eb19

Echappee Belle – Den franske forbandelse!

Om løbet

Første gang jeg støder på løbet med det lidt underligt klingende navn: Echappee Belle (EB) er i januar måned 2016. Har netop fået at vide jeg ikke kom med til UTMB som jeg ellers havde søgt.

 

eb24

Lettere irriteret begynder jeg at søge rundt efter et andet løb i den samme periode. Snævrer det ind til 2 løb. Ultra trail cote´d azur mercantour og EB. I første omgang “vandt” UTCAM idet jeg var så heldig at vinde et startnummer inkl overnatning til løbet. Lidt svært at sige nej til. På papiret lignede de 2 løb hinanden en del. 145 km med hhv 9000 og 11.100 højdemeter.

Da jeg så et års tid efter var i gang med at skulle planlægge 2017 blev jeg fuldstændig solgt til EB. Billeder og film fra 2016 udgaven virkede så helt igennem unikke og præcis det jeg søgte i et kommende hovedmål for en sæson. Besluttede mig helt at droppe at søge UTMB til fordel for EB.

 

Løbet har 3 forskellige distancer plus en mulighed for at løbe en “duo” på den lange.

47 km med 2800 højdemeter

85 km med 6050 højdemeter

144 med 11.100 højdemeter.

Alle 3 distancer i særdeles svært teknisk og relativt øde terræn.

 

eb26

 

Rejsen

Inden løbet havde der egentlig været 2 andre danskere der var klar, men desværre, af forskellige årsager kom ingen af dem med hvilket gjorde at min rejse blev for mig selv.  Ikke noget jeg har tænkt så meget over, men her efterfølgende godt kan se var ærgerligt. Rejserne til disse løb er ret lange og tidskrævende. Her er det virkelig guld at have nogen at tale med.

Tager afsted tidligt torsdag morgen (omkring 4.30) og er fremme i den lille by, Aiguebelle, hvor startnumrene skal hentes omkring kl 14.00. Dørene åbnes og vi er vel omkring 20-30 mand her, så det går hurtigt med at komme ind til slusen hvor vores udstyr skal tjekkes…

tjek, tjek, tjek, tjek……whistle…..hmm. Den sidder jo lige her i rygsækken. Her foran. Øh, ehh, tjae. Jamen den sidder da her. Jamen så i lommen da. Altså det ved jeg. Damens ord var ikke til at tage fejl af. No whistle – No bib!!! FUUUUUUUCK.

 

Det var nu der skulle soves

Der er så småt ved at blive åbnet nogle stande ude foran hvor bl.a. Dynafit har en stand. Krydser fingre for at de kan hjælpe mig med en fløjte, men nej. Deres forslag er at køre til Grenoble som ligger cirka 100 km derfra!!!! Nej. Det var der altså ikke helt tid til.

Op til løbet har jeg været i kontakt med én af arrangørerne (som kunne engelsk) 😉 Prøver at få fat på ham hvilket heldigvis lykkes ret hurtigt. Han forstår at jeg er lidt små presset over det med fløjten og skriver tilbage at han har nogle ærinder rundt omkring og at han nok skal prøve at finde en fløjte.

Efter en lille time skriver han tilbage at han har fundet en og vil være tilbage i Aiguebelle senere på eftermiddagen igen. YES. Så var den redet.

Cirka 3 timer efter jeg var ankommet er jeg igennem og har fået mit startnummer.

 

Den sidste nadver

Der var pastaparty i en bygning i udkanten af byen omkring 1 time efter jeg havde fået startnummeret. Når lige at få gjort mit udstyr klar og ligge mig lidt i sovesalen inden jeg finder sammen med en svensker, Edward, som er med i løbet for anden gang. Får et par gode råd omkring ruten. Han har samme agenda som mig om hurtigt at få spist og ellers komme tilbage og se at få sovet.

