(Gotta get some action) Now!

Endelig er jeg kommet i action. Det kommer længere nede…

lic02Jeg har drønet lidt rundt siden sidst. Efter Maison Torrent hvor jeg fik løbet/scoutet rigtig mange ruter og efter ca. 200 km på to uger gik turen til Valpelline. Jeg ville prøve kræfter med ruten til Vertical Becca de Viou. Den GPX jeg havde dannet sagde 6,5km med 1900hm. Så tak! Men afsted det gik – og det gik rigtig fint. Hårdt på den gode måde. Men ak. Efter at være drejet om i skyggesiden kom der snedriver. Og de blev større og større. Og ruten var begravet i sne. Alternativet var at kravle op over klipperne på siden af sporet der gik op langs et flodleje. Det var en kamp uden lige. Og det blev kun værre. Og vejret blev også værre (og værre). Men jeg ville op! Og det kom jeg. Fik set Bivacco Nere der ligger tæt på toppen. Tog sporet på den anden side ned – og nu blev det pludselig stegende hedt på solsiden. Fra hagl og kulde til sol og hede. Det blev også en meget lang tur, da jeg skulle helt rundt om massivet og hjem langs et flodleje. Fandt en restaurent da jeg kom tilbage og sov i camperen på en parkeringsplads.

Spiste morgenmad og lavede morgengymnastik og styrketræning i Valpelline og kørte så til Champillon. Ankom lidt sent så hyggevandrede bare lidt rundt. Overnattede igen i camperen og stegte pølser over åben ild om aftenen. Det var fint, selvom jeg ikke sov specielt godt da det var koldt i 2000m. Næste dag hører jeg lyden af en helikopter da jeg nusser med at arrangere morgenmad. Den kredser lidt rundt over skrænten nedenfor (altså sådan en mega stejl skrænt som ‘fald ned og dø’). Lidt efter kommer den op igen – med en ko hængende nedenunder! Havde desværre min telefon på ultrastrømbesparende så fik først billeder efter den var sat ned på jorden. Det var en stor tyrekalv der var komet på afveje. Lidt efter kom bonden og spænder den fast efter sin pickup, men den ville ikke med hjem. Utaknemmelige skarn efter sådan en redningsaktion. Men god underholdning til morgenmaden. Derefter hikede jeg med stor rygsæk og masser af mad op til Bivacco Rozessa de Savoi. Undervejs var jeg ved at træde på en hugorm – så er det også prøvet. Den var mega morgensløv, så jeg måtte prikke til den med min stav for at få bare lidt respons fra den.

Bivacco Rozessa ligger helt i bunden af Ollomont dalen, helt op mod de sidste bjergvægge der danner grænsen til Sweitz. Det er en meget spektakulær formation der danner en næsten fuldstændig gryde. Der er to ruter derop – og de er begge fede på ders måde. Der var kun sne til aller sidst og omkring hytten. Hytten er godt udstyret med gasblus og masser af gryder og pander. Der er dog ikke strøm. Jeg gik lidt rundt på det plateau der er, og ellers nød jeg bare udsigten, hvor jeg om aftenen kunne se lysene tændes ned gennem dalen helt til Aosta.

lic01Fra Bivacco’en hikede jeg næste dag tilbage til Rifugio Champillon. Det var nemlig deres åbningsdag og derfor skulle jeg lige have det med inden jeg skulle videre fra området. Jeg trængte også til et bad efter tre dages strabadser. Men who cares anyway herude. Jeg var den eneste gæst der havde meldt sin ankomst, så jeg fik fin opvartning og spiste aftensmad sammen med personalet. Næste morgen gik jeg så over Col Champillon og videre ad TDG ruten næsten over til Saint Oyen – og derefter tilbage. Puha, turen op over Col Champillon fra den anden side var godt nok en sejtrækker. Men så var det bare