,

Hej. Jeg hedder Kirsten, og jeg er runstreak’er!

Runstreak….. Runstreak?    Runstreak!   Hvad er det for noget? Er det ikke noget med nøgenhed og store stadions?! Nej, nej, bare rolig. Ikke noget med at få grimme billeder op på nethinden nu. Ingen grund til panik. 🙂 Runstreak er, at man løber hver dag. Som i hver evig eneste dag. #runeverydamnday !

Hvorfor?

OK altså. Runstreak er, at man løber hver dag. Jeg faldt over det i et blogindlæg af Ellen Westfelt fra Pace on Earth og tænkte, at det må jeg da også prøve .

Nej, helt ærgerligt var det nok netop ”tænke” at jeg ikke gjorde. Det var i hvert fald ikke særligt gennemtænkt. Jeg læste indlægget og næste dag smuttede jeg på en ikke planlagt tur, bare for at starte streaken. Og så var jeg jo ligesom i gang, ikk?

I'm a streaker! :)

I’m a streaker! 🙂

Jeg spurgte lidt omkring (nok mest min ven ”Google”), og fandt frem til nogle amerikanske regler der definerer runstreak som minimum 1 mile (1,6 km) hver dag. Så den nappede jeg.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at en tur på 1,6 km ikke rigtig giver mig så meget, så jeg ligger ofte på 3 km som mine minimum ture. Her kommer jeg lige i gang, kroppen bliver gennemvarm, og jeg får løsnet op i kroppen.

Betyder det så, at jeg runstreaker for at få gang i kroppen hver dag? Nej – det er ikke derfor.

 

Men hvorfor så?

Ved at runstreake tager jeg  ”skal jeg løbe i dag eller ikke” ud af ligningen. Altså: Jeg skal ikke til at diskutere med mig selv om det er ok at droppe min løbetur i dag, og tage den i morgen i stedet (tro mig – jeg har haft laaaange snakke med mig selv om det her!). Er det så derfor jeg streaker? Er det en måde at planlægge min træning på, og komme afsted?

Jeg troede, at det var grunden i et stykke tid, men nej. Det er heller ikke derfor jeg runstreak’er.

 

Men altså hvorfor så?

Er det så for at få tilstrækkelig km i kroppen? Umiddelbart troede jeg, at runstreaking automatisk ville få mig til at bygge noget mængde på i min træning. Men den holder jo ikke, hvis man udskifter en 12 km tur og en hviledag ud med 2 3 km ture fordelt på de to dage, vel? Det er jo simpelt matematik!

 

OK – er det så for ”fame and glory”?

Nu sidder jeg nu godt nok og skriver et blogindlæg om det, men helt helt ærligt, så betyder det ikke rigtig det store, hvad andre mennesker synes om at jeg runstreak’er. Selvfølgelig er det super fedt, hvis jeg kan inspirere andre til at følge deres hjerte og bevæge sig ud af deres komfortzone.

Men det er ikke derfor – det handler om noget i mig selv.

 

OK – hvorfor pokker er det så?

Tja, jeg ved det faktisk ikke helt. Det tætteste jeg kan komme det, er at jeg – når jeg står ”face to face” med Dragen til Dragon’s Back Race d. 22. maj, kan sige til mig selv: Helt ærligt: Du har løbet 256 dage i træk. Du kan også nappe de næste 5!

……..Håber jeg!

 

Men det hele handler om at have det sjovt

Og det har runstreak ved flere lejligheder sørget for:

Jeg har løbet i cirkler i 30 min på Helidækket på et cruiseskip. Nok det mest hjernedøde jeg til dato har lavet!

OK udsigt, nu når helidækket er det eneste sted, man kan løbe :)

OK udsigt, nu når helidækket er det eneste sted, man kan løbe 🙂

Sene Aftenture, selvom det kan give bagslag, ved at jeg har svært ved at falde i søvn lige efter en løbetur.

Aftentur i frostvejr, i selskab med "sort is". Det får lige én til at være vågen!

Aftentur i frostvejr, i selskab med “sort is”. Det får lige én til at være vågen!

Pendleløbe efter hotyoga . Jeg troede på forhånd, at det ville være det dummeste ever. Men det har vist sig, at jeg har nogle af de fedeste løbeture lige efter hotyoga. Fedt at lære en ny side af sin krop at kende.

Kendskab til mærkelige parkeringssteder når jeg pendleløber. Når man nu nogle dage ikke kan tage sig sammen til at løbe fra ”standard pendlerpladsen”, så finder man de særeste steder at smide sin bil, så man kan få en pendlertur væk fra trafikken.

Smuk start på dagen :)

Smuk start på dagen 🙂

Sidde til diverse aftenmøder i løbetøj. Skole-hjem samtaler, forældremøder, forældrerådsmøder, planlægningsmøder. Jeg tror snart jeg når dertil , hvor folk tror jeg kun ejer løbetøj. Nogle gange er jeg selv i tvivl.

