camilla-bergmann_loeberen_trailsko

Det ujævne underlag kræver sin trailsko

camilla-bergmann_loeberen_trailsko

Foto: framed by Jepsen.

Jeg springer over grøften. Løber til højre ned ad den lille krogede sti med trærødder og løse småsten. Får, med høje knæløftninger, kæmpet mig igennem den barske tunge mosebund. Løber op ad bakken gennem den tætte nåleskov. Og ned ad skrænten på den lille mudrede sti. Når fødderne sætter af på det ujævne underlag klaskes der mudderklatter godt op ad skinnebenene.

Jeg kigger op på den blå himmel og nyder solens stråler mod ansigtet. Stilheden. Den lette brise fra træerne der svajer i vinden. Jeg har glemt alt om tiden. Men afbrydes pludseligt af en bippen og summen fra mit venstre håndled. 60 minutter gør GPS-uret opmærksom på.

I et kort sekund vendes tankerne tilbage på alt det som skete før at jeg snørede løbeskoene. Den tanke får plads et par sekunder, før at jeg stille og roligt falder tilbage til nu’et. Og det som det handler om lige nu. Trailløb!

Inden for de seneste måske 5-6 år er ordet så småt kommet på alle løbers læber. For mig er trailløb mest af alt orienteringsløb – bare uden kort og kompas. Jeg har i mange år løbet trailløb. Tidligere blev det nok bare kaldt ‘terrænløb’ – i hvert fald for mit vedkommende. Terrænløb var en fast del af træningsplanen. Nye trailsko blev skiftet ud hvert halve år. Slidt op. Brugt. Min hæl var ofte ‘tapet op’, enten med vabelplaster eller sportstape. Jeg husker at min mest brugte trailsko var VJ Integrator. Ikke noget stort hit. Men en nødvendig løbesko til terræn på det tidspunkt, hvor markedet for variationer af trailsko ikke lige bugnede.  

Den nye Salomon Speedtrak

I takt med trailløbets popularitetsbølge brød ud, satte andre (sko)mærker ind i kampen om monopol på orienteringsløberens og trailløberens fødder. Salomons trailsko blev hurtigt min bedste ven i skoven. God pasform om foden, der for mig betyder ingen vabler på hælen. Kraftig overdel, der gør skoen slidstærk. Og grov sål med knopper, der giver godt greb med underlaget. 

For et par måneder siden bød jeg de nye Salomon Speedtrak velkommen i skoskabet. De har dog ikke fået lov til at stå (ubrugte) i skabet. De er løb for mig. Trailløb, træningsløb og orienteringsløb – i forskellige terræner af varierede længder og i alt slags vejr.

camilla_bergmann_salomon_loebeblog_runningblogs

Grov profilering

Det er vigtigt for mig, når jeg løber i terræn, at jeg har god føling med underlaget for at fødderne stabiliserer sig bedst (og dermed helst undgår at vrikke om). Salomon Speedtraks hårde ydersål gør, at skoen er hård at brage igennem terrænet med. Jeg savner lidt mere kontakt med underlaget i de terræntyper, hvor der ligger mange grene, sten og andet småkrat. Men skoens grove profileret sål med store knopper, gør dog sit arbejde rigtig godt, når jeg løber i blødt, mudret og moset underlag, da jeg i disse terræntyper har godt greb og kontrol med underlaget. 

camilla_speedtrak_salomonLetvægtssko med en lav profil og tilpas støddæmpning 

Når jeg skal trykke den af på de faste, og ikke så teknisk krævende, store stier, så passer skoen ret godt til stifræs, da den har en fin støddæmpning og her kommer den hårde ydersål til sin ret.  

Slidstærk og kraftig overdel

Overdelen på trailskoen er meget kraftig og det kan mærkes. Den kan virkelig tåle det barske terræn, tæsk fra trærødder, sten og andet i skovbunden. Og selvom skoen allerede er brugt en del gange, så ser den slet ikke så slidt ud på overdelen. Det er et kæmpe plus, at der ikke let kommer huller i skoene – sådan lige med det samme. Generelt er trailskoen ret hård i materialet. Det er supergodt, da jeg kan mærke at tæerne er godt beskyttet og kan brage igennem det ujævne underlaget uden skader på tæerne. 

camilla_bergmann_salomon_loebeblog_runningblogsPerfekt pasform og snørring 

Salomons snørrebånd er super effektive til at få strammet skoen, så den sidder tilpas om foden. Jeg kan snørre skoen, så min fod ikke skøjter rundt i skoen, når underlaget er ujævnt og når der løbes i bakker. Det gør også, at vabler på min hæl bliver væk. Det er et kæmpe plus for mig, der nemt får vabler af for hårde og kraftige sko, som jeg har svært ved at snørre tæt om foden. 

 

Alt i alt, så er Salomon Speedtak en fed trailsko, som faktisk imødekommer mange af mine behov til en perfekt terrænsko til orienteringsløb og trail. Den passer godt til det regnfulde og våde efterårsvejr i Danmark.

Hvilken trailsko skal jeg vælge?

Salomon Speedtrak kan fås hos Løberen. Jeg anbefaler virkelig, at du tager ned i én af deres butikker før, at du begiver dig ud i skoven. Der findes mange forskellige typer af trailsko til mange forskellige behov og fødder, og derfor er det vigtigt, at have prøvet skoen inden du løber af sted.

Det kan være en jungle, at finde de helt rigtige trailsko. Løberen har lavet en fed guide til dig, som søger vejledning til, hvilken trailsko du skal vælge, efter din egne behov.  

camilla-bergmann_loeberen_trailsko

 

 

/Camilla

Blogger på www.camillabergmann.dk

Følg mit løberunivers på Instagram: @camillabergmann.dk

HUU 50 miles – den dag ligestillingen nåede til den danske trail verden!

Lørdag d. 12. november 2016 var en særlig dag. Kl. 07:00 stod jeg til start til Hørsholm Unsupported Ultra  (HUU) 50 miles sammen med 12 mænd og 11 andre kvinder. Ja – kønsfordelingen var 50/50! Det er mig bekendt aldrig tidligere sker, og det var altså noget særligt. Det er bare sjovere at bliver nummer 3 ud af 12, end 3 ud af 3 🙂

Hvad er HUU 50 miles ellers for en størrelse?

Min VUMB 2017 Team Wild Women makker Louise og hendes mand Carsten sad en dag med en af deres gode venner (Fie), som mere eller mindre beklagede sig over at hun aldrig havde løbet et 50 miles løb. Så hvad gør det par gode venner? De arrangerer da et løb, så hun kan få et 50 miles på CV’et.

Og det var ikke et hvilket som helst løb de fik stablet på benene. 50 miles (80 km og lidt af det løse) i skønne skønne Nordsjælland, igennem frostklare enge, jeg ved snart ikke hvor mange forskellige skove, igennem Dyrehaven, hvor ruten var lagt lige forbi foderpladsen for dyrene, fantastisk udsigt ud over Sjælsø, ad små snedige træbroer igennem skoven, og en afslutning under fuldmånens skær. Og nå ja – fik jeg sagt at solen skinnede hele dagen? 🙂

Maria Bonne og jeg klar til start i den mørke morgen. Foto: Frame the Action.

Maria Bonne og jeg klar til start i den mørke morgen. Foto: Frame the Action.

 

Forberedelse

Jeg er blevet rigtig glad for Bikram yoga og yoga mere generelt, og har haft god brug af det tidligere, til lige at ”cleare” hovedet dagen før et race med lidt ”hjemmebrygget” yoga. Den her gang gik jeg ”all in” og tog en Bikram klasse fredag eftermiddag i Hot Yoga Hellerup.

Jeg overvejede godt nok hvor god en idé det ville være. 90 min med yoga i et 40 grader varmt rum, hvor man unægteligt bliver en aaaaanelse dehydreret. Ville jeg nå at kunne hydrere nok til dagen efter? Eller ville jeg være lettere dehydreret og kunne mærke det undervejs? Well – det kommer jeg tilbage til.

Men altså – jeg kan godt lide at bruge yoga’en til at tømme hovedet for arbejde og alle andre tanker, og bare være klar til racet. Og jeg skal da lige love for det lykkedes det fulde denne gang.

Og nej, det er altså ikke mig på billedet!

Og nej, det er altså ikke mig på billedet!!!!

