,

Mit første ultraløb – Julsø Ultra 60k

Træningen op til ultraløbet

Mit første ultraløb skulle jo egentligt have været Nordkysten (Ultracup) i august 2017, men det satte en fiber i læggen en stopper for. I bakspejlet var det et rigtigt godt valg at undlade at forsøge at løbe Nordkysten, for det ville have været et set-back af dimensioner. I stedet kunne jeg nu glæde mig over, at jeg kun ca. 3 uger senere så småt var i gang med at træne mig op igen, og så var det jo på tide at finde nye mål.

Ultraløb var fortsat et mål, jeg drømte om. Så mens jeg holdt skadespause, besluttede jeg mig for at finde et ultraløb i foråret 2018, hvilket ville give mig ca. 8 mdr. til at træne. Jeg havde hørt om Julsø Ultra – også at det skulle være et af de hårde løb. Det lå perfekt i slutningen af april, så jeg kunne bruge det til at holde mig i gang henover vinteren. Som sagt, så gjort, og jeg meldte mig til 60k – nu var der kun én vej !!

Det var let nok at melde mig til. Nu skulle der så også lægges en plan, så jeg kunne blive helt klar til det krævende løb. For ikke nok med at det var 60km – der var også 1450 højdemeter (arrangørernes måling siger 1780 højdemeter), der skulle forceres, både op på den ene siden og ned på den anden, og når nedløb ikke hører til ens stærke sider, så frygtede jeg faktisk begge dele lige meget.

I forhold til planlægningen af min løbetræning, var jeg bevidst om, at jeg skulle være mere stringent i planlægning af progressionen i træningen. To fiberskader i løbet af kun et halvt år talte sit tydelige sprog: jeg havde enten ikke styr på træningsbelastningen, eller også var jeg ganske enkelt ikke god nok til at lytte efter min krops signaler, når der var ved at være en overbelastning under opsejling.

Derfor var det første, jeg gjorde, at lave en træningsplan – bagfra. Jeg tog udgangspunkt i, hvor mange timer, jeg forventede at ville løbe om ugen de sidste tre uger inden tapering op til ultraløbet, og med denne viden kunne jeg så regne baglæns til udgangspunktet for træningens start i september, og se om det virkede fornuftigt i forhold til, hvor jeg var på det tidspunkt.

Træning ved Vejrhøj primo marts

Træning ved Vejrhøj primo marts

Udgangspunktet i september blev således 4 timers løbetræning om ugen (ca. 30 km på trail) og med konservativ progression og restitutionsuge hver 4. uge, så ville det bringe mig på 9½ time om ugen (ca. 75-80 km) de sidste tre uger inden tapering. Hovedparten af træningen skulle foregå som trail enten på Det Hvide Spor i Bidstrupskovene eller på Vejrhøj for at få trænet så mange højdemeter som muligt.

Derudover lå alle km de første mange måneder i MAF tempo. Dette var nok mest fordi, jeg ikke er vild med intervaltræning og tempoløb. Men jeg vidste, at for at booste formen mod slutninge op til løbet, så skulle der intervaller til, og de blev lagt på de sidste 6 uger inden løbet.

Det er første gang, jeg har prøvet at planlægge så lagt et træningsforløb, men for mig gav det god mening at have en fast ramme at holde mig til, så jeg ikke lige pludselig kunne blive ”lokket” til lige at løbe 10 km ekstra en uge (og dermed øge min risiko for skade).

Styrketræning var et nyt aspekt, som kom ind i træningen. Indtil da havde jeg primært trænet lidt core og hofter, men nu blev jeg anbefalet, at det skulle være en regelmæssig del af træningen, så jeg fik en stærk krop at løbe på. Jeg valgte træning med kettlebells, hvor 4-5 forskellige øvelser var tilstrækkeligt til at gøre en forskel. Allerede den første måned kunne jeg m mærke en markant forskel i forhold til overskud, når jeg løb. Desværre gjorde min lænd lidt vrøvl (gammel defekt) mod slutningen af træningsperioden, så jeg blev nødt til at stoppe styrketræningen ca. 1½ måned før løbet og fokusere kun på løb.

Det var den mere fysiske del af træningen – og ikke den største af mine udfordringer, for det var mest et spørgsmål om at få snøret skoene og komme afsted. Hvis jeg overholdt træningsplanen, så skulle min krop nok kunne gennemføre Julsø Ultra.

Træning på Det Hvide Spor - 3 uger senere

Træning på Det Hvide Spor – 3 uger senere

Den anden – og langt mere udfordrende del – var den mentale forberedelse på løbet, hvor der var tre åbenlyse udfordringer:
– Den ene var at skulle løbe hele vejen helt alene. Ingen i min løbe-omgangskreds er lige så tåbelige som mig at synes, at det ultraløb kunne være en fed udfordring, så jeg kunne ikke umiddelbart forvente at have selskab undervejs på ultraløbet.
– Den anden var i det hele taget bare at løbe så langt. Under træning oplevede jeg ofte, at når jeg kom ud omkring 17-18 km på trail, så blev jeg lidt ”klynke-agtig” – det hele var hårdt og lidt en lidelse. Jeg kunne simpelthen ikke styre den negative spiral, mine tanker tit fandt ind i.
– Den tredje var min alder – eller rettere tvivlen, om det nu var en totalt tåbelig udfordring at udsætte min krop for, når jeg har passeret de 50 og kun har løbet i 3 år med to HM og et M på ”bogen”. Men lige præcis der fandt jeg også min motivation – kunne jeg forberede min krop godt nok til rent faktisk at kunne klare udfordringen?

