultramarathon i bjergene i Rocky Mountains, var jeg bedst der, hvor der var så stejlt, at de fleste slet ikke kunne løbe. Jeg passerede løber efter løber op af de hårde stigninger (for så godt nok at blive passeret af selvsamme løbere når det fladede ud igen, men det er en anden snak). Jeg har med andre ord en exceptionel powerhike, og det har jeg først og fremmest på grund af min exceptionelle bagdel. Lige så længe jeg kan huske, har jeg altid haft en stor røv. Proportionelt har jeg aldrig rigtig følt, at den har passet til resten af min krop. Den svajer sådan meget dramatisk ud fra min ryg og bøjer så i en næsten perfekt halvcirkel ned til mine lår. Som en appelsin der er blevet skåret over på midten. Min kæreste siger, at hun godt kan lide det. At hun synes, det er flot, når drenge også har lidt “booty”. Jeg ved nu ikke rigtig. Jeg har indtil for nyligt altid gerne villet have en lidt fladere bagdel, som de fleste drenge har det. Men så begyndte jeg at løbe i bjerge.

IMG_9633

Okay. Inden jeg går videre, er vi lige nødt til at spole tiden lidt tilbage. Eller rettere, to millioner år tilbage. Tilbage til dengang, hvor vi mennesker kravlede ned fra træerne på Afrikas savanne og rejste os op på to ben. Ingen ved med sikkerhed, hvorfor vi kravlede ned, men det gjorde vi altså. Nogle mener, at den type mad vi kunne finde i træerne, typisk blade og frugter, ikke længere kunne dække vores stigende behov for næring. Andre mener, at vi simpelthen blev for store til, at træerne kunne beskytte os mod rovdyr, da de grene, som kunne bære vores tiltagende vægt, begyndte også at kunne bære rovdyrene. Hvorom alting er, begyndte vi altså at tilbagelægge længere og længere afstande til fods i vores søgen efter beskyttelse, vand og mad. Vi udviklede os til formidable løbere og begyndte at spise ådsler og jage dyr ved ganske enkelt at løbe dem ihjel. Nok løb mange dyr hurtigere end os, men ved utrætteligt at følge deres spor, nogle gange flere dage i træk, udmattede vi dyret. Omsider drættede det om af træthed og var et let mål for vores forfædres primitive stenvåben. En jagtteknik, som oprindelige folk i blandt andet Mexico og Afrika stadig benyttede indtil for ganske få generationer siden. Nogle evolutionsforskere mener sågar, at det øgede proteinindtag fra jagt og ådselædning fik vores hjerner til at vokse sig større i denne periode og forårsagede et kvantespring i vores neurale kapacitet. Dermed kan dét, at vi begyndte at løbe, altså have spillet en helt afgørende rolle i vores evolutionære udvikling som intelligente mennesker.

kasper på broen

Nå, men tilbage til bagdelen. Naturligt nok overlevede de af vores forfædre med større og stærkere ben, og vigtigst af alt en stor og stærk røv til at drive benene fremad, i denne periode bedre, end dem med svagere ben og mindre bagdele. Således multipliceredes generne for store bagdele hele vejen frem til i dag, hvor netop vores store baller er en af hovedårsagerne til, at vi mennesker er blandt de bedste langdistanceløbere på planeten. Den almindelige antagelse, at numser er til for at sidde på, må altså i evolutionens klare skær afvises som en misforståelse. De, altså bagdelene, er snarere til for at løbe.

Jeg vil lige skynde mig at nævne, at det her ikke er et langt og snørklet forsøg på at påberåbe mig et evolutionært forspring i kraft af min store bagdel, men snarere en hyldest til menneskehedens store numser. En forklaring på, hvorfor vi skal være glade for vores store muskuløse bagdele. Det var jeg i hvert fald den strabadserende dag tilbage i maj, hvor jeg skulle slæbe min forpinte krop op på toppen af Windy Peak, og det sidste stykke vej hen til målstregen.

,

Transport som træning – med ekstra guf

07:00

Mit vækkeur ringer, det er stadig mørkt og det regner, men jeg har heldigvis været så fornuftig at pakke tasken og lægge løbetøjet frem aftenen før, så der er ingen undskyldning for ikke at løbe på arbejde.

07:15

Men sneen er jo væk fra igår, så kunne jeg jo tage rulleskiene! De kigger nok lidt på arbejde, men det går sikkert fint alligevel.20151123_082738

07:30

Så er jeg vist også for sent på den – afsted!

08:05

Halvvejs. Jeg forstår ikke hvorfor der ikke er flere som udnytter transporttiden til at få trænet. Hvis ellers der er et bad på ens arbejde, og man alligevel skal derhen, så er det da en lækker måde lige at få lidt træning ind i hverdagen.

08:22

Så er jeg næsten fremme! Men hov, jeg har vidst glemt at pakke skiftesko… Og bukser. Hm, måske er det derfor der ikke er så mange som bruger transporttiden som træning.

Sådan forløb min tirsdag morgen. Jeg har heldigvis en super arbejdsplads og de syntes blot det var sjovt at jeg gik rundt i langrendsstøvler resten af dagen. De undrede sig næsten mere over konceptet rulleski. Så jeg vil tage fat i 2 vigtige emner fra denne dag: transporttid som træning og alternativ træning.

Transporttid=træningstid

20151124_082721En meget velkendt overskrift i flere træningsblade og diverse løbefora. Selv har jeg støt på
ideen da jeg læste om en af verdens tidligere bedste kvindelige ultraløbere, som startede karrieren med at løbe 15 km til og fra arbejde hver dag. Jeg blev fascineret af tanken og besluttede at det ville jeg også når muligheden bød sig – det lød jo oplagt og som en nem måde at få træningen klaret på, og så er man frisk når man kommer på arbejde.

Da jeg her i efteråret fik et job 8 km fra mit hjem og arbejdsgiveren viste mig et personalebad tænkte jeg: “så er chancen her!” Det eneste var bare lige at der i alle disse romantiske portrætteringer ikke bliver nævnt bagsiden – og der er altid en bagside skulle jeg lære på den hårde måde.

Så her får I min opskrift på en god transporttræning: hav en god løbetaske, ikke af den mindste størrelse, da der skal være plads til det hele. Pak alt, også ekstra sko og håndklæde, aftenen før og læg træningstøjet du skal have på frem. Afhængig af afstanden der skal tilbagelægges, kan det være godt at spise lidt morgenmad inden man begiver sig afsted, og have et ekstra stykke frugt med til når man kommer frem. Det er ihvertfald min erfaring at man bliver ekstra sulten af morgentræninger.

Et andet godt trick er at have en 20’er liggende i tasken – bare for en sikkerheds 20151021_075310skyld hvis nu bussen bliver nødvendig. For mig gælder at jeg, på trods af at have valget om at tage bussen hjem fra arbejde, egentlig gerne vil løbe hjem også. For når man kunne klare sig igennem turen om morgenen, føles
hjemturen meget kortere og lettere.

Konklusionen er altså, for mig, at jeg kommer på arbejde med en fornemmelse af at være på forkant når træningen allerede er gennemført inden job, og jeg kommer hjem med en ro efter at have bearbejdet dagens indtryk på turen hjem.

Alternativ træning

Det væsentlige element i alternativ træning er motivationen – det skal give variation i træningsplanen, træne nogle af de egenskaber man ønsker i sin primære sport og samtidig restituere. For løbere er alternativ træning ofte cykling, cross training eller løb i vand, alle sammen gode alternativer, men i min optik findes der kun én vej frem: Rulleski!

Måske hænger det sammen med at jeg før har trænet op til store langrendsløb som Vasa og Birkebeiner, og jeg i den sammenhængen har trænet meget rulleski, men der er noget med den træningsform som gør at den er symbiotisk med løb. Når teknikken er på plads, er det en sport hvor der kan lægges rigtig mange træningstimer uden for stor belastning så der undgås skader. Musklerne der trænes er ligeledes meget repræsentative for løb: lår, læg og baller, samt core og specielt triceps trænes godt.  

Det bør dog nævnes at ønsker man at give sig i kast med rulleski, er Danmark endnu ikke helt klar og mange kan godt finde på mere eller mindre opmuntrende tilråb – men det betyder intet i forholdt til den fantastiske træning rulleski er! – Transport som træning. 

DCIM100GOPRO

When you´re curious, you find lots of interesting things to do” – Walt Disney

Træning mod samme mål

Frøet om Copenhagen Marathon blev allerede sået tilbage i maj 2012, hvor jeg var indlagt på Rigshospitalet over en kortere periode med tropesygdommen tyfus. En febersygdom, der efter tre uger som sengeliggende, sendte min krop tilbage til start. Dagen inden jeg blev udskrevet, blev der afholdt Copenhagen marathon, hvor ruten gik forbi den ejendom, jeg var indlagt i. Mine forældre og jeg havde derfor forventningsfulde planer om at gå en tur ved Fælledparken og observere løberne på ruten. Jeg var dog væsentligt mere afkræftet, end nogen af os havde forudset, så vi nåede ikke længere end til den første bænk lige foran ejendommens udgang, hvor vi satte os for at se løberne komme forbi. Det var her første gang, kimen blev lagt til min drøm om at deltage i Copenhagen marathon. Jeg legede med tanken om at deltage året efter, hvor jeg i så fald bogstavelig talt ville gå fra 0 til 42,2 km på bare ét år. Det skete dog ikke. Det skete heller ikke i år. Nu er målet aktuelt igen.

Mit store mål i år var at deltage i Copenhagen marathon 2015 i maj, som jeg med stor begejstring havde delt med venner, kollegaer og familie. Det var derfor et overordentligt stort nederlag, da jeg i april som følge af min skade måtte erkende, at det ville være for risikabelt at stille til start på marathondistancen en måned efter. Én ting var, hvor hårdt det var at nå frem til erkendelsen over for mig selv; det var dog næsten hårdere at skulle fortælle det til alle dem, jeg havde indviet i mit projekt. Som om nederlaget blev afspillet forfra gang på gang.

Mod samme mål som sidst

Mit næste mål er netop at deltage i Copenhagen marathon til maj. Præcist samme mål som jeg havde i år. Og det får bestemt ikke målet til at syne mindre af den grund. Nærmest tværtimod. De tanker og følelser, der følger med at gå efter det mål, jeg ikke formåede at gennemføre før, er betydeligt stærkere end forventet. Konsekvensen af, at jeg skal gennem flere af de samme træningsture, overvejelser og forventninger frem mod løbet, som jeg allerede har stiftet bekendskab med tidligere på året, er vitterlig en ekstra sten i bagagen. Set med de positive briller på, kan jeg også være taknemmelig for, at jeg er klogere og mere erfaren denne gang, og jeg ved i hvert fald, hvad jeg ikke skal gøre. Undervejs på hver løbetur rammes jeg dog et lille gys af frygt for, om det er på denne tur, at skaden blusser op igen og slår mig tilbage til start. Efter løbeturen vendes denne følelse til gengæld til en spinkel sejr, når jeg kommer hjem, endnu skadesfri, og en anelse tættere på målet.

