Om trafiksikkerhed og anmeldelsen af Orbiloc safety light/run.

Egentlig skulle dette ‘bare’ være en anmeldelse af Orbiloc safety light/ run, men efter jeg skrev anmeldelsen kom jeg til at tænke mere aktivt over hvorfor trafiksikkerhed er så vigtig for os løbere, og derfor bliver dette en ‘extented’ version, med lidt reflektion og et par tips og fakta til løbe turen her i den mørke tid.

Helt personligt mener jeg at sikkerheds produkter er altid interessante som løber helt generelt, men i særdeleshed fordi jeg oven i købet bor på landet, og derfor har meget mørke løberuter langs trafikerede veje. Yderligere har jeg et arbejde hvor jeg oplever meget alvorligt kvæstede trafik ofre. Vi løbere er bløde eller lette trafikanter.

Så inden vi snakker om Orbiloc safety light/ run så skal vi lige blive enige om at løb og sikkerhed hænger sammen, når vi løbere nu er de lette trafikanter. Jeg vil ikke gå på kompromis med at være synlig i trafikken. Jeg bliver både som løber og bilist, provokeret over andre trafikanter der ikke lige vil gøre sig den umage at gøre sig synlige, både for deres og min skyld. Når det så er på plads, vil jeg jo gerne indrømme at sikkerhed også gerne må være smart, uden gener for mit løb og sidst, men ikke mindst skal det være let tilgængeligt. Alle disse tre kriterier overholder Orbiloc safety light/ run til fulde.

Det er vigtigt, at de lette trafikanter er synlige i mørke, fordi 41% af uheldene med fodgængere sker i mørke. En fodgængers risiko for at komme til skade i en ulykke i mørke reduceres med ca. 85 % ved at bruge reflekser (http://www.sikkertrafik.dk/raad-og-viden/til-fods). Yderligere har jeg fundet ud af, gennem en undersøgelse fra Codan og Børneulykkesfonden, der viser, at hele 77 % motionister har reflekser på, og det er væsentlig flere end den typiske dansker. For lige at runde fakta omkring reflekser af, så forholder det sig sådan at godkendte reflekser er synlige i min. 140 meters afstand. Hvis man vælger diode vest øger man denne afstand markant, og sidst er Orbiloc safety light/ run er synlig i 5 km afstand, hvilket gør den til en uovertruffen makker i dette samarbejde.

Et fif mere er at løbe i venstre side,hvis du er nødt til at bruge cykelstien eller kørebanen, så du kan se biler, der kommer mod dig.

Orbiloc safety light/ run er ikke en lygte, ej heller en lampe. Det er et lille LED lys, med en clips, den vejer ingenting og er på størrelse af en Orreo. Produktet kommer i en lækker æske hvor i der både er brugermanual, som slet ikke er nødvendig, da Orbiloc’en er enkel at anvende. Der er to funktioner så lyset enten blinker eller er tændt konstant, enkel at betjene, selv med kolde fingre. Orbiloc’en kommer yderligere med et arm/ben bånd så jeg enkelt kan tage Orbiloc’en på armen eller benet. Jeg har dog valgt at klikke den på mit lommebælte som jeg altid løber med, og den enkelte clips gør det muligt at sætte Orbiloc’en hvor jeg vil. Hvilket jeg fik behov for forleden dag da jeg var på en eftermiddags løbetur alene, ude på de førnævnte veje på landet. Jeg havde gode ben og den ene kilometer tog den anden, tågen var med til at gøre det tidligere mørkt. Jeg havde diode/refleks vest på, men følte mig rigtig tryg da jeg kunne klikke Orbiloc’en på kraven af min løbebluse. Orbiloc’en er så let at den ikke generede eller hoppede, og gav mig endda en lille smule orienteringslys, så jeg kunne undgå de værste pytter.

image

Jeg er tydeligvis imponeret over produktet, og ville ønske alle mine kære havde dem på både for og bag, hver gang de er ude i trafikken. Faktisk synes jeg at med den kvalitet så er prisen på 299,- fuldt ud rimelig og alle pengene værd!

Psssst….Har jeg sagt at man kan få Orbiloc, safety light/ run i hvid, gul, rød, grøn og blåt lys?

Du kan læse mere og evt. købe den her hvis du er interesseret: http://orbiloc.com/

Omkring reflekser gør det sig gældende at det er vigtigt at vælge godkendte reflekser. Refleksbrikker og refleksbånd skal være mærket med EN 13356 for at overholde de tekniske krav til synlighed. Det betyder fx, at refleksen kan ses på 140 meters afstand. Refleksveste skal være godkendt med EN 471, EN 20471 eller EN 1150.image

Løb, Overvægt og Motivation

Løb, Overvægt & Motivation

FørEfterBillede

Hej 🙂

Jeg hedder Caroline, og har lige sat mig ved computeren, for at skrive mit aller første blogoplæg nogensinde. Jeg er netop hjemvendt efter en lille løbetur tur i sneen på 16K, og selvom jeg rigtig gerne vil fortælle jer om mit løb, så vil jeg egentlig aller helst liiiige tage jer med heeeeelt tilbage til starten… Tilbage til dengang hvor løb kun var noget jeg gjorde, når jeg skulle nå bussen 😉

Januar 2005..

Jeg husker den måned så tydeligt, jeg var nemlig ikke langt fra at blive student, og skulle til at finde ud af hvad jeg så skulle med mit liv. Jeg har altid været meget rejselysten, og elsker at være i luften, så jeg begyndte at undersøge kravene for at uddanne sig som stewardesse. Jeg fik tjekket adgangskravene, og lever egentlig op til de fleste, dog er der et krav som rammer mig. Man skulle nemlig kunne definere sig selv som normalvægtig.. Hmm, johhh vidst, jeg var måske kommet mig en smule mit sidste år på HF, og jahh, jeg var begyndt at dække mig til i Michaels store trøjer, men jeg vidste jo reelt ikke hvad jeg vejede.. Når jeg sådan lige tænkte mig om var jeg jo nok egentlig også begyndt at få ondt i knæene, og havde svært ved at binde mine snørrebånd.. HMMM.. Var jeg normaltvægtig?? Følte jeg mig som normalvægtig?? Argh, der måtte jeg nok erkende at jeg bestemt ikke følte mig særlig yndefuld, når jeg gik rundt i mine xxl trøjer fra Only & Vero Moda, eller mine nyindkøbte cowboy bukser i str 46.. (tøj sidder bare pænere på ginen så!!!!) Hmm.. Det der stewardesse noget måtte jo så kræve et mindre (MINDRE) vægttab.

Så den efterfølgende mandag tog jeg ned på holbæk vandrerhjem, for at starte op hos vægtkonsulenterne. Jeg havde ikke været på en vægt i flere år, og det var med hænderne for øjnene at jeg steg op på vægten.. Jeg følte mig egentlig klar til min livsstilændring, men at skulle sætte tal på min krop, det var jeg ikke klar til.. Og da vægten sagde 100,4 kilo, der følte jeg det, som om jeg fik et hårdt slag i hovedet, og al luften røg ud af mig.. Jeg fik lidt tårer i øjnene, og den rare dame der vejede mig gav mig et klem på armen, og sagde at det var jo derfor jeg var der… (I mit hoved skulle jeg jo egentlig kun smide et par kilo).

Da jeg lige havde slugt kamelen, og kommet mig over skuffelsen af mig selv, blev jeg bare rigtig vred. Vred på mig selv over at jeg havde givet mig selv lov til at mishandle min krop på den måde. Jeg tænkte på Michael, som jeg havde været kærester med i 3 år på det tidspunkt, og tænkte hvordan han dog kunne elske mig, når jeg så absolut ikke elskede mig selv.. Jeg fik skrevet min vægt i en lille bog, som jeg skulle medbringe til hver vejning. Den blev pænt holdt lukket og hverken Michael, min bedste veninde eller noget af min familie fik lov til at kigge i den.. Der var INGEN der skulle kende til mit hemmelige tal..

Og fra den dag af, besluttede jeg mig at det var sidste gang jeg NOGENSINDE skulle betegnes som værende overvægtig. Da jeg kom hjem, med min fine opskriftsbog, madplan, og motivation, snørrede jeg snørrebåndene på mine ret så støvede løbesko, og gik mig en laaaaaaang tur med hunden. Løbe kunne jeg ikke, det ville ha dræbt mine knæ.

De der løbere..

Jeg blev overhalet af en løber på turen. Sån en irriterende type, der så virkelig glad ud ved det der løb.. Sån en løber man bare kunne se på, elskede at løbe. Sån en jeg førhen havde kigget på i bussen og tænkt ”hvilke mennesker løber frivilligt i minus 10 graders varme, og med sne op til knæerne?? Det er for mærkeligt, meget underlig type”. Men nu mærkede jeg et stik af misundelse.. Misundelse over den livsenergi der så klart strålede ud af ham. Og der besluttede jeg, at jeg en dag skulle være ham, det skulle være mig der trodsede vind og vejr, mig der løb i sneen fordi jeg elskede det, og ikke fordi det var tvang.. Men jeg vidste at det ville betyde et kæmpe vægttab fra min side, samt opbakning fra især min bedre halvdel..

