Her er jeg – en glad snegleløber

Her er jeg. Gammel kone på snart 51 år. Hverken marathonløber, ultraløber eller anden ekstremsportudøver. Jeg er bare en kvinde som i en ret sen alder (50) opdagede hun kunne løbe-ish og tabte sit hjerte til denne aktivitet.

Om mig… jeg er født i sommeren 1966, i Fredericia. Har 3 voksne børn og 3 børnebørn. Da børnene var 12-15-17 blev jeg ramt af psykisk sygdom, og har i dag diagnosen Bipolar affektiv lidelse. Sygdommen rasede fra 2005 til 2012 – 7 år i helvede. I disse år røg jeg ind og ud af psykiatrisk afdeling, fik en masse ect behandlinger og prøvede alverdens forskellig medicin. Noget virkede men havde alvorlige bivirkninger, andre virkede slet ikke. Det tog 7 år før jeg fandt frem til noget der virkede: Motion!

Udover at være dopet med alt muligt medicin, tog jeg også meget på. Kunne sagtens se det var galt, men alligevel fik jeg et chok da jeg stod på sygehusets vægt og der stod skræmmende 93 kg. Næsten trecifret! Jeg bestilte tid ved lægen og udover en snak om kost og motion, fik jeg også taget blodprøver, og svaret var skyhøjt kolesteroltal og begyndende diabetes 2.
Ergo… der var ingen vej udenom en ændring i livsstilen.
Det var i 2012.

Jeg fortsatte med min antidep/mani/psykose medicin som en stor og dygtig pige, – af en eller anden grund satte jeg egentlig heller ikke spørgsmålstegn ved det… jeg havde jo en sygdom, og sygdomme tager man jo piller for, – ikk?

Kalorietælling blev en fast del af min dag, og forskellige apps blev installeret på telefonen. Lavede et regneark hvor jeg hver uge skrev ind hvad jeg vejede og målte. Langsomt blev tallene mindre. Meget langsomt.

En dag hørte jeg at mine piger planlagde at gå hærvejsmarch, – den lange rute. Det blev jeg da helt hooked på også, og så begyndte jeg bare at gå ture, bare for at se om jeg kunne. Første gang jeg gik 6 km var jeg pavestolt! Mig, sofakartoffel, havde lige gået 6 km! Lidet skulle jeg vide at jeg ca. 4 år senere ville trampe tværs over Spanien, 25-35 km hver dag.

Stolt Lone der nåede toppen i 1400 meters højde: Cruz de ferro i Spanien

Stolt Lone der nåede toppen i 1400 meters højde: Cruz de ferro i Spanien

Jeg begyndte at blive helt vild med at gå. Købte udstyr og ruterne blev længere og længere. Efter et halvt års tid begyndte jeg at tage væk på dagsture hvor jeg gik 18-20 km. Nød naturen, freden og roen. Opdagede at jeg mentalt fik det bedre og bedre, og så var det jeg læste en artikel om at motion kan gøre så man ikke behøver medicin mod depression! What?!

Jeg var så inderligt træt af at skulle være i den rolle…være syg…psykisk syg. Der måtte da være andet?

Jeg besluttede at prøve at trappe ud af mit medicin. Ét præparat af gangen. Jeg meldte mig ind i motionscenter men fandt ret hurtigt ud af, at det slet ikke var mig at være lukket inde i et center, uden fuglefløjt og vind i håret. Jeg måtte ud.

Efterhånden havde jeg tabt knap 20 kg, og så begyndte jeg at tænke på det der løberi. Mon jeg kunne? Havde prøvet en gang for mange år siden og det var aldeles rædselsfuldt. Men det så så fedt ud, når andre løb. Jeg læste at det var godt, i forhold til det mentale, at få pulsen op, og måtte erkende at deeet kom den altså ikke rigtigt, på mine rolige gåture – hvor lange de end var.

En dag besluttede jeg mig bare for at prøve. Jeg tog mine fitness-sko på og drog ud på min første løbetur.

Jøsses…jeg var dybt chokeret over hvor lidt jeg var i stand til at løbe. Min krop protesterede vildt og inderligt mod det overlast jeg var i gang med at udsætte den for, og jeg tror jeg max kunne løbe 20 sekunder – og det var 20 sekunder i helvede. Vejrtrækningen var heldigvis det mindste problem; jeg var stoppet med at ryge året før. ÉN mindre ting at bøvle med; rart!

To dage senere forsøgte jeg igen. Formen var lige dårlig men følte alligevel min krop langsomt accepterede at det her var altså hvad jeg havde tænkt mig at byde den. Men sjovt var det ikke.

Jeg fortsatte et par uger, og så begyndte jeg at få ondt i skinnebenet. Jeg løb jo altså også i de der fitnesssko og løb hverken efter program eller noget, jeg løb bare – eller luntede bare – til jeg var ved at dø, og så gik jeg lidt, luntede lidt osv.

Ved et tilfælde faldt jeg over NHS, hvor der var nogen ugentlige podcasts med løbeprogrammer “From couch to 5k”. Man kunne downloade dem som mp3 filer og det passede mig godt, fordi jeg ikke løb med min mobil (gisp…ingen endomondo-tracking!), men kun med en lille mp3 afspiller.

Programmet blev min redning. Jeg fulgte det slavisk, og søde engelske Laura guidede mig og støttede mig, og sagde at nu måtte jeg endelig ikke løbe for hurtigt. Hende tænker jeg stadig tilbage på med varme i hjertet.

Efterhånden kunne jeg løbe længere og længere, og jeg begyndte at løbe på de steder hvor jeg også gik ture, og uden at vide at det hed sådan, begyndte jeg altså at løbe trailløb. I fitness sko. På mudrede stier, grus, i skove og plantager. Jeg begyndte at ELSKE det simpelthen. Kunne næsten ikke vente med at komme hjem fra arbejde, så jeg kunne komme afsted. Distancerne var stadig ikke så lange, jeg holdt mig på 4-5 km – med gåpauser. Det tog mig omkring 45-50 minutter at løbe de distancer. Og jeg købte rigtige løbesko. I første omgang til løb på asfalt. Var stadig ikke klar over at man kunne få sko specifikt til trailløb. Ingen i min omgangskreds løb, jeg anede intet om det. Var bare gået i gang. Learning by doing…følte mig frem. Anede intet om neutral, pronation, heeldrop… jeg prøvede bare nogen sko i en butik…hmmm ja de føltes da rare, dem nupper jeg.

I december 2016 meldte jeg mig ind i en løbegruppe på facebook, og blev derigennem inspireret til at melde mig til mit første løb: Nytårsløbet i Drejens/Kolding – 5km. Kan tydeligt huske hvor nervøs jeg var, og var faktisk ude og brække mig på toilettet lige før start. Erkendelsen af at jeg løb så langsomt og at jeg højst sandsynlig ville komme sidst i mål, var pinagtigt klar for mig, og jeg havde virkelig, virkelig lyst til at stikke af. Men…nu var jeg der. Havde skrevet på facebook med stor stolthed at jeg havde meldt mig til mit første løb. Så kunne jeg da ikke bare tage hjem uden også at have løbet det! Så jeg blev. Og jeg løb. Det var rædselsfuldt. Kunne slet ikke finde et tempo der passede, min astma drillede helt vildt, jeg nærmest hyperventilerede af skræk og panik, det blæste og der var tusind bakker. MEN jeg gennemførte, – og hey…kom sgu ikke sidst i mål. Kom ind som nr. 4.-sidst. Følelsen bagefter…den var ubeskrivelig. Tænk, jeg havde gjort det. Mig, gamle sofakartoffel her, havde løbet 5 km, jeg havde turdet stille op, og jeg var ikke rendt min vej, jeg var blevet og havde kæmpet mig igennem. Jeg var så stolt og nærmest genfødt med ny selvtillid jeg ikke havde mærket i mange år.

Siden januar har jeg rykket mig lidt. Jeg kan løbe længere distancer og i længere tid, og også lidt hurtigere. Jeg er medicinfri, passer mit arbejde, og så længe jeg passer på mig selv, og passer min motion, så har jeg det godt mentalt. Jeg går, løber og cykler. Hver dag dyrker jeg motion af en eller anden slags. Både fordi det er min vej ud af mit psykiske helvede og fordi jeg bare elsker det.

Jeg har meldt mig til et par 10 km løb henover sommeren, trailløb, og dem glæder jeg mig voldsomt til. Derudover melder jeg mig til en del småløb, ene og alene for at vænne mig til at løbe blandt andre, og føle mig tryg ved det, og det hjælper virkelig, jeg slapper meget mere af og finder mit tempo hurtigt. Jeg kan løbe 5 km på 36 minutter nu. Nonstop – uden gåpauser. Jeg tvivler på jeg nogensinde kommer til at løbe hurtigt. Men jeg ved jeg kommer til at løbe glad. Og det er ultimativt det vigtigste for mig!

Det helt store slag skal kæmpes til oktober. Der har jeg vundet startnummer til HCA marathon i Odense og jeg har valgt halvmarathon-ruten. Den medalje vil jeg altså ha. I næste uge starter jeg op på HM-løbeprogram.