 

Jeg fik – i bedste ”jydestil” totalt undervurderet biltrafikken i København fredag eftermiddag, og det tog en eeeeevighed at nå hen til studiet. Så kl. var 15:24 (timen starter kl. 15:30) da jeg kommer blæsende ind i Yoga studiet, får smidt tøjet i et skab, og har ca. 30 sekunder i rummet inden klassen går i gang. Og alt var nyt: Varmen, luftfugtigheden, energien i rummet, underviseren. Jeg havde ikke en chance for at falde til ro inden timen gik i gang. Ikke en chance.

Så jeg fik på alle måder givet min krop et ordentlig slag – aldrig har jeg måtte sidde over i så mange stillinger! Og jeg var endda helt nede at ligge! Men jeg fik opnået hvad jeg ville – jeg fik tømt mit hoved for alle andre tanker end ”jeg tror jeg dør lige om lidt”!

Hygge eller race til HUU?

Jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor, men jeg var ikke sikker på om jeg ville gå ”all in” og race hårdt, eller mere hygge undervejs.  Jeg valgte at lægge roligt ud, og se hvad kroppen og hovedet gerne ville.

Måske var det den stille morgen. Måske det faktum, at vi skulle navigerer efter gpx fil på vores ur. Eller måske noget helt andet? Anyway: jeg lagde ud stille og roligt, og fulgtes i starten ad med Berit, Maria, Ninna og Stine.

Startområdet til HUU - ikke dårligt, ikke dårligt.

Startområdet til HUU – ikke dårligt, ikke dårligt.

Det dér med at finde vej

Løbet var “unsupported” på den måde, at ruten ikke var afmærket. Jeg have på forhånd downloaded ruten til mit ur, og derudover havde jeg (heldigvis) printet et kort ud med ruten. Jeg tænker, at det var en fed mulighed for at få testet, hvordan det ville fungerer, da Dragen heller ikke er afmærket rute, men også her skal navigere efter gpx fil på sit ur samt kort.

Men men men – jeg kom ud i en noget rodet og tåbelig kombination:

  • Jeg havde nemlig valgt ”light” udgaven af rute filen. Den version med ikke så mange punkter, da jeg tænke at den så nemmere ville kunne køre på uret og bruge mindre batteri.
  • Jeg var i tvivl om hvorvidt mit ur kunne holde strøm hele vejen, så jeg satte det til ultra track funktionen. Den her funktion gør, at uret finder GPS signaler hver 30 sek/1 min i modsætning til normalen på 1/10 sek. Altså meget mere sjældent og man kan altså nå et godt stykke den gale vej inden man finder ud af det!
  • Valgt et løb der foregik i Nordsjælland, hvor der er masser af stier.

Sååå….jeg ”kartede” rundt, flere steder fik jeg løbet lidt frem og tilbage, lavede den typiske fejl  ”det nytter ikke noget med et kort, når du ikke ved hvor du er på kortet!” og var mega glad for følgeskab af Berit og Maria der havde godt styr på ruten på deres ure.

Sol og smukke farver :)

Sol og smukke farver 🙂

 

Det dér med teknik – og hvordan Berits løbeskole reddede mig

Men jeg tænkte, at det altså ikke holdt at jeg ikke kunne bruge mit urs navigation til noget. Nu havde jeg jo mulighed for at afprøve kombi’en af, at navigerer efter kort og ur, så ta’ pokker, at det ikke skulle lykkedes.

Og her var det at Berits løbeskole kom til min redning:

  • Det fysisk aktive medlem (Berit) som jeg fulgtes med, fik aktiveret et par af løbeskolen medlemmer.
  • Den teknikansvarlige (Berit) hjalp mig med at få ændret indstillingen på mit ur, uden at stoppe navigationen.
  • Den grejansvarlige (Berit) lånte mig en powerbank så jeg kunne oplade uret imens jeg løb.

Og jeg fik skærpet hjernen, så jeg fulgte med undervejs på kortet.

Jeg kom dog aldrig helt på plads med urets fil, da jeg jo var ”fanget”  med ”light” versionen af ruten. Så jeg brugte mest kortet undervejs, og lærte at jeg faktisk ikke bryder mig så meget om at løbe i ”blinde”. Jeg foretrækker at vide hvor jeg er på ruten og i landskabet.

Så alt i alt har jeg en godt og afprøvet plan for min date med Dragen til maj.

Og så åbnede landskabet sig og vi fik denne skønne udsigt ud over Sjælsø!

Og så åbnede landskabet sig og vi fik denne skønne udsigt ud over Sjælsø!

Hvordan gik det så?

På plus siden er, at jeg ikke kunne mærke i kroppen at jeg dagen før havde haft en af de benhårde yoga timer.  Tænkt at jeg slap afsted med det! Jeg kan stadig blive helt overrasket over, hvad kroppen faktisk kan, når bare man får den overbevist om at den skal.

Men jeg kom aldrig i gang med at race, efter at jeg fik styr på ur og navigation. Jeg fik dog hanket lidt op i mig selv ved depotet ved de 40 km og fik lidt mere fokus på at løbe og ikke stoppe op så ofte. Og fik overhalet et par stykker, heriblandt Fie er med hendes skønne kæreste der bød på varm kakao undervejs! Der blev lige scoret point på trailløberkontoen fra hans side! Og Fie – hun gennemførte selvfølgelig 🙂

Så løbet startede altså ud som et hyggeløb, og udviklede sig til en omgang ”anti-november-terapi”. Jeg følte mig privilegeret over, at kunne være ude i solen en hel dag, med en krop der bare gerne ville fortsætte og fortsætte, i det skønneste landskab (mega meget ros til Carsten og Louise for ruten!).

Jeg kom i mål efter 11 timer og 34 minutter. Strava siger ”moving time” på 10 timer og 2 minutter, og det er vist en god heads up på, at jeg virkelig satte nydelse over det at løbe hårdt.  Og alligevel fik jeg nappet en 3. plads ud af de 12 startende kvinder. Alt i alt en fantastisk dag på kontoret. 🙂

Træsti i elleskov - lækkert lille indlæg på ruten!

Træsti i elleskov – lækkert lille indlæg på ruten!

Og fotos – selvfølgelig tog jeg en røvfuldt fotos. Jeg har smidt et par stykker ind her, og ellers må I forbi min Facebook side for at tjekke dem alle.

 

simon-grimstrup

Trailtræning – Simon Grimstrup

Jeg sidder lige nu og nyder en kop kaffe. Det er efterårsferie, onsdag og regnen siler ned udenfor. Egentlig meget hyggelig og dagen skal bruges på restitution, forberedelse af de kommende skoleforløb på HNIE frem mod jul og ellers på at ”lade batterierne op”. Jeg kom i går hjem fra Garda-søen, hvor den har stået på 4 dages fantastisk lækker og relativ intensiv teknisk træning. Den sidste træning frem mod VM trail i Braga, Portugal som løber af stablen om 1½ uge på en rute med 5000 positive højdemeter over 85 tekniske kilometer.

At lave ingenting, slappe af og lade batterierne op er nøgleord i forhold til træning – og mit klart svageste punkt og et område, hvor der klart er plads til forbedring!
Efter løb og ultraløb tog overhånd for mig, nærmest ved et tilfælde i 2013, og jeg er blevet mere og mere seriøs med min træning og mine konkurrencer er det på ”restitutions-fronten”, det er svært at gøre det ordentligt.
Det er ikke så svært at komme ud på løbeturene og jeg er også lykkedes med at styre uden om de store skader med god hjælp fra Rene Guldberg (Århus Klinikken) og Thomas B. Jensen – Silkeborg Sygehus. Men man bliver træt af at træne og har brug for tid, hvor man laver ingenting – ikke fordi man ikke orker eller gider, men fordi kroppen har brug for det!
Det kan være svært at acceptere, at det er ok – at lave ingenting! Så nu er jeg i gang med et kompromis – nemlig beskrive min træning og mine mål – og drikke kaffe!
vmm2016 har indtil videre været en lidt blandet sæson. Den startede forsigtigt ud med et godt og vellykket ”achilles-smerte-forsøg” på Silkeborg sygehus, hvor jeg fik sat skik på mine achilles-problemer.
Det første store mål var herefter VM bjergløb som foregik i Slovenien. 42 km og 2600 hm – det blev til en 28. plads og bedste dansker. Et løb, som jeg er rigtig godt tilfreds med.
Mit sæsonens allerbedste præstation blev dog Valsesia Trail – 40 km og 4700+, som jeg vandt i ny løbsrekord – kæmpe oplevelse, når alt går op i en højere enhed!