Det var en stor dag, da jeg for efterhånden fire uger siden deltog i Spartas første fællestræning mod Copenhagen marathon 2016. Ruten var 13 km, nøjagtigt samme kilometerantal som jeg i februar tidligere i år havde været nødt til at stoppe ved på én af Spartas fællestræninger. Det havde ikke været den turens fulde distance, men det havde været her, jeg havde set mig nødsaget til at lade de andre løbe i forvejen, og hvor jeg måtte humpe resten af vejen hjem. På alle måder en frustrerende og ærgerlig episode, som jeg formentlig har lært en masse af. Ved træningen denne søndag i starten af november klarede jeg mig gennem hele turen, og det var uden tvivl én af de større sejre på min færd mod marathonet. Jeg var nærmest følelsesmæssigt rørt. Sidenhen har jeg deltaget i samtlige fællestræninger (eller løbet samme distance selv, hvis jeg var forhindret), og intentionen er klart at fortsætte i samme stil, så jeg ikke risikerer en for pludselig øgning i distance på min ugentlige, lange tur. Her har jeg tydeligvis brugt min erfaring fra forløbet inden min skade til at forstå vigtigheden af gradvist at bygge flere kilometer på turene, så jeg – 7-9-13 – ikke ender i samme situation som sidst.

Træning med et mål for øje

Som det fremgår, løber jeg i øjeblikket efter et specifikt defineret mål. Jeg er med andre ord typen, der trives bedst med at have et klart mål med min træning. Jeg er også typen, der nyder at strukturere min træning og teste min fremgang til officielle løb for at se, om træningen har båret frugt. Samtidigt er jeg dybt imponeret over de løbere, der ikke nager samme behov for et målbart fikspunkt af de mange nedlagte kilometer.

Deltager i motionsløb på Aalto Universitet 2012

Spændte inden start til motionsløbet på Aalto Universitet 2012

Man skal dog ikke mange år tilbage for at finde mit første officielle løb i min “voksne løbekarriere” efter min tid som ivrig konkurrencedeltager i orienteringsløb. I efteråret 2012 var jeg på udveksling i Finland, hvor mine medstuderende og jeg besluttede at deltage i et 10 km-løb på campus. Det var 3,5 måned efter mit sygdomsforløb med tyfus, og løbet endte med at få status som ét af de hårdeste løb, jeg endnu har deltaget i. Og jeg var ikke stolt af min tid, da jeg passerede målstregen. Som en sidebemærkning skal det måske tilføjes, at vi alle havde været til stor fest dagen inden, så energidepoterne bugnede bestemt ikke. I stedet for at være glad og imponeret over min krops bedrift så kort tid efter min tid som sengeliggende, var jeg nærmere skuffet over ikke at præstere i nærheden af samme niveau, som jeg havde været i stand til inden min sygdom. Løbetræningen før og efter havde heller ikke været prangende; yderst sporadisk og ustruktureret, og de fleste træningsture var foregået som interval af typen 10-20-30, hvor man efter 10 minutters opvarming løber roligt i 30 sek., løber hurtigt i 20 sek., efterfulgt af 10 sek. sprint, som gentages 5-6 gange og afsluttes med 10 minutters afjogning. Jeg var bestemt ikke vant til at holde kroppen i gang i mere end 30 minutter af gangen.

Min træningstilgang

Én af grundene til, at jeg ikke allerede gennemførte mit første marathon i maj 2013, skal bl.a. ses i lyset af min tilgang til løbetræning på daværende tidspunkt. Her så jeg ikke mulighed for at løbe et par af ugens løbeture som rolige, langsomme ture for at skåne kroppen fysisk og mentalt. Hver tur, jeg løb, skulle helst løbes hurtigere end den tidligere, og hvis ikke hurtigere skulle den i hvert fald være længere. Derfor stod jeg tit i den situation, at hvis jeg manglede energi inden en planlagt træningstur, endte jeg ofte med ikke at tage afsted af frygt for at skuffe mig selv ved at løbe langsommere end træningsgangen forinden. Problemet med denne træningsform, ud over den væsentligt store risiko for skader, var, at jeg ikke havde lyst til at løbe en tur, hvis jeg følte mig uoplagt, mine ben var tunge, etc. Kort sagt, hvis jeg ikke følte, jeg ville kunne slå min sidste tid, droppede jeg løbeturen for ikke at skuffe mig selv. Det var rent held, jeg ingen skader fik dengang, når man tager den enorme belastning ved udelukkende hurtige ture i betragtning. Det kan måske også skyldes, at jeg af samme årsag ikke løb særligt mange ture ugentligt.

Deltager ved motionsløb på DTU 2014

På vej i mål til motionsløb på DTU 2014

I foråret sidste år havde jeg sammen med to veninder meldt mig til Københavns Kvindeløb på 10 km i juni 2014. Op til løbet havde jeg fulgt min gamle træningstilgang om at løbe så hurtigt jeg kunne, når jeg var ude på en tur, og jeg sprang turen over, hvis energien var lav. Jeg kom dog, trods mangel på planmæssig træning, i mål på en acceptabel tid med en placering i den bedre del af feltet, som derfor straks gav mig blod på tanden til at gøre mere ved løbet igen. Jeg havde efter flere års ustruktureret løbetræning stadig benene med mig efter min tid som hurtigløbende, ung orienteringsløber. Faktisk var dét resultat alt, der skulle til for, at min interesse for det officielle løbeudbud blev vakt, og herefter nødvendigheden af, og lysten til, at strukturere min træning bedre og mere målrettet igen.

Målet som motivation

Jeg har siden Københavns Kvindeløb deltaget i seks officielle løb (fra 5 km til halvmarathon) med en mere tilrettelagt træning. Nu er det primært de rolige ture, der er i fokus, med et enkelt indlagt intervalpas om ugen, så det egentlig kun er til konkurrencerne, at jeg giver den max gas over længere distancer. På den måde har jeg også automatisk lyst til at deltage i flere konkurrencer om året, og det er meget sjovere at deltage i løbene! Det er tilmed mere overskueligt at gennemføre træningspassene! Og så hjælper det på min motivation, at jeg har et mål med min træning, især når det kommer til den skadesforebyggende styrketræning, som også skal passes i håbet om at undgå skader. Jeg ved, de er en vigtig faktor for at holde mig skadesfri, men det er bestemt ikke dét aspekt af træningen, jeg ser mest frem til. Her hjælper det mig i høj grad at have mit klare mål om at gennemføre Copenhagen marathon 2016 i baghovedet, så det er sværere ved at finde en god undskyldning for at droppe de mindre sjove træningspas. Drømmen om marathonet skal jo helst lykkes denne gang!

Ups, jeg er på startlisten til Firkløver 50/50 The Real Deal

Hvad skete der lige der? Nu har jeg gjort det igen: Tilmeldt mig noget, jeg ikke er sikker på, at jeg kan gennemføre. Og denne gang er jeg altså virkelig langt fra sikker på, at jeg kan gennemføre! Faktisk ikke en gang sikker på, at jeg kan stille til start på dag 2. Og så har jeg ikke engang forholdt mig til cut-off timer endnu!

Startliste pr. 23 november 2015 til Firkløver 50/50 The Real Deal.

Startliste pr. 23 november 2015 til Firkløver 50/50 The Real Deal.

Firkløver 50/50 The Real Deal

Hvad er Firkløver 50/50 The Real Deal så lige for en størrelse? Jov, Firkløver 50/50 er et ultra trail løb i Kongernes Nordsjælland, som bliver afholdt Pinsedag d. 15 maj 2016. Distancerne er enten 50 mil (ca. 80 km) og 50 km, og jeg tilmeldte mig de 50 mil for nogen tid siden. Jeg vil gerne prøve at løbe længere end de 60 km, jeg løb til Skagen Odde Ultra Trail tilbage i september (se løbsberetning i tidligere blogindlæg: SOUT 2015).

50 mil ruten (er på ca. 83 km).

50 mil ruten (er på ca. 83 km).

Så jeg var altså tilmeldt de 50 mil og alt var sådan set fint. Meeeen så var det, at arrangørerne kom op med konceptet: The Real Deal. Forudsat at man gennemfører de 50 mil indenfor tidsgrænsen, kan man lige tage de 50 km dagen efter. Se det er The Real Deal! Og det har jeg tilmeldt mig. Altså, vi tager den lige igen: 15 maj skal jeg løbe ca. 80 km trail og dagen efter skal jeg løbe 50 km af ruten igen. Og dette skal ske indenfor de angivne cut-off tider (som jeg ikke har turdet se på endnu). Jeg dør SÅ meget. Men det bliver med skoene på, det lover jeg!

50 km ruten.

50 km ruten.

Men hvorfor er det så lige at jeg gør sådan noget?

Ja, så hvorfor er det, at jeg tilmelder mig noget, som umiddelbart ikke lige ligger indenfor, hvad jeg kan gennemføre? Altså, jeg har jo aldrig løbet længere end 60 km. Jeg er jo ikke sikker på, at jeg overhoved kan stille til start på 2. dagen. Og hvis jeg kan, er der langt fra garanti for, at jeg kan gennemføre. Og der er jo også en tidsgrænse……….

Men altså – jeg gør det fordi jeg bliver helt høj af det. Jeg bliver helt høj af at gamble, sige F… dét og trykke tilmeldt, plotte det ind i kalenderen og så få en rus / et gys af, at jeg står foran en opgave som jeg ikke ved, hvordan jeg skal løse. Det er simpelthen en super god motivation for mig i den daglige træning. Det får mig til at føle at træningen netop i dag ikke er lige gyldig, men faktisk gør en forskel.

Og så spiller det også en ganske stor rolle, at jeg nu har noget i løbskalenderen til efter Vinter Ultra Mols Bjerge (VUMB) d. 6-7 februar, så jeg ikke ryger i et ned i et ”hvad nu” hul bagefter. I ved, den dér følelse, der kan komme efter man har nået et mål, og træningen pludselig er ligegyldig. Nu har jeg da sikret mig, at der er mening med i træning, også på den anden side af VUMB :0)

Fascinationen af hvad hjernen kan få kroppen til

Men hvorfor er det, at jeg bliver høj af at stå overfor disse uoverskuelige opgaver? Jeg tror det bunder i en stor fascination af, hvad hjernen kan få kroppen til. Hjernen er vel egentlig indrettet til at beskytte vores kroppe og spare på energien, så det er så fedt, når man kan ”over rule” hjernen og bare fortsætte alligevel. Fortsætte på trods af alle de der tanker omkring ”puha det er hårdt”, ”nej det kan jeg ikke”, ”nu gør det vist også lidt for ondt”, ”jeg må vist hellere restituerer i dag”……….. Som i DR’s udsendelser om Frømandskorpset, hvor de på grundforløbet flytter det mentale hos eleverne hele tiden. Det er jo dybt fascinerende og helt vildt, hvordan eleverne kan blive ved, selvom de mentalt tror de ikke kan mere. (Man kan så diskuterer metoden der bliver brugt, men det bliver ikke i dette forum). Og hvis eleverne kan gennemføre et grundforløb i Frømandskorpset, kan jeg vel også i alt beskedenhed gennemføre træningen op til, og selve The Real Deal, ikk?

Så nu skal jeg bare have flyttet lidt rundt på tingene inde i mit hovedet, så jeg kan være klar når d. 15-16 maj rammer :0)

 

 

,

Træningstur i Avoriaz, Frankrig

Højdemeter, trailløb vs. hiking, om at finde vej (eller det modsatte), sol sol og sol i november og om at miste et par tånegle. 

Den 4. november landede jeg i Geneve lufthavn og var godt på vej til Avoriaz, Frankrig, hvor den stod på træningstur bestående af 4 dages trailløb i bjergene. Træningsturen var kommet i stand igennem Avoriaz Trail Running, som er drevet af familien Munk, der udlejer ferielejligheder i byen. Familien har været i byen i riiiiigtig mange år, og er nu i gang med at udvide deres engagement ud over skiturisme til også at dække et koncept omkring trailløb m.m. i området.

