,

Cause I’m a gummy bear, a gummy gummy gummy gummy gummy bear

Er der også nogle af Jer der har små børn som elsker at danse? Mine drenge er vilde med at danse til den her:

Den energirige gummy bear i videoen førte mig til dette blogindlæg om hvorfor vingummier er et godt og billigt sportsernæringsprodukt til indtag under løbeturen.

Men kan det virkelig passe, at noget som en simpel vingummi virkelig kan være lige så godt som den nyeste gel på markedet eller den gængse energibar? Svaret er ja.

Hvis du studerer ingredienslisten nærmere på vingummibamser eller de fleste andre typer vingummier, vil du finde frem til, at der er glukosesirup og sukker (bordsukker) i. Bordsukker er et såkaldt disakkarid bestående af to enheder, henholdsvis en fruktose og en glukose. Glukosesirup indeholder ren glukose.

Ingrediens

Hvis man studerer ingredienslisten på mange sportsprodukter som er beregnet til indtag under aktivitet, finder man samme kulhydratkilder i form af glukose og fruktose i den ene eller anden form. Glukosekilder kan være glukosesirup, ren glukose, maltodextrin, rissirup mv. og fruktose kan fx komme fra sukker eller som ren fruktose eller fruktosesirup fra majs fx

sportsprodukt20160628_193806_resizedDSCF0758

Der er dog nogle typer af sportsprodukter, der indeholder andre typer kulhydratkilder der optages langsommere i tarmen på grund af deres kemiske opbygning. Måske et blogindlæg med sammenligning af forskellige produkttyper i pipeline?

Hvorfor er det interessant med kombinationen af fruktose- og glukosekilder? Der skal vi på tur i tarmen. Her er specialiserede transportører til at optage kulhydraterne fra tarmen og ind i blodet. Transportørerne for glukose og fruktose er forskellige. De har hver især en begrænsning i hvor meget de kan transportere fra tarmen til blodet i timen. Man kan derfor groft sagt sige, at ens kulhydratoptag fra tarmen til blodet optimeres ved at kombinere forskellige typer kulhydrat. Det betyder, at der kommer mere energi til musklerne og så kan vi løbe længere og hurtigere. Vi vil gerne ramme en balance mellem glukose og fruktose på cirka 2 glukose : 1 fruktose. Men vær opmærksom på, at en given andel af befolkningen har problemer med at optage fruktose ordentligt i tarmen. For dem er det en klar fordel at vælge udelukkende glukosekilder.

Hvad skal du gøre i praksis for at få din mave til at fungere godt ved indtag af vingummi (eller anden kulhydratkilde for den sags skyld)?

  1. Orientér dig på varedeklarationen.
    1. Hvor meget kulhydrat er der samlet i fødevaren?
    2. Hvilke typer kulhydrat er der i fødevaren?
  2. Vurdér hvor meget kulhydrat du har brug for under din løbetur.
    1. Vurder fx hvor meget du ca. har brug for hver time under din løbetur og pak fødevarerne efter det i små poser. Du får et par retningslinjer her:
      1. Din løbetur skal være længere end 1,5 time før du har brug for energiindtag
      2. Jo højere intensitet, jo større kulhydratforbrug og jo større behov
      3. Jo længere varighed, jo større kulhydratforbrug og jo større behov
      4. Hvis der er under 24 timer til næste træningspas, skal du indtage kulhydrat under din løbetur for at afkorte din restitutionstid.
  1. Find ud af hvor meget vand du skal drikke sammen med fødevaren.
    1. Gang antal gram kulhydrat i fødevaren 12-26 ml vand.
      1. Hvis vejret er koldt, tørt, lidt vind og du dermed let kan komme af med varmen ganger du med ca. 12
      2. Jo varmere, mere fugtigt, vindstille, jo tættere på 26 ml vand skal du gange med. Det er vigtigt, at du får nok vand sammen med kulhydraterne, da mave-tarm systemet fungerer dårligere hvis koncentrationen af kulhydrat bliver for høj. Til nørderne handler det om osmolaritet.
  2. Træn energi- og væskeindtag under løb
    1. Prøv din strategi af nogle gange i forbindelse med din træning, så du er klar på dit løbeeventyr, din konkurrence eller hvad der venter af spændende løbeture i fremtiden.

2016-06-19 18.12.282016-06-19 18.12.37

Når jeg er på løbeture længere en 1,5 time, så har jeg altid løbevesten fra Salomon på som på billedet overfor. Her kan jeg have op til 2,5 liter vand med, mad til at spise undervejs, en ekstra bluse til pauserne, husnøglerne og hvad man nu ellers kan finde på.

Det giver en skøn uafhængighed at kunne være af sted i kortere eller længere tid afhængigt af hvor turen tager en hen 🙂

Fik du mon noget ud af indlægget – smid gerne en kommentar herunder. Tak

6 trin – sådan kommer du (også) i gang med pendlerløb

Den ultimative guide: Gør 7,5 transporttimer til løbetræning

Jeg elsker at udnytte transporttid til træningstid. Cyklen har altid været min foretrukne transportform. Jeg er nok typen, der ”cykler til alt”. Tidligere til skole. Nu til arbejde. Til træning. Til konkurrencer. Jeg kunne fortsætte.

Gør 7,5 transporttimer til løbetræning

3, 2, 1, start pendlerløb.

Men én ting, som jeg ikke tidligere havde tænkt på; at udnytte transporttid til løbetræning. Jeg havde tænkt, at det var for besværligt at bruge løb som transportform. Hvad med bad efter turen? Hvad med ens dagligdags tøj? Og andre spørgsmål, der gjorde det hele upraktisk at løbe som transportform, havde hobet sig op. Men med en presset kalender, kunne jeg godt se, ideen med at udnytte ellers ”spildt tid” til dagens træning. Og fandt så det mest oplagt, at løbe hjem fra arbejde.

Hurtigt blev cyklen skiftet ud med løbeskoene. Ruten er 11 km. Den tager ca. 50 min., hvilket er ca. 10 min. langsommere end på cykel eller med bus og s-toget. Løbeturen går langs kedelige asfalterede, trafikerede veje med mange biler, mennesker og lyskryds. Trods min kærlighed til skov, natur og ikke mindst manglende tålmodighed, når det gælder om at vente på grønt og løbe zik-zak imellem mennesker og biler, så elsker jeg den løbetur. Dagens træning er klaret. Aftenen er stadig ung, når jeg kommer hjem. Og jeg får ny energi, da arbejdspresset fra dagens arbejde har nået at lægge sig, inden jeg træder ind ad døren derhjemme.
Kort sagt, jeg er blevet mega meget fan af at bruge løb som transportform hjem fra arbejde.

I løbet af de 10 måneder, jeg foreløbig har pendlerløbet, har jeg samlet mine erfaringer. Måske du kan bruge dem, hvis du også går med tanken om, at gøre (bedre) udnytte af din transporttid.

 

6 trin – sådan kommer du (også) i gang med pendlerløb

  1. En ordentlig rygsæk
    Gør op med dig selv, hvor meget du vil eller er nødsaget til at løbe med. Jeg har valgt at løbe med dagens tøj, min pung, mobil, briller, firmakort og andre små ting. Det hele er pakket i en lille 15 l. deuter rygsæk (speed lite). Jeg har valgt, at efterlade sko og jakke på arbejdet. Det fylder og vejer for meget, og bliver derfor taget med hjem en anden dag. Lige meget, hvor meget du vælger at løbe med, så er det alt afgørende at rygsækken sidder godt på din ryg. Det er træls, at løbe med en rygsæk, som hopper fra side til side på ryggen – måske endda det gør ondt i ryggen eller giver gnavesår. Min rygsæk har perfekt pasform til at løbe med. Den kan strammes ind på maven og ved brystet. Det gør, at rygsækken sidder godt tæt på ryggen.
  2. Kom i gang i sommerhalvåret
    Sol og sommer er ofte mest motiverende, når det gælder om at komme i gang med udendørs sport og aktiviteter. Det er tidligt lyst og sent mørkt. Hvilket giver god energi til løbeturen. Jeg startede i august, og kunne godt mærke, at det var svært at komme i løbeskoene når det var mørkt, koldt og der lå sne. Så trak fitness medlemskabet (desværre) mere. Samtidig kan det også kræve noget mere praktisk koordinering, når man fra morgenstunden er iført stor vinterjakke og store vinterstøvler, og hvordan man så lige får koordineret sin løbetur hjem, og om man kan undvære jakke og støvler til dagen efter.
  3. Øvelse gør mester
    Da jeg startede med at pendlerløbe hjem fra arbejde, fik jeg enormt ondt i mine knæ. Min rute er 11 km på asfalt. Og det var flere år siden, at jeg sidst havde løbet (så) langt på asfalt. Med tiden har knæene vænnet sig til ruten og den hårde asfalt. Samtidig skulle jeg vænne mig til, at løbe med rygsæk. Tidligere havde jeg enkelte gange – i forbindelse med adventure race og trailløb – løbet med en lille rygsæk – ofte kun med en vanddunk i. Med tiden tilvant jeg mig, ved at der var lidt ekstra kilo at slæbe på.
  4. Hav (nogenlunde) en fast pendlerløbe dag
    Gør op med dig selv, hvilken dag passer bedst i løbet af ugen i forhold til andre gøremål? I forhold til anden ugentlig (løbe)træning? Klubtræning? Konkurrencer? Det hjælper mig meget, at have en (nogenlunde) fast dag(e) om ugen, hvor jeg kan planlægge, at jeg løber hjem fra arbejde. Mine yndlings dage er fredag og mandag. Fredag, da det ellers er svært at finde tid til træning denne dag og så er det bare super dejligt at løbe weekenden i møde. Mandag, da det passer godt ind i min (ellers ret løse) træningskalender.
  5. Planlæg ruten inden du løber afsted
    Det kan godt være, at du ikke kan løbe den samme rute, som du kører i bil eller transporterer dig på anden vis. Tjek derfor ud på et kort inden, hvilken rute du kan løbe. Måske du også kan tilpasse turen, så du kommer igennem noget skov, park eller andet smukt på din løbetur. Jeg løber den samme rute, som jeg cykler. Men varierer nogle dage ruten, så jeg løber lidt længere og ser noget nyt på min vej. For mig er min rute på 11 km perfekt længde. Det er ikke for kort og heller ikke for langt. Men måske, at du har længere hjem fra arbejde, og må kombinere løbeturen med tog eller bus, noget af vejen. Har du til gengæld ”for kort” vej hjem, så kan du evt. løbe en længere rute, så du får de antal kilometer, som du ønsker.
  6. Det velfortjente bad
    Efter en løbetur trænger vi vidst alle til et bad. Det smarte ved, at løbe hjem fra arbejde, er, at der står et varmt bad og venter på én. Vælger du, at løbe til arbejde eller andre aktiviteter, kan det nok godt kræve lidt koordinering i forhold til bad.

    Camilla Bergmann - løber til arbejde. Den ultimative guide: transporttid til løbetræning

    Home Sweet Home. Efter 11 km løb hjem fra arbejde.

Husk, jo hurtigere du løber hjem fra arbejde – jo, hurtigere kan du komme hjem og lægge på sofaen med din yndlings serie i flimmerkassen.

God transport-træning!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

,

Weekenden efter en personlig rekord..

Som overskriften siger, vil dette indlæg handle om weekenden efter min pr. tid.

________

13497661_510810129119003_5945663029883915013_o

Aarhus City Halvmarathon

19. Juni deltog jeg i Aarhus City Halvmarathon for 3. år i træk. Planen var, at jeg skulle lave ny personlig rekord. i Aarhus igen i år. Alt gik efter planen og jeg kom i mål i tiden 1,23,03. Jeg tog ca 2,5 minut af min tidligere pr. på halvmarathon distancen.

Nå.. Nok om forrige weekend, dette indlæg skulle handle om denne weekend.

 

 
_____

Weekenden stod på Runway Night Run (10km) og Suldrup Sø Løb (Halvmarathon).

Planen var ren hygge i roligt tempo, for at få det sidste stivhed ud af mine lægmuskler fra Aarhus.

Jeg havde inviteret min kæreste og én af vores Runners DK ambassadører, Sanjin på Cafe Visa, til aftensmad og snak, inden at vi skulle til Runway Night Run.

Runway Night Run foregik på Aalborg Lufthavn’s operative område og løbet foregik selvfølgelig om natten! Kl 02.00 skulle 10km starte og 02.15 lød startskuddet for 5km distancen.

_

Klokken var 01.45 og vi begyndte at gå ud om startstregen. Efter at have fået mit startnummer på, havde jeg ændret mine planer. Der skulle gives gas idag!  Der var mørkt og stille på landingsbanen. Cirka 20 sek før starten, kunne vi høre en kamphelikopter komme nærmere. Lige da helikopteren fløj over os, lød start skuddet! Wauw, sikke en oplevelse!

Starten gik og én lille gruppe på 3 løbere gik i front. Jeg kunne ikke helt hænge på, så jeg lavede min egen “chasing group” Jeg lå på en solid 4. plads og kunne hverken se løbere foran eller bagved. (Det skal lige siges, at man kunne kun se folk 10-15 meter frem, inden at de forsvandt i mørket og det skarpe lys fra landingsbanen) Da jeg passerede 5km mærket skete der noget uventet, jeg kunne pludselig se én løber foran. DET VAR EN FED FØLELSE! Jeg hentede meget langsomt ind på ham, og ved 6km mærket gik jeg roligt forbi. (Jeg kunne længe høre hans vejrtrækning bagved mig)

Ved 8km mærket blev vi blandet med 5km distancen og jeg havde pludselig INGEN mulighed for at høre om han kom bagfra, så kæden skulle holdes stram. Og det blev den.

De sidste 200 meters opløb til målstregen føltes som 13475121_512997605566922_4364336779281917347_oevigheder! Jeg kom simpelthen bare ikke tættere på og tankerne fløj igennem hovedet.

