Februar…

Februar – når årets korteste måned føles så laaang…!

I skrivende stund er der 12dage og ca 10timer til starten går på Barcelona Maraton 2016. Jeg er blevet tildelt BiB/start nr 431 og en plads i den aller-forreste del af feltet.

Status efter Januar blev 201km og mentalt gjorde jeg mig klar til 10km ræs den første weekend i februar. Tirsdag har jeg fast fridag og det bliver fejret med intervaller på atletikanlægget i Slagelse. For at optimere min træning op til Barcelona, har jeg valgt også at holde fri om torsdagen og dér tage på de lange ture – i uge5 blev det til 32km på LSD-turen.
4. Afdeling af Herlufsholmløbet faldt i år sammen med Fastelavn og som far til 2 småbørn, valgte jeg mit ‘egotrip’ fra og slog katten af tønden istedet – havde til gengæld håbet at jeg havde kunne lave dobbel op på distancen på landevejen omkring hjemmet, men sådan gik det nu engang ikke.
Uge 6 og 7 gik med de sædvanlige fede intervaller omkring AT og LSD-ture på 36km om torsdagen. Medio februar landede min nye træningsko fra Tyskland og langturen d. 18/2 bar præg af at der blev løbet i en sko der ikke var ‘jogget til’ endnu – vabler og stigende irritation  over dét og den efterfølgende manglende rytme satte sit præg i kroppen og ikke mindst i hovedet.
Jeg træner minimum og i snit 3 gange pr. uge. Som det er nu, optil Barcelona, hedder det: intervaller tirsdag, LSD-tur torsdag og tempotur om søndagen. – Søndag d.21/2 knækkede jeg koden og fik snørret skoen korrekt, men havde da nået et nyt sæt vabler…
Uge 8 røg mit intervalpas i karambolage med svigerforældrenes kobberbryllup – havde som sådan tænk mig, bare at klare træningen om eftermiddagen, men blev overrumplet af træthed, snot og sygdom. Aflyst! Torsdag skulle der så kompenseres for den manglende træning fra tirsdag og jeg nuppede 35km – målsætningen lød på 15km i MP/Sub3-pace, men ovenpå 2dages sygdom blev det kun til 10, der var simpelthen ikke energi til mere. Søndag uge8 gik med at hente børn og hvile ovenpå fest…og træningspasset gled ud af kalenderen…
Alt i alt kom tælleren for februar op på 253km – det er det længste jeg har løbet siden april’15, hvor jeg rundede 281, og havde det ikke været for sygdom mm. havde jeg rundet 300km. Men når det er sagt, har jeg det ét eller andet sted godt med at havde mærket den modgang, både mht. helbredet og udstyret samt den spirende tvivl, der begyndte at opstå ovenpå nogle LSD-pas, hvor jeg ikke fandt den rytme og pace jeg havde satset på. Jeg begyndte at tvivle på om jeg når sub3 i Barcelona; “Skal jeg nøjedes med kun at angribe PR? Kan jeg overhovedet nå PR?…og hvorfor fanden løber du egentlig maraton Henrik?, det er jo pissekedeligt!” Negative tanker…jeg stod i en dal og skulle op igen, det nyttede ikke noget – og jeg rejser ikke til Barcelona for at trave igennem gaderne i en middelmådig tid, så længe kroppen er fit og klar til narrestreger.
– Jeg huskede på dé ord jeg har gjort til mit mantra; “Quitters never win – Winners never quit“, oprindeligt et citat af den legendariske Vince Lombardi – ham NFL-trofæet er opkaldt efter. For mig betyder de ord alt – jeg var begyndt at “quitte” i mit sind og jeg havde behov for nogle mentale spark. Gik heeelt tilbage til 2011-12 hvor jeg var helt ny i løb og på maraton distancen. Dengang løb jeg med iPod’en i ørerne og jeg mindes især én motivationstale som jeg lige har måtte lytte til et par gange her de seneste uger; “Pain is temporary“. Jeg mindedes de mange “grønne” løbere der på Facebook-forums spørger om hvorvidt de er klar eller ej, 2-3uger før deres store løb – og ikke mindst husker jeg de mange svar, om at de selfølgelig er klar og det bare er præstationsnerver..
Præstationsnerver eller ej; idag kom jeg afsted igen- dén skulle have éen over nakken. 16km @ 4″12/km i snit. Ikke kigge på uret, bare løbe og lade kroppen arbejde i højeste gear. Fedt!

Som jeg startede med at skrive er der nu 12dage og ca 9timer til starten går i Barcelona og den kommende uge står på intervaller omkring AT og MP, sidste LSD tur, en restitutionstur og en tempotur søndag – samlet bliver det nok små 100km inden der skal slappes 100% af, indhentes søvn og de forskellige depoter skal fyldes op i uge 10.

Februar har været lang mange km og en spirende tvivl der har spillet kispus med min hjerne. Jeg er en fighter – og véd at den der sveder til træning, bløder ikke i kamp (eller noget i den dur)….jeg er i al fald ved at være klar!

#QuittersNeverWinWinnersNeverQuit
/Henrik

Thy Trail Marathon 2016

Andet forsøg

Det var endnu en gang blevet tid til Thy Trail Marathon og mit andet forsøg på at gennemføre et marathon i Thy. Netop anden gang kom til at spille en stor rolle da jeg sidste år desværre måtte udgå ved depotet omkring de 33km med svære kramper i begge lægmuskler.

Selve løbet 

Thy Trail Marathon betegner sig som Danmarks barskeste marathon. Dette er en betegnelse der efter min mening flere grunde til.

  1. placeringen af løbet i Thy nationalpark, hvor en stor del af løbet foregår i sand og på små stier.
  2. tidspunktet for løbet som er placeret sidste weekend i februar hvor vejret spiller en stor rolle.
  3. ruten er udarbejdet således at den går gennem flere “vandpassager”, klitter, strand, singletrack, skovstier og grusveje.

Jeg syntes at betegnelsen er helt ok.

Beslutningen i 2015

Det er en stor beslutning at udgår fra et løb især hvis man er lidt stædig som jeg. Derfor vil jeg her opstille en række ting som jeg syntes man skal spørge sig om før man tager beslutningen.

  1. Kan jeg blive skadet af at løbe videre
  2. Kan jeg løbe videre
  3. Er smerten det værd? det er trods alt en hobby
  4. er det et nederlag at stoppe nu

Dette var nogle af de spørgsmål jeg rodede med inden jeg valgte at stoppe sidste år. Her følger nogle af de tanker jeg gjorde mig som jeg håber at du kan få gavn af.

Jeg havde som sagt store kramper som startede omkring 29km og enhver form for løb vil blive anstrengt.

Med hensyn til mine svar på spørgsmålene.

  1. skader er altid en mulighed og vil ikke blive mindre hvis kroppen tvinges til at løbe.
  2. der var stadig 11km i mål og jeg ville måske kunne gennemføre på viljen
  3. smerten var rimelig konstant og det ville være muligt at gå de sidste 11km, men jeg vurderede at det ikke var det værd
  4. jeg tænkte flere gange at det er ærgeligt at stoppe ved 31-32km når man er nået så langt. personligt kan de ses som et nederlag at man må erkende at man ikke kan gennemføre et løb, men på den anden side så jeg det som en styrke at jeg kunne vurdere at det ikke var et nederlag og det var det klogeste at stoppe nu..

Tanker efter løbet

efter jeg valgte at udgå fra løbet gik der mange tanker igennem mit hoved for at finde ud af hvorfor jeg følte at jeg ikke kunne gennemfører. træningen op til løbet havde ikke været optimal men jeg havde tidligere løbet et ultraløb med samme mængde træning og vurderede derfor at dette ikke var grunden. dette var mit første officelle marathonløb og i den forbindelse havde jeg set at der var flere depoter placeret på ruten og vurderede derfor at det ikke var nødvendigt at medbringe min egen energi. jeg havde valgt at løbe med min løbevest til opbevaring men taget blæren ud af den.

der er flere mulige grunde og jeg vil her liste nogle af dem.

  • mangel på energi. dette var efter min mening den primære grund til mine kramper. jeg har simpelthen ikke drukket og spist nok i depoterne og derfor var min muskler hårdere belastet da de ikke fik den energi de havde brug for.
  • en anden grund kunne også være den voldsomme afkøling af benene og specielt underbenene i vandpassagerne hvor man flere steder blev nødt til at gå i vand til knæerne over længere distance for at komme ud og prøve på at løbe hvor det føles som man løber på et par kødklumper man ikke kan mærke.
  • generelt bliver kroppen udsat for en stor kuldepåvirkning og med en kampvægt på ca 60kg kan det være svært at varme kroppen op igen.

Dette er efter min mening de primære grunde til at jeg fik de voldsomme kramper. Derfor er det altid vigtigt at stille dig selv en række spørgsmål inden du deltager i et løb

  • Hvordan er depoterne placeret og kan min krop arbejde med den energi der er i depoterne
  • Er jeg tilstrækkelig forberedt på de udfordringer som ruten giver
  • har jeg udstyret til at give mig en fordel i de udfordringer der er på ruten

Forberedelse

På baggrund af situationen fra 2015 og de opstillede spørgsmål valgte jeg at gå mere koncentreret til værks denne gang

  • da jeg vurdere at den primære grund til at jeg måtte stoppe var manglen på energi havde jeg valgt at jeg ville løbe med min løbevest og rigeligt med energi. dette vil give mig mulighed for at drikke og indtage energi når jeg ville.
  • med hensyn til forbredelse havde jeg valgt at løbe mere når det var koldt og uanset vejr for at forberede mig til løbet
  • omkring udstyr er det altid svært at finde ud af hvad der er nok. jeg valgte at satse mere på uld, da dette skulle være være varmt også når det bliver vådt. jeg havde købt teko uldløbestrømper og en Inov-8 Merino trøje

Selve løbet

Inden løbet

dagen for løbet kom og jeg stod op kl 5:45 for at have god tid før jeg skulle afsted til løbet. jeg spiste havregryn til morgenmad og fik en kop kaffe inden jeg tog løbetøj på.

dagens outfit var følgende

  • Brooks puregrit 3
  • teko uld løbestrømper
  • cep sleeves
  • ¾ fusion pocket tights
  • Inov-8 Merino zip trøje
  • Salomon vindtæt jakke
  • Grip grap handsker med luffefunktion
  • Inov-8 race elite løbevest
  • fusion hot buff

jeg kørte hjemmefra kl 6:30 og temperaturen var -3,5 grader og undervejs faldt temperaturen til -5 grader hvilket gjorde mig lidt ekstra bekymret omkring løbet. temperaturen steg til ca 3 grader da jeg ankom til klitmøller omkring kl 8:30. jeg fik hentet mit startnummer og gjorde mig klar til løbet. jeg valgte dog at skifte til lange fusion pocket tights. jeg pakkede min energi i vesten inden jeg gik i bussen som afgik kl 9 mod starten. vi ankom til starten og da vi kom ud af bussen kunne man mærke spændingen blandt løberne. kort før start var der en kort racebreifing inden vi blev sendt ud på ruten. vi fik blandt andet at vide at “hawet” var lukket og der var blandet modtagelse blandt løberne.