Tilbage til den første udfordring med at skulle løbe alene. Det var i og for sig rimelig enkelt at træne, det ville bare kræve, at jeg også trænede alene det meste af tiden. Det kom lidt af sig selv, for når der skal trænes så meget trail, og mine løbevenner primært er til asfalt, så er der kun mit eget selskab på turene.

Jeg gjorde så heller ikke ret meget for at opsøge løbefællesskaber i starten – ikke før jeg i starten af februar mistede motivationen lidt til al den alene-træning. Her valgte jeg at opsøge jeg et løbefællesskab på Vejrhøj, hvor jeg sammen med nogle garvede trailløbere løb min første 30 km tur med 860 højdemeter. Det blev så også dagen, hvor jeg måtte erkende, at der var vildt langt til 60 km og næsten det dobbelte i højdemeter!!

Den dag gik det op for mig, at jeg måske alligevel var lidt udfordret på fysikken, og jeg begyndte at justere lidt på træningen og fik lagt nogle B2B-ture ind i programmet, som enten strakte sig over 2 eller 3 dage. Det gjorde en stor forskel, både fordi jeg blev udfordret på at løbe på en træt krop på den sidste dag, så det byggede mig op både fysisk og mentalt til at kunne håndtere at løbe på træt krop, indtil den sidste km om søndagen var tilbagelagt.

Den anden mentale udfordring – mit mindset, og den negative spiral, som mine tanker ofte faldt ind i, var en helt anden udfordring, og jeg vidste intet om, hvordan jeg kunne træne det. Ved en tilfældighed deltog jeg i en venindes kurser i Loven om Tiltrækning. Det var slet ikke relateret til mit løb, jeg var blot nysgerrig efter at opleve, hvad hun underviste i. Det viste sig at være en øjenåbner, for man lærte bl.a. teknikker til at styre sine tanker. Målet var at lære at fokusere på det, der virker / det positive – og undvige de negative tanker, når de meldte sig. Det virkede forholdsvist enkelt og ligetil, så det begyndte jeg at arbejde med på mine lange træningsture, når ”klynkeriet” var under opsejling. Jeg måtte dog også erkende, at det ikke er helt så enkelt at ændre gamle vaner.

En anden hjælpende hånd fik jeg fra min løbemakker Jørgen (ham der elsker at piske mig rundt til intervaltræning). Han havde flere gange korset sig over mit mindset … og en dag sagde han ordene:  Smerte er uundgåeligt, lidelse er valgfrit !!   DET blev mit mantra – både i de sidste par måneders træning og under Julsø Ultra, for det var jo rigtigt. Det er umuligt at undgå smerte, når man træner så meget eller løber så langt, men jeg kan selv vælge, om det skal påvirke mig negativt – altså om jeg tager det ind, eller jeg bare konstaterer, at ”nu gør det ondt” – og det må det gerne.

Så trods en mindre motivationskrise i februar måned, så fulgte jeg min 8-måneders træningsplan til punkt og prikke og havde fået hjælp til energistrategi, som var testet under træning, og til indhold af dropbag … så nu kunne Julsø Ultra 60k bare komme an – jeg følte mig klar!!

Indsamling til Kræftens Bekæmpelse

Under min træningskrise fandt jeg på at kombinere mit ultraløb med en indsamling til Kræftens Bekæmpelse. Mine venner, familie, kolleger og andre, som havde lyst, kunne ”spille” på de km, jeg ville komme til at løbe til ultraløbet.  Flere var meget opfindsomme, således at de første mange km gav et meget lille beløb, og når vi nåede til de sidste 10, så sponserede de et noget større beløb. Der var mange, som støttede op omkring dette initiativ, og det var med til at holde min motivation til at løbe de mange timers træning, og jeg er sikker på, at det til løbet ville motivere mig på de sidste km, hvor jeg sikkert ville være godt brugt.

Julsø Ultra april 2018

Så blev det lørdag den 28. april, og jeg troppede op i god tid i Silkeborg sammen med min veninde Ayoe, som var hepper og ville følge mig rundt og møde mig ved Himmelbjerget og de to sidste depoter. Vejret var fint – 10 grader, vindstille og umiddelbart ingen varsel om regn. Løbevesten var pakket og dropbag klar.

De allerførste km lover godt ...

De allerførste km lover godt …

Min plan var at starte langsomt ud – ikke hurtigere end tempo 6:30 – og gå op ad alle bakker, for jeg anede ikke, hvad der ventede mig til sidst i løbet, så jeg måtte hellere økonomisere lidt med kræfterne. Det gik også fint som planlagt. Turen startede med er dejligt langt fladt stykke, så man kunne få gang i benene, og jeg var ret god til at overholde min plan. En af de ting, jeg havde overvejet, var, om jeg kunne finde vej (når jeg nu kom til at løbe alene til sidst) – men hele ruten var tydeligt mærket op med små orange flag og gul minestrimmel, så der var ingen risiko for at blive væk.

