Running Community: 8 Instagram løbe profiler, du skal følge

Instagram er et mekka af inspiration til løb, skønne naturoplevelser, træning osv. Vi elsker at dele vores udsøgte oplevelser med hinanden, og vi elsker at blive inspireret til selv at drage ud i den store verden og opleve. Instagram er et Running Community.

Med godt og vel 3 uges eksistens, har RunningBlogs taget sine første spæde skridt på Instagram. I forrige uge havde jeg æren af at sidde bag tasterne på profilen. Det gav mig inspiration til dette blogindlæg. Jeg følger selv en masse skønne og inspirerende løbere, som giver mig inspiration til nye løbeture og oplevelser i naturen. Måske de også kan inspirere jer? Derfor vil jeg dele min top 8 liste over Instagram løbe profiler, som du skal følge.

Listen er nok – i den grad – præget af at jeg interesserer mig for trailløb. Det krydrer og giver liv i min hverdagen i det flade København, hvor asfalt overskygger alt det grønne.

Enjoy

8 Instagram løbe profiler,
du skal følge

Sat op i vilkårlig rækkefølge.

1.

@tinaemelie

Instagram_8 løbeblogs_Camilla Bergamann Instagram_8 løbeblogs_Camilla Bergamann_fede oplevelser

Emilie Forsberg er svensker. Hun er én af de bedste ultraløbere og sky-runnere i verden. Og så er hun (vidst) kærester med Kilian Jornet, som er noget af en legende inden for trailløb og sky-running, og er blandt de bedste i verden. De flytter begge to trailløb op på et helt andet niveau, når “hygge-løbe-turerne” blandt andet løbes  op og ned ad bjerge som Mont Blanc eller andre i (næsten) lignende højder.

2.

@runningbambiii

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_trailløb Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_løbe oplevelser

Sabine fra Tyskland viser sit løbe-univers med løbetræning, alternativ træning og hverdags stunder. Hun løber både trailløb og byløb, og krydrer ofte sine billeder med et sjovt tvist.

3.

@salomonrunning

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_salomon Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_running

Selvom at Salomon nok – højest sandsynligt – er interesseret i at sælge deres produkter, så er profilen alligevel inspirerende, da billederne er nærværende og levende. De har i hvert fald skjult deres “reklame” godt, men formoder at knytte brandet til bestemte løbe situationer – ofte i vilde og ekstreme oplevelser.

4.

@phillippreiter007

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_runnerhigh Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_vilde oplevelser

Den unge tyske dreng på 25 år Phillipp Reiter er ikke kun en dygtig trail- og ultraløber, han tager også hammer gode billeder (som bl.a. også deles på Salomons profil). 

5.

@runningadventure

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_running adventure IInstagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_run

Profilen er rimelig nyoprettet, og deler skønne løbebilleder i vilde landskaber. Profilen er som en slags dele profil, så hvis du har et skønt relevant billede, så tilføj @runningadventure i din tekst, og så kan det være at det er dit billede, som bliver delt på profilen. Det gør profilen levende, at det er billeder fra forskellige personligheder.

6.

@thehilaryann

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_adventure Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_oplevelser

Hilary kommer fra Vancouver i Canada. Jeg har selv vandret og løbet trailløb i Canada og USA – af flere omgange – så det er helt nostalgisk for mig, at se hendes inspirerende billeder fra disse områder.

7.

@yngsen

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann IMG_5503

Norske 21-årige Yngvild Kaspersen er hurtigt blevet et internationalt anderkendt navn inden for trail- og ultraløb og sky-runner. Den tidligere fodboldspiller har skiftet fodboldskoene, bolden og det flade græs ud med ekstrem løb i bjerge og vilde natur oplevelser.

 

8.

@RunningBlogs

RunningBLogs på Instagram_millarunnershigh RunningBlogs på Instagram_milla runnershigh

Og så skal du selvfølgelig også følge os, RunningBlogs på Instagram. Hver uge overtager en ny blogger profilen, og tager dig med ind i sit spændende løbe-univers. Jeg elsker at se billeder fra løbebloggers oplevelser og høre mere om deres erfaringer.

Bliv en del af Running Community 


Instagram Running Community_camilla bergmann runningblogs Mini guide – kom i gang med at Instagram’me den

Med min egen arbejdsmæssige baggrund inden for kommunikation, marketing og sociale medier, synes jeg, at dette blogindlæg stod (lidt) tomt, hvis jeg ikke gav nogle af mine egne erfaringer med på vejen. Min mini guide bygger på guldkorn fra skolebænken, min egen (flittige) brug af mediet og en ordentlig portion sociale medier-nørderi.

  • Rom blev ikke bygget på én dag

    Med mindre du har vundet x-faktor og er blevet kendt – næsten bogstavelig talt – fra den ene dag til den anden, så kræver det en del tid (og tålmodighed) at opbygge en nice Instagram profil, som andre kender til.

  • Hvad er en succesfuld Instagram profil for dig?

    Er dit mål at få tusindvis af følgere? At bruge alle dine vågne timer på at like og kommentere andres billeder? Gør op med dig selv, hvordan du vil bruge profilen, og – ikke mindst – hvor meget tid du vil bruge på den.

  • Den skal passes, plejes og fodres

    Som barn legede jeg med sådan et lille virtuelt kæledyr i en nøglering, kaldet en tamagotchi. For at den kunne leve skulle jeg give den mad og passe den. Det gælder også med din Instagram profil:
        Hver aktiv og pas profilen. Like og kommenter andres billeder. Ligesom Facebook er Instagram bygget op omkring en uløselig algoritme, som viser billeder i dit feed afhængig af, hvad du tidligere har liket og kommenteret, og som Instagram derfor godtager er din interesse. Samtidig spredes din profil også, og det giver mere interesse, måske flere følgere og kommentarer til din profil.
        Plej profilen ved at bruge (de rigtige) hashtag, så andre kan finde dig i søgefeltet, når de søger på bestemte hashtags. Og brug ikke for mange hashtags, da risikoen for at dine billeder havner et sted, hvor det er irrelevant er stor. Allier dig evt. med en Instagram-ven. Har du været ude på en løbetur med en ven, så få ham til også at nævne dit navn, når han ligger selfien op ad jer fra løbeturen. På den måde kan det give interesse for hans følgere også at tjekke din profil ud.
        Foder profilen med en masse lækre og fede billeder. Instagram er et billedligt univers. Vi vil se fede og inspirerende billeder – og gerne øjebliksbilleder. Del derfor dine fede oplevelser fra løbeture, eller andet som du har på hjertet. Læg varierende billeder op. Husk kvalitet fremfor kvantitet i dine billeder. Ingen vil se på en profil kun fyldt med dårlige, uskarpe og uinteressante billeder. Så vent heller til ham fotografen har redigeret sine billeder færdig fra løbet, end at bruge det slørede billede som din ven tog af dig i målopløbet.

 

Vi ses i det digitale univers.

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

UltraIntervalChallenge – 24 timers online sjov iført løbesko!

UltraIntervalChallenge er en udfordring jeg faldt over inde på Facebook sidste år. Den bliver stablet på benene af Pace of Earth ca. 3 gange om året, og det er super sjovt. Altså, hvis man synes det er sjovt at løbe 10 km hver 3. time i 24 timer. Start (hvis man er i tidszone med Stockholm) er midnat mellem fredag og lørdag og så bare derudaf til den sidste tur lørdag aften med start kl. 21.

Jeg har været med to gange før. Første gang gennemførte jeg alle intervaller, men anden gang, missede jeg de to sidste. Nok mest pga. en småskade jeg ikke var helt ovre på det tidspunkt, men det at jeg løb 12,5 km hver gang i stedet for 10 km hjalp nok ikke på det. Typisk mig!

Nå, men det sjove er faktisk alt det ind imellem løbeturene. Her poster man på Facebook og/eller Instagram, og kan følge med i hvordan det går de andre. Man kan opmuntre de andre og selv blive opmuntret, se fotos fra de andres løbeture og ikke mindst blive inspireret af hvad de andre deltagere har gang i af mere eller mindre skøre ting. Man må nemlig meget gerne være lidt kreativ og humoristisk nå man poster efter hver tur, da det bliver belønnet.

Der er nemlig præmier. Yeah! Jeg elllllsker præmier! Så for at være med i konkurrencen om fede fede præmier (se hvad de diskerede op denne gang på udfordringens hjemmeside), skal man poste med et bestemt tema for hver interval man har løbet. Denne gang var temaerne følgende:

#interval1: Be prepared (altså: hvordan har vi forberedt os?)

#interval2: Stay Awake (hvad gør vi for at holde os vågne?)

#interval3: Run with a magic mantra (hvad er mit motto)

#interval4: What do you wear for luck? (hvad har jeg på for held og lykke)

#interval5: Greetings (med denne skulle vi fortælle hvorfor vi deltog i udfordringen)

#interval6: Energy (ja – hvad spiser/drikker vi)

#interval7: Best Pep Talk (hvem af følgende ville vi spørge om hvad: Scott Jurek, Anton Krupicka og Timothy Olson)

#interval8: Celebration (hvordan fejre vi har taget det sidste interval)

Hvad jeg svarede til de forskellige udfordringer kommer jeg tilbage til. Og vandt jeg noget? Ja, det kommer jeg også tilbage til 🙂

Win-win – ja, ja det lyder kliche-agtigt

Men altså – man kan da lige så godt udnytte sommeren og så pakke telt og jetboil og finde et fedt sted at løbe, ikk?

Så jeg tog til Nationalpark Thy. Det er et af de vildeste og smukkeste steder jeg kender i Danmark, og hvis du ikke har været der endnu, er det altså bare om at komme afsted! Ja, jeg elsker virkelig landskabet deroppe, og da jeg skal løbe Thy Ultra Trail deroppe til august, tænkte jeg at det var en god ”undskyldning” for at tage derop og træne lidt i terrænet.

Interval nr. 1: Be prepared

Min forberedelse (ud over at købe mad, skaffe vand og tjekke hvor det nærmeste toilet var) var at finde et snedigt sted til teltet. Og hvis jeg selv skal sige det, fandt et ret genialt sted. Gemt i en gryde i klitterne, lige nede hvor havet/vinden, ikke kunne høres så meget, men stadig tæt nok på, til at jeg var lige ved stranden.

#interval1 - Be Prepared. Den klarede jeg ved at finde et feeedt sted til basecamp.

#interval1 – Be Prepared. Den klarede jeg ved at finde et feeedt sted til basecamp.

Og – tada – Pace on Earth var enige, og jeg vandt en Craft Weather Jacket for fotoet af min basecamp. YEAH! Det tror jeg, at jeg bliver meget meget glad, for når jeg skal løbe Dragon’s Back Race til maj (om 295 dage, 21 timer og 19 minutter).

Nå men altså, stedet til teltet var genialt, lige indtil siden for den første interval nærmerede sig, og det begyndte at tordne. Regn er OK, men tordenvejr – især tordenvejr i mørke – er jeg altså bare totalt meget slet ikke gode venner med. Faktisk skræmmer det nærmest livet ud af mig, så det var totalt udelukket, at jeg skulle ned på stranden eller ud i klitterne og løbe. Og skoven – ja den var jo et par km væk! Såååå – lige der var mit sted nu ikke så genialt alligevel.

Så jeg sad put i mit telt og fulgte med i tordenvejret og overbeviste mig selv om at klitterne der omgav mig, var højere end teltet. Lyn slår aldrig ned i et telt, vel? Øhhh, vel?

Interval nr. 2 – Stay Awake

Ved 2-3 tiden var tordenen lidt løjet af – den var ikke så tæt på mere – men jeg var simpelthen for kylling til at turde satse på at det bare lå ude til havs og/eller at det ikke kom mere. Så jeg skippede også interval 2, der skulle have startet kl. 03. Det gode ved det var, at jeg fik en lille times lur mellem ca. kl. 4 og 5, og fik læst i en helt fantastisk bog. Det er nu noget særligt at sidde i et telt, helt alene, midt i klitterne i Thy og læse Historien om det hele.

02_Stay Awake

“interval2 – Stay Awake. I selskab med “Historien om det hele”.

 

Interval nr. 3 – Run with a magic mantra

Kl 06:00 var jeg endelig i gang!

20 meter i klitterne og jeg var gennemblødt. Hurra for højt vådt marehalm!

