,

Run by the Camille Milky-way… 1. møde med Nighttrailrun.

Nighttrailrun

I tror det er løgn….I tror SIMPELTHEN det er løgn……. Det var sådan jeg oplevede det og du skal lige høre hvorfor…

Jeg havde længe set på de der opslag med trailrun og også nighttrailrun og havde følt mig fristet, men jeg turde ikke prøve det. Jeg var alt for bange for ikke at kunne klare et helt løb eller blive væk.

En dag slog det så klik for mig, da jeg så at OK PAN I Aarhus, havde deres sidste nighttrailrun, inden de igen startede op til efteråret.

Jeg havde jo løbet 10K, så mon ikke det skulle kunne lade sig gøre, at løbe 5K I bakke og dal med bind for øjnene (det var sådan mine tanker var).

Jeg mødte op i rigtig god tid til løbet. Jeg skulle låne trailsko og pandelampe, af LØBEREN som venligst udlånte til aftenens løb. Jeg fik fine sko og en lampe lige midt på min pande.

IMG_0495
Jeg står og ryster af skræk, der nederst til venstre…

JEG VAR KLAR…. – eller jeg stod der med alle de andre og blev budt velkommen.
Manden bød glad velkommen og vi stod mange med smil på læben og fulde af forventninger.
Manden sagde bla bla bla….og så kom det: Vi har måtte omlægge ruten, så vi får alle de højeste punkter med i skoven. Derfor er ruten blevet 6K i stedet for 5K.

WHAT!!!
Mængden grinede og snakkede lystigt sammen. Jeg grinede med og forsøgte at falde ind i mængden.
Manden fortsatte: Bla bla bla….og så kom det igen: Vi skal lige løbe sammen op til startlinien, som ligger ca 1K herfra.

WHAT WHAT WHAT….hvem stak mig lige en mavepumper der!
Mængde grinede endnu mere, og jeg forsøgte stadig at falde ind. Jeg ved dog ikke helt hvor mange andre der græd, på det tidspunkt.
Manden afsluttede med: Men de ekstra kilometer skal I ikke betale ekstra for.
Hvilket jeg nu syntes var ok sjovt og en mere fair form for humor.

Jeg tørrede min øjne og tændte min pandelampe og luntede med de andre op til start.
Jeg kunne jo også havde simuleret et hjerteanfald,og overvejede det kort, men besluttede mig for, at det måske også lige var i overkanten, så jeg sprang videre ud i min udfordring.

Vi luntede op til start og jeg følte mig faktisk glad igen og klar….jubii yah.

IMG_0494

Efter 2K så min sti ud som på billedet…
Min pandelampe gik simpelthed i SORT og fucking-åndsvage-halvhjerne-idiot havde ikke fået ekstra batterier….FUCK…

Hvad gjorde du, hvad gjorde du ?
Jeg panikkede i 3,5 sek, da ruten jo kun var lyst op med reflekser, som pandelampen skulle lyse på, men så fattede jeg mig og ventede på næste løber kom frem til mig (fandme godt jeg ikke var sidste mand, så havde I ikke set mere til mig før daggry).
Efter hun så var løbet ind i mig og havde fået et chok, da hun jo ikke havde forventet, at finde en løber uden lys. Ja så spurgte jeg pænt om jeg måtte løbe sammen med hende. Det måtte jeg heldigvis gerne og vi fulgtes så resten af vejen, skulder mod skulder og havde det skide teenagersjovt med det.
Om det var HENDES eller MIN skyld, at vi løb forkert en enkelt gang (men ret hurtigt fandt de andres lys igen) ja, det lader vi stå hen i det uvisse.
(Jeg kunne desværre skrive et meget langt indlæg, om alle de gange jeg er løbet forkert, til det andre påstår er godt opmålte løb).
Og så overvejer jeg endda stadig, at prøve orienteringsløb.

Vi kom godt i mål og jeg chekkede ind efter min nye søde skulderløbemakker. Lidt pli har man vel 😉

Jeg skyndte mig at sende en SMS til min kone, at jeg var kommet godt i mål. Hun var nemlig noget bekymret for mig, da jeg er temmelig mørkeræd og hun kender til mine oplevelser med, ikke at kunne følge en rute på et løb.
Hun svarede hurtigt tilbage. RING TIL DIN MOR….HUN TROR DU ER BLEVET VÆK!
Min mor havde så fulgt mig på ENDOMONDO og hysterisk smsét, til min kone, da hun havde hørt, at jeg skulle løbe de 5K, og troede nu at jeg løb forivret rundt alene i skoven.
De har sku ikke alt for meget tiltro til mig de kvinder ;-).

Jeg fik beroliget min mor og kørte hjem, med følelsen af at være en endnu sejere ninjalebbe, for det var fandme sjovt og fandme en ret udfordrende løbeoplevelse.
Det er absolut ikke sidste gang jeg skal prøve TRAIL, men næste gang vil jeg have et par lygtepæle med under armen, tænker jeg…

,

Thy Trail Marathon – Danmarks barskeste

Thy Trail Marathon – Danmarks barskeste marathon.
Yes det kan jeg skrive under på. Selvom jeg “kun” var udsat for den halve distance, har dette løb været det hårdeste jeg har deltaget i til dato.

image

Lørdag d. 27 Febuar var datoen for dette års Thy trail marathon. Det var samtidig også min fødselsdag og da jeg er et dedikeret familiemenneske plus løbenørd, kunne jeg ikke forestille mig en bedre kombi end at blive godt forkælet af familien og så løbe et fedt trailløb i noget af Danmarks smukkeste natur på denne dag.

Efter sang, gaver og lækker morgenmad, satte min mand og jeg kl 9 kursen mod Cold Hawaii i Klitmøller hvor der skulle hentes startnummer. Vejret var smukt, sol og blå himmel. Da vi ankom var der allerede mange løbere og snakken gik mens der blevet udleveret startnumre.

Vandstanden havde de foregående uger stået meget højt i områderne hvor vi skulle løbe, et af de steder vi skulle over, stod vandet en fuldvoksen mand til brystkassen og med mine 165 cm, var jeg faktisk ret nervøs for at skulle igennem denne meget kolde vandmængde. Jeg havde lånt et par neopren løbetights af en god veninde for at undgå alt for kolde lår under løbet. Fredag aften før løbet, blev ruten dog ændret og lagt udenom det dybe vandområde og i stedet fik vi 2 km længere på stranden.

Kl 11 gik vi til busserne og blev kørt ud til startområdet. Solen stod stadig højt og der var ikke meget vind. Perfekt vej til en trail i Thy nationalpark.

Mens vi fik info om løbet, kom de første marathonløbere forbi depotet ved 21 km. Mange så allerede trætte og våde ud og mine sommerfugle i maven fløj nu endnu hurtigere.

image

Så blev det vores tur. Jeg var klar. Starten gik på stranden og de første kilometer gik langs vandet i meget blødt sand.

Efter 3 km gik turen videre op i klitterne og ruten gik nu på én lang række ad single tracks med stigninger og nedløb i smuk natur,inden vi igen skulle løbe i det bløde sand på stranden. Jeg har tideligere løbet North Beach halvmarathon, hvor hele distancen foregår på stranden ved vesterhavet og jeg også løbet 16 km trail på stranden før, men denne omgang sand var det blødeste og tungeste jeg har været udsat for, det kom virkelig bag på mig hvor hårdt det var denne dag.

Efter en smuk og hård strandpassage forbi de gamle fiskerhuse og langs høje skråninger på stranden, fortsatte turen op ad en stejl klit og ind i lyngområder med vand, grusstier, en kort asfalt rute og så tilbage ind i lyngområderne.

Det var i disse områder vi stiftede bekendtskab med vandpassagerne. Vandet var iskoldt, der hvor det stod højest, gik det mig til op på låret, pga kulden, føltes det som om at fødder og tæer frøs til is og knive blev stukket i dem – virkeligt ubehageligt. De første skridt på land igen, føltes fødderne døde, men hurtigt kom der gang i blodcirkulationen og det hele føltes godt og varmt igen.

Min mand var med som tilskuer, han følger altid mine løb og er en kæmpe opbakning når jeg er afsted. Også denne dag stod han klar med kameraet på forskellige steder på ruten og tog fine billeder af naturen og os løbere. Det er fantastisk at have billeder at kigge på efter sådan en oplevelse.

image

Turen bød på mere vand og mudderhuller og jeg var rigtig glad for de løbetights jeg havde lånt. Humøret havde været højt hele turen og jeg blev lige lidt ekstra høj ved det sidste vanddepot, hvor vi fik opmuntring om at der kun var ca 4,5 km tilbage til mål. Jeg gav den lidt ekstra da jeg løb igennem de sidste vandpassagerne i klitterne, fik endda taget et par billeder og tænkte at nu var det bare ligeud af stien og så var målet der meget snart.

image

Det viste sig dog at jeg ikke havde regnet det hele ud. Op over klitterne gik ruten igen ned på stranden i det bløde sand. Og det skulle vise sig at de sidste 3 km skulle foregå her

Med en meget træt krop og fødder der forsvandt dybt ned i sandet ved hvert skridt, skulle jeg virkelig finde noget mental styrke frem for at komme i mål. Jeg måtte ned at gå et par gange og forsøgte at finde energi fra de  positive tilråb jeg fik fra andre løbere, der så ud til at være ligeså pressede som jeg. Stranden føltes uendelig, men efter et stykke tid, der føltes som timer, kunne jeg endelig se målflagene.

image

Med en krop der var presset max, løb jeg ret stolt af mig selv over målstegen. Alt i min krop gjorde ondt og især lænden var øm efter kilometerne i sandet…….men hvor var jeg stolt af mig selv. Thy trail marathon har helt klart været den fysiske og psykiske anstrengelse værd. Et utrolig smukt, hårdt og anderledes trailløb i barsk natur.

Hjemme igen hos familien,tog jeg et ekstra stort stykke af lagkagen, jeg var træt men høj på trail og min krops præstation.

Trail er fantastisk – selvom om jeg er forholdsvis ny er jeg er SÅ glad for at jeg er blevet en del af den verden og jeg glæder mig allerede til Thy Trail Marathon 2017 – hvem ved, måske med den hele distance.

thetrailtype

_______________________________________________

Meld dig ind i RunningBlogs facebookgruppe og få besked når der er nye indlæg på bloggen.

Run by the Camille-milky way… forsøg på PR.

THE MILKY WAY • det var ikke lige THE WAY til rekord i dag.

Processed with VSCOcam with a5 preset

 

Jeg er presset, jeg er presset fordi jeg ikke bare skal slå min egen rekord, men også min søster rekord. Hun er endda min lillesøster og er 9 år yngre end mig, og rekorden lavede hun for flere år siden.
I ved godt hvordan det er ik´…. og så kan jeg endda godt lide hende 😉

Hendes rekord er 5K på 30:00.
Nu tænker du måske, at det var da ikke nogen særlig rekord, men det er det for mig lige nu, men jeg håber da også selv på, at jeg om 6 mdr vil smile lidt af dette mål.

Nå men planerne har været følgende tidligere: Læg lidt forsigtig ud og øg farten og løb så lidt hurtigere til sidst.
Virkelig dårlig plan, eller den har i hvertfald ikke rigtig virket endnu. Derfor skulle der helt andre boller på suppen i dag og jeg lavede en HELT ny vinderplan, tænkte jeg.

Planen var følgende:
1. Start hurtigt ud.
2. Øg farten.
3. Slut af med en spurt.

Det gik følgende:
1. Jeg startede hurtigt ud og overhalede rigtig mange og syntes at folk løb ALT for langsomt, når de ikke trak ind til siden.
Jeg var en flyvende ninjalebbe.

2. Jeg gik temmelig død efter 2K og måtte endda ned og gå i et meget kort minut. Bandede over alle dem der overhalede meget tæt, bare fordi jeg ikke havde luft, til at trække ind til siden.
Jeg var en flad ninjalebbe.

3. Jeg fik gang i benene og luntede mig lidt op i fart igen. Jeg overhalede igen lidt og syntes folk fyldte for meget ude midt på vejen.
Hvorfor trækker folk dog ikke ind!
Jeg kom til stadionen og opløbsstrækningen på løbet og fik igen superkræfter. Jeg fik følelsen af, at alle ventede på netop JEG skulle løbe en runde på stadionen. Jeg satte turbo på og spurtede de 400M rundt, løb endda så hurtigt, at jeg mistede en mindre vandladning undervejs.
Jeg følte mig som verdens hurtigst ninjalebbe, med let våde underbukser.