11 år efter

Og nu sidder jeg her, 11 år senere, hjemvendt med våde fusser, fordi jeg jokkede ned i en semifrossen vandpyt, som mest af alt føltes som slush-ice omkring tæerne. Pænt kolde lår, og næsebor der frøs sammen, hver gang jeg trak vejret ind, MEN med dejligt røde kinder og den der ARHHHHHHH fornemmelse, som kun vi løbere kender til.. Nogle mener jeg er sindssyg, andre mener jeg er den der vildt underlige type, som de er trætte af at følge på insta og fb, fordi de eneste opdateringer handler om løb.. Men jeg… JEG HAR DET BARE HELT IGENNEM FANTASTISK <3 (på trods af verdens grimmeste refleksvest)

IMG_1402

 

 

Lidt om Motivation…

Hvor får du motivationen fra, til at løbe flere timer i ugen, bare helt alene? Er det ikke kedeligt? Det er der flere der har spurgt mig om. Og for at starte ved motivationen, så motivere det mig at blive bedre, og for at blive bedre skal man træne og træning tager tid. Det motivere mig, at jeg endelig har fundet noget jeg er god til. Min familie er en stor motivation for mig, de støtter mig 100%, når jeg sætter mig nye mål. Netop mål er min største motivationsfaktor. Jeg sætter mig hele tiden nye mål, for at komme ud af døren og løbe en tur for at blive bedre. Det startede med et mål om 5 km. Derefter besluttede jeg mig for at gennemføre et halvmaraton, et mere, et helmaraton og endnu en halvmaraton. jeg startede i sommeren 2014, og har indtil nu gennemført samtlige løb indenfor målsætningen . Det motivere mig, og nu er der sat nye mål for 2016. Det kræver dog ekstra motivation og disciplin, at komme ud i disse dage. Med det danske kolde vejr og sne, glatte veje og få lyse timer, skal man til tider lige hive sig selv op og lige tænke på: “hvorfor er det lige jeg vil ud i dette vejr?” så kommer jeg til at tænke på hvor fedt det er, når jeg står ved målstregen og har gennemført endnu et løb.

motivation1

Og så til spørgsmål 2: Er det ikke kedeligt? Nej bestemt ikke. Udover at være træning, er løb også meget afstressende for mig. Der findes ikke noget bedre end at tage en løbetur efter en meget stressende dag på jobbet. Jeg afveksler mine løbeture. Nogle gange løber jeg med musik i ørene, andre gange ikke. Jeg er nok mest til uden, og er også det jeg hyppigst gør. Jeg elsker at løbe i naturen og iagttager mange ting når jeg løber, i hvert fald når jeg træner med lav insensitet. Det er smukt, når man er ude på en morgentur og kan høre fuglekvider, eller en tur rundt om søen som bare er fuldstændig blik. i den forgangene uge har der også været mange smukke hvide øjeblikke. Så nej jeg keder mig bestemt ikke når jeg løber , jeg har det sjovt (for det meste 😉 )

maxresdefault

Og så lige en lille historie fra den forgangene uge. Jeg fik i sidste uge mail fra Aarhus Motion vedrørende Bestseller Aarhus City Halvmaraton. Der er nu over 10.000 løbere tilmeldt. Det er sku da motiverende.  Det er første gang jeg skal deltage i et løb med så mange andre løbere. En oplevelse jeg ser meget frem til.

 

 

Silva Night Owl Trail (SNOT) – et trailløb med personlighed!

Så skulle der races – første gang siden Skagen Odde Ultra Trail (SOUT) i september – og det viste sig, at jeg rigtig nok havde luret de fedeste rammer til at gøre det i. Silva Night Owl Trail (SNOT) er et ”trailløb for natugler, taterkvinder, natmænd, digtertyper og andet godtfolk” (jeg ved ikke liiiiiiige hvilken kategori jeg falder ind under :0)), som består af 1 eller 2 omgange på fantastikske og lækre snetrampede single tracks rundt i Ulvedal, Stendal og Havredal Plantager. Jeg havde valgt én runde = ½ maraton (altså sådan cirka – det dér med distancen kommer jeg tilbage til). Og til jer der ikke ved hvor Ulvedal plantage ligger, så er det midt i det mørke – meget mørke – Midtjylland. Det med mørket kommer jeg også tilbage til.

Ulv skal der til, når man er i Ulvedal plantage. Auuuhhhhhh.

Ulv skal der til, når man er i Ulvedal plantage. Auuuhhhhhh (foto: SNOT fotograf).

 

Pre-race

Som nævnt, havde jeg ikke racet siden september, og jeg var sprængfuld af energi, forventning og glæde. Et par dage inden løbet, blev der sendt løbsinstruktioner ud, som bl.a. indeholdt følgende: ”Affald: Der er affaldssække i start/målområdet. Hvis vi ser løbere smide affald på ruten, så bliver man skudt! (Ja, vi er i det vilde vest/mørke Jylland på den måde bliver løbet jo også lidt et ekstremløb!)”. Så var stilen ligesom lagt, ikk? Fedt.

Start og mål var i Karup Orienteringsklubs klubhus, og ved ankomst, blev jeg mødt af den dampende duft af chili con carne. Indenfor var det minishop med masser af gode tilbud, samt hygge og varme, og jeg fik mit startnummer, fik udvekslet mobilnumre (afleverer mit, så de kunne ringe hvis jeg ikke kom hjem igen, og fik crew nr. så jeg kunne ringe hvis jeg blev væk/kom til skade (og ikke et ord om mobildækning i mørke plantager i Jylland!). Og så var jeg klar.

Chili con carne in preparation. Uhmmm.

Chili con carne in preparation. Uhmmm.

 

Strategi

Strategien til løbet var: Læg ud for hårdt og forsøg at holde den hele vejen hjem. Så langt er ½ maraton jo heller ikke, vel? Øh, vel?…….

Så jeg lagde ud med hvad der i belastning nogenlunde svarede til en 10K tempotur (løb som altid bare med min puls som vejledning for belastningen, så jeg ikke kom til at løbe alt for hurtigt). Og hvor var det bare fedt, at give den gas! Og modsat når jeg løber langt, så var pulsen ikke til snak (eller fotos for den sags skyld) – der skulle bare races, og det blev der.

Mørke, dis, og mystiske mænd i skoven

Terrænet var såååå lækkert. Snetrampede singletrack stier – nogle gange meget snoede, og andre gange kortere passager ad skovveje hvor man nemmere kunne overhale. En god flad rute så man kunne give max gas. Og super godt afmærket hele vejen, med massevis af reflekser. Der var godt nok nogle der havde haft travlt.

Og så var der mørkt – meget mørkt. Ikke noget med måneskin, der kunne lyse sneen op, nej vi fik fuldt valuta for ”det mørke Jylland”, men tung dis og dryp af smeltende sne fra træerne. Og på første del at ruten, havde nogle lavet en fed gimmick, med mystiske mænd, der rendte rundt i skoven uden lys og reflekser, og råbte sære ting efter os. Stemningen var i top!

Jeg satte stor pris på en rigtig god pandelampe, der også kunne lyse lidt mere op end kun lige hvor jeg stod. Det gav en – måske falsk – fornemmelse af at vide hvor jeg var. – Nej, helt ærligt, mistede jeg nok nord/syd orienteringen ret hurtigt, men det tænker man ikke på når man er på sporet. Især ikke når tempoet hed ”fuld gas”. Så gælder det bare om at følge med.

Det mørke mørke Jylland (foto: SNOT fotograf).

Det mørke mørke Jylland (foto: SNOT fotograf).

 

Racing – og en opslidende pace

Fra start fandt jeg et par fyre, der havde et godt stabilt tempo, så dem hægte jeg mig på. Var liiiige lidt presset et par gange (f.eks. i forbindelse med at vi overhalede andre løbere, mest maraton løbere der var ude på deres 2. runde), men jeg smed lige lidt oveni og kom op til dem igen. Satsede på at jeg kunne holde til den lille sprint, uden at gå kold, og det holdt. Pyha.

Efter en 8-10 km, fik vi selskab af en anden kvinde (Malene), som viste sig at blive en stor hjælp til at holde pacen hjem. Ved en 14-15 stykker indhentede vi en løber, og ingen trak udenom. Jeg havde indtil da ligget bagerst og haft det rigtig godt der. Kun at skulle koncentrerer sig om at følge med. Det fungerede rigtig godt.

Men nu lå vi her og lurenpassede bag en løber, og ”kom ikke videre”. Jeg forsøgte at lokke drengene til at trække forbi, men de bed ikke på, så jeg måtte selv. SHIT – det var lidt en gyser. Ingen at følge efter, og den der fornemmelse af, at lige om lidt kommer de og overhaler og jeg kan ikke hænge i længere. Efter nogle 100 m kom Malene op til mig, og det var rart med selskab. Men drengene – dem så vi ikke mere til.

Jeg havde luret, at Malene var bedre løbende end mig, og på et tidspunkt gik hun forrest og trak, og jeg måtte bare hænge i. Jeg fik tabt hende et par gange, men fik kæmpet mig op igen. Om det var godt eller skidt i forhold til vores evne til at finde hjem (ad en afmærket rute!), ved jeg ikke.

På sporet (foto: Daniel Elmgren Krigslund).

På sporet (foto: Daniel Elmgreen Krigslund).

 

½ maraton / 22,2 km / 24,2 km – same-same, right?

Men altså. Distancen hed ½ maraton, og var (uofficielt) opmålt til 22,2 km. Så jeg var forberedt på en lidt lang ½ maraton. Meeeeen. Indenfor de sidste 3-5 km indhentende vi en af maratonløberne (Bjarne), og så gik det galt for os. Først missede vi en eller anden afmærkning – i hvert fald løb vi pludselig et sted hvor der var bekymrende få fodspor fra andre løbere. Faktisk ingen! Altså som i slet ingen! Men hvor svært kan det være? Vi løber jo i den rigtige retning, så lige om lidt er vi på sporet igen, ikk? Utroligt hvordan man kan tale hinanden ud i at ”vi har da helt styr på det her”.

Og så – pyh – kom vi ind på sporet igen. Masser af fodspor og vi kunne genkende sporet. Her skal det siges at den sidste km på ruten var samme vej ud og hjem. Men så hjælper det jo ikke, at vi løber i den samme retning som tidligere. Altså: vi havde misset vejen op til start/mål og fortsat ud af sporet på en omgang mere!!!!! PIS!

Igen var vi utrolig lang tid om at erkende det, og få vendt om, så vi fik lige 2 ekstra K på kontoen der. Så vores ½ maraton kom op på 24K og Bjarne fik vist løbet den længste maraton til dato (46K). Sorry Bjarne – det er vist det der sker, når man bliver samlet op af pigerne ude i skoven.

Og hvordan endte det så?

F…… HELL! Det var dét der røg ud af munden på mig, da jeg kom over startlinen. Og det var altså fordi mit projekt ”holdt tempoet/belastningen oppe” lykkedes. Malene satte mig på de sidste par hundrede meter og blev hurtigste kvinde, og jeg blev noteret for at komme ind 9 sekunder efter hende. Og det var med 2 ekstra K på turen! Tak for et super løb, Malene!

Jeg plejer ikke at være del at de hurtige, så det er fedt at alle mine km i benene her i vinters har fået løftet min form. Og jeg har ikke engang trænet fart. Skønt når træningen giver pote. Men farten gemmer jeg lige lidt væk et par uger, for om 2 uger står den på Vinter Ultra Mols Bjerge (VUMB), og her skal der tænkes først, og så løbes.