Løbet

starten gik og vi begav os ud på ruten. alle løbere virkede spændte og snakkede. der gik ikke lang tid inden vi kom til den første “vandpassage”. vandet var rigtig koldt og vi gik igennem og da vi kom ud var det rigtigt svært at få gang i fødderne igen. det følte som jeg havde to følelsesløse kødklumper som fødder og benene var rigtig kolde. der gik noget tid før jeg fik varmen igen. benene kom igang og jeg fulgte min energiplan med at indtage en gel for hver 5 km. de øvrige løbere var rigtig glad for at snakke undervejs og stemningen var afslappet. ruten gik igennem fantastisk natur og vejret var fantastisk så man glemmer hurtigt hvor ondt man har når naturen er sådan. vi kom til flere “vandpassager” og de næste var ikke så koldt som den første da man havde fået varme i benene. da vi kom til “lillehav” var situation dog lidt anderledes da vandstanden var lidt højere. jeg begav mig ud i vandet og det kom hurtigt op i nærheden af skidtet og blev rigtig koldt. der gik ikke lang tid før jeg var i til navlen og jeg gik meget forsigtigt for at ikke kom længere i. der var flere der trådte ved siden af “sporet” og kom længere i. vi kom ud af “lillehav” og det var svært at få gang i benene, men humøret var stadig højt blandt løberne.

der er stor forskel på løb som disse og flere af de tidligere jeg har deltaget i. der er et meget begrænset fokus på tiden i forhold til at gennemføre løbet. dette gør at der er mulighed for mere snak mellem løberne undervejs i løbet.

vi kom til flere mindre vandpassager undervejs krydret med klitter og singletrack.  vi nærmede os halvvejs hvor de hurtige havde mulighed for at komme i kontakt med ½marathon løberne. Men jeg var dog ikke i nærheden af at se dem og kom til halvvejspunktet efter ca 2½ time. jeg spiste lidt chips og chokolade i depot inden jeg begav mig ud på den sidste halvdel. Der var ca 2km på standen hvorefter vi havde en kort tur op i klitterne inden vi kom på stranden igen. benene var ved at være mærkede og den manglende træning viste sit ansigt. hastigheden blev sat ned g stranden hjalp med at trække kræfterne ud. jeg havde overhørt nogen der snakkede om at anden halvdel var den “nemme” del. Nu er der ikke noget der er nemt til Thy Trail Marathon, men jeg vil give dem ret i at denne del ikke var hel så hård som den første da der var færre vandpassager, men til gengæld var der mere strand. Jeg kæmpede med benene og kom til en anden løber der havde samme problem. jeg valgte at slutte mig til ham og vi snakkede hurtigt samme og der kom en rimelig rytme igang. vi var i tilsvarende situation med manglende træning og ømme ben og var derfor enige om at en løbemakker gavnede os begge. vi kom stødt derudaf og nærmede os depotet hvor jeg var stået af året før. vi kom hurtigt videre og kom til noget super singletrack gennem skoven og klitterne inden vi kom til fårefoldende hvor man løber ved siden af og i foldene med en del mudder og vand. denne del var rimelig kold og vi var glade da vi kom ud af det. naturen trak os stadigt videre og selv om kilometrene ikke kom så hurtigt som før bevægede vi skiftevis i gang og let løb. vi trak hinanden videre og skiftede til at trække og snakken gik fint gennem løbet. vi kom ud på de side 5 km og nærmede os målet. den sidste del skulle dog vise sig at bestå af en stor del stand hvor vi havde svært ved at finde et fast sted at løbe og vi gik derfor meget. der var rigtig hårdt at komme frem på stranden og man kunne se rigtig lang frem uden at kunne se til ende på løbet. vi havde et lang stykke på stranden inden vi havde et kort stykke i klitterne inden vi kom til det sidste stykke strand inden mål. det var rigtig hårdt at løbe og vi gik en stor del i håbet om at kunne løbe lidt til sidst. kort før mål kom der to piger ned på stranden og det var tydeligt at det lige skulle til at starte deres løb. De gik ved et vandløb og spurgte hvordan man kom videre og vi sagde at det var bare at løbe igennem da vi var våde og skoene var fyldte med sand. vores løb var ikke meget hurtigere end gang og der gik ikke længe inden de overhalede os uden vi havde nogen form for chance for at løbe i deres tempo. vi kunne skimte flagene ved mål og det gav lidt ekstra energi. vi luntede lidt afsted og vi nærmede os målet. vi forsøgte at sprinte i mål og i vores nuværende situation var det nærmere langsomt løb. vi krydsede mållinien og sluttiden blev 5 timer og 52 minutter. jeg var super glad for at jeg havde gennemført løbet og tiden var underordnet.

Efter løbet

Da vi mål takkede vi hinanden for løbet og selskabet. vi gik ind i Hummerhuset og så at vindertiden var 3 timer og 17 minutter hvilket var hurtigere end noget jeg nogenside kommer til at løbe. efter løbet gik jeg op for at få noget suppe inden jeg begav mig hjemad. Det var dejligt at sidde ned og få noget varmt. Jeg gik ud i bilen og skiftede tøj inden jeg kørte hjemad. 

Afslutning

Jeg var super glad for at jeg havde gennemført løbet og sidder nu et par dage efter løbet og reflektere. Der er flere ting flere ting jeg tager med fra dette løb og jeg håber at kunne give videre i denne fortælling.

  • Det er vigtigt at have forberedt sig på det løb man skal deltage i.
    • jeg var klar over at løbet ville være hårdt og havde derfor valgt at have egen energi med
  • Det er vigtigt at have et realistisk mål før løbet
    • Jeg havde bestemt at tiden var underordnet og kunne derfor løbe afslappet
  • Det er vigtigt at man har udstyret der er kan jeg hjælpe dig på vej
    • jeg havde satset på uld som ikke bliver kold når det bliver vådt. Dette vidste sig at være en rigtig god beslutning da fødderne hurtigt fik varmen igen efter vandpassagerne.

Afsluttende spørgsmål

  • Var det et godt løb
    • Når man sidder på den anden side var det et super godt løb selvom jeg var en smule utilfreds med mig selv flere gange undervejs
  • Vil jeg deltage igen
    • Jeg kan ikke afvise at jeg vil deltage igen og sidde klar vil tasterne når tilmeldingen åbner.
  • Var der noget jeg gerne ville have gjort anderledes
    • Jeg ville gerne have trænet noget mere op til løbet da jeg ikke har løbet mere end 80km i 2016 før løbet. Det er ikke tilstrækkeligt, men viljen kan gøre mere end man tror og det skal man altid huske.

Tak

Afslutningsvis skal der rettes en stor tak til arrangørene af løbet som har gjort et stort arbejde i at få lov til at gennemfører løbet i disse omgivelser. Der var intet at sætte på rutemarkering eller depoter.

Der skal også lyde en stor tak til min fundende løbemakker. Jeg ville ikke være kommet så godt igennem uden dig, jeg håber at vi ses til et andet løb.

Billeder

Lillehav venter

Lille hav

Stranden

strand

Havet efter mål (det er barskt)

PANO_20160227_163026

Startlinjen -hva laver jeg dog her?

 image

Startlinjen !

NÅ! Hva laver jeg her? Tjo det er nu måneders træning skal stå sin prøve. Jeg står her ved startlinjen og mærker efter. Jeg mærker efter om hvordan jeg har det. Jeg skal tisse. Ja det skal jeg jo altid når jeg står her. Jeg har lige tisset men skal tisse igen. Det må være mentalt.  Benene er sultne. De har været på nedtrapning den sidste uge. Jeg hader nedtrapning. Så kan jeg nemlig ikke gøre det som jeg holder så meget af, nemlig at løbe. Men nu er de sultne. De er sultne efter at komme ud og vise hvad de duer til. Jeg mærker efter. Alt er som det skal være. Jeg er klar. Klar til nedtælling. Og alligevel er der en del af mig som har lyst til at flygte. Flygte væk fra det her. Jeg er udemærket klar over hvad der skal ske lige om lidt. Kroppen skal ud og knokle. Men jeg ved godt at jeg ikke kan tilgive mig selv hvis jeg flygter. Jeg ved jo godt hvorfor jeg er her. Jeg er her blandt andet for at få de her forbandet endorfiner tilbage i kroppen. Det som jeg er så afhængig af. Jeg elsker at mærke dem strømme rundt i kroppen på mig.

Træning.

Jeg tænker tilbage. Tilbage på de sidste måneder. Ser tilbage på den udvikling min krop har været igennem. Formen er der hvor den skal være. Mange gode timers løb er tilbagelagt. Gode timer med løbevenner. Der har været de gode og sjove træningstur, men også de hårde opslidende træningsture som gav styrken til at modstå smerten og viljestyrke til at troppe op til næste træning.Og det er idag kroppen skal bevise hvad den duer til. Nogengange spørger jeg mig selv om hvad jeg løber fra. Jeg løber ikke fra noget men mod noget. Jeg løber henimod at blive en bedre, stærkere og bedre version af mig selv. En autentisk og robust udgave af den person jeg var. Det er det løb gør! Jeg lever et liv hvor jeg kan plukke fra alle hylder men alligevel er jeg bange for at blive rastløs og ikke slå til når det gælder. Og det gælder idag. Jeg står langt nede i feltet. Jeg skal ikke vinde. Selvom der er meget på spil. Det som er på spil er at et veloverstået løb giver mig selvværd og mod på at løbe endnu mere. Modstanderne er ikke løberne omkring mig. Modstanderen er løberen  indeni i mig selv. Det er her kampen kommer til at stå når starten går om lidt. Den mentale kamp. Der skal ikke så meget til at slå mig ud.  En anden løber som ikke viser hensyn. En for lang bakke. Et kedeligt løb. På den anden side er jeg også lynhurtigt tilbage mentalt. Et band på ruten. Et smil fra en medløber. Det gælder om at spille hinanden gode ude på ruten. Eller en sjov kommentar og jeg er tilbage med fornyet energi. Mit store ønske om indre udvikling er med til at vinde mine kampe over mig selv.

image

Aftaler.

