, ,

Costa Blanca Trails version 2.0

Forventningens glæde

Efter sidste års udgave af Costa Blanca Trails skulle vi ikke langt ind i 2018 sæsonnen før det stod klart at jeg gerne ville slutte året af med at deltage i dette løb igen. Weekenden, synes jeg, var super godt skruet sammen, konge vejr, super fedt løb og social hygge dagen efter.

Til udgaven i år skulle jeg følges med Rasmus og Casper udover Michael som også var med sidste år.

Min rejse var sammensat sådan at jeg ville ankomme i start/mål byen Finestrat ud på eftermiddagen fredag, hvor løbet skulle starte til midnat. Vejrudsigten op til løbet havde været yderst svingende, men de sidste par dage op mod løbet kun blevet bedre og bedre.

 

Lidt om løbet

Løbet har start og mål i den lille, hyggelige by Finestrat, der ligger ved foden af det “vilde” bjerg Puig Campana med den berygtede Vertical km.

 

Der er 4 forskellige distancer

102 km med 6200 hm

65 km med 4200 hm

40 km med 2850 hm

20 km med 1100 hm

Logistikken er ret god dertil. Fly til Alicante og 45 minutters kørsel derfra. Byen er så lille at uanset hvor du bor, så er du tæt på start og mål, nummerhentning osv.

 

Inden start

Vi fik gjort al grej klar sidst på eftermiddagen og fik spist let aftensmad inden det handlede om at få hvilet og om mulig sovet op til start. Synes jeg havde svært ved at sove, men det må have lykkes til sidst idet jeg pludselig vågner med sæt…Min første tanke er, FUUUUUCK.. jeg har sovet over mig. De andre er gået. Skynder mig kigge på klokken og heldigvis viser den 22.28 (vi havde aftalt at skulle op kl 22.00) Fik lidt småtravlt med at hoppe i tøjet. Kigger lige ud af vinduet og ser at det hele af vådt udenfor. Ikke bare lidt, men faktisk en hel del. Hmm…tørvejr????? Det var ikke hvad vejrudsigten havde forudsagt, men på den anden side, så regnede det ikke nu, så måske var det den regn vi skulle have (Vi blev klogere!!)

Kl 23.15 efter en hurtig omgang klæden om, smøren ind, besøge toilet, besøge toilet og besøge toilet er vi klar til at traske op mod start. Vejret er ganske fint og jeg synes ikke det er koldt. Har valgt at starte ud i shorts, en tynd langærmet underlayer og en t shirt.

 

Spartans…Prepare for GLORY

 

 

Vi får et særdeles sporadisk tjek af gear hvorefter vi kommer ind i  startboksen. Super stemning blandt alle os forventningsfulde deltagere. Ud af højtalerne runger sekvenser af en film jeg ELSKER, nemlig 300. Om den vilde Kong Leonidas og hans 300 krigere. AAAAUUUU. Står og lukker øjnene og prøver at suge følelsen ind at være en del af “hæren”.

 

 

Det virker faktisk ret godt og arrousal niveauet er i top. Husker også dette fra sidste år. Super fed intro. Kl 24.00 går starten og vi kan løbe de 1.5 km ud af byen og op mod stierne og bjerget.

 

 

Puig Campana

Endelig. Ikke mere ventetid. Nu er det nu. Simpelthen for fedt at komme i gang og efter relativ kort tid rammer vi ind på Puig Campana´s vertical km.

 

 

 

Efter 2 km løb tager den for alvor fat. Er du svimmel en vild stigning. Det er simpelthen skridt for skridt. Den er mega stejlt og vi bevæger os langsomt. (Mellem 3 og 4 km har jeg pace på 21 minuter pr km!!!). Men frem (op) kommer vi. Næsten oppe på toppen har vi 7-800 m hvor vi løber med en fantastisk udsigt ned over Benidorm og havet. Dette stykke havde jeg været på under vores ferie i uge 42 og er helt vild med det. Denne nat var det dog yderst tåget og vi havde svært ved at se en hånd for os. ( Kan man egentlig få pandelamper med tågelys)

 

(Puig Campana i dagslys)

 

Vi runder toppen og begynder den første og ret tekniske del af nedløbet. Jeg tænker at jeg bevæger mig ret langsomt og usikkert her. Skal lige vende mig til det våde føre, de glatte sten samt få gang i benene igen efter stigningen. Bliver overhalet af 5 -10 kamikaze spaniolere. Nogle skøjter rundt og falder. Hårdt, men kommer op og videre. Kan simpelthen ikke begribe hvorfor hulen der skal forsøges at løbes hårdt her.

