, ,

Scenic Trail 2017

Dolomiti Skyrun aflyst….

Hvad sker der lige….Findes der aprilsnar på italiensk? Bare lige på en anden dato? Det kan da for hulen ikke være rigtig. Læste deres facebook opslag mindst 10 gange for at være sikker, men den var desværre god nok. DS var aflyst pga af for få tilmeldte og dermed en økonomi der ikke kunne holde. What to do?

Løsningen var dog ikke langt væk idet jeg faktisk inden tilmelding til DS var signed op til et løb i Schweiz. Scenic Trail. Dette havde jeg dog ændret til fordel for at prøve at løbe i Dolomitterne hvilket jeg aldrig før har gjort.  Havde forestillet mig at Scenic Trail måske ikke helt var “vild nok” eller hård nok og søgte dermed en på papiret lidt  hårdere udfordring….meeeeeeeen…..

 

Undskyld!

De sidste par uger op til Scenic Trail havde jeg små pebet lidt over at jeg ikke følte jeg kom “langt nok ud”. Sukkede efter lidt flere højdemeter. Lidt mere teknisk terræn. Et eller andet sted inde i mit hoved havde jeg en klar forestilling om, at ST ville være rimelig løbbar og bestemt en opgave jeg ville kunne klare.  Jeg kan love at det er absolut sidste gang jeg kommer til at undervurdere et løb. Alle mine tanker blev i den grad gjort til skamme. ST havde ALT det jeg sukkede efter og jeg vil prøve at nedfælde mine oplevelser i og af løbet nedenfor.

 

Lidt generelt om løbet

ST er et løb der er blevet afholdt 2 eller 3 gange før. For første gang i år prøvede de til med 113 km ruten, ellers havde det længste været 54 km. Udover disse distancer var der også 11 og 27 km samt om søndagen et vertical race. Den lange rute er en del af skyrunners worldseries hvorfor der også var en flok særdeles hurtige folk med. Der var omkring 1000 deltagere i alt fordelt på distancerne og på min distance cirka 200. Løbet skulle sættes i gang kl 24.00, lørdag d 10/6.

Rejsen derned foregik med en løbeven, Per, som skulle deltage på 54 km. Vi fløj til Milano Malpensa og defra 80 km i bil til Lugano. Start og målbyen, Tesserete, lå 5 km nord for Lugano.

Om fredagen hvor løbet skulle sættes i gang til midnat fordrev vi tiden med at lege lidt småturister i Lugano. Skøn by 🙂

Fra sidst på eftermiddagen begyndte jeg at hoppe ind i løbsboblen, gøre grej klar og få hvilet/sovet lidt. Vejrudsigten havde ligget stabilt i en uge og lørdagen så ud til at blive en særledes varm omgang med 25-29 grader og sol fra en skyfri himmel.

 

st6

 

Starten

Per var så venlig at køre mig op til start hvor jeg var cirka kl 23. Satte mig ind i et stort telt og slappede af. Spiste en bolle og fik tanket helt op. Kl 24.00 blev løbet skudt i gang med den sædvanlige feststemning, liveband, droner og alt mulig andet gøjl. Fedt et blive sendt afsted sådan. I det hele taget summede den lille bjergby af liv. Virkelig fedt med at lokalsamfund der støtter op på sådan en måde. Havde ikke rigtig gjort mig nogle tanker omkring ruten udover at arrangøren havde skrevet at ruten var “fair” men havde et par tekniske punkter!….meget mere om det senere 😉

 

st15

 

 

Efter påbegyndelse af den første stigning kan jeg i det fjerne høre noget musik. Kan ikke helt finde ud af hvad det er. Lyden bliver langsomt højere og højere. Lidt sørmodig men også en dejlig melodi. Kommer til at tænke på Titanic filmen og musikerne der spiller “nærmere gud til dig” mens skibet synker. Smilte ved mig selv. Lidt en makaber sammenligning. Lidt længere oppe af stigningen kan jeg se musikerne. Der står en hel gruppe og spiller på de der kæmpe store alpehorn. Det lyder seriøst godt. Endnu et plus på “ja hat” kontoen. Fortsætter ud i natten og op ad første stigning.

 

st1

 

Den er relativ overkommelig og jeg begynder første nedløb. Det er rigtig lunt i natten og ingen problemer med at holde varmen. Tænker lidt over at der er 21 km frem til første depot og at jeg inden jeg når derhen også skal opad igen. Kan godt være der lige skal tænkes lidt væske rationering ind. Efter omkring 15 km begynder det at gå op igen. De næste 15 km består af omkring 1700 højdemeter så nu skulle der snart arbejdes lidt for føden….

 

Tungen lige i munden og lidt downhill “scrambling”.

