Løbeåret RunningBlogs

Løbeåret der gik og det der kommer.

Endelig juleferie! Og jeg har hele 17 dage fri! Wow!…..
Bom!! Snot, feber og en let bihulebetændelse, sætter brat en stopper for ideerne til hvilke ruter og med hvem jeg skal bruge ALT den tid på! Så drømmen om kilometer i benene og blæst i håret ufrivilligt bliver vekslet til et overforbrug af mentol-holdige produkter fra apoteket og et væskefyldt ansigt der gør Homer Simpson til en skønhed, dog napper jeg første præmien for rød tud lige for næsen af Rudolf!!
Jeg er blevet forkølet, jeg ligger i min seng og har så ondt af mig selv! Oven i så bliver jeg sgu så nostalgisk her i de sidste dage på året, og jeg har masser af tid til at lade tankerne fare….Det er tid til at evaluere og revidere. Men også tid til at sætte mig nye mål, planlægge hvordan jeg skal sættes et hak eller to i listen og gøre drøm til virkelighed.

image

Løbeåret 2015 blev året hvor jeg for alvor tog trail løbet til mig. I 2015 fik jeg løbet mit første etape løb, NXM 21K, et fedt løb (som du kan læse om i to tidligere oplæg). Jeg endte med at blive vinterbader, fordi jeg løber i Riisskov om morgnen inden jeg møder på job, og så er det en naturlig forlængelse af sæsonen (det fortæller jeg om i et andet oplæg, når det bliver rigtig koldt og jeg kommer til at FØLE mig som vinterbader). 2015 blev også året hvor jeg for alvor begyndte at træne mit løb nord for navle: Jeg træner crossfit, og det giver virkelig overskud til specielt trail løbet. Desuden har jeg også muntret mig med forhindringsløb eller det der bliver kaldt obstical race, OCR, i år blev det Toughest i Ålborg.

image

Det er en helt anden måde at få en løbeoplevelse på og følelsen af at være et barn på den fedeste legeplads med nogle gode lege kammerater er aldrig at kimse af!
Det skulle også blive året hvor jeg virkelig blev presset til grænsen i Highland trail. Løbet hvor vi løb 500 højde meter på 7 K.
Selvfølgelig er der de traditionelle løb i mit løberliv, her blev der bl.a. smidt nummer på maven ved årets Dirtytrail, som er atter et af de der oplevelses løb hvor min løbeglæde virkelig bliver defineret. Dette skulle oven i købet blive på det løb hvor jeg blev klar over at mit totemdyr er være en hængebugso!

image
Sidst men ikke mindst blev 2015 jo også året hvor RunningBlogs blev lanceret!

Om der er noget der skal revideres til næste år?…. Næææ.. Lidt flere kilometer i benene, måske.
Men først skal nok nævnes at der allerede er købt nummer til NXM 2016 denne gang 42K, så det der med kilometer i benene kommer jo helt naturligt, og der er jo lidt med træning til NXM, som skal gøres anderledes, men læs om det i oplægget om NXM. Til træning af de længer distancer vil jeg aflægge Hærvejen et besøg eller to, og gøre træningen til en mulighed for at se nye steder. Desuden er der aftaler i hus om deltagelse til to OCR løb: Harbour challenge Randers og Reborn prison escape.
Jeg vil gøre 2016 til året hvor jeg vil løbe mere socialt, lave løbe aftaler i stedet for kaffedates og løbe nye steder, måske running sightseeing….faktisk er det bare en forlængelse af det som jeg har gjort hele tiden: løbet, oplevet og nydt turen!
Husk NU ER NU, så nyd det! (og selvom jeg er slået hjem i seng og måske i familie med the Simpsons, så har jeg da nydt tiden til reflektionen over løbe året) Godt nyt år!

image

Fuck it, im drunk…

Inden du starter på denne blog, så gør dig selv den tjeneste at lytte til dette nummer:

Luk øjnene, og du kommer i den rette stemning til denne blog

Skærmbillede 2015-12-28 kl. 22.59.35

Rumjacks – An irish pub song

 

Shite, here i go again…. (skrevet med irsk accent hahaha)

 

Halv syv – hvis ikke det var tidligere – mine drenge stormer min del af sengen alt imens der råbes “TILLYKKE FAR”.

Jep det er min fødselsdag, det er søndag den 8 november, og der skal løbes halvmarathon i Fruens Bøge, og det er ikke min fødselsdag der dernede skal fejres, nej der skal også fejres selveste Rickys marathon nr 100. Men det er nu ikke dette dette indlæg skal handle om.

It´s my birthday, and i drink if i want to…

Jeg skal fejre min dag med dette løb, og hvilken bedre måde er der at fejre det på, end at drikke lidt øl.

Nå ja, det skal lige gøres under et halvmarathon.

Umuligt.?

Næh nej.

Dumt.?

Det er sgu en helt anden side af sagen.

Men jeg er grundig i mine forberedelser.

Har brugt længere tid ved ølhylderne i Kvickly end jeg bruger på valg af skoene til løbet.

Jeg havde forudbestemt mig for at finde en lys pilsner, der var tynd som vand, i det håb at de ville ryge lige ned i løgneren.

