IMG_3899

De kalder mig løber

Selv bliver jeg nu nogle gange lidt i tvivl….

Da jeg blev medlem af dette hersens blog-forum, blev jeg også medlem af en facebook-gruppe, hvor vi kunne udveksle erfaringer. Så vidt så godt. Så fik en af bloggerne den fine ide, at vi lige skulle præsentere os for hinanden, så vi vidste lidt mere om, hvem vi var. Og det var jo en vildt god ide! Efter et par dage, hvor præsentationerne havde meldt deres ankomst på den lille jordklode på fjæsen, tænkte jeg, at det her løbe-blog-noget vist alligevel ikke var noget for mig….. Hold.Nu.Op. Hvor var de andre hardcore! Trailløb. 100 miles løb. Ultraløb. Bjergmarathon og jeg skal komme efter dig. Jo. Jeg bliver imponeret. Jeg synes, 100 miles er virkelig langt! Jeg forstår ikke man kan. Jeg synes,det er sejt. Og rablende vanvittigt. Mine løbefødder blev koldere og koldere over, at jeg havde meldt mig under bloggerfanen! Jeg var faldet pladask i den fælde, jeg ellers selv ihærdigt prøver at få lagt et dæksel på.

DSC_4311

Jeg overvejede seriøst – i mange uger – at melde fra igen. Jeg havde funderet lidt over et indlæg, som skulle hedde noget med fætter Guf, og skulle handle om, at jeg sgu ikke er særlig pæn, når jeg løber….. Vi havde alle fået at vide, at vi skulle huske at tænke på læserne, når vi skrev. Hvad de (I!) rent faktisk ville få ud af at læse vores indlæg. Og ret beset vil man jo ikke få ret meget ud af at læse om min ansigtsfarve eller min bedstemor and røv. Hvorimod tanker om træningen frem mod et 100 miles løb jo synes en anelse mere brugbart. Så jeg sagde til mine veninder, at det altså ikke blev til noget. Det der blog-noget. Jeg havde simpelthen ikke noget at bidrage med.

Så var der ballade. De gad fisme da ikke læse om træningen til et bjergmarathon! De ville da høre om helt almindelige mennesker, som var grimme, når de løb. Og som ikke altid gad løbe (og da slet ikke hurtigt!), eller som nogle gange lugtede lidt af hest, når de stod ved kassen nede i Rema, fordi de godt lige kunne snuppe en mælk med hjem efter dagens løbetur (ok: måske lugter man også lidt af hest, hvis man træner til et 100 miles løb….)…. De ville vide, hvordan pokker jeg alligevel kom afsted, hvis jeg nu så ofte tænkte, at jeg faktisk ikke rigtig gad idag. De ville høre, at de ikke er de eneste, der tænker, de ser frygtelig ud, når de løber – men at det jo ikke er vigtigt, hvordan man ser ud. Det vigtige er, at man bevæger sig. De bad mig skrive om (stå ved!), hvordan jeg tit går op ad bakkerne, fordi jeg ikke kan fordrage at blive forpustet. Og forsøge at forklare, hvorfor jeg stædigt alligevel løber 30, 40, 50 km om ugen. De spurgte, hvad det er, der motiverer mig, når det IKKE er et mål for mig at løbe hurtigere og jeg ikke er ved at “træne op til” noget – og hvordan jeg kommer afsted selv i øs-pjask-regnvejr.

IMG_3899Hmrph. Jamen, sagde jeg…. Nej, sagde de. Gør det. Der er nok andre blogs, der handler om mål, forfodsløb, fedtforbrænding, kost, low-carb-high-fat, perfekte billeder af flot natur, knivskarp makeup, store smil over dagens tilbagelagte milliard km.

Så here you go. Hej. Jeg hedder Winnie. Jeg bliver gasblå i ansigtet. når jeg løber. Næsen løber væsentlig hurtigere end benene. Jeg går op ad bakkerne. Jeg snakker med alle de hunde, jeg  møder. Og står stille ved rødt lys. Jeg træner ikke op til en disse. Jeg har intet mål. Jeg er løber. Og jeg elsker det!

8 replies
  1. Helle
    Helle says:

    Åh ja bliv ved med at blogge… Du skriver godt og jeg er med hele vejen, for jeg tænker ligesom du “jeg er jo ikke rigtig løber… holder mig til den vante rute og de vante km og går nogen gange midt på ruten…” Tsk tsk. Så bliv ved!!!!

  2. Lisbeth Kempel
    Lisbeth Kempel says:

    Super godt skrevet og gode tanker.
    PS: Du kan umuligt blive ligeså rød i hovedet om mig når jeg løber 😉

Kommentarer er lukkede.