5K • 31:43

Processed with VSCOcam with a5 preset

Jeg overvejen nu igen en ny strategi…

_____________________________________________

Vil du have besked når der er nye indlæg på RunningBlogs, så bliv medlem af vores facebookgruppe som du finder her

Op i R…….. med planer og strategier for energi og giv frit spil til kroppens higen efter mad

OK, indrømmet. Jeg tror jeg mere eller mindre er blevet hjernevasket af Christopher McDougalls bog Born to Run. Løb er noget vi alle er født til – noget vi bare gør. Eller som jeg godt kan lide at tænke det: Løb er ikke en præstation – det er en tilstand. Så hvorfor skal alt det dér med mad og energi være så hypet og kompliceret?

Der er energiprodukter og proteintilskud, gels, chews, tabs, barer og energidrikke, og endeløse diskussioner om de utroooooolig mange mærker og sammensætninger. Samt strategier og planer for, hvornår man skal indtage hvad og hvorfor.

Kan man ikke bare spise det man har lyst til, når man har lyst til det? Hvad sker der hvis man overlader magten til kroppen og lader den tage beslutningerne i stedet for hjernen? Vil det svare til at overlade magten til Minions? Eller vil man ende på sofaen med en trang og higen efter bestemte madvarer, og ligge der som Peter i Blinkende Lygter (”Det skal jeg da ha’. Det skal jeg da ha’, det skal jeg da ha’, Torkild!” ).

I hverdagen

Der er mange fordele ved at træne meget, og en af dem er at jeg – mere eller mindre – kan spise, hvad jeg vil, uden at tage på. Men dermed ikke sagt, at der ingen konsekvenser er, af at spise elendigt mad. Godt nok bliver jeg ikke tyk, men jeg bliver nok heller ikke hurtig.

Men altså – normalt har jeg spist med hjernen og ikke hjertet. Så som: spis nu ordentlig morgenmad, og spis nu ikke for meget af det usunde (typisk om eftermiddagen) og nej, ikke spise nu (rammer mig ofte om aftenen).

Men nu har jeg vendt den om. Jeg spiser med hjertet, hvad jeg har lyst til og når jeg har lyst til det. Det vil nok ikke virke for alle, men meget interessant har jeg aldrig spise så sundt og haft det så godt som nu. Kroppen har fundet en balance med, hvor meget den gider have af de dårlige ting. Jeg har simpelt ingen cravings i øjeblikket. Ingen, ”vi spiser slik til posen er tom”, eller ”vi spiser lige et stykke kage mere” osv.

Og helt ærligt – det er jo ikke fordi de madvarer ikke kan holde sig til i morgen eller dagen efter for den sags skyld. Eller at de forsvinder helt af sig selv inden i morgen? Den der ”vi må hellere spise alt det gode nu” kommer måske fra vores urinstinkter – jeg ved det ikke. Men vi behøver altså ikke være bange for at vi ikke har noget mad i morgen.

Eller måske har kroppen selv fundet en balance, fordi den har fået lov? Lidt som forskellen mellem at gøre noget forbudt og noget som man gerne må. Det forbudte er bare federe, så hvis alt er tilladt, mister man interessen og en balance indtræffer. Jeg ved det ikke, men det virker. Ikke sagt det virker for alle, men det virker for mig. I det mindste lige i øjeblikket. Sært, men fedt 🙂

På træningsture

Jeg bruger mine lange træningsture til at teste energiindtag til races, hvilket med færdigfabrikerede produkter er forholdsvis nemt. Læg en plan ud fra, hvor meget energi der er i produkterne og hold den. Men med rigtig mad som energi, melder der sig 2 nye udfordringer:

1) Hvordan ved jeg hvor meget energi der er i maden, nu når man som jeg synes det er dødsygt at tælle kalorier, og derfor ikke aner hvor mange kalorier der er i de forskellige madvarer?

2) Hvordan hulen tager jeg det med på en løbetur, uden det bliver noget smattet, klistret noget (jeg hader – altså virkelig hader – sukkerklistrede fingre)?

Løsningen på første udfordring blev: Prøv dig frem! Så jeg fik mig lige en lang tung tur, hvor kulhydratdepoterne blev helt tømte, før jeg fandt ud af at tage nok mad med.

Løsning på anden udfordring blev: Tænk ud af boksen. Så hvad kan jeg tage med uden det bliver smattet, klistret, ender ude i lommerne og bare ender med at være pænt ulækkert?

Så her er listerne:

No-go’s:

Bananer (kan ikke mases ned i en lomme – heller ikke selvom man er meget forsigtig – jeg har prøvet!).

Appelsiner/mandariner (er rigtig trælse da de skal skrælles og man ender med små stykker skræl der falder ud af lommerne – og ja, det har jeg også prøvet).

Tomater (nej, dem har jeg ikke testet – men måske skulle jeg alligevel give dem et forsøg?)

Friske bær (de er heller ikke testet, men jeg kan ikke forestille mig hvordan det ville lykkedes). Men det er ellers lækkert med friske bær, så jeg glæder mig til hindbær sæsonen hvor de kan plukkes ude i skoven igen.

Go’s:

Mad: Så hvordan kan man tage mad med, uden at man ender med indpakning som skrald? Well – man pakker maden ind i mad = wraps (tørre mexikanske pandekager).  Og så er der jo mere eller mindre frit slag. Jeg kører i øjeblikket med humus, avocado, salat, mango. Nogle gange kommer der også quinoa frø i. Og jeg har fundet ud af, at det er helt fantastisk at have noget at gumle på, så jeg har altid også rød peberfrugt og gerne gulerødder med ved siden af.

Jeg må dog indrømme at jeg er lidt nervøs på om energien bliver optaget hurtigt nok (jeg mødte en til SOUT 2016 der løb på spegepølse og var gået helt kold), så kroppen har nok også brug for hurtige kulhydrater. Så vi laver ofte hjemmelavede ”carbo cubes” med forskellig sammensætning af: rørsukker, honning, havregryn, nødder, rosiner, peanuts, chokolade, tranebær………..lad fantasien sætte grænserne. Vi lykkedes at lave nogle der ikke klistre alt for meget og der ikke smuldre.

Andre gode snacks: chokolade – tag aldrig på tur uden chokolade!, nødder, rosiner, rød peberfrugt, gulerødder, æbler.

Test af wraps og rød peberfrugt på 32 km langtur. Note til self: en wraps og lidt peberfrugt er ikke nok!

Test af wraps og rød peberfrugt på 32 km langtur. Note til self: én wrap og lidt peberfrugt er ikke nok!

Til VUMB 2016

Første race, hvor rigtig mad rigtig skulle testes på var VUMB 2016. Heldigvis var min skønne makker fuldstændig med på idéen, så der blev pakket mad, mad og atter mad. Til VUMB (som jeg har skrevet om i tidligere blogindlæg), skulle man selv have alt mad med til de to dage. Aldrig har jeg haft så meget mad med til en weekend. Aldrig!

Hvad spiste vi så?

Wraps med humus, avocado og salt, boller med ost, chokolade, nødder, rosiner, gulerødder, ”carbo cubes” og ikke mindst rød peberfrugt. Rød peberfrugt er en fantastisk løbespise. Frisk, knasende og fyldt med vand. Og som en lille service info, kan jeg sige at et ingefærshot er fantastisk at starte 2. dagens morgen på! God stærk én, og så er man ligesom i gang!

Aftensmaden til VUMB. Der blev spist lidt mere friske grøntsager men tilgengæld endte vi med slet ikke at spise kager. Og det plejer ikke at ske med mig i nærheden.

Aftensmaden til VUMB. Der blev spist lidt flere friske grøntsager men til gengæld endte vi med slet ikke at spise kager. Og det plejer ikke at ske med mig i nærheden!

Hvad var så ikke et hit?

Mærkeligt nok var kage ikke det store hit. Det plejer det ellers at være. Og lysten til sodavand (efter løbet) var heller ikke rigtig til stede. Så et eller andet er det sket ift. kroppens lyst, til de hurtige kulhydrater. Dog vokser træerne ikke ind i himlen, og broccoli var ikke et hit. Det er ellers super nemt at have med (smatter ikke), men det er bare for tørt og kedeligt.

Fik vi nok energi, eller gik vi flade?

Jeps – vi fik masser af energi begge dage og ingen problemer med maverne. Mange oplever problemer med maven når de løber på rigtig mad (problemer = et akut behov for et toilet eller hul i jorden). Eneste ting vi skulle optimere på om søndagen, var at medbringe mindre mad på selve løbeturen så vi ikke slæbte rundt på for meget ekstra.

Ultra Interval Challenge

Jeg har også fået testet ”giv frit spil til higen efter mad” her i weekenden under en 24 timers interval udfordring, Ultra Interval Challenge. Udfordringen var at løbe 10 km hver 3. time i 24 timer. Jeg gennemførte udfordringen sidste oktober, og den gang spiste jeg en blanding af almindelig mad (herunder meget kage, slik og sodavand), samt chews/gels lige før løbeturene). Denne gang kørte jeg udelukkende på mad, og spiste hvad kroppen havde lyst til og ikke hvad hjernen mente kroppen burde have brug for.

Mad til 24 timers intervaltræning: wraps, humus, grøntsager, kager, vand, juice, kaffe og kan I se den lille lækre ingerfærshot? Kan anbefales til natturene.

Mad til 24 timers intervaltræning: wraps, humus, grøntsager, kager, vand, juice, kaffe og kan I se den lille lækre ingerfærshot? Kan anbefales til natturene.

 

Resultatet:

Jeg spiste meget sundere end sidst. Fik ikke higen efter kage og sodavand, men havde mere lyst til rigtig mad. Så helt klart en forskel fra sidst jeg deltog i udfordringen. Jeg endte dog med at stå af efter det 6. interval, pga. en lidt irriteret nerve i det ene ben. Energiniveauet var på det tidspunkt stadig super, og det på trods af, at jeg tog 12,5 km intervaller i stedet for de 10 km. (til de matematik-blinde ville det få mig op på 100 km på 24 timer i stedet for 80. 100 er bare sådan et flot tal, så det skal nok prøves næste gang).

Forbrænding af kulhydrater vs fedt

Altså, nu er jeg langt fra en ekspert indenfor ernæring, men jeg ved dog at kroppen har masser af fedtressourcer, der kan række til mange lange timer. Og hvis man som mig er almindelig bygget, så er der altså maser af tage af 🙂 Så bare man har lært kroppen at forbrænde fedt tilstrækkelig hurtigt, er man sådan set OK.

Men hvad så med hjernen? Kan den klare sig uden de hurtige kulhydrater der er i energiprodukterne? Jeg aner det ikke, men jeg synes da det går meget godt. Vi kunne da tænke klart begge dage til VUMB, og fik løbet et klogere løb om søndagen. Og jeg havde stadig en velfungerende hjerne her i weekenden under Ultra Interval Challenge på trods af manglende søvn og med få hurtige kulhydrater.

Så måske skal vi ikke være så bange for at slippe kontrollen og lytte til vores krop, også når det kommer til mad og energi?

Og nej, nu er jeg ikke blevet en sundhedsfreak der kun vil have sunde ting. Et spin off på mit ændrede syn på mad, er at jeg er begyndt at holde af øl igen. Sådan en kold øl i solen efter en god lang tur. Aaaahhhhh.

_____________________________________________________________________________

Husk at melde dig ind i RunningBlogs facebookgruppe, så du får besked når der er et nyt indlæg. 

Når vægttab bliver ens fjende, og løb tager overhånd.. DEL 2..

image1

At bede om hjælp..

Dette er en fortsættelse på et af mine tidligere indlæg, som i kan læse lige her: DEL 1

Jeg sidder i et lille kontor, i Roskilde, overfor en ganske (læs: virkelig meget), veltrænet mand. Jeg kender en smule til ham, da han både træner og kostvejleder min veninde Line, som er OCR topatlet. Jeg har hørt rigtig meget godt om ham, Line har være fuldt ud begejstret og virkelig gjort det klart, hvor meget hans kostplaner ændrer én. Men alligevel sidder jeg overfor ham, med en smule skepsis. Inderst inde i mig selv, helt derinde hvor jeg meget sjældent søger til, er der en lille del der godt ved at jeg sidder her, fordi jeg er kommet på afveje, og jeg spiser alt ALT for lidt, og nok også løber ALT ALT for meget. Men jeg sidder der på baggrund af et ønske om at stramme maven op via kosten (overvægt og 2 graviditeter gør ærlig talt ikke det aller bedste for ens maveskind), det er i hvert fald det jeg har bildt både Line, Nicolai og alle andre ind. Lige bortset fra Michael.. Han ved nemlig hvor lidt jeg spiser, og han er bekymret.. Han har nævnt det et par gange, ofte i spøj (den mand ved altså altid lige hvordan han skal sige tingene til mig). Han kunne blandt andet finde på at spørge mig, når jeg kom hjem med tøj til ungerne, om jeg også fandt noget fint til mig selv i Zafari (den lokale børnetøjsbutik), eller når vi skulle spise frokost, om ikke jeg skulle ud og sidde på fuglebrættet med de andre fugle.. Det virker måske lidt hårdt, men Michael og Jeg har ret sort humor, og sådanne bemærkninger får mig altid til at grine. Og nok også stoppe op og tænke over tingene.

