Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 2)

Del 2:  Fra halv- til helmaraton

 

Mit halvmaratoneventyr i Berlin … for et eventyr var det: Jeg nåede mit mål med en sluttid under 2 timer, trods vandstop i depoter og et tab på 2 min. på et toiletbesøg.

Til gengæld lærte jeg, at man ikke skal løbe med en skade – på den hårde måde. Løbet kostede mig en skadepause på 3 måneder. Helt stop i 2 måneder (prøvede til nogle gange, men måtte opgive), og så startede jeg så småt op i juni måned i ultralangsomt tempo … så udfordring fra min vanvittige veninde eller ej om at debutere i både halv- og hel-maraton samme år som jeg fyldte 50, kunne jeg vist godt droppe alt om.

Jeg havde fortalt min gamle coach ”løbe-Jørgen” (således nick-named af min løbeveninde Ida og mig) om min venindes udfordring. Da jeg så småt startede op igen i juni, så mente han, at hvis udviklingen fortsatte positivt, så kunne jeg måske godt nå det – og så løbe HCA maraton i oktober måned. PYHA … jeg kunne godt mærke præstationsangstens kolde sved brede sig. Et er et halvmaraton – noget helt andet er et maraton. Det er helt uoverskueligt lang – som fra Horsens til Århus (godt nok på motorvejen – men alligevel) eller fra Roskilde til Hillerød.  Hvem i alverden løber lige sådan en tur … FRIVILLIGT !!

Hmm … ja … det havde jeg jo så måske tænkt mig at gør … trods alt 🙂

Og det gik faktisk ganske godt med at komme i gang igen. Lysken artede sig, og jeg byggede stille og roligt flere km på henover juli måned. Men løbe hurtigt – tempo og interval – det kunne jeg ikke, så brokkede lysken sig med det samme. Så det blev langsomt tempo i samtlige træningspas … 6:30-7:00 – ren MAF-træning, og jeg æææælskede at have fået løbeskoene på igen, og det var så fantastisk at mærke, at trods to måneder uden løbesko, så var grundformen ikke helt væk.

Hen mod slutningen af juli ramte jeg de 20-21k igen på en træningstur – godt nok langt fra min tid i Berlin, men det vigtigste var, at distancen var på plads, så turde jeg tro på, at jeg kunne træne mig fornuftigt op til at kunne gennemføre HCA. Jeg fik lagt en træningsplan for de sidste 2 måneder inden løbet, og så var det ellers tid til at købe billet – nu fangede bordet!

Hele tiden blev der lagt på distance – uden at røre ret meget ved tempo. Ida var med på rigtigt mange træningsture, og det var rigtigt hyggeligt.  Tempoet blev naturligvis lidt hurtigere, fordi jeg kom i bedre form, men stadig MAF-træning/snakketempo (til Idas uforbeholdne begejstring!). Først i slutningen af august var jeg helt smertefri , så jeg begyndte at lægge lidt tempo ind som kortere intervaller i mine lange træningspas, der lå mellem 26, og 32k i de tre sidste uger, hvor jeg peakede.

På vej mod HCA lå der jo lige en Cph Half i september – 2 uger før min maraton. Den hav20160918_1520141de jeg ”fået lov” at melde mig til under forudsætning af, at løbet blev brugt som træningsløb frem mod HCA, så jeg ikke brændte alt mit krudt af inden mit egentlige mål. Planen var, at jeg skulle forsøge at løbe Cph Half i mit Berlin HM tempo de første 15k, og hvis jeg så havde mere i skoene, så måtte jeg give den gas de sidste 6k til mål.  Hvis dette forsøg gik godt, så var planen, at mit HM-tempo skulle forsøges som mit maratontempo i Odense 14 dage senere. Jeg sprudlede – havde aldrig i mit liv været i bedre form.

Jeg stillede til start ved Cph Half sammen med en flok fra løbeklubben. Startskuddet gik, og vi kom afsted. Hvis du ikke selv har deltaget i Cph Half, så vil jeg bare sige, at der er sindssygt mange løbere, og enkelte tilskuere går bare henover løbebanen uden at se sig for eller tage hensyn til løberne. Nå … fred være med dem.  Det gik forrygende … tempoet lå stabilt mellem 5:35 og 5:40 de første 15k – uden at jeg følte, at jeg skulle anstrenge mig. Så da 15k skiltet  var passeret, var det lige før jeg udstødte et højt indianerhyl … og satte tempoet yderligere en tand i vejret … bare fordi jeg kunne !!!

Jeg kom i mål i ny PR: 1:56:52  –  og det var jo slet ikke meningen. Men hold nu helt op, hvor var jeg glad. Jeg var helt tilbage i form, hvor jeg havde været til Berlin. Senere, da jeg kom hjem, opdagede min coach fra Berlin-løbet, at jeg også havde sat PR på den sidste del af løbet – nemlig 5k i 26:30.  Måske ikke hurtigt i manges øjne, men for mig, som kun havde løbet i 1½ år, så var det helt fantastisk !