Vi når første depot hvilket jeg inden løbet havde besluttet at løbe igennem. Det kommer efter cirka 7 km og der vil kun være 4-5 km til det næste.

Kort efter kommer der et længere, “semi-teknisk” nedløb. Det er første gang i løbet hvor jeg får den der skønne, brændende fornemmelse i lårene af al det bremse arbejde.

Kommer efter lidt tid til depot nummer 2 hvor der er tid til at få tanket op.

 

Masser af folk…og fotografer

UTMB go home….føler sig nærmest som prof her. Fnis. Kommer væltende ind i depotet og stopper en (alt for stor) melon i gabet. Mens jeg står og bokser med at få den ned igennem svælget sværmer der en fotograf rundt og knipser billeder. Sådan helt op i hovedet. Synes det er totalt komisk og er ved at flække af grin fordi jeg ikke kan få melonen ned samtidig med at jeg skal prøve at se lidt tough ud 🙂 … måske heldigt nok, så har jeg her efter løbet ikke kunnet finde et billede af den drøvtyggende dansker…Måske det er røget i censuren??

 

 

Til sidst lykkes det. Får de obligatoriske par kopper cola. Lidt brød og dunkene i vesten bliver fyldt op. Videre med mig. Har det her, efter godt et par timers løb ganske godt. Vejret arter sig fint og det næste stykke er nogle lækre, snedige mtb spor med masser af sving. Synes det minder meget om mit favoritspor hjemme. MTB sporet i bjerge skov.

Efter et par km skal der arbejdes op i terrænet igen. Først på noget asfalt, derefter ud på stierne igen – det er ikke specielt stejlt, ej heller teknisk, så der kan holdes nogenlunde gå tempo. Når op i omkring 1000 m højde hvor vi de næste 5-6 km skal bevæge os lidt op og ned.

Da vi rammer omkring 30 km skal vi bevæge os omkring 250-300 højdemeter op mod den sidste top på denne bjergkam. Klokken er omkring 4.30 om morgenen. Det er køligt og temmelig blæsende…Det begynder her at småregne og efter ganske kort tid tager jeg min vest på. Vejrudsigten havde sagt sådan 0.5-1.0 mm nedbør sidst på natten hvorefter det skulle klare op og blive bedre vejr stort set hele lørdagen. Der går vel omkring en halv time inden jeg er på det højeste punkt på dette stykke. Regnen er konstant, det blæser, der er mørkt og jeg begynder at fryse. Skynder mig at få regnjakken på udenover. Glæder mig nu til at skulle løbe ned igen for dermed at få varmen i kroppen igen.

Regnen kom på et ret kritisk tidspunkt. For det første kom den på en bjergkam, forholdsvis meget i det åbne. Dernæst tidspunktet. Jeg er næsten altid lidt ramt der sidst på natten, inden det begynder at lysne. Derfor døjede jeg med motivationen her. Kulden og regnen var hård, synes jeg.

Men heldigvis skulle der løbes nedad nu….og regnen ville stoppe hurtigt igen…ikke?

 

Mega træls kloak…

…snakkede Michael om inden løbet. Lige inden et depot efter et nedløb. Et sted hvor man kunne have løbet det sidste stykke ned på en asfalt vej skulle man ned igennem en stor klam kloak agtig tingest.

Dette stykke kunne jeg ikke huske fra sidste år, men skal love for at jeg ikke glemmer det nu!

Ikke langt fra depotet i bunden af nedløbet efter omkring 35 km af løbet ledes vi fra vejen og stejlt ned mod et stort vandrør. Vandet kommer væltende ned fra bjerget og der ligger en del vand i bunden. Skrænten derned er stejl og ret trådt op, men ikke rigtig nogen vej udenom. Afsted ned i dybet med mig…og smut…den ene fod skrider og det lykkes mig at trille en yndig 360 graders rundtur på langs af mig selv…Selvfølgelig kun for at hylle mig mest mulig ind i mudder!!!!!