Men hold da op, det var bare skønt at være i gang. Jeg kunne ikke mærke, at jeg kun havde fået sovet en lille times tid – kroppen var bare SÅ klar til endelig at løbe. Næsten så klar, at jeg lige måtte følge lidt med på pulsen, så jeg ikke kom til at give den for meget gas. Det kan godt være at min mantra er ”pridelastsalotlongerthanpain, men jeg skulle jo gerne holde til resten af intervallerne.

Turen var simpelthen skøn. Jeg tog den ca. 5 km op ad stranden, drejede ind i klitterne og fandt tilbage ad hvad der bød sig af stier.

03_Run with a magic mantra

#interval3 – Run with a magic mantra. #pridelastsalotlongerthanpain

Interval nr. 4 – What do you wear for luck?

Før UltraIntervalChallenge gik i gang, havde ikke lagt planer for hvor jeg ville løbe hvilke intervaller. Tidligere havde jeg målt nogle ruter op på forhånd, men denne gang tog jeg den bare efter hvad jeg lige lystede. Jeg holdt øje med hvornår GPS uret sagde 5 km og satsede så på, at der nogenlunde var lige så langt tilbage, selvom jeg valgte en lidt anden vej.

Det var der så ikke helt hver gang! Ups.

Så interval 4 ville have været endt på ca. 12, men jeg stoppede før, for hov da – solen er kommet frem – og hov da – her kan man købe kaffe og betale med mobilen.

Lessons learned: Hav altid din mobil med på løbeture. Også til fotos selvfølgelig! 🙂

Temaet for denne interval var “hvad har jeg på som ”held og lykke ting”? Faktisk har jeg ikke noget løberelateret jeg altid skal have med mig, men – løb eller ikke løb – så jeg har altid mine tibetanske/nepaliske ørering på. Jeg købte dem i Nepal for et par år siden, af den kæreste tibetaner, og de minder mig altid om at nyde livet her og nu!

#interval4 - What do you wear for luck? Løb eller ikke løb, så har jeg min tibetanske/nepalesiske ørering på.

#interval4 – What do you wear for luck? Løb eller ikke løb, så har jeg min tibetanske/nepalesiske ørering på.

Nå men, jeg kunne nu se at det tog længere tid at løbe på stranden og i klitterne end den ”almindelige” times tid jeg er om en rolig 10 km. Især med alle de foto pause jeg tog undervejs. Klokken tikkede afsted, og jeg var da lidt bekymret for, om jeg ville få restitueret nok imellem intervallerne. Men det måtte briste eller bære – jeg var på sightseeing! 🙂

Interval nr. 5 – Greetings

Kl. 12:00. Så var solen fremme. Frem med solbrillerne og solcreme, musik i ørene og af med singletten.

Note til self: Når man vælger at tage solcreme på inden man smider singletten, mangler man solscreme på mave og ryg. Ja, jeg siger det bare!

Solen er fremme :)

Solen er fremme 🙂

 

På denne tur valgte jeg at tjekke Vesterhavsstien, da Thy Ultra Trail følger stien mere eller mindre hele vejen. Det første stykke jeg løb på var kørespor og så blev det single track. 5 km ud og samme vej tilbage. Nøj, en lækker tur!

Interval nr. 6 – Energy

Kl. 15:00, og så var stranden blevet indtaget af folk. Og selvom jeg løb i vandkanten for at nyde havet, var det egentlig hyggeligt med lidt selskab omkring mig.

Nogle gang er simpelt godt. Bare ud og hjem i skøn natur. Og lige en kop kaffe og løbe på – se det er livet!

#interval6 - Energy. Kaffe: #runnersfuel.

#interval6 – Energy. Kaffe: #runnersfuel.

Nå men, på dette tidspunkt var jeg nok ikke så civiliseret at se på mere. Jeg var ude på mit 4 interval, var godt svedig, klisteret af solcreme og blæst nogenlunde godt igennem. Men så er det jo godt man ikke møder nogle man kender. Ups – så er det jo lige dér hvor man møder nogle man kender. Min veninde tog det meget pænt, men hendes teenage datter var vist langt fra overbevist om, at jeg ikke er en eller anden “weirdo” man helst ikke skal ses i selskab med.

Interval nr. 7 – Best Pep Talk

Kl. 18:00 – interval nr. 7 (nr. 5 jeg skulle ud på), og jeg havde stadig helt friske ben. Så jeg overvejede om jeg skulle fortsætte efter nr. 8 (mit nr. 6), så jeg kunne komme op på 8 intervaller ialt. Altså at løbe et kl. 00:00 og det sidste kl. 03:00, men jeg synes det ville blive for kedeligt. Det betyder faktisk rigtig meget, at se hvad de andre har løbet, og hvordan det går for dem efter hvert interval. Der er noget fællesskab over at følge med i hvordan det går andre og at løbe de to sidste alene, ville bare blive ensomt.

Så jeg besluttede – på trods af at benene stadig var super –at den næste skulle blive den sidste.

Interval nr. 7 var egentlig tænkt som ”lad mig nu finde den sti jeg ikke fandt i interval 4”. Det lykkedes så heller ikke denne gang.

SÅ jeg valgte så at sige F… it og så bare tæske rundt i klitterne. Og og ned og op og ned og op og ned……….. Til dét, kan jeg på det kraftigste anbefale Magtens Korridorer. Johans Olsens stemme og klitterne i Thy er et perfekt match! (den havde han nok ikke lige set komme :)).

#interval7 - Best Pep Talk ever. Thy er vildt, men det er ikke Wales - jeg kunne godt bruge en coach.

#interval7 – Best Pep Talk ever. Thy er vildt, men det er ikke Wales – jeg kunne godt bruge en coach.

Temaet for dette interval var jo: Hvem vil jeg så spørge om hvad? Jov, jeg vil spørge Anthon Krupicka om at coache mig. Thy er vildt, men det er ikke Wales, og jeg kan bruge alt den hjælp jeg kan få, i mine forberedelser til min date med Dragen.

Interval nr. 8 – Celebration

Kl. 21:00 og det var det tid til den sidste interval. Og denne havde jeg planlagt. Jeg ville tage den op og ned at stranden – og så en dukkert. Keep it simple.

Stranden var nu næsten tom, og jeg startede 15 min før tid, for at få det bedste med af solnedgangen. Og hold da op en solnedgang 🙂

Solnedgang ud over et blikstille Vesterhav. WOW.

Solnedgang ud over et blikstille Vesterhav. WOW.

Og dukkerten var den bedste måde at fejre intervallerne på! Åh, hvor skønt!

"interval8- Celebration. Ingen bedre måde at fejre på, end en aftendukkert i Vesterhavet.

“interval8- Celebration. Ingen bedre måde at fejre på, end en aftendukkert i Vesterhavet.

Næste gang?

Helt sikkert!

Denne gang tog jeg afsted alene, for at prøve at holde den kørende helt alene. Kun ”me, myself and I” kun i online selskab med alle de andre deltagere i UltraIntervalChallenge.

Bortset fra, at jeg snakkede en del med mig selv, og sang med på sangene når jeg løb (bare rolig – vist nok kun når der ikke var andre i nærheden), klarende jeg det helt fint. Altså, hvis man lige ser bort fra at jeg ”kyllingede ud” på de to første pga. tordenvejr. Men det havde jeg nok også gjort, selvom der var andre med.

Næste gang tænker jeg at det kunne være fedt at finde et shelter et sted, tænde op i bålet, smække en stor gryde suppe over, og så bare løbe og hygge. Er der nogle der vil med?

P.S: Og husk lige et medbringe mere end ét par sko. Selv i solskin, er det svært at få dem tørre imellem intervallerne. Just saying 🙂

Video: Guide – The Perfect Summer Run

Video – The Perfect Summer Run

RunItWild – Guide: The Perfect Summer Run is a video filmed on the beautiful island called Langeland. It gives you a few hints on what to focus on to find the perfect summer run, and maybe you will be inspired to go on your own adventures this summer (:

Link below:

————-> RunItWild – Guide To The perfect summer run <—————

Why just run? – Lidt om at løbe orienteringsløb i Canada

Advarsel! Efter du har læst dette blogindlæg, vil du højst sandsynlig blive vild med orienteringsløb. Der er stor chance for, at du vil synes, at orienteringsløb er en mega sej sport, som er alt andet end en spejderaktivitet. Du vil måske spørge dig selv, ”hvor og hvornår kan jeg prøve sporten?”. Hint: tjek siden her eller Facebook-siden her. God læsning!

#throwbackthursday

På de sociale medier bruger vi hashtagget throwbackthursday, når vi kigger tilbage på mindeværdige begivenheder. I dag er det torsdag, så hvorfor ikke se tilbage på en oplevelsesrig begivenhed?

I sommeren 2014 kunne jeg sætte endnu et checkmark over besøgte lande med store løbeoplevelser. Jeg har altid rejst land og rige tyndt for at opsøge løb og orienteringsløb -oplevelser. I august 2014 stod jeg så til start ved Canadian Orienteering Championships. Løbet blev afviklet over 3 dage og bestod af konkurrencerne: Sprint i OL-byen Whistler, Mellem i skovområdet One Duck Lake og Lang i skovområdet Black Magic omkring skisportsstedet i Whistler. Augustdagene indeholdte mange (løbe)oplevelser: Udfordrende orienterings-tekniske terræner, seriøse højdemeter, flere timers løb, godt med kilometer i benene, varme dage og frodigt dyreliv – med blandt andet sort bjørne frit gående.

Varm oplevelse gav en skuffende start

Kort over mellemdistance - orienteringsløb i canada

One Duck Lake.

Lidt hygge info-guf om Mellemdistancen

Løbsdato: 2. august 2014.
Konkurrence: Mellemdistance i skoven One Duck Lake (ca. 20 min i bil fra Whistler).
Banelængde: 3,1 km. (i fugleflugt) med 9 poster. 205 højdemeter.
Terræntype: Delvist kuperet med klippeflader og sten. Undervegetationen bestod af små buske, grene, fældet træstammer og små sten. Generelt var det svært gennemløbeligt.
Opvarmning: På uddelt ”warm-up map”, hvor terrænet kunne testes af inden start. Jeg gjorde god nytte af det og fik et godt indtryk af terrænet.

De gyldne erfaringer, der gør en klogere

Jeg kunne ikke give mig mere. Jeg var helt udkørt. Træt. Mit hjerte galoperede af sted. Det eneste jeg kunne tænke på, var, at få vand, søge skyggen og få vejrtrækningen tilbage til normal stadie igen. Allerede efter post 4 løb – eller rettere gik – jeg på reserve-batterierne. I starten af banen gik det godt. Jeg løb lige i posterne. Havde god fart. Men så vendte det brat. Jeg blev svimmel, og kunne ikke koncentrere mig. Jeg havde svært ved at stå på benene, og faldt flere gange.

Det var svært at få sveden ud af min krop. Jeg havde aldrig haft det sådan før under et løb, selvom jeg mange gange har løbet i bakket terræn i 25-30-graders varme. Trods min tilstand, skænkede jeg det slet ikke en tanke, at ville udgå. Min stædighed havde taget magten. Der var kun én vej og det var i mål – og tage posterne med på vejen. Tankerne for igennem hovedet. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser. Jeg havde trænet godt, kontrollet og havde forberedt mig grundigt på disse løb. Åbenbart ikke godt nok.

Efter løbet fik jeg drukket en masse vand og spist. Heldigvis havde jeg god appetit. Jeg fik sat mig i skyggen. Fik samlet kræfterne. Jeg havde ærlig talt ikke haft en god oplevelse. Og frygtede at de næste dage ville være ligeså. Jeg var ganske enkel ked af det og skuffet. Jeg har erfaret, at jeg skal være bedre forberedt på, hvordan jeg takler løb i varme.

Camilla Bergmann - orienteringsløb - runningblog

Camilla Bergmann - orienteringsløb - varme

 

Orienteringsløb til olympiaden

Camilla Bergmann Orienteringsløb løb Sprint Canada

Sprint løb i den flotte OL-by Whistler.

Lidt hygge info-guf om Sprintdistancen

Løbsdato: 3. august 2014.
Konkurrence: Sprint i vinter OL-byen Whistler.
Banelængde: 2,3 km. (i fugleflugt) med 17 poster.
Opvarmning: På det udleveret “warm-up map” var der tydeligt afmærket, hvor vi måtte befinde os inden starten på løbet. Der var anvist en markeret vej, som vi skulle følge for at finde til start, således at vi ikke befandt os i løbsterrænet.