Men ender med at købe tre Boston lager.

Lager.?

Aner ikke hvad det er.

Men jeg synes flasken er flot.

Nå, øllene er kolde, køleskabskolde, og temperaturen udenfor er dejlig, omkring de 12 grader, så ned i tasken ryger de tre bajere.

Jeg løber den lille kilometer der er ned til start ved Åfarten på Odense Å i Fruens Bøge.

Til stor forbløffelse for de andre løbere, stiller jeg mine øl op mellem de andre 100 og nogle stykkers energidrikke, saftevand og hvad der ellers står på de små borde.

Dog er det ikke til større overraskelse end normalt, for de ved, at når The Geek Runner stiller op, så sker der altid et eller andet “åndsvagt”.

Han er jo lige så tosset som en stiv irer på en pub.

Jeg griner lidt for mig selv ved tanken om, at jeg om små 5 kilometer skal åbne, bunde, og så blæse videre efter den første øl.

Du er sgu da fuldstændig sindsyg.

Og så på tom mave. – Gider ikke spise morgenmad inden et halvmarathon. Det er ren rutine og jeg anser det for en hvilken som helst træningstur som alle andre distancer.

Så er forberedt på hurtig virkning af de gyldne dråber.

Nå, her står jeg så, velkomsttalen er ovre, der tælles ned i høj råben fra alle løbere.

Bip, biip, bip, biiiiiiip og det fortsætter, med bipperiet fra de mange løbeure, da løbet starter.

23 min senere står jeg igen ved start.

Flaske nr. 1

Flaske nr. 1

Fsspts siger den første øl jeg fanger på bordet, da jeg åbner den med en anden øl.

Nu skal vi se om jeg kan klare det.

Flasken sættes for munden, og der åbnes.

Smager utroligt nok rigtig godt, temperaturen er forbløffende god.

Jeg er overrasket over hvor let den glider ned. Kan faktisk ikke erinder at jeg på noget tidspunkt har drukket en øl hurtigere.

Eller jo, men det har nok været udenfor, bag en busk, hvor vi gemte vores medbragte Nap pilsnere, til halbal i Odder ved Århus.

Sådan gjorde man jo som ung i starten af halvfemserne.

Gjorde I ikke.?

 

Nå, jeg skal ikke hænge for langtid i depotet og spytte i øllen.

Jeg er jo blevet overhalet af en snes andre løbere, alt imens jeg har stået som den enesomme ridder i en bar, helt alene med min bedste ven “pils” fra USA.

Så…

Af sti af sted går det.

Over en distance på 800 meter laver jeg ikke andet end at bøvse den ene bøvs efter den anden som en anden pirat der ved en fejltagelse har kommet cola i sin rom.

Tror sgu jeg har kunne sige hele alfabetet min 3 gange på den lille kilometer der går.

Men stadig er det ikke nogen form for ubehag.

Jeg ser ligefrem frem til den næste øl der venter på mig.

En ting der hele tiden er opmærksom er den del af kroppen der skal registrere når jeg kan mærke alkoholen i kroppen.

– Nu skal det lige siges at jeg bliver fuld af bare to øl, og ved tre er jeg skøjtende.

Så det er spændende.

Nu ved jeg ikke hvad der er mest hårdt.

Om det er hårdest for mig, at jeg drikker øl under et halvmarathon, eller for de andre der bliver overhalet af en bøvsende, øllugtende løber, de tidligere suste forbi.?

Det må de og kun de selv finde svaret på.

1 kilometer til næste øl, nu går det lige ud. Benene kører bare. Alt føles normalt.

Udover en underlig lyst til endnu en øl.

Jeg svinger ud af sidste sving, og der, lige dernede på bordet, står den næste øl og lyser som var det Jesus der stod ned fra himlen.

Griber fat i den, og igen, åbner den i et snuptag med en af de andre flasker.

Pfuf siger det, lækker lyd.

Nu kigger depotpigerne godt nok på mig.

Jeg sender dem et “Hey, how are you doing´” og sætter den brune flaske for læberne.

Mums, slurp, ahhh. Øllen er væk.

Øl nr. 2

Øl nr. 2

Jeg er Superman, He-man, Hulk, im The Special One, im The Geek Runner, skriger min lille mand indeni mig.

Wrummm, og jeg er afsted igen.

1, 2, 3, 4, 5 og 6, 7 og 8, sådan, de er bag mig igen.

Im unstopable… Ingen skal overhale mig.

Negativt split blev der sat på denne omgang.

Andenrunde var altså hurtigere end den første.

Hæj, er øl doping.?

Fuck it, det kører.

Der er nu minimalt med bøvs på denne omgang.

Lækkert, ikke at det gør noget, var jo vildt sjovt.

Nu kan jeg pludslig mærke lidt, da jeg svinger ind på Langelinie.

En dejlig brusende fornemmelse i kroppen.

Fra top til tå.

En let snurren. Men kun lige så man kan ane det.

Jeg falder i snak med en anden løber, som til sin store forbløffelse ser, at det er “stodderen” fra “baren”, der pludselig er på hans side.

