,

Tor des Geants – en overmenneskelig opgave!

Dette er en opsummering af oplevelserne fra TDG frit efter hukommelsen. Der er sikkert meget der er glemt, men det er også de blivende indtryk der er de vigtigste. Det er et løb der næsten er umuligt at kapere undervejs – og for den sags skyld også efterfølgende. 338,6 km med +24.000hm siger den officielle distance. 25 bjergpas og et terræn for bjerggeder.

ruteJeg følte mig utrolig godt forberedt med ophold i Aosta dalen siden 1. maj og deltagelse i fem kortere bjergløb samt gennemløb af hele ruten sammen med min makker Heine Petersen og Marlene Hjortebjerg. Alligevel havde jeg ingen idé om hvor vanvittig en både fysisk og mental belastning et løb som dette er.

Så langt! Så mange dage, så lange nætter, så lidt søvn og så meget hjernespind – og tvivl. Men også overskud, eufori og glæde.

Før løbet havde jeg en stålsat vilje til at dette skulle lykkes. Min tillid til egne evner i terrænet og mit indgående kendskab til hele dalen gjorde, at jeg følte mig aldeles klar på dagen. Der var ingen nervøsitet udover det sædvanlige før et løb. Dette var mit terræn. Min dal.

Og jeg havde en plan. En dristig plan. Jeg ville gennemføre på under 100 timer. Et absolut hårdt krav, men ikke urealistisk i forhold til det jeg vidste jeg kunne. Alt andet lige betyder det ca. 85 km i døgnet – eller et alpemarathon for hver 12 timer. Simpel plan ikk’? Jeg havde helt klart farten og jeg havde teknikken til det. De ubekendte i ligningen var: søvn, skader og uheld. Alle tre faktorer der kunne vælte korthuset.

udstyrValget af udstyr er til gengæld simpelt. Jeg løber i Salomon og har gennemprøvet adskillige sko inden løbet. Valget af sko er Speedcross 4 pga greb og støddæmpning. Alt andet er der ikke så meget at sige til. Jeg er ikke så pernitten med tingene. Det er benene der skal gøre arbejdet! Færdig.

start01Heine og jeg mødes med Michael Fich i startområdet. Alt ånder fred og ro. Vi virker alle tre glade og med overskud. Vi starter i roligt tempo efter råd fra Heine. Næsten 900 løbere halser af sted. Mange over evne. Men hellere holde tempoet lidt nede og sidde fast i flaskehalsene på den første stigning end brænde ud. Og efter noget tid åbner løbet sig op. Jeg finder min rytme efter første ’lette’ bjergpas og kommer snart ind mellem andre med samme tempo. Det kører bare derudaf og nærmest inden jeg har set mig om er jeg i La Thuile. En by jeg har boet i og deltaget i Trail La Thuile. Det giver god tiltro til egne evner. De næste to pas ryger nærmest også af sig selv og snart står jeg nede i Planeval. Forude ligger første hoveddepot i Valgrisenche og de første 50km er passeret. Jeg har på forhånd valgt at gå det meste af dette stykke for at give benene ro. Det er fladt og på græs. Det bliver også mørkt og derfor tjener det til en slags ’hvile’ for benene.

Første depot er ret hektisk. Der er mange løbere allerede. Nogle ser dog allerede lidt slukkede ud! Jeg sidder ned ved siden af to franskmænd. Denne ene hedder Philippe – han skal siden gå igen. Og igen. Det bliver blot et hurtigt strømpe- og underbukseskift. Af sted ud i mørket og det første seriøse udfordring. Stigning op til Rifugio Epée og så Col Fenetre med et sygt stejlt og teknisk nedløb. Jeg kommer hurtigt op til en løber der går og taler i telefon. Det er Philippe og vi følges til Epée. Her øger vi undervejs gruppen med et par mand og Fenetre nappes i fin stil. Nedløbet går rigtig godt sammen med en spanier og ved Rhemes Notre Dame strutter jeg af selvtillid. Det kører super. Ikke for hurtigt og ikke for belastende. Der er ingen tegn på for stor udtrætning af musklerne.

Herefter følger to af de højeste pas. Col Entrelor er lidt af en bastard og jeg får et højdeildebefinde. Meget irriterende, da jeg burde være helt tilpasset til højden. På et tidspunkt er jeg tæt på at brække mig. Men nyser i stedet for to gange helt nede fra maven. Heldigt for den løbet der ellers vil have fået glæde af mavetømningen. Jeg kommer dog over passet i okay tempo og turen ned til Eaux Roussos kender jeg indgående. Den sidste del føles som en uendelig gentagelse af ens serpentinersving som trætter mig lidt psykisk. Og forude venter Col Loson! Det er 3296m og med en uendelig lang stigning som er dræbende uoverskuelig – selv i frisk tilstand. Heldigvis er vi en spredt gruppe af løbere som nu har set hinanden lidt an. Der er en stiltiende forståelse for, at vi går samme tempo, men med lidt skiftende styrker og svagheder. Cho fra Japan er smilende og virker sympatisk selvom han ikke mægler et ord. Falk fra Tyskland virker stærk og rolig. Phillipe er sakket lidt bagud mens andre er kommet til. Himlen lysner og vi går i spredt formation ind mod opstigningen. Mine ben er møre. Mere end forventet. Jeg må bakke lidt af og kan ikke holde tempo som i juli hvor jeg nærmest ’fløj’ over sammen med Heine. Jeg har tabt lidt terræn op over det sidste svære stykke i stenfaldet. Heldigvis letter det hele når jeg begynder at komme ned i højere tryk og jeg får løbet fornuftigt ned til Rifugio Sella. Cho løber forbi uden ophold og vi nikker til hinanden. Han led også op over Loson. Vi er i samme båd. Men vi skal videre. Det er en ny dag og den føles til at blive varm!

Ned fra Sella mod Cogne løber jeg i egne tanker med solbriller og er lidt fraværende. Det er alligevel hård kost at tage turen i sammenhæng. Og der er langt hjem. Meget langt. Pludselig mødes jeg af et: ”Det jo Knudsen”. Det er Flemming Andersson og Kenneth Petersen fra Team Schwausen. Det er en virkelig fed fornemmelse, at de kommer ud på ruten. Det river mig ud af min lidt sløve tankegang og jeg kommer ud med nogle ting om de svære passager. Utroligt, at så lidt kan betyde så meget. Bagefter løber jeg ned til Cogne med nyt overskud. Nye sokker og nye underbukser. Og solcreme! Lidt føde, og så af sted derfra. Ingen grund til at hænge i depotet.

Fra Cogne til Lillaz er der et helt fladt stykke med ’blød’ bund. Dette har jeg også udset som ’hvilestykke’. Det tager en halv time og giver ro i hovedet. Derefter følger en stigning der på ’papiret’ ser let ud, men den er ret udmargende. Min plan er at nå helt til Rifugio Dondena før jeg vil sove første gang. Men jeg er faktisk ved at være ret træt. Undervejs overhaler jeg en del og nogle andre kommer bagfra. Lige inden passet Fenetre de Champorcher ligger Rifugio Sogno di Berdzè. Her går jeg kold. Pludselig ryger luften ud af ballonen. Okay, så er det her du sover. To timer under et tæppe i en kold sovesal. Ikke verdens bedste søvn. Men lige nok til at hjernen bliver nulstillet. Jeg går ud derfra og kommer hurtigt op til Wes fra Colorado og Thomas fra Schweiz op mod passet og senere Andrea fra Italien på vej ned fra passet. Fælles depotstop i Dondena, men Thomas og Wes smutter hurtigt mens jeg spiser pasta bianca med Andrea.

