Date med en Drage – Dragon’s Back Race

Dragon’s Back Race

Så gjorde jeg det – købte nummer til Dragon’s Back Race 2017. Og denne gang kan man ikke sige at det var en ups’er. Jeg sad klar ved PC’en 10 min op til deadline for frigivelse af registrering, og trykkede tilmeldt så snart registreringen åbnede. Aldrig – og jeg mener aldrig – har jeg haft så høj puls og helt røde kinder, bare ved at sidde helt stille foran en PC og ”arbejde”.  Der sad jeg – foran PC’en – midt på kontoret, med blokket kalender til privat aftale, havde høretelefoner på så jeg signalerede ”tal helst ikke til mig”, og fik helt røde kinder. Det var nok meget godt, at mine kollegaer efterfølgende liiiiiige fik en forklaring på, hvad pokker jeg havde haft gang i!

Hvad er Dragon’s Back Race?

Dragon’s Back Race er et 5 dages etapeløb i Wales, som falder ind under kategorien ”fell running”. Jeg kan ikke rigtig finde et dansk ord for ”fell running” men det svarer nogenlunde til løb i fjelde, på stier (hvis der er nogle) i terræn, og ruten ikke er afmærket. Wikipedia har defineret det som: “Fell running is the sport of running and racing, off road, over upland country where the gradient climbed is a significant component of the difficulty. Fell races are organized on the premise that contenders possess mountain navigation skills and carry adequate survival equipment as prescribed by the organizer”.

Ruten til Dragon's Back Race (www.

Ruten til Dragon’s Back Race (www.dragonsbackrace.com).

Dragon’s Back Race starter i Conwy i den nordlige del af Wales, hvor vi mødes søndag d. 21. maj 2017 til registrering og briefing. Mandag d. 22. maj 2017 kl. 07:00 går det løs:

  • Dag 1: 49 km med 3.823 højdemeter som vil tage os over (med “over” forventer jeg hen over mere eller mindre samtlige toppe af) bjerggrupperne: Carneddau, Glyders og Snowdon.
  • Dag 2: 54 km med 3.544 højdemeter. Her vil vi stifte bekendtskab med Moelwyns og Rhinogs.
  • Dag 3: 68 km med 3.712 højdemeter i selvskab med Cadair Idris og Plynlimon
  • Dag 4: 64 km med 2.273 højdemeter. Her skal vi hygge os i Elan Valley, men på trods af det tillokkende navn (Valley = dal), får vi da lige en god omgang højdemeter alligevel.
  • Dag 5: 57 km med 2.313 højdemeter. Her kommer vi igennem (og hen over hvad der må være en del toppe i) Brecon Beacons.

Så altså: 5 dage, 292 km og 15.665 højdemeter. Auch! Og godt det samme at vi skal løbe, hvor der ikke er særlig mange andre mennesker – jeg har ikke en chance for at udtale det forskellige stednavne.

Og de 292 km og 15.665 højdemeter er uden det løse. Alt det dér ekstra, der kommer på, fordi man løber forkert. Ruten er ikke afmærket, og i stedet markeret på kort som du så selv skal navigerer efter. Det der med at navigere kommer jeg tilbage til.

Eksempel på kort der løbes efter. Dette fra fra "søsterløbet" Cape Wrath Ultra. (www.dragonsbackrace.com)

Eksempel på kort der løbes på. Dette fra fra “søsterløbet” Cape Wrath Ultra. (www.dragonsbackrace.com)

“Søsterløbet” Cape Wrath Ultra

Dragon’s Back Race har et søsterløb – Cape Wrath Ultra – som lige har løbet af stablen. Der har været live tracking af løberne, og det har været ret lærerigt i forhold til detaljer om Dragon’s Back Race, og mega spændende.

Der var i alt 95 løbere til start, hvoraf 3 var danskere. Mogens Gisselbæk, Henrik Anoil Hansen og Flemming Madsen. Jeg tidligere har mødt Mogens Gisselbæk (på toppen af Trehøje til VUMB i vinters), men der blev fulgt med og heppet på alle tre danskere.

Så der var der altså live tracking af løberne og sikke et drama! Folk fejlnavigerede, klarede ikke cut offs og faldt som fluer. 95 stillede til start og 59 gennemførte, og det er ifølge arrangørerne mange i forhold til hvad de havde forventet. Tal lige om de 10 små cyklister!

Men alle tre 3 danskere gennemført: KÆMPE stort tillykke til jer, Mogens, Henrik og Flemming. Skønt at I viser at – godt nok har vi ingen bjerge her i Danmark– men vi kan være med alligevel!

Cape Wrath Ultra og Dragon’s Back Race

Nå men jeg har altså haft et fell running etapeløb på ønskelisten det seneste års tid, og hvorfor faldt valget så lige på The Dragon’s Back Race? Jeg kiggede også på Cape Wrath Ultra (de to løb bliver afholdt forskudt hvert andet år), men dels er jeg mega utålmodig (og der er altså meeeget lang tid til 2018) og dels er Cape Wrath Ultra 8 etaper hvor Dragon’s Back Race er 5 etaper. Jeg tænke at det nok er mindre hårdt inde i hovedet at skulle løbe i 5 dage i stedet for 8 dage.

Cape Wrath Ultra har længere etaper end Dragon’s Back Race, hvilket også er en fortaler for at vælge Dragen.

Men men men – Dragon’s Back Race har pænt mange flere højdemeter. Altså som i sygt mange højdemeter. Sådan nogenlunde omkring 15.665 m. Det er mange!

Jeg fik en fornemmelse af hvad højdemeter er på min træningstur i Avoriaz tilbage i november, og har brugt den lidt som en forståelse af hvad forholdet xx km/xx højdemeter betyder for min krop. Og derigennem om Dragon’s Back Race er noget der vil være ”duable” for mig. Konklusionen er, at jeg er rimelig sikker på, at det kan jeg godt. Men slet slet ikke sikker på, at jeg kan klare det indenfor de fastsatte tidsgrænser.

Så de næste 355 dage skal der arbejdes på:

  • Km i benene – også i terræn.

Check. Det er jeg sådan nogenlunde med på – der skal bare nakkes km er atter km. Der skal bare lægges ugeplaner der skal følges. Dog skal jeg nok lige skænke det en tanke at få nok terræn træning ind (altså træning uden for stier). Så langt så godt.

  • Fart

Til Dragon’s Back Race er det jo sådan (som i alle andre etape løb) at jo senere du kommer i mål, des kortere tid har du til at spise, hvile og restituere, til du skal i gang igen næste morgen. Og jeg er ikke en af de hurtige løbere! Faktisk ser jeg fart (eller mangel på samme) som min største svaghed, så der skal bygges fart og fart på inden jeg skal møde Dragen. Man skal jo helst ikke have svitset ballerne, fordi han kommer snigende bagfra, vel?

  • Udholdenhed

Til Dragon’s Back Race er der start hver morgen fra kl 07:00 og cut off kl. 23:00. Jeg får brug for alt den tid der er, og skal derfor indstille mig på at være i gang en 12-15 timer hver dag. Så planen er, at der skal trænes udholdenhed hen over vinteren ved at kombinere løb, cykling, svømning, yoga – alt der holder mig i gang i mange mange timer. Og den kommer nok til at trækker tænder ud: Mig – være i gang i mange timer i det danske efterår/vinter! Mig – der jo altid lyst til at gå i hi når vi rammer november!

  • Højdemeter træning

Denne burde egentlig være nem nok at tjekke af. Læg ugeplaner og følg dem. Meeeennn jeg bor på den nordlige del af Djursland. Her er altså meeeeega fladt! Så der skal lige arbejdes en del med timing af højdemetertræning, da det er noget, der skal have særlig fokus. Og jeg skal vist lige have fat i en erfaren bjergløber for at få lagt en god plan.

  • Balance i kroppen

Min lidt gamle krop har lært mig, at jeg ikke bare kan give den gas, uden at tænke kroppen som en helhed. Hvis jeg styrker én del af kroppen meget, er der bare en anden der brokker sig, hvis den ikke også følger med. Og her har jeg fundet det lækres af det lækrest: Bikram yoga. Jeg skrev kort om det i sidste blogindlæg, og jeg er stadig lige begejstret.

  • Coretræning

Men selv det sygt hårdeste yoga kan ikke give styrke nok, og jeg skal også have fokus på antagonisttræning (antagonist muskelgrupper er de, der har en modsatvirkende funktion) og simpel core træning. Så her skal der også lægges en plan.

Udfordringen bliver så at holde den!

Jeg har erfaring fra uanede antal af planer og programmer – de ryger bare alt for tit ud i hverdagen. Måske er løsningen at jeg sætter uger af, hvor jeg køre programmerne og har uger helt uden? Her skal jeg nok også lige have en erfaren gut ind over.

  • Find vej

Jeg er ikke helt fremmed overfor at navigerer i bjerge, og har bred erfaring fra trekking i Grønland, på Svalbard, samt i Sverige og Norge. Dog aldrig i dårlig vejr med ringe sigtbarhed. Og jeg kan nok ikke forvente høj solskin i 5 dage i Wales.

Og jeg har heller ikke erfaring som en mega presset løber, der måske – måske ikke – er mere eller mindre i stand til at tage de rigtige beslutninger.

Men jeg har ”smugtrænet” lidt, da jeg længe har villet løbe fell running. Jeg blev jo smidt ud i at være kortholder til VUMB 2016 med 3 ugers varsel. Jeg har ”party crashed” O-løb træninger hen over vinteren og er startet i det små i OK Pan sammen med mine unger.

Så planen er at få erfaring og have fokus på at lære at læse højdekurver. Samt (i så høj grad budgettet tillader det) komme afsted og træne / deltage i races i fells/fjelde/bjerge.

For jeg skal altså ikke ende som nogle af deltagerne i Cape Wrath Ultra: Lost!

Screenshot fra live.opentracking.co.uk/capewrath16/ af to løbere der seriøst løb forkert!

Screenshot fra live.opentracking.co.uk/capewrath16/ af to løbere der seriøst løb forkert!

Men så fik jeg også lært at arrangørerne tager sikkerheden meget højt (vi er vel i UK, ikk?), de kontakter løbere, der er blevet væk, og at man får en røvfuld af den anden verden, hvis man løber udenfor det udleverede kortudsnit.

  • Stave – ja så er vi tilbage til de ”¤%#/”&”¤##/#)=”!(% stave

Jeg har tidligere forsøgt mig forsigtig med stave og fandt ud af, at det kan jeg ikke finde ud af. Men jeg er nået til det punkt, hvor jeg har indset, at det må og skal læres. Jeg får brug for alt den hjælp jeg kan få, når først jeg er derude:

  • Race erfaring

Og så skal der samles på race erfaring. Alt den jeg kan nå at få. Så jeg starter med EverestingDK d. 11.- 12. juni, med at løbe 4.808 højdemeter, svarende til højden på Mt. Blanc, fordelt på 18 omgange på en 4,2 runde. Ja det var 18 omgange på en 4,2 km runde ved Knøsgården.

Del af Everesting DK ruten.

Del af Everesting DK ruten. Vi komme oppefra og skal ned over Everest stammen.

18 omgange, så der kommer til at gå helt hamsterhjul i det, og det bliver mit første af slagsen. Men det bliver også flere højdemeter og en længere distance end den længste og hårdeste på Dragon’s Back Race, så det bliver godt med et reality check for kroppen på, hvor overliggeren ca. skal ligge i forhold til formen når kalenderen siger 22. maj 2017.

