Totalt overskud til CPH Half 2015.

CPH Half 2015: Mit første halvmarathon

CPH Half 2015. Løbet, som jeg har haft i kalenderen i over et halvt år i forvejen, og hvor min deltagelse gang på gang er blevet taget op til genovervejelse. Lige så mentalt hårde månederne inden løbet har været, lige så positivt overraskende ender løbet med at udarte sig på dagen.

Forhistorien

Som følge af en knæskade tilbage i februar og en irriteret venstre hoftebøjer (læs tidligere indlæg: Opskrift på en skade), er jeg meget opmærksom på langsom progression under mit genoptræningsforløb, og det er først i slutningen af juli, jeg begynder at løbe ture på over 5 km. Jeg begynder gradvist at øge mit ugentlige kilometerantal efter tommelfingerreglen om maksimalt 10 % stigning hver uge. Det går også ganske fint, indtil midten af august hvor jeg er ude at løbe med en god ven, og den ene kilometer på forunderlig vis tager den anden. Turen ender på 14 km i stedet for de planlagte 10 km, og skaden i mit højre knæ, som jeg har troet er et overstået kapitel, dukker pludselig op på ny. Efter at have dunket mig selv i hovedet tilpas mange gange og frustreret gennemtænke, hvorfor jeg – igen – har givet den for meget gas, skruer jeg gevaldigt ned for løbemængden og op for frekvensen af mine skadesforebyggende styrkeøvelser. Håbet om deltagelse ved CPH Half er stadig til stede, om end det er falmet lysegrønt.

Mirakeltape?

To uger inden løbet har jeg endnu ikke løbet længere end 14 km, og jeg har maksimalt løbet 8 km uden smerter i knæet. Jeg tager derfor ud på en 10-km tur, hvor jeg har fuld fokus på min krop og sætter farten ned, hver gang jeg mærker det mindste til knæet. Tidligere på året har jeg hørt et oplæg om skadesforebyggende løbetræning af en fysioterapeut, som har snakket godt om effekten af kinesiotape. Under kyndig vejledning fra YouTube-videoer får jeg derfor tapet mit knæ op med nyindkøbt KT-tape, inden jeg begiver mig ud på 15 km mandagen inden løbet. Tapen virker på mirakuløs vis efter hensigten, og jeg løber de 15 km uden problemer.

Optapet knæ med vidunderproduktet: kinesiotape.

Optapet knæ med vidunderproduktet: kinesiotape.

Beskeden fra min krop er derfor ikke til at tage fejl af: jeg er klar til CPH Half søndag, i hvert fald med hjælp fra kinesiotape. Jeg beslutter mig for at se løbet som en oplevelse, og da jeg i øvrigt skal til polterabend dagen inden løbet, vælger jeg at sætte overliggeren overordentligt lavt for ikke at skuffe mig selv. Natten inden løbet får jeg regnet mig frem til nogle mellemtider for hver femte kilometer, hvis jeg skal gøre mig håb om at nå mit realistiske bud på 1 t 50 min eller mit noget mere optimistiske bud på 1:47.

Selve dagen

Jeg vågner tidligt søndag morgen efter 6-7 timers søvn og føler mig på ingen måder udhvilet. Jeg sørger for at spise et solidt morgenmåltid 3 timer inden løbsstart og drikke vand og kaffe til. På min vej hen mod startområdet, mærker jeg for alvor den forventningsfulde spænding i kroppen. Regnen siler ned, og jeg hører flere beklage sig over vejret, men for mig føles det bare helt perfekt, og jeg kan ikke lade være med at smile og glæde mig til tuen. Jeg glæder mig helt vildt til at mærke stemningen på ruten, opbakningen blandt tilskuerne og distancen i benene!

0-5 km

Jeg vælger at placere mig bagerst i min tildelte startgruppe (1:30-1:45), godt bagved pacesetterne for 1:45, da jeg umuligt tror, jeg vil være i stand til at løbe i noget der ligner den tid. Jeg har en uge inden løbet tilfældigvis stødt på en erfaren fyr inden for halvmarathondistancen, som har givet mig nogle fif til disponering af løbet. Han har rådet mig til at lægge ud i en hurtig pace for at ”kickstarte” kroppen. Jeg ved dog, at mit knæ generelt er gladere for en rolig opstart, og med mit vigtigste mål om at gennemføre med en god oplevelse for øje, vælger jeg at starte ud i et roligt tempo, der hedder 5:00 min/km. Jeg har altid problemer med at holde tempoet nede i den første del af løbet, men denne gang lykkes det, formentlig fordi frygten for, at mit knæ vil sige fra, overskygger alle tanker og forhåbninger om en god tid. Min første splittid er derfor 25:09 min med en gennemsnitspace på 5:02 min/km.