Jeg plejer at stå her ved startlinjen og lave aftaler med mig selv. Første aftale er: det er et løb, så der løbes helevejen. Næste aftale: alt efter vejret aftaler jeg med mig selv hvor mange væske depoter skal besøges.  Sidste aftale er: løb som du aldrig har løbet før, men disponer rigtigt.

Starten går…

Nu nærmer starten sig. Vi står helt tæt. Der lugter af sved. Go stemning . Folk har forventninger og er spændte. Alle her ved hvad det drejer sig om. Alle ved at det ikke drejer sig om at vinde løbet, men at vinde over sig selv. Alle vil omskrive historien om sig selv. Skrive historien om, og forandre den historie der var skrevet igår om til den historie som bliver skrevet om lidt når starten går. Man kan mærke det store ønske om indre udvikling. Vi snakker bare ikke om det. Vi snakker mere om PR og kondital. Det kan vi forholde os til, det er konkret. Lige så konkret som vores arbejde, privatliv og kontoudtog. Det er håndgribeligt. Men løb indeholder bare så meget mere end de målbare resultater. Det er her ved startlinjen jeg filosofere over det mentale ved løbet men ved også godt at det hele resultere i et konkret målbart resultat. Nemlig tiden. Forbandet vigtig når man snakker med løbevenner? Ubetydelig når man snakker med dig selv og om hvorfor man løber. Det er ikke det målbare resultat som gør os til løbere. Vi er løbere fordi det giver en masse selvværd til at klare en hektisk hverdag. Og det er løb forbandet god til! Starten går afsted… Husk nu aftalerne!

 

 

Klog af skade – eller hvordan jeg kom igang med forfodsløb

Der er gået et år siden jeg skiftede, og jeg kan faktisk næsten ikke huske, at jeg har været “hæl” løber. Hvad jeg husker er, at min kone nævner for mig, at der er en fysioterapeut i Aarhus har oprettet et løbe hold, hvor man kan lære at løbe forfodsløb.

Jeg vidste ikke meget om fordfods- (eller fladfods eller hvad andre nu kalder det…) løb, ikke andet end, hvad jeg for et års tid forinden havde læst mig til i “Født til løb” af Christopher McDougal, og forsigtige søgninger på det altopslugende internet.

Jeg havde læst bogen, og var blevet overrasket, men havde så lagt den fra mig igen. Nu mente konen så, at “du har klaget lidt over knæet, siden du er blevet opereret i det, og er det her ikke noget af det, som du har ledt efter?”

Det var det måske nok, men jeg anede jo intet om forfodsløb. Jeg var glad for mit hællanding, og mine NB 1038 og 1040. De virkede for mig, og var det ikke bare fint nok?NB 1040

Hjælp til at komme i gang
Jeg var dog nysgerrig, og sendte en mail til fysioterapeuten, og om der stadig var plads på holdet. Jeg fik sporstrengs en mail retur, at der var masser af plads. Jeg skulle bare komme forbi til en 1 1/2 times løbeanalyse, og derefter ville der være fem gange teknik træning, hvis jeg var interesseret i at ændre min løbestil.

Puha, det vidste jeg jo ikke endnu, men jeg skrev tilbage, at det lød spændende, og jeg kunne da altid blive lidt klogere på det at løbe. Jeg havde haft de sædvanlige skader tidligere, og var også en enkelt gang blevet opereret i knæet, så hvad kunne der ske ved, at man besøgte en fysioterapeut, fik en omgang løbeanalyse og noget tekniktræning?

Hvad jeg ikke regnede med var, at hvis jeg ville lægge min løbestil fuldstændig om, så måtte jeg kun løbe 100 meter om dagen i starten. Man kan da ikke bare løbe 100 meter…eller kan man?

Jo det kunne man godt
Jeg havde mine dejlige og fantastiske NB 1040 neutrale løbesko med til fysioterapeuten, hun lyttede til mig, og kiggede på mine sko. Hun hørte på min (meget lange) fortælling omkring, hvordan jeg var blevet løber (bare rolig, den skal jeg nok kede jer med på et senere tidspunkt…). Hun spurgte ind til mine skader, og hvorfor jeg havde overvejet forfodsløb. Hun viste mig sine egne sko, en fivefinger, og jeg tænkte godt nok, at det var meget meget meget anderledes, end hvad jeg var vant til at løbe i.

Jeg fik dog også at vide, at det ikke var nødvendigt at skifte med det samme, hvis jeg ikke havde lyst, men at jeg kunne løbe på begge måder, hvis jeg ikke var helt klar til at skifte til en anden løbestil.  Fivefinger

MEEEEEEEn….

Tænkte jeg, hvis jeg skal prøve noget nyt, så skal jeg gå all inn. Så efter et besøg hos Keeprunning i Aarhus, så kom jeg hjem med to par nye løbe sko. En Fivefinger Bikila Evo (til korte ture) og en Skora Tempo (til de længere ture – troede jeg).

Det vil jeg fortælle mere om i mit næste indlæg, der kommer inden alt for længe, også lidt om, hvordan 100 meter blev til 65 km.

Hvad vil det sige at løbe langsomt?

At løbe langsomt var noget, jeg aldrig havde tænkt over før efteråret 2014. På det tidspunkt havde jeg pådraget mig en mindre skade i akillessenen, og venstre knæ, som ofte havde voldt mig problemer, var begyndt at vånde sig over de uvante, hårde intervalpas.

Den første, der anbefalede mig at sætte farten ned til træning, var min træner i RunningWild, Rune Darling. ”Det er faktisk utroligt, at du ikke er blevet mere skadet, end du er”, sagde han en dag, efter at jeg havde fortalt om, hvordan jeg – stærkt beruset af sommerens vægttab – havde kastet mig hovedkulds ud i større træningsvolumen og intensitet, rookie mistake #1.

Runes ord prentede sig i min bevidsthed, og da jeg lidt tid efter hørte den amerikanske løbecoach, læge og sangskriver Phil Maffetone advokere for præcis den samme langsomhed, tålmodighed og nænsomhed i træningen, var jeg solgt.

Langsomhedseksperimentet

Efter 14 dages løbepause, hvor akillessene-knasen stille og roligt gik i sig selv, løb jeg en formiddag en tur i Risskov. Skoven var stille og tyst – der var efterårskøligt, blade på stierne, smukke rødbrune farver, perfekt løbevejr. Men den her tur var noget specielt: Den var et løbemæssigt eksperiment.

Idéen var at løbe en lille tur så langsomt som overhovedet muligt.

Det vil sige: Hvor langsomt kan man løbe, uden at man ødelægger fornemmelsen af flow? Hvor langsomt kan man løbe, uden at løb bliver til gang? Hvor langsomt kan man løbe, uden at man mister den rytme og musikalitet, som for mig er en af de dejligste ting ved løb?

Nøglen, viste det sig, var mange, korte skridt – landinger tæt inde under kroppen. Jeg tænkte på det, min træner havde sagt: ”Forestil dig, at du lister som en kat. Forestil dig, at du går på gløder. Forestil dig, at du bevæger dig let hen over underlaget – næsten som om du ikke rører jorden”.

Flyder med som en vandmand

Jeg havde godt hørt om vigtigheden af en høj skridtfrekvens – de magiske 180 skridt i minuttet – men at prøve det i praksis og at sætte farten så meget ned var en helt ny måde at løbe på. Pludselig var det rolige tempo ikke tempo 5:00 eller 5:30 – det var snarere tempo 7:00; en skildepaddeagtig langsommelighed, eller måske mere præcist:

Som en vandmand. Sådan føltes det. En vandmand, der lader sig føre ind mod stranden af bølgerne. En gople, der mest af alt bare består af vand, og som driver gennem verden, gennem tiden, gennem universet. En organisme, der ikke kender ordet anstrengelse.

På vej op ad Djævlebakken – Risskovs kilometerlange, gruopvækkende helvedesstigning – hørte jeg skridt bag mig; et åndedræt, lettere forpustet. En gråhåret kvinde i starten af 60erne passerede mig – tung kadence og lidt rigeligt sul på sidebenene, men målrettet, bestemt, fræsende sig ind i bakken.

Og i det øjeblik åbenbaredes det nye træningsparadigme:

Ikke sætte efter. Ikke overhale. Ikke statuere et eksempel. Du løber i din egen lille tidslomme, i din egen pulszone, i din egen strøm af tanker, følelser, ilt, der transporteres. Du skal lytte til din krop, du skal løbe inden for dine egne grænser. Du skal ikke presse på, men nænsomt flyde som vandmanden gennem dine træningspas.

Et spørgsmål om tålmodighed

At give sig hen til langsomheden er sværere, end man tror; det tager tid at lystre dens ro og adstadighed – man skal vænne sig fra at tænke løb som en hastigt fremadskridende bevægelse til at forstå og nyde det som en næsten stillestående væren i verden; et dybt, uhørligt åndedræt; en uforceret bevægelse uden tanke på gps-ur og to-do-lister.

Men lidt efter lidt sætter rytmen sig i kroppen; at løbe langsomt bliver det, man bare gør, og man måber – lidt helligt – ved synet af stakåndede, oksende medmotionister.

Man læser med glæde om the 80/20 running principle og undres, da et nyt langsomhedsmanifest, Claus Hechmanns Løb som eliten, ser dagens lys og vækker en vis opstandelse:

Det, han prædiker, har vi, der går på gløder, vidst ganske længe.

Når vægttab bliver ens fjende, og løb tager overhånd.. DEL 1..

sunrise-running

Det bedste ved at løbe..

Det jeg elsker aller mest ved at løbe, er at tankerne altid bare får lov til at svæve.. Jeg får bearbejdet en masse ting, når jeg trækker i løbeskoene, tænkt en masse tanker, og drømt en masse drømme. Det er faktisk ligesom om at løb heler mig.. Kender i det?? Hvis jeg har meget om ørerne, snupper jeg ofte lige 10 km ekstra, fordi jeg tænker anderledes, når jeg løber, på en underlig måde løber jeg måske nogle gange FRA tankerne, som ville være anderledes tænkt, hvis de blev tænkt i sofaen.. Giver det mening??