 

(Bare lige til info…det er ikke min bag…men kan da se andre også har været nede)

 

Efter stuntet sopper jeg frem igennem kloakken. Der skal hoppes lidt fra side til side idet der er ret meget vand. Når dejlig snasket frem til depotet. Et lidt større depot heldigvis med en god varmeblæser og et telt. Får super hjælp af de frivillige. I det hele taget var der kanon hjælp at hente i samtlige depoter. Altid skønt når man er lettere brugt.

 

Den mentale kamp

De næste 7 km er uden tvivl løbets kedeligste. De foregår for det meste på grusvej eller asfalt. Først lidt ned og derefter langsomt stigende. Regnen silede ned og det var så småt ved at være morgen og solen kunne stå op hvert eneste øjeblik. Stille og roligt nærmer jeg mig depotet i bunden af bjerget, der starter omkring 42 km henne i løbet. Husker fra sidste år at solen var ved at stå op og man kunne se langt herfra. Denne gang var det stadig buldermørkt og koldt. Absolut ingen umiddelbar udsigt til bedring i vejret og kunne mærke jeg hang lidt med næbet. Jeg var netop nået op til en anden deltager før depotet. Han var slukøret og da vi kom hen til depotet valgte han at trække stikket. Han var kold og demotiveret. Det eneste jeg tænkte på her, var hurtigt at få tanket op og komme videre. Jeg frøs mine hænder og havde desværre ingen handsker med. Afsted Dannie. Op på toppen, derefter nedløb og så var jeg ved hovedepotet hvilket lidt var noget jeg så frem til nu.

 

Modstrøm

Nu begyndte jeg at traske op. Et lille smalt spor med mange buske der kradsede lystigt på benene. Vandet strømmede ned af stien og fyldte skoene godt og grundigt. Heldigvis begyndte det at lysne og midtvejs på bjerget var det så lyst at jeg kunne pakke pandelampen væk.

Kom til at se på mine hænder som var total rynkede og blege og hov….venstre tommeltot????? Hvad havde den gang i. Den var blå. Skønt idet jeg vidste der var temmelig langt op til toppen hvor der også ville være lidt km inden nedløbet ville komme.

 

What to do? Som gammel trommeslager begyndte jeg at “spille” lidt forskellige rytmer hvor jeg bankede den knyttede næve med staven ind i brystet sådan skiftevis og det hjalp heldigvis lidt. I hvert fald kom der fokus på lidt andet. I takt med at det blev helt lyst, åbnede bjerglandskabet sig. Fuldstændig tåget og diset her, men jeg fornemmede klart at det var ret fedt og barskt.

De sidste par hundrede hm var relativt stejle og lidt tekniske, så det gik langsomt. Men sikkert nåede jeg op på toppen. På ruteprofilen skulle jeg befinde mig heroppe omkring 5 km kun med lidt korte nedløb og små skarpe stigninger. Jøsses det var koldt. Masser af vind samt vandret regn ind fra siden af bjergryggen. Selvom nedløbene var korte, så var de stejle med masser af løse sten. Heldigvis krævede det fuld koncentration og varmen begyndte at komme retur i kroppen.

 

Skiløb og joggetur

Yeeeeehaaaaa. Præcis som jeg huskede dette stykke. Et dejligt nedløb med et tykt lag løse sten. Virkede vildt og stejlt når man kiggede ned i det. Men når nedløbet gik i gang fik man følelsen af at den store mængde sten hjalp med at bremse således man næsten kunne stå på ski her. Mega sjovt. Herefter fulgte et længere stykke med mere almindelig nedløb. En god blanding af tekniske spor og et par lettere stykker.

 

 

I bunden var der omkring 5 km hvor det meste kunne løbes. For første gang siden regnjakken var kommet på var det nu så varmt at der kunne lynes ned. Skønt. Og for at det ikke skal være løgn så så jeg det første lille stykke med blå himmel. Tænkte for mig selv. Yes, nu klarer det op. Jeg kan skifte til top når jeg kommer til hoveddepotet, Confrides, ved cirka 60 km. Go´dag mand økseskaft!!!! Få sekunder efter trak det sammen igen og det begyndte på ny at regne!

