cj-berlin2016

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 1)

Del 1 … fra 0 til halvmaraton

Jeg har aldrig kunnet se fidusen i at løbe … bare at løbe derudaf – uden noget formål. I min verden har der altid skullet være en bold med i legen, for at det gav mening for mig at fordrive tiden med hurtigere anstrengelse end gang. Det er ikke fordi, jeg har været doven – tværtimod – jeg fangede bare slet ikke fidusen.

For godt to år siden – marts 2015 – meldte jeg mig så i en alder af næsten 48 ind i den lokale løbeklub. Jeg måtte erkende, at det med faste træningstider ikke passede ind i mit liv, så nu måtte jeg give det her løberi en chance, og jeg havde jo set holdene fra løbeklubben, når de kom gennem byen – og det så jo ganske hyggeligt ud. Så jeg startede op på kravleholdet, hvor vi gik mere end vi løb – til en start i hvert fald. Men jeg fik at vide, at kroppen lige skulle vænne sig til at løbe, så jeg fulgte programmet med gruppen, og i juni 2015 løb jeg så min første 5er i skoven med klubben som afslutning på forårssæsonen. 32min 47 sek. – og jeg var smadret … den havde virkelig fået gas !!

Så kom sommerferien, og klubben droslede ned, så jeg var overladt til mig selv. Mit mål var at komme til at løbe 10k og så løbe det et par gange eller 3 om ugen for lige at holde mig lidt i form. Men nu stod jeg så der – helt uerfaren – og anede ikke, hvordan jeg kom fra 5 til 10 uden at ødelægge kroppen. Jeg fik så kontakt til en erfaren løber i Kbh – Jacob – via et online netværk. Han fortalte mig lidt om træningsprincipper – bygge om med 10% om ugen, hver 4. uge lidt ned igen og ikke skrue på både distance og tempo samtidig. Det var grundprincipperne, så jeg lavede mit eget lille program, som jeg så kunne følge – og det gik overraskende godt.

Det syntes han åbenbart også, for en dag i august skrev han ”hvorfor vil du kun løbe 10k? Du kunne da sagtens træne dig op til et halvmaraton”.  ”HALVMARATON” nærmest skreg jeg … er du vanvittig … det er jo ENOGTYVE vanvittigt lange kilometer. Jeg er lige startet med at løbe, mig – en halvgammel kone, og så snakker du sindssyge distancer. Du må være tosset!!

Men, men, men … man skulle tro, han kendte mig, for er der noget, jeg har svært ved at modstå, så er det en god udfordring – en der er ”over the top”, men hvor jeg alligevel godt kan tro, at jeg kan nå derhen. Så efter at have grublet lidt over hans (stadig vanvittige) forslag en dags tid, så skrev jeg, at hvis han ville støtte mig i forløbet, så ville jeg gerne give det et forsøg – og det skulle så være Berlin HM i april 2016, hvor min løbeklub arrangerede klubtur.

Jeg ringede til min veninde Ayoe og annoncerede mit forehavende (jeg havde nok troet, at hun ville forsøge at tale mig fra det). Hendes eneste reaktion var ”FEDT!!! DET skal jeg bare med ned og se – er du helt vimmer”. Så var det, at jeg mærkede, at bordet fangede … nu havde jeg sagt det højt. Så inden jeg begyndte at fortryde, så gik jeg på nettet og købte flybilletter, hotel og – selvfølgelig – startnummer til løbet.  PYHA!!

Nu startede så arbejdet med at vænne kroppen til løb – for et er altså 5-7k – noget helt andet er 21,1k – og det skulle jo helst være, så jeg også ville have overskud til at nyde løbet. Så jeg lærte – støtte af min ”coach” Jacob at lægge løbeprogrammer – først øgede vi distancen efter grundprincipperne, og i november 2015 løb jeg de 21,1k for første gang i langsomt tempo. 2t21min. De sidste 2k holdt MEGET hårdt, men jeg var glad og stolt. Nu vidste jeg i hvert fald, at jeg kunne løbe distancen – nu ville jeg bare gerne have lidt overskud på.

Jacob var ofte plaget af skader i den periode (han løber også sindssygt hurtigt), så jeg var glad da jeg på FB fik kontakt til en anden løbegal mand “løbe-Jørgen”, som havde tid til at sparre med mig. Han var ældre end jeg selv, militærmand (oh ve o skræk) og havde en anden tilgang til træning end Jacob. Hans principper bygger på MAF (Maffetone), hvor man løber 80% af træningspassene i snakketempo (puls 180 minus alder – sådan ca.). Så jeg kombinerede de to tilgange i min træning, så der var en dag med tempo (interval, bakke, tempo) og lørdagen med min lange tur – med indbyggede km i HM-tempo, og så en dag med et kortere restitutionsløb.

De næste 3-4 mdr. gik nu med at løbe den lange distance om lørdagen (15-21k). Et 4. træningspas kom på om søndagen (resitutionspas) for at få flere km i benene, og her gjorde min nye løbeveninde fra klubben – Ida – mig selskab. Det gik rigtigt fint. ”Blæsebælgen” pustede knapt så hårdt, når jeg løb min lange langsomme tur om lørdagen, og jeg havde overskud i min træning. Jeg lærte om restitution efter træning, massage, hvile, styrketræning og andre elementer, som er vigtige, når man er oppe og træne 40k eller mere om ugen, og kiloene raslede af mig. Jeg tabte 10 kg på 4 mdr. – ren bonus!

