Startfeltet ved Eremitageløbet 2014

Eremitageløbet 2015 – med på et afbud

Årets Eremitageløbet i Dyrehaven nord for København falder for mit vedkommende inden for kategorien “fest i går – løb i dag”. Omtrent samme scenarie har udspillet sig en måned inden, hvor jeg deltager i CPH Half 2015, mit første halvmarathon, efter en polterabend dagen før. Dog må gennemførelsen af Eremitageløbet betragtes betydeligt mindre stilren end halvmarathonet.

Tre dage inden Eremitageløbet bliver jeg spurgt af en veninde, om jeg vil overtage startnummeret fra en af hendes kollegaer. Efter en yderst kort betænkningstid og et hurtigt tjek af min kalender, som ikke umiddelbart viser nogen planer søndag, takker jeg ja; det er jo “bare” 13,3 km. Hvad jeg ikke har tænkt over er, at jeg aftenen forinden skal til en venindes kandidatfest med god mad, vin i solide mængder og dans i flere timer. Jeg tager forholdsvist tidligt hjem, og kl. 01.00 ligger jeg i min seng med en alarm sat til kl. 8; tre timer før start.

Sort uheld

Formentlig grundet en god sjat rødvin i blodet vågner jeg allerede kl. halv 7, så det i hvert fald ikke er søvn, jeg er i overskud af den morgen. Jeg får spist min sædvandlige “konkurrencemorgenmad” bestående af havregryn med mælk og vand og kaffe til, dog uden at mærke den velkendte spænding i kroppen inden et officielt løb. Jeg har planlagt at tage cyklen med toget og være fremme omkring 30 min før start. Jeg indser dog (lidt for langsomt), at jeg ikke er den eneste på vej til Eremitageløbet, der har fået den tanke. Så efter at have løbet frem og tilbage på perronen som en gal i håbet om at få lirket min cykel ind i bare én af kupéerne, må jeg se mig slået af de andre passagerer, der på kløgtig vis er hoppet på toget et par stationer forinden.  I stedet for at bruge mere tid på fyldte toge, springer jeg på jernhesten og begiver mig ud på de små ti km til Dyrehaven, hvor løbet foregår. Jeg ankommer til startområdet 15 minutter før start og er bestemt ikke mere opløftet og opsat på løbet efter min noget forhastede cykeltur.

Startfeltet ved Eremitageløbet 2014

Startboksene er fyldt til bristepunktet ved Eremitageløbet 2014

Mit bud på en realistisk tid er omkring en time, baseret på min tid året forinden på 1 t 5 min, hvor jeg (igen som følge af et overtaget startnummer) starter et godt stykke nede i startboksen, og jeg derfor ikke foretager mig andet end at løbe zigzag alle de 13,3 km for at overhale mine medstartende løbere. Jeg er klar over, at jeg skal have et godt løb, hvis jeg skal klare turen på en time i år, da jeg var ret godt løbende sidste år.

Som om jeg ikke har haft nok modgang i løbet af morgenen, vil mit GPS-ur ikke makke ret, da jeg har fundet mig på plads i én af startboksene med sildetøndelignende tilstande. Trods mine ihærdige forsøg på at få signal ved at strække armen i vejret (som, vi alle ved, hjælper til at komme tættere på satellitterne) og vifte armen fra side til side som en anden jubelidiot, lykkes det mig ikke at få GPS-kontakt til mit ur, inden startskuddet lyder. Jeg giver dog ikke op, så selvom jeg passerer start og min GPS-modtager fortsat står og blinker, fortsætter jeg stædigt min viften med armen i de højere luftlag for at få signal. Da jeg passerer 1-km-mærket og stadig ikke har fået kontakt til GPS’en, må jeg se mig slået af de øvre magter. Fordi jeg har været så opsat på at få signal til mit ur, har jeg ikke tjekket, hvilket klokkeslæt jeg starter på, og jeg må derfor fortsætte mit løb i uvished: enhver løbers mareridt med lidt for stor tilknytning til sit GPS-ur. Jeg indser dog hurtigt, at der ikke er andet for end at løbe efter min krops tilstand, lægge den hektiske morgen bag mig og nyde turen. Imens griner jeg indvendigt; det er lige før, min morgen kan gøre sig fortjent til et vers i Alanis Morissettes ”Ironic.