02.35,10 passerede jeg målstregen. Jeg var færdig, fuldstændig færdig, men samtidig ovenud lykkelig med min nye pr. på 10km i min “hygge weekend”

Tiden blev 35,10 minutter og jeg tog knap 3 minutter af min tidligere pr.

Jeg var super glad og overrasket over min pr. men havde jeg dummet mig?.. Jeg skulle jo også løbe halvmarathon om søndagen.

1Kl. 05.15 lagde jeg i min seng. Mine ben var urolige, mine lægge var meget spændte og adrenalinen rase
rundt i kroppen. Jeg skulle sove!

Lørdag lavede jeg absolut intet aktivt!

__

Søndag kl 9.45 lød startskuddet til 1. udgave af Suldrup Sø Løb og jeg skulle selvfølgelig have endnu en halvmarathon i bogen, i min kamp mod klub 100 1/2 marathon.

Jeg skulle løbe med min gode løbekammerat, Tom. Tom og jeg lagde os i front fra start og vi snakkede hele vejen rundt! Trods snak, hygge og mere end 2 minutters snak i et af depoterne, kom vi i mål som nr 1 og 2, i tiden 1.36.10.

213528645_1728404900764891_2517742621937412049_o

Som løber går tingene ikke altid som planlagt.. Specielt ikke når man får ét startnummer på maven!

Mjølner Marathon Assens

Mjølner marathon – Danmarks måske ældste og hårdeste marathon.

image

20 års jubilæumsløb i Assens. Mjølner marathon.

Dagen var kommet til Mjølner marathons jubilæumsløb. Jeg skulle derned sammen med nogle løbevenner. Vi havde allesammen tilmeldt os 1/2 marathon distancen. Turen derned foregik i go stemning dog sad jeg med en lille nervøsitet i kroppen. Jeg vidste at ruten var hård og uretfærdig og at det ville blive en hård kamp mentalt og styrkemæssigt at forcere de ubarmhjertige bakker i Assens.

image

Vi ankommer til Assens. Man kan mærke en go stemning i løbsområdet. Stemningen er uhøjtidelig. Man kan tilmelde sig på dagen og løbet forgår uden chip. Ruten er 5 km og så løber man 4 eller 8 runder alt efter om man skal løbe hel eller halv marathon.

Klokken blev 10 og arrangøren holder en kort løbstale. Han fortæller at det her er et jubilæumsløb. Og at alt er som det plejer at være dog har de i år valgt at servere kolde øl efter løbet.

Starten går. Først en runde på atletikstadionet i Assens og så ud på den barske rute. 21 km venter forude. Hjernen er indstillet på at skulle igennem ruten, og benene er så småt klar til at tage imod en lind strøm af mælkesyre. Efter ca 1 km løber man ind i skoven og møder de første stigninger. Ruten er kuperet og teknisk krævende. Man møder mange små snørklede stier med rødder, og sving som skal forceres. Pulsen bliver hevet op og ned som elastik. Man når lige at få styr på sin puls inden den næste ubarmhjertige bakker kommer som skal forceres.

image

Brunebjergbakke har et ry som de færreste bakker. Den er lang,stejl og uretfærdig. Her skal styrken findes frem. Benenes styrke og bestemt også den mentale styrke. Kort inden Bakken kan man mærke stilheden i gruppen. Som om alle løbere graver sig ind i sig selv og finder den bedste version frem af sig selv. Koncentration. Dyb koncentration. Bakken starter. Kig ned i jorden. Små skridt. Og sig til sig selv at man godt kan. Kigger op! langt endnu. Tænker på sejren ved at nå toppen. Kigger op igen. Bakken slår et knæk og bliver endnu mere stejl. Pulsen galoperer, syre i benene, og er mentalt ved at give op. Alle mine våben er ved at være brugt. Har kun et våben tilbage i værktøjskassen. Stædighed! Og hvilket et våben. Det våben som får mig op på toppen og får besejret bjerget. På toppen. Hvilken en sejr. En lykkerus at kigge ned af Brunebjergbakke og konstatere at jeg vandt. Nu skal der styr på pulsen og få syren ud af benene igen. Imens jeg løber videre kommer der en grim tanke frem. Jeg vandt over Brunebjergbakke, men der mangler stadig tre ture op af den endnu. Så ….gad vide om ikke Brunebjergbakke vinder i den sidste ende.

Første runde forceret. Ind på stadion. Når man nu løber uden chip så bliver ens startnummer råbt op når man løber forbi officials og får en streg noteret. En velfortjent tur i depotet og næste runde venter.

Springer til fjerde runde. Brunebjergbakke har ikke vundet på hverken anden eller tredje runde.Ud af stadion og ud på sidste runde. Der er noget befriende ved at kunne sige sidste runde. Det smager dejligt. Opløftende at kende ruten. Rig mulighed for at kunne disponere korrekt. Men som om at benene virker møre og at der ikke skal så meget til før man får den galopperende puls. Sidste møde med Brunebjergbakke. Som om jeg allerede nu kender den ud og ind. Kender deres svaghed. Men som om jeg frygter den mere denne gang. Måske fordi jeg viser svaghedstegn overfor Bakken. Svagere ben og puls. Som om at jeg allerede inden Bakken er nød til at tage det sidste våben frem. Stædigheden. Og Stædigheden holder ikke hele vejen til toppen. Og ganske rigtigt må jeg give op på halvvejen. Brunebjergbakke har vundet og jeg anerkender dens sejr.

3 km før mål kommer regnen. Kraftig regn. Egentlig dejligt at blive kølet. Men den kraftige regn gør stierne smattede og rødderne glatte. Så den i forvejen teknisk svære rute bliver til tider dramatisk. Koncentration om at komme i mål.

Ind på stadion. Dejligt at kunne se mål. Nu flyver tankerne rundt i hovedet. Tænker på den person jeg var inden løb blev en så stor del af mit liv. Tænker på det som løb har gjort for mig . Jeg har nu skrevet endnu et kapitel om den person jeg er. Det gælder om at omskrive historien om sig selv. Det er det løb kan og det som gør at løb er så vigtig del af mit liv. Dejligt at kan se tilbage på et hårdt og ubarmhjertig løb som har givet mig selvværd. Masser af selvværd sat ind på kontoen. Nu står den på grillpølse og guldøl. Lover mig selv at næste år vender jeg tilbage til Mjølner marathon i Assens.

 

Løbemakker og ultraløb

Ultraløbet Gendarmstien 2016

Det var 3 gang at jeg skulle deltage i ultraløbet Gendarmstien og det var her jeg havde min debut som ultraløber. Løbet er et punkt til punkt løb som går fra Kruså til Sønderborg.

Løbemakker og ultraløb?

Det primære emne for denne gang er løbemakkere og vigtigheden af disse.

Jeg løber typiske alene og er derfor ikke vant til at have andre at skulle justere efter. På disse lange løb kan det ofte være svært for urutinerede løbere som mig at holde sig i gang til sidst i løbet og her kan en løbemakker være en fordel. Jeg vil vende tilbage til dette emne under de forskellige punkter i anmeldelsen.

Forberedelse

Mine forberedelse til løbet har været ikke været optilmal da jeg har haft en del rejse med arbejdet. Desuden havde jeg valgt at deltage i ultraløbet Julsø 14 dage efter Fyr til Fyr. Det var ikke de bedste forberedelser til Gendarmstien, men det gør jo bare udfordringen større. Jeg sørgede for mine løbeture kom ud i skoven for at få det meste ud af træningen.

Løbsdagen

Løbsdagen kom og jeg spiste morgenmaden med familien inden jeg valgte at tage bussen fra målet i Sønderborg til starten i Kruså. Der var rimelig lang ventetid inden vi skulle starte. Vejret var varmt og der var en god spænding mellem løberne og snakken gik. Der gik ikke lang tid før jeg mødte Kim som jeg havde løbet det sidste af Fyr til fyr sammen med. Vi snakkede om hvordan træningen var gået op til løbet og var enige om at det ikke var for godt. Vi nærmede os starten og der var en kort racebriefing, hvor vi blev informeret om de obligatoriske ting.

Vindjakke, kop og telefon.

Udstyret skal medbringes på hele ruten og vil blive tjekket i mål. Løberne gik til starten og kort efter blev vi sat i gang.

Selve løbet

Til Første Depot

Vi starte med at løbe med nogle skovveje som endte nede ved vandet hvor vi skulle et smut mod syd og give en high five til en af løbsarrangørene og klappe grænsestenen. Der gik ikke lang tid inden vi kom videre i skoven og jeg kom til at løbe sammen med Kim. De første km gik hurtigt og man har tilbøjelighed til at løbe for hurtigt.

Dette skyldes at i starten af løbet har man masser af energi og forløsningen over at være kommet afsted. Typisk har man trænet fokuseret på at stille op til løbet og når man endelig kommer afsted

Vi kom efter ca 2 timer til depotet i Egernsund og sørgede for at fylde godt op i depotet inden vi løb videre.

Til Andet depot

Turen gik ganske fint og vi kom i blandet tærren med gode stier grusveje. Ruten følger Flensborg fjord og der er ofte god udsigt over fjorden. Bakkerne begynder at trække mere energi ud af benene og min løbemakker havde rimelige kriser og jeg valgte at følges med ham og forsøge at trække ham lidt.

Snakken går ofte godt og dette hjælper på at fjerne fokus fra de tunge ben. Generelt er der god snak mellem løberne og jeg var rigtig glad for at jeg valgte at prøve løbe denne gang med den samme løbemakker.

Undervejs til andet depot mødte vi kort min familie og det er altid dejligt. Vi kæmpede igennem de forskellige kriser og kom til depotet i Kragesand. Familen stod og tog i mod og jeg fik fyldt godt op i depotet inden vi forsatte mod målet

Til Målgang

Vi løb fra depotet og efter kort tid kom vi til strandstykket med rullesten. Strandstykket er ca 1½km og vi gik hele vejen for ikke at få en skade grundet de tunge ben. Vejret var rigtig varmt og solen stegte os godt. Vi kom op fra stranden og kom til et rigtig dejligt skovstykke hvor benene gerne ville løbe lidt igen.

Men den sidste tredie del af ruten er også der hvor der gemmer sig de fleste højdemeter og desuden var vi lige kommet over stykket med rullestenene. Vi gik op ad bakkerne og senere kom der også et strandstykke og min løbemakker var inde efter en cola inden vi løb ud på de sidste 8 km.

Vi havde ventet på at komme ned på de 1 cifrede km tilbage. Bakkerne var hårde men vi kom igennem dem og løb så snart det var muligt. Der var flere og flere tidspunkter hvor vi fik trukket hinanden igang.

Vi nærmedes os målet og jeg så frem til at løbe med datteren i mål. Vi kiggede efter byen og der gik lang tid før vi så den og så gik der ikke lang tid før vi kunne se broen. Kort efter broen kommer målet og jeg begyndte at se efter datteren. Til at starte med ville hun ikke med, men der gik ikke lang tid før hun løb glad med mig i mål.

Afslutning

Da vi var kommet i mål takkede jeg løbemakkeren for turen. Vi præsenterede de obligatoriske ting og fik vores finisher armbånd.

Jeg fandt en øl i dropbaggen og gav den til løbemakkeren og vi skålte på turen. Der gik ikke så lang tid før jeg skulle afsted.

Konklusion

Når man sidder her og kigger tilbage på den løbeturen og hvad jeg gerne vil komme frem til med min lille fortælling så er følgende.

Du skal huske at det kan godt være at løb er meget individuelt, men samtidigt også være meget socialt. Løb er hvad man gør det til og denne gang havde jeg en lang løbetur sammen med en løbemakker. Det er hyggeligt at man komme fra to forskellige dele af landet og mødes i et tredie for derefter at løbe sammen en hel dag.

Tak for turen til Moses Løvstad og Ravn Hamberg

 

, ,

Samsø Ultra

Løbet fra helvede og så alligevel ikke

Læn dig tilbage, den her er lang

Det er lørdag og klokken er 8:55 Vi står klar på stregen, til en lille 100km hygge tur samsø rundt.
Vi´ er Steen min makker, som i år har trukket mig igennem flere seje løb. Uhrskov Marathon, Julsø ultra og Keufelsköpf ultra. Vi løb også Gudenå ultra sammen i påsken, men der var jeg noget bedre løbende end til de andre tre løb.
Med var også Klaus, Mikael og Thomas. Så 5 mand fra Horsens All Runners stod klar, sammen med 35-40 andre løbere. Alle med den samme agenda, nemlig en fed dag i sporet.
Efter race brefing ved Palle, der sammen med bror Steen, laver Samsø ultra kommer vi afsted. Steen og jeg lægger stille ud, vi er helt enige om at den her skal luntes hjem. Jeg har i år løbet 3 Marathons et 75 km ultra et 58km ultra og et 90km ultra med 3500 højdemeter. Steen har løbet stort set det samme, bortset fra at han så også har løbet VUMB, Nord coast og et lokalt ultra 8 immortals på 64km.
I virkeligheden burde vi ikke stå her tænkte jeg, Det skulle vise sig at blive mere end sandheden senere. Men det her løb var vigtigt, især for Steen, som i 2014 måtte melde afbud, da hans far døde dagen før start.

