Moonlight Magiá Trail

Moonlight Trail udgår fra Rifugio Magiá som er depot på Tor des Geants ruten, så det var en meget god anledning til at få løbet noget af ruten i højt tempo. Godt med højdemeter og 25 km stod den på i blandet terræn lige fra brede grusveje til super smalle stier og tekniske nedløb.

Jeg skulle egentlig have deltaget i en træningslejr i Rifugio Magiá under overskriften ‘Train like a Kenyan’ – intet mindre! Der skulle komme et lille hold kenyanske løbe plus et par italienske stjerne man kunne fornøje sig med. Programmet sagde to gange morgen træning og så et let eftermiddagspas. Why not? der var også en masse andre indslag. den blev desværre aflyst pga for få tilmeldte – I wonder why 😉 Jeg blev dog tilbudt at få lov at bo i rifugiet til kursuspris i ugen op til løbet med fuld forplejning. Ja tak, sagde jeg.

moon_cimaUgen gik med at speed hike det meste af ruten med afstikkere til Becca Fontaney, Mont marion og Cima Bianca. Specielt det sidste sted er nok noget af det mest fantastiske sted jeg har været (siger jeg igen, igen). Men det var virkelig overvældende med direkte udsigt til Cervino og Monte Rosa samtidig med et landskab på toppen der ikke virkede jordisk. Selvom jeg tog det roligt var der så meget jeg syntes jeg skulle se, at jeg fik tilbagelagt 100 km i ugen op til løbet. Måske ikke helt ideelt. Til gengæld var forplejning og indkvartering tip top.

På løbsdagen var jeg godt rolig, men ved starten var jeg nok lige en tand for spændt. Man kan vist roligt sige, at jeg fik lagt for hårdt ud. Alt for hårdt. Den første bakke på ca. 400 m slog bogstaveligt benen væk under mig. Helt fremme i første geled, jaja. Men jeg syrede for vildt lige inden toppen – og så var det ned i tempo og håbe på det kunne vaskes ud hurtigt. Det gav så lige et dyk i placeringen og inden jeg så mig om lå jeg nede som nr. ‘nogen og tredive’ (talt i et serpentinersving). Total nedtur at se så mange glide forbi. Det er dummeste man kan gøre, men jeg skulle jo liiige prøve!

moon_startFørst efter ca. 45 min og ved passage af første væskedepot ved Rifugio Cuney kom jeg til mig selv igen. Så gik jagten ind. Jeg hentede ret hurtigt fire placeringer ned fra Cuney. Derefter kom der et langt svagt nedløb over marker hvor jeg nappede to mere. Så fik jeg sagt til mig selv, at nu måtte jeg også tage mig sammen. Havde haft for mange båndsløjfe-tanker mens jeg led. Ud over et stykke åbent terræn kunne jeg se at der var fem løbere foran indenfor få min. Koncentrér dig! Og det gjorde jeg så gennem et skovstykke med danskerbund. Tre mere blev hentet. Men de to sidste holdt same afstand foran? Pokkers. Nu var vi helt nede i bunden af højdekurven og snart skulle vi opad. Stejlt opad! Til min store fornøjelse så jeg at der hang tre løbere og stegte på stigningen – plus de to der stadig holdt samme afstand. Jeg fik kæmpet mig forbi to af de tre stegte. Det begyndte alligevel at se godt ud og motivationen steg eksponentielt med at afstanden til mål faldt.

Det sidste stykke af ruten havde jeg gennemløbet to gange i ugen op til løbet, så jeg gav den max æde selvom det var en meget smal sti helt ud til kanten. Ret hurtigt får jeg hentet en løber. Samme fyr som jeg har løbet mod tidligere to gange – den stod 1-1 indtil nu. Dernæst hentede jeg de to som havde ligget med fast afstand de sidste 5 km. Og så til sidst fik jeg taget ham der havde set stegt ud på stigningen på det sidste stykke grusvej. Jeg var virkelig flyvende på nedløbne til sidst.

moon_focus2Sluttede som nr. 17 sammenlagt. Nr. 16 hos herrerne og nr. 4 i Vet1 (40-59 år). Den første kvinde var en placering foran med to minutters forspring. Hendes mand var en af de to jeg havde jagtet længe. Efter løbet snakkede jeg lidt med dem. Hun skulle også løbe Tor des Geats og han havde gennemført fem gange tidligere. Det viste sig, at hun hedder Lisa Borzani, er på landsholdet i bjergløb og tidligere har vundet TDG for kvinder på 91 timer. Tak for kaffe, hun var også skarp at se på. Manden hedder Paolo Pajero og har gennemført på 94 timer i 2013. Heftigt selskab! I det hele taget så holder de her ‘små’ løb en ekstrem høj konkurrencefaktor selvom der måske ikke er så mange deltagere.

Så på trods af en katastrofal start på løbet og en masse negative tanker i starten, så fik jeg vendt bøtten til sidst og kæmpet mig godt tilbage. Ville dog meget hellere have haft et godt jævnt løb i stedet for. Men sådan var det!