Omstændighederne omkring turen ændrede sig på tragisk vis en månedstid inden jeg skulle derned, ved at et af familiemedlemmerne omkom i en ulykke dernede. Det kom selvfølgelig til at betyde en hel del for min tur, herunder at der ikke var andre trailløbere dernede samtidigt med mig. Men jeg valgte altså at tage derned alligevel, og har på intet tidspunkt fortrudt det. Jeg fik bare lige lidt flere udfordringer at arbejde med!

Om at løbe alene i bjergene

En af udfordringerne var at løbe alene i bjergene. Jeg har altid sagt: Gå ikke alene i bjergene. Punktum. Og det er ikke til diskussion! Basta! Meeeeeennn jeg ville jo helt vildt gerne afsted, så hvordan kunne jeg lige snøre den overfor mig selv? Og måske skulle jeg slet ikke snøres, måske skulle jeg bare lade være med at være så pylret? I Alperne, er der jo hverken utilregnelige isbjørne (som på Svalbard) eller aggressive enlige muskusokse hanner (som i Grønland i august). Så: Beslutningen blev altså at jeg tog afsted, men med et hav af ”backups” og ”hvad-nu-hvis’er” i rygsækken: Jeg løb efter forud tegnede GPS spor, havde en “ving man derhjemme der hver dag vidste hvor jeg løb hen, havde ekstra vand og mad med, løb med vandrekort og håndholdt GPS som backup, og havde stave med. Det der, med de der stave, kommer jeg tilbage til, da stave og jeg havde  lidt en anstrengt forhold til hinanden inden jeg tog afsted.

Men på trods af alt min backup og forsigtighed, var det lidt svært at komme ud af lejligheden den første morgen. Jeg var lidt tung i hovedet (Avoriaz ligger i ca. 1700 m højde – måske var det pga. dét), og jeg havde brug for virkelig at mærke indad og finde en ro og fokus omkring det at løbe alene i bjergene. Især ovenpå tragedien i familien Munk. Det skønneste morgenmadssted hjalp så heller ikke på det med at komme ud af døren :0)

Morgenmad på terrassen, i solen, men udsigt ud over Alperne.

Morgenmad på terrassen, i solen, men udsigt ud over Alperne.

Og var det så ikke kedeligt at løbe alene i 4 dage? Til hverdag, løber jeg mange af mine ture alene, men at være ude i mange timer uden andre, var noget nyt. Men det betyder jo ikke at man ikke kan snakke, eller småsynge alligevel (godt der ikke var så mange andre folk på stierne)!

Men det er da interessant, hvad man tænker på, når man sådan bruger timer ude alene. Jeg tænker på alt lige fra naturen og landskabet, forskellige hverdagssituationer, hvad jeg skal huske, hvad jeg skal spise når jeg kommer tilbage (jeg tror faktisk det fylder en hel del!), og at den der tå er pisse øm. Men det meste af tiden tror jeg egentlig ikke, at jeg tænker på noget.

Det spøjse var så, at jeg på vej hjem fra turen, sidder i lufthavnen og surfer på Facebook og falder over et opslag som Ultraløber Ryan Sandes har linket til, der netop handler om, hvad løbere tænker på når de løber. Det er en ret underholdende artikel i The New Yorker: What we think about when we run, og der bliver blandt andet refereret til en undersøgelse, hvor en lille gruppe løbere har fået registreret deres tanker mens de løb. De brugte det meste af deres tid på at tænke på hastighed og distance, om hvornår de kunne stoppe, og hvor elendigt det er at løbe. Jeg insisterer altså på, at jeg løber med en noget større ja-hat! :0) Men tjek artiklen, der er mange sjove fremstillinger, samt fifs om forskellige bøger om løb.

Højdemeter og stave vs. ikke stave

Hele idéen med at tage til Avoriaz, var for at få nogle højdemeter i benene. Jeg havde oprindelig sat mig for at få trænet noget nedløb, da jeg er mega elendig til at give slip og stole på mine ben. Det ændrede jeg så på, da jeg ikke ville risikere styrt o.lign, når jeg var alene af sted. Så i stedet udviklede turen sig til en ”Hey – der er en top – den skal jeg op på” tur. Så jeg fik en dækket en ordentlig r..fuld højdemeter på turen. Men det betød også, at jeg igen og igen kom ud i terræn, som for mig ikke var muligt at løbe i, uden af få for høj en puls, da det simpelthen var for stejlt. Så der blev gået en hel del, hvilket jeg hvad det svært at forlige mig med. De første par dage var der ikke særlig mange andre folk i bjergene, og jeg begyndte at spekulerer på, om jeg egentlig bare var en hiker i trailløbetøj, altså sådan lidt en ”trailløber-wannabe”.

Men stædigheden slog til, og jeg insisterede på ikke at løbe med for høj belastning, om det så betød at jeg skulle gå når det var nødvendigt. Og der viste det sig faktisk som dejligt at være afsted alene. For så kunne jeg finde roen i mig selv og gå når jeg ville og holde lige så mange fotopauser jeg ville. Og jeg kunne tage den med ro og i sikker stil nedad, så jeg ikke risikerede styrt. Og jeg tror, at jeg alligevel fik en del ud af mine noget forsigtigere nedløb. Jeg blev da helt god til ikke at kigge ned hvor jeg løb, men havde blikket 6-8 m foran og så bare lod hjernen omsætte det den så, uden jeg nåede at tænkte aktivt over hvor jeg skulle sætte den næste fod.

Og den sidste dag fik jeg ”oprejsning”, da jeg kom jeg ud på spor, hvor der var andre hikere. Der fik jeg lige trailløberselvtilliden boosted, ved enten at overhale dem i gang opad, eller blæse forbi dem nedad mens jeg lige nåede at svare deres venlige Bonjour………..ahhh………jeg er altså en ægte trailløber :0)

Så blev der givet gas, og overhalt hikere i stor stil.

Så blev der givet gas, og overhalt hikere i stor stil.

Og så er der lige det der, med de der stave. Jeg har aldrig helt forstået vandrestave, og efter en månedstid på trek i Himalaya Bjergene sidste år, hvor man kunne høre vandrestavene komme gående før selve personen, blev mit forhold endnu mere anstrengt. Men jeg valgte alligevel at løbe med stave på mine ture, fordi: 1) det skulle prøves af og 2) hvis jeg brækkede et ben, kunne jeg vel tape den ene stav om benet og humpe efter hjælp på den anden (selvom der vist var mobildækning i hele området).

Så jeg prøvede mig frem med stave, både som hjælp op og som støtte når det gik stejlt ned. Konklusion: Jeg kan vist ikke helt finde ud af at bruge dem. Når jeg brugte dem opad, fik de mig til at blive ved med at gå i stedet for sætte i løb når det var muligt. Og nedad, er min hjerne rigeligt på overarbejdet med at analysere hvor jeg skal sætte fødderne, så den har ikke også brug for at forholde sig til, hvor stavene skal sættes. At hjernen også skal tage stilling til stave, får mig til at sænke farten, selvom det i forvejen går langsomt. Så konklusionen må være: Jeg er bedst uden stave (så får jeg heller ikke slået nogen ned når jeg løber nedad, flagrende med armene og stænger i hver hånd).

Om at finde vej

Inden jeg tog afsted, havde jeg ikke særlig stor erfaring med at finde vej. Jeg havde kun prøvet at løbe efter et GPS spor en enkelt gang, og bare en almindelig erfaring med at navigerer med kort og GPS fra diverse vandreture. På mine ture løb jeg efter spor, og det viste sig, at det sværeste var, at finde og følge selve trailsporet i landskabet. Nogle gange var der bare ingen sti, og andre gange tror jeg bare vores vejes skiltes på tidspunkter, hvor det ikke liiiiige var så hensigtsmæssigt. Det kostede mig eksempelvis 5 ekstra km på en 32 km tur, så de efterfølgende dage bruge jeg vandreturskortet når jeg var i tvivl!

Måske var sporet der et sted, skjult i visne blade? Måske var det der slet ikke? Anyway - jeg valgte den hårde lige vej op!

Måske var sporet der et sted, skjult i visne blade? Måske var det der slet ikke? Anyway – jeg valgte den hårde lige vej op!

Jeg har en tendens til at tvivle og få en hjerne som en rype, der kan blive væk lige ved siden af det, den leder efter. Men det viste sig at være en hjælp at være afsted alene, når jeg ikke helt kunne finde vej (det lyder virkelig sært – jeg ved det). Men ved at være alene, kunne jeg helt roligt få fokus, og tage den tid det skulle tage for at tænke klart igen. Og så fandt ud af en god ”hjælper”: Hvis jeg ikke kan se hvor jeg er på kortet/ift. sporet så gå op i terræn i stedet for at gætte. Jeg fik afprøvet begge dele, og efter at have prøvet sidstnævnte en håndfuld gange (altså: hvis i tvivl, så gæt), havde jeg stor succes med at gå op i terræn, som blev min foretrukne strategi. Og det giver jo faktisk ret god mening, når man tænker nærmere over det!

Og så lige en hjælper mere: Avoriaz er et skisportssted, så der er jo fyldt med lifte, pister og skilte. Den første dag synes jeg det var ærgerligt, da jeg syntes de skæmmede en ellers fin naturoplevelse. Men jeg blev faktisk ret glad for dem efter en dags tid: De er jo geniale at navigerer efter!

Skisportssted er lig lifte, pister og skilte. Noget der bla. også kan give en lyst til at komme tilbage til vinter med ski!

Skisportssted er lig lifte, pister og skilte. Noget der bla. også kan give en lyst til at komme tilbage til vinter med ski!

Sol, sol og mere sol

Jeg var simpelthen svine heldig med vejret. Det var solskin og roligt vejr i alle 4 dage jeg var dernede, så jeg udviklede ming vist lidt af en ”summit seeker”. Var der en top, skulle jeg op.  Den fedeste (og sværeste at komme op på) var Les Hauts-Forts som er 2.466m. Under opstigningen var næsten ude i klatring – det kunne vist ikke engang kategoriseret som hiking, så stejlt var det. Det var lidt skræmmende, at stå og kigge på det sidste stykke op, men så var det igen at, jeg faktisk var glad for at være afsted alene. Det lyder igen ret mærkeligt, men så kunne jeg helt stille finde roen og fokus indeni, og bare tage et skridt ad gangen. Et skridt ad gangen, som hvert skulle være helt sikkert. Og huske på, at hvis jeg følte mig usikker, kunne jeg altid vende om (det var så lidt at et fupnummer til hjernen, for jeg ville virkelig ikke vælge den vej ned, jeg var kommet op. Det var den alt for stejl og sneglat til). Og op kom jeg, og det var super fedt!

Sidste stykke op til Les Hauts-Forts. Feeeeedt!

Sidste stykke op til Les Hauts-Forts. Feeeeedt!

Inden jeg tog afsted, vidste jeg godt, at jeg elsker single track (som mange andre trailløbere vist gør). Men her i Avoriaz, fandt jeg noget endnu bedre: Single track på højderygge. At løbe på en højderyg er simpelthen det fedeste! Den der fornemmelse af, at der er luft lige omkring dig, at de nærmeste omgivelserne er et godt stykke ude til siderne, og at de ikke rigtig flytter sig ude i øjenkrogene når du løber afsted. Og den der lidt svimlende fornemmelse man kan få, når man drøner ud af sporet. Det er simpelthen bare det fedeste! Så jeg har lige en uafsluttet ting med et par højderygge dernede, som vist betyder at jeg må derned igen til næste år.