Det bliver mørkt igen og i næste depot møder jeg Thomas og Wes igen. Wes kigger på ruteprofilen og siger – som så mange andre har sagt – at det ser nemt ud derfra og til Donnas. Men det er det ikke! Jeg fortæller dem at det næste lange stykke er teknisk svært og med små skarpe stigninger der ikke kan ses på ruteprofilen. De tror vist ikke helt på det. Men det er det. Wes kobles snart af og sammen med Thomas henter vi en del løbere indtil Thomas også falder tilbage. Jeg æder det hele i et langt hug og står snart på asfalten i Höne. Det er en by og der er gadebelysning. Der er plant underlag. Det virker befriende! Og jeg går og lunter ned til hoveddepotet i Donnas. Desværre føler jeg også en træthed omkring mine knæ. Det meget bremsearbejde i relativt lavt tempo slider på leddene. Det er sært, at fordi man bevæger sig langsomt, så belastes kroppen på en anden måde. Og specielt mit højre knæ er mærket på ydersiden. Knæskallen trækkes skævt pga en tidligere operation og det er lidt hævet. Derfor tager jeg mig god tid i depotet og får løsnet benene.

Jeg er underlig forvirret da jeg går ud fra depotet. Klokken er 1:15 anden nat og jeg har kun sovet to timer. Samtidig er det en mild sommernat og jeg går roligt afted i t-shirt og vest. Byen er rolig og jeg følges med tre italienere med Rafaella Miraelle. Forude venter stigningen op til Rifugio Coda. En satan! Jeg har tidligere taget stykket op til Coda på 3,5 time og afsætter derfor 5 timer til det her. Det er fint i forhold til min tidsplan og burde gøre, at jeg ikke bliver overanstrengt. Det føles også meget nemt, men til gengæld føles turen meget, meget lang. Jeg får lidt selskab af en brite og en amerikaner, men smutter fra den i depotet halvvejs. Det sidste stykke op trækker lidt tænder ud og knæet melder tilbage med brok over belastningen. Da jeg når kanten mødes jeg af en blæst af stormstyrke og en sigtbarhed på stort set ingen. På med vindjakken. Den står som en ukontrolleret drage bagud og det ene ærme er på vrangen. Det er som at kæmpe med flag i uvejr. Og mens jeg kæmper kommer Falk forbi i rask trav med en spanier på slæb. Jeg får jakken på og høvler de sidste 20 min af mod hytten i bar arrigskab over blæsten. Falk griner af mig og siger, at man altid skal tage jakke på inden man når kanten. Tak. Det husker jeg til næste gang. Vi er præcis halvejs på hele ruten og tiden siger 44 timer. Er det for hurtigt? Måske, men der skal jo også regnes tid til at sove ind og at tempoet daler mod slutningen. Der er dejlig varm og hyggeligt i Coda. Planen er dog at tage det næste stykke med til Rifugio Balma for at sove der. Så udnytter jeg dagslyset og kommer tættere på Niel. Det næste stykke der venter, er nemlig en af de mest udmagrende sektorer på ruten. Falk har sovet tre timer i Donnas og smutter med det samme.

Turen til Balma bliver ret hård. Jeg er træt og mit knæ brokker sig. Det tager tre timer. Lidt mere end forventet. Jeg hopper i seng og sover to timer. Vågner op og er stiv i alle led og mine fødder er helt smadrede. Okay, det er nu der for alvor begynder at gøre ondt. Udenfor depotet prøver jeg at strække højre quadriceps ud. Knæet kan ikke bøje til 90 grader og knæet er stærkt hævet på ydersiden. Min eneste chance er at komme til næste hoveddepot i Gressoney Saint Jean og få noget behandling. Der er langt! Jeg ender med at gå stort set alene frem til Niel. Det tager en evighed og knæet bliver mere og mere stift. Det er også kedeligt så jeg maser med negative tanker undervejs. I Niel overraskes jeg af vores hotelværter fra Hotel Croux i Courmayer. De er ude for at heppe på Stephanie Case der ligger treer hos kvinderne og ventede så lige på mig. Det giver et boost da jeg hænger temmelig meget med skuffen her. Der er kun fire timer til Gressoney siger de. Og der er fysioterapeuter. Kun fire timer! Det bliver fire ret tunge timer, men pludselig er jeg ned på asfalten og har hoveddepotet indenfor rækkevidde. ”Massagio?” spørger jeg som det første og vises vej til fysserne. Ind i bad og op på briksen. Og her kommer jeg under den mest kyndige behandling jeg kunne ønske. Mine ben løsnes op og han tager fat om knæskallen og trækker roligt i musklen til den slipper spændingen. Efter mad og strømpeskift – og det obligatoriske skift af batterier i pandelampen-  står jeg igen ude i mørket. Fuld af ny selvtillid og med friske ben. Så længe det varer…

Det næste stykke starter blidt med flad vej. En ræv hopper ud foran mig, men ellers er det rolig stilhed. Derefter følger et benhårdt stykke op mod Col Pinter. I dagslys en smuk tur. I bælgravende mørke helt alene og overtræt er det pludselig en nærmest uoverkommelig opgave. Og her føler jeg mig for første gang pludselig magtesløs. Der er virkelig langt til næste depot og der ingen civilisation undervejs. Det er også skide koldt og jeg raver af sted som om jeg er fuld. Forvrider foden og bander over at jeg ikke kan se andet end det i lampens skær. Og flagene med reflekser. Som bare bliver ved, og ved, og ved. Det tager en evighed at nå op til passet. Til sidst kommer der en pandelampe bagfra. Jeg sætter mig og spiser en bar og venter på selskab. En frisk franskmand. Ved toppen pakker han stavene sammen og spænder skoene og så suser han dernedaf hurtigere end jeg kan følge med. Alene igen! Og lang svært nedløb foran. Jeg er lige ved at græde. Sådan næsten da. Jeg føler mig i al fald meget, meget alene.

Timer senere dukker Rifugio Crest endelig op. Klokken er 3:30 og jeg er smadret af træthed. Indenfor er der super hyggeligt og hyttefolkene hilser mig velkommen. De har cornflakes og chokopops med mælk. Det spiser jeg og nyder at være kommet ud af min fortabte tilstand. Jeg beder om at sove to timer. Så kommer jeg tættere på dagslyset inden jeg skal det sidste stykke ned til depot i Champoluc. Da de vækker mig spiser jeg cornflakes og chokopops igen og drikker kaffe. Jeg vil helst ikke ud i kulden igen. Og jeg er begyndt at miste det mentale overblik over dag og nat. Tænker, at i morgen skal jeg nå der og dertil. Men det er jo allerede i morgen. Eller noget? Man kan jo ikke skille dag og nat tænker jeg. Sære tanker der melder sig.

forunderefterTuren fra Champoluc til Saint Jasques går i en døs mens dagen gryer. Derefter følger en lang stigning mod Rifugio Thournalin som bare er en lang gang steady pligtarbejde. Det er et godt depot rent mentalt. Et pitstop inden stigningen mod Col di Nana. Jeg tager mig sammen og spiser også det pas i jævnt tempo. Desværre har jeg et stykke tid haft negative båndsløjfer i hovedet. Jeg keder mig! Man går for meget synes jeg. Der er for lidt sjov. Jeg tænker på hvordan jeg i de korte løb hernede tager nedløbene i højt tempo. Farten og spændingen mangler her. Det er surt slid synes jeg. Det bliver meningsløst. Det er et ret uheldigt tankespind jeg er inde i. Ned mod Valtournenche og næste hoveddepot er jeg faktisk meget nede. Her tænder jeg min telefon for første gang og beklager mig. Tilbagemeldingerne får mig dog til at løfte hagen fra bordet. Det skal gøres færdigt det her. Tidsplaner er godt nok røget lidt i vasken. Jeg kan ikke længere nå under 100 timer, men jeg skal fandme gøre mit bedste for at komme tæt på.