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogs

At miste motivationen for det man brænder for

Trail Sierra Nevada DNF

At miste motivationen for det man brænder for og hvordan man får vendt skuden

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogs Did not finish. Det lyder slemt og føles slemt, og alle løbere der har prøvet en DNF ved at den svider og gør ondt på moralen. Ingen har lyst til at skulle trække sig fra et løb af den ene eller anden grund. Tankerne ruller ind over én med alt det ”jeg kunne/burde have gjort” anderledes.

For mit vedkommende havde jeg en DNF i juli, under Trail Sierra Nevada. Det var et løb jeg virkelig havde set frem til at færdiggøre, da jeg året forinden måtte udgå pga. udmattelse og da jeg missede cut-off til dette års løb med kun 8km igen var jeg grædefærdig. Al den træning og mental klargørelse og så misser jeg fordi jeg ikke fik disponeret ordentligt over min tid til sidst.

Det har været en drøj pille at sluge og jeg har været temmelig nedslået, og det har min træning i den grad båret præg af, da motivationen er dalet.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogsÅret startede ellers super godt ud, da jeg i slut februar forbedrede min tid på maraton distancen til Trans Gran Canaria med en halv time og løb flyvende i mål. En måned efter var jeg afsted igen, denne gang til Italien i Loano og løbe Maremontana. Et super lækkert løb hvor start og slut foregår på stranden. Ruten var 46km med 2800hm, det var koldt og regnede i bjergene. Men sikke et fantastisk løb. Jeg løb ikke min bedste tid, men jeg nød turen og kom i mål glad, træt og gennemblødt. Knap 3 uger efter ventede Penyagolosa MiM trailløb. Dette var et løb jeg slet ikke havde regnet med at skulle deltage i.

Jeg havde smidt et lod i puljen, kort før jul, men fik ikke startnummer og havde egentlig afskrevet løbet da jeg nogle dage efter modtog en mail med at jeg alligevel havde fået startnummer dertil. Så lørdag 22/4 stillede jeg til start i Castellón på 63k distancen med 3000hm. Min længste distance til dato og et af de smukkeste og fedeste løb jeg nogensinde har løbet. Jeg kom i mål i tiden 10:24:26 pave stolt og træt.

 Efter dette sidste løb, blev jeg lagt ned af sygdom, min krops reaktion på de sidste mange måneders træning og løb i bjergene. Min træner Rune, sagde smågrinende at han var glad for at høre at jeg trods alt var et menneske. Min restitution havde været formidabel hurtig efter alle tre løb, ingen gener, smerter eller lign. Men så ramte en king kong bronkitis og jeg var slået ud i over tre uger både fysisk og psykisk. Den sved og jeg duer bare ikke til at være syg, jeg har ikke tid til at være syg. Men jeg fik virkeligt at føle, at min krop sagde, hør her søster nu tager vi den lige med ro. Heldigvis var der i maj og juni måned ikke planlagt løb, så jeg kunne bruge tiden fornuftigt på at komme til hægterne og træne op til Sierra Nevada 62k/3700hm.

Som nævnt tidligere så måtte jeg sidste år udgå knap 10km fra mål pga. udmattelse og dehydrering.

En svær beslutning, men absolut den rigtige. Specielt da jeg her året efter løb på samme strækning og slet ikke kunne huske at jeg havde besteget den del af ruten. Skræmmende men sandt.

Ved dette års løb havde vi hedebølge i Andalusien. I Granada blev der målt knap 50 grader, så jeg vidste at løbet ville blive en udfordring og at korrekt væskeindtag var alfa og omega for et velfungerende løb.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogsJeg havde medbragt en masse Tailwind nutrition sticks samt salttabletter. Det skulle vise sig at være det bedste jeg havde gjort for mig selv, rent væskemæssigt.

Da løbet gik i gang lørdag d. 15/7 kl. 06:00 fra Beas de Granada var temperaturen allerede 22 grader og 400 løbere stævnede ud i mørket mod Pradollano (mål).

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogsDe første ca. 30km gik godt, men så begyndte solen og varmen for alvor at bage, og da jeg nåede væskedepotet ved 34km var temperaturen oppe omkring de 40 grader og folk faldt som fluer. Desværre var det også sådan at de ved dette væskedepot løb tør for vand og vi måtte knap 20-30 min på friske forsyninger. Dette depot var ikke et opsamlingspunkt, men der var mange løbere der her havde givet fuldstændigt op og blev kørt ned af frivillige der kom forbi.

Der var sat en bruser op og jeg fik stillet mig under den og fik kropstemperaturen ned.