Ps. Har tabt 25 kg.

Min datter og jeg til Søndersø løbet

Min datter og jeg til Søndersø løbet

 

22 år og ultraløber, hænger det sammen?

Nu har jeg efterhånden hørt det en del gange og ved stadig ikke, hvilke grimasse jeg skal hitte på, når den bliver kastet på bordet.

 

”Du er jo også så ung”

 

Korrekt!

Skagen Odde Ultratrail 30 km

Skagen Odde Ultratrail 30 km

Jeg er 22 år gammel og jeg er helt enig med denne konstatering!

 

Men er det en fordel eller en ulempe, når det kommer til ultra- og trailløb?

To løb slag løb som jeg måske er gået hen og blevet lidt bidt af.

 

Ja, det er jeg faktisk meget i tvivl om! Og derfor ved jeg sjældent, hvad jeg skal svare til den kommentar.

 

Jeg har nu løbet et ultraløb på 52,7 km og to længere trailløb Skagen Odde Ultra 30 km og Julsø Ultra 30 km, hvor jeg er kommet ind i top 3. Jeg har ikke den store erfaring med disse slags løb (nok pga. min alder, sjovt nok), men en ting er sikkert og det er, at jeg synes det er MEGA fedt.

 

Ens for alle løbene, som jeg har deltaget i, er selvfølgelige en masse rosende ord, klapsalver og highfives, hvorefter der ofte følger den samme kommentar omkring min alder.

 

Jeg kan jo ikke andet end at give folk ret, fordi i forhold til de andre deltager på listen, ja, så er jeg i den yngre gruppe.

 

Derfor kan jeg jo kun nikke og smile.

Julsø ultra 30 km

Julsø ultra 30 km

Bag smilet gemmer der sig dog en tvivl.

 

Tvivlen bunder i, at jeg ikke kan finde ud af, hvad denne kommentar omkring min alder går ud på.

 

Skulle jeg være bedre til disse lange distancer og uoverskuelig højdemeter fordi jeg er 22 år gammel?

 

I så fald, så forstår jeg slet ikke, hvorfor der ikke er flere unge i det her skønne miljø.

Man får jo sine 5 minutes of fame, likes på Facebook og masser af kolde øl, det er da, så vidt jeg ved, noget vi unge mægtig godt kan lide?

 

Så derfor kan jeg ikke helt forstå sammenhængen imellem, at jeg præsterer godt til disse løb og min unge alder.

 

Jeg kan mærke, at denne kommentar påvirker min indstilling og tanker omkring min egen præstation negativt.

 

Jeg står tilbage med en fornemmelse af, at jeg er kommet lettere igennem pga. min alder og IKKE pga. jeg faktisk er skide god til at få trænet (selv i regn, sne og slud) og bare elsker at løbe for at være bund ærlig!

 

Det er lige før, at jeg faktisk føler, at jeg har snyd lidt, hvis det giver mening?

 

Så jeg får altid en lidt dårlig smag i munden efter denne kommentar, fordi jeg lige pludselig ikke føler, at jeg fortjener det, men er blevet foræret det, fordi jeg jo kun er 22 år.

 

Når det så er sagt, så kan jeg godt se nogle fordele med min alder!

 

Jeg har ikke et fuldtidsarbejde, børn, hund og have, som jeg er forpligtet til at passe, men derimod bare mig selv og min træningsplan. På den måde kan jeg godt se, at det måske er lettere for mig, at få tid til at træne.

 

Måske er det faktisk bare det, som ligge bag denne kommentar og jeg bare overanalyser, overtolker og fuldstændig overtænker det hele.

 

Men en ting er vigtig at du forståer, jeg er rigtig glad for at løbe. Hvis du sidder der ude og læser dette og krummer tæer, fordi du måske har smidt denne kommentar efter mig, så bare rolig, du er ikke den eneste, som har sagte det til mig.

 

NO HARD FEELINGS!

 

Jeg håber bare en dag, at jeg kan sige til mig selv

 

”DU ER EN BRAND GOD LØBER”

 

og ikke skulle tænker,

ja, men jeg er jo også ung,

jeg har jo også lange ben,

jeg var heldig med vejret,

jeg havde gode sko på og

jeg har også en god træner

 

Men derimod give mig selv æren.

Mit første ultra - Badman til Kalkmineløbet

Mit første ultra – Badman til Kalkmineløbet

fyr-til-fyr_camilla-bergmann

60 km. 6 timer og 16 minutter.

”Du ligger altså blandt de første kvinder i feltet. Det ved du godt ik´?”. Det er Mads, som spørger. ”Ja ja, det ved jeg godt, men der er stadig 22 km. igen – alt kan ske”, svarede jeg tilbage og tænkte på, at den sidste del af ruten skulle efter sigende være den hårdeste. Jeg havde netop passeret depotet i Gudhjem, godt 38 km. inde i løbet. Den sidste slurk cola og resten af energibaren røg ned. Jeg gik langsomt, inden jeg igen satte i løb.

De første 38 km. var ren leg. Nu kunne jeg mærke, at det var alvor. Efter depotet løb jeg ca. 10 km. alene, og fik pludselig en længsel efter selskab, for at holde mig selv i gang. Naturen var skøn, og jeg forsøgte at nyde løbet, trods træthed i hele kroppen. Benene var begyndt at blive tunge og ruten var – som forventet – hård, da den gik ad en krogede skovsti op og ned ad bakker.

42 km. Løbeuret bippede. 4 timer og 15 minutter. Jeg havde aldrig løbet over et marathon før – og det var kun 2 måneder siden.
De sidste 18 km. var 80% viljestyrke og 20% rå ben-kræfter.

 

Forberedelserne

Godt 2 måneder før, at jeg stod til start ved ultraløbet Fyr til Fyr på Bornholm den 22. april 2017, løb jeg mit første marathon – Thy Trail Marathon. Et par dage efter de 42 km. i barske klitter og sand i naturskønne Thy Nationalpark kom løbeskoene på – igen. En hård start, men efter et par løbeture var benene på toppen. Jeg havde tidligere leget med tanken om, at det kunne være fedt, at tæske rundt på Bornholm til Fyr til Fyr, og da benene ikke klagede – så, hvorfor ikke fortsætte med de lange (rolige) træningsture lidt endnu? 3-4 gange om ugen kom løbeskoene på, og ture lige fra 5-6 km til 30 km. blev lagret godt i benene. Nu kunne de 60 km. på solskinsøen bare komme an.

 

Udstyret til løbet

  • Mobiltelefon – obligatorisk
  • (Folde) kop (min. 150 ml.) – obligatorisk
  • Sygesikringsbevis – obligatorisk
  • Startnummer – obligatorisk
  • (Salomon) Vind- eller vandtæt jakke (åndbar) – obligatorisk
  • 6 energibarer og 3 ekstra elektrolytter til turen
  • Buff – nice to have
  • Handsker – nice to have
  • Vabelplaster – nice to have
  • Sportstape – nice to have
  • Salomon vest med 2 x ½ l.
  • Nike tights, Salomon løbetrøje, Falkesokker, Calvin Klein sportsbh
http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/05/Camilla-bergmann-fyr-til-fyr-udstyr-goeres-klar.jpg

Udstyret lines op til foto.

Ruten – Fra Dueodde Fyr til Hammer Fyr

De 60 km. på solskinsøen må være ét af Danmarks smukkeste ultraløb.

Ruten går fra Dueodde Fyr på Sydbornholm til mål ved Hammer Fyr på Nordbornholm langs østkysten: Dueodde Fyr – Snogebæk – Nexø – Årsdale – Svaneke (ca. 20 km. – 1. depot) – Listed – Bølshavn – Gudhjem (ca. 38 km. – 2. depot) – Bådsted – Tejn – Sandkås – Sandvig – Hammer Fyr.

 

Løbet  – Fyr til Fyr 2017

Efter racebriefing blev kanonen affyret, og jeg drønede af sted i sandet op ad den lille sandbakke. På toppen kunne jeg se ud over klitterne og Østersøen i det fjerne. Jeg fik et kort sug i maven. Nu var jeg i gang, og der var kun én vej hjem – ad den 60 km. lange rute til Hammer Fyr.

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/05/camilla-bergmann-fyr-til-fyr-dueodde-fyr.jpg

Klar til start ved Dueodde Fyr.

 

dueodde-fyr

Dueodde Fyr tårner sig op.

dueodde-fyr-fyr-til-fyr

Kanonen har lydt, og sikken en flot start.

De næste ca. 8 km. gik langs med vandet i det lette sand. Bornholm levede bestemt op til sit ry, som solskinsø, og temperaturen var perfekt lun. I Snogebæk stod det første heppere og lokale beboere med flag for at hilse velkommen til byen. Så var stilen lagt.

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/05/camilla-bergmann-8-km-løb.jpg

Ca. 8 km. ved Snogebæk.