Lidt teknisk terræn nogle steder…..Hmm….det er mildest talt “bøvlet”! Hold nu fast der skal være fokus her. Det er seriøst svært fremkommeligt. Kan kun sammenligne det med det jeg oplevede ved Trail Verbier St Bernard sidste år. Men det er præcis sådan et terræn jeg elsker.  Små snedige spor. Helt mørkt, månen i baggrunden og stille vejr. Virkelig magisk. Jeg er glad og føler bare det hele spiller selvom det går ret langsomt fremad. Fuldstændig ligegyldigt for det er kanon fedt.

Efter et stykke tid kommer jeg til toppen, det er blevet lyst nu og pandelampen er kommet i rygsækken. Når hen til kanten, bogstavelig talt, her er der et banner med teksten “steige abfart” (tror jeg der stod). Var ikke et sekund i tvivl om at det nu blev vildt. Langt nede kunne jeg se en lille sø hvor bitte små mænd løb rundt. Derned skulle jeg og det her nedløb var et bæst….

Laaaanmgsomt og sikkert kommer jeg længere og længere ned, men pludselig stopper stien og forsvinder til fordel for en skrå klippevæg. Pæn stejl nedad og med nogle lyserøde markeringer hen over. Der er måske kun 5 – 10 meter over på den anden side til stien igen, sådan lidt nedad. Der er ingen vej udenom. Jeg må i gang med at klatre. Hold da kæft mand det var spændende.

Cirka 12 minutter inde i denne video er der et klip fra lidt af klatrestykket 😉

Når over på den anden side og fortsætter forsigtigt og lidt lettet det sidste stykke ned mod søen. Kort stejl stigning og så et knap 10 km langt uafbrudt nedløb. Det kan altså mærkes i lårene at løbe så lang tid ned. Også dette stykke var svært og fokus skulle virkelig holdes.

 

st12

 

Frem mod hoveddepot, 64 km

Dette stykke, fra 40 km og til 64 km, er det jeg husker mindst fra. Vi kommer igennem et par småbyer og har en hel del mindre stigninger og nedløb. Rigtig meget lækker skov. Solen begynder nu at tage fat og kan mærke at det bliver en seriøs varm dag på kontoret. Det er på sådan et tidspunkt væske og nedkøling bliver ret vigtige faktorer for mig. Så snart jeg kom forbi de der kar med hvor der løber vand ned, tog jeg min visor af, ned i vandet og på hovedet igen. Det giver nogle minutter med koldt vand på hovedet hvilket er rigtig dejligt.

 

st10

 

Begyndte også at tælle lidt ned til hoveddepotet idet jeg var små sulten. I og med at vores rejseplan var ret stram hjemad efter løbet, havde jeg undladt at få dropbag ud til depotet. Havde heldigvis heller ikke brug for noget nyt/ekstra, så det gik. Dog var det et sats. Det er jo set før, at en stav kan knække. Sko kan gå i stykker og energi kan på mystisk vis hoppe ud af lommerne. Heldigvis ingen af disse problemer denne gang.

Når frem til depotet. Tager et stykke franskbrød, en håndfuld ost og en håndfuld skinketern. Lige hvad jeg havde lyst til. 3 kopper cola og et par kiks. Vand i den ene dunk, vand og zero tabs i den anden.

Hovedet var klar. Klar fordi efter profilen så ville de næste 15-20 km blive de absolut hårdeste i løbet…Hvad jeg ikke vidste her var, at jeg slet ikke var forberedt på hvor presset jeg skulle blive… og at jeg skulle se genfærdet af vores gamle hund Gaia!!!!

 

Det højeste bjerg, trailånden og om hvorfor en DNF pludselig blev en del af min redning!

Det første stykke efter depotet foregik ind igennem en lækker skov med masser af små vandløb. Dejligt kølende hver gang. Jeg var fortrøstningsfuld og benene kørte som smurt. Maven fungerede også og i det hele taget var der ingenting at brokke sig over 🙂

Efter nogle km skulle opstigningen mod Monte della croce. Det første stykke foregik på asfalt. Ingen “ben” i det udover det selvfølgelig gik pænt meget opad. Senere forsatte vi på en lille sti der løb langs bjergsiden. Indimellem kunne korset på toppen skimtes derude i det fjerne.

st3

 

st17

 

Jeg nærmede mig stille og roligt de cirka 73 km hvor depotet ved della croce lå. Samtidig var jeg fuldstændig klar over at efter dette depot, så ville det blive hårdt. Rigtig hårdt.

Men jeg havde ingen anelse om at jeg ville rende ind i total nedsmeltning kort herefter…Bevægede mig ud af depotet og kunne på ruteprofilen se at to relativt korte, men stejle toppe skulle forceres inden opstigning mod højeste punkt gik i gang.

Allerede på den første stejle stigning begyndte benene at brokke sig og på den anden stigning blev det værre. Hovedet ville også begynde at lave krumspring eller overspringshandlinger/tanker. Havde forestillinger om at jeg faktisk var inde på og i gang med den. Hvor ruten indtil nu havde været særdeles teknisk og bitte små stier med masser af sving, så var det nu helt åbent landskab med fuld udsyn til toppen af bjerget. For mig totalt demotiverende at kunne se hele vejen op til tændstikmændene på toppen.