Når man løber af forkerte grunde..

Vi er netop hjemvendt efter en tur på Gran Canaria, hvor Michael et par gange har udtrykt sin bekymring over min kost, og når jeg tænker mig om, så er det måske ikke helt normalt at være mæt en hel dag, når man spiser 1 blødkogt æg til morgen.. På ferien havde jeg også taget løbetøjet med, men nok ikke engang med tanken ”ihhh det bliver dejligt at komme ud af vintertightsene, og løbe i korte rør”.. nej, Nok mest fordi jeg på den måde var sikker på jeg ikke ville tage på den uge vi var væk.. Jep, så meget fylder vægten desværre i mit hoved på dette tidspunkt.. Så meget at når Michael, ungerne og jeg spiste is, kage eller noget andet lækkert, på ferien, så skyndte jeg mig at løbe mens ungerne sov til middag, så det ligesom kompenserede de ekstra kalorier.. Én anden ting jeg opdager på ferien, er hvordan min mave slet ikke kan fungerer, når jeg pludselig begynder at spise mere end et par gulerødder.. Jeg havde så ondt i maven hele ugen, og der gik i hvert fald en hel uge efter vi var hjemme, før jeg kom ordentligt på toilettet.. Og det er klart en god tommelfingerregel på, om din krop fungerer.. Uden at gå i detaljer, så er det bare sundest at komme på toilettet mindst 1 gang dagligt..

Hvad er sundhed egentlig?

Men løbe kunne jeg altså fint, så helt galt kunne det ikke være, overbeviste jeg mig selv om.. Jeg kunne snildt løbe 80-100 km på en uge, blot på en pose gulerødder, så jeg var ikke helt selv nået til erkendelsen af at min krop havde brug for mere energi. Den gjorde jo det jeg bad den om, og jeg var i mit livs form og løb gerne et par halvmarathons om ugen.. En dag på en af mine lange løbeture, hvor jeg altid får tænkt en masse tanker, tænker jeg blandt andet på, hvorfor det er vigtigt for mig at være i form, at være ”sund”??? Og en af de vigtigste faktorer, udover mig selv, er klart min mand og mine børn.. Jeg har altid lovet mig selv, at jeg ikke skulle være sådan en mor der bare faldt hen, når hun fik børn.. En kvinde der stadig flere år efter, gav skylden for overvægten, til hendes graviditeter.. Ikke at der er noget galt med de kvinder, det fungerer bare ikke for MIG.. Been there, done that, En gang overvægtig, ALDRIG NOGEN SINDE MERE OVERVÆGTIG.. Så simpelt er det.. Derudover er det er vigtigt for mig at mine børn lærer glæden ved sundhed, og det at være aktiv..

Men er jeg egentlig sund?? En morgen kiggede min datter op på mig med sine smukke blå øjne og spurgte ”mor, hvorfor spiser du aldrig morgenmad?? Du siger jo det er vigtigt, at man bliver stor og stærk”.. Hmm.. Og jeg er IKKE stærk..  Jeg føler faktisk at man blot kunne puste til mig, og så ville jeg vælte omkuld.. Jeg har styrke i mine ben og i mit sind, der gør at jeg med lethed løber 25-30 km i storm og slud, men stærk, DET er jeg IKKE. Og der slår det mig, at jeg er på vej i den forkerte retning. På vej væk fra alt det, jeg tror på er vigtigt, og al den viden jeg har tilegnet mig, igennem et stort vægttab. Jeg har mistet mig selv, og jeg har brug for hjælp til at komme tilbage på sporet, inden mine dårlige madvaner tager over. Mine børn har brug for en sund mor, der spiser morgenmad med dem, viser dem et eksempel. Min mand har brug for en sund kone, der er energisk og glad, og jeg er bare ingen af delene mere.. Min familie har brug for en kvinde, der sidder sammen med dem søndag middag, og spiser frokost, i stedet for at små spise lidt af nogle mandler (de er faktisk også pænt besværlige at spise med kniv og gaffel)!!!

Powerhealth –> PowerDIG

Så nu sidder jeg så her, overfor Nicolai, som er ejer af powerhealth.dk. Nicolai har vejledt flere topatleter, cykelhold ol., og arbejder ud fra syre/base sammensat kost. Derudover arbejder han ud fra at vi er forskellige mennesker, der reagerer forskelligt på diverse madvarer, osv. Faktisk har han meget af den tankegang jeg engang havde, men desværre har bevæget mig væk fra, helt ubevidst.. Inden man kommer hos Nicolai første gang, skal man bland andet også udfylde et skema, der fortæller hvilken neurotransmitter (kropstype) du er. Kort fortalt vil det sige, at det er din hjernekemi, der afgører hvem du er personlighedsmæssigt, hvordan du reagerer på forskellige ting og madvarer, og derved danner grundlag for hvilke madvarer der er gode eller dårlige for DIG.

Nå, men nicolai spørg ind til min hverdag, og det første jeg siger, med et smil på læben, er at jeg VED at jeg spiser for lidt. Smilet kan måske tolkes som en stolthed, men det er den langt fra. Det er en usikkerhed fra mig, over at skulle side overfor et menneske jeg slet ikke kender, og fortælle ham om MIN kost, på en hel dag, som er SÅ forkert.. Det værste er jo egentlig at, jeg ved det godt. Om nogen, ved jeg lige præcis hvad kroppen har brug for, og hvor vigtig den helt rette kost er og betyder for ens ve og vel, hvad enten du er tyk, tynd eller midt imellem. Jeg lever og ånder for at sørge for at min mand og mine børn får sund og nærende mad, jeg spiser bare ikke selv noget af den.

lookhealthy

Når man mister sig selv..

Men kender i ikke det, når man bare har mistet sig selv?? Når man har mistet fodfæste, og ikke helt ved hvordan man kommer tilbage.. Jeg tror faktisk at det er noget kvinder (kan ikke rigtig tale for mændende her!!!), ofte prøver i løbet af deres liv. At man sætter alt andet foran én selv, og pludselig, før man får set sig om, har man glemt hvad der er vigtigt, hvad der virkelig betød noget for “DIG”.. Glemt hvilke værdier der engang var vigtige for én.. Sådan var det for mig.. At blive mor til nummer to, tog hårdt på mig.. Cecilie har været verdens letteste pige.. Mild, rolig og bare altid NEM.. Og så kom Ollie.. Faktisk er han nok egentlig også ret nem, men når man nu i forvejen havde en ultralet trunte, så var omvæltningen stor med en ret så aktiv dreng.. Og tiden er bare en anden, og mere knap, når man får nummer to. Så for mig blev det bare en dårlig vane, hvor jeg glemte at spise.. Og løb blev mit frirum, et sted hvor jeg ikke var kone, ikke var MOR, men bare var MIG!!

Er det noget jeg er videre stolt af??? Næhh, egentlig ikke.. Jeg var som sådan ikke stolt af at kunne løbe et halvmarathon på en gulerod, sådan blev det bare.. MEN jeg er stolt af, at jeg erkendte at jeg var på vej ud på et skråplan, og bad om hjælp i tide. Jeg har faktisk mistet nogle mennesker der var tæt på mig, igennem denne periode, simpelthen fordi de trak sig, og ikke var enige i min livsstil. (de var slet ikke enige i at jeg løb så meget, og samtidig tabte mig en del).. Jeg har aldrig fået så mange bemærkninger om min vægt, som efter jeg måske lå lidt til den tynde side. Jeg har fået rigtig meget negativ feed back omkring min vægt, efter jeg tabte mig meget, meget mere feed back end jeg nogensinde har oplevet da jeg var overvægtig. Ofte var det, det helt store samtale emne, og noget der godt kunne bruges de første ti minutter på, af en samtale, simpelthen at snakke om hvor tynd jeg var blevet. Og folk skulle lige vide hvor træls der er, hele tiden at få at vide at man er for tynd, om man nu spiser nok, at man var flottere da man var overvægtigt. (JEP, det var der en af mine nærmeste der sagde til mig) Hver gang jeg lagde et løbebillede op på fx fb, skulle der lige kommenteres at pigen for 10 år siden var flottere.. Én har sågar direkte sagt til mig at det var ulækkert at jeg var blevet så tynd.. At JEG var ulækker.. Hmm, ikke det fedeste at få at vide.. Især fordi folk slet ikke ved hvad man går igennem.. Har du prøvet at være overvægtig, og tabt dig, så kender du kampen der hver dag kæmpes i dit hoved, hvor mad, vægt, fedtprocent nok fylder 50% mere, end hos en der aldrig har set skyggen af overvægt. Hvis du har kæmpet med at være for tynd, så kender du til trælse bemærkninger, og ærgerlige blikke, som jeg oplevede langt værre som tynd end som tyk!!

IMG_0758

Dette billede skabte ret meget debat, hvor jeg bla. fik at vide at jeg så syg ud.. Er lige hjemvendt efter 15K her..

Ham der kostvejlederen..

Tilbage i stolen foran Nicolai. Vi fik os en behagelig snak ang daglige rutiner, kendskab til mad, hvad jeg kunne lide og ikke kunne lide. Nicolai er virkelig ikke den fordømmende type, han er så ovenud professionel, og 100% til for at hjælpe DIG igennem, uanset om du er der fordi du, som jeg havde brug for hjælp til at komme i gang med at spise, eller du gerne vil tabe dig, eller blot have en sundere og mere lean krop. På trods af at jeg er den klient af Nicolais, der har haft det mindste daglige kalorieindtag, så har jeg aldrig følt at han var fordømmende.. Jeg har altid følt at han var der for mig og mine behov.. Og det er han stadig når jeg har en af de dårlige dage, og lige har brug for opmuntring.. Jeg tror jeg er en af de sværeste klienter han må have, fordi jeg er SKRÆKSLAGEN for at tage på. Som tiden går, og jo flere målinger jeg kommer til, begynder jeg at stole mere på Nicolai, og at jeg ikke tager på, men ved hver måling er jeg nærmest sikker på at jeg vejer 100 kilo igen, på trods af at jeg fra første til anden måling tabte 4% fedt, og kom ned på en fedtprocent på ca 16%, og derudover øgede min muskelmasse med knap 1 kilo.

Det bedste af det hele, er at jeg føler mig stærkere.. På de dage hvor jeg ikke har pres over alt det mad jeg skal spise (på Nicolais kostplaner går man aldrig sulten i seng!!!), så har jeg det faktisk helt fantastisk. Jeg føler ikke de der energidyk, som jeg førhen har oplevet midt på dagen, når blodsukkeret faldt. Og jeg føler mig STÆRK & SUND!!

upsidedown

Be strong, Be healthy, Be powerfull, Be YOU!