Det varierede terræn gav løbende energi, og gjorde turen ikke så ensporet, men spændende og naturskøn. Ruten vekslede mellem løb ad skovstier, asfalt langs bilvejen, på klipper, i sand, igennem byer. Det afvig ligeledes, om jeg havde selskab på turen eller tilbragte kilometer alene. Nogle steder på ruten var det lige med, at holde tungen lige i munden for, at lægge mærke til afmærkningen.

Frem til det første depot ved ca. 20 km. har jeg drukket min 1/2 l. med elektrolytter og 1/2 l. med almindelig sportsdrik. Ved depotet får jeg fyldt op med væske, spist et stykke banan og en energibar. Samme procedure gør jeg efter det andet depot (38 km.), så der er energi nok til resten af turen.

camilla-bergmann-fyr-til-fyr

Jeg havde ikke på forhånd troet, at jeg skulle løbe om kap om podieplaceringerne. Men efter at Mads havde kommenteret min placering i feltet, gik der sport i at holde pladsen – trods nogle hårde sidste 18 km’er. Gitte, som var førende, kunne jeg på de lange stykker ad landevejen ane i det fjerne. Men hun lå langt fremme. Alligevel motiverede det mig, at holde tempoet i gang, og sådan fortsatte løbet indtil 3-4 km. før mål, hvor en kvindelig stemme råber bagfra ”godt løbet”, og jeg råber igen med et “i lige måde”. Lise havde godt gang i benene, og jeg forsøgte at hænge på, men erfarede, at jeg ikke kunne følge med.

Med de sidste kilometer tilbage fik jeg samlet kræfterne – dem som jeg nok i virkelighed ikke helt vidste, at jeg havde, og får kæmpet min egen kamp. Forbi Hammerodde Fyr er der knap 1,5 km. til mål, og ca. 500 meter tilbage snor stien sig op ad den lange stejle bakke til Hammer Fyr. Jeg gik i et hastigt rask tempo, men bakken trak tænder ud. På toppen kunne jeg lige ane fyrets top. Og jeg satte i løb de sidste 200 meter ad græsmarken og stien.

fyr-til-fyr_camilla-bergmann

60 km. Jeg klasker hånden på Hammer Fyr. Glad og lettet over at have gennemført. Og kan se både Lise og Gitte i mål, som henholdsvis 1 og 2. “Du får en velfortjent tredjeplads og en øl, hvis du har alt det obligatoriske udstyr”, blev der sagt. Tjek.

 

camilla-bergmann-fyr-til-fyr-udstyr-tjekkes

Udstyret tjekkes ved målgang.

Lige til øllet – Som man siger

Jeg havde selv løbet efter en tid, der var omkring de 6 timer. Men med de tunge ben de sidste kilometer, kunne jeg godt se, at tiden ville være knap. Et sekundære mål var, at komme i mål inden for de ”gyldne øl-minutter”, som skulle resultere i en præmie i form af en dejlig Svaneke øl. Det blev lige til øllet, som man siger, med en måltid på 6 timer og 16 minutter. Skål!

 

Bornholm – Du har overrasket igen

Sidst jeg havde løbeoplevelser på Bornholm var tilbage fra 2007, hvor jeg i foråret var udtaget til Nordiske Mesterskaber i Orienteringsløb og samlet 3’er (kvinder indtil 19 år) til Etape Bornholm samme sommer. Så der var noget at leve op til – her 10 år efter. Jeg må indrømme, at jeg endnu en gang kan skrive en god oplevelsesrig bornholmsk løbeoplevelse på kontoen. Hvilken mon bliver den næste?

camilla-bergmann-fyr-til-fyr-maal

Smil!

 

/alle fotos: Mads Anders Jensen. Se flere billeder her

Chagline – Col Brison – Rif Champillon

Jeg havde lovet mig selv at give Punta Chagline et sidste skud inden afrejse fra Conclonaz. Hun lå fint og bade sig i solskin, så jeg var optimistisk på erobringen.

Denne gang prøvede jeg at nærme mig af en tredie vej. Første gang var jo kløften mellem hendes ben – og det gik jo ikke for godt. Dyb sne og uvejr satte en stopper for den tur. Jeg var nok lidt for direkte i min tilnærmelse.
Anden tur gik over kanten af højre skinneben. Derefter op over knæet der stak i vejret, men igen blev jeg stoppet tæt på målet af en skarp afvisning. Det var for glat og stejlt og jeg måtte trække følehornene til mig.

140517_03Denne gang startede jeg på den anden side af kløften. Jeg kælede mig langsomt og roligt op ad det venstre ben for at krydse ind til midt mellem kanterne hvor turen stoppede første gang. Denne gang var der ikke noget ballade med uvejr og dyb sne. Men den videre færd op ad maven gik i blød og tug sne. Stien var fuldstændig dækket og min GPX viste mig ud i en travers af dyb og tung tøsne. Til sidst valgte jeg at gå den direkte vej mod målet op over et stejlt bart stykke op mod de to velformede tinder der knejsede mod himlen. Det var hårdt, mit åndedræt var tungt og der skulle arbejdes med stavene samtidig med at hun også krævede crampons på. En hård kvinde at besejre!

140517_02Kom dog helt op til halsen der lå uberørt og hvid som elfenben i solen – og så var det bare fremad gennem tonsetung sne mod målet. Jeg nåede toppen denne gang – og hvilken belønning. Fantastisk udsigt bla over til Becca France hvor jeg var tidligere på ugen. Turen ned fra toppen tog jeg direkte på tværs af det hele og mine fødder var som istappe til sidst. Af med crampons og så et dejligt nedløb der varmede godt om fusserne.

Efter en rejsedag med praktiske gøremål som indkøb og besøg på italiensk møntvaskeri samt en let hike til en nedlagt kobbermine ved Bionaz var det tid til en tur mod Col de Brison fra Ollomont. Jeg havde overnattet i camperen ved en flod, så det var bare en kort køretur frem til starten af ruten. Dette skulle også blive min første prøve med selve TDG ruten som primært følger Alta Via 1 og 2.160517_01 Samtidig skulle turen også tjene som scouting for Outdoor Italy og en tur som Benjamin Holst planlægger over fire dage med stop i netop Ollomont. Man kommer egentlig fra øst og går over Col de Brison mod Ollomont i TDG, men rent praktisk passede det bedre at gå op og ned fra Ollomont, da jeg skulle til Torrent ved Doues bagefter.

Vejret var strålende sol og jeg mødte for en gangs skyld et par andre vandrere som kunne oplyse at der ikke var noget særlig sne i passet. Super. Selvom de nok underdrev lidt i forhold til hvad vi mener er lidt. Kom forbi en stor flok ibexer der gik og græssede roligt. I det hele taget ser jeg mange flere dyr end normalt fordi sæsonen ikke er gået i gang.

160517_02Der var kun få snepassager over vandfaldene undervejs. Fik også scoutet en siderute der går mod Biovachi Regondi. Nåede fint passet som var dækket af sne, men med fin passage på begge sider. Traverserede lidt rundt oppe på kanten og fik oplevet udsigten i alle retninger. Derefter tog jeg hele nedløbet i sammenhængende løb for lige at få en ide om tidsforbruget ned til Ollomont. Meget positiv tur. Derefter kørte jeg til mit nye opholdsted som er Maison Torrent B&B med super søde værter.

170517_02Vågnede op til et overvældende morgenbord, men jeg er så også den eneste gæst! Denne dag ville jeg bruge til at hike op til Rifugie Champillon stille og roligt for at få klarlagt ruten derop fra stedet her. Der er et 4,8 km godt stejlt stykke opad til man kommer til AV1 og TDG ruten. Endnu en gang tjener det til forberedelse til selve TDG, men også scouting for Outdoor Italy og turen der passerer her (læs mere her >>).
Inden man når AV1 kommer man til et picknicksted, hvor det er muligt at køre til ad en temmelig snoet, men dog asfalteret, bjergvej. Dette giver mulighed for at komme næsten direkte til TDG ruten fra mit ophold og jeg kan så gå mod både øst og vest.

170517_01Det sidste stykke af AV1 op til Rifugi Champillon ligger i skyggesiden, så der lå meget dyb sne som jeg sank igennem igen og igen. Det var meget tungt – og koldt – men insisterede på at komme op til rifugiet. Det er vildt innerverende når man igen og igen træder igennem sneen helt ned til knæ eller lyske. Men jeg kom da op til rifugiet og fik spist min madpakke, mens jeg kunne kigge over til Col de Brison. Herfra så det godt nok vildt stejlt ud at komme op til det pas. Det var desværre umuligt at gå videre op mod Col de Champillon. Håber det bliver muligt senere da jeg skal være her i to uger. Så mon ikke sneen forsvinder inden den tid. Anyway, i dag er det hviledag og i morgen skal jeg bare lege lidt turist i området her. Vejret er også skod i dag, så det er perfekt!

De sidste forberedelser til Dragon’s Back Race

Forberedelse til Dragon’s Back Race:

  • Sko – tjek
  • Racevest – tjek
  • Regnjakke – tjek (det er jo Wales)
  • Solcreme – tjek (men måske bliver vi heldige)
  • Myggemiddel – tjek (det er jo Wales)
  • Energi og mad – tjek

Ja, jeg er vist ved at være der: Klar til start på Dragon’s Back Race (indsæt link) d. 22 maj 2017.