Og Hey: EverestingDK er et drøn godt initiativ, da pengene går ubeskåret til Læger Uden Grænser. Så hermed lige en opfordring til at komme med, eller til at støtte indsamlingen her, der foregår igennem BetterNow.

Hvis Mt. Blanc (4.808 m) ikke er nok, kan man tage Everest (8.848 m), og hvis det er for meget kan man tage Galghøpiggen (2.469 m). Man kan enten løbe solo eller dele distancen i hold. Eller man kan komme og prøve trailsko, løbe hyggeture, heppe på løberne, og ellers bare hænge ud og hygge. Check hjemmesiden for detaljer og program.

355 dage, 7 timer, 58 minutter 35 sekunder til min date………

Vejen mod Marathon Des Sables 2017

“Jeg deltager i verdens hårdeste løb, for at få andet end et eventyr. Jeg deltager for at finde ud af, om jeg er så stærk, som jeg tror jeg er…også når jeg ikke behøver at være det!”

Valget var ikke særligt svært, for det jeg ved, jeg vil opnå, betyder langt mere end det år der bliver taget ud af kalenderen, for at blive klar. Klar til verdens hårdeste løb, eller det siger de i hvertfald, Marathon Des Sables 2017. 250 km gennem den hede ørken i Marokko.

“mor jeg har altså besluttet ikke at støtte dig! det kan jeg simpelthen ikke, da du kan risikere at komme til skade” datteren på 9 år.

“fedt! bare du er klar over at jeg skal med og ligge ved poolen i mens du løber” datteren på 18 år

“jeg skal fandme ikke træne med dig!” sønnen på 15 år

” jeg løber med dig skat” manden!!

Jeg er klar! ikke fysisk klar og heller ikke mentalt klar, men klar på at gøre den indsats der skal til. Jeg er klar til at måtte undvære min cola, mine hygge stunder med benene op og samværet med skønne mennesker, når jeg har lyst. Jeg lever en hverdag hvor spontanitet vægtes højt. Er jeg klar til at måtte undvære den, i det omfang jeg plejer at have den? det ved jeg ikke! men jeg vil forsøge.

På nuværende tidspunkt er tankerne mange. Der er kost der skal sættes i system, familien der skal forberedes på mine mange timer i løbesko, træningsprogrammer, styrkeprogrammer der ikke finder sted i et fitnesscenter og ikke mindst troen på at jeg kan. Jeg tror man kalder det struktur! absolut noget jeg skal lære. Jeg er nemlig den type, der tror jeg kan det hele i sidste øjeblik og at det nok skal gå.

Normalt løber jeg for at få følelsen af frihed gennem sporet i skoven, der befinder sig i min baghave. Jeg løber for at opnå ro og for at blive glad i låget. Jeg løber for det det gør ved mig. Jeg løber når jeg har lyst og lader vær når jeg ikke har. Den går ikke længer. Jeg skal lære at løbe fordi jeg skal og ikke kun når jeg har lyst. Denne omvæltning vil uden tvivl give mig et andet syn, på det at løbe trail og et andet syn på mig selv ikke mindst.

Jeg vil over det næste år skrive indlæg om vejen mod og min træning op til MDS 2017 og jeg glæder mig til at dele det med dig. – og får du lyst, skal du være velkommen til at løbe med en tur i skoven!

 

 

Firkløver 50/50 med The Real Deal

 Så skal jeg da liiiige love for, at jeg kom ud af min komfortzone!

Jeg er den type person, der altid (mere eller mindre velovervejet) vælger at skulle over der hvor gærdet er højest, og jeg skal da lige love for at jeg fandt mig et tårnhøjt gærde i Firkløver 50/50 The Real Deal.

Hvis du ikke lige ved hvad Firkløver 50/50 The Real Deal er, er det følgende: Dag 1 løber vi 50 miles (ca. 85 km) og på dag 2 nyder vi 50 af kilometerne igen. Og ja – det er en vanvittig idé men altså – det var en virkelig virkelig god idé, da jeg tilmeldte mig tilbage i efteråret. Men men – som tiden nærmede sig, blev jeg godt nok mere og mere i tvivl.

Træningen op til var ikke gået som planlagt

Ja, jeg er ikke ”20 og et par stykker mere”, og har som alle andre diverse skavanker. Jeg plejer at kunne komme overens med kroppen. Jeg har fået lært mig at lytte godt efter signalerne fra kroppen og tilpasse min træning og aktiviteter efter det. Men for et par måneder siden, stak det lidt af for mig og jeg fandt ud af at mit bækken var pivskævt. Det er faktisk lidt utroligt at jeg stadig kunne løbe ligeud, når man så på hvor skæv jeg var i kroppen.

Og et skævt bækken var lig (for mig), en nerve der nogle gange satte sig i klemme bag på knæet. Så pludselig, bedst som jeg kom løbende eller gående, skulle jeg slæbe/flappe mit ene ben efter mig, indtil det gik i sig selv igen. Jeg tror underholdningsværdien af mit selskab var rimelig høj nogle gange! Men det gjorde altså naller ondt!

Når skroget knager, har jeg tidligere gået til fysioterapeut eller akupunktør (evt. med et tvist af strøm, hvilket kan anbefales: Peter tager det meget pænt når man bander mere end en havnearbejder i hans klinik). Men denne gang, forsøgte jeg mig med en tur forbi Århus Osteopati, og jeg må bare sige at det er noget af den bedste behandling jeg endnu har fået. Det – sammen med lidt Bikram Yoga (yoga i et 40 grader varmt lokale) – gjorde at jeg næsten følte mig som ”20 og et par stykker” igen i ugerne på til løbet.

Og lige et par ord om Bikram Yoga. Yoga er efter min mening altid godt, varmen i Bikram er fantastisk til at løsne op i de stive muskler, og ved Bikram yoga får man nye oplevelser man ikke troede man skulle opleve. Så som følelsen af at stå foroverbøjet med hovedet nedad, og mærke sveden løber ind i næseborene. Se det var en ny én jeg ikke havde set komme 🙂

Foto fra Bikram Studiet i Århus.

Foto af www.bikramyogaaarhus.dk.

Men formen var altså ikke der, hvor den burde være. Jeg havde ingen ”back to back” træning (langture to dage i træk), næsten 2 mdr. uden langture overhoved, og de ugentlig km var slet ikke blevet til, hvad jeg gerne ville.

Testede formen til Julsø Ultra 30K

Lørdag d. 23. april, løb Julsø Ultra af stablen, og jeg havde tilmeldt mig de 30 km for lige at prøve om benet/knæet kunne holde til en langtur. Jeg havde forestillet mig at det skulle være en rolig tur, men vidste også med mig selv, at det nok blev en udfordring at holde tempoet nede, når først der kom et startnummer ind i billedet.

Så selvfølgelig lagde jeg for hårdt ud! Jeg startede med at følges med Frank – også fra Running Wild -, hvilket jeg godt vidst ville være en dårlig idé i længden. Han er bare for hurtig for mig. Men jeg fik besindet mig (efter en tur i skovbunden – anden gang på 2 uger jeg fik givet skoven en ”krammer” – jeg må seriøst til at få noget motorik på banen) og fik fundet mig et ok ”nulre-tempo”. Skøn skøn natur og møde med hyggeligt trail-venner undervejs hjalp med bare at nyde turen og ikke at race for alt for meget.

Fik lige fanget en ven i en selfie til Julsø Ultra.

Fik lige fanget en ven i en selfie til Julsø Ultra.

Men selvom det bare var en lidt for hurtig træningstur, betyder det ikke at jeg ikke fik samlet mig et par ”lessons learned”. Eks har jeg det med at småsynge/nynne når jeg løber. Det oplevede jeg, at jeg kunne bruge til at psyke andre lidt med, ved at jeg fremstår som en med masser af overskud. Hmmm…. Det er nok noget jeg kan arbejde lidt mere med.

Og så endte jeg med at komme ind kun 16 sek efter Frank, som jeg sagtens kunne have taget de sidste 500 m. Det var dælme træls, og hermed lært: Spurt altid i mål!

Men altså: Jeg havde et super fedt testløb til Julsø Ultra, hvor måde formen blev testet (kroppen var OK) og jeg fik tjekket et par minimalistiske sko på deres første langtur (første tur over 12 km): Så nu er mine fødder og skinneben endelig trænet op til langtur i Vivobarefoot sko, selvom asfalten mellem 28 til 31 km godt nok var hårde ved fødderne/benene.

Firkløver 50 miles

Men nu til søndag d 15. maj, hvor jeg skulle løbe min første 50 miles. Jeg var ret sikker på jeg godt kunne gennemføre (på trods af lidt udfald i træningen i månederne op til). Strategien var at tage den stille og roligt, med god tid ned til cut off, så jeg ville være i stand til at løbe dag 2. Det var målet. Hvor svært kan det være?

Så jeg havde lagt en plan: Løb efter puls, brug absolut minimum af tid i depoterne, hold øje med cut off tiderne, og sæt farten op hvis nødvendigt.

Normalt er jeg ikke en team-løber. Eller det troede jeg ikke at jeg er. Men jeg tror faktisk jeg har taget fejl af mig selv. Jeg fandt hurtigt sammen med Louise, der var pænt presset pga. en skade som hun egentlig var kommet over, men som kom snigende efter en 20-30km. Så vi var det perfekte team: Hun har mere erfaring end jeg, samt en husbond der ræsede rundt på cykel og tog fotos og heppede på os. Jeg havde det fysiske overskud og kunne bare blive ved og ved, men skulle holder tempoet nede. Se det var en genial win-win vi fik op og køre. Simpelthen genialt!

Louise og jeg på sporet. Foto af Frame the Action.

Louise og jeg på sporet. Foto af Frame the Action.

Og så er jeg altså bare nød til endnu en gang at sige, at trail folk er de skønneste mennesker der findes! Faktisk så søde og sjove, at man skal være top fokuseret for ikke at ”hænge i baren” i depoterne. Så Louise og jeg lagde strategi på vej ind i hvert depot (hvad vi skulle og i hvilken rækkefølge): 1) proppe xx mad i munden (bananer var et hit), 2) fyld vand i væskeblære (mens vi spiser), 3) tøm lomme for skrald og proppe mad i lommerne (mens vi spiser), 4) tag mad med i hånden og kom af sted (stadig spisende). Stå ikke stille og lav ingenting på noget tidspunkt.

Og noget man kan blive helt rørt af er, at når udgåede løbere står klar i depotet til at hjælpe med mad og vand. Det er dælme go’ trail stil!

Hjælp i sidste depotstop af skønne trail-kollegaer.

Hjælp i sidste depotstop af skønne trail-kollegaer. Foto af Frame the Action.

Apropos at løbe og spise – hermed en bonusoplysning: Det er en fordel at kunne trække vejret igennem næsen når man løber – det gør det nemmere at spise samtidigt. Hvis man nu alligevel vælger at trække vejret igennem munden med mad i munden, fungerer bananer og kanelgifler fint (de klistre tilstrækkeligt i ganen), men jeg vil på det kraftigste advare om at spise vingummier med åben mund. Det er totalt nederen at få ned i luftrøret!