Jeg elsker den måde Nicolai arbejder på, fordi han gør dine kostplaner til DINE.. Dvs at du ikke kører ud fra den samme plan. Nogle mennesker kan tåle lidt flere kulhydrater end andre, osv, derfor er ikke en af hans kostplaner ens. For hver gang man kommer hos ham, går man kostplanen igennem, og så retter han den til, hvis det er nødvendigt, og igen, handler det også om hvorfor du gå der, og hvad dine mål er. Nicolai har, og gør det stadig, rykket til kæmpe store grænser hos mig.. Blandt andet spiste jeg for et par uger siden min første burger i mange mange år, hvor bollen IKKE var lavet på grøntsager, men bagt udelukkende på speltmel (ret stort, for jeg har været fuldstændig kulhydrat forskrækket, da det var disse der blev fjernet fra mig på vægtkonsulenterne). Lige nu er jeg ved at lære at spise alt efter min træning. Dvs når jeg har træningsdage, så spiser jeg kulhydrater i form af, quinoa, sød kartoffel, brune ris, spelt el. Det første jeg gør når jeg vender hjem fra en løbetur, er næsten også altid at spise. STOR FORSKEL!! Jeg forkæler min krop med fx ananas eller dadler, som optages afsindigt hurtig i blodsukkeret, så det bliver stabiliseret hurtigt. (jeg bliver faktisk ret sjældent virkelig træt, heller ikke ovenpå 20+ løb). Nogle gange ryger det ned sammen med pandekager (haps en fantastisk opskrift lige HER), riskiks, eller andet kulhydratrigt. I dag lå min træning sent, og jeg lavede derfor mit postworkout meal som frokost. Men hvad der virker for mig, er ikke ensbetydende med virker for dig.. Og derfor er Nicolai og powerhealth.dk, noget af det bedste du kan gøre for dig selv og sin krop. Nicolai holder ofte kostforedrag, så hvis du blot søger lidt inspiration til hverdagen, så meld dig til et af hans kurser, det giver en SÅ MEGET VIDEN, om hvad der er godt eller skidt for kroppen, og så er man da i gang.. Det koster 299kr, og afholdes som oftest i Roskilde, hvor du bruger 3 timer på at blive lært godt og grundigt op i gode og dårlige madvarer. Hvis du joiner Nicolais gruppe på facebook, powerhealth.dk, så kan du altid holde dig opdateret om nye kurser, men du kan også lige nu nå at tilmelde dig hans næste kursus, som afholdes d. 7/5-15 fra 10-13.. Et direkte link til eventet får du her: Kostforedrag..

havethewill

 

Uanset om du har et issue med mad, som jeg havde, eller hvilken situation du er i, kan jeg varmt anbefale Nicolai. Hans kostplaner har gjort underværker for mig, selvom jeg stadig vejer ca det samme som ved start, dog med flere muskler.. Mine børn og jeg spiser nu morgenmad sammen hver dag, og for filan, hvor er det hyggeligt.. Faktisk spiser Ollie oftere min morgenmad (æg, kylling, a38 med hampprotein el.), frem for havregryn, rugfras, eller hvad der lige står på bordet.. Derudover roste min mand mig forleden, og sagde at det var skønt at se jeg havde fået lidt kulør tilbage i kinderne.. Nicolai har også en kostgruppe på facebook; powerhealth.dk – Kost og ernæring, hop ind i den, og få inspiration til alverdens lækreste retter.. Jeg poster også ofte opskrifter, blandt andet denne lækre frokost, som jeg spiste efter træning i dag.. Vi kalder den NAM NAM salat, og jeg lover jer, den er helt igennem fantastisk god, med alt det bedste til kroppen, efter en hård intervaltur.

image1 (3)

Vietnamesisk inspireret Ananas/agurkesalat, med stegt kylling, mynte & saltede mandler

SNUP OPSKRIFTEN 1prs:

Vietnamesisk marinade (Jeg laver altid en del, og så har jeg det stående i køleskabet til alt muligt lækkert)

2dl vand

1,5dl riseddike

1dl fiskesovs

Saften fra 1/2 lime

1 tsk. honning, eller anden sødning

1 fed hakket hvidløg

1 rød chili (også hakket og med kerner)

Kog vand, eddike, honning og fiskesovs op. Tag det af varmen og bland de øvrige ingredienser i. Hældes på glas, og sættes på køl til det skal bruges.

Salat:

1 stk. kyllingebryst stegt på panden i kokosolie, med salt og peber, skåret i fine strimler

1/2 agurk skåret i fine strimler

1-2 skiver frisk ananas, skåret i fine strimler

1 gulerod, skåret i fine strimler

2 forårsløg skåret i fine skrå skiver

1 stk rød chili skåret i fine skiver, med kerner.

1 god håndfuld fintskåret frisk mynte

1 lille håndfuld knuste salte mandler (lav dem selv, eller køb dem der IKKE er saltet og stegt i olie)

1 dl vietnamesisk marinade.

Bland alle ingredienser godt sammen, tilsæt marinaden, og lad det lige trække 10 minutters tid. Inden servering topper du med knuste mandler.. (jordnødder kunne også være godt)

NB: Tager du måltidet efter hård træning, så smid lidt let kogte risnudler ned i salaten, det bliver den bestemt ikke dårligere af, og så får du nogle gode tunge kulhydrater så kroppen kan lade hurtigt op 🙂

_____________________________________________________________________________

Husk at melde dig ind i RunningBlogs facebookgruppe, så du får besked når der er et nyt indlæg. 

Da kroppen var ved at sige nej…med vilje

Efter 28 km begyndte mine nyrer at skrige ad mig, de mente ikke, at jeg kunne være bekendt, at behandle min krop på denne måde. Smerterne trak fra nyrerne op i ryggen og det gjorde ondt, hver gang fødderne rørte asfalten.

Idioten - selfie. Foto: AGR.

Idioten – selfie. Foto: AGR.

Men jeg skulle jo hjem! Det ville vel være et nederlag, hvis jeg blev nød til at ringe efter en der kunne hente mig. Der var kun 7 km hjem, og selv om det meste af turen ville være op ad bakke, så er 7 km jo ingenting…

Tænkte jeg…

Ovenstående var slutningen af, hvad der skulle have været en 10 km løbetur, der endte med at blive 35 kilometer. Jeg var taget afsted om morgenen, uden at have spist morgenmad, og det eneste jeg havde med var en halv liter vand.

Fra starten af gik det forrygende, og det var også derfor, at jeg valgte at forlænge turen. Jeg var i ganske udmærket form i august sidste år, så de 35 km var ikke noget problem. Problemet var det manglende indtag af føde inden og undervejs på turen.

24 km på en halv liter vand
Jeg har aldrig mødt den berømte mur, hvor jeg har læst mig til, at det er viljen, der bærer en hjem, så man gennemfører den distance, som man har sat sig for.

Derfor blev turen også længere den sidste fredag i august 2015, for jeg ville se, hvad der skete med mig, når jeg løb en længere distance uden at have indtaget andet end vand.

Jeg følte ingen problemer, og heller ikke så meget tørst, men fik dog fyldt min flaske op med vand igen efter 24 km, så der var en halv liter til de sidste 11 km. Men kort tid efter, der begyndte problemerne, og de blev kun værre og værre de sidste km.

Flot natur, men langt hjem endnu, og det gjorde kun mere ondt. Foto: AGR.

Flot natur, men langt hjem endnu, og det gjorde kun mere ondt. Foto: AGR.

Hold kæft, hvor gjorde det ondt i kroppen, jeg var så tæt på hjemmet i Søften, og alligevel strålede smerten op i kroppen efter hvert eneste skridt. Jeg tænkte kun på at komme hjem, få noget mere væske og mad, og så restituere på sofaen. Det var endnu ikke gået op for mig, hvor hjernedød en beslutning jeg havde taget et par timer inden.

For det var ikke en klog beslutning, mere end tre timers løb uden indtag af andet end vand. Normalt er det fint på distancer op til 10 – 15 km, men 35 km. Det er min krop ikke vant til uden vådt eller tørt.

Nu er der ingen af os løbere der er ens, og der er sikkert nogle, hvor de ingen problemer har på lange distancer, uden at indtage andet en væske. Men den gruppe hører jeg ikke til, det fandt jeg ud af den fredag.

Stupiditet
Om jeg ramte muren? Det ved jeg bagefter ikke, men jeg kan ikke have været langt fra den. Psykisk hjalp det nok, at jeg ikke var langt hjemmefra, og derfor vidste, at jeg var tæt på, og tæt på noget føde til kroppen.

Det er heller ikke vigtigt, om jeg ramte muren eller ej, det vigtige er, at en sådan stupiditet som jeg udviste den formiddag, den lærte jeg af, og løber ikke lange ture, uden at der både er vådt og tørt med. Faktisk løber jeg ingen ture på over 10 km uden at jeg har vand/energidrik med.

Jeg lægger mig normalt aldrig på sofaen efter en træningstur eller et løb, for med fire unger er der sjældent tid til det. Men da jeg kom hjem efter de 35 km, der gjorde det ondt, og jeg blev liggende på sofaen et par timer, indtil kroppen ville som jeg ville igen, og depoterne var fyldt op.

Over broen, men stadig meget meget langt hjem. Foto: AGR.

Over broen, men stadig meget, meget langt hjem. Foto: AGR.

En ting er sikkert, jeg udsætter ikke mig selv for det igen, det kommer der ikke noget godt ud af. Slet ikke når man en gang i sit liv har været ved at dø, men det skriver jeg om i mit næste blog indlæg, den gang jeg var ved at dø, og bagefter kom i gang med at løbe.

God vind derude – på stierne, i skoven og på asfalten.

Marató de Barcelona

Fredag d. 11.marts

Louise og jeg afleverede ungerne i institution fredag formiddag og kørte forbi mine svigerforældre, for lige at sætte nogle ting og tøj af, så de kunne klare weekenden.
Vi havde bestilt fly fra Hamborg kl 17:45, da det bedst kunne svare sig med henblik på at sport-exp’en i Barcelona kun var åben fredag og lørdag 10-20. – På vejen mod Hamborg slog vi et kort visit indenom min svigerinde og svoger, der i mandags var blevet forældre til endnu en lille pige. Jeg havde besøget med i rejseplanerne og kalkulerede med at være i lufthavnen én time før afgang, vi havde klaret incheckningen hjemmefra, og skulle nærmest bare gå ombord
Jeg havde, på det elektroniske kort, set at der var et par (læs:2) passager med vejarbejde ned til Hamborg og de var også indkalkuleret i rejsetiden, så da vi trillede ud af Haderslev, var det bare derudaf.
Da klokken slog 16 ringede det firma, hvorfra vi havde bestilt P-plads og shuttlebus, for at bekræfte vores aftale, som jeg kun kunne på det tidspunkt – GPS’en sagde 30minutter til ankomst – masser af tid!
16:20 holdt vi stille…Lige efter vi havde afsluttet telefonsamtalen, opstod der massiv køkørsel i et tempo omkring 30 km/t, det estimerede ankomsttidspunkt rykkede sig længere og længere væk…pulsen og stressniveau’et steg.
Gaten lukker 17:15
Vi blev sat af ved lufthavnsterminal 1 kl.:17:05. – Spurtede igennem terminalen, blot for at se et massivt menneskehav, stå i kø til sikkerhedstjek. Nåmen, vi måtte jo stille os i kø og håbe på det bedste, mens vi indstillede os på at måtte køre mod Danmark allerede samme aften.
Da det så allermest sort ud, blev manden foran os og vi “beordret” til at danne en ny kø til den security der netop havde åbnet, vi kom igennem sikkerhedstjekket uden for store problemer, jeg tjekkede hvilken gate vi skulle til, mens bagagen blev gennemlyst og Louise blev tjekket.
LØB! Vi sprintede afsted med kufferten flyvende efter os – igennem shopping området, hold til højre, en lang lige passage, jeg spurtede fra Louise hen til trapperne ned…ventede på repos’en for at sikre mig hun så mig, der var hun! Videre. Spurtede til gaten, og fik fremstammet “Is this for Barcelona?” og 2 gutter der tilsydenladende også havde løbet, svarede “yes!” – Flyet var ca 30 minutter forsinket….peeew!
3 timer senere landede vi i Barcelona.

Endelig fremme i Barcelona.Det første syn der mødte os da vi kom ud af ankomsthallen


Fira de Barcelona
Lørdag 12.marts tog vi hen til Fira de Barcelona, hvorfra Bib-numrene blev uddelt og fik hentet mit nummer. Da vi kom ind i hallen mærker vi med det samme dén specielle stemning og summen der er op til et stort løb. Dér er alle folk glade, smiler og griner; Alle glæder sig til at komme til start!
Resten af dagen gik med at slentre rundt på det olympiske område og ned mod havnen og så skulle der shoppes morgenmad, eftersom morgenbuffet’en på hotellet først åbnede kl.7:00, uden undtagelser.

barca2Startnr. billede startområdet set fra Montjuic.

Fira de Barcelona, med Expo // Startnr. posing // og et vue udover startområdet.


Raceday Marató de Barcelona
Søndag 13.marts. Klokken var 5 da uret ringede. Kroppen havde det super og jeg undlod at iføre mig mine neopren-støtteshorts, da jeg til dels mente det ville blive for varmt og derudover at jeg var “skadesfri” – jeg begyndte på morgenritualet omkring mad, væske og magne…”Hvor f*nden er mine magnesiumstabletter!” – jeg synes da jeg havde lagt dem i kufferten. De var det sidste jeg pakkede, dem, druesukker og Gerimax. – Var de røget ud ved kontrollen i Hamborg?`eller står de hjemme på køkkenbordet og griner? Jeg bestemte mig for at de få tabletter nok ikke gjorde den store forskel alligevel.
Kl.:7:00 åbnede buffeten – vi stod ca 10 løbere i kø for at komme ind og få en kop kaffe, lidt juice mm. – 7:20 forlod vi hotellet og gik mod startområdet.barca5
Kl.8:20 stod jeg i menneskehavet med et tomt blik rettet mod uret under start portalen, bag den en statue i rundkørslen på Placa de Espanya og længst væk hævede Pyranæerne sig, mens alle de klassiske rocksange bragede ud af højtalerne; “Thunderstruck”, “Start me up” – 8:27 ændrede tonerne sig til Freddie Mercury’s uddødelige “Barcelona” og hvis ikke man var i stemning, kom man det da dér!