Udelukket brugen af almindelig strømper. Jeg er gået all in på løbeuldsokker. Jeg skal jo alligevel skifte til løbetøj lige om lidt. Og man kan da også snige sig til at have yogatights på på arbejde, ikk? J

OK, måske var det liiiige til kanten, at tage SÅ farverige yogatights på på kontoret!

OK, måske var det liiiige til kanten, at tage SÅ farverige yogatights på på kontoret!

 

Jeg er dog ikke nået til punktet hvor den almindelig BH er skiftet ud med sporttoppen. Uhm – OK nogle dage er jeg. Men sig det ik til nogen, ok? 🙂

 

Og om at håndterer nederlag

Et af mine store nederlag er morgenløb. Eller mangel på samme. Jeg har sagt det utallig gange: Jeg er ikke en morgenløber. Men jeg gad virkelig godt være det. Men jeg tror mit vækkeur er ved at miste alt respekt for mig. Det tager mig simpelthen ikke seriøst mere, når jeg sætter det til ”tidligere end normalt”. Jeg tør vædde på, at det tænker: ”Ja, ja – det er godt med dig. Du stiller mig og bare frem når jeg ringer. Så hvorfor gider du overhoved vågne en time før du står på, bare for at stille mig frem? Helt ærligt”. Så jeg har op til flere gange endt med en plan B, der var løb rigtig sent om aftenen.

Den dér følelse af, at man synes man selv er træls – den har jeg gode muligheder for at arbejde med som runstreaker.

 

Men hvad så, når jeg er syg? Eller småskadet?

Ja se – nu bliver det rigtig interessant.

Jeg vil lige understrege, at jeg ikke er fortaler for at træne når man er syg /skadet. Men jeg har så alligevel ”sneget” mig igennem. Men med MEGA meget lytten til min krop undervejs.

Kroppen har i perioder været presset i bund pga. sygdom (jeg havde en seriøst mande-forkølelse her i vinters, med feber og hele turen), og her løb jeg alligevel. Det var tæt på at jeg trak ”jeg bryder streaken pga. sygdom” kortet, men ville så alligevel hellere vende om på turen, end slet ikke at give den et skud. Og se – jeg opdagede at man faktisk godt at løbe en lille bitte langsom tur med feber i kroppen, uden at man får det værre af det. Man sejler bare lidt rundt, men sover så til gengæld bedre bagefter J

Og jeg har også være igennem klassikeren med en mindre forstuvning/forvridning af anklen. Klassikeren med, at man vrikker om på foden på løbeturen – vi kender den vist alle sammen. Jeg tror der var to ting, der fik mig igennem runstreaken på en småskidt ankel: 1) var at jeg de seneste par år har fået styrket mine fødder og ankler, ved trailløb og en hel del løb i minimalistiske sko. Og 2) at jeg kender min krop så godt, at jeg kunne mærke hvad jeg kunne få den til, samtidigt med at give en ro til at reparerer skaden. Så det blev nogle uger med fladt asfaltløb, i roligt tempo og korte ture. Samt ikke mindst en pæn del hotyoga, hvor anklen stille og roligt blev arbejdet med.

Men altså – jeg opfordret ikke til at man træner på sygdom/skader, men at man lytter til sin krop og bruger aktivitet/træning til at hele kroppen med. Det med skader og smerte, er så utrolig komplekst, men også pokkers interessant, og hvis I er interesserede i hvordan vores hjerne fuckr med os på det her punkt, så tjek denne film ud:

 

Bliver jeg så ved med at runstreak?

Well – er jeg på 205 dage i dag, og med 51 dage til start på Dragen, ville det da være skørt ikke at fortsætte, ikk? 🙂

, ,

Ultra Trail Marão

utm15

Skal, skal ikke, skal…..

Da sæsonnen 2016 var overstået med de lange løb i udlandet, begyndte jeg at kigge mig om efter løb til 2017. Over de sidste år har Transgrancanaria været et løb der har fyldt meget for mig i foråret. Men efter at have deltaget i det løb to år i træk var det tid til at prøve noget andet.

Efter lidt søgen i forskellige løbskalendre havde jeg spottet 2 løb der kunne være interessante. Ultra Sierras del Bandolero og Compressport UTM. Førstnævnte med 100 miles, sidstnævnte med 105 km. Valgte ret hurtigt UTM idet den faktisk på de 105 km havde flere højdemeter end USDB. Samtidig synes jeg også løbets facebook side så super fed ud. Fra organisationen var de lynhurtige til at svare og har hele vejen igennem været ekstremt hjælpsomme. Det betyder rigtig, rigtig meget når der skal søges på løb. At der fra arrangørerne bliver svaret på de spørgsmål der nu kunne være. Løbets hjemmeside var håbløs og kun portugisisk, så engelsk kontakt var virkelig kærkommen.

Ret hurtig var der en del danskere der var interesserede i løbet. Vi endte med at vi var 4 stk, der skulle afsted, John, Rune, Peter og jeg. Alle 3 personer jeg kendte fra andre løb, så jeg glædede mig som en tosset. Var “løbssulten” og klar.

Desværre var optakten for de andre ikke optimal, så Rune og Peter valgte at løbe 49 km fremfor de 105 og John kom desværre slet ikke med.