UTMB var sæsonens helt store mål og jeg gik benhårdt efter at løbe de 172 km og 10000 hm omkring Mont Blanc på under 24 timer. Desværre stod benene af ved 120 km og en PR var ikke længere mulig – derfor valgte jeg at trække stikket…
14 dage senere var der DM kort trail i Viborg. Jeg valgte at stille op ”for at vise flaget” og støtte op om DM. Det var sjovt og dumt. Formen var i top, men benene stadig meget tunge og trætte efter UTMB. Som en Ferrari på flade dæk. Det kan gå, men bilen (i hvert fald fælgene) tager skade – og det tager tid at komme sig… Hvilket betyder, at jeg ikke siden DM i starten af september har følt mig ovenpå og sådan rigtig klar til træning.
Heldigvis var der lidt ”hul igennem her i weekenden” ligesom jeg løb en godkendt 10 km til ”Dollerup Trail” i forrige weekend i Viborg. Så har stadig forhåbninger omkring et mirakel til VM.

portugal1Løb er jo for mig er en måde at skaffe oplevelser i verden på – og udover VM – har jeg planlagt at deltage i det sidste løb i den Spanske Ultracup, som foregår den første weekend i december – og derudover slutter jeg året af i Hong Kong, hvor jeg løber 100 miles henover nytårsaften.

VM, Falcotrail og 100 miles i Hong Kong betyder også at træningen imellem de tre løb ikke bliver så planlagt, men mere at få følt efter, hvordan benene har det. Dog planlægger jeg at løbe lidt trappespecifik træning frem mod løbet i Hong Kong -da der efter sigende skulle være en del trapper på sporene der…
Jeg prøver ofte at lave min træning så specifik som mulig – og når man vil løbe bjergløb og bo i DK betyder det – at man løber så mange bakker som muligt – og løber så hurtigt nedad som muligt.

Jeg fører træningsdagbog – den kører automatisk via mit gps-ur – og de kolde fakta omkring 2016 indtil videre siger, at jeg i år har løbet 3566 km på 380 timer og har løbet 135500 højdemeter (opad bakke). Så jo det er jo alligevel en del timer, som bliver lagt i træning.

2017?
Jeg har ikke lagt de vilde planer for 2017 – faktisk skal jeg sørge for at komme godt ovenpå igen efter en hård sæson… så tænker ”nærmest” at tage januar fri fra løb – køre lidt mountainbike og stå lidt på ski.
Jeg skal en tur til Vietnam, hvor jeg skal hjælpe Topas med at udvikle deres trailløb derude – og samtidig være med til at afholde den første Vertikale km i Vietnam – det glæder jeg mig meget til!
Forårets store mål er DM lang trail på absolut hjemmebane – nemlig vores eget trail- og ultraløb her i klubben – Julsø Ultra, hvor jeg samtidig håber at kvalificere mig til VM trail, som i 2017 afholdes 10. juni i Italien.
Det er Dansk Atletik Forbund, som udtager landsholdet i trailløb udfra nogle ret veldefinerede kriterier og niveauet er stadigt stigende – såvel indenfor dansk trailløb – så kan sikkert ikke fortsætte med at tage udtagelserne for givet!

Har et lidt større projekt i efteråret 2017 – men skal lige have lidt forskelligt på plads.

………..
simon-grimstrup-runningblogs2. nov.
VM overstået! Der skete ikke mirakler – udover at jeg trods alt kom igennem og blev bedste dansker på en dag, hvor jeg under normale omstændigheder ikke havde gennemført, men man skylder jo at gennemføre, når man løber for landsholdet.
Det tog mig 10.44 minutter at komme igennem den meget smukke og tekniske rute. Jeg nød nedløbene, men opad var der ikke noget at skyde med – og da solen begyndte at bage blev det helt skidt… Målfoto fortæller vist, hvordan jeg havde det. Uha for en prøvelse J
Figur 1Foto: Laureano Freixo Photography

athgene_gentest_camilla-bergmann_forrest-gump_loeb

På opdagelse i mine gener – Jeg er Forrest Gump

Den store lup har været fremme for at kigge nærmere på mit unikke DNA. Jeg tog en gentest, da jeg gerne ville blive klogere på, hvordan jeg vil kunne optimere min træning og ernæring, for at blive en bedre udgave af mig selv.

Hvem er jeg så?

Jamen kort fortalt, så kan mine gener fortælle mig, at; jeg er udholdenhedsløber, der skal styrketræne og løbe flere intervaller end andre løbere, for at blive en bedre løber. Så har jeg normal til lav risiko for at opnå muskulære skader. Jeg sveder som et svin. Er sådan middel god til at optage mine vitaminer A og C, men rigtig god til at optage D-vitaminer. Hurra for den friske luft! Jeg er genetisk tilbøjelige til at spise mindre sukkerholdige produkter, end en person med en øget sød tand. Hmm… det ved jeg nu ikke om holder. Jeg har en normal appetit, og min krop er god til at regulere mit kalorieindtag. Og så er jeg genetisk mere tilbøjelige til at bruge mit fedt i kroppen som brændstof.

Run Forrest Run…  

Hvis Forrest Gump var en virkelig person, så kunne jeg helt sikkert have været i familie med ham – eller i hvert fald have arvet hans gener. Mine gener fortæller mig, at jeg har en stærk udholdenheds profil. Jeg er altså genetisk skruet sådan sammen, at jeg har potentiale til at klare mig godt i aerob træning med lav intensitet og høj træningsvolumen, såsom langdistance løb og cykling.

camilla-bergmann_gentest_athgeneJeg er lykkelig! Langdistance- og udholdenhedsløb har ikke altid være min største interesse, men de seneste år har de længere distancer vundet mere taletid i træningsdagbogen og i den travle hverdag. Derfor er det meget rart at vide, at mine gener fortæller, at min krop genetisk er bygget til lange (skov)ture i løbeskoene.

Selvom der ikke – på nuværende tidspunkt – står så mange udholdenhedsløb på repertoiret (2 x ½ halvmarathon, deltaget i 2 ultraløb med orienteringsløb over 2 dage, 1 x Adventure Race i Silkeborg og en håndfuld ultralange orienteringsløb til DM og junior-VM), så har jeg på adskille træninger fået en masse kilometre i benene og har nemt kunne bruge over en time ad gangen i løbeskoene i skoven. Som Forrest Gump, så rigtigt siger det, da han bliver spurgt hvorfor han løber: “Jeg havde lyst til en løbetur”.

Jeg havde lyst til en løbetur. Lyst til at komme væk fra en stund. Lyst til at nyde naturens farver og vindens brisen. Lyst til at bevæge mig et sted hen, hvor flow er essentielt for den gode oplevelse.

Mine gener fortæller, at jeg er udholdenhedsatlet. Det vil jeg ikke ændre på. Jeg vil fortsætte de lange løbeture og turene i cykelsadlen, da jeg her kan udnytte det maksimale af mine gener.

Av for den da!

Jeg har genetisk medium risiko for bindevævskader (ledbånd/seneskade). Det vil sige, at det tager mig længere tid at helbrede fuldstændigt efter en bindevævskade. Derfor anbefaler testen mig, at tage forebyggende træning seriøst, for at undgå skader. Styrketræning og stabiliserende træning vil være rigtig godt, for hurtigere at komme på toppen igen efter en skade. Samtidig fortæller gentesten også, at jeg genetisk har et lavt potentiale for muskelopbygning, efter styrketræning. Av for den! Det må betyde, at jeg skal tage mig sammen og løfte noget mere jern (end gennemsnittet), hvis jeg skal undgå skader i f.eks. Ankel og knæ, og få større musler.

Tidligere vrikkede jeg ofte rundt på foden. Det har jeg tidligere skrevet om her. Og så bøvler jeg med en gammel knæskade, som spøger i ny og næ, som jeg har skrevet lidt om her. Derfor kommer det nok ikke så meget bag på mig, at mine gener fortæller, at jeg har medium risiko for skader i ledbånd og sener. Ofte, når jeg har vrikket om på foden, har det nogle gange resultereret i forstuvninger og lange skadesperioder, hvor genoptræning – i perioder – var min bedste ven. Jeg er allerede bevidst om, at få varmet godt op før træning og jogget af efter et træningspas, for også at undgå skader. Meeen, jeg kan altså godt blive bedre til at få løftet noget jern, og styrketræne ankler og knæ, for at mindske risikoen for skader og øge stabilitet i leddene. Jeg må nok knibe ballerne sammen og troppe op nede i fitness. Dette resultatet har i hvert fald givet mig et skub til at gøre noget ved det.