Jeg synes ikke det er blevet hårdere at løbe, min puls er kun steget med et enkelt slag, og det er endda med det i tankerne, at min skridtkadence er steget med 3 skridt.

Underligt.

Men så er der noget om at øl er godt.

Hahaha

Op, ned, ligeud, højre og venstre går det.

Nu er det der igen.

Depotet.

Stopper op, smiler til en forbipasserende gående hundelufter imellem slurkene af øllen, til stor overraskelse for personen.

Øl nr. 3

Øl nr. 3

#Yep, it´s a lager, baby”.

Når jeg at tænke lige inden det gyldne fyld er væk.

Væk med øllen. Miip miip.

Im gone.!

Sidste tur rundt.

Og endnu engang var der negativt split. Yderligere nogle sekunder var skåret af.

Vi ligger tæt på de 23 min rent pr omgang.

Og det er med øl i benene.

 

Øv.. Der er ikke flere øl efter denne omgang.

Men så kan jeg se frem til at mærke øllene i kroppen denne omgang.

Og rigtigt nok.

Den tidligere snurren er nu mere mærkbar.

Cool, im drunk running.

“Please police, done pull me over”.

Benene føles lette, snurrende og som gelly nu.

Klasse.

Men Kan jeg holde de negative splits, kan jeg overhovedet klare sidste runde.

Langelinie bliver passeret, i bedste stil, som stod man der foran spejlet op diskoet, og synes man lignede en million efter man lige havde spyttet lidt i kummen, og med tis på skoene.

Ens dømmekraft var vist ikke helt så god i byens største brandert.

Snurre rundt om Jensens Bøfhus, ishuset, får lidt sved på panden af den kommende traildel, alt imens benene ekser lidt mere end normalt.

Cykelsti, ikke langt igen.

Sætter tempoet op, nu går det nedad, depotet, målet, sætter i spurt – får en helt god fart på.

Bum, 21.1 klikker ind, uret stoppes, det pustes ud, og så, im done.

Tilbage til depotet hvor min bedre halvdel står sammen med mine drenge.

Alle med flag i hænderne.

De skulle bare lige vide, at far render rundt og drikker i skoven på en højhellig søndag.

Jeg har gjort hvad jeg troede ikke var muligt, at drikke øl, tre øl, på distancen 21.1K.

Fantastisk.

Endnu et “mål” er krydset af.

 

Stolt, "stiv" og klar til fødselsdag

Stolt, “stiv” og klar til fødselsdag

 

Lettere snalret men ved godt humør, står jeg der med den super seje Batman medalje om halsen, tre tomme øl i hånden og glad for, at jeg nu skal hjem og have kage, samt rom og cola og hygge med min dejlige lille familie.

 

Batman medalje og tre tomme lager.

Batman medalje og tre tomme lager

 

Det var en skøn dag i Fruens Bøge, og ikke mindst sammen med familien.

Ikke sidste gang jeg har gjort dette.

Næste gang må der gerne være lidt flere øl indblandet.

Så keep an eye on The Geek Runner.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

Vejen til: [indsæt dit mål her]

Nyt år: 2016             Nyt mål: Forbedring

Skotland

Dette er et klassiske oplæg når et nyt år står for døren, om så forbedring indebærer at sætte en PR på yndlingsdistancen, nå nye milepæle på kilometertælleren eller et mere abstrakt mål som at være mere sund og fremme ens velvære.

Mit mål for 2016 at løbe flere kilometer på mange flere fede trails, og dele hele processen med både op – og nedture her på bloggen. Så hvis du står og har sat dig et stort mål forude, så følg endelig og del dine erfaringer også – jo flere bidrag jo bedre.

 

Erfaring, dette år med hjælp fra Getting Things Done(Mere info), viser at et mål bliver nemmere at opnå hvis man stiller sig delmål og underopgaver. Disse underopgaver i sportens verden variere fra person til person og kan både baseres på hvad man motiveres af, samt ting man ser som en nødvendighed at forbedre for at nå sine mål. For mit vedkommende ligger fokus for 2016 følgende 3 steder – fundet med hjælp fra kæreste, veninde og familie i gaverne under juletræet i år.


1: Kost

2014-10-26 21.49.57Dette punkt er egentlig ikke nyt på listen over ønskede forbedringer og 2015 bød da også på et 3 ugers forløb som vegetar for at se effekten på min præstationsevne som løber – dette dog med manglende konklusion for nu. Egentlig er målet meget simpelt, og jeg er sikker på at jeg ikke står alene med dette: At finde det bedst mulige brændstof til min krop og efterfølgende fastholde denne kost. Egentlig et simpelt mål, men åbenbart utrolig svært at nå. Heldigvis kom fornyet motivation da bogen
Eating on the wild side af Jo Robinson(info) lå under juletræet og det bliver en fornøjelse at flytte fokus fra ”Jeg må ikke spise … og …” til ”Hvis jeg spiser…. Og tilbereder …. så kan jeg præstere bedre”. Netop det at flytte fokus som nævnt ovenfor er derfor første delmål for at nå flere kilometer i 2016.

.

.