De frivillige igang med at opstille depot til de over 20.000 løbere


Løbet
Jeg havde hjemmefra puslet med en masse planer, skulle jeg løbe varieret, så jeg vekslede mellem de forskellige zoner og i såfald, hvad kunne så bedst svare sig. Jeg endte ud med “bare” at hægte mig på 3″00-pacerne og bruge én af mine egne idéer som plan b.
Efter ca 7km, overså jeg en fortovskant, og fik forstrukket højre baglår, hvilket resulterede i, at de næste ca 10km gik med at det nev ved hvert skridt, “skaden” lå lige under huden  og ventede bare på at slå til. Jeg må have løbet og kompenseret, for omkring de 18-20kmhavde jeg fjernet fokus fra mit baglår over til det venstre knæ, som nu begyndte med symptomerne for løberknæ. Jeg kiggede jævnligt på uret og skaderne til trods, holdte jeg god pace;”Kan jeg holde den til et sted mellem 35 og 40, tror jeg på Sub3 lykkes!”
Ved 21.1km-mærket var tempoet stadigt fornuftigt, baglåret nev stadig af og til, mens smerterne omkring venstre knæ havde fortaget sig, blot for at flytte sig opad mod lysken(!). Jeg var stadig fortrøstningsfuld.
Omkring de 30km fik jeg et jag i ryggen, noget jeg har oplevet tidligere, både under træning og under konkurrence, hvad det skyldes kan jeg ikke rigtig bedømme. Faktum er det  føles som noget har kilet sig ind under skulder og gør ondt ved hvert skridt – jeg kæmpede videre, stadig med Sub3 for øje.
Ved 33 km blev pludselig meget tunge, da vi skulle forcere en lille stigning og nu skulle jeg anstrenge mig for at følge med i gruppen, langsomt røg jeg bagud i gruppen og ved de 36km måtte jeg indse det var slut.
En kilometer længere fremme stod Triumfbuen og da jeg passerede den, var de røde faner (3″00-timers) ude af syne. Tog engang Powerade ved førstkommende depot og prøvede at finde en rytme, 1-2-3-4, op i pace igen. Sidestik; Tak powerade. Nu skulle den bare jogges hjem.
De sidste 2 km fra Columbus-statuen frem til mållinien gik med at undertrykke et krampeanfald i baglårene, smerter fra både højre og venstre lyske, samt noget der mindede om vabler og brændende tæer.
barca6Splittider og pace undervejs


 

Målstregen
Tilbage på Placa de Espanya, besluttede jeg mig for at give den det sidste. midt i al larmen hørte jeg Louise til højre for mig, det gav lige en smule mere brændsel, men jeg var drænet og arbejdede på dampene. jeg luntede i mål.

Den første følelse jeg kan huske var vrede! – jeg var bitter over løbets udvikling. Den anden følelese der dukkede op mens jeg sad 100m fra mållinien var; Skuffelse. Dér sad jeg og så på alle dem der kom ind, nogle mere slidt end andre, men langt de fleste kunne juble og udbryde i en form for jubelbrøl.Hvorfor ikke mig? – Jeg havde prioriteret at få trænet, havde taget ekstra fridage til mine langture og trænet i hårdere terræn end ruten idag. Hvorfor skulle det ikke lykkes idag?

barca maraton2 barca maraton
Et anstrengt smil, mens der bliver bidt i medaljen – Havde bestilt indgravering som en gimmick nu der skulle Sub3

 

Louise prøvede godhjertet med nogle trøstende ord om at det var flot og altid imponerende når jeg gennemfører. – lige lidt hjalp det.
Jeg kunne dog og trods alt det negative konstatere at jeg sleb ca halvandet minut af min hidtige PR og at jeg egentlig burde være tilfreds. Mandag gik med at besøge nogle turistmål og få tankerne væk fra løb, og da vi kom tilbage til hotellet og til medaljen, kunne jeg begynde at glæde mig og så småt begynde at se fremad mod næste mål.


Hvad nu?

Jeg må erkende at styrketræning især for mit vedkommende må være alfa-omega. Jeg skal have bygget mere på min core ved hjælp af styrkeøvelser. Heldigvis er foråret og det mildere vejr på vej, så jeg kan klare det hjemme på matriklen.
Mit næste race er umiddelbart en halvmaraton i Holbæk d. 1.maj og ellers er fokus rettet mod Storebælt Naturmaraton medio juni.

Til sidst vil jeg bare sige at forlader Team Hechmann Sport for denne omgang. Det har været 4 sjove og givende år og jeg har fået drejet mit løb i den retning jeg ville da jeg meldte mig ind – at blive hurtigere, bedre og mere vidende omkring løb.
Som det er nu får jeg for lidt ud af medlemskabet ift. kontingentsatsen, men jeg håber jeg en dag har tid igen, til at deltage i fællestræningerne sammen med alle de andre seje krigere i THS’ blå singletter. – Samtidig giver det mig også mulighed for at komme skadesfri tilbage i folden.


Jeg vil slutte af med et lidt andet citat end jeg plejer, men det rammer meget godt mit Sub3-projekt ovenpå søndagens løbetur;

“Good things come slow – especially in distance running” – Bill Dellinger

“Quitters never win – Winners never quit”
/henrik

PS: Mine magnesiumtabletter, gerimax og druesukkertabletter lå i bilen og jeg havde ikke fået dem med da vi parkerede bilen i Hamborg, da vi var pressede på tid.


Slyngetræning i det fri
,

Løb og slyngetræning

Foodfix personlig træner kostvejleder

Jeg har fået lov at være gæsteblogger herinde og vil gerne lægge ud med at fortælle lidt om mig selv. Jeg hedder Heidi Kronvold og er uddannet personlig træner og kostvejleder. Jeg driver til daglig mit eget firma, Foodfix, hvor jeg primært hjælper kvinder med at komme i bedre form, blive stærkere og eventuelt smide nogle kilo. Træning med mig foregår primært ude i det fri, så vi slipper for at stå i et kedeligt træningscenter og betale for et dyrt abonnement. Jeg elsker mit arbejde og være en del af mine klienters rejse mod et sundere og stærkere liv.

Privat er jeg tosset med at løfte meget tunge ting, løb og min familie, der består af far Stig, min søn Elliot på 8 og min datter Anne Petra på 6 år.

Du er velkommen til at tage et kig forbi min hjemmeside, www.foodfix.dk , hvor du finder masser af opskrifter, succeshistorier fra mine klienter og en lang række indlæg om sund kost og træning. Følg gerne med på Facebook og Instragram også.

Mit indlæg her giver dig lidt baggrundsinformation om, hvorfor slyngetræning giver mening for selv den allermest inkarnerede løber, historien bag slyngetræning og til sidst et træningsprogram, der kan hjælpe dig med at blive en endnu bedre løber. God fornøjelse J

Slyngetræning for løbere

De fleste mennesker har ubalance i styrken og mobiliteten mellem højre og venstre side af kroppen. Det kan have afgørende betydning for udvikling af skader ved langvarig træningsbelastning for især løbere. Det giver et ujævnt løb, og stødbelastningen ved hvert skridt forplanter sig ud i hele kroppen, så der med tiden kan opstå overbelastningsskader.

Slyngetræning i det fri

Selvom du måske ikke har et stativ som det her, så kan du sagtens anvende en slyngetræner. Du skal bare finde et træ, en lygtepæl eller en solid dør – no excuses 🙂

Hvis du gennem træning for oparbejdet en stærkere core, en bedre holdning og større fleksibilitet i ankler og hofte, så vil din løbestil blive mere ensartet, og du vil efterhånden udjævne den ubalance, der er mellem højre og venstre side.

Mange løbere bruger ikke tid i træningscentret i diverse fitnessmaskiner, men det er heller ikke nødvendigt for at oparbejde den fornødne styrke og mobilitet til at kunne blive en endnu bedre løber. Du kan faktisk træne sort set overalt, hvis du har en slyngetræner med dig. En slyngetræner vejer ikke ret meget, så du kan fx binde den om livet og tage den med på din løbetur. Her kan du efter fx 20 minutters løb gøre holdt og finde et træ, en lygtepæl, et gyngestativ eller en dør, som du kan hænge din slyngetræner op i. Så har du med det samme dit eget træningscenter lige ved hånden og kan snuppe en halv times styrketræning, inden du løber hjem igen.

Historien bag den første slyngetræner

Slyngetræneren, som originalt sælges under navnet TRX, men siden er dukket op i utallige andre varianter med stort set samme funktion, blev oprindelig opfundet af den amerikanske Nave Seal, Randy Hetrick. Når Randy var ude på missioner, manglede han og de andre Navy Seals en måde, hvor de kunne holde deres form og styrke ved lige. Det giver sig selv, at man ikke kan have et squatstativ, en vægtstang og håndvægte med ud på missioner, så Randy brugte fantasien og lavede den allerførste slyngetræner ud af nogle remme fra en faldskærm og et reparationskit til gummibåde. Hen over de næste måneder fandt Randy og hans team frem til en lang række kropsvægtsøvelser, der kan laves i en slyngetræner.

En af fordelene ved slyngetræning frem for almindelige kropsvægtsøvelser på gulv er, at man kan variere sværhedsgraden alt efter, hvordan man placerer sig i forhold til slyngetræneren. Der er rig mulighed for at udfordre alt fra top trænede atleter til seniorer ved blot at lave nogle få justeringer.

Træningsprogram, der forbedrer dit løb

I mit arbejde som personlig træner bruger jeg ofte slyngetræning til at udbedre styrkeforskelle mellem højre og venstre side og til at rette op på en lidt dårlig holdning, som ofte ses hos mange, der sidder i 8 timer foran computeren hver dag.

Jeg har sammensat et træningsprogram, der hjælper løbere med at få en god holdning, mindske ubalancer og styrker kroppen generelt. Samtidig kan ankel- og hoftemobilitet øges, så din løbestil bliver så optimal som muligt. Som løber er det vigtigt at huske at træne resten af kroppen – især din core. Stort set alle øvelser i slyngetræneren stiller krav til, at du aktiverer din core, holder balancen og spænder godt op i kroppen.

Du får de bedste resultater, hvis du gennemfører træningsprogammet tre gange ugentlig.

Kør alle øvelserne i gennem 3 gange i alt og hold 60 sekunders pause, inden du starter forfra med øvelserne.

Lav 10-15 gentagelser af hver øvelse. Du kan evt. starte med 10 og arbejde dig op imod 15, når du er blevet stærkere og har bedre styr på teknikken.

Øvelse Instruktion
Single Arm Row https://www.trxtraining.com/train/trx-weekly-exercise-trx-single-arm-row

Begyndere kan lave rows med begge arme

Single Leg Squat https://www.trxtraining.com/train/trx-single-leg-squat

Begyndere kan lave øvelsen som en almindelig benbøjning med begge ben på jorden

Crossing Balance Lunge https://www.trxtraining.com/train/the-trx-crossing-balance-lunge

 

Single Leg Chest Press https://www.trxtraining.com/train/trx-chest-press-single-leg

Begyndere kan lave øvelsen med begge ben på jorden

Suspended Lunge https://www.trxtraining.com/train/trx-lower-body-challenge-workout

 

Hip Press Samme video som ovenstående øvelse (ca. 2:55 minutter inde i videoen)
Plank https://www.trxtraining.com/train/trx-weekly-exercise-trx-plank

 

Atomic Push-up https://www.trxtraining.com/train/trx-atomic-push-up

Begyndere kan lave den version af øvelsen, hvor push-up udføres på knæ

Denne øvelse er ret avanceret, så fortvivl ikke, hvis du ikke kommer i nærheden af 10 gentagelser.

 

Hvis du mangler yderligere instruktion og inspiration til øvelser i slyngetræner, så afholder jeg to introduktionstimer til april. Du finder mere information her:

Introduktion til slyngetræning, 2. april kl. 10-11

Introduktion til slyngetræning, 9. april kl. 10-11

Held og lykke med dit løb fremover – måske ses vi til et af forårets mange løb. Jeg glæder mig!

 

,

50 shades of stone!!!

– En løbsberetning fra Transgrancanaria 2016

 

Det er fredag aften d 4/3-2016.  Trætheden ovenpå en arbejdsuge er ved at melde sig. Ungerne ligger med deres dyner på stuegulvet og ser Disney sjov med deres snolder foran sig. Snart skal der en stor cognac i glasset. Jeg læner mig veltilpas tilbage i sofaen……….Hov, stop nu lige engang. Sofa….Nej, ikke denne gang. Det er et sæde i en fyldt bus.

 En bus fyldt med overspændte trailløbere. Nogle snakker stille sammen, andre er helt tavse og sidder med lukkede øjne – i deres ”løbsbobbel”.