Trail på højderyg. Mums!

Trail på højderyg. Mums!

Status efter 4 dages trailløb i bjergene

Status er: 85 km, 5.728 højdemeter, ømme stive ben, ingen skader, men med 2-3 færre tånegle. Lesson learned: Lad nu være med at vælge de der sko til en 32+ km tur, når du ved de giver dig problemer, bare fordi de har den bedste sål med det bedste grip! Så må jeg da lige have lært det! Om ikke andet, har jeg lært at løbe med tæer der er pisse ømme og på ømme stive stænger. Det må jeg da kunne bruge til noget, når 2 dagen af VUMB rammer mig til februar :0)

Kønt er det ikke, men det virker.

Kønt er det ikke, men det virker.

Så jeg har nu kæmpe overskud og klar til at overleve resten af november og december i mørke Danmark, ikke skræmt af at løbe mange højdemeter, sikker på at VUMB er muligt, og inspireret til nye og vildere mål (håber nu bare jeg besinder mig inden jeg tilmelder mig noget rigtig dumt)! Nu bliver fokus på at blive bedre til at navigerer og at få en masse gode km i benene.

Og så krydser jeg fingre for, at jeg formår at holde træningen ved lige, når efterårs og vintermørket rigtig rammer og solen er noget man kun får at se i weekenden. Jeg håber, jeg formår at give hver træning en værdi (som jeg har skrevet om i indlægget: Fra asfalt til trail), og ikke falde tilbage i det gamle mønster med at træningen er noget, der bare skal overstås. Jeg håber virkelig, at november og december ikke vil være for hård ved mig. Vi plejer ikke at være de bedste venner! Så næste indlæg kommer til at handle om i hvor høj grad jeg kommer igennem de næste måneder i ok form, eller om mørket  får has på mig. I mellemtiden: Nyd solen når den kigger frem :0)

Magien ved at iføre sig et par løbesko, kan ingen tage fra mig.

Det var dagen hvor min far for 3 år siden, døde af kræft, men det var også dagen, hvor jeg skulle have svar på, om min datter havde leukæmi.

Min fars død var ikke noget der fyldte, heller ikke i dagen op til. Han havde en god afslutning på livet og vi fik lov til at være en del af det. Men da jeg sad hos lægen, med min ældste datter på 17, og hun blev sendt akut på sygehuset, for at få taget prøver for leukæmi, væltede alle minder, tanker og følelser op igen. Frygten for hvad der ville ske, magtesløshede over ikke at kunne gøre noget, angsten for at skulle miste igen, miste endnu en datter til himlen… Jeg nægtede!!

I de 21 timer vi ventede på svar, var det på ingen måde positive tanker jeg havde. Samtidig var jeg nød til at være stærk. Stærk for min datter og endnu stærkere for mig selv. Som jeg forsøgte at være stærk, blev ophobningen af spændinger og ubehaget i kroppen kun større og større. Jeg kunne ikke holde ud, at være i min krop eller mit hoved. Jeg måtte ud! Jeg måtte i mine løbesko og gennem skoven.

Jeg løb!! Jeg løb uden at se mig tilbage. Jeg løb om kap med frygten for at miste igen, som vinden forsøgte at indhente mig mellem træerne, for at vælte mig omkuld. Stille og roligt kunne jeg mærke spændingerne i kroppe forlod mig. Skoven rummede min frygt og min magtesløshed. For hvert skridt, blev jeg lettere….som om at vingerne fra himlen løftede mig fri. For hvert er skridt kunne jeg begynde at trække vejret igen, jeg kunne mærke min styrke komme tilbage. Op ad bakkerne i skoven tænkte jeg tilbage på styrken jeg fandt, henover fjeldene på Færøerne. Jeg havde lyst til at give op, men fortsatte alligevel. Jeg har lyst til at stikke af, men bliver alligevel. Visheden om at jeg kunne mere end jeg troede, kom mig til gode denne dag. Styrken til at vente på svaret og til at være mor indtog min krop og jeg vendte hjem. Jeg trådte ud af min løbesko og så på dem med en ydmyghed og taknemlighed for hvad de i dag havde gjort for mig.

Hun gik fri for leukæmi, men undersøgelserne fortsætter… ligesom jeg mine løbeture. Magien ved at iføre sig et par løbesko, kan ingen tage fra mig. Det handler ikke om kilometerne eller tiden, men om hvad kilometerne og løbeskoene kan gøre for dig!

25 par løbesko – og en invitation til debat

I følge min kæreste har jeg 25 par løbesko. Jeg har ihærdigt forsøgt at forklare ham, at der er forskel på løbesko og sneakers. Han er ligeglad. Har de gummibund og fartstriber, er det løbesko. Han er sådan set ligeglad med antallet. For hans skyld kunne jeg såmænd have 100 par løbesko, hvis det er det, der gør mig lykkelig. Bare jeg dog for pokker ville holde op med at stille dem lige midt i gangen! Men det er vist det, man kalder en anden historie….

Selvfølgelig har jeg ikke 25 par løbesko. Jeg har vel 4 par. Eller. Ok. Måske har jeg 6 par. Men rent faktisk har jeg kun 2 par. Eller måske 3… Jeg har i hvert fald ikke 25 par! (Men det burde jeg naturligvis have!)

20140504_091729Jeg løber på asfalt. Det skulle være så sundt at løbe på græs og i sand og…. Jeg løber altså på asfalt. Ikke så meget fis. Så snart jeg kan komme ned på cykelstien (jaja – jeg VED godt, den er beregnet til cyklister Jeg sværger, jeg altid flytter mig, når der kommer en cyklist), så gør jeg det. Asfalt er meget blødere end fortovsfliser. Og underlaget er mere jævnt. Med mange kilometer bør man sikkert skifte underlag imellem. Jeg skifter i stedet sko. Jeg er træt af bør. I mit løb gør jeg, som jeg vil.

Jeg må i øvrigt heller skynde mig at sige, at dette er IKKE en anmeldelse af løbesko. Jeg er ikke uddannet løbetræner, fysioterapeut eller noget som helst andet løbeorienteret, og jeg ved ikke en hujende fis om løbesko. Og så alligevel….. Jeg har løbet mange km i mange år, så undervejs har jeg vel samlet et og andet op. Det er dog på ingen måde en systematisk undersøgelse eller baseret på en særlige videnskabelig viden om sko (så det kan være jeg står til bøllebank om lidt). Det, jeg ved og mener, er kun baseret på egne oplevelser og lidt ment som en provokation til hele den industri, der er omkring løb. Så er det vel for pokker heller ikke sværere at tage et par sko på og løbe en tur? Men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I tænker? Hvad gør I, når I skal vælge sko? Sværger I til løbetests, hvad mener I om barfodsløb, hvad er jeres favoritsko, hvordan vælger I sko osv osv? Så hermed oplæg til debat – som kommende såvel som garvede løbere måske kan blive klogere af!
20131103_204624De første år, jeg løb, fik jeg troligt lavet løbetest. Jeg er godt nok blevet testet til at være mange forskellige ting… Det har jeg nu altid syntes, var lidt underligt… Hvordan kan man pludselig ændre løbestil uden at have forsøgt på det? Og hvad er det egentlig, der definerer en god løbesko for mig? Til sidst droppede jeg helt testene og begyndte istedet at mærke efter, hvad der duer for mig. Hvad gør mine fødder og ben egentlig, når jeg løber? Hvilke sko er rare at have på? Er de bløde eller hårde? Brede eller smalle? Hvordan lander jeg på min fod, og hvor lange er mine skridt? Jeg har købt alle mulige slags sko billigt på nettet, prøveløbet dem og solgt dem igen med kun et lille tab (eller givet dem til min mor, der synes, de såååå smarte i alle de “pangfarver”….). Efterhånden er jeg så blevet klogere på, hvad jeg kan lide – uden hjælp fra alverdens løbe eksperter…. Jeg har lært at mærke, hvad der virker for mig. Det kan naturligvis synes vældig seriøst, men egentlig er det ganske simpelt.

Min svigerfar spurgte mig for nyligt, hvad jeg kigger efter, når jeg køber nye løbesko. Det er meget nemt. For det første leder jeg efter en sko til en neutral løber. Det betyder, at jeg hverken hælder særligt meget indad eller udad på mine fødder, når jeg løber. For det andet kigger jeg efter en sko med et rimelig “hældrop”. Hældroppet er den højdeforskel, der er mellem forfoden og hælen 20130805_203650på din løbesko. Jo lavere hældroppet er, jo tættere er man på det såkaldte “barfodsløb” eller “natural running”. Nogle siger, at man reducerer risikoen for skader ved at reducere hældroppet og istedet lærer at løbe mere på forfoden – jeg er ligeglad. Jeg er hæl-lander, og jeg elsker et relativt højt hældrop. For det tredje kigger jeg på prisen. Jeg synes, at løbesko er horribelt dyre, så jeg køber dem kun på udsalg! Og vigtigste af alt: skoen skal føles rar at have på. Det er lidt som at købe ny sofa. Hvis jeg synker ned i den og tænker “ahhhh – her kunne jeg godt sidde resten af dagen” – så er den hjemme. Vi bliver gode venner. Ligesådan har jeg det med løbesko. Arh-følelsen lyver aldrig.

Og hvad er så meningen? Skal man bare købe et par billige sko i Føtex og så begive sig afsted? Tjah…. For nogle år siden påviste danske forskere, at løbetests til nybegyndere måske er lidt spild af krudt: http://www.dr.dk/levnu/fritid/drop-loebetesten-naar-du-koeber-loebesko.

20151004_112709Men som sagt; jeg er ingen ekspert. For mig er det blevet en følelse – det med skoene. Jeg tilbringer meget tid i dem og løber mange kilometer. Og jeg har i sinde at nyde mine kilometer og i øvrigt være i stand til at løbe i mange år endnu, så jeg vælger det, der føles godt.

Med til historien hører, at jeg i min løbekarriere har haft én skade og 2 blå tæer. 1 skade. På 6½ år (knock on wood)…. Just sayin’…..

Men hvad tænker I?

Test af Altra Paradigm løbesko.


Markedet for løbesko er gigantisk og det kan være lidt af en jungle, at finde rundt i de forskellige mærker og modeller og finde netop dén sko, der passer en selv. I det kommende blogindlæg vil jeg fortælle om min erfaring med den minimalistiske løbesko fra Altra.

 

Hvis du har læst mine tidligere blogindlæg, vil du vide, at jeg i løbet af de sidste 2-3 måneder har døjet utrolig meget med skinnebensbetændelse. En skade som kan være svær at komme af med og som ofte kommer igen, hvis man ikke er ekstra opmærksom. Skaden gjorde bl.a. at jeg måtte melde fra til H.C. Andersen Marathon i oktober måned og derudover holde 1,5 måneds komplet løbepause. I løbet af min skadespause har jeg snakket med folk i mit netværk omkring forebyggelse af skinnebensbetændelse, løbestil, teknikker og sko. Med inspiration fra www.posemand.dk, blev jeg enig med mig selv om, at jeg for alvor ville gøre noget ved problemet og ikke ´bare´ starte op igen på sædvanlig vis.