2: Mentalitet

Nok ikke det hyppigste fokuspunkt på de mange lister over nytårsforsæt, men dog et væsentligt alligevel efter min mening. Det handler om at have den rette mentalitet under de lange distancer og ikke falde i de mange sorte huller som pludselig dukker op når uret Samsø Marathonviser +2 timer. Det er et velkendt fænomen at møde muren både fysisk og psykisk, og svingninger i humøret er svært at undgå når kroppen begynder at sige fra. Her vil det at være forberedt og kunne takle dette på den mest optimale måde bestemt være værd at forbedre sig på.      Der findes flere måder at øve sig på at takle disse sorte huller, et af dem værende at hoppe over, som man lærer ved bitter erfaring efter at være faldt i nok gange til mange lange løb. En anden måde er at lære at kravle hurtigt op igen hvis man ender nede i hullet. Sidstnævnte håber jeg at blive bedre til med tips fra bogen Running with the mind of meditation skrevet af Sakyong Mipham(info). Med min erfaring kombineret med konkrete teknikker håber jeg at kunne styrke mit sind for dermed at kunne presse endnu flere grænser i 2016.


3: Teknik

20150607_071316De seneste  år har tankerne om teknik ofte fulgt ideen om forfodsløb og denne udvikling har jeg fulgt tæt. Det er dog med tiden gået op for mig at der er mere til tekniktræning end blot hvorledes foden placeres i jorden. Netop det at koordinere, finde balancen og have styrken i kroppen til at kunne forbedre løbeøkonomien og dermed evnen til at udholde udmattelse under længere distancer er et punkt med god plads til forbedring i min verden. Det kan dog være svært at praktisere god løbeteknik og derfor er det vigtigt både at have forståelsen for bevægelsen samt konkrete øvelser med i processen, hvilket jeg håber at finde i bogen Den Perfekte Løbeteknik af Thomas Reckmann(anmeldelse fra løberen), som også lå under træet i år. At forbedre teknikken vil ligeledes kunne øge kilometertallet ved at nedsætte mængden af brændstof kroppen har brug for og, hvis jeg er heldig, spare mig for skader i 2016.

 

Godt nytår!      20150822_201122

Dette er altså mine 3 fokuspunkter i jagten på flere kilometer i 2016, inspireret af 3 bøger.
Andre fokuspunkter kunne også være at løbe flere intervaller, komme mere ud i naturen, finde det rigtige løbsoplæg, styrketræne mere eller hvad dit hjerte begærer. En grundlæggende opskrift på succe er dog at målene er opnåelige og inden for rækkevidde, hvilket kan gøres ved research af dit fokuspunkt, enten via bøger, ved at snakke med venner og bekendte eller på nettet. Så find hovedmålet og derefter 3 konkrete områder som der kan arbejdes på for at nå netop dette mål, samt de præcise handlinger du kan foretage dig inden for de 3 områder – og så kan 2016 ellers bare komme an!

Godt nytår og så ses vi på de små trails i 2016   

 

,

…sex for første gang

Hjertet banker, fugtige håndflader, varme i kinderne, svært ved at koncentere sig…

Ja vi alle prøvet at være i den situation, nogle unge andre “gamle”.

Men en ting er sikkert.

Vi har alle stået der med sved på overlæben, og dirrende knæ, og tænkt “hvad fanden gør jeg nu, mine venner siger jo, at det bare er lige indtil man er igang”.

Fuck it, here it goes.

Skærmbillede 2015-12-27 kl. 23.32.51

Odense City halvmarathon 01.09.2013

 

“Som sex for første gang”.

Det var akkurat den følelse jeg havde den 01.09.13, da jeg stod der ved Flakhaven i Odense, og ventede med bankende hjerte på, at årets City halvmarathon skulle skydes igang.

Det var mit første motionsløb, og første gang jeg løb et halvmarathon.

Damn, jeg havde jo kun løbet siden siden den 11 februar selv samme år.

Og aldrig havde jeg løbet før – ahhh, eller jo, jeg løb jo med utallige tømmermænd, som alle andre gjorde, tilbage i 1998, da jeg aftjente min værnepligt, som så mange andre unge danskere, gjorde dengang.

“Hvad fanden havde jeg gang i.?”

Hvordan helvede skulle jeg klare mig gennem dette løb.?

Lad os lige se tilbage på denne sindsyge ting…

Den 11 februar 2013 vejede jeg 91 kg, og kunne ikke engang løbe ned til iskiosken, eller rettere hjem fra iskiosken hurtigere end isen smeltede, og det gad jeg altså ikke.

Hvem gider spise smeltede is af min hånd og underarm.?

Så jeg gik igang med løb.

Det fangede mig, og jeg smed lidt kilo, og så meldte jeg mig til dette løb.

Der skulle jo ske noget.

Og der står man, som en anden umoden dreng, der ikke har nogen som helst ide om hvad der nu skal foregå. Jo man er vel kommet til third base, og nu skal der gramses, for derefter at at have sex for første gang.

Hvad skal jeg gøre, er jeg sej nok i tøjet, ser jeg rolig ud, ser jeg skræmmende ud, ligner jeg mest af alt en total tabt spædkalv.?

Haha, jeg husker det tydeligt.