 Forud for netop denne dag er der gået mange, ikke sure, men mange træningstimer i vinterkolde Danmark. Men nu sidder jeg i bussen på Gran Canaria og er på vej fra Maspalomas til Agaete, hvor starten lyder kl. 23.00.

Herefter består menuen af ca 125 km trailløb med 8000 højdemeter. Det forklarer måske lidt af den overspændte mine der er til stede i bussen.

 

– Facts omkring løbet.

Transgrancanaria er efterhånden blevet et ret stort, professionelt og populært trailløb. Det er en del af worldtouren.

Der er 6 forskellige løb at deltage i. Spænder fra 125 km med 8000 højdemeter til 19 km med 300 højdemeter. Der var en del danskere med i løbet. Kendte mange af dem fra tidligere og derudover skulle konen og hendes veninde løbe “maraton” løbet på ca 44 km med 1200 højdemeter.

Det løb jeg skulle deltage i startede i havnebyen Agaete nordvest på øen hvorefter ruten kørte nogenlunde ind midt på øen og derefter stik sydpå til målbyen Maspalomas. Der var et sted mellem 800 og 900 til start på denne rute og på samtlige ruter var der meldt udsolgt.

tgc4ruteprofil

 Udstyr/grej

Af udstyr på dagen havde jeg valgt:

Altra Olympus 2.0 sko (Se beskrivelse af sko i senere afsnit)

Compressport full sock v2

Compressport trail running quad

Compressport trail running short

Compressport trail shirt ss

Compressport arm force

Compressport ultralight visor v2

Compressport ultrarunpack løberygsæk

Inov8 race ultra shell regnjakke

Gloworm x1 pandelampe

Black diamond distance carbon stave

3 Ultimate direction softflasker

Energi: Gel fra gu, proteinbar fra bodylab, energibar fra bonk breaker og 32gi

Suunto ambit peak black 3

tgc10

I dropbag ved hoveddepot efter 83 km var der:

Altra superior 2.0 sko

Compressport trail shirt tank

Mere energi

Eksternt batteri til ur

 

Er så heldig at være compressport og altra ambassadør, så udstyret gik jeg i hvert fald ikke ned på 🙂

“Taktik”

Jeg synes det er rigtig vigtigt op til de her løb at have en overordnet plan inde i hovedet til hvordan løbet skal struktureres. Fra sidste år vidste jeg at vi ville løbe ind i en flaskehals allerede inden vi havde løbet 1 km! Der rammer vi direkte ind i det første bjerg. Her er man fyldt med energi og bare klar til at hamre derudaf……men en rigtig god ide (synes jeg) er at holde sig i den bagerste halvdel. Tage sig god tid, ja sågar blive lidt småirriteret over at det går så langsomt.

Dernæst SKULLE jeg sørge for at drikke nok væske samt indtage saltpiller hver time. Samtidig havde jeg inddelt løbet i 2. I første omgang handlede det om kun at forholde sig til at skulle løbe indtil hoveddepot efter 83 km. Det vidste jeg, at jeg kunne og det virkede rimeligt overskueligt. Bildte mig selv ind, at når jeg kom dertil, så skulle jeg starte et helt nyt løb. Det drejede sig om ca marathon distancen hvilket i hvert inde i hovedet (inden løbet) virkede særdeles overskueligt.

 

Raceday

Omkring 900 løbere står klemt sammen på molen i Agaete. Klokken er. 22.55 fredag aften. Nu går det snart løs og hold nu fast jeg glædede mig.

Vi sætter stille og roligt i gang og rammer den første stigning efter allerede 800 m. de næste 9.5 km giver os 1200 højdemeter. Allerede efter kort tid begynder blæsten at kunne mærkes….Det var ikke lige en del af planen. Det var faktisk koldt. Rigtig koldt. Nå, men fortsæt du bare bassemand, sådan får du bedst varmen. Små to timer efter når jeg toppen, hvor der er depot samt første checkpoint.

Nu går det nedad og allerede efter en halv times tid på vej ned kommer min første krise. For hvert skridt stikker det i maven. Synes også jeg havde lidt kvalme. Hvad sker der lige – det var bestemt ikke meningen….. What to do? I min verden kun en løsning. Sluk pandelampen og lav en afstikker fra ruten og ellers…jaeh… træde af på naturens vegne. Det hjalp. I hvert fald lidt inden successen måtte gentages. Derefter rettede maven sig og jeg kunne begynde at fokusere på selve løbet.

Hen over natten løb jeg flere gange forbi, og blev overhalet af danskere. Super hyggeligt lige at sige hej og få sig en lille snak.

Ellers var der ikke det helt store at berette fra natten. Begyndte så småt at tænke på om jeg kunne nå at passere Fontanales, der var advanced (83 km) løberne skulle starte, inden kl 7.00. Det gjorde jeg sidste år. Passerede depotet og startfeltet ca 6.45, så det var jeg godt tilfreds med.

Fulgtes på dette stykke med en anden dansker, som kendte rigtig godt til ruten. Han fortalte at det sidste og ganske vanvittige nedløb 15 km før mål var erstattet med en ret kraftig ændring af ruten. Det var jeg ikke klar over. Tænkte på det tidspunkt, fedt mand, så ville afslutningen sikkert blive lettere…..Det blev den så absolut ikke….

Efter nogle km med nedløb kom jeg til byen Teror. Husker jeg inden løbet læste en af de kvindelige profiler, Nuria Picas, som havde udtalt sig: “Løbet starter først efter Teror (56 km)”. Hun havde så meget ret!

tgc6

 

Altra Olympus 2.0

Lige en lille afstikker fra løbet. Normalt vil jeg til enhver tid mene at det grej der skal benyttes til løb, skal være testet igennem godt og grundigt for at undgå dumme overraskelser på raceday. Min mavefornemmelse med mine nye sko (kun løbet 50 km i dem) var dog ret god og samtidig havde jeg puttet nogle andre i dropbagen til hoveddepotet.

Altra skoene er kendte for deres MEGET fodformede udseende samt zero drop. Jeg synes de er super behagelige at have på, men hvordan ville de være igennem snart et døgn i bjergene?

Olympus skoen er relativ tung, 330 gram på køkkenvægten i en størrelse 45. Jeg bruger normalt 44.5, men i Altra skoene altså en 45. Den har en super stødabsorberende bund og jeg vægtede komforten rigtig høj. Inden løbet overvejede jeg meget kraftig at bruge Altra superior 2.0. En noget lettere sko, men ikke med nær så meget komfort. Var rigtig godt tilfreds med mit valg.

Skoen har en Vibram sål og, synes jeg et godt greb. Jeg havde fin fornemmelse for underlaget på trods af det meget skum under fødderne. Zero droppet mærkede jeg stort set ikke. Har løbet meget med 4 mm drop.

Skoene blev temmelig meget udvidede undervejs og jeg måtte én gang snørre skoen helt op. Herefter var der dømt “happy feet”. Skoene var virkelig en arbejdssko der kunne tåle nogle tæsk.

Alt i alt en rigtig god fornemmelse af skoene.

Altra        Sådan så de ud efter løbet.

 

transgrancanaria2016-453_53…skoene (og ejermanden) i deres rette element.

 

Ind i varmen

Fra depotet ved Teror begynder en lang og sej stigning. Det var koldt, diset og regnede let da jeg begyndte opstigning. Stigningen synes at fortsætte i det uendelige. Lidt op, lidt ned, nu er jeg snart på toppen….men nej. Kan se folk langt fremme og langt længere oppe. Men endelig, derinde i tågen hører jeg folk heppe og der ved jeg at toppen er ved at være nået. Føler mig ganske fornuftigt løbende på dette tidspunkt og det går nedad rundt i små hårnålesving og der, pludselig, som en anden åbenbaring spredes skyerne og disen. Solen bryder igennem. En løber foran mig nærmest jubler. Jeg gør det samme. Ude i horisonten kan jeg nu klart se Roque Nublo, djævlens tommelfinger, og jeg ved nu at det ikke varer længe inden jeg skal i gang med den sidste store stigning i løbet.

Hurtigt igennem depotet ved bunden af bjerget og begynder opstigning. Det er nu blevet rigtig varmt og forskellen fra at have løbet i regn og diset vejr er markant. Plejer at have det fint i varme, men det her mærkes tydeligt. Jeg koger på opstigningen, men bliver ved med at holde for øje, at det er sidste lange stigning.

Folk omkring mig lider, holder pauser og sidder ned. Er fristet af at gøre det samme, men jeg VIL op på det bjerg og ned til hoveddepotet. Det er det jeg inde i hovedet har sat som første delmål, at komme frem til Garanon. Langt om længe når jeg op til plateauet. Tøffer stille og roligt hen og vender ved checkpoint og herefter er det at sætte næsen op efter at komme ned til depotet.

Apropos checkpoint. Dette løb benytter sig af et system, live tracking, hvilket er et super redskab. Især til dem, der har interesse i at følge venner og bekendte der er i ilden. Der er flere opddatering undervejs i et løb og med ganske gode statistikker også. Et super og pålideligt system.

 

tgc14 tgc13

På vej nedad hører jeg pludselig bag mig: “Halløj, det er da vist endnu en dansker”. På det tidspunkt har jeg ingen anelse om hvordan jeg lå i forhold til andre danskere. Det var den forreste dansker fra Advanced feltet. Det var virkelig tiltrængt med en lille snak der. Han var fyldt med overskud, så det var bare fedt. Måtte dog slippe ham lige inden depotet.

 

Løbets nye fase

I depot skiftede jeg tøj. Satte det eksterne batteri til uret. Fyldte energi i tasken og tog lidt tid til at spise. Var i depotet små 20 minutter hvorefter en vanvittig stejl stigning ville føre os op på rutens højeste punkt, 1938 meter oppe. Den stejle stigning slæber jeg mig over med 2-3 km/t. Fuck hvor er den stejl. Men efter toppen venter et godt langt nedløb.

Der er sten på Gran Canaria. Sten i alle afskygninger. Store, små, skarpe, runde, klipper, ja, you name it. Fødderne får høvl og uanset hvad kommer alle fra transgrancanaria med små remindere.

Løbet er så absolut inde i sidste fase. Stigningerne bliver kortere efterhånden og inden længe var jeg spændt på hvordan ruten ville blive idet der jo var lavet ændringer her på sidste del. Efter depot i Tunte forcerer vi en enkelt stigning hvorefter det tidligere frygtede nedløb ville dukke op. Men hvad ville der vente i stedet?

Ret hurtigt efter toppen drejer vi til højre og løber lidt parallelt med sidste års rute. Et, i mine øjne, evighedsnedløb. Det er relativt svært teknisk, kroppen og hovedet er ved at være trætte og nu skal der virkelig holdes fokus.

Endelig kan anden sidste depot skimtes og der tankes hurtigt op.

Videre opad den sidste “knold”. Begynder at opleve lidt ubehag i kroppen, lidt hovedpine og kvalme. Synes dælme også at jeg sejler lidt rundt. Hvad sker der lige?????

Lidt om energiindtag

Til de her lange løb har jeg til de sidste løb, jeg har deltaget i, haft en fast strategi omkring indtag af energi. I depoterne drikker jeg 2-3 kopper cola. Fylder vand i dunkene og putter en zero tab i den ene. Spiser ost, brød, skinke og peanuts. Helst ikke andet. Ude på ruten har jeg geler, energibarer samt proteinbar. Tidligere tog jeg ca 1 gel i timen, men det holder min mave slet ikke til. Så hellere tage nogle mundfulde af en bar. Og hvis jeg virkelig har krise, så tager jeg en gel hvor jeg synes energien mærkes med det samme…….

Så hvad nu. Der var stadig en del timer tilbage i af løbet, men jeg måtte gøre noget for at rette mig selv op. Selvom jeg havde kvalme og egentlig slet ikke lyst til at spise, så tog jeg en gel. Det var seriøst en super beslutning. Kun 5 minutter efter fik jeg det bedre. Ingen ubehag længere. Fik helt lyst til at løbe igen. Fantastisk. nu var jeg klar til de sidste 15 km.

Det går jo bare ligeud resten af vejen til mål…

Ja god morgen, mand. Bevares. Det går stort set ligeud i fladt terræn med Maspalomas laaaaangt derude i horisonten. Men, for pokker en gang lort at løbe i. Semi store rullesten i én lang uendelighed. På dette tidspunkt er trætheden markant og det er særdeles svært at holde et ordentlig tempo nu. Rullestene bryder konstant rytmen.

 

tgc5 tgc8

 

Tager endnu en gel. Og igen med samme effekt. Føler mig hurtigt frisk i hovedet og ved nu at inden længe rammer jeg Maspalomas. Et af mine mål for denne tur var at kunne holde mig løbende mere til sidst end jeg gjorde sidste år. Med 6 km igen kommer vi fri af det forfærdelige rullestens stykke og nu er det muligt at løbe mere frit. Kroppen og benene har overskud og jeg kan det sidste stykke holde mig konstant, langsomt, men konstant løbende.