 

Jeg er utrolig heldig at være omgivet af nogle meget kompetente folk inden for løbebranchen, som altid står klar med råd og vejledning. Så efter en lang og god snak med Mads Vestergaard (ejer af løbebutikken In Sport i Århus), fik jeg anbefalet et par Altra Paradigm løbesko. Skoen er med zerodrop (ingen hælløft) og har en fodformet tåboks, som giver et naturligt løb og udnytter kroppens naturlige støddæmpningsmekanismer.

 

Jeg var meget spændt på skoens egenskaber og det er heller ingen hemmelighed, at jeg var lidt skeptisk over for udseendet af skoen, med dens anderledes form og skarpe farver. Jeg tog dog ja-hatten på og sagde til mig selv, at udseendet af skoen skulle være den sidste faktor for mit valg. Hvis Altra løbeskoen kunne give mig et naturligt løb og på sigt gøre, at jeg slipper for de dumme overbelastningsskader, så er det jo det hele værd!

 

Da jeg stadigvæk var midt i min genoptræningsperiode da jeg fik skoene, startede jeg med at bruge dem i fitnesscenteret og på gåture rundt omkring i Århus. Når jeg havde haft skoene på i løbet af en dag, kunne jeg tydeligt mærke forskel og de blev hurtigt mit foretrukne valg. Skoens bredde i spidsen gør, at tæerne ikke bliver klemt sammen, men at de har den plads de har brug for. Mine tidligere løbesko er af mærket Brooks Pure Cadence, en sko jeg har været yderst tilfreds med, men efter jeg har fået Altra Paradigm, kan jeg mærke en verden til forskel! Tidligere har jeg ikke tænkt over pasformen på min Brooks sko, da alle mine sko har haft den form, men når jeg tager dem på nu, er det skræmmende hvor tydeligt jeg kan mærke, hvordan skoen presser tæerne sammen, så foden mister sin naturlige position.

 

På nuværende tidspunkt har jeg brugt mine Altra sko på 4 kortere løbeture og skal så småt i gang med, at bygge flere kilometer på. Der er umiddelbart ikke noget, jeg kan sætte en finger på ved skoene, så hvis du er til en naturlig løbestil og er på udkig efter nogle nye løbesko, så synes jeg bestemt Altra Paradigm er et forsøg værd. Lad dig ikke skræmme af udseendet – måske skoen ikke er den flotteste i verden, men til gengæld er den behagelig som bare pokker 🙂

 

Mit Waterloo….

Jeg er lige kommet hjem fra sådan en af de der ture hvor jeg har kæmpet hele vejen.

Jeg tænkte i går, at nu hvor vi endelig havde en weekend, hvor vi slet ingen planer havde, kunne det være fedt med en længere morgentur. Vejrudsigten lovede godt vejr og jeg var vist nok i hopla…jeg spurgte familien, om det var ok og de synes det var fint, liiiige bort set fra teenager datteren, der gerne ville tidligt op: “og have noget ud af dagen”…?!? WTF!?!? Jeg rullede vist en gang med øjene og tænkte: “som om!” Jeg blev enig med mig selv om at tidligt for hende og tidligt for mig er to vidt forskellige begreber. Desuden er jeg jo godt klar over at hvis man som mor beder om tilladelse til fri tid der skal inkludere god samvittighed, skal man nok ikke spørge når teenageren har forvildet sig i fællesrummet uden for fodrings tid, er man dømt til at fejle…

og det var jeg, for da vækkeuret så ringede her til morgen og jeg ‘fløj’ ud af sengen, fælde mig selv i dørkarmen fordi jeg blev forvirret over at jeg angiveligt havde lilla hyggesokker på…indtil jeg fandt ud af at det var giga poser under øjene der gav genskin! Efter at konstatere at det ingen funktionelle gener gav, tænkte jeg: jeg er da ligeglad, som Medina synger, for jeg møder jo INGEN her ude på bøheren. Derfor er min garderobe af ‘active-wear’ også lidt af en broget landhandel, med ret mange skinger-farvede reklame t-shirts, multi-farvede løbesokker med lidt for lange skafter i forhold til soklet moden, et gammelt ægge gult tørklæde i bomuld til den kolde sæson og løbetights der konsekvent vil kravle ned, lige som strømpebukserne i børnehaven…Det giver en lidt tosset løbestil, fordi jeg engang imellem må tøjre de løbske bukser der søger syd på, og det gøres altså bedst med et godt greb i linningen og et par spjæt med hvert ben. Spjættet kræver et godt knæ bøj og et hurtigt udstræk som skal koordineres med en opad drivende bevægelse med begge hænder der jo har grebet i linningen! DET kræver øvelse.
Trods den farvestrålende mundering a la ABBA, mindsker poserne under øjene jo ikke ligefrem opmærksomheden, (de var på størrelse med de vindballoner NASA sender til himmels inden en rumraket skal affyres!) men det skulle stadig ikke afholde mig fra morgen løbeturen, jeg havde tiltusket mig.

Allerede da jeg havde lukket hoveddøren sneg den dårlige samvittighed sig ud og fulgte med som en sort skygge. Tilliden til at Dizzy Mizz Lizzy med Rotator kunne blæse den lille nagende stemme, der proklamerede dårlig forælderskab og egoisme når jeg nu ikke fulgte op på en fornuftserklæring fra teenageren, ud af mit hovede var stor. Allerede her tror jeg, retrospektivt, at det går galt: jeg begynder at forhandle! Jeg havde jo visualiseret mig morgen frisk på en af de der LDS ture (loooooong sloooooow distance)…som jeg kun ved meget lidt om, men det lyder jo fedt: løb langsomt og bliv god til at løbe hurtigt! Ligegyldigt med teorien, i dag, langt og langsomt passede fint ind i min vision, men som vinden fik fat i poserne under øjene og den nagende skygge fik fat i min hjerne, begynder tvivlen om distancen…og egentlig uden at det bliver besluttet, så er det som om jeg godt ved at det bliver til en femmer den morgen. 1,5 K fra hjemmet kommer jeg til at dreje til højre i stedet for venstre, og det betyder at jeg er på den korte rute..men jeg kan love for at det går sloooooow. Det er som om mine ben slet ikke kan løftes fra jorden, fra hoften og ned til knæet er der slet ingen trækkraft og læggene?!? Ja, følelsen får mig til at tænke på min svogers tyske kone der står med deres tvillinge piger i alderen svær seperationsangst, klisteret til underbenene. Fornemmelsen af mine imaginære tvillinger der ikke vil give slip gør ikke noget godt for min kropsholdning: for at få en anelse fremdrift læner jeg mig fremad, i et spædt håb om at overkrop og arme kan trække lidt af farten op, men det bliver også bare teori. Da jeg runder hjørnet og jeg skal sætte ind i slutspurten, op ad bakken, kaster jeg håndklædet og bliver nød til at gå….en ting er at gå på en løbe tur, det plejer jeg at sige kan være tegn på at man rent faktisk har presset sig selv, enten i tempo eller stigning, så det er vel ok, men at tempoet idag ikke bliver mærkbart langsommere er en rigtig træls fornemmelse (det hjalp dog på kropsholdningen!) En anden ting dog at blive set! Hvis en ikke-løber ser en på løbeturen hvor der bliver suppleret med en gå pause…DET er pineligt! Ydmygelsen er dog total for mit vedkommene, da jeg for øje på datteren der med hænderne i siden står og betragter min mangel på sportslig udfoldelse!

Jeg må i skrivende stund indrømme at jeg har oplevet mit løbemessige Waterloo! Og jeg kan ligefrem høre Agneta skråle “Waterloo, Waterloo” i bedste ABBA sound og strålende farver, mens jeg sidder her i mit svedige tøj og ansigt i ditto farver, med indestængte endorfiner og knækket løbe-selvtillid og en datter der har håneretten reste af mit løbe liv, eller af weekenden i hvert tilfælde.

West Coast Autumn Ultra del 2 Raceday

West Coast Autumn Ultra 50 miles (85 km) Raceday
Mit mål for løbet var at gennemføre uden at skulle gå ret meget og de første 80 km ville jeg gerne gennemføre på under 10 timer. Lørdag morgen kl 6.30 stod jeg klar i Esbjerg. Herfra kørte arrangørerne, Daniel og Rahul, os til Blåvand fyr, hvor start var. Der var fælles start for 50 km og 50 miles, og vi skulle følge samme rute de første 17 km, herefter var der en sløjfe på 35 km til 50 miles, hvorefter vi fulgte samme rute i mål. Det var en lille flok, der stod klar til start – der var kun 5 til start på hver af de to distancer.
Kl 7.30 blev vi sendt afsted. Jeg havde bestemt mig for at starte ud i roligt tempo, ca 6:30. Den første km blev lidt hurtigere, men da vi kom ned på stranden, som vi skulle løbe de første 10 km på, fandt jeg hurtigt ned i rette tempo. Dette gjorde at jeg hurtigt blev alene. Den forreste gruppe på 6 var lige lidt for hurtige, og jeg valgte at holde tempoet nede.
Jeg havde ikke styr på, hvem der løb 50 km og hvem der løb 50 miles, så jeg havde ingen anelse om, hvor jeg lå placeret.West coast autumn ultra

Det var en fantastisk start med solopgang på den ene side og Vesterhavet på den anden side.
Efter 10 km løb jeg ind i klitterne og igennem et sommerhus område ved Vejers Strand. Depot 1 West Coast autumn ultra Ved 17 km kom jeg til depot 1, hvor jeg hentede de to, som var foran mig på 50 miles.
Min strategi havde holdt fint både med tid og energi. Jeg fik fyldt op og fulgtes videre med de to andre. Vi brugte lidt tid på at komme i gennem noget krat som GPS’en mente var den rigtige vej. Da vi kom ud på en sti igen holdt jeg igen mit eget tempo og lod de andre 2 løbe videre.

Her fra gik ruten igennem klitter og plantage og efter 24 km kom jeg igen ned på stranden.West coast autumn ultra  Her begyndte kroppen at nægte at løbe videre. Ruten fulgte stranden ca 5 km og jeg kunne se de to forreste, men der var langt op.
Lige inden Henne Strand var jeg nede og gå. Heldigvis var der en del mennesker på stranden og så var jeg jo nød til at løbe. Jeg fik mig kæmpet igennem de 5 km på stranden og drejede op igennem klitterne med løst sand og bakker. West coast autumn ultra Her blev jeg enig med mig selv og min krop om at det var sidste gang jeg løb så langt – aldrig mere! Fremover vil jeg maks løbe 50 km. Jeg spiste en müslibar og kom i tanke om mine 32Gi G-shot og tog en.
Efter et par km kom jeg til fornuft (og kom i tanke om at jeg er tilmeldt spor24 til maj) og kom i gang med at løbe igen.

Ved 35 km var der mulighed for at fylde vand op og herefter en trappe op på Blåbjeg, Blåbjerg West Coast autumn ultra her stod Rahul og heppede og tog billeder. Han fortalte mig at jeg kun havde ca 10 minutter op til nr. 2, det gav lidt energi da jeg egentlig havde frygtet at jeg snart blev overhalet og nr. 1 og 2 var langt væk. Jeg var lidt langsommere end de planlagte 6:30 og lå på ca 7:00.

Ved 41 km hentede jeg Peter, der lå nr. 2. Han var løbet for langt og var lige kommet tilbage på sporet. Vi fulgtes ad i gennem noget sump og ret ufremkommeligt terræn. Da vi kom i gennem og ud på noget, der lignede stier igen, trak han fra mig.West coast autumn ultra
Frem mod depot 2, 52km, fik jeg løbet det meste af vejen og kom igennem endnu et fedt stræk med ingen stier og masser af træer, hvor der skulle kravles over og under grene og stammer.
Ved depot 2 ventede yngste sønnen, konen, svigerfar, kakao og snolder. Jeg fik tanket godt op og følte mig klar til de sidste 33 km, som nu virkede overskuelige.