Jeg fik samlet mig selv, smidt en ekstra flaske i løbevesten og begav mig ud på næste strækning, knap 14km til næste væskedepot.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogs  Det skal siges at mit hjerte bløder for at hjælpe andre undervejs i løb og det skete også her. Oppe på plateauet støder jeg på en løber der var gået helt ned med flaget, jeg sagde til ham at vi kunne følges ad. Og der begik jeg jo så en mindre fejl, fordi jeg gik væsentligt ned i tempo og brugte mit krudt på at hjælpe ham, hvor jeg i stedet nok skulle have ringet til løbsledelsen og gået ham hjulpet ned. Men af skade bliver man klog og dette løb har om noget været en god læring. Jeg missede cut-off med ca. 15 min, og fik i første omgang lov til at løbe videre og havde gjort mig klar til dette, da jeg blev stoppet og fik beskeden om at det var for sent. Skuffelsen var stor og jeg ringede med det samme til min træner Rune og fik en lang snak med ham. Vi aftalte at tales ved nogle uger efter, så jeg lige kunne få løbet på afstand.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogs Pudsigt nok gik min krop helt i baglås efter dette løb og jeg havde ondt over det hele, så jeg gav mig selv ro og hvile. Den første rigtige løbetur havde jeg 23/7 og det var med god fornemmelse i kroppen, omend jeg var træt. De efterfølgende ture blev løbet i min ferie på GC (Gran Canaria). Sidste løbetur løb jeg d. 3/8, for knap 14 dage siden. Min krop ville ikke og min motivation var i bund, og skyldfølelsen over manglende motivation overvældende, for jeg elsker jo at løbe. Jeg elsker det frirum det giver mig, det er mit outlet hvor jeg kan løbe tanker og frustrationer ud af kroppen.

Min søde træner kunne sagtens forstå mig og min manglende motivation. Ja det kom jo næsten ikke bag på ham som han sagde.

Så hvordan kommer jeg så videre?

Om tre uger har jeg et nyt løb, som jeg virkelig har set frem til, Riaño Open Trail, 48km/3000hm og som jeg vil løbe. Min træner siger at jeg rent fysisk er klar fordi jeg har km i benene, så nu skal gejsten bare lige vende tilbage, små skridt – hvis jeg kan ;)!

I dag tager jeg første skridt (eller løb) i den retning og tager en 10k distance for arbejdet til DHL og jeg glæder mig – Jeg kan jo godt og endnu mere vigtigt jeg brænder for det.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogsDette første blogindlæg er dedikeret til min veninde Irene, som jeg lærte at kende mens vi traskede op af en af de lede stigninger under Penyagolosa MiM. Og som sammen med sin mand Pablo tog mig under deres vinger og lod mig bo hos dem under Trail Sierra Nevada løbet.
Jeg er taknemmelig for hendes støtte og kæmpe hjerte, og jeg ved at vi ses igen meget snart.
,

Når drømmen brister …

I dag skulle jeg løbe mit første ultraløb … årets ultimative udfordring på 60k på Sjællands nordkyst. I stedet sidder jeg her i sofaen og drikker kaffe og hører Mads & Monopolet … her er de sidste dages genvordigheder:

De sidste to uger har stået i taperingens navn inden det løb, jeg har set frem til hele året:  Nordkysten 60k.

Denne uge har så stået på klargøring – tirsdag lidt intervaltræning om tirsdagen i København med Jørgen (han elsker at svinge stopuret), hvor jeg mod slutningen fik lidt ondt i venstre læg, lige der hvor den store lægmuskel stopper. Det føltes ikke helt godt, så de næste par dage behandlede jeg læggen på forskellig vis og blev også helt symptomfri og åndede lettet op.

Torsdag til et lille o-løb i Hedeland som den sidste træningstur. På vej op fra grusgraven gik det galt, selvom jeg tog det rimeligvis med ro … læggen gav et lille smæld, og smerten skar gennem læggen.  F*** (et meget grimt ord) … var min første tanke.  Havde jo haft en fiber i læggen tilbage i december, og genkendelsen af smerten var IKKE velkommen. Selvom jeg havde været symptomfri og godt kunne løbe, så var tirsdagens lille øv-ting åbenbart ikke helt væk – tværtimod skulle der ikke meget til at fremprovokere den igen.

Jeg var helt slået ud … grædefærdig og dybt frustreret … et halvt års struktureret træning løb bare lige ud i sandet … og på få dage var jeg i stedet slået tilbage til start!!

Hjemme igen fik den is på, og hvad der ellers anbefales jf. RICE princippet. Men jeg var godt klar over, at jeg havde en beslutning, der skulle tages – og den var ikke nem.

Jeg vidste jo godt, hvad den ”rigtige” beslutning ville være – nemlig ikke at deltage for ikke at forværre skaden og dermed forlænge skadespausen. Men hold nu OP, hvor ville følelserne ikke lytte til fornuften. Kunne jeg ikke bare starte, og så se, hvor langt jeg kunne komme?  Jeg var dødgod til at finde på alverdens muligheder, som måske kunne lykkes – hvis jeg var heldig …  tage forbi en fys og få plaster på, ultralyd og hvad de ellers kan af diverse kunster for at symptombehandle, så man kan fortsætte.

Jeg valgte at gå på FB og søge en fys i en af løbegrupperne. Jeg forklarede ham, hvad der var sket, og han var enig i, at det lød som en fiber. Der var forskellige muligheder for at behandle, men hvis jeg kom forbi ham som klient, så ville han fraråde mig at løbe 60k 2 dage efter, at den var brudt helt op – uanset hvor meget smertefri jeg kunne nå at blive.