Jeg følte mig usårlig, sej, og med masser af selvtillid.

Jeg var lige så selvsikker som en anden kæmpe mandlig pornostjerne, der havde mere end et par tusinde kvinder på sit cv.

Jeg var jo fuld af erfaring.

Nå men løbet går igang, og allerede ved startskudet er min puls næsten 200 slag i minuttet.
Det ene ben kommer foran det andet og dette gentages de næste ca. 16500 skridt, der i det hele varer 1:44:33, da jeg endelig tager det sidste skridt over linien der samtidig kommer med det velkendte “BIIIP”. Min tid er registeret, jeg har gennemført mit første motionsløb, jeg har fået taget min mødom. Det var som sex for første gang.

Nervøst, nervepirrende, spændende, udmattende og ikke mindst at forglemme, hurtigt overstået hahaha.

Jeg var simpelthen ikke til at skyde igennem.

Jeg var pavestolt.

Nu skulle jeg blære mig overfor vennerne.

Kunne flyve af glæde og stolthed

Kunne flyve af glæde og stolthed

 

 

Nu sidder jeg så her, knap tre år senere, og skriver om at have sex for første gang. Eller som nogle af jer måske er skuffet over at have erfaret, at dette indlæg overhovedet ikke handler om sex. Men om det at løbe sit første motionsløb.

Jeg har nu utallige erobinger bag mig, et utal af medaljer, t-shirts og andet gejl, i skuffer, skabe, på væggene og ikke mindst på knagerækkerne, der vidner om mine bedrifter.

IMG_1254

Nogle er jeg mere stolte af end andre.

Men en ting har de tilfælles:

Det er den følelse af glæde det giver at gennemføre et løb.

Der er ingen forskel på om det er en kort og hurtig 10´er, et marathon eller en dejlig 100 miles der skal overstås.

Mors 100 miles 2015

Mors 100 miles 2015

Jeg er den dag ligeså spændt før et løb som dengang. Dog med den undtagelse af, at jeg nu er væsentligt mere afslappet, har en utrolig stor sportslig tilgang til det løb jeg står og skal løbe, og har gear og tøj på kroppen – det vil de andre deltagere nemlig helst have at man har på – til flere tusinde kroner, og det er i den tro, at det får mig til at løbe hurtigere.

– Ødelæg det nu ikke for mig ved at sige at det ikke hjælper. Lad mig endelig blive i den tro.

Der er dog lige den undtagelse. Det føles ikke lige så hurtigt overstået som sex for første gang.

TheGeekRunnerwhite

 

 

At følge “Den Blå Linie”

New York Marathon

Jeg er en splittet løber… jeg balancerer hele tiden på en kvivsæg i forholdet mellem at yde den perfekte præstation og have et liv med nydelser som vin, kaffe, kage og alt det forbudte – i den perfekte verden. Jeg er drevet af mål – næsten på en uhyggelig neurotisk måde. Har jeg ikke et mål, så bevæger jeg mig i den anden grøft – som nu, hvor dagene fyldes med mange arbejdstimer, kage næsten hver dag på arbejdet og stort set ingen træning. Men sådan var det ikke frem mod den 1. november…

Den første søndag i november stillede 50,235 deltagere til start i verdens største marathon – TCS NYC Marathon – og jeg var med for femte gang i træk og med et ønske om en sub 3:30 marathon. Jeg havde allerede forsøgt denne PR i 2013 og 2014 men kom i mål i henholdsvis 3:37:39 og 3:37:44.

2015 har budt på mange triathlon stævner – én hel og tre halve Ironman stævner samt diverse mellemdistancer, så jeg var mildest talt udmattet i midt september, da træningen til NYC marathon gik i gang. Mine løbetests viste træthed og ingen form, og jeg manglede virkelig motivation – jeg ville gerne løbe i New York, jeg ville gerne løbe sub 3:30, men jeg gad ikke træne!

Langsomt fik jeg arbejdet formen op igen, men jeg tvivlede på mig selv. Jeg kæmpede hårdt for at nå bare 3:37 i 2013 og 2014, og jeg havde svært ved at vurdere formen her i år, men min stædighed vandt den indre dialog. Selv min træner var splittet – pep talken fejlede ingenting, men da vi nåede til dagen, var han lidt konservativ på mine vegne – og med god grund, da jeg træningspas efter træningspas i flere uger havde noteret ”Low Motivation” i min feedback.

I ugerne op til marathon var jeg uhyre nervøs for at blive syg, ikke få min søvn, at vulkanen på Island skulle bryde ud igen, eller at orkanen Sandy skulle vende retur som i 2012. Jeg drak rødbedesaft i 14 dage, spiste og drak al den ingefær, jeg kunne få i mig, holdt mig fra syge børn og passede min træning.

Og turen gik til NYC……

Jeg ankom torsdag sen eftermiddag, hoppede direkte I løbetøjet og gennemførte mit andet sidste træningspas i Central Park. Det er i øvrigt en fantastisk oplevelse af løbe i Parken – især i ugen op til marathon, hvor denne løbers oase summer af glæde, nerver og fokuserede løbere, race officials og nysgerrige turister. Fredag og lørdag gik med afslapning og forberedelse, og lørdag lå jeg i min seng kl 21.00.