På vej mod Rifugio Barmassa bliver jeg hentet af af tre italienere der går i et kværnende konstant tempo. Jeg hægter mig på og pludselig kommer jeg da fremad i konstant tempo. Vi æder os vej til næste depot og her smutter jeg fra dem. Jeg vil frem til Refugio Magiá hurtigst muligt. Der boede jeg en uge op til Moonlight Trail og ser frem til at komme igen. Der venter et meget teknisk nedløb fra Fenêtre de Tsan, men derefter er der et nemt stykke. Jeg bliver modtaget med åbne arme i rifugiet. Det giver et mentalt boost igen og jeg sover to timer i en seng jeg kender. Håndtryk og skulderklap på vejen ud gør at det næste stykke i buldermørke op mod Rifugio Cuney er til at overkomme. Deroppe møder jeg Johan Steene fra Sverige som jeg sidst så efter Balma. Det er sært at man pludselig støder ind i folk som har været foran eller bagved i flere døgn. Som at bevæge sig i en slags paralleluniverser. Han smutter ud før mig. Det næste stykke er hårdt at komme igennem. Jeg vælter nærmest rundt i stenfaldene og på et tidspunkt vrikker jeg om på foden igen. Denne gang kommer der en skarp og meget intens smerte fra ydersiden. Ikke godt! Jeg bander over at skulle rende rundt i mørket. Man kan jo ikke engang nyde omgivelserne. Alt er gråt i gråt. Men jeg priser mig lykkelig for, at jeg i det mindste ved hvad det er jeg render rundt i. At jeg har en klar fornemmelse af hele dalen og rutens forløb. Det må være utrolig innerverende for dem der er her første gang. Et uendelighedesprojekt. Anyway, pludselig er jeg ved Bivacco Clermont og møder Johan igen. Han kigger på mig og spørger om jeg ikke skal sove en times tid. Det har jeg først tænkt mig at gøre i Ollomont. Men måske har han ret. Hytten er fortættet af venlighed fra de tre hyttefolk. Johan smutter og jeg bliver siddende og drikker friskpresset juice og spiser pasta. Der er langt hjem. Og natten er kold og mørk.

Det næste lange stykke mod Oyace er tæt på at knække mig. Det er ret kedeligt og jeg er alene hele vejen. Da jeg endelig når frem ligger Johan og sover. Philippe som jeg har set tidligere sover også. Alle sover sødt. Jeg tager skoen af og har en hævelse som et hønseæg på ydersiden af anklen. Det ser ikke rart ud. Jeg lægger mig på en briks med foden oppe og døser senere en times tid. Hvis bare jeg kan komme frem til Ollomont i fornuftigt tempo så er der fysioterapeuter igen. Det er mit mål. Jeg skal have fikset foden. Fra Oyace følger en lang stigning mod Col Brison. I mørket føles det som om jeg går det samme stykke igen og igen. Ruten gentager sig selv. Pludselig er jeg bange for at jeg er gået forkert og går det samme stykke forfra. Men det kan man jo ikke. Man kan ikke gå opad og så komme ned. Alligevel begynder jeg at lægge mærke til fældede træer, specielle klipper og andet når ruten drejer igen og igen. Det er irrationelt og min hjerne spiller mig puds. Bagfra hører jeg stave mod sten. Ahhh, to pandelamper dukker op. Det er Philippe og Chilla fra Italien. Hender så jeg sidst omkring Niel. Philippe kører konstant tempo og jeg hopper på. Så er jeg også sikker på vi går den rigtige vej – selvom der kun er en vej!? Vi henter to andre deltagere og når pludselig toppen. Så er det kun nedløbet der skiller mig fra Ollomont. Jeg har boet i byen lige ved depotet ni dage op til løbet. Jeg kender stort set hver en meter derned. Problemet er bare, at min fod nægter at samarbejde. Jeg kan simpelthen ikke løbe nedad og da jeg kommer til den sidste lange og meget stejle grusvej går det helt galt. Smerterne er uudholdelige. Jeg må gå sidelæns og baglæns. Intet hjælper. Jeg råber af vejen. Jeg tæsker den med mine stave. Jeg smider stavene ned i jorden og knytter næverne mod himlen. Men intet hjælper.fodtape Det tager mig tre timer at komme ned til asfaltvejen. Det er blevet lyst og jeg har brugt unødig meget tid på noget der burde have været simpelt. Endelig i Ollomont viser jeg min ankel til ham der står for fysserne. Dislocation. Vaske tæer og så op på briksen. To unge fysser instrueres i at den skal tapes. Jeg går ud som et lys på briksen. Vågner ved at de ryster mit ben og ser den vildeste tape. Gisp. Kan jeg overhovedet løbe med den. Jeg skal stå ned og se om den virker. Den virker fantastisk. Jeg kan lægge al min vægt på foden. Jeg kunne have kysset de to fysser lige der. Johan kommer ind og jeg viser ham den. Den er flot. Måske jeg skulle sove? Ja, det er rigtigt. Snupper en time mere på en briks.

Vågner op til regn og en dropbag der er spredt ud over et bord. Okay. Fokus nu. Propper alt i dropbaggen og tager tights og regntøj på. Og så af sted. Op mod Col Champillon og inden da Rifugio Champillon hvor jeg også har boet og glæder mig til at gense hyttefolkene. Det går ikke hurtigt, men det går og knæene er faktisk holdt op med at gøre så ondt igen. Foden virker super med den nye tape. Jeg når op til rifugiet og modtages igen med glæde. Får en kop kaffe i hånden og skulderklem. Det fylder mig med positiv energi og jeg giver den gas op mod passet til ære for dem. Forude venter et nedløb som jeg kender og så 4 km meget let plan sti. Rutens letteste stykke. Jeg tager nærmest tilløb og starter nedløbet. Det fungerer perfekt. Jeg tager det hele i løb. Euforisk. Det er ren lykke at kunne løbe nedad igen. Det hele vender. Jeg kan se en ende på hele løbet og det bliver en positiv afslutning.