Men altså – Louise og jeg fulgtes ad og havde et super samarbejde. Vi kom til vores store overraskelse ind på en 3. plads blandt kvinderne ((i tiden 11:35:29), som vi insisterende på at dele. Det var vist til lidt morskab for arrangørerne, men hey – vi havde fulgtes ad i over 11 timer, så vi skulle for pokker da også følges ad i mål! 🙂

Målkrammer!

Målkrammer! Foto af Frame the Action.

Og så kom mandagen med The Real Deal

Jeg havde fulgt min plan for dag 1, og var (træningen og min form taget i betragtning) klar til at tage 50 km.

Nej, helt ærligt, det var jeg ikke.

Slet ikke!

Jeg havde i forvejen indset at formen højest sandsynligt ikke kunne række til The Real Deal, og jeg havde overvejet meget omkring hvad der er værst/bedst – DNF (Did Not Finish) eller DNS (Did Not Start)? Og efter en mega dårlig nattesøvn (jeg kunne ikke finde ro, og tanker kørte helt vildt i mit hoved), havde jeg besluttet mig: Jeg skulle ”dø” med skoene på, selvom jeg virkelig hader at gå i gang med noget og så ikke være i stand til at gennemføre det.

Selvom jeg var afklaret med at stille til start, var jeg mandag morgen virkelig skræmt og med følelserne helt uden på tøjet. Og så var det at trail-løbernes sammenhold træder frem: Her er det lidt som at det er indsatsen og ikke kun resultaterne der ”belønnes”, og jeg fik en fantastisk opbakning til at jeg stillede til start. Jeg var virkelig i selskab med de helt seje gutter, og de bakkede mig op. Utrolig fantastisk!

Til start på The Real Deal med T

3 M/K til start på The Real Deal ud af 17 tilmeldte. I selskab med Rasmus Gade Elm (aka The Geek Runner) og Anders Skjødt (aka Den lille Indianer). Godt nok nogle hårde hunde at stå med!

Jeg delte turen op i bidder, og håbede på at kunne tage 3. blad (ca. 35 km), hvorefter jeg vidste hvor meget tid jeg skulle bruge til de sidste ca. 18 km. Men men – det halvgamle skrog var ikke med på den, og efter 11 km, måtte jeg, med en nerve i klemme bag det ene knæ og en lettere manglende kontrol over den anden hofte, kaste håndklædet i ringen. Jeg kunne helt simpelthen se, at jeg ikke ville kunne klare tids cuttet.

Og jeg er nu, når jeg ser tilbage på det, super glad for jeg stillede til start: Jeg står over en del af de rigtig hårde folk på resultatlisten, da de ikke stillede til start. Det betyder faktisk en hel del. For det er nok den eneste gang det kommer til at ske! 🙂

Og ikke mindst har jeg lært helt utroligt meget. Jeg stillede til start på trods af den laaaange række af ”argumenter/undskyldninger” man opstiller inde i hovedet, samt meget små ods for at det kunne lykkedes. Men jeg stillede til start.

Jeg har lært en masse om, hvordan jeg kan håndterer alt det der tankemylder der kommer og giver dig argumenter og undskyldning til at vælge den nemme vej. Tankemylder som i:

  • ”De 50 miles var mit andet rigtige ultraløb (første var 60 km i september, da VUMB 70+ egentlig ikke var rigtige ultradistancer), så det er da flot klaret med de 50 miles”.
  • ”Jeg har kun løbet ultraløb (og dertil hørende træning) i 8 mdr, så det er da helt OK ikke at forsøge sig med The Real Deal”
  • ”Alle de andre har meget mere erfaring og fart end jeg, så det er helt OK ikke at stille til start”
  • ”Jeg har jo heller ikke trænet som jeg burde, og de fleste andre stiller heller ikke til start, så….”

Men hey – jeg stillede til start og lærte dermed en masse jeg kan bruge fremover. Og til The Real Deal cap’en: jeg skal nok få nakket dig en anden gang!

The Real Deal caps. Foto: Frame the Action.

The Real Deal caps. Foto: Frame the Action.

 

Flere af mine bedste løbetips (del 2)

Om at komme afsted – selvom jeg virkelig ikke gider!

Imorgen løber mange af jer sikkert Copenhagen Marathon. Her kommer lidt løbetips til os, der nogle gange kæmper lidt med bare at komme ud af døren 🙂

Her kommer en ny række af mine bedste tips til at komme afsted, selvom jeg ikke gider. Første del finder du her.
DSC_4417

5) Med musik/radio

Det lyder som noget fra 80’erne, men et miks at den bedste musik (med lidt beat i…), kan altså gøre løbeturen lidt hyggeligere. Mads & Monopolet er sommetider også lige det, der skal til – eller en fantastisk podcast fra P6. Tankerne flyver, og jeg lytter istedet til det, der bliver sagt. Bonustip: jeg tager rent faktisk fiduserne ud af ørene, når jeg skal over vejen, så fokus er på trafikken. Og (dette kommer som en overraskelse for alle, der kender mig) så elsker jeg altså også at løbe til Tour de France. Det er mega underligt, for jeg hader egentlig principielt det meste sport – men det der med at løbe til en god spurt eller et massestyrt – det holder sært nok altid! Jeg kan glæde mig hele dagen til at skulle afsted og l lytte til noget godt!

 

6) Løb uden musik

Nogle gange er det bedst uden musik. Det er bedst, at man kan høre sine skridt. Er der flow? Løber man ujævnt? Slæber fødderne for meget? Hiver man for meget efter vejret? Man er til stede i sit løb på en anden måde, hvis man lytter til, hvordan kroppen arbejder. Dette har også gjort en stor forskel for mig i perioder, hvor jeg egentlig var kørt lidt død i at løbe generelt. På sådan en “jeg-mærker-efter-i-min-krop-tur” handler der nemlig hverken og tempo eller distance. Kun om at lytte og mærke.

DSC_4240

7) Løb en ny vej

Prøv noget nyt – løb en ny vej! Måske har du hørt, at der er åbnet en ny fed butik et sted – så løb hen og vinduesshoppe der. Eller løb til biblioteket med den bog, du alligevel skal have afleveret. Eller løb gennem et kvarter eller en park, du ikke kender så godt. Det er skønt med lidt nyt at kigge på!

 

8) Løb efter puls

Hechmann-metoder, fedtforbrændings-metoder og jeg-skal-komme-efter-dig er altsammen vældigt populært. Selv har jeg stadig svært ved at fatte, hvordan man skulle kunne blive hurtigere af at løbe langsommere – men det er en anden snak. En ting, der kan inspirere mig til at lege lidt med mit løb, er indimellem at løbe efter min puls. Jeg ved ikke en dyt om det med at løbe efter puls eller at træne fedtforbrænding, men en veninde fortalte mig engang, at hun havde prøvet at løbe efter en eller anden amerikansk udgave af Hechmann. Her går formlen på at løbe efter puls 180 minus ens alder. Selvom jeg på ingen måder er hurtigt, er det et absolut snegletempo for mig! Og det er ret sjovt at koncentrere sig om at holde sin puls nede – nogle gange endda så sjovt, at man helt glemmer at man rigtig ikke gad afsted.

DSC_4243 (2)

9) Løb runder

En gang imellem har jeg også held med at løbe runder i min lokale park. Den er virkelig ikke ret stor, men faktisk har jeg løbet op til 15 km der! Nogle gange bliver det mere overskueligt, hvis man ikke skal ret langt væk hjemmefra. Over på den anden side af vejen – det kan jeg altid lige klare. Så jeg løber runder. Typisk 4 runder af forskellig længde. 4 runder fordi den første er nem nok. Den anden er også ok. Den tredie er virkelig skod. Men så er man jo snart færdig, og det ville være virkelig dumt ikke at løbe den sidste runde også…. Runderne er af forskellig længde, men aldrig over 1 km. Så bliver det for uoverskueligt. Og jeg veksler mellem helt korte runder af 200-250 meter og runder af ca. 800 meter. Altid 4 af slagsen inden jeg finder en ny runde. Og pludselig har jeg alligevel løbet en god tur.

DSC_4245

10) Bliv hjemme

Let’s face it. Nogle gange skal man bare blive hjemme! Jeg er af den faste overbevisning, at det skal være sjovt at løbe. Hvorfor i alverden skulle man ellers gøre det. Så hvis jeg har været alle ovenstående “tricks” igennem, og jeg stadig kun tænker på at pjække – så er der nok en grund til det. Indrømmet; i alle mine år som løber er jeg vist kun nået hertil 2 gange. Den ene gang var jeg lige blevet fyret og den anden gang var en smuk sommeraften, hvor vi istedet tog ned og badede. Og det skal der også være plads til – livet er jo meget andet end løb!

 

11) Hold en løbepause

Sommetider har jeg – modsat hvad mange vist tror – bare slet ikke lyst til at løbe i en længere periode. Det sker ikke tit, men i perioder er det bare ikke det bedste, jeg ved. Jeg tror, det også er min krop, der fortæller mig, at nu er den træt. Så holder jeg en pause. Ikke en lang pause, men måske beslutter jeg, at jeg løber mine faste ture i 3 uger, og så holder jeg helt fri en uge. I de tre uger jeg løber, glæder jeg mig som en vanvittig til min friuge!!! En uge helt uden løb er dog meget for mig, så ved ugens udgang er jeg i den grad klar til at komme igang igen!

Vejen til første Marathon!

Er Marathon mon muligt?

I november havde jeg en af mine første uger, hvor jeg kunne indsætte mere end 50K på løbekontoen. Trods slud, storm og en masse sne, nåede jeg et mål hvor jeg skulle løbe 70K på en uge.. Det var egentlig ikke fordi jeg løb mod NOGET, det var mere sådan et personligt mål, jeg ville bare teste om jeg kunne.. Og det kunne jeg! Og da jeg så sad, søndag eftermiddag, efter en kold og våd sidste løbetur begyndte tankerne om et marathon at rulle.. Jeg havde løbet 70K denne uge, så burde jeg da kunne klare et marathon, ingen tvivl om at jeg var i mit livs bedste form..

Men marathon var faktisk en ting jeg ellers altid havde sagt IKKE var noget for mig.. Noget som jeg i mange år havde ment var den rene tortur for kroppen.. Jeg bildte mig ind at det slet ikke var noget for kvinder, vores led var ikke skabt til det, ligesom mænd var??? (VIRKELIG SKØRT!!!) Fjollede ting jeg nok bare bildte mig selv ind, fordi jeg inderst inde havde et lille utalt ønske om at det en dag var MIG der kunne prale af at have gennemført et helt Marathon. At JEG skulle løbe igennem Københavns gader sammen med en masse andre løbeglade mennesker, og få en medalje om halsen når jeg løb i mål. Jeg ønskede det faktisk pludselig så meget, at jeg fik sommerfugle i maven bare ved tanken..

Jeg nævner det for Michael om aftenen, bare noget med ”jeg kunne virkelig godt tænke mig at prøve det der marathon, men jeg er i tvivl om jeg kan”, og hans svar var; at selvfølgelig kunne jeg det, det var han slet ikke i tvivl om.. Så uden at have taget beslutningen endeligt, begyndte jeg at kigge på programmer der skulle gøre mig klar og blot få mig igennem uanset sluttid, men der er jo et hav af forskellige løsninger, og jeg syntes ikke rigtig jeg kunne finde noget der matchede mig, så jeg lagde lidt låg på drømmen og besluttede mig for at se nærmere på det når vi nåede januar.. Min plan var at investere i nogle hecmann kurser, og nogle af hans bøger, og så finde inspiration den vej..