Efter 3-4 km blev jeg indhentet af to kvinder, som løb sammen. De havde samme plan med at løbe stille og roligt og gå op ad bakkerne, så jeg blev inviteret til at følges med dem, hvilket jo var hyggeligt. Lidt senere blev vi indhentet af en lille gruppe mænd, og tempoet blev sat bare en snert i vejret. Jeg kunne hurtigt mærke, at det ville gå ud over min plan, så jeg lod mig falde lidt bagud og fandt ind i mit eget tempo igen.

2t22 - Himmelbjerget i sigte ...

2t22 – Himmelbjerget i sigte …

Det var et fantastisk område at løbe i – søer og bøgeskov, som var ved at springe ud og lækre spor. Ved 12k begyndte de seriøse stigninger … 4 i rap – Åsen, Store Knøs og Lille knøs, hvor jeg løb på en hylde på siden af bakken (bjerget) – og så sluttede vi af med Himmelbjerget, som jeg så langt nede fra efter 2t22 min. På toppen stod min Mor og Ayoe og tog imod mig. Her var knap 19k og de første 524 højdemeter tilbagelagt, og jeg var ved godt mod og benene var helt fine endnu.

Herefter startede nedstigningen mod Ry, hvor depotet var ved 28k. Denne del af turen var for det mest ligeud, men jeg kunne så småt mærke de første 21k og de hårde stigninger i benene. Her indhentede jeg de to kvinder, som jeg havde fulgtes lidt med i starten. Den ene af dem virkede til at have udfordringer, og jeg valgte ikke at slå følge med dem men holde mig til mit eget tempo. Ved depotet var der rigtig god stemning. Jeg havde mulighed for supplere mine gels fra min dropbag og Ayoe fyldte mine flasker med energidrik. Jeg valgte ikke at skift tøj, for det jeg havde på fungerede fint nok temperaturmæssigt.

Fed fed fed natur :-)

Fed fed fed natur 🙂

Så startede jeg ud på sidste halvdel af løbet. De 30k blev rundet efter 4t12. På dette tidspunkt begyndte jeg at dele turen op i 5k intervaller – mere overkommelige bidder, og det fungerede rigtigt fint. Jeg vekslede mellem gang og langsomt løb og min manglende teknik på nedløb begyndte at straffe mig – det gik næsten lige så langsomt nedad som opad. Ved 35k var jeg kommet forbi Laven og kunne kigge over på Himmelbjerget på den anden side af Julsø – en helt surrealistisk oplevelse, at der havde jeg været kort forinden, og at jeg var løbet hele vejen herover.

Turen fortsatte nu i fruentimmertempo henover nogle seriøse bakketoppe, og skoven var helt fantastisk at løbe i. Det begyndte at småregne, men inde i skoven dryppede det kun lidt, så jeg valgte ikke at tage regnjakke på. Da jeg kom ud af skoven og var på vej mod det sidste depot ved ca. 46k, så tog regnen til, og jeg fandt regnjakken frem – godt valg!  Ved sidste depot stod Ayoe klar igen til at fylde mine flasker, og jeg fyldte på med lidt cola og SNØFLER … fantastisk spise på dette tidspunkt af løbet. Her sad flere tilskuere under paraplyer og heppede på os – der var i det hele taget en helt fantastisk stemning og opbakning hele vejen rundt på ruten.

En af de mange bakketoppe ...

En af de mange bakketoppe …

Jeg fik at vide, at nu var der kun 13k tilbage til

mål … hvad jeg ikke vidste var HVILKE 13k, der ventede mig. Det var bakketop på bakketop på bakketop … 14 i alt … sluttende af med turen op til Dronningestolen to gange i rap – ikke mindre end 440 højdemeter på 13k !!  Mine knæ var ømme, så jeg gik ned ad nedløbene og mine ben var så trætte, at jeg gik også op ad stigningerne (det havde jeg så til fælles med de fleste andre løbere, som overhalede mig). Selv de sidste 2k hen til målet var svære at løbe, men henover målstregen SKULLE jeg løbe !!  🙂

... og straks efter fulgte en ny ...

… og straks efter fulgte en ny …

Jeg var i mål – 9t 11min efter start – og mit første ultraløb var veloverstået. Benene var godt medtagne og min første reaktion var ”aldrig mere” … men det er nok alligevel en sandhed med modifikationer.

Den fysiske udfordring var til stede. Jeg kan ikke helt se, hvordan jeg kan træne bedre for at være mere fysisk velforberedt til et sådan løb, men det må jeg prøve at finde ud af.

Den mentale udfordring – der var jeg vildt positivt overrasket over, at jeg ikke på noget tidspunkt havde haft udfordringer med hverken at løbe så meget alene eller problemer med mit mindset. Et par enkelte gange havde jeg tænkt ”nå ja … det SKAL jo for pokker gøre ondt” – men jeg havde ikke lidt og jeg havde heller ikke på noget tidspunkt haft tanken, at nu var det nok.

Er stolt over min meget fine præmie :-)

Er stolt over min meget fine præmie 🙂

Så alt i alt en fantastisk oplevelse – både fysisk og mentalt – i et fantastisk flot naturområde … og jeg er voldsomt stolt af min fine Julsø Ultra 2018 kop!

Gamle koner kan også gennemføre ultraløb 🙂

Og hvad angår indsamlingen til Kræftens Bekæmpelse, så fik jeg løbet 7.657 kr. ind i alt.