Kan bestemt ikke sove sig til en hurtigere løber

Gentesten fortalte – måske ikke helt overraskende – at jeg genetisk er disponeret til at have under gennemsnittet af VO2 max potentiale. Det betyder, at der er visse genetiske variationer, der hindrer effektiv iltforbrug, når jeg træner maksimalt. Jeg vil altså få en mindre stigning i min nuværende VO2 max efter træning, end en person, der har en højere VO2 max potentiale. Sagt på en anden måde: Mine gener har bestemt, at jeg skal æde flere intervaller for at blive en bedre løber, end en person der genetisk udnytter sit VO2 max potentiale højere.

Sandhedens time er kommet. Jeg kommer ikke sovende til løb. Hvis jeg skal blive en hurtigere løber, så kan ikke bare tænke mig til en løbetur i skoven – som andre måske kan – nej, jeg skal rent faktisk trække i løbeskoene og tæske svedende rundt, for at blive en hurtigere løber.

Jeg har faktisk godt haft på fornemmelsen, at jeg skal knokle lidt hårdere (end andre), for at opnå samme niveau. Af løbeerfaringer gennem årene, så har jeg nok ikke rykket så hurtigt, i forhold til mine træningskammerater.

Interval træning er for løbere den bedste måde, at forbedre sin VO2 max. Så vågn op og på med løbeskoene. Og så er det nu først, når hjertet og pulsen virkelig galoperer af sted, at man mærker intensiteten ved løb!

 

camilla_athgene_resultater_af_gentestRulleteksterne

For halvanden måneds tid siden skrabede jeg spyt fra munden med en slags vatpind . Sendte vatpinden retur til Athgene i et glas med blå væske. Hvordan jeg helt præcis tog gentesten, kan du læse mere om i blogindlægget her.  

18 forskellige indblik i mine gener

Hos Athgene får du dine resultater 3-4 uger efter du har taget testen. Athgene har netop lanceret et nyt website, med en nye platform, hvor du øbende, som et abonnement, får mulighed for at få indblik i dine gener ud fra nye kategorier indenfor sport, livsstil og ernæring.


Vil du også gerne på opdagelse i din krops unikke univers?

Brug rabatkoden BERGMANN10 www.athgene.com, og får rabat og fede fordele.

 

Dette indlæg er lavet sammen med Athgene, men sætninger, ord, vendinger og tanker er rent og skær mine egne. 

 

/Camilla

Blogger på www.camillabergmann.dk

Følg mit løberunivers på Instagram: @camillabergmann.dk

Mit første 6 timers løb. Jeg kom, jeg så og jeg løb og løb og løb….

Ugerne op til løbet

Efter at jeg løb 50 km Coast 2 Coast tidligere på året, har jeg for alvor fået blod på tanden til flere ultraløb. Jeg meldte mig derfor til CPH 6 hour run i august, da jeg på daværende tidspunkt var i mit livs form. Jeg havde så 2,5 mdr til for alvor at træne mig op til løbet.

Det kræver ekstrem udholdenhed at være i gang i så mange timer, så løbetræningen blev taget yderst seriøs. Uanset om der var tale om søvnmangel, mange timer på jobbet eller bare mangel på energi, så var der INGEN undskyldninger, løbeskoene skulle bare på. Min strategi var simpel, mange km i benene hver uge. Det blev til mellem 80 -110 km hver uge.

Et par uger før løbet bøvler jeg med diverse skader som følge af de mange km hver uge. Jeg er derfor mentalt presset. Jeg vælger at tage til en osteopat. Til dem som ikke ved, hvad det er for en fisk, så kommer her en kort forklaring. Osteopati er en behandlingsform, som er baseret på sundhedsvidenskabelige fag som bl.a. anatomi, neurologi, fysiologi og patologi. Mennesket ses som en helhed, hvor struktur og funktion påvirker hinanden. Hensigten er at finde årsagen til symptomet og behandle ud fra den teoretiske viden. Min osteopat sætter sig grundigt ind i min skadeshistorie, og stiller rigtig mange spørgsmål til tidligere skader og til mine nuværende symptomer. Og efter en grundig undersøgelse modtager jeg selve behandlingen. Det er lidt ligesom at være til kiropraktor, der bliver knækket og strukket osv.

Dagen efter mit besøg hos osteopaten forsøger jeg mig med en løbetur, og til min store glæde føler jeg mig nærmest flyvende. Kroppen er atter på toppen!! Jeg når desværre ikke den sidste planlagte lange løbetur, men jeg sætter min lid til min grundform og min stædighed.

Jeg ser glad og overskudsagtig ud, men jeg er hamrende nervøs!

Jeg ser glad og overskudsagtig ud, men jeg er hamrende nervøs!

 

RACEDAY

Jeg er nervøs. Jeg er rigtig, rigtig nervøs, ja faktisk ved at tisse i bukserne af skræk ved tanken om at skulle løbe i så mange timer. Det blæser virkelig meget (10 m/sek), men der er trods alt tørvejr og solen skinner smukt. Min mand er med til at sende mig godt på vej, gudskelov jeg har ham til at støtte mig op til sådan et løb. Jeg stresser de sidste minutter over, hvorvidt jeg har for lidt eller for meget tøj på. Skal jeg have skiundertrøje på eller ej. Jeg vælger at tage den på, og det viser sig at være klogt.

Klokken slår 10, nu er det nu, sæt i gang. Jeg starter forsigtigt ud. Planen er at holde et roligt tempo i alle 6 timer for at disponere over energien. Løbet er rundt om en sø og der er SÅ smukt. Jeg var spændt på selve det psykologiske aspekt i det at skulle løbe den samme strækning på ca 2.22 km igen og igen. Men det viser sig, at det falder positivt ud for mig. Det er dejligt at komme igennem målområdet så ofte, hvor der er masser af forsyninger.

 

Don´t stop me now

De første timer snegler sig afsted. Men da vi når halvvejs, sker der igen noget rent mentalt. Jeg tænker, at det klarer jeg dæleme det her. Nu er jeg kommet så langt og energien fejler intet. Da der er gået 4 timer hører jeg en i målområdet sige, at nu starter det virkelige løb. Og han har da så sandelig ret. Ca hver anden gang jeg kommer igennem målområdet tager jeg en lille smule væske. Desværre har jeg problemer med at spise og får kun spist en Snickers og en halv chokoladebolle under hele løbet, men energiniveauet bliver heldigvis og underligt nok ikke påvirket heraf.

I guder hvor ser jeg tåbelig koncentreret ud, men whatever :-)

I guder hvor ser jeg tåbelig koncentreret ud, men whatever 🙂

Der er nu ca 1 time og 45 tilbage, og jeg opdager at der er en skærm i målområdet. Ud fra mit navn står der først et 4 tal og runden efter et 3 tal. Hvad mon det betyder? Det summer jeg lidt over en runde mere. Jeg bliver nødt til at have min nysgerrighed stillet, og næste gang jeg stopper for at få væske spørger jeg en af hjælperne i depotet. Hun fortæller mig, at det betyder, at jeg ligger som nummer 3 hos kvinderne og jeg skal bare fortsætte!!

MIG nr 3?? Jeg forstår det ikke, jeg har jo små korte ben og løber ikke særlig hurtigt. Ydermere er der halvanden time til løbet slutter, og jeg tvivler på, at jeg vil være i stand til at holde placeringen. Men så sker der noget! Tanken om at få en placering i top 3 skubber alle tanker om træthed og begyndende ømme ben væk. Jeg VIL holde den placering. Jeg VIL på podiet!

 

Runners high

Pludselig er der masser af energi. Jeg har det overraskende godt og føler mig lidt `høj`. For første gang nogensinde har jeg oplevelsen af runners high. Man mener, at det skyldes at den stress man udsætter kroppen for gennem længere pres gør, at kroppen udskiller Endorfiner. De bliver udskilt for at modvirke den stress, man selv fremprovokerer. Endorfiner kommer fra hjernens `lykkecenter`, og det skaber følelsen af at være `høj`. Den sidste halvanden time er FANTASTISK. Folk på ruten er trætte men glade. Der bliver klappet og heppet og det er bare God damn fedt!