Arbejdede nu i at tælle 100 meter og så pause. Altså stop – helt pause. Få sekunder og så 100 meter igen. Det gik også uden kæmpe krise op mod toppen og selvfølgelig var jeg jo klar over at kæmpen ventede lige bagefter. Et nedløb der føltes uendelig langt og allerede her med udsyn til højeste punkt. Havde virkelig svært ved at holde mig positiv. Prøvede alle de kendte strategier for at holde mig munter, men shit jeg var presset – og ikke engang på vej op.

Normalt plejer det at virke rigtig godt for mig at tænke på sjove film, skøre klip fra et eller andet. Selv Jacob Ditzel var træls at tænke på!!!! Så står det sgu skidt til… Normalt vil jeg ligge flad af grin over tænke på hans mundlort såsom “Fuck shade”, “Få sin bronze on” og “gok noget badder ud”… For de ikke indviede, så se med her 😉

 

st12

 

BANG…så skal jeg lige love for at stigningen begyndte. Varmen var voldsom og ikke i miles omkreds et sted at finde skygge. Kom nu Dannie. Sidste lange stigning. Du kan godt. 10 skridt. Total krise. Måtte sætte mig ned. Det hele snurrede rundt. Begyndene kvalme. Ben der slet ingenting ville. 8 skridt. Pause. Kom helt ned på 5 skridt før jeg besluttede at sætte mig igen. Ville sidde lidt længere tid nu og komme til kræfter. Men jeg kunne ikke komme i gang. Kunne ikke vende alle øv tankerne i hovedet.

 

st11

 

 

Det var her tankerne om at stoppe dukkede op. Jeg var rasende og frustreret over min krise. Vi var 5-6 stykker der sad i samme båd. Fuldstændig desillusionerede….Men redningen var lige rundt om hjørnet…som sendt fra himlen…

Jeg sidder med hovedet begravet i hænderne og tænker dybe tanker da der pludselig er noget der snuser mig i øret. Ved med det samme at det er en hund. Åbner øjnene og føler jeg stirrer ind i øjnene på min gamle hund, Gaia. En hyrdehund står og ser mig lige ind i hovedet med tungen ude af halsen. Ser total lalleglad og legesyg ud. Det frembringer et smil hos mig. Kort efter dukker en eller anden bjergvandrer op. Han fortæller til vores store glæde han har fået lov til at hjælpe folk her på stigningen. Han har koldt vand og lidt kiks i rygsækken hvilket er den største luksus overhovedet lige her. Samme tid begynder de andre som sidder tæt omkring at dele energi og mad med hinanden. Får noget ost i bytte for en gel med en anden og langsomt kommer der liv i os.

Det er stadig på skridt stadiet. Men stille og roligt bliver 10 skridt til 20. Endelig. ENDELIG står jeg på toppen. Godt 2100 m oppe. Jeg er så gennemgående godt tilfreds og så stolt over at være kommet videre at jeg har gåsehud over det hele.

Det her var nøjagtigt tilsvarende da jeg ikke kom igennem UTCAM i september sidste år. Nøjagtigt samme symptomer. Men denne gang klarede jeg det. Tanken om endnu en DNF på baggrund af samme problemer gjorde også sit til at jeg kom videre. Bevares. stadig 35 km til mål, men hovedet var med igen 🙂

 

st4

 

Når hovedet er med er det relativt nemt at tænke positivt. Se det store i det små. Smile og hilse på vandrere og folk omkring. Jeg kunne nu se helt ned til næste depot ved 83 km. Der var en lang, men overkommelig nedstigning.

 

Øhh…hvor er mine stave???

Vel fremme ved næste depot ser jeg frem til endnu en cola og noget mere mad. Har sat stavene fra mig mens jeg sidder på en bænk i skyggen og får tanket op med diverse. Tror jeg er i depotet i 10 minutter i alt. Temmelig meget mere tid end jeg plejer at bruge. Det var fint og havde brug for at samle mig helt igen.

 

st5

 

 

Tanket op og afsted…men hvad hulen var nu det!!!! jeg havde da sat mine stave lige dér…havde jeg ikke? Ledte rundt i hele depotet og fik hjælpe til at lede også. Pludselig er der en mand der rejser sig. En bjergvandrer. Nok 65-70 år. Han deltager ikke i løbet men sidder bare og snakker lidt med folk i depotet. Han siger jeg bare kan tage hans stave idet han har flere par. Jeg var total beæret og nærmest rørt over den gestus. Det var fandme stort og total uventet. Men skæbnen ville dog at lige inden jeg gik ud af depotet kom en mand blafrende lidt længere nede af bjerget med et par stave i luften. Ja sgu. Det var mine. Han havde valgt at vende om og aflevere dem igen. Han havde vist været lidt ristet også, idet hans egne stave lå foldet sammen i rygsækken. Det havde han glemt og taget mine som var samme model. Kanon. Vi valgte at følges det næste stykke tid. Dejligt at hyggesnakke lidt på det tidspunkt.

