Thy Ultra Trail – 50 miles i skønne Nationalpark Thy

Hvornår lærer man mest? Når man laver fejl, selvfølgelig!

Så lærte jeg noget til Thy Ultra Trail? Svaret må kort og godt være: Ja, for pokker! De 84 km igennem Nationalpark Thy fra Bulbjerg til Agger, slog pænt hårdt, så jeg kom hjem med en hel del på læringskontoen.

Forberedelserne

Jeg har kørt efter mere eller mindre løse træningsplaner de sidste mange måneder, og det er egentlig gået nogenlunde. Men hen over sommeren gik det galt, og træningen sejlede totalt. Ingen struktur og generelt alt for lidt løbetræning. Jeg ved ellers godt, at jeg er elendig til at få struktureret træning, når sommeren rammer, men i år gik det da helt op i hat og briller. Og det hjalp heller ikke på det, at det kom en flytning ind over, som tog en del tid.

Såååå – træningsmæssigt var jeg altså ikke der, hvor jeg burde være, da jeg stod på startlinjen. Jeg havde stort set ingen langture i kroppen, og – endnu værre – langt fra de ugentlige km, jeg burde have haft på kontoen.

Som om det ikke var nok, havde jeg lidt småforkølelse i kroppen i ugerne op til, som bare ikke rigtig ville slippe sit tag i mig. For lidt søvn kombineret med for dårlig mad (det har det med at følges ad for mig – har I andre det mon også sådan?), hjalp heller ikke på situationen.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, men udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, med udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Noget jeg dog havde styr på denne gang, var forberedelserne dagen og aftenen før. Jeg var rolig, stressede ikke særligt over noget, og jeg fik leget lidt med noget yoga i klitterne med en skøn solnedgang. Jeg er begyndt at bruge yoga som supplement til mit løb, og er blevet rigtig glad for det. Og den mentale del af yoga, er mindst lige så fed som det fysiske, og – tilsat varme som hos Hot Yoga Aarhus – er du sikret udfordringer!

Så da kl. blev 06:00 lørdag morgen, og vi stod ved Bulbjerg Klint, var jeg mega klar!

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Starten går

Men først skulle vi lige briefes. Jeg er ikke lige den skarpeste til kollektive beskeder – nok mere ”det finder vi da ud af undervejs” typen – så jeg synes godt nok briefingen var laaaaaaang og keeeeeedelig, og fyldt med alt mulig information og detaljer jeg da under ingen omstændigheder kunne huske. Detaljer så som: ”Depotet i Klitmøller ligger ved Spar Købmanden. I kommer til Købmanden, og skal lige lidt forbi, og så er depotet på P-pladsen lige bag Købmanden”. Og som i: ”Når I kommer til Nørre Vorupør, er I løbet for langt, hvis I kommer forbi fiskerbådene, der er trukket op på stranden. Depotet står på en terrasse oppe ved byen, før bådene”.

Hvem Fanden kan huske sådan noget efter 40-60 km?????

Well, det kommer jeg tilbage til.

Race briefing. Foto af Bo Visti Nielsen.

Race briefing. Foto: Bo Visti Nielsen.

Så dér stod jeg, kl 06:00 lørdag morgen, i noget af det smukkeste landskab jeg kender, og var så klar som jeg overhovedet kunne blive. Se, det her er livet!

Så hvad vælger jeg at gøre? Jeg lægger da ud i et pænt hårdt tempo! Hallo – holder den, så holder den, ikk?

(Duh – indsæt selv emoji der tager sig til hovedet / emoji der har pistol for tindingen / el.lign.!).

At dele turen op i bidder

Som altid, deler jeg en tur op i bidder inde i hovedet. Så virker det mere overskueligt, og det var noget jeg også brugte den her gang. Første depot lå efter en par og tyve km, og det er jo ikke engang en rigtig langtur for mig. Så jeg tænkte på det tidspunkt, at tempoet da var fint, selvom det lå lige i overkanten. Jeg skulle jo bare liiiiige ned til det første depot.

Efter en ti km stykker, slap jeg nogle andre løbere (for liiiiige at tisse af endnu en gang –trailløber-default), og jeg forsøgte at ligge stabilt en ca. 300-500 m bag dem. Altså stadig i et tempo der lå lidt over, hvad jeg nok burde have ligget på. Men hey – alt var godt og stykket hen over plænen til depotet var til lyden af Gitte der råber ”kom så Kirsten”. Det er SÅ skønt med folk man kender :).

04_Skønne skønne Thy

Nå, men altså. På det her tidspunkt synes jeg selv det gik fantastisk, og skulle da liiiige høre om Mette (der lå foran mig) havde en af hendes ellers ikke eksisterende dårlige dage. Måske – bare måske – kunne jeg undgå at få en alt for stor røvfuld af hende. Jeg fik at vide, at hun lå ca. 25 min foran mig (og samlet nr. 3!), og tænk dels WOW – gi’ så drengene klø, og dels, OK – hun har så IKKE en dårlig dag, og jeg skal bare ind under 2 timer efter hende, så er jeg glad.

Virkeligheden rammer

Men, men, men – ikke lagt efter depotet ramte virkeligheden mig. At dele turen op i bidder inde i hovedet, kan altså også godt give bagslag. Jeg skulle jo ikke bare ned til første depot – jeg skal jo videre! Status: Jeg var træt! Og når man er træt efter et par og 20 stykker på en 50 miles, er der dælme langt hjem!

Jeg havde valgt at løbe Thy Ultra Trail, for at prøve at løbe langt, helt helt alene (vi var 21 løbere til start, hvoraf 17 gennemførte). For at komme derud, hvor jeg kun havde mig selv (og min musik i ørene) til at holde mig kørende – og det indså jeg dér, at den skulle jeg nok for prøvet!

Depot og dropbag i Klitmøller

Næste ”bid” af ruten var ned til depotet i Klitmøller, der lå efter et par og 40 km. Her havde vi også adgang til vores drop bags. Vi var blevet ”advaret” om et stykke asfalt på vejen derned og normalt er jeg god på asfalt. Men hold da kæft den her tur var dræberen. Det hjalp heller ikke at jeg på det tidspunkt var begyndt at få ondt i den ene hofte (hurra for et skævt bækken, der bøvler når kroppen bliver træt).

Så da jeg nærmede mig Klitmøller var jeg godt brugt, både mentalt og i kroppen. Men så var det at briefingen dukkede op i hovedet: Depot – Spar Købmand – P-plads. Se, den laaange kedelige briefing havde faktisk været en rigtig god idé, og jeg fandt depotet uden vanskeligheder.

På vej til depotet i Klitmøller. Foto: Bo Visti Nielsen.

I Klitmøller på vej hen til depotet. Foto: Bo Visti Nielsen.