 

 

Julsoe Over målstregen

Over målstregen

, ,

Montsec Ultra Trail (MUT)

Når én dør lukkes åbnes der som regel en ny…

I november 2017 blev det klart at jeg ville deltage i løbet Transgrancanaria for trejde gang. Vi var efterhånden en hel flok af danskere der skulle afsted sammen og da vi nåede uge 6 i 2018, 2 uger før selve løbet, havde jeg haft min sidste hårde træningsuge. Der var en rigtig god fornemmelse i kroppen og nu så jeg frem til en uges skiferie med familien og et hold venner. Der skulle kun løbes nogle lette ture i den uge.

Efter første hele dag på ski hoppede jeg friskt i løbeskoene og joggede stille og roligt nedad bjerget for at komme ned til søen (Zell Am See). Vi boede cirka 2 km oppe i terrænet.

Bang – så skete det. Ud af den blå luft mærkede jeg et skarpt smæk i min venstre læg. Absolut ingen tvivl om at jeg havde fået en skade. Fuck, fuck, fuck…..måtte humpe/gå hjem igen. Var på det tidspunkt helt sikker på at jeg ikke kom med til TGC. Der var under 14 dage til start.

Dog gik det super hurtigt med at skaden fortog sig. Jeg fik gået nogle 2 timers ture i bjergene om morgenen og kunne faktisk ikke mærke den længere. Besluttede mig for, at når vi kom hjem, skulle det testes igennem søndag før løbet. Som sagt, så gjort….Skaden sprang op igen hvilket gjorde beslutningen klar som glas. Ingen Transgrancanaria til mig!

Itra, DUV, UTMB kalender støvsugning

Dagen efter skulle der slikkes sår og en ret god måde for mig var at se på mulige andre løb når skaden formodentlig var helet op igen.

Ret hurtigt faldt jeg over, et for mig indtil da ukendt, løb. Montsec Ultra Trail (MUT). Billedere fra ruten så mildest talt fantastiske ud så hurtigt i gang med at se på logistik omkring løbet. Det var tåleligt. Nærmest lufthavn Barcelona og derefter cirka 2 timer i bil, ind i landet. Det var ok. Eneste lille minus var at løbet først var d 20/4 hvilket jeg synes var ekstremt sent at skulle starte sæsonen…men på den anden side var der også mere tid til at blive 100 procent klar igen.

mont8

 

Lidt om løbet

MUT afholdes i 2018 for 6. gang. Start og mål ligger på en campingplads i den lille by Ager.

Der er 3 distancer:

110 km med 7000 højdemeter +/-

50 km med 3200 højdemeter +/-

21 km med 1200 højdemeter +/-

Ruten er efter arrangørernes udsagn særdeles teknisk og med en gennemførelsesprocent på under 50 har de formentlig ret 🙂

Laveste punkt 500 m – højeste 1670 m.

…som I kan se ville der både være vand og æbler på ruten samt brus til sidst 😉

 

profil-montsec

Baseret på deltagerantal var dette løb et “lille” lokalt løb. Under 100 på den lange og lidt flere på de andre distancer.

 

Høj på oplevelser allerede inden start!!

Veludhvilet fredag morgen beslutter jeg mig for at køre lidt rundt i bilen i området. Holder ind et par steder og kigger på naturen inden jeg bliver enig med mig selv om lige at køre forbi den campingplads hvor start/mål er….nok den bedste beslutning jeg længe har taget.

Henne på pladsen støder jeg tilfældigt på løbsarrangøren, Dani Delgado, som pludselig kalder på mig. Vi hilser på hinanden og allerede her kan jeg mærke hans iver omkring løbet og hele arrangementet. Han viser mig rundt på pladsen og på et kort prøver han at tegne ruten vi skal løbe, op.

Lige da jeg skal til at gå spørger han mig om jeg har lidt tid, fordi så vil han godt køre mig op på toppen af bjerget bagved campingpladsen hvor lidt et “knudepunkt” på løbet ligger. Det er jo helt vildt. Tænk sig at få en lokal til at fremvise området. Jeg er total benovet da vi jeepen dribler op af bjerget. Han fortæller mig om stedets unikke klima, om bjergene, om at stedet er et af Europas bedste paraglide spots og om at der er mange ørne oppe på toppen. Han kommer også med små fifs omkring ruten og hvordan vejret og temperaturen hurtigt kan veksle pga den specielle vind i området.

mont9mont11

Jeg får set det hele og er allerede på en time helt ør i hovedet af indtryk og oplevelser. Det var virkelig STORT.

mont13

mont14

Efter oplevelsen vender jeg tilbage til hotellet for at få sovet lidt inden jeg skulle køre hen til start.

 

Klargøring til start

Ankommer til campingpladsen kl 18.30 og får hentet mit startnummer. Altid lidt frem og tilbage omkring tøjvalg. Vejrudsigten så rigtig fin ud med ned til 4-5 grader om natten og omkring 25 grader og ren solskin om dagen. Tog tights, shorts, t shirt, løse ærmer og en vest på. I dropbag en tank top.

I modsætning til de sidste 2 år havde jeg lidt et nyt setup af udstyr der først til dette løb sådan rigtig skulle testes igennem. Nyt tøj, ny rygsæk og ny pandelampe.

Mit grej til løbet:

2XU: GHST – shorts, tank top og t shirt. MCS tights. Calf sleeves og løse ærmer.

Altra: Lone Peak 3.5 og 3.0

Ultraspire: Alpha 3.0 rygsæk og visor

Gloworm: Alpha pandelampe

Black diamond: Carbon distance z stave

Injinji: Trail socks

GU saltpiller og gels samt Bonk Breaker bars.