Op på hesten igen

Der var ikke andet for. Jeg måtte op på hesten igen.  Jeg havde glædet mig meget til Sprintdistancen. Jeg havde trænet en del orienteringsløb i by foråret inden. Jeg havde også fastlagt intervaller 1-2 gange om ugen inden, så jeg vidste, at jeg havde formen til at kunne løbe stærkt.

Godt 30 minutter før starten gik jeg i gang med opvarmningen. Desværre kunne jeg hurtigt mærke, at det gjorde ondt i knæet. En gammel knæskade spøger og havde valgt at sige hej netop på dette tidspunkt. Øv, tænkte jeg. Havde jeg alligevel trænet for meget og dermed overbelastet knæet? Skulle jeg nu igen have et dårligt løb –  ligesom i går – men denne gang pga. min knæskade? Jeg valgte at ignorere det og koncentrere mig om løbet.

Da de tre korte efterfulgt af et langt biiiip lød, mærkede jeg ikke noget til knæet – sjovt nok. Jeg kom hurtigt ind på kortet. Fik læst frem, og planlagt mine vejvalg til de første par poster. Under løbet havde jeg svært ved at se, i løb, hvad der var passabel og impassabel passager (til ikke-orienteringsløbere: i sprint er der ofte hegn og mur som ikke må passeres), så jeg kiggede rigtig meget på kortet – hvilket gjorde jeg måtte skrue lidt ned for tempo, for at følge med orienteringen. På vej til post 7 møder jeg en konkurrent, som er startet 1 min. før mig og nogle stykker andre konkurrenter, som jeg kan se løber min bane.

Jeg noterer, at de kommer løbende imod mig og tager derfor post 8 udenom. Jeg er i tvivl, om jeg kan løbe mere lige på ved at tage det andet vejvalg. I stedet for at stå og læse kort, så vælger jeg at sætte tempoet op, og tage deres valgvalg. Efterfølgende kan jeg dog se, at det andet vejvalg måske havde været hurtigere. Irriterende at jeg ikke tog mig den tid. Ved post 8 kommer jeg op til hende, som startede 1 min. før mig.

Vi løber lige op imod hinanden resten af vejen til mål. Jeg kan sagtens løbe hurtigere, og når jeg får overhalet hende, så små fjumrer jeg ved posterne. Jeg vælger derfor at sætte tempoet ned for at kunne følge med på kortet. Sådan er det at løbe orienteringsløb. Det er den gyldne balance mellem at tilpasse fart og koncentration omkring kortet. Efter 15 minutter kommer jeg løbende i mål. Speakeren råber, at jeg er løbende i mål som 2’er. En placering som jeg holder til sidste kvinde er i mål. Jeg var glad for, at min dårlige oplevelse fra gårsdagens løb alligevel ikke påvirkende løbet denne dag.

Camilla Bergmann OL byen Whistler orienteringsløb

Ja, biledet er vidst (lidt) opsat. Men det er ikke hver dag, at man har en post ved de olympiskeringe.

 

Camilla Bergmann Orienteringsløb i Canada

Nordisk power: De tre podiepladser blev snuppet af Danmark og Sverige.

Into the wild: Black Magic

Orienteringsløb Canada Camilla Bergmann

Black Magic. Til ikke orienterings-nørder: Det brune på kortet er højdekurver.

Lidt hygge info-guf om løbet:
Løbsdato: 4. august 2014.
Konkurrence: Lang i Black Magic ved skisportsstedet i Whistler.
Banelængde: 5,8 km. (i fugleflugt) med 18 poster. 220 højdemeter.

Wow – ikke kig ned

Siddende i skiliften på vej til start gik tankerne på dagens taktik for løbet. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser med hedeslag eller andet skidt.

Opskriften var derfor:
1) Ikke starte for hurtigt ud og derved miste kræfter tidligt på banen.

2) Drikke vand undervejs ved de indlagte depoter.

3) Lad orienteringen styre farten.

 

Starten gik på toppen af skiliften. Og selvom jeg vidste at målet lå for foden af skiløjpen, så ville ruten ikke være ren down-hill løb.
Med foden tapet op, efter et vrid på Mellem distancen, var jeg klar til start. Da jeg fik kortet i startøjeblikket var der inden vej udenom. Første post var ned ad bakke. Jeg forsøgte at have styr på, hvor langt ned ad bakken jeg var kommet, for ikke at skulle løbe op igen, hvis jeg havde løbet for langt.

Jeg snupper hurtigt posten og videre. Jeg laver ind imellem nogle dumme vejvalg til posterne, og bruger generelt tid på at møve mig frem i terrænet. Op ad bakkerne må jeg gå, da disse er for stejle til at løbe op ad. Men det er blandt andet det fede, ved at løbe orienteringsløb, da du er i et med naturen på en helt anden måde, end hvis du begav dig ud på en afmærket rute på stier. Du laver selv dine egne spor. Og du ved ikke om der længere fremme omme bag træet står en sortbjørn (eller andre dyr), som du skal tage stilling til og måske træffe en afgørende beslutning for dit løb.

Mellem post 3 og 4 havde arrangørerne valgt at afmærke ruten i terrænet. Da jeg får klippet post 3, kan jeg hurtig ses, hvorfor de netop havde besluttet dette. Det er svært at komme frem i terrænet, og du skulle ikke træde meget ved siden af, før at du ender 30-40 meter nede i den brusende flod, der løber langs med.  Det gav et sug i maven, og selvom jeg ikke er højdestræk, så fik jeg det alligevel der. Wow, sikken en naturoplevelse.

Mellem post 9 og 10 havde arrangørerne igen taget en beslutning, som vidste sig at være et sikkerhedsmæssigt godt træk. Alle deltagere fik foræret 5 min. på dette stræk, og ruten mellem posterne var afmærket. Fra post 9 skulle jeg ned af en stejl skråning. Den eneste mulighed var, at sætte sig ned og tage den på rumpen ned. De havde lagt et tov ud, som jeg brugte til at holde fast i.

Derefter skulle jeg krydse en flod. Det larmede fra den kraftige vandmængde, der fossede ned ad floden. I dette øjeblik, tænkte jeg, hvis jeg falder, så tager strømmen mig og ingen kan høre mig. Jeg kigger mig tilbage i håbet om, at jeg ser en anden løber på vej ned ad skråningen. Men der kommer ingen. Der er kun en vej, og det er, at gå kontrolleret igennem vandet.

Da jeg sætter foden på fast grund over på den anden side, kan jeg mærke en lettelse strømmende igennem kroppen. Puha. Og tankerne går efterfølgende på, hvordan jeg får orienteret mig videre på banen. Jeg fik læst mig frem på resten af banen og planlagt mine næste vejvalg.

Jeg var koncentreret og fokuseret på løbet, at jeg glemte tiden, på trods af at min krop arbejdede vildt hårdt. Så efter 1 time og 30 minutter, havde jeg taget alle 18 poster. Jeg løber i mål med en god oplevelse i bagagen og et smil på læben. Jeg var træt. Mættet af ekstreme indtryk. Og træt i hovedet af at ikke kun koncentrere mig om kortet, men også hvor jeg satte mine fødder. Jeg holder min 3’plads, som jeg kommer ind til.

Orienteringsløb giver udfordringer og fantastiske naturoplevelser

Trods en kedelig start på løbene, så har turen til Canada været en fed oplevelse. Jeg husker mest tydeligt Langdistancen, som et mindeværdigt løb. Det viste sig, at være sort magi i Black Magic, da flere løbere hilste på sortbjørne i skoven. Det gjorde jeg dog ikke. Men magisk var det nu alligevel den lune sommerdag i august.
Jeg blev bekræftet i, at orienteringsløb er en sport, som udfordre og giver naturskønne oplevelser. Selvom at der er andre løbere i skoven, så er du – ofte – alene, og der kan gå lang tid før, at du møder andre løbende rundt med kort og kompas. Dét giver ubeskrivelige naturoplevelser, som du mærker på helt egen hånd.

 

Camilla Bergmann Canada orienteringsløb løb

Camilla Bergmann Orienteringsløb I Canada

DSC03247 (2)

 

Bonus info: Løbet var de Canadiske Mesterskaber i Orienteringsløb (Canadian Orienteering Championships) i disciplinerne Sprint, Mellem og Lang. Alle kan deltage, men kun canadiske statsborgere kan blive ”rigtig” canadisk mester. Løbene havde base i winter-OL byen Whistler. Mellem og Lang var en del af den samlede World Ranking serie.

 

Vi ses i skoven med kort og kompas!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Trail Verbier Saint-Bernard 2016 – nu med en tur på røven og en pind ved navn Wilson

Forhistorien….

Juni 2013 mødes jeg med Søren Brahe for at løbe et par træningsture omkring Himmelbjerget. Jeg ville gerne have løbet nogle bakker egentlig som forberedelse til Julsø Ultra som på det tidspunkt lå i august måned. Søren var i gang med at træne op til et for mig, fuldstændig vanvittig løb. Trail verbier Saint-Bernard (TVSB). 111 km med 8500 højdemeter. De skulle både løbe over en gletcher, igennem sne og over høje bjerge….. 3 år efter er jeg selv meldt til. Spændt som en fjeder og klar.

søren brahe

Jeg var rejst til Verbier sammen med Steffen som også skulle deltage i Xalpine. Det var lidt en hit´n run tur. Afgang hjemmefra fredag. Sove i sovesal fredag. Vi gik relativt tidligt til køjs idet vi skulle klokken 02.15 og gøre klar til løb. Vi skulle køre i bil fra Bagnes hvor sovesal og Expo var og op til Verbier hvor start/mål lå. Løbet startede kl 04.00.

28162861391_fbe294ce36_z13817284_10153491573237757_720193823_n

Vi havde holdt godt øje med vejrudsigten op mod løbet idet den havde været meget vekslende. En uges tid før løbet stod den på 8-10 grader og massiv regnvejr….men det vendte heldigvis og på dagen var det ekstremt varmt. Plus 30 grader og solskin fra en skyfri himmel.

Af udstyr brugte jeg samme setup som til transgrancanaria bortset fra jeg brugte en anden rygsæk med lidt mere plads grundet større udstyrs krav her. Læs evt mere om udstyret i denne blog. Jeg bruger generelt en stor del af compressport tøjet (Tights, sleeves og trøjer) . Af sko primært Altra Olympus 2.0 efterfulgt af Altra Lone Peak 2.5. Alt virkede super 🙂

Start Verbier – Le Catogne: 22 km

Endelig…..kl. 04.00 lørdag d 9/7-16 blev vi sendt afsted. Forinden start skulle jeg dog lige have styr på min softflaskerne i min rygsæk. Den ene var blevet utæt og på blot en time var den ene side af rygsækken gennemblødt! Fantastisk. Bare ikke så meget at gøre ved det, så jeg valgte at parkere tankerne omkring en våd rygsæk og tænke at om en halv time ville jeg svede sådan at jeg ikke mærkede noget til det. Den lille utæthed i flasken kom ikke til at genere på turen.

Efter en kort tur gennem Verbier skulle vi på den første lille stigning. Sådan lidt en “komme i gang” stigning. Vi blev hurtigt arbejdet varme i mørket og hvis ikke vi havde fået varmen, så skulle jeg da lige love for at nedløbet gav os den. Lårene kom på arbejde og vi fik lidt en idé om hvordan arrangørerne skiltede ruten mv. Det gik jo meget godt det her tænkte jeg mens vi nærmede os første depot på rutens laveste punkt (714m) efter 12 km. Samtidig havde jeg i bagovedet at efter depotet kom løbets længste sammenhængende stigning. Vi skulle fra de 714 m og op til 2598. Av!

92e638d3

 

Det var utrolig flot fra morgenstunden hvor solen stille stod op og der var lidt diset når vi en gang imellem kiggede ud på bjergene. Vi var inde i et godt flow og bevægede os langsomt opad. Pludselig kom vi til depot ingen af os havde regnet med….men for mig var det mere en kærkommet idet maven i den grad havde brokket sig. Jeg blev ind i en simpel bjælkehytte ned af en lang skummel trappe. Det var mørkt og vist ikke meningen at det skulle fungere “løbstoilet”….Havde lige en svag erindring omkring filmen “De grønne slagtere”. Nu blev jeg nok snart lukket inden heroppe i bjælkehytten og brugt til kødpålæg 🙂 Fik heldigvis lov til at løbe videre…..Op, op og endnu mere op. Og endelig kunne jeg langt deroppe se en markering der viste et bjergpas. Der skulle vi op. Et fuldstændig vanvittig fedt panorama billede mødte os det sidste stykke vej mod toppen. Vi løb her på en sti på max 2 meter i bredden. På hver side gik det stejlt ned. Altså som i total stejlt!! Ikke noget farligt, men hold nu fast en vild fornemmelse.