malatraI fin stil når jeg ned til Saint Remy en Bosse og videre. Nu venter kun Malatra. Den sidste forhindring. Det ikoniske sidste pas man skal igennem. Derefter kan det ikke gå galt. Men Malatra er før blevet lukket pga dårligt vej. Og det regner og der er tunge skyer over passet. Jeg går hurtigere og hurtigere frem mod passet. Pludselig letter skyerne og foran mig er bjergene fuldstændig dækket af sne. Jeg bliver helt paf, stopper op og tager et billede af det. Lidt fremme møder jeg en løbskommisær og spørger om passet er åbent.” No problemo”. Bare fremad med mig. Op til Rifugio Fresseti i sne og med panik over det. Her møder jeg sjovt nok Philippe og Scilla igen. Aftaler at gå med dem over passet. Crampons på undervejs og pludselig er vi oppe. Sært nok forløses det hele der. Philippe jubler og hopper op og ned. Og pludselig råber vi og er euforsike. Får taget de obligatoriske billeder. Derefter løber vi ned ad den anden side. Som kåde føl der bare har lyst til at sparke bagud og vrinske.finish Vi har klaret det. Resten er en formalitet. Der er ingen forhindringer. Philippe fortæller løs om Mont Blanc og alt muligt fransk. Vi holder sammen nu. Det er os tre der gjorde det sammen. Scilla har lidt svært ved at følge med, men vi samler op igen og igen. Det er en sær fornemmelse. Løbet er slut på Malatra. Nu er vi ligeglade hvor lang tid det sidste stykke tager. Vi skal bare hjem. Tiden er også ligegyldig. Den bliver god nok. Under 110 timer er helt vildt. Overdrevet vildt faktisk. Jeg vil bare gerne i seng…

sofaI mål modtages jeg af Heine som udgik pga sygdom og af vores hotelværter. Det er lidt overvældende. Jeg er ekstremt træt. Og meget forløst. Det var afslutningen på mit Aosta projekt. Min eksamen som bjergløber. Og det er efter omstændighederne gået over al forventning. Man kan ikke tage højde for uheld og skader. Jeg er derfor også dybt taknemmelig for den fantastisk kompetente behandling jeg fik af fysioterapeuterne i Gressoney og Ollomont. De var guld værd.

Tor des Geants er en vanvittig hård prøvelse. Jeg er glad for jeg har prøvet det og har gennemført. Længden af løbet er afskrækkende, men det er terrænet man skal igennem, der er den virkelige prøvelse. Så mange bjergpas over 2500m er næsten umenneskeligt. Og så nætterne! Som alle jeg mødte sagde: ”It’s the nights!”. De trækker godt nok tænder ud. Og jeg er virkelig glad for at jeg kom i mål inden endnu en nat.

Og kunne det have ladet sig gøre på under 100 timer? Svaret må svæve i det uvisse. Jeg mener godt jeg kunne have gjort det uden uheld. Jeg havde helt klart formen til det. Men den var nok svær. Kigger jeg på nogle af dem der var omkring mig undervejs, så var det kun Falk Huebner fra Tyskland der brød de 100 timer. But who cares anyway…

alletreijakkerNæste dag møder Heine og jeg Harriet Kjær der er bosiddende i Barcelona. Hun er første danske kvinde til at gennemføre. Vi misser Michaels målgang pga dårlig tracking, men han tager revanche næste dag, hvor vi drikker øl og nyder livet alle fire. Egentlig var der også en femte dansker til start da Thure Tornbo Baastrup stiller op for Grønland. Han udgik dog allerede i første hoveddepot.

Min placering og tid blev: Tom Gruschy Knudsen: Nr. 65, 108:46 timer. Bedste danske tid og placering i TDG.

Save

Save

Beatrice-friesland-riano-open-trail
, ,

Riaño Open Trail 48k/3000hm

img_4909

Hvordan jeg kom igen efter en DNF og de kampe jeg havde undervejs.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at motivationen styrtdykkede efter min DNF til Trail Sierra Nevada i juli. Al løb efterfølgende har været mere lystbetonet end regulær træning.

Da tiden så småt nærmede sig, kæmpede jeg meget med mig selv om jeg skulle tage afsted. Hvad nu hvis jeg udgik igen?  Heldigvis var min nysgerrighed omkring løbet dog stærkere (havde virkelig hørt meget godt om løbet og området) end min usikkerhed. Flybilletten blev bestilt, så en enkelt overnatning i Madrid, tog til León og en lejebil fra León til Riaño, knap 100km.

Fredag d. 8/9 tog jeg afsted med en blanding af stress og spænding.  Dog blev spændingen lige en tand for meget da det i toget gik op for mig at jeg havde glemt mine vandflasker (soft bottles) på køkkenbordet. Katastrofe og kæmpe rookie mistake. For hvad gør man lige når man sidder i toget på vej mod København fra Århus. Gode råd var dyre og min puls nåede lige at peake. Jeg lavede en google søgning og fandt ud af, at Outdoor Rødovre havde mine flasker. Fik ringet og lagt to flasker til side. Efterfølgende måtte jeg ringe til min stedfar og brødebetynget bede ham om at køre til Rødovre for at hente flaskerne og derefter køre dem ud til lufthavnen, og nåh ja, jeg var en kæmpe nød og jeg skyldte en kæmpe kvajebajer (insert face palm). Heldigvis, var han sød nok til a tage turen derud og hente dem for mig. Uden et godt netværk, så står man sgu ringe!!!

Det skal siges at jeg plejer at have godt styr på mine sager op til et løb (har min tjekliste så jeg ikke misser noget), men det hele glippede lige den dag.  Jeg mødtes med mine forældre i lufthavnen og fik flaskerne. Fik krammet farvel og med pulsen i normalt leje kunne jeg nu påbegynde første del af min rejse.

Efter en overnatning i Madrid tog jeg toget til León, hentede min lille Fiat Panda og begav mig ind i landet mod Riaño. Turen er ikke mindre en fantastisk. Da bjerglandskabet så småt begyndte at dukke op i horisonten, kunne jeg ikke andet end at smile, for hold nu op hvor er det smukt.  Jeg var overvældet.

img_4868

Jeg nåede Riaño henad formiddagen, vejret var skønt, luften klar og ren. Den hyggeligste lille bjerglandsby.

Området er besøgt af vandrere, pilgrimsrejsende (ja dem der tager turen til Santiago de Compostela), jægere… Og ja løbere.

Jeg havde booket hotel lige ud til byens hovedvej. Det skulle vise sig at være det bedste jeg havde gjort, da målstregen lå 50m derfra :)!

img_4871

Efter jeg havde tjekket ind på hotellet gik jeg en lille rekognoscerings tur i byen, fandt det lokale supermarked og fik købt lidt snacks mm. Aldrig gå ned på snacks ;-).

Riaño Trail Run består af to løb. Det første er et tredages etapeløb, og så det jeg skulle deltage i Riaño Open Trail på 48km/3000hm.

I forbindelse med Etapeløbet var der lavet en Camp og det var her jeg kunne hente mit startnummer.

Løbene er arrangeret af den spanske trailløber Miguel Angel Heras, en gammel rotte trailverdenen og en af Spaniens absolut dygtigste løbere. Han er vokset op i området, så dette er hans baghave –  Hvilken baghave, WOW! Der var lagt op til tørre tæsk.

Startnummeret blev hentet og jeg skyndte mig tilbage til hotellet, for at få spist og hvilet til det forestående løb. Starten skulle gå søndag morgen kl. 8 fra nabobyen Lario. Vi blev hentet i bus kl. 7:20.