 

I MÅL OG JEG ER NUMMER FREAKING 3!!!!

Så lyder slutsignalet og de 6 timer er forbi. Jeg ringer til min mand, som går mig i møde på ruten. Der er glædestårer fra både ham og jeg, og jeg er ved at revne af stolthed. Da vi kommer tilbage til målområdet er det officielt, at jeg er nummer 3 takket være de 58.6 km jeg nåede. Sjældent har følt en større lykke ved at løbe. Jeg løber aldrig for at vinde, men for at gennemføre. Men i guder hvor føles det vidunderligt, da mit navn bliver råbt op og jeg kan stille mig på podiet. Det er mig, det er rent faktisk mig, der står lige der WAUW!

JAAAAAAA!!!!

JAAAAAAA!!!!

 

 

Mio min Miiego

Hovedtelefoner.?

Det er en jungle…

Hvad fanden skal man vælge, og hvorfor.?

Skal man gå efter design, navnet, farven, streetcredit, coolness, pris eller lyd.?

Hvad skal man bruge dem til, er det til løb, styrketræning, crosstraining.?

You name it, these ones are fårking sick.!

 

Miiego AL3 Freedom

Disse trådløse hovedtelefoner fra Miiego skulle vise sig at være en helt ny oplevelse for mig at høre musik under mine løbeture.

 

Jeg har egentligt aldrig sådan rigtigt løbet med musik.

Har altid været mest til at nyde “larmen” fra naturen. Lidt som at føle sig som en del af omgivelserne.

Lyden fra mit åndedræt, de lette “bump” for hvert skridt der blev taget, eller bare lyden af “swush swush swush” fra mit tøj.

Det har for mig altid og vil altid være lyden af løb.

 

Men når jeg endelig har haft musik med på de længere ture, så har jeg altid brugt in-ear hovedtelefoner, med tilhørende irriterende ledning, der altid – uanset hvor godt jeg synes jeg havde fikseret den – været i vejen.

Så trak den i det ene øre, så i det andet.

Så viklede ledningen sig omkring et eller andet.

Eller også var det hele bare noget møg.

Men jeg affandt mig med det.

Og når det ikke var ledningen der irriterede, så var det sveden der på en eller anden måde løb ind i mine ører, og på den måde dæmpede for musikken.

Måske det skyldes at jeg har nogle vildt mærkelige ører, selvom de ligner og fungere som alle andre jeg har set.

Men røv irriterende var det i hvert fald.

 

Derfor var det også med en del skepsis og  mistro til, at disse 80´er looking ørebøffer, der ikke nok med at de lignede noget fra dengang hvor alle rendte rundt – i gang – med et par uden på ørerne, koblet til en walkman, der til og med skulle sidde på hovedet via en fjerende bøjle.

Men nu sad jeg her med æsken og havde fået muligheden for at afprøve dem first handed.

 

Førstehåndsindtrykketimg_5856

At sidde med den lille flade pakke foran sig, så er det første man tænker nok ikke lige ørebøffer af den slags der sidder uden på ørerne.

Men efter at have åbnet den, så bliver man overrasket.

img_5857Grundet den fjerende bøjle, kan hovedtelefonerne “krølles” sammen på en sådan måde at de ikke fylder særlig meget.

Så det er med stor overraskelse at se at der er så meget med i denne pakke.

Pakken indeholder nemlig, udover hovedtelefonerne, 1 etui, ledning til opladning, ekstra bløde dimsedutter til at skifte ud med og en brugervejledning.img_5865

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alt sammen pakket ned i den lille og flade kasse.

 

På med dem

Som den lille ivrige dreng der ser gaverne under juletræet, blev disse underligt udseende ørebøffer sat på hovedet.

Og ja, jeg indrømmer gerne, at der lige skulle et par forsøg eller tre til, før jeg lige kunne sætte dem på med et snup tag.

De sidder som sagt uden på ørerne, og deres vægt – hvilken er sølle 42 gram, bæres så af bøjlen bag nakken.

 

Mærker man dem.?

Ja det gør du.

Men det er kun indtil du tager første skridt på din løbetur.

Så registrere du ikke at de sidder der.

Måden de sidder der på dit hoved med hjælp fra bøjlen, og deres sølle vægt, gør at du ikke bliver genert af dem på nogen måde.

Du kan dreje hovedet lige så tosset du vil, de er ikke i vejen på nogen måde.

Ikke hvad jeg har oplevet.

 

Hvordan fungere de.?

Da disse sataner er trådløse, så kobles de til din telefon eller anden form for musikapperat via Bluetooth.

Såre simpelt.

Skide hurtigt.

Pisse nemt.

 

Er det svært.?

Altså nu er jeg på ingen måde teknisk anlagt, og den eneste grund til at jeg er god til at løbe skyldes, at det bare drejer sig om at sætte det ene ben foran det andet, og så gentage det indtil målet er nået.

Så sværere er det ikke.

Tænd for din Bluetooth på din mobil.blue

Hold knappen der sidder i midten på den højre højtaler inde.

Kort tid efter kommer der er en kvindestemme der siger “power on”, herefter kommer der “parring”, og til sidst før du at vide “phone one connected”.

Og så afsted.

 

 

Oplevelsen

Som sagt skulle jeg lige vænne mig til at have dem på.

De sidder på ingen måder stramt eller irriterende, men alligevel skulle man liiiiiige vende sig lidt til det.

At de sidder som de gør, og at de sidder uden på ørerene gør, at man stadig har “kontakt” med omverden.

Jeg hører stadig min vejrtrækning, omgivelserne og min dejlige “swush swush” fra tøjet.

Man kan jo sammenligne med in-ear, som virker støjdæmpende. Og på den måde lukker de vedkommende inde i en falsk trykhedsskal, da de ikke kan høre omgivelserne – heriblandt biler, cykellister og knallerter.

 

Da disse hovedtelefoner har en blød skumgummi beklædning, er de ikke irriterende klistret, og samtidig sørger de for at sveden ikke ender inde i øret.

Nu er det ikke sådan at de bliver ødelagt af sved eller vand. De har nemlig været så smarte at gøre dem “sweat-proof”, hvilket jo er genialt for en som mig.

Det eneste der så sker er, at sveden bare drypper af dem.

Ski´e smart hvis du spørger mig.

 

Nu har jeg brugt dem generelt til løb.

Herunder intervaller, tempo ture og 6 timers ultraløb.

Og de sidder upåklageligt godt.

På intet tidspunkt er de til gene.

De kan føles lidt varme, men det er små ting.

 

Bliver man træt af at høre et nummer eller er lyden for høj eller lav, så vælger man bare det næste eller forrige ved hjælp af de små “usynlige” img_5884knapper der sidder for og bag på siden af den højre højtaler, eller skal man skrue op eller ned, så er det de to knapper der sidder øverst eller nederst, ligeledes på på højre side.

Simple as that…

Det er alt i alt et let, nemt og smart stykke legetøj der kan få tiden til at gå “hurtigere” når du er aktiv.

 

Min egen mening

Disse hovedtelefoner har virkelig overrasket mig, samt set lyset for at løbe uden irriterende ledninger.

Det er nemt og lige til, og så er de pisse nemme at have med sig rundt, da de bare kan krølles sammen og kommes i en lomme eller taske.

Hvis jeg skal nævne positive og negative ting ved dem, så lad os starte med det positive.

 

Positivt:

De er lette

Skide nemme at finde ud af at tilslutte og bruge

Fylder ikke særligt meget

Ok bass

Kan bruges som håndfri

Holder strøm i op til 7 timer

 

Negativt:

Som nævnt i starten, så får de dig ikke til at ligne en supermodel, men igen, når noget bliver prioriteret, så må man give lidt til den anden side

Mellemtonen tager for meget af musikken og gør den lidt “pløret”

For lidt diskant – der burde være mere diskant i dem. Men igen, du løber jo ikke for at få en musikoplevelse. Du løber med musik for evt at give “mere energi” og for at få dig rørt.

 

Pris:

Du vil kunne finde dem rundt om på nettet til den nette sum af ca. 500 kr.