Torsdag d 23/3 drog vi afsted mod Porto hvor vi var så heldige at arrangørerne ville samle os op og køre os til start/målbyen, Amarante, cirka en times kørsel derfra. Chaufføren talte lidt omkring vejrsituationen dernede. 14 dage op til løbet havde der været rigtig fint solskin….Men ugen før løbet var det blevet koldt. Rigtig koldt. Det havde sneet temmelig meget på de højeste punkter og til min kæmpe overraskelse fortalte han at de ligenu var i gang med at undersøge om det var forsvarligt at løbe hele ruten.

Da vi ankom til Amarante blev disse “rygter” bekræftet. Allerede der var det besluttet at skære de 2 øverste toppe fra ruten og dermed ville den samlede distance ende på et sted mellem 78 og 90 km. (Senere blev det til 82,8 km).

Jeg havde rigtig svært ved at få den vendt inde i hovedet. I forvejen ville jeg egentlig gerne have løbet lidt længere end de 105, som løbet oprindeligt var, men nu var situationen pludselig en ganske anden. Øv. Men som altid, så er sikkerheden vigtig og måtte selvfølgelig tage det for reelt, når det blev sagt sådan.

 

utm16 utm17

 

#Runningismytherapy

Havde godt nok svært ved at se hvordan den skulle grejes. 20 km mindre samt selvfølgelig også færre højdemeter….Svaret kom da Rune og Peter sagde de ville løbe en lille tur langs floden i byen inden aftensmaden torsdag. Normalt kunne jeg aldrig drømme om at løbe en tur dagen før en ultra….Men lige her var det et yderst kærkomment forslag.

Solen var nu kommet igennem og det føltes helt lunt da vi hyggelunter langs floden. Det var ren balsam for sjælen og humøret og fokus faldt på ny i hak.

Resten af tiden op til selve starten af løbet gik med at gå lidt rundt. Hente startnumre, suge lidt stemning fra startområdet, spise og ellers slappe af.

utm19

utm20utm18utm21

 

Start fredag d 24/3 kl 23.00

 

utm4

Kl 21.40 var det vist ved at være på tide at komme ud af sengen (hvor jeg ligget og hvilet siden kl 18). Alt var klart. Rygsækken pakket med alt obligatorisk udstyr. Havde styr på tøj, sko og grej. Det skulle bare på og ellers skulle vi gå de 10 minutter der var ned til starten. Temperaturen var et kæmpe usikkerhedsmoment til dette løb. Ingen vejrudsigter sagde det samme. De fleste sagde dog helt tørt indtil sidst på dagen, lørdag. Et par minusgrader skulle der være på de højeste punkter i ca 1150 meters højde. (Skulle oprindeligt have været oppe i 1400 m). Jeg havde valgt at tage 2 svedtrøjer på, en t shirt, løse ærmer og en vest. Tights, shorts, sleeves samt et par quad sleeves der i dagens anledning var trukket ned over knæene pga kulden.

utm8

Det var ikke koldt da vi skulle i gang, så det føltes bare fedt endelig at kunne tøffe afsted ud af byen. De første km på asfalt/beton op og ud i landskabet. Ham, der kørte os fra lufthavnen og ud til Amarante havde fortalt at de første 16 km hen til første depot var “easy” hvorefter løbet rigtigt ville starte. Kan kun give ham ret i, at det første stykke var relativt nemt. Stigningen var en rimelig bred grusvej op mod første bjergtop, efterfulgt af et tilsvarende rimeligt nedløb. Næste stigning var dog temmelig meget sværere. Noget mere stejl og ingen læ. Vinden blæste her kraftigt og det føltes ret koldt. Kunne nærmest kun her fokusere på at komme de ca 4 km op til toppen for at komme i gang med nedløbet som plejer at give en markant varme i kroppen. Endelig ramte vi toppen og skulle ned. Dette nedløb var rimelig teknisk – absolut ikke noget smalt spor, men en bred sti som var fyldt med skarpe skræver i alle størrelser. Samtidig var det også stejlt, men tempoet følte jeg ikke kunne holdes højt i det jeg skøjtede rundt i skærverne….Men varmen kom i den grad tilbage i kroppen igen 🙂

Efter små 2 km stejlt nedad forløb det næste stykke på en mere løbbar passage inden vi kom ind i noget tæt skov. Lækkert stykke her hvor vi skulle løb på kanten eller lige ved siden af et “dirrigeret” vandløb. Altså et vandløb der var anlagt med sten. Vi skulle ofte springe over på den anden side af vandet da stien havde det lidt med at være groet til, men fornemmelsen af at løbe helt pakket inde af skoven med vandet løbende ved siden af. Super fedt, synes jeg.