Det var den korte version. Hvis du have lave den lange, med udstyrslister osv. så læs endelig videre. Men det bliver altså lidt nørdet (og delvist på engelsk).

Dragon’s Back Race

Først lige kort om hvad Dragon’s Back Race er for en størrelse. Jeg har skrevet lidt om det tidligere her på bloggen, men her kommer der lidt detaljer:

De tørre facts: 5 dage, 315 km og 15.500 højdemeter.

Dag 1: 52 km med 3.800 højdemeter. 16% er i terræn, 78% er på singletrack stier, 2% er på dobbeltrack stier, og 4% er på veje.

Højdeprofil på dag 1.

Højdeprofil for dag 1.

 

Dag 2: 58 km med 3.600 højdemeter. 25% er i terræn, 37% er på singletrack stier, 16% er på dobbeltrack stier, og 23% er på veje.

Højdeprofil for dag 2.

Højdeprofil for dag 2.

 

Dag 3: 71 km med 3.500 højdemeter. 11% er i terræn, 45% er på singletrack stier, 30% er på dobbeltrack stier, og 14% er på veje.

Højdeprofil for dag 3.

Højdeprofil for dag 3.

 

Dag 4: 71 km med 2.400 højdemeter. 23% er i terræn, 30% er på singletrack stier, 18% er på dobbeltrack stier, og 29% er på veje.

Højdeprofil for dag 4.

Højdeprofil for dag 4.

 

Dag 5: 63 km med 2.200 højdemeter. 37% er i terræn, 16% er på singletrack stier, 17% er på dobbeltrack stier, og 30% er på veje.

Højdeprofil for dag 5.

Højdeprofil for dag 5.

 

Konceptet bag Dragon’s Back Race

Koncepter er sådan, at hvis man misser en cut-off tid, skal man sidde over en halv dag den følgende dag. Man deltager så ikke i konkurrencen (og får så ikke en babydrage), men man løber med resten af ugen. Ud over det rent praktiske i, at det bliver ret svært at få folk hjem løbende fra ”in the middle of nowhere” så giver det også et fantastisk sammenhold blandt alle løberne, at alle er med hele ugen (siger de tidligere deltagere i dette og i søsterløbet Cape Wrath Ultra.

Statistik: I 2012 gennemførte 39% af deltagerne den fulde Dragon’s Back Race. I 2015 var dette 45%. For i år er det som tommelfingerregel meldt ud, at 30% ikke gennemfører dag 1, 30% gennemfører ikke dag 2 og 30% gennemfører ikke dag 3. Derefter falder drop out raten.

Jeg synes lige vi skal tage den igen: 70% af de startende på dag 1 til 3 gennemfører, og derefter er der endnu flere der gennemfører. Jeg satser hele biksen på at blive en af dem der fuldfører den fulde Dragon’s Back Race og får en baby drage med hjem!

Babydrager lige ankommet fra udrugningen.

Nyudklækkede babydrager :).

 

Race set op og logistik

Logistikken omkring løbet fungerer sådan, at man har sit ”hill kit”. Dette er hvad man løber med, og skal indeholde det man skal bruge i løbet af dagen. Derudover har man en ”drop bag”, som man har adgang til ca. halvvejs på dagen. Til sidst har man sin ”camp bag”, som indeholder det du skal bruge til overnatning, og til at fylde din hill kit og drop bag op i løbet af ugen. Man må gerne shoppe undervejs, men vores overnatningssteder ligger ofte ret øde, så det er ikke noget jeg satser på at gøre.

Der bliver lavet camp til os hver aften, og sikke et arbejde arrangørerne disker op med. De har lagt en “behind the scenes” video ud på Facebook, som er værd at tjekke ud:

https://www.facebook.com/DragonsBackRace/videos/1390519391004644/

Så vi skal kun løbe med sovepose og underlag og ikke telt. Og så laver de mad til os! Yes – varm lækker mad, som bliver lavet hver aften! Se, det er luksus! Og morgenmad laver de også til os. Se det, gør tingene en hel del nemmere!
Hill kit (det jeg skal løbe med)

Der er ingen krav til maks størrelse og vægt. Vi skal jo selv slæbe det hele ned til Sydwales, som de så venligt siger 🙂 Af vest løber jeg med Ultimate Direction Adventure Vest Peter Bakwin.

Obligatorisk udstyr:

  • Waterproof Jacket (with taped seams): Ultimate Direction Ultra Jacket:
  • Waterproof Trousers (with taped seams): Inov8 Ultra Pants:
  • Survival bag (not a blanket): SOL emergency bivvy
  • Map (supplied) and compass
  • Headtorch with spare batteries (with sufficient light to be able to navigate in the darkness): Petzl Nao)
  • Whistle: Sidder I alle gode race veste
  • Sufficient food
  • Spare warm top (spare means unworn at the start)
  • Hat and gloves suitable for the weather conditions: Buffs, kasket og handsker
  • Water bottle and / or hydration system: Vandblære på 1½-2 liter samt og ½l flaske
  • Fell or mountain running shoes (road trainers are NOT acceptable): Inov8 Roclite 305  og La Sportiva Ultra Raptor
  • Money (at least £50 in case you need to get a taxi to the overnight camp)
  • Waterproof pen/pencil/chinagraph writing implement

Og anbefalet udstyr:

  • Mobile Phone (Although we recommend that all competitors carry a mobile phone there is no guarantee of phone reception along many sections of the route).
  • Altimeter (Very useful aid for navigation in low visibility conditions): Jeg har dette i min GPS.
  • GPS (For competitors who are not completely confident of their map and compass skills in all conditions): Garmin maps 62.

Derudover smider jeg følgende i:

  • Lucky Duck (min lille lykke race bamse)
  • Poles: Black Diamond Distance Carbon FLZ
  • First aid kit (including hospital bandaids)
  • Watch: Garmin Fenix 3
  • Extra watch (også Garmin Fenix 3)
  • GPS backup (ekstra batterier)
  • Watch backup (lille powerbank)
  • Cable for charging watch
  • Sunglasses (mine gamle trofaste Oakley)
  • Kleenex and Wet swipes (altid godt at have med!)
Hill kit (uden mad).

Indhold til hill kit (uden mad og ekstra bluse).

 

Drop bag

Denne er der ingen krav til, ud over at den må være maksimalt på 22 liter og veje maksimalt 5 kg. Jeg kommer nogenlunde til at smide følgende i:

  • Food
  • Clean socks
  • Dry shirt
  • Other shoes
  • Spare 1½ l blatter
  • Body glide
  • GU tabs
  • Kleenex and wet swipes
  • Batteries
Indhold til drop bag uden mad og tøj.

Indhold til drop bag (uden mad, tøj og sko).

 

Camp kit

Camp kit på maksimalt fylde 59 liter, og der er ingen vægtgrænse.

Obligatorisk udstyr:

  • A complete change of clothing including spare shoes that can be worn at the overnight camp.
  • Warm sleeping bag (3 Season recommended): Tager den skønne North Face Blue Kazoo med.
  • Sleeping mat (ThermaRest style inflatable mat recommended): Sea to Summit Ultralight
  • Plate/bowl, mug and cutlery: Mit godt brugte Wildo Camp-A-Box sæt
  • Sponge and cloth for washing and drying your plate etc
  • Personal First Aid kit to include plasters, blister treatment, antiseptic ointment and painkillers as a minimum.
  • Sufficient personal food for eating on the hill each day (don’t underestimate this as there will be no additional ‘snack’ food available at the overnight camp).
  • Blister Treatment Kit: Jeg har købt det som arrangørerne sælger. De har nok god erfaring med hvad der bliver brug for!
  • Kinesiology Tape (5cm x 5m) x1
  • Small Scissors x1

Og anbefalet udstyr er:

  • An insulated ‘duvet’ jacket
  • Travel pillow or pillow case: Jeg har fundet en lille lækker sag i Sea to Summit Aeros Pillow
  • A fresh set of running clothes for each day
  • Personal washing things and towel
  • Ear plugs
  • Anti-chaffing / lubrication ointment
  • Wallet, credit card and / or sufficient cash to enable you to return to Conwy early if needed.
  • Any luxury food items you want.
  • Warm pants for overnight
  • Waterproof shoes

Derudover smider jeg følgende i:

  • Power bank for charging phone and watch
  • Face net against mosqiotoes: Sea to Summit Nano Headnet
  • String to dry clothes overnight
  • Baby wipes
  • Batteries for GPS
  • Ipod
Camp kit (uden mad og tøj).

Camp kit (uden mad og tøj).

 

Mad

Jeg kan rigtig godt lide at løbe på rigtig mad. Jeg kan godt lide tanke om at det ikke behøver at være så kunstigt, men det bliver virkelig noget rod, hvis jeg skal have rigtig mad med til 5 dage. Og det kommer til at fylde helt vildt og veje et ton!