Jeg var dog langt fra i mit festlige og glade jeg, da jeg nåede depotet (selvom jeg vist fakede ret godt, bedømt ud fra fotoet). Så jeg fik sendt en sviner afsted til Bo, der – pga. mangel på tilstrækkelig træning –  ikke havde stillet til start. Som om det er en ”undskyldning”? Her var jeg – træt efter 20 km – ondt efter 30 km og kun halvvejs! ”Luk røven og kom med næste gang! Just saying!

MEN: Hvis I nogensinde møder på Bo, så er han et af verdens flinkeste og rareste mennesker. Så selv om der kom grimme ting ud af munden på mig, var han venligheden selv, der liiiiige mindede mig om at jeg havde min dropbag i depotet, og om jeg da ikke skulle have noget fra den. SHIT, jeg havde været på skideren, hvis jeg havde glemt at fylde lommerne med energi! Bo: Der reddede du lige min røv!

Fra Klitmøller til Nørre Vorupør

Det her stykke af turen havde jeg glædet mig til. Nu kom jeg ind i det terræn, jeg havde løbet i til Ultra Interval Challenge i juli, og det er bare så skønt så skønt. Det var utroligt så meget det hjalp at kende terrænet. Og – som det viste sig for depotet i Klitmøller – havde briefingen om placeringen af depotet alligevel lagret sig i min hjerne, og det var super at vide nøjagtigt hvor depotet i Nørre Vorupør var.

Stranden før Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på..

Stranden nord for Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på.

Men (ja, der er mange men’er her i indlægget), stranden efter Nørre Vorupør lå i baghovedet. Den er fyldt med småsten/grus og løst sand, og ikke noget særlig løbbart terræn – altså røvtræls. Jeg satsende på at lavvandet ville gøre, at der var hårdt sand ved vandet man kunne løbe på. Men jeg vidste godt at det ikke ville være tilfældet, så stykket lå og lurede i baghovedet (og var lige så træls som jeg har forudset).

Nørre Vorupør – Stenbjerg og videre

I depotet i Nørre Vorupør sagde de, at vi skulle til fiskerbådene i Stenbjerg og videre forbi, inden vi skulle løbe ind i terrænet. Jeg havde så bare ikke tjekket på kortet hvor langt efter Stenbjerg vi skulle, inden vi skulle dreje ind. Heldigvis var stranden efter Stenbjerg super god at løbe på, men efter et par hunderede meter, begyndte jeg at tvivle på om jeg var løbet for langt. Og dét var jeg mega ringe til at håndterer. Jeg stoppede op flere gange og kiggede tilbage, spurgte folk på stranden om de havde set markeringer længere nede ad stranden, inden jeg valgte at finde kortet frem og tjekke. Dér burde jeg havde været noget skarpere, og ikke ladet min trætte krop og hjerne få mig til at tvivle.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km. Foto: Bo Visti Nielsen.

Lodbjerg Fyr

Aftenen før havde Gitte og jeg overnattet ved Lodbjerg Fyr, så jeg vidste godt at ruten gik forbi fyret, og hvor langt der minimum var fra Fyret ned til start/mål i Agger. Men jeg var ikke lige med på, hvor langt der var ned til Fyret fra jeg drejede ind efter Stenbjerg.

Jeg synes jeg løb og løb, tvivlende på mig selv og ruten igen, og tjekkede kortet, som jo er temmelig ubrugeligt, når man ikke ved hvor man er og om man er løbet forkert. Fortsatte lidt, mødte nogle folk og fik en forklaring, der tydelig viste at de da slet ikke vidste hvor vi var på kortet! Pis!

Så jeg satsede og fortsatte, og mødte lige rundt om hjørnet et par arbejdsmænd, der sagde ”nå, der kommer en mere”. Altså – jeg var på ruten og havde været det hele tiden! Igen tvivlede jeg pga. træthed i krop og hjerne, og det er helt klart noget jeg skal blive bedre til at håndtere.

Og endelig kunne jeg se Lodbjerg Fyr, men hold nu kæft der var stadig langt derned. Møg! Men der var jo kun en vej, og det var videre. Her arbejde jeg med noget yoga inde i hovedet, men fandt hurtigt ud af at ”være i kroppen lige her” gav bagslag. Kroppen råbte og skreg om at det var meeeega synd for mig, og det da var helt ok bare at gå. Selvynk og tristhed kom væltende, så det blev lidt ”omvendt yoga” der fik mig videre: Vær i hovedet lige nu, og mærk ikke kroppen. Jeg er ikke sikker på hvor yoga-agtigt det er, men hey – det virkede 🙂

Jeg kom op til fyret og videre, og kunne endelig se ud over søen lige nord for Agger. Men pyha – jeg skulle jo hele vejen uden om. Jeg fik hanket op i mig selv (havde stadig lidt ”noia” over, om de andre kvinder kom bagfra og tog min 2. plads), og fortsatte.

Men så ramte virkeligheden sig for en Vivobarefoot løber. Jeg kom op på dæmningen ud til Vesterhavet og vejen var af beton! Ja, beton! Beton, som i det hårdeste underlag jeg kender.

Mine fødder var smadrede – sådan rigtig rigtig rigtig trætte, og udsigten til et par km beton fik mig næsten til at tude. Så det blev det ultimative våben der reddede mig: Frem med Magtens Korridorer på ipod’en. Intet slår Johan Olsen, der råber én ind i hovedet. YEAH!

Så kom jeg ned i Agger by, og hvor stor er Agger by egentlig? Well, nok ikke så stor, men det føltes som om, jeg fik løbet på samtlige stier rundt i Agger, før jeg kom ud på vejen overfor start/mål området. Der blev jeg mødt af Simon, der fulgte mig de sidste par hundrede meter. Simon: I owe you one, big time! Efter at have løbet alene de sidste ca. 70 km, var det skønt skønt at få følgeskab! Og jeg fik endda faked så meget, at han synes jeg så godt løbende ud. Fnis! 🙂

I mål

Men hey – jeg gjorde det. Jeg fik min sten!

 

Min "medalje-sten"!

Min “medalje-sten”!

Jeg løb en nogenlunde anstændig 50 miler uden at formen var der.

Jeg fik holdt min andenplads blandt kvinderne, og fik ”minimeret” min røvfuld af Mette til 1 time og 49 min.

Og vigtigst af alt, fik jeg lært en masse om mig selv. Især om hvad jeg kan gøre og ikke skal gøre for at holde den kørende, når jeg er alene og det er pissehårdt.

Det kan jeg helt sikkert bruge, når Dragen skal dates til maj!