utm24

Depothygge og FANTASTISKE frivillige

Nu må depotet være lige rundt om hjørnet. Efter kortet skulle det være her. Befinder mig også på vej ind i en lille by her midt om natten. Har løbet omkring 26 km, men synes ikke rigtig jeg kan se noget selvom udsynet her er godt….pludselig er der en tilskuer der træder ud på vejen og tager fat i min arm….herind peger hun. Hold da kæft mand, et hyggeligt lille depot. Gemt inde i et lille bitte mikroskopisk skur hvor man næsten skal stå og dukke sig. I virkeligheden fuldstændig ligegyldigt. Her er hvad der skal være. Nogle stole, hvor folk kan sidde og slappe af. En varmeblæser. Alt væske og mad, som jeg kan bruge. Dertil forskellige varme supper. Noget helt vildt er de frivillige til dette løb. Har seriøst aldrig oplevet noget lignende. Ved hvert depot føler jeg, at jeg bliver set i øjnene. Jeg kunne nærmest ikke selv få lov til at fylde mine egne dunke op. De insisterede på at hjælpe. Blev tilbudt suppe hvert sted. Blev også spurgt om jeg skulle bruge noget fra rygsækken hvor de hjælpe med at fiske det frem. Den gæstfrihed og hjælpsomhed tror jeg ligger i befolkningen der. For vi kunne opleve det samme i byen Amarante hvor vi boede. Alle tog det stille og roligt, ingen stress, og meget venlige. Virkelig skønt.

Oplevelsen i dette depot var ikke enestående. Sådan var det hver gang. Kunne ikke lade være med at tænke på at det mindede lidt som en forælder, der tog imod i depoterne. Oprigtig interesserede i hvordan det gik og ville én det absolut bedste. Et kæmpe plus til de frivilliges arbejde.

Efter depotet kom en “lille” stigning efterfulgt af endnu et skærve/stejlt/nedløbs/dødsstykke. Lidt ligesom at stå på ski med fødderne på tværs af stigning, men også lidt sjovt 🙂 Efter stigningskurven på løbet skulle der nu her fra ca 30 km til 50 km til tages fat op mod rutens nye højeste pkt i godt 1100 m.

Alene i natten

Endnu engang godt tanket op fra depotet bevæger jeg mig nu ud på stigning op til det højeste pkt. Vidste at når jeg kom derop, så skulle der løbes et sted ml 5-7 km på plateauet inden vi skulle ned igen. Det var på dette stykke ruten var blevet ændret pga sne. I stedet for laaaaangt nedløb og laaaaang stigning, så fik vi plateauet. Rigtig ærgerligt, men sådan var det. Bare i gang med stavene og afsted op. Vinden var virkelig barsk her. Men heldigvis på opstigning, gik vi bag en højderyg hvor vi kunne få lidt læ. Begyndte lidt at tænke på hvor længe siden det var, at jeg havde set nogle løbere. Idet vi skulle løbe med rødt lys bagpå, så kunne man spotte løbere foran. Men ingen, overhovedet ingen kunne jeg se. Heller ikke bagud, men var sikker på at jeg var på ruten som indtil nu var super markeret.

 

utm2

På de højeste stigninger bevægede vi os rundt ved nogle kæmpe vindmøller. I mørket kunne man kun se nogle røde lys på vindmøllerne og ellers høre vingerne der rungede rundt. Det var helt scary. Mega koldt, mørkt, blæsende og alene. Men stille og roligt kunne jeg fornemme at jeg nærmede mig toppen. Havde besluttet at når jeg kom derop ville jeg tage min regnjakke som også var vindtæt på. Kunne ikke helt holde varmen længere. På toppen lå der nogle bunker af nedbrændte træer/buske som stadig ulmede lidt. Det gav en ret intens duft hvilket sammen med blæsten og kulden var en temmelig speciel fornemmelse. De næste 6 km cruisede jeg meget stille og roligt afsted. De første 4 km på en grusvej, de sidste 2 singletrack hvor der lå en del sne. Kom hen til depotet på toppen sidst på natten. Fandt her ud af at jeg altså ikke førte løbet 😉 🙂 der sad nogle stykker pakket helt inde i tæpper og voldfrøs. Jeg havde ok overskud og det havde fungeret virkelig godt med regnjakken yderst. Og med et kommende nedløb i tankerne vidste jeg at kulden ikke længere var et problem.

 

God morgen Dannie!

Efter depotet stod den på omkring 8 km nedløb og dagslyset begyndte også at komme her. De første par km var dog temmelig kølige. Der lå en del sne her som var bundfrossen og glat. Is krystaller glimtede i pandelampen og det så ret fedt ud. Efter en times tid kunne jeg pakke pandelampe og regnjakke i rygsækken igen. Det var blevet lyst nok og humøret var højt samtidig med at jeg var inde i et godt flow på nedløbet nu…..Men, men, men….som tidligere skrevet, rigtig fin rutemarkering. Orange strimler, alle med refleks på. Pludselig på nedløbet falder det mig ind, at det egentlig er længe siden jeg har set en strimmel…Stopper op og kigger fremad. Ingen strimmel. Ret hurtigt går det op for mig at jeg har misset en strimmel et sted. Vender om og løber tilbage, nok ca 500 m. Tror hovedet var indstillet på reflekserne i natten og dermed slet ikke havde registreret de strimler der sad ned ved jorden og markerede at jeg skulle være drejet fra vejen…En enkelt gang var ok. Men for pokker altså. Kun 2 km efter laver jeg samme novice fejl igen. Misser nogle strimler ved jorden, men løber her lidt længere inde jeg på ny må vende om. Dumt!!!! Besluttede mig her at det ikke måtte ske igen og var herefter lidt mere opmærksom på markering.