Og tak til Silva Night Owl Trail (SNOT) teamet for skøn hygge, kolde øl og varm sauna. Det er go’ stil! (og nej, der er ingen fotos fra saunaen!).

Wellness i Winter Wonderland

Rebild Winter Trail

Søndag d 17/1-2016 stod der winter trail på programmet og man må godt nok sige at det levede op til navnet!!! Der blev målt ned til minus 14 grader i området.

 

Havde skrevet lidt med arrangøren af løbet idet jeg gerne ville løbe længere end løbets egentlige distance på 22 km og vi havde aftalt at jeg kunne løbe videre på ruten efter løbet. Planen var at løbe to ekstra runder for at ende på 44 km i alt. ( Omgange á 10,9 km).

Trailadventure

 

Da startnummeret var hentet blev der rigget klar til løbet. Det store spørgsmål var omkring tøjvalg. Hvor meget/lidt skulle der til på sådan en dag.

Jeg valgte at tro på at solskin samt stille vejr ville gøre at det nok skulle blive lunt nok. Så tøjet blevet det almindelig termoløbetøj plus en vest udenover. Det var fungerede super. På fødderne havde jeg for en gang skyld hoppet i noget andet end de sædvanlige Brooks Pure Grit. Havde brug for lidt mere greb, da vi havde fået at vide at ruten var særdeles glat på nogle af nedløbene. Valget faldt på Inov8 terraclaw 250.

 

Klokken 11.00 blev løbet sat i gang hvor omkring 70 deltog på den lange (22 km). 11.15 blev 11km gruppen sendt afsted og 11.30 5 km.

Starten forløb relativ stille og roligt. Det havde kørt lidt rundt i hovedet om jeg skulle give den gas og forsøge at lave en god tid på de 22 km.  De første 3 km var jeg særdeles fristet og følte mig rigtig godt løbende. Jeg havde dog luret nogle hurtige folk på startlisten, såeh…..top 3 kunne jeg da i hvert fald godt vinke farvel til.

Tanken om at skulle løbe igennem forsvandt som dug for solen da vi rammer den første rigtige stigning efter 4 km. Bang….en lang trappe lige op i himlen. Selv på friske ben var den hård!

 

Rebild5

Første bakke veloverstået og videre af de fedeste små singletrack stier. Efter et kort og vildt glat nedløb kommer vi ud på første flade stykke. Her kunne kulden for alvor mærkes. Luften bed i lungerne og buffen røg helt op under øjnene. 1 km længere henne skulle vi i bakkerne igen. Herefter og helt hen til depot ved godt 8.5 km var ruten helt igennem fantastisk. Singletrack op og ned, ind og ud gennem krat og ud på store “sletter” med solen lige i hovedet. Lige præcis på sådanne stykker mærkes det helt ind i sjælen hvor fedt trailløb er 🙂

Rebild3

Rebild2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter depotet er der omkring 2.2 km til mål. Det første stykke steg stille og roligt og på toppen igen et hidsigt nedløb. Nå, nu måtte mål snart være i syne….meeeeeen. Lige en sidste knold skulle forceres. Og hold nu fast den var stejl. Puha. Hmm. 4 gange den bakke skulle nok blive en hyggelig fætter. En lille km senere passerer jeg mål. Smider en zero tab i den ene flaske (som er ved at være små frossen) og napper en gel.

 

Videre ud på anden omgang.

Ikke det store at berette herfra. På nær lige at styrt midtvejs hvor jeg viser ballet trin og stuntman faldteknik i en skøn forening. Hold nu fast det må have været smukt. Fik endda en lille velment trøsteklapsalve med på vejen fra de mange familier der havde fundet vej med kælkene til Rebild bakker den dag. Flot Dannie!!! Men slog mig heldigvis ikke.

Kommer i mål i tiden 2.16 uden at have presset mig selv. Tænker at nu starter løbet for alvor for mig. En af de andre deltagere som er kommet i mål ser på mig, da jeg tager stavene i hånden og ryster på hovedet. Jeg tænker….det her, makker, det er sgu ren wellness.

 

De her løb bruger jeg til to formål. Det ene er, at vænne kroppen til at løbe jævnt i længere tid. Finde en rytme med bare nogenlunde tempo uden at gå voldsomt ned på eksempelvis den sidste time. Samtidig bruger jeg det også til at få prøvet forskelligt udstyr og setup af. De sidste to længere ture jeg har løbet har været med en ny rygsæk fra Compressport. Ultrarunpack 140g.

Denne rygsæk er rimelig minimalistisk og har 3 liters volumen. Der er to store brystlommer til dunke og derudover 8 andre større eller mindre rum til diverse udstyr, barer, gels m.v. Pasformen er rigtig god. Der er en elastik med kliklås rundt om livet og ved brystet en form for elastisk snørrebånd der nemt kan justeres. Den sidder godt og højt på ryggen, har lidt silikone langs bunden hvilket gør at den sidder godt fast på kroppen uden at hoppe for meget rundt. Der er ingen lynlåse hvilket gør at tilgang til diverse lommer er let. Samtidig er de placeret, så man kan komme i dem uden at skulle krænge sin skulder af led!

Den er blevet mit førstevalg til løb der ikke kræver stor oppakning, men til eks UTMB vil jeg skulle bruge noget mere plads. Til den slags løb er der krav til bl.a. regnbukser, 2 stk pandelamper, langærmet trøje, hue og vanter. Her tænker jeg at en model på 6-8 liter vil passe perfekt. Derfor ser jeg meget frem til en evt storebror ;-). Til Transgrancanaria bliver det ultrarunpack med to dunke i brystlommen og en ekstra i et af rummene på ryggen.

 

rebild6

Billedet ovenfor er taget fra en artikel i Nordjyske

rebild7

 

Tilbage til selve løbet… Med stavene i hænderne gik jeg frisk i gang med de sidste to runder. Kroppen og benene har det stadig super og ruten er stadig helt fantastisk. Imidlertid, grundet den hårde frost, begynder det at knibe med at få vand ud af dunkene. Det er mere eller mindre blevet til slush ice. Så jeg beslutter mig at drikke godt i depotet som forbipasseres to gang pr runde. Her er det dog også efterhånden svært at holde vandet flydende men ned, det skal det…. Jeg var jo godt klar over at når jeg skulle løbes sidste runde, at så ville depotet være pakket ned.

Er lige nede og ligge en enkelt gang mere på 3. runde, et knap så smukt styrt, som på første, men dog alligevel et helt-ned-og-få-sne-i-hovedet-styrt.

4. og sidste omgang. Er ved at mærke træthed i benene, men glæder mig stadig over at det generelt kører så godt. Er rigtig glad for mine stave og føler det spreder belastningen lidt væk fra benene og op til overkrop. Så selvom der kommer mange kække bemærkning omkring det at løbe med stave, så kommer de med 🙂 Har ingen muligheder for væske på sidste omgang, men har ikke mærket nogle kramper eller andet spændende komme snigende, så ingen panik. Har fast taget saltpiller (2 i timen) som plejer at modvirke kramper for mig. Slæber mig over den sidste skarpe stigning og tøffer op til mål. Her er arrangøren, Allan Jensen, ved at pakke det sidste ned. Får lige en kort snak med ham inden den går hjemad igen. I hans løbsserie på nu 7 løb hen over året forventer jeg at deltage i 2 eller 3 mere. Spor 24 i maj, highland trail i august og muligvis det nye Mols Bjerge ultra i oktober.

Alt i alt en rigtig god dag i bakkerne. Uret viste 4 timer og 35 minutter.  43,4 km og 1480 højdemeter.  Målet at om løbe jævnt blev overholdt. Løb ca 2 minutter langsommere på sidste halvdel og egentlig ikke på noget tidspunkt haft krise. Tog 2 stk saltpiller for hver omgang. Spiste en bar samt to gels plus diverse i depoterne.

De næste par weekender står den på back to back ture inden jeg går i gang med at trappe ned frem mod Transgrancanaria.

Skynd Jer at komme ud i sneen. Stierne er ovenud smukke pt.

/ Dannie

Rebild1

At løbe i den gode sags tjeneste

2016 er året hvor jeg kommer ud af min komfortzone. På løbefronten betyder det bl.a. at jeg får min debut som bjergløber og som ultraløber, ved samme lejlighed, nemlig K78 i schweiz til sommer. Det har jeg indtil videre skrevet tre indlæg om du kan finde på runningblogs.dk, og der kommer flere i rækken.

 

Det betyder også at jeg løber Berlin marathon, i år som velgørenhedsløber. Velgørenhed og langdistanceløb har i mange år været kædet sammen. Velgørende organisationer har gode erfaringer med at generere donationer igennem enthusiastiske løbere der gerne vil bidrage til velgørende formål samtidig med de får en stor løbeoplevelse. Jeg har en gang før prøvet at skabe bidrag til Kræftens bekæmpelse gennem min deltagelse i kbh marathon. Kræftens bekæmpelse er en sag der ligger mig nær da jeg som så mange andre har haft kræften tæt ind på livet gennem familie og omgangskreds.

 

SWQHsi

 

Til Berlin Marathon 2016 har jeg valgt at kæmpe for verdens børn. Uanset hvad man måtte mene om igangværende flygtningesituation, så kan vi alle blive enige om at de største og mest berørte ofre i alle verdens brandpunkter er de samme. Nemlig uskyldige børn. Børn der sulter, børn der har mistet deres primære omsorgspersoner, børn der har mistet håbet. Derfor har jeg valgt at løbe som ambassadør for World Vision. En organisation der netop fokuserer på verdens børn. Uanset nationalitet, hudfarve, religion.

untitled

Rent praktisk fungerer det at være velgørenhedsløber på den måde at man registrerer sin interesse, bliver kontaktet og bekræftet som en del af kampagnen. Så har man forpligtet sig til at skaffe et minimum donationsbeløb. Lykkedes målet ikke, kan man ikke deltage. Så enkelt er det. Så nu går den vilde jagt på donationer blandt venner, familie og bekendte. Og jeg glæder mig som en vanvittig til at løbe sammen med resten af Team World Vision til September, i Berlin Marathon 2016

 

Jeg har oprettet en separat facebook side til min kampagne. Den kan man finde her https://www.facebook.com/FundraisingBerlin2016/ Jeg vil løbende opdatere siden med kampagne relaterede begivenheder, og min træning generelt.