Jeg tænker især tit tilbage på dengang hvor jeg var overvægtig.. Dengang hvor jeg ikke kunne snøre mine egne snørebånd, uden at pruste højt som en flodhest.. Og nu løber jeg de danske landeveje tynde.. Jeg tænker tilbage på en tid, hvor jeg måske ud ad til virkede glad, men hvor jeg inderst inde kæmpede en kamp med mig selv, og bestemt ikke var et lykkeligt menneske.. Måske fordi jeg ikke indså overvægten før jeg stod hos vægtkonsulenterne, den dag i Januar.. Jeg føler nogle gange at jeg har spildt en masse år af min ungdom, hvor man bør have en ung og flot krop, på at være for tyk.. Men på en underlig måde, ville jeg ikke have været kampen foruden (kunne nok godt ha undværet de adskillelige overflødelige kilo), men jeg ville ikke ha været den person jeg er i dag, hvis ikke det var for mit vægttab.. FOR JEG VED JEG KAN.. JEG KAN ALT DET JEG SÆTTER MIG FOR AT JEG SKAL..

untitled

Om det er at smide et par kilo, løbe et Marathon, eller lignende, så ved jeg at jeg kan presse min krop til det yderste, og at den vil gøre alt hvad den kan for ikke at bukke under, uanset hvordan jeg behandler den.. For jeg har ikke kun mishandlet min krop ved at overspise, men også ved at underspise og tvinge den til at klare adskillelige hårdt krævende løb, på et meget lavt kalorieindtag.. Ikke noget jeg er videre stolt af, men noget der har gjort mig så meget klogere på min krop, og på hvor stor en rolle kosten spiller, samt kostsammensætningen, når man er løber.

Dette indlæg bliver meget personligt for mig, og det har været svært at skrive og været længe undervejs. Det er tanker fra mit aller inderste, om kampen som overvægtig, at være på vej ind i en spiseforstyrrelse, og endeligt det der med at bede om hjælp. Her får i første del..

image1 (2)

Michael og Jeg, sommeren 2009, hvor vægten lå på 70 kilo ca.

Når mad bliver til en dårlig vane..

Ironisk nok tænkte jeg ALDRIG over hvad jeg spiste, da jeg var overvægtig. Jeg var ung og uovervindelig agtig, og tænkte aldrig på hvad der var godt eller skidt at spise. Jeg havde fået mig den der fantastisk lækre slanke kæreste, som jo åbenbart måtte være tilfreds med mit udseende. Vi var så unge, og i et meget seriøst forhold. 15 & 17 år, og hvad vi ikke kørte ind ad junck når vi var sammen.. Pizza, Chokolade, is, chips, slik, sodavand i litervis, og alt det der, som man slet ikke overvejer (når man er en foodaholic) er skidt for en.. Og masser af det.. Michael havde i sine unge dage svært ved at tage på, og kunne bare køre ind.. og jeg kørte med.. Når han kunne, kunne jeg vel også.. Det gik egentlig også fint nok (tror jeg), indtil jeg fik mit første arbejde i et cafeteria. Da jeg arbejdede i cafeteriaet mindes jeg, at jeg faktisk ALDRIG indtog et måltid når jeg var der.. Og på en måde var det også rigtig nok, for jeg sad aldrig ned og spiste aftensmad i arbejdstiden.. Men så gik man lige forbi slikket og hapsede lidt der, så var der en rest friturestegte kartoffelbåde tilbage, som jeg lige snupsede af, ti gange på sådan en vagt dyppet godt ned i salatmayoen.. Så drak jeg lige en halv liter cola, og skyllede den ned med en halv liter cokio.. Og som fyraftensbajer (øl og mig har aldrig været helt gode venner), smovsede jeg lige en isdessert, med flødeskum, chokoladesovs og vafler. Jeg arbejdede der, fra jeg var 15 til jeg var 18 år gammel (lige i den periode jeg ud fra billeder, kan se at min vægt eksploderede), og aldrig nogen sinde, på noget som helst tidspunkt, tænkte jeg over vægten.. Jeg stoppede ikke op og undrede mig over at min mor måtte lukke mine cowboy bukser, mens jeg lå på gulvet og holdt flæsket inde, så jeg da kunne se nogenlunde ud til aftenvagten. Tanken om overvægt strejfede mig ikke, når jeg igen igen, revnede et par af mine bukser, og min mor så venligt prøvede at få dem lappet, med verdens grimmeste blomsterlap, lige midt på måsen.. (ikke det fedeste som 17 årig, men men bukserne måtte jo bare være blevet møre.. )

a3d46d40-238a-4c46-8d27-ee3146d50f39_overvaegt

Når jeg så andre overvægtige på gaden, tænkte jeg ikke på, at jeg var en af DEM.. Jeg måtte erkende at jeg begyndte at have det lidt anstrengt ved at kigge mig selv i spejlet, og at jeg ikke var helt solgt, når Michael lagde sin hånd på min mave.. Faktisk tænkte jeg dengang, at det nok bare var fordi vi var ved at glide fra hinanden.. For vi kæmpede i 2004 hvor jeg var 17 & Michael var 19.. Den der sætning ”Man kan ikke elske et andet menneske, når man ikke elsker sig selv”, den er så sand og siger bare det hele.. Men lad mig lige fastslå, Michael har ALDRIG hentydet, sagt eller påpeget min vægt, på trods af en forholdsvis svær periode i vores forhold, da jeg var på mit største. Han har aldrig kommenteret at jeg spiste for meget, selvom jeg snildt kunne overspise ham med en halv bradepande lasagne og en liter is til dessert. Han har aldrig nævnt at jeg var doven (come on, det var jeg jo; lud doven.. At dyrke motion var kun noget jeg gjorde når jeg skulle besøge en veninde på 5. sal, og elevatoren var gået i stykker). Og hvor er jeg glad og taknemmelig for at han ikke sagde noget, for erkendelsen af at være overvægtig, den skal komme fra en selv.. Der hjælper bemærkninger fra ens nærmeste ikke det mindste.. Tværtimod sårer de mere end at gavne.. Jeg husker tydeligt et familiemedlem, der i efteråret 2004, påpegede at jeg da vidst var kommet mig lidt, og at jeg skulle passe på at hælen på min stiletter ikke Knak.. NØJ, hvor gjorde det ondt.. Jeg svælgede sorgerne i 3 flødeskumskager, og så blev det lagt ind bagerst i ”glemmebogen”.. Motivationen for at et vægttab skal lykkes, det skal komme helt inderst inde fra, for det er den motivation, det drive, der skal bære dig igennem, når det hele virker som noget rigtigt møg.. Det er nemlig de færreste der forstår hvad du går igennem, mm. De har været der selv.. Der er ikke mange der ved, hvor svært det er at ligge cola på hylden, når man har været dybt cola afhængig i mange år. Eller hvor mange tanker og spekulationer, man bruger op til fx en konfirmation, fordi man både skal have sundhed, til at gå op med at kunne hygge sig, uden at falde i og tage det dobbelte på igen.. (jeg medbragte ofte mad & dessert til mig selv, i den periode hvor jeg virkelig skulle tabe mig.. Jeg ville nemlig ikke mindes om hvad jeg gik glip af, fordi jeg var bange for at falde i)

chokoladefælden

Når den digitale badevægt tager over..

For da mit vægttab startede, så var der ingen vej tilbage.. Vægten skulle kun én vej, og det var NED.. At tage på igen, var ikke nogen mulighed for mig.. Og det tror jeg netop var fordi jeg tog beslutningen SELV.. Jeg kom selv frem til at jeg var for tyk.. jeg var så topmotiveret den dag i Januar, og inderst inde vidste jeg at det nok skulle lykkes, for alt andet ville bare ikke være en vej for mig.

Jeg tabte mig 25 kilo udelukkende ved hjælp af vægtkonsulenterne.. Der stoppede jeg så efter et halvt års tid, fordi jeg følte at jeg magtede opgaven selv. Fra 75 kilo og ned til 70, de kom stille og roligt af sig selv, efter jeg havde fået en ide om kost, og var begyndt at jogge lidt i ny og næ, uden at være ved at dø efterfølgende.. Michael var i militæret, og jeg arbejdede bare rigtig rigtig meget, så stille og roligt sneg vægten sig ned på 68, og hold op hvor var det en sejr.. ENDELIG vejede jeg nemlig mindre end Michael.. YAY!!! Det er det fedeste at veje mindre end ens mand.. Der er ikke noget så demotiverende, som kvinde (i mine øjne), end at veje 1/3 mere end ens mand.. Så ryger illusionen om at han bare tager og svinger dig rundt, som et yndigt lille nips, ligesom!!! Jeg begyndte at lave små aftaler med mig selv..  bla. at hver gang jeg rundede 70 kilo, så var det med at gå kosten efter i sømmene igen..

arsager-til-overvægt

Og så kom angsten for at tage på igen..

Og det var sådan at vægten blev til en dyb afhængighed hos mig.. Vægten bestemte simpelthen hvilket humør jeg skulle være i.. 68,2 mandag, JUBIII, det bliver en fed uge.. 68,9 onsdag, arg, det bliver bare verdens værste uge, alt ramler, og jeg bliver tyk igen.. Sådan levede jeg mange år. Uden at jeg nogensinde har fortalt det til nogen, så kunne jeg snildt veje mig op til 3 gange om dagen.. Og gerne på andres vægte også.. Hvis jeg ikke havde nået at veje mig om morgenen, kunne jeg få helt koldsved på panden af bare stress over, hvornår jeg mon kunne veje mig igen. Det var på dette tidspunkt at jeg udviklede en frygt for at tage på igen.. En frygt der stadig bor i mig.. En frygt du kun forstår, hvis du har været overvægtigt og tabt dig.. En frygt min bedre halvdel, min familie & mine venner, aldrig vil kunne sætte sig ind i.. En frygt der gjorde, at jeg på et tidspunkt ramte muren og måtte bede om hjælp.. (fortsættelse følger i del 2)

NB:

Jeg er netop vendt hjem fra et hårdt intervaltræningspas, og skulle have noget at spise med mig videre på farten.. Her er der to stk quinoagalleter, smurt med peanutbutter og skiver af dadler, smækket sammen som en mad.. Prøv det, det er VIRKELIG GODT!!!!