Derfor er løb på asfalt blevet mere spiseligt

Jeg ved det. Det er som kun at servere rejer for en skaldyrs allergiker – til hvert eneste måltid. Jeg kan (åbenbart) ikke tåle den. Den giver mig ondt i knæene. Og får en gammel knæskade til at spøge. Men jeg, som bor i det bytætte Vesterbro i København, får den serveret hver gang på mine løbeture. Jeg snakker om asfalten. Løb på asfalt. Asfalt og jeg aldrig været de bedste venner. Jeg kan bedre lide græs, grus, små og store skovstier. Faktisk er vi så dårlige venner, at jeg forsøger at undgå den. Men det er – selv sagt – umuligt, når grøn natur er et sjældent syn på den (næsten) daglige løbetur.

Løb på asfalt_camilla bergmannAt løbe på asfalt

Tilbage til overskriften på dette blogindlæg. Så er løbeturene på asfalt (dog) blevet mere spiselige. Jeg har lyst til dem. Og jeg prøver ikke at undgå dem.

Nå, okay, hvordan det? Kilden er kølig smertelindring, som skadeforebyggelse, samt pleje, pleje og pleje det ømme knæet efter løbeturene, når den gamle knæskade sniger sig frem. camilla bergmann_ hvedepude_blogindlæg_runningblogs_SuztrainMed kold smertelindring, som skadeforebyggelse af knæet, gør det mig ikke noget, at løbe på asfalt.

For godt og vel 2 måneder siden sendte e-butikken Suztain en økologisk hvedepude til mig. Som de skriver på deres website, så kan den for eksempel hjælpe mod lindring af ledsmerter, opblødning af stive, ømme og trætte muskler, samt menstruations- og lændesmerter. Det må vidst være en mirakel pude, som kan hjælpe enhver løber i restitutionsfasen med pleje et-eller-andet-sted på den trætte og ømme løber-krop, efter et træningspas. Selv sagt, sådan én som mig. Ej, det er måske lidt overdrevet, men forstå mig ret. Når man (jeg) får løbet de fleste kilometre i benene på hård og tung asfalt, så bliver benene ømme på en anden måde sammenlignet med løb på grus, skovstier og græs. Jeg var derfor ikke i tvivl om, at den tilsende hvedepude skulle gøre nytte, som kold smertelindring på det ofte ømme knæ.

camilla bergmann_løb på asfalt_blogindlæg_asfaltHvordan anmelder man en hvedepude?

En anmeldelse af en hvedepude, vil jeg mene, er meget personligt. Det er svært ikke at have sin egen holdning til, hvordan man benytter en hvedepude, altså i hvilke situationer og hvor ofte den er nødvendig at bruge. Hvis jeg skal opstille disse parametre – og det vil jeg gerne – som en måling for min anmeldelse, så kan jeg fortælle følgende:

I hvilke situationer bruger jeg hvedepuden?

Jeg bruger puden primært i to forskellige situationer. Som kold smertelindring og skadeforebyggende efter mine lange løbeture (+10 km.). Og som lindring af ømme og trætte skuldre om aftenen, når jeg lader op på sofaen inden sengetid.

Hvordan benytter jeg hvedepuden?

De asfaltede løbeture: Jeg løber 3-4 gange om ugen på asfalt. Og forsøger at lægge løberuter, hvor turen går på grus eller skovstier, men det er svært når bopælen er midt i byen. Ruterne er meget forskellige med ligeledes forskelligt tempo – alt mellem 5–13 km . Efter mine løbeture bruger jeg puden som køling på mit ømme knæ. En gammel knæskade, som spøger i ny og næ – ofte efter længere løbeture (+10 km.) på asfalt – bliver plejet og skadeforebyggende med den kolde hvedepude. Jeg har haft skaden i godt og vel 6 år nu, så jeg kender til symptomerne, og ved at kulde gør godt, når disse melder sig. Inden min løbetur lægger jeg hvedepuden i fryseren. Der får den lov til at lægge i ca. 30-1 1/2 times tid – afhængig af træningspasset.

rsz_blogindlæg_running_løbeblog_fryser

I fryseren med dig i en times tid.

Hvedepuden er god til at holde på kulden i lang tid – ligemeget om den har ligget i fryseren i 30 minutter eller i 1 1/2 time. I de 20-30 min., at jeg har puden liggende på knæet, får jeg den samme konstante kulde på knæet. Det er et stort plus, at hvedepuden holder godt på kulden – i alt den tid, som jeg har puden liggende på knæet. Det er ikke godt for huden at lægge kulde direkte på, derfor har jeg et viskestykke imellem.

Jeg har tidligere brugt en slags fryseknækpose og kølefryseposer (kan fås i Matas) ved behandling af skader, såsom når jeg vrikkede om på foden, var øm i mit fodled og havde ondt i knæet. Når jeg knækkede posen eller lagde kølefryseposen i fryseren, så blev den – selv sagt – kold, og skulle straks bruges på det ømme eller skadet sted, for at den kølige smertelindring hjalp. Der er et stort plus, at hvedeposen kan tages ud af fryseren, når den skal bruges, eller køles ned igen, hvis man gerne vil have kulde på igen senere. Derudover er det også et stort plus, at hvedepuden er blød og behagelig, samt kan forme sig med knæet. En fryseknækpose og kølefryseposer er meget hård med stive kanter, hvilket gør det svært at forme sig efter knæets muskulatur – sammenlignet med hvedeposen. Hvedepuden er behagelig og rar at bruge.

 

rsz_camilla_bergmann_hvedepude_blogindlæg_running_løbeblog_runningblogs

Viskestykke på knæet, før den kolde hvedepude kommer på.

blogindlæg_running_løbeblog

Klistret til sofaen de næste 20-30 min.

 

De behagelige aftener: Inden sengetid lægger jeg hvedepuden i mikrobølgeovnen i 5 min. Ud kommer en dejlig varm pude, som de næste 20-30 min. lægges på mine skuldre, når jeg sidder i sofaen inden sengetid. Varmen spredes langsomt fra nakken, skuldre og ned igennem det øverste af ryggen. Det er behageligt. Afslappende. Roligt. Og gør mig træt – på den fede måde altså. Den bedste start på en behagelig natsøvn. Det kan varmt (haha) anbefales at bruge hvedepuden til afslapning og lindring af ømme og trætte skuldre og nakke.

camilla bergmann_hvedepude

5 minutter i mikrobølgeovnen, og så er den dejlig varm.

camilla bergmann_ blogindlæg_

Så er det bare at ligge her de næste 20-30 minutter. Not bad.

Hvor ofte bruger jeg puden?

Hånden på hjertet. Jeg bruger ikke hvedepuden hver eneste gang, at jeg har været ude på en løbetur på den hårde asfalt, eller hver aften på skuldrene foran sofaen. Jeg bruger puden, når mit knæ reelt brokker sig efter en længere løbetur. Det er meget varierende, hvor ofte det er. Dog er det oftest i situationer efter en løbetur, hvor jeg har løbetrænet flere dage i træk – på asfalt. Et skud fra hoften, så bruger jeg hvedepuden, som kulde på mit knæ, 3-4 gange om ugen – hvilket passer meget fint med antallet af træningspas på asfalt.