utm5utm7utm10

 

Jungleultra / Indiana Jones trail edition

Længere nede i dalen løber vi endnu engang på de der viadukter i skoven. Helt omsluttet af træer. Det bliver mudret flere steder. Og pludselig kommer der en hængebro. Jeg følges her med en løber som først træder ud på broen. Den gynger temmelig meget og virker ærlig talt en anelse skrøbelig…venter med at gå ud indtil han er ovre på den anden side. Får total Indiana Jones dejavu her 🙂

 

utm23

Kort tid efter støder vi på en flok bjergreddere der signalerer at der kommer et farligt stykke og vi skal tage den med ro. Vi skal ned af et meget stejlt stykke hvor vi skal bruge et tov for at komme ned. I bunden skal der krydses et vandløb. Kunne vælge at forsøge at træde på nogle våde sten henover eller buldre igennem vandløbet. gider egentlig ikke forsøge at glide rundt på stenene så jeg vader igennem. Super fedt stykke her hvor vi fortsætter ned igennem skoven. Jeg bevæger mig nu lidt hurtige end de to jeg har fulgtes med og er kommet noget foran dem, da jeg ankommer til en lille flække med 3 små huse. Her stopper markeringen. Jeg løber frem og tilbage og mener pludselig at kunne se en markering ude i det fjerne oppe på en bakke. Så afsted med mig. Tværs over en mark, endnu et vandløb og en bakke op. Hmm…det ligner nu altså ikke de markeringer der har været indtil nu. jeg stopper og vender rundt. Ser heldigvis de andre også er ankommet til den lille flække. Jeg bliver nød til at løbe tilbage til dem for at se om vi sammen kan finde ruten igen. Heldigvis har den ene af dem lagt ruten ind på sin telefon som vi følger ca 500 meter. Det føles ret langt og vi kan ingen markeringer se. Kommer til endnu et par huse og der, langt om længe kan vi se et par af de kendte strimler igen. Der må være nogen der har fjernet markeringerne på dette sted. Hvis ikke de andre var kommet, havde jeg på ingen måde kunnet finde tilbage. Ikke optimalt samtidig med at der også går noget tid med det.

Pyt. Nu var vi videre og benene var stadig klar på flere tæsk. Sætter farten lidt op igen og bevæger mig fra de 2 andre igen. Når dog lige at takke for gps hjælpen 🙂

 

utm3

 

Det sidste stykke ned mod sidste depot er jeg også helt vild med. Små bitte spor på tværs igennem tæt skov langs en å. Det er nærmest ikke et reelt spor, men de er max fedt og temmelig teknisk flere steder.

 

utm13

utm14

Kan nu se det sidste depot hvor der står en flok og hepper mig ind. Super stemning. Solen er fremme og for første gang føler jeg at det er varmt. Smider vesten og sørme så om ikke jeg kan mærke jeg begynder at svede.

1o km tilbage

Var meldingen ved depotet og kun en “lille” knold tilbage efter profilen af løbet…Det var bestemt ikke bare 10 km der kunne løbes let eller overståes i en fart. Den lille knold synes jeg egentlig trak tænder ud. Små teknisk flere steder og stejl også. Men stille og roligt nærmede jeg mig toppen. Skønt. Nu var det bare ned mod mål. Ca 3 km…. (Endte med at blive 6 km – glemte lige jeg var løbet forkert et par gang).

Vidste at vi den sidste km skulle løbe på nøjagtigt samme spor, som vi havde konsulteret på vores lille løbetur dagen før. Det forekom mig godt nok noget længere nu end sidst, måske fordi benene var lidt brugte nu. Men jeg kunne kende det og inden længe kunne målet skimtes.

Som altid en fantastisk følelse at komme i mål. Bliver aldrig træt af. Tiden blev 11.54 for 85 km og 5000 højdemeter. Blev nummer 17 samlet og havde haft et rigtig fornuftigt løb. Ville uendelig gerne have løbet den fulde distance især nu hvor formen var relativ god. Men hvad. Alt i alt et rigtig fedt og anderledes løb end jeg havde prøvet før.

 

utm26

 

utm1

 

Overordnet sidder jeg nu tilbage med en god fornemmelse af arrangementet. Har haft nogle fede dage med Rune og Peter som også begge kom fint igennem deres løb. Er som altid super taknemmelig for at have en kone og familie der bakker op om de her eventyr. Tusind tak for det.

Nu ser jeg allerede frem til de næste løb. Julsø ultras nye distance på 50 miles samt muligvis everesting dk i juni….Ellers bliver det helt store mål på denne side af sommeren ubetinget Dolomiti Skyrun slut juni.

 

Tak til alle for denne tur 🙂 Tak til trail Running Yates for de fede naturbilleder fra ruten

 

Pas på Jer selv og hinanden. Ses på sporet.