Compressport: Vest og pandebånd

Ultimate direction: Regnjakke

Garmin Fenix 5

 

Briefing foregik kl 20. Fattede ikke meget men på en stor tavle var ruten tegnet op og enkelte punkter blev talt igennem. Det var mest de steder det var teknisk svært. Der var også noget omkring en ændring ude ved godt 80 km. Tænkte jeg ikke lige så meget over her….men det burde jeg nok!!!!

mont1

Nå – det allersidste toiletbesøg var overstået, al grejet var klart og det var jeg også. Gik de små 10 minutter fra campingpladsen og ned, midt i Byen hvor løbet skulle sættes i gang i det gamle “slot”, Castell d’Ager.

Start til først depot (19.5 km)

Mega fedt startsted. Vi stod pakket sammen midt inde i slottet. DJ spillede musik og samtlige 61 deltagere blev introduceret på en storskærm. Kl 22 blev løbet sat i gang og vi joggede langsomt rundt i gangene på slottet som var dekorerede med små fyrfadslys. Super stemning overalt.

mont2mont3

Jeg både glædede mig til natten, men var samtidig også helt klar over at det ville blive nogle rigtig hårde timer i starten af løbet. Indenfor de første 33 km af løbet ville det praktisk talt kun gå op og ned – op og ned igen. Samtidig huskede jeg også mig selv på at Dani havde fortalt at de to første stigninger ville være de sværeste i løbet.

Første pkt på dagsordene var en stigning på i alt 1000 hm og de første 6 km fra start var “hyggelige”, lidt lettere stier…Men så tog løjerne også fat og det blev stejlt. Vi var omkring 10 stykker der gik sammen her. Stille og roligt. Lagde mærke til at der var MANGE markeringsstrimler. Måske kun 50 meter imellem dem.  Pludselig ændrede den lidt kringlede sti sig – eller den forsvandt nærmest. Vi stoppede lidt op og kiggede op. Store klippefremspring og ikke nogen særlig tydelig sti….og hov – hvor hulen var markeringen nu henne? Vi blev delt lidt op her i vores søgen – nogen forsatte længere op og jeg fulgtes med nogen hvor vi ligesom gik på tværs og andre igen vendte om og gik ned. Efter lidt søgen kunne vi et stykke oppe høre nogen råbe. De havde spottet en strimmel og vi måtte begynde at klatre opad.  Desværre forstsætter den lidt uheldige markering resten af vejen op til toppen. Ikke noget kritisk, men bare noget der skete en del gange her. Løb lidt forkert, stoppe op og spejde efter andre deltagere og markering. Men heldigvis blev det meget mere tydeligt på toppen af bjerget.

I gang med et ret stejlt nedløb. Det gik langsomt idet sporet var yderst smalt. Små buske trak ind over stierne og vi kunne ikke rigtig se underlaget. Så fuld koncentration hele vejen ned. Mindes ikke at der decideret var nogle steder hvor der kunne løbes frihjul og slappes lidt af i hovedet. Synes virkelig man skulle være på. Adrenalin pumpede på højtryk hvilket jo egentlig er ganske fornuftigt for at holde sig vågen her om natten.

mont4

Har du slået GPS appen til??

I første depot bliver jeg stoppet af de frivillige da de ser mit startnummer. De spørger om jeg har starter appen NOW RUN som alle skulle have kørende på telefonen. Ja da svarede jeg, men vidste at min tlf havde voldsomt ringe signal hvilket jeg prøvede at forklare. Det er så her jeg gerne vil undskylde til arrangørerne og ikke mindst Jer derhjemme som prøvede at følge med…..Jo – ganske rigtig. App var sat rigtig op og startet…..MEN…den virker jo ikke sådan helt efter hensigten når klovnen her har glemt at aktivere telefonens GPS. UNDSKYLD. Det var dog først allersidst på natten/først på morgenen jeg fandt ud af det og fik gps slået til. Sorry!

Jeg fik tanket op og driblede videre. Dani Delgado stod og her i depotet og fortalte mig….Now you go up!!! Kunne ikke siges mere præcist. Hold nu kæft mand. Føj for en giftig stigning. Fik strammet mine sko gevaldigt op idet jeg følte mine fødder kunne glide lidt frem og tilbage i dem. Fra omkring 20 – 25/26 km skulle vi forcere 1200/1300 højdemeter. Stigningen var stejl fra start til slut og foregik udelukkende på små smalle stier. Sten i alle afskygninger og mod toppen mindede det lidt om sidste bjergtop. Større klippefremspring og til sidst en “åben” top vi skulle krydse. Vi skulle i gang med nedløbet. Dette startede meget stejlt og teknisk ud, men efter lidt tid kom der for en gang skyld nogle lidt mere løbbare skovveje. Eller det vil sige – løb du bare, men så falder du…i sneen og de isglatte veje. Der havde faldet en del sne i området ugen op til løbet. Det meste var smeltet igen, men her lå der altså noget. Som til dels var smeltet men i den grad også frosset til igen, så det var vildt glat. Så altså heller ikke noget friløb her.