Så min primære energi bliver Tailwind. Og så er det jo super, at jeg er med på holdet af Trailblazer Nordic! (tjek gerne Instragramkontoen . Jeg har før løbet udelukkende på Tailwind (til EverestingDK sidste år), og det gik alletiders. Ingen dårlig mave og ingen mistet lyst til mad og drikke. Så jeg håber at det kan få mig igennem Dragon’s Back Race også!

Der ser nu altså lidt suspekt ud, når Tailwind bliver pakket i små plastikposer!

Der ser nu altså lidt suspekt ud, når Tailwind bliver pakket i små plastikposer!

Jeg kommer dog til at supplere en del med snacks – noget at gnaske i. Yankiebar, marcipanbrød, og ikke mindst blanding af peanuts, rosiner og mandler.

 

Tøj

Her bliver det nok lidt rodet (som sædvanligt). Jeg er lidt usikker på vejret. Det kan både være ret koldt (det er jo Wales), men også solrigt og ret varmt. Så jeg pakker lidt af hvert (korte og lange tights), og ikke mindst uldbluser. Uld kan redde både en kold og en varm dag. Og uldsokker – MASSER af uldsokkker!

 

Eventyret venter

Eventyret venter den, som forstå at gribe det” (Knud Rasmussen, polarforsker 1879 – 1933)

I kan følge mig og de andre løbere live fra d. 22 maj kl 07 (UK tid). Hold øje med Dragon’s Back Race hjemmeside og/eller Facebook side for link. Og der vil blive smidt lidt på løbende på min Facebookside og Instagramkonto.

Vi ses på den anden side 🙂

 

Optur over Becca France

Da jeg var på tur mod Punta Chaligne anden gang kunne jeg se over til en ret dramatisk kant mod vest. Samtidig var der heller ikke rigtig noget sne derovre, hvilket dragede mig. Kanten omkrandser et næsten lodret stenfald som minder om noget fra et meteornedslag eller en vulkan. Det viste sig at være Becca France og at rute 9A går derover og op til toppen her fra Ville sur Sarre. Med GPX genereret via Cartographic Navigator SCT (lyder tjekket ikk’?) begav jeg mig afsted i super nice solskin.

100517_04Ruten gik hurtigt meget stejlt opad gennem en dejlig sval nåleskov med blød bund. Det var guf for et par møre achillessener. Jeg var ret spændt på at se hvordan ruten ville folde sig ud når jeg nåede op på kanten. Og så pludselig, som ud af ingenting, når man op over skoven og hele kanten ligger blottet som én lang barsk kam. I beskrivelser havde jeg læst at den var nem at gå, men med visse ret eksponerede steder. Endvidere skulle den sidste opstigning være for erfarne vandrere – stod der. Det måtte jeg jo se på.

100517_02Det er virkelig en spektakulær tur hen over kanten. Flere steder er der lodret fald nærmest inde under en. Visse steder er stien så smal at man føler man står og vipper på æggen af klippen. Det gav nogle dejlige sug i maven og den der følelse af at man ikke kan holde balancen. Jeg synes ellers  allerede, at mit balancecenter er begyndt at vænne sig til forholdene. Ikke helt endnu, men jeg føler da ikke verden vipper længere, når jeg ser ud over kanterne.

Det allersidste stykke op mod toppen var meget stejlt og med løst grus. Tog lige starten op og ned for at have en fornemmelse af hvor fødderne kunne få lidt fæste. Og så helt op. Det er virkelig spektakulært. Det havde det nu været hele vejen og der var mange kiggestop undervejs. Kan klart anbefales. Ganske let rent teknisk og god træning pga stigningen op til kanten.

100517_03På toppen nød jeg et par energibarer og fik brugt min nyerhvervede kikkert flittigt. Lige overfor kunne jeg tjekke snesituationen på Punta Chaligne. Den er stadig ikke helt god. Men dejligt legetøj sådan en kikkert. Klart en af mine bedste investeringer i grej i længere tid. En anden fed gang grej er Salomons pilekoger til stave. Raffineret og smart fundet på. Så sidder stavene bare der og man kan tage det af hvis det ikke skal bruges.

100517_01Turen ned igen til skoven gik nu helt fint selvom det var meget stejlt og løst underlag. Derudover ville jeg også gå en rute der går langs bunden af stenfaldet. De to skiller sig fra hinanden nedenfor kanten. Det var en ret fed travers på den skovklædte del og løbbar. Pludselig åbnede træerne sig og man kunne se direkte op i stenfaldet. Præcis som jeg havde håbet det! Og det er jo fedt når noget er som forventet. Jeg stavrede over klipper og væltede træer til jeg befandt mig midt i centrum af stenfaldet. Og så sad jeg ellers der og var overvældet. Så tilbage igen og tage det sidste stejle nedløb. Lækker tur på 16km og masser af episk udsigt som belønning. I aften er det i øvrigt fuldmåne, så kan jeg kigge lidt nærmere på den.

De foregående dage har jeg brugt på at se på flere borge – og gå rigtig meget op og ned af bjerget. Køre i bus på bjergvejene med chauffører fra Helvede, overvære det lokale gededyrskue, scoute ruter og løbe dyrestier. Og ikke mindst så har jeg fået set samtlige romerske efterladenskaber i Aosta. Og jeg mener virkelig alt. Fra alle vinkler. Ovenover og under jorden. Og der er en del. Alene bymuren en ca. 3km hele vejen rundt. Men det var fedt at få det hele på plads på en gang. Jeg har også set de to første afsnit af Matador – det er jo et stykke dansk kulturhistorie…

Pûnta Chaligne i to hug – og et suk

Lige siden jeg er ankommet og opdagede, at der gik en rute op til Punta Chaligne (2608m) lige uden for døren så har jeg haft lyst til at gå derop. Jeg scoutede lige de første 100hm første eftermiddag jeg ankom. Den var barsk fra starten af. Så den blev lagt lidt på hylden. Men i går kunne jeg ikke dy mig længere. Nu så vejret nogenlunde ud. Jeg kiggede meget på skyerne hele formiddagen. De kom og gik, men så ike så alvorlige ud. Det andet der virkelig trak i mig er det her med snefaldet. Der ligger vildt meget sne over 2000m og det sner stadig sporadisk i højden. Hvad med de fede pas som man skal træne? Hvordan ser Col Loson ud i 3300m? Kan man overhovedet komme rundt på TDG ruten?

Fornuftig-Per fik mig til at trække i hiking tøjet. Støvler, bukser og fleece. Regnjakke, hue og handsker i rygsækken sammen med madpakken. Tænkte det ville give en naturlig dæmper på tempoet. Og sådan bør man jo tænke. Startede dog i solcreme og vindvest og dejligt solskinsvejr, så sveden sprang lystigt fra panden.

040517_04Og det gik opad, gjorde det. Det er virkelig en heftig rute når man kommer lige fra det flade. Så tempoet var roligt. Ingen vind og bare steady pace derudaf. Ved 1800m kommer så de første sneklatter og temperaturen dropper lige. Njaahhh, det ser da stadig okay ud. Ved 1900m er der sne overalt, men ikke dybere end det bare er fedt at høre sine trin og sin vejrtrækning. Rutemærkerne begynder godt nok at være sneet lidt til, men ikke mere end de kan ses.

I 2000m er der no mercy fra mother nature. Nu er der ikke længere nogen sti og jeg synker visse steder i til knæene. Navigerer efter mærkerne der stadig stikker frem. Husker at sparke dem fri for sne. Både for min egen skyld, men også for evt. andre der har fået samme tossede idé. Jeg kommer ud i åbent terræn og nu er alt dækket af sne. Meget sne! Jeg synker nogen gange i til lysken og aner ikke hvad der er sti længere. Navigerer efter klippestykker og krydser frem og tilbage efter mærker. Og nu bliver himlen så pludselig meget grå! Ja, ja, så er det vist slut med det eventyr. Det er heldigvis nemt at finde ned igen tænker jeg. Bare direkte nedad og markeringerne er jo altid nemmere at se oppefra end nedefra.

040517_03Der ligger et forladt hus lidt længere oppe. Her vil jeg lige tage et pitstop. Runder 5km og 1000hm der. Nåede op i 2268m og det ligner Nordpolen. Et tilsneet skilt viser, at der blot er 45min gang til toppen. Pokkers! Vi plejer at sige, at vi kan gøre det på halvdelen. Men alt er hvidt og himlen er sort og det begynder at sne tæt. Hopper under et halvtag og får vinterovertøjet på. Spiser et par energibarer og drikker lidt vand. Overvejer om jeg skal spise madpakken og se om det klarer op.

040517_02Men nej. Jeg kan se mine fodspor er ved at blive bløde i kanten, så siger tak for i dag. Og det skal man. Man kan altid gøre det igen i morgen. Eller en anden gang. Det er jo heller ikke sjovt at stå på en fed top og alt er whiteout. Hey man, fed udsigt – not!Nå, men nedløbet havde jeg glædet mig til. Smækker lige Iron Maiden – Killers i hørebøfferne og så får den ellers full trottle dernedaf. Så er det ligemeget med sti i sneen. Det tog 1t43min op og 50min ned, hey ho. Og det paradoksale er jo, at efter 20min, så var jeg ved at overophede igen. Det var da om ikke andet godt for ballerne. De føles som noget på en toårig galophest.