Team Guldbamse

Min veninde Line, som jeg har kendt lige siden hun blev født, er elite OCR løber og havde længe løbet efter personlige løbeprogrammer lavet af Michael T.K Jeppesen. Da vi mødtes til brunch i midten af december talte hun stadig varmt om hendes personlige programmer, og var faktisk helt chokeret over jeg kunne løbe UDEN programmer.. Så Line fik hurtigt sat mig i forbindelse med Michael, som på det tidspunkt også kørte med et tilbud der løb indtil d 31. maj 2016.. Jeg skrev lidt frem og tilbage med Michael om mine mål, hvad jeg løb nu, hvorfor jeg løb osv.. Jeg havde faktisk rigtig rigtig svært ved at tage den endelige beslutning, der er meget langt fra en drøm til virkeliggørelsen af den, og det kan være afsindig svært at skubbe sig selv det sidste stykke, når man ved at der skal flyttes nogle grænser for at nå til målet..

Men efter megen overvejelse sprang jeg med på team guldbamse, med målet om at kunne gennemføre mit første marathon på under 4 timer.. At gå med i denne online løbeklub, DET er en af de bedste beslutninger jeg har taget for mig selv og mit løb, og kan klart anbefales uanset hvor du befinder dig i din løbekarriere og hvilke mål du har. Michael er så afsindigt dygtig og god til at sørge for at du er nøjagtigt der hvor du skal være. Udover løbeprogrammer hver uge får du også personlig vejledning (han står til rådighed 24/7 enten via beskeder eller på telefonen), og der er fællestræning 1 gang om ugen i København.

Når sygdom kommer i vejen for ens mål

Jeg havde IKKE nået mit mål om noget som helst Marathon hvis ikke jeg havde været en del af teamet. Jeg var nemlig så uheldig at jeg fik mig en rigtig slem dobbeltsiddet lungebetændelse i midten af februar.. De første uger forsøgte jeg mig stadig med løb (JEP virkelig virkelig dumt, men man kan altid være bagklog!). Men i ca 6 uger kæmpede jeg, og for filan jeg har tudet af frustration, fordi kroppen slet ikke kunne det som hovedet gerne ville. Hvor jeg normalt altid løb efter at have afleveret unger, lagde jeg mig på sofaen i stedet og rejste mig ikke før det var højest nødvendigt. Jeg ringede til min kære mand, og græd fordi jeg ikke magtede vasketøjet, rengøring, eller noget af det som der stod på dagens program.. Og jeg havde såååå dårlig samvittighed overfor Michael T.K Jeppesen.. Det lyder underligt, men jeg følte at han troede på mig, og brugte tid på mine programmer, og nu svigtiede jeg.. Jeg er bare sådan en person der helst gør ting 100%, så jeg havde ligesom gået ind i det her med et klart mål om CPH Marathon til maj, og det var det mine programmer blev lavet ud efter, så jeg synes det var så ØV at jeg ikke bare kunne komme i sving! Tiden tikkede derudaf og min form blev bare dårligere og dårligere.

I mange timer lå jeg på sofaen og tænkte at det der Marathon det ville jeg ALDRIG nå.. Det kunne være lige meget, jeg kunne jo ikke engang færdiggøre et skide program for en uge, til trods for at min coach havde lavet nogle forholdsvis lette programmer.. Jeg havde virkelig givet op.. Nogle tænker måske at det ”bare” var en lungebetændelse, men det var så slemt at jeg 4 uger inde i sygdomsforløbet fik tjekket lungekapacitet, og den var nedsat med 50%. Det vigtigste for en løber er at kunne trække vejret, og jeg lød som en ryger på 30. år, bare jeg forsøgte at bevæge mig en lille smule.. Gnisten var virkelig slukket og drømmen var ikke eksisterende, lige nu havde jeg kun et mål, og det var at kunne løbe mere end 10K igen..

Havde jeg ikke haft Michael T.K Jeppesen som coach havde jeg givet HELT op.. (i det hele taget var det bare fedt at være en del af et team, også selvom det kun var online) Michael pressede på, på en god måde. Han troede på at jeg kunne, trods lungebetændelsen, og denne tro fik mig til at tro på mig selv.. D. 20. marts satte jeg mig og nød lidt af vintersolen og den friske vind, gjorde mig nogle tanker om mål, drømme, osv..

VÆR NOGEN IKKE NOGET!

Og ugen efter færdiggjorde jeg for første gang i 6 uger mit løbeprogram fra ende til anden, og jeg var så stolt.. Tirsdag d. 27. marts var jeg ude og løbe 20K som var det længste i 8 uger, og det var bare den bedste følelse.. Det var vildt dårligt vejr på hele turen, men den fedeste følelse da jeg var hjemme igen, og jeg blev mindet om at det jo netop er lige præcis DERFOR jeg elsker at løbe.. Følelsen under og efter er helt ubeskrivelig, og kun en følelse man kender hvis man er løber!

Sidste lange tur inden nedtrapning! Blev løbet i storm og slud.

Og så lagde jeg ellers det ene løbeprogram ned efter det andet, uge efter uge kunne jeg mærke formen og gnisten komme tilbage, og lige pludselig lå jeg i en hård træning med kun få uger til nedtrapingen.. Jeg har faktisk nok aldrig tænkt over HVOR hårdt det er at træne op til et Marathon, det var først da jeg stod i de sidste hårde uger, og benene var trætte og kroppen bare BRUGT. Den sidste hårde løbeuge slutter jeg af med at løbe tv2east løbet. Mit mål havde været at komme under 50 min, og jeg havde lokket min dejlige mand med for at han kunne skubbe lidt på 🙂 Målet nåede jeg desværre ikke, men jeg kom ind på tiden 50.40, hvilket var ny PR til mig, og det boostede lige selvtilliden, for der var meget vind på ruten og de første 6K var op ad bakke plus jeg lå i den sidste hårde Marathon træning.

JEG KAN JEG VIL JEG SKAL klare det marathon!

– Dagene op til!

Det der nedtrapning har jeg haft ret svært ved faktisk.. Det er igen det psykiske der driller mig, for når jeg laver mindre er jeg altid bange for at tage på.. Derudover har jeg i denne uge carboloadet (spist en masse ekstra gode kulhydrater), for at fylde depoterne godt op. Jeg har virkelig prøvet denne uge at gøre alt hvad jeg normalt ikke gør, jeg har blandt andet sovet til middag to gange OG spist og spist og spist, dog kun gode ting!

Jeg håber virkelig at min krop vil takke mig i morgen, for mentalt kunne jeg ikke blive mere klar.. Jeg hentede startnummer i går, og den fedeste teamtrøje til os i team guldbamse, og da jeg kom hjem og lagde det hele frem blev det først helt virkeligt for mig; NU er det lige om lidt jeg skal løbe mit første Marathon, og der er kun en vej og det er over målstregen! WAUW… Min strategi er lagt i tæt samarbejde med Michael T.K Jeppesen, og nu glæder jeg mig bare helt vildt til at komme afsted, og løbe det der Marathon igennem et Københavns gader.

Jeg ved ikke om jeg når mit mål på tiden, men jeg ved at min mand vil stå og heppe på mig, ligesom han gjorde under mit store vægttab, gennem min uddannelse, under fødslerne af vores to børn og nu under mit første Marathon.. OG DET er bare helt igennem fantastisk i sig selv <3

cph marathon

 

Keufelsköpf Ultra Trail

IMG_2392
Keufelsköpf  ultra-Trail 85Km.

Endelig kom dagen. Lørdag den 14 Maj. Var en dato, som længe har stået reserveret i min kalender.

Jeg er ikke og har aldrig, været den mindste killing i kassen. Så for at få bare en smule succes med det løb, var jeg godt klar over, at der ikke bare skulle trænes, der skulle også optimeres på vægten. Derfor begyndte jeg allerede, i ugen op til jul, at se på min kost. Og da nytåret var fejret, lage jeg ret radikalt om på mit indtag af mad. Jeg droppede brød, ris, pasta, kartofler. Naturligvis også kage og sukkerholdige produkter i en vis udstrækning. Jeg skar endda ned på øl drikkeriet. (man kan så spørge om en trailløber uden øl er rask?) Men målet helliger midlet i dette tilfælde. I stedet spiste jeg masser af grønt. Salat, kål gulerødder, squash, æg kylling og fisk. Og da jeg stod på stregen kl 6 morgen, var det også 11-12 kilo lettere. Det er ret meget når man skal løbe op af.

Hvad har jeg så gjort for at træne?

Faktisk har jeg ikke trænet ret meget løbs specifik. Jeg har løbet ca 40-60 km om ugen. Naturligvis løbet nogle bakker, og også trænet lidt i at løbe med stavene.  Så har jeg også forsøgt at få lavet noget core træning og om tirsdagen, hvor min kæreste er til line dance har jeg løbet op og ned af vores trappe til 1 salen i 45-60 minutter.

Jeg har i år løbet 2 flade marathons et trail marathon  (Uhrskov trail) fedt løb, som varmt kan anbefales. Derud over har jeg løbet 2 ultra som træningsløb. Forstået på den måde, at de blev løbet bevist langsomt.  Gudenå ultra trail 75km på, lad os kalde det udfordrende underlag. Mudder, vand, glatte træbroer og hvad har vi. Der løb jeg sammen med Steen Højager Jensen min makker på Keufelsköpf  ultra-Trail  Lars Mose og Jane Duch Kallestrup fejeblad. Så tempoet var overkommelig, selskabet var fantastisk og den ene kilometer tog ligesom bare den anden.

Det andet ultra i år var så Julsø ultra. Igen Sammen med Steen, for at træne langt og langsomt.  Her blev jeg noget mere ramt. De bakker gør det bare ved mig hver gang. Ved omkring 50km siger jeg til Steen, jeg er færdig! Jeg skal nok komme i mål, men det bliver vist en gåtur herfra. Ok er svaret og så lægger Steen sig ligeså stille 3-4 meter foran mig og sætter tempo. Ikke hurtigt, bare lige så jeg netop løber. Efter et par km på den måde tryller han et marcipan brød frem. Og på den måde får han ligeså stille lokket mig med. Faktisk får han mig så meget i gang at vi løber i mål i tempo 5.15

Læs mere

Spor 24 – 24 timers trailløb

Spor 24, lørdag d 14/5-2016

Lørdag d 14/5 kl 15.00 skulle næste store løbeudfordring sættes i gang. Spor 24, et løb jeg længe havde set frem til både med frygt og spænding. Frygt – fordi det mere end noget andet løb jeg har deltaget i, handlede om mental styrke. Om at kunne sparke sig selv videre og om at kunne bevare det positive mindset. Spænding – fordi jeg havde et par mål jeg gerne ville have opfyldt.

1: Ville gerne holde mig i gang hele løbet. Altså ingen længere pauser.

2: Ville gerne løbe længere end jeg hidtil havde gjort. (127 km til Transgrancanaria)

 

Starten

Kl 15.00 blev løbet sat i gang og jeg glædede mig voldsomt til at komme ud og få prøvet ruten. Ruten var 7 km med ca 170 højdemeter pr omgang – sv.t. ca 1050 hm på et marathon. Underlaget skulle være en god blanding af det meste.