Jeg havde på forhånd læst lidt om løbet og havde også talt med tidligere deltagere omkring sværhedsgraden.

Vejret havde været omskifteligt med temperaturer fra -1 til 15 grader. Jeg havde medbragt handsker og det var en rigtig god idé på dagen.

Ellers bestod mit udstyr af “the usual suspects”: mine tro vandrestave, min løbevest – nu med flasker, Tailwind sticks (jeg brugte 4 på turen).

RACE DAY

Jeg stod op kl. 5 spiste min morgenmad og puttede mig under dynen igen og fik hvilet en times tid.

Jeg fik pakket mit udstyr, kom i tøjet og gjort mig klar til afgang. Udenfor var det 5 grader, og blæsende, jeg var bare glad for at det ikke regnede. Kl. 7:20 blev vi hentet af bussen og knap 15 min senere ankom vi til Lario.

Stemningen ved starten emmede af spænding og forventning, og en god portion humor. jeg fik ringet hjem, sat tlf. på lydløs og stillet mig klar i feltet.

img_4898

5 minutter før start kom vores speaker med nogle last minute vigtige informationer, der omhandlede første og sidste stigning. Hvis man led af højdeskræk, ville der være bjergguider til at guide op/ned af bjerget.

Derefter gik starten. Stille og roligt begav vi os alle ud i morgengryet.

De første par km var asfalt, derefter mark og skovbund. Ved ca. 6km ramte vi stigningen PICO DE YORDAS, knap 4km op med 800hm. Der var tåget og man skulle klatre op. Det var svært at se hvor jeg skulle sætte fra med hænder og fødder. I tågen kunne jeg høre guiderne bimle med ko klokker og råbe i skal bare opad –  Jo jo, men hvor er op.

Det tog sin tid og jeg kom op. Men jeg kæmpede meget med småkriser –  den lille stemme inde i mig der blev ved med at sige: Så giv dog op, gå hjem, hvad laver du her??? Det er for farligt? Hvad hvis du falder? Jeg nåede toppen, tog nogle dybe indåndinger og begyndte at kravle ned igen. Jeg sagde til mig selv, nu løber du mod første væskedepot og tager den derfra. Stille og roligt.  Nedløbet var stejlt, bestod af klipper, løse sten og løs jord. De seje proffer springer ned som bjerggeder, det er så ikke mig haha. Jeg er en smule mere varsom. Så med tungen lige i munden fik jeg bevæget mig ned. På vej ned mødte jeg en anden kvindelig løber og sammen fik vi talt os ned af første bjerg og løb sammen mod første væskedepot. Vi fik vendt lidt af verdenssituationen og det var en lettelse at kunne fjerne fokus fra al usikkerheden og i stedet kunne grine og bande af første stigning. Det er også hyggeligere at følges med en lidelsesfælle.

Vi nåede første af i alt 3 væskedepoter undervejs efter 14km. Vi tankede hurtigt op og var videre. Vi holdt en god pace, der manglede trods alt stadig 34km til mål.

img_4914 img_4913

Tågen var så småt lettet, og vejret var blevet lunere. Solen var endda begyndt at kigge frem mellem skyerne. Nu kunne vi endelig nyde omgivelserne. Der var så smukt, ubeskriveligt smukt. Græssende køer og vilde heste. De billeder vi tog, trods de blev gode, kommer slet ikke til deres ret, for det hele var magisk.

Min krise var så småt forduftet, hvordan kan man også have en krise, når man kommer igennem så smukke områder. Desuden hjalp det gode selskab at få afledt tankerne.

Man skal ikke lade sig narre af højdeprofilerne på startnummeret, det der umiddelbart ligner en lille bakketop er meget mere og det snyder så vandet driver. Jeg kæmpede lidt på anden stigning på grund af varmen, men jeg fokuserede og kom igennem. Der røg dog et par eder og forbandelser på vejen.

Jeg nåede andet væskedepot og humøret var højt, over halvvejs. Nu ventede næste stigning som primært bestod af asfalt og grusvej, derefter ned og så en ca. 7km lang flad rute på hhv. asfalt og skovsti. Vi løb blandt andet igennem en bjergtunnel, virkelig syret oplevelse. Efter det kom en 3km stigning med nogle små plateauer undervejs. Min løbemakker var begyndt at blive mærket af træthed og gik ned i tempo. Hun sagde at jeg skulle give den gas, så jeg fortsatte. Jeg nåede helt op og så gik det ellers ned. Masser af løse sten, jord/mudder og en lang smal, stejl passage ned. Den var led, men jeg fortsatte og nåede tredje og sidste væskedepot. Fik min sidste påfyldning og så var jeg videre. Nu ventede den sidste meget krævende stigning.

img_4922 img_4924

Dette var endnu en vertikal stigning, hvor jeg skulle klatre op. Miguel Heras tog imod i bunden og briefede kort, om hvad jeg skulle gøre. Jeg takkede for den fede men lede rute og han kvitterede med: “Du har endnu ikke set det bedste”. Når du når toppen så fortæl mig når du kommer i mål, hvad du synes om udsigten” Og så blev jeg sendt afsted op af bjerget. Der var bjergguider, der stod flere steder og guidede. På intet tidspunkt følte jeg mig utryg eller utilpas.

Jeg nåede toppen og blev overvældet og rørt over udsigten. Her stod jeg 5km fra mål på et meget smalt stykke, hvor det gik lodret ned til begge sider og følte en taknemmelighed over at være nået så langt, for at kunne opleve noget så fantastisk.

Jeg fik sundet mig og guiden forklarede mig, hvad der nu skulle ske. Vi skulle krydse bjergryggen, ca. 200 meter men jeg skulle ikke være bekymret for det var ikke farligt og så længe jeg holdt godt fast ville der ikke ske noget. Vi skulle gå langs en lille klippe afsats. It’s just a hill get over it!

img_4928 img_4929 img_4931 img_4932

Jeg kom igennem tude færdig, jeg havde overvundet mig selv og en af mine største frygt – højdeskræk. Men jeg havde undervejs slet ikke tid til at være bange eller tænke over det, fordi jeg var så koncentreret. Tanken strejfede mig aldrig. Der stod guider til at hjælpe mig ned for dette nedløb var ekstremt stejlt og krævede tålmodighed og vigtigst af alt forsigtighed.

 

Jeg kom ned og så var det ellers mod mål, ca. 2 km igen, men kroppen var træt efter at have været i gang i mange timer. Jeg kæmpede. Min kære løbemakker havde indhentet mig og sammen løb vi ind mod Riaño.  Opløbet foregik på grusvej, og resten asfalt. Vi skulle tilmed krydse en bro ind til byen. Vi grinede, bandede og luntede/løb og gik. Da vi nåede de sidste 100m skulle vi gud hjælpe mig op ad trapper WTF?! Som om vi ikke havde været pinsler nok igennem hahaha. Vi løb sammen ind over målstregen hånd i hånd, armene op over hovedet og nærmest i spring 3 minutter før cut off.

Vi blev modtaget med kys og kram fra de frivillige og guiderne. Stemningen var ubeskrivelig.