 

 

Hvorfor løbe i klub? Alternativet er at løbe alene

Løb alene… eller i klub

Det store spørgsmål. Skal man løbe alene eller i klub. Svaret er at det må være individuelt. Vi er forskellige allesammen og har forskellige behov. Fælles er dog at det er løbet det drejer sig om. Løb er meget konkret og visuelt. Noget som er tilgængeligt nu og her. Målet for løb er ens uanset om man løber alene eller i klub. Det drejer sig om at få rørt sig, at få pulsen op, få arbejdet med hjertet. Men derudover gælder det om det som løb gør ved hjernen. Løb nulstiller hjernen! Løb gør dig autentisk, giver selvværd og booster dig til at kunne mere i hverdagen.

Jeg løber fordi jeg har truffet et valg. Et valg om at prioritere løb, uanset. Mange siger til mig at de ikke har tid. Det passer ikke, de har bare valgt ikke at prioritere.  Jeg løber når jeg er glad og ked af det. Jeg løber når jeg er positiv og negativ. Jeg løber i skoven, i byen, på stier og på asfalt. Det gør ikke så meget bare jeg løber. Jeg løber i sol og regn. Jeg løber i sne og blæst. Vejret betyder noget inden løb og indtil man er varmet op. Herefter betyder vejret ikke så meget mere, så er det løbet som betyder noget.

image

Foto fra Fyens.dk

Løb i klub

Jeg har de sidste 5 år løbet i en stor klub i Odense. Grunden til at jeg ønskede klub var at jeg ikke følte at jeg blev bedre eller udfordret. Da jeg startede i klubben kunne jeg løbe 10 km og havde et ønske om at løbe en halvmarathon. Jeg havde svært ved at motivere mig til at løbe længere distancer selv. Så de forventninger jeg havde til klubben var at jeg gerne ville løbe længere, hurtigere, blive presset mere og så at få noget socialt ud af en enorm individuel motionsform, skulle man umiddelbart tro. Men jeg blev klogere. For ud af alle de forventninger som jeg har til klubben idag så er det bestemt den sociale del som er vigtig for mig idag.

Den sociale klub

Det sociale giver mig lysten til at løbe i al slags vejr. For i klubben kan vi brokke os enormt meget over vejret men det er sjældent grunden til at blive hjemme.  Hvis jeg har en anden aftale bliver jeg væk fra klubben, men aldrig pga vejret. Man kan løbe i al slags vejr. Hvis det er glat finder vi altid en sti som er ryddet. Så løber vi måske ikke så langt. Men vi kom afsted.

Jeg ville også gerne løbe hurtigere og længere. Måske jeg lige skal forklare hvordan træning i en klub fungerer. Der er frontløbere som løber i tempo4:30 og op til ca 7:00 min/ km. Her vælger man den gruppe som passer en. Her løber man i grupper på ca 10-20 løbere. Frontløberen bestemmer tempoet. Træningsformen er opbygget på 3 ugentlige træningspas. Fartleg/interval, hurtig varighedsløb og Lang langsomt løb.

Og nogen dage har jeg benene til at ligge oppe foran i gruppen og snakke. Andre dage ligger jeg nede bagved og lider. Det er her jeg synes jeg får en rigtig go træning. De dage hvor jeg må slide for at følge med. Det er her det er svært at holde humøret højt. Det er her man kigger på sit ur og mener bestemt at tempoet er for højt idag. Men som regel er det dårlige ben, dårlig kondition og dårlig dag som gør at man ligger nede bagved og roder rundt.

Sammen med mine klubkammerater sætter jeg mål, træner, drømmer, presser, føler glæde, møder modstand og fejrer succeser. Det her jeg graver mit opbygget selvværd frem. Det giver mig styrke til at være en del af en klub. Det her jeg kan være autentisk. Her jeg kan være den bedste version af mig  selv. Her jeg kan omskrive historien om mig selv.

 

image

Ud af døren

Men uanset hvor god eller dårlig form man er i så vil det altid være en stor beslutning at komme afsted. Ud at løbe. Uanset om man løber alene eller i klub. Selvom løb er så konkret vil hjernen altid stritte imod. Den vil altid synes at sofaen er det mindst belastende for kroppen. Klubben hjælper mig altid med at komme afsted. Der venter nogen på en. Jeg kan ikke sidde på sofaen og vide at der løbes i klubben. Min samvittighed vil ikke tillade det.

Jeg skylder løb så meget. Løb har gjort så meget for mig og for den person jeg er. Og jeg kan ikke gøre gengæld selvom jeg gerne vil. En måde at gøre gengæld på er at være i en klub. Dele sine oplevelser med andre. Gøre gengæld over for klubben ved at være frontløber, vejviser ved løb eller hvor man nu kan hjælpe. Dejligt at kunne give igen. En anden måde er ved at skrive disse blog indlæg. Kan jeg bare få en sofarytter op af sofaen og ud at løbe. Vil det være en stor sejr for mig. Fordi løb har gjort så meget for mig, at jeg ved at det kan hjælpe mange andre også.

Jeg er nemlig løber med stort L. Jeg har meget at takke min klub og løb for. Tak for det store selvværd. Tak for at kunne omskrive historien om mig selv. Og tak for evnen til at være autentisk.

“Uden mad og drikke…”

Har du også ambitioner med din løbetræning? For at have den rette energi og kunne yde det maksimale, er ernæringen en vigtig brik i enhver løbers træningsplan.

 


 

Løb er i sandhed en helt fantastisk sport – det giver os en mulighed for at udfordre os selv og sætte konkrete mål, som vi kan stræbe efter. Hvad der for mig startede som konditionstræning for at kunne spille håndbold på højt plan, endte med at blive et livsmål og udviklede sig til min nye passion for triatlon.

For at blive en god løber, skal man bruge rigtig mange timer i løbeskoene, hvor man kan udvikle sig og med tiden udvide sine mål, hvad end det gælder et hurtigere pace, en større distance, eller måske noget helt tredje. Det utrolige er dog, hvor lidt tid og energi der bliver brugt på at finde den rette ernæring. Der er selvfølgelig forskel på, om man er motionist der løbe 2-3 km. et par gange i ugen, om man løber halvmaraton, maraton eller er en del af eliten.

Mad er energi og hvis vi ikke fylder kroppen med den rette ernæring, i de rette mængder og på de rigtige tidspunkter, kan det næsten være ligegyldigt, hvor ofte og intenst vi træner. Det kan derfor være en god idé for langt de fleste løbere, som dyrker regelmæssig motion og presser kroppen at lave en ernæringsplan, eller i hvert fald gøre sig nogle tanker omkring, hvilken ´benzin´ kroppen har brug for. Jo mere seriøs man er omkring sin sport, jo vigtigere og mere afgørende er det, at have en god ernæringsplan som er tilpasset ens træningsmængde.

Der er myriader af spørgsmål omkring kost til vores sport på tværs af alle niveauer. Man kan Google sig til rigtig meget og finde ekspertviden i bøger, men som jeg ofte hører, kan det være uoverskueligt for folk at finde rundt i de mange kostvejledninger og være vedvarende med sin ernæringsplan. Jeg er selv ekstremt dårlig til, at holde mig til én bestemt kostplan og jeg spiser for det meste de ting, som jeg lige har lyst til. Når jeg kigger tilbage i tiden, kan jeg dog tydelig se forskel på mit præstationsniveau og den mad jeg har indtaget i perioden op til.

Til triatlonstævner og længere løb snakker man ofte om den berømte og frygtede ”mur”, de fleste har formentlig hørt om den eller mødt den selv. Muren er det tidspunkt hvor kroppen går i strejke, men hjernen vil fortsætte. De fleste møder muren, når kroppens energiniveau/brændstof er udtømt og der ikke er mere at tære af. Det er derfor vigtigt, at man til et længere løb fylder kroppen op både før og under, så man undgår at gå kold. Menneskers kroppe kan opbevare ca. 2000 kalorier i form af kulhydrater, det svarer til ca. 30-35 km. løb og det er altså hér, at de fleste oplever at gå kold. Så hvis du eksempelvis skal løbe et marathon, kan det være godt at have overstående i bagtankerne og sørge for, at have energi med til hele løbet.

Også efter et længere træningspas eller en konkurrence er det vigtigt med den rette ernæring. Her skal man tænke på  det ”anabolske vindue” – den tid hvor kroppen er mest modtagelig for kulhydrater og protein. Kulhydrater og protein er gode, da de fylder kroppens energidepoter op og hjælper med at genopbygge kroppens nedbrudte muskler. Når depoterne skal fyldes op efter et hårdt løb, er det vigtigt at man indtager produkter med et lavt fedtindhold, da fedt har en dårlig indflydelse på fordøjelsen. Efter træning er det vigtigt med en hurtig fordøjelse, som fører til en hurtig optagelse af næringsstoffer og dermed fører til en hurtig restitution.

 

For at finde meget mere inspiration og vejledning til din kost, vil jeg igen henvise til internettet eller de mange fagbøger der findes på området. Personligt er min favorit ”Spis – triatlons fjerde disciplin” af Tom Holland og Amy Goodson. Bogen er en guide til ernæring for triatleter, men som løber kan man også få stor gavn af at læse den 🙂

 

mig..2    

Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben – The Movie

Så kom den.

Filmen I alle har ventet på.

IMG_2561

 

Dette indlæg er derfor en opfølgning på mit sidste ved titlen “Krigskorrespodent i “Sibirien” med skarpladte våben”.

Dette er nemlig filmen bag indlægget.

Herunder er linket til filmen samt et link til “historien”.

Selve “historien”: http://runningblogs.dk/krigskorrespodent-i-sibirien-med-skarptladte-vaaben/

Filmen: https://youtu.be/i7R-Oj7-el0

 

Denne film kan desværre ikke ses på mobiltelefoner – uanset mærke eller styresystem – ej heller på ipads eller lignende.

Dette er ikke noget jeg har bestemt eller indstillet den til.

Men er besluttet af youtube.

Dog virker den perfekt almindelige computere.

Her kan de også nydes på en stor skærm 🙂

 

God fornøjelse.

Og smid gerne en kommentar herunder.

 

Her kan du se de andre film jeg har lavet.

Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.00 Skærmbillede 2016-02-18 kl. 20.14.13

 

TheGeekRunnerwhite

 

God ernæring for løbere – er hvad brændstof er for en racerbil

Hvem er den nye blogger? 

Mit allerførste indlæg i denne bloggerverden – jeg hedder Tanja er uddannet PBA. Ernæring og sundhed, fitness instruktør og har Diploma in sports nutrition og personal nutrition. Jeg har de seneste mange år løbet kontinuerligt, og sidste år deltog jeg i Berlin Marathon, og kunne ikke få armene ned derefter, så nu kører vi på til Frankfurt Marathon 2016 😃

Ernæring er vejen frem 
Mine blogindlæg vil primært dreje sig om ernæring til løb – før, under, efter og imellem løbepassene. For ernæring er faktisk også ganske essentiel, når man snakker løb, og specielt når man dedikerer 1-2-3-4 timer eller mere dagligt i løbeskoene.
For hvad gør egentlig, at vi præstere godt, restituere godt og når vores mål – jamen jo, det gør vores mindset i hovedet, men ernæringen er en ret væsentlig faktor i dette.

En racerbil uden brændstof 
Men hvorfor er kosten så egentlig vigtig i forhold til løb? – når vi løber (og træner i det hele taget) bruger kroppen mange ressourcer på at holde sig igang, og en god sportsernæring vil derfor kunne være med til at optimere sportspræstationen, reducere skader, styrket immunsystem og stærkere psykisk præstation.
Derfor er ernæring og noget man skal have i baghovedet når man både skal i løbekonkurrencer, men også på daglig træningsbasis. Tænk evt. på det som en racerbil – ville man lade den køre uden brændstof eller evt. med det forkerte brændstof? Det ville man formentlig ikke 😉

DDV-metoden – og hvordan bruger jeg løb?

Indenfor løb findes der utallige måder og træne på. Videnskaben ift. træning indenfor løb skifter, ligesom det gør indenfor alt muligt andet. Fx er det jo ikke mange år siden, at intervaltræning var det helt store, hvor det nu er slow-running, som fx Claus Hechmann er fortaler for, som er det nye sort.

 

Jeg har efterhånden prøvet flere forskellige træningsmetoder. Jeg har løbet hårde intervaller, jeg har løbet lange monotome ture i både højt og lavt tempo, jeg har prøvet Hechmann, jeg har haft en personlig løbetræner tilknyttet til og coache mig og jeg har været medlem i en løbeklub med tilhørende løbetrænere. Fælles for de fleste metoder jeg har prøvet er, at det ikke rigtigt virker for mig.
Det er vigtigt og sige, at jeg ved de forskellige ting virker for mange mennesker, og helt grundlæggende, er det op til hver enkelt og træne efter den metode de ønsker – det skal der ikke herske tvivl om. Det er ikke op til mig, at fortælle eller belære andre om deres måde og løbe på, det har jeg slet ikke de faglige kompetencer til. Uanset hvilket niveau man er på, så er det bare min påstand, at det skal være sjovt og man skal finde motivationen til og løbe ud fra de præmisser man selv ønsker.

DSC_0979

Jeg ser dog hos mange, at fx Hechmann’s metode virker på utroligt mange løbere, som virkelig forbedrer sig og flytter sig og løber både længere og hurtigere.

Men for mig duer det ikke mentalt, da det keder mig. Hvis jeg slavisk fulgte programmet i en periode, som han anbefaler i sin bog, ville jeg sikkert nok flytte mig fysisk og få nogle forberede tider.

Det er bare ikke det jeg vil, og det er ikke det jeg har brug for.

 

Løb er for mig en lidenskab, som jeg hverken kan eller vil sætte i en kasse eller et fast struktureret træningsprogram, for så mister jeg lynhurtigt motivationen.

Misforstå mig ikke, jeg har også et program, som jeg mere eller mindre følger, men det er hovedsageligt ud fra DDV-metoden, som jeg selv har opfundet. Det står for Det Der Virker, og er min helt egen og personlige måde og løbe på.

 

Som udgangspunkt har jeg kun struktureret tiden jeg skal løbe. Fx kan jeg have planlagt, at jeg vil løbe 60 minutter mandag, ingenting tirsdag, 30 minutter onsdag, 90 minutter torsdag osv. osv. Men der er ingen plan mht. tempo eller distance, det mærker jeg når jeg først er kommet afsted. Hvis jeg en dag har planlagt og løbe 30 minutter, men bare har lyst til og løbe længere, så gør jeg dét, ligesom en planlagt tur på 90 minutter, i stedet kan blive til 40 minutter i stedet, fordi jeg er for træt eller bare ikke gider mere.

IMG_4257

Mit formål med løb har ændret sig med tiden.

Da jeg startede med og løbe og formen efterhånden havde nået et acceptabelt niveau, ville jeg hele tiden løbe både hurtigere og længere. Jeg havde altså hele tiden nogle meget målbare og specifikke mål med løb og løb blev decideret løbe-TRÆNING, frem mod de mål.

Det fik jeg både fysiske skader af, men jeg kom også til og føle det som en sur pligt til sidst. Da jeg desuden aldrig nogensinde har været i nærheden af og kunne vinde hverken 5, 10, 15, halvmaraton eller helmaratonløb, så gav det ligesom ikke rigtig nogen mening for mig og ligge og træne som en sindssyg, for og blive nummer 143 i et halvmaraton…

 

Derfor slog jeg for 2 års tid siden over til, at jeg ville genfinde den ægte glæde ved det og kunne løbe en tur igen. Det skulle først og fremmest være sjovt, og jo, det måtte da gerne være hårdt ind imellem, men så skulle det være fordi jeg havde lyst til det og ikke fordi én eller anden træner havde beordret mig til og skulle løbe mig selv i knæ den dag. Jeg elsker de gange, hvor jeg virkelig får banket benene igennem via nogle jernhårde intervaller eller en super lang tur i jævnt tempo. Men kun når jeg selv har lyst til det.
Når jeg deltager i et motionsløb, kan jeg dog ikke lade være med og slå over i race-mode, så snart jeg ser en målstreg. Jeg vil stadig gerne løbe så hurtigt som muligt til konkurrencer, men nu handler det om kampen mod mig selv og ikke de andre.

Hvad bruger jeg løb til nu?

Jeg bruger nu løb, både til træning ifb. med min øvrige triatlontræning, men faktisk i endnu højere grad, som en form for adspredelse. En måde hvorpå jeg kan få tømt hovedet for tanker om arbejdet, parforholdet o.lign. Jeg kan få vendt utroligt mange ting med mig selv på fx 10 kilometers penge. Jeg kan bruge det når jeg er rastløs, når jeg er træt og muggen og når jeg bare skal slå noget tid ihjel. Der er intet bedre og løbe en tur i lækkert vejr, hvor man bare glemmer tid og sted og bare nyder naturen og bare løber.

IMG_4243

 

Jeg bruger det også til og prøve lidt nyt ind i mellem, der er jo masser af forskellige typer motionsløb. Både helt almindelige løb på asfalt, men også trailløb har så småt fanget min interesse. Derudover øver jeg mig i og prøve og skifte løbestil til og lande på mellemfoden fremfor den gode gamle hællanding. Det er svært og det tager tid, men det er blevet bedre, men der er stadig lang vej endnu.

Jeg bruger det selvfølgelig også til og holde mig i form, hvilket jo var på den måde det hele startede på, så på den måde er det også en stor årsag til jeg sørger for og røre mig, at jeg ikke vil være ligeså tyk, som jeg var tilbage da jeg startede.
Jeg kan være social og løbe sammen med andre, deltage i store og små motionsløb, jeg kan få alenetid når jeg er træt af familien derhjemme og jeg kan følge med i venner og bekendtes udvikling og konkurrere på vores eget niveau gennem diverse udfordringer via teknologiske og elektroniske platforme. Derudover bruger jeg de sociale medier til og følge folk jeg enten har mødt gennem disse, eller ikke kender i virkeligheden, hvilket inspirerer mig utroligt meget. Både folk som er uendeligt meget bedre løbere end jeg selv, men også nybegynderes kamp mod og nå deres næste og (måske) første mål. Dét syntes jeg er fedt.

6ff174a2-dffa-4870-9460-e76668a19918_colourbox5052159

 

Running Free – video

Running Free er en kort video med billeder fra forskellige trails omkring i Danmark, blandt andet Bornholm, Marselisborgskoven i Aarhus og nationalparken i Thy. Formålet med videoen er blot at motivere og underholde – Enjoy (:

   Running Free – video   

At finde sin egen stil.

En typisk uge for mig står, som tidligere nævnt, gerne på ca. 40 km i skoene. 4 af ugens 5 arbejdsdage er jeg på arbejde fra 8 om morgenen til tidligst 16, og jeg bliver med statsgaranti ikke populær, hvis jeg kommer hjem der, tager løbetøj på og snupper en times løbetur. Allerhelst ville jeg stå op kl. 5-6 stykker, løbe en times tid og komme hjem til et sovende hus. Desværre er min virkelighed bare. at mine unger vågner ustyrlig tidligt, og min kone gerne lejlighedsvis vil sove længere end til 5.30. Så det er sjældent det lader sig gøre.

Indtil for et par år siden, havde jeg mere fleksibilitet i mit job og kunne løbe om formiddagen og arbejde hjemmefra om aftenen. Dengang var ugens længste tur 10-12 km. Den lå, set i bakskejlet, lidt underligt lørdag formiddag hvor hele familien havde fri, mens mine formiddage alene blev brugt på 2 ugentlige småture på 5-7 km. Dengang var mit løb dog, om muligt, endnu mere ustruktureret end nu. Alle ture blev løbet på 100%, da jeg havde et konstant fokus på at forbedre min tid nu og her. Det forsagede ligeledes, at jeg rendte rundt med noget der lignede kronisk skinnebensbetændelse. Det stod på i 6 måneders tid, indtil jeg satte mig for at finde ud af, om jeg mon ikke kunne finde på en smartere måde at gøre det på. Dusinvis af løbeblogs, hjemmesider, undersøgelser og andet blev studeret, og jeg endte egentlig mest af alt godt forvirret over råd der strittede i alle retninger. Ved et rent tilfælde stødte jeg på Christopher McDougall’s bog Born To Run, og blev straks fascineret af tanken om at løbe som en tarahumara. Umiddelbart er der dog ikke meget tarahumara over mig, så i mine tanker ville jeg ende op som den danske Caballo Blanco. Jeg fik købt chiafrø og lavede både pinole og iskiate.

