At miste motivationen for det man brænder for

Trail Sierra Nevada DNF

At miste motivationen for det man brænder for og hvordan man får vendt skuden

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogs Did not finish. Det lyder slemt og føles slemt, og alle løbere der har prøvet en DNF ved at den svider og gør ondt på moralen. Ingen har lyst til at skulle trække sig fra et løb af den ene eller anden grund. Tankerne ruller ind over én med alt det ”jeg kunne/burde have gjort” anderledes.

For mit vedkommende havde jeg en DNF i juli, under Trail Sierra Nevada. Det var et løb jeg virkelig havde set frem til at færdiggøre, da jeg året forinden måtte udgå pga. udmattelse og da jeg missede cut-off til dette års løb med kun 8km igen var jeg grædefærdig. Al den træning og mental klargørelse og så misser jeg fordi jeg ikke fik disponeret ordentligt over min tid til sidst.

Det har været en drøj pille at sluge og jeg har været temmelig nedslået, og det har min træning i den grad båret præg af, da motivationen er dalet.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogsÅret startede ellers super godt ud, da jeg i slut februar forbedrede min tid på maraton distancen til Trans Gran Canaria med en halv time og løb flyvende i mål. En måned efter var jeg afsted igen, denne gang til Italien i Loano og løbe Maremontana. Et super lækkert løb hvor start og slut foregår på stranden. Ruten var 46km med 2800hm, det var koldt og regnede i bjergene. Men sikke et fantastisk løb. Jeg løb ikke min bedste tid, men jeg nød turen og kom i mål glad, træt og gennemblødt. Knap 3 uger efter ventede Penyagolosa MiM trailløb. Dette var et løb jeg slet ikke havde regnet med at skulle deltage i.

Jeg havde smidt et lod i puljen, kort før jul, men fik ikke startnummer og havde egentlig afskrevet løbet da jeg nogle dage efter modtog en mail med at jeg alligevel havde fået startnummer dertil. Så lørdag 22/4 stillede jeg til start i Castellón på 63k distancen med 3000hm. Min længste distance til dato og et af de smukkeste og fedeste løb jeg nogensinde har løbet. Jeg kom i mål i tiden 10:24:26 pave stolt og træt.

 Efter dette sidste løb, blev jeg lagt ned af sygdom, min krops reaktion på de sidste mange måneders træning og løb i bjergene. Min træner Rune, sagde smågrinende at han var glad for at høre at jeg trods alt var et menneske. Min restitution havde været formidabel hurtig efter alle tre løb, ingen gener, smerter eller lign. Men så ramte en king kong bronkitis og jeg var slået ud i over tre uger både fysisk og psykisk. Den sved og jeg duer bare ikke til at være syg, jeg har ikke tid til at være syg. Men jeg fik virkeligt at føle, at min krop sagde, hør her søster nu tager vi den lige med ro. Heldigvis var der i maj og juni måned ikke planlagt løb, så jeg kunne bruge tiden fornuftigt på at komme til hægterne og træne op til Sierra Nevada 62k/3700hm.

Som nævnt tidligere så måtte jeg sidste år udgå knap 10km fra mål pga. udmattelse og dehydrering.

En svær beslutning, men absolut den rigtige. Specielt da jeg her året efter løb på samme strækning og slet ikke kunne huske at jeg havde besteget den del af ruten. Skræmmende men sandt.

Ved dette års løb havde vi hedebølge i Andalusien. I Granada blev der målt knap 50 grader, så jeg vidste at løbet ville blive en udfordring og at korrekt væskeindtag var alfa og omega for et velfungerende løb.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogsJeg havde medbragt en masse Tailwind nutrition sticks samt salttabletter. Det skulle vise sig at være det bedste jeg havde gjort for mig selv, rent væskemæssigt.

Da løbet gik i gang lørdag d. 15/7 kl. 06:00 fra Beas de Granada var temperaturen allerede 22 grader og 400 løbere stævnede ud i mørket mod Pradollano (mål).

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogsDe første ca. 30km gik godt, men så begyndte solen og varmen for alvor at bage, og da jeg nåede væskedepotet ved 34km var temperaturen oppe omkring de 40 grader og folk faldt som fluer. Desværre var det også sådan at de ved dette væskedepot løb tør for vand og vi måtte knap 20-30 min på friske forsyninger. Dette depot var ikke et opsamlingspunkt, men der var mange løbere der her havde givet fuldstændigt op og blev kørt ned af frivillige der kom forbi.

Der var sat en bruser op og jeg fik stillet mig under den og fik kropstemperaturen ned.

Jeg fik samlet mig selv, smidt en ekstra flaske i løbevesten og begav mig ud på næste strækning, knap 14km til næste væskedepot.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogs  Det skal siges at mit hjerte bløder for at hjælpe andre undervejs i løb og det skete også her. Oppe på plateauet støder jeg på en løber der var gået helt ned med flaget, jeg sagde til ham at vi kunne følges ad. Og der begik jeg jo så en mindre fejl, fordi jeg gik væsentligt ned i tempo og brugte mit krudt på at hjælpe ham, hvor jeg i stedet nok skulle have ringet til løbsledelsen og gået ham hjulpet ned. Men af skade bliver man klog og dette løb har om noget været en god læring. Jeg missede cut-off med ca. 15 min, og fik i første omgang lov til at løbe videre og havde gjort mig klar til dette, da jeg blev stoppet og fik beskeden om at det var for sent. Skuffelsen var stor og jeg ringede med det samme til min træner Rune og fik en lang snak med ham. Vi aftalte at tales ved nogle uger efter, så jeg lige kunne få løbet på afstand.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogs Pudsigt nok gik min krop helt i baglås efter dette løb og jeg havde ondt over det hele, så jeg gav mig selv ro og hvile. Den første rigtige løbetur havde jeg 23/7 og det var med god fornemmelse i kroppen, omend jeg var træt. De efterfølgende ture blev løbet i min ferie på GC (Gran Canaria). Sidste løbetur løb jeg d. 3/8, for knap 14 dage siden. Min krop ville ikke og min motivation var i bund, og skyldfølelsen over manglende motivation overvældende, for jeg elsker jo at løbe. Jeg elsker det frirum det giver mig, det er mit outlet hvor jeg kan løbe tanker og frustrationer ud af kroppen.

Min søde træner kunne sagtens forstå mig og min manglende motivation. Ja det kom jo næsten ikke bag på ham som han sagde.

Så hvordan kommer jeg så videre?

Om tre uger har jeg et nyt løb, som jeg virkelig har set frem til, Riaño Open Trail, 48km/3000hm og som jeg vil løbe. Min træner siger at jeg rent fysisk er klar fordi jeg har km i benene, så nu skal gejsten bare lige vende tilbage, små skridt – hvis jeg kan ;)!

I dag tager jeg første skridt (eller løb) i den retning og tager en 10k distance for arbejdet til DHL og jeg glæder mig – Jeg kan jo godt og endnu mere vigtigt jeg brænder for det.

trail-sierra-nevada-beatrice-trisland-ultraloeb-runningblogsDette første blogindlæg er dedikeret til min veninde Irene, som jeg lærte at kende mens vi traskede op af en af de lede stigninger under Penyagolosa MiM. Og som sammen med sin mand Pablo tog mig under deres vinger og lod mig bo hos dem under Trail Sierra Nevada løbet.
Jeg er taknemmelig for hendes støtte og kæmpe hjerte, og jeg ved at vi ses igen meget snart.