Race Day

Kl. 04:30 ringede vækkeuret, og kl. 05:30 gik jeg mod subway’en for at komme til New York City Library centralt på Manhattan. Herfra sendes tusindevis af spændte løbere i bus til Staten Island med ankomst kl. ca. 7. Andre løbere tager færgen eller bus fra Brooklyn. NYC Marathon starter på Staten Island-siden af Verrazano Narrows broen og går herefter igennem Brooklyn, Queens, Manhattan, Bronx og tilbage til Manhattan for at slutte af i Central Park. I gamle dage foregik hele marathon i Central Park med 4 runder af godt 10 km. Af respekt for hele NYC og sikkert også på grund af det øgede antal deltagere, besluttede byen at udlægge løbet til samtlige 5 bydele. Og det er netop det, der gør NYC marathon til noget helt unikt – mangfoldigheden!

Jeg ankom til startområdet, som i øvrigt er på størrelse med en dansk landsby delt op i en orange, blå og grøn lejr med Dunkin Donut kaffe, vand, bagels og geler til de mange søvnige løbere, som sidder rundt omkring på papstykker, plast og soveposer for at holde varmen. Det er i det hele taget et underholdende syn, da alle er iført an blanding af mange lag gamle klude og plastikposer om krop og fødder – samt i øvrigt pink og orange fleecehuer, som uddeles til alle.

IMG_0326

Løberne sendes afsted i 4 ”Waves”, der starter kl 9.20 (pro-mændene sendes afsted 10 min. før, pro-kvinderne sammen med 1. wave). Jeg er så heldig at have arbejdet mig op i rækkerne, så jeg startede i Wave 1. Det giver dog stadig en ventetid i kulden på ca. 2 timer, men det er intet i forhold til dem, som venter til kl. 10.35.

Race Plan

Jeg spoler lige lidt tilbage til aftenen før, da jeg ligger i min seng og skyper med min kæreste omkring næste dags indsats. Min kæreste Ulrik er en meget dygtig løber og triatlet, men vi træner på vidt forskellig måde. Jeg havde en følelse af, at hvis jeg skulle nå mit mål, så måtte jeg gøre noget drastisk, så jeg valgte at lægge en lidt alternativ plan med ham. I stedet for at løbe negativt split, som jeg plejer – som i øvrigt er næsten umuligt i NYC, da anden halvdel er den absolut sværeste med mange stigninger – så aftalte vi, at jeg skulle løbe efter pace 4:55 på hver km. Dette ville give mig nogle ekstra sekunder til depoter samt den ekstra distance, de fleste løber på et marathon på grund af brede veje, sving m.m.

“The ones running exactly on the blue line […], run exactly 42,195 meters to the finish and thus wasted no superfluous meters” (Berlin Marathon web site).

For at sikre mig et så hurtigt løb som ovehovedet muligt matte jeg finde den korteste vej gennem New Yorks gader. Og her kommer Den Blå Linie ind i billedet…. Har du nogensinde spurgt dig selv, hvorfor der løber en blå stiplet linie hele vejen rundt på mange marathon strækninger? Jeg har vidst det i et par år, men jeg har aldrig brugt den viden til noget særligt. Den blå linie er simpelthen den korteste vej til målet…

IMG_0026

For at skære så meget af tiden som muligt fulgte jeg følgende strategi – følg The Blue Line hele vejen så vidt muligt, hold dig omkring 4:55 pace for hver eneste km bortset fra de stejle stigninger, løb langsomt gennem depoterne (undgå at gå) for ikke at tabe pace, og lyt mere til kroppen i forhold til energiindtag. I forhold til energiindtag har jeg altid været meget struktureret og indtager vand, sukker og salt regelmæssigt – også selvom jeg ikke føler behovet. Denne dag valgte jeg dog at lytte lidt mere til kroppen og indtage efter behov/følelse.

At følge den blå linje har tre fordele – 1) Du løber kortest mulige distance, 2) det giver dig fokus og 3) det tager fokus væk fra træthed. Faktisk blev jeg så forhippet på at følge den blå linje og jeg ofte befandt mig i en situation, hvor jeg ’konkurrerede’ med andre løbere om pladsen på den blå linje.

The Race

De første 21 km gik utrolig godt. Jeg holdt mit tempo som planlagt og løb lige under 1:45. Men så begynder udfordringerne. Omkring km 25 når vi Queensborough Bridge fra Queens til Manhattan. Den er godt 1 km lang og stiger så meget, at mit pace falder til ca. 5:30. Tempo falder så meget, at det ikke kan indhentes på nedfarten, men da jeg kommer til Manhattan’s 1st Avenue og møder ”The Wall”, som er opbakningen fra de flere hundrede tusinde tilskuer, der står linet op i flere rækker, så giver det et ekstra kick.

