DSC_0093

At finde sin egen stil.

En typisk uge for mig står, som tidligere nævnt, gerne på ca. 40 km i skoene. 4 af ugens 5 arbejdsdage er jeg på arbejde fra 8 om morgenen til tidligst 16, og jeg bliver med statsgaranti ikke populær, hvis jeg kommer hjem der, tager løbetøj på og snupper en times løbetur. Allerhelst ville jeg stå op kl. 5-6 stykker, løbe en times tid og komme hjem til et sovende hus. Desværre er min virkelighed bare. at mine unger vågner ustyrlig tidligt, og min kone gerne lejlighedsvis vil sove længere end til 5.30. Så det er sjældent det lader sig gøre.

Indtil for et par år siden, havde jeg mere fleksibilitet i mit job og kunne løbe om formiddagen og arbejde hjemmefra om aftenen. Dengang var ugens længste tur 10-12 km. Den lå, set i bakskejlet, lidt underligt lørdag formiddag hvor hele familien havde fri, mens mine formiddage alene blev brugt på 2 ugentlige småture på 5-7 km. Dengang var mit løb dog, om muligt, endnu mere ustruktureret end nu. Alle ture blev løbet på 100%, da jeg havde et konstant fokus på at forbedre min tid nu og her. Det forsagede ligeledes, at jeg rendte rundt med noget der lignede kronisk skinnebensbetændelse. Det stod på i 6 måneders tid, indtil jeg satte mig for at finde ud af, om jeg mon ikke kunne finde på en smartere måde at gøre det på. Dusinvis af løbeblogs, hjemmesider, undersøgelser og andet blev studeret, og jeg endte egentlig mest af alt godt forvirret over råd der strittede i alle retninger. Ved et rent tilfælde stødte jeg på Christopher McDougall’s bog Born To Run, og blev straks fascineret af tanken om at løbe som en tarahumara. Umiddelbart er der dog ikke meget tarahumara over mig, så i mine tanker ville jeg ende op som den danske Caballo Blanco. Jeg fik købt chiafrø og lavede både pinole og iskiate.

Umiddelbart registrerede jeg dog ikke den store fremgang. Men efter endnu en tur rundt på nettet, fik jeg overbevist mig selv om, at det da var skoene der var noget i vejen med. Indtil da havde jeg løbet i et par Ascics GT 2000, ud fra devisen, at de var dyre ergo måtte de også være gode. På daværende tidspunkt havde vi 2 børn, og mine kone studerede, så fejlkøb var ikke en mulighed. Jeg fik løbet i et par måneder i skoene før mine ben sagde fra, og jeg i stedet købte et par billige sko fra et lavprissupermarked, bare for at prøve noget andet. I et stykke tid gik det fint, indtil den forfængelige side af mig ville have et par ”rigtige” løbesko fra en butik der havde forstand på det.

Jeg tog turen til min lokale skopusher, med en forventning om, at skulle have lavet en af de løbestilsanalyser jeg havde hørt så meget om. Ved min forespørgsel om en sådan blev jeg dog mødt med en næsten hånlig latter, og en formaning om at løbestilsanalyser var ligeså forældede som Commadore64, og at jeg selvfølgelig bare skulle have et bare sko der understøttede den neutrale løbestil alle løbere som udgangspunkt havde. Som det ukritiske og autoritetstro individ jeg var, købte jeg mig straks et par Skechers Go Run3, og har siden kun løbet i Skechers, og ikke været skadet siden.

Jeg er ikke sikker på, hans bombastiske udsagn holder 100% vand. En anden ting der har hjulpet mig til at holde mig skadesfri, er klart at jeg pludselig fik nyt fokus i min træning. Frem for at løbe 100% hver gang, begyndte jeg at løbe længere ture, i meget lavere tempo, hvilket betød mere tid væk hjemmefra, men en træning der trods alt kom til at fungere meget bedre.

Siden sidst

Den sidste uges tid har budt på få men gode ture. Jeg har faktisk kun været ude 2 gange siden mit marathon d. 6/2. 17km sidste tirsdag og 21 i lørdags. Jeg regner med at løbe ca. 10 i dag, og så 5-7 stykker fredag. Lørdag skal jeg til Odense og løbe Fruens Bøge Marathon, som jeg var så heldig, at få forhandlet mig frem til at kunne løbe. Derefter sluttes aftenen af med en gang MGP-fest for 3-4 piger fra min datters klasse, og masser af slik og sodavand. Så det bliver en lækker weekend.

images