Hoveddepot, 60 km

 

Der er, som ofte, en hel del folk i et hoveddepot. Deltagere, personlige hjælpere og de frivillige omkring løbet. Synes ikke der er meget plads i huset, men en frivillig får hentet to stole frem til mig. Bliver tilbudt alt muligt forskelligt og jeg vælger 2 franskbrød med skinke og ost. Havde indtil for få hundrede meter før depotet været besluttet på at skulle smide svedtrøjen og t shirt til fordel for en top. Men i og med at regnen var vendt tilbage og det stadig var ret køligt, så valgte jeg at beholde det hele på. Der er en varmeblæser i rummet og kroppen bliver varmet godt igennem igen. Skønt.

Vel tanket op og ved godt mod før opstigningen mod løbets højeste punkt, Aitana, trasker jeg afsted. Bliver hurtigt hentet af to ret så friske englændere på den lille “fortop” inden det for alvor går løs. Kort efter bliver vi hentet af en franskmand. Rigtig hyggeligt med følgeskab her. Franskmanden er godt kendt med at rejse til Danmark hvor han har været i Skanderborg flere gange. Sjovt.

Kort efter er der et lille, let løbbart, nedløb. Her støder vi på deltagere fra 65 km ruten. Det er super motiverende pludselig at være en del flere på ruten. Mere motiverende er også at dem fra 65 km ruten bevæger sig langsommere end jeg, hvilket giver en følelse af, at det trods alt går fremad.

Aitana, løbets højeste punkt

Små 2 km inde på stigningen er både englænderne og franskmanden faldet tilbage. Jeg har godt gang i dieselmotoren og jeg er generelt godt kørende her. Endnu engang er det dog lidt frustrerende at se en kæmpe stor “dyne” af skyer der ligger hen over toppen. Kan jo hverken gøre fra eller til. Møder på dette stykke en svensker, David Pyring, som har været på ferie i området og trænet meget på ruten. Fedt lige at hilse på. Han deltog ikke selv, men var bare ude og kigge lidt.

Efter små 5 km opstigning kommer vi til det sidste stykke mod toppen. Vel omkring 500 m i alt, som bare går lige op i himlen. Vildt stejlt i starten for til sidst at blive noget scrambling. Elsker sådan nogle stykker.

 

 

På toppen er det totalt tåget og blæsten er igen ret slående, så det er med hurtigt at komme videre.

Selvom det går jævnt nedad her, så er stykket ( i hvert fald for mig) ret teknisk. Jeg har utrolig svært ved at holde fart. Måske har jeg kørt lidt for hårdt på opad og derved mistet lidt af overskuddet. Bliver lidt arrig, men hvad, ikke noget med krise eller noget. Ville bare gerne have været lidt hurtigere her.

Det fortsætter lidt endnu med at være svært ( i hvert fald med trætte ben), men efter et stykke tid er det mest stejle af dette nedløb overstået og der kan løbes nogenlunde frit igen. Eller dvs at stien jo er fyldt med vand og dermed mudret. Så mudret at der flere steder måtte hoppes lidt på stedet for at for den store mudderklump af, der samlede sig under skoene. Det var ret tungt at løbe i, så tankerne om at løbe i samme tid som sidste år forsvandt hurtigt.

 

 

Begyndte så småt at fokusere på det sidste “kritiske” punkt i løbet. Det vanvittige nedløb mod Sella

 

No more rain…

…Var ordene jeg sagde i depotet ved små 80 km. De to mænd i depotet trak på skuldrene og smilede. Ved ikke om det var fordi de ikke forstod mig eller om de ikke troede på at regnen var stoppet helt endnu. Vejret var i hvert fald blevet lysere omen stadig overskyet. Også markant lunere temperaturer. Og med tanken om, at der inden længe ventede et psykopat nedløb gjorde at adrenalinet så småt var begyndt at pumpe.

Efter et par km på en grusvej kommer det lille, håndlavede skilt hvorpå der stod “Sella – 2,2 km”. Det går ret hidsigt ned her. På de 2,2 km går der cirka 650 m ned. Det er stejlt og teknisk flere steder. Jeg er ikke super god når det bliver så stejlt, faktisk blev jeg overhalet af et ældre par, mand og kone, på omkring 60 år. Jeg var fuldstændig duperet over var gode de var til det nedløb og hvor ringe jeg var!!!

Men hvad stille og roligt kom jeg forbi det svære stykke og ned på grusvejen der førte det sidste stykke til Sella.

