På vej i mål på de 50 miles til Firkløver 50/50.

Firkløver 50/50 med The Real Deal

 Så skal jeg da liiiige love for, at jeg kom ud af min komfortzone!

Jeg er den type person, der altid (mere eller mindre velovervejet) vælger at skulle over der hvor gærdet er højest, og jeg skal da lige love for at jeg fandt mig et tårnhøjt gærde i Firkløver 50/50 The Real Deal.

Hvis du ikke lige ved hvad Firkløver 50/50 The Real Deal er, er det følgende: Dag 1 løber vi 50 miles (ca. 85 km) og på dag 2 nyder vi 50 af kilometerne igen. Og ja – det er en vanvittig idé men altså – det var en virkelig virkelig god idé, da jeg tilmeldte mig tilbage i efteråret. Men men – som tiden nærmede sig, blev jeg godt nok mere og mere i tvivl.

Træningen op til var ikke gået som planlagt

Ja, jeg er ikke ”20 og et par stykker mere”, og har som alle andre diverse skavanker. Jeg plejer at kunne komme overens med kroppen. Jeg har fået lært mig at lytte godt efter signalerne fra kroppen og tilpasse min træning og aktiviteter efter det. Men for et par måneder siden, stak det lidt af for mig og jeg fandt ud af at mit bækken var pivskævt. Det er faktisk lidt utroligt at jeg stadig kunne løbe ligeud, når man så på hvor skæv jeg var i kroppen.

Og et skævt bækken var lig (for mig), en nerve der nogle gange satte sig i klemme bag på knæet. Så pludselig, bedst som jeg kom løbende eller gående, skulle jeg slæbe/flappe mit ene ben efter mig, indtil det gik i sig selv igen. Jeg tror underholdningsværdien af mit selskab var rimelig høj nogle gange! Men det gjorde altså naller ondt!

Når skroget knager, har jeg tidligere gået til fysioterapeut eller akupunktør (evt. med et tvist af strøm, hvilket kan anbefales: Peter tager det meget pænt når man bander mere end en havnearbejder i hans klinik). Men denne gang, forsøgte jeg mig med en tur forbi Århus Osteopati, og jeg må bare sige at det er noget af den bedste behandling jeg endnu har fået. Det – sammen med lidt Bikram Yoga (yoga i et 40 grader varmt lokale) – gjorde at jeg næsten følte mig som ”20 og et par stykker” igen i ugerne på til løbet.

Og lige et par ord om Bikram Yoga. Yoga er efter min mening altid godt, varmen i Bikram er fantastisk til at løsne op i de stive muskler, og ved Bikram yoga får man nye oplevelser man ikke troede man skulle opleve. Så som følelsen af at stå foroverbøjet med hovedet nedad, og mærke sveden løber ind i næseborene. Se det var en ny én jeg ikke havde set komme 🙂

Foto fra Bikram Studiet i Århus.

Foto af www.bikramyogaaarhus.dk.

Men formen var altså ikke der, hvor den burde være. Jeg havde ingen ”back to back” træning (langture to dage i træk), næsten 2 mdr. uden langture overhoved, og de ugentlig km var slet ikke blevet til, hvad jeg gerne ville.

Testede formen til Julsø Ultra 30K

Lørdag d. 23. april, løb Julsø Ultra af stablen, og jeg havde tilmeldt mig de 30 km for lige at prøve om benet/knæet kunne holde til en langtur. Jeg havde forestillet mig at det skulle være en rolig tur, men vidste også med mig selv, at det nok blev en udfordring at holde tempoet nede, når først der kom et startnummer ind i billedet.

Så selvfølgelig lagde jeg for hårdt ud! Jeg startede med at følges med Frank – også fra Running Wild -, hvilket jeg godt vidst ville være en dårlig idé i længden. Han er bare for hurtig for mig. Men jeg fik besindet mig (efter en tur i skovbunden – anden gang på 2 uger jeg fik givet skoven en ”krammer” – jeg må seriøst til at få noget motorik på banen) og fik fundet mig et ok ”nulre-tempo”. Skøn skøn natur og møde med hyggeligt trail-venner undervejs hjalp med bare at nyde turen og ikke at race for alt for meget.