Så det er med en kæmpe tilfredsstillelse at jeg efter 20 timer og 54 minutter krydser målstregen. Godt halvanden time hurtigere end sidste år.

Var så heldig at en bekendt fik filmet målgangen 🙂

 

transgrancanaria2016-453_80

Har generelt haft et super løb. Ville dog gerne finde løsningen på hvorfor natten var så problematisk. Men igen. Til de her løb er der kriser som skal overvindes. Sådan er det bare og det er jo også en del af det, der for mig er så tiltalende ved de løb. Kriserne, hvordan kommer man igennem dem og hvordan kan de til næste løb minimeres.

Alle jeg kendte havde en god oplevelse med løbet – her inden start.

 

“The viking Warriors”

tgc3tgc1

 

“The danish chicas”

 

 

 

Transgrancanaria er et løb, der varmt kan anbefales. Fantastisk klima og det ligger på et godt tidspunkt på året. Nu slappes der af inden fokus kan rettes ind mod de næste udfordringer. Først Julsø ultra, dernæst Spor24 og lige inden sommerferie mit egentligt største mål i år (indtil nu) Trail Verbier St Bernard.

 

Vi ses på sporet / Dannie

160 omgange og 640 venstresving

160 omgange og 640 venstresving…

Ja, den er god nok! Igår 9/3 deltog jeg i det skøreste løb.

Vi skulle løbe halvmarathon i en ridehal og hold da kæft.. Det var en sjov og HÅRD omgang!

  • Med mulighed for at komme i det lækre depot på alle 160 omgange og 3 toiletter pr. omgang (480 toiletter) var der ingen undskyldninger!

 

Kl. 19.00 lød startskuddet til verdens præmieren på Lerbæk Ridebane 1/2 Marathon. 20 tossede løbere var klar til start, inkl. mig selv 🙂

De første 40 omgange (ca 5km) fløj bare afsted og vi grinte og grinte. Engang imellem måtte vi lige over springbukken med vandgraven.

Så ramte vi 80 omgange og var halvvejs…. Sandet og venstresvingene begyndte at sætte sine spor. Venstre knæ og fodled begyndte at skrige af smerte. På højre fod var der kommet en vabel.. En vabel! …

120 omgange.. Nu mangler jeg kun 40! Nu spiller det hele bare!

De sidste 40 omgange var de længste 5km i mit liv! Kroppen gjorde ondt… Der var koldt i ridehallen… Fødderne var tunge.. Sandet var ujævnt og hullet. Det følte som at løbe på en Speedway bane med kørespor..

Da jeg havde løbet 158 omgange, sagde tidtageren “Du mangler 2 omgange”

Mit tempo var faldet drastisk.. Tom kom bagfra og vi snakkede på mine sidste 2 omgange..
Sikke en lettelse at kommer over målstregen efter 160 omgange og 640 venstrsving og så oveni købet på en 1. plads i tiden 1:32,15.

Bagefter sad vi i ridehallens kantine og fik boller, drømmekage og galopkringle.
Det var simpelthen en oplevelse for livet!

 

Tak til løbsarrangør, Rico Eiersted for hans gæstfrihed og måden at byde os alle velkommen på.

 

MERE GAK GAK BLIVER DET VIST IKKE!

Her er en lille artikel i lokalavisen : http://www.kanalfrederikshavn.dk/vis/nyhed/loeb-160-omgange-i-kold-ridehal-i-lerbaek/ 

12828295_10207370445993662_7797475586643709397_o57724_large 12819198_1715687128700259_3506902229713241668_o 12823473_1715687728700199_1596853452172418328_o  

 

 

, ,

Fra 100 meter til 65…km i flade sko

“Shit mand, hvad er det for nogle sko, jeg har købt,” tænkte jeg, da jeg stod med de blå Bikila Evo fivefingers i hånden. En minimal sål, ingen snørebånd og en følelse af bare tæer når man endelig havde fået skoen på. Det var ikke noget jeg havde kendt i forvejen.

Første gang jeg havde haft den type sko i hånden, var hos fysioterapeuten, som skulle hjælpe mig med at skifte løbestil.

Blå Bikila Evo fra Fivefingers lige pakket ud af æsken.

Blå Bikila Evo fra Fivefingers lige pakket ud af æsken. Foto: AGR.

Nu havde jeg taget mine egne på, og skulle ud på min første tur. Det var 16. marts 2015. Jeg kunne ikke fatte, at jeg kun måtte løbe 100 meter, og jeg snød også lidt, jeg kunne ikke nære mig, og da turen var slut, var jeg oppe på 300 meter! En tredobling!

“Det går jo nok,” tænkte jeg, og heldigvis havde min Fysioterapeut, Camilla Nymand, også sagt, at jeg måtte løbe to gange om dagen, både morgen og aften – “Men kun de korte ture,” formanede hun.

Det gik også den første uge, der kom jeg op på max. 500 meter. Uge to startede med 1,25 km og endte med 2,2 km. Uge tre endte jeg på 7 km, og her råbte mine lægmusker af mig hele vejen, som de faktisk også indimellem havde gjort de første par uger.

Ny form for belastning
For med en ny løbestil, så er det også andre steder i organismen der bliver belastet. Nu var det lægmusklerne og akillessenen der stod for tur. Heldigvis oplevede jeg kun smerter i lægmusklerne, men hold kæft hvor råbte de også meget af mig den første måned, men derefter havde kroppen vænnet sig til det og så var ømheden væk.

Den næste uge gik med små ture mellem 2 og 4 km, hvorefter jeg en måned efter jeg havde lagt løbestilen om, løb min første 12 km tur. Min fysioterapeut mente, at jeg var bindegal, men det gik jo godt, og med små ture indlagt på alle de andre dage, så var der ingen problemer.

Sådan gik det, slag i slag, og jeg der aldrig havde troet, at man kunne løbe hver eller hver anden dag, løb afsted hver eneste dag (næsten) uden nogen form for smerter eller ubehageligheder.

Den første rigtigt lange tur i fivefingers sko blev løbet den 6. juni, det var Skaldyrsløbet på Mors. 31 km blev det til i næsten bare tæer, jeg kunne godt mærke underlaget i fødderne bagefter, men det var fantastisk at løbe så langt i de sko og med den nye stil.

Fødderne var lidt trætte efter 31 km. Foto: AGR.

Fødderne var lidt trætte efter 31 km. Foto: AGR.

Nu havde jeg fået blod på tanden, 2 1/2 uge efter løb jeg 38 km, og havde stadig heller ikke nogen problemer. Midt i juli løb jeg hjem fra Silkeborg, med lidt omveje blev den på 50 km, og selv om kroppen var træt bagefter, så var der ingen smerter i fødderne, og de var klar igen næste morgen (til en lille tur).

Hvad skal man så prøve?
Jeg havde ingen ambitioner om tid længere, da jeg ændrede min løbestil. Så jeg gjorde også mig selv langsommere, men det betød intet, for jeg var bare glad for at komme afsted på løbebenene.

Jeg havde det også sådan, at jo længere turene var, desto mere skulle jeg også passe på mig selv, så der både var energi og glæde på de lange ture.

Jeg havde talt med Rasmus fra Keep Running i Aarhus, og han og en kammerat arrangerede Marselis Marathon i september 2015. Det måtte jeg prøve, selvom højdemeterne så lidt vilde ud.

“Men,  jeg kunne også gøre det lidt mere besværligt for mig selv,” tænkte jeg…

Hvad med at løbe ind til starten, og så bagefter løbe et maraton. Konen mente jeg var gal, men bakkede mig op.

Derfor startede jeg hjemmefra lørdag den 26. september, og løb, med lidt omveje, de 23 km til startområdet i Marselis skoven. Jeg nåede det lige, inden løbet blev skudt i gang. Så på med chip, noget tørt tøj, og så afsted igen.

Så er jeg klar, først 23 km venter forude, og derefter et "bjergmaraton". Foto: AGR.

Så er jeg klar, først 23 km venter forude, og derefter et “bjergmaraton”. Foto: AGR.

Jeg var ikke hurtigt, slet ikke, og hvis man kigger på resultatlisten så lå jeg langt tilbage i feltet, da jeg endelig kom ind (og kone og fire børn stod og heppede i solskinnet), men jeg havde løbet 65 km. og over 728 højdemeter havde jeg “besteget”.

Det havde taget lang tid, men det var sgu en fed fornemmelse, at have overgået sig selv, på en distance man ikke havde prøvet før.

Næste morgen, benene var trætte, men jeg var afsted på seks km. Med løbeklubben til den årlige bananstafet. Jeg kunne lige så godt få kadaveret rystet igennem igen.

Mit næste mål, det ved jeg ikke, jeg har endnu ikke meldt mig til noget løb i 2016, men jeg overvejer at lave min egen træningstur på 100 km i oktober, for at se om jeg kan, og inden prøve mig selv af på en 75 km rute. Det er lange ture, men det er nogle fede oplevelser, det er jeg ret sikker på.

Man skal også have sko til vintertræning, det er godt, at de er vandtætte. Foto: AGR.

Man skal også have sko til vintertræning, det er godt, at de er vandtætte. Foto: AGR.

Lige til slut, vil jeg tilføje, at ovenstående IKKE er et eksempel man skal følge. Det at skifte løbestil, det er ikke bare noget man gør, slet ikke til forfod/fladfod. Det kræver teknik og løbetræning, og fordi jeg kunne skifte så smertefrit og så hurtigt, er ikke ensbetydende med, at andre kan. Jeg søgte råd og vejledning, og havde efter den første konsultation med fysioterapeuten 5 x tekniktræning efterfølgende. Man skal tage det meget seriøst, så man ikke oplever skader i overgangsfasen, men når de 1 – 2 måneder er overstået, så forstår man ret hurtigt, hvorfor man skiftede.

1uge tilbage

Træningen er slut.

Så kunne jeg vende det sidste blad i min træningsplan i denne omgang. I den forgangne uge blev det til 100.20 tilbagelagte kilometer. Dét er jeg rimelig tilfreds med af 2 årsager; den første skyldes at det er første gang jeg runder de magiske 100km på én uge. Tilbage i 2013 da jeg trænede mod Berlin rundede jeg 91,5km på en uge og i 2015 kom jeg op på 99,5km – begge gange satte jeg PR. I Berlin skar jeg ca. 20 minutter af den daværende PR og den fik lov at stå frem til København sidste år, hvor jeg så nærmede mig 3timers-grænsen med yderligere 2 minutter. Hvis statistikken holder, bør der som minimum ligge en PR gemt i Barcelonas asfalt på søndag.
– Den anden årsag til jeg er tilfreds med de rundede 100km er at min utrættelige følgesvend af en “lyske-,hofte-/lårskade” er så småt dukket op igen og gør hvad den kan for at obstruere mit Sub3-projekt.

Status efter 16ugers målrettet træning.

Som nævnt før er regionen omkring hoftebøjeren ved at være træt og nedslidt for denne omgang. Jeg har haft nogle udfald i træningsplanen, både på grund af fysiske udfordringer i form af en brækket tå og lidt sygdomsforløb, men også nogle arrangementer med mine børn, som blev prioriteret højere end min hobby.
Med disse udfald fra planen har jeg følt mig bagud i forhold til antal kilometer og i forhold til det ønskede tempo, jeg burde kunne sætte. Jeg har, nok, presset mig selv for at lukke hullet i planen og i min hjerne – blot for at konstatere at en anden og mere fysisk betonet udfordring er dukket op.
Rent mentalt er jeg ovenpå. 100km. WOW!. En uge med intervaller omkring An, AT og MP, en LSD-tur på 37km og en tempotur i snit på 4″10/km. Den kommende uge går med afslapning og søvn, samt sørge for at der bliver fyldt kulhydrater i depoterne. – og så lige de sidste praktiske ting omkring rejseaktiviteten og opholdet i Barcelona.

Jeg er klar til at sætte jagten ind på en ny PR – Jeg er klar til at angribe Sub3-grænsen på ny. Om Sub3-projektet lykkedes i denne omgang afhænger meget af hoftebøjeren; krop og sind er i hvert fald parat og jeg glæder mig og er begyndt at mærke de samme sommerfugle i maven, som da jeg skulle løbe mit allerførste marathon for snart 5år siden.