 

Du kan også selv være med til at støtte verdens børn. Du kan smide et bidrag på min kampagne, via dette link http://www.alvarum.com/mattiashansen

 

Alvarum er officiel velgørenhedspartner til Berlin Marathon 2016, og administrerer kampagner på vegne af flere velgørende organisationer. Alle bidrag går ubeskåret til World Vision.

Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarptladte våben…

Det brusende kolde vande fosser ind i skoene, alt imens jeg retter mine våben mod den forsigtige løber der roligt og uvidende kommer ned af den glatte og mudrede bakke.

Jeg tager sigte og trykker af…

BANG, intet rekyl, kun den isende fornemmelse…

 

REWIND..!

 

Lørdag morgen, klokken er rocker lorte tidligt, og utroligt nok sover mine små soldater stadig, da jeg indtager dagens første kulhydrater, koffein og vand.

Af erfaring, er tøjet, ALT tøjet lagt klar.

 

Klokken er 05:30 og idag løber HSTM af stablen, af løb, i det nye år.

Nogen siger at dette, ikke helt almindelige løb, som dog også er for den almindelige løber, er Danmarks næst hårdeste løb.

Vi er ude i kategorien “trail”.

Dog med den lillebitte hage, at dette indeholder “djævlebakken”.

Stedet er Hole skov ved Korup, på fyn.

Og det er her, i ly af mørket jeg parkere ved siden af den suspekte BMW stationcar, med to endnu mere suspekte typer iført huer og vintertøj.

Hvis man ikke vidste bedre, så ville en udefra stående person, nok overveje, om dette skulle til at være starten på en drugdeal af de helt store.

Men nej, disse to mands typer, lettere atletisk bygget, er ingen ringere end Thomas Steenberg og Thomas Andersen.

De to lettere “forstyrrede” herrer, er dem der har iværksat dette sindssyge løb for tredje gang.

Behøver jeg at tilføje at de er hardcore løbere.? Ej vel…

 

Klokken er lidt over syv, og det gælder om at få en god p-plads i nærheden af start/depotet, da jeg i mit bagagerum, har gemt mine våben.

IMG_2180

For ikke nok med at jeg skal løbe med i dette marathon, indeholdende to distancer, nemlig de klassiske 42K, så indeholder det også 25K for de der gerne vil hjem i varmen igen hurtigst muligt.

Så skal jeg også filme under hele løbet.

Så her sidder jeg så, som en anden krigskorrespondent i Sibirien, med våben i form af div GoPro kameraer, holdere hertil samt en mobil til at sende live opdateringer undervejs i løbet.

Løbets start er kl 08:00, og der begynder så småt at dukke folk op, og de er ligesom mig, ikke meget for at gå ud af deres dejlig varme biler.

Vejret er lige omkring frysepunktet, så jeg forstår dem udemærket.

Men iført min tonstunge og kæmpe store dunjakke, går jeg rundt og rigger mit udstyr til.

For der skal filmes fra allerførste øjeblik til sidste øl er drukket efter målgang.

Jep, du læste øl.

Men mere om det senere.

Og der, fandeme ja, lige der – der står en eller anden sindsyg løber fra det sjællandske. Ved første øjekast ligner det jo at han står der i lange underhylere.

Men nej, det er bare ben, tynde mælkehvide bare ben. Som han bestemt har glemt at barbere til dagens anledning.

Dette er ingen ringere end den nordeuropiske verdenstjerne “Trailer”.

Og til dette løb har jungletrommerne spillet en mystisk rytme, hvori tonere spillede op til hård kamp mellem ham og den fynske legende og manden der gemmer sig bag et af Danmarks mest veltrimmet fuldskæg “The urban Trail Runner”.

 

Stemningen er hurtigt lystig, varm og folk stikker hinanden klaps og kram.

Her står nemlig 2/3 af feltet af nogle af de hårdeste mænd og kvinder indenfor trailløb, og en hund.

De er kommet fra hele DK.

Men med det tilfælles, at de alle kender hinanden, på den ene eller anden måde.

Det er nemlig sådan kendetegnet er ved trail. Alle kender alle.

 

Efter en kort racebriefing, bliver løbet sat igang.

Det ene kamera hviler godt i hånden, da vi starter med at løbe op ad den første bakke, ja, vi fik da lige 6 meter fladt terræn, inden den første stigning.

Jeg forcere hurtigt de 70 meter opad, sgu ikke fordi jeg vil først, men jeg skal have skudt nogle billeder af de seje løbere, der kommer “kravlende” opad bakken iført pandelamper, som en anden lysende slange.

– BANG BANG BANG – mobilen har skudt dem alle og det er lagt op på nettet til de spændte mennesker der følger det live hjemme fra deres varme stuer med lun varm mokka mellem hænderne.

Stemningen er allerede høj, men vi er jo også lige startet.

Syv et halv minut senere er vores sko våde.

Sådan foregår de næste 4K, jeg løber frem og tilbage, kravler op på div stubbe og træer, samt ligger og kravler rundt på jorden for at få de bedst mulige skud af de uvidende løbere.

Jeg vil lige indrømme, at lave intervalløb i terræn, er endnu hårdere end på asfalt, så er da lidt ramt efter første omgang.

Men ingen tid til at lide, der er kun den eneste rigtige vej, og det er fremad, eller rettere op og ned, op og ned…

 

Allerede efter første omgang er der god spredning på feltet.

Og det er her det går op for mig, at min mission med at dække løbet live samt at skulle holde styr på fem af hovedpersonerne i den kommende The Geek Runner Production film, bliver ret svært.

Foran mig er den ene del af personerne, sammen med mig er der en, og bag mig de resterende to.

Puha, det bliver en værre løben frem og tilbage.

Men filmes skal de sgu.

 

IMG_2202Det fede ved dette løb, og så mange andre løb, er at opleve solopgangen – hvis man kan sige at den gør det, på denne lettere grå og kolde dag – men når man først ser den komme op, der bag træerne, udover markerne, med sit varme orange lys, så er det som om man glemmer alt omkring sig.

Ømheden, kulden og tankerne forsvinder det halve minut man overvære denne fantastisk scene af lys og landskab der stille smelter sammen.

BANG BANG BANG, endnu engang er der sendt billeder ud til de nu, morgenfriske seere.

 

Fortsat knager den flotte frosne sne under vores evigt stampende fødder, og vi løber over uberørte stier, så andre kan følge vores fodspor.

Hen over “sumpen” hvor grenene hænger tungt grundet laget af is der forsigtigt har svøbt sig om dem, som var det for at beskytte dem mod alt ondt.

Drejer til venstre, og der, lige der, der rejser hun sig.

FUCKING KÆLLING, im back.

Hold nu kæft hvor jeg hader hende.

Pustende og ikke mindst svedende bestiger jeg hende, med en glæde og samtidig foragt, som var hun et stykke slik man bare ikke måtte spise.

Se “Live” optagelse af bestigningen

Hold nu op hvor er jeg allerede træt af hende. Men inderst inde har jeg svært ved at skjule min glæde for igen at se hende, føle hende og ikke mindst lytte til hende.

Lytte til hvordan hun gir efter for mine varsomme skridt.

Gud hvor er hun flot på denne tid af året.

Jeg gjorde det.

Jeg er oppe.

Nu er der kun 4 møder med hende igen. Det skal nok gå, jeg har været blid mod hende, håber hun vil blive ved med at være blid ved mig.

Mere når jeg ikke at tænke, får turen endnu engang går nedad, vel at mærke, 40 meter længere henne.

Så op igen, i samme stigning som tidligere, ned og så er man ved depotet.

Klokken er lidt i ni, den første af de kommende friske 25K løbere er allerede kommet.

Fantastisk, fresh meat.

De ved ikke hvad der venter dem, eller jo, de har jo hørt om “kællingen”.

Da jeg skal skifte magasin – læs batteri – i mit GoPro, får jeg lige hilst på Peter.

Han er frisk og spændt, så får lige en sludder for en sladr inden jeg igen begiver mig ud på en runde.

Tiden er til at skyde lidt flere løbere ned i gemmekassen, og så tilbage til start, hvor jeg skal starte ud med de friske løbere kl 10:00.

 

Nu er de her, endnu en kort briefing og løbet er også igang for dem.

Nu synes jeg godt nok at den første bakke er blevet lidt mere stejl, lige lidt mere ufremkommelig.

Benene er sgu ikke helt så friske.

Kan mærke at de sidste mange måneders asfalt træning på flade veje for at opnå en sub 3:00:00 på marathon distancen, ikke er den bedste måde at trænge til et trailløb på.

Hvad dælen havde jeg tænkt på.

Griner stille for mig selv, da alle og enhver, med lidt normal tankegang, på ingen måde havde overvejet det jeg nu er igang med.

At løbe trail, at løbe det hurtigt, og kun have trænet på asfalt.

Sikke dog et kæmpe fjols jeg er, hahaha

 

Det forunderlige ved trailløb er, at uanset hvor trætte og kolde løberne er, så kan de konstant spotte mig og mine våben.

Og der, lige der, så snart de har set mig, så kommer smilet frem, fra øre til øre stråler de hvide tænder, så kameraet blændes af lyset.

Glæden og lysten til løb kommer så tydeligt frem, alt imens jeg står der i bedste Rambo stil og prøver at få sigtekornet til at sidde lige i panden på dem, for at få de bedst mulige billeder.

Men ingen, jeg mener seriøst ingen, ser sure ud. Alle smiler som om det er en “walk in the park”.

Hvad sker der, de burde jo ligge ned i mudderet med lungerne hængene ud af halsen.

Igen er dette bare et bevis på glæden ved at løbe trail.

 

Pitstop, batteriskift, sulten, tørstig – kald det hvad du vil.

Men at løbe forbi et depot som der er denne dag, er jo ren og skær galimatias.

Her er jo alt hvad man kan ønske sig.

Altså udover vand og det fantastiske 32Gi i en så kraftig farve, at det kan ses i ens pis de næste fjorten dage, vel at mærke, selvom du kun lige har smagt på det.

