3 løb – 3 verdener – 3 udfordringer

Orienteringsløb: Hej flow – hvor blev du af?

”And here come the world champions – representing Denmark”Start

Denne sommer var jeg i Skotland og se VM i orienteringsløb med en gruppe venner og timingen kunne ikke være bedre: Danmark blev for første gang i historien mest vindende nation med hele 4 guld-medaljer!(Nyheder – Dansk orienteringsforbund). Det var virkelig stort at være en del af, og eftersom o-verdenen er så lille, kendte vi alle løberne. Blandt andet deltog der nogle fra min efterskole(Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole – Hjemmeside)som står mig meget nært.

I forbindelse med VM, løb jeg publikumsløbene(Skotsk 6-dags), som gjorde det muligt at løbe på de samme kort som VM-løberene havde løbet på dagene forinden, hvilket var rigtig fedt. Det var efterhånden længe siden at jeg havde løbet på kort og forberedelserne var en del anderledes end til almindelige løb.

I orienteringsløb er det altafgørende at du kan holde fokus på kortet og orienteringen, og ikke bliver distraheret af andre løbere eller af terrænet. Det var specielt vigtigt i nogle af de meget tekniske terræner som vi løb i, da der var meget få eller ingen stier og til tider dårlig sigt.

2. Etappe SkotlandPå 2. etappe havde vi blandt andet nogle poster i et bakkeområde fyldt med bregner(post 7-8-9) som var noget højere end mig, hvilket uden stier og knapt så tydelige kurver, blev en stor udfordring som i kan se på billedet til venstre(den tykke røde linje er mit vejvalg). Derudover var terrænet også fysisk krævende med mange højdemeter og masse lyng, samt til tider tæt underskov. Netop dette er dog lige præcis det jeg elsker ved orienteringsløb – du skal være fysisk stærk og samtidig holde fokus på kortet, planlægge dine stræk godt og være skarp på detaljerne.

3. Etappe Skotland

3. Etappe kom vi over i noget mere dansk terræn med åben bøgeskov og knapt så mange højdemeter, hvilket var mere til min rutine og løbet gik væsentlig bedre hvilket kan ses på billedet til højre –>

6. Etappe Skotland<– 6. Etappe foregik i terrænet hvor langdistancen blev vundet af Ida Bobach, min tidligere roomie, dagen forinden. Det var efter min mening det fedeste terræn vi løb i derover, og specielt ovenpå oplevelsen fra dagen før. Teknisk gik det godt med sikre udenoms-valg, indtil jeg fik tilslutning af min kæreste, som er ny i sporten, og som der efterfølgende løb sammen med mig på resten af banen. Der kom nogle lidt for store fejl ved post 9 og 12. På trods af denne afslutning var det en stor glæde endelig at komme ud og have fokus på orienteringen, og ikke blot at løbe – det kan få kilometeren til at flyve afsted.

 

Trailløb: Skotland – du gør det godt!

Efter VM kørte vi videre mod Skotlands vestkyst med vores telt og Ben Nevis IItrangia til utrolig flot natur! Her skulle vi primært opleve naturen, og på trods af det hårde skotske 6-dagsløb(som efterlod gruppen med 2 forstuet ankler, en fiber og en skadet forfod) blev der klemt lidt løb ind her – jeg kunne simpelthen ikke lade være. Den ene tur blev om morgenen før morgenmad, hvor jeg fik trukket mig ud af teltet og ud på tur op til en nærliggende klippetop. Denne tur fremhævede et af de aspekter af trailløb jeg elsker mest: når naturen og lysten til at se mere driver værket. En ekstra bonus var regnvejret, som lidt atypisk er noget af det der kan give mig mere energi på en løbetur. Dette var da også en evig gode i Skotland, hvor det regnede samtlige af de 16 dage vi var der.