Afsted det gik….alt, alt for hurtig. Havde valgt at starte op uden rygsæk eller stave og bare drikke/spise i depotet. Det kørte bare og inden noget egentlig blev justeret, var der løbet 6 runder. Næsten 1 marathon. Der slog det mig som en hammer hvor lang tid der var tilbage af løbet og at det her skulle der ændres på. Nu!

Jeg valgte i depotet at tage løbevest på med drikkedunkene samt at få gang i mine stave. En så absolut rigtig beslutning, men alligevel kom straffen for et for hårdt udlæg prompte.

Krisen

Omgang 7 og 8 var for mig det hårdeste tidspunkt i løbet. Følte mig ret træt og kunne mærke jeg slet ikke havde fået drukket nok. Rookie mistake!!!!! Derfor besluttede jeg mig for at gå meget på disse omgange og ellers drikke og spise så meget jeg kunne. At slappe af, spise og drikke – det er jeg ret godt til 😉  Samtidig vidste jeg jo at kriserne ville komme og det var nu der skulle arbejdes med tankerne. Én af de første ting jeg plejer at finde frem når det går sådan til løb, er noget jeg engang læste i bogen “ekstremløberen” af Jacob Juul Hastrup. Han havde en krise i et af hans lange løb hvor han sagde til sig selv: at når hele familien gør alt for at han kan være med til sådan et løb, så vil det være utaknemmeligt og forkælet at stoppe blot fordi der er en “lille” krise. Disse ord virker også på mig. Der er så mange der gør, at jeg får muligheden for dette og derfor skal der kæmpes indtil der ikke er mere – overhovedet – at komme efter.

Med depoterne godt fyldte igen og hovedet, tankerne og prioriteterne på plads kørte maskinen igen fornuftigt.

spor2414spor247

Natten

Som regel elsker jeg at løbe om natten. Dette blev heller ingen undtagelse. Vinden tog markant af og der var ikke mange skyer. Temperaturen var fin.  Natten forløb rigtig godt for mig og jeg kunne fint holde tempoet. Nu skulle det bare blive morgen og lyst hvor jeg havde lovet mig selv et komplet tøjskifte. Derudover havde jeg også lovet mig selv at jeg måtte tjekke min telefon om morgenen.  Ja, ja…selv små ting motivererer 😉

Ruten

Det er også på sin plads at fortælle lidt omkring ruten. Den var som sagt 7 km med ca 170 hm. Efter starten kom der et lille stykke på asfalteret cykelsti hvorefter vi drejede ind i skoven. Her var der i starten nogle rimeligt brede skovstier at løbe på, afbrudt af nogle fede stykker singletrack. En enkelt lang stigning på nogle trapper var der også. Ud til vendepunktet hvor noget af ruten retur bød på løb helt nede ved vandet. Blandt andet her et godt stykke på nogle strandsten som godt kunne trække tænder ud… Ved 6 km mærket kom den længste stigning på ruten som også var rimelig stejl. Dog overkommelig. Op til start/mål hvor der skulle løbes en lille sløfje nord for “hovedruten”. Her var der også lige en enkelt krads stigning på.

Alt i alt en super lækker og afvekslende rute. Holder dog stadig fast på at jeg godt kunne have ønsket mig endnu flere hm på ruten idet det bekommer mig rigtig godt at gå meget i de lange løb samt at bruge stavene.

spor2411 spor249 spor2412 spor2415 spor2416

 

Den nye motivation

“Du ligger nummer 1” lød beskeden hjemmefra da jeg tjekkede telefonen om morgenen. Ahh, come on, der var flere rigtigt stærke folk med i dette løb. Samtlige vidste jeg var foran mig, så mon dog…Men blev jo selvfølgelig nød til at forhøre mig da jeg kom tilbage til depotet igen. Og ganske rigtig. Fik det bekræftet. Jeg var den førende løber. Nr 2 ca 50 minutter efter. Det kom fuldstændig bag på mig. Havde ikke i min vildeste fantasi tænkt dette scenarie ind. Samtidig skulle jeg også lige tumle rundt i hovedet at der altså var ca 8 timer igen. Havde de andre blot hvilet sig for at vende tilbage for fuld smadder og langsomt indhente mig igen osv? Om ikke andet så betød det i hvert fald at jeg virkelig havde lyst til at fortsætte tiden ud nu.

For at det hele ikke skulle køre totalt rundt i hovedet på mig prøvede jeg at skubbe det væk og forholde mig til mit eget løb. Besluttede at der skulle gå minimum 2 omgange inden jeg forhørte mig igen omkring stillingen. På dette tidspunkt i løbet følte jeg mig heldigvis flyvende og holdte her næsten samme omgangstid i flere runder. Maven fungerede under hele løbet rigtig godt og jeg havde næsten udelukkende taget af egen forplejning. (Ikke fordi depotet i løbet fejlede noget).

 

spor243 spor241

Det “hemmelige” mål

Jeg havde, som tidligere skrevet, to mål med løbet. Men inderst inde var der også et drømmemål. Målet om at nå de 100 miles i et trailløb. For at gøre dette skulle jeg løbe 24 runder. Det blev nu mit helt klare fokus, ikke mindst for at glemme selve konkurrencen om placering. Det var bestemt indenfor rækkevidde. Da jeg havde rundet 21 omgange spurgte jeg igen til placering. Fik her at vide at nr 2 nu var 2 omgange efter mig og inderst inde vidste jeg at den var hjemme. Der resterede for mig nu “kun” 3 runder og de skulle bare overståes. Den sidste runde blev godt nok en hård runde. Det regnede kraftigt der og jeg var helt færdig. Kunne stort set kun gå. Talte 100 meter på uret bare for at fortælle mig selv at jeg hele tiden var i fremdrift. Laaaangt om længe kom jeg op til mål – rundt på den lille rundtsrækning og tilbage og over målstregen. Jeg er færdig. Nåede “det hemmelige” mål. Er igennem og har det rimeligt. Og shit, hvor var jeg stolt. Og som ekstra bonus, så vandt jeg. Fuldstændig vildt og bestemt ikke noget jeg har prøvet meget 🙂

spor245

 

Forbrug

Har for første gang i et løb kunnet styre energiindtaget idet jeg tog det meste fra min egen forplejning. Drak 3 l cola plus vand og vand blandet op med zero tabs (Ved ikke hvor meget vand). Supplerede med en lille smule energi fra 32Gi i depotet. Spiste 4 rugboller med skinke og ost. 1 protein bar plus 2 energi barer. Tog 3 gels undervejs også. Derudover tog jeg fast 1 saltstick hver time. Spiste 4 chokoladekiks samt et par håndfulde slik fra depotet.

Tak

Er stadig super glad for at løbe i mine Altra Olympus 2.0 i de lange løb. Fantastisk stødabsorbering og fornuftigt greb i bunden. Fødderne har det virkelig godt i de sko. Tøjet fra Compressport gør at jeg ikke døjer med gnavmærker eller andre irritationsmomenter. Prøvede de nye r2v2 sleeves som virkede kanon godt sammen strømperne fra injinji. Det hele spillede bare. Tak for alle kommentarerne fra deltagere og tilskuere undervejs – fedt at løbe igennem campen og få opmuntrende kommentarer med på vejen. Super stemning omkring løbet. Tak til alle der har skrevet også. Og sidst men ikke mindst en kæmpe tak til min kone samt familie for at have hjulpet med at spor 24 kunne blive en realitet for mig.

 

spor248

 

Nu ser jeg frem til og glæder mig max til næste udfordring, Trail Verbier St-Bernard samt Ultra Trail Cote-D´Azur Mercantour

Bedste trailhilsner

/ Dannie

MOTIVATION OG LØBEGLÆDE – vend ydre motivation til indre motivation

For tre ugers tid siden gennemførte jeg mit 6. ultra trailløb – Julsø Ultra – en temmelig bakket tur på 58 km og 1400 HM ved Himmelbjergegnen.

Et par dage efter blev jeg ATTER EN GANG spurgt:

”Hvorfor gør du det? Er der virkelig nogen, der hvis de nu skal være helt ærlige holder af at løbe ultraløb? Er det ikke mest for at være smart og få opmærksomhed på de sociale medier?”

Jeg lagde hånden på hjertet og svarede, at jeg HELT ÆRLIGT ikke tror, at man kan fake sin begejstring for ultraløb. Hvis ikke man virkelig elsker et eller andet ved den slags løb, så kommer man simpelthen ikke igennem løbet. Det er for hårdt både fysisk og i særdeleshed mentalt til, at man kan krydse målstregen ene og alene med smart-faktor som drivmiddel.

13211107_10207892469482402_430184122_o

 

MEN HVAD ER DET SÅ DER DRIVER VÆRKET?

Det kan jeg med sikkerhed ikke svare entydigt på, for en ting er til gengæld sikkert – det er ganske individuelt, og der kan være mange faktorer på spil. Men fællesnævneren for alle må være en eller anden form for motivation.

Ordet motivation stammer fra det latinske ”movere”, og betyder at bevæge eller flytte. Motivation er altså et begreb, der beskriver den drivkraft, som får mennesker til at handle, som de gør.

Der findes et hav af motivationsteorier baseret på adskillige studier fra tidernes morgen og frem til nu. Nogle handler om tilfredsstillelse af menneskets lyster og behov, mens andre er mere procesorienterede og tager udgangspunkt i forventning, målsætning, belønning eller balance.

Jeg er egentlig, for at sætte det lidt på spidsen, fløjtende ligeglad med, hvad teorierne hedder og hvem, der har udviklet dem. Jeg er mest optaget af de to motivationskoncepter:

Indre og ydre motivation.                                                      

Fordi netop de er afgørende for, om man oplever glæde ved det, man foretager sig – hvilket i det her tilfælde er løb.

13214553_10207892469722408_788381188_o

 

INDRE OG YDRE MOTIVATION

Indre motivation refererer til den motivation, der er forbundet med en naturlig lyst, interesse eller nysgerrighed. Indre motivation er kendetegnet ved, at den er drevet af glæden ved en aktivitet frem for udefra kommende konsekvenser som f.eks. en belønning. Man løber så at sige for løbets egen skyld og den glæde, man finder ved at løbe.

Ydre motivation baseres derimod på resultater uden for selve det at løbe såsom belønning, evaluering og andres meninger. Man løber med andre ord for at opnå et eller andet udfald.

Nogle vil måske så påstå, at løbere, der deltager i konkurrencer udelukkende er drevet at ydre motivation. Det er jeg så direkte uenig i, indre og ydre motivation behøver ikke at udelukke hinanden.

Jo bevares, konkurrence er generelt ydre, fordi det opfordrer udøveren til at vinde og slå andre. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan glædes ved de indre gevinster ved løbet.

Der hvor jeg synes, indre og ydre motivation bliver betydningsfuld, er i forhold til:

Løbere der indimellem bøvler lidt med motivationen – og hvem gør ikke det?

Det kan både være nye løbere, der gerne vil have gang i regelmæssige løbeture eller øvede løbere, der ønsker at holde fast i daglige løbeture. Det kan såmænd også være konkurrenceløbere, der simpelthen pludselig føler sig demotiverede.

For hvis du gerne vil bevare gejsten og motivationen for at løbe, er det altså afgørende, at du føler glæde ved at løbe, ellers bliver det op ad bakke at holde fast i en god løberutine.
13199582_10207892469362399_1270836826_o13223540_10207892469442401_1116707055_o

 

NÅR KRAV OVERSTIGER LYST – FORSVINDER GLÆDEN

Hvis det at løbe mere bliver en pligt, noget du skal, end noget du har lyst til, så begynder du at miste glæden og rende ind i motivationsproblemer. Det er ikke sikkert, du opdager, at du er på vej ud i et mere kravfyldt frem for lystbetonet forhold til dit løb.

