Svømning i Jels sø i min nye tridragt, alt var dejligt den dag :-)

At løbe er at leve eller er det?

En blog om modgang og om at være sin egen værste fjende. En løbers fortælling om sejre og nederlag, en flirt med triatlon og det der med at tage en dag af gangen.

 

2017

Lad os starte fra begyndelsen, 2017! Sidste år var en drøm, jeg gik fra flere marathonløb til 2 ultraløb, og jeg havde den ene fede løbetur efter den anden. Jeg gik ind i det nye år med en forventning om at løbe længere, hurtigere, blive stærkere og løbe flere ultraløb. Drømmen brast relativt hurtigt. Jeg lagde ud med at bruge både januar og februar med låste nakkehvivler og smerter, som jeg aldrig troede jeg skulle opleve. Jeg kunne max sove 20 minutter af gangen i siddende stilling, da det var værst. Smerterne var konstante, uanset hvilke smertestillende præparater jeg brugte, intet hjalp. Da det endelig faldt på plads ved hjælp af kiropraktor var fysikken heldigvis ikke så medtaget og jeg løb hurtigt en halvmarathon og 30 km, back on track!

 

Lykken er lunefuld

Jeg var flyvende efter min skade, det kørte bare. Så jeg ville kaste mig over nye udfordringer og prøve med trailløb. Jeg var alt for kåd og lagde voldsomt ud med 15 km, resultat en knæskade allerede i februar/marts. Her var jeg for alvor sat tilbage! Nå, men som det positive menneske jeg er, så tænkte jeg, at det jo også var på tide at starte træningen til den ½ ironman, som jeg havde meldt mig til i juni. Så jeg kløede på med cykling og lidt svømning (det keder mig med svømning og jeg er elendig til det). Jeg trænede 12-15 timer i ugen og tænkte, at det ville komme til at gå mega godt til mit første tri stævne. Ja ja, man kan undre sig over, at jeg starter med en halv ironman og ikke mindre tristævne som mit allerførste, men jeg elsker bare en god udfordring.

Jeg skulle virkelig tage mig sammen til svømningen. Svømning var fra barnsben den eneste sport jeg dyrkede, men som voksen så kan jeg bare ikke finde den samme glæde. Men hey jeg fik trænet!

Svømning i Jels sø i min nye tridragt, alt var dejligt den dag :-)

Svømning i Jels sø i min nye tridragt, alt var dejligt den dag 🙂

Min flirt med ½ ironman

På selve dagen for den halve ironman var der varmt, der var varm som i brændende varmt, og sveden løb ned af ryggen på mg allerede fra morgenstunden. Resten af dagen var der 24-26 grader, en KÆMPE udfordring.

Jeg var heldigvis kommet mig over min løbeskade i månederne op til med det resultat, at jeg kun løb. At løbe for mig er at leve og jeg føler mig fri med musikken i ørene og masser af kilometer på landevejene. Men løbeglæden resulterede i manglende lyst til at svømme og cykle, jeg kunne ganske simpelt ikke tage mig sammen, jeg havde ikke meget overskud. Så fik jeg en løbeskade 3 uger før stævnet, og jeg var død og pine nødt til at cykle og svømme. Jeg nåede 3 hele svømmeture (wauw) og et par cykelture. Cykelturene med god hjælp og gode råd fra en af mine bedste venner.

Jeg kom sidst op af vandet på selve dagen (forventet), men jeg hentede overraskende nok nogle på både cykling og løb. Cyklingen spillede max! Jeg tog den med ro med 26,5 km i gennemsnit, da jeg ville gemme energi til løbeturen, og så frygtede jeg også lidt om benet kunne holde til løbedelen. Min fysioterapeut var ikke 100 % sikker, men han var klar over, at jeg skulle mangle et ben for at give op på forhånd (hans ord), så han var parat til at samle mig op efterfølgende.

Løbeturen gik rigtig godt, konkurrencemennesket stak hovedet frem og jeg kløede på trods varme og sparsom træning. Jeg løb grædende af stolthed over målstregen, jeg var en stædig jernkvinde den dag, og jeg var STOLT!!

Her kommer jeg grædende af glæde over målstregen.

Her kommer jeg grædende af glæde over målstregen.

 

Når alting brister

Men den manglende træning forud for ironman havde en årsag. Jeg har, set i bakspejlet siden februar, haft manglende overskud. Jeg har hevet mig selv til træning og på job og til sociale arrangementer. Jeg har været glad, når jeg kom afsted, men det har krævet masser af energi at komme afsted. Jeg er som udgangspunkt altid glad, men det er lidt sværere at bevare et lyst sind i modvind. Jeg har overhørt min krops signaler, for jeg har jo ikke følt mig stresset! Jeg har prøvet at ramme bunden med både stress og depression for mange år tilbage, men sådan føles det absolut ikke denne gang. Så jeg kløede ufortrødent på, prøvede at indfri mine egne tårnhøje forventninger om at skulle løbe så og så mange kilometer og altid være ovenpå. Jeg var jo powerwoman!