Mine skuldre er ofte ømme – måske hver dag. Men det er ligeledes svært at vurdere, hvor ofte hvedepuden kommer frem om aftenen. Jeg ville sagtens kunne lægge puden på skuldrene hver eneste aften, da det gør godt og hjælper mod ømheden. Men afhængig af ugens planer, så bliver det ca. 2-3 gange om ugen.

 

Duften af lavendel

Hvedepuden har en svag duft af lavendel. Duften var mere aktiv i starten, da jeg lige havde modtaget puden, men er forsvundet hen ad vejen, efter den er blevet brugt mere og mere. Ærligtalt, så ved jeg ikke rigtig, hvad denne duft skal bruges til i forhold til at behandle med puden. Lavendel udskilles ikke fra puden, så duften forsvinder ud i den blå luft. Når puden lægges i fryseren, så dufter den ikke ligeså kraftig af lavendel i forhold til efter den har været i mikrobølgeovnen. Jeg kan godt lide duften af lavendel. Det er en dejlig og frisk duft. Men, jeg må ærligt sige, at duften virker unødvendig.

 

Lidt om det praktiske, som er værd at tage med

Hvedepuden er lidt stor. Den er lidt tung. Den vejer ca. 2 kg. Det gør den ikke så handy og praktisk, at have med på tur. Faktisk har jeg endnu ikke stået i den situation, hvor jeg har tænkt, “ov ja, jeg kan da lige klemme hvedepuden ned i min taske”. På grund af dens størrelse, har jeg i hvert fald nedprioriteret at tage den med ud af huset.

Det er mega rart at hvedepuden kan bruges i flere sammenhæng. Det er effektivt, at den både kan bruges i situationer, hvor man gerne vil køle og de situationer hvor man gerne vil varme. Det gør, at det ikke er nødvendigt at have flere forskellige puder. Dette er et kæmpe plus.

 

Go eller no go

Alt i alt, så skal hvedepuden fra Suztain have en stor anbefaling. Og et kæmpe go!

Plusserne er store:

  • Kan både bruges til køle og varme lindring – i flere forskellige skade situationer.
  • Holder godt på varme og kulde – i længere tid.
  • Er blød og behagelig, hvilket gør at den former sig efter kroppen.
  • Kan bruges igen og igen.

Minusset er småt:

    • Stor, vejer 2 kg. og uhandy. Det gør at man ikke liiige tager den med på tur. Men så kan den nydes derhjemme.

Derudover er det måske relevant at nævne, at hvedepuden ikke ville kunne bruges i absolut akutte skade situationer, da man sikkert ikke vil have en fryser og/eller en mikrobølgeovn (eller ovn) i nærheden, f.eks. under et løb.

 

runningblogs_suztrain

Hvedepuden bliver brugt efter de lange løbeture på hårdt asfalt.

Det med småt, men ekstrem vigtige

Hvedepuden er sponseret af Suztain. Tusind tak for den. Som I kan læse, så bliver den brugt meget og effektivt.

Fyldet i puden er 100 % økologisk hvede fra Vestsjælland. Puden måler 60 x 20 cm. og vejer ca. 2 kg. Varmepuden fra mærket GreenGenius har mange anvendelsesmuligheder. Denne pude afgiver en behagelig duft af lavendel. Den kan bruges både varm og kold, og være en stor hjælp i mange situationer. For eksempel lindring af ledsmerter, opblødning af stive, ømme og trætte muskler, samt menstruations- og lændesmerter.

Suztain er en e-butik, som har specialiseret sig i non-food-produkter. Produktionerne er både bæredygtige og produceret under socialt ansvarlige forhold.

 

 

Vi ses på de asfaltede løberuter!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Ultracup Finale – Molsruten 2016

Molsruten 2016

Det var blevet tid til finalen af Ultracuppen 2016. Det var samtidigt den sidste gang der var mulighed for at løbe Molsruten som en del af ultracuppen. Det min 3 tur på ruten og jeg var spændt på hvordan denne gang ville gå.

Før løbet

Vi havde valgt at overnatte ved Maritime Øer som er en gruppe feriehuse der alle ligger til vand og det var rigtig hyggeligt. Jeg startede morgenen med havregrød for at ligge en god bund for dagen. Jeg har erfaret at det er vigtigt at starte med en god bund da jeg resten af dagen ikke spiser det store. Efter morgenmaden gjorde mig klar og kørte til målområdet hvor jeg skulle med bussen til starten.

Bussen

NOVATEK CAMERA

Da jeg kom til bussen var der ikke lang tid inden før vi skulle afsted. Jeg tog mine ting og gik til bussen hvor jeg tog plads og faldt i snak med en af de andre løbere. Snakken gik og vi ankom til starten hvor jeg fik mit startnummer, nr 10 som i de to foregående løb. Der var god tid inden starten og der blev snakket ivrigt omkring udstyr og energi.

Jeg mødtes hurtigt med Kim min løbemakker fra de to foregående løb og vi snakkede lidt om hvad vi forventede af tid.

Jeg havde denne gang valgt at løbe med Tailwind energi og det ville også være min testtur me denne type energi.

Min energiplan så således ud

  • Jeg havde en halv liter vand med en pose tailwind før start
  • Desuden havde jeg valgt at fylde 2 poser i blæren på min Inov8 Race Ultra vest og 1 pose i min Inov8 flaske.
  • Jeg havde desuden medbragt nogle poser således jeg kunne få fyldt i min flaske undervejs

Jeg kommer en konklusion efter beskrivelsen af løbet

Spænding i starten

NOVATEK CAMERA

Der er altid en stor spændning og ivrig snak inden løbet.

Vejret er altid et emne under disse løb og det tegnede til at blive en god tur hvor det ville let overskyet med lidt regn.

Moses fortalte om rute markeringen og hvilke regler der skulle følges.

Starten gik og vi var afsted på løbet og endelig blev spændingen fra før løbet udløst.

Under løbet

Starten var gået og vi løb derudad og her i starten er det rigtig svært at holde tempoet nede. Det fint og der var god snak mellem løberne. Vi løb tæt i starten, men der går ikke lang tid før feltet bliver spredt og man kan se en slange af personer der løber.

Gå mod lyset

NOVATEK CAMERA

Under disse ultra løb kommer man mange steder hvor mange ikke ville løbe ellers og dette billede er meget sigene for mit skifte til Ultraløb. Vi kommer her fra et kendt underlag og mod det ukendte.

Jeg kom fra distance ½marathon som er en kendt distance og til Ultraløb som ofte en rejse i det ukendte. Jeg nyder rejsen i det ukendte og at se hvordan jeg klarer distancerne og løbene. Jeg ved ikke om jeg kan sige at jeg har set lyset, men hvis man kommer fra det kendte og kaster sig ud i noget nyt så lærer mig ofte noget om sig selv.