 

Så oprandt dagen … HCA maraton

Efter Cph. Half var der så to ugers tapering, hvor jeg tog den helt med ro og blev klar til den – på det tidspunkt – største udfordring . Ida tog med til Odense for at tage en tur på HM-distancen. Min mor kom også til Odense og min ældste datter, som på det tidspunkt gik på efterskole på Fyn – begge dog kun som tilskuere.20161002_1743091

Jeg var spændt … følte mig klar … stillede mig ved 4 timers ballonerne, som jo var målet, hvis jeg skulle holde tempoet fra Berlin hele vejen. Vi startede ud, mine ben ville ikke rigtigt finde tempoet, jeg følte mig tung og besværet. Ruten var HM-ruten og den skulle vi løbe 2 gange, så da vi nåede til 5k skiltet, så stod der også lige efter 26k … og der – på første runde efter 5 havde jeg det, som om jeg allerede havde løbet 26k.  Der kunne jeg godt mærke, at det her ville blive en hård dag på kontoret!

Men jeg holdt ved. Stædigheden satte ind, og jeg fandt langsomt en rytme. Jeg kiggede ikke på uret – droppede alt om at følge balloner – fokuserede bare på rytme. Da jeg nåede rundt første gang og havde løbet halvdelen, havde jeg allermest lyst til at stå af. Bare tanken om, at det her kun var halvvejs, var næsten ubærlig. Men så stod min Mor og Julie ved vejen og heppede på mig, og jeg måtte jo så tage mig sammen. De var jo ikke kommet for at se mig løbe en HM – ej heller havde jeg betalt penge for kun at løbe en HM, så nu måtte jeg lige tage mig sammen og så tage en runde mere – om ikke andet, så for at få erfaringen at bygge videre på. Utroligt hvad man kan nå at tænke på få sekunder.

cj-hca-m-6

Ja, det VAR hårdt !!

Så jeg hankede op i mig selv og fortsatte … ud på de sidste 21,1k … baaare lige et HM mere !

Jeg lukkede mig inde i min løbeboble … fokus udelukkende på vejen og på rytmen. Og så alligevel … ved 30k var der et stort digitalt ur, og til min store overraskelse viste det 3:00:00.  Jeg havde altså løbet 30k på knap 3 timer (det var bruttotiden, det talte), så mit tempo var ikke helt skævt i forhold til mit mål … jeg var VILDT – men glædeligt overrasket, og jeg forsvandt ind i min boble igen.  Jeg husker, at jeg jublede, da jeg nåede 32k – det var den længste distance, jeg havde løbet til træning, og jeg var stadig ok løbende. Det fortsatte ok … frem til 36k, så skete der et eller andet.  Det var ikke muren jeg ramte (det havde jeg prøvet til træning, så det vidste jeg godt, hvordan det føltes). Men mine lår blev med et til beton. Resten af mig – inklusiv mit hoved – forsøgte at piske dem afsted, lokke dem afsted, nurse dem afsted – jeg havde vildt mange snakke med “aben” på min skulder, men lige lidt hjalp det. Så jeg måtte ned og gå … men i mål SKULLE jeg. Ikke noget med at give op, når jeg nu var nået ud på 36k.

Resten af vejen var en blanding af gang og småløb. Muntre og opmuntrende bemærkninger fra mine medløbere (de kunne jo se skiltet på min ryg, som blev uddelt inden løbet ”Hjælp – det er mit første maraton”), og jeg kunne se det ene efter det andet km-skilt blive passeret. Flere løbere sad eller stod i kanten med kramper (så jeg var ikke alene i mine lidelser), og jeg havde bare fokus på at holde mig i gang. Da jeg fik øje på stadion tænkte jeg alligevel, at NU måtte jeg i løb, for jeg skulle ikke gå rundt derinde foran alle tilskuerne, så jeg satte i et ynkeligt luntetempo, som holdt hele vejen i mål: 4:17 gennemførte jeg i … og jeg var glad … mest over at det var overstået 🙂

Jeg fik krammet Mor, Julie og Ida (hun havde sat PR på sin HM !!) og gik så ind for at få lidt at drikke og spise – og en gang massage.

Godt nok nåede jeg ikke mit tidsmål, men 4:17 er en meget flot debut (ikke mindst i min alder, som løbe-Jørgen ville sige)  😉 … og så lærte jeg rigtigt meget om mig selv og om løbetræning af det løb. Bl.a. at jeg kan, hvis jeg sætter sig det for og holder ved hele vejen. At selvom man træner i langsomt tempo, så bliver man også hurtig.  Og så var der også den læring, at det med at løbe en HM 14 dage før et M – det er sgu nok ikke så god en ide, når man ikke kan styre sig og sætter 2xPR. (det hævnede sig med de tunge ben til HCA maraton) !!
cj-hca-m-5

Jaaaa … i mååååål !

 

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 1)

Del 1 … fra 0 til halvmaraton

Jeg har aldrig kunnet se fidusen i at løbe … bare at løbe derudaf – uden noget formål. I min verden har der altid skullet være en bold med i legen, for at det gav mening for mig at fordrive tiden med hurtigere anstrengelse end gang. Det er ikke fordi, jeg har været doven – tværtimod – jeg fangede bare slet ikke fidusen.