Kan på det her tidspunkt mærke at kroppen er total spændt og fyldt med løbskriller.  Jer ER klar, men også små irriteret over at der pludselig indsniger sig tanker om det her nu også er en for stor mundfuld. Heldigvis er det sengetid. Kl er godt 20

og vækkeuret er sat til kl 02.00. Shuttlebus kommer kl 3 for at køre os til start i Vizille. Ahh. Nu skal der soves….lige indtil et liveband giver den gas på pladsen overfor sovesalen (Målområdet). De stopper dog ret præcist kl 22 hvorefter jeg får sovet.

 

Løbets start

Efter ALT for lidt søvn, en lang bustur og vel 3-4 toiletbesøg senere står jeg sammen med 500 spændte deltager klar i Vizille fredag d 25/8 kl 5.55.

 

eb28

Gameplanen er klar i hovedet. Kroppen har det godt og jeg er glad. Vejrudsigten siger rimelig stabilt vejr hele vejen. Måske et par småbyger, men varmt.

Starten går og vi løber stille og roligt igennem Vizille og igennem slotsparken der. De første 30 km af ruten vil føre os fra omkring 200 højdemeter op til lige knap 3000 hm (rutens højeste pkt). Første depot ligger efter omkring 17 km.

 

vizille

Vi rammer ind på stigningen efter 2 km. Det går i fornuftigt tempo opad. Har lovet mig selv at jeg på intet tidspunkt må være forpustet her til i starten. Bevares. det går stejlt op og det kan mærkes, men åndedrættet skal være under kontrol. Det lykkes til fulde. Placering i feltet er lidt ligegyldigt. Jeg befinder mig fin hvor jeg er og efter en times tid kan vi ligge pandelamperne i rygsækken igen.

 

 

Det første stykke her som “almindelige” trailløb. Lidt en blanding af smalle og bredere stier i skov. Nogle steder med tekniske passager, men bestemt tåleligt. Det går primært op, men også med kortere nedløb.

 

Første depot – 16.5 km

 

 

Hold nu fast et “presset” depot. Der vrimler med deltagere her og der er ikke så meget plads. Væske og mad står for mig ligenu i anden række…Har et langt større og mere presserende problem 😉 finder heldigvis et toilet (ingen kø her) og kan efterfølgende begive mig ud i menneskemylderet. Får mast mig igennem og fyldt op. Tager en del brød og ost med i hænderne for jeg synes det er for pakket der og vil gerne bare videre. Jeg er her MAX klar. Maven og kroppen kører 100 procent som det skal nu og det er virkelig ved at blive varmt. Føler lidt at det er nu løbet for alvor starter.

 

 

Naturen begynder at ændre lidt karakter. Bjergene bliver skarpe og vi passerer et par fantastiske bjergsøer. Vi rammer første vanskelige passage. Det går utrolig langsomt og mange steder står vi i kø for at passere de tekniske stykker. Dette parti er lidt ligesom at klatre. Ingen sti, bare rå klippe hvor hænderne skal bruges til at forcere. Opad synes jeg det er fint. Når det går ned er det godt nok med tungen lige i munden.

eb27

 

Ofte er det ned at sidde og så kurre stille og roligt. Mega fedt og super svært. Alle er i samme båd. Venter og hjælper hinanden så godt som muligt. Eventyret er begyndt.

 

eb11

 

Går og hygger mig med at tænke på filmen Armageddon. Drager parraleller med bjergenes skarpe facon og den asteroide astronauterne lander på…Griner da jeg tænker på en af kommentarerne fra filmen: The scarriest environment immaginable….altså sådan var det jo ikke. Men barkst. DET VAR DET 😉

 

Depot nummer 2 og faldet!

eb16

 

Stadig ved godt mod. Maskinen kører velsmurt og der begynder at være masser af plads på sporet. Rammer andet depot og får tanket op til stigningen op mod løbets højeste punkt, Croix de Belledonne i 2926 meters højde. Jeg er rigtig glad for ingen problemer at have med at være i højden. Har før kunnet have lidt ubehag, men ikke denne gang.