Vandkanten

NOVATEK CAMERA

Løbet foregår som de tidligere løb med en fod i vandkanten. Hvis ruten ikke er markeret med minestrimmel så skal man have den ene fod i vandkanten. Underlaget variere og der skiftes ofte mellem de forskellige underlag. Denne strækning er på en god sandstrand

Rullesten

NOVATEK CAMERA

Kort efter strandstykket kom der et stykke med rullesten hvor det var svært at løbe. Begge disse strækninger kom lige efter første depot og energien var tanket op.

Kalø i sigte

NOVATEK CAMERA

Vi fulgte vandkanten og vandet rundt og vi kunne se Kalø slotsruin i god tid før vi skulle løbe derud. Det er ikke en del af ruten man ser frem til, men det er samtidigt også en del af ruten og det at løbe disse ultraløb. Det er ikke en del af ultracuppen hvis man ikke følger vandet og de udfordringer der kommer.

Kalø

NOVATEK CAMERA

Turen ud til Kalø slotsruin foregår på en vej der primært består af kampesten og kan være svært at løbe på. Når man ankommer til ruinen skal der “løbes” langs vandet på store sten den første halvdel rundt. Man skal være meget forsigtig for ikke at falde. Ruinen er desuden også halvvejspunktet for turen.

Herefter går turen igennem Mols bjerge på grusveje og veje. Der er en ca 5km rute der følger en gammel banestrækning der dermed gør denne del ganske flad. Efter denne del af ruten ankommer man til Ebeltoft by og man begynder at kigge efter Fregatten Jylland som er målet for turen.

Målet i sigte

NOVATEK CAMERA

Efter man har løbet igennem byen kommer man endnu en gang ned til vandet hvor man endelig kan se Fregatten. Turen går på gode stier og afsluttes på græs til lyden af koklokker og klappen.

Jeg kom i mål efter ca 6timer40minutter hvilket jeg var ganske tilfreds med.

Løbemakker

Jeg havde snakket med min tidligere løbemakker i starten og der gik heller ikke lang tid før vi fandt sammen på ruten og vi fulgtes resten af vejen. Snakken faldt godt og distance gik lidt nemmere.

Efter løbet hvad nu

Dette var mit foreløbigt 10. ultraløb, men jeg ved stadig ikke om jeg vil kalde mig ultraløber. Jeg har ikke planlagt nogle nye løb og der er derfor et mindre tomrum som jeg skal have fyldt ud.

Hvis der er nogle forslag må I sige til.

Energiplanen

Jeg var spændt på hvordan det ville gå med den nye energi Tailwind.

Det gik rigtig fint og jeg havde ikke problemer med maven som der eller kan ske med andre produkter.

Jeg var rigtig glad for valget af Tailwind og det vil ikke være sidste gang jeg bruger dette.

runningblogs-thy-ultra-trail-mette-bjerregaard-ultraloeb-ekstremloeb

THY ULTRA TRAIL GIK SLET IKKE SOM PLANLAGT!

Fortræning til HCA marathon

image

Traditionen tro så afholdes der hvert år fortræning til HCA marathon i Odense

Her mødes hver søndag en stor flok løbere som alle går rundt med drømmen om at gennemføre den ultimative distance på 42km. For nogen for allerførste gang, for andre er det bare et marathon i rækken. Noget som kører på rutinen. Dette giver en go mulighed for at få en go snak om løb. De rutinerede som ødsler med deres erfaring og de urutinerede som suger til sig. Der er mange meninger og myter omkring løb. Men i bund og grund handler det om en flok dedikerede løbere som har sat sig et mål. Et mål om at gennemføre en historisk distance!

image

Fortræningen består af en række frontløbere som holder hastigheden. Der løbes på en del af marathon ruten således at når fortræningen er slut efter nogle måneder så kender løberne ruten ud og ind. En kæmpe fordel når marathonløbet skal disponeres korrekt at ruten sidder på rygraden.

HCA marathon er et trafikfrit gadeløb på 21 km som løbes to omgange. En flad rute som indbyder til PR løb og til førstegangsløberen. Der løbes en del i centrum men noget af ruten løbes også udenfor byen.

image

Der kræves mod at tage beslutningen om at ville løbe marathon. Det største mod findes frem i det øjeblik man tager beslutningen om at træne op til løbet. Det virker helt uoverskueligt at skulle løbe 42 km når 20 km virker som en enorm mundfuld for de fleste inden træningen starter. Men det er som om at man langsomt bearbejder sig selv mentalt til at opgaven kommer til at virke overskueligt. Det er det som løb kan . Bearbejde en mentalt! Det er det som gør løb til en fantastisk sport. Og det som gør at der er så mange som er fascineret af løb. Det starter med at man som ny løber føler sejren ved at kunne løbe 5 km uden pause. Og derfra bliver målene flyttet stille og roligt, til den dag hvor næste mål er de 42 km

image

Løbeprogrammet er fastlagt på forhånd så det man skal bare læne sig tilbage og nyde de km som fortræningen byder på. Efter man har gennemført fortræningen skulle man være i stand til at gennemføre HCA marathon. Det hjælper også enormt at bruge sine løbevenner i fortræningen. Man har allesammen det samme mål. Dedikerede og klar til at ændre sig mentalt. Klar til at gå ud og omskrive historien om sig selv. Være den bedste version af sig selv. Ud og gøre det nødvendige og opfylde det mål man har sat op for sig selv.                       Når målet er nået vil der komme en tomhed. En tomhed som skal respekteres og bearbejdes. Denne tomhed kommer når målstregen er passerede og glæden og triumfen har lagt sig. Tomhed over hvad er næste mål. En lang træning er overstået og nu er løbet gennemført. Så hva nu?

 

 

 

EthioTrail 2016 – Mit livs løberejse

Jeg havde ALDRIG troet at jeg nogensinde skulle rejse til Afrika, men livet er ikke altid som man går og tror. Jeg vil nu fortælle om min rejse til Etiopien med Christina (www.EtiopienRejser.dk), Mona og Claus.

 

Dag 1 ( Tirsdag d. 2. August )

 Klokken var 6.00 og mit vækkeur begyndte at ringe. Jeg sprang op af sengen. Nu var dagen endelig kommet, jeg skulle til Afrika! Klokken 6.45 satte Frederikke og jeg, os ind i Runners DK bilen og satte kurs mod København lufthavn. Vi kom til København i god tid, så vi smuttede lige omkring en restaurant og fik lidt frokost inden at vi skulle tage afsked. Klokken 15.00 mødtes jeg med Christina, Mona og Claus i Terminal 3, vi skulle have tjekket vores bagage ind og igennem security, fordi kl 17.00 lettede flyet.

Det var en lang rejse til Addis Ababa, Etiopien. Vi fløj fra København til Stockholm (SAS), hvor vi skulle skifte til Ethiopian Airlines og flyve Stockholm – Rom – Addis Ababa. Rejsen tog 13 timer og vi ankom i Addis Ababa kl 7.00 lokal tid.