Umiddelbart registrerede jeg dog ikke den store fremgang. Men efter endnu en tur rundt på nettet, fik jeg overbevist mig selv om, at det da var skoene der var noget i vejen med. Indtil da havde jeg løbet i et par Ascics GT 2000, ud fra devisen, at de var dyre ergo måtte de også være gode. På daværende tidspunkt havde vi 2 børn, og mine kone studerede, så fejlkøb var ikke en mulighed. Jeg fik løbet i et par måneder i skoene før mine ben sagde fra, og jeg i stedet købte et par billige sko fra et lavprissupermarked, bare for at prøve noget andet. I et stykke tid gik det fint, indtil den forfængelige side af mig ville have et par ”rigtige” løbesko fra en butik der havde forstand på det.

Jeg tog turen til min lokale skopusher, med en forventning om, at skulle have lavet en af de løbestilsanalyser jeg havde hørt så meget om. Ved min forespørgsel om en sådan blev jeg dog mødt med en næsten hånlig latter, og en formaning om at løbestilsanalyser var ligeså forældede som Commadore64, og at jeg selvfølgelig bare skulle have et bare sko der understøttede den neutrale løbestil alle løbere som udgangspunkt havde. Som det ukritiske og autoritetstro individ jeg var, købte jeg mig straks et par Skechers Go Run3, og har siden kun løbet i Skechers, og ikke været skadet siden.

Jeg er ikke sikker på, hans bombastiske udsagn holder 100% vand. En anden ting der har hjulpet mig til at holde mig skadesfri, er klart at jeg pludselig fik nyt fokus i min træning. Frem for at løbe 100% hver gang, begyndte jeg at løbe længere ture, i meget lavere tempo, hvilket betød mere tid væk hjemmefra, men en træning der trods alt kom til at fungere meget bedre.

Siden sidst

Den sidste uges tid har budt på få men gode ture. Jeg har faktisk kun været ude 2 gange siden mit marathon d. 6/2. 17km sidste tirsdag og 21 i lørdags. Jeg regner med at løbe ca. 10 i dag, og så 5-7 stykker fredag. Lørdag skal jeg til Odense og løbe Fruens Bøge Marathon, som jeg var så heldig, at få forhandlet mig frem til at kunne løbe. Derefter sluttes aftenen af med en gang MGP-fest for 3-4 piger fra min datters klasse, og masser af slik og sodavand. Så det bliver en lækker weekend.

images

Team Wild Women sluppet løs til VUMB ULTRA 70+

Så oprandt weekenden, hvor Team Wild Women skulle ud og lufte de gode ben og se om de dér orienteringsevner, vi havde fået skrabet til os i de seneste 3 ugers tid op til løbet ville være nok. Vinter Ultra Mols Bjerge (VUMB) ULTRA 70+ var et todages orienteringsløb fra Mols til Ebeltoft (med overnatning på Fregatten Jylland) og tilbage igen dag to. Undervejs skulle der findes poster ud fra 4 cm kort (altså ikke O-kort! – mere om det senere), løses opgaver, og ikke mindst hygges og krammes. VUMB er det mest kærlige løb jeg nogensinde har mødt – det vender jeg også tilbage til.

Race prep

Så altså, det var ikke uden grund, at jeg var virkelig nervøs i dagene op til. Sådan virkelig nervøs. Nervøs på den dér måde, at man ikke har lyst til mad. Og det er altså ikke særlig smart, når man skal løbe 70+ km over en weekend. Kompromiset blev, at der blev spist ret mange kager og ikke så meget fornuftigt mad. Men der blev spist, OK?

Det gik dog nogenlunde, med den der nervøsitet og raskløshed indtil om torsdagen hvor jeg, ud af det blå, blev ramt af en skokrise af de helt store: Jeg havde mange gange besluttet mig for at løbe i mine ”godtvejrssko”, fordi de ikke giver mig problemer i form at vabler/blå tæer, og fordi der ville være en del ”transportstykker” på grus/vej. Men pludselig sneg tvivlen sig ind på mig. Skulle jeg nu alligevel løbe i mine ”muddersko”? Vejrudsigten meldte om plusgrader, så jeg ville helt sikkert møde masser af fedtet terræn. Og jeg hader at fedte rundt! Meeeeeen – jeg får jo vabler af de der muddersko, hvis jeg løber længere end 25-30 stykker i dem………. Skal – skal ikke………? Heldigvis vandt fornuften fredag morgen, og jeg endte med at løbe i mine ”godtvejrssko” med ingen vabler og 10 gode tæer som resultatet! Pyh!

En anden ting, der fyldte rigtig meget i vores race prep var mad. Min makker, Bolette og jeg var enige om, at vi ville løbe på rigtig mad. Ikke noget med gels, chews, energibarer og alt det andet ”kunstige energi” – bare rigtig mad. Til VUMB skal du selv medbringe energi til hele weekenden, inklusiv til om aftenen på Fregatten Jylland og søndag morgen. Så der blev indkøbt og pakket mad i store mængder, og jeg kan afsløre så meget, at vi ikke kom til at mangle mad! Hvordan det så fungerede med at løbe udelukkende på rigtig mad, kommer senere i et blogindlæg for sig selv. For nu skulle der løbes. Og tænkes!

På dagen

Lørdag morgen satte jeg kursen mod Karpenhøj Naturcenter, og jo nærmere jeg kom, jo mere nervøs blev jeg. Jeg ankom og var faktisk bange. Sådan rigtig angst for, hvad jeg havde gået ind til. Og Bolette – hun var mindst lige så bange som jeg. Utroligt at man ikke kan se angsten i vore øjne på ”før-race” fotoet (fotoet på toppen af indlægget). Det må være ”fake it til you make it” der slår igennem.

VUMB SUPER 100+ folkene blev sendt afsted før os, og vi lyttede med på deres briefing. Det hjalp lidt på det tårnhøje stressniveau, måske fordi jeg så underbevidst tænkte at ved at få de generelle instruktioner to gange, ville det vigtigste sandsynligvis nå ind i vores tågede hjerner.

Og så var det vores tur, men stressniveauet var dog ikke faldet meget. I hvert fald ikke målt på puls. Jeg tror aldrig jeg har startet et race med så høj puls!

Det jeg havde været mest bange for, var prologen. Det viste sig, at der ikke var en prolog lørdag, men at vi i stedet skulle op til Øvre Strandkær før den første opgave mødte os. Så starten gik, og vi skulle bare løbe langs stranden et godt stykke. Skønt at komme i gang, og heldigvis fandt vi det rigtige tempo lige fra starten. Godt for humøret og nervøsiteten – vi var i gang! YEAH!!!!!.

Team WIld Women langs med stranden lørdag, et par km inde i løbet.

Team WIld Women langs med stranden lørdag, et par km inde i løbet. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Opgaver på ruten

I løbet af dagene blev vi udsat for lidt forskellige opgaver:

Første opgave på lørdagen var at finde poster i Mols Bjerge med udgangspunkt ved Øvre Strandkær. For dulen da, hvor vi fedtede rundt i det! Såååååååå: Lessons Learned no. 1: Nu når man ikke kan læse højdekurver godt nok til at navigerer efter dem, og er afhængig af GPS, skal man lige vide at man ikke kan stole på GPS’en når man står stille eller går. Man skal løbe for, at den viser en stabil kurs. Og Lessons Learned no. 2: Lad være med at nordstille kortet efter syd pilen på kompasset! Det bidrager unødigt til forvirringen.

Men heldigvis er vi sådan nogle der dobbelt og trippeltjekker kort og retning, og løb derfor ikke lange stræk forkert før vi fandt ud af at noget var galt. Vi fik bare set lidt flere bakker end de fleste, og flere af dem flere gange :).

Anden opgave om lørdagen var, at vi fik udleveret et blankt kort (altså intet baggrundskort), og skulle finde poster ud fra kompaskurs. Lesson learned nr. 3: Hold hovedet koldt og læs ordenligt på instruktionerne, så man ikke bruger afstanden til næste post som kurs. Det gør det meget svært at finde næste post! Heldigvis var det ikke langt mellem posterne, så vi tabte ikke så meget tid på vores lille gimmick.

 

Ved opgave: Find poster vha. kompaskurs. Foto: Finn Bojer.

Ved opgave: Find poster vha. kompaskurs. Foto: Finn Bojer.

Søndag havde vi en anden lille opgave, med at finde 6 poster rundt i et sommerhus/bolig område ved Egsmark Strand (= masser af pæne bakker). Vi kunne selv vælge rækkefølgen og skulle bare løbe videre til næste post på hovedkortet, når vi var færdige. Området indeholdt en del blinde veje og når man ikke må løbe i folks haver (forståeligt nok, men godt nok fristende! Folk sov jo for pokker, sådan en søndag morgen kl. lort), var der lidt at vinde ved at lægge en god plan for rækkefølgen. Men, Lessons learned nr. 4: Måske vil det være en god idé at tænke højdemeter næste gang man selv kan planlægge rækkefølgen. Jeg er ret sikker på at vi kom så meget op og ned ad bakker som det overhoved var muligt.

Team Wild Women godt i gang om søndagen. Friske og i godt humør :) Foto:

Team Wild Women godt i gang om søndagen. Friske og i godt humør 🙂 Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Terrænet

I løbet af de to dage løb vi i det skønneste, meget afvekslende og dejligt udfordrende terræn, der inkluderede strand, brombærkrat, overdrev, mere brombær krat, løvskov (nogle gange med brombærkrat i bunden), nåleskov (juhu – intet brombærkrat) og lidt vej. Vejstykkerne var gode for sådan nogle gamle roadrunners som os, og vi kunne bare nulre derudaf. Meeeeen: Lesson learned nr. 5: Lad være med at snakke om mænd når man bare nulre derudaf ad en grusvej – man risikerer at løbe lige forbi posten!

Og så lige en bonus info: Selvom man har lange tights på, får man altså ikke kønne ben af at løbe igennem det ene brombær krat efter det andet. 🙂

Skønt skønt istidslandskab.

Skønt skønt istidslandskab.