Første store delmål

Efter mange og lange strabadser ankommer jeg til andet depot i bunden af bjerget. Indtil nu har løbet været virkelig mentalt hårdt. Først pga de lidt kiksede markeringer ved toppen af første bjerg og dernæst fordi at man hele tiden skulle være maks koncentreret omkring underlaget og sidst men ikke mindst det top hårde og tekniske terræn.

mont7

mont6

Havde set rigtig meget frem til dette punkt i løbet. De fleste af de mørke timer var overstået og de næste cirka 15 km ville være uden lange op og nedstigninger. Bevares – det gik op og ned, men slet ikke i samme grad før. I det hele taget havde terrænet ændret sig her. Vi var ikke højt oppe på dette stykke og underlaget var flere steder ret fugtigt. 4 gange skulle vi krydse små floder. Kunne se at arrangørerne havde været ude og ligge små sten i vandet vi kunne træde på for at komme over uden at stå i vand til knæene. Tak for det 🙂

Samtidig var solen stået op og det gør bare et eller andet ved hovedet hver gang. Mange timer er overstået og terrænet samt markeringerne bliver lidt lettere at læse. Jeg har det super godt her og selvfølgelig glad for at nattens hængen lidt med hovedet er overstået. Ikke at der har været kæmpe kriser, men blot at natten virkelig havde været hård og især hovedet var drænet. Kommer dog uden store problemer gennem trejde depot. Ved hvert depot står de og skriver vores nummer ned i rækkefølge. Stopper lige op her og ser at jeg ligger omkring nummer 20. Ikke et det har den store betydning, men sjovt nok lige at se idet jeg i lang tid havde løbet alene.

Trejde lange stigning og “hoveddepot”

mont23

De første 5-7 km her er ret lette og man begynder at mærke solens magt. Stopper op ved løbets eneste ubemandede depot. Smider min vest i rygsækken for jeg begynder at have det varmt og får lige tjekket om jeg egentlig har startet den der app vi skulle have kørende. Inderst inde var jeg nu godt klar over hvad der var galt. Sidst på natten kom jeg i tanke at jeg havde glemt at slå gps til – det blev gjort her og stigningen op til ST Alis gik i gang. Små 1000 meter op og denne stigning passede super godt til mig. Den var relativ stejl og sådan semi teknisk. Ikke voldsomt og der kunne holdes nogenlunde jævn og kontrolleret fart opad.

 

Der var en masse positiv energi her. Benene kørte super godt. Det var blevet lyst. Solen skinnede og indenfor halvanden time ville jeg ramme hoveddepot og dermed være et godt stykke over halvvejs. YES.

mont22

Jeg kommer op af det stejleste stykke og ved at jeg har nogle kilometer hvor det stadig går op, men slet ikke nær så stejlt. Udsigten her er virkelig fantastisk. Ude i det fjerne kunne jeg se det store planetarie på toppen.  Ørne og paraglidere kunne der ses en masse af. Mega fedt. Terrænet er rimelig løbbart.

Hoveddepotet – 63 km

mont21

Havde set rigtig meget frem til dette depot…Af flere årsager. Mulighed for tøjskifte – være over halvvejs. Lidt mad…men aller vigtigst. Få skiftet sko. Havde lavet en kæmpe rookie mistake. Har løbet i Altra Lone Peak 3.0 de sidste 2 år, men havde her inden løbet brugt de nye 3.5….Problemet for mig med den nye model var, at jeg på en eller anden måde lå lige præcis imellem 2 “halve” størrelser. Derfor havde jeg valgt et halvt nummer større end jeg plejede.

Allerede på første nedløb fik jeg problemer. Min højre storetå gled konstant frem og bankede imod spidsen. Og det tog bare til. Kæft en klovn, Dannie – næste gang, stol 100 procent på din mavefornemmelse.

Så igen…det var VIRKELIG en fornøjelse at komme til det depot. Tog mig rigtig god tid her. Fik en top på og skiftet sko. Fyldt op og fik også snakket lidt med folk i depotet. Fik en halv red bull af en anden deltager hvilket gjorde godt. Én fra depotet kom også hen og snakkede lidt omkring de klassiske man hører til bjergløb når det går op for nogen man er fra flade Danmark 🙂 Plus, da jeg var på vej ud af depotet kom der lige endnu en hjælper og spurgte om ikke jeg skulle have solcreme på. Lige netop den kommentar var meget symptomatisk for hjælperne. Nok noget af det mest ægte og hjælpsomme jeg har oplevet.

 

Flyvende nedløb

Efter skoskiftet følte jeg mig på toppen (hvilket jeg jo i realiteten også var) og kunne give los nedad. Fantastisk ikke at skulle holde igen hele tiden og ingen smerter mere.  Mindes at de cirka 10 km frem til næste depot gik relativ hurtigt. Nedløbet var i hvert fald sammenlignet med de to første, lange, noget mere løbbart. Varmen var taget væsentlig til og det var omkring middagstid.  Jeg begyndte at spejde lidt efter vandløb som jeg kunne skylle hovedet i. Netop varmen kan blive en væsentlig faktor på sådan et tidspunkt i løbet. Jeg har det med at miste lidt appetit og blive lidt kvalm ved det hele. Bliver ofte fristet til at drikke rigtig meget men ved samtidig af erfaring at det næsten kun gør det værre, at det bare ligger og skvulper rundt i maven. Så drik lidt og evt suppler med ekstra saltpiller plus sørg for at blive kølet ned når muligheden dukker op.