Dag 2 ( Onsdag d. 3. August )

Biruk Bed and Breakfast, gæstehus.

Biruk Bed and Breakfast, gæstehus.

Klokken 7.00 ankom vi i Addis Ababa’s lufthavn (2600 meters højde). Nu skulle vi bare lige have vores bagage, få visum og så videre til Biruk Bed and Breakfast. Vi blev hentet i lufthavnen af Bole, som er tidligere minister i Etiopien. Bole har BBB sammen med sin kone. Klokken 9.00 stod der morgenmad klar til os hos BBB. Det var virkelig dejligt at få noget ordentligt mad, efter sådan en flyvetur. Æg, pandekager, toastbrød, juice, frugt osv. Der manglede virkelig intet! Klokken 10.00 stod Bole klar med sin Mitsubishi Palero, fordi nu skulle vi op på toppen af bjerget (3000 meters højde) og se en kendt kirke, deres lille museum og Minilk’s palads.

Efter en tur på toppen af bjerget, blev vi kørt til National museum’et i midten af byen, hvor vi fik set Lucy. Efter et besøg på museum, fik vi middagsmad på Restaurant Lucy. Da vi gik ind på restauranten stødte vi tilfældigt ind i Kaleab, som havde en gruppe spanske elite løbere med, som også skulle deltage i EthioTrail. Kaleab er primus motor for EthioTrail og RIA (Run In Africa)

 Yod Abyssinia

Yod Abyssinia. Servetricen serverer Injera.

Efter en lang rejse, sightseeing osv. valgte Christina at få sig en lur. Imens drog Mona, Claus og jeg os ud i Addis Ababa’s gader, for at se lidt mere af hovedstaden. Efter en tur på gåben, drog vi tilbage til BBB, for at blive klar til aftensmad. Aftensmaden skulle nemlig indtages på Yod Abyssinia. Det specielle ved Yod Abyssinia, er at imens at man spiser, bliver alle de forskellige stammedanse opført på scenen, der bliver sunget, spillet musik, festet osv. Det var virkelig en oplevelse. Sikke en stemning! Vi spiste Etiopiens national ret, Injera. Hvad er Injera? Injera er en slags pandekage, bare meget større og den er ikke lavet på hvede som vi kender den. Den er lavet på den lokale korn sort, nemlig Teff. (Teff Korn stammer fra græsarten “Eragrostis Tef” der gror næsten udelukkende i Etiopien. Kornet skiller sig ud ved ikke at kunne forarbjedes, og spises derfor altid som fuldkorn) Ovenpå vores Injera kom der ca 20 forskellige klatter med sovse. Udover den sure smag som Teff har, så smagte det virkelig forrygende! Teff er noget man lige skal vende sig til. Efter et par timer på Yod Abyssinia, tog vi tilbage til BBB. Nu var vi trætte. Vi skulle være friske, fordi at imorgen drager vi mod Yaya Village.

Dag 3 ( Torsdag d. 4. August )

14037421_10208990123283662_1373605673_o

Hold billede taget af Christina, udenfor Yaya Village.

Klokken slog 10.00, og Yaya Village bussen holdte udenfor BBB. Efter at vi havde fået sagt farvel til Bole og hans familie, drog vi mod Yaya Village (Ca. 45 minutters kørsel fra BBB)

Klokken 10.00 stod der 2 lokale løbetrænere klar til os, nu skulle vi testes i 2800 meters højde, inde i eukalyptus skoven. Først løb vi 30 minutter i samlet flok, derefter tog de 2 trænere og jeg 15 minutter på max power.

Hold da op! Man bliver hurtigt forpustet i højderne, man kunne virkelig mærke det lave iltindhold.

Efter 45 minutters løb, lavede vi en masse udstræknings

14017633_10208990805940728_1975506992_n

15 minutters Max Power i 2800 meters højde.

øvelser midt inde i skoven, hvorefter vi gik tilbage til Yaya Village. Da vi kom tilbage til Yaya Village, var der tid til en tur i den nye swimmingpool. Efter en svømmetur i den nye pool, gik vi tilbage til værelserne for at komme i bad og gøre os klar til middagsmad.

 

Middagsmaden blev indtaget på restauranten i Yaya Village, der var frit valg fra menu kortet. I løbet af dagen havde vi gået forbi bordtennis bordene et par gange, og Mona havde stolt pralet af hendes tidligere bordtennis bedrifter. Så efter middagsmaden var der rig mulighed for at få banket rusten af. Nu var der nemlig tid til en omgang bordtennis.

Nu skulle de omtalte talenter bevises. Vi lavede en lille turnering. Jeg startede med at spille mod Claus, mens Mona og Christina spillede mod hinanden. Bagefter skulle der spilles vinder mod vinder og taber mod taber. Det endte med at jeg (taber) skulle spille mod Mona (taber),

14037552_10208990123363664_1902867699_o

Udspænding efter løbeturen i 2800 meters højde.

mens Claus (vinder) skulle møde Christina (vinder)

 

Efter vores turnering valgte vi at spille en duble. Mona og Claus, mod Christina og jeg. Kampen var meget tæt, og efter massere af sved, vandt Christina og jeg. Mona var den helt store taber i bordtennis. Hun tabte begge sine kampe i turneringen, og var på “taber” holdet i vores duble. I kan tro at vi kunne mange sjove jokes derefter, Mona havde det hårdt derefter.

Efter bordtennis turneringen gik vi en tur rundt i Yaya Village for at se på alle deres faciliteter. De havde løbebane, fodboldbane, motionscenter, basketball, swimmingpool, bordtennis og meget mere. Efter at vi havde set alle faciliterterne, gik vi en kort tur udenfor ressortet, for at opleve den lokale stemning. Vi endte på en lokal beverding (værtshus). Det var MEGET primitivt! 20 stole, små borde og musik som tændte og slukkede, pga strømsvigt. Der var 2 lokale mænd og 2 lokale kvinder derinde i forvejen. Vi fik øl og sodavand, imens at vi snakkede og jokede med bordtennis turneringen. Det var meget hyggeligt.

14002581_10208990583335163_1512539237_o

Billede taget fra restauranten i Yaya Village.

 Efter nogle hyggelige eftermiddags timer, gik vi tilbage til Yaya Village og direkte op i restauranten for at få aftensmad. Igen var der frit valg på alle hylder. Derefter gik vi hvert til sit og tilbage på vores værelser. Selvom klokken var knap 23.00, og vi ikke rigtigt havde fået så meget søvn endnu, var jeg slet ikke træt. Jeg havde alt for mange forskellige indtryk i mit hoved, så jeg smed mig på sengen og læste lidt i mit Løbemagasin. Efter nogle timer vågnede jeg, jeg havde sovet med tv’et og lyset tændt. Jeg fik hurtigt slukket og faldt i søvn igen.