13820607_10153491573622757_1193999554_n

 

Le Catogne – Orny: 33 km og 2826 m (turens højeste punkt)

Hey, Dannie – are you from Sweden lød det fra manden der stod på toppen af bjerget og “speakede” fra den lille klynge mennesker der stod der. Fik hostet noget Ala, no – from Denmark hvorefter en løber foran mig vender sig. From Denmark. Do you know Heine Pedersen? Øh nej, egentlig ikke, men tror jeg har set hans navn på startlisten til 4k løbet til september og mener også han har løbet Tor De Geants? Han svarede at han havde fulgtes med Heine på TDG og også havde besøgt ham i DK. Lidt morsomt som verden pludselig blev lille…Gik ikke mange minutter før smilet på munden fortrak sig og blev til en meget koncenteret og dybt fokuseret mine. Glemmer aldrig dette nedløb. Løb og løb. Det var mere at holde fast i sten og tænke nøje over hvert fodtrin. Det var virkelig en svær passage. Selvom det primært gik ned her, så skulle vi kravle/klatre nogle få hundrede meter op et sted. Her fik personen foran mig en ret stor sten i hovedet idet dem ovenover havde skubbet nogle ned. Heldigvis ikke noget slemt, men han måtte da godt nok lige sidde lidt ned.

Langt om længe nede i bunden. Gennem depotet for at begynde opstigningen til turens højeste pkt, Orny i 2826 m højde. Hvor var det vildt at komme så højt op.  Kunne se toppen nu med “jerngeden”. Men hov. Hvor pokker var min softflaske i højre lomme????? Fuck. Jeg havde tabt den ene dunk hvilket var katastrofalt på denne varme dag.  Jeg SKULLE have mulighed for mere væske. ½ liter var alt for lidt mellem depoterne. Oppe på toppen spurgte jeg i i depotet om de tlfældigvis havde en ½ liters plastikflaske jeg måtte få….De ledte og ledte, begyndte at trække undskyldene på skuldrene inden der kom en mand og sagde et eller andet jeg ikke forstod. Han vendte om og stak hovedet ned i skraldeposen bagved. YES. Op kom en plastik flaske. Den blev lige skyllet af og derefter fyldt op med vand og i min vest. Den sad super fint så det var perfekt.

13702491_10153491521002757_1928089109_o

Orny – La Fouly (49 km)

Ned igen. Var ret spændt på et meget stejlt stykke med sne. Det var total umuligt at løbe på, så der var ingen anden mulighed end at sætte sig på bagdelen og ellers bare kure afsted som på en anden kælkebakke. Det var lidt sjovt faktisk 🙂 Tror nærmest det var min hurtigst split tid under hele løbet!!!

FB_IMG_1468562657026

Lidt længere nede mødte jeg min rejsemakker, Steffen, som mildest talt var en presset mand. Vi snakkede kort og blev enige om at det værste af turen helt bestemt nu måtte være overstået. Videre afsted og synes det begyndte at køre ok igen. Havde styr på drikkedunkene og benene havde det fornuftigt. Så indtraf det næste uheld. Min højre stav kilede sig fast mellem nogle sten og jeg nåede ikke at bremse op. Knæk sagde det, og midt på nederste sektion var staven knækket. Jeg bruger stave stort set hele løbet igennem så det var mildest talt noget møg. Tænkte hvis jeg brækker det knækkede stykke af, så har jeg trods alt stadig begge stave om end den ene er 10 cm kortere…. Men nej, 1 times tid senere gik den fuldstændig itu så den røg i den nærmeste skraldespand. Men for hulen. Der manglede næsten 70 km endnu af løbet. Jeg prøvede at kigge efter grene i skoven og endelig fandt jeg noget brugbart. Ikke alt for tung – ej heller for spinkel og med en tilpas længde. Det var i hvert fald et forsøg værd. Forsøget kom til at vare resten af løbet 🙂 Grinede lidt af mig selv og valgte at kalde grenen for “Wilson” lige som i filmen Cast Away med Tom Hanks. Så havde jeg én at tale med.

13692375_10153491573782757_1966399715_o

 

La Fouly – Bourg st Pierre (76 km):

Ved depeot i La Fouly snakker jeg lidt ned én af de få depot folk der forstod engelsk. Han fortalte at resten af ruten var rigtig fin og jeg skulle glæde mig til de næste to toppe. Der ville ligge en del sne, men arrangørerne havde valgt at “sikre” ruten med nogle reb på kritiske steder for ikke at skulle ændre den oprindelige rute…..Hmm….Skulle nok blive spændende….

Over de næste 10 km skulle vi op i ca 2700 m. Trætheden begyndte at presse på.  Havde på dette tidspunkt virkelig massiv krise, primært mentalt. Havde for længst skubbet alle tanker omkring en tid for gennemførsel af løbet til fordel for “blot” at gennemføre. Havde været rundt om de sædvanlige sikre positive tankekort. 1: at jeg hjemmefra havde fået lov til dette og derfor også havde at gennemføre – hvad hulen skulle jeg ellers bruge tiden til. 2: Det hele her er jo bare for sjov – det er ikke en pinsel! 3: Jeg var ikke skadet 4: Jeg er jo top privilegeret i det hele taget at være med til disse trailløb. Og sikkert endnu flere af disse positive tankekort….De virker normalt med det samme og renser tankerne. Men synes ikke rigtig de bed på og hjalp mig. Satte mig her på en sten i 2 minutter. Tog en bar fra rygsækken. Noget at drikke og kiggede et par andre der kom forbi i øjnene. De så lettere slukkede ud. Det gik langsomt og der var ikke rigtigt nogen der snakkede. Jeg besluttede mig for at uanset hvad, så SKULLE jeg hen til hoveddepotet – der ville jeg tage mig tid til at spise en omgang almindelig mad og i og med at tiden ikke var en faktor for mig længere, så ville jeg også hvile.

 

13692179_10153491520727757_1394765374_o

På vej op var det fantastisk flot igen. Mange passager med mere eller mindre sne. Jeg brugte en del tid på at nedkøle mig selv med sneen. Dejlig tøsne ned af ryggen og rundt ved visoren. Det virkede super og ved depotet ved Grd st Bernard ( mellem de to toppe) var hovedet med igen og tankerne om ikke at gennemføre var væk igen.

Jeg kom hen til stykket med reb. Godt man ikke var fuldstændig smadret her idet at have sat fødderne forkert kunne have haft fatale konsekvenser. Det var ikke første gang i løbet jeg havde haft den følelse. Stille og roligt fladede nedløbet ud og der kunne små luntes lidt nogle steder. Flere steder skulle floder og vandløb passeres og skoene var stort set hele tiden småvåde. Nogle km før hoveddepotet var der en ret stor flod der skulle passeres. Der var et tov vi skulle holde fast i henover. Så ud i det. Vandet var dejlig koldt men skoene var nu total fyldte med vand og det gik stadig temmelig meget ned. Mine såler krøllede sammen så jeg besluttede mig for at skifte sko og tøj når jeg fik min dropbag ved 76 km.

 

Bourg st Pierre – La Chaux (103 km):

Endelig nåede jeg mit delmål. Hoveddepotet. Havde egentlig tævet mig lidt i nakken over at kalde det for et delmål idet det jo åbnede op for at trække stikket der og være “tilfreds” med at have nået så langt. Så prøvede at droppe tankerne om bare at skulle komme hertil. Jeg gjorde som jeg havde besluttet. Skiftede trøje og sko. Tog en gang pasta og sendte en hilsen hjemover. Jeg brugte ca ½ time i dette depot hvilket jeg synes er LANG tid. Men igen. Tid var ikke så væsentlig længere. På vej ud spurgte jeg en official om han ville tjekke op på Steffen, da jeg var lidt bekymret for om han var droppet ud. Fik en super positiv besked om at han var strøget forbi sidste tjekpoint en lille time efter mig. YES. Optur.

Jeg gik i gang med anden sidste stigning. Profilen så ikke så voldsom ud. Jeg følte det som en behagelig stigning. Der kunne holdes rimelig gå tempo flere steder. Pandelampen var kommet på igen. Tøjet var tørt og temperaturen var stille og roligt på ved ned mod de 20 grader hvilket var skønt efter de plus 30 grader der havde været meget af dagen igennem og stort set ingen sky i sigte. Kunne nu begynde at tænke lidt frem mod den sidste stigning som jeg på forhånd havde hørt en del om. Inden da ventede et depot på toppen af Mille (2480 m). Det mindede lidt om et laserat. Der sad omkring 10 løbere pakket ind i tæpper og så ret pressede ud. Jeg havde det heldigvis rigtig godt. Stadig godt gennem tilfreds over at være kommet ud af min største krise nogensinde i et løb (på nær mit første Hammertrail – DNF 2013). Det motiverede mig lidt at se de pressede folk. Skyndte mig hurtigt ud i natten igen og ud på det sidste lange nedløb. Dammit hvor gjorde hvert skridt ondt nu. Handlede kun for mig om at tænke frem mod at komme ned i bunden, hvor det skulle knokles direkte op mod himlen….

Endelig. Endelig går jeg ind på den sidste stigning. Tallene i sig selv er vanvittige. På ca 3 km skulle vi op fra 1074 m til 2266 m. Det var seriøst stejlt. Altså helt vildt. Ikke så svært igen, men bare stejlt. Jeg var nede på at tælle skridt. 30 skridt – pause. Efter hvad der føles som en evighed nåede jeg løbets sidste depot.

La Chaux – Verbier, mål (111 km)

Depotet her var ved en stor lift station til ski. Mindede mig rigtig meget om sidste depot ved UTMB løbet CCC. Hefter var der oså kun et nedløb tilbage. Let og på en grusvej…Men nej nej. Sådan skulle det selvfølgelig ikke være her. Ud på de små singletracks. Fuld koncentration. Tæsk i samtlige muskefibre i benene. 3-4 km/t nedad. Men ned gik det og der kunne tælles ned. Lysene kunne skimtes fra Verbier og det var bare klasse. Endelig kom jeg til Verbier og løb rundt i gaderne kl godt 5. Mere end 25 timer siden løbet startede nåede jeg målstregen. Det obligatoriske sejrsbrøl og en kæmpe forløsning over at være kommet igennem.

received_868486373295356

 

Det her løb har for mig sat en overligger for hvor svært og teknisk et løb skal være. Det var flere gange på grænsen af hvad jeg synes var forsvarligt. Jeg synes at flere af depoterne var “lidt slatne” og manglede i den grad en medalje ved målgang. Når det nu er sagt, så er jeg blevet beriget med en oplevelse der kommer til at sidde i kroppen og tankerne længe. Storslået natur. Både fysiske og psykiske kriser der blev overvundet. Der er blevet fyldt en del i erfaringsbanken omkring evt udfordringer næste år….skal bare lige finde ud af om det vejer for eller imod.

Vil på det stærkeste anbefale dette løb for folk der har prøvet trailløb før og søger en seriøs udfordring.

 

Ses på stierne / Dannie

Følg evt med på @dannietrail

Den ultimative træning til ekstrem maraton

Jeg løber glad med armene over hovedet. Jeg har trætte ben. Ømme fødder med flere vabler. Og er øm i nakken. De seneste 16 timer har været den vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. 20 km trailløb med 5-6 kg. på ryggen langs små stier og grusveje ad det svenske vandrespor Skåneleden. Og overnatning i det fri.

Det hele startede med en simpel idé

Nogle dage før løbeturen, falder snakken ved middagsbordet på, hvor vi skal tilbringe weekenden i Sverige. Vi havde længe snakket om en vandretur langs Skåneleden, som vi har gjort så mange gange før. Da min kæreste så spørger, om vi skal tage ud på vores egen mini NXM (Nordisk eXtrem Maraton), siger jeg et højt og rungende JA! Vi har længe snakket om, at det kunne være en fed oplevelse at deltage i det danske Nordisk eXtrem Maraton, som foregår i Silkeborg i maj, så det kunne være oplagt at få en lille smagsprøve på, hvad der kan vente os på sådan et løb.

Vi fandt hurtigt ud af på et kort, at blot 1 times kørsel fra lejligheden på fjerde sal på Vesterbro i København lå en perle af svensk natur. Med bakker, skovstier og naturskønne søer. Her kunne vi støde på Skåneleden.

