Før det store løb – forberedelser til Tokyo Marathon

Du kender det sikkert – forventnings glæde før et løb. Men hvordan forbereder man sig til maraton? Jeg har gjort det før, lagt et fast løbeprogram inspireret af min ynglingsløbebog – elsk at løbe, skrevet for længe siden af Tor Rønnow, og så bare afsted 3-4 gange om ugen. Men denne gang er der bare mere på spil end tidligere. Jeg skal løbe på den anden side af jorden i min kones hjemby – Tokyo den 26. februar. Med en tidsforskel på 8 timer svarer det nogenlunde til, at jeg skulle stå op midt om natten for at løbe en urimelig lang tur. Næsten 50 venner og bekendte har bidraget til min indsamling som charity runner, hvor jeg har samlet ind til Ronald McDonald i Tokyo. Så det bliver – intet mindre, mit livs største løb.

Jeg har løbet en masse halvmaratons og 5 hele. I 2016 udgik jeg af København Maraton, fordi jeg havde været syg i ugen op til, men i 2015 løb jeg min bedste tid samme sted og med negativt split. Hvordan gør jeg Tokyo 2017 til et løb på linje med København 2015?

Siden 2011 har jeg løbet flere gange hver uge, så jeg har prøvet både gode og dårlige løb, og jeg skal finde en formel, så det næste bliver et af de gode – det er planen.

Træning skal der til. I modsætning til tidligere prøver jeg mig med et meget stabilt træningsprogram, for jeg skal jo ikke ”træne op”, jeg skal ”bare” holde mig i form, og så er jeg jo konkurrencemenneske, så jeg vil jo gerne forbedre mig lidt. Vejen dertil tror jeg er, at jeg hver uge træner intervaller, som en del af den faste ugeplan der hedder 10K, 5K (interval), 20K plus. Jeg har holdt mig til denne plan et par måneder nu, og jeg kan se, at det giver resultater For en måned siden kom jeg for første gang på 25K under 2 timer. Eneste afvigelser fra planen er, at jeg skal løbe en tur i skoven før julefrokosten med et par kollegaer på fredag, men ellers bliver det stabilt næsten kun asfalt, og så tager jeg et par halvmara-tonløb hen over julen.

Mad er særligt vigtigt for mig, da jeg har diabetes type 1, men jeg er overbevist om, at mine vilkår er så gode som de skal være, og hvem lider i min alder ikke af et eller andet? Jeg har lagt en nøje plan for hvor mange kulhydrater jeg skal spise, før hvert lange løb, og hvor meget jeg skal indtage under vejs. Jeg er overgået til vingummibarer, som efter min mening er mere praktiske end geler, da de bedre kan deles op. Jeg sørger for massere protein i hvert måltid og supplere gerne med lidt kakao tilsat protein, så mon ikke der er styr på den del også.

Så er der alt det der foregår imellem ørene, også her vil jeg forberede mig. Jeg vil se løbet for mit indre løberblik (eller også vil jeg snyde, og se videoen på Tokyo Marathons hjemmeside), og jeg vil gennemgå alt hvad der skal foregå dagen inden, og på dagen inden løbet. Og så skal jeg huske at glæde mig, selvfølgelig bliver jeg nervøs og skal på toilettet 10 gange inden start, og får våde håndflader og mareridt om, at jeg aldrig kommer igennem, men det er jo Tokyo det her 40.000 løbere – mit første af verdens største!

Om jeg kommer til at nyde at løbe? Det tror jeg, men dagen vil også vise, om jeg får disponeret løbet godt nok til at nyde det. Men det bliver helt sikkert en stor oplevelse, som kun vi løbere får lov at kende.

run-with-heart