Kampvognsspor fra helvede
500 m fra depotet startede 10km i øvelsesterræn.Kampvogns spor West Coast autumn ultra Skønt opkørt, blødt sand, meter dybe spor med dejligt koldt vand og meget mere sand og vand. Men også en flok kronvildt, der krydsede vejen 25 meter foran mig.
Jeg kæmpede mig igennem, selvom jeg en overgang var tilbage ved de maks 50 km, min krop var mest stemt for bare at ringe efter familien og komme hjem i varmen. Men nu havde jeg undværet kaffe i 3 uger og var ikke stået op kl 5 for at give op, jeg overbeviste min krop om at komme i gang og komme videre, faktisk snakkede jeg højt med mig selv og ikke særlig pænt. Men det hjalp og jeg kom videre.

Depot 3
Efter øvelsesterrænet kom jeg til Oksbøl, hvor der var et par flade km asfalt. Det var dejligt at få nogle km med lidt mere tempo og det sidste depot nærmede sig. 2 km før depot 3 mødte jeg Daniel og Rahul som fik taget lidt billeder og heppet mig mod depotet.
Ved depotet fortalte de at jeg nu var nr 2 og at Peter, som nu var nr 1, var ca 15 minutter foran og så træt ud. Jeg fik tanket op med energidrik og spist snolder og drukket en masse cola.

Næste mål 80 km
Fra depotet var der 15 km til mål og 10 km til jeg rundede de 80 km. Målet med 80 km på 10 timer lå lige lidt for langt væk til at jeg troede på det, men jeg forsøgte at holde lidt tempo, hvilket betød ca 7:30.
De første 5 km fra depotet var på asfalt, men herefter kom jeg ind på det fedeste spor igennem skov på single track.
Jeg nåede de 80 km på 10:25 og manglede nu kun 5 km, som fulgte stranden på en lille sti med udsigt til solnedgang over Ho Bugt.

Solnedgang og 100m til mål

Solnedgang og 100m til mål

De sidste km løb jeg helt nede på stranden, jeg pakkede GPS’en væk og nød udsigten til en kold øl i mål.
Efter 11 timer og 15 minutter krydsede jeg målstregen på strand promenaden i Hjerting som nr. 2, ca 18 minutter efter Peter. De sidste to på den lange tur kom ind ca 2 og 3 timer efter.

Mål øl :-)

Jacobsen Brown Ale 🙂

Efterfølgende er jeg egentlig ret godt tilfreds. De 80 km på10:25 er, ruten taget i betragtning, helt fint og jeg kan ikke sætte en finger på hvad jeg kunne have gjort anderledes. Jeg fulgte programmet og de små skader jeg fik kom jeg rimeligt nemt igennem. Så nu er jeg klar til en masse km i vinter vejr med frost og sne. Næste løb er Fusingø trail d. 27 december på 52 km og herefter VUMB i februar på 2×37 km.

West Coast Autumn Ultra del 1 træning

Træning og forberedelser til West Coast Autumn Ultra 

Næste mål er West Coast Autumn Ultra om 3 måneder.
Løbet er på 85 km med start ved Blåvand fyr og via strand, klitter, plantager og øvelsesterræn mod mål ved Hjerting Badehotel. Med ca 400 højdemeter lød det som en overkommelig opgave.
Ønsket til træneren er at jeg skal have et program, der får mig i form til at løbe hele vejen. Det behøver ikke at gå stærkt, bare jeg ikke skal holde pauser og gå alt for meget.
Rune, fra Runningnow , strikkede et program sammen til mig med både intervaller, tempoture og progressive løb. Hvilket ellers ikke er mine foretrukne discipliner, men nu skulle det prøves.
Intervallerne blev jeg nærmest glad for. Jeg fandt en dejlig lang sti, puttede noget musik i ørerne og så var det nærmest sjovt. Tempoturene derimod var ved at slå mig ihjel de første gange og jeg kunne slet ikke få tempo nok på, men efterhånden fik jeg bedre styr på at disponere min kræfter, så jeg kunne holde samme tempo hele vejen. De progressive løb blev jeg aldrig glad for, jeg kan simpelthen ikke finde ud af at skulle stige i tempo hele tiden. Jeg følte at jeg konstant skulle se på uret, så jeg fandt mange undskyldninger, på de dage, for bare at løbe en tur. Jeg startede med omkring 50km om ugen og øgede langsomt op til 80km med en enkelt restitutions uge hvor jeg var nede på 40 km. De sidste 2 uger var nedtrapning frem mod løbet.

Onsdags trail med RunningWild Aarhus trail runners

Onsdags trail med RunningWild Aarhus trail runners

Brækket lilletå

6 uger før løbet, på en onsdags tur, hvor jeg løber på bare fødder og selvom det nok var ved at være lige mørkt nok til at kunne se, hvad jeg træder på, så virkede det som en god ide. På vej op af en bakke i nogle blade høres lyden af trærod, der ikke giver efter ved sammenstød med lilletå, og efterfølgende banden fra mig. Jeg løber videre og bliver enig med mig selv om, at det bare er slaget, og at det ikke gør så ondt igen. Da jeg kommer hjem kommer der is på, herefter bliver den tapet godt ind og nu kan jeg både gå og løbe.
Efter en uge hvor det mest er blevet værre og tåen er sort og hævet, vælger jeg at losse den ind i en træstub hjemme i haven, hvorefter jeg beslutter at det nok er bedst lige at kontakte en læge. Vagtlægen stiller diagnosen over telefonen. Brækket tå og ro i fem uger. Hvilket selvfølgelig betyder tape og ellers bare følge programmet som planlagt.
Efter en uge hvor det mest er blevet værre og tåen er sort og hævet, vælger jeg at losse den ind i en træstub hjemme i haven, hvorefter jeg beslutter at det nok er bedst lige at kontakte en læge. Vagtlægen stiller diagnosen over telefonen. Brækket tå og ro i fem uger. Hvilket selvfølgelig betyder tape og ellers bare følge programmet som planlagt.west coast brækket lilletå

 

Gps rute

Det var nu, ca 4 uger før raceday, at det gik op for mig, at ruten ikke var opmærket, og at jeg ikke havde en gps til at vise mig vej. Men et opslag på Facebook og få timers tålmodighed så var Jacob klar med hjælp. Jeg kørte en tur til Skanderborg og efter en hyggelig rundtur i Jacobs baghave, havde jeg styr på det og var klar til at finde vej.

Ældste sønnen med på trænings tur

Ældste sønnen med på trænings tur

Smerter i læggen

Med lidt over 3 uger til raceday, på en 8 km tur, kan jeg efter 7 km mærke, at venstre læg begynder at spænde lidt op, og efter 500 m begynder det at gøre ondt. Jeg beslutter at sætte farten helt ned og lunte hjem.
Smerten sidder midt på læggen helt oppe under knæet. Jeg droppede et par ture, og efter 2 døgn med hvile og tigerbalsam kunne jeg gå smertefrit igen. Så jeg prøvede en lille tur, som gik ok, kun med lidt smerter efter et par km, men det gik i sig selv igen. Efter yderligere to dage med hvile, følte jeg mig klar til sidste langtur, som var en tur på 38 km.Vilhelmsborg West Coast autumn ultra

Sidste langtur

3 uger før raceday er det tid til sidste og længste langtur, som var en tur på 38 km. Sidste langtur ville jeg bruge til at teste både energi og ruten. Jeg havde udset mig de midterste 38 km af ruten. Smerterne i læggen var helt væk og jeg følte mig rimelig klar.Sidste langtur West Coast autumn ultra
Lørdag morgen kl 7.00 stod jeg klar. Jeg havde lagt depot ud ved 19 km med vand, så jeg ikke skulle slæbe på det hele vejen.
Planen var at drikke en halv liter 32Gi energidrik hver time, og indtage en 32Gi endure tab for hver 15 minutter. Jeg havde sat mit ur til at bippe hvert kvarter for at huske tabsene. Jeg plejer kun at huske de første to, og så først komme i tanke om dem igen når jeg er ved at være flad. Jeg havde også anskaffet mig nogle 32gi Gshot som leverer 60 mg koffein, så de skulle også prøves.
Langturen gik efter planen og jeg holdt de planlagte 6:30 og energien fungerede fint. Det eneste jeg manglede var lidt fast føde undervejs.

Jeg mødte denne lille fyr på turen.

Jeg mødte denne lille fyr på turen.

Jeg fik også lige 4 ekstra km i benene. Da det var en midlertidig rutefil, jeg havde lagt ind på gps’en, så det var ikke alle steder, jeg kunne komme igennem. Blandt andet var der en sø, jeg valgte at løbe udenom.
Men en god oplevelse både på ruten og med energien, godt overskud både på turen og efterfølgende.

Kaffemangel

For at få maksimalt udbytte af Gshots, skal man undgå koffein i 2 uger op til løbet. Det kan da ikke være så svært. Jeg drikker ca 2 -3 kopper kaffe om dagen så jeg regnede ikke med at det ville blive noget problem. Den første dag gik ok, jeg havde fundet noget koffein fri the som nærmest smagte ok. De næste par dage havde jeg ondt i hovedet og køre turen forbi BKI var ren tortur. Efter 3-4 dage gik det fint nok. Men lidt vildt at man kan være afhængig af så lidt kaffe.

Flere smerter i læggen

Med under 2 uger til raceday, på en 10 km tur begyndte læggen igen at gøre ondt. Jeg luskede hjem efter et par km, og blev enig med Rune om, at jeg kun løb de ture, jeg følte ville være ok og så helt at droppe at løbe intervaller.
Jeg valgte at holde helt pause ind til weekenden, hvor jeg havde en 14 km tur. De 14 km løb jeg med uret på lydløs i lommen, for ikke at presse mig selv og bare løbe efter hvad kroppen sagde. Turen gik fantastisk, både tempo og puls var for højt og jeg mærkede intet til læggen.
I ugen op til løbet løb jeg et par rolige små ture, helt uden at mærke noget til læggen og jeg følte mig helt klar til raceday.

Udstyr

Jeg forsøgte at pakke så let så muligt.
2 500ml drikkedunke. Fyldt op med energidrik fra start.
7 breve 32Gi energidrik.
4 rør med 32Gi endure tabs, en for hver 15 minutter.
4 breve 32Gi Gshots
Action cam.
Musli barer 6 stk.
1 pose flæskesvær.
Hue og vanter bare for en sikkerheds skyld.
Vivobarefoot neo trail.
Gps med ekstra batterier.
Langærmet trøje.
¾ tights.
Vind og vand afvisende jakke.Oppakning West Coast autumn ultra

Jeg savnede mine løbesko, så jeg tog til Harzen!

“De spurgte hvornår jeg var færdig med min middagslur, hvortil jeg svarede: – mine løbesko sover ikke!”    

I kaos mellem flytning og arbejde og alt det arbejde der ikke var nået, savnede jeg mine løbesko!

Torsdag og autopiloten blev slået fra! Vi skal huske os selv på, hvordan vi har det, når vi har det godt og fylde os selv op. Vi skal give os selv friheden til, at vælge til.
Kursen er derfor sat mod Harzen, på en almindelig torsdag morgen, iført løbesko, med en glæde til mødet med højdemeter og løvfaldende blade i de smukkeste farver. 5 timer og vi ramte det smukke og oversete område – Harzen! ordet man forbinder med pensioniser, men som i den grad rummer en perle af smukke steder for en løber.