 

Følg gerne med på instagram, @dannietrail

 

/ Dannie

 

utm9

,

Thy Trail Marathon 2017

Indledning

Foråret nærmer sig men inden det kan blive rigtigt forår er det tid til Thy Trail Marathon. Løbet er blevet er blevet en tradition hvor det er nu er min 4 deltagelse og 3 forsøg på marathondistancen. Det er vigtigt for mig at nævne at Thy kalder sig Danmarks Barskeste Marathonløb.

Løbet forgår i Nationalpark Thy i klitheden på de små stier, i klitterne og på stranden. Dette skulle være noget anderledes end de tidligere løb jeg har været med til, men der kommer mere om dette senere

Forberedelse

Det kan være svært at vide hvordan man skal forberede sig til et marathonløb. Det måske ekstra svært at forberede sig til Thy da man ikke ved hvad løbet vil bringe.  Jeg har i mine forberedelser forsøgt at få nogle rimelige ture ind og ikke være bange for vandpytterne undervejs.

Jeg har taget turene i skovene på de våde og smattede skovveje om aftenen og i regnvejr. Det er turene hvor jeg kunne blive beskidt og få våde fødder jeg nød mest.

Udstyr

I min optik er udstyret noget som kan hjælpe dig videre hvis der er krise undervejs. Desuden kan det forkert udstyr også gøre at man ikke kommer igennem et løb hvis det sidder forkert eller spænder de forkerte steder.

Det kan godt være at det er nemt at komme i gang med at løbe, men derfor er det ikke nødvendigvis billigt at blive ved med at løbe. Jeg har testet forskelligt udstyr og er kommet frem til dette til Thy.

thy1

Det ovenstående viser mit udstyr for dagen

Tøjet

Inov8 mudsock i merinould
Icebreaker long sleve i merinould
Jeg har erfaret at merinould er rigtig godt når det bliver vådt og derfor er valget faldet på dette til inderlag og strømper
Fusion long tight pocket
Omkring benene er jeg blevet en stor fan af fusion da jeg godt kan lide lommerne på lårene.
Craft(vestas) t-shirt
Inov8 Race elite shell
overlaget på kroppen bestod af en standard løbe t-shirt og en Inov8 Race elite shell.

Tilbehør

Thy Buffs
Jeg valgte at bruge en Buff istedet for en hue hvilket fungerede ganske fint
GripGrab handsker
jeg benyttede gripgrab hansker hvor der er mulighed for at trække et stykke stof over så handskerne fungere som luffer.
Inov8 Race ultra vest
Til energi benyttede jeg min Inov8 vest hvor jeg er glad for de forskellige lommer som giver mulighed for at både have telefon og nøglen til bilen med uden det genere.
Altra Lone Peak
skovalget blev Altras Lone Peak da jeg syntes disse giver et godt greb og der er god plads til tæerne

Energi

Tailwind packs
Da jeg tidligere har haft problemer med energi og vædske undervejs valgt jeg denne gang at benytte Tailwind i pakker som blandes op i vand. Dette fungere efter min mening rigtig godt og virker ikke så hårdt for maven. Jeg har problemer med at få indtaget nok energi i depoter undervejs i et løb og valgte derfor også vesten

Løbsdagen

Da det endelig kom til løbsdagen den 25. februar 2017 havde jeg forberedt mig rimeligt.
Jeg havde valgt at lave proteinpandekager til aftensmad dagen før så jeg også havde noget til morgenmaden på vej til Thy.
Turen gik mod Klitmøller kl 06 og vejret var godt og undervejs så jeg så solen stige op på denne kolde forårsmorgen.

thy2

Da jeg ankom til Klitmøller var der ankommet flere løbere og jeg gik ned og fik mit startnummer og gjorde mit udstyr klar. Vejret var klart og koldt og jeg snakkede lidt med min kommende løbemakker Mogens på parkeringspladsen. Jeg havde mødt Mogens til et andet løb som vi begge deltog.

Busserne ankom og jeg fik udstyret på og fundet posen med energi til inden turen. Jeg havde medbragt pandekage, banan og chokolade som jeg kunne indtage inden starten.
Vi gik i bussen og kort efter kørte vi mod starten ved lodbjerg Fyr. Der var ivrig snak i bussen omkring løbet og de garvede løbere snakkede omkring hvad nye løbere kunne forvente sig af løbet. Da vi ankom til Lodbjerg fyr gik vi ud af bussen og fik gjort klar til starten.
Ventetiden virkede lang men vi fik racebreifing og fik at vide at der ikke var vand i år.
thy3

Kort efter gik starten og vi løb afsted. Vi kom til et sted hvor der plejede at være vand dette betød også at vi løb meget samlet. Jeg snakkede med Mogens og kilometerne gik hurtigt. Vi kom til Flere steder hvor der var vand sidste år. Det er tydeligt at der er mindre vand når man ser på billederne fra turen.

thy3

Det småregnede på turen men jeg havde fået på for meget tøj på alligevel efter et depot stoppede vi for at tage noget af. Jeg tog regnjakken af og puttede den i vesten inden vi løb videre. Naturen i Thy er storslået og det er fantastisk at løbe på de små stier og kigger ud over landskabet. Der var flere steder hvor der var vand, men dog ikke på stierne hvor vi skulle løbe.