Samsø Ultra

Nå vi kom afsted med RD Palle, på MTB foran feltet det første stykke. Steen og jeg placerer os strategisk tilbage i feltet fra start. Så er der ligesom ikke nogen der overhaler os. Desuden havde jeg allerede ved tilmelding proklameret, at nu var sidste mand i mål på startlisten. Samsø Ultra starter i Nordby, så man starter med Nordby bakker.
IMG_0057
For en trail løber, er det noget af det fedeste natur der kan stampes op i Danmark. Lækre spor dejlige bakker, små finurlige overraskelser og hvis du ikke passer på. Masser af mulighed for at løbe dig selv midt over, allerede inden du er i gang. Måske var det allerede her det gik galt? For vi overhaler et par stykker her og der. Selv om vi tager nogle billeder, og faktisk også stopper op i ny og næ, bare for lige at få det hele med.
Vi følges nu sådan on and off med Anne og Dennis, et par vi kender fra Horsens, som løber deres første ultra. De løber den korte (57,6km) som slet ikke er så kort endda. Lige efter depot 3 Møgelskår, som man kommer til efter 16km. For vores vedkommende tog det ca. 2 timer, skal vi krydse en mark hvor der står en flok køer. Der er en markering deroppe imellem køerne får vi at vide. ”Hold da kæft de er store de der mælkefabrikker” tænker jeg. ”Hvad nu hvis de jager et af de der horn på en halv meters penge igennem maven på dig?” Ca. 10-15cm er nok mere rigtigt, men her ved skrivebordet, er det jo let at være modig. Men vi går op imod dem, og da vi er ca. 1-2 meter fra dem, begynder de at løbe samme vej som os. ” Hold nu kæft det her er fedt!!” Vi løber nu af sted flankeret af en flok store brune køer, frem med telefonen, og så får jeg ellers optaget video. Nå´da køerne ligesom havde vist os, at de sagtens kan løbe hurtigere, end vi kan følge med, så drejer de af. Og lader os løbe det sidste stykke, ned af bakken alene.>

Nu går det ned på stranden, ned til alle rullestenene. Steen elsker det skidt, og giver den lige en lille tand mere på gassen. Jeg har det sådan lidt la la med alle de sten. Jeg har lidt tendens til at vride om, på mine møg ankler, så det er ikke lige her jeg sætter hastigheds rekorder. ( heller ikke her vil nogen sige) Men alt i alt går det jo meget godt. Vi kommer fint frem, og holder et ok tempo. Solen er ved at komme igennem og få noget magt, men det føles ikke så varmt, for der er en god vind, især når man løber ude ved vandet.
IMG_0060

Vi rammer depot 5 ved 32,9 km Lidt efter at Steen og jeg er kommet i depotet kommer Anne og Dennis ind. Dennis er helt hvid i hovedet af indtørret salt sved. ” har du taget salt piller?” spørger jeg. Det viser sig at Dennis ikke har nogen, jeg finder 2 frem han skulle ha haft flere, men jeg tør ikke give for mange væk. Jeg spørger om han vil ha et par elektrolyt tabs til vandet, men det har han, så det må være godt. Dennis kommer herfra til at kæmpe med kramper, svimmelhed og skal virkelig grave dybt for at komme i mål, men et ultra skal nu heller ikke være for let. Grunden til at Dennis kæmper er det samme som vi senere skal slås med, nemlig varmen / solen. Den har nemlig nu så meget magt, at alle kamp sveder, man opdager det bare ikke, fordi det også blæser.image

Steen begynder at have det varmere og varmere. Han får kvalme og drikker derfor ikke så meget. Det opdager jeg ikke, jeg sveder nemlig selv på en iskold dag, som en skamredet hest. Så jeg pæler altid ca. en liter vand / enegridrik i timen.
Nu rammer vi så det første længere asfalt stykke, her kan man lige hente lidt tid. Man kan også få smadret benene. Vi løber oftest trail, så der går ikke længe, før de gamle mænd begynder at pive. Steen klager over sine hofter, og jeg får ondt i hælene. Men vi holder nu stadig et ok tempo, syntes vi selv. Da asfalt stykket slutter kommer vi ind på et fedt spor langs vandet. ”prøv at se bag dig” siger Steen. Der kommer 8-10 løbere i en flok ca 250-300 meter bag os. Fuck hvor fan kom de fra? Nu løber jeg meget urolig. Det her er ikke fedt!!! Vi bliver hurtigt enige om, at stoppe op, drikke noget vand, og lade dem overhale, så bliver vi ikke presset af dem. Nu er vi så for alvor bagerst, der er et par stykker som vi ser her og der, men alle på 100 km er nu foran os, og sådan er der resten af dagen. Steen ”den snyder” må også her, bare ha nippet til vandet, men det aner jeg jo ikke.
Vi løber videre og kommer snart i depot 42,2 Her står Steen, altså Steen der laver løbet sammen med Palle. Vi får lidt suppe, og vi får også sagt, at det her bliver en af de lange. Det er sku ikke sikker vi når sidste cut, der hedder kl 22 i Langøre havn 81,3km. ”Ingen problem” siger han. ” Hvis i ikke er der, så kommer jeg jer i møde med jeres pandelamper. I bliver ikke taget ud af det her løb.” Vi hænger lidt for længe også i det her depot, men kommer da til sidst af sted. Steen døjer nu mere og mere med varmen. Jeg spørger et par gange om han vil ha min ekstra buff, jeg løber med en som pandebånd, når den er våd, så hjælper den mad at køle mig ned. Det afviser han, og vi slæber os videre. Vi løber ikke stærkt, men er da foran 4-5 stykker der løber den korte ultra.
Ved depot 9 Ballen 57,6km har vi en dropbag. Jeg skifter T-shirt, strømper, sko og får 2 nye buff med. En om panden og en på håndledet. Ind kommer anne og Dennis, de er i mål her, vi får sagt tillykke. Dennis er noget slinger, han er dehydreret og svimmel. Anne den seje tøs, kunne godt ha løbet 10-15 km mere. De 2 kommer til at løbe mange ultra sammen endnu.

Men vi skal videre, vi banker lige ind i Brugsen og køber en is, før vi lunter ud af byen. Den kloge havde trukket stikket her, men Steen er stædig, og jeg er stadig ikke helt klar over hvor skidt han har det. Han fortæller mig, at han ikke kan slippe af med varmen og at han har kvalme, men jeg ved stadig ikke, at han ikke tager ret meget væske ind. ¨Vi lunter afsted og Steen koger mere og mere. Jeg skal bruge en vandhane siger han nu, bare jeg lige kan få noget vand i hovedet. Buffen bliver tilbudt endnu en gang, men igen afslået. Vi løber og ser efter udendørs vandhaner, men den er de ski nærrige med på Samsø. Til sidst spørger vi en lokal. Han ligger og roder med en bådtrailer. ” Der er vand i køkkenet!” Øhh vi er ude og løbe, vi stinker og kampsveder.. # Bare gå ind, så finder i nok køkkenet.” de er nu ret venlige de Samsinger. Steen forsøger så at drukne sig selv i køkkenvasken. Jeg tager min ekstra buff og gør den driv våd, samtidig med at jeg vrider den jeg har på op. Nu tager du den kraftedmée på, eller bliver jeg sku sur, får jeg sagt, og det gør han så. Vi må videre, så vi lister ud igen, får sagt pænt tak og lunter af sted. Det er ca. her omkring Steen begynder at få kramper. Han er efterhånden massivt dehydreret, og hans muskler skriger på hjælp. ”Det kan godt være du bare skal løbe” siger han. ”OK!!” nu er lorten så fremme i dagens lys, så lad os se lidt på den. ” Har du tænkt dig at stå af, eller vil du med i mål?” ”Jeg skal sku nok komme i mål, men det bliver ikke kønt” er svaret. Det er fint, det har jeg prøvet selv så tit. Jeg trækker gerne, faktisk har jeg ret meget gæld, på lige netop den konto. Så vi løber, eller lad os kalde det for hvad det er. Vi går med et par passager hvor vi forsøger at ligne løbere videre. Hver gang vi løber, så kramper Steens lår efter et lille stykke tid. Ved Besser rev køber jeg en bakke jordbær, Der er væske i dem tænker jeg, og så deler vi dem.
IMG_0065
Det går i perioder ret ok, nu er solen lidt aftagende, så Steen liver lidt op, desuden har den våde buff gjort underværker. ( hør efter næste gang! Stædige rad) Men nu er det så min tur. Som et lyn fra en klar himmel, beslutter mit venstre knæ sig for at gøre vild ondt. Jeg blev opereret i min menisken sidste år, og det er fuldstændig den samme smerte. Vi er efterhånden et latterligt syn, men vi kan stadig grine og pjatte. Vi kommer egentlig også ok frem. Nogle steder løber vi 1-2km i træk, før enten Steens kramper stopper os, eller mit lorteknæ lige giver et ekstra jag, så jeg må ned og gå. Klokken 21.15 eller noget i den stil kommer vi ind i depot 12 Langøre Havn Her står Palle RD klar til at tage imod os ( hvor er det fedt at løbe et løb, som er lavet af erfarne løbere. De ved bare hvad man skal og hvad man ikke skal sige, for at få ristede løbere videre. ) Når det er sagt, så hang vi også her alt for længe, men der var ikke mere på tanken. Så 19 km mere var ret langt, desuden skulle vi begge på wc, den slags tager tid. Vi kommer ud af depotet i rette tid før cutoff, Det er faktisk lidt et under med den forfatning vi var i.
IMG_0088
Vi løber faktisk også ret fint igen nu, så det går af sted par km. og så´ BUM! Ud af det blå bliver jeg bare dårlig. Jeg kan mærke blodet løber væk fra mit hoved, jeg får kvalme og bliver svimmel. ”Det her duer ikke” får jeg sagt. Steen ser på mig og siger ” hold da kæft du er krid hvid, hvad fan sker der?” ” Aner det ikke , men vi må lige gå lidt” Jeg ringer så lige hjem til fruen og den yngste søn, så kan jeg lige få sagt godnat, og få tankerne lidt væk. Det hjælper faktisk, for 20 minutter senere er jeg ok igen. Men for pokker det var spookey, jeg var sikker på at jeg skulle dratte omkuld lige der på stien. Vi går lunter skiftevis afsted. Steens kramper bliver værre og værre, og mit knæ gør så ondt, at jeg faktisk tænker, det her kommer du til at fortryde, den menisken er revnet endnu en gang.
IMG_0081
Lidt efter depot 14 Issehoved, kommer der så ud af mørket en enkelt løber. Han når faktisk helt op til os, uden at vi opdager at det er Steen, altså løbsarrangør Steen. ”Jeg syntes lige jeg ville løbe ud og finde jer” Hold nu kæft!! Hvor var det fedt at se ham. Han fik uden de store armbevægelser ligeså stille puffet os af sted, og stranden var faktisk ret ok at løbe på. De sidste par km skal man lige op af et par bakker igen,, vi får kun lige set på dem, og så kramper Steens lår op igen , for fuld smadder. Hans muskler står spændt som tovværk, og det gør så ondt at man kan se han har lyst til at skrige. Da den slipper igen siger han. Det var det, jeg kommer ikke i løb igen, resten er gåtur. Fint vi er der om lidt, så hvad venter vi på? Vi får slæbt os til Nordby, og er faktisk næsten i mål, da Palle kommer. ” i slipper sku ikke! I skal som alle de andre lige en æres runde om gadekæret” siger han. GODT skiderrik! Vi ville faktisk heller ikke ha den øl endnu. Rundt om det gadekær med os, og da vi nu hverken kan gå, løbe eller tænke, så drejer vi da til venstre, og følger markeringerne fra halvmaraton. Det giver lige 500 meter ekstra, men hvem tæller? Klokken 00:23 løber vi endelig i mål, godt nok fra den forkerte side, men vi løb sq ind, og det var vigtigt.

Nu er der bare at restituerer, reflektere og fordøje oplevelsen.

Var det så alt smerten og de mulige skader værd? Hvis du spørger mig´ så er svaret klart ja, men jeg er heller ikke helt normal… Jeg er ultraløber, og jeg har fandeme løbet 100km på Samsø, ynkeligt eller ej, så gjorde jeg det.

IMG_0085

 

Og hvordan ser et ben der har haft massive kramper det meste af en dag så ud 2 dage senere?
Faktisk ser det i skrivende stund, endnu mere blå ud

IMG_0092

Se mere om Samsø Ultra

,

Sådan løber du 21 km trail med overskud

Overskriften kan godt virke – for nogle – en smule provokerende. Alle ved at trailløb er en hård løbedisciplin. Op og ned ad bakker. Langs små stier. Hoppe over rødder og grene. Springe over grøfter. Og ja, det var en meget hård og løbeteknisk rute ved lørdagens 21 km trailløb Copenhagen Exhaust Trail. Ruten var ikke for tøsedrenge. Med 2 runder i ‘Det Danske Schweiz’ (Ravneholm) efterfulgt af 2 runder i Geelskov med 2 gange op ad Holtekollen, fik jeg ædt 700 højdemeter. Selvom den kuperede rute trak tænder ud. De ømme lår kunne mærkes op ad trapperne til lejligheden på fjerde sal. Og smerterne i læggene skulle strækkes ud. Så blev de 21 km. trail gennemført – med overskud. Hvilket var hele pointen med løbet.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Mine 7 gode råd til 21 km trail

Indrømmet, det er ikke første gang at jeg løber i bakker. Før trailløbet fandt jeg gamle fif og noter frem som fortalte, hvordan man angriber bakker. Krydret med mine oplevelser fra trailløbet, vil jeg dele mine erfaringer med jer.

 

 


1.Turbotonser eller hygge-mormor
Afstem dine egne forventninger. Deltager du i løbet for at opnå en bestemt placering? For at løbe på en bestemt tid? Eller deltager du for at være med og gennemføre? For mig var det, at gennemføre og have et godt løb, målet i sig selv. Derfor var det vigtigt for mig, at det var en god oplevelse og jeg havde overskud til at gennemføre – alle 21 km.

2. Glem tiden og nyd turen
Rute og terræn er meget uforudsigelig til trailløb. Det betyder, at du ikke kan ramme den samme kilometertid kilometer for kilometer. Mit Garmin-ur fik kun opmærksomhed, når jeg var nysgerrig på, hvor mange kilometer jeg havde løbet. Jeg løb på kilometertider lige fra 5:30 til 8:50. Min erfaring er simpel: Glem uret og nyd i stedet naturen.