For godt to år siden – marts 2015 – meldte jeg mig så i en alder af næsten 48 ind i den lokale løbeklub. Jeg måtte erkende, at det med faste træningstider ikke passede ind i mit liv, så nu måtte jeg give det her løberi en chance, og jeg havde jo set holdene fra løbeklubben, når de kom gennem byen – og det så jo ganske hyggeligt ud. Så jeg startede op på kravleholdet, hvor vi gik mere end vi løb – til en start i hvert fald. Men jeg fik at vide, at kroppen lige skulle vænne sig til at løbe, så jeg fulgte programmet med gruppen, og i juni 2015 løb jeg så min første 5er i skoven med klubben som afslutning på forårssæsonen. 32min 47 sek. – og jeg var smadret … den havde virkelig fået gas !!

Så kom sommerferien, og klubben droslede ned, så jeg var overladt til mig selv. Mit mål var at komme til at løbe 10k og så løbe det et par gange eller 3 om ugen for lige at holde mig lidt i form. Men nu stod jeg så der – helt uerfaren – og anede ikke, hvordan jeg kom fra 5 til 10 uden at ødelægge kroppen. Jeg fik så kontakt til en erfaren løber i Kbh – Jacob – via et online netværk. Han fortalte mig lidt om træningsprincipper – bygge om med 10% om ugen, hver 4. uge lidt ned igen og ikke skrue på både distance og tempo samtidig. Det var grundprincipperne, så jeg lavede mit eget lille program, som jeg så kunne følge – og det gik overraskende godt.

Det syntes han åbenbart også, for en dag i august skrev han ”hvorfor vil du kun løbe 10k? Du kunne da sagtens træne dig op til et halvmaraton”.  ”HALVMARATON” nærmest skreg jeg … er du vanvittig … det er jo ENOGTYVE vanvittigt lange kilometer. Jeg er lige startet med at løbe, mig – en halvgammel kone, og så snakker du sindssyge distancer. Du må være tosset!!

Men, men, men … man skulle tro, han kendte mig, for er der noget, jeg har svært ved at modstå, så er det en god udfordring – en der er ”over the top”, men hvor jeg alligevel godt kan tro, at jeg kan nå derhen. Så efter at have grublet lidt over hans (stadig vanvittige) forslag en dags tid, så skrev jeg, at hvis han ville støtte mig i forløbet, så ville jeg gerne give det et forsøg – og det skulle så være Berlin HM i april 2016, hvor min løbeklub arrangerede klubtur.

Jeg ringede til min veninde Ayoe og annoncerede mit forehavende (jeg havde nok troet, at hun ville forsøge at tale mig fra det). Hendes eneste reaktion var ”FEDT!!! DET skal jeg bare med ned og se – er du helt vimmer”. Så var det, at jeg mærkede, at bordet fangede … nu havde jeg sagt det højt. Så inden jeg begyndte at fortryde, så gik jeg på nettet og købte flybilletter, hotel og – selvfølgelig – startnummer til løbet.  PYHA!!

Nu startede så arbejdet med at vænne kroppen til løb – for et er altså 5-7k – noget helt andet er 21,1k – og det skulle jo helst være, så jeg også ville have overskud til at nyde løbet. Så jeg lærte – støtte af min ”coach” Jacob at lægge løbeprogrammer – først øgede vi distancen efter grundprincipperne, og i november 2015 løb jeg de 21,1k for første gang i langsomt tempo. 2t21min. De sidste 2k holdt MEGET hårdt, men jeg var glad og stolt. Nu vidste jeg i hvert fald, at jeg kunne løbe distancen – nu ville jeg bare gerne have lidt overskud på.

Jacob var ofte plaget af skader i den periode (han løber også sindssygt hurtigt), så jeg var glad da jeg på FB fik kontakt til en anden løbegal mand “løbe-Jørgen”, som havde tid til at sparre med mig. Han var ældre end jeg selv, militærmand (oh ve o skræk) og havde en anden tilgang til træning end Jacob. Hans principper bygger på MAF (Maffetone), hvor man løber 80% af træningspassene i snakketempo (puls 180 minus alder – sådan ca.). Så jeg kombinerede de to tilgange i min træning, så der var en dag med tempo (interval, bakke, tempo) og lørdagen med min lange tur – med indbyggede km i HM-tempo, og så en dag med et kortere restitutionsløb.

De næste 3-4 mdr. gik nu med at løbe den lange distance om lørdagen (15-21k). Et 4. træningspas kom på om søndagen (resitutionspas) for at få flere km i benene, og her gjorde min nye løbeveninde fra klubben – Ida – mig selskab. Det gik rigtigt fint. ”Blæsebælgen” pustede knapt så hårdt, når jeg løb min lange langsomme tur om lørdagen, og jeg havde overskud i min træning. Jeg lærte om restitution efter træning, massage, hvile, styrketræning og andre elementer, som er vigtige, når man er oppe og træne 40k eller mere om ugen, og kiloene raslede af mig. Jeg tabte 10 kg på 4 mdr. – ren bonus!

