At løbe er at leve eller er det Vol. 2

Jeg har skrevet en blog om at genfinde gejsten, glæden, gnisten og passionen ved at løbe! Dette er en opfølgning på en tidligere blog, hvor jeg skrev om at ramme bunden. Der skrev jeg blandt andet om det der med tage én dag af gangen, og hvordan man så lander på benene? Jeg har nu nedsat mine egne forventninger, jeg er ovenpå igen, og det vil jeg gerne dele med dig.

 

Resumé

Først og fremmest må jeg tilstå, at jeg skriver for mig selv. At nedfælde tanker er en form for terapi. MEN med det sagt er det en sekundær bonus, at du som læser dette indlæg, potentielt kan bruge mine erfaringer til noget. Jeg kan jo kun håbe. Jeg skriver og deler ud, når jeg har noget på hjerte, et budskab jeg ønsker at viderebringe. Til at starte med vil jeg komme med et kort resumé fra min sidste blog.

2016 var et fantastisk år med flere marathonløb og 2 ultraløb, jeg udviklede mig i den grad som løber. Jeg gik derfor ind i 2017 med tårnhøje forventninger. Men allerede i februar begyndte det at gå ned at bakke med diverse skader. Efterfølgende overhørte jeg samtlige symptomer fra min krop, som skreg på ro. Der manglende overskud til selv de mindste ting. Men jeg var da ikke stresset, jeg skulle bare lige videre til næste uge, så ville alt være godt igen. Jeg hev mig selv afsted på job og til sociale arrangementer. Intet skulle holde glade, aktive og energiske mig hjemme. Så jeg drønede derudaf, kilometer efter kilometer, jeg var jo ultraløber, så kan man da alting! Eller kan man?

Jeg kunne langt fra alting, og det måtte jeg erkende. Jeg ramte bunden, jeg var nede at bide i græsset. Det tog lang tid at komme bare lidt ovenpå igen. Og alt imens jeg kæmpede med det psykiske og med at erkende, at jeg måske kun kunne klare en gåtur eller 5 km løb, så kæmpede jeg også med at bevare mit gode humør. Det var faktisk den sejeste kamp! Jeg synes egentlig ikke, at mit humør led så stor skade, men set i retroperspektiv, så tog jeg grueligt fejl. Og mit til tider triste sind smittede mine nærmeste, særligt min mand. Han blev næsten lige så påvirket, som jeg selv. Det var rigtig hårdt at se ham så ked af det og så magtesløs. Han gjorde ALT, hvad han overhovedet kunne komme i tanke om for at hjælpe mig. Men når jeg havde en dårlig dag, så havde han en dårlig dag. Og det gjorde ondt på mig at se, hvordan min nedtur smittede ham. Og ærlig talt så fælder jeg en tåre, når jeg skriver dette. Men sammen var vi heldigvis stærke, sammen kæmpede vi os langsomt op fra bunden og sammen vandt vi! Og den SEJR var større end at krydse en hvilken som helst målstreg!!

 

Min mand og jeg <3

Min mand og jeg <3

 

Fra nedtur til optur

Ting tager tid, én dag af gangen ja vi kender alle fraserne, men der en vis visdom i disse ord. Tingene tager faktisk ofte længere tid end man har lyst til at erkende. For faktum er at gnisten og glæden ved at tage løbeskoene på først for alvor er vendt retur her i start 2018. Det er en sand befrielse, at jeg GLÆDER mig til at løbe, jeg elsker det igen. Når jeg løber, så føler jeg mig fri! Jeg løber på mindre gode/energiske dage, jeg løber på hamrende gode dage, jeg løber i bund og grund, når jeg har lyst! Det er atter et frirum at tage løbeskoene på, god musik i ørene og bare lade tiden og kilometerne tage mig og lade tankerne vandre. Jeg føler det lidt som om, at jeg har været i et tankefængsel og nu er jeg løsladt.