Dette er godt givet ud, da du får meget for pengene

 

 

TheGeekRunnerwhite

 

Dette er et sponsoreret indlæg

UTLO – Ultra Trail Lago d´orta – løbet der kom ind fra sidelinien

Året sidste ultra

Egentlig var min ultra sæson færdig i starten af september. Der skulle mit sidste ultratrail løb have foregået. Som nogen af Jer ved, så kom jeg jo ikke igennem UTCAM og havde efterfølgende det noget svært ved at sæsonnen skulle slutte med en dnf. Efter lidt snakken frem og tilbage hjemme fik jeg muligheden for endnu engang at deltage i UTLO. Et super trailløb i Norditalien som jeg også deltog i sidste år.

Forhistorien

Løbet har start/mål i byen Omegna, som ligger ved søen, Lago d´orta. Denne by ligger i ganske kort afstand fra vores “sommerresidens” de sidste mange år ved nabosøen, lago Maggiore og derfor har jeg en lille forkærlighed til området. Inden jeg selv var med i løbet sidste år, havde jeg skrevet lidt med Simon Grimstrup og Benjamin Holst som begge tidligere havde deltaget. De beskrev løbet på nogenlunde samme måde. Et løb der emmer af arrangørernes passion for trailløb. Et top proffesionelt arrangement, der stadigvæk har status som et “lille og lokalt” løb. Samtidig er det relativt nemt og billigt at komme derned og det kan gøres på en weekend. En “overskuelig” distance, men stadig ben hård med de mange højdemetre.

Løbet består af 5 løb i alt. Nordic walkning, 15 km og 600 hm, 34 km og 2250 hm, 57 km og 3120 hm samt 90 km og 5790 hm.

profil-utlo

 

Klar?

I og med jeg i bund og grund ikke havde planlagt endnu en ultra i år, så var mine forberedelser op til dette løb heller ikke helt som de plejede. 3 ting der i hvert fald stak ud, var deltagelse i et marathonløb 14 dage forinden med 1600 hm. Normalt synes jeg det er for tæt på, men tænkte at hvis det blev grebet yderst konservativt an, så skulle det nok gå. Derudover lå der også en Volbeat koncert ganske få dage før løbet….en temmelig…øh….våd oplevelse af en koncert ;-). Samtidig var der også lige røget et et par kg mere på siden september. Ikke umiddelbart ting der hænger utrolig godt sammen med ultraløb, men ikke desto mindre blev det sådan. Og mentalt var jeg også væsentlig anderledes indstillet til UTLO end normalt til ultraløb. Jeg vidste præcist hvad jeg gik ind til. Havde absolut ingen andre mål med løbet andet end at gennemføre plus at det skulle være en god oplevelse med overskud. Ja, ja, ja…..det plejer jeg jo egentlig også at sige til andre ultraløb. Men i realiteten ligger der også samtidig inde i hovedet tanker omkring en ca tid til at gennemføre og en “gameplan” er der også. Denne gang ingen gameplan. Det var et løb hvor der skulle tages stilling til diverse ting når de kom. Samtidig havde min gode ven og nabo, der egentlig er triathlet også tilmeldt sig. Vi skulle rejse sammen – fedt at kunne følges ad derned og hjem, Allan 🙂

 

Start til første depot ved 13.5 km

Op til løbet havde vejrudsigten for løbet set rigtig fint ud. Let skyet, omkring 10 grader og ikke mindst, tørt. Aftenen før blev der dog vendt op og ned på det. Der stod der regn. Hele dagen igennem!!! Ikke lige just en super melding, men på den anden side heller ikke rigtig noget der kunne gøres noget ved.  Klokken 4.15 bevægede Michael (ven og kollega som også skulle løbe de 90 km) os ned fra sovesalen mod startområdet. Heldigvis var det tørt og omkring 6-7 grader. Stjernerne kunne skimtes imellem skyerne, så det så heller ikke ud til at regnen lurede lige rundt om hjørnet. Afleverede vores dropbags til hoveddepotet og gjorde klar til start.

Klokken 5 blev vi (ca 450 deltagere) sendt afsted i møket. Det er altid en forløsning i sig selv når et løb sættes i gang. Ikke mere ventetid. Bare i gang. Der går ikke mange minutter inden den første stigning rammes. Og det er ligepå og hårdt. Indenfor de første 10 km får man ca 1200 hm inden man rammer m. Mazzoccone. Det sidste stykke mod toppen er relativ teknisk og vi står stille flere steder pga lidt kø ved de sværeste steder. Efter toppen er der et kort nedløb til første depot.

ut6

(Den er god nok…det er Michael og jeg i midten…)

 

Synes depoterne i dette løb er rigtig gode. De har alle et kæmpe udvalg af kiks, pølse, skinke, ost og frugt. Cola, energidrik og selvfølgelig også vand….både med og uden brus….En ret god ide IKKE at vælge det med brus til sine dunke 😉

 

ut5

 

På dette tidspunkt er det begyndt at regne og det er småkoldt. Dog ikke mere end at langærmet undertrøje samt t shirt gør det ok. Indtil videre har jeg fulgtes med Michael som virker rigtig stærk. Det er super rart at have en at snakke med undervejs, men i de her lange løb synes jeg også det er vigtigt at holde sit eget tempo idet både for højt eller for lavt tempo kan blive ødelæggende.

 

fullpic2

Fra 13.5 km, over rutens højeste punkt, til hoveddepot ved ca 44 km

Nedløbet fra første bjerg er simpelthen et af det fedeste nedløb jeg længe har prøvet. Lige tilpas teknisk, stejlt og kringlet. Jeg føler man kan løbe rimeligt til her. Underlaget er som vi kender det fra DK´s skovbunde dog krydret med sten og klipper som man skal holde temmelig meget øje med. Der er mange hårnålesving nedad med de kurver sådan at det næsten kan føles som at stå på ski. Mega, mega fedt samtidig med at varmen hurtigt kommer tilbage i kroppen idet meget bevægelserne nedad går med at holde igen og bremse.

natur1

 

Nu skulle vi i gang med løbets hårdeste stigning som skulle føre os op til M. Croce i ca 1650 m højde. Og skal da lige love for at vi fik noget at arbejde med. Det var stejlt og det nev virkeligt i lægene nu. Stille og roligt kom toppen nærmere. Fra at gå inde i et skov område kom vi nu ud i et åbent bjerglandskab. Det var desværre ret tåget så man kunne ikke se langt omkring. Dog kunne jeg ved at kigge tilbage se ned og få fornemmelsen af hvor højt vi egentlig var kommet.

Omkring dette tidspunkt er jeg rimelig overbevist om at Michael og jeg fik en lille sviner af et par italienere…. Vi havde ligget sammen, eller i hvert fald tæt på dem, det meste af løbet indtil nu. Når det gik op, var vi hurtigere, når det gik ned blev vi sat eftertrykkeligt på plads. Da vi pustende overhalede dem kunne vi høre et eller andet “Danese” og noget som lød lidt små surt italiensk….Kunne jo selvfølgelig også bare vælge at tro, de roste os til skyerne fordi vi var hurtige opad 😉

Da vi er midtvejs på stigningen passer Michael´s og mit tempo ikke så godt længere og vi skilles her ad – tak for turen så langt 🙂

Jeg arbejder mig op til toppen og fortsætter med det samme ned igen. Jeg skal have varmen idet tågen gør det relativt koldt. heldigvis regner det ikke mere.

 

fullpic3

natur3

Det går strygende for mig nu. Rutens højeste punkt er forceret. Benene, kroppen og hovedet har det fint. Har i et stykke tid løbet bagved en gut og ligesom det går allerbedst rundt i et sving, sparker han i en sten og ryger simpelthen ud over kanten og nedad. Han brokker sig voldsomt og det viser sig han har slået sin hofte ind i en sten da han faldt. Samtidig kan jeg se hans stave ligge et godt stykke længere ned af bjergsiden. Vi hjælpes ad med at få fisket dem op. Og efter han har sundet sig lidt siger han det er ok at jeg fortsætter, men han vil forsøge at gå smerterne væk det sidste stykke ned i bunden.

Endnu en opstigning. Dog med depot midtvejs. Kommer ret hurtigt til toppen og ned til hoveddepotet efter ca 44 km.

Suunto Spartan ultra….

spartan1

Hvad dælen har det med selve løbet at gøre…ikke noget decideret udover at jeg nyligt havde erhvervet mig uret som skulle bære den tunge arv fra Garmin fenix 3 samt Suunto ambit peak 3 fra først på året.

