Over broen, men stadig meget meget langt hjem. Foto: AGR.

Da kroppen var ved at sige nej…med vilje

Efter 28 km begyndte mine nyrer at skrige ad mig, de mente ikke, at jeg kunne være bekendt, at behandle min krop på denne måde. Smerterne trak fra nyrerne op i ryggen og det gjorde ondt, hver gang fødderne rørte asfalten.

Idioten - selfie. Foto: AGR.

Idioten – selfie. Foto: AGR.

Men jeg skulle jo hjem! Det ville vel være et nederlag, hvis jeg blev nød til at ringe efter en der kunne hente mig. Der var kun 7 km hjem, og selv om det meste af turen ville være op ad bakke, så er 7 km jo ingenting…

Tænkte jeg…

Ovenstående var slutningen af, hvad der skulle have været en 10 km løbetur, der endte med at blive 35 kilometer. Jeg var taget afsted om morgenen, uden at have spist morgenmad, og det eneste jeg havde med var en halv liter vand.

Fra starten af gik det forrygende, og det var også derfor, at jeg valgte at forlænge turen. Jeg var i ganske udmærket form i august sidste år, så de 35 km var ikke noget problem. Problemet var det manglende indtag af føde inden og undervejs på turen.

24 km på en halv liter vand
Jeg har aldrig mødt den berømte mur, hvor jeg har læst mig til, at det er viljen, der bærer en hjem, så man gennemfører den distance, som man har sat sig for.

Derfor blev turen også længere den sidste fredag i august 2015, for jeg ville se, hvad der skete med mig, når jeg løb en længere distance uden at have indtaget andet end vand.

Jeg følte ingen problemer, og heller ikke så meget tørst, men fik dog fyldt min flaske op med vand igen efter 24 km, så der var en halv liter til de sidste 11 km. Men kort tid efter, der begyndte problemerne, og de blev kun værre og værre de sidste km.

Flot natur, men langt hjem endnu, og det gjorde kun mere ondt. Foto: AGR.

Flot natur, men langt hjem endnu, og det gjorde kun mere ondt. Foto: AGR.

Hold kæft, hvor gjorde det ondt i kroppen, jeg var så tæt på hjemmet i Søften, og alligevel strålede smerten op i kroppen efter hvert eneste skridt. Jeg tænkte kun på at komme hjem, få noget mere væske og mad, og så restituere på sofaen. Det var endnu ikke gået op for mig, hvor hjernedød en beslutning jeg havde taget et par timer inden.

For det var ikke en klog beslutning, mere end tre timers løb uden indtag af andet end vand. Normalt er det fint på distancer op til 10 – 15 km, men 35 km. Det er min krop ikke vant til uden vådt eller tørt.

Nu er der ingen af os løbere der er ens, og der er sikkert nogle, hvor de ingen problemer har på lange distancer, uden at indtage andet en væske. Men den gruppe hører jeg ikke til, det fandt jeg ud af den fredag.

Stupiditet
Om jeg ramte muren? Det ved jeg bagefter ikke, men jeg kan ikke have været langt fra den. Psykisk hjalp det nok, at jeg ikke var langt hjemmefra, og derfor vidste, at jeg var tæt på, og tæt på noget føde til kroppen.

Det er heller ikke vigtigt, om jeg ramte muren eller ej, det vigtige er, at en sådan stupiditet som jeg udviste den formiddag, den lærte jeg af, og løber ikke lange ture, uden at der både er vådt og tørt med. Faktisk løber jeg ingen ture på over 10 km uden at jeg har vand/energidrik med.

Jeg lægger mig normalt aldrig på sofaen efter en træningstur eller et løb, for med fire unger er der sjældent tid til det. Men da jeg kom hjem efter de 35 km, der gjorde det ondt, og jeg blev liggende på sofaen et par timer, indtil kroppen ville som jeg ville igen, og depoterne var fyldt op.

Over broen, men stadig meget meget langt hjem. Foto: AGR.

Over broen, men stadig meget, meget langt hjem. Foto: AGR.

En ting er sikkert, jeg udsætter ikke mig selv for det igen, det kommer der ikke noget godt ud af. Slet ikke når man en gang i sit liv har været ved at dø, men det skriver jeg om i mit næste blog indlæg, den gang jeg var ved at dø, og bagefter kom i gang med at løbe.

God vind derude – på stierne, i skoven og på asfalten.