Efter cirka 74 km, ved Alsamora depotet kom endnu et hidsigt og noget mere teknisk nedløb. De mange timer i benene gjorde at der virkelig skulle holdes fokus på stierne igen og langt om længe kom jeg frem til depotet ved indgangen til det famøse område, Congost de Mont-rebei…

mont20

Det mest fantastiske stykke natur jeg nogensinde har oplevet!

I depotet fortæller de at de næste 3 km må der ikke løbes da det er et meget turistpræget område og især på gangbroerne er det forbudt.

Jeg har det rigtig fint med at skulle gå det næste stykke. Jeg er pænt ristet her og beslutter mig for at lege turist for ligesom at få tankerne væk fra at jeg er midt i et race. Og jeg får fuld valuta for skillingen. Vi bevæger os midt oppe på en klippe, på en sti der er hugget ind i klippevæggen. Den er nok max et par meter bred hvor der til højre går lodret ned – ned til den mest smukke blå/grønne flod.

Inderst på klippevæggen er der en wire vi kan holde fast i, men alle deltagere holder til højre så “de rigtige” turister kan gå i sikkerhed. Det er så blæst smukt. Jeg er helt solgt her og må seriøst stoppe op nogle gange blot for at suge det til mig. Fuldstændig vildt.

mont15

mut2

Efter et par km kommer vi hen til en lang hængebro der får os over på den anden side af floden og ind i Spanien, hvor vi indtil nu har været i Catalonien. Lige inden skulle marathonløberne dreje fra og begynde at løbe tilbage mod mål. (De 2 første bjerge var heller ikke på marathon ruten).

Broen gyngede en hel del og jeg forstår her temmelig klart hvorfor der ikke må løbes. På den anden side skal vi meget stejlt opad et stykke vej og jeg kan se at vi her bevæger os væk fra nogle helt vanvittige trapper jeg havde håbet at skulle forcere…..Samtidig havde arrangørerne meldt ud at der på dette stykke ville være en ændring af ruten. Jeg havde blot forstået at det var et lille stykke, men finder ret hurtigt ud af, at det er en lidt længere omvej på cirka 4 km vi skal ud på. Det er ok, jeg har bestemt ikke travlt her.

Fatamorgana???!!!

Heldigvis finder jeg ret hurtigt ud af, at jeg nok skal komme til at opleve trapperne alligevel. For efter depotet ved Montfalco drejer vi snuden tilbage mod trapperne og skal faktisk samme vej tilbage over hængebroen igen. De hersens trapper er vanvittige. De er monteret på to stykker aldeles stejle klippevægge. De er smalle og føles steder som om de gynger lidt. Er pænt godt tilfreds med at jeg ikke har højdeskræk. Vil dog sige at hvis man på dette stykke er total i racemode og bare ønsker at tonse derudaf….Så bliver ens tålmodighed i den grad testet. Der er rigtig mange folk og vi skal stå en del i kø. Det er dog 100 procent det hele værd.

mut1

Efter et stykke tid krydser jeg hængebroen tilbage til Catalonien og jeg glæder mig nu igen lidt til at komme væk fra turisterne. Kommer hen hvor jeg skal følge ruten for marathon folket tilbage til mål. Det er lidt en skræmmende fornemmelse. Fra nu vil der være mere eller mindre 1600 uafbrudte højdemeter til toppen. Det var møg varmt og det gik langsomt. Dog kunne jeg se at jeg nogle gange overhalede enkelte ret pressede marathonløbere. Det gav lidt et boost, men jeg kogte. Totalt og jeg ville rigtig meget gerne snart være fremme ved næste depot. Det skulle ligge ved 92.7 km. Og lige på dette tidspunkt blev jeg ret punktlig. Havde så lige svedt ud at jeg jo havde løbet længere pga ændringen af ruten og km tallet derfor ikke stemte. 2 gange indenfor 15 minutter oplever jeg det jeg tror er et fatamorgana…Jeg er 100 procent sikker på et jeg hører stemmer og at jeg kan se sådan en pavillion hvor der står folk. Men må skuffet konstatere at det blot er en klippe og ikke et depot???!!! Flot, ikk.

Da uret viser 99 km når jeg endelig frem til næstsidste depot. hvilket lettelse.

Lidt om energiindtag

Generelt går jeg frem efter så lidt indtag som overhovedet mulig og så at spise meget af det, der er i depoterne. Min erfaring er, at hvis jeg kører frem efter at indtage meget gel, barer og energidrik, så går maven i stykker. Normalt har jeg det godt med at spise Bonk Breaker bars. Tager som regel bare en lille bid i ny og næ. Så ingen gels de første omkring 10 timer. I depoterne plejer jeg kaste mig over brød, kiks, pålæg og ost. Og så Cola 🙂 Efter de cirka 10 timer synes jeg GU gels har en super effekt og jeg føler at når jeg taget en, så mærker jeg ret hurtigt sukker boostet – uden at maven brokker sig. Derudover tager jeg fast 1 saltpille i timen. I mine dunke har jeg i den ene rent vand og i den anden drinks tabs fra GU. Det fungerer bare. Til dette løb har jeg spist 2 barer og indtaget 4 gels. Taget 19 saltpiller og brugt 8 drink tabs. Derudover en del lokalt knastørt franskbrød med et eller andet salt agtig pesto. Og fed ost.

Det næste stykke er vildt stejlt og du skal klatre!