Overskuddet blev mindre og mindre, men jeg tænkte hele tiden, at jeg bare lige skulle over ½ ironman, den næste weekend, den næste uge osv. Trætheden var alarmerende, jeg sov afbrudt og dårligt, havde ofte træthedshovedpine og døjede med humørsvingninger. På jobbet bevarede jeg `facaden` og det gjorde mig godt at komme afsted. Særligt nattevagterne var nogle gange et frirum, sparsom søvn eller ej. Jeg er sygeplejerske på en kræftafdeling, og jeg er så afsindig glad for mit drømmejob og mine empatiske og omsorgsfulde kollegaer og den stemning og sammenhold, der er på jobbet. Dette hjalp mig i den grad til at komme afsted.

Men for et par dage siden skred det hele, jeg kunne ikke mere. Jeg brød sammen overfor min mand og jeg græd i et væk. Grænsen var nået! Han sagde til mig: ”skat jeg ved, at du elsker dit job, men du bliver nødt til at sygemelde dig”. Det gjorde jeg, for jeg vidste, at han havde ret. Efterfølgende begyndte det hele at gå op for mig. Jeg havde brugt meget energi på at blive ved med at køre på og være den jeg er. Men jeg er ikke den, jeg er. Jeg er brugt og træt og kan ikke overskue en lille ting som at tømme opvaskemaskinen!

 

Hvad gør jeg så nu, hvordan lander jeg på benene?

Jeg er en fighter, det vil jeg så gerne tro. MEN jeg skal skrue ned til mine forventninger til mig selv. Jeg skal ikke altid løbe 15-20 km, det er ok at løbe 5 km. Det er ok at have en off day, det er ok at sige fra. Jeg er min egen værste fjende, jeg hamrer mig selv i hovedet, når jeg ikke lever op til mine egne standarder. Sådan har det altid været, ikke blot med løb men med karakterer osv. Det er svært at ændre på den man er. Jeg skal derfor vende min selvdestruktive adfærd. Jeg skal ikke blive skuffet, når jeg ikke løber så langt som jeg gerne vil eller kommer til alle de arrangementer, jeg gerne vil. Jeg skal være glad for, at jeg gør hvad jeg kan! Det er lettere sagt end gjort, ting tager tid.

Et helt livs indgroede vaner tager tid at lave om på, hvordan gør man det? Jeg tager en dag af gangen nu. Jeg sover rigtig meget, bruger min sygemelding fra job til at give mig selv ro. Jeg løber det, jeg kan uden pres om at nå diverse distancer, fordi det gør mig gladere bare at kunne lidt. Jeg står op, og jeg prøver. Jeg prøver at finde energien til at komme ud af sengen, komme bare lidt ud i den friske luft og ikke ligge og spille Candy crush dagen lang. Jeg fokuserer på sundhed, fordi vægten også er steget, og fordi jeg ikke har haft overskud til at gøre noget ved det. Jeg fokuserer på sund mad, fordi det gør mig godt. For når jeg lever sundt, så er jeg god ved mig selv og det gør mig glad.

Min mand går ture med mig, får mig ud af sengen og han forsikrer mig om, at det er forbigående, at jeg kommer stærk tilbage. Han bekræftiger mig i det, min krop fortæller mig, at jeg skal slappe af.

Det er et af mine absolutfavoritsteder, jeg stopper altid op her, når jeg er ude at løbe. Jeg skal bare lige beundre den smukke natur og nyde roen en stund.

Det er et af mine absolut favoritsteder! Jeg stopper altid op her, når jeg er ude at løbe. Jeg skal bare lige beundre den smukke natur og nyde roen en stund.

 

I guder hvor er det svært, men et skridt af gangen, en dag af gangen!

Jeg er ikke nogen powerwoman, jeg er et menneske. Alt det sociale er sat på stand by for nuværende. Jeg skal og må acceptere, at lige nu er energien sparsom. Jeg skal se det som en sejr at komme ud af sengen og komme ud og gøre noget aktivt, bare lidt. Men det er svært at se det som en sejr, at komme ud af sengen, at løbe eller gå en mindre tur, når man er vant til at have gud ved hvor mange bolde i luften. Men en kat har 9 liv, det samme har en inkarneret løbetosse. Jeg lander på benene! Vi har alle nedture, jeg er midt i min. Det tuder jeg lidt over i ny og næ. Men jeg har mit bagland, min mand og familie, mine veninder og mine omsorgsfulde kollegaer og jeg tuder, når jeg har brug for det.

At løbe er en afhængighed for mig! Jeg skal bare over dørtrinnet, og det kommer jeg, for jeg skal have mit fix. Det er den sejeste kamp, men den er det værd. Løb og aktivitet er livskvalitet for mig, i større eller mindre doser. Vi har alle vores kampe, fysiske eller psykiske, og vi kommer forhåbentlig alle videre. Hvis jeg ligger på sofaen dagen lang, som jeg mest har lyst til, så er det en ond cirkel. Det gør det værre for mig at gøre absolut intet. Jeg kan ikke være social lige nu, jeg kan ikke alt det, jeg gerne vil, men jeg kan gøre mit bedste for at bryde en nedadgående spiral! Jeg prøver ihærdigt at nedsætte mine forventninger til mig selv, fortæller mig selv, at det er okay at jeg bare løber 5 km eller går en tur i dag.  Et skridt af gangen, én dag af gangen!

Jeg håber, at nogen kan bruge denne beretning til noget. For mig hjælper det at skrive det sort på hvidt, hvordan jeg har det. Det er terapi at have min lille beretning på skrift. Alt det bedste til jer, der læser dette. At leve, er at leve!