Kommer stille og roligt opad. Sporene er smalle og det er virkeligt nogle skrappe stigninger der omkranser os her. Det har jeg også prøvet før….Men så sker det. Et splitsekunds uopmærksomhed og jeg træder et par cm for meget til højre. Rammer yderkanten af sporet og min fod skrider i skærverne der ligger der. Jeg falder så at sige udover kanten, lander på maven og glider ned. Det er stejlt og der er langt ned og når DESVÆRRE lige at få fornemmelsen af at det her går rigtig galt inden jeg får bremset. Medløberne står oppe på stien. Har lidt svært ved at hjælpe, så jeg må selv kravle op. Det føles som en evighed, men op kommer jeg. Kun småskrammer på knæ og albue, så jeg kan gå videre. FUCK mand en forskrækkelse. Har da før prøvet at falde, men det her stikker sgu godt de andre gange!!! Tænker lidt at det her trailløb jo bare er en sjov hobby og ikke noget hvor man skal frygte for liv og lemmer….Disse tanker kan jeg dog (på dette tidspunkt) skubbe fra mig.

 

Kommer op på toppen. Hold nu fast det er et fantastisk skue her.

 

eb12

Bliver tjekket ind på toppen, vender om og løber af en anden, parrallel sti nedad igen….Løber og løber er lidt meget fortalt idet det ikke går hurtigere end på vejen op.

Får på de næste mange km virkelig en god fornemmelse af løbet. Det er jo lige hvad jeg har drømt om…lige indtil klaphatten her endnu engang falder. Lidt i stil med foregående fald. Bare ikke så slemt. Slår knæet lidt mere, men ikke noget jeg ikke kan fortsætte på.

Stykket mellem depot 3 og 4 er en blanding af det hele. Skarpe, kortere stigninger og nedløb. Masser af små vandløb der skal krydses og vild natur. Hjernen er virkelig på overarbejde. Ingen steder hvor man kan cruise. Hele tiden 100 procent opmærksomhed på stiernes forløb.

 

eb17

På nedløbet frem mod fjerde depot skyer det lidt til og regner let. Det er helt rart lige at blive kølet ned inden strækket herfra og frem til hoveddepotet i Pleynet.

 

Om hvordan det mentale er det altoverskyggende vigtigste i ultra!!!

 

Ankommer til depotet. Relativ frisk. Ingen problemer egentlig og ved godt mod. På hvert depot er der en stor plakat der viser hvor langt og hvor mange højdemeter +/- der er til næste depot. (Endnu) en meget lidt engelsktalende person viser mig at nummer 2 top på dette stykke er vanskelig men ellers derefter langt nedløb.

Må i den grad sande at kvinden fik ret……

Begiver mig ind på første stigning. Den synes jeg er rimelig til at gå til. Vælger at stoppe ved hvert eneste vandløb for at køle mig ned. Kommer op og har her et lille nedløb.

Jeg ved der venter i vild opstigning nu…Og der troner den sig op. Wow det ser vildt ud.

eb18eb13eb15

 

Kæmpe store sten ligger smidt ud over det hele. Deroppe i det fjerne tårner 2 tinder sig op. Jeg kan se at vi skal op imellem her. Der er ikke nogen sti længere. Vi må selv ligge en rute op igennem og ovenpå stenene. Ruten er sporadisk markeret her med flagene der ligger ovenpå stenene. Bruger temmelig lang tid på at komme op, men kan se jeg hverken er hurtigere eller langsommere end andre her. Det er et ret vildt stykke, men langsomt kommer jeg op.

Hold nu fast en udsigt her og shit mand et nedløb der venter. Møg stejlt og fyldt med klipper og sten. Jeps. Edward havde ret. Det går om end mere langsomt ned end op.