thy5

En del af turen i Thy er også at man skal løbe i klitterne og på stranden. Det er rigtig hårdt at løbe i sandet og når man kommer stranden kan man rigtig se hvor barsk naturen. Det er også her at man bliver rigtig glad for sin regnjakke når det blæser godt på stranden. Vi var dog rigtig heldige med vinden og havde den i ryggen når vi løb på stranden, men kombineret med regnen var det stadig koldt.

thy6

Vi forsatte ufortrødent ud af de små stier, på stranden og i klitterne. Vi snakkede hele vejen hvilket hjælper rigtig meget når man løber. Kilometerne gik og vi nærmede os målet i klitmøller og regnen var tiltaget og vi var ved at være kolde. Målgang blev efter 5.16minutter og jeg var ganske godt tilfreds med at være kommet igennem uden skader og jeg havde en god dag på fødderne. Jeg sagde farvel til min løbemakker som jeg mødes med igen til Julsø Ultra.

Jeg var rigtig kold da jeg kom i mål og der gik ikke lang tid inden jeg fik skiftet tøjet og kørte hjemad.

Afslutning

Jeg havde den holdning før løbet at det vigtigste var at gennemfører løbet og jeg kiggede ikke på tiden undervejs. Jeg kunne muligvis have løbet hurtigere men valgte at dele dagen med en makker. Jeg fortyder ikke beslutningen og jeg havde en god dag på trods af tiden måske siger noget andet.

Senere på aftenen sad jeg med den fortjente måløl og funderede over dagen.

thy8

Jeg nød turen og naturen i Thy og fik lov til at se steder som jeg ikke ville se ellers. Det er ikke sidste gang jeg kommer til Thy for at løbe i den barske natur.

Siden jeg er begyndt at løbe længere ture er jeg blevet meget mere afklaret med mit løb og det vigtigste for mig er ikke tiden men oplevelserne undervejs.

1. Star Finisher

Charity Runner

Denne løbsberetning starter for 7 måneder siden, da min kone foreslog, at jeg kunne løbe Tokyo Marathon, som min første Major. Det er nok ikke almindeligt, at en løber fra Danmark vælger Tokyo som sin første Major, men da min kone er japaner, og da hendes familie bor i Tokyo-området er det jo nærliggende. Det er som bekendt svært at skaffe et startnummer, og derfor var det oplagt at deltage som charity runner.

img_0873Min kone ringede til Run With Heart, som står for charity runners i Tokyo, da vi ikke kunne finde ud af at melde mig til. Det viste sig at være et kvarter før end deres hjemmeside åbnede, og vi var således SÅ klar, da klokken blev 9, og siden åbnede. Jeg meldte mig som indsamler for Ronald McDonald, der driver midlertidige hjem for pårørende til syge børn ved sygehuse i Japan, herunder ved Tokyo universitetshospital. Jeg fik lejlighed til at besøge Ronald McDonald House i sommer, og fik her indtryk af hvilket fantastisk arbejde de gør her for at hjælpe familier der er max. presset når deres børn bliver alvorligt syge.

Jeg startede min indsamling på FaceBook og fik samlet de 7.000 kr. sammen til Ronald McDonald. Tak til alle der bidrog.

 

 

Expo

Lørdagen i ugen før løbet tog vi afsted til Tokyo og blev indlogeret hos familien. Om torsdagen åbnede expoen, og vi var klar. Expoen blev holdt i en fantastisk bygning Tokyo Big Sight, som ligger noget uden for bykernen, i et kvarter bygget i forbindelse med havnen.

img_0021 img_0024 img_0006

 

 

 

 

 

Selve expoen var flot og imponerende. Som alt i Japan var det utroligt velorganiseret, og der var massere frivillige til at hjælpe med at finde vej og udfylde japanske formularer.

I forbindelse med udleveringen af startnummeret, på området kun for løbere, der har vist gyldigt pas, oplevede jeg det mest rørende, at alle de frivillige klappede af mig, da jeg som den første hentede et lyserødt nummer som charity runner. Fantastisk rørende at modtage udtalt japansk taknemmelighed spontant opstået i startnummer-området.

Herfra gik turen ind på selve expoen sammen med min kone Kanae. Her kunne man finde sit eget navn på tavlen med alle deltagernavnene.

img_0013 img_0008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

img_0001

img_0026

 

 

 

 

 

 

 

 

Man kunne få masseret sine fødder.

Få taget billeder, og få sig en alkoholfri øl.

Da vi kom hjem skulle trøjen og heppegraj gøres klar.

img_0028 img_0029 img_0030

 

 

 

 

 

 

 

 

Tokyo Marathon

På selve løbsdagen søndag den 26. februar var det tidligt op og afsted for løbere og tilskuere. Vejret tegnede perfekt, og forventningerne var helt i top. Det tegnede på let vind, solskin og 13 grader, og så bliver det jo ikke bedre til løb. Allerede fra Shinjuku station blev vi delt op i forhold til den gate, vi hver især skulle til. Vi gik mod min gate 3, hvor jeg endte med at tage afsked med familien ved sikkerhedskontrollen, hvor kun vi med armbånd fik afgang. Herfra gik turen videre til sektion E, som er for os der forventer at løbe i tiden 3:45. Igen mødes man af mange frivillige, som hjælper dig til at finde vej.