Jeg er en passioneret løber. Nogle strikker, danser, synger eller på anden vis opnår et øjebliks pusterum, eller opnår ro eller rendyrket glæde. Jeg løber! Og min glæde smitter af i hjemmet, det er tydeligt, og det gør bedre til fantastisk!

 

På vej ud af døren i december, det var en rigtig god dag. Man har kun det sjov, man selv laver.

På vej ud af døren i december, det var en rigtig god dag. Man har kun det sjov, man selv laver.

 

Er jeg så en erfaring rigere? Har jeg mon lært noget?

Der er én ufattelig essentiel ting jeg har lært, og det er ikke at stille krav til mig selv på forhånd. Jeg sætter ikke længere krav om, at i dag skal jeg løbe så og så langt. Jeg har måske en idé om, at jeg gerne vil nå fx 15 km, inden jeg tager afsted. MEN med det sagt, så lytter jeg til kroppen, når jeg er kommet afsted. Kan jeg `kun` holde til 5 km i dag, ja så når jeg nok det længere en anden dag. Det er faktisk ikke så nemt at nå til en sådan erkendelse, som det måske kan lyde til. Det har krævet hårdt psykisk arbejde at ændre på et helt livs indgroede vaner og tankespind.

Jeg har lært, at jeg ikke skal presse mig selv, når min krop og mit sind siger fra. Det nytter ikke noget at hamre mig selv oven i hovedet over, at det ikke altid går strygende derudaf. Det er gode og mindre gode dage for os alle. Selv Supermand og Wonder Woman må også have haft en dårlig dag i ny og næ, tænker jeg. Og `I´m only human` som Rag ´n´bone man synger.

Jeg har også lært, at når man er passioneret og virkelig brænder for noget, så kan det ikke undgås, at der forekommer nederlag i større eller mindre grad. De fleste løbere kan ikke se sig fri for skader i ny og næ, og det er bare brand ærgerligt, når man bliver slået hjem i ludo af en skade. Så handler det for mig lidt om at flytte mit fokus fra det negative og give mig i kast med noget andet, som kan udløse endorfiner/lykkehormoner. Jeg skal helst have lidt aktion for pengene, så min plan B er spinning eller anden HIIT (High Intensity Interval Training). Hav altid en plan B!

Nogle dage kaster jeg simpelthen også bare håndklædet i ringen og smider mig på sofaen med en god bog, fremfor at piske mig selv afsted. For det giver mig faktisk ikke længere nogen særlig tilfredsstillelse at løbe, når energien og motivationen overhovedet ikke er der. Og det er helt ok, at tage en ekstra hviledag. Hold nu op hvor bliver jeg da voksen og klogere!

En fantastisk smuk januar dag! Løbeglæden strålede om kap med solen.

En fantastisk smuk januar dag! Løbeglæden strålede om kap med solen.

 

 

Jeg lever og jeg lærer

Ved at lytte til MIG, så gør jeg et ihærdigt forsøg på at undgå nederlag og atter ramme bunden. Selvfølgelig handlede min nedtur om mange andre ting end løb. Det handlede rigtig meget om hvordan jeg psykisk greb tingene an. Det handlede om alt for høje krav til mig selv, og om altid at skulle præstere og være super overskudsagtig.

Jeg arbejder stadig med mig selv, jeg arbejder på, at være den bedste mig. Jeg føler, at jeg er tættere på end nogensinde, jeg er glad og jeg er mig. Men der skal værnes om glæden, ligesom livet er den skrøbelig.

At løbe er at løbe, men at leve og nogen gange fejle, er det der gør os til mennesker. `Så sæt dig lidt, vi er jo lige ved at lære det, som en stifinder på rette vej`. Vi har ikke uanede mængder af tid, brug din tid med omhu.

Afslutningsvis vil jeg kopiere med Steffen Brandts visdomsord, `Så kys det nu det satans liv, grib det, fang det, før det er forbi`.