Det afgjorde sagen!

Skulle jeg droppe løbet og få en lille skadespause med mulighed for at komme hurtigt tilbage og fortsætte træningen – og så finde et nyt løb til næste år – eller skulle jeg forsøge at gennemføre 60k, velvidende at det ville koste dyrt i den anden ende med lang skadespause, inden jeg kunne genoptræne benet så meget, at jeg kunne komme ud på mine elskede lange ture igen.

Pludselig var valget ikke så svært …

Jeg var stadig vildt frustreret, men for ikke at blive ”lokket” af den lille abe på min skulder, som gerne ville ud og løbe, så skrev jeg min beslutning på min FB-væg.  NU var det offentligt – ingen vej tilbage.

Men KORS hvor er det hårdt at skulle se drømmen smuldre …

Nu sidder jeg så her i sofaen lørdag formiddag med kaffe i kruset, mens de andre deltagere har tilbagelagt et par timer af løbet – den eneste trøst jeg lige kan finde er, at det regner udenfor, så det er både vådt og glat på ruten – specielt på de store sten – de bliver ikke sjove. Men jeg kunne ikke løbe – jeg humper stadig rundt, så der ville ikke have været mulighed for at løbe.

Og der er faktisk en trøst mere:  Jeg ved, at jeg har taget den helt rigtige beslutning – og jeg klapper mig selv på skulderen over, at jeg har taget det rigtige valg, så nu må jeg bare se at blive klar, så jeg kan snøre skoene igen.

Jeg har selvfølgelig siddet og kigget på mit træningsforløb … er der noget, jeg har gjort, som skulle have været anderledes, men der er ikke noget, som har stukket ud, og selvom jeg har løbet rigtigt mange km, så har jeg været god til hele tiden at lytte til min krop og navigere efter dens signaler. Så jeg tror bare, at det var sort uheld, at det lige skulle ske nu …

 

Når jeg så først har ramt bunden af ”hullet”, så er der kun en vej – og det er op igen …

Derfor er drømmene ikke bristet … de er blot udskudt til næste år.  Jeg har valgt samme hovedmål til næste år:  Nordkysten 60k og har nu knap et år til at blive endnu stærkere og i endnu bedre form, end jeg er nu, selvom jeg lige skal helt ned og starte forfra.

Så jeg glæder mig – og ser nu frem mod 2018 fuld af løbeoplevelser med venner og andre løbetosser.

 

Vi ses derude !!

At løbe er at leve eller er det?

En blog om modgang og om at være sin egen værste fjende. En løbers fortælling om sejre og nederlag, en flirt med triatlon og det der med at tage en dag af gangen.

 

2017

Lad os starte fra begyndelsen, 2017! Sidste år var en drøm, jeg gik fra flere marathonløb til 2 ultraløb, og jeg havde den ene fede løbetur efter den anden. Jeg gik ind i det nye år med en forventning om at løbe længere, hurtigere, blive stærkere og løbe flere ultraløb. Drømmen brast relativt hurtigt. Jeg lagde ud med at bruge både januar og februar med låste nakkehvivler og smerter, som jeg aldrig troede jeg skulle opleve. Jeg kunne max sove 20 minutter af gangen i siddende stilling, da det var værst. Smerterne var konstante, uanset hvilke smertestillende præparater jeg brugte, intet hjalp. Da det endelig faldt på plads ved hjælp af kiropraktor var fysikken heldigvis ikke så medtaget og jeg løb hurtigt en halvmarathon og 30 km, back on track!

 

Lykken er lunefuld

Jeg var flyvende efter min skade, det kørte bare. Så jeg ville kaste mig over nye udfordringer og prøve med trailløb. Jeg var alt for kåd og lagde voldsomt ud med 15 km, resultat en knæskade allerede i februar/marts. Her var jeg for alvor sat tilbage! Nå, men som det positive menneske jeg er, så tænkte jeg, at det jo også var på tide at starte træningen til den ½ ironman, som jeg havde meldt mig til i juni. Så jeg kløede på med cykling og lidt svømning (det keder mig med svømning og jeg er elendig til det). Jeg trænede 12-15 timer i ugen og tænkte, at det ville komme til at gå mega godt til mit første tri stævne. Ja ja, man kan undre sig over, at jeg starter med en halv ironman og ikke mindre tristævne som mit allerførste, men jeg elsker bare en god udfordring.

Jeg skulle virkelig tage mig sammen til svømningen. Svømning var fra barnsben den eneste sport jeg dyrkede, men som voksen så kan jeg bare ikke finde den samme glæde. Men hey jeg fik trænet!

Svømning i Jels sø i min nye tridragt, alt var dejligt den dag :-)

Svømning i Jels sø i min nye tridragt, alt var dejligt den dag 🙂

Min flirt med ½ ironman

På selve dagen for den halve ironman var der varmt, der var varm som i brændende varmt, og sveden løb ned af ryggen på mg allerede fra morgenstunden. Resten af dagen var der 24-26 grader, en KÆMPE udfordring.