Jeg har læst og søgt en del på diverse anmeldelser af dette ur og da jeg generelt var blevet noget irriteret over fejl i f3´s målinger tog jeg beslutningen om at prøve Suunto. Inden UTLO havde jeg løbet nogle få ture med det. Synes brugervenligheden er rigtig fin og havde en god fornemmelse af selve gps. Samtidig lover Suunto op mod 18 timers batteri ved maximal gps tracking. Fedt.

Så frem til at teste den helt igennem til dette løb. Der er pt ingen muligheder for selv at bestemme antal skærme og hvad indholdet skal være af dem. Dette er simpelthen ikke godt nok. Man kan dog vælge mellem en hel masse sportsgrene. Det setup der passer bedst til mig er moutainbike funktionen. Her bliver der vist hastighed, aktuel højde, stigning og fald – blandt andet. (Når data overføres til movescount samt strava ændrer jeg det blot fra cykling til løb…)

 

suunto2

I skrivende stund afventer jeg en opdatering, der vil gøre det muligt selv at vælge sine funktioner/skærme på uret. Den ser jeg rigtig meget frem til. Skulle have været udgivet d 26/10, men er desværre blevet udsat lidt.

Selve GPS måling samt højdemeter måling var yderst præcise. Ingen udfald på noget tidspunkt. Tjekkede antal hm på et skilt hvor der stod 929 m. På mit ur stod der 928 hvilket må siges at være ganske fint 🙂

Jeg synes designet af uret er fedt og touch skærmen fungerer fint for mig. Under aktivitet er det nemt bare at stryge fingeren over skærmen for at se andre datafelter.

Må dog sige at jeg er voldsom skuffet over holdbarheden af batteri. Uret stod på 98% da jeg startede. Små 12 timer efter stod den på 19%. Satte herefter oplader på.

Alt i alt er jeg dog rigtig glad for skiftet tilbage til Suunto og væbner mig med lidt tålmodighed omkring opdateringerne. Der er flere yderst interessante på vej.

Her er data fra løbet via movescount

 

Fra hoveddepot til sidste checkpoint inden mål ved 67 km

Da jeg kommer ind i teltet ved hoveddepotet ligger dropbagen simpelthen klar på bordet – et eller andet sted kort før depot må der have stået et personale og sagt hvilke deltagere der var på vej. Fed lille detalje. Tog mit overtøj af og fik en tør langærmet undertrøje samt t shirt på. Vejret var rigtig fornuftigt nu. Let skyet, omkring 10-11 grader og næsten ingen vind.

ut8

 

Tog godt fra mig af diverse ting her. To stykker brød noget ost og pølse. Et par kopper cola, lidt kiks og peanuts og skulle til at fylde softflaskerne op i min rygsæk. Lige da jeg skal stramme elastikken ved den holder hvor flaskerne sidder, sprang den ene…Pyt skidt – absolut ingen katastrofe. Kunne også se at elastikken på den anden side var ved at ryge! Fandt dog hurtigt ud af at det måske var lidt en træls ting. Så snart jeg satte op i løb var flaskerne ved at hoppe ovenud, så løsningen blev at hælde lidt af væsken ud og dreje tuden på drikkedunken ned så den sad under toppen af hylsteret.

Der begynder at være længere og længere tid imellem folk nu på ruten, så da jeg lidt oppe af den næste stigning ser 2 damer i skrigende rødt Salomon tøj tænker jeg….de skal bare ikke komme først op her. Så jeg forsøger at sætte lidt fart på og kan også se jeg langsomt nærmer mig dem. Lige inden toppen ved M Briasco når jeg op til dem.

natur2

 

De taler noget der minder om russisk, så ikke den helt store kommunikation der. Jeg har et lidt højere tempo end dem de sidste par hundrede meter mod toppen, men hold nu kæft mand jeg blev ydmyget på nedløbsteknik kort efter. Helt seriøst så tror jeg ikke jeg kan huske hvornår jeg sådan er blevet sat på plads før. Tror ikke der gik mere end et par minutter før jeg ikke kunne se dem længere. Imponerende. (Lugter jeg virkelig SÅ meget ;-))

Kort efter hurtigt ind i næste depot hvorefter det gik videre ned til den fantastisk smukt beliggende kirke, Madonna del Sasso, hvor vi bogstavelig talt er helt ude på spidsen (se billedet nedenfor) og runde.

madonna

 

Nedløbet derefter slutter helt nede ved Lago d´Orta. De næste 10 km er der ikke mange hm på, men alligevel begynder det at knibe lidt med tempoet….og for at det ikke skal være løgn ser jeg de røde russer damer igen…men har seriøst ikke lyst til en nedløbs-lussing-lektion igen.  Kommer dog hurtigt op til dem alligevel og de ser nu mildest talt ret trætte ud. Den ene af dem stopper helt op, jeg løber forbi dem og ser dem ikke mere. Utroligt så hurtigt tingene kan vende i de her løb. Det var jeg selv et offer for i mit sidste løb.

Når stille og rolig op til sidste checkpoint – der hvor jeg bliver nød til at sætte uret i laderen. Her ser jeg desværre Kim, en anden dansk deltager på de 90 km sidde i “civil-tøj”. Kan jo godt regne ud at han er udgået og får at vide han har været styrtet. Øv. Dog har han overskud til at komme over og spørge om han kan hjælpe med noget. Klasse trail-karma. Han fortæller at allerede efter godt 3 timer er han styrtet og måtte udgå efter små 9 timer. Ærgerligt.

“Hvad løber du væk fra….”

Undervejs i ultratrailløb får tankerne også lov til at flyve lidt rundt – til tider. Men mest af alt er man bare til stede. Lige her og nu, suger alle indtryk til sig.

Men hvorfor løbe så langt, hvorfor tage væk hjemmefra, hvorfor træne så meget? Det må da være en “flugt” fra et eller andet…

Én gang for alle. Jeg er ikke i en tilstand hvor jeg flygter fra noget. Jeg trives i mit liv og har fundet en hobby som gør mig glad. Ikke alle andre – men mig. Distancen i disse løb gør jo at du, uanset hvordan det gribes an, bliver presset. Underlaget og især højdemeter ligger kun yderligere oveni sværhedsgraden. Tankerne om hvorvidt gennemførelse i det hele taget er mulig er en del af det hele. Hvordan tackles diverse kriser? Du ved de kommer. Hvad bliver udfordringen i netop dét løb? Det er lange løb og der er en ret stor risiko for ikke at komme igennem. Mange af disse løb ligger med dnf rate på 40-50%. Og ja. Alle kommer til at udgå af en ultra på et eller andet tidspunkt – og ja, det kan bestemt bruges konstruktivt.

Jeg synes at rigtigt mange ting af det, der foregår i ultra trail, kan overføres til ens liv generelt. Både personligt, familiemæssigt og arbejdsmæssigt. Evnen til at kunne fokusere, dele en udfordring op i tålelige bider. Lære at sortere skidt fra kanel så at sige. Mærke på dig selv hvordan du reagerer i pressede situationer. Ikke mindst også belønningen i at gennemføre en udfordring du var i tvivl om kunne lykkes.

Så nej, føler og tænker ikke jeg flygter fra noget. Tvært imod. Jeg vælger at tænke at disse løb gør mig til et stærkere og bedre menneske at omgås. Samtidig skal alle parametre selvfølgelig hænge sammen og det vigtigste er at familien er med i planlægning og strukturering.

Mod mål

Da jeg sætter ud mod de sidste godt 20 km kommer jeg til at tænke på hvor lidt problemer der egentlig har været på turen. Hvor få kriser – ja, nærmest ingen. Godt nok sjældent jeg kan tænke det i sådan et løb. Kæmpe optur især efter mit sidste løb i udlandet. Men hvad er så det, der gør, at netop dette løb indtil videre er gået sådan?

Flere faktorer tænker jeg. Mindsettet omkring “præstationen” i løbet. Kendskab til løbet fra året før. Længden – noget kortere end de foregående løb. Og temperaturen sikkert også. Altså at der ikke var 30 grader varmt og bagende solskin.

Skønt var det i hvert fald at kunne kravle over en lille top og fortsætte nedløbet mod sidste depot. Profilen over ruten viser en ret kraftig stigning her efter sidste depot. Når man er pænt træt kan den sidste stigning i et løb ofte virke uoverskuelig, men kunne huske at denne stigning i virkeligheden ikke var så voldsom som den kunne virke på profilen. Bevares, jo, ca 750 hm skulle forceres, så selvfølgelig skulle der arbejdes for det.