Jeg fik min medalje om halsen, aldrig har jeg før kæmpet så meget for at nå i mål. Idet jeg også havde gennemført mit tredje løb i Spain Ultra Cup, fik jeg også en super fed Finisher trøje.

img_4902

Jeg var så overvældet, det havde været et hårdt løb, jeg havde virkelig kæmpet med mig selv og elementerne.

Absolut ikke det hurtigste løb jeg har gennemført, men stoltheden vil ingen ende tage for jeg gav aldrig op, selvom jeg havde lyst flere gange undervejs.

Riaño Trail Run er et løb der varmt kan anbefales, men vær forberedt på tæsk hæhæ. Det er et udfordrende og ret teknisk løb, men også et helt vanvittigt smukt løb, med en masse fantastiske hjælpsomme frivillige undervejs.

Jeg er glad og taknemmelig for at jeg fik muligheden for at deltage i dette løb.

Hvad har jeg så lært af dette løb?

Jeg tager en masse med mig fra dette løb. At jeg udgik sidste gang er ikke ensbetydende med at jeg skulle udgå denne gang også. Jeg skal være bedre til at stole på mig selv om mine instinkter og ikke lade mig overvælde af usikkerhed og frygten for at fejle -> Det skal jeg arbejde mere med.

 

img_4900

 

For i sidste ende så gjorde jeg det, jeg gennemførte. 2 x finisher HELL YEAH!!!

 

 

, ,

Echappee Belle – Den franske forbandelse!

Om løbet

Første gang jeg støder på løbet med det lidt underligt klingende navn: Echappee Belle (EB) er i januar måned 2016. Har netop fået at vide jeg ikke kom med til UTMB som jeg ellers havde søgt.

 

eb24

Lettere irriteret begynder jeg at søge rundt efter et andet løb i den samme periode. Snævrer det ind til 2 løb. Ultra trail cote´d azur mercantour og EB. I første omgang “vandt” UTCAM idet jeg var så heldig at vinde et startnummer inkl overnatning til løbet. Lidt svært at sige nej til. På papiret lignede de 2 løb hinanden en del. 145 km med hhv 9000 og 11.100 højdemeter.

Da jeg så et års tid efter var i gang med at skulle planlægge 2017 blev jeg fuldstændig solgt til EB. Billeder og film fra 2016 udgaven virkede så helt igennem unikke og præcis det jeg søgte i et kommende hovedmål for en sæson. Besluttede mig helt at droppe at søge UTMB til fordel for EB.

 

Løbet har 3 forskellige distancer plus en mulighed for at løbe en “duo” på den lange.

47 km med 2800 højdemeter

85 km med 6050 højdemeter

144 med 11.100 højdemeter.

Alle 3 distancer i særdeles svært teknisk og relativt øde terræn.

 

eb26

 

Rejsen

Inden løbet havde der egentlig været 2 andre danskere der var klar, men desværre, af forskellige årsager kom ingen af dem med hvilket gjorde at min rejse blev for mig selv.  Ikke noget jeg har tænkt så meget over, men her efterfølgende godt kan se var ærgerligt. Rejserne til disse løb er ret lange og tidskrævende. Her er det virkelig guld at have nogen at tale med.

Tager afsted tidligt torsdag morgen (omkring 4.30) og er fremme i den lille by, Aiguebelle, hvor startnumrene skal hentes omkring kl 14.00. Dørene åbnes og vi er vel omkring 20-30 mand her, så det går hurtigt med at komme ind til slusen hvor vores udstyr skal tjekkes…

tjek, tjek, tjek, tjek……whistle…..hmm. Den sidder jo lige her i rygsækken. Her foran. Øh, ehh, tjae. Jamen den sidder da her. Jamen så i lommen da. Altså det ved jeg. Damens ord var ikke til at tage fejl af. No whistle – No bib!!! FUUUUUUUCK.

 

Det var nu der skulle soves

Der er så småt ved at blive åbnet nogle stande ude foran hvor bl.a. Dynafit har en stand. Krydser fingre for at de kan hjælpe mig med en fløjte, men nej. Deres forslag er at køre til Grenoble som ligger cirka 100 km derfra!!!! Nej. Det var der altså ikke helt tid til.

Op til løbet har jeg været i kontakt med én af arrangørerne (som kunne engelsk) 😉 Prøver at få fat på ham hvilket heldigvis lykkes ret hurtigt. Han forstår at jeg er lidt små presset over det med fløjten og skriver tilbage at han har nogle ærinder rundt omkring og at han nok skal prøve at finde en fløjte.

Efter en lille time skriver han tilbage at han har fundet en og vil være tilbage i Aiguebelle senere på eftermiddagen igen. YES. Så var den redet.

Cirka 3 timer efter jeg var ankommet er jeg igennem og har fået mit startnummer.

 

Den sidste nadver

Der var pastaparty i en bygning i udkanten af byen omkring 1 time efter jeg havde fået startnummeret. Når lige at få gjort mit udstyr klar og ligge mig lidt i sovesalen inden jeg finder sammen med en svensker, Edward, som er med i løbet for anden gang. Får et par gode råd omkring ruten. Han har samme agenda som mig om hurtigt at få spist og ellers komme tilbage og se at få sovet.

Kan på det her tidspunkt mærke at kroppen er total spændt og fyldt med løbskriller.  Jer ER klar, men også små irriteret over at der pludselig indsniger sig tanker om det her nu også er en for stor mundfuld. Heldigvis er det sengetid. Kl er godt 20

og vækkeuret er sat til kl 02.00. Shuttlebus kommer kl 3 for at køre os til start i Vizille. Ahh. Nu skal der soves….lige indtil et liveband giver den gas på pladsen overfor sovesalen (Målområdet). De stopper dog ret præcist kl 22 hvorefter jeg får sovet.

 

Løbets start

Efter ALT for lidt søvn, en lang bustur og vel 3-4 toiletbesøg senere står jeg sammen med 500 spændte deltager klar i Vizille fredag d 25/8 kl 5.55.

 

eb28

Gameplanen er klar i hovedet. Kroppen har det godt og jeg er glad. Vejrudsigten siger rimelig stabilt vejr hele vejen. Måske et par småbyger, men varmt.

Starten går og vi løber stille og roligt igennem Vizille og igennem slotsparken der. De første 30 km af ruten vil føre os fra omkring 200 højdemeter op til lige knap 3000 hm (rutens højeste pkt). Første depot ligger efter omkring 17 km.

 

vizille

Vi rammer ind på stigningen efter 2 km. Det går i fornuftigt tempo opad. Har lovet mig selv at jeg på intet tidspunkt må være forpustet her til i starten. Bevares. det går stejlt op og det kan mærkes, men åndedrættet skal være under kontrol. Det lykkes til fulde. Placering i feltet er lidt ligegyldigt. Jeg befinder mig fin hvor jeg er og efter en times tid kan vi ligge pandelamperne i rygsækken igen.

 

 

Det første stykke her som “almindelige” trailløb. Lidt en blanding af smalle og bredere stier i skov. Nogle steder med tekniske passager, men bestemt tåleligt. Det går primært op, men også med kortere nedløb.