IMG_0066

Man løber ca. 7 km af 1st Avenue mod Bronx, og skønt der er flade og let nedadgående passager, så stiger den jævnt over de 7 km. Jeg har en vane med at tænde for musikken lige før, jeg løber over broen, fordi det er nu kampen skal kæmpes. Jeg får pludselig ekstra energi fra musikken og publikum og begynder at løbe 4:40 og føler mig flyvende. Jeg passerer to danske mænd og hører dem svagt kommentere mit tempo – det giver yderligere energi. Resten af løbet er en hård kamp. Der kommer en kort men stejl bro op mod Bronx og derefter en slidsom tur op af let stigende 5th Avenue, inden man løber ind i Central Park, hvor publikum går amok. Der løbes 3 km i Central Park og på trods af publikums kæmpe opbakning (findes ikke større – heller ikke i Berlin) føles de uendeligt lange.

Op af 5th Avenue følger jeg en 3:30 pace setter samt et par kvinder, som ser stærkt løbende ud, men pludselig er pace setteren væk, og da jeg når Central Park, må jeg indse, at 3:30 ikke er inden for rækkevidde. Jeg bider tænderne sammen og tænker på Ulrik – når jeg føler jeg ikke kan mere, så sætter jeg ekstra fart på og strammer ballerne!

Jeg når ind i tiden 3:32:02 og selvom jeg ikke nåede sub 3:30, så slog jeg min tid fra året før med ca. 5,5 min – og det er jeg stolt af. Jeg er stolt af at sætte et mål, lægge en plan og stramme balderne for at nå det mål. Det har overbevist mig om, at jeg stadig kan optimere mit løb ved en kombination af en meget struktureret plan og et element af satsning.

Jeg tog en chance og lykkedes – næsten! Men nogen gange er næsten også okay, så længe jeg gjorde mit bedste – så længe jeg fulgte “The Blue Line”.

IMG_9734

Marchermo, Gokyo, GyaZumba og tilbage igen!

Nepal – verdens tag

Marchermo (4410 m.o.h.) Gokyo Ri (5357 m.o.h.), GyaZumba (5090) og tilbage igen!

5-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-004

Resume

Jeg er ved lidt af et tilfælde havnet som deltager ved Everest Marathon. Ideen om at rejse til Nepal opstod umiddelbart efter at have løbet over målstregen til Ultra Trail Mount Fuji sammen med sherpaen Sange Sherpa.
Lidt googleri på trailrunning, Nepal og bum bum, så var jeg tilmeldt.
Nu sidder jeg så her i en lodge sammen med det røde hold i 4410 meters højde.. Vi er to hold løbere, som er tilfældigt sammensat og som gør det obligatoriske akklimatiseringstrek sammen. I år er der 45 løbere, plus de ca. 20 lokale sherpaer, som møder op på dagen og smadrer os alle sammen!

Marathonløbet kommer til at foregå mandag d. 30. november. Altså om en uge. En helt uge! Der er meget fokus og snak om løbet. Jeg tager det hele meget afslappet, da det jo ikke har været et stort mål for mig. For mig drejer løbet sig om hele oplevelsen og så naturligvis at give den al, hvad jeg kan på dagen. Det er ret hårdt at være omgivet af så smukke bjerge og så fantastiske stier og så skal fokus ligges en uge fremme!

“Det er sgu for åndsvagt, så jeg har valgt at give den god gas og nyde hvert et øjeblik her!”.

Naturligvis tager jeg hensyn til akklimatiseringen. Men trekket er meget forsigtigt anlagt, så har ikke oplevet de voldsomme reaktioner. En Schweitzer på holdet var ikke så heldig og udviklede i løbet af et par dage lungeødem og endte faktisk med at måtte flyves ud. Jeg har tidligere haft problemer med akklimatisering i forbindelse med etapeløb i Peru og Colorado – men tredje gang er lykkens gang…

LØBETUREN

Af forskellige uransaglige årsager blev det besluttet, at vores rejseplan blev ændret. Istedet for at overnatte i Gokyo i 4700 m.oh. et par dage, skulle vi nu overnatte 4 dage i Machermo i 4400 m.o.h. Det var lidt en skam, da der er flere gode dagsture udfra Gokyo. Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville op på Gokyo Ri, som er en lille udsigtstop i 5353 meters højde. Samtidig var jeg også blevet anbefalet, at gå helt ind i enden af Gokyo-dalen, som ender blindt for foden af Cho Oyo (8201) og med udsigt til bl.a. Everest (8848) og Lhotze (8516).

Gode råd var dyre. Jeg ville jo gerne have det hele med. Men umiddelbart, var der kun lagt op til at man havde mulighed for at nå op til Gokyo Ri. TK, min telt makker var New York, kom dog med det fantastiske råd. “Why don’t You just go for it and do it all?”. Umiddelbart virkede det rimeligt langt højden taget i betragtning. (ca. 35 km og 1500 højdemeter op og ned).

Vi startede tidligt ud fra Machermo og egentlig havde jeg ingen planer om at kunne nå begge dele. Jeg fulgtes med forskellige folk i gruppen, men efterhånden var jeg kommet forrest og snart gik jeg alene. Det var en fantastisk smuk morgen. Meget koldt, men snart kom solen op over de høje tinder og varmen med den. Vi gik langs en flod og snart snævrede dalen ind og stien blev smallere og krøb langs med klippevæggen. Floden blev krydset via en lille bro og snart åbnede dalen sig op igen. Det var en fantastisk oplevelse at gå i dette storslåede landskab.