IMG_2194

Der på bordet, foran næsen på os, står der ikke ringere end, matadormix, chips i forskellige afskygninger, skåret frugt, Coca Cola, Sprite, brunsviger – ja den fynske slags og ikke den nordjyske af slagsen med flødeskum. Vi ved jo godt at det FULDSTÆNDIG sindsygt at gøre dette. Det er jo terror på højt plan indenfor bagerbrød/kager. Burde straffes med 23 ture op og ned af djævlebakken.! – Ikk´Morten.?

Bum, så er det slået fast, altså, der er og findes kun en rigtigt brunsviger, og det er som den er, uden dikkedarer eller kardemomme. Slut – over and out…

Nå tilbage til depotet.

Der var sågar en stor flot lagkage med flødeskum og hele svineriet.

I et depot, hvad siger I.?

Så som I nu kan forstille jer, så var det ikke et af de der fornemme, “uhhh vi spiser af porcelæn-helse-grøntsags-sunde” depoter som til alle andre løb.

Nej dette var et rigtigt depot, et rigtigt trail depot.

 

Af sti afsted igen…

Efter flere tusinde skridt er mudderet nu rigtigt kommet frem fra gemmerne.

Men det giver bare en god kontrast og ændring af løbestilen, da man så ikke skøjter rundt som de steder der er dækket af frost sne med is under.

Det er det dejlige og uforusigelige ved trail.

At man hele tiden skal være oppe på mærkerne og hele tiden se nogle skridt frem, hvordan man og ikke mindst hvor, man sætter fødderne.

Derfor er det helt fantastisk at se de cool løbere som Thomas og Henrik der løber som om de var født til dette.

Eller, hvem siger de ikke er det.?

 

Sidste runde…

Her er det vi skal gennem den iskolde å, som vi har løbet forbi på ruten og hvis syn har printet sig ind på vores nethinde som det iskolde helvede der nu venter.

Ikke noget man ønsker, men en eller anden syg lyst til alligevel at forcere denne flydende masse af is.

Downhill, god fart, varmen er godt fordelt i kroppen, blikket ligefrem.

Der, dernede, der er åen.

Men først skal jeg lige over på den anden side af den først.

Hvad var det nu de havde sagt til briefingen.?

Nå jo, hold til højre istedet for til venstre.

Kravl over tr….

Træet, fuck ja, vi skulle først kravle over åen, via et isglat væltet træ.

ADVENTURERACE, blinker bare i mine tanker.

Nå ingen anden vej over til de våde fødder, end over stammen.

Usikkert, men over kommer jeg.

Krydser det 30 meter lange stykke hen til hvor passagen skal foregå.

Der står jeg nu.

“That´s one small step for a man, one giant leap for mankind”.

Som Armstrong tager jeg det første skridt ud i det ukendte.

Men koncentrationen er der stadig og min opgave med løbet – at filme – er vigtigere end at blive ramt af en pludselig overraskelse af kulden.

Så sker det, det brusende kolde vande fosser ind i skoene, alt imens jeg retter mine våben mod den forsigtige løber der roligt og uvidende kommer ned af den glatte og mudrede bakke.

Se klippet vandpassagen – det var en kold fornøjelse

Jeg tager sigte og trykker af…

BANG, intet rekyl, kun den isende fornemmelse af et perfekt skud af Niels der kommer løbende ned af bakken, idet jeg står der med gennemblødte sko og ankler så kolde og frosne som en is.

 

2K hjem herfra.

De kolde ankler driller lidt til at starte med, men hurtigt bliver de varme igen og de sidste 2K bliver hurtigt overstået, også trods, at jeg lige skal over Kællingen endnu engang.

I mål, uret stoppes, men ingen tid til at slappe af.

Det våde kolde tøj skal af, og der står jeg så, med bar røv og gåsehud, midt i det hele.

På kommer mit medbragte varme tøj.IMG_2205

Skibukser.

Stor dunjakke.

Lacrossestøvler.

Der indtages hurtigt følgende: 2 glas Cola af medbragte Lightning McQueen kop, 3 stykker brunsviger, 2 stykker bananer, et par stykker vingummi og lidt vand.

Da varmen er på vej tilbage i kroppen, stikker jeg  i løb ned mod åen.

Der er flere der skal filmes når de forcere denne “forhindring”.

Kan ikke just sige at det er nemt at løbe i Lacrosse støvler, skibukser og dunjakke, men jeg klare det da, og endda til stor undren for nogle almindelige forbipasserende.

Stikker dem et smil, og de smiler forundret tilbage.

 

Tilbage i depotet, venter på at alle nu skal komme i mål.

Her kommer løberne de sidste gange op og ned af bakkerne.

Man kan se hvordan nogle drager et lettelsens suk, da de endelig kan stoppe uret på deres arm, og straks er humøret højt igen.

SLUT, ikke mere bakket terræn.

Der står nu, Keld, Ulrik, Ricky, Christian og Martin og fylder depoterne op, og skæver over til kasserne med øl fra hhv Ugly Duck Brewery og Mikkeler.

De venter alle på at der er en der skal tage den første, så de ikke bliver den som skal starte denne del af løbet.

Pfsst, den først øl åbnes og endnu engang følger alle andre med.

Må sige, at der er nu ikke noget bedre, end en kold øl efter et trailløb, og det er ligemeget om det er sommer eller vinter.

Det hører simpelthen til sådanne løb.

 

Nu er det en “fest”.

Folk snakker om tiderne, ruten, løbet i sig selv.

Men så kommer overraskelsen.

Medaljen skal deles ud til alle der gennemførte på de to distancer.

Jeg vil lige sige, at her i Odense har vi mesteren over mestrene i at lave medaljer til div løb.

Christian har lavet nogle af de fedeste medaljer jeg har haft fornøjelsen af, at kunne hænge omkring min hals.

Men denne er endnu en af slagsen.

Thomas disker op med en lille patentflaske, hvori der er hældt rødvin på, rødvin af egen import.

Bliver det mere feinschmecker end det.?

Bliver det mere trail end det.?

I don´t think so.

Den er alt alt alt for cool.

Den skal ikke drikkes, bare have lov til at hænge der på væggen sammen med de andre, der alle har sat en prik i hukommelsen.

IMG_2233

 

Det er slut for i år.

HSTM er ovre, og næste år venter der endnu engang et varmt møde i denne kolde tid, hvor de hårde af de hårdeste, de sejeste af de sejeste og ikke mindst, de skøre af de allermest skøre løbere igen mødes, ude i en mørk kold skov, et sted på Fyn.

 

Hæj hov…

I fik aldrig udfaldet af den interne konkurrence mellem “Trailer” og “The Urban Trail Runner”.

Gennem hele løbet havde Jacob “Trailer” ligget sikkert og komfortabelt  foran Martin “TUTR”.

Men på de sidste par omgang, fandt Martin noget skjult energi og tog Jacob med et par min.

Nu skal man ikke græde over den slags nederlag.

Martin er stadig bagud, da han – sagt med sjællandsk accent – er blevet lammetævet af Jacob i HSTM 15, og igen til FUT 15.

Martin haler nu stærkt ind på Jacob, som endnu fører med 1-2.

Jacob bør derfor stramme skoene ekstra stramt til, når de begge mødes til en giganternes kamp til Firkløver the real deal senere på året.

Så stay tuned. Krigskorrespodent over and out

 

By the way….

HSTM the movie vil komme senere, med alle de fede klip fra løbet, samt div “portrætter” af nogle af løberne.

Glæd jer til endnu en The Geek Runner Production film.

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

En Natløbers Bekendelser, af Kenneth Osvald

Godt nytår! Det kan jeg vist godt lige nå at ønske.

2015 blev året hvor jeg lærte Rune Darling at kende, og det er jo i selv rigtig rart . 2015 blev også året hvor jeg for første gang i 20-25 år sådan for alvor opnåede nogen løberesultater som jeg sådan RIGTIG synes ”fedt mand” om. Derfor fik jeg lyst til at lave et indlæg om træning og træningsprincipper henvendt til motionisten hvis løbekarriere måske har ligget hengemt i en kummefryser, er druknet i karrieretimer på jobbet eller hængt i klædeskabet sammen med lanciers-butterflyen fra 3.G.

Manden bag ordene.

Jeg er bestemt ikke nogen eliteløber og jeg heller ikke i ”kageform”. Sådan i en almindelig god form, og sådan med en almindelig god samvittighed efter endt løbetræning puttet ind i en travl uge med 8-17 arbejde, pligter, fornøjelser og alt det der ellers hører til en helt almindelig årgang 1968 familiefars vel nærmest helt almindelige hverdag. Så læs bare videre! Der er helt klart noget til dig, lidt længere nede.IMG_2053Jeg har kunnet løbe 10 Km på ca. tre kvarter plus minus i 30-35 år, uden at det hverken er blevet bedre eller dårligere, med de ups and downs, som en hverdag i Danmark med fire årstider fører med sig. Jeg er én af dem der gerne har villet kunne svare ”jeg løber tre-fire gange ugentligt”, når de har haft ringet fra Greens Analyseinstitut kl. 18.00 en onsdag, men det har jeg ikke kunnet med god samvittighed . Tre gange ugentlig træning druknede i den der kummefryser.

Altså: Familiefar med F og jeg er sikker på, at der findes en ligemand derude.

Jeg har trivedes fint med at kunne overbevise mig selv om at jeg har været i god form plus minus, så behovet for at lave om eller gøre noget anderledes, har jeg aldrig følt.

Hvorfor dog det? Jeg er jo i god form! Og så ville det jo være løgn, hvis jeg skrev at jeg ikke i mindre gode tider har kunnet både se og mærke, at ”kageformen” har haft overtaget. Selvfølgelig har jeg det, men det har aldrig været pivringe.

40-års krisen.

Lige indtil jeg som 40 årig blev alvorligt knæskadet og rev korsbåndet over ved noget fodbold. ”Det kan fikses”, sagde doktoren, så det gjorde han. Og der gik ikke så længe før jeg igen kunne løbe 10 Km på tre kvarter med et opereret knæ og et nyt korsbånd.

Til trods for rigtig fin genoptræning, begyndte fiberskaderne i baglåret på det opererede ben at holde indtog. Skide træls! Og noget bøvl! Hvad skulle jeg nu sige til ham fra Greens Analyseinstitut? 5 -6 uger pause hele tiden! Og en klar tendens til at starte for tidligt op igen! Og sådan gik der det bedste af tre-fire år.