Her var der super stemning om end flere deltagere så ret skidte ud. Blev tilbudt en øl, men takkede nej. Undskyld for det – må gøre det bedre næste gang 😉

Skynder mig at få tanket op komme afsted igen. Der resterede her 18-19 km tilbage af løbet og kunne huske de ikke var specielt svære. Først med en relativ lang, men ikke særlig stejl stigning og derefter nedløbet til finestrat som jeg i uge 42 havde løbet flere gange.

 

Ruuuuuun, Forrest…..

Det var i hvert fald det jeg prøvede at sige til mig selv her. Selvom det steg jævnt, så var det ikke særlig svært. Jeg kunne gå hurtigt, men havde enormt svært ved at tvinge mig op i løb. Trætheden var rimelig markant. Heldigvis kunne jeg spotte enkelte deltagere langt fremme, men også nogle bagved. Mit mål blev nu at hente dem foran hvilket jeg også gjorde….men ham omme bagved overhalede også mig….fnys. Men bare ærgerligt. Der var ikke så meget at skyde med nu.

 

Noget jeg synes var super fedt her, det var at Puig Campana hele tiden kunne ses og at jeg vidste jeg “bare” lige skulle om på den anden side for at være i mål.  Den sidste km frem mod det sidste depot var et mareridt. Næsten fladt og føltes uendeligt. Husker også fra sidste år at der var total feststemning med højt musik og hjælpere der var klædt ud. Det var der desværre ikke i år, men ligesom alle andre depoter i løbet, så var der super hjælpsomme og imødekommende folk. Store smil.

Tog kun en lille smule vand i den ene flaske her. På det opsatte skilt stod der 6.5 km til mål. Disse skilte stod ved hvert depot. Altså påskrevet hvor langt der var til næste depot og hvor langt der var var til mål. Det var godt og informativt.

 

Speedy….

Nu begyndte runners high for alvor at indtræffe. Jeg vidste der kun var små 200 højdmeter op igennem skoven inden det sidste krudt kunne fyres af på nedløbet. Jeg er super godt kørende her på stigningen og overhaler en del (fra de andre distancer). Når hurtigt op på toppen og nedløbet mod mål kan begynde.

Den får fuld spade her. Vejret er helt rimeligt og jeg er bare gennem glad. Er helt vild med dette stykke. Det er en smal sti med få tekniske passager, men ellers kan man egentlig løbe rimelig frit.

Halvanden km til mål og jeg er nede i Finestrat. Kommer forbi parkeringspladsen hvor jeg startede mine løb i efterårsferien og kunne nu “lugte” målgangen. Ned igennem krydset i byen og ned på den store plads og igennem mål portalen.

 

Altid en fantastisk følelse at gennemføre en ultra. Jeg kom igennem på 17 timer og 12 minutter. Cirka en halv time langsommere end sidste år. Egentlig er jeg tilfreds, ruten taget i betragtning. Baseret udelukkende på Itra point “bør” jeg nok ikke være helt tilfreds!

 

Men ved I hvad…jeg er en lykkelig motionist og har fået en kæmpe oplevelse igen. Dette er mere brugbart end alt mulig andet.

En anden rigtig god ting er, at Casper, Michael og Rasmus også gennemfører i fin stil. For andet år i træk gennemfører samtlige danskere.

 

Jeg kan kun anbefale dette løb og kan bestemt ikke afskrive at jeg tager derned næste år igen. Det indeholder det hele. Stejlt både op og ned. Teknisk flere steder, men også længere stykker hvor der kan løbes. Måske lidt meget asfalt løb omkring byerne. Forholdsvis nem logistik omkring løbet.

 

Jeg løb hele løbet stort set kun iført tøj, sko og udstyr fra Scott. Dette fungerede virkelig godt for mig.

Samlet energiindtag var 2 gels fra GU, nogle få chews fra GU. 2 barer fra Bonk Breaker samt salt piller ligeledes fra GU. Ellers spiste jeg brød, pølse, ost og kiks i depoter samt selvfølgelig cola….og undskyld igen at jeg sagde nej til den øl!!

 

Nu vil jeg rette fokus mod at få styr på sæsonen, næste år, indtil sommerferien (Faktisk så er der styr på det….) Og ellers bare få slappet lidt i et stykke tid. Jeg er, som altid, evig taknemmelig for at have en familie der bakker op og hjælper med at disse små eventyr kan blive en realitet.

 

Ud på sporene folkens 🙂

 

Vi ses

 

-/ Dannie

@dannietrail