Mangel på lyst til at løbe kan godt komme snigende ad bagvejen – især hvis du alligevel formår at komme i skoene. Og så pludselig en dag står du der, hvor du ganske enkelt ikke gider løbe mere – og det er ærgerligt at nå til det punkt. Du skal stoppe op og snøre skoene lidt anderledes, inden du når dertil!

Hvordan opdager du så om det er krav eller lyst, der driver dig?

En tommelfingerregel – hold øje med de små ord ”burde” og ”skal”.

Vær opmærksom, hvis du tager dig selv i at tænke i fraser som:

”Jeg burde løbe en tur i stedet for at ligge i sofaen” eller ”Jeg skal ud at løbe i dag”.

Aktiviteter, der er forbundet med ”burde” eller ”skal”, lugter langt væk af krav, du stiller til dig selv. Prøv lige engang at holde dem op imod ”har lyst til” og ”vil”, så lyder sætningerne pludselig mere som noget, du vælger i stedet for at pådutte dig selv:

”Jeg har lyst til at løbe en tur i stedet for at ligge i sofaen” og ”jeg vil ud at løbe i dag” .

Hvordan bevarer du så lysten?

Det gør du ved at blive bevidst om, hvad det er ved løb, der lige netop driver værket for dig. Hvad er det, der gør dig glad, hvad får du ud af at løbe?

Hvis svaret tager form af en ydre motivation, så prøv at omformulere det til en indre motivationsfaktor. Lad mig komme med et par konkrete eksempler:

”Jeg løber for at tabe mig og blive mere attraktiv” → ”Jeg løber for at tabe mig og få et bedre helbred”

”Jeg løber for ikke at virke doven” → ”Jeg løber fordi, det giver mig mere energi i hverdagen”

”Jeg får selvtillid af at løbe, fordi andre synes jeg er god til det” → “Jeg får selvtillid af at løbe, fordi jeg føler mig kompetent, når jeg klarer en udfordring”

”Jeg løber for at gøre mig fortjent til en kage til aftenkaffen” → “jeg løber så jeg kan nyde min kage til aftenkaffen”
13225212_10207892469922413_1868694345_o

 

SKAL JEG SÅ ALDRIG LØBE, NÅR JEG IKKE LIGE HAR LYST?

Nu spørger du sikkert dig selv, om jeg så aldrig nogensinde løber, når jeg ikke har lyst.

Jo, gu gør jeg da det. Men jeg gør det ikke, fordi jeg burde. Jeg gør det fordi, jeg ved, at det er, når jeg har aller mindst lyst til at løbe, at jeg har aller mest behov for det. Når jeg har mindst lyst, er det som regel når energiniveauet er i bund, fordi jeg er udfordret af andre ting i mit liv.

Hvis jeg får hevet mig selv op og løber en tur, så får jeg netop den nødvendige energi til at tage kampen op med de udfordringer, der dræner mig. Det ved jeg, og derfor ender det som regel med, at jeg gerne vil løbe en tur, selv om jeg ikke har lyst. Jeg ved godt det lyder selvmodsigende. Men det bunder i, at jeg får vendt den ydre motivation til en indre:

”Jeg orker egentlig ikke løbe med alt det, der foregår lige nu, men jeg gør det, fordi jeg skal passe min træning” → ”Jeg orker egentlig ikke løbe med alt det, der foregår lige nu, men jeg vil gerne, fordi det giver mig et nyt syn på tingene og energi til at håndtere udfordringerne.”

Garnnøglen kommer på plads i hovedet.

Jeg plejer at sige, at jeg løber ud med en filtret garnnøgle med knuder til højre og løkker til venstre. I løbet af turen filtres de ud og ruller sig lige så langsomt op, så jeg vender hjem med en fin rund kugle af garn.

Slutteligt vil jeg sige, at det da er helt ok at løbe nogle ture, der mest føles som ”burde”-ture indimellem. Så længe vægtskålen ikke begynder at tippe i retningen af, at de fleste ture er pligt og glædeskurven aftagende.

Kommer du dertil, er det måske værd at tage en pause fra løb i en periode og holde dig fysisk aktiv med andre former for motion, indtil kærligheden til løb igen blomstrer op.

Løbere er også mennesker, og vi spæner uundgåeligt ind i ups and downs fra tid til anden. Vær i det, anerkend din manglende motivation, respekter den og lyt til den frem for at kaste dig ud i det ene pligt-løb efter det andet.

–  Så skal motivationen nok dukke op igen, når du er parat –

13210994_10207892469642406_1164624163_o

 

 

Lillebælt halvmarathon

Hele Danmarks halvmarathon

image

Klokken er 6:00 og mit vækkeur ringer. Men jeg har været vågen et stykke tid. Jeg skal idag løbe lillebælt halvmarathon og jeg har allerede tænkt over ruten inde i mit hovede. Jeg står op og laver morgen mad. Vejrudsigten siger sol og 24 C. Jeg sidder mig ud på terrassen og spiser morgenmad og masser af drikkelse. Jeg sidder i skyggen og fryser. jeg siger til mig selv at det er ok at fryse. Det vil jeg savne senere idag.

Mødes med løbevenner på banegården i Odense. Snakken går i toget om vejr og væske og man kan mærke den der lille nervøsitet. Flere måneders træning skal stå sin prøve idag. Og jeg ved godt at hverken ruten eller vejret er til nogen rekorder idag. Udfordringen idag kommer at få korrekt mængde væske.

Ankomst til Middelfart. Masser af glade løbere som alle går mod startområdet. Humøret er højt. Om et par timer skal alle disse løbere ud og bevise hvad de har fået ud af de sidste måneders træning. I startområdet får man sit startnummer og ved at nu er der ikke nogen vej ud af det her. Som om man er på vej ned af en ensrettet vej uden mulighed for at vende.

imageDen sidste tid før start bliver der ikke snakket så meget og hvis der gør er det mest ubetydelige ting der bliver drøftet. Koncentration! Vejret bliver en stor forhindring, men også en udfordring. Starten nærmer sig. Ud af højtalerne kommer mange gode råd omkring væske m.m. Jeg lytter ikke… jeg er på vej ind i mig selv. Koncentration! Aftalerne er på plads med mig selv. 1.gennemfør 2.hold aftalt tempo 3. lær noget af udfordringerne. 4 .Aldrig gå…Aldrig. Nedtælling. Kuldegysninger.Starten går….

 

Jeg følges med en go løbeven. Vi løber i en lang slange. Tempoet gir sig selv. En flot tur op mod den gamle Lillebæltsbro. Kan godt mærke varmen. Nu er der høj musik! Highway to Hell på fuld blæs! Og en masse kønne djævle som skaber en scene som er helt spektakulær. Nu er årets lillebælt marathon for alvor skudt igang. Vejen op til broen er virkelig porten ind til løbet. Det er på den anden side af denne bro at hver enkelt løber skal skrive historien om sig selv. Her man skal bearbejde sig selv og styre varmen.

Når man kommer retur fra broen er der tilbagelagt 16km og så kan løbet have taget sig en ny drejning. På broen er der dejlig vind og højt humør. Og dog . Nu starter løbet. Hold tempoet og få væske nok i depoterne. Men heller ikke for meget væske. Det er den hårfine grænse som der skal arbejdes med idag.

Jeg kender ruten fra tidligere år. Jeg ved hvad der skal ske. Jeg ved at ruten er hård og uretfærdig. Der er villakvarterne med små drilske stigninger men også en fantastisk opbakning fra beboerne i området. Der er dem som gør løbet sjovt og gør at stigningerne føles nemmere. Men i dag viser stigningerne sig fra sin værste side pga. varmen. De virker hårdere end normalt og vinden står stille herovre. Depoterne er virkelig populære idag. og uundværlige. Min løbeven er virkelig træt kan jeg mærke. Det er godt vi har hinanden. Opmuntring! Ved de 12 km bliver jeg træt. Min vejrtrækningen har det fint, mine ben har det fint, men jeg føler mig træt indeni. Det er varmen som leger med mig. Jeg har kvalme. Tror jeg har drukket for meget. Der kommer en bakke og jeg kan slet ikke overskue hvordan! Der står et orkester på toppen som spiller sækkepibe. Hvis ikke min løbeven havde været der var jeg begyndt at gå. Og der er mange som går. Folk ser slidte ud! Jeg kender min psyke godt nok til at jeg ikke må gå. Jeg laver en aftale med mig selv om at jeg skal løbe op til toppen hvor sækkepibe orkesteret står. Når jeg når derop må jeg overveje igen om jeg skal gå. Da jeg når toppen bliver min negativitet vendt til noget positivt. Jeg synes sækkepibemusikken hjælper mig. Jeg løb til toppen. Det er her jeg lærer noget om mig selv. Her er noget jeg kan bruge til hverdag.

Depot forude. Jeg tillader mig selv at gå igennem depotet. Får drukket og hældt koldt vand udover mig selv. Finder en busk hvor jeg får tisset af. Aftaler med mig selv at nu skal der løbes. Tænker tilbage på Bakken med sækkepibe orkesteret og bruger det som en sejr for mig selv. Jeg løber vider op mod broen, retur til fyn og hjem i mål. Turen op mod broen er hård for mange. Men det er som om det giver mig energi at se de andre lide. Min løbeven har det også hårdt. Hun siger flere gange at jeg skal løbe. Hun kan fornemme mit overskud. Vi aftaler at mødes i mål. Men som om da vi når op på broen kommer der skygge og vind. Det er som om det giver endnu mere overskud. Og dog. Efter broen kommer turen op af Hindsgavl. En 2 km lang stigning. Det er den stigning som lillebælt halvmarathon er kendt og berygtet for. Specielt fordi den kommer fra 17-19 km. Der er et depot kort før stigningen. Det er som om folk godt ved hvad der venter. Folk ser slidte ud. Vi prøver at sige nogle positive ting til hinanden. Det gælder om at spille hinanden gode. Min løbeven inisterer på at løbe selv op af den berygtede stigning. Jeg starter min tur opad. Jeg kigger op og kan se hele stigningen. Det er helt små løbere som løber oppe på toppen. Det er en stor udfordring at stå over for en opgave som man kan se bliver stor. På vej opad møder jeg ambulancen 3 gange. Jeg mærker frygten. Frygten for at det er mig som ikke kan mere. Ham som ligger der med drop og ilt, kunne han mærke noget inden. Havde han det skidt eller faldt han bare om. Jeg har det fint. Jeg begynder at snakke med en anden  løber som jeg ikke kender. Det føles rart at snakke med ham. Det er som om stigningen er nemmere så længe vi snakker sammen.

imageNu er jeg nået toppen. Når jeg kigger rundt ser folk slidte ud. Jeg drejer hovedet og kigger ned af stigningen. Prøver at få så meget positivt ud af det som jeg lige har udrettet. Det er som om det giver mig en masse energi, giver mig energi til at være den bedste version af mig selv. Som om jeg kommer ud af et vacuum og klar til at tage de sidste par km hjem mod mål. Jeg løber ned mod mål. Giver den så meget som jeg kan. Ser nogen som er slidte og går. Prøver at opmuntre dem. Det giver mig energi. Vi er tæt på vores fælles mål. Noget vi alle har trænet mod.