Vejrudsigten havde lovet solskin med lidt skyer og 15-20 grader.

Nu var det bare at gå i gang med planlægningen til den ultimative træning til ekstrem maraton…

Har du husket det hele?

Torsdag aften blev der pakket, så vi var klar til at tage af sted fredag eftermiddag. Alt udstyr havde vi i forvejen. Eller rettere, vi tog det med som vi havde, som kunne bruges. Jeg har ikke helt styr på, hvor meget mit udstyr vejer og fylder i forhold til andet lignende. Måske er der noget af udstyret, som kan findes i lettere udgaver og med mindre areal og fyld-mængde. Her tænker jeg også i forhold til den rygsæk, som havde med på turen. Jeg lånte en Osprey Talon 33 l. af min kæreste. Rygsækken sad godt på ryggen og hoppede ikke for meget fra side til side, så den burde være god til mig. Men måske jeg vil kunne nøjes med en 22 l. eller 25 l., hvis jeg pakkede mere effektivt og udstyret også var tiltænkt, at skulle være i en mindre rygsæk.

IMG_5015

Rygsækkene er ladet med

Telt – The North Face, vejer ca. 1,8 kg. Teltet er købt i USA for nogle år siden. Min kæreste tog hele teltet i hans rygsæk. Det havde han dog ikke behøvet – erfarede vi – da det sagtens kan deles op, så en tager teltdugen og den anden tager teltstængerne.

Sovepose – Robens dunsovepose Lite 300. Den vejer ca. 0.90 kg., og har et meget lille areal, når den er sammenpakket. Komfort temperatur for kvinder er +9, hvilket var ret optimalt til en sommernat ude i skoven.

Silke lagenpose – Sea to Summit. Lagenposen kunne jeg måske godt have undværet, da soveposen var rigelig varm.

Liggeunderlag. Lille selv-oppusteligt underlag.

Uld undertrøje og bukser – Norsk AKLA uld-undertrøje. Mega lækkert og varmt, som var perfekt til at tage på efter løbet. Jeg kunne i hvert fald holde varmen.

Ekstra t-shirt – lavet af bambus fra det danske mærke LIDO Design. Den er meget behagelig at have på, og varmede godt. Men jeg havde måske ikke behøvet den, da uld undertrøjen var rigelig skiftetrøje at have på i den lune sommervarme.

Dun jakke – The North Face. Dunjakken er i den milde ende, og derfor ikke for varm til en sommeraften. Derudover så fylder den ikke så meget, hvis man pakker den ned i en pakpose. Den var top fin at have på.

Buff – Trimtex. En buff er altid godt at have med i forbindelse med overnatning i det fri. Da den kan bruges som hue, halstørklæde, pandebånd eller lignende. Jeg synes, at det var rart at have den på for at holde hovedet varmt.

Gasblus – MSR Reactor. Der kan være ca. 1 l. i den. Så det var lige, hvad vi behøvede.

Mad og drikke. Menuen stod på en frysetørret madpose til os hver fredagaften. Blandingen bestod af nogle ris, kikærter og karry. Vi savnede noget kød til maden – mest af alt for smagen. Til maden blev der serveret dejligt svensk frisk vand fra hanen. Inden vi hoppede i soveposerne fik vi en kop te – som vi også kunne varme os på. Lørdag morgen stod menuen på en frysetørret madpose til deling. Her bestod blandingen af nogle små spagettigeskurer med lidt grønt og oksekødstykker. Til at skylle det ned med, fik vi en kop frisk brygget instant kaffe fra posen. Som formiddags snack – under løbeturen – havde vi medbragt en pose blåbærsuppe og en lille pose tørret pork fillet snacks (minder om saltet bacon stykker – god protein kilde).

Derudover havde vi medbragt hver en 1 l. vandflaske, en ske og en mug. Og kort over Skåneleden, mobiltelefon, Dankort, tandbørste, tandpasta, underbukser, lidt toiletpapir og en lille 80 ml. hånd desinfektions gel.

 

Let the adventure begin…

IMG_0641Fredag kl. 20.00 – Starten gik til vores egen mini eXtrem Maraton

Vi forlod den sorte Volvo mutters alene på P-pladsen øst for den lille svenske by Genarp. Området ved P-pladsen var samlingspunkt for flere løberuter og MTB-spor. Vi fandt hurtigt de orange prikker på træerne og pæle, som indikerer Skåneleden. Da vi allerede fra start havde planlagt at afvige fra Skåneleden sidst på ruten lørdag, havde vi også taget et kort med over Skåneleden. Udstyret med kort, kompas, løbetøj og rygsæk begav vi os ud på vores egen mini NXM i den lune sommeraften.

 

 

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_fredag aften

Fredag ruten: 5,37 km. fra Genarp til Bilarp.

Fredag kl. 20.40 – Ankomst til lejren

Garmin-uret sagde 5,37 km og 128 højdemeter, da vi ankom til lejren ved området i skoven, kaldet Billarp på kortet. Det blev til en lille løbetur på knap 35 min. Men det gjorde ikke så meget, at starte roligt ud på løbet, da jeg må indrømme, at jeg skulle vænne mig til at have 5-6 kg. ekstra på ryggen. Vi fandt en åben græsplæne ved et hus, hvor vi slog teltet op. Vi havde planlagt, at overnatte her, da vi vidste at der var vand, så vi kunne tanke op. Ved huset var der en udendørsbruser, hvor vi kunne hente vand. Vi vidste dog ikke, hvor rent vandet var, så derfor kogte vi det inden at det skulle drikkes – så vi var på den sikre side. Velkomst-øllen i ægte Nak og Æd-stil måtte vi dog tænke os til.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI

Det nordiske køkken: Kokken (iført uld underbukser) i køkkenet laver lækker gourmetmiddag til restaurantens to gæster.

 

IMG_0649

4-stjernet hotel: Teltet er sat op med udsigt ud over den flotte natur.

 

IMG_5039

Luksus tørrerum: Løbetøjet hænger til tørre, så det forhåbentlig er mindre svedig dagen efter.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 1

Lørdag del 1: 11, 78 km. fra Bilarp til Häckebergasjön.

Lørdag kl. 10.23 – Dagen derpå, endnu en gang i svedigt løbetøj

Efter et godt og solidt morgenmåltid, iførte vi os det sure og (stadig) lidt svedige løbetøj fra dagen før. Vi kunne begge mærke, at benene var gode. Terrænet var ikke så barsk, som vi havde forventet. Ruten gik langs grusveje og mindre stier, hvor det var let at løbe. Der var lidt bakker, men ikke så høje og stejle, som vi havde troet. Men det var helt fint. Vejret var kanon lækkert med solskin og ca. 18-19 grader. Kilometrene passerede vi hurtigt. Og humøret var højt.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_orienteringsløb

Skoene snøres. Nu er vi klar til endnu en dag i trailsporet.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_ud i naturen

Sporet var let at løbe i.

Søvand, søvand, søvand

Efter 1 time og 10 minutter kunne vi se vand – søvand. Det er Häckebergasjön, hvor vi forinden havde planlagt at gøre et blåbærsuppe-pit-stop. Det var dejligt, at få lidt vand, blåbærsuppe og saltet bacon stykker i maven. Vi var ikke som sådan sultne. Og vi havde heller ikke løbet os helt ud. Men det var dejligt, at få et lille hvil inden at benene skulle i gang igen.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_friluftsliv

Blåbærsuppe og skøn udsigt til søen. Så bliver det ikke mere idyllisk.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 2

Lørdag del 2: 3,33 km. fra Häckebergasjön til Genarp.

Lørdag kl. 12.07  – Det sidste stykke 

På med det svedige og kolde løbetøj – igen. Den sidste del på ruten var ikke så lang. Vores lille blåbærsuppe-pit-stop gav energi til benene, så det sidste stykke gik som en leg, og benene var flyvende de sidste 3, 33 km. Halvdelen af det sidste stykke på ruten foregik på asfalt – ca. 1,5 km. Det ville vi selvfølgelig gerne have undgået, men det gik fint med at løbe i vejkanten, hvor der var noget græs.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_tur langs skåneleden

En lille foto-pause tæt på mål.

 

Camilla Bergmann_mini NXM

Der er overskud til at vinke til kameramanden, når “målstregen” krydses.

Lørdag kl. 12.26 – 16 timer efter…

….løber jeg glad og træt med armene over hovedet. Jeg kan se den sorte Volvo står, som vi forlod den. Vi er tilbage ved udgangspunktet. Dog fyldt med nye oplevelser og indtryk. Benene er trætte. Fødderne er ømme og jeg har flere vabler. Og nakken og skuldrene er stive som bræt. Men det er det hele værd, for de seneste 16 timer har været den sjoveste og vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. Vi fik i alt løbet ca. 20 km trailløb.

 

 

 

 

 

 

De værdifulde trænings erfaringer

Af træning skal man lære, lykkes og fejle, så man til konkurrence kan præstere og yde sit bedste.

Efter turen har vi derfor erfaret:

  • Vi kan sikkert godt optimere vores udstyr, så det fylder mindre i rygsækken og vejer mindre. Eller rettere, frem med pengepungen og investere i et nyt gear, der er lettere at tage med på sådan en slags tur.
  • Vores rygsække kan sikkert godt pakkes anderledes, således at det tungeste er nederest og tættest mod ryggen.
  • Når der kommer (endnu) mere fart og tempo på – ved en konkurrence – kan vi sikker godt bruge nogle (flere) energikilder, som giver os mulighed for at komme op igen. Det kan f.eks. være, at have en drikkedunk med som indeholder energidrik, som kan indtages undervejs. Ligeledes at medbringe nogle myslibarer, noget chokolade, nødder eller lignende, som kan indtages undervejs under løbet.

 

Mon ikke vi med disse erfaringer efter en super god tur, kan findes på startlisten til næste års Nordisk eXtrem Maraton til maj. Hvem ved 😉

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Sammenhængen mellem at passe høns, spise pandekager og løb

I denne uge passer vi høns for naboen. Det giver en jævn forsyning af æg til husholdningen, og hvad er mere lækkert at bruge æggene til, end pandekager?

20160706_164011_resized

Det fik mig til at tænke på forskellige pandekageopskrifter i forhold til hvilken type løbetur man skal ud i. Alt afhængig af intensitet og varighed, er der nemlig meget forskel på, hvilken mad der er en god ide at spise, som det sidste større måltid, før turen går løs. Udgangspunktet for dette blogindlæg er tre forskellige pandekageopskrifter til tre forskellige distancer.

Hvilke pandekager til hvilke distancer?

20160710_122237_resized

Man kan groft sagt sige, at jo højere intensitet, jo større kulhydratforbrænding under din løbetur. Det skyldes at ATP (adenosin tri phosphat) produktionen aerobt er dobbelt så hurtig fra kulhydratforbrænding i forhold til fedtforbrænding. ATP er den energienhed som næringsstofferne (kulhydrat, fedt og protein) omsættes til i bl.a. musklerne. Det er lidt nørdet og du kan også bare nøjes med at tage konklusionen med dig, at du kan løbe betydeligt hurtigere, når du har nok kulhydrat tilgængeligt i musklerne, leveren og blodet end hvis du ikke har.