Overdommeren og dommen – første skridt på vejen.

Så skete det, at jeg blev en del af et sundhedsprojekt, hvor opgaven bestod i at forbedre sin fysiske og mentale tilstand ved at bryde vaner, tænke kost og motion ind i hverdagen.
Man kunne fristes til at kalde projektet ”Luk munden og let rumpen”. Men jo ikke for mig, fordi jeg var jo i god form, husker i.

Indgangsbilletten til projektet var en fysisk test, med en række målepunkter – blodtryk, livvidde og iltoptagelse og den slags.

En test som jeg så frem til med ”nul-frygt”, da jeg jo var i god form…

Resultatet af testen, en Body Age (som jeg godt ved at man ikke ukritisk kan sammenligne på kryds og tværs af modeller). I god form og i min bedste alder (44 år) var jeg rimelig sikker på at ”dommen” ville lyde på -10 år i forhold til reel alder eller noget i den stil. Selvtillid må man ikke gå ned på! Men hov! Hvad fa’en, var nu det. Overdommeren, som i øvrigt hed Eskild Ebbesen, sagde 47 år! Hvis ikke det lige havde været fordi det var ham, havde han nok fået læst og påskrevet!

47-års-beskeden blev første skridt på vejen til ændring i træningen.

Det lykkedes mig alligevel at få gjort noget ved overdommeren med 47-års-beskeden med en kostomlægning kombineret med familiefar løbeprogrammet, og en god indsats i tre måneder: 7 kg lettere og 8 år sat i banken til senere udbetaling.

Der må roses!

To skridt frem og et tilbage.

8 år i banken! What’s next? Det kræver noget at holde fast i vanebrydning og ændret tilgang. OgIMG_2051 det lykkedes ikke udelt. Væsentlige elementer af familielivet med kummefryseren og 8-17-arbejdet forblev uændret. Det betød blandt andet at løbe-turene blev puttet ind, hvor der var plads i programmet. En god halv time hist og pist. Typisk en tur omkring Egå Engsø tur retur eller et par runder i Risskov. Med fokus på at den næste tur skulle være 1 sekund hurtigere end den forrige. Altså fuld skrald!

Og min største udfordring forblev derfor irriterende skader i baglårene, som med jævne mellemrum tvang mig til at holde ufrivillige pauser, af ALT for lang varighed.

Altså to skridt frem, ét for noget med kosten og et for en ekstra løbetur squeez’et ind i programmet. Ét skridt tilbage for drilske baglår.

Jeg havde svært ved at knække koden på de væsentlige parametre i træningen. Og så forblev resultatet af træningen den samme. Sjovt nok!

Altså tre kvarter plus minus for en 10 kilometers tur og en halvmaraton på noget der ligner 1:45 plus minus.

 

To der hedder Rune.

Ændringen kom sammen med to der hedder Rune!

Rune Darling, som I kender alle sammen. (Rune D)

Rune Hansen. Min kollega. (Rune H)

Rune D krydsede min vej som løbetræner, og det var hos ham jeg hørte om ”løb langsomt” for alvor for første gang. Rune D sagde: Løb langsomt og længere to gange ugentligt og træn intervaller én gang ugentligt .

Jeg må indrømme at jeg var lidt skeptisk til at starte med. Jeg havde lidt svært ved at forene mig med laaaangsomt, på den måde som jeg brugte løb til afstresning og mental recovery.

Jeg kan ikke sætte ord på skepsissen i øvrigt, og resultatet blev, at jeg gav træningsprincippet plads sammen med kummefryseren og hverdagen!

Rune H er en super løber og han var villig til at indgå et væddemål om en burger på Sharks Diner i en dyst over de fem Dupont-løb henover foråret i 2015. En reel dyst ville aldrig blive spændende, så jeg fik mig forhandlet frem til et tidshandicap på 1 x den gennemsnitlige km-tid over 10 Km.

Jeg indlægger et mellemresultat fra Aarhus Motions Dupontløb 2015, runde I over 10 Km: 43:31 min.

10-øren faldt – laaangsomt.

Den første væsentlige ændring jeg noterede ved ”løb laaangsomt”, var at jeg havde betydeligt lettere ved at komme af sted på tur nr. 2 og 3, fordi jeg ikke oplevede smadrede ben, som jeg tidligere havde gjort.

Det siger måske sig selv, men ikke for mig. Jeg har altid været øm, når jeg har givet den fuld skrald på min Engsøen tur retur runde.

Ikke længere! Helt klart en win win, særligt i de mørke måneder, hvor vejret og lyset ikke altid er bedste motivatorer.

Intervaltræningen foregik i regi af Rune D, så min egen primære indsats blev at lære at løbe langsomt passet ind i ugeprogrammet efter interval træningen.

Det blev altså lettere at løse min del af opgaven med de to langsomme ture i løbet af en uge op til intervallerne. Jeg løb langsomt i stedet for hurtigt, og blev ude 20 minutter mere end sædvanligt til en start. Det virkede! Som en sidegevinst lod det sig gøre at løbe sammen med en helt masse mennesker der også havde lyttet til: løb laaangsomt!

Har man dyrket sport har man altid vidst at intervaltræning flytter på formen. Det er bare ikke altid let at få det ført ud i livet. Fælles intervaltræning sammen med Rune D løste den del af opgaven. Som en del af pakken introducerede Rune D mi for Virtual Partner funktionen i mit løbeur, som jeg aldrig havde brugt.

Ret hurtigt oplevede jeg, at jeg kunne flytte træningsmængden fra 20-22 km pr. uge til 30+ Km pr. uge. Væsentligst af alt, uden at ødelægge benene!

Bekendelsen.

Nu har jeg hængt i henover hele 2015 efter disse principper, og det virker altså!

Mest for sjov og for at prøve noget nyt, meldte jeg mig til Aarhus Nathalvmarathon i slutningen af oktober. Det var den samme weekend som Kim Larsen fyldte 70, og vi skiftede til vintertid.

Resultaterne på 10 Km var i mellemtiden blevet forbedret til 42:00 min., så jeg var lidt spændt på at se hvad tights’ene kunne holde til.

Jeg gik all in, og satte Virtual Partner til 4:26/km – nok til at sætte PR i min anden ungdom, og bestemt ambitiøst i forhold til at og ikke havde været hurtigere siden 1994.

Godt vejr, et par gode løbere at danne gruppe med og masser af Kim Larsen musik som energizer gav nogen ret gode mellemtider, og jeg satte lidt i banken hos Virtual Partner hele vejen uden at jeg følte mig brugt.

IMG_2049

Selvom klokken var ualmindeligt mange oplevede jeg de bedste ben længe, og tights’ene holdt sgu hele vejen: jeg var i mål på 1:32:42.

Tak for tips og tricks til Rune Darling.

Jeg må bekende kulør: Det virker, og jeg kan kun anbefale: løb laaaangsomt.

Efterskrift.

Og så var der lige ham der Rune H og væddemålet på Sharks Diner. Vi har skåret handicappet ned til det halve, og vi har været af sted på hans regning. Bedste 10 Km tid hedder nu 40.53 min. (og det er jeg bare rigtig godt tilfreds med!)

 

IMG_2044

K78 del 3 – tilmelding afsted

Oven på skuffelsen over ikke at få nummer i Berlin lodtrækningen, efterfulgt af frustration over et elendigt online system for selvsamme begivenhed som gjorde det noget nær umuligt at sikre sig en af de 1000 ekstra pladser der kostede 60 EUR mere (doneret til velgørenhed) trængte jeg til en opmuntring. Tilmeldingen til Swiss Alpine var åbnet et par dage forinden. 10 minutter senere stod mit navn på startlisten til k78 i 2016

 

Den var værre! Nu hvor tilmelding er sendt afsted (og 1200 kroner hævet på kortet!) bliver det ligesom lidt mere virkeligt. Jeg skal rent faktisk tilbagelægge 76 kilometer henover de schweiziske alper til sommer. No way back! Tid til at få gjort lidt status over hvordan træningen har forløbet indtil nu

 

Det der går godt

Siden mit seneste løb i medio oktober har fokus været på grundtræning. Det er gået godt. Jeg har fået implementeret et femte træningspas om ugen, og træner pt. knap 70 kilometer om ugen. Det foregår ved 2 ugentlige ture efter arbejde, 2 aftenture efter datteren er puttet, og en lang tur, søndag morgen/formiddag. Alt løbes indtil videre i det langsomme maffetone tempo (cirka!) Så langt så godt. Kroppen kan godt mærke træningen er øget, men ellers er det sådan set fint.

vinter5

 

Det der skal blive bedre

Min plan om 1-2 ugentlige styrke/core træning er røget fløjten. I arbejde/familie liv kabalen har det ikke endnu kunnet lade sig gøre at få den træning passet ind, når den ugentlige løbe mængde også skulle øges. Og da jeg i forvejen var afklaret med at styrketræningen var laveste prioritet, er det den der er droppet. Jeg regner dog fortsat med at få gang i den del af træningsprogrammet senere på vinteren eller i starten af foråret .