Det var virkelig en befrielse at nå til depotet. Jeg var lidt presset. Generelt var de frivillige fantastiske. Der var smil på alle steder og de var virkelig gode til lige at se folk i øjnene. der var også en følelse af at de kunne vejlede ret præcist omkring ruten. Det er altså bare fedt.

På dette depot bliver jeg bogstavelig talt spurgt om jeg vil have en spand kold vand i hovedet. JAAA TAAAK. Det var lige hvad jeg havde brug for. Hovedet ind over en spand og så kom der ellers en mand med en kæmpe dunk vand som blev pøst ud over hovedet. Klasse.

Bagefter fylder jeg op med diverse og får de obligatoriske par kopper cola. Der kommer endnu en hjælper hen. Han fortæller mig at jeg kommer ind på et særdeles vanskelig, men også relativt kort stykke. 400 højdemeter på et meget kort stykke. Og der vil skulle klatres nogle steder også. Hmm. Spændende, men dog på et tidspunkt i løbet hvor det kunne overskues.

Giver mig selv en mental lussing og daffer afsted. Den første km er stejl, men den næste….. Den er vild, som i RIGTIG vild. Har ikke prøvet noget så stejlt før. Jeg tæller. 3 skridt, pause, 3 skridt, pause. Og jeg haler faktisk med den strategi ind på folk. (Altså marathon løberne – det er længe siden jeg har set nogen ultra folk).

Og så kommer klatresektionerne. Der er 4 steder hvor vi skal bruge noget reb for at komme op. Ved første sted sidder der to deltagere og venter. Jeg gestikulerer at jeg venter og de skal klatre op. De ryster på hovedet og slår ud med armene. Fedest – de vil gerne se en anden prøve inden de selv tager afsted. Det er mega svært, men samtidig også lidt fedt.

Langt, langt, langt om længe har jeg overstået stykket. Shit en omgang. Efter lidt Strava nørderi kan jeg se at på under 1 km har jeg bevæget mig 335 meter op og med en imponerende pace på 30:55 min/km 🙂 🙂

Men hvor er det bare SÅ fedt at nu dertil i racet. Jo, jo. der skulle stadig løbes lidt op inden sidste depot. Men det var på en bred grusvej og heroppe var vinden dejligt kølende, så jeg var total høj. Samtidig begyndte den der skønne følelse af at være sikker på at gennemføre at indtræde.

10 km nedløb og du er i mål 🙂

Snakkede lidt med folk i depotet igen. Det var det samme depot hvor dropbaggen lå. De gav mig lige lidt en pep talk. Jeg fik at vide jeg lå nummer 6 og jeg bare lige skulle op på en lille bakke hvorefter der ville være 10 nogenlunde lette nedløbs kilometer til mål. Yes og med ben der stadigvæk kunne løbe lidt, så kunne målgangen næsten fornemmes.

Men uanset hvad, så gør det altså bare nas at løbe ned. Nedløbet var lidt blandet. Startede let på lidt asfalt efterfulgt af skovvej. Kunne se en deltager lidt længere fremme. Kom relativ hurtigt hen til ham….Blåt startnummer….en på ultra distancen 🙂 motiverede mig til at knokle på da jeg kom op til ham. Smilte lidt indforstået til hinanden med den der respekt for at være nået hertil og at vi snart var i mål. Han viste jeg bare skulle fortsætte og at han var “kaput”.

Kort efter drejede vi væk fra vejen og ind på små stejle, tekniske stier igen. Det var mit hoved ikke helt indstillet på men heldigvis kunne jeg følges med et par sjove gutter der simpelthen havde en fest. Snakkede, grinede og småjublede. Dejligt med lidt følgeskab her. De sidste km føles altid laaaaaange.

Da der manglede 3 km stoppede de tekniske spor og jeg kunne nu se ned til campingpladsen.  Jeg kunne holde mig løbende hele vejen ned til byen. Det var kæmpe, kæmpe stort at dreje rundt om hjørnet og lunte de sidste 20 meter ind over målstregen til en high-five og en kæmpe bjørnekrammer af Dani.

mont18mont16

 

Efter løbet

Der er så mange fede ting omkring dette løb. Den hjertevarme stemning blandt arrangørerne og de frivillige. En imponerende smuk rute. Voldsom teknisk terræn på nogle steder, men samtidig skruet sådan sammen at man (jeg) kun lige når at tænke, det her magter jeg ikke for så igen at løsne op og blive mere tilgængeligt. Jeg er ovenud tilfreds med mit grej som bare spillede. Det er også nok det løb hvor min mave har fungeret allerbedst.

mont17

Så ligenu begynder jeg så småt at se frem med årets næste store udfording. Ultra Trail Cote ´d Azur Mercantour d 15/6. 145 km med 10.000+ / 9.000-. Jeg har SÅ meget en revanche tilgode der 🙂

 

Til sidst vil jeg gerne takke min familie som igen har støttet utrolig meget op og været der for mig. Derudover også tak til mine samarbejdspartnere:

2xu Denmark

Altra Running Denmark

Elitegear.dk

Gaiasport

The good karma company

Alle Jer derude som har fulgt lidt med og tusind tak for alle kommentarer her, der og alle vegne. Det betyder en verden til forskel.

 

Andre links:

Film fra 2017 udgaven

Strava data

Løbets facebookside

Min instagram omkring stort og småt 🙂

Ses i sporet

 

/Dannie

Instagram: @dannietrail