Nå, men essensen af dette er:

  • Hvis du skal løbe 15 km eller kortere, så er det en god idé, at det sidste større måltid medfører en rimelig god stigning i blodsukkeret og generelt sikrer en stor tilføjelse af kulhydrater og dermed også kun lidt protein og fedt. Det betyder, at kulhydratforbrændingen fra start vil være høj, men da distancen er kortere end den tid der skal til for at bruge kroppens kulhydratdepoter op, er det ikke noget problem.
    • Her kan du bruge denne pandekageopskrift (2-4 personer):
    • 200 g sigtet hvedemel (almindelig hvedemel)
    • 4 dl minimælk
    • 2 æg
    • 1/4 tsk. salt
    • 3 tsk. sukker
    • 1 spsk. rapsolie
    • Smør til at stege i
  • Hvis du skal løbe mellem 15 og 40 km, er det stadig vigtigt med tilstrækkelig kulhydrattilførsel, men det er her vigtigere, at kulhydraterne bliver optaget langsommere og ikke påvirker blodsukkeret i samme stil som ovenstående. Det er nemlig vigtigt, at kulhydratforbrændingen ikke er tårnhøj fra start, da distancer der kræver, du er i gang mere end 1½ time kan medføre udtømning af kroppens kulhydratdepoter. Når især leverens kulhydratdepoter er brugt op, vil blodsukkeret begynde at falde (med mindre du spiser/drikker nok kulhydrat undervejs). Hvis blodsukkeret bliver for lavt, risikerer du at støde ind i den berømte mur.
    • Her kan du bruge denne pandekageopskrift (2-4 personer):
    • 100 g sigtet hvedemel (almindelig hvedemel)
    • 75 g fuldkorns rugmel
    • 25 g havregryn (evt. finhakket i foodprocesser)
    • 4 dl letmælk
    • 3 æg
    • 1/4 tsk. salt
    • 2 tsk. sukker
    • 3 spsk. rapsolie
    • Smør til at stege i
  • Hvis du skal løbe længere end 40 km er kulhydraterne stadig vigtige. Når du skal løbe så langt er det vigtigt, at du får fyldt meget kulhydrat på maskinen, men det skal pakkes ind i protein og fedt, så blodsukkeret ikke stiger voldsomt meget efter måltidet.
    • Her kan du bruge denne pandekageopskrift:
    • 50 g sigtet hvedemel (almindelig hvedemel)
    • 75 g havregryn (evt. finhakket i foodprocessor)
    • 75 g fuldkorns rugmel
    • 3,5 dl letmælk
    • 4 æg
    • 1/4 tsk. salt
    • 2 tsk. sukker
    • 5 spsk. rapsolie
    • Smør til at stege i

Pandekage

Hvorfor er pandekagerne sammensat sådan?

Det følgende er lidt nørdet og du kan se bort fra det, hvis du bare vil have de rette pandekager til den rette distance, så bare følg ovenstående.

Min erfaring siger mig, at rigtig mange har hørt om begrebet Glykæmisk Index (GI), der angiver hvor meget en given kulhydratkilde påvirker blodsukkeret sammenlignet med en referencefødevare, typisk ren glukose eller hvidt brød. Men der er færre der kender til begrebet Glykæmisk Load (GL), hvilket fortæller om den samlede mængde kulhydrat i et måltid i forhold til GI. Fx har en gulerod et temmelig højt GI, men GL er meget lavt, fordi antal tilgængelige gram kulhydrat i en gulerod er lavt. Når pandekageopskrifterne er sat sammen på de her tre forskellige måder, har de forskellige GL og GI. Det skyldes de typer af kulhydrat der er i pandekagedejen og hvor meget protein og fedt, der er i dejen. Jo mere fuldkorn, kostfibre, protein og fedt der er i dejen, jo lavere GL og GI, og jo mindre og langsommere påvirkning af blodsukkeret. Den første opskrift vil således få blodsukkeret til at stige hurtigere end de følgende to opskrifter. Det skyldes, at hvedemel har højere GL end rugmel og havregryn, og højere GI end havregryn, der er mere sukker i og der er ikke så meget protein og fedt i. Dermed holdes GL rimelig højt. Den anden opskrift er noget af hvedemelet skiftet ud med rugmel og havregryn, hvormed GI og GL sænkes, og der tilsættes mere protein (æg) og fedt (olie), hvormed GL bliver yderligere lavere. Det udvides yderligere i den tredje opskrift til ultradistancer.

Angående timingen af pandekagespisningen, så skal du være færdig med at spise det sidste større måltid 3-4 timer før din løbetur starter. Hvorfor timingen er så vigtig kommer i et andet blogindlæg, da jeg vidst efterhånden har fyldt dette indlæg godt ud 🙂

Så bare i gang med produktionen – god appetit.

/Lasse

PS. det er udmærket restitutionsmåltid også og nemt at have med i tasken

Lasse

Fakta om stivelseskomponenterne:
– Hvedemel: GI 53, GL 38, 1476 kJ/100 g, 72 g kulhydrat/100 gram, 3,7 g kostfibre/100 g
– Rugmel: GI 54, GL 34, 1412 kJ/100 g, 62,3 g kulhydrat/100 gram, 14,8 g kostfibre/100 g
– Havregryn: GI 42, GL 25, 1542 kJ/100 g, 58,4 g kulhydrat/100 gram, 10,3 g kostfibre/100 g

Derfor er de spontane løbeture de bedste

Skemalagt træning med høj struktur gør måske mere skade end gavn? Det har jeg erfaret. Når det kommer til løb, skal det være lysten der driver værket.

Min træning har i mange år været planlagt fra punkt til prikke ned til de mindste detaljer. Løbedistance. Tid pr. kilometer. Ruteplanlægning. Underlag. Skovalg. Tøjvalg. Interval tider og -længder. Jeg mister motivationen for at løb, når dagens form ikke kan leve op til forventningerne og træningsplanens målsætninger. Træningen må gerne være overordnet planlagt med forslag til ruter, længder og tider. Specielt op til konkurrencer. Men det er en balance, da der også skal være plads til de spontane, uventede, ikke planlagte løbeture. Det er i de øjeblikke, der er befriende. Du kan give slip på den ellers planlagte hverdag. Bare løbe af sted. Og slippe tankerne løs.

Hvor skal vi hen, du? 

Min løbetur i fredags gav mig inspiration til dette blogindlæg. Fra morgenstunden havde jeg planlagt en løbetur efter arbejde. En hel dag med stillesiddende arbejde gav mig stive ben og et træt hoved, som nok mest af alt havde lyst til at slappe af. Jeg fik dog samlet mig sammen, med tankerne om, at det vil være fedt, at få noget frisk luft og koblet af. Løbeturen var ikke derudover planlagt. Hvor langt havde jeg lyst til at løbe? Hvor skulle jeg løbe hen? Jeg kendte  knap nok den nærliggende skov. ( På trods af at jeg som orienteringsløber kender de fleste Nordsjællandske skove). Hvor hurtig ville jeg løbe? Ja, det var op til mig selv. Efter næste 8 km. havde jeg løbet netop den tur, som jeg havde lyst til. Det var de mest befriende 40 min., og perfekt måde at løbe weekenden i møde.

Camilla Bergmann_milla_runnershigh_løbeblog

De spontane løbeture er de bedste af alle! Hvorfor?

  • Måske fordi jeg kun kan blive positivt overrasket. Jeg har ikke på forhånd planlagt løbetræningens længde og kilometertid. Som ved en fastlagt træning kan – af flere årsager – blive reguleret på. F.eks. kortere kilometer hvis benene er tunge.
  • Det kan også være fordi, at disse ture ofte opstår på tidspunkter, hvor intet andet er planlagt. På min tur i fredags var der ikke nået bestemt, som jeg skulle nå hjem til (som det ofte kan i hverdagen). Det gav ro, at jeg vidste, at jeg – i princippet – havde hele aftenen til at løbe min tur.
  • Jeg bliver ofte draget ud på en spontan løbetur for at komme (lidt) væk fra hverdagen. I situationer hvor jeg – lige pludselig – har brug for frisk luft og en løbetur for at koble fra. Og situationer, hvor jeg bliver “lokket” med og ikke kan sige nej. Fordi man (jo) i virkeligheden rigtig gerne vil ud. Men måske ikke kan tage sig sammen til selv at komme af sted. Det er det gode ved at løbetræne med andre. F.eks. blev jeg ”lokket” ud på en løbetur en fredag eftermiddag for nogle uger siden med et par kollegaer. Vi havde et arrangement med arbejdet om aftenen, og jeg havde planlagt at arbejde længe, indtil vi skulle videre til arrangementet. Jeg havde løbetøj med i tasken – det har jeg ofte fast i tasken. To kolleger stod i løbetøj og spurgte, om jeg ikke skulle med ud på en 5 km tur. Og dér kunne jeg ikke sige nej. Det gav en rigtig god pause og et pusterum.

De bedste løbeture er dem, som du ikke havde forventet.

Håber at dette blogindlæg gav dig inspiration, til at kaste dig ud i spontane løbeture og slippe planlægningen (lidt).

Camilla Bergmann_milla-runnershigh_garmin_løbetid

40 min efter: Spontan løbetur resulterede i næsten 8 km. i Ganløse Ore.

 

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

 

Fra soldat til hjerneskadet løber

Da jeg for 6 år siden væltede på en trappe, fik en hjerneblødning og man fandt en hjernetumor fik min livsbane lige et hak i lakken.

007

Tumoren som den så ud på de første billeder

Jeg har brugt 4 år i Forsvaret på at få to hjernerystelser. Derudover, har jeg været lidt uheldig med, min hjerne valgte at udvikle en tumor. Men måden den opdaget på var mere uheldig. Jeg faldt på øverste trappetrin og hamrede baghovedet ned i trappen. Alt sammen noget der kan læses mere om her, på min blog på Hjerneskadet.dk, hvis det mangler uddybning.

Jeg brugte derfor 15 måneder sammenlagt på hospitaler og fik, da jeg blev udskrevet, hjemmepleje og hjemmevejledere. Helt fra dag 1. gik det her vanvittigt fantastiske system i gang og det er også grunden til, jeg i dag kan gå, tale, spise og selv gøre de ting der virker så håbløst åbenlyse. Jeg husker hjælpen på wc’et og i badet, jeg husker sondemaden og kørestolen. Jeg husker mest af alt de grå loftplader med de hundredvis af huller i og de gule vægge. Jeg lå kortvarrigt i koma på et tidspunkt, hvor man overvejede om der overhovedet var noget at gøre – det husker jeg ikke.

Det var også med overvejelser, at jeg denne aften ventede med at slå mit indlæg op på den offentlige blog-side på Facebook – for der er folk jeg har inde på livet, der er trætte af at høre om min oplevelse, for 6 år siden og mener det er på tide, jeg at komme videre. Men livet er bare ikke altid indrettet til alle kan opfatte ting ens. Og mit liv blev omlagt. Men jeg besluttede mig alligevel for at skrive de her sidste linjer inden jeg trykkede, ‘slå op’ på Facebook. For alle skal nemlig ikke opfatte ting ens og der er en grund til vi er forskellige.

 

Hewlett-Packard

28 sting senere (det er jo også bare titlen på en virkelig dårlig lægeserie)

Hewlett-Packard

Min hjernevæske ophobende sig i hulrummet hvor tumoren havde sat og måtte derfor drænes

Fire operationer, et par hospitaler og et genoptræningscenter – og så ud i arbejdsprøvning.

Men nok om ridser i lakken.

 

Jeg fik smag for løbet.

Jeg havde en hjemmevejleder der kom hos mig, hver af vejlederne havde en opgave.

En sørgede for papirarbejdet sammen med mig. En gjorde rent og lavede mad med mig. Og ham her, spurgte om vi ikke skulle løbe en tur sammen. Jeg, som havde sneget mig uden om alt der hed løb siden Forsvaret gik med til at løbe en tur og vi fik løbet 1.5 km. Jeg var nær faldet om pga. min tilstand som ryger og dårlige form. Men der blev tændt noget i mig. Sommeren 2011 flyttede jeg til en større lejlighed, mødte en pige, jeg i øvrigt endte med at gifte mig med 2 år efter og jeg udvidede distancerne. 1.5 blev til 4. Asfalten blev jeg fortrolig med og snart løb jeg 10 km to gange om ugen fast. Cigaretterne skar jeg ned på – men tænker jeg tilbage, så virker det stadig usandsynligt tåbeligt at løbe en tur, komme hjem, og ryge en smøg, før jeg overhovedet havde været i bad. Men de blev med tiden lagt på hylden og løbet blev min nye afhængighed.

Jeg fik mig en dag sneget op på 17 km og var ret overrasket over jeg havde løbet SÅ langt. Det var nyt for mig at kunne. Jeg tilmeldte mig derfor Aarhus Halvmaraton i 2013 og fra tilmeldingsdatoen og frem til løbet havde jeg de vildeste sommerfugle i maven. Jeg læste alt om halvmaraton forberedelser, om energi, vand, mad og does&donts. Jeg var stjerneklar! Jeg gennemførte det der alligevel blev mit andet halvmaraton, for jeg havde testløbet distancen inden for at være sikker på jeg kunne klare de 21km. Og de sidste 500 meter op til målstregen den dag i Aarhus, var en kæmpesejr for mig. Det, at jeg havde rejst mig fra en kørestol, gået med ble, lagt med sondemad, fået hjælp til bad og wc-besøg, været gennem fire operationer i hjernen og nu kom blæsende her – 3 år efter. Det var kæmpestort. Jeg lærte én ting der. Man kommer ingen steder, hvis man ikke selv gør en indsats. Det var det samme med min epilepsi. Den holdte mig fra at løbe ture, men så længe den gjorde det, var jeg en slave af min lidelse. Min epilepsilæge og jeg, var gennem et hav af præparater indtil vi fandt den perfekte kombination, så jeg blev nogenlunde fri for generne og kunne presse mig selv lidt mere. Både fysisk men også psykisk.