Allerede ved juletid begyndte de ”emsige” coaches at snakke sluttid for Berlin HM. SLUTTID ???  Jeg skal bare gennemføre med overskud!  Næ næ … du skal have en sluttid som mål, lød ordene.  Så først blev målet 2t10 … og så 2t … og så under 2t !!  Den mest vanvittige af dem, mente også, at jeg sagtens kunne løbe i 1t45  (jeg nævner ingen navn). Den bedste tid i træningen løb jeg en måned før Berlin på 2t03, så mon ikke det var muligt at presse den ned under de 2t med et startnummer på maven ?

Et par gange var jeg til massør for lige at få løsnet benene. Den sidste gang inden det skulle gå løs i Berlin var 3 uger før løbet. Jeg var ret øm på indersiden af mine lår, og han ville lige have mig til at lave en strækøvelse til lysken … jeg blev presset længere og længere ud … og SLAM sagde det … og så havde jeg reddet mig en mega fiber i lysken. Kæft det gjorde ONDT !!  Kunne næsten ikke gå hen til bilen bagefter, og jeg var grædefærdig.  Her havde jeg trænet struktureret og fokuseret i et halvt år med det ene mål at løbe Berlin HM – og nu kunne jeg kun vralte afsted!  Trænede den sidste uge indædt – og med smerter – måtte droppe interval og skære ned på den lange tur.  Tapering (neddrosling op til løbet) foregik på sofaen – lysken fik så meget ro som muligt.

April 2016 – afsted til det store løb i Berlin … jeg var SÅ spændt og helt oppe at køre. Løbe skulle jeg – smerter eller ej. Jeg havde ikke trænet i 6 mdr. for så bare at blive hjemme. To panodiler, morgenmad som sædvanlig, og der stod jeg så midt i Berlin med startnummer på maven midt mellem tusinder af andre løbere. Jeg gik stadig efter mit mål på sub2t og havde lagt mig i startboksen som passe til det tempo … 5:37.

Starten gik og inden første sving var jeg løbet forbi min veninde, som stod og heppede med de andre heppere fra løbeklubben. Det var en FANTASTISK oplevelse. Der var tilskuere og musik hele vejen rundt langs den flotte rute i historiske Berlin. Jeg blev båret frem. Løb i singlet med dannebrog, så alle danskerne heppede på mig (TAK!!). Husker stadig første gang, der var en, der råbte ”KOM SÅ DANMARK”, så gik det pludselig op for mig, at det jo var MIG hun heppede på … og jeg vinkede og smilede tilbage til hende. Men en af mine udfordringer – også under træning – har været toiletbesøg. Og det var da heller ikke nogen undtagelse på denne dag. Så jeg stod i KØ ved toiletterne ude ved 10k mærket … DET havde jeg bare ikke tid til! Har vist aldrig tømt blæret så hurtigt før og løb videre, mens jeg satte det sidste tøj ordentligt på plads.

cj-berlin2016Nu skulle der lidt fart i futterne, for jeg havde tabt næsten 2 min på det lille stunt – øv. Vejret var fantastisk – der var 20 grader – og det blev faktisk for varmt. Jeg kunne se andre løbere have det rigtigt hårdt, så jeg valgte at gøre holdt ved et par depoter og få lidt at drikke (havde ellers trænet til at løbe hele løbet uden energi og drikke). Solen bankede ned og ude på 15-16k kæmpede jeg for at holde mit tempo og fortrænge smerterne i lysken – men heldigvis var der masser af tilskuere.  18k-mærket … NU kunne jeg se en ende på det, og jeg satte farten en smule i vejret … 19k … der var flere, som lå i kanten og var kollapset i varmen – skræmmende oplevelse på sit første løb … 20k … nu var jeg er næsten – kun 1k tilbage … KOM SÅ for hæwled.  DER stod min veninde og de andre fra klubben hoppede og klappede … armene i vejret … totalt overskud … og DER var mållinien … mit første HM var gennemført i 1t58 … jeg var LYKKELIG og vildt taknemmelig over den hjælp og støtte, jeg havde fået af mine to ”coaches” gennem forløbet og af min veninde Ayoe i Berlin!!

Om aftenen var vi så ude at fejre løbet med en god middag sammen med de andre løbere og heppere fra klubben – ganske velfortjent !! Og her var det så et min meget vittige veninde lukkede denne kommentar ud:  ”Kunne det ikke være sjovt både at debutere i halvmaraton og maraton det år, du fylder 50” efterfulgt af et lusket smil – for hun ved jo udmærket godt, hvordan jeg har det med udfordringer.  Men jeg affærdigede det hurtigt … jeg havde jo ligesom en lyske, der gjorde vildt ondt, så jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg ville have det dagen efter – for et eller andet sted var jeg jo godt klar over, at det at løbe et HM med en fiber i lysken nok ikke var det mest smarte valg, jeg havde gjort i mit liv.