Posterne

Sammen med kortene, blev der udleveret en roadbook, der kort forklarede postens beliggenhed. Det kunne være ”lavning” (dem er der så riiiiigtig mange af i Mols Bjerge, skulle jeg hilse at sige), N ende af sø, stisammenløb el.lign. Hvis man ikke kunne finde posterne efter kortet, havde vi jo altid GPS koordinater som backup, og det var en stor hjælp, da 4 cm kort langtfra indeholder samme detaljer og informationer som et O-kort. Faktisk nogle gange ikke andet end: Du står i en skov (=stor grøn plamage på kortet), og vejene på kortet stemmer ikke overens med virkeligheden. Good luck!

Post. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Post. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Men koordinater, det havde vi bare ikke lige til prologen søndag morgen. Starten gik lidt over 6, så prologen blev løbet i mørket. Jeg var godt nok glad for, at vi var kommet ind lørdag inden det blev mørkt (det var det ikke alle der nåede). Det er ikke lige super nemt, at finde poster i mørket.

Og et ”flippet” kort hjælper heller ikke på det! Altså: kortet var ”flippet rundt”, så det svarede til at vi så kortet igennem fra bagsiden af papiret! Go’ humor!

Vi vidste fra starten, at der var noget galt med kortet, men derfra og så til at gennemskue hvilken vej man skulle var ikke lige helt til. Så vi endte, sammen med en hel del andre, at løbe i den gale retning langs stranden. Vi nåede ikke langt, inden vi synes det var forkert, med der var rigtig mange andre der var længere ude langs med vandet end os, og så mange man vel ikke tage fejl, vel? Hvad er det lige de ved, vi ikke ved? For det må være os (de totalt grønne O-løbere) der ikke har gennemskuet den endnu, ikk? Men nej, vi var galt på den, og vendte om. Heldigvis en del tid inden mange af de andre, der også havde taget fejl. Optur for Team Wild Women!

VUMB kulturen og et fantastisk crew

Som jeg startede med at skrive, er VUMB det mest kærlige løb jeg nogensinde har oplevet. Det er nok det eneste sted, hvor man render rundt og krammer fremmede mennesker.

Men det virker: Den første krammer fik jeg, da jeg ankom til Karpenhøj og det hjalp faktisk en del på nervøsiteten. Og udover krammere, så var hele weekenden gennemsyret af hygge, hjælpsomhed (er du OK?, vil du have noget chokolade?) og at blive vækket søndag morgen 4:40 af hyggelig musik og være i godt humør. Og det siger ikke så lidt om kulturen – jeg er normalt pænt gnaven om morgenen. At jeg så i løbet at morgenen kom ud i en større eksistentiel krise, da jeg opdagede at den hyggelige morgenmusik som jeg rendte rundt og nynnede og var i godt humør over var Justin Bieber med Love Yourself!!!!! Ja, det måtte jeg så komme mig over. (p.s. synes faktisk stadig det er en god sang – jeg ved ikke helt om jeg skal slå Jon eller give ham en krammer, næste gang jeg ser ham, for at have vækket os med den sang).

Og hvor var alle crew folkenene bare fantastiske: Positive, tålmodige, kærlige og med dejlig humor. Tusind tak til jer alle for et fantastisk race!

Hårdtarbejdende crew. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Hårdtarbejdende crew. Foto: Martin Paldan, VUMB 2016.

Team Wild Women kom i mål søndag efter en super dag, hvor vi havde lært en masse af vores fejl fra om lørdagen. Vi var blevet bedre til kortlæsning, brug af GPS, og ikke mindst havde vi fundet en rigtig god rolle fordelingen. Jeg var navigatøren og Bolette var fornuften. Fornuften, som i: Kirsten overvejer at løbe ”lige på” til næste post, crew siger helt henkastet ud i luften: ”det er også tidligt i løbet”, Bolette beslutter: Vi tager vejen! Og som i: Kirsten kan ikke finde posten “spot on” fra kortet, Bolette beslutter: Vi tager GPS punkt på denne! Lørdag kom vi ind som nr. 5 blandt kvinderne, søndag som nr. 3! Endelig placering var 5. plads ud af 7 kvindehold, og 57. ud af 82 samlet. Vi er ganske godt tilfredse.

Efter check ud ved Karpenhøj. Et stk, glad og tilfreds Team Wild Women.

Efter check ud ved Karpenhøj. Et stk, glad og tilfreds Team Wild Women.

VUMB: Jeg tror vi ses igen! 🙂

Glæd jer til en løberejse for livet! – Ethio Trail 2016

Igår 9. Februar blev dagen hvor EtiopienRejser og jeg (Runners DK) indgik mit livs samarbejde!

__

2-8 August tager jeg med EtiopienRejser til Etiopien på mit livs løberejse og bliver blandt de første danskere som deltager i Ethio Trail! www.EthioTrail.com

Glæd jer til lækre historier, billeder og videoer fra Etiopien.

Rejsen kommer til at byde på løb, træning med Etiopisk løbetræner, hygge, opleve lokal samfundet i Etiopien og meget mere..

 

Nu tænker du… Etiopien? Har de et specielt løb?..

JA det har de – Ethio Trail 2016! Du kan læse alt om rejsen her – http://etiopienrejser.dk/rejser-til-etiopien/loeberejser/

 

Se det fine program for vores rejse her:

Rejseprogram: 

Dag 1. (Tirsdag d. 2. august). Rejse fra Danmark til Etiopien.

Overnatning på gæstehus eller hotel.

Dag 2. (Onsdag d. 3. august).  Addis Ababa.

Addis Ababa kan virke kaotisk ved ankomst, men den er diplomatiets hovedby i Afrika og huser et utal af ambassader. Byen har i de seneste år været præget af stor økonomisk vækst. Det giver sig udslag i et væld af nye bygninger og infrastruktur, bl.a. den første metrolinje syd for Sahara. Addis Abeba ligger i næsten 2500 meters højde og det betyder, at de fleste dage er solskinsfyldte og varme, mens nætterne er forholdsvis kolde.

Dagen starter med en tur til Entoto Mountains i udkanten af Addis Abeba, hvor vi besøger den smukke Maryam kirke og nyder udsigten over byen. Herefter besøger vi National Museum, hvor hovedattraktionen er knogleresterne af fortidsmennesket Lucy, som er ca. 3,2 millioner gammelt. Sidst men ikke mindst ser vi Holy Trinity Cathedral, hvor Haile Selassie ligger begravet. Om aftenen prøver vi kræfter med den etiopiske nationalret injera, og ser et stemningfyldt udpluk af Etiopiens mange forskellige traditionelle danse. Efter middagen finder den traditionelle etiopiske kaffecermoni sted. Kaffebønner ristes og kværnes og helt frisk og velsmagende kaffe serveres til duften af brændende røgelse. Vi overnatter på gæstehus eller hotel.

Dag 3. (Torsdag d. 4. august). Addis Ababa – Yaya Village (1 time).

Efter morgenmaden kører vi mod nord og i udkanten af Addis Ababa ligger Haile Gebreselassies træningscenter Yaya Village.  Med sine 2800 højdemeter giver omgivelserne os gode muligheder for at akklimatisere inden søndagens løb. Yaya Village huser både træningscenter og swimmingpool, men det mest interessante for os bliver nok, at løbe en træningstur i skoven udenfor centeret assisteret af en etiopisk løber.

Undervejs får vi mulighed for at opleve det lokale liv på tætteste hold, samtidig med at vi på egen krop mærker etiopisk højdetræning. Dagen afrundes med lækker middag i resortets restaurant.

Dag 4. (Fredag d. 5. August). Yaya Village – Lake Langano (4-5 timer).

Vi kører sydpå og bevæger os ned i The Great Rift Valley og temperaturen stiger i tak med vores nedkørsel. Vi kører forbi nogle af Etiopiens store søer og ser både pelikaner, storke og store rovfugle undervejs.

Hen på eftermiddagen ankommer vi til vores resort ved Lake Langano.  Efter indkvartering står resten af dagen på afslapning fx gåtur i området eller svømmetur i søen. Størstedelen af løbsdeltagerne bor på samme lodge, så der vil være god stemning og rig mulighed for at socialisere med de andre løbere. Middagen kan indtages på resortets terrasse og senere tændes bål på stranden, inden vi går til ro til hyænernes latter fra bushen.

Dag 5. (Lørdag d. 6. August). Lake Langano.

Efter morgenmaden og en lille løbetur i fabelagtige omgivelser, er det tid til at køre ca. 10 km med bus til nationalparken og bese løberuten. I nationalparken kan man udover et særdeles rigt fugleliv se gazeller, strudsser og bavianer. Med sine 1500-2075 højdemeter ligger nationalparken ikke så højt, og vi må for øvrigt forvente at være nået langt i vores akklimatiseringsproces.

Resten af dagen står på afslapning, svømning og selvfølgelig det legendariske pasta party på resortet. Vi går tidligt til ro, for næste dag starter med hønsene.

Dag 6. (Søndag d. 7. August).  Løbsdag og tilbage til Addis Ababa (4-5 timer).

Vi starter før solopgang og transporteres til startområdet i hold alt efter, hvilken distance man skal løbe. Startområdet emmer af aktivitet; Lokalbefolkningen rider ræs på pyntede heste, der er lokal musik og dans – og selvfølgelig i bedste etiopiske stil – endnu en kaffeceremoni.

Løbet sættes i gang og løbsruten bugter sig gennem nationalparken. Løberne passerer små landsbyer, hvor lokalbefolkningen står langs vejen og hujer deltagerne videre. Senere løber man på en mere øde strækning, først med udsigt til den sorte, vulkanske Lake Shalla og senere ad stejle skråninger helt ned til søbredden, hvor pelikanerne holder til. Løberne på maraton distancen skal op på parkens højeste tinde Mount Fike på 2075m. Herfra har de udsigt til Lake Abijatas hundredevis af flamingoer. Tilbage i målområdet overrækkes medaljer, der er udhugget i sten af lokalbefolkningen.

Efter løbet køres deltagerne tilbage til resortet, hvor man efter et tiltrængt bad, kan nyde barbecue på stranden, inden der midt på eftermiddagen er afgang mod Addis Ababa.

Vi kører direkte i lufthavnen og flyver mod Danmark. Ønsker man at blive længere i Etiopien, er der selvfølgelig mulighed for det.

Dag 7. (Mandag d. 8. August).  Ankomst til Danmark.

 

Ethio-Trail

 

Jeg glæder mig helt vildt til at fortælle jer mere om min træning op til rejsen!

 

 

Mvh. Steffen Feldbæk Jensen – VEJEN TIL MINE MÅL