3. Find (væske) balancen
Jeg har løbet flere halvmarathon uden at drikke (særlig meget) vand undervejs. Væskebalance handler i bund og grund om tidligere erfaringer. Jeg havde ikke noget væskebælte, kamelbak eller lignende med på turen. Jeg drak udelukkende de steder, hvor arrangørerne havde opstillet væske – vand og saft (på toppen af Holtekollen). Som tommelfingerregel er mine erfaringer, at man skal drikke før man bliver (alt for) tørstig. Her kan temperatur, løbslængde og tid være afgørende for valget af, hvor meget væske man har brug for at indtage. Læs evt.  Team Danmark eksperters råd.

4. Flyv op ad bakke
Til trailløbet lagde jeg mærke til, at mange løbere tager sig på lårene, når de løb op ad bakke. Det er vildt anstrengende, at angribe bakker på den måde. Da benene også skal trække armene med op ad bakken, ved den løbestil. I stedet, så brug armene til at trække dig op ad bakke. Løb på forfoden. Tag små skridt. Og tænk på at holde overkroppen oprejst, så du kan få luft ned til lungerne.

5. Cruise ned ad bakke 
Jeg lagde også mærke til, at mange løbere løber med små langsomme skridt ned ad bakke. Det så ud til at benene bremsede, og det så anstrengende ud. Jeg overhalede en del løbere ned ad bakke ved – ganske enkelt – at lade benene køre i frigear og rulle afsted. Jeg tager lange skridt og lader benene gøre resten.

6. Undgå (for meget) syre i benene
21 km er langt. Og når ruten går op og nede hele tiden af snørklende små stier, så er der potentiale til at opleve syre i benene. Min ‘syre-taktik’ var, at undgå at syre i lårene for hurtigt og for meget. Det kan ikke undgås at få tunge ben, men du kan sagtens arbejde med din syregrænse. Da jeg kunne mærke, at det blev for tungt i benene, så begyndte jeg at løbe langsommere eller gå. Jeg tror, at turen havde været meget hårdere, hvis jeg havde løbet rundt med (alt for meget) syre i lårene.

7. Smil!
Selvom det er hårdt at løbe i bakker og 21 km er langt. Så kan man komme langt med et smil. Og en positiv (mental) indstilling. Husk, at det er ligeså hårdt at løbe i bakkerne for ens konkurrenter, så giv ikke op. Selvom det kan virke anstrengende, så giver et smil overskud til resten af ruten.

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust Trail.

Foto: Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action.

Jeg havde overskud til at nyde løbeturen. Det dejlige vejr. Og den fede stemning ude på ruten. For mig har det været et succesfuldt trailløb. Med ømme stænger her dagene efter.

Håber at du kunne bruge mine erfaringer og fif 🙂

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

 

Camilla Bergmann til Copenhagen Exhaust TrailEr du nysgerrig på at vide mere om Copenhagen Exhaust Trail?

Trailløbet blev afholdt for 2. gang af Søllerød Orienteringsløb. Så vidt jeg ved er det stadig på “vi prøver os frem”-stadiet. Og derfor ved jeg ikke, om klubben planlægger at arrangere det igen til næste år. Men hvis de gør – står jeg klar til start (igen).
Læs mere om løbet her.

 

Alle billederne er taget af dygtige Carsten Nøhr Nielsen/Frame The Action. 

EverestingDK: 4.808 højdemeter fordelt på 18 omgange

OK-OK. Jeg ved godt det lyder totalt hjernedødt, men det var det faktisk ikke. Det er da helt normalt at bruge en lørdag på at drøne 18 gange rundt på en 4,2 km runde, med 280 højdemeter pr. omgang. Er det ikk? Og nu når arrangement hedder EverstingDK kan det da kun blive godt, ikk?

Indsamling til Læger Uden Grænser

EverestingDK er  – selvom det måske lyder som en nogenlunde dårlig idé – faktisk en rigtig go’ én. Der betales 1000 DKK pr. person for at stille til start, og man kan vælge alt fra Mt. Everest med 8848 højdemeter, Mt. Blanc med 4808 højdemeter eller Galdhøpiggen med 2469 højdemeter, og man kan løbe solo eller i hold. Derudover kan man, som ikke deltager, donere penge til løberne. Alle pengene går til Læger Uden Grænser.

Så giver det da pludselig totalt mening, at bruge en lørdag på at løbe hamsterhjul! 🙂

EverestingDK turen (http://everesting.dk/)

EverestingDK turen (www.everesting.dk)

Jeg betalte de 1000 DKK for at stille til start, og tænkte, at det var nok dét mht. mit bidrag til indsamlingen. Hvem interesserer sig da for, hvad jeg har gang i? Men det var der så et par stykker der gjorde, så jeg fik samlet 2000 DKK ind i alt, og totalt fik vi samlet 52.840 kr ind. Tusind tusind tak allesammen!

Hvorfor?

Men hvorfor egentlig? Vi mennesker har på et eller andet plan, lidt et behov for at forklare, hvorfor vi gør som vi gør. Så mit var nok egentlig fordi ”Simon says”:

2 uger før løbet tog jeg ud til Knøsgården på en af de gode rutefremvisninger, bare sådan for sjov og fordi terrænet og skovene derude er fede. Og ikke mindst fordi selskabet altid er i top. På denne tur var “The Barbarian Trail Runner aka Simon Grimstrup” med, og han synes da jeg skulle komme og løbe Mt. Blanc. Og når Simon siger man skal, så gør man da det, ikk? Jeg mener, så er det en god idé, ikk?

Ruten er lavet og "pyntet" til anledningen. Go' stil!

Ruten er lavet og “pyntet” til anledningen. Go’ stil!

Men måske skal der ikke altid være et fordi? Måske skal vi blive bedre til at gøre tingene, fordi de føltes rigtige og ikke fordi det giver rationel mening.

Træningen op til

Øhh…… hvilken træning? EverestingDK lå 4 uger efter FUT 50/50, så jeg havde jo kun lige nået at trappe min træning op efter FUT, inden jeg begyndte at trappe ned. Og højdemetertræning har jeg aldrig gjort noget i. såååå….. Kroppen måtte holde til det den kunne, som jo nok endte med at være en ordentlig omgang tæsk.

At tælle omgange

Vi skulle ikke selv tælle omgange – det var opstillet det fineste tællebord til, med en skøn skøn flok tællere.

Tællebord.

Tællebord.

Alligevel troede jeg at det sværeste ville være at tælle omgange, men det havde jeg totalt styr på hele tiden. Faktisk så meget, at jeg var tæt på at give Rasmus en seriøs lammer, da han foreslog at jeg havde 1 omgang tilbage før jeg var halvvejs, da jeg faktisk var halvvejs. Det var altså ikke sjovt! Men til hans forsvar, gjorde han det ikke med vilje. Men det var altså ingen der skulle rode rundt i mine omgange.

Stemning

Til stemningen må jeg bare sige, at den var helt vildt fantastisk. Måske lidt hjulpet på vej af, at jeg nok var lidt oppe at køre, men alligevel fantastisk. Alle blev klappet og hujet igennem tælleteltet. Hver evig eneste gang! Selv igennem natten (efter jeg var færdig, og de stadig var i gang på Everest udgaven) kunne jeg ligge i teltet og høre klapsalver.

Hele Campen/målområdet var fyldt med en dejlig stemning. Der var masser af folk der bare hang ud og hyggede, og det gjorde Backyard Climb (den sidste stigning inden tælleteltet) lidt nemmere. Og bemandingen af tælleteltet var også helt i top. TUSIND tak for skønt selskab, klapsalver hver eneste gang jeg kom igennem, og fokus på: hvad skal du have ? Drikke? Spise? Går det ok?

Ude på ruten var der også underholdning. Noget mere planlagt end andet, og det hele var med til at gøre runderne interessante (hvad møder jeg mon denne gang?).

Ruten gik forbi huset på Store Knøsen, og her havde de – af alle dage – planlagt morgenmad for et Polterabendselskab. Se taler vi om underholdende heppehold på ruten! De heppede, som om jeg var på vej op ad det rigtige bjerg, og de var meget gæstfri. Meget meget gæstfri! Men nej, eller tak – føj for pokker – jeg skulle ikke have Gammel Dansk. Heller ikke selvom Henrik havde nappet én omgangen før.

Udsigten fra Store Knøsen.

Udsigten fra Store Knøsen.

Knøsgården er jo Himmelbjergegnens Natur og Idrætsefterskoles baghave, så selvfølgelig var der grupper af unger ude og heppe på deres kammerater. Og os andre. Skønt at blive heppet på i bunden af Slugten og sunget hele vejen op.

Velkommen til Slugten. Jeg kom på hepper banneret - søde unger, altså!

Velkommen til Slugten. Jeg kom på hepper banneret – søde unger, altså!

Og der var trail-fest i skoven. Skønt skønt skønt:

HNIE unger med sang (følge link nedenfor til video).

HNIE unger med sang (følge link nedenfor til video).

https://www.facebook.com/kirsten.isak.athlete/videos/283491395318631/

De andre deltagere

Der var os ”de mere eller almindelige dødelige”, så var der er de hårde (deriblandt Henrik), som var ude på den lange, og som lå og overhalede mig. I starten tog Henrik ca. 3 omgange for hver 2 jeg tog. Og var fik jeg altså også sagt til ham, at hvis han endte med at være færdig med den lange inden jeg blev færdig med min, måtte han tage den sidste tur med mig. Heldigvis for os begge, lykkedes det ikke Henrik at blive færdig før mig. Men han klarede hele Everest Solo, og er – sammen med Bo – de eneste der tog den hårde. Det er f….ing sejt!

Og så var der holdene. Især drengene fra Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole var en fest at løbe med. Hold kæft, de var seje. De kom stormene forbi, i futtog, med høj puls og tungt åndedræt. Det var skønt at blive mindet om at løb også kan forgå i sådan et tempo. Og underholdende at opleve at Andreas satte hans hare på en af runderne!

Alle de der mærkelige ting man oplever, når man løber den samme runde flere gange

Men man bliver nu lidt mærkelig i hovedet af, at løbe den samme runde igen og igen. Jeg fandt min egen ”90 års fødselsdagen tigerskind” på runden. En lille træstub, ca. 5 cm høj, ude til den ene side på stien. Lige der, hvor det går nedad og man giver lidt gas, inden det går lidt opad igen.

De første 2-3 omgange, løb jeg bare forbi. Men lige pludselig skete det: BANG, og så lå jeg der! (Hey – nej, det gjorde jeg faktisk ikke – jeg formåede at lave et rullefald, i stedet for at kure hen ad jorden på knæ og albuer som jeg plejer. YES!).

Anyway – stubben fik mig ned, uden at jeg dog fik set hvad det var, der havde fældet mig. Men om ikke, at jeg på næste omgang, stødte foden ind i den igen, og nær faldt. Så vendte jeg altså lige om, for at se hvad pokker det var, og fik hilst kort på min nye ven Hr. Stub. Omgangen efter stoppede jeg og tog et billede af ham (han skulle altså ikke tro han bare kunne gemme sig der midt på stien!).

Men om ikke, jeg omgangen efter, løb forbi ham uden at tænke over det. Lige pludselig går det bare op for mig, at jeg var løbet forbi. Se der var altså sært. Derefter hilste jeg pænt på Hr. Stub, hver gang jeg kom forbi, og han havde venstre side af stien, og jeg havde højre side.

Hr. Stub.

Hr. Stub.

EverestingDK var inspireret af Nepal, så der var buddhistiske bedeflag på toppen af Backyard Climb. Jeg har rejst i Nepal for et par år tilbage, og har et svagt punkt for landet, bjergene og den buddhistiske kultur, så det var utrolig skønt at gå op ad Backyard Climb til udsigten af bedeflagene.

Buddhistiske bedeflag på toppen af Backyard Climb, 20 meter før tælleteltet.

Buddhistiske bedeflag på toppen af Backyard Climb, 20 meter før tælleteltet.

I Nepal skal man gå rundt venstre om de buddhistiske hellige steder, og det manglede på en eller anden sær måde på EverestingDK ruten. Jeg fik så – på en eller anden underlig måde – udvalgt pælen på toppen af Lille Knøsen til stedet, hvor jeg lige sendte nogle tanker til Nepal. Så der blev mumlet Om Mani Padme Hum, hver gang jeg rundende pælen. Når jeg sidder her og skriver det, er det godt nok noget sært, men det gav virkelig mening undervejs i løbet. Altså virkelig go’ mening! 🙂

08_Lille Knøsen

Om at løbe og løbe og løbe

Min knægt på 12 år var med, og han sagde det skønneste lige før start: Mor, du skal ikke løbe ét langt løb på 18 omgange, du skal bare løbe 18 små løb. Det er nu en klog knægt jeg har. 🙂 Han viste sig også som den perfekte supporter/crew. Hver gang jeg kom ind var der kram, et ”få dig noget at spise mor” meget hurtigt efterfulgt af et ”kom så afsted igen mor”. Der var ikke noget med at hænge og hygge i campen.

Og han er også den fødte pacer. Han endte med at holde mig med selskab på 5 af omgangene, og det hjalp med – ud over at booste mor-stoltheden – at få delt løbet ind i små bidder.

Interessant nok, var det faktisk hårdest inde i hovedet i starten. Dér var der bare uoverskueligt lang vej endnu. Når man er på 2. omgang, virker det ikke som en særlig god hjælp, at vide at man har 16 igen. Det er lidt som til FUT 50/50, da vi mødte ”78km til mål” skiltet. På 2-3 omgang, var jeg jo stadig langt væk fra bare at være halvvejs mod halvvejs. Så det blev til ”øj, jeg glæder mig til noget koldt Tailwind” (jeg er egentlig ikke til sportdrik men Hey – det smagte faktisk ret godt). Og til “ummm – jeg håber der er nogle af de gode røde vingummier”. Vingummi er godt. Meget vingummi er meget godt. Alt for meget vingummi giver bagslag. Jeg skal vist ikke have vingummi foreløbigt igen.