 

Første depot – 16.5 km

 

 

Hold nu fast et “presset” depot. Der vrimler med deltagere her og der er ikke så meget plads. Væske og mad står for mig ligenu i anden række…Har et langt større og mere presserende problem 😉 finder heldigvis et toilet (ingen kø her) og kan efterfølgende begive mig ud i menneskemylderet. Får mast mig igennem og fyldt op. Tager en del brød og ost med i hænderne for jeg synes det er for pakket der og vil gerne bare videre. Jeg er her MAX klar. Maven og kroppen kører 100 procent som det skal nu og det er virkelig ved at blive varmt. Føler lidt at det er nu løbet for alvor starter.

 

 

Naturen begynder at ændre lidt karakter. Bjergene bliver skarpe og vi passerer et par fantastiske bjergsøer. Vi rammer første vanskelige passage. Det går utrolig langsomt og mange steder står vi i kø for at passere de tekniske stykker. Dette parti er lidt ligesom at klatre. Ingen sti, bare rå klippe hvor hænderne skal bruges til at forcere. Opad synes jeg det er fint. Når det går ned er det godt nok med tungen lige i munden.

eb27

 

Ofte er det ned at sidde og så kurre stille og roligt. Mega fedt og super svært. Alle er i samme båd. Venter og hjælper hinanden så godt som muligt. Eventyret er begyndt.

 

eb11

 

Går og hygger mig med at tænke på filmen Armageddon. Drager parraleller med bjergenes skarpe facon og den asteroide astronauterne lander på…Griner da jeg tænker på en af kommentarerne fra filmen: The scarriest environment immaginable….altså sådan var det jo ikke. Men barkst. DET VAR DET 😉

 

Depot nummer 2 og faldet!

eb16

 

Stadig ved godt mod. Maskinen kører velsmurt og der begynder at være masser af plads på sporet. Rammer andet depot og får tanket op til stigningen op mod løbets højeste punkt, Croix de Belledonne i 2926 meters højde. Jeg er rigtig glad for ingen problemer at have med at være i højden. Har før kunnet have lidt ubehag, men ikke denne gang.

Kommer stille og roligt opad. Sporene er smalle og det er virkeligt nogle skrappe stigninger der omkranser os her. Det har jeg også prøvet før….Men så sker det. Et splitsekunds uopmærksomhed og jeg træder et par cm for meget til højre. Rammer yderkanten af sporet og min fod skrider i skærverne der ligger der. Jeg falder så at sige udover kanten, lander på maven og glider ned. Det er stejlt og der er langt ned og når DESVÆRRE lige at få fornemmelsen af at det her går rigtig galt inden jeg får bremset. Medløberne står oppe på stien. Har lidt svært ved at hjælpe, så jeg må selv kravle op. Det føles som en evighed, men op kommer jeg. Kun småskrammer på knæ og albue, så jeg kan gå videre. FUCK mand en forskrækkelse. Har da før prøvet at falde, men det her stikker sgu godt de andre gange!!! Tænker lidt at det her trailløb jo bare er en sjov hobby og ikke noget hvor man skal frygte for liv og lemmer….Disse tanker kan jeg dog (på dette tidspunkt) skubbe fra mig.

 

Kommer op på toppen. Hold nu fast det er et fantastisk skue her.

 

eb12

Bliver tjekket ind på toppen, vender om og løber af en anden, parrallel sti nedad igen….Løber og løber er lidt meget fortalt idet det ikke går hurtigere end på vejen op.

Får på de næste mange km virkelig en god fornemmelse af løbet. Det er jo lige hvad jeg har drømt om…lige indtil klaphatten her endnu engang falder. Lidt i stil med foregående fald. Bare ikke så slemt. Slår knæet lidt mere, men ikke noget jeg ikke kan fortsætte på.

Stykket mellem depot 3 og 4 er en blanding af det hele. Skarpe, kortere stigninger og nedløb. Masser af små vandløb der skal krydses og vild natur. Hjernen er virkelig på overarbejde. Ingen steder hvor man kan cruise. Hele tiden 100 procent opmærksomhed på stiernes forløb.

 

eb17

På nedløbet frem mod fjerde depot skyer det lidt til og regner let. Det er helt rart lige at blive kølet ned inden strækket herfra og frem til hoveddepotet i Pleynet.

 

Om hvordan det mentale er det altoverskyggende vigtigste i ultra!!!

 

Ankommer til depotet. Relativ frisk. Ingen problemer egentlig og ved godt mod. På hvert depot er der en stor plakat der viser hvor langt og hvor mange højdemeter +/- der er til næste depot. (Endnu) en meget lidt engelsktalende person viser mig at nummer 2 top på dette stykke er vanskelig men ellers derefter langt nedløb.

Må i den grad sande at kvinden fik ret……

Begiver mig ind på første stigning. Den synes jeg er rimelig til at gå til. Vælger at stoppe ved hvert eneste vandløb for at køle mig ned. Kommer op og har her et lille nedløb.

Jeg ved der venter i vild opstigning nu…Og der troner den sig op. Wow det ser vildt ud.

eb18eb13eb15

 

Kæmpe store sten ligger smidt ud over det hele. Deroppe i det fjerne tårner 2 tinder sig op. Jeg kan se at vi skal op imellem her. Der er ikke nogen sti længere. Vi må selv ligge en rute op igennem og ovenpå stenene. Ruten er sporadisk markeret her med flagene der ligger ovenpå stenene. Bruger temmelig lang tid på at komme op, men kan se jeg hverken er hurtigere eller langsommere end andre her. Det er et ret vildt stykke, men langsomt kommer jeg op.

Hold nu fast en udsigt her og shit mand et nedløb der venter. Møg stejlt og fyldt med klipper og sten. Jeps. Edward havde ret. Det går om end mere langsomt ned end op.

 

Ved simpelthen ikke hvad der sker på de næste 7-8 km. Kroppen har det stadig fint, men mentalt begynder det at gå i sort. Pludselig vender mit styrt tilbage. Begynder at tænke “katastrofe-tanker”. Sæt nu jeg ikke kunne bremse. Hvad nu hvis jeg var røget længere ned og kommet alvorligt til skade. Eller det der var værre… Det kan jeg da ikke byde min familie. Det er jo bare noget hobby/hygge noget det her løb. Osv, osv.

Kæmper virkelig en kamp på dette stykke og det bøljer lidt frem og tilbage. Området her er sindssyg flot idet vi bevæger ind imellem nogle ret store bjergsøer hvor der løbes lidt langs kanten af disse.

 

eb30

eb29

 

Er fuldstændig splittet indeni. Min masterplan smuldrer og dykker bare længere og længere ned i et sort hul. Elsker jo for hulen dette her. Er lige netop NU i et af de mest fantastiske områder. Og alligevel er motivationen nærmest forsvundet. Jeg bevæger mig ind i tusmørket og kan dernede. Langt dernede se lys fra en by. Pleynet. der hvor hoveddepotet er.

 

Slut, færdig

Det varer en evighed at komme derned. Især fordi jeg ikke kan få vendt mine negative tanker omkring det hele. 3 km før depotet træffer jeg beslutningen. Beslutningen om at stoppe mens legen er god???!!! Altså stoppe fordi jeg konstant bildte mig selv ind at jeg ville komme til skade hvis jeg fortsatte! Det er rystende. Men sandheden. Stadigvæk her bagefter tænker jeg over hvorfor jeg ikke kunne komme ud af eller af med disse tanker. Jeg ved jo at sådanne mentale dyk kommer. OG FORSVINDER igen. Men lige lidt hjalp det. Beslutningen var truffet.