 

TRAIL 5 COLLI

t5c11

Sommerferie rundt om hjørnet

Efter Scenic Trail i starten af juni har der været droslet lidt ned, men tankerne begyndte ret hurtigt, alligevel at kredse om årets hovedmål, Echappee Belle i slutningen af august. Jeg synes jeg manglede et eller andet imellem disse to løb.

Havde kigget lidt på 8 timers trail i Rebild samt 24 timers trail på det Hvide spor. Mentalt var jeg dog ikke i hopla til at drøne rundt på det samme spor i så mange timer, så de planer blev droppet. Havde egentlig tænkt at jeg måtte “nøjes” med at træne i bjergene omkring familiens feriedestination….Meeeen…kunne ikke lade være med at lure lidt på Itra kalenderen hvor øjnene ret hurtigt faldt over Trail 5 Colli. Et lille Italiensk løb der lå en god times kørsel fra hvor vi skulle være, med start lørdag d 15/7. Det var 47 km med små 4000 højdemeter og startede kl 05.00 om morgenen. Lidt hovedregning omkring forventet tid gjorde også at jeg samtidig kunne se at hele dagen ikke ville gå med løb hvilket også var en bonus. Herfra var der ikke langt fra tanke til tilmelding 🙂

Fik skrevet lidt med arrangørerne som oplyste at ruten var relativ teknisk og havde 10 km løb på en bjergryg som ville være de mest tekniske. FEDT 🙂

t5c16

Kl 02.30

Ringede vækkeuret natten til lørdag. Op, i tøjet og afsted. Kunne spise i bilen på vej derud. Starten ville gå i den lille bjergby Lillianes og slutte cirka 7 km derfra i, øh…en by…eller en vej eller tjae, i hvert fald 7 km fra Lillianes, oppe af bjerget et sted.

På med startnummer og kl 5.00 blev vi sendt ud i mørket som ville vare omkring halvanden time endnu.  Et kig på højdekurven for løbet fortalte at vi i løbet af de første 15 km skulle gå fra at være 600 m oppe til omkring 2.300 m (med lidt op og og ned), så jeg kunne hurtigt regne ud at det ville blive 15 særdeles langsomme km.

 

profil1

 

Vi startede med en lille bonus runde i Lillianes for lige at få benene i gang inden vi røg på stigningen. Hold nu fast den tog ved. Kort efter kom den der bidende fornemmelse i læggene der fortalte at det var stejlt. I gang med stavene og opad.

 

t5c9

Solopgang

Altid fantastisk at opleve når solen langsomt står op over bjergene. Selvom den er stået op er der stadig masser af skygge inden den kommer helt op og bager. Dette bekom mig rigtig godt idet der var udsigt til en ganske varm dag. Da jeg kom op i omkring 1500 hm begyndte terrænet at ændre karakter. Fra at have løbet/gået i skovene åbnede bjergene sig op. Og her blev det seriøst stejlt. Sten lå spredt ud i alle forskellige størrelser og der skulle tænker over hvert et skridt. Nøj den var led her og med tankerne om de kommende 10 km bjergrygsløb så kunne jeg godt mærke der ikke lå en fantomtid i benene 🙂 Fulgtes stort set hele vejen op med en anden. Selvom mit italienske er ikke-eksisterende og hans engelsk ligeså forsvindende dårligt, formåede vi dog at snakke lidt. Vild stigning og jo højere op vi kom, jo mere fantastisk blev udsigten over bjergene og solen der stille og roligt kom mere og mere op.

 

t5c3

t5c14

På Toppen

Langt om længe rammer jeg den første top og har allerede lagt halvdelen af løbets hm bag mig. Fantastisk udsigt her. Og nu kan jeg se selve bjergryggen vi skal bevæge os på. De ser sindssygt vildt ud når man står og skuer ned over det fordi det hele bliver så småt. Her så det ud som om vi skulle løb på et 20 cm bredt spor med stejle klipper ned på hver side 😉 (Ved jo godt realiteten er en anden). Men lige herfra hvor jeg stod, så det sgu vildt ud. Kommer her ind på første rigtige bjergdepot….arh…depot eller depot…Der stod nogle vandflasker og så stod der en person i regntøj??? og hjalp til.

 

t5c5

 

 

De næste km var virkeligt svære. Top tekniske nedløb og endnu mere vanvittige små stigninger. Ikke sådan lange, men bare rigtig “bøvlede” Der var bjergreddere flere steder. Stedet, der gav det største sug i maven var et virkelig stejlt nedløb. Der var ingen sti her, men kun en klippeside. Der hang to reddere i liner på klippesiden for at hjælpe os. På dette stykke var der hamret en line i væggen vi skulle holde fast i og der var små metal trappetrin banket i også.  Følte mig ikke på noget tidspunkt i fare, men hold da kæft mand det gav et sug ved at kigge ned af klippen. WOW.

bil3

t5c8

Bjergryggen

…fortsatte med det ene svære stykke efter det andet. Det var meget kringlet og der var flere små stykker rundt om klipperne hvilket gjorde det svært rigtig at se hvor langt vi skulle. Det fede ved det var, at der hele tiden åbnede sig nye scenarier op. Hele tiden ny udsigt. Hele tiden underlag der skulle holdes fokus på.