Stykket herfra og til mål indeholdt 3 mindre stigninger, men efter profilen voldsomt stejle.

 

På det næste stykke fik jeg endnu engang (kan jeg se bagefter) bevist at min orienteringssans er pænt ringe… Der kom et langt stræk nu som gik lidt op, lidt ned på små kringlede stier og klippestykker. Indimellem dukker søen op på højre side. Om det er total dejavu, træthed eller noget helt andet, så er jeg ligepludselig helt sikker på at her har jeg da løbet før. Ingen tvivl. For et par år siden under vores sommerferie ved Lago Maggiore, som ikke ligger voldsomt langt derfra, tog jeg ud på en løbetur på et bjerg hvor jeg endte oppe i en naturpark der hedder Val Grande. Og lige her var jeg fuldstændig sikker på at det var dette stykke jeg var inde på. NEJ, Dannie. Det var det ikke.

 

Bittesmå knolde!

Overordnet gik det nedad mod mål, som skrevet kun afbrudt af 3 små, skarpe stigninger. Jeg skal da lige love for at det der med “små” og overkommelige stigninger blev testet. Shit det var stejlt. Helt vildt. Jeg måtte tilbage og tælle skridt her. Selvom jeg vidste det ikke var lange stigninger nu, så forekom de mig vanvittige. Heldigvis var Jacob Ditzel blevet sjov igen 🙂

Jeg kunne se op igennem skoven. Op mod toppen. Godt nok langt. Der havde været en del skovarbejde her og stien var svær at finde. Afmærkningen på dette stykke var også sparsom og vi skulle holde skarpt øje med de “faste” scenic trail markeringer. I øvrigt lidt markant afmærkning i forhold til første halvdel af ruten hvor vi ikke løb på “scenic trail” stisystemet. Skulle i hvert fald vænne mig til at holde øje med nogle andre typer af markering. Ikke noget problem. Var aldrig rigtig i tvivl omkring ruten, så ikke en finger at sætte herpå.

 

st16

 

 

Dog har arrangørerne her efter løbet udsendt en dusør hvis nogen kan hjælpe med at finde frem til dem der har saboteret afmærkning og ændret på nogle pile således at en del løbere, på en anden distance end min, var løbet forkert.

 

På toppen af anden sidste stigning var der en fantastisk udsigt over Lugano søen. Helt vild. Det var en meget lille top, så man følte man nærmest stod på en spids. Herefter fulgte et rimelig stejlt nedløb hvor vi i bunden efter cirka 101 km løber ind i sidste store depot.

 

Mod mål 🙂

I depotet sidder der godt nok mange fra de andre distancer og ser kvæstede ud. Der er 2 stk der bliver tilset af læger. Jeg er heldigvis ved godt mod og bare klar til at knokle de sidste 13 km til mål. Der var her en sølle stigning tilbage, et relativt fladt repos at løbe på efterfulgt af et nedløb mod mål.

På stigningen var der heldigvis en del andre folk nu fra de kortere ruter. Det var ret lækkert at have overskud til stille og roligt at overhale og hilse på. Stigningen var ikke slem og kommer op på toppen hvor der skal løbes nogle km rundt. Virkelig lækker strækning her. Sidst på stigningen når jeg op til en fra samme distance som mig. Når lige at sige hej hvorefter han får et nyt liv. Kæft et tempo han pludselig får. (Kan se han kommer i mål 10 minutter før mig – så enten er jeg langsom til sidst eller også er han hurtig) Inden han stikker af når han lige at fortælle, at han har deltaget på de kortere ruter de sidste 2 år og at jeg skal være klar over at der er en lille stigning inden mål. Great…den havde jeg ikke lige regnet med. Tjekker profilen ud igen og kan jo godt se nu at vi skal opad til sidst igen.  Men hvad, det var nu så tæt på mål at det nok skulle gå.

Nedløbet går meget kontrolleret og roligt for mig. Har virkelig ikke meget at skyde med længere, men holder mig ok i gang. Der er flere steder ret teknisk stadigvæk, så fokus skal stadig holdes.

5 km til mål og det går nedad på asfalt nu.  Løber små 2 km inden vi drejer ind på stierne igen….og rammer den sidste stigning. Lille og kort, men ligenu er 1 km opad sgu langt.  Dog ikke noget problem fordi i små og helt stille momenter kan jeg i det fjerne høre målområdet. Altid et kæmpe boost. Knokler mig op på toppen og nærmer mig nu Tesserete og dermed mål.

 

img_1945

 

Vi har en lille km inde i byen hvorefter vi bliver ledt ind i et par hundrede meter skov. Her er der mange mennesker og der gives high fives til højre og venstre. Jeg kan se målportalen nu og kan glad småløbe i mål i tiden 20 timer og 46 minutter for 114 km og 8000 højdemeter.