Jeg var heldigvis kommet mig over min løbeskade i månederne op til med det resultat, at jeg kun løb. At løbe for mig er at leve og jeg føler mig fri med musikken i ørene og masser af kilometer på landevejene. Men løbeglæden resulterede i manglende lyst til at svømme og cykle, jeg kunne ganske simpelt ikke tage mig sammen, jeg havde ikke meget overskud. Så fik jeg en løbeskade 3 uger før stævnet, og jeg var død og pine nødt til at cykle og svømme. Jeg nåede 3 hele svømmeture (wauw) og et par cykelture. Cykelturene med god hjælp og gode råd fra en af mine bedste venner.

Jeg kom sidst op af vandet på selve dagen (forventet), men jeg hentede overraskende nok nogle på både cykling og løb. Cyklingen spillede max! Jeg tog den med ro med 26,5 km i gennemsnit, da jeg ville gemme energi til løbeturen, og så frygtede jeg også lidt om benet kunne holde til løbedelen. Min fysioterapeut var ikke 100 % sikker, men han var klar over, at jeg skulle mangle et ben for at give op på forhånd (hans ord), så han var parat til at samle mig op efterfølgende.

Løbeturen gik rigtig godt, konkurrencemennesket stak hovedet frem og jeg kløede på trods varme og sparsom træning. Jeg løb grædende af stolthed over målstregen, jeg var en stædig jernkvinde den dag, og jeg var STOLT!!

Her kommer jeg grædende af glæde over målstregen.

Her kommer jeg grædende af glæde over målstregen.

 

Når alting brister

Men den manglende træning forud for ironman havde en årsag. Jeg har, set i bakspejlet siden februar, haft manglende overskud. Jeg har hevet mig selv til træning og på job og til sociale arrangementer. Jeg har været glad, når jeg kom afsted, men det har krævet masser af energi at komme afsted. Jeg er som udgangspunkt altid glad, men det er lidt sværere at bevare et lyst sind i modvind. Jeg har overhørt min krops signaler, for jeg har jo ikke følt mig stresset! Jeg har prøvet at ramme bunden med både stress og depression for mange år tilbage, men sådan føles det absolut ikke denne gang. Så jeg kløede ufortrødent på, prøvede at indfri mine egne tårnhøje forventninger om at skulle løbe så og så mange kilometer og altid være ovenpå. Jeg var jo powerwoman!

Overskuddet blev mindre og mindre, men jeg tænkte hele tiden, at jeg bare lige skulle over ½ ironman, den næste weekend, den næste uge osv. Trætheden var alarmerende, jeg sov afbrudt og dårligt, havde ofte træthedshovedpine og døjede med humørsvingninger. På jobbet bevarede jeg `facaden` og det gjorde mig godt at komme afsted. Særligt nattevagterne var nogle gange et frirum, sparsom søvn eller ej. Jeg er sygeplejerske på en kræftafdeling, og jeg er så afsindig glad for mit drømmejob og mine empatiske og omsorgsfulde kollegaer og den stemning og sammenhold, der er på jobbet. Dette hjalp mig i den grad til at komme afsted.

Men for et par dage siden skred det hele, jeg kunne ikke mere. Jeg brød sammen overfor min mand og jeg græd i et væk. Grænsen var nået! Han sagde til mig: ”skat jeg ved, at du elsker dit job, men du bliver nødt til at sygemelde dig”. Det gjorde jeg, for jeg vidste, at han havde ret. Efterfølgende begyndte det hele at gå op for mig. Jeg havde brugt meget energi på at blive ved med at køre på og være den jeg er. Men jeg er ikke den, jeg er. Jeg er brugt og træt og kan ikke overskue en lille ting som at tømme opvaskemaskinen!

 

Hvad gør jeg så nu, hvordan lander jeg på benene?

Jeg er en fighter, det vil jeg så gerne tro. MEN jeg skal skrue ned til mine forventninger til mig selv. Jeg skal ikke altid løbe 15-20 km, det er ok at løbe 5 km. Det er ok at have en off day, det er ok at sige fra. Jeg er min egen værste fjende, jeg hamrer mig selv i hovedet, når jeg ikke lever op til mine egne standarder. Sådan har det altid været, ikke blot med løb men med karakterer osv. Det er svært at ændre på den man er. Jeg skal derfor vende min selvdestruktive adfærd. Jeg skal ikke blive skuffet, når jeg ikke løber så langt som jeg gerne vil eller kommer til alle de arrangementer, jeg gerne vil. Jeg skal være glad for, at jeg gør hvad jeg kan! Det er lettere sagt end gjort, ting tager tid.

Et helt livs indgroede vaner tager tid at lave om på, hvordan gør man det? Jeg tager en dag af gangen nu. Jeg sover rigtig meget, bruger min sygemelding fra job til at give mig selv ro. Jeg løber det, jeg kan uden pres om at nå diverse distancer, fordi det gør mig gladere bare at kunne lidt. Jeg står op, og jeg prøver. Jeg prøver at finde energien til at komme ud af sengen, komme bare lidt ud i den friske luft og ikke ligge og spille Candy crush dagen lang. Jeg fokuserer på sundhed, fordi vægten også er steget, og fordi jeg ikke har haft overskud til at gøre noget ved det. Jeg fokuserer på sund mad, fordi det gør mig godt. For når jeg lever sundt, så er jeg god ved mig selv og det gør mig glad.