 

t5c15

t5c17

 

Efter et stykke tid kunne jeg begynde skimte en spids på en bjergtop og samtidig også skimte andre (formentlig) deltagere bevæge sig op imod det. Føler jeg har ok overskud og kan presse lidt på her…og selvfølgelig banker jeg foden i en sten og falder så lang jeg er. Slår skinnebenet lidt, men heldigvis ikke noget slemt. Flot. Kommer langsomt men sikkert hen til spidsen hvor der også er et depot nogle hundrede meter nedenfor.

 

 

t5c13

 

På hver eneste top vi har været over stod der folk og skrev vores nummer ned og så skulle vi samtidig selv skrive vores navn der. Dejlig lavpraktisk 🙂 Om end jeg kunne få mine bjergløberkundskaber nedjusteret lidt. Kunne nemlig også se min placering her. Lå konstant mellem nummer 13-15. Vel at mærke ud af cirka 50 startende!!!! Havde helt ærlig troet jeg ville ligge i top 10, men fuldstændig ligegyldigt egentlig. Det her var simpelthen så fedt og i den grad value for money.

 

 

Midterstykket og “crampa-krise”

Efter depotet ved cirka 25 fulgte et stejlt nedløb. Sørme så om ikke jeg lige skulle gentage mit styrte stunt. Helt ned og ligge. Landede ovenpå mine stave. Er egentlig ret overrasket over at de holdt til det 🙂 Ingen skader og videre nedad. Efter omkring 5 km nedløb skulle vi omkring 350 højdemeter op i terrænet igen. Havde netop overhalet en, men på opstigningen her begyndte min højre hase hurtigt at brokke sig. Jep. Det var stejlt. Rigtig stejlt og der var absolut ingen steder at gemme sig på bjerget. Stoppede op og tømte hvad jeg havde af væske. Tog en saltpille og en gel. Strakte ud efter alle kunstens regler og kunne nu gå super langsomt og med semi dødt højre ben slæbende efter mig. Italieneren jeg før havde overhalet kom op og forbi mig mens hans smilende sagde “crampa”……Ja sgu, brummede haltefanden, alt imens toppen laaaaaaangsomt nærmede sig.

 

bil2

Vejvisning med forbehold

Havde lidt svært ved at holde styr på hvor langt jeg var kommet i løbet. Bildte mig selv ind at uret viste lidt forkert, så da jeg nåede hen til et lille vanddepot på toppen spurgte jeg manden ved depotet hvor langt der var igen. Han forstod ikke og jeg kunne ikke forklare mig. Jeg havde dog heldigvis en nu gennemvåd flyer fra løbet, der blandt andet viste en højdeprofil. Viste manden det og han kunne pege på at jeg stod på toppen af det sidste bjerg. Han gestikulerede at der nu kom et langt, roligt nedløb og at jeg skulle være klar over at der kom en stigning allersidst også. Super info og jeg tøffede godt tilpas og tanket op, videre. Det skulle vise sig at denne mands vejvisning holdt stik….Det gjorde de næste ikke 😉

Total cruise-mode ned af en bred grusvej. Formentlig 3-4 km inden den stod på singletrack igen. Havde ikke længere den store tidsfornemmelse, men havde stadig en tro på at uret da helt bestemt måtte vise for få km i forhold til hvor langt henne jeg var….

Derfor forsøgte jeg at spørge ved en vej post hvor langt der cirka var til mål igen. De sagde max 5. Yes. Det passer sgu meget godt med at uret viser lidt skævt.

 

t5c12

 

 

 

Forsætter lidt ned endnu inden jeg kom til et relativt fladt stykke. Her forekom det mig at ruten fortsatte i det uendelige med en lille stigning. Begyndte langsomt at bilde mig selv ind, at dette nok var den sidste stigning jeg var inde på og at den jo ikke var så slem endda 😉 Samtidig kunne der jo heller ikke være så langt igen.

Men hov…nu kom der pludselig et depot derude i det fjerne. Nå derhen efter at have løbet næsten en time (hmm…..5 km i alt til mål var sidste melding…) Blev jo så lige nød til at spørge her også omkring distance tilbage til mål. De slog ud med hænderne. What? Spurgte om hvor lang tid de troede det ville tage at nå i mål….1 hour…perhaps! Ja, ja…sådan cirka plus minus, plus det løse cirka agtig.

 

Sidste stigning

Nej, nej og atter nej, den lille stigning jeg før havde løbet på var ikke det sidste bjerg. Det var nu blevet rigtig varmt og trætheden havde godt nok meldt sig i kroppen. Begyndte at bevæge mig opad. Havde opgivet alt om at have nogen forventning om hvor langt/kort der var til mål. På dette stykke kom der stille og roligt en ældre italiener op til mig og fortsatte og rolig stil forbi og videre op. Han var måske 65 år. Senet og sej som bare f….. Imponerende.

Den sidste stigning her var måske på 3-400 højdemeter i alt, men den nev godt nok i stængerne. Endelig nåede jeg toppen og kunne lunte stille og roligt let nedad mod mål.