Jeg er max stolt og har her bagefter fået at vide at der kun var 50 % der gennemførte. For at det ikke skal være løgn har jeg også fundet ud af via min placering at jeg har fået point i Skyrunners Worldseries konkurrencen. Det er sgu lidt grineren.

 

“Epikrise”

Efter målgang får jeg min medalje og får hilst på arrangøren. Vælter ind i teltet hvor der er borde og bænke. Kan godt mærke at jeg sejler en lille smule rundt. Per, jeg har rejst med kommer ind, men jeg er mildest talt en presset mand nu. Har svært ved at få ro på vejrtrækningen og bliver nød til at ligge mig lidt ned (Matador Maude Style).

Efter et kvarters tid er jeg oppe igen. Det er ikke første gang jeg har reageret sådan efter løb.

 

st14

 

Jeg har så meget positivt at sige omkring dette løb. Ruten især. Kæft den var fed. Super teknisk første halvdel. Ubarmhjertig, stejl og mental hård sidste havldel. Mange fantastiske views over bjerge og sø. Glimrende depoter – dog langt til første, og først cola efter 40 km…Kanon setup i Tesserete. Relativ nem og billig at komme til. Imødekommende arrangører. Jeg kunne sagtens forestille mig tage derned næste år igen. Virkelig fedt løb.

 

Nu skal der snart fokuseres på året hovedmål, Echappee Belle 🙂

 

Bedst trailhilsner – vi ses derude

/ Dannie

@dannietrail

 

 

, ,

Det der med (guld)alder og restitution…

Det kan godt være alderen bare er et tal, og indeni føler man sig stadig som om man var 25… men faktum er at for langt de fleste, så er det mere end bare et tal. I hvert fald når det gælder fysikken. Er du en af dem (os) der har fået den tossede idé at begynde at løbe i denne vores “guldalder”, så læs med her om de erfaringer jeg har gjort mig.

Jeg fylder selv 51 i næste måned, og startede med at løbe sidst i 2016. Jeg anede ikke noget som helst om det, hoppede bare i et par sko og begyndte at løbe. Efter nogen uger med begyndende smerter i skinnebenet, begyndte jeg at følge et løbeprogram og det har været rigtig godt, men én ting jeg ikke synes der bliver taget højde for i alle de løbeprogrammer jeg har kigget på, er ens alder. Når man er 25 restituerer man ret hurtigt, men når man er 50+ er sagen en anden. Man restituerer langsommere, man har brug for flere hviledage, og faktisk har man nok også brug for at gå langsommere frem, end hvad løbeprogrammet foreslår, for at undgå skader.

Set i bakspejlet skulle jeg have nøjedes med at løbe 2 gange i ugen, og jeg skulle kun have øget træningstiden, med 10% max. pr. uge. Men man vil jo så gerne… måske opdager man at det her løberi, det er dælme fedt! Man brænder efter at komme afsted igen. Så man bliver utålmodig og vil bare gi den gas. Sådan har jeg selv haft det, og sådan har jeg det stadig. Jeg kan bare mærke at min krop ikke vil det samme mit hoved vil. Nu, efter at have løbet siden november ca., erkender jeg at jeg er nødt til at blive bedre til at lytte til min krop, fremfor til mit hoved.

Så, til jer nye løbere af en ældre årgang… gå forsigtig frem. Løb er en hård belastning for kroppen, og restitution er uhyre vigtig. Måske synes i det er pinligt at i løber langsomt, og måske kun korte distancer, men det er IKKE pinligt… det er superfedt at i er gået i gang. Løb er godt for så mange ting, både kropsligt og mentalt, men det KAN også ødelægge. Mangel på restitution kan føre til udtrætning, og for meget fysisk belastning kan give fysiske skader, såsom skader på led, bl.a. knæ. Er man først blevet overbelastet og udtrættet, kan det tage lang tid at komme tilbage igen, og det kan gå udover alle andre aktiviteter i ens liv, fordi man simpelthen går rundt og er smadret hele tiden. Desuden… ja så er det faktisk ikke ualmindeligt at man som 50+’er har lidt gigt i kroppen. Bl.a. knæene har ofte lidt gigt, det har mine. Derfor er det ekstra vigtigt man passer på dem, de skulle gerne holde mange år endnu, og er meget udsatte når man løber.