 

Kvalitet er endnu ikke introduceret. Jeg har endnu ikke løbet en eneste højdemeter, bortset fra en tur på løbebånd hvor der blev løbet 4-5 kilometer op af bakke. Min umiddelbare holdning som jeg ikke har noget belæg for men ufortrødent tror på alligevel, er at mængden er det vigtigste når man går fra at løbe marathon til at løbe ultra. Dernæst specifik træning i forhold til karakteren af løbet, i dette tilfælde højder. Og på en 3. plads kommer så core træning og generel styrketræning for at balancere kroppen. Så prioriteringen er dermed givet på forhånd i de næste par måneder: bevar og øg mængden yderligere, samt introducer 1-2 ugentlige kvalitetspas med tempo og højdemeter

 

En af mine strategier for at vænne min krop til at skulle kapere 76.1 kilometer i bjergene i Schweiz er at blive komfortabel med at løbe marathon distancen på trætte ben. Derfor skal der en gang om måneden tilbagelægges et marathon i en træningsuge der i forvejen er på mit peak niveau. Første gang dette skulle testes var i sidste uge, hvor Kalundborg Vinter Marathon skulle forceres, i en uge der ramte en mængde på 87 kilometer. Ud over at være kold og blæsende, er Kalundborg Vintermarathon også kendetegnet ved omkring 350 højdemeter. Tiden var sekundær, men da det jo ikke skulle gå helt i stå var der planer om 4.05 – 4.10.

vinter6

Løbet blev sat i gang i temperatur omkring frysepunktet og en frisk til hård vind. Ved den første tur op af bøgebakken skulle der løbes, på trods af at mange går. Her tager jeg så en mental note om at jeg skal træne mere bakkeløb. Pulsen kom hurtigt op og ringe på en stigning der vel er omkring 8-9 % (? – et gæt) Turen fortsætter nord for Kalundborg ud mod Røsnæs og Kallerup bakkerne. Den ene mindre stigning efter den anden, med gode nedløb. Jeg fik trænet at holde pulsen nogenlunde stabil og variere tempoet, roligt op af bakke og give den gas på nedløbene. En strid modvind rammer os omkring de 10 km og den varer ved de næste 4-5 kilometer.

vinter2

 

 

Derefter ind mod Kalundborg igen, og mod startstedet til runde 2. Der splittes i ca. 2.02, ganske perfekt i forhold til planen og kroppen føltes frisk. På anden runde går det stødt og stabilt. Jeg går op af bøgebakken men ellers forløber det udramatisk. Jeg er lidt træt i benene omkring de 30 kilometer men har masser af energi og ingen kriser. Ved 34 begynder det at sne, ved 36 sner det voldsomt og det motiverer jo til at komme hjem i mål. Jeg krydser målstregen i 4:04:49, tæt på lige split og egentlig med en god fornemmelse i kroppen.

vinter3

I skrivende stund, dagen efter løbet, har kroppen det faktisk ret godt. En vigtig træningsmilepæl er gennemført, 1 af en række der skal klares henover vinteren og foråret og som forhåbentlig skal munde ud i at jeg føler mig rigtig godt tilpas og klar til K78 – Swiss Alpine

Mig og min nye bibel…

imageDet er blevet mandag og benene er stadig lidt ømme efter gårsdagens lange tur på 15,4 km. Så dejligt at den i dag stod på en lille tur i et tempo hvor pulsen var lav. I dag hoppede jeg i mine Brooks Pure Cadence. Bruger som regel denne sko på mine korte ture. Turen i dag blev på en halv time og foregik i et tempo omkring 5:30-5:45 pr. km.

Og netop de varieret ture og tempos, er lige hvad Hechmann metoden drejer sig om. “Løb som eliten” er min nye bibel.

Tidligere løb jeg mine ture i et konstant tempo, hvor der blev ydet til det maksimale ved hver træningspas. Det er slut nu! Jeg har sat mig et mål for 2016, og det hedder at jeg skal blive en hurtigere løber, med fokus på halvmaraton distancen. Det skal bogen “Løb som eliten” hjælpe mig med. Hechmann metodens træningsfilosofi bygger på varieret træning med en lav samlet intensitet. Det er nøglen til at forbedre sig og skabe nye personlige rekorder. Det er i hvert fald det Claus Hechmann, bogens forfatter, skriver. Og det kommer trods alt fra en der til daglig træner nogle af Danmarks bedste løbere, så jeg er fortrøstningsfuld.

image

Jeg har netop afsluttet første uge med bogen og regner med at træne 3-4 gange i ugen. Jeg har fire måneder til første mission. Jeg har netop tilmeldt mig forårsløbet i Herning, hvor jeg løber halvmaraton. Et løb jeg ser meget frem til. For det første, bliver det første test, hvor jeg kan se om min nye træningsplan virker og for det andet var det ved dette løb at det hele startede sidste år. Siden er der løbet meget vand gennem åen og jeg har siden gennemført 2 halvmaratons mere samt et helmaraton. I 2016 kommer der endnu flere løb på mit CV og forhåbentlig også nogle nye rekorder.

Jeg vil løbende blogge om mine erfaringer med Hechmann metoden og mine generelle oplevelser som passioneret motionsløber.

/Morten

….Og vi har en overraskelse til sidst….

Hole skov trail marathon (HSTM) 9/1-2016.

 

Som en del af træningen op mod Trangrancanaria 4/3-2016 ligger der relativ meget træning her i januar. Noget der fungerer for mig når der skal trænes langt er, at tage ud til nye områder og løbe. I den forbindelse afholdes der efterhånden rigtig mange mindre cannonball løb, hvor der oftest er fokus på marathon distancen, men også med kortere distancer på programmet.

 

Stemningen til disse løb er unik. Mange kender hinanden og der er mere udpræget social stemning fremfor finpudset konkurrence. (Dermed slet ikke sagt, at der ikke går konkurrence i den når løbet sættes i gang.)

 

Tilfældig- og heldigvis faldt jeg i december over et link til et mindre løb, HSTM, på Fyn. Et rent trailløb med ca 1200 hm på marathondistancen. Perfekt tænkte jeg – skrev med arrangøren og kom med på et afbud.

 

Lørdag d 9/1 stod 15-20 løbere klar til start (lidt senere dukkede flere op til 25 km). Briefing gik i gang og der blev forklaret lidt om ruten. Denne bestod af omgange á 4.2 km som skulle gennemføres 10 gange. Lige inden mål skulle man over en rimelig giftig bakke, djævlebakken….2 gange….på hver omgang.  Som en sidste krølle på halen, blev det oplyst at arrangørerne havde en overraskelse til os alle på sidste omgang. Ca midtvejs skulle vi kort afvige fra ruten, klatre over en å på en voldsom glat træstamme, løbe lidt langs kanten af åen, for så til sidst at tæske tværs over åen. Fed lille gimmick 🙂

Det var koldt, omkring frysepunktet, så super mulighed for at få afprøvet en ny thermoregulerende svedundertrøje. Udenover havde jeg langærmet trøje samt en vindjakke. kompressionsstrømper samt thermobukser. (Ikke noget gore-tex). På fødderne de sædvanlige Brooks Pure Grit 3. Arrangøren havde skrevet at underlaget ville kræve medium greb. Tøjvalget sad lige i skabet denne dag 🙂

 

Kl 8.00 blev løbet sat i gang hvor første omgang foregik med pandelamperne på. Denne omgang blev for mit vedkommende brugt til at få gang i benene og løbe forkert et par gange. Ikke noget stort problem, var relativt hurtigt på sporet igen. Fra anden omgang tog løbet rigtig fat og ruten bed stille og roligt fra sig.

Det var en god blanding af opkørte og tilfrosne mtb spor. Korte passager med singletrack. Små bakker og til sidst, djævlebakken. Allerede fra anden omgang gik jeg på bakken, vandt ingenting ved at forsøge at løbe.

 

hstm4

 

Normalt er jeg ikke til de her “hamsterløb” med mange runder, men når man løber med sådan en samling af glade mennesker gør det ingenting. Selv da der på sjette omgang var lidt småkrise gik det ret hurtigt over, da der ofte var folk omkring én at snakke med. Fik overstået krisen hvorefter resten af løbet gik ganske godt. Havde ikke nogen nævneværdige udfald på mine omgangstider hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med.

På dagen tog jeg en gel samt en energibar. Derudover cola, slik og banan ved depotet. Kunne måske godt have taget at par gel´s mere, men synes ikke kroppen skreg så meget efter energi…Måske stadig noget julesul der skulle brændes af.

Havde set frem til vandpassagen 2 km før mål, og med tungen lige i munden kom jeg over og videre ind til mål. Tiden blev 4.23.

 

hstm7

 

Billede lånt af “The geek runner“. han er i skrivende stund ved at færdiggøre en film over løbet. Fedt.

 

Mega hyggelig stemning i målet hvor de fleste tog sig tid til at drikke en finisher øl efter de havde modtaget den kreative og unikke medalje. Der var både fra Mikkeler og Ugly duck brewing. Slet ikke så ringe for et løb med godt 30 deltagere.

 

Jeg kan varmt anbefale dette løb. Har sjældent set så vanvittig hype omkring “så lille” et løb. Kække bemærkninger er fløjet frem og tilbage på løbets facebook side både før og nu også efter løbet. For at komme med til løbet skal man enten inviteres eller forhøre sig hos løbets arrangør.

 

Håber at der næste år igen er plads i kalenderen til dette løb.

 

/ Dannie

 

hstm1

hstm2hstm3

100 Miles…I bjerge – not in a million years!

….min første tanke omkring ultratrailløb.  Mage til sindsforvirrede tosser skal jeg da lede længe efter. Hvad var det for en klovn, der sagde det kunne være sjovt at prøve? Hvorfor i det hele taget forsøge? Det kommer jo aldrig på tale og det er ikke menneskelig muligt. I hvert fald ikke for mig…

Spiren blev lagt for godt 3½ år siden umiddelbart efter jeg havde deltaget i mit første trail løb. Det var 16 km og jeg husker jeg var temmelig kvæstet efterfølgende. Men til gengæld et stort smil og med krop og sanser, der bare boblede over efter mere.

Mere af den totaloplevelse det er, at løbe i terræn, i naturen.  Hvor kunne jeg finde flere oplysninger omkring disse løb – youtube var svaret for mig. Der gik ikke længe inden jeg fandt en video fra et løb der hedder UTMB – Ultra Trail Mont Blanc. Jeg var solgt. Fuldstændig. Og fra da af vidste jeg, at jeg engang ville prøve at deltage i dette løb på. Var på det tidspunkt ikke helt inde i data omkring løbet – skulle vise sig at være godt 10 gange så langt og med voldsomt mange flere højdemeter.

 

ccc2

 

Jeg har siden mit første trailløb stille og roligt arbejdet distancerne op, deltaget i nogle fantastiske løb, og ser mig faktisk snart i stand til at komme i de sindsforvirrede tossers klub! 2016 skal være året hvor 100 miles i bjerge skal forsøges.

 

tgc1

 

Dette bliver omdrejningspunktet for min blog – altså vejen hen mod selve løbet. Jeg er allerede nu tilmeldt nogle rigtig spændende løb som forberedelse og disse har jeg tænkt at lave løbsberetninger fra. Det gælder selvfølgelig de store løb, men også de mindre cannonballs som også ligger i programmet.

 

Jeg glæder mig vildt til at komme i gang med løbeåret 2016 og ser frem til at dele op- og nedture med Jer 🙂

 

zug1

– man kan, hvad man vil og troen (på sig selv) kan flytte bjerge!

