1. kvinde i mål på 30 km

En rutschebanetur igennem Skagens klitter – Løbsberetning fra Skagen Odde Ultra Trail 30 km.

Hvorfor gør jeg det her mod mig SELV?

 

Mit hjerte banker, mine hænder er svedige og min appetit er en by i Rusland..

 

Jeg er nervøs.

 

Meget mere end jeg plejer, fordi jeg SELV har høje forventninger til mig SELV.

 

Jeg ved, at jeg er i god form og har trænet hårdt og godt. Men tankerne om at have været ramt af betændelse i min achillessene og sygdom op til den store dag får mig til at tvivle på mig SELV.

 

Jeg vandt sidste år.

 

Jeg vil inderligt gerne vinde igen og det gør jeg jo også, hvis altså ikke, at der kommer nogen, som er bedre end mig.

Sjovt nok. Jeg ved godt, at det ikke handler om at vinde, men nogle gange er det bare sjovere.
Planen er klar.

 

Jeg skal løbe mit eget løb og bare nyde det, så længe jeg kan. Skagen er fantastisk, solen skinner og min trofaste hepper, min mor, er her selvfølgelig.

 

Jeg løber for min egen skyld og jeg føler, at jeg har noget at bevise overfor mig SELV.

Nemlig at jeg er bedre end jeg SELV tro.

 

Vi bliver sat igang og alle bekymringerne forsvinder og jeg løber bare og inden, at jeg når at tænke mig om, har jeg rundet de første 5 km.

En af de første klitter

Jeg kæmper mig op og ned af klitterne.

Jeg kravler nærmest op og rutscher ned på den anden side.

Jeg har sand over det hele.

 

I skoene

 

I bukserne

 

og i munden.

 

Men jeg føler egentlig, at jeg har styr på det shit. Det er hårdt, pulsen er høj og jeg får sved i øjnene.

 

Efter de først og hårdeste 12 km ved jeg godt, at jeg er godt løbende og lige pludselig føles resten af turen som en “walk in the park”.

 

Jeg rammer det første depot efter 18 km og er egentlig lidt kæphøj, fordi nu kommer vi snart til mit yndlingsstykke.

 

Highfives med masser af sand

 

Selvfølgelig er det hårdt, men jeg ved, at jeg plejer at være stærk og have ekstra kræfter efter de 20 km.

 

Efter depotet er jeg ved godt mod og sætter afsted mod Grenen, men jeg synes pludselig, at noget er anderledes..

 

Jeg synes ikke, at der var SÅ mange dumme sten sidste år og sådan et langt stykke i løst sand, og nu begynder mine lårbasser altså virkelig at blive trætte.

 

Jeg kigger mig flere gange over skulderen, for at tjekke, at der er nogen bag ved mig, fordi så må jeg jo være på rette vej.

 

Jeg undrer mig over, at jeg ikke kan se nogle spor i sandet fra andre løbere foran mig.

 

Hele tiden prøver jeg, at finde et godt spor i sandet, men jeg synker i hver gang og det begynder at trække tænder ud det her løse sand og de mange sten. Jeg husker slet ikke dette hårde stykke fra sidste år.

 

Her burde jeg nok, at have taget en dyb indånding, lagt to og to sammen og regnet ud, at jeg havde misset en markering, men det gjorde jeg ikke.

 

Det går først op for mig, da jeg ser et par andre løbere komme ud gennem to klitter længere fremme.

 

Jeg føler mig virkelig knust.

 

De næste km bruger jeg på, at forberede mig på, at sige til min mor, at jeg har snydt, løbet forkert og at hun skal skynde sig ind til løbsarrangørerne og fortælle dem det!

Tænk nu hvis jeg vandt og havde snydt.

 

Jeg begynder selvfølgelig at græde, da jeg ser hende..

 

Jeg blev ramt af dårlig samvittighed, jeg har jo snydt og så havde jeg også misset min yndlings strækning på hele ruten.

 

Jeg får styr på mig selv løber de sidste par km til mål, hvor jeg bruger visualisering, hvilket jeg har lært og det virker.

 

Dog ikke om min jubelscene, når jeg krydser målstregen, men hvordan jeg med fakter, hænder og råben skal kunne få kommunikeret, at jeg ikke har fortjent at vinde.

 

Det er virkelig hårdt for psyken de sidste 5 km, jeg er sikker på, at jeg vil blive diskvalificeret.

 

Måske lidt overdramatisk, men det er man vel altid de sidste km, når trætheden begynder at melde sig.

 

Hele denne rutchebanetur gennem klitterne, sandet og et par tårer ender dog lykkeligt.

 

Da jeg kommer i mål, som første kvinde, griner de alle lidt af mig, fordi det viser sig faktisk bare, at jeg har fået lidt ekstra for penge, både i forhold til distance og sand.

1. kvinde i mål på 30 km

3 timer, 29 min og 4 sekunder og over 33 km senere kan jeg få medaljen om halsen, en pokal i hånden og endelig kommer smilet tilbage på mine læber.

 

Jeg gjorde det sgu. IGEN!

 

Jeg overraskede mig SELV. IGEN

 

Og endnu engang er jeg et skridt tættere på at tro mere på mig SELV.

 

Skål!

TAK!

Tak til mine trofaste støtter i RunningWild, RunningNow, mine veninder, min kammerater og selvfølgelig min skønne familie.