 

20130609_092659

9/6-2013 – Klar til Aarhus City Halmarathon – pisse nervøs!

 

Overgangen fra hvor jeg gik i gang med løb til det blev en fast del af min hverdag, husker jeg egentligt ikke. Men på det tidspunkt hvor grej for alvor blev en sport i sporten – tror jeg der gik sport i den.

Jeg havde set et opslag med noget der hed trailløb i på Facebook. Det var en eller andet, Torben Tronborg fa Danske Trailløbere. Det lød sejt; Trailløber. Det skulle jeg finde ud af hvad var, så jeg googlede det og så nogle YouTube videoer. Jeg kunne godt se, at det jeg havde gang i på asfalt var for ensformigt til den personlighed jeg også har. Og der var trailløb mere i en boldgade jeg kunne styrer det. Nemlig det, at jeg ikke helt havde kontrollen og det blev lidt vildere og lidt farligere.

Jeg skrev derfor til Torben – udadvendt som jeg plejer at være fra før min hjerneskade, og Torben vendte tilbage med gode råd til sko og beklædning og jeg sprang ud i det. Mit største minus var midlertidig min geografiske placering i forhold til skov og bakker. Jeg boede fladt og ukuperet, med mindre jeg ville løbe op og ned i Aarhusforstædernes gader med musik hamrende i min øre. Bevares – been there, done that. Det er ikke mig længere. Så vi flyttede til landet og bor nu klods op af skove og søer. Jeg fik smag for trail og på de efterhånden 4 år der er gået med med løb, så er trail favoritten.

Jeg bruger løbet som afstressning, tænkerum, genopbygning og så er det det jeg kan. Jeg kan løbe – på trods af jeg lå i koma og røg i kørestol, fik sondemad og måtte lærer alt forfra. Løbet er min frihed.

12038772_740700429407835_4011256031516452680_o

Marselisborg halvmarathon 2015

Jeg toppede i april min distance med en uplanlagt tur/retur hjemmefra og til Hammel Neurocenter. Min fejl var at tage turen på asfalt i Fivefingers. Det fik jeg en 1½ måneds skade og løberknæ af. Men jeg havde sat mig målet for et par år siden.

IMG_7522

Hvis det ikke er på GPS eller hvis der ikke er taget et billede – er det ikke sket!
16.10km – 1.30.54 / halvvejs til løberknæ……

 

 

Min første medalje for et halvmaraton, fik den overlæge der opererede mig.
Min anden fik de på Hjerneskadecentret i Aarhus.
Hammel skylder jeg stadig en – den skulle gerne løbes ind i år.

Allerede nu kan jeg måske afsløre, jeg er ikke en PR-jagter eller ham der tænker alt for meget teknik.
Jeg gik ind i løb med en naiv tro på at løb, det var bare noget man kunne og ikke noget der krævede så meget.

Jeg er efterhånden oppe på 6 halvmarathon – og det bliver vidst også kun den distance plus/minus 10, men det er heller ikke det, det handler om. For mig handler det om, jeg kan nyde løbet.

I og med jeg er blevet barfods/forfodsløber, så vidner det også om, jeg har fundet ud af noget om, hvordan jeg fungere bedst som løber. Jeg respekterer selvfølgelig at alle er individuelle løbere der har hver sin stil. Men her finder du ikke meget om PR, kadence og hvad det alt sammen hedder. Jeg er grejnørd og mener at jeg bliver hurtigere bare af at have nogle fede handsker. Det kan i jo så lige tænke over til næste gang.

Jeg håber I vil følge med.

//Martin

Stave og grammatiske fejl er gratis – alle rettelser er på egen regning

Du bliver en hurtigere løber af at ligge på sofaen

Alle løbere ved at træning nedbryder kroppen. Vi bliver trætte og udmattet. Vi har brug for hvile, for at blive klar igen til næste træningspas. Vores krop er dog indrettet sådan, at efter hvile bliver kroppen endnu stærkere, hvis den vel at mærke får tilpas mængde hvile.

Af fejl bliver man klogere

Jeg er blevet klogere – efter mine erfaringer fra godt 8-9 år siden – på træning og restitution. Jeg var ofte småsyg – ca. hver 2. måned. Jeg kunne aldrig rigtig komme mig over sygdom, da jeg stadig småtrænede, for ikke at miste for mange dage uden træning. Jeg havde mange aktiviteter med andet sport, skole osv. Jeg fik overbelastningsskade i mit venstreknæ. Jeg var ofte træt og uoplagt til træning og konkurrence. Mine præstationer var ikke forbedret. Jeg løb dårlige tider. Jeg havde mange sure træninger. Jeg var besat af at blive bedre, med det gik bare ikke sådan. I forhold til min høje træningsmængde og mine træningsoplevelser kan det sagtens være tegn på overtræning.

Respekt for restitution 

Jeg erfarede, at jeg skal have respekt for at tage mig tid til at restituere, for at blive en hurtigere løber. Og at restitution ikke er at fare rundt til andre (sports)aktiviteter. Men at min krop  rent faktisk har brug for at flade ud på sofaen. Ikke hele tiden, vel at mærke. Jeg skal holde mig lidt i gang, for eksempel ved at cykle eller løbe rolige ture. Jeg erfarede, at balancen mellem restitution og træning var svær at finde.

Camilla Bergmann - Af (meget) træning bliver man klogere

Superkompensation – løbernes yndlings ‘buzzword’ 

Restitution handler i bund og grund om, at give kroppen ro og hvile i en periode. Det er under restitutionen at kroppen bliver stærkere og klar til det næste træningspas. Og så handler det om, at få den rigtige kost med det rette næringsindhold. Men hvilke kulhydrater der er gode at indtage efter en lang løbetur og hvordan man får fyldt proteindepoterne op efter styrketræning, handler dette blogindlæg ikke om.

Jeg kan godt mærke, at jeg bruger mere tid på restitution i dag end for 8-9 år siden. Jeg forsøger at mærke efter i kroppen, men må indrømme, at jeg har svært ved at afgøre inden træning, om benene er friske eller tunge.  Der er også mange vejledninger, som siger forskellige råd i forhold til, hvornår man skal begynde at løbetræne igen efter restitution. Det er den rigtige timing mellem træning – træne for lidt og for meget – og hvile, der findes i balancegangen. Det hedder superkompensation. Det vil sige, at kroppen bliver stærkere end udgangspunktet – altså før man begyndte træningen. Og det er her, at vi bliver hurtigere til at løbe.

Præsentationsevne

Kilde: Aerob og anaerob træning af Michalsik og Bangsbo, Danmarks Idrætsforbund 2002

Fremgang i illustration

Restitutions behov og mængde er individuelt. Derfor er det så svært at finde ud af. Du kan sagtens modtage råd og vejledning fra eksperter og trænere. Men du skal selv prøve dig frem og erfare, hvad der er bedst for dig. For tidlig træning kan resultere i overtræning (den midterste kurve). For lang tids restitutions pause kan resultere i ingen fremgang af ens træning (den nederste kurve). Derudover er det også individuelt, hvor aktiv man kan være i sin restitutions periode for at blive klar til træning igen. F.eks. kan jeg godt bruge restitutionstiden på at løbe små ture og cykle til arbejde. Men samtidig giver det mig også energi, at flade ud på sofaen engang imellem og være sammen med venner. Find frem til, hvilke aktiviteter der giver dig energi – og giv dem prioritet i hverdagen.

 

3 gyldne erfaringer

  • Lyt til kroppen. Jeg stoppede op, da jeg synes at det var mærkeligt, at jeg var så ofte syg og havde ondt i knæet, når jeg løb. Det er magten ved kroppens signaler – den siger fra når den ikke kan mere.
  • Find balancen. Prøv dig frem – over en længere periode – for at finde balancen mellem hvile, aktivitet og hård træning.
  • Skriv træningsdagbog og notér dit energiniveau ved træning og konkurrence.

 

Hvad er dine erfaringer?

Du fik måske ikke nogen ny (revolutionerende) viden i forhold til restitution, og jeg gav nok ikke nogle videnskabelige ekspertråd i mit blogindlæg. Men jeg håber, at du kan bruge mine erfaringer.

Har du er erfaringer med overtræning? Brugt for lidt eller for meget tid på restitution, hvilket har resulteret i at du ikke har mærket fremgang?

restitution og løbetræning hop og spring

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Mit første ultraløb – sådan gik det :-)

Fredag, uhhhh den fredag!!

Fredag den 24/6 var natten hvor grænserne for alvor skulle testes!! Jeg havde været lidt dumdristig, kan man vel kalde det, og spontant meldt mig til Coast 2 Coast 50 km løb 16 dage før. Det vil sige uden reelt at have trænet mig op til det. Jeg vil ikke just anbefale den slags tåbeligheder, da det jo er en hård belastning for kroppen. Men formen var god, bedre end nogensinde, sidste skade var forlængst glemt, så hvorfor ikke være lidt ”frisk”??

Nerverne begyndte at melde sig kort før køreturen mod det nordjydske. Køreturen derop tog 3 timer. Min mand var som altid sød at køre, det var jo ikke sikkert mine ben var i stand til den lange tur hjem efter løbet. Jeg havde haft nattevagt og søvnen om dagen var ikke optimal, hvilket nok til dels skyldes nervøsitet. Igen det var ikke helt gennemtænkt med hverken arbejde eller transport, men nu var det for sent at bakke ud, og det havde jeg heller ikke lyst til. Det ville have været super med lidt søvn i bilen på vej derop, men kroppen kunne ikke rigtig finde ro!

Lige kort fortalt om Coast 2 Coast løbet, så er det som navnet angiver fra kyst til kyst. Starten var ved Skallerup Seaside Resort, hvor man så løber tværs gennem landet og ender på Palmestranden i Frederikshavn. Det startet kl. 22.22 ved solnedgang og så skal man gerne gennemføre inden solopgang kl. 4.16. Udover 50 km distancen var der også en rute på 65 km samt mulighed for at cykle eller kombinere cykling og løb.

En glad kvinde der er klar til start i smukke omgivelser.

En glad kvinde der er klar til start i smukke omgivelser.

Starten, ingen vej tilbage!!

Starten uha, sommerfuglende basker rundt i maven. Jeg står blandt mange spændte og glade løbere og cyklister, og stemningen er høj. Vi står tæt i klitterne/på stierne ned mod stranden. Det er svært at høre, hvornår starten reelt går, da lyden i højtalerne ikke er noget at prale af. Ydermere er det ikke særlig tydeligt, hvor start linjen rent faktisk er. De første 10 minutter går trægt, det er ikke muligt at komme til at løbe da der er mange folk, der skal sluses ud af startområdet. Der går tid før man kommer ned til stranden, hvor de første 1,5 km løbes. Her breder ”feltet” sig lidt ud og man kan komme til at løbe. De næste 5-6 km foregår på stier, hvor det er praktisk talt umuligt at overhale og folk løber tæt. Jeg kan ikke komme til at løbe i mit normale tempo og frustrationerne melder sig. Det går ret langsomt og det føles ikke rart ikke selv at kunne bestemme farten.

ENDELIG kommer der cykelstier og landeveje og nu er underlaget behageligt. Det tager mig dog yderligere et par km før jeg finder min rytme og først efter 12 km synes jeg, at jeg har fundet melodien. Alle løbere ved, hvordan det føles at blive presset til at løbe hurtigere end man plejer og hvordan energien så nemmere slipper op. Ikke at kunne løbe i det tempo, der passer én, kan sandelig også ødelægge rytmen. Jeg var ærlig talt ikke klar over, hvor meget det gjorde ved mig mentalt at skulle løbe så meget langsommere, end jeg er vant til. Så jeg blev her en erfaring rigere.

Jeg er ikke stolt af det, men jeg blev lidt små sur/frustreret og er godt og grundig træt af alle dem, der løb langsommere end mig (og jeg er altså ikke selv super hurtig). Det var ikke mit bedste øjeblik, men jeg var så ærgerlig over at det gik så mange km, før jeg fandt rytmen! Der skal jo være plads til ALLE løbere, hurtig eller ej. Det var nok en fejl 40, at jeg stod alt for langt bagi til start, men det kan jo ændres til en anden god gang. Og set i retroperspektiv så er den lidt sløve start og deponeringen af energi nok godt givet ud på sigt 🙂

Nogle af de mange deltagere i startområdet.