 

/ Dannie

 

2016 betyder nye udfordringer!

Godt nytår til alle læsere, jeg håber I er kommet rigtig godt ind i det nye år og er klar til de nye mål og udfordringer, som 2016 vil bringe. For mit vedkommende står den på debut i Ironman 70.3, nogle halvmaraton og 2x maraton og jeg glæder mig!

 


 

Så blev der omsider tid i kalenderen til endnu et blogindlæg. De sidste 2 måneder har været yderst travle med studie, fultidsarbejde og træning.  Pga. travlheden røg luften af ballonen og jeg blev slået omkuld d. 25/12. Om morgenen vågnede jeg og var forkølet, uden energi og med en begyndende hoste. Det var heldigvis bare en “weekend sygdom”. Min krop trængte simpelthen til hvile og hygge med familien, efter en periode med lidt for meget om ørerne. Dagene mellem jul og nytår blev derfor brugt på afslapning og hygge sammen med min familie og venner.

Som en opfølgning på mit sidste indlæg kan jeg fortælle, at min løbetræning går fremad. Mine nye løbesko Altra Paradigm (som jeg testede tidligere), er stadig helt fantastiske og jeg er meget begejstrede for deres pasform. De er hurtigt blevet mine foretrukne løbesko! Mit skinnebensbetændelse har dog drillet en del på det sidste ikke pga. skoene, men fordi jeg har været på vandreture, hvilket har fremprovokeret overbelastningsskaden igen. Det næste stykke tid bliver mit fokus derfor på svømmetræning, cykling samt styrketræning.

For at vende tilbage til problemet omkring skinnebensbetændelse (og andre overbelastningsskader), vil jeg igen opfordre alle læsere til, at blive mere bevidste om deres krop og de signaler den sender. Vær opmærksom på småskader og restituer inden de bliver til kroniske problemer! Ingen løbere er immune over for skader og ifølge en undersøgelse fra 2004, oplever op mod 70% af alle løbere en eller anden form for skade hvert år. Det kan derfor være en god idé, at få skaden checket af en fysioterapeut eller en anden kyndig, hvis du oplever, at det generer mere end en nagende ømhed.  Hvis din skade er opstået akut som eksempelvis en fibersprængning, vil jeg henvise til RICE metoden (Rest, Ice, Compression og Elevation) og vær opmærksom på, at du ikke går for hurtigt i gang igen. Hvis det er en overbelastningsskade kan du bruge samme metode, men kig samtidig på dit træningsprogram, din løbeteknik, dine sko og find årsagen til skadens opståen.

En af de træningsmetoder der har hjulpet min krop, til at blive stærkere er svømning. Før jeg startede med triatlon, sagde svømning mig ikke det store og det var mest noget, som jeg forbandt med en strandtur en varm sommerdag. Det gode ved svømning er, at man træner hele kroppen og samtidig skåner benene for de hårde ´stød´ som man oplever ved løb. Det er samtidig en af de bedste træningsformer når man døjer med skinnebensbetændelse, da benene ikke bliver belastet på samme måde.

Med 5 måneder til mit første triatlonstævne er jeg spændt på, om mine ben når at blive helt klar. Min kalender er (ligesom mange af jeres) spækket med stævner og løb som jeg nødigt vil gå glip af. Men hvis der er noget jeg har lært i løbet af de sidste 3-4 måneder så er det, at man ikke skal presse kroppen til mere end den kan klare. Måske ens stædighed og vilje kan klare presset, men hvis kroppen ikke kan følge med, så når man ikke ret langt.

 

God træning til jer alle derude og pas på jer selv 🙂

YES, jeg fik knækket koden til træning i ”mørketiden”: I am Born to Run!

Jeg havde virkelig gruet for, hvordan jeg skulle komme igennem november og december i ordentlig form. Jeg har lagt fra de bedste erfaring med at holde træningen ved lige i efteråret. Faktisk var det aldrig tidligere lykkedes for mig.

Så i år havde jeg lagt en plan: Tænk nu for pokker positivt og kom afsted på de dér træningsture! Hvor svært kan det være?? Med en skøn skøn solskinsfuld træningstur i Avoriaz i starten af november (se tidligere blogindlæg) var jeg helt klar på, at den kunne jeg da sagtens klare. Men jeg blev en del klogere, før det vendte og jeg fik knækket koden til at finde motivationen, glæden og ikke mindst overskuddet til at få trænet som jeg gerne ville.

Endnu en pandelampetur.

Endnu en pandelampetur.

Overskud til træning – eller mangel på samme – og prioritering af tid

Man kan meget med positive tanker, men man kan ikke finde mere end 24 timer pr. døgn. Og hvem dulen har lige fundet på, at man, oven i arbejde, unger, træning, et behov for at sove mindst 10-12 timer i døgnet (sådan føltes det i det mindste), har overskud til at mødes i den ene lad-og-sidde-sammen-og-jule-hygge-stund efter den anden? Personligt synes jeg ikke lige, at det er det bedste tidspunkt på året, at have overskud til at presse mere ind i sin hverdag, så jeg indså ret hurtigt: Jeg bliver simpelthen nød til at prioritere min tid benhårdt. Så jeg måtte finde noget at vælge fra:

  • Søvn. Jeg har bare et større søvnbehov om efteråret, og hvis det ikke passes, fungerer det hverken ordentligt på arbejde, med ungerne, eller med træningen, og jeg bliver i et rigtig træls humør. Og så er det også noget om, at manglende søvn i længere perioder kan betyde noget for udvikling af demens senere hen i livet. Så søvn var altså ikke noget, jeg ville skære ned på.
  • Tid med ungerne var også no-go.
  • Arbejdet var heller ikke en mulighed.

Så det efterlod knapperne ”træning” og ”alt det der julehyggehalløj”. Og her vandt min vedholdenhed og ”folk kan tænke hvad de vil – det føles rigtig for mig”-tankegang. Træningen skulle der IKKE skrues på. Så prisen blev diverse julehyggearrangement og julehyggeting. Så hermed en undskyldning til alle jer som ikke har modtaget julebolcher, julekager, julehilsner, julebesøg, osv. samme grad som tidligere år. Det føltes bare mest rigtig at komme ud og løbe :0).

Men mørket trak nu alligevel tænder ud, og jeg måtte frem med opfindsomheden

Nå, men jeg havde altså fået mine prioritering på plads og nogenlunde afstemt med omgivelserne, men alligevel slog hverdagen hårdt. Det gik ikke mange uger af november, før jeg simpelthen blev røvtræt af at se løbeverdenen igennem lyskeglen af en pandelampe! Jeg bor der, hvor gadelygterne aldrig når ud, og normalt holder jeg meget af at løbe i naturen. Og løb med pandelampe kan give nogle fede og næsten spooky oplevelser, så som at stå foran en oversvømmet sti, uden at kunne se hvor dybt og hvor langt oversvømmelsen rækker. Men når man dag efter dag (weekenden undtaget), kun ser det, der ligger inden for lyskeglen, bliver jeg altså noget umotiveret, og der røg lige lidt ture ind på tabskontoen. Så der måtte tænkes ud af boksen:

Der blev investeret i en løberygsæk, og der blev løbet ind og handle (med bonus, at det sætter en sund begrænsning på mængden af impulskøb) og pendlerløbet til/fra arbejde. Sidstnævnte kastede nogle fede solopgange af sig.

Solopgang over Århus Bugt.

Solopgang over Århus Bugt.

 

Et par arbejdsdage i Nordsjælland, udløste intervaltræning i frokostpausen med en flok seje kollegaer og aftenture i København ad gadelygte- og ikke mindst julebelyste gader.

Frokostintervaller med seje kollegaer.

Frokostintervaller med seje kollegaer.

 

Julelys i København.

Julelys i København.

Og så kan jeg simpelthen ikke få nok af, at opfordre alle i at finde fællesskaber til at løbe med. Jeg fik selskab på en af mine pendlerture, samt ikke mindst på langture i weekenderne. Og jeg må være ærlig: Der er nok et par ture jeg ikke var kommet på, hvis det ikke var for løbeaftaler! :0).

Fra Silkeborg til Ry i skønt selskab.

Fra Silkeborg til Ry i skønt selskab.

Men den største motivationsfaktor, viste sig at komme helt udefra: Running Wild december løbeudfordring, der helt simpelt gik ud på at løbe så mange km i december som muligt (eller bare lige lidt flere end dem der lå nærmest i udfordringen!). I løbet af november gik min optrapning af ugentlige km lidt i stå, men Running Wild udfordringen fik mig til at holde min træningsplan i december. Så den sidste uge i december, toppende jeg med 100 km på en uge!!!! Et mål jeg længe har ville nå :0) YES!

Betydningen af løb

Og så faldt det hele på plads for mig i juleferien. Jeg havde givet mig selv bogen Born to Run af Christopher McDougall, som alle taler så fantastisk om. Men ja-ja – så fantastisk er den vel heller ikke? Det tager jeg så i mig igen.

Aldrig har jeg læst en så motiverende bog, og den er gået lige i hjertet på mig. Den handler jo netop om det, jeg har fokus på: At hver tur skal have en værdi i sig selv, og glæden skal være det styrende. Ikke noget selvopofrende fis, der bare skal få dig til at nå et mål. Som beskrevet i bogen: “No wonder so many people hated running: if you thought it was only a means to an end – an investment in becoming faster, skinnier, richer – then why stick with it if you weren’t getting enough quo for your quid?”.

Nej, det handler jo netop om at være i løbet – være i nuet. Som beskrevet i et citat fra Ann Trason: ”Relax enough, and your body becomes so familiar with the cradle-rocking rhythm that you almost forget you’re moving. And once you break through to that soft half-levitating flow, that’s when the moonlight and champagne show up”.

Fokus

Så missionen med at føle indad og løbe efter lyst og finde glæden i løb er virkelig lykkedes og nu skal fokus holdes og jeg skal huske på, at det handler om glæde til løbet og glæde til livet! I am Born to Run :0).

Og nok også lige lidt fornuft, så jeg får forberedt mig ordentligt til VUMB ULTRA 70+ d. 6-7 februar. (Og ikke et ord til nogen om, at jeg lige nupper ½ maraton 2 uger før VUMB til SILVA Night Owl Trail (SNOT). Med dét race navn, blev jeg bare nød til at deltage :0)).