Dag 2

050517_01Vågner tidligt til strålende solskin og ikke en sky overhovedet. Yes, så er det i dag det sker. Spiser morgenmad og ellers samme setup som i går. Går dog mere hardcore på sko. Fellraiser med 4x2mm icespikes under forfoden og neopren lægbind. Så er der lagt i kakkelovnen!

Der er andre veje op til Chaligne end den fra i går. Den nemme tursitvej kræver 16 km kørsel i bil. Droppet. Den tredie mulighed er ruten til Chaligne Skyrace. Den er stejl, meget stejl og går oppe på kammen. Kører 10min til Ville sur Sarre og starter ud derfra. Har dobbelt GPX på ur og telefon – tjek. Og for pokker, en motherfucker. Det er lige op i luften fra starten (synes man jo som fladlanding). Men den er ikke særlig teknisk, så der er bare den ene fod foran den anden. Og den er nem at navigere.

Som i går er der sne fra 1800m, men i dag er det ved at smelte fra stien. Det går fint derudaf og jeg kan fløjte lidt som Poul Reichhardt. Fordi det i dag er på kanten er der en for vild udsigt. Jeg kan også se ned i slugten som jeg prøvede at gå ad i går. Husker at vende mig om og se tilbage som Heine altid siger. Selv ved 2000m er det reltivt nemt at gå ruten. Men jeg kan se på toppen, at den er sneet ekstremt meget til. På GPX’en er jorden bar helt op og alle kan såmænd gå den uden sne. Det er bare et spørgsmål om hvor lang tid det tager.

050517_02Da jeg når op til det virkelig stejle stykke, så aner jeg ikke hvor kammen er. Og til sidst er driverne så høje og med udhæng at det er point of return. Med solen på sneen hele dagen, så skal man ikke videre. Det gør heller ikke noget. Har taget 1300hm på 5,6km så jeg er tilfreds. I går gik jeg som sagt i en slugt. I dag er der fænomenal udsigt. Spontant kommer jeg til at sætte mig ned på røven i sneen med et kæmpe suk. Jeg har stort set 360 graders panoramaview. Kun selve Punta Chaligne bryder lige udsynet mod nord. Ellers kan jeg se, det der ligner, en lang sammenhængende kant med +3000m spidser hele vejen rundt. Denne dal er simpelthen så overdrevet.

050517_05Og vejret? Ja, vejret det er perfekt. Jeg har ikke noget at udsætte på vejrguderne i dag. Sætter mig på en busk der stikker op og spiser min madpakke. Kigger ned og tænker at det altid er stejlere når tæerne vender nedad. På med crampons og jakke og så nedad. Et skridt ad gangen og hellere sætte sig ned end spille smart. Men der er ingen slinger i valsen og ved 2000m kan jeg smide crampons og jakke og tage resten af turen i korte ærmer. Super nedløb. Tilbage ved bilen er jeg rimelig høj. Succesdag. Aboslut. Og fuld smæk på Thin Lizzy i bilen tilbage.

Jeg tror evt. jeg giver Chaligne et sidste shot når jeg flytter herfra og til Ollomont. Der har jeg en overliggerdag og kan så tage turistvejen. Så måske kommer der en ‘alle gode gange tre’ historie senere. Til sidst en video fra Skyrace, hvor man kan se hvordan forholdene bør være!

Save

Lidt flere borge – og trapper

Vågner op til rimelig ligegyldigt vejr. Tunge skyer over bjergene. Dagen derpå kan man jo godt mærke lidt træningsværk trænge sig på. Hmmm, de gamle knogler er ikke lavet af stål? Selvom jeg har været en flittig klient hos Pumaens Trappeton, så er det alligevel altid anderledes når man kommer ned i bjergene for alvor. Men det er kun en ganske let ømhed, så de mange ture på trapperne i Riget eller på Lüders er godt givet ud.

Alligevel spiller jeg med sikre kort og kører ned til Castello St. Pierre i bil. Voldsomt imponerende bygning – og meget stejl adgangsvej! Det er lukket pga renovering. Det huser ellers et naturhistorisk museum, øv bøv. Jeg tager så turen hele vejen rundt om slottet – meget imponerende!

En spytklat derfra ligger Castello Sarriod de La Tour. Det ser mindre imponerende ud fra vejen jeg kommer af. Men også mere råt i sit tydeligere forfald. Der er adgang og man kan komme rundt inden for murene. Mod floden er det så vanvittig stejlt og lader ikke noget tilbage. Man kan også komme indenfor for 3€ – tja, why not. Men når man kommer alene skal man have en af skrankedamerne med rundt?! Nej, jeg kommer igen en anden dag. Videre.

Næste hug er Castello Châtel-Argent der ligger som en ruin på toppen af en giga klippe. Pænt svært at slæbe ting derop. Men ret effektiv trappetræning at komme derop. Virkelig en trailseværdighed – anbefales! Det blev et fint træningspas da jeg lige skulle se alle stierne op og ned.

030517_02
Endte nede i byen Valpeline og fik handlet ind hos en ældre dame. Dernæst en kaotisk opkørsel hvor GPS’en ret så ofte var for sent ude. Og damned, det er ikke fedt med ny beregnet rute igen og igen eller ‘foretag en u-vending’. Så fik jeg da lidt øvelse i at køre hårnåle med en hånd. Men med en bredde på 185 så er der ikke meget plads at give af. Indtil videre er jeg dog kun bakket lidt ind i en skraldespand.

Så heller ikke mere om borge lige det næste stykke tid.

Julsø Ultra 2017

Julsø Ultra 2017

Hyggetur med Mogens

Det var blevet slutningen af april og tiden var kommet til Julsø ultra 2017. Ruten går rundt om Julsø over Ry og gennem skovene tilbage mod silkeborg. Jeg skulle løbe 60km for anden gang.

Forberedelserne

Der går lang tid fra man tilmelder sig et løb og man faktisk skal afsted. I den mellemliggende peropde kan de ske mange ting der gør at træningen ikke bliver optimal.

Selve træningen

Siden Thy Trail Marathon i februar har træningen været rimeligt svingende og jeg har haft svært ved at komme afsted på de løbeture der kræves. Den gennemsnitlige løbemængde i ugen har været på omkring 40km hvilket er i underkanten af hvad der måske kræves.

Udstyret

Jeg havde tænkt en del over hvilket udstyr jeg ville bruge til turen og valget faldt på følgende.

  • Altra Lonepeak
  • Inov8 mudsov
  • Fusion kort pocket
  • Inov Race Elite Long sleeve hoddie
  • Ozon orange t-shirt
  • Inov8 Race Vest
  • Golf cap
  • Tailwind energi

Der vil komme en konklusion på udstyret efter beretningen

Her er min flatrunner til dagen

flvindjulsoe2017_01

Løbsdagen

Løbsdagen kom og vi overnattede på Vejlsøhus som ligger lige ved siden af starten. Dagen for løbet kom og jeg gik ned for at få morgenmad. Til morgenmaden mødte jeg Mogens som jeg kom til at løbe sammen med. Vi havde tidligere løbet sammen til Thy Trail Marathon. Vi snakkede lidt og spiste morgenmad inden jeg gik på værelset for at skifte tøj. Der var et lille skifte i tøj da jeg valgte 3/4 fusions tights i stedet for korte.

Starten

Vi gik ned til starten og mødtes med de andre løbere. Der var en god stemning ved starten og mange virkede spændt og klar. Jeg fandt hurtigt Mogens og vi snakkede lidt inden race breifing. Starten gik og nu skulle spændingen udløses og benene skulle testes.

flvindjulsoe2017_02

 

Mod Første depot

Efter starten kom vi godt afsted og der var god stemning. Vi løb på små lækre stier langs sen og det var lidt køligt i starten men det gik hurtigt over. I starten løb jeg selv og benene føltes ok, men jeg var spændt på hvad dagen ville bringe. Jeg kom op til Mogens som var startet lidt længere oppe i feltet. Jeg besluttede mig at slå følgeskab med Mogens.

flvindjulsoe2017_05

Der var flere nedløb i starten hvor vi løb ned i samlet flok

flvindjulsoe2017_03

Der var gode nedløb hvor man skulle have tungen lige i munden for ikke at falde.

flvindjulsoe2017_04

Udsigten over søen er altid god også selvom det er overskyet

Vi snakkede og kilometerne gik fint og vi kom hurtigt til første depot.

Mod Himmelbjerget

Vi løb hurtigt videre fra første depot og kom vi små stier op imod Himmelbjerget. Der var flere større bakker hvor vi gik op ad for at spare på den energi der blev behov for senere. Det næste punkt på ruten var Himmelbjerget hvor der var mulighed at se familien.

flvindjulsoe2017_06

Vejret var godt og det begyndte at klare op.

flvindjulsoe2017_07

Vi kom til himmelbjerget og vi hilste kort på familien inden vi løb videre mod andet depot.