 

Ved simpelthen ikke hvad der sker på de næste 7-8 km. Kroppen har det stadig fint, men mentalt begynder det at gå i sort. Pludselig vender mit styrt tilbage. Begynder at tænke “katastrofe-tanker”. Sæt nu jeg ikke kunne bremse. Hvad nu hvis jeg var røget længere ned og kommet alvorligt til skade. Eller det der var værre… Det kan jeg da ikke byde min familie. Det er jo bare noget hobby/hygge noget det her løb. Osv, osv.

Kæmper virkelig en kamp på dette stykke og det bøljer lidt frem og tilbage. Området her er sindssyg flot idet vi bevæger ind imellem nogle ret store bjergsøer hvor der løbes lidt langs kanten af disse.

 

eb30

eb29

 

Er fuldstændig splittet indeni. Min masterplan smuldrer og dykker bare længere og længere ned i et sort hul. Elsker jo for hulen dette her. Er lige netop NU i et af de mest fantastiske områder. Og alligevel er motivationen nærmest forsvundet. Jeg bevæger mig ind i tusmørket og kan dernede. Langt dernede se lys fra en by. Pleynet. der hvor hoveddepotet er.

 

Slut, færdig

Det varer en evighed at komme derned. Især fordi jeg ikke kan få vendt mine negative tanker omkring det hele. 3 km før depotet træffer jeg beslutningen. Beslutningen om at stoppe mens legen er god???!!! Altså stoppe fordi jeg konstant bildte mig selv ind at jeg ville komme til skade hvis jeg fortsatte! Det er rystende. Men sandheden. Stadigvæk her bagefter tænker jeg over hvorfor jeg ikke kunne komme ud af eller af med disse tanker. Jeg ved jo at sådanne mentale dyk kommer. OG FORSVINDER igen. Men lige lidt hjalp det. Beslutningen var truffet.

 

Går ind i depotet. Ringer hjem og fortæller situationen. Sidder og piver lidt over det hele. Men er afklaret. På dette tidspunkt var det, det rigtige for mig.

eb21

 

 

Tager shuttlebussen tilbage til Aiguebelle.

 

Hvorfor?

 

Har stadig ikke en 100  procent forklaring på det mentale nedbrud. Læner mig dog op af problemer med træthed. De to dage op til løbet var præget af alt for lidt søvn. Det er det eneste jeg kan sætte en finger på. Hmm. Måske også lidt min tålmodighed. Altså stadig tillade mig at være lidt i situationen. Lige trække vejret en ekstra gang.

 

På plus siden er absolut den måde jeg har trænet op til dette løb samt energi indtag. Kropsligt tror jeg ikke jeg før har været i så god form.

På den lidt mere ligegyldige side så har jeg fundet ud af at jeg får ustyrlig ildelugtende udstødning af gedeost!!!

 

eb25

Jeg tænker rigtig meget i disse dage på at komme tilbage og gennemføre løbet. Måske ikke den fulde distance, men derimod 85 km ruten.

Kender ikke endnu hvilke løb der lander i kalenderen næste år, men de sidste 2 års dnf i hhv utcam og eb skal i hvert fald med i overvejelserne.

 

Echappee Belle kan 100 procent anbefales. Organisationen omkring det består af passionerede bjergfolk som kender terrænet. Løbet emmer af “kærlighed” til naturen og bjergene. Men det er samtidig en stor mundfuld. Rigtig mange højdemeter i særdeles teknisk terræn.

 

Nu vil jeg se fremad. Drage de ting ud af min oplevelse som jeg kan og så ellers se at komme videre 😉

 

Pas på Jer selv og hinanden

 

/ Dannie

 

@dannietrail

 

Billederne er tager af:

Bruno Lavit

Yann Marchais

Benjamin Orgogozo

Thomas Capelli

Jean-Luc Augier

Phil Bouc Bellard