Dag 1

Det var kærlighed ved første blik og mine lår brændte, mens vi løb mod toppen. Rullende underlag, støvregn, skovbundens duft og min kamp. Kampen for ikke at give op, en følelse jeg kender. Skridt for skridt bliver kampen afløst af frihed. Frihed til ikke at tænke, frihed til at være tilstede, frihed til at nyde – bare frihed.
Skovens utallige historier bliver fortalt, mens den ene fod lander foran den anden og hovedet er lagt.
Skoven åbner og lukker sig, favner mig i sine arme og tilpasser sig gennem tid, som jeg mine skridt. Den smider sine brugte blade og venter tålmodigt på nye, smuk hele vejen igennem.

Dag 2

Ordet for dagen må være Ronja Røverdatter! Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme afsted, da dagen fandt sin vej på ny. Kroppen huskede følelsen fra i går og ville have mere.
Kampen blev væk, for den viste jeg ville slå den. I stedet havde krigeren taget sin plads, klar til at slå en hver tanke og følelse ned, som måtte stå i vejen for nuet. Vi tog hvert et skridt sammen mod toppen, mod drømmen, mod glæden.
Og så kom hun Ronja Røverdatter, glædes udbrud som gav genlyd gennem skoven, tillid til at benene vidste bedst, selv om risikoen for at falde var stor. Nedløbet var et stort lykkesus, lige der var jeg et med alt – og så skete det! Jeg styrtede så lang jeg var, som når vi rammes af livet uventet, lå jeg der. Følelsen jeg lige forinden havde mødt, rejste mig fra smerten, som om den ikke fandtes og jeg var tilbage. Tilbage på nedløbet, i nuet og væk fra smerten. Jeg tror jeg tager Ronja Røverdatter med hjem!

Dag 3

En impulsiv beslutning under morgenmaden, viste, at det, at være impulsiv, bør vi være langt oftere. Vi satte kursen mod Brocken i stedet for hjem, med en forhåbning om, at kunne nå en lille løbetur i solstrålerne.
Livet går sjældent som planlagt og heller ikke i dag. Lige der til højre trækker noget i os! Djævlen “Der Teufel” – Djævlestien som kunne føre os til toppen af Brocken. Han maste på og inden vi så os om, var vi på vej mod toppen. Væk fra djævlen arbejdede kroppen, som en maskine i højt tempo, til vi ramte de 1300 højdemeter. Fri for djævlen og fulde af kraft.
På toppen af Brocken viste det sig, at der var marathonløb. Efter at have suget kroppen fuld at energi, hægtede vi os på og løb 15 km sammen med dem, inden vi tog en afstikker, ned gennem skoven. Et vanvittigt nedløb, som krævede evnen til at navigere. Navigere mellem glæde, frygt, kamp og uovervindeligheden, præcis som hjemme.
Jeg fandt min Ronja Røverdatter, slog kampen og djævlen om kuld. Blev fyldt med glæde og troen på mig selv. Alt sammen i et par fucking løbesko!

12049421_10208038073056522_2521554560591718168_n

Hvordan får du tid til at løbe så meget?

Hvordan får du tid til at løbe så meget? Dette spørgsmål er jeg blevet stille af rigtig mange, folk kan godt ryste på hovedet og man kan næsten læse ud af dem, at mange enten er misundelige eller foragede.

For hvordan kan en familiefar til 3 små børn, have tid til at løbe ved siden af job og familie, det må da ihvertfald gå ud over familien så! Men nej det er ikke svært, men selvfølgelig kan det være en udfordring. Det gør også at jeg altid har min lille familie som nummer et i alt hvad jeg foretager mig , derfor bliver løb også sekundært, jeg tager f.eks. aldrig ud at løbe før jeg kan mærke at der er ro og accept fra min hustru.

Hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg ikke jeg løber særligt meget – men jeg løber det jeg kan overskue og tillade mig!

I en travl hverdag er løb også min måde at være mig selv på, hvis jeg ikke IMG_2571skal gemme mig på toilettet i flere timer. Derfor løber jeg når børnene er lagt i seng, som transport til og fra job, og når de sover til middag i weekenden. De bedste oplevelser er faktisk når jeg får min datter med på cykel, eller en af de små er med i løbejoggeren, her handler det ikke om at løbe stærkt, men om nærvær med mine børn.

For det er da fantastisk at dele min pasion med mine børn! Ved at træne på den måde jeg gør, er løb slet ikke noget der fylder i min familie, og jeg hører aldrig mine børn sige; Skal du nu ud og løbe igen far.

Det har samtidig også skabt en accept fra familien, og jeg fornemmer ikke at løb fylder lige så meget i vores hverdag længere. Det er dog stadig rigtig svært når jeg ind i mellem må droppe den løbetur jeg havde planlagt, men i en småbørnsfamilie falder strukturen bare sammen nogle gange, hvis børnene først falder i søvn klokken ni om aftenen.

En typisk uge struktur for mig kunne være sådan her:

-mandag aften restitutionsløbetur 6-10 km meget lav puls!

-tirsdag aften 10 km løb

-torsdag eftermiddag intervalløb (eneste løb der kræver eftermiddag, dette er en aftale med konen)

-fredag aften/lørdag eftermiddag  10 km løb

-søndag lang tur 18-30 km (foregår i de smås sovetid 11.30-14)

Men er du så nogensinde sammen med din kone? Ja for en løbetur tager jo altså kun en time, så hvis jeg smutter klokken 19.30 så er jeg hjemme en times tid efter, og så er der jo stadig tid til at se den serie vi følger med i på Netflix.

Det eneste det kræves, er at acceptere at klokken 20-22 hver aften er sofatid, for er du faldet godt ned i sofaen kommer du sgu aldrig op igen. Derfor har vi heller ikke tv-pakke i vores familie, og lever med netflix og dr´s programmer.

Men nu skal det jo ikke lyde som om jeg bare altid holder den struktur, men for det meste gør jeg – og det er bare en kæmpe motivation at jeg mærker accept fra min familie. Jeg tror slet ikke jeg ville nyde løb lige så meget hvis min familie ikke var en del af det. De fedeste oplevelser er jo klart at kunne dele sin pasion sammen med dem man holder aller mest af.

Så det er samme opskrift hvis jeg feks. har lyst til at deltage i et løb. Derfor aftaler jeg med svigerforældrene at de kommer og hjælper den dag, eller aflevere mine børn hos mine forældre. For at jeg skal have en god oplevelse og kunne nyde min oplevelse til et løb, bliver jeg nødt til at vide min familie også har det godt og alt ikke går op i hat og briller!

Denne opskrift har i år gjort at jeg har løbet 5 marathonløb, og 2 ultraløb, men jeg har faktisk kun været tilfreds med 3 resultater! Alle løb er gennemført og det er jo i sig selv flot – men det er ikke det jeg vil med mit løb, jeg vil gøre det bedre! Dette kræver km i benene og derfor også de lange ture i weekenden, dem har jeg slet ikke været god nok til at få løbet i år og dette har sat sit præg på mine præstationer, udholdenheden har slet ikke været god nok!

Mine bedste resultater har været:

Thy Trailmarathon 4.35 (top 100 af 300 deltagere)

Vornæs marathon 3.35 (den præstation er jeg stolt af)

Firkløver ultra 11.25 (Ultraløb hvor jeg endte med at løbe 87 km kun trailunderlag)

Ultraløbet molsruten 6.00 (i den bedste halvdel, men manglede udholdehed til sidst 55 km)

Min næste blog vil handle om mine mål næste år, og at jeg vil være mere realitisk med mine mål.

 

Test: Powerbeats trådløse høretelefoner by Dr. Dre

Som så mange andre løbere nyder jeg at træne med musik i ørene, og der findes et hav af forskellige produkter man kan købe. Jeg har gennem årene virkelig brugt mange forskellige; fra standard Iphone høretelefoner til de billige i Harald Nyborg og de dyrere Bose produkter. Alle havde det til fælles, at de skulle kobles direkte i telefonen/Ipod eller hvad man nu løber med, og så var der ellers stor forskel på lyden, funktionaliteten, holdbarhed mm. Som jeg nævnte i mit forrige forrige blogindlæg har jeg købt Powerbeats by Dr. Dre og har nu testet dem i hele oktober. Det der i første omgang tiltalte mig var den trådløse del, så jeg slap for at føre en ledning rundt og det skuffede mig bestemt ikke! Det fungerer perfekt.

Udpakning af produktet

PowerbeatsPowerbeats boksPowerbeats første kig

Produktet kommer i en solid boks, hvor man virkelig fornemmer at der er tænkt over indpakningen. For det første er de beskyttet som første billede viser og når man vipper det gennemsigtige låg op mødes man med det samme af en tekst, som kan ses på sidste billede herover. Der er anført at man skal huske at lade dem op inden de tændes, og efterfulgt af en tekst der fortælller det blot tager 15 min for at have batteri til en time. Vi har alle prøvet at købe en ny gadget, såsom en mobil, hvor den lige skal lades op det meste af et døgn før den kan bruges. Virkelig en test af tålmodigheden når man lige har købt noget nyt, og her skal man blot vente 15 min før man kan tage det i brug. Fed lille detalje! Generelt emmer hele indpakningen af kvalitet og når man nu bruger +1000 kr på dem er det virkelig rart, at man fra start føler det er et kvalitetsprodukt og der er tænkt over de små detaljer.

Powerbeats etui2 Powerbeats etui Powerbeats ekstraudstyr

Der medfølger ekstraudstyr som vist herover. Det drejer sig om et etui til opbevaring, oplader og ekstra gummi i forskellige former til ørene. Det er virkelig rart det etui, som jeg tit har manglet til alle de andre jeg har prøvet gennem årene. Jeg har en skuffe til alle mine elektroniske gadgets/udstyr (og der er en del), og jeg skal da blankt erkende at ledninger og høretelefoner snildt kan blive viklet sammen i den skuffe. Men det undgår jeg her og det nyder jeg virkelig meget! Der medfølger 3 forskellige gummi udover dem produktet er “født” med, og det er i small, medium og large. Det er formentlig for at ramme så bredt som muligt mht folks forskellige facon i ørene og det fungerer rigtig godt. Jeg testede dem alle og fandt dem der passede mig bedst, og som jeg synes gav den bedste lyd (dem der er yderst til venstre i pakken på billedet). Her skal man prøve sig frem hvad der passer bedst til sig selv, og det skal da lige nævnes at der var ret tæt løb mellem dem allesammen. Det afhænger helt at hvordan ens ører er udformet, men der er ingen tvivl om det kan svare sig at prøve alle 4 for at finde den der fungerer bedst for brugeren.

Her kunne jeg godt have tænkt mig, at der i selve etuiet var monteret et lille net på indersiden af låget, hvor man kunne opbevare de små gummidutter efter de er pakket ud. Som det er nu skal de ligges i den store kasse, som der så skal findes plads til i skuffen medmindre man naturligvis laver sin egen løsning. Men når det hele er pakket ud, så er den i princippet ikke så brugbar mere udover den naturligvis er af god kvalitet. Hvis jeg blot ligger den små dutter ned i skuffen, så så ved jeg de bliver spredt ud og det duer ikke! Det er naturligvis blot en lille detalje, og jeg har mine i en lille pose med luk på.