Flyvende til CPH Half 2015 med kinesio-optapet knæ.

Flyvende til CPH Half 2015 med kinesio-optapet knæ.

5-10 km

Planen for de næste 5 km er, inspireret af mit møde med den erfarne halvmarathon-gut, at spare på kræfterne, så jeg også kan sikre mig et godt løb på den sidste halvdel af distancen. Min planlagte pace er 5:10 min/km, men det viser sig at være sværere end forventet at skrue ned for tempoet ude på ruten. Opbakningen blandt tilskuerne er fantastisk, der er stort set musikoptrædener for hver anden kilometer, og min kæreste følger mig cyklende på sidelinjen fra den sjette kilometer og et par km frem. Desuden kan jeg mærke, at kroppen har god energi, og så vil det jo næsten være en skam ikke at udnytte potentialet. Jeg runder derfor den tiende kilometer i tiden 50:09 min med en gennemsnitsfart på 5:00 min/km for 5-10 km.

10-15 km

Efter 10 km-mærket er det målet at give tempoet et nyk opad, som jeg er blevet rådet til af halvmarathon-fyren, og planen hedder derfor oprindeligt 5:00 min/km. Benene er fortsat gode, og jeg bliver nærmest båret afsted af de jævnlige musikindslag og glæden ved mit fortsat velfungerende knæ. Jeg sørger dog for at holde lidt igen, da jeg jo stadig har en pæn del af turen tilbage, og jeg godt er klar over, at jeg er en del foran min forventede tid. Samtidigt kan jeg se, hvordan jeg langsomt haler ind på 1:45-ballonerne, som er startet en solid afstand foran mig. 15-km-mærket bliver passeret i tiden 1:14:35 med en pace på 4:54 min/km for 10-15 km.

Totalt overskud til CPH Half 2015.

Totalt overskud til CPH Half 2015.

15-20 km

Den erfarne halvmarathon-gut har her fortalt mig, at jeg bare skal give den det sidste, jeg har, og at det er efter de 15 km, det begynder at gøre ondt. Det længste, jeg nogensinde har løbet før, er knap 17 km tilbage i januar, så jeg er desuden spændt på, hvordan min krop vil reagere på den lange distance. Jeg har planlagt at løbe 4:50 min/km, men i stedet for at have øjnene klistret til mit GPS-ur, lytter jeg til kroppen og lader benene sætte hastigheden. Ved 17 km-mærket overhaler jeg 1:45-ballonerne, og jeg kan samtidigt fornemme, at jeg overhaler flere og flere på min vej. Min krop har det stadig forbløffende godt, og jeg er bare så glad for, at mit knæ ikke brokker sig. Jeg sørger desuden for at spænde op i core og balder, hver gang jeg mærker det mindste til min venstre hoftebøjer, så jeg ikke risikerer at hænge i hoften. De 20 km bliver rundet i tiden 1:37:52 med en pace på 4:40 min/km for 15-20 km.

20-21,1 km

Efter 20 km-mærket giver jeg den fuld gas, og jeg slutter af med at spurte op ad målopløbet. Jeg rammer målstregen i tiden 1:42:39 med en total gennemsnitspace på 4:48 min/km. Jeg kan næsten ikke få armene ned af glæde, og jeg er bare ét stort smil, da jeg kommer i mål, mens den dér “Runner’s High”-følelse sidder i kroppen flere dage efter. Det må have lyst ud af mig, at jeg var oven ud tilfreds med min krops bedrift, for det første en kvindelig hjælper i målområdet spørger mig om er, om jeg har haft et godt løb: JA! Jeg havde et FANTASTISK løb!

I did it! Første halvmarathon i hus!

I did it!! Første halvmarathon i hus!

2 replies
  1. Martin Lund
    Martin Lund says:

    Super fed og inspirerende beretning og stort tillykke med det flotte resultat! Der findes INTET bedre end når kroppen bare præsterer godt ved sådan et stort mål 🙂

Kommentarer er lukkede.