Så… gå langsomt, langsomt frem…små ture i starten…lavt tempo hvor du dog får pulsen op, men ikke helt op i det røde felt…træn kun et par gange i ugen… øg tiden med max 10% pr. uge, dvs. løber du 40 minutter pr. uge i alt, så må du øge 4 minutter. Ignorér IKKE smerter! Lyt til dem, med det samme, stop op, sæt farten ned, hold en pause… for alt i verden skal du ikke bare fortsætte, – det er den direkte vej til en løbeskade. Tilføj meget gerne lidt styrketræning et par gange i ugen, for at styrke dine led, til at kunne klare belastningen. Hav tålmodighed, glemt alt om pace og distancer, – du skal nok nå det, du skal nok blive bedre og bedre og mere udholdende, og måske hurtigere og hurtigere, – men lad det komme lidt naturligt. Og det VIL tage tid… længere tid end for de unge. Men du skal nok nå det. Jeg har selv bemærket at jeg har øget min pace de sidste par måneder helt naturligt, uden jeg har gjort noget særligt for det. Jeg er bare ved at komme i bedre form, og så øges farten automatisk. MEN…den falder igen, ret drastisk endda, hvis jeg glemmer at restituere, for så bliver min krop for træt og jeg yder slet ikke optimalt, – hverken i løbeskoene eller i alle andre situationer i mit liv hvor jeg skal yde noget fysisk.

Dette er bare mine erfaringer. Jeg har ingen speciel ekspertise på området, jeg har blot mærket på min egen krop hvad der har været godt og skidt. Måske vil det være anderledes for dig, der er nok ikke en eksakt facitliste, men det ER bare vigtigt vi husker – lige på dette her område – at vi IKKE er 25 mere.

Pas på dig selv, og bliv en glad løber resten af livet. No matter your pace, – run happy!

(Gotta get some action) Now!

Endelig er jeg kommet i action. Det kommer længere nede…

lic02Jeg har drønet lidt rundt siden sidst. Efter Maison Torrent hvor jeg fik løbet/scoutet rigtig mange ruter og efter ca. 200 km på to uger gik turen til Valpelline. Jeg ville prøve kræfter med ruten til Vertical Becca de Viou. Den GPX jeg havde dannet sagde 6,5km med 1900hm. Så tak! Men afsted det gik – og det gik rigtig fint. Hårdt på den gode måde. Men ak. Efter at være drejet om i skyggesiden kom der snedriver. Og de blev større og større. Og ruten var begravet i sne. Alternativet var at kravle op over klipperne på siden af sporet der gik op langs et flodleje. Det var en kamp uden lige. Og det blev kun værre. Og vejret blev også værre (og værre). Men jeg ville op! Og det kom jeg. Fik set Bivacco Nere der ligger tæt på toppen. Tog sporet på den anden side ned – og nu blev det pludselig stegende hedt på solsiden. Fra hagl og kulde til sol og hede. Det blev også en meget lang tur, da jeg skulle helt rundt om massivet og hjem langs et flodleje. Fandt en restaurent da jeg kom tilbage og sov i camperen på en parkeringsplads.

Spiste morgenmad og lavede morgengymnastik og styrketræning i Valpelline og kørte så til Champillon. Ankom lidt sent så hyggevandrede bare lidt rundt. Overnattede igen i camperen og stegte pølser over åben ild om aftenen. Det var fint, selvom jeg ikke sov specielt godt da det var koldt i 2000m. Næste dag hører jeg lyden af en helikopter da jeg nusser med at arrangere morgenmad. Den kredser lidt rundt over skrænten nedenfor (altså sådan en mega stejl skrænt som ‘fald ned og dø’). Lidt efter kommer den op igen – med en ko hængende nedenunder! Havde desværre min telefon på ultrastrømbesparende så fik først billeder efter den var sat ned på jorden. Det var en stor tyrekalv der var komet på afveje. Lidt efter kom bonden og spænder den fast efter sin pickup, men den ville ikke med hjem. Utaknemmelige skarn efter sådan en redningsaktion. Men god underholdning til morgenmaden. Derefter hikede jeg med stor rygsæk og masser af mad op til Bivacco Rozessa de Savoi. Undervejs var jeg ved at træde på en hugorm – så er det også prøvet. Den var mega morgensløv, så jeg måtte prikke til den med min stav for at få bare lidt respons fra den.

Bivacco Rozessa ligger helt i bunden af Ollomont dalen, helt op mod de sidste bjergvægge der danner grænsen til Sweitz. Det er en meget spektakulær formation der danner en næsten fuldstændig gryde. Der er to ruter derop – og de er begge fede på ders måde. Der var kun sne til aller sidst og omkring hytten. Hytten er godt udstyret med gasblus og masser af gryder og pander. Der er dog ikke strøm. Jeg gik lidt rundt på det plateau der er, og ellers nød jeg bare udsigten, hvor jeg om aftenen kunne se lysene tændes ned gennem dalen helt til Aosta.

lic01Fra Bivacco’en hikede jeg næste dag tilbage til Rifugio Champillon. Det var nemlig deres åbningsdag og derfor skulle jeg lige have det med inden jeg skulle videre fra området. Jeg trængte også til et bad efter tre dages strabadser. Men who cares anyway herude. Jeg var den eneste gæst der havde meldt sin ankomst, så jeg fik fin opvartning og spiste aftensmad sammen med personalet. Næste morgen gik jeg så over Col Champillon og videre ad TDG ruten næsten over til Saint Oyen – og derefter tilbage. Puha, turen op over Col Champillon fra den anden side var godt nok en sejtrækker. Men så var det bare lige ned til Rifugiet og spise sen frokost. Der var godt med mennesker på det tidspunkt, men igen var der fin opvartning og oprigtig interesse fr turen. Nice. Derefter den hurtige genvej ned til bilen og så farvel til Champillon i denne omgang.