Fik lige fanget en ven i en selfie til Julsø Ultra.

Fik lige fanget en ven i en selfie til Julsø Ultra.

Men selvom det bare var en lidt for hurtig træningstur, betyder det ikke at jeg ikke fik samlet mig et par ”lessons learned”. Eks har jeg det med at småsynge/nynne når jeg løber. Det oplevede jeg, at jeg kunne bruge til at psyke andre lidt med, ved at jeg fremstår som en med masser af overskud. Hmmm…. Det er nok noget jeg kan arbejde lidt mere med.

Og så endte jeg med at komme ind kun 16 sek efter Frank, som jeg sagtens kunne have taget de sidste 500 m. Det var dælme træls, og hermed lært: Spurt altid i mål!

Men altså: Jeg havde et super fedt testløb til Julsø Ultra, hvor måde formen blev testet (kroppen var OK) og jeg fik tjekket et par minimalistiske sko på deres første langtur (første tur over 12 km): Så nu er mine fødder og skinneben endelig trænet op til langtur i Vivobarefoot sko, selvom asfalten mellem 28 til 31 km godt nok var hårde ved fødderne/benene.

Firkløver 50 miles

Men nu til søndag d 15. maj, hvor jeg skulle løbe min første 50 miles. Jeg var ret sikker på jeg godt kunne gennemføre (på trods af lidt udfald i træningen i månederne op til). Strategien var at tage den stille og roligt, med god tid ned til cut off, så jeg ville være i stand til at løbe dag 2. Det var målet. Hvor svært kan det være?

Så jeg havde lagt en plan: Løb efter puls, brug absolut minimum af tid i depoterne, hold øje med cut off tiderne, og sæt farten op hvis nødvendigt.

Normalt er jeg ikke en team-løber. Eller det troede jeg ikke at jeg er. Men jeg tror faktisk jeg har taget fejl af mig selv. Jeg fandt hurtigt sammen med Louise, der var pænt presset pga. en skade som hun egentlig var kommet over, men som kom snigende efter en 20-30km. Så vi var det perfekte team: Hun har mere erfaring end jeg, samt en husbond der ræsede rundt på cykel og tog fotos og heppede på os. Jeg havde det fysiske overskud og kunne bare blive ved og ved, men skulle holder tempoet nede. Se det var en genial win-win vi fik op og køre. Simpelthen genialt!

Louise og jeg på sporet. Foto af Frame the Action.

Louise og jeg på sporet. Foto af Frame the Action.

Og så er jeg altså bare nød til endnu en gang at sige, at trail folk er de skønneste mennesker der findes! Faktisk så søde og sjove, at man skal være top fokuseret for ikke at ”hænge i baren” i depoterne. Så Louise og jeg lagde strategi på vej ind i hvert depot (hvad vi skulle og i hvilken rækkefølge): 1) proppe xx mad i munden (bananer var et hit), 2) fyld vand i væskeblære (mens vi spiser), 3) tøm lomme for skrald og proppe mad i lommerne (mens vi spiser), 4) tag mad med i hånden og kom af sted (stadig spisende). Stå ikke stille og lav ingenting på noget tidspunkt.

Og noget man kan blive helt rørt af er, at når udgåede løbere står klar i depotet til at hjælpe med mad og vand. Det er dælme go’ trail stil!

Hjælp i sidste depotstop af skønne trail-kollegaer.

Hjælp i sidste depotstop af skønne trail-kollegaer. Foto af Frame the Action.

Apropos at løbe og spise – hermed en bonusoplysning: Det er en fordel at kunne trække vejret igennem næsen når man løber – det gør det nemmere at spise samtidigt. Hvis man nu alligevel vælger at trække vejret igennem munden med mad i munden, fungerer bananer og kanelgifler fint (de klistre tilstrækkeligt i ganen), men jeg vil på det kraftigste advare om at spise vingummier med åben mund. Det er totalt nederen at få ned i luftrøret!