Jeg kender ikke mig selv så godt endnu, når det kommer til ultraløb. Jeg har kun løbet en håndfuld, men er ved at få en idé om, at jeg nok egentlig er ret stærk inde i hovedet. På intet tidspunkt fald jeg ned i den der ”det er pissehårdt og synd for mig stemning”, eller i ”jeg fortjener lige en lille pause”, eller nogle af de andre ”undskyldninger” som hjernen kan diske op med for at få dig til at stoppe. Det er egentlig lidt underligt, men godt. Det er helt klart noget jeg arbejder videre med.

Sejr

Og Hey. Jeg gjorde det! Jeg havde sat et mål i forvejen om at jeg ville under 18 timer. Efter en 7-8 omgange kunne jeg se, at jeg nok kunne komme under 16 timer (som er cut off tiden for etaperne på The Dragon’s Back Race – “Dragen”, som jeg har en date med til foråret), og det lykkedes. Jeg kom ind på 14 timer og 20 min. YES!

Mt. Blanc - 4808 højdemeter - 74 km - 14 timer og 20 minutter. Så var det tid til en øl og en sovepose!

Mt. Blanc – 4808 højdemeter – 74 km – 14 timer og 20 minutter. Så var det tid til en øl og en sovepose! Og knægten tog 5 runder – sejt!

Så nu ved jeg, at jeg kan dét. Og jeg ved, at jeg går som en pingvin i 2 dage efter. Så jeg har fået et rimeligt godt billede af, hvor formen skal ligge når jeg møder Dragen om 335 dage, 7 timer og 38 min.

Vejen mod mit første 50 km løb

Ny blogger – en introduktion af mig og løberiet

Kære alle løbe interesserede jer

Jeg er ny her på bloggen og jeg håber, at i vil tage godt imod mig. Først vil jeg kort indlede med at fortælle om, hvilken form for løber jeg er.

Jeg har efterhånden løbet i 11-12 år, men først de seneste 2 år har det for alvor været min passion. Jeg er vild med at prøve mine egne grænser af, hvilket der er rig mulighed for ved løb omend man er til tempo, trail, distance eller andet. Distance det er lige mig, det er i den grad blevet interessant at teste min egen udholdenhed! Mit første marathon blev gennemført sidste år i maj i København. Sidenhen er det blevet til 5 på lige under 1 år. Det at komme over målstregen til det første marathon gav det vildeste kick, og jeg vidste med det samme, at jeg måtte opleve den følelse og det sus igen. Jeg var hermed afhængig, men på den sunde og sporty måde!

Længere og få ture i løbet af ugen er for mig at foretrække. Jeg kan bedst lide at løbe mellem 15-25 km. Selvfølgelig sniger der sig også kortere ture ind, men jeg har nogle gange svært ved at geare mig selv op til en tur på under 10 km. Når jeg løber små ture er det ofte i selskab med andre, og så er der et aspekt af hygge over turen, hvilket er rigtig dejligt og afslappende, hvis man kan sige det om løb 🙂

Der var faktisk ikke meget hygge over et løb i sne og sjask, men det var fedt at gennemføre og presse mig selv.

Et billede fra Dr. Nielsens hyggemarathon, et løb i i januar med sne og sjask og knap så meget hygge, men det var fedt at gennemføre og presse mig selv.

Distanceløb, hvorfor i alverden vil man dog det?

Det farlige ved at blive lidt afhængig af distanceløb er, at man vil have MERE! Man kan så spørge sig selv om, hvorfor man dog vil udsætte sig selv for at løbe så mange km på en gang? Men for mig er det udfordringen i at presse mig selv. Det er krævende at løbe et marathon, men den glæde det er at gennemføre, det er alle anstrengelserne værd og så er lysten der til at gøre det igen! At gennemføre et marathon eller andet langt løb kan sammenlignes lidt med at være sulten. Når man er sulten, så spiser man og bliver mæt for en stund. Men man bliver jo selvfølgelig sulten igen 🙂

Allerede sidste år begyndte tankerne om at løbe længere end et marathon så småt at spire. De tanker har ganske simpelt været umulige at ignorere, og var det ikke for en skade i efteråret 2015, så havde jeg forsøgt mig der. Nu har jeg været skadesfri længe og jeg er derfor fast besluttet på at i år skal det være. Planen var til efteråret, men som det er med planer, så ændrer de sig ofte. Ved et tilfælde så jeg et billede på Instagram om Coast to Coast 50 km løb. Jeg surfede derfor straks på hjemmesiden og opdagede, at det stadig var muligt at deltage på 50 km distancen. Og i mit lille løbetossede hoved er der ikke langt fra tanke til handling og fluks var der købt et startnummer.

Forberedelserne er i gang :-)

Forberedelserne til Coast to Coast er i gang 🙂

 

Årsagen til jeg har valgt Coast to Coast løbet

Man kan sige, at det er meget frisk/dumdristigt/optimistisk at melde sig til et 50 km løb blot 16 dage før, for hvad med træningen op til? Jeg må tilstå, at jeg stoler på min krop og det den kan præstere, når jeg ikke er ramt af skader. Jeg er i mit livs form! For 6 uger siden løb jeg et marathon, og jeg har løbet 5-6 distancer på 21.2-25 km siden. Ja, ja det er stadig optimistisk, det er jeg klar over. Men det jeg faldt for ved netop dette løb, var at det er om natten, så der er ikke en risiko for solskin 30 grader. Der er heller ikke tidstagning. Løbet startet når solen går ned kl. 22.22 og skal gerne gennemføres inden solen står op kl. 04.16. Det er et løb, hvor det ikke gælder om at komme først. Der et ur i målområdet, men dette tæller kun ned til solopgangen. Ergo er tiden ikke i centrum og det tager nok lidt af presset af. Det skal lige siges, at jeg ikke som sådan er interesseret i tempo, men jeg vil meget nødigt være den sidste over målstregen. Det der tiltaler mig ved løbet, er at det virker som om det vigtigste er blot at gennemføre og have en hyggelig nat, et godt sted at starte for min 50 km debut.

 

Spændingen ved at kaste sig over en ny udfordring!

Det mentale aspekt ved et løb er for mig yderst interessant. Der foregår rigtig mange ting i hovedet, når det begynder at blive hårdt. Det er spændende at komme over sine mentale grænser og barrierer, når energien begynder at slippe op. Og energien begynder helt sikkert at slippe op på en 50 km distance. Jeg er derfor spændt på denne udfordring, det giver mig kæmpe sommerfugle i maven. Kan jeg mon overbevise mig selv undervejs om, at det kan jeg? Måden hvorpå jeg afleder min opmærksomhed, når det bliver hårdt er ved at leve mig helt ind i det musik jeg hører eller tænke på at løbe over målstregen. Det er vigtigt at kunne se sig selv i mål, det at fokusere på det positive fremfor det negative afleder opmærksomheden fra, hvor hårdt det egentlig er.

Kan jeg mon klare løbet? Der er jo kun en måde at finde ud af det på, og lige om lidt har jeg svar, og det svar vil jeg gerne dele med jer. Så der er kun at sige på gensyn. Næste gang i hører fra mig bliver efter Coast to Coast 🙂

simon-grimstrup
,

1 måned til VM i Bjergløb

42 km og 2800 positive højdemeter

Jeg har haft fokus på VM Mountain running long siden januar måned.

Som mange sikkert ved sluttede jeg også 1½ års orlov på dette tidspunkt – en orlov med mange gode rejse- og løbeoplevelser. Men rent løbemæssigt også en periode præget af store problemer med mine achilles, som bl.a. tvang mig tidligt ud af Ultra Trail Mont Blanc – for så at opføre sig eksemplarisk til Ultra Trail Mount Fuji, hvor jeg resultatmæssigt havde det bedste løb under hele orloven, til trods for træningsindsats, manglende support og generelt lidt ”opad” bakke….

Jeg startede på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole i januar og samtidig startede jeg et forløb ved idrætsklinikken på Silkeborg Sygehus ved fysioterapeuten Thomas Theis Jensen. Han introducerede mig til en ny og dokumenteret træning, som afhjælper smerterne i achilles. Jeg var noget skeptisk ved det første møde, hvor han proklamerede, at mine lægmuskler var alt for svage – ja faktisk slet ikke ”aktiveret”. Han viste mig en isometrisk øvelse, som jeg skulle lave 5 gange om dagen 5×45 sekunder på hvert ben. Da jeg så øvelserne virkede de ”latterligt” nemme, men til min overraskelse var jeg virkelig slap i mine lægmuskler. Som i virkelig slap! Thomas forklarede mig forskningen og teorien bag, (jeg skal ikke komme ind på den her, men smider link nederst), og at jeg ved at styrke mine lægmuskler ville slippe af med smerterne i achillessenerne.
Han var meget obs på, at jeg ikke skulle holde pause, men nedsætte træningsmængden med 15 procent og indlægge en ugentlig hviledag. Det var lidt svært, at vurdere, hvor meget 15 procent nedgang i løbet ville være, da jeg under orloven, jo havde rigtig mange timer på fødderne, men hvor meget, som var løb eller vandring var en svær størrelse at vurdere – men det lykkedes meget godt at finde en balance i det. Samtidig blev planlagte konkurrencer fjernet. Thy Trail marathon, hvor jeg nøjedes med 11 km, Silva Night Owl, hvor jeg nøjedes med ½ marathon og Vall Del Congost i Catalonien, hvor jeg også løb ½ marathon (marathon-distancen blev aflyst), Lakeside Trail hvor jeg løb 11 km og senest Julsø Ultra, hvor jeg løb 33 km(efter nøje overvejelser) – alt sammen for at holde kontinuitet og progression i styrkeøvelserne – men ligeledes også i træningen.

Jeg har besøgt Thomas 3 gange siden og hver gang fået nye øvelser og mærket fremgangen. Det har dog også været en balancegang, da øvelserne virkelig har sat mine lægmuskler på prøve, og ind imellem har overanstregelse været tæt på at resultere i en decideret skade, heldigvis er vi lykkedes at styre uden om de helt store problemer og jeg kan ikke huske jeg har haft et så sammenhængende træningsforløb, som jeg har haft siden nytår! Det har været godt, at have en dedikeret fys i ryggen – og har følt den tilpasse forpligtigelse til at få lavet øvelserne, som er såre simple, men som alligevel tager tid – og influerer på den øvrige træning.

simon-grimstrupJeg sidder nu i flyveren på vej hjem fra Færøerne. Det er anden gang jeg har været heroppe – og virkelig et fantastisk sted at lufte trailskoene. Midt ude i Atlanten skyder disse stejle grønne fjelde direkte op af havet. – og man har dem for sig selv! Trailløb er stortset ikke eksisterende på Færøerne, selvom området er oplagt til det! Mon ikke det snart kommer?
Jeg havde igen nogle rigtig fine ture! Alle sammen mindeværdige! Se billederne! Det er hårdt og tungt, at løbe heroppe, da stierne ofte er ikke eksisterende og man løber i blødt græs/mos – dejligt fjedrende, men også tungt at træde i – kombineret med terrænets stejlhed. (Skøn cocktail).

Vm i bjergløb

Med en måned til VM – har de sidste 14 dages løb været meget vigtige. Når man som jeg primært løber på ”gefühl” med hjertet, kan det være rigtig svært at holde igen – og tænke sig om. Jeg har dog forsøgt! Jeg har forsøgt, at få mange højdemeter i bogen – og samtidig også skulle have noget fart og konditionstræning. Disse pas er de vigtige – og det er vigtigt, at være ”frisk” til at gennemføre dem med kvalitet.

Før turen til Færøerne var jeg i Harzen med Silkeborg OK Trail. Det var på mange måder en rigtig lækker, men også meget hård træningstur med mange km – hvoraf mange blev løbet i relativt højt tempo – og benene var godt brugte herefter. Så jeg kom ikke super restitueret til Færøerne – og de første dage blev taget med rimelig ro på… Det er temmelig svært ikke at give den gas i de omgivelser. Men benene føltes tunge og det er jo et tegn på, at der ikke skal trænes igennem. Samtidig lå hvilepulsen lidt højere end normalt (3-4 slag) – også et tegn på lige at slappe lidt af…

Men så en morgen var hvilepulsen igen på ”normalt”, og det kunne mærkes på fjeldet. Hvor jeg de foregående dage var blevet tung og træt, var der nu hul igennem – og det var vejrtrækningen som satte begrænsningen og jeg følte mig let. Det var i lørdags. Mads skulle flyve hjem et par dage før mig – så vejledt af en af de få lokale trailløbere – Henrik Kølleskov – valgte vi at løbe på den gamle postvej til Gásadalar. Det var en skøn og stejl tur – på græs på østsiden og løse sten på vestsiden.
Man skulle have været post! – nu er der en tunnel over til bygden, men før gik al færdsel over fjeldet! Barskt sted at bo – og tunnelen kom først i 2006… Det betød også, at der var en tydelig sti, som var ret fed at løbe – særligt opad!

Nøgle-træningspassene de seneste 14 dage har været;

Julsø Ultra 33 km.

Det burde nok snarere kaldes ”test-løb”. Det gik godt – og med Jonas Borsøe blev der trykket på hele vejen – og hev akkurat en 1. plads hjem – på trods af, at der ikke var trappet ned inden løbet.

Op til Brocken fra bunden (Ilseburg).