Mod Andet depot

Turen gik ned fra Himmelbjerget og via små stier igennem skovene mod andet depot i Ry. Der var nogle få transportstykker men ellers foregik det på stier i skoven hvor løbet var lækkert og tiden gik godt. Stierne var smattede og flere steder have jeg problemer med at stå fast.

flvindjulsoe2017_08

Blandt de mudrede stier var der også transportstykker som foregik på blandt andet markveje. 

flvindjulsoe2017_09

Men det begyndte at kunne mærkes lidt i benene. Den manglende træning var ved at vise sit ansigt.

Vi ankom til andet depot og stadig i højt humør. Det var dejligt at se familien og få lidt energi inden vi løb videre.

flvindjulsoe2017_10

Mod Tredje depot

Vi løb fra andet depot og kom langs søen ind på de små stier.

flvindjulsoe2017_11

Terrænet skiftede meget fra det åbne til de små stier i skoven hvor man ikke kunne se langt.

flvindjulsoe2017_12

Når der var udsigt over søen var ruten forholdsvis flad, men så snart vi kom et lille stykke fra den kom bakkerne også

flvindjulsoe2017_13

Når bakkerne kom syntes de at fortsætte op i det uendelige som denne hvor man kan se lidt op før det drejer og man kan ikke se toppen.

flvindjulsoe2017_13

Der var enkelte transport stykker hvor man kunne se længere og bare lade fødderne løbe derudaf. Vi ankom til tredje depot hvor der blev tanket lidt på inden vi løb videre.

Mod Mål

Efter tredje depot gik turen mod Nordskoven og mål. På denne del af ruten er der rigtig mange bakker og det er her løbet for alvor begynder, Vi løb fra depotet og kom hurtigt til de første knolde. 

Her er de tydeligt at se hvor langt der er op da der går to løbere på toppen.

flvindjulsoe2017_15

Her kan man se udsigten fra toppen og det tidligere billede var taget fra cirka midt i billedet hvor der går en lille spids ud i det lyse område.

flvindjulsoe2017_16

Nordskoven byder på mange bakker på små stier hvor vi ikke havde den overskydende energi til at løbe op så vi fik en del gåture op ad bakkerne.

flvindjulsoe2017_17

Der er også flere bakker hvor der så lige er krydret med trapper som lige for at trække lidt ekstra ud af benene.

flvindjulsoe2017_18

Så er turen ved at være slut og vi kommet ud af skoven. Den sidste del af ruten kommer på asfalt.

Humøret er stadigt højt på trods af en lang dag på kontoret.

flvindjulsoe2017_19

Målgang efter 56+ km stadig løbene på de flade stykker.

flvindjulsoe2017_20

Det var super at komme i mål på lige knap 8 timer og dejligt at komme ned og sidde lidt. Den lovede fadøl smagte rigtig godt og jeg takkede Mogens for turen og godt selvskab.

Afsluttende tanker

Her nogle dage efter løbet kommer jeg med nogle tanker om løbet

Udstyret

Det valgte udstyr fungerede for det meste, men der er altid noget der kan justeres på.

Denne gang var der dog et forkert valg i form af skoene.

Jeg valgte at løbe i mine Altra Lonepeak som er mine nuværende favoritsko. Men det vidste sig desværre at skoene var meget slidt hvilket gav problemer da jeg havde problemer med at stå fast.

Jeg havde også valgt at tage ekstra tailwind energi med som ikke var nødvendigt, da der var tailwind energi i depoterne.

Træning

Træningen op til løbet har været måske lidt tvivlsom hvilket også vidste sig også være en stor faktor. Jeg skal være noget mere struktureret omkring min træning.

Dagen

Men på baggrund af disse tanker havde jeg en god dag på stierne. Jeg valgte at finde sammen med Mogens og jeg havde en rigtig god dag. Muligvis kunne jeg være kommet i mål en lille smule før, men dette ville også gøre at jeg ville være meget mere smadret bagefter.

Jeg havde selvfølgelig ømme ben efter løbet men var ikke totalt ødelagt.

Tak

Der skal lyde en stor tak til arrangørene af Julsø Ultra som har gjort det rigtig godt. Dette med at finde de fede spor samt opmærkning og service i depoterne.

Desuden skal der også lyde en stor tak til Mogens for selvskabet på turen.

Husk naturen er vores legeplads

Ned mod borgene – og tilbage op igen!

020517_03 Den rute der er markeret lige overfor huset byder på det vildeste nedløb. Jeg skulle virkelig holde på mig selv for ikke bare at give los. Du skal jo også op igen! Ja ja, men det er jo først senere. Det var en heftig tur tilbage. Ja, det var. Men jeg tog det roligt gående.

Nåmen altså. Efter 5 km nedløb og 700 hm, så er man nede i dalen. Så var det bare afsted efter de første slotte. Det første jeg havde set viste sig at være en ‘snydeborg’. Et hotel bygget som en borg – godt gas. Men ikke så langt fremme lå Castello Reale di Sarre. En af de virkelig spektakulære borge. Der var også fine rutemarkeringer fra TDC. Vejret var iøvrigt rigtig fedt solskin nede i dalen. Rimelig heldig tur der! Er blevet ret swag solbrændt!

Fra Castello Reale di Sarre kan man se de næste borge mod vest og på sydsiden af floden. Men da jeg allerede havde tilbagelagt 9 km droppede jeg vovemodet. Tog lige et lille stykke af TDC ruten op til en kant hvor man endnu bedre havde oversyn over fem borge. Ret fedt at se det på afstand – ikke mindst Castello Reale di Sarre. Måske en trailkikkert er næste udstyrsstykke?020517_02

Derefter løb/gik jeg tilbage. Jeg er sgu altid så ivrig – og hey, det skal man passe på med! Det skal man også – det er rigtigt. Så rolig gang op ad stigningerne. Andet var næsten heller ikke muligt. Det er altså pænt massivt terræn lige uden for døren. Det blev da også 17km med det hele på, så var godt sulten efter frokost.

Jeg fik også scoutet det lokale busstoppested. Det er lige 2 km nedløb herfra. Så kan man tage lidt længere væk til de næste borge. Evt lige køre bilen derned for at være rigtig fornuftig. Måske i morgen.

H1483618497er til eftermiddag er der massivt skydække ned over bjergtoppene, så skal nok ikke opad i morgen. Må se. Vil meget gerne til Pointe de Chaligne. Der er et skyrace d. 15. juli og har taget GPX’en ned. Skal lige op ad vandreruten først og se forholdene inden den rute evt skal prøves af.

I øvrigt så kan jeg tilføje, at jeg er mutters alene i denne ‘by’ på ca. 8 huse. Jeg har dog fået en katteven. Den kommer og sidder udenfor vinduet og kigger ind. Så ligger den bare der. Men den er ikke tam. Det er nu meget hyggeligt. Jeg kalder den Plet.

Save

Save

KOM SÅ KRISSER, en mental kamp – Julsø Ultra

Jeg tager den sidste dybe vejrtrækning, ryster benene en sidste gang og prøver at finde ro.
Nu er det nu, der er ingen vej tilbage og jeg kan mærke sommerfuglene i maven, men det føltes rigtigt.

Vi sætter i gang.

 

Jeg vinker lige en sidste gang til min søde mor, som er min trofaste hepper, hvilket hun er særdeles god til og jeg håber for alle løbere, at de har sådan en.

Jeg sætter benene i gang i et normalt dejligt hurtigt tempo, men jeg kan hurtigt mærke, at noget ikke er som det plejer, det er som om noget mangler…

Power.

Åh nej, sig det er løgn, det sker bare ikke i dag.

Panikken breder sig hurtigere end jeg kan nå at tælle til tre og tage en dyb indånding, jeg er fanget!

 

Jeg kan allerede efter de første 3 km mærke i hele min krop, at i dag bliver en hård dag på kontoret

Frustrationen spreder sig benene driller, jeg kan ikke indtage væske og energi, jeg får kvalme!

Men hvorfor nu – lige i dag?

Træningen har spillet, jeg har trappet ned og jeg har shorts på, hvilket plejer at betyde, at jeg er klar på at give den gas.

Hvad skal jeg stille op?

Skal jeg udgå, sætte tempoet ned eller hvad stiller man op i sådan en situation?

 

De første 12 km lader jeg mig rive med af panikken og jeg har aldrig, ALDRIG oplevet noget så hårdt.
I mit hoved forbereder jeg mig på at falde grædende sammen i min mors arme, næste gang hun står og hepper på mig og udgå, fordi jeg simpelthen ikke ”ramte dagen” som undskyldningen.

DNF (Did not finish) efter kun 12 km. Jeg var jo ikke engang nået til det hårde stykke endnu, pinligt!

 

Vi kommer til den lille båd, som skal sejle os over til Silkeborg Nordskov. Der står hun, jeg kan se hende på lang afstand, min mor, nu sker det.. Jeg udgår af mit første store løb i år, øvøvøv!

Jeg hopper på båden sammen med nogle andre løbere. Underholder dem med, at det er min mor, som står på den anden side og vinker som en tosse til os.