 

Går ind i depotet. Ringer hjem og fortæller situationen. Sidder og piver lidt over det hele. Men er afklaret. På dette tidspunkt var det, det rigtige for mig.

eb21

 

 

Tager shuttlebussen tilbage til Aiguebelle.

 

Hvorfor?

 

Har stadig ikke en 100  procent forklaring på det mentale nedbrud. Læner mig dog op af problemer med træthed. De to dage op til løbet var præget af alt for lidt søvn. Det er det eneste jeg kan sætte en finger på. Hmm. Måske også lidt min tålmodighed. Altså stadig tillade mig at være lidt i situationen. Lige trække vejret en ekstra gang.

 

På plus siden er absolut den måde jeg har trænet op til dette løb samt energi indtag. Kropsligt tror jeg ikke jeg før har været i så god form.

På den lidt mere ligegyldige side så har jeg fundet ud af at jeg får ustyrlig ildelugtende udstødning af gedeost!!!

 

eb25

Jeg tænker rigtig meget i disse dage på at komme tilbage og gennemføre løbet. Måske ikke den fulde distance, men derimod 85 km ruten.

Kender ikke endnu hvilke løb der lander i kalenderen næste år, men de sidste 2 års dnf i hhv utcam og eb skal i hvert fald med i overvejelserne.

 

Echappee Belle kan 100 procent anbefales. Organisationen omkring det består af passionerede bjergfolk som kender terrænet. Løbet emmer af “kærlighed” til naturen og bjergene. Men det er samtidig en stor mundfuld. Rigtig mange højdemeter i særdeles teknisk terræn.

 

Nu vil jeg se fremad. Drage de ting ud af min oplevelse som jeg kan og så ellers se at komme videre 😉

 

Pas på Jer selv og hinanden

 

/ Dannie

 

@dannietrail

 

Billederne er tager af:

Bruno Lavit

Yann Marchais

Benjamin Orgogozo

Thomas Capelli

Jean-Luc Augier

Phil Bouc Bellard

, , ,

En rutschebanetur igennem Skagens klitter – Løbsberetning fra Skagen Odde Ultra Trail 30 km.

Hvorfor gør jeg det her mod mig SELV?

 

Mit hjerte banker, mine hænder er svedige og min appetit er en by i Rusland..

 

Jeg er nervøs.

 

Meget mere end jeg plejer, fordi jeg SELV har høje forventninger til mig SELV.

 

Jeg ved, at jeg er i god form og har trænet hårdt og godt. Men tankerne om at have været ramt af betændelse i min achillessene og sygdom op til den store dag får mig til at tvivle på mig SELV.

 

Jeg vandt sidste år.

 

Jeg vil inderligt gerne vinde igen og det gør jeg jo også, hvis altså ikke, at der kommer nogen, som er bedre end mig.

Sjovt nok. Jeg ved godt, at det ikke handler om at vinde, men nogle gange er det bare sjovere.
Planen er klar.

 

Jeg skal løbe mit eget løb og bare nyde det, så længe jeg kan. Skagen er fantastisk, solen skinner og min trofaste hepper, min mor, er her selvfølgelig.

 

Jeg løber for min egen skyld og jeg føler, at jeg har noget at bevise overfor mig SELV.

Nemlig at jeg er bedre end jeg SELV tro.

 

Vi bliver sat igang og alle bekymringerne forsvinder og jeg løber bare og inden, at jeg når at tænke mig om, har jeg rundet de første 5 km.

En af de første klitter

Jeg kæmper mig op og ned af klitterne.

Jeg kravler nærmest op og rutscher ned på den anden side.

Jeg har sand over det hele.

 

I skoene

 

I bukserne

 

og i munden.

 

Men jeg føler egentlig, at jeg har styr på det shit. Det er hårdt, pulsen er høj og jeg får sved i øjnene.

 

Efter de først og hårdeste 12 km ved jeg godt, at jeg er godt løbende og lige pludselig føles resten af turen som en “walk in the park”.

 

Jeg rammer det første depot efter 18 km og er egentlig lidt kæphøj, fordi nu kommer vi snart til mit yndlingsstykke.

 

Highfives med masser af sand

 

Selvfølgelig er det hårdt, men jeg ved, at jeg plejer at være stærk og have ekstra kræfter efter de 20 km.

 

Efter depotet er jeg ved godt mod og sætter afsted mod Grenen, men jeg synes pludselig, at noget er anderledes..

 

Jeg synes ikke, at der var SÅ mange dumme sten sidste år og sådan et langt stykke i løst sand, og nu begynder mine lårbasser altså virkelig at blive trætte.

 

Jeg kigger mig flere gange over skulderen, for at tjekke, at der er nogen bag ved mig, fordi så må jeg jo være på rette vej.

 

Jeg undrer mig over, at jeg ikke kan se nogle spor i sandet fra andre løbere foran mig.

 

Hele tiden prøver jeg, at finde et godt spor i sandet, men jeg synker i hver gang og det begynder at trække tænder ud det her løse sand og de mange sten. Jeg husker slet ikke dette hårde stykke fra sidste år.

 

Her burde jeg nok, at have taget en dyb indånding, lagt to og to sammen og regnet ud, at jeg havde misset en markering, men det gjorde jeg ikke.

 

Det går først op for mig, da jeg ser et par andre løbere komme ud gennem to klitter længere fremme.

 

Jeg føler mig virkelig knust.

 

De næste km bruger jeg på, at forberede mig på, at sige til min mor, at jeg har snydt, løbet forkert og at hun skal skynde sig ind til løbsarrangørerne og fortælle dem det!

Tænk nu hvis jeg vandt og havde snydt.

 

Jeg begynder selvfølgelig at græde, da jeg ser hende..

 

Jeg blev ramt af dårlig samvittighed, jeg har jo snydt og så havde jeg også misset min yndlings strækning på hele ruten.

 

Jeg får styr på mig selv løber de sidste par km til mål, hvor jeg bruger visualisering, hvilket jeg har lært og det virker.

 

Dog ikke om min jubelscene, når jeg krydser målstregen, men hvordan jeg med fakter, hænder og råben skal kunne få kommunikeret, at jeg ikke har fortjent at vinde.

 

Det er virkelig hårdt for psyken de sidste 5 km, jeg er sikker på, at jeg vil blive diskvalificeret.

 

Måske lidt overdramatisk, men det er man vel altid de sidste km, når trætheden begynder at melde sig.

 

Hele denne rutchebanetur gennem klitterne, sandet og et par tårer ender dog lykkeligt.

 

Da jeg kommer i mål, som første kvinde, griner de alle lidt af mig, fordi det viser sig faktisk bare, at jeg har fået lidt ekstra for penge, både i forhold til distance og sand.

1. kvinde i mål på 30 km

3 timer, 29 min og 4 sekunder og over 33 km senere kan jeg få medaljen om halsen, en pokal i hånden og endelig kommer smilet tilbage på mine læber.

 

Jeg gjorde det sgu. IGEN!

 

Jeg overraskede mig SELV. IGEN

 

Og endnu engang er jeg et skridt tættere på at tro mere på mig SELV.

 

Skål!

TAK!

Tak til mine trofaste støtter i RunningWild, RunningNow, mine veninder, min kammerater og selvfølgelig min skønne familie.