Ben Nevis IIIDen fedeste tur var dog da vi skulle bestige Ben Nevis – det højeste bjerg i Storbritannien med sine 1 344 m. Her valgte vi at vandre op og efterfølgende løbe ned igen, da jeg for tiden er meget optaget af nedløbstekniker. Her var fokus på at give slip, læne sig fremad og kaste benene frem. Dette er dog nemmere sagt end gjort, og på trods af et ihærdigt forsøg brugte vi 1:15  på nedløbet. Vinderen af det officielle løb(Ben Nevis Race) brugte 1:30:06 på  HELE distancen – altså både op og ned. Det har jeg meget respekt for efter den tur ☺ På denne del af turen fik jeg løbet på naturens energi og ren lyst, hvilket er fedt i sådanne omgivelser.

 

Samsø Marathon: Kun en vej frem – mod målet

Min sommer i løbets tegn blev rundet af med Samsø Marathon Marathon (2)(samsømarathon) d. 22 august. Dette var en julegave fra min bror, som var med da jeg forgæves forsøgte mig på distancen til Marselis Marathon i efteråret 2014,og derfor ville hjælpe mig med at nå målet nu. Da jeg udgik dengang var det min mave, der gav mig problemer. Jeg kunne ikke få noget mad eller drikke ned og blev meget svimmel til sidst, hvor min veninde kom og fulgte mig hen til målområdet efter 36 km. Jeg havde, som optakt til dette marathon, løbet Julsø 30k i april, nogle ture på 10+km i sommerferien og ellers løbene i Skotland. Ikke den mest fokuseret optakt, hvilket også gjorde mig usikker da jeg stod på startlinjen på Samsø – men en væsentlig ting var anderledes end sidst: jeg havde min bror ved min side og der ville han være under hele løbet.

Coverbilled

 

Jeg havde forventet en del mere grus end hvad det blev til, og havde derfor valgt mine Salomon Fellraiser – en trailsko – som jeg havde løbet godt i, i tiden op til. Dette var første fejl, og da jeg samtidig ikke træner meget på asfalt, satte sporene sig hurtigt i mine fødder og hofter. Lige præcis mine hofter har jeg bøvlet lidt med, da musklerne har været for spændte – specielt hoftebøjeren og den dybe ballemuskel piriformis har drillet mig.

 

Marathon

Efter 14 km kunne jeg godt mærke at min krop langsom lukkede ned, og med 25 grader og høj sol blev det hurtigt til en kamp mellem hovedet og kroppen – noget jeg gerne først så komme efter de 25-30 km. Min bror og jeg har heldigvis løbet en del sammen efterhånden og han var derfor hurtig til at aflede min opmærksomhed med masse gode historier. Noget der gjorde det ekstra svært var at jeg igen fik problemer med at indtage mad og væske, hvilket var helt essentielt i den varme. Kampen fra 14-24 km blev lang og hård, og tog rigtig meget tid, men efter de 30 var jeg overraskende nok på toppen igen mentalt, og kunne nyde resten af vejen hjem. Det føltes fantastisk at krydse målstregen med min bror, også på trods af den knapt så vilde tid på 5:20:04. Tiden betyder dog intet for mig i dette tilfælde – det vigtigste var at vinde den kamp mod mig selv, og det gjorde jeg med en utrolig vigtig hjælp fra min bror.

Når enden er god..

Denne sommer har altså budt på løb fra flere verdener for mit vedkommende. Det har været spændende at skrælle lagene af ind til den rå kamp mellem hjerne og krop til slut, hvor der ikke er nogen andre fokuspunkter, som naturen eller et orienteringskort, men blot mig og en vej. Med det sagt tror jeg nu at jeg vil vende snuden mod skoven igen for et stykke tid, men hvem ved om der skulle snige sig et rent motionsløb ind eller to undervejs i fremtiden alligevel.

Skotland

3 replies
  1. Christian Grønberg
    Christian Grønberg says:

    Rigtig god artikel Mette!
    Det er sindsygt svært at klare varme, så det er virkelig sejt, at du fik kæmpet dig igennem! 😀
    Jeg ser meget frem til flere eventyr de næste somre 🙂

Kommentarer er lukkede.