Nogle af de mange deltagere i startområdet.

Afsted afsted og afsted det går

Nu kører det bare derud af! Min nyopdaterede playliste gør underværker og løbet begynder at blive sjovt. Jeg løber med en løberygsæk, hvor jeg har en løbejakke, en pandelampe og lidt… okay MEGET chokolade i 🙂 Løbejakken var ikke nødvendig at tage med, men better safe than sorry. Det er ret varmt, jeg sveder og er meget glad for, at jeg valgte at løbe i tights, t-shirt og naturligvis en refleksvest, til når mørket falder på. Pandelampen viste sig at blive overflødig. Der er masser af cyklister med lys og lir på cyklerne samt enkelte biler, så der er godt lyst op på ruten. Det er første gang jeg løber langt med løberygsækken og den er desværre indstillet forkert, så jeg får brandmærker på halsen, det er ret ubehageligt. Så note til selv og andre, test udstyret!

Temperaturen bliver mere og mere behagelig og der er ikke en vind, der rører sig. Det er simpelthen perfekt løbevejr! Der er rigeligt af depoter undervejs og til min store glæde er der flødeboller på flere af dem. Jeg sørger for at drikke en tår vand ved samtlige, da jeg udskiller en del væske undervejs, og det ville være SÅ ærgerligt at udgå grundet dehydrering. Så selvom jeg ikke var tørstig, så drak jeg alligevel. Og da jeg jo er sygeplejerske, så kommer der liiige lidt nørderi om hydreringen i forbindelse med løb. Når man løber stiger kropstemperaturen, fordi musklerne kræver mere ilt. Ved et øget iltbehov, bliver der sendt mere blod rundt i kroppen og denne øgede aktivitet fører til en temperaturstigning = man sveder. Kroppen er derfor nødt til at afgi varme for at regulere kropstemperaturen, og her er huden det bedste redskab. Man kan under løb svede helt op til 2,5 liter i timen! Og det siger sig selv, at når man afgiver så meget sved/væske, så skal der drikkes jævnligt for at undgå dehydrering. Ved dehydrering ændrer kroppens funktioner sig (puls og kropstemperatur stiger), og en person kan miste op til 22% af sin præstationsevne! Så det er vigtigt at huske væsken, også selvom tørsten ikke har meldt sig! Men nok om det 🙂

 

Fra 30 – 40 km

Tidligere når jeg har løbet marathon, så er det mellem 30 og 40 km at krisen normalt indfinder sig. Men det sker ikke. Mit hoved er indstillet på, at jeg skal længere, og det har en klar betydning. Det er lidt som om, at løbet lidt kører på autopilot nu, for det er ikke ”tilladt” at blive træt endnu. Så de her 10 km, de var rigtig gode og der bliver kørt noget chokolade indenbords 🙂

 

Fra 40 – 50 km HOLY MOLY

Henrik Them løbeguru nummer 1 har engang udtalt, at et marathon først rigtig starter ved 30 km. Hvornår starter 50 km så?? Det starter ved 40 skal jeg hilse og sige 🙂 Jeg var virkelig spændt på, hvordan jeg mentalt ville klare udfordringen, når kroppen ville begynde at blive træt. Kunne jeg mon overbevise mig selv om at blive ved, selvom kroppen måske sagde fra? Well, det blev overhovedet ikke som jeg havde regnet med!! Jeg havde regnet med, at kroppen ville sige fra efter x antal km og benene ville blive ømme, men det sker IKKE! Mit hoved bliver derimod mere og mere træt! Hvad er det nu for noget, det har jeg jo ikke prøvet før. Jeg begynder simpelthen at blive mentalt udkørt selvom kroppen ikke er så påvirket. Nu skal min krop fortælle mit hoved, at hallo du kan godt det her. Jeg ved ikke, om det giver mening og det er lidt svært at forklare, men mit hoved gider bare ikke mere. Jeg tænker lidt, at mit søvnunderskud fra efter nattevagten spiller en rolle her. Det er simpelthen essentielt med en god nats (eller dags) søvn inden et løb, uanset distance. Så endnu en lektion er lært, ingen nattevagter før et løb fremadrettet.

Undervejs er der mange par som har taget 50 km Bike and Run, og ærligt talt misunder jeg lidt dem på cyklerne, da det begynder at blive hårdt. Jeg kunne godt lige bruge en ”pause” i form af at sidde på en cykel et par km.

 

SÅÅÅÅÅ tæt på mål, følelserne overmander mig en efter en

Nu er der kun et par km til mål, det er blevet lyst og folk er smilende og glade, vi kan alle fornemme sejren lige om hjørnet. Der bliver smilet til dem jeg møder på min vej, og der bliver fældet en lille glædeståre eller mange. Jeg trænger virkelig til at komme i mål nu. De sidte 5 km er rigtig hårde, og jeg vil bare gerne løbe over målstregen. Jeg må ned og gå lidt ind imellem og virkelig prøve at fokusere på det positive. Jeg prøver at glæde mig over omgivelserne og suge alting til mig og få alle sanseoplevelser med. Musikken og trætheden bringer alle følelser i spil. Målet nærmer sig og det er den mest fantastiske følelse at løbe ned mod palmestranden. Der er så smukt! Nu kan jeg også se min mand og han tager billeder på livet løs og ser mega stolt ud. JEG HAR GJORT DET, JEG ER SÅ GLAD!! Ærlig talt så fælder jeg en lille tåre, mens jeg skriver det her. Jeg er stadig så pokkers stolt!! P.s tiden blev 5 timer og 12 minutter. THE END 🙂

Tænk sig at komme i mål i så smukke omgivelser!

Tænk sig at komme i mål i så smukke omgivelser!

Hvordan anmelder man et par sko?

Som journalist er man opdraget med, at det man skriver eller producerer til tv/radio, det skal være objektivt, så læseren/seeren/lytteren kan danne sin egen mening og holdning til informationen.

Men det er godt nok svært at være objektiv, når man skal anmelde en sko. For her er det virkelig ens egen oplevelse og fornemmelse for skoen, der trænger igennem. For der er ikke andre end dig selv, der har mulighed for at have følelsen, når du tager skoene ud af kassen, tager dem på, snører dem og løber afsted for første gang. Det kan man kun beskrive, og håbe på at læseren kan fornemme, den oplevelse man har fået af skoene.

Hvordan var de så, de her Nike Air Zoom Pegasus, ja anmeldelsen, den kommer her…

Ud af boksen
Jeg elsker, at åbne en kasse med et par nye sko. Man kan føle det rene pap mellem sine hænder, inden låget ryger af kassen, og man kan mærke og høre det knasende papir, når man flår det til side, for at få fat i de nye sko.

I dette tilfælde, et par Nike Air Zoom Pegasus, og mit første par Nike sko nogen sinde, så det var også noget nyt.

Den første åbenbaring. Foto: AGR

Den første åbenbaring. Foto: AGR

Jeg må komme med en tilståelse. Jeg har inden for det seneste år købt mange sko, rigtigt mange løbesko, som jeg også bruger som dagligdags sko, for at mine fødder har det bedst muligt igennem en lang dag, og når jeg løber en tur. Derfor har jeg haft mange sko i hænderne, følt på dem, hvordan er hælen og undersiden? Hvor meget stødabsorbering er der i skoen, og hvordan er den at have på? Alt sammen observationer, som alle har, når de tager et par nye løbesko i brug for første gang.

Derfor var mine forventninger til denne Nike model heller ikke alt for store, men jeg må også tilføje, at efter at have brugt dem i nogle uger, til løb, gang, cykling, køre bil og bare nyde dem, så er det ikke de værste sko, som jeg nogensinde har prøvet, men mere om det senere.

De første indtryk
Ud af kassen kom de og jeg fik dem på fødderne med det samme. Det næste var at skulle snøre dem. 

Jeg har før oplevet, at snørebånd ofte kan gå op, og at sko producenterne ikke altid har haft lige gode erfaringer med, at skabe et snørebånd, der ikke går op. Mine tidligere løbesko fra New Balance (model 1060  /1062/1064) havde et fantastisk snøresystem, men da denne model fra Nike lignede et almindeligt snøresystem, så var jeg lidt bange for, om snørerne ville holde, når jeg løb en tur eller bare brugte skoene til at gå i.

Jeg havde heldigvis ikke noget at have min frygt i. Snørebåndene holdt som de skulle, og rykkede sig ikke en tøddel, alle de gange jeg brugte dem i anmelderperioden.

Første gangs prøvningen, og Nike Air Pegasus Zoom sad bare som de skulle. Foto: AGR.

Første gangs prøvningen, og Nike Air Pegasus Zoom sad bare som de skulle. Foto: AGR.

Ud i skoven første gang
Så var det op af sofaen og gå rundt i stuen. For jeg ville danne mig et indtryk af, hvordan skoen var at have på, inden jeg drog ud på den første løbetur. Pasformen var perfekt, de sad virkeligt godt på mine fødder, og lige meget hvor meget eller hvor lidt jeg strammede snørebåndet, så fulgte skoene med.

Jeg havde fjorten dage inden fået en skade i min venstre hæl, og havde derfor ikke fået løbet eller gået de ture, jeg gerne ville, for at holde formen ved lige, men smerten i hælen var minimal efter jeg fik skoen på.

Jeg ved godt, at en skade ikke går væk, fordi man bruger nogle bestemte sko, og at man reelt bør holde foden i ro, indtil skaden er væk. Men nu er jeg ikke kendt for, at gøre alt det der står i bogen, og jeg trippede for, at komme afsted i skoen. For at mærke dem på asfalten og i den bløde skovbund, og jeg må sige, at jeg ikke blev skuffet.

Jeg var lidt spændt, de første kilometer på asfalten, for den fornemmelse jeg havde haft hjemme i stuen, ville den være de samme ude på vejen, og når skoen blev sat lidt under pres?

Skoen sad perfekt på min fod, og rørte sig ikke ud af stedet og snørebåndet gjorde, hvad det skulle, og holdt skoen tæt omsluttet til min fod. Affjedringen var fin, og skaden i hælen mærkede jeg ikke meget til, så det var en ren fornøjelse at løbe hjemmefra og ud til den nærmeste skov på asfalt.

I skoven var fornemmelsen i fødderne lidt anderledes, men det var fordi at skovbunden jo trods alt er noget blødere at løbe på. Men der var stadig ingen problemer, selv i det lettere ujævne terræn, så gjorde skoene det, som de er skabt til. De holdt min fod på plads, og jeg løb af sted med en herlig fornemmelse for en sko, som jeg ikke havde regnet med. På den første tur (7 km) havde jeg kun positive ting, at sige om skoene, meget positive, og så er den heller ikke hel grim at se på.

Skovbunden var blød, men skoen klarede opgaven til bravour, også når der var sten og ujævnt terræn. Foto: AGR.

Skovbunden var blød, men skoen klarede opgaven til bravour, også når der var sten og ujævnt terræn. Foto: AGR.

Hjemme igen, var jeg meget begejstret. Igen har jeg aldrig ejet en Nike model før, og jeg vidste ikke helt, hvad det var for en type sko, men efter den første løbetur var jeg imponeret og glad for fornemmelsen i fødderne.

Andet end løb
De næste par løbeture gik også godt, men jeg ville også prøve skoen i dagligdagen, for formen, udformningen og farverne gør Nike Air Zoom Pegasus til en udmærket sneaker til brug i hverdagen.

Her klarede skoen også opgaven, om det var på cykel, i bil eller gående, når den yngste skulle hentes i børnehaven.

De blev brugt i bilen... Foto: AGR.

De blev brugt i bilen… Foto: AGR.

...og på cyklen. Foto: AGR.

…og på cyklen. Foto: AGR.

Jeg har været glad for at prøve skoene i de seneste 14 dage i juni 2016, og jeg vil helt sikkert blive ved med at bruge dem fremover.

Men det bliver nok mest som sneakers de kommer i brug, for det er godt nok nogle spacey farver og mønstre som kendetegner skoen, og det vil tiltrække nogle og frastøde andre.

Jeg hører til den første gruppe, jeg syntes virkelig at den er en fed sko, både at bruge og se på, og glæder mig til at bruge den fremover, men mest som almindelig dagligdags sko, jeg forlader ikke mine normale løbesko i denne omgang.