2-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-001

Jeg passerede en sø og kunne nu se Gokyo Ri, som mest af alt lignende en “lille” høj. Jeg følte jeg havde det godt og besluttede, at jeg ville forsøge at gå hurtigt op på toppen og have muligheden for at nå begge ruter.

For foden af Gokyo Ri tog jeg shorts på og mit pulsbælte. Jeg kunne se et par grupper længere oppe. Jeg gav mig i kast med den stejle opstigning og sekunder efter mistede jeg pusten. Jeg var i 4700 meter og der er kun 50 procent af iltindholdet i forhold til ved havoverfladen. Det kunne mærkes!

Jeg fandt ind i et stille og roligt tempo og snart begyndte jeg at overhale grupperne opaf. De gik meget langsomt.

Jeg holdt pulsen omkring de 130 slag i minuttet og nød virkelig opstigningen og den fantastiske udsigt, der langsomt åbnede sig endnu mere for mig. Det var som at være midt i en billedbog, en film eller en af de utallige beretninger jeg har læst omkring Himalaya.

Jeg kom forbi en vandre og dennes “Sherpa” var flink at udpege de forskellige toppe. Makalu, Lhotse, Everest … Lækkert
Snart rundede jeg de 5000 meter og uden de store problemer stod jeg snart i 5350 meters højde. Der var et par andre turister deroppe og som altid de meget smukke bedeflag, som på en eller anden måde bare hører til i Himalaya.

6-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-005

Jeg nød udsigten. Fik lidt at drikke og spiste et par kiks og skød naturligvis et par billeder! Så gik det nedad og det var en sand fornøjelse. Stille og afslappet gik det nedad i god fart og med tid til at snakke med nogle af de andre som nu var på vej op.

Det er nogle rigtig flinke løbere og hjælpere, som jeg er sammen med. Man kommer meget tæt på hinanden på denne tur og det var dejligt at se Rick fra England, som havde døjet med Diarre, se stærk og godt ud på vej mod toppen. Andre var klart mere presset pga den tynde luft.

Turen ned tog 20 minutter uden at presse på eller satse liv og lemmer. (Det gemmer jeg til marathonløbet).
Jeg var godt brugt efter op- og nedstigning, men havde nu en klar mission. Jeg skulle ind til bunden af dalen.

1-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs 8-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-007

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Jeg mødte Tom. (Ung klatrer, løber og læge). lige i udkanten af Gokyo. Han var på vej ind i dalen til en af de første søer derinde. Han skulle gå med to gæster, der havde valgt Gokyo Ri fra. Vi aftalte, at mødes derinde. Så kunne jeg lige købe noget vand i Gokyo.

Klokken var vel 10.15 da jeg forlod Gokyo og løb ind i dalen langs med en kæmpe gletcher. Det var hårdt at løbe i den tynde luft. og jeg mistede vejret ved hver enkelt lille stigning. Jeg havde også købt en lille kage i Gokyo som jeg hostende fortærede undervejs. Det gik op og ned over små morænebakker. Jeg passerede et par store yakokser. Fantastiske dyr og endnu mere fantastisk, at de kan få nok energi udaf den sparsomme vegetation.
Snart mædte jeg Tom, Mark og Darrell, som nød udsigten udover en stor gletchersø. Darrell og Mark skulle ikke længere, så Tom og jeg fortsatte. op og ned over den ene morænebakke efter den anden. Jeg mistede hurtigt pusten og skulle koncentrere mig i det tekniske terræn. Jeg havde en snigende hovedpine, men landskabet var så motiverende, at det blev skudt i baggrunden.
Vi knoklede videre. op og ned. Tog lidt mad og i vores pause kunne vi se, at det vist ikke var den nemmeste rute vi havde valgt! 150 meter længere inde, løb en fin sti… efter vores break kom vi ud på stien og snart var vi ved enden af dalen. Fantastisk! Det slog min forestilling om dette sted! Det skulle opleves.
Vi brugte lidt tid på at nyde storslåetheden inden vi luntede tilbage til Gokyo. Mit hoved hammerede efterhånden. Helt sikkert en kombination af at være dehydreret og den tynde luft. Vi mødtes med de sidste rester af grupperne. De sidste var først lige kommet ned fra Gokyo Ri. Fik lidt the og et par kiks og så gik det ned mod Machermo. Det var skønt at løbe, mens skyggerne fra bjergene blev længere og længere og efterhånden lukkede sig om stien. Jeg holdt et passende pace og nød det gode jævne nedløb.

4-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-003

Jeg kom tilbage til lejren lige som, den sidste sol forsvandt. Godt brugt, men glad og tilfreds. Jeg havde nået hvad jeg ville og havde fået nogle storslåede oplevelser og landsskaber svitset ind på nethinden. Helt sikkert en løbetur, som jeg sjældent vil glemme. Storslået landskab, lækkert terræn, og en passende udfordring… (Jeg var sgu godt smadret bagefter, men heldigvis fortog hovedpinen sig hurtigt). 32 km og 1500 højdemeter og meget lidt mad 🙂