Drejer om et hjørne og kan nu se målportalen et par hundrede meter oppe. Traver op og kommer i mål.  Feeeeedt 🙂

 

Målbyen

Vel i mål. Smiler lidt over setuppet her. Jo jo. Der er en målportal. Bagved er der sat nogle bænke sammen hvor deltagere sidder og hviler. Samtidig er der et par ældre personer der sidder ved bordet. Foran sig har de et stort fad. De sidder og snitter små stykker af lokale oste og pølser. Ahh – det er dælme lækkert. Der er heller ikke andet end et hus. Ingen by eller noget – kan se en snørklet vej lidt oppe af bakken – men altså ingen decideret by. Sjovt at plante målet sådan et sted 🙂

Tager mig lige lidt tid og får noget i hovedet. Men ikke længe, da jeg jo lige har et issue omkring at komme herfra og ned til Lillianes – startbyen. Får fat i arrangøren og spørger til shuttle service de selv har nævnt noget om. Hmm…Ikke forstå engelsk. Pege, pege og bruge fakter samt kropssprog – sikkert ganske underholdene for de omkringværende. De peger op til den vej jeg kan se og peger derefter ned. De siger minibus. Godt så. Der må jeg op.

Minibus…Ikke i miles omkreds. Til alt held møder jeg en deltager der kan lidt engelsk som fortæller mig at hendes forældre faktisk lige netop nu er på vej ned til Lillianes hvor de bor og at jeg sikkert godt kan køre med dem. Fantastisk gæstfrihed.

 

t5c1

 

Super fed oplevelse

Bagefter løbet er jeg vanvittig glad for at have prøvet så lokalt et løb. Hvilken entusiasme og gæstfrihed der hersker.  Løbet var top fedt og havde en ret heftig sværhedsgrad på bjergkammen. Det har været en virkelig fed tur som jeg tænker værende yderst relevant for mit hovedmål sidst i august.

20 minutter efter jeg er tilbage ventede familien med restitutionsvenlig vandcykeltur 🙂 Klasse.

 

Ses på stierne 🙂

/Dannie

@dannietrail

Nye løgnehistorier fra de varme lande…

“Gimme gimme gimme, I need some more. Gimme gimme gimme, Don’t ask what for” Som Henry Rollins fra Black Flag synger det. Jeg ved det heller ikke, men jeg skal bare have mere bjergløb. Og det er mega hårdt! Så hvorfor?

thuile01Anyway. Næste løb hernede blev Trail della Becca di Viou i Valpelline. Jeg kendte det meste af ruten, da den går lige forbi Doues og det B&B i Torrent hvor jeg boede tidligere. Noget spektakulært skal man løbe gennem en 800 m lang tunnel med kun 180 cm til loftet – så pandelampe var obligatorisk udstyr. Løbet bød på 31 km med 1650 hm. De var så nogenlunde fordelt på 2 x 5 km hvor specielt 15-20 km trak tænder ud. Til gengæld gik 10-15 km overvejende nedad bakke – endda et par km på asfalt og grus, så jeg klokkede lige en femmer på 24:02 min. Den hurtigste i de sidste to måneder! Præstationen rakte til en 11. plads blandt mændene og en 6. plads hos de 40-59 årige – og så et interview efter målgang. Tja, og så var det 34 grader varmt og Franco Collé vandt. Så det var ikke for børn!

Der var fin service for løbere der kom langvejs fra da man kunne overnatte gratis på Campingpladsen 200 m fra startstregen. Det var lækkert når man lige kører rundt i en minicamper og leger trailbums. Løbet sluttede i nabobyen Roisan hvor der var pasta og hele molletjavsen. Men det var 32 grader varmt, så jeg tog shuttlebussen hjem. Bad om en overnatning mere da der var lækkert nok og nød så bare solen. Næste dag spurgte jeg om prisen – men det var også gratis. Super. Tak for det. Så videre til La Thuile og godt med madindkøb på vejen.

La Thuile var en rimelig ucharmerende skiby og vejret var ret skod, så det var bare lidt at vente på løbet om lørdagen. Ruten sagde 25 km og 1500 hm. Umiddelbart lyder det jo ikke så skræmmende. Men alle højdemetrene var stor set placeret på de første 10 km. Ikke lige min kop te. De må gerne være spredt ud med nogle ‘danskerstykker’ ind imellem. Det var der ikke noget af her.

Jeg boede ret tæt på start/mål. Efter at have tjekket starten af ruten blev jeg en kende bleg. Lige rundt om et par hjørner og så op ad en lang og meget stejl asfaltvej op mod bjerget og et skilt der sagde 16% hældning.