Min mand går ture med mig, får mig ud af sengen og han forsikrer mig om, at det er forbigående, at jeg kommer stærk tilbage. Han bekræftiger mig i det, min krop fortæller mig, at jeg skal slappe af.

Det er et af mine absolutfavoritsteder, jeg stopper altid op her, når jeg er ude at løbe. Jeg skal bare lige beundre den smukke natur og nyde roen en stund.

Det er et af mine absolut favoritsteder! Jeg stopper altid op her, når jeg er ude at løbe. Jeg skal bare lige beundre den smukke natur og nyde roen en stund.

 

I guder hvor er det svært, men et skridt af gangen, en dag af gangen!

Jeg er ikke nogen powerwoman, jeg er et menneske. Alt det sociale er sat på stand by for nuværende. Jeg skal og må acceptere, at lige nu er energien sparsom. Jeg skal se det som en sejr at komme ud af sengen og komme ud og gøre noget aktivt, bare lidt. Men det er svært at se det som en sejr, at komme ud af sengen, at løbe eller gå en mindre tur, når man er vant til at have gud ved hvor mange bolde i luften. Men en kat har 9 liv, det samme har en inkarneret løbetosse. Jeg lander på benene! Vi har alle nedture, jeg er midt i min. Det tuder jeg lidt over i ny og næ. Men jeg har mit bagland, min mand og familie, mine veninder og mine omsorgsfulde kollegaer og jeg tuder, når jeg har brug for det.

At løbe er en afhængighed for mig! Jeg skal bare over dørtrinnet, og det kommer jeg, for jeg skal have mit fix. Det er den sejeste kamp, men den er det værd. Løb og aktivitet er livskvalitet for mig, i større eller mindre doser. Vi har alle vores kampe, fysiske eller psykiske, og vi kommer forhåbentlig alle videre. Hvis jeg ligger på sofaen dagen lang, som jeg mest har lyst til, så er det en ond cirkel. Det gør det værre for mig at gøre absolut intet. Jeg kan ikke være social lige nu, jeg kan ikke alt det, jeg gerne vil, men jeg kan gøre mit bedste for at bryde en nedadgående spiral! Jeg prøver ihærdigt at nedsætte mine forventninger til mig selv, fortæller mig selv, at det er okay at jeg bare løber 5 km eller går en tur i dag.  Et skridt af gangen, én dag af gangen!

Jeg håber, at nogen kan bruge denne beretning til noget. For mig hjælper det at skrive det sort på hvidt, hvordan jeg har det. Det er terapi at have min lille beretning på skrift. Alt det bedste til jer, der læser dette. At leve, er at leve!

 

 

, ,

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 3)

 

Del 3:   Fra maraton til ultra

Efter en veloverstået maraton glædede jeg mig til at skulle bygge videre på min gode form. Aldrig i mit liv havde jeg været i bedre form. Men så dukkede der lige en ikke-løberelateret operation op i december, som tvang mig til en 3-4 ugers løbepause. Så selvom grundformen ikke helt ville forsvinde, så var jeg dog (igen) banket tilbage.

Pausen fra løb brugte jeg til at læse om løb – hvad ellers? Jeg funderede også over, hvad jeg egentligt havde lyst til nu … efter et par HM og en M. Var jagten på PR i enten halvmaraton eller maraton nok til at motivere mig, eller skulle der noget andet til …

Jeg havde lige snuset lidt til DGI vintercrossløb inden operationen og ville gerne ud og løbe noget mere i naturen – trail – så jeg begyndte at støvsuge nettet og Facebook for information og grupper indenfor trail. Meget hurtigt stødte jeg på ultraløb og læste nogle løbsberetninger. Det at kombinere naturoplevelse og løb lød virkeligt tillokkende, så jeg søgte lidt på forskellige ultraløb i Danmark, som kunne være gode debut-løb, og helst efter sommerferien, så jeg havde tid til at træne mig op til det. Mine øjne faldt på Nordkystløbet (sidste løb i Ultracuppen) midt i august måned. ”Kun” 61k og da den fulgte nordkysten af Sjælland fra Hundested til Helsingør, ville det nok være så som så med højdemeter.

I min søgen efter trailløb i mit nærområdet, var kontakten faldet forbi Holbæk Orienteringsklub – en helt anden måde at dyrke løb på, som både kræver at man er i god form og er i stand til at holde hovedet koldt, så man kan finde vej. Jeg startede op med at GÅ banerne i januar måned (måtte jo ikke løbe endnu). Orienteringsløb – og specielt Holbæk Orienteringsklub – vandt mit hjerte … men det er en helt anden historie, som I får i en separat blog.

Tilbage til distanceløbet … så begyndte jeg i februar – efter endt pause – at træne med henblik på Nordkystløbet.