Men altså – Louise og jeg fulgtes ad og havde et super samarbejde. Vi kom til vores store overraskelse ind på en 3. plads blandt kvinderne ((i tiden 11:35:29), som vi insisterende på at dele. Det var vist til lidt morskab for arrangørerne, men hey – vi havde fulgtes ad i over 11 timer, så vi skulle for pokker da også følges ad i mål! 🙂

Målkrammer!

Målkrammer! Foto af Frame the Action.

Og så kom mandagen med The Real Deal

Jeg havde fulgt min plan for dag 1, og var (træningen og min form taget i betragtning) klar til at tage 50 km.

Nej, helt ærligt, det var jeg ikke.

Slet ikke!

Jeg havde i forvejen indset at formen højest sandsynligt ikke kunne række til The Real Deal, og jeg havde overvejet meget omkring hvad der er værst/bedst – DNF (Did Not Finish) eller DNS (Did Not Start)? Og efter en mega dårlig nattesøvn (jeg kunne ikke finde ro, og tanker kørte helt vildt i mit hoved), havde jeg besluttet mig: Jeg skulle ”dø” med skoene på, selvom jeg virkelig hader at gå i gang med noget og så ikke være i stand til at gennemføre det.

Selvom jeg var afklaret med at stille til start, var jeg mandag morgen virkelig skræmt og med følelserne helt uden på tøjet. Og så var det at trail-løbernes sammenhold træder frem: Her er det lidt som at det er indsatsen og ikke kun resultaterne der ”belønnes”, og jeg fik en fantastisk opbakning til at jeg stillede til start. Jeg var virkelig i selskab med de helt seje gutter, og de bakkede mig op. Utrolig fantastisk!

Til start på The Real Deal med T

3 M/K til start på The Real Deal ud af 17 tilmeldte. I selskab med Rasmus Gade Elm (aka The Geek Runner) og Anders Skjødt (aka Den lille Indianer). Godt nok nogle hårde hunde at stå med!

Jeg delte turen op i bidder, og håbede på at kunne tage 3. blad (ca. 35 km), hvorefter jeg vidste hvor meget tid jeg skulle bruge til de sidste ca. 18 km. Men men – det halvgamle skrog var ikke med på den, og efter 11 km, måtte jeg, med en nerve i klemme bag det ene knæ og en lettere manglende kontrol over den anden hofte, kaste håndklædet i ringen. Jeg kunne helt simpelthen se, at jeg ikke ville kunne klare tids cuttet.

Og jeg er nu, når jeg ser tilbage på det, super glad for jeg stillede til start: Jeg står over en del af de rigtig hårde folk på resultatlisten, da de ikke stillede til start. Det betyder faktisk en hel del. For det er nok den eneste gang det kommer til at ske! 🙂

Og ikke mindst har jeg lært helt utroligt meget. Jeg stillede til start på trods af den laaaange række af ”argumenter/undskyldninger” man opstiller inde i hovedet, samt meget små ods for at det kunne lykkedes. Men jeg stillede til start.

Jeg har lært en masse om, hvordan jeg kan håndterer alt det der tankemylder der kommer og giver dig argumenter og undskyldning til at vælge den nemme vej. Tankemylder som i:

  • ”De 50 miles var mit andet rigtige ultraløb (første var 60 km i september, da VUMB 70+ egentlig ikke var rigtige ultradistancer), så det er da flot klaret med de 50 miles”.
  • ”Jeg har kun løbet ultraløb (og dertil hørende træning) i 8 mdr, så det er da helt OK ikke at forsøge sig med The Real Deal”
  • ”Alle de andre har meget mere erfaring og fart end jeg, så det er helt OK ikke at stille til start”
  • ”Jeg har jo heller ikke trænet som jeg burde, og de fleste andre stiller heller ikke til start, så….”

Men hey – jeg stillede til start og lærte dermed en masse jeg kan bruge fremover. Og til The Real Deal cap’en: jeg skal nok få nakket dig en anden gang!

The Real Deal caps. Foto: Frame the Action.

The Real Deal caps. Foto: Frame the Action.