runningnow

Februar…

Februar – når årets korteste måned føles så laaang…!

I skrivende stund er der 12dage og ca 10timer til starten går på Barcelona Maraton 2016. Jeg er blevet tildelt BiB/start nr 431 og en plads i den aller-forreste del af feltet.

Status efter Januar blev 201km og mentalt gjorde jeg mig klar til 10km ræs den første weekend i februar. Tirsdag har jeg fast fridag og det bliver fejret med intervaller på atletikanlægget i Slagelse. For at optimere min træning op til Barcelona, har jeg valgt også at holde fri om torsdagen og dér tage på de lange ture – i uge5 blev det til 32km på LSD-turen.
4. Afdeling af Herlufsholmløbet faldt i år sammen med Fastelavn og som far til 2 småbørn, valgte jeg mit ‘egotrip’ fra og slog katten af tønden istedet – havde til gengæld håbet at jeg havde kunne lave dobbel op på distancen på landevejen omkring hjemmet, men sådan gik det nu engang ikke.
Uge 6 og 7 gik med de sædvanlige fede intervaller omkring AT og LSD-ture på 36km om torsdagen. Medio februar landede min nye træningsko fra Tyskland og langturen d. 18/2 bar præg af at der blev løbet i en sko der ikke var ‘jogget til’ endnu – vabler og stigende irritation  over dét og den efterfølgende manglende rytme satte sit præg i kroppen og ikke mindst i hovedet.
Jeg træner minimum og i snit 3 gange pr. uge. Som det er nu, optil Barcelona, hedder det: intervaller tirsdag, LSD-tur torsdag og tempotur om søndagen. – Søndag d.21/2 knækkede jeg koden og fik snørret skoen korrekt, men havde da nået et nyt sæt vabler…
Uge 8 røg mit intervalpas i karambolage med svigerforældrenes kobberbryllup – havde som sådan tænk mig, bare at klare træningen om eftermiddagen, men blev overrumplet af træthed, snot og sygdom. Aflyst! Torsdag skulle der så kompenseres for den manglende træning fra tirsdag og jeg nuppede 35km – målsætningen lød på 15km i MP/Sub3-pace, men ovenpå 2dages sygdom blev det kun til 10, der var simpelthen ikke energi til mere. Søndag uge8 gik med at hente børn og hvile ovenpå fest…og træningspasset gled ud af kalenderen…
Alt i alt kom tælleren for februar op på 253km – det er det længste jeg har løbet siden april’15, hvor jeg rundede 281, og havde det ikke været for sygdom mm. havde jeg rundet 300km. Men når det er sagt, har jeg det ét eller andet sted godt med at havde mærket den modgang, både mht. helbredet og udstyret samt den spirende tvivl, der begyndte at opstå ovenpå nogle LSD-pas, hvor jeg ikke fandt den rytme og pace jeg havde satset på. Jeg begyndte at tvivle på om jeg når sub3 i Barcelona; “Skal jeg nøjedes med kun at angribe PR? Kan jeg overhovedet nå PR?…og hvorfor fanden løber du egentlig maraton Henrik?, det er jo pissekedeligt!” Negative tanker…jeg stod i en dal og skulle op igen, det nyttede ikke noget – og jeg rejser ikke til Barcelona for at trave igennem gaderne i en middelmådig tid, så længe kroppen er fit og klar til narrestreger.
– Jeg huskede på dé ord jeg har gjort til mit mantra; “Quitters never win – Winners never quit“, oprindeligt et citat af den legendariske Vince Lombardi – ham NFL-trofæet er opkaldt efter. For mig betyder de ord alt – jeg var begyndt at “quitte” i mit sind og jeg havde behov for nogle mentale spark. Gik heeelt tilbage til 2011-12 hvor jeg var helt ny i løb og på maraton distancen. Dengang løb jeg med iPod’en i ørerne og jeg mindes især én motivationstale som jeg lige har måtte lytte til et par gange her de seneste uger; “Pain is temporary“. Jeg mindedes de mange “grønne” løbere der på Facebook-forums spørger om hvorvidt de er klar eller ej, 2-3uger før deres store løb – og ikke mindst husker jeg de mange svar, om at de selfølgelig er klar og det bare er præstationsnerver..
Præstationsnerver eller ej; idag kom jeg afsted igen- dén skulle have éen over nakken. 16km @ 4″12/km i snit. Ikke kigge på uret, bare løbe og lade kroppen arbejde i højeste gear. Fedt!

Som jeg startede med at skrive er der nu 12dage og ca 9timer til starten går i Barcelona og den kommende uge står på intervaller omkring AT og MP, sidste LSD tur, en restitutionstur og en tempotur søndag – samlet bliver det nok små 100km inden der skal slappes 100% af, indhentes søvn og de forskellige depoter skal fyldes op i uge 10.

Februar har været lang mange km og en spirende tvivl der har spillet kispus med min hjerne. Jeg er en fighter – og véd at den der sveder til træning, bløder ikke i kamp (eller noget i den dur)….jeg er i al fald ved at være klar!

#QuittersNeverWinWinnersNeverQuit
/Henrik