Mange har spur

cj-berlinhm-2017-1

Første delmål varBerlin HM (igen). Jeg trænede efter samme principper som sidste år … øge distance … langsomt løb og sidste 3-4 uger op til løbet lidt interval, for lige at booste iltoptagelsen. Selvom jeg kun havde haft 2 måneder til at komme i form til dette løb, så gennemførte jeg alligevel i 2:02 (dog ikke med så stort overskud som året før), men jeg var glad, og det gav et godt udgangspunkt for min ultratræning.

cj-berlinhm-2017-2web

 

Efter Berlin havde jeg valgt at hyre en coach i et forløb på fire måneder, fordi jeg ikke selv havde styr på, hvad der krævedes i et ultraløb. Han trænede primært løbere i HM og M distancer men sagde, at han havde trænet andre ultraløbere. Han spurgte, hvad mit mål var – og det var jeg lidt usikker på, for jeg har jo ikke løbet ultra før, så jeg havde kun mit maraton at sammenligne med, så jeg sagde tempo 6:30 i snit (mit HCA maraton lå på 6:09), hvilket ville svare til at gennemføre løbet på ca. 7 timer incl. stop i depoter … men jeg skulle da blive meget klogere.

 

Jeg startede op i coachforløbet – både med tekniktræning og med løbetræning. Hver måned ville min plan, som var bygget op efter samme struktur som HM-planer og M-planer, blive revideret ud fra mit aktuelle niveau, og det lød alt sammen meget fint. Det, der undrede mig, var, at han mente, at jeg kunne gennemføre et ultraløb på 61k med den længste tur på 24k i løbet af hele perioden. Med mit eget kendskab til træningsplanlægning, så syntes jeg, at det lød af meget lidt. Jeg havde ikke fornemmelsen af, at jeg fik presset min krop nok under træning til at kunne holde til et løb på 7 timer, men han bedyrede, at det var fint nok.

Efter lige godt en måned, så fik jeg ved et tilfælde kontakt til en ultraløber på Sydsjælland. Jeg spurgte lidt ind til principper for ultratræning, og han fik refereret mit ugeprogram (som så kunne ganges med 4 for en måned), og han var ganske himmelfalden. Jeg fik slet ikke nok km i benene, og der var ikke lagt styrketræning ind. Hans ord var: Ultraløb er bare ikke et længere maraton – det er så meget mere.

Så jeg afbrød mit samarbejde med coachen halvvejs i forløbet, fordi jeg simpelthen ikke havde tiltro til, at hans træning ville få mig helt igennem Nordkystløbet (jeg havde naturligvis en drøftelse med ham om dette). Dette nævner jeg sådan set kun for at give erfaringen videre – at selvom en coach synes, han/hun godt kan løfte en given opgave, så er det vigtigt at sikre sig, at vedkommende har erfaring med dette, hvordan/hvor tæt der vil blive coachet. Derudover er det vigtigt om vedkommende kender det løb, man skal løbe af hensyn til de specifikke udfordringer, det pågældende ultraløb måtte have, og man kan evt. også kontakte nogle af de løbere, som coachen har haft under sine vinger. Ultraløb er ikke som maraton på landevej – det er et trailløb, og underlaget man løber på kan være særdeles udfordrende og have stor betydning for både tempo, energi- og væskeindtag under løbet.

Jeg fik nogle enkle træningsprincipper af ultraløberen, som ville gøre sig til ultratræning, og som differentierede sig fra den træning, jeg havde lagt til HM og M: Udover den sædvanlige med 10% stigning og restitutionsuge, så blev back-to-back træning introduceret og løb 5-6 gange om ugen, hvor nogle af passene er restitution og et enkelt er lang tur.  Ingen træning over 2½ time, for da begynder kroppen at nedbrydes (undtagen måske den lange tur – den er til forhandling).  Samtidig blev træningen også lagt om fra at være baseret på distance (km) til at være baseret på tid. Grunden til dette er, at 10k på trail tager længere tid at gennemføre end 10k på landevej, så for ikke at overbelaste kroppen, så er det en god ide, at ændre til tid.

Jeg lavede min træningsplan helt om efter disse principper og kunne se, at jeg ville komme til at købe mange flere km om ugen – i snit mellem 55 og 65k – og sidste peak-uge op mod de 75-80k inden tapering 2 uger før løbet. Til dette skulle der så lægges styrketræning 2-3 gange om ugen for at styrke specielt benene (men også overkroppen) til udfordringen. Herudover skulle jeg så væk fra landevejen og løbe meget mere trail – helst på underlag, som minder om det underlag, som jeg skal løbe på til selve løbet.

Sjovt nok kendte jeg pludselig flere tøser fra løbeklubben og orienteringsklubben, som gerne ville med ud på nogle af de lange ture, så vi lavede en lille FB-gruppe, hvor vi kan slå ture op, og så kan de andre byde ind, hvis de har lyst til at være med. Det har fungeret fantastisk godt og har givet mig dejligt selskab på flere af de lange ture.