Enorme menneskemasser

For at få en god oplevelse med løbet, og have mindst risiko for at blive overmandet af trætheden fra gårsdagens fest, er min plan at løbe efter negativ split, så anden del af turen gennemføres i en hurtigere hastighed end første del. Ved løbet deltager over 13.000 løbere, og med størstedelen af ruten på skovstier af 2-3 meters bredde er der ikke meget plads til at overhale eller at løbe sit eget løb. Det er derfor svært at finde ind i en god rytme og mærke efter kroppens signaler, fordi jeg bruger det meste af tiden på at overveje, hvordan jeg nemmest kommer forbi personen foran mig. Flere gange er jeg nødt til at afbryde mit løb med hurtige ryk, løb på stedet og kejtede sidespring ud i grøftekanten. Jeg prøver imidlertid at overbevise mig selv om, at mængden af langsommere løbere vil aftage, efterhånden som jeg overhaler flere, da jeg jo teknisk set bør nå til de deltagere, der løber i samme hastighed som mig, før eller siden.

Spændt og forventningsfuld inden Eremitageløbet sidste år

Spændt og forventningsfuld inden Eremitageløbet sidste år

Da jeg passerer 5 km-mærket tjekker jeg uret for at kunne tracke min næste splittid fra 5-10 km; helt uafhængig af urets magt kan jeg ikke afsige mig. Uden at kende tiden på mine første 5 km, som jeg dog har en fornemmelse af ligger på omkring 25 min, forsøger jeg at øge farten til trods for den enorme horde af mennesker, jeg stadig skal kæmpe mig igennem. Selvom det føles en anelse tomt at løbe uden GPS-urets trolige guidning med pace- og pulsvisning, får jeg i stedet fuldt udbytte af Dyrehavens smukke natur, flotte træer og kronhjorte i brunst. Jeg runder de 10 km i en tid på omkring 23 min, og, jeg skal derfor, hvis jeg har regnet rigtigt, give den betydeligt mere gas, hvis jeg skal klare løbet inden for den famøse time. Mængden af mennesker er stadig på samme niveau, og jeg er efterhånden træt af at springe rundt fra side til side som en forvildet hjort. Til gengæld ved jeg også, at der ikke er mange kilometer igen, som jeg ofte omregner til omgange på en atletikbane eller andre kendte distancer, så jeg bedre kan forholde mig til, hvornår jeg er i mål. På de sidste kilometer følger jeg en ung gut, som kan bane vejen for mig, så min hjerne kan holde lidt fri fra konstant at vurdere, hvornår jeg skal overhale den næste i rækken.

Målopløbet er en lang, lige strækning med en ond, jævn stigning hele vejen, og jeg kan efterhånden mærke, hvordan energidepoterne er ved at slippe op. Den kontinuerlige masse af mennesker gør det heller ikke nemmere at komme frem med et minimum forbrug af kræfter. Jeg kommer i mål i tiden 1:02:39, som jeg er udmærket tilfreds med, når man tager omstændighederne i betragtning. En tid på den magiske time ville have medfødt et betydeligt større jubelbrøl, men det vil formentlig kræve, at jeg starter ud i en startboks betydeligt længere fremme. Mine mellemtider er jeg til gengæld oven ud tilfreds med, og det lykkes mig at løbe med en solid negativ split på 24:27 min for de første 5 km, 23:12 min på 5-10 km og 15:02 for 10-13,3 km. Da jeg kommer hjem fra løbet, har min kæreste sørget for chokoladecroissant og kakaomælk; yderst tiltrængt på en dag med lidt rigelig modgang.

En anelse mere opløftet efter løbet

Hjemme igen og klar på nye udfordringer efter årets Eremitageløb