Derefter kørte jeg mod campingpladsen Arc en Ciel mellem Morgex og Pré-Saint Didier. Undevejs fik jeg set lidt borge. Ikke verden fedeste campingplads og heller ikke det fedeste sted den var placeret. Havde valgt den da den lå tæt på Morgex og dermed Licony Trail som jeg er tilmeldt. Og så fordi den var familieejet og havde sit helt eget pizzaria! Dagen efter ankomst så vejret ikke for spændende ud, så efter at have spurgt til vandreruter anbefalede bedstefaren mig at gå til Pré-Saint Didier og se et udsigtspunkt. Det viste sig at være en udsigtsplatform som jeg havde på min evt. todo-liste. Fint lige at få det på plads. En platform 180m over jorden hen over et brusende vandfald med udsigt til Mont Blanc massivet. What not to like? Og en fin restaurent lige ved siden af i en adventure park med træklatring. Jeg blev nede og spiste pasta med friske tomater. Pré-Saint Didier ser ud til at være en dyr by, men de har også den vildeste udsigt til Mont Blanc – og et kurbad der minder om Skodsborg. Det droppede jeg. Næste dag scoutede jeg noget af Licony ruten og fik set ruinen af Chateaux La Salle helt tæt på. Tredje dag var det mega regn. Tjekkede ud. Deres wifi var også ustabilt og jeg gad ikke camping mere. Havde dog lige præsteret at dræne batteriet på bilen, så bedstefar måtte hjælpe med en god gamel model af en lader. Så er det også prøvet.

Ville have været til Bivacci Pascal ved Licony Søen, men endte med at køre til Morgex og indlogere mig på Hotel Valdigne. Jeg havde fået en folder af bedstefaren med ruter i området. Tre dudes havde sat sig for at mærke dem fint med små træskilte og lave et katalog – imponerende arbejde. Sponsor på folderen var Hotel Valdigne og da de også havde samarbejde med Licony Trail var det mit valg. Fint og billigt hotel. Men mest morsomt er det, at jeg rent faktisk havde mødt ejeren og hans kone og børn i Doues en dag. Han genkendte min bil og da jeg kom hjem om aftenen fik vi lige en sludder. Sjovt nok. Verden er lille.

Fik tjekket første del af ruten ud en gang til. Den starter med en næsten konstant 7 km lang stigning som ligger lige på grænsen mellem løb og gang. (Hvilket vil sige, at det kan løbes, men også kun lige.) Den er ikke teknisk og de første 1,5 km er på asfalt. Det er næsten noget af det mest onde der findes. Det bliver dræbende hårdt. Valgte at prøve at løbe de 7 km i intervaller for at mærke smerten. Det gør ondt! Tog den tilbage i sammenhængende løb og med de sidste 1,5 km af opløbet på asfalt. Dagen efter tog jeg en lille stigning lige efter asfaltstykket som er MEGET stejlt x5 og så opløbet en gang til. Så bliver jeg ikke mere klar til det.

Ellers må man sige, at de går op i tingene hernede når der er løb. Der er plakater og flag i byen og hele ruten er blevet trimmet de seneste dag. Græsset er slået langs ruten i byen og der er blevet asfalteret lidt huller i vejene ned til opløbet. Det ene var også rimelig farligt lige efter et skarpt sving ned ad bakke.

Dagen før selve Licony Trail afvikles er der obligatorisk pasta-party og lidt boder med nedsatte varer osv. nede i byen. Der er også Baby Licony. Altså børneløb. Og der bliver gået til stålet i den sammenhæng. Men sådan er børneløb jo altid. Vildest er dog, at hos de mindste 6-10 årige er der en lille pige der stiller til start med armen i gips fra armhule til håndled. Det piver man altså ikke over hernede.