Dag 4 ( Fredag d. 5. August )

Klokken var

7.30 og vækkeuret ringede. Jeg skyndte mig op i bad, for derefter at komme op til morgenmad i restauranten sammen med de andre.

14017991_10208991233871426_1588222704_n

Bussen er pakket, og vi er klar til at køre syd på.

Klokken 9.00 skulle vi igen på farten. Vi blev hentet i en minibus, hvorefter vi kørte ind midt i hovedstaden igen. Der skulle vi mødes med nogle af de andre internationale løbere på et hotel. Bilerne skulle pakkes inden at vi begyndte at køre mod Simbo Beach resort. Vi blev delt op i 2 busser. Køreturen mod Simbo Beach ressort tager ca 4,5 time i uafbrudt kørsel, men vi skulle lige have ét stop på Haile ressort (Haile Gebrselassie ejer en masse hoteller i Etiopien og er blevet en rigtig anerkendt forretningsmand for folket) undervejs. Efter 3 timers kørsel var vi på Haile ressort, hvor vi skulle indtage vores middagsmad inden at vi fortsatte vores tur mod Simbo Beach ressort. Men i Etiopien kan man ikke altid regne med at tingene går som man selv vil, vi blev nemlig overrasket med en sejltur på Lake Ziway, for at se på flodheste. Vi så hele 5 flodheste ude midt på søen. Jeg havde forestillet mig at vi skulle se dem inde i vandkanten, men nej. Flodheste er midt ude i søen om dagen, og om aftenen går de på land og spiser.

14045335_10208990584295187_564139380_o

Stranden ved Simbo Beach ressort, Lake Langano.

Efter middagsmad og sejltur, genoptog vi vores køretur mod Simbo og efter 1,5 times kørsel ankom vi endelig til Simbo.

Klokken var ca 17.00 da vi ankom til Simbo og efter et hurtigt check in, gik jeg ned på stranden. Simbo Beach ressort lå nemlig ud til Lake Langano.

Efter en kort gåtur på standen, var der tid til aftensmad, efterfulgt at Etiopiens berømte kaffe cermoni. Kaffen blev serveret af en ung lokal pige, med tilhørende popcorn med sukker. Vi valgte at tage kaffen med ud til bålstedet udenfor restauranten, hvor vi sad og snakkede inden at vi ville gå til ro.

Cirka kl 22.00 kom jeg ind på mit værelse og efter et hurtigt bad, gik jeg i seng.

Dag 5 ( Lørdag d. 6. August )

14001704_10208990586295237_473961171_o

Morgenløb ved Lake Langano.

Klokken var 5.30 da vækkeuret ringede, og jeg var MEGET træt! men det havde jeg ikke tid til at tænke på, fordi vi skulle have en kort hikingtur op af skrænten ved siden af ressortet, for derefter at løbe inden morgenmaden. Planen var at hike op, løbe ét par kilometer, for derefter at vende tilbage til morgenmaden kl 8.00. Men efter 3 kilometers løbetur, bestemte vi os for at løbe en omvej hjem, for at ende på 8 kilometer.  Vi var tilbage ved Simbo cirka klokken 7.30. Der var lige tid til ét hurtigt bad inden morgenmaden.

Klokken 8.00 fik vi morgenmad. En stor lækker buffet med det hele, endda

14002528_10208990122483642_323135070_o

View point, Shalla Abijatta.

pizza til morgenmad.

 

Klokken 9.00 kørte vi fra Simbo og ind i Shalla Abijatta nationalpark. Vi skulle på “safari”, og derefter en tur omkring en udkigspost. Vi så bland andet vildsvin, gazeller, struds, massere af fugle og meget mere.

Ude ved udkigsposten var der nogle lokale drenge, som sad og lavede huse, biler, fugle osv. i en slags limsten (Vulkans aske)

14002440_10208990583215160_1558996584_o

Panorama foto med Lake Shalla til venstre, og Lake Abijatta til højre.

14060073_10208990123123658_60649753_o

EthioTrail sponsorvæg.

Efter en god tur i nationalparken, var der tid til lidt afslapning på værelset inden middagsmaden.

Klokken 13.30 blev middagsmaden serveret. Endnu engang en stor lækker buffet med det hele og efter middagsmaden var der tid til at få udlevert racebags med startnummer og EthioTrail singlet. Der var selvfølgelig også tid til et par billeder ved sponsor væggen.

 

 

Klokken 18.00 var der tid til den engelske racebriefing, som blev afholdt af arrangøren Kalab Zewelde.

Racebriefing af Kalab, Run In Africa.

Racebriefing af Kalab, Run In Africa.

Kalab viste billeder fra ruten. Fortalte om de forskellige depoter, afmærkningen af ruten osv. Kalab fortalte også at marathonruten måske ville blive aflyst, og marathonløberne ville blive rykket ned til halvmarathon distancen. Dette var udelukkende et spørgsmål om løbernes egen sikkerhed, da der var kommet så meget regn i nationalparken de sidste par uger, at den del af parken var ufremkommelig og der var kommer “floder” hvor der normalt var helt fladt. Men ruten var opmærket og beslutningen ville først blive taget på raceday.

 

Klokken 19.00 startede det berømte Pasta Party, som skulle sikre at vi havde massere af energi til søndagens trailløb. Der var 5 forskellige pastaretter, lasagner, ris, salater, kød, lagkage og massere af andet godt. Der var selvfølgelig også kaffer ceremoni igen idag og efter aftensmaden rykkede alle løberne ud til bålstedet. Jeg fik snakket med nogle amerikanske, spanske og franske løbere. Vi fik delt løbsberetninger, jokes og meget andet. Sikke et sammenhold der var i løbslejeren. Cirka kl 22.00 gik jeg tilbage til mit værelse, fik pakket løbetøjet og så på hovedet i seng.

Dag 6 ( Søndag d. 7. August )

*Bip bip bip* Klokken var kun 3.30 da vækkeuret ringede. Jeg skyndte mig i løbetøjet, for bagefter at skynde mig op til morgenbuffeten.

Klokken 5.00 var der afgang mod Shalla Abijatta nationalparken, starten skulle lyde kl 6.30. Men grundet regnvejr fra morgenstunden, kørte vi først fra Simbo ca 5.30.

Vi kørte ca 30 minutter, inden at vi ankom til målområdet inde i parken. Der var allerede fyldt med lokale løbere, internationale løbere og lokale tilskuere.

Vi gik direkte ind i VIP området, fik afleveret vores bagage og begyndte at gøre os mentalt parate, inden at Kalab pludselig kaldte til samling.

Marathon distancen blev aflyst. Hvilket var super ærgerligt, men igen. Det var for deltagernes egen sikkerhed. Sikkerhed frem for ALT!