Allerede ved juletid begyndte de ”emsige” coaches at snakke sluttid for Berlin HM. SLUTTID ???  Jeg skal bare gennemføre med overskud!  Næ næ … du skal have en sluttid som mål, lød ordene.  Så først blev målet 2t10 … og så 2t … og så under 2t !!  Den mest vanvittige af dem, mente også, at jeg sagtens kunne løbe i 1t45  (jeg nævner ingen navn). Den bedste tid i træningen løb jeg en måned før Berlin på 2t03, så mon ikke det var muligt at presse den ned under de 2t med et startnummer på maven ?

Et par gange var jeg til massør for lige at få løsnet benene. Den sidste gang inden det skulle gå løs i Berlin var 3 uger før løbet. Jeg var ret øm på indersiden af mine lår, og han ville lige have mig til at lave en strækøvelse til lysken … jeg blev presset længere og længere ud … og SLAM sagde det … og så havde jeg reddet mig en mega fiber i lysken. Kæft det gjorde ONDT !!  Kunne næsten ikke gå hen til bilen bagefter, og jeg var grædefærdig.  Her havde jeg trænet struktureret og fokuseret i et halvt år med det ene mål at løbe Berlin HM – og nu kunne jeg kun vralte afsted!  Trænede den sidste uge indædt – og med smerter – måtte droppe interval og skære ned på den lange tur.  Tapering (neddrosling op til løbet) foregik på sofaen – lysken fik så meget ro som muligt.

April 2016 – afsted til det store løb i Berlin … jeg var SÅ spændt og helt oppe at køre. Løbe skulle jeg – smerter eller ej. Jeg havde ikke trænet i 6 mdr. for så bare at blive hjemme. To panodiler, morgenmad som sædvanlig, og der stod jeg så midt i Berlin med startnummer på maven midt mellem tusinder af andre løbere. Jeg gik stadig efter mit mål på sub2t og havde lagt mig i startboksen som passe til det tempo … 5:37.

Starten gik og inden første sving var jeg løbet forbi min veninde, som stod og heppede med de andre heppere fra løbeklubben. Det var en FANTASTISK oplevelse. Der var tilskuere og musik hele vejen rundt langs den flotte rute i historiske Berlin. Jeg blev båret frem. Løb i singlet med dannebrog, så alle danskerne heppede på mig (TAK!!). Husker stadig første gang, der var en, der råbte ”KOM SÅ DANMARK”, så gik det pludselig op for mig, at det jo var MIG hun heppede på … og jeg vinkede og smilede tilbage til hende. Men en af mine udfordringer – også under træning – har været toiletbesøg. Og det var da heller ikke nogen undtagelse på denne dag. Så jeg stod i KØ ved toiletterne ude ved 10k mærket … DET havde jeg bare ikke tid til! Har vist aldrig tømt blæret så hurtigt før og løb videre, mens jeg satte det sidste tøj ordentligt på plads.

cj-berlin2016Nu skulle der lidt fart i futterne, for jeg havde tabt næsten 2 min på det lille stunt – øv. Vejret var fantastisk – der var 20 grader – og det blev faktisk for varmt. Jeg kunne se andre løbere have det rigtigt hårdt, så jeg valgte at gøre holdt ved et par depoter og få lidt at drikke (havde ellers trænet til at løbe hele løbet uden energi og drikke). Solen bankede ned og ude på 15-16k kæmpede jeg for at holde mit tempo og fortrænge smerterne i lysken – men heldigvis var der masser af tilskuere.  18k-mærket … NU kunne jeg se en ende på det, og jeg satte farten en smule i vejret … 19k … der var flere, som lå i kanten og var kollapset i varmen – skræmmende oplevelse på sit første løb … 20k … nu var jeg er næsten – kun 1k tilbage … KOM SÅ for hæwled.  DER stod min veninde og de andre fra klubben hoppede og klappede … armene i vejret … totalt overskud … og DER var mållinien … mit første HM var gennemført i 1t58 … jeg var LYKKELIG og vildt taknemmelig over den hjælp og støtte, jeg havde fået af mine to ”coaches” gennem forløbet og af min veninde Ayoe i Berlin!!

Om aftenen var vi så ude at fejre løbet med en god middag sammen med de andre løbere og heppere fra klubben – ganske velfortjent !! Og her var det så et min meget vittige veninde lukkede denne kommentar ud:  ”Kunne det ikke være sjovt både at debutere i halvmaraton og maraton det år, du fylder 50” efterfulgt af et lusket smil – for hun ved jo udmærket godt, hvordan jeg har det med udfordringer.  Men jeg affærdigede det hurtigt … jeg havde jo ligesom en lyske, der gjorde vildt ondt, så jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg ville have det dagen efter – for et eller andet sted var jeg jo godt klar over, at det at løbe et HM med en fiber i lysken nok ikke var det mest smarte valg, jeg havde gjort i mit liv.