Tog ved sidste depot pandelampen på, da der inden længe blev mørkt….Meget mørkt. Hurtigt! Begynder sidste opstigning. Godt nok mere stejlt end jeg huskede, men det første lange stykke er på asfalt, så der kan sættes ok tempo og med nogenlunde rytme. Kommer op til 2 italienere som har en fest. Simpelthen sjovt at gå et stykke med dem. De knævrer for vildt, bruger store fakter og griner højlydt. Virker lidt som runners high og det er svært ikke at lade sig rive lidt med. Selvom jeg ikke forstå noget som helst af det kan jeg dog forstå at de har udfordret hinanden til at gå længst muligt uden pandelampe!!!! Og der er altså temmelig mørkt nu. Skøre italienere 😉

Da vi drejer fra asfaltvejen og ind i skoven går det dog ikke længe før de stopper og tager lamper på. Jeg fortsætter videre op og ser dem ikke sidenhen.

Kigger lidt på tiden på uret og kan se at jeg vil komme i mål omkring 15 timer og 30 minutter hvilket jeg er svært godt tilfreds med eftersom tiden for mig i dette løb ikke spillede en faktor.

Med ok overskud når jeg op på toppen og kaster mig ud i sidste nedløb. Efter nogle minutter nedad tænker jeg: kæft det er fedt, det her. Jeg kan løbe, langsomt, men jeg kan holde mig løbende. Er træt, men har ikke ondt som sådan og så begynder jeg at klemme på. Nød nedløbet i fulde drag og med godt blus på pandelampen. Nej, det var fedt.

 

offut5

 

Energiindtaget i dette løb har været 3 gu gels, 1 proteinbar samt 2 energibarer. Derudover kiks, brød, skinke og ost i depoterne.

Kommer ned i bunden ved søen og ved der er under 2 km til mål. Kæmpe befrielse og kan løbe ligeud med omkring 10 km/t hvilket for mig i sådan et løb nærmest er en spurt 😉

Løber de sidste 100 m ind over målstregen og op på det lille podie. Fantastisk følelse. Intet mindre.

 

funisher1 finisher2

 

“Efterskrift”

Må sige at dette løb, er et løb, der betyder en del for mig. Super fed rute. Venlige og imødekommende arrangører. Selvom løbet vokser sig større, synes jeg ikke det nære og intime forsvinder. Hele tiden har man en fornemmelse af det lokale og rustikke. Farverne i naturen i efteråret er flotte og falder godt i tråd med de små hyggelige byer og huse der passeres i løbet. og når arrangørerne snakker lidt om en ny xl rute næste år på 115 km og 9000 hm….så bliver man jo lidt fristet 😉

ut7

 

Vil også lige benytte årets sidste blog til at sige tusind tak til min familie, mine venner samt til compressport.dk og altra (runningfirst.dk)

 

fullpic

 

Hold Jer muntre og nyd livet alt inkl.  🙂

 

/ Dannie

@dannietrail

 

 

 

 

Narkomani

Der var engang…… Sådan begynder alle gode eventyr. Og det gør så, også historien om mit misbrug
Hej Jeg hedder Kim og jeg er narkoman!! Det lyder voldsomt, og selvom det på en måde er sandt, så er det ikke så slemt alligevel.

Hvis man skal starte med begyndelsen, så skal vi tilbage til april måned 2011. Der sad jeg i min bil, på vej til arbejde og hostede som en gal. ”Nu skal det bare være slut det her” tænkte jeg ved mig selv. ”Du er 40år, tager astma medicin dagligt, og du har brugt de sidste 26-27 år af dit liv på at ryge smøger.” Så derfor ringede jeg, som det første da lægen åbnede den dag til ham. Jeg bad om en recept på de det piller, som jeg havde hørt kunne hjælpe en til et ryge stop. De blev afhentet på apoteket til fyraften, og så var det ellers bare i gang med dem. Da jeg havde taget dem 4-5 dage, kørte jeg hjemmefra en morgen og opdagede at jeg ikke havde mine cigaretter med. ” Nå jamen så er det åbenbart i dag du holder helt op!” og det var sådan set det så.

Men som alle andre narkomaner, der holder op med at tage deres fix, så fik jeg jo abstinenser. Jeg har i hele mit liv været misbruger på en eller anden måde. Jeg har røget siden jeg var 11-12 år. Jeg har gjort mit til at holde de Danske bryggerier i gang, og jeg har såmænd også som så mange andre været i kontakt med andre stimulanser. Nå men når jeg nu ikke kunne ryge, og jeg fik medicin, så jeg ikke manglede smøgerne. Så kunne jeg da lige spise lidt ekstra, og måske også belønne mig selv med en øl eller to mere end normalt. ”Jeg er jo blevet sund, så det går nok.” Var vist den grund der blev brugt.
Se når man sådan, erstatter sit fix af smøger med mad og bajere, så bliver man meget alternativ sportstrænet at se på.

Så jeg fik en ny ide. ”Du må i gang med at løbe fede” Derfor besøgte jeg den lokale pusher. Og hvis jeg troede at house of Prinse eller Tuborg havde haft et godt tag i min tegne bog, Så kan jeg betro jer, at i dag er jeg meget klogere. 45 minutter, en løbetest og 1300Kr. senere kom jeg ud med et par sprit nye Brooks Adrenaline gts 12. Hjem med mig og dem, klæde om af afsted det gik.
Spørger du om det var hårdt? Ja det kan du lige bande på det var, men denne gang, i modsætning til alle mine tidligere forsøg på at blive løber. Så var der også et eller andet, som bare gav mening. Tidligere løb jeg for at tabe 5 kilo, eller for at kunne holde til at spille håndbold og sådan noget. Men nu gav det pludselig mening, bare at løbe for løbets skyld.
525455_4643929455527_1066710465_n
Efter 3 måners træning stod jeg så på stregen til mit første 10 km løb. Det blev gennemført på 59:15 og var rocker hårdt. Men da jeg kom i mål, var min første tanke. ” Jeg skal prøve det her igen! Det skal være længere, hurtigere og med meget mere overskud til at nyde stemningen. BUM!!! Jeg fandt et nyt narko. Et som jeg var høj på i flere dage i træk.
Jeg har deltaget i et hav af løb siden da. Og de 10 km er blevet skiftet ud med andre distancer, mit længste løb, er 100 km på Samsø her i år. Jeg løber træningsture fra 5 km og op. Men deltager jeg i løb, så er det som regel marathon eller længer. Sidst løb jeg Aarhus Natmarathon i ny pr tid på 3:45:36 Der er for mange ikke hurtigt, men jeg kan love jer for, at der er langt, fra ham den fede, som slæbte sig igennem 10 km i september 2012, til ham der den anden dag, på trods af opkast og mave halløj dagen før gik benhårdt efter et mål på 3:45 og dermed en forbedring af tidligere rekord på 8 minutter. Og var jeg ikke skvattet over en stor sten, så havde det også lykkedes.
Jeg kan som alle andre ha en dag hvor jeg bare ikke gider, men jeg har aldrig vendt rundt, når jeg er kommet afsted, for så snart jeg får benene til at rulle, så kommer mit fix, og jeg ved også, at hvis jeg sidder og er træt og energiforladt. Så skal jeg bare en tur i skoven for at trampe i noget mudder. Og jeg ved også, at har jeg ikke løbet i 2-3 dage, så kommer rastløs-heden og jeg slipper kun af med den, ved at hoppe i et par tights, binde skoene og fyre nogen kilometer af.
Oven i alt dette har jeg så fået en masse andre ting, eller gaver kan man kalde det.
Jeg tager kun astma medicin, når jeg er forkølet. Jeg har et meget større overskud i dagligdagen. Jeg har naturligvis en meget beder kondition. Livvidden er bestemt noget mindre. Og jeg har mødt en masse fantastiske mennesker, rundt i hele landet, der deler min lidenskab. Jeg har også fundet ud af, at at alle narkomaner betaler dyrt for deres fix. Så jeg bruger nu en formue på og her kommer nogle navne som ”de indviede” kender. Hoka, Salomon, Buff, Fusion, Ultimate Direktion osv. osv.
Så derfor. Hej jeg hedder Kim. Jeg er narkoman, men det er jeg faktisk glad for!

14650115_10211240189179825_4313718629875003229_n