Jeg ville gerne have fornemmelsen af et langt sammenhængende opløb – og da stigningen her er ca. 800 højdemeter – var det oplagt at give den gas hele vejen op her. (Jeg havde dog 25 km i benene fra dagen før – så helt frisk var jeg ikke, men havde en god fornemmelse hele vejen op – og lykkedes med at presse på fra start til slut)

simon-grimstrupGásadalar (formiddag) Mørkedalur (aften)

Dagen og formen var der – og så var det bare at klemme på. Mørkedalur var asfalt – og prioriteteret for at få fart – og tæsk – løb den efter en hård træning om formiddagen på Gásadalar – og Gásadalar var ren lækker fuld gas på en lang stigning! Tror aldrig nogen har løbet så hurtigt opad stigningen… Men lad Strava tale og bare kom an!

,

Sportsdrikkens hyldest til hyldeblomsten

I dag da jeg løb hjem fra arbejde igennem Valbyparken mødte jeg langs vandet et væld af hyldetræer fyldt med lækre hyldeblomster. Et skønt syn, dejlig duft og henledning af tankerne på at omsætte hyldeblomsterne til en lækker sportsdrik.

IMG_9853

Dette blogindlæg er en lille guide til hvordan du laver din egen sportsdrik og hvilke overvejelser det kan være en god ide at gøre sig i forhold til sportsdrik.

Den korte version
Indledende overvejelser når du skal blande sportsdrik til en træning eller konkurrence

  • Brug aldrig en sportsdrik til konkurrence du ikke har testet i forbindelse med din træning
  • Vurder temperatur, luftfugtighed og vindhastighed – jo varmere, jo mere fugtigt og jo lavere vindhastighed – jo mere skal du prioritere væske frem for energi. Det betyder at din opløsning skal være tyndere når det er varmt end når det er køligt.
  • Hvor meget kan du blande hjemmefra og hvor meget skal du have med for at fylde op undervejs?
  • Hvor forventer du at drikke i timen? Du kan optage op til 1,2 liter væske i timen i teorien, men i praksis er det nærmere 1 liter der er maksimalt.

Hvornår har du reelt brug for sportsdrik under din løbetur?

  • Hvis din løbetur er under 45 minutter har du ikke brug for at indtage noget som helst hvis du er velhydreret ved start

sportsdrik tabel
Kilde: Sportsernæring til løbere

Du skal bruge følgende til at lave din egen sportsdrik

  • En eller anden form for kulhydratkilde
  • Salt
  • Drikkedunk eller andet at blande i
  • Køkkenvægt
  • Decilitermål

Hvad skal der være i en sportsdrik? 

  • Vand
  • Kulhydrat
    • 30-90 gram pr. liter opløsning afhængigt af omgivelsernes temperatur, luftfugtighed, vind og skydække
    • Kulhydratkoncentrationen må maksimalt være 9%
  • Salt = NaCl = bordsalt
    • 1,25-1,75 gram salt pr. liter opløsning)
    • Det svarer til 0,5-0,7 gram natrium pr. liter til den der vil nørde varedeklarationer

IMG_9837

Hvordan finder du af det rigtige blandingsforhold?

  • Find ud af hvor meget kulhydrat der er i det du vil blande i din sportsdrik
  • Find ud af hvilke kulhydratkilder der findes i produktet (følgende er eksempler på typisk kulhydratindhold)
    • Rørsukker eller almindelig bordsukker samt isomaltulose består af en glukoseenhed og en fruktoseenhed
    • Maltodextrin er en glukosekilde der består af 3-8 glukosenheder i en kæde
    • Glukosesirup består af glukosenheder
    • Rissirup består af kæder af glukoseenheder
  • Blandt kulhydrat i din drik
    • 30-90 gram pr. liter opløsning, så det passer til omgivelserne forhold
    • Du kan optage op til ca. 60 gram glukose i timen
    • Hvis du blandet glukose- og fruktosekilder kan du optage op til ca. 100 gram i timen
  • Bland salt i din opløsning svarende til 1,25-1,75 gram salt pr. liter opløsning
    • Da det er svært at måle 1,25 gram præcist kan du måle 12,5 gram af blande i en liter vand, tage 100 ml af denne opløsning og fylde op til en liter med rent vand, så får du en opløsning med 1,25 gram salt pr. liter med rimelig stor nøjagtighed.

Herunder får du lige to eksempler på hvordan du blandet kulhydrat i din sportsdrik

IMG_9838

Her har du en hyldeblomstdrik. Ja, jeg har snydt lidt og ladet mig forføre af en producent der laver hyldeblomstdrik 🙂 Men så har vi en varedeklaration. Der er 43 gram kulhydrat pr. 100 ml ufortyndet saft. Det betyder at du med denne hyldeblomstsaft skal blande 70-210 ml i pr. liter opløsning (det svarer til intervallet fra 3-9% kulhydrat). Det er rørsukker samt saftkoncentrat der er kulhydratkilder. Det vil sige en blanding af glukose- og fruktoseenheder.

Da der ikke er noget salt i hyldeblomstsaften skal du tilsætte 1,25-1,75 gram salt pr. liter opløsning. Hvis dit løbetøj bliver hvidt af salt fra din sved efter din løbetur, så gå efter 1,75 gram salt pr. liter og hvis denne faktor ikke er så slem hos dig, så er 1,25 gram rigeligt. Generelt kan man sige at du først har brug for salt, når din løbetur er så lang at du indtager mere en tre liter rent vand, da du så fortynder saltene i kroppen så meget at det påvirker din krops funktion.

IMG_9843

På billedet her har du et eksempel på sportsdrikpulver. Her er 90 gram kulhydrat pr. 100 gram pulver. Det er altså det maksimale tilladte pr. literopløsning. Så du kan have ca. 35-100 gram pulver pr. liter opløsning afhængigt af den ønskede kulhydratkoncentration. Vi kan samtidig se at der er 1,3 gram salt pr. 100 gram pulver, hvorfor der i udgangspunktet er nok salt i dette produkt. Dog er saltkoncentrationen lidt lav, hvis pulveret tilsættes i en lav koncentration. Da kan det være en god ide at tilsætte salt svarende til at du kommer op på 1,25 gram salt pr. liter opløsning.

I morgen må jeg ud og plukke nogle flere hyldeblomster og få brygget en lækker eleksir til sportsdrikker 🙂

Fik du mon noget ud af dette indlæg – smid gerne en kommentar, spørgsmål mv. i kommentarfeltet.

DSCF0651

Mig i fjeldene på Eventyrløbet Nord for Polarcirklen med Whiteout Adventures, Foto: Lars Hald

• Rulleski for løbere på 3 min. •

 Rulleski som alternativ træningsform

Et 3 minutters indblik i, hvad der i mine øjne, er den mest ideelle og absolut fedeste alternative træningsform for løbere:  RULLESKI

————-> KLIK HER FOR VIDEO <————-

Det giver balance, koordination, træning af hele kroppen incl. de gode benmuskler som er relevante for løb. De fleste skiklubber i Danmark har afdelinger med rulleski, hvor man derigennem kan komme til prøvetræning, få gode råd og prøve at få et par ski på benene. Se eksempelvis Aarhus Skiklub, Københavns skiklub eller Rold skov skiklub. Så det er bare med at kaste sig ud i det 🙂

DCIM100GOPRO

Med bananer i lommen…Firkløver 50/50 “The Real Deal”

Det at løbe er ikke det helt store problem for mange af os.

Det at løbe 50 miles er derimod kun for de få.

Men, det at løbe 50 miles den ene dag, for så at løbe 50 kilometer dagen efter, er jo forrykt.

Prøves det skulle det.

Hvorfor; “Fordi jeg skulle have en kasket…”

?; “Jep, en skide kasket.”

I´m The Geek Runner, og dette er min historie om Firkløver 50/50, og det at løbe for at få sat den eftertragtede trucker cap “The Real Deal” på hovedet.

 

 

Prep…

Prepare

Lørdag morgen, bilen er pakket med alt hvad der er nødvendigt af løbegear til at kunne klare de to kommende hårde dage til Firkløver 50/50, der afholdes i de fantastiske omgivelser i skovene omkring Helsingør.

Der er dog læs på i år, da bilen også er pakket med 336 flasker af de gyldne dråber fra Ugly Duck Brewing Co. – pænt sponsoreret af Urbantrailrunner aka Kagemanden aka Bluncken aka Martin B.

For et trailløb skal altid afsluttes med en lækker øl.

Så er det sagt – basta.!

 

 

Vi er fremme…

 

Ligesom sidste år, havde jeg valgt at være posh, og i den anledning havde jeg booket overnatning på spa hotel med alt hvad dertil hører.

Jeg kan desværre ikke sove i sovepose/telt, og da restitution mellem de to dages løb er utrolig vigtig, var dette det bedste jeg kunne gøre for mig selv.

Så efter indtjekning på hotellet, tog vi den korte tur op til start området.

Jeg finder altid en behagelig ro og stilhed i kroppen og slapper mentalt af, når jeg står der ved startområdet, dagen forinden.

IMG_3685-2 IMG_3686-2 IMG_3690-2

Det giver lige en sidste koncentreret fokus på, hvad det er jeg rent faktisk skal begive mig ud på.

 

Alt imens vi står der på toppen af bakken, der igen i år er start, men samtidig er lavet om til at være slut, med en stigning som vil føles som var det 90 grader, støder vi ind i et par andre løbere der også lige er kommet forbi, får en sludder for en sladder, og efter en times tid, er det farvel til de andre, og hjem på hotellet.

 

Resten af dagen står på afslapning, får fundet gearet frem, blandet energi fra
32Gi, lagt det hele ud, så jeg kan få morgendagen til at gå, som var den sat på autopilot.

Stille og roligt kommer værelset mere og mere til at minde om en løbebutik, da alt udstyret er blevet lagt op i stakke hvor der nu er plads.

Hold nu kæft der er meget.

Men man går ALDRIG ned på gear.IMG_3698

Og så er jeg jo The Geek Runner.

 

 

 

 

 

Nogen siger at maden dagen inden er vigtig.

Jo jo, men denne dag skulle jeg have en 2 retters gourmetmenu i restauranten.

Da jeg sidder der, behageligt placeret i stolen i restauranten, sippende af mit vinglas, indeholdende elektrolytter, ja ja, der var ikke sparet, det var endda med citrus smag.

Sender jeg et smil til de telt-overnattende-spejdere og deres frysetørret mad, og en varm tanke da jeg tager første bid af min utroligt lækre fersk røget laks med tilhørende avokadocreme, syltede løg og sprød karse.

IMG_3694-2

Det er sgu den ægte posh-trailløber style det her.

 

 

What the FÅRK…

 

Men midt under dette kongelige festmåltid slår det mig pludselig.

“Hold nu kæft main, hva fårk for en sko skal jeg løbe i på dag 2.?”

For fanden Rasmus, du har jo endnu ikke bestemt dig.

Dag 1 er sikker, her løber jeg i Topo Athletic MT2 trailsko med 3mm drop.

Men hvad dælen gør jeg med dag 2.?

Nå, på med løbetøjet, og afsted det går, og det er endda inden at maden overhovedet har ramt bunden af maven, finder hurtigt nogle stier bag hotellet og med Mizuno Hayate 2 på fødderne og Hoka One One ATR i hænderne, begiver jeg mig afsted over grus, sten og græs.

2k den ene vej og 2K retur i Hokaen.

“For helvede det er svært det her.”

Det giver to helt forskellige løb.

Jeg kan på ingen mulig måde finde ud af hvilken det skal være.

Så af ren og skær mangel på svar, vælger jeg Hokaen grundet en bredere forfod, med mere støddæmpning, og at den giver en rullende fornemmelse henover foden.

Inderst inde håber jeg dog, at mine Topo´er bliver tørre til dag 2.

Men jeg kan jo ikke være sikker på det.

Et dejlig varmt bad – skal lige siges, at det var ikke under 20 min – hvor jeg endnu engang sender tanker til de kolde og fugtige teltspejdere, er det ind under de lune dyner, tænder tossekassen og slapper af.

IMG_3700

 

 

Verdens mest irriterende lyd…

 

“Ah hold nu op.”

Klokken er knap 05:00, det er raceday.

Men alt alt alt for tidligt.

Jeg er ikke på nogen som helst måde et morgenmenneske, i hvert fald ikke så tidligt på døgnet.

Op kommer jeg, vågner stille og roligt under bruseren, havregryn med rosiner kommes i en medbragt skål, bades i mælk og kaffen sættes over.

Dette er mit faste morgenritual inden et løb så tidligt, og det har det altid været.

Jeg er på ingen måder nervøs, jeg glæder mig bare til at mødes med alle de seje løbere, som jeg tidligere har løbet med under FUT50/50.

I år havde jeg hooket mig op med Ulle, og sammen havde vi lagt en plan for hele løbet, eller hen til de 69K.

Ved startområdet blev der delt varme trail-krammere ud – ja det er sgu nok bare en almindelig krammer – men lyder det ikke lidt sejere at kalde dem trail-krammere.?

Nummeret hentes, påmonteres de obligatoriske sorte trailshorts, og så er der racebriefing.

 

 

Kirkeklokkerne ringer, klokken er syv, pistolen affyres og så er det bare afsted…

 

Snakken, grin og højt råbende jokes følger os som var det kendismelodien til “Titanic”. Dog er dette ikke et synkende skib – endnu, men et sprudlende glad felt af gale løbere der lige har taget hul på de 85K.

Stadig bliver skovens dybe stille ro, sprængt af festglade tosser, der endnu har energi og luft til at fortælle løgn historier og jokes.

Men da vi rammer det første K skilt, er der da også blevet lidt mere stille.

79K er der tilbage.

“Jamen, tak for den information”.

 

Jeg indser hurtigt, at der er bare nogen i dette felt der bare er liiiige lidt for hurtige, og at det nok var sidste gang i løbet jeg så dem.

Men min egen plan var ikke at komme igennem de 50 miles hovedløst hurtigt. Men at løbe med overskud.