Cirka kl 6.45 blev vi kaldt i startboksen og klokken 7.00 lød startskuddet!

Nu skete det endelig, jeg skulle løbe med en masse elite og motionsløbere fra hele verden (cirka 300 deltagere på 21km og 12km distancen) Wauw sikke en følelse at løbe ud af startboksen.

Efter vulkanen, som man kan se i baggrunden.

Efter vulkanen, som man kan se i baggrunden.

Jeg hægtede mig på den kvindelige elite gruppe, men da vi ramte bunden af vulkanen ude på 4 kilometer

blev jeg sat af. De etiopere fløj jo op af det bjerg! Jeg havde selvfølgelig ikke fået mine trailsko med i kufferten, så jeg løb i mine Asics DynaFlyte, de egnede sig slet ikke til mudder og grus.

Da jeg kom op på toppen af vulkanen, skulle jeg ned igen og videre mod søen. Ved 7 kilometer posten gik det virkelig ned af, vi skulle helt ned til sø bredden, som vi skulle følge helt et par kilometer, hvorefter vi skulle op mod vende punktet. Vende punktet var ude på 12 kilometer og lå på toppen af et bjerg. Det gik virkelig op af! Og ikke nok med at det var op, det var samtidigt med sten underlag. Ikke jord, ikke grus, ikke græs, men ren klippebund.

14012766_10208990122243636_104266784_o

Medalje lavet i Vulkans aske af de lokale i nationalparken.

På toppen stod der et skilt “Turn point” , “Keep Going” og et depot. Der var også en masse lokale, som stod og heppede os op af det sidste stejle stykke, inden at vi skulle vende og samme tur hjem.

Jeg kom forsigtigt ned af bjerget igen, langs søen i fuld fart, for bagefter at skulle op fra sø bredden igen. Puha, endnu et bjerg! Jeg kom op, og nu var der kun ca 4 kilometer hjem, og de var nogenlunde flade.

De sidste par kilometer gik igennem små lokale landsbyer, baghaver, marker osv. Man kom virkelig tæt på de lokale i nationalparken og den sidste kilometer glemmer jeg ALDRIG! Lokale folk strømmede til målområdet, små børn løb omkring mig, de gav den virkelig gas. Min mave begyndte at kilde, jeg kunne høre mål, jeg fik kuldegysninger. Jeg krydsede målstregen!

 

 

Wauw, sikke en følelse! Hvor var det fantastisk at få overrakt den vidunderlige medalje.

14012691_10208990586215235_702455754_o

Lederen af den lokale stamme til hest. Han kunne også godt lide den iskolde Coca Cola.

Jeg var fuldstændig udkørt, og det eneste jeg tænkte på var at komme over til massøren og få en omgang massage.

Efter en kort omgang massage, fik jeg fat i min bagage, fik skiftet tøj og fandt mit pressekort frem og gik ind i VIP. Der stod det, køleskabet med en iskold Coca Cola. Sikke en symfoni for min mund, virkelig hvad jeg manglede!

Jeg fik bland andet interviewet Gebre Gebremariam, som vand New York Marathon i 2010. Jeg fik snakket med nogle af de andre løbere og blev selv interviewet af 2 lokale pressefolk, og 1 amerikansk journalist. Der var virkelig fest og god stemning i målområdet.  Efter at jeg havde stået og snakket i VIP området kom en lokal løber hen til mig og

Her står jeg med den lokale løber, som mener at jeg er fra Norge.

Her står jeg med den lokale løber, som mener at jeg er fra Norge.

spurgte “Er du en kendt løber fra Norge?” hvorpå jeg svarede “Norge? Hvorfor tror du at jeg er fra Norge”

Den lokale løber svarede derefter “Du har da det norske flag på din jakke” Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at smile. Efter nogle minutters overtalelse, fik jeg ham overtalt til at det var Dannebrog jeg havde på min jakke, og at jeg var fra Danmark. Det var ikke let og jeg er sikker på at han stadig ikke tror på mig.

 

Efter noget tid i målområdet gik turen videre mod Abijatta søen, hvor vi skulle se flere

post_display_cropped_open-uri20140205-1638-1sahwuo

Flamingoer ved Lake Abijatta.

tusinde flamingoer. Og det gjorde vi! Der var virkelig mange. Hold da op, sikke et syn.

Cirka kl 12.00 var vi tilbage på Simbo. Vi skulle hurtigt i bad og have pakket vores kufferter.

Klokken 13.00 startede der BBQ Party, med massere af lækker mad og glade løbere.

Klokken 14.00 hoppede vi endnu engang ind i minibussen og satte kursen mod Addis Ababa, vi skulle nemlig nå et fly mod Danmark klokken 23.00 samme aften.

Cirka kl 18.30 ankom vi til Addis Ababa og vi skulle have noget aftensmad inden at vi drog mod lufthavnen. Så vi blev sat af ved Friends shopping center og gik på fin restaurant. Restauranten hed Diplomatic Restaurant og man kunne virkelig se på indretningen og gæsterne at det var en fin restaurant i Etiopien. Vi fik det lækreste aftensmad og noget godt at drikke dertil, hvorefter vi satte kurs mod lufthavnen.

Vi hoppede ind i 2 taxi’er, 2 gamle Lada’er og blev kørt i lufthavnen.

Efter check in, security og udstempling i passet, fik vi lidt tid til at kigge på souvenirs og tax free.

Klokken 23.00 var der afgang fra Addis Ababa til Frankfurt, hvor vi landede kl 6.00 lokal tid. Vi havde lige 2 timer til morgenmad, og der var heldigvis Wifi i lufthavnen, så der blev tjekket facebook osv.

Klokken 8.00 fløj vi fra Frankfurt, for at lande i København kl 9.00 dansk tid, nu skulle vi bare vente på bagage og så gik turen mod Nørresundby, Nordjylland i bil.

Jeg var så heldig at min kæreste, Frederikke stod klar i København lufthavn for at hente mig og køre hjem til Nørresundby.

Klokken 14.00 var vi endelig i Nørresundby igen. Efter at have været vågen i mere end 24 timer, var jeg godt brugt, men jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn. Alle de gode oplevelser, indtryk osv. farede rundt i mit hovet.

Jeg kan kun konstatere én ting!
Afrika har været det fedeste jeg nogensinde har oplevet, og denne rejse har blot givet mig endnu mere blod på tanden med hensyn til løb i udlandet.

 

 

Jeg håber at denne løbsberetning har været værd at læse, og jeg glæder mig virkelig til at få klippet alle mine film sammen, sådan at vi kan få billeder på hele rejsen.

 

Se filmen fra turen her : https://youtu.be/nJXgQKB21C8

 

Mvh. Steffen Feldbæk Jensen
Runners DK
www.RunnersDK.dk

13989584_10208990121763624_1111370077_n14001855_10208990122523643_570464750_o14037711_10208990122723648_68980060_o