Aha, tre dages specialtræning måtte kunne gøre det!
1. dag. De første 7 km i korte intervaller for at se om det kunne løbes. Det kunne det – i intervaller. Og så tempo på nedløbet samme vej tilbage.
2. dag. De første 5 km fra man kommer til selve bjerget med stave så hurtigt som muligt. Hurtigt ned.
3. dag. Det ca. 700 m lange asfaltstykke inden bjerget som intervaller x 3. Roligt ned.
Det var det. Så blev det vist ikke bedre. Og dog. jeg havde også tjekket de sidste km ned til opløbet. Det var ‘danskerterræn’, jubii. Skovvej og et stykke asfalt hen ad en promenade nedenfor skipistene inden man lige skulle runde et par skarpe sving, over en parkerinsplads og op ad en sidste stejl bakke p   å 5 m inden mål på byens festplads.

thuile02Godt så. Lørdag. Løbet skydes i gang. Folk løber som galninge. Franco Collé sætter tempo. Nogle går i stå på vej mod bjerget. Fint. Vi krydser en bro inden det går løs. Jeg ligger nr. 16. Hmmm, nok en kende optimistisk. Og det var det! Anyway, frem med stavene og så er det bare hårdt arbejde opad den næste halvanden times tid. Kvalme. Jeg er lige ved at knække fra start. Må bakke lidt af. Bliver overhalet. Hænger lidt på. Falder af. Bliver overhalet igen. Hænger på i en firmandsgruppe. Det går okay. I en ti minutters tid. Falder fra ved 4 km. En meget ung mand overhaler og kommer op til gruppen. Derefter kommer der et tog på tre sølvræve. Argh, der skal jeg med. De holder et kværnende hårdt tempo. Vi kan se firmandgruppen. Så må jeg give fortabt. Har ligget som elastik for længe. Taber næsten modet. I dag får jeg tæsk. I dag er det italiensk hjemmebane og jeg hører ikke til.

Men så når jeg toppen, og depotet ved Rifugio Deffeyes. Der er lidt kaos. Nogle hænger i baren og nogle drøner lige igennem. Afsted. Og så er det bare stejlt, teknisk og eksponeret nedløb derfra indtil de sidste par km ‘danskervej’. Jeg får følgeskab af fyr med måne og sammen henter vi en foranløbende. Fedt. Men så falder jeg fra. Pokkers.

Løber meget længe alene. Kryds og tværs af vandløb. Over utallige stenfald og gennem tæt bevoksning. Får følgeskab bagfra af en ung nr. 33. Vi skiftes til at løbe godt op eller ned. Så er han 50 m foran, så er jeg. Det giver godt moment. Vi henter den helt unge fyr der er træt. Okay, hvor er så de andre. Vi henter ham med måne. Super. Nr 33 stikker af. Øv. Så henter jeg ham med den orange trøje fra firmandsgruppen. Han er helt slukket og nede at gå. Og foran er ham med tatoen på benet fra firmandsgruppen. Og yes, nu kommer vi til danskerterrænet. Farvel til tatoen og månen. Og lidt længere fremme ligger den sidste fra den gruppe. Jeg tager mig sammen og på de sidste 200 m asfalt prøver jeg at skrue op. Det vender sig i maven med det samme. Okay, for tidligt. Ned over parkeringspladsen. Inden man skal op over græsset bider jeg tænderne sammen og kommer forbi. Dagens højdepunkt. Knækker sammen efter målgang og får næsten krampe i både lægge og lyske. Damned, det var en hård rute!

Går hjem i bad og Heine ønsker tillykke. Jeg er blevet nr. 22. Og det er faktisk hæderligt og jeg kunne ikke have gjort det bedre. Senere er der pasta og øl og en masse præmier. Tre brasilianere får prisen for at komme længst væk fra. De er glade. Solen skinner. Alle er glade. I morgen kører jeg til Valsavarenche for at bruge to uger i den dal og så løbe Gran Paradiso Trail som byder på 25 km med 1800 hm. Ja, ja, gimme some more…

thuile04Ellers er tiden gået med at tumle rundt i bjergene. Det kan man ikke få nok af. Jeg har også haft besøg af Benjamin Holst og vi fik taget nogle gode ture omkring Cogne. Der var der masser af højdemeter og vilde ruter. Nu er jeg som sagt i Valsavarenche som åbner sig op i hjertet af Gran Paradiso nationalparken. Fik nogle gode ture da jeg ankom og tog en overnatning i camperen. Nu er jeg på hotel lige ved start/mål af Gran Paradiso Trail. Har fået scoutet lidt af ruten. Den slutter med et ca 9 km langt nedløb og så ca. 1 km flad vej langs floden. Det ser godt ud for fladlændingen – hvis jeg bare overlever den foregående 7 km lange dræberstigning inden.

thuile03I går gik jeg en mega svær stigning op til Bivacco Grivola i 3320 moh. Den startede med de første 4,5 km af Gran Paradiso Trail som bare er hårdt slid op ad bakke. Derefter tager ruten et stykke af Tor des Geants ruten i modsat retning. Jeg fortsatte lidt ind mod Col Loson og gik så op mod Pointa Blanche. Og sikke et arbejde! Det sidste lange stykke opad var på alle fire gennem endeløse stenfald og terræn for geder. Ruten var meget svær at læse nedefra og virkelig ekstremt stejl. Samtidig er man jo også temmelig tung i hovedet når luften bliver tyndere og tyndere. Men det var det hele værd. Det var super flot deroppe. Der skal prøves en del af mens jeg er her i paradis.

Save