I dag sneede det på Vestsjælland. Men der stod forår på min kalender og med kun én uge til “det store ræs”, blev jeg nødt til at få en afklaring omkring påklædningen. Grundet min “skade” pakker jeg mine neopren/kompression-shorts med i kufferten og alt efter hvordan kroppen har det søndag morgen får vi se om jeg får brug for dem. Jeg løb uden dem på torsdagens tur og har til gengæld mærke bentøjet hele weekenden, lige indtil dagens tur, hvor jeg så havde neopren-buksen på igen.
Noget af dét jeg har sværest ved at forberede mig på er vejret. Bevares, jeg ved det er noget bedre i Barcelona, end i Danmark, men hvordan føles det, at temperaturen pludselig er 9-10grader varmere og luftfugtigheden en smule anderledes. – Jeg husker ét år i København, hvor temperaturen gik fra moderat forår om lørdagen til decideret sommer på raceday, om søndagen. Der var mange der lå dehydreret rundt på ruten – jeg forventer ikke så vild en temperatur forskel, men er alligevel mentalt forberedt på at jeg nok skal have en smule mere, ikke for meget, væske end jeg har været vandt til de seneste måneder.

Quitters never win
Winners never quit

/Henrik

Screenshot_2016-03-06-12-46-06-1 Screenshot_2016-03-06-12-46-34

Hvordan peaker man til konkurrencen?

Jeg har i løbet af de sidste par år fået opbygget en vis erfaring i at deltage i konkurrenceløb – og have et godt løb! Jeg har samtidigt også oplevet, at det hele ikke spillede optimalt, og jeg dermed ikke kom i mål i den tid, jeg havde drømt om. Så hvordan sikrer man sig, at det netop er på konkurrencedagen, at benene er lette, kroppen er klar, og hjernen er mentalt forberedt på at give den max gas, når startskuddet lyder? Det vil jeg forsøge at give mit bud på!

I søndags i sidste uge deltog jeg i Spartas Nike Marathontest 2 på 15 km, som er det andet konkurrenceløb af fire frem mod Copenhagen Marathon d. 22. maj. I ugen op til løbet havde jeg løbet, som jeg plejer, med fire ugentlige træningspas inkl. testløbet om søndagen. Morgenrutinen på konkurrencedagen var den samme som ved den snes konkurrenceløb, jeg tidligere har deltaget i: havregryn med mælk og banan og dertil en kop kaffe 2,5-3 timer inden løbsstart. Til gengæld prøvede jeg mig med en ny transportform hen til løbet. Hvor jeg ”normalt” (for mange konkurrencer har jeg heller ikke deltaget i) cykler til de løb, Sparta arrangerer med start og mål ved Østerbro Stadion, tænkte jeg, at jeg denne gang ville afprøve en ny taktik; jeg ville udvide min opvarmningsrutine og løbe (eller rettere: lunte) de godt 2 km hen til løbet – og hjem igen.

Nike marathon test 2016

Da mit næste mål frem mod marathondistancen er Berlin halvmarathon, som finder sted d. 3. april, og 15 km ikke var en distance, jeg havde prøvet kræfter med ved en konkurrence tidligere, havde jeg lagt en meget klar plan for løbet; jeg ville afprøve mit formodede halvmarathontempo (4:30 min/km) og holde fast i det på de første 10 km, hvorefter jeg, alt efter min tilstand, vil skrue op eller ned for hastigheden. Succeskriteriet for 15 km-løbet var, at jeg skulle have overskud i 4:30-tempoet, så jeg kunne gå efter dette tempo i Berlin. Med en god, stabil tur ville jeg altså nå i mål på 1 t 7 min 30 sek.

Succeskriteriet indfriet

Kl. 9.30 går starten, og jeg følger fartholderne med tallene 4:30 påtrykt deres lysegrønne balloner, som jeg ikke slipper af syne og planmæssigt ligger lige bag, trods ballonernes ihærdige hoppen og dansen. Tempoet passer perfekt til dagsformen, og jeg suger alle indtryk til mig med største velbehag, mens gruppen bevæger sig stabilt fremad som et lokomotiv på nye skinner. Jeg noterer, hvordan nogle fra gruppen stikker af, når vi er halvvejs på distancen, mens andre sagtner farten og falder fra. Jeg holder stædigt fast i min plan, og selvom benene føles gode, fokuserer jeg på at bevare kontrollen, og først, kort efter vi rammer 10 km-mærket, slipper jeg den faste rytme og bevæger mig ud på ukendt terræn. Jeg opjusterer tempoet til 4:15-4:20 min/km, og det føles forbløffende godt. Selvom søvnen op til løbet har været sparsom, og benene blev svunget lidt mere end normalt, er hele kroppen med mig, mens jeg nedlægger den ene kilometer efter den anden. Hvis bare jeg kan holde denne pace, kan jeg måske nå i mål på sub-1:07, når jeg optimistisk frem til med lidt hurtig hovedregning, som jeg i øvrigt ofte giver mig i kast med til sådanne løb. Efter et par km har jeg stadig overskud, og jeg føler mig forunderligt godt tilpas trods de mange hurtige kilometer i benene. Når jeg passerer 14 km-skiltet, kan jeg se, at en tid under 1:06:30 er inden for rækkevidde, og jeg formår at presse tempoet yderligere i vejret, nu hvor målet er så tæt på. Jeg rammer opløbet, sætter spurten ind og løber over målstregen i tiden 1:05:59! Vigtigt med det ene sekund! Et perfekt disponeret løb med en gennemsnitsfart på 4:24 min/km, og det vigtigste: mit succeskriterie om et halvmarathontempo på 4:30 min/km virker yderst realistisk.

Nike Marathontest 2

Helt anderledes gik Nike Marathontest 1 på 10 km måneden forinden, som ellers er en distance, jeg har erfaring med fra tidligere konkurrenceløb. Modsat 15 km-løbet havde jeg inden løbet ingen konkret plan for, hvordan jeg ville gennemføre og gribe løbet an på. Jeg havde en særdeles vag idé om min hastighed, og min forventede sluttid lå et sted mellem 42:30 og 43:30 min. Mit seneste officielle løb inden havde været Copenhagen Half i september 2015, hvor træningsmængden og kontinuiteten havde været en helt anden, grundet en stædig skade (læs om min beretning fra Cph Half).

Hår i hele hovedet

Når løbet skydes i gang, gasser jeg helt op, og jeg løber første halvdel i tiden 20:58, som derfor er væsentligt hurtigere, end hvad jeg har regnet med. Kort efter de 5 km glider min hårelastik ud af min fletning, og på grund af en særdeles kraftig vand, har jeg konstant hår i ansigt, mund og næse under resten af løbet. Jeg føler ikke engang, jeg får glæde af de dele af ruten med medvind, fordi jeg her blot må kæmpe med så store mængder uønsket hår i hele hovedet. Jeg kan mærke, jeg bliver frustreret, og skælder mig selv ud for ikke at have medbragt en ekstra hårelastik. Eller blot have sørget for at bruge en bedre elastik. På samme tid begynder det tempo, jeg løber i, at føles alt for hurtigt, benene er tunge, og det hele er bare noget møg. Jeg hører samtidigt nogle af tilskuerne tilkendegiver ”puha, godt, det ikke er mig”, og jeg begynder at tænkte ”hvad er det, jeg laver..”. Med 1 km igen lyser jeg lidt op, og jeg forsøger at glæde mig over, at jeg snart er ved vejs ende. Jeg har ikke meget at ekstra at give af i målopløbet, og det er til min store overraskelse, jeg opdager, jeg har slået min tidligere rekord med 9 sekunder og er kommet i mål i tiden 42:24!

Nike Marathontest 1

Hermed to løb gennemført inden for en måneds mellemrum med to vidt forskellige udfald og følelser undervejs. Jeg kunne komme med eksempler på mange flere fra begge lejre (flest fra den bedre side dog), men jeg synes fint, at disse to kan fungere som referencepunkter. Og hvordan peaker man så til konkurrencen? Ud fra mine erfaringer, vil jeg give følgende anbefalinger:

  1. Læg en klar plan og hold dig til den
  2. Hav et konkret mål med løbet
  3. Sørg for at varme godt op (2 km jog inden hjælper blot til at musklerne er ekstra klar)

Og hvis du har langt hår, så sørg for Guds skyld for at have en ekstra hårelastik om håndleddet. Det har jeg i hvert fald altid med mig fra nu af!

,

Når man planlægger sit løb

Gennem de sidste 2 uger har det været en udfordring at få løbet, selvom mit løb normalt er rimelig planlagt. 3 børn der har været syge på skift, samt en weekend alene med dem i dagtimerne. Så de sidste 10 dage har jeg kun været afsted 1(!) gang på en meget kort tur. Så ryger alle planer om x antal kilometer om ugen i vasken, og det har jeg egentlig haft utrolig let ved at acceptere denne gang.

Jeg løb Fruens Bøge Marathon d. 20/2 og skal afsted til Aabenraa og løbe nu på lørdag, men jeg frygter lidt, jeg ikke når at få flere ture i benene inden, da jeg får lidt dårlig samvittighed, hvis jeg skal smutte afsted og efterlade min hustru med de syge børn, bare for at jeg kan fornøje mig. Så i mellemtiden forsøger jeg at overbevise mig selv om, at halvanden uge uden løb ikke gør det store, for grundformen er stadig ok. Men det vil vise sig på lørdag, om jeg har ret. For det er stadig uvist for mig, hvor mange kilometer i benene jeg behøver for at komme igennem et maraton uden at blive helt smadret. For mig er det endnu ikke blevet rutine at løbe 42 km, og jeg tvivler på, det bliver det. Der er nogle ubekendte hver gang jeg løber, og hvordan det influerer på det enkelte løb er svært at vurdere.

 

At lægge en plan

Jeg har ikke tidligere lagt nogen plan for, hvordan et løb skal forløbe for mig og så kunne overholde planen. Det tætteste jeg er kommet er sidst i Odense, hvor jeg havde en plan om at løbe omkring 4 timer. Planen var at starte langsomt ud og forsøge ikke at følge med nogen jeg vidste der løb hurtigere end mig til at starte med. Jeg fandt heldigvis hurtigt nogle bekendte, der løb i samme rolige tempo som jeg, og vi fulgtes ad de første 21-22 km ca. Derefter kunne jeg mærke, at jeg havde ok overskud, og kunne løbe 5-7 minutter hurtigere hjem end jeg løb ud. Jeg fik dog, som altid, løbet for hurtigt fra 20-30, hvilket jeg tror er årsagen til, at jeg efter 41.5 fik en lækker krampe i baglåret, og faktisk måtte helt ned og stå/gå i et par minutters tid. Det er noget jeg døjede en del med i mine første løb, men jeg havde egentlig håbet, at den tendens var væk. Jeg har overvejet zinktilskud til at afhjælpe det, men på den anden side er det så sjældent, jeg er ramt af det, at jeg ikke føler, det er nødvendigt.

Min plan i forhold til at have energi nok til et løb er ganske simpel, og helt sikkert ikke videnskabeligt understøttet. Dagen før et løb vil jeg helst have pizza eller pasta bolognese, men igen kan der være så mange ting der spiller ind, som gør at det bliver noget helt andet. Normalt lever jeg af kaffe på arbejde, men dagen før et løb, drikker jeg som regel et par flasker vand. Flæskesvær og øl, har jeg bildt mig selv ind, giver mig også både salt og kulhydrater, så det hører sig også til aftenen før. Derudover plejer jeg at nappe et enkelt Beet It shot (koncentreret rødbedejuice), som ikke længere giver mig opkastfornemmelser, men som jeg til en vis grad nyder.

På dagen starter jeg ud med en kop kaffe og en stor portion havregryn med honning, mandler, rosiner og diverse frø og endnu et Beet It shot. Dernæst endnu en kop kaffe, og i bilen plejer jeg at drikke ca. 1 liter vand og spise 1-2 helt hvide boller. For en der normalt ikke spiser morgenmad, kan de godt være lidt af en udfordring at få klemt alt dette ned.

Under selve løbet har jeg de fleste løb drukket 1 krus vand samt 1 krus sodavand/kakao + spist nogle vingummier ca. hver 5. km. Det har egentlig fungeret ganske glimrende uden gel eller andet, men de seneste 2-3 løb er jeg begyndt at eksperimentere lidt med isogel fra SIS. Egentlig kan jeg ikke rigtig lide hverken konsistens eller smag på de fleste gels, hvilket også er en af grundene til, at jeg simpelthen ikke kan få mere end max. 2-3 stykker ned. Indtil nu, har jeg forsøgt at tage en ca. halvvejs, og så igen efter ca. 30km, og det har fungeret som et godt supplement til vingummier.

I weekenden bliver planen at løbe ca. ligesom forrige weekend, altså ud på omkring 2 timer og så hjem lidt hurtigere. Så må vi se, om jeg kan overholde den plan, når den nu er meldt ud til andre end mig selv.

Motionsbilleder452814