De vender sig alle sammen om råber grinende “Hej mor” til hende.

Okay, det er lidt sjovt kan jeg mærke, men jeg er jo i krise og kæmper for ikke at bryde grædende sammen i hendes arme, men samtidig bliver jeg mindet om, hvorfor jeg løber!

Stemningen på denne her lille båd, hvor vi sidder og hygger os? Det her det er fedt, og jeg glemmer alt om krisen et kort øjeblik!

Da vi lægger til land bliver jeg hjulpet over af to mænd, som hver stikker en hånd ud til mig.

Tænk at de gider, at bruge tid på at hjælpe mig! Jeg kan mærke smilet igen presser sig på og jeg kan ikke holde det tilbage længere. Igen bliver jeg mindet om, hvorfor jeg løber! Stemningen og hjælpsomheden, igen glemmer jeg krisen.

Min mor fortæller en anden kvinde og mig, at vi er nummer 3 og 4. Det er første gang jeg overhovedet skænker min placering en tanke. Allerede nu ligger jeg godt i feltet og jeg plejer først at shine de sidste par km, mærkeligt?

Men vigtigst af alt, så siger min mor, at min søster Marie og min far er på vej til målfeltet, og her glemmer jeg ALT om mine sløve, trælse dumme ben. Sætter det lange ben forset og begynder endelig at løbe, som jeg ved at jeg kan.

 

ENDELIG!

 

Jeg løber og løber og løber, op og ned op og ned!

Jeg er flyvende og føler faktisk ikke at nogen eller noget som helst kan stoppe mig!

Jeg snakker med folk på ruten, smiler til dem, jeg råber sågar ”Hej moaaar” igennem hele skoven til en fremmede kvinde. Det skal lige siges, at hun havde det samme tørklæde på som min mor og derfor tog jeg fejl J Svaret, der kommer tilbage i gennem skoven, er ”Jeg tror ikke, at jeg er din mor” efterfulgt af et vink.

Uden at tænke mig om, råber jeg tilbage, ”Nå men jeg blev glad for at se dig alligevel”.

Det her, det skal jeg fortælle til min søster, hun kommer til at flække af grin!

På toppen af en af “bjergene”

Jeg kæmper mig over de to bjerge Sindbjerg/Stovbjerg, som jeg i dagens anledning kalder bjerge!

Forsætter, løber, flyver.

Jeg har fuldstændig glemt krisen og jeg ved godt, at den er hjemme.

Jeg ved godt, at det er her jeg er stærk, min dieselmotor er i gang, og jeg ved godt at den ikke stopper før jeg ser målstregen.

Der kommer den ene trappe efter den anden, jeg kravler op og kravler forsigtigt ned igen, fordi teknik, det har jeg ikke noget af når det kommer til trailløb.

Faktisk har jeg aldrig tilbage lagt mere end 300 højdemeter på en tur før, men jeg forsætter.

Op, op, op og ned, ned, ned.

Jeg forlader skoven.

NU, nu er der ikke langt tilbage.

 

Jeg skruer tempoet lidt op, selvom jeg er træt i bentøjet så glæder jeg mig, som et lille barn glæder sig til juleaften, til at se alle glade ansigter, når jeg nærmer mig målstregen.

Jeg visualiserer, hvordan jeg vil krydse målstregen, vil jeg falde sammen af træthed, brøle et højt ”JA” eller måske vil jeg endelig kunne bryde grædende sammen, som jeg jo var ved i starten?

Da jeg drejer op mod målstregen får jeg en forbandet lyst til bare at råbe ”MARIE!” igennem de sidste par træer.

Her bliver målstregen krydset med det lange ben forst

Jeg bliver overvældet af min mors, min fars, min mormors, min morfars men vigtigst af alt Maries stemmer, som råber ”KOM SÅ KRISSER”.

Pludselig har jeg glemt alle trappetrinene, alle bekymringerne og de 800 højdemeter og er bare glad.

 

Helt ned i maven glad!

 

Jeg kan slet ikke lade være med at smile.

 

Jeg løber direkte hen og giver den største og måske også klammeste krammer til Marie

Smurt ind i gel, sved og mudder, men hun trækker ikke en mine.
Det her, det er livet tænker jeg.

Hurtigt fortæller de mig, at jeg er nr. 3 kvinder, men jeg tror ikke helt på dem. Jeg er bare ovenud lykkelige over, at jeg gennemførte!

Mega stolt over, at jeg fik vendt situationen og ubeskrivelig glad over, at min søster for første gang nogen sinde er kommet med til et løb og endda ligner en som nyder det!

 

Sådan gik det til, at jeg gennemførte 33,4 km, 800 højdemeter, en forbandede mange trapper og sidst men ikke mindst blev bidt at trailløb.

En podieplads blev det til, det havde jeg ikke forudset!

Nøj, det var fedt.

Nøj, den opbakning.

Nøj, jeg er glad.

 

 

Tillykke til alle de andre løbere, som gennemførte, men specielt tillykke til Anette og Mette.

I er for seje!

runningblogs-loebeblog

En tur til giganternes dal

010517_01Jeg har flyttet teltpælene til Aosta dalen. Dernede hvor man er omgrænset af giganterne. Monte Bianco, Cervino, Monte Rosa og Gran Paradiso. Det er mest fordi jeg skal deltage i Tor Des Geants, men også fordi jeg er gennem en form for fornyelese eller genfindelse af mig selv. Pludselig ville det hele ikke som jeg ville og så må man jo finde på noget nyt.

For to somre siden havde jeg fornøjelsen at løbe – eller speedhike (whatever vi skal kalde det) – TDG ruten med min træningsmakker Heine Petersen. Det var virkelig storslået, hårdt og brutalt – og meget varmt! Vi gjorde det på 10 etaper med overnatning i Refugier – og et enkelt hotel i Saint Martin. Jeg svor dog, at det skulle jeg aldrig selv deltage i det løb! Heine smilede bare.

Sidste sommer tog jeg så nordvest passagen Saint Martin til Courmayer sammen med Benjamin Holst på fem etaper og stort set samme opskrift som med Heine. Det var dejlig vildt igen. Og meget, meget varmt den ene dag! Så selvom Benjamin skulle deltage, så svor jeg stadig, at det var ikke noget for mig.

Nu står jeg så selv med et startnummer og en helvedes masse forventninger til mig selv. Sådan kan det gå. Man skal aldrig sige aldrig.

Men jeg er altså taget herned mere end fire måneder før løbet. Meningen med galskaben er, at jeg vil lære det hele at kende. Ikke bare Alta Via 1 og 2, men også alt det med kulturen. Og så vil jeg gerne opsøge mere terræn. Se noget mere. Somom det andet ikke er nok! Og hvis det kan udmønte sig i at give noget indtægt på en eller anden måde, så er missionen opfyldt.

Og så skal jeg selvfølgelig træne. Lære de svære passager at kende. Have de svære nedløb i baglommen. Skrive de høje pas bag øret. Alt det der.

Køreplanen for alt det her, har været under en del omlægninger. Men i sidste ende er den blevet hængt op på deltagelse i en række kortere trailløb hernede i dalen som jeg vil flytte mig rundt efter. Dels at både Heine og Benjamin kommer herned for at træne.

I korte træk, så har jeg en bil på størrelse med et kolonihavehus med telt på taget med. Men har i starten lejet lejligheder rundt i dalen. Med Heine og Benjamin bliver det en pilgrimsfærd som de andre år med et sæt løbetøj i rygsækken og så derudaf. Der er meget logistik der skal gå op. Men det gør det jo mere spændende.

Anyway, lige nu er jeg landet i Conclonaz i 1230 m. Det er ca. 3 km fra Aosta by i fugleflugt – og så ca. 11 km ad bjergveje. Og med en basse af en bil på 1500 kg fulst lastet med løbesko etc., så gav det lige en del sved på overlæben at ride den hjem.

Grunden til jeg er her, er helt overvejende for at se Aosta og få alle seværdigheder under kappen. Men endnu mere fordi Tor des Chataoux afvikles fra d. 12. maj. Jeg skal ikke deltage, men vil gennemløbe ruten i etaper de næste to uger jeg bor her. Og så ned at se selve løbet. På den måde får jeg sightset en hel del slotte og bliver tændt af løbsstemningen. Ellers går der en vandrerute lige uden for døren der leder op til Pointe de Chaligne i 2608m og den anden retning går ned mod Salle hvor Tor des Chatoux passerer – winwin.

Jeg fik scoutet lidt af byens seværdigheder, da jeg ankom tidligt på eftermiddagen. Kald det forarbejde eller noget. Jeg fandt også et supermarked der vist har døgnåbent alle ugens dage. Super. Ellers var det rimelig begivenhedsløst at komme herned. Jeg har haft bilen på tog fra Hamburg til Lörrach. Det blev først spændende ved opkørslen til St Bernard tunnellen. Ja, der er meget sne. Rigtig meget. Og her er skide koldt. Men det bliver nok bedre i morgen.

Save

Save

Save

Save