Jeg løb trail en gang om ugen (2-2½ time) på Det Hvide Spor ved Avnsø – et spor med gode udfordringer. Her fik jeg også ind imellem trænet ultra-teknikken med at gå op ad alle stigninger for ikke at belaste benene for meget. Derudover lagde jeg en længere tur om ugen på landevej men i meget kuperet terræn, og så var der det løse med interval/bakke/tempo-træning og restitutionspas.

traening-moen-2017-1

Den flotteste udsigt ved Møns Klint

I min sommerferie var jeg en tur ved Møns Klint og træne – en tur på 18k, 2½ time og 700 højdemeter. Det er et ganske fantastisk område at løbe i – bare en skam, der er så langt derned. Det var et hårdt træningspas, og helt optimalt så havde jeg lavet en BtB-træning og løbet samme træningspas igen dagen efter.

 

20170710_124415

Sten, sten … og lidt flere sten

Jeg havde undersøgt lidt om Nordkystløbet på FB og fundet ud af, at en af de udfordrende passager i løbet var fra Hornbæk til Ålsgårde, hvor der først er sand, så rullesten og dernæst kæmpesten som kystsikring, som man skal hen over. Jeg tog til Hornbæk og parkerede bilen og ville løbe så langt jeg kunne på ca. en time – og så retur igen. Det var fuldstændigt lige så udfordrende, som lovet.

På stranden/sandet gik det nogenlunde med at løbe. Små skridt er vejen frem.  På rullestenene var det straks værre, jeg skred hele tiden, og mine ankler og fødder blev godt mishandlet, og de sidste knap 3k hen til Ålsgårde var ”gedehop/vandring” henover de store kystsikringssten.  Jeg var lige godt en time om at tilbagelægge de 6k fra Hornbæk til Ålsgårde, og på løbsdagen rammer vi dette område efter ca. 50k, så det skal nok blive underholdende!!

Kystsikringsstenene ved Ålsgårde

Kystsikringsstenene ved Ålsgårde

På vej tilbage til Hornbæk valgte jeg at GÅ på rullestenene, både for at skåne mine fødder og ankler, men også for at se, hvad tidsforskellen ville være ved hhv. løb og rask gang. Den var under et minut, så det viste mig bare, at når jeg kommer til svært løb-bare områder, så sparer jeg kræfter ved at slå over i gang.  På turen tilbage til Hornbæk kunne jeg godt mærke, at kroppen var mere træt, og det tog da også 20 min. længere. En fin erkendelse at have gjort – og ikke mindst mærket underlaget på min egen krop. Gennemsnitstempoet på dette træningspas var 11:30 … LANGT fra mit mål om 6:30.

20170710_124429Underlaget var så måske også noget af det sværeste, vi kommer ud for på race day, men alligevel blev jeg klar over, at jeg var nødt til at revidere mit mål – og ikke kun for at revidere målet i sig selv, men også fordi min energiplan for løbet jo så ville komme til at se helt anderledes ud. Det er nemlig sådan, at vi selv skal medbringe al energi/mad til løbet, der serveres kun frugt, chips og drikke i depoterne.

Så fra en forventet sluttid på 7 timer (med planlagt energidepot for hver 2 timer), så er mit realistiske mål nu 9-10 timer, så det vil sige 3 timer mellem hvert energidepot. Meget afgørende for, hvor meget energi/drikke jeg skal have med i min løbevest.  Min træningstur på nordkysten var også hård ved benene og ikke mindst fødderne, så jeg skal have tapet mine fødder op til løbet, så jeg ikke så nemt vrikker rund, og så fandt jeg ud af hvor vigtigt styrketræning er for at kunne klare sådan en udfordring – så der blev lige skruet op for styrketræningen med lidt tungere kettlebells.

Nu er der så 2 uger til race day. I forrige uge havde jeg en rigtig dårlig løbe-uge. Syntes ikke, der var noget som helst der ville lykkes, og benene ville ikke rigtigt, som jeg ville have dem til. Men jeg nåede da alligevel op på godt 7 timers løbetræning (60k). Den dårlige løbsoplevelse i løbet af ugen udmøntede sig så lige i en krise i troen på egne evner, men heldigvis fik både løbe-Jørgen og min ultraløber fra Møn mig på lidt andre tanker. Den sidste uge har så heldigvis været meget bedre. Jeg nåede op på lige godt 9 timer i alt (82k) – henover weekenden løb jeg 3x10k både lørdag og søndag, så jeg prøvede at løbe 60k på 2 døgn og fik afprøvet løbets distance med mulighed for at restituere lidt undervejs, så jeg ikke sled alt for meget på min krop.  Til og med 40k gik det faktisk meget godt. 40-50k der begyndte jeg at blive træt, og den sidste tur var en sejtrækker – specielt de sidste 4k.  Men jeg løb dem alle og brugte 7 timer til det!

De sidste to uger er tapering (neddrosling), hvor fokus vil være at få udstyr og energiplan helt klar … og så skulle jeg gerne være klar til at debutere i ultraløb. Jeg glæder mig … helt enormt … både til selve oplevelsen, men også til at blive en erfaring rigere, og finde ud af om mine forberedelser har været gode nok – eller hvor de måske kunne have været bedre.

Den 12. august bliver en spændende dag  !!!