Vi har været ude og omskrive historien om os selv.

Der er masser af publikum. Deres bedrift er  også fantastisk. De har stået længe og heppet og gør det stadig. Håber de ved hvilken betydning de har.

Jeg løber over målstregen. Knytter næverne og kan mærke stoltheden bølge igennem kroppen. Vi har Bevist at vi kunne udrette noget som  mange kun vil drømme om at kunne. En bedrift som er unik. Det er denne følelse som jeg hiver frem når jeg næste år skal melde mig til lillebælt halvmarathon igen.

 

Er russerne ved at genindtage Bornholm ved Dueodde Strand?

Fyr til fyr

Svaret er nej. Selvom man godt kunne fristes til at tro, at det netop var det, der var ved at ske, da startsalutten til Ultraløbet Fyr til fyr 2016 lød.
Løbsledelsen havde netop afsluttet de formelle informationer om løbet i en let forkølet megafon, da startskuddet lød. Da megafonen vist kun nåede de første par rækker af løberne, var det til stor forskrækkelse for de fleste, at volumen blev skruet så kraftigt op på startskuddet. Om det var det der fik løberne til nærmest at spurte igennem de berygtede klitter ned til vandkanten eller det var trangen efter en dukkert, solskinsvejret eller noget helt fjerde kan jeg ikke svare på. Men af sted kom vi.

IMG_8558

Dette er mit første blogindlæg på runningblogs. Det bliver det første blandt nogle stykker omkring oplevelsen i at løbe ultraløb og hvordan man giver sig selv de bedste forudsætninger for en god præstation og oplevelser ved at spise og drikke rigtigt. Mit formål med at blogge på runningblogs er at give inspiration og given om sportsernæring – og det kommer til at omhandle alle former for løb.
Dette blogindlæg baserer sig primært på mine oplevelser under ultraløbet Fyr til fyr 2016 og jeg vil efterfølgende blogindlæg dykke ned i de ernæringsmæssige strategier.
Jeg er blandt andet redaktør og medforfatter til disse to bøger.

Sportsernæring bogen billedeSportsernæring for løbere
Klokken var 7.00 om morgenen ved startspladsen ved Dueodde Fyr. Vejret var ganske fantastisk. 3-4 graders varme, solskin og nærmest vindstille.
De første ca. 10 km af de i alt 59 stk’s af slagsen gik langs stranden med højre fod i vandkanten. Et perfekt vejr til et hoppebillede. Jeg er efterhånden berygtet for mine hoppebilleder på løbeture.

12980791_10154049961170420_852208478_o

Vi passerede en række hyggelige byer på vejen. Også et par ”vellugtende”, hvis man er vild med lugten af fisk der har ligget et par dage. Men det giver lidt motivation til at komme hurtigere forbi.
Rutens første depot var placeret i Svaneke. Der var ingen is fra ismejeriet, hvis eller nok ville være rimeligt i det vejr. Men der var mange andre lækre ting. I forhold til den beskrivelse af depoter for ultracup var disket på med på hjemmesiden, var det noget af en opgradering. Servicen fra medhjælperne på depoterne var helt i top. Kæmpe tak for det.
Jeg fik desværre ikke taget noget billede af indholdet i depoterne (måske nogle andre kan supplere med sådan et), men kort beskrevet var der frugt af forskellig slags, vingummier, energibarer, sportsdrik, vand, ckokoladebarer, cola og popcorn. De sidste to forbinder jeg nu mere med biograftur end ultraløb. Men lad nu det ligge.
Ruten gik videre igennem helt fantastisk terræn. Klipper, bakker, varierende underlag, havet hvor solen spejlede sig og fuglende krydrede den sprøde lyd af trailskoenes passage gennem landskabet.
Depot nummer to var placeret i Gudhjem. Atter skøn forplejning og service. Jeg brugte åbenbart lidt længere tid i depoterne end gennemsnittede, for de venlige damer i depotet spurgte flittigt til om jeg ikke snart skulle videre og hvad min tidsplan var. Men sådan en havde jeg altså ikke. Blot en plan om en skøn oplevelse.
IMG_8623

Jeg elsker at løbe og jeg får vendt verdenssituationen med mig selv og dem jeg løber sammen med. Det bliver en form for meditativ tilstand.
På denne løbetur fik jeg snakket en del med mig selv – måske mest fordi jeg løb tæmmelig meget for mig selv. Det bedste jeg kunne finde på at snakke med var derfor mit kamera. Og det er der kommet en lille video ud – ”alt muligt man åbenbart kan finde på at snakke med sig selv om når man løber ultraløb”. Kig med hvis du har lyst og her kan cola og popcorn måske passe ind.

I forhold til indtaget af mad og væske UNDER ultraløb, og løb i det hele taget, er der tre særligt vigtige områder. Jeg nævner dem kort her og kommer tilbage til dem i kommende blogindlæg, hvor jeg også vil se nærmere på kostindtag FØR og EFTER løb.

Det er hensigtsmæssigt at fokusere på det vigtigste først.
– Nummer et på listen er væske- og saltbalance. Jeg gennemførte løbet på 5 timer og 48 minutter, og indtog i den tidsperiode 3,5 liter væske. Væsken var vand med salt, svarende til en saltopløsning på 1 gram salt pr. liter vand. Når man kommer op på den mængde vand, er det vigtigt at der er salte i, da man ellers udvander salt fra kroppen. Bare for klarheds skyld, så er salte og elektrolytter det samme.
– Nummer to på listen er kulhydrattilgængelighed. Da man helt sikkert vil bruge kroppens kulhydratdepoter op på sådan en distance, er det vigtigt at supplere med kulhydrat via kostindtaget undervejs. Kulhydrattilgængeligheden er vigtig for at nervesystemet fungerer normalt. Desuden laver musklerne energi dobbelt så hurtigt fra kulhydrat som fra fedt, hvor det giver større overskud med en god kulhydrattilgængelighed. Jeg indtog 175 gram vingummier, en chokoladebare, en halv banan og en halv energibar undervejs.
– Nummer tre på listen er velbehag. Det betyder at du skal føle dig tilpas, ikke være sulten og ikke være for mæt. Så spis og drik efter smagspræferencer, konsistens mv. undervejs.

Tak til mine løbebuddies for en fantatisk tur sammen på Bornholm 9. april 2016. Sikke en oplevelse og det gjorde lidt av at lave et hoppe billede efter 59 km 🙂 Men jeg nåede det berygtede øl-tidsgrænse og kom i mål til en øko Svaneke ale

IMG_8664IMG_8659

Eventyret der hed Speed Trail Barcelona

Tres – dos – uno:

 Glitter overalt og så afsted!

“Hende der går mod startfeltet nu, det må jeg nok også hellere” og “Nu giver de den godt gas på trommerne, så starter vi nok snart” var  således jeg ræsonnerede mig frem til startlinjen og ud på mit første bjergløb:Ultra Trail de Barcelona.

Det hele startede dengang jeg …

Tak til Salomon for billed og en fed aften!

Tak til Salomon for billed og en fed aften!

For god ordens skyld begynder vi lige lidt inden startskuddet gik. Mere præcist til et utrolig motiverende foredrag med Emelie Forsberg afholdt af Salomon Trail Academy torsdagen forinde løbet (løbet gik lørdag). Udover den åbenlyse motivation det giver at høre en så garvet trailløbers historie, fangede følgende gode råd min opmærksomhed:

  1. Løbeglæden er altid det vigtigste
  2. For at løbe mest effektivt nedad, gælder det at minimere tiden din fod er på jorden, for at minimere stødet igennem kroppen. Det vil sige: bare giv los

Dette var den perfekte optakt til løbet, og efter at have nydt nogle lækre kanelböller og en kort nats søvn kunne vi vende snuden mod Barcelona.

 CPH–>BCN

I Barcelona satte vi (min kæreste og jeg) kursen mod den lille by Begues hvor løbet afgik fra dagen efter. Da vi kom frem viste byen ingen tegn på, at der snart skulle storme 2000 løbere igennem de små gader, og pladsen hvor start og mål skulle være var blot et hyggeligt caféområde. Vi overnattede hos en lokal familie med både hund og hest, som virkelig tog sig godt af os.

Lørdag var løbsdag og vi startede morgenen med en god gang frosties med chokolademüsli og kage – så var depoterne fyldt op og klar. Den hyggelige caféområde var over natten forvandlet til et stort start og målområde fyldt med entusiastiske løbere. Da starten til både ultra(100k), lang(70k) og maraton var gået da jeg ankom, var der allerede konfetti i startområdet, hvilket gav en rigtig hyggelig stemning.

Lad eventyret begynde!

Tres – Dos – Uno” og så afsted til lyden af trommer og med glitter om ørene igennem de små gader i den lille spanske by og ud mod bjergene! Min distance på 21 km bød på den lille sum af 1000 højdemeter(svarende til næsten 7 gange op ad Himmelbjerget) så naturligt nok ramte vi temmelig hurtigt bjergene. Og derfra var turen intet mindre end fantastisk! Stejle bjergsider med tæt krat der bestiges i tåge efterfulgt af åbne singletracks med et drys af sten og en udsigt man ikke kan få nok af.

Kurvebilledet var også meget varierende og bød på en masse fede nedløb, hvor netop taktikken med at give slip kom til sin ret. Det blev dog vanskeligere i slutningen af løbet, da jeg tydeligt kunne mærke min storetånegl løsne sig – et udfald jeg var helt forberedt på, men som krævede lidt ekstra energi at ignorere i nedløbet.

Den sidste del snoede sig endnu engang igennem de små gader, som fortsat var fyldt med heppende mennesker og stor glæde, og afsluttende med en tur på den røde løber hvor medaljen blev lagt om halsen. En helt igennem fantastisk oplevelse!

Den nørdede evaluering

Vejret var godt til en vikingtype som mig, der løber bedst i skybrud og 10 grader frem for høj sol og 25 grader. Det bød på overskyet og 12 gader ved start, men blev lidt varmere ud over dagen og solen kiggede da også frem en enkelt gang eller to. Med det sagt, så er 12 grader i Barcelona noget anerledes en 12 grader herhjemme, da luftfugtigheden altså giver en noget anderledes følelse af varme. Det betød at jeg havde fået ALT for meget tøj med mig, og løb derfor med både min skaljakke, tynde løbejakke, handsker og buff i rygsækken stort set hele turen – ups. Men om ikke andet var det god træning og mere god erfaring til fremtiden – løbeoplevelsen ændrede det ihvertfald ikke på.

Skoene jeg løb i var mine Salomon Fellraiser(Evalueret på her), som i udgangspunktet er ideelle, men måske en tand for lille. Jeg har tidligere løbet Samsø Maraton i disse sko med samme resultat: jeg mistede mine negle. Optimistisk som jeg er, tænkte jeg at de skulle afprøves igen på en længere distance – nu var mine negle jo blevet pæne igen… Learning by doing – and doing it again hedder det åbenbart for mig, og jeg må vist snart sige jeg har lært lektien og gå på udkig efter en erstatning.

Energimæssigt ramte jeg dog plet med følgende opskrift(jeg løb i 3 timer)

  • Salt tabletter: én før og én under løbet
  • Én gel efter 6 km + cola
  • 1/4 shotblock efter 10 km
  • En kvart nutellamad efter 16 km
  • og selvfølgelig en masse vand.