lic03Næste morgen kl. 9.30 er det så tid til 25 km’eren med 1650+hm. Og som om det ikke er nok så siger vejrudsigten +30 grader, ingen skyer og ingen vind. Og så kunne man jo godt lige tænke sig at de der meterologer tog fejl. Men det gjorde de ikke! Stegende hedt og så afsted mod første forhindring på vejen mod målet. Jeg prøver at placere mig så jeg ligger omkring top 25. Det er vel det mindste man kan forlange, selvom jeg ingen anelse har om niveauet end at jeg på resultatet fra sidste år ved, at den i al fald bliver vundet langt hurtigere end jeg vil være i stand til bare at kunne følge lidt på vej. Mit mål er i det mindste at komme under 3 timer for dagens strabadser. Jeg ryger altid helt op i det røde adrenalin-felt når starten går, men får nu styret mig fornuftigt synes jeg. Og efter 10-15 min har feltet indstillet sig og jeg er kommet ud af den orange tåge. Så er det bare hårdt arbejde resten af vejen. Så jeg prøver at bide mig fast i haserne i de lokale helte omkring mig. Det er som sædvanlig teknikken og modet der sætter mig tilbage. Lige så snart tingene går ligeud eller ned ad bakke uden teknisk udfordring, så kan jeg sagten løbe fra dem omkring mig. Men specielt på de stejle tekniske nedløb løber de med en helt anden lethed (vovemod?). Og da vi mod slutningen kommer til rutens skrækindjagende lange nedløb over 1000hm og ca. 60 sving på 40 cm eksponeret singletrack, ja så stikker de da helt af. De tager de vildeste chancer i svingene og jeg sættes til vægs gang på gang. Og dog – det er kun et par stykker der kommer forbi, men til sidst leder jeg en gruppe på fem løbere. På de lige stykker får jeg hul og i svingene kommer de op igen. Og 60 sving, det er altså rigtig mange! Efter det stykke skal man lige passere en flod og så går det meget stejlt opad. Det ved jeg, jeg har prøveløbet det. Jeg slipper de fire forbi og mine ben melder max minus.lic04 Find din egen rytme siger jeg til mig selv, du henter dem på asfalten. Det gjorde jeg ikke helt, men det blev da tæt på. Tiden siger 2:57, altså lige til øllet. Slutter som nr 29 og nr 8 i veteranklassen som er +40 år – og der synes jeg faktisk var fint. Der skal bare trænes endnu mere nedløb. Og tages flere chancer! Derefter er der mere pasta-party og præmieoverrækkelse som er et overflødigshorn af priser for alle klasser samt vist også lokale mesterskaber og ærespræmier og hvad ved jeg. Men festligt er det. Jeg får sågar en af lodtrækningspræmierne for at være den der er kommet den længste vej. Og det her er altså et lokalt løb! Godt nok i en løbsserie for selve Valle d’Aosta, men alligevel! Jeg er fan.

Efterfølgende brugte jeg de næste to dage på af vandre til Bivacco Pascal i 2920hm med udsigt direkte til Mont Blanc og tilbage rundt om Licony søen for derefter at køre til Gimillan ved Cogne, hvor jeg nu er indlogeret i en ordentlig stor lejlighed med dejlig 70’er indretning. Men det må være en historie for sig selv.

Om at rykke sine mål

De sidste fire uger har været uger fyldt med frustration, rastløshed og frygten om at komme i dårlig form. Det er som om, at hele verden løber fra mig, mens jeg selv bakker ligeså stille baglæns. Sådan føles det for  mig, at være løbeskadet i en verden, hvor folk går så meget op i sundhed, blive sommerklare og være den bedste i deres sportsgren.

I sommers flyttede jeg til Århus, og blev ret hurtig en del af løbeklubben Århus 1900. Min løbetræning var begyndt at give pote, hvilket jeg tydeligt kunne mærke, da vi banesæsonen blev skudt igang her i foråret. Mine intervaller var blevet hurtigere, og jeg havde længe haft en drøm om at kunne løbe 5 km på 18.30 min. Jeg fik derfor udarbejdet et program, af en veninde, som er ved at uddanne sig til løbetræner. Det hele kørte på skinner…. lige indtil, at jeg under en intervaltræning måtte udgå, da jeg fik ondt i lysken. I over en uge havde jeg smerter, og når jeg gik, lignede jeg en der havde skidt i bukserne. Min skade kom på et meget dårligt tidspunkt, da jeg aldrig har haft så mange løb på så kort en tidsperiode, som da jeg blev skadet. Det hårdeste har helt klart været, at jeg måtte melde ud til min kammerat, som jeg skulle NXM 50 km med, at jeg ikke kunne løbe med ham. Vi havde glædet os i flere måneder og brugt oceaner af krudt på at finde/købe udstyr, da man selv skal løbe med oppakning. I går måtte jeg også sætte mit Bestseller startnr. til salg, som jeg igen skulle have løbet med en kammerat.

Billedet er fra NXM som jeg skulle have løbet med min makker

Billedet er fra NXM som jeg skulle have løbet med min makker

Dette indlæg skriver jeg ikke for at få medlidenhed, eller fordi jeg har ondt af mig selv (okay, måske lidt 😉 ). Men mest fordi, jeg tror der er mange der bliver ramt af de samme følelser som jeg under en skade, uanset om det er; løb, styrketræning, cykling eller noget helt andet.

Jeg ved, at jeg nok skal nå mine mål på et tidspunkt, men lige nu er det som om, at en rykker det længere væk, mens jeg halser efter det.