Her ses sektionen bag os, sektion F klar til start:

 

img_0034

Så var der kun at vente, og nyde solen, snakke lidt med de andre og bemærke hvor stille der var i feltet. Luften var tyk af forventning. Som sædvanlig var jeg i så god tid, at jeg faktisk skulle tisse en smule allerede inden start, men køen fra tidligere på stationen fortalte mig, at det måtte vente til efter start – øv.

 

 

 

Løbere og tilskuere var klar

img_0035 img_0036 img_0057 img_0061

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Borgmesteren talte på et sprog vi ikke forstod, men alligevel var stemningen højtidelig, og alle tog kasketten af, da nationalmelodien blev spillet i højtalerne. 3-2-1 start. Først rullestolene og 5 minutter efter løberne. Kun 4 minutter efter kom jeg frem til startstregen og vi var i gang.

Med 37.000 løbere giver det sig selv, at der var en del kø i starten, ja faktisk løb jeg i kø de første 25 K, selvom vejene er brede. Toiletkøen var også med til at ligge 4 minutter til tiden, men jeg var glad og i gang, og havde ingen rekorder jeg skulle slå.

De første kilometer var meget overvældende pga. de mange tilskuere. Der var, tilskuere hele vejen i begge sider, uden ophold. Længst væk fra centrum, hvor min kone, hendes mor og bror var taget ud, stod der nogle steder kun 2 rækker af tilskuere, men der var ikke tomt fortov nogle steder, og mange steder stor tilskuerne i 10 rækker eller mere. Det var helt vildt, alle heppede og nogle steder blev der klappede og fløjtet. Enkelte steder på ruten var der musik, hvor lokale orkestre spillede, men det var egentlig meget lokalt og ikke en meget overvældende musikalsk oplevelse.

Oplevelsen blev gjort særlig ved, at alle var positive, og entusiastiske på os løberes vegne. Der var urimeligt mange og lange vanddepoter, der også havde frugt og ikke mindst Pocari Sweat, der er en japansk kondivand uden brus, men med både salt, en smule sukker, og som mere gavner end ødelægger maven under løb 🙂

 

img_0049 img_0044 img_0046

 

 

 

 

 

 

 

 

Det første 25 K løb jeg rigtigt fint, og havde stort overskud, men det blev dog klart, at kø og lidt zikzak havde taget lidt på kræfterne. Jeg havde ellers løbet helt som planlagt med lidt over 5 min/km det første 10K, og havde afholdt mig fra alt for mange overhalinger. Ved 19K mødte jeg Kanae og fik, som planlagt en risbolle med i hånden at løbe videre på. Da jeg rundede 25K begyndte trætheden dog alligevel at melde sig. Jeg havde været i JP en uge, så jetlag skulle ellers være afværget, og jeg fortsatte og forsøgte at fokusere på mit løb. Jeg var dog langt fra den eneste der var træt.

img_0058 img_0055 img_0047 img_0056   

 

 

 

 

 

 

 

 

Igennem den sidste halvdel mødte jeg flere dansker, og benyttede lejligheden til at heppe lidt på andre. Ved 36K mødte jeg en dansk mandlig løber, der var gået lidt i stå. Jeg prøvert at heppe ham i gang, og fik også lov at trække ham en lille kilometer, men han måtte ned og gå og så skiltes vi. Jeg var i den grad også fristet til at gå, men bed det i mig og fortsatte i et lidt langsommere tempo omkring 5:15. Langs vejen stod mange børn og delte slik, kager og cola ud, og jeg fik et lille glas cola, som bar mig videre.

Ved 39K mødte jeg Kanae sidste gang, og derfra og til mål var det lidt som at bide sig i underlæben hele vejen. Jeg havde vabler under begge fødder, og hele min krop skreg på vand og hvile, men mit blodsukker var ok, og jeg ville løbe hele vejen og det gjorde jeg. Efter 3 timer og 44 minutter kunne jeg lettet krydse målstregen, og det var virkelig en stor lettelse. Efter målstregen skulle man dog gå et stykke, der jo synes som flere mil omend der var tale om et par hundrede meter, inden man nåede frem til forplejning og medaljer.

 

img_1271

Jeg mødte igen Kanae der glad tog imod mig og hjalp mig videre indtil vi til sidst begge fik en velfortjent øl med alkohol i området for charity runneres, det havde løbet for Ronald McDonalds hus for pårørende til syge børn i Japan.

 

 

 

 

img_0052

Tak til alle der har støttet mig igennem dette eventyr, og til alle jer, der har denne major til gode kan jeg kun opfordre til, at få den indfriet. For mig var den en løbeoplevelse for livet, som jeg aldrig vil glemme og som har gjort mig til 1. Star Finisher.