Hvem fanden prøver jeg at overbevise, selvfølgelig skulle den løbes lidt hurtigt, og gerne hurtigere end sidste år.

Her var tiden 9:51:24 – en flot tid for et løb som dette. – Hvilket også gav mig en placering over midten i feltet.

Så en tid bedre end dette ville være så godt.

Jeg havde sat mig for, sammen med Ulle, at vi skulle ramme mål efter 9:15:00.

Så dog lidt urealistisk ud, men mon ikke vi godt kunne.

 

 

Er fuldstændig færdig af grin…

 

Efter en 12K eller deromkring, kan vi pludselig hører en masse larm komme bagfra.

“Hvad fanden sker der.?”

Et kort glimt over skuldren fortæller os, at det er Kagemanden og Traileren.

“Hvad”

De var sgu da foran os.

Da dieseltoget bliver indhentet af lyntoget, fortæller de os, at de var løbet forkert, og derfor fået en del ekstra meter/K på kontoen.

Vi er fuldstændig færdige af grin.

Der, i skovene i Nordsjælland, stormer de to tosser rundt og farer vild.

Hold da kæft det er grinern.

Sammen følges vi lidt ad, men da den første fotograf dukker op bag en bakke, tager fanden ved dem, og Traileren skriger “den her tager jeg først”.

Han er simpelthen for sjov.

Stille trækker de fra os igen.

Det var vist noget med at de skulle ind på 8:30:00 eller der omkring.

Bare de lige husker at der også er en dag i morgen.

 

 

Den negative indflydelse…

 

Det værste der kan ske under et løb som dette, er at komme til at tænke negativt eller blive påvirket negativt.

Dette sker for os kort efter at de to “tosser i skoven” har forladt os.

Vi indhenter simpelthen en løber, der også var løbet forkert.

Men forskellen her er, at han er den mest negative person jeg nogensinde har mødt.

Da vi løber i samme pace, er det ret svært at slippe af med vedkommende.

Vi sætter pacen op, det hjælper ikke.

Så sættes den ned, heller ingen virkning.

Dog, lige inden vi rammer det første depot, er der blevet lidt luft mellem os.

“Hold kæft det var tiltrængt”, det er det eneste jeg tænker.

Sjovt nok, så var det bemandede depot også enige med os i, at det var dog noget af en negativ indstilling at have så tidligt i et løb.

Vi ser ikke mere til denne person.

Hvilket vi på ingen måder er trætte af, tvært imod.

At have en til at ligge i feltet der kun rakker ned på afmærkninger, ruten etc, er så nedslidende mentalt.

Og her skal lige siges.

De tre race directors, Carsten, Klaus og Per Egon, havde i år, ift sidste år, afmærket ruten så godt, at man næsten kunne stå ved et flag/minestrimmel og så se hen til det næste.

Så al den kritik vi hørte, var på ingen måde berettiget.

Så et shout out til vedkommende; “Så hold dog mund.!”

Men med bananer stoppet i lommen – hvilket egentligt er ret klamt, da de trykkes, varmes og bliver brune på engang, ned i mine shorts, så begiver vi os afsted igen.

Vi er i super humør igen…

 

IMG_3761

 

 

Chips, gels, gifler, 32Gi…

 

Ned ryger det.

IMG_3734

Vi har lige ramt hoveddepotet for første gang.

Det gør man i dette løb efter de første 39K.

Her er en super fed stemning.

Her står nemlig alle løberne klar der skal til at afsted, ud på de 50K.

Så der bliver klappet, råbt og heppet på os.

Og med en ny bådlast af skårne bananer i lommen, drager vi i bedste løbestil afsted igen.

Foran os ligger møderne med “dræber” køerne, stranden, trappen og “tunnel of love”.

 

 

Half way done…

 

Vi er godt og vel halvvejs.

Og vores snak – som på ingen måde har været tavs, drejer sig nu ind på “dræberkøerne” som vi sidste år mistede over 12 min ved.

De valgte simpelthen, at ingen trailløbere skulle passere dem, og dem der forsøgte blev dræbt.

“Jo jo, det er da bare en ko.”

Men næh nej. Disse nordsjællandske kødædende køer, havde allerede nedlagt tre fire trailløbere der lå hist og her på stien, halvspist.

Ikke noget kønt syn.

Så vi var noget nervøse, da vi drejer ind gennem afspærringen.

“Hva fårk. hvor fanden er de henne.?”

Denne dag var de væk, vi stryger lige igennem deres territorie, glade og lykkelige for endnu engang at overleve besøget med dem, og samtidig helt oppe at ringe over, at vi nu er min 12 min hurtigere end sidste år, tager vi sidste sving.

“Damn it.!”

Der ligger de sgu…

Pludselig bliver vi som ninjaer der løber på rispapir.

Ikke en lyd afgiver vi.

Tror faktisk vi holder vejret i adskillige minutter.

Og da vi endelig er forbi dem, er vi sgu frække nok til at give et lille “Dumme køer” og et håndtegn sendes i deres retning.

1-0 til trailløberne.

IMG_3771

 

 

Reload…

 

Depotet er nået, vi er godt tæt på stranden og de 50K.

Her møder vi igen et hold depothjælpere med servicen så høj, at Michelin guiden ville have givet en stjerne til dette depot.

Vi får også at vide, at Mr Negativ, tidligere har valgt at stå af.

Et lille smil kommer på vores løber.

Skrald ud, bananer ned.

 

Jeg ville lyve hvis jeg påstod, at vi ikke var ved at blive trætte, og med 4K strand der skal tilbagelægges i blødt sand, rullende sten og hoppende fra sten til sten, så var vi ret spændte.

Ulle havde dog ikke så meget lyst til stranden som jeg.

Så vi snakker lidt frem og tilbage, og det hele ender med at vi hurtigt giver hinanden et man-hug, og her skilles vores veje.

En af grundene er, at jeg ikke kan løbe langsomt på stranden, da dette vil tømme mig for energi.

Så jeg sætter pacen op, og afsted det går.

På dette hårde stykker, får jeg da også hentet 2 andre 50 miles løbere og får dem lagt bag mig.

Er sgu altid et boost, når man passere andre løbere.

Men hov.

Der kommer sgu en gruppe på tre.

“Løber jeg så langsomt.?”

Hell no…

Kigger mig febrilsk over skuldrene.

Hvilken farve har deres nummer, hvilken farve har deres nummer…

Ah pyhhh…

Det er gråt/sølv.

Det er bare de førende 50K´ere der først nu henter mig.

Den ene af dem må på en eller anden måde også have set mit ansigtsudtryk, for hans kommentar da de passere mig er: “bare rolig, vi er bare 50K´erne.”

Kunne ikke andet end grine af denne kommentar.

Stranden sluttede med den flotteste udsigt op til Kronborg slot. Vi drejer af skarpt til højre, væk fra sand og stenhelvede og der, der rejser sig den første rigtige lede bakke sig.

Ved foden af bakken passer det med at jeg skal spise, drikke og have lidt energi.

– I løb som disse er det vigtigt – i hvert fald for mig – at få noget ned konstant og med samme tidsinterval mellem hver gang.

Så jeg har to drikkedunke i vesten, indeholdende 650 ml 32Gi Endure blanding.

1 flaske skal være drukket over 2 timer, hverken hurtigere eller langsommere.

Derudover, skal jeg have noget at spise hele tiden, og det er her bananerne i lommen kommer ind i billedet.

1/4 banan spises der, og det hele blandes med enten en 32Gi chew (en vingummi, der kan sammenlignes med juleflæsk) eller en 32Gi gel.

På denne måde får jeg hele tiden fyldt op.

Suppleret med en salt stick hver anden time.

Opad går det i hurtig gang.

En god ting er, hvis man ikke kan løbe op af bakkerne uden at brænde alt energi af, så gå i hurtigt tempo istedet.

I sidste ende gir det sgu det samme.

Og for mig virker det altid.

Bakken er forceret, og her lige der.

Der er trappen. “Stairway to heaven.”

Det må være den sygeste og ringste joke, at lægge en sådan trappe ind i et løb som dette.

Her har man lige rendt røven i laser på 4K strand, bestiet en bakke som på daværende tidspunkt måler sig med Mount Everest.

Og så skal man fandme ned OG op af en trappe.

“Hvorfor” spørger de fleste.

Jamen vi skal da lige ned og ringe på en klokke.

“Er du DÅM eller hva.?”

Nej, jeg er bare en af de heldige der deltager i Firkløver 50/50, og dette er en del af gamet.

Dog er trappen lidt hård op til toppen igen.

Nu er det værste sgu overstået.

25K tilbage igen, og pludselig begynder løbet ned af bakkerne også at blive “hårdt”.

Men men men, vi skal sgu fremad.

 

 

Last stop…

 

Målet er nået for sidste gang under de 85K.

Dette er den sidste af de to gange vi kommer forbi start/målområdet.

Endnu engang stoppes der bananer i lommerne.

Jeg tænker for mig selv, “nu er der kun 16K tilbage.

Men lige som jeg svinger ud på stien efter mit nedløb fra mål, er der en eller anden der lige skal sige højt “der er ikke 16K tilbage, nej det er 17K.”

Ej, ih tak. Den der ekstra kilometer er jeg da sgu glad for at blive mindet om.

 

 

Det våde lange rør…

 

Det er nu at hver lille stub, hver væltet træ, føles som en kamp at skulle over.

Et væltet træ, der ligger i en højde af 40 cm, bliver pludselig en stor forhindring, der trækker tåre.

“For dælen, hvordan kan så lille en ting være så hård”.

Da træerne så bliver større endnu, ja så ender det endda med, at jeg simpelthen sætter mig på dem, for at forcere dem.

Det er jo rent til grin.

Men det er sgu nemmere at komme over dem end under…

Men for hver forceret stub, kommer jeg et skridt nærmere “The tunnel of love”.

Et 15-20 meter langt vandrør/tunnel, som man så lige skal igennem.

Jo jo, det er da ikke så svært, næh nej.

Men tænk nu lige engang.

Vi har lige løbet godt og vel 75K, og nu skal vi fandeme ned i hug og gå, med vand til vristen.

Ved sgu ikke hvad der er værst, vandet der nu kommer i skoene, eller at skulle gå i hug.?

Men det at få koldt vand i skoene for en stund, bliver noget jeg ser frem til.IMG_3726

det giver ligesom det sidste ekstra spark, til at kunne klare resten af turen hjem.

Ned i knæ, ned i vandet, og hen mod lyset for enden.

Og som vanen tro, så står fotografen på klar med alt sit gear.

I år skal der fandeme lavet et ordentligt billede.

Så jeg stopper pænt op inde i røret og laver den bedste pose jeg har lært.

Kameraet blitzer, og jeg skal videre.

Kommer ud i lyset, og finder hurtigt ruten igen.

Og selvfølgelig er det en bakke man skal op ad, lige efter at man har gået for over bøjet og i hug.

Det kan man godt mærke i lårbasserne.

 

5K tilbage, ud og ind af de små skov stier, til store forundring for de gående skovbesøgende folk.

Pludselig popper der en svende og træt løber ud af en busk, for dernæst at kaste sig vild og tovlig ind i en ny, mindre end 100 meter nede af stien hvorpå de går.

Ja trailløbere er sgu specielle…

 

Opløbet…

 

4K, damn det her stykke er hårdt.

Nu er det afsted i siden af en mark, det smalle singletrack hælder til venstre, så løbestilen er rent ud sagt en gakket gangart.

 

3K, nu henover en ny mark.

 

2K, asfalt, ej hvor er det noget lort nu, og så går det sgu opad.

 

1K, du gir den gas nu, men alligevel vinker jeg pænt en løber forbi.

Han har mere i sig end jeg selv har. Jeg ser ikke nogen ide i at hænge på ham.

Jeg har et par gange tidligere ude på ruten hørt, at jeg skulle ligge i top 20, og det passer mig fint.

Der er ikke nogen i syne bag mig.

Nu skal jeg bare hjem i mål.

Drejer to gange til højre, opløbet, her står folk og klapper og råber.
Det giver helt klart lidt mere energi.

I vanlig overskudsstil, laver jeg et hop til stor jubel for tilskuerne.

Det er sgu sådan man slutter 85K trailløb, og selvfølgelig lige Mount Everest op til mål.

 

 

Done, did it…

 

Første arbejdsdag er vel overstået, og endda med overskud.

Får små snakket med de andre løbere der er kommet i mål før mig, men der er ikke mange, det viser sig, at jeg er kommet ind på en flot 10. plads.

Og tiden.?

Ja den er sgu forrygende.

9:07:57 – det er jo perfekt ift hvad jeg havde regnet med fra start.

Hvad bedre er.

Så er det en forbedring på hele 44 min fra sidste år.

Fantastisk.

 

 

Afslapning…

 

Nu står den på restitution på hotellet, ren og skær afslapning.

IMG_3707Men skal lige et smut forbi baren.

Havde jo en aftale med en tom og cola.

Hvilken bedre måde kan man afslutte et race på.

Stopper dog lige på vejen op til hotellet i 7-eleven og køber ind af cola og chips, bare for at fylde på.

Og så er det jo at man ikke bare skal gå i stå, man skal jo helst holde sig i gang så mælkesyren ikke hober sig op i musklerne.

Så jeg får den gale ide, at tage trapperne op til tredje sal.

Hvilket, med lettere stive ben, viser sig at være hårdt.

Men op kommer jeg da.

 

Da skoene er taget af, kommer det ikke som et chok, at min venstre storetå er lettere ramt.

Stødte på tre gange, direkte med neglen, så at den er lettere blå, er ikke en overraskelse for mig.

Ingen sko, medmindre der selvfølgelig er metalsnude på dem, vil have kunnet forhindre dette.

Og så tabte jeg også et par negle sidste år.