 

 

 

…Og de levede lykkeligt til deres dages ende

Således begyndte vi vores miniferie i Barcelona. I dagene efter humpede vi rundt i den fantastiske by som Barcelona er, badet, spiste tapas og drak mojitos – lige som det skal være. Dette er klart et anbefalelsesværdigt oplæg. Selvom der ikke er løb netop i den periode du vil rejse, så besøg Begues og tag op i bjergene og løb på de fedeste singletracks – det ligger kun 30 min fra Barcelona. Afslut dit ophold med en tur i de Arabiske bade i Barcelona – den direkte vej i himlen.

Lidt nyttige links:

Så er der ikke andet at sige end: god tur til Barcelona 🐾

Hvad er trail-løb egentlig?!

Trailløb

Trail løb vinder indpas i danskerens løbekalender og trail udstyr bliver solgt i mainstream løbebutikker, men hvad er trail løb egentlig? Er det ‘bare’ løb uden for ruten, i skoven, på små stier eller hvad? Jeg har gennem 2015 sat mig for at finde ud af hvad det ‘trail løb’ består af. Derfor har jeg meldt mig til flere forskellige løb i den genre.

image

Jeg står og ser løbere komme i mål på årets Highland trail. Scenen er sat midt i østjyllands bakkede skove ved Silkeborg. Garvede trailløbere er kommet i mål, andre er på vej. Der er flere distancer, men distancen er sådan set underordnet, det er gennemførelsen af dette, Danmarks mest kuperede løb, der er en kraft præstation.
Jeg har jo selv lige tilbagelagt de små 7 km med vanvittige 500 højde meter! Og det ved man slet ikke hvad er, før man har prøvet det! Koncentrationen af disse højde meter giver ligepludselig udtrykket “kvalitet” i forhold til sporet, -det er trail lingoet for ruten, en helt ny dimension. Så har vi vel at mærke slet ikke rundet kvalitets begrebet i forhold til underlag m.m. Men kvaliteten af dette løb gør, at jeg er helt oppe at køre over, at jeg selv står her på dan anden side af gennemførelsen.

image
Tilbage til målområdet, hvor min verden får yderligere en ny vinkel på i forhold til kultur i de forskellige løbekredse. I min verden tilskynder man sin egen og andres præstationer. I et målområde kunne denne tilskyndelse være i form af klap, tilråb eller anden hujen, gerne akkompagneret med store armbevægelser. Men her er, som i Fritz Andersens sang “I skovens dybe stille ro”: idyllisk fred!

image

At kulturen i trailløb er neddæmpet, afslappet og i harmoni med naturen var jeg godt klar over, men at der er så stille i et målområde har jeg dog aldrig oplevet før. Det får mig til at tænke på facebook opdatering af bloggeren og samfundsdebatøren Anna Sophia Hermansen, der karakterisere den genenrelle byløber i en adfærds betragtning. Denne beskrivelse står i skærende kontrast til den adfærd og kultur jeg er vidne til her i skovens idylliske og bemærkelsværdige fred.

Hun kalder ham “løbesvinet”, han er en løbemuskel der er super fokuseret og fikseret på sin egen præstation, hvilket ikke efterlader noget overskud til medmenneskelighed i form af høflig tiltale eller nogen anden hensyntagen til andre trafikanter, der pr. definition er konkurrenter eller forhindringer. Han er udpræget bymenneske, hvor GPS signalet til både telefonens opdaterede version af Strava eller Endomondo og Garminuret går klart igennem. Her er ruten nøje planlagt efter skemaer, løbeprogrammer og mål uden hensyntagen til førnævnte forhindringer/konkurrenter, hvilket selvfølgelig medfører stor frustration for løbesvinet, og der er grobund for ytrede eder og forbandelser på løberuten.

Som pandang til “løbesvinet” kan jeg her betragte at god opførsel på sporet er alfa og omega for trailløberen, her er sportmansship i højsæde, hvilket betyder at man ikke bliver løbet overende af en hurtigere løber. Der passeres ALTID i god afstand og med en lille stille hilsen, hvis vejrtrækningen tillader det. Jeg har sågar oplevet at der i præsentationstalen til et andet trailløb i Rebildbakker arrangeret af DGI, blev opfordret til at man lige gav et kram til løberen der stod ved siden af! Som taleren sagde: “en god måde lige at få sat ansigt på medløbere man muligvis kunne møde på ruten.” Man kunne kalde trailløberen for løbets gentleman, og måske pladder-humanist…..

Meget sjældent ser man trailløberen med lyd i ørene, naturen og roen nydes og opretholdes som et mantra. Hvilket nok er svaret på udeblivelsen af tilskyndelse i målområdet, og ikke et tegn på den jyske mentalitet. Desuden er der så dårlig GPS signal at selv Suunto uret kommer på overarbejde…mon ikke Spotify havde giver op der?
Trailløberen er et naturmenneske der helst ikke efterlader sig spor af egen færdsel og gerne samler andres skrald sammen, hvilket dog, efter endt løb, ofte bliver fotograferet til en velformuleret protest eller opråb på egen facebookvæg. Denne naturpreserverende adfærd bemærkes dog også stolt af arrangørene af Highland trail, med et par fotos af løberuten dagen efter løbet og ordene: 400 løbere kan boltre sig en hel dag i skoven og kun efterlade fodspor.
Som en ninja forlader trailløberen skoven, lydløst og sporløst; også til et løb med 400 deltagere!

image

Dog har dette trail løb efterladt dybe spor i mig. Jeg vil gøre det til mit fremtidige mål at tage denne gentleman adfærd, pladder-humanisme og -ønskværdigt, lidt ninja, med mig på alle mine løbeture. Jeg vil sætte tempoet ned når jeg passere civilister, jeg vil hilse og ikke efterlade andet end smil…og måske også forundring. Jeg vil udvide dette ‘koncept’ til resten af min færdsel blandt mennesker….
Trail løb er altså mere end bare en anden rute og lidt anderledes sko, det er en anden kultur, et værdigrundlag vi vist glemte lidt i vores jagt efter PR og opdateringer.

Så jeg vil løbe mere trail, lege mere på turen, nyde oplevelsen og prøve og se om jeg en gang om hundrede år kommer til at se bakker som en positiv oplevelse, og ikke bare en forhindring der rykker mine lunger op.

image

At finde sig selv igennem løb

På mit antropologiske feltarbejde i Boulder, Colorado mødte jeg Humberto; en excentrisk storsmilende mand midt i 40’erne, som har haft en traumatisk opvækst efter begge hans forældre blev fængslet da han var ganske ung. I det meste af sin barndom, røg Humberto ind og ud af adskillige børnehjem og plejefamilier, og kæmpede med at finde sig til rette i et vanskeligt liv. Så begyndte han at løbe. Han startede på cross country løbeholdet i sin high school og flyttede ind i kælderen hos sin løbetræner, hvor han fandt Buddhismen og ro i sindet. Den ubarmhjertige livsbane som livets omstændigheder havde lagt ud for ham ændrede sig radikalt. I dag er Humberto selv high school lærer og løbetræner, og har en familie som han elsker at tage med ud i det fri. Humberto elsker løbeture som dén jeg har beskrevet i det korte essay nedenfor, hvor jeg skriver ham frem “indefra”, som om jeg kender hans tanker og følelser. Kun på den måde kan vi forstå, hvordan Humberto har fundet sig selv igennem løb.

Rocky_Mountains_National_Park

Klokken er 04.30 da Humberto langsomt lyner teltet op og kravler gennem dets åbning, ud i den stille morgen. Det er næsten helt mørkt, men han tænder ikke noget lys. Han sætter pris på mørkets ubrudte stilhed. Han tager et par dybe indåndinger, og kan mærke, hvordan hver eneste celle i hans krop langsomt retter sig ud, og fyldes af den forfriskende kolde og sprøde bjergluft. Den er så klar, at den næsten skærer i hans lunger. Han kigger sig omkring i den lille lejr, og smiler ved tanken om de andres varme kroppe, som ligger hensunkne i dyb og rolig søvn. Han elsker disse weekendture i bjergene. Hverdagen er så travl og larmende. Der er altid en masse ting, der skal ordnes. Skole, tøj, madpakker, og den evindelige køren rundt fra det ene til det andet. Herude i skoven kan han trække vejret. Han tænder sin pandelampe. Lyskeglen skærer landskabet ud foran ham, og han begynder at løbe.

Han kan godt lide at løbe tidligt om morgenen. Især om foråret, hvor farverne og duftene ændrer sig fra dag til dag. Det føles godt at ryste nattens træthed og spændinger ud af kroppen. Fibrene i hans muskler bliver blødere som de langsomt kommer til live. Det han elsker mest ved morgener som denne, er hvordan de lyder. Den dunkle morgens dvælende stilhed, kun afbrudt af en fugl der synger, en stille rumlen fra en flod et stykke derfra og den beroligende lyd af hans fødders rytmiske slag mod den bløde sti, som giver genlyd når de aftager og nye kommer til. Han tunge, langsomme åndedrag. Der er en beroligende intimitet og tryghed ved disse lyde. Hans krop er varm nu, og han sætter farten op. Stigen snor sig gennem landskabet, længere og længere op ad bjerget. Pludselig indsnævres den og svinger stik til højre, ind i en stor smuk lund af aspetræer. Daggryet gennemtrænger langsomt nattens mørke, og han slukker lampen på sin pande. Mod øst, bag de høje bjerge, kan han se solens første stråler skyde op i den mørkeblå himmel. Nu er han midt inde i lunden. Hvor er de fascinerende, disse aspetræer. Hver og én står de for sig, men alle er de forbundet i et kæmpemæssigt rodnet under jorden. Som en livscyklus bryder nye stammer op igennem dén jord, som de gamle bliver til når de visner hen og ånder ud. Han stopper med at løbe. Alt er stille. Ingen bevægelser bortset fra hans bryst, der synker og udvider sig i takt med hans tunge åndedrags aftagende rytme. Han kan mærke træernes energi strømme igennem sin krop. Humberto går nogle skridt væk fra stien, og lægger begge sine hænder på et af de mange aspetræer. Den kolde hvide bark føles blød mod hans varme håndflader. Ikke som de grove riller på en eg, de adskilte plader på en birk eller kirsebærtræets skællede bark. Det er langt blødere, renere, jomfrueligt og ungt. Han tager en dyb indånding og hans næsebor fyldes af den tunge og kraftige duft af vådt træ. Han føler sig forbundet. Forbundet til aspentræet, forbundet til lunden, til bjerget og til sig selv. Han føler sig som en del af en større og stærkere kraft. Det er dét han elsker ved at løbe i den vilde natur. Når han når en fornemmelse af forbundenhed med verden. Når grænserne mellem hans sind, hans krop og hans omgivelser begynder at flyde ud og syne hen. Når han når til det punkt, hvor tænkning stopper og tankerne begynder at komme af sig selv. Komme for at danse der, hvor hans hjerne var engang.

Da han når tilbage til lejren, er solen klatret op over de høje bjerge mod øst, og den nye dags første solstråler oplyser den lille lejrplads. Han lyner sit telt op og finder sit trangia sæt frem, fylder en gryde med vand, og forbereder sin medbragte stempelkande. Uden at kigge op hører han en raslen fra et af de andre telte og lyden af en lynlås der åbnes. Han er ikke længere alene, hvis han nogensinde var det.

Humberto