Batteri og opladning

Powerbeats usb-indgang Powerbeats opladning

Opladningen foregår via det medfulgte USB stik og fungerer super nemt. Selve indgangen på høretelefonerne er beskyttet med et lille låg lavet af silikone, som er yderst nem at betjene. Som en lille ekstra detalje er det placeret på undersiden af selve høretelenonen, så hvis man skulle ud i regnvejr er indgangen placeret mest beskyttet fremfor øverst. Jeg benyttede min egen oplader til Iphone som vist på billedet, og når den oplades tændes det lille røde lys. Når den er fuldt opladt, som tager halvanden time lyser den hvidt og det giver batteri til 6 timer. I denne test var der batteritid til lidt over 7 timer efter en fuld opladning og jeg sparede hverken på lyd eller brug. Som nævnt tidligere kunne jeg nøjes med at give det 15 minutter til at starte med, men jeg havde ikke nogen træning første dag. Så jeg gav den en fuld opladning fra start, hvilket jeg altid har det bedst med når jeg køber et nyt produkt.

Betjening af Powerbeats

Powerbeats tænd/slukPowerbeats betjening

Tænd og sluk knappen sidder på den venstre øreclips. Man tænder først Bluetooth på sin afspiller, hvorefter Powerbeats skal forbindes. Det fungerer nemt og der var ingen problemer her. Selve signalet er super hurtigt, og det er sjældent jeg har oplevet en så hurtig “parring” mellem min Iphone og en Bluetooth enhed. Så snart den tændes blinker den kortvarigt indtil den har forbindelse til afspilleren, hvorefter den lyser konstant. På selve ledningen sidder der en remote, hvor man kan styre alt fra. Man kan skrue op og ned og med 1 tryk på den røde knap sættes musikken på pause. Med 2 tryk skifter man et nummer frem og med 3 skifter du et nummer tilbage. Holder man den røde knap inde i 3 sekunder aktiverer man Siri og kan derfra foretage opkald mm, hvis man naturligvis er gode venner med Siri. Jeg er endnu ikke super gode venner med Siri, men det lykkedes mig at foretage et opkald til min mor under en løbetur så det fungerer fint.

Jeg løb en tur med lette nylonhandsker på og der var det lidt sværere at betjene den. Det lykkedes dog og jeg er sikker på med lidt mere træning, så bliver jeg god til det. Men det er ikke en stor remote og derfor vil det kunne blive lidt tricky, hvis man har tykkere handsker på. Det er dog svært at se hvordan de skal kunne forbedre denne del x ved at gøre den større, hvis de stadig skal holde vægten nede.

Tilpasning til øret

Powerbeats tilpasning Powerbeats tilpasning2Powerbeats i brugPowerbeats ledning

Powerbeats kan tilpasses alle slags ører ved at bukke bøjlen, som er lavet i blød plastik. Som vist på billederne er det meget fleksibelt og det gælder blot om at finde en opsætning, som passer brugeren bedst muligt. Jeg har brugt standard bukningen som den kom med, og har prøvet lidt forskellige bukninger. Den måned jeg har brugt dem har jeg således bukket dem flere gange, og bøjlen virker holdbar og har indtil videre ingen fejl. Der findes andre produkter, som med tiden har det med at gå i stykker i netop bøjlen. Her gælder det dog om hurtigst muligt at finde den rette bukning, som passer til brugeren øre, for derefter at minimere tilpasningen så bøjlen belastes mindst muligt. De er trods alt ikke skabt til at blive bukket og rettet hver eneste dag, og når de først sidder korrekt virker de solide nok til at modstå dagligdags almindelig brug.

På selve ledningen sidder der en lille holder, som gør at man kan spænde ledningen alt efter brug. Man kan således spænde ledningen tæt fast om hovedet, huen eller lignende. Igen en fin lille deltalje, men ikke noget undertegnede har benyttet så meget endnu. Netop ledningen er beskyttet med et lille gummistykke udenpå der hvor den er fastgjort til bøjlen, som er på for at beskytte ledningen såfremt der skulle ske en mindre blottelse af ledningens kobber. Fin detalje.

Powerbeats i brug

Jeg har testet dem i regn- og tørvejr, telefonopkald, under afspilning af musik i hjemmet og til film/netflix via computer og Iphone. Derudover til løbetræning og cykling i tæt trafik med meget trafikstøj og i områder uden trafikstøj. Jeg føler således jeg er kommet godt rundt om dem og har brugt dem i de fleste situationer man kan forvente at bruge dem i.

Først og fremmest er de sved- og vandtætte, hvilket er en stor fordel for os der bruger dem udenfor og til at dyrke motion med. Om de er 100 procent vandtætte, så man kan tage dem på i bad, har jeg dog ikke testet! Men der var absolut ingen problemer da jeg løb med dem i regnvejr, hvor det regnede og blæste i middel grad. Jeg tilhører dem der smider lidt voks i frisuren, og det bliver vasket ned ad kinderne ved regnvejr. Jeg kunne se der sad lidt på høretelefonerne da jeg kom hjem, og det tog de ikke skade af. De fik en let rengøring med en lidt fugtig klud, og var de som nye igen.

Under løbeturene sad de fast og hoppede ikke rundt, hvilket for mig er super vigtigt. Der er ikke noget mere irriterende end et par høretelefoner man 100 gange på en løbetur skal rette på. Her virker bøjlen perfekt! Jeg prøvede i hjemmet virkelig at ryste hovedet til en gang musik, for at se hvor meget der skulle til for at ryste dem af (børnene dansede heldigvis med så jeg ikke følte mig som en komplet tosse!). Det lykkedes mig ikke at ryste dem, ikke engang tæt på, og vidner om en god pasform. Man skal blot sørge for at finde den rette bøjning, så sidder de virkelig godt!

Lyden er virkelig god! Under løbeturene fik jeg testet dem med megen trafikstøj og uden, og samtidig i forskellige lydstyrker. De bliver, heldigvis, ikke presset helt ind i øregangen men sidder derimod tæt op ad. På den måde kan brugeren selv tilpasse hvor meget trafikstøj man ønsker blot ved at tilpasse lydstyrken. Det er jo meget individuelt hvor man løber og hvor meget man har brug for at følge med i lydene fra trafikken samtidig. Personligt har jeg ikke brug for det når jeg primært løber på stier uden biler, men under cykeltræning er det naturligvis en anden sag hvor meget af turen foregår på landeveje. Jeg prøvede at cykle en tur en dag med frisk vind, og der kommer derfor megen vindstøj. Specielt i modvinden, hvor de samtidig er svært at høre bagfrakommende biler, men det lykkedes fint at finde et lydniveau hvor jeg sagtens kunne høre både musik og snak i radio samtidig med jeg kunne høre bilerne der passerede bagfra. Jeg cyklede blandt andet på cykelstien langs Hillerødmotorvejen (der forløber ret tæt på motorvejen og således masser af trafikstøj) og her kunne jeg ved ca 60 procent af lydstyrken lukke stort set alt trafikstøj ude, og skruede jeg op på 100 procent var der INTET andet end musik. Det er dog ikke et niveau jeg kan holde ud længe, men igen, mulighederne er mange.

Mht test under løbeturene var det også nemt at find et passende niveau i forhold til hvor jeg løb, og under de fleste ture kunne jeg holde lydniveauet på et niveau hvor lyden var super og samtidig ane lydene fra fx en bagfrakommende cykel, knallert mm. Under aftenturene omkring Utterslev mose og langs Vestvolden (steder i KBH med stier), skruede jeg op og nød at være i min egen lille løbeverden uden at skulle tænke på farer for biler mm. Så jeg er ret vild med at man kan finde niveauer der passer den enkelte situation.

Lyden i Powerbeats

Først vil jeg lige sige, at jeg IKKE er en mega HiFi nørd der kan høre selv den mindste forskel i lydkvalitet. Men jeg har stadig haft min del af høretelefoner og andre højtalere, og ved godt hvornår de kan gengive lyden godt eller skidt. Powerbeats er VIRKELIG gode efter min mening. Jeg synes det er en super kvalitet og ikke mindst gengivelsen af bassen er virkelig god. De første par ture var jeg meget tilfreds, men følte der var plads til forbedring. Men da jeg først fandt den opsætning der fungerer bedst for mig, som er med gummidutter i large, så var lyden der bare med det samme! Super sprød. Jeg er mest til rock, og elsker at høre en god gang Volbeat, men blander det virkelig meget alt efter træningen, humør osv. Så der er både blevet testet rock, tecno, dance, rolige numre, R&B og sågar P3 under cykelturen hvor der var live fra sporten. Ved de forrige høretelefoner jeg brugte, som er standard fra Iphone, skulle jeg skrue helt op for at kunne høre snakken i radioen når jeg cyklede (jeg bruger en app der hedder Tunein Radio). Men med Powerbeats kan jeg nøjes med 50 procent og fint følge med.

Derudover brugte jeg dem til at foretage opkald, og for lige at teste dem ringede jeg til min mor mens jeg vaskede op (hun skal jo vide jeg er godt opdraget). Det giver en del baggrundsstøj med tallerkener, glas osv der rammer hinanden. Dette skete mens jeg havde bøffer på panden, så det satte en del krav til høretelefoners evne at sortere baggrundsstøj fra. Min mor havde absolut ingen problemer med at høre mig, og selvom hun da godt kunne høre der skete noget i baggrunden generede det ikke samtalen så meget at det blev et problem. Samtidig var hendes stemme helt klar i mine ører. Selve modtageren til min stemme sidder i bunden af højre bøjle og er således igen beskyttet mod vand oppefra, såsom ved brug i regnvejr.

Eneste minus ved brugen var da jeg brugte dem mens jeg havde et sved/varmepandebånd på, et jeg har fra Fusion. Jeg havde det på under cykelturen og efter halvanden time kunne jeg godt mærke, at pandebåndet klemte godt på så det gjorde lidt ondt i øret. Nu kommer de kolde dage for alvor, så jeg har tænkt mig at teste forskellige opsætninger, så jeg undgår den smerte. Det var ikke uudholdeligt, men heller ikke behageligt. Jeg testede det ligeledes under en løbetur med en almindelig løbehue, og der var problemet slet ikke på samme niveau da den ikke strammer så meget over ørene. Så måske er mit pandebånd blot for stramt, men igen, det er muligt at finde en opsætning der passer så det hele spiller.

Prisen

Jeg købte mine for 1345 kr og jf. en søgning hos Pricerunner findes de helt ned til 1088 kr hos Power. Om det blot er ved onlinehandel ved jeg ikke, men i min verden er det vigtigt at støtte de fysiske butikker hvorfor jeg købte mine hos Elgiganten. Så har jeg heller ikke så langt hvis jeg skal have dem byttet, og slipper for besværet med retursedler, posthus mm.

Er de pengene værd? Her skal der i følge min mening lyde et rungende JA. Jovist, det er +1000 kr vi snakker om. Men hvis jeg skal udregne en samlet udgift for alle de andre jeg gennem årene har brugt, og som er gået i stykker, så synes jeg pengene allerede er givet godt ud da jeg forventer Powerbeats bliver min tro følgesvend i mange år. Derudover er kvaliteten i top, lyden er super og de sidder virkelig godt.

Konklusion

+  kvalitet, lyd, pasform og mulighed for individuel tilpasning.

– mangler opbevaring til gummidutter, betjening af remote med handsker på og tryk på ørene når de bruges med pandebånd.

Samlet vurdering: * * * * * (stjerner angives med 1 som lavest og 5 som højest)