Men ellers er de fuldt ud funktionsdygtige.

 

 

Im in love…

 

IMG_3712Mine Topo MT2 har sgu gjort det godt idag.

De fortjener sgu et kys.

Jeg må sige, at de er et af de bedste par sko, hvis ikke de bedste sko jeg har løbet trail med.

Nu håber jeg bare de kan nå at tørre til i morgen.

For tanken om at løbe i andre på dag 2, er ulidelig.

 

 

Efter et velfortjent bad, er jeg trukket i mest behagelige tøj jeg har med.

Grå joggingbukser, rød merinouldtrøje med endnu værre – rent farve mæssigt – løbetrøje over.

Lettere stivbenet hopper jeg ned i restauranten.

Og hold da op en masse skæve blikke.

Jeg vil jo ikke ligefrem sige jeg falder i med tapetet.

Tror nærmere jeg er som solen der pludselig er stået op en mærk aften.

Jeg vil næsten vove og påstå, at min valgte beklædning har en negativ effekt på tjenerne.

For hold da kæft en ringe service jeg får denne aften.

Nu skal det hele jo ikke handle om mad.

Denne aften var der en  4 retter gourmetmenu til mig.

Men efter at have siddet i 37 min og ventet på, at min tomme tallerken fra forretten skulle blive taget ud, – ja det er en arbejdsskade at lægge mærke til dette – så er jeg nu bare endnu mere sulten og irriteret.

Vil sgu have slugt maden nu og så op på kammeret.

Hvilket jeg nok også får sagt til tjeneren, der farer rundt som om vedkommende ikke vidste hvad der var op og ned eller højre og venstre.

Maden er færdig, jeg er træt, tossekassen kører igen.

Nu skal der slappes af.

For i morgen venter endnu en dag, og det er med de sølle 50K.

 

 

Take two…

 

Sjovt, for denne dag føltes lige akkurat så tidligt som dagen forinden.

Dog med lidt stivere ben.

Havde sovet som et barn, den rituelle morgenmad blev overstået.
Alt tjekket igennem, og så var det afsted.

 

Hen over aftenen søndag og “natten” til mandag (race day 2) var der kommet flere opdateringer ind på facebooks side “the real deal” hvor folk simpelthen havde meldt fra.

Dette var gjort af den ene eller den anden grund.

Så af de 16 tilmeldte, så var der vel ikke andet end en 8-10 stykker tilbage, som jeg senere skulle se og møde ved start.

På med varmen i bilen, dog var det lunere i vejret end dagen før.

Alligevel havde jeg planlagt at lægge ud i vest, for så at smide den senere.

hvilket skulle vise sig at være en rigtig god ide.

 

Bilen parkeres helt oppe ved start – skulle jo nødigt gå mere end højst nødvendigt.

Til min store overraskelse, var der næsten igen, eller rettere, der var to, så med mig selv, tre.

 

 

Ready, set, and something called running…

 

Det var sgu noget af et mandfald.

Men så igen…

Så er jeg jo i top tre.

Det var i dette øjeblik jeg valgte at lave min strategi helt om, igen…

 

Der var sgu ikke rigtigt nogen racebriefing, vi var jo også tre der allerede havde løbet de få 50K dagen forinden.

Så der stod vi:  Den lille indianer, den super cool Isak og undertegnede.

Til start på The Real Deal med T

Som tre små spændte børn på deres første skoledag, ventede vi på at blive sendt afsted.

ja, selvfølgelig ned af bakken fra dagen før, med ømme og trætte ben.

Er glad for at ingen filmede os nedad.

For hold da kæft nogle mærkelige gangarter vi havde.

Det blev til 3 hyggelige K på prologen i selskab af Per Egon, før vi ligesom blev sluppet løs på de resterende 50K – ja ja, det er ikke en regnefejl. Ruten var 53K, altså ikke de 50K som reklameret for.

 

 

It´s on…

 

Efter de 4K begyndte Anders så småt at trække fra mig, men ærligt talt, så havde jeg ikke travlt.

Ville egentligt bare nyde turen rundt i mit eget tempo.

Målet var som sagt bare at komme ind under de 6t timer.

 

Vil ikke lige sige “af sti afsted”, men det gik rimelig godt med mit pace, og fik hurtigt fundet en god rytme.

Bakkerne – de større af dem – blev taget i hurtigt gang, og må erkende, at ligeså blev det nedad.

Mine lår var simpelthen ikke “gearet” til nedløb.

 

På en eller anden måde, så var skoven bare så meget flottere denne dag.

Om jeg var blevet skør, det kan jo så diskuteres i det uendelige, men der var bare noget over den i dag.

Kan vel være at jeg løb alene og derfor lod mere mærke til de forskellige ting, eller også var det grundet, at jeg var så meget mere mentalt ovenpå på anden dagen, end jeg var dag 1.?

 

Det værste stykke på dagen, var stranden.

4k som dagen før, der skulle klares med “flade” ben, og blødt sand, gjorde det ikke nemmere.

Med højvande og kraftigere vind en dagen før, havde gjort stykkerne med sten, hvorpå vi skulle hoppe rundt, til et livsfarligt stykke.

Der skulle virkelig være koncentration hele tiden, for at sætte en fod på en glat sten og så flade eller få et ben i klemme, var sgu nok ikke lige sagen, specielt ikke denne dag, hvor vi kun var tre løbere og endnu færre mennesker som tog en gåtur på stranden, som kunne se os.

Men over kom jeg da, tør ikke tænke på hvor langsom det gik eller hvor meget jeg lignede en der havde skidt i bukserne, men frem kom jeg da.

De sidste halvtreds meter på stranden blev da også brugt til at filme en lille hilsen og til at få noget i maven.

Banan, banan og atter banan – og den blev altså ikke mere lækker af at lægge i løbevesten 25K end dem jeg havde i lommen tidligre – suppleret med et godt koffeinchok fra 32Gi.

 

Væske i løgneren, og op ad bakken mod den kære trappe, med den elskede klokke, og videre ind i skovens dybe ro gik det.

 

 

Holder hvad jeg lover…

 

Rundede hoveddepotet efter knap 4 timer, tanker op med lidt banan, saltsticks og en gang cola i den ene dunk.

Små smuldre lidt med Carsten og da jeg drager afsted og ud på de sidste 17K, siger jeg tl ham “vi ses om mindre end 2 timer”.

Da tiden viser 4:00:29 sætter jeg i løb ned af bakken og ud på de sidste K af FUT 50/50.

 

Nu var det så, at hver lille stub, hver lille gren der skulle forceres, begyndte at blive kæmpe mæssige forhindringer der kunne tage dage at komme forbi/over.

Benene var mere trætte nu end tidligere, men resten af kroppen var flyvende.

Så jeg måtte tænke en del mere over mine skridt, hvor de blev sat, hvad de skulle igennem etc.

Og mærkeligt nok, så begyndte jeg at se frem til tunnelen med vandet.

Det var bare så fantastisk en ting der lå der ude foran mig.

At kunne få fødderne i kold vand, det ville da give et kick af friskhed.

Men lige nu var der lige lidt mere skov der skulle nedlægges.

 

 

Møderne med homo sapiens…

 

Da vi nu var nået et tidspunkt på dagen hvor andre folk havde valgt at gå tur i de flotte skove, stødte jeg ind i flere og flere mennesker.

Som som tidligere nævnt, så gjorde store øjne når jeg sprang ud af diverse skovåbninger for så straks at forsvinde igen ind i en anden.

En står tydeligt for mig endnu.

Her kommer jeg løbende, badet i sved, med saltophobninger som læsø sydesalt ville være stolte af at kunne vise frem.

Kæmper mig op af en bakke ved en legeplads, og der står denne lille søde dreng med hans fine cykel og siger hej til mig.

Jeg smiler venligt og svare “hej med dig”.

Så spørger han…

Og husk på at jeg løber langsomt, så vi kunne have læst en hel roman så lang tid tager det at passere ham grundet lavt tempo.

“Hvad laver du.?”

Mig; “jo ser du, jeg er ude og løbe 53K.”

Den lille søde dreng; “åhh det er da ingenting.”

Jeg tænker bare, “hvad helvede mener du med det din lille skid.”

Jeg; Joo, det er da meget langt, jeg løb over 80K igår.”

Ham; “Åh hvad, ikke længere…”

Havde kun en ting i hovedet.

Da jeg ikke kan komme hurtigere forbi ham, så skal han edermame få fart i den cykel, for ellers pifter jeg den.

For fanden da, til hans forsvar håber jeg, at hans forældre endnu ikke har lært ham om distancer.

Det er dog lidt sjovt at tænke tilbage på.

Her vil jeg da gerne være flink og informativ.

Og så får man sådan nogle kommentarer fra sådan en lille fræk møgunge.

– Var egentligt ret sjovt…

 

 

Det længe ventede fodbad…

 

Tunnel of love er nået, tid til et fodbad.

Og yes main,.

“Der er mere vand i end igår.”

Det er sgu da helt normalt at man snakker med sig selv, når man nu er helt alene ude i skoven og skal til at gå igennem et vandrør.

Ned i hug, av for fanden, det er ikke rart.

Så ellers sigte efter lyset i den anden ende.

Da der er mere mentalt over nu, så bliver det foreviget på film.

 

Cirka 12K tilbage nu.

Skide værre med at fødderne er lidt våde. Det virkede opfriskende et kort øjeblik.

Og endnu engang må jeg konstatere, at Topoen bare er en suveræn sko.

Ingen svuppen eller andre sjove lyde fra skoen, ej heller den der irriterende fornemmelse at løbe i sjask våde sko er der.

Simpelthen fantastisk.

 

 

Timber…

 

Nu bliver hver et væltet træ en større og større forhindring.

Hver gang jeg kan se mit snit til at sidde på stammen og svinge benene over, bliver taget imod med smil på læben.

Er egentligt ikke træt.

Det er mere som om at benene ikke helt lystre hvad hjernen siger.

 

8K tilbage, bang, så ligger jeg der igen.

Smerter fra storetåen buldre løs i skoen.

Man skal jo huske at løfte foden over rødderne, men gudskelov så var skovbunden blød. Så ingen skade der.

Op igen, videre det går.

 

Endnu et træ, lige der, på “min” sti.

For helvede.

Over med et ben og så det andet.

Men hvad fanden er det.

Der, lige der i et tyndt træ, der hænger der – vel at mærke i hovedhøjde – en hundepose med lort i.

Hvem i hele helvede har luftet deres hund, inde i denne tætte bevoksning, set den skide, for så derefter at tænke.

“Jeg samler den sgu da lige op, det er jo at gøre en god gerning.”

Men så hænger vedkommende den op i et træ, som var det en anden engel der hang på juletræet.

Kan jo ikke andet end at grine, for hvad nu hvis den havde ligget der hvor jeg faldt for lidt siden.

Så havde jeg nok ikke været så fandens glad.

 

5K tilbage.

Tæller ikke rigtigt K, men derimod tiden det vil tage at komme i mål

Synes minutter lyder meget bedre end k.

K efter K tikker forbi.

Nu er jeg træt, og hver gang der kommer en stigning, bliver der gået i jævnt tempo i stedet for at løbe.

 

3K, for fanden, kommer det ikke snart det mål.

Nu begynder jeg at se resten af ruten foran mig.

Hvert et sving bliver analyseret som var jeg Hamilton der skulle kører F1 løb i Monaco.

Alt bliver gransket igennem.

 

2K, “Hold nu op den her asfaltvej er da meget længere end den var i går.”

Dog bliver den mast under mine fødder.

 

1K, 1000 skide meter tilbage, grusvej, det går ligeud.

Så et venstre sving, to gange til højre og de sidste 400 meter til mål.

Kan se det for mig.

Smiler og griner for mig selv da jeg drejer første gang.

BANG

AV FOR HELVEDE…

Lige så lang som jeg er, ligger jeg der og roder rundt i jorden.

Endnu engang ramte venstre fod en sten.

Men hvad sker der der.?

Har ikke tid til at ømme mig, det eneste jeg gør er, at kigge på uret, “kan jeg nå i mål inden de to timer som jeg tidligere havde sagt.?”

Op, afsted, højre og højre igen.

Hvad fanden sker der.

Der står sgu en masse mennesker.

De venter på mig.

Så kommer jublen fra dem.

Ny energi, tempoet sættes op, smilet kommer fra.

Bakken forceret.

Der ligger jeg på knæ.

Træt, overvældet af alle de fremmødte der giver skulderklap eller trailkrammere.

Fantastisk.

Jeg gjorde det.

Gjorde det, som kun to kunne klare.

 

Og her er min cap.

 

Skærmbillede 2016-05-25 kl. 19.44.36

Min velfortjente cap.

138K på to dage – ja det lyder ikke af så fandens meget.

Men det var hårdt.

 

 

En kæmpe tak…

 

FUT50/50 2016 har vist sig at være en ny opgraderet udgave af løbet året før.

Og det er gjort med bravur.

Et seriøst fedt løb.

Alt spiller maks, og det er hele tiden, og det er alle der får den samme gode stemning.

Det er for übercool et løb.

 

Nu sidder jeg så her og spekulere.

Næste år, 2017.

Skal, skal ikke.?

Det er jo næsten for godt til at sige nej til.

Men med det de har bevist i år ift sidste år, så vil det blive en fest af et løb næste år.

 

Om jeg vil gå glip af det.?

HELL NO.

The Geek er tilbage igen næste år.

Og det bliver med kasketten på skrå.

 

Firkløver, tak for nu og på gensyn.

 

En lille hilsen her til sidst, der går ud til Ulle, Ninjaen, Traileren og Skals med andre fra den klan.

Bid mærke i, at der står 1-0 til fynboerne.!

 

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

http://www.fut5050.dk/

http://topoathletic.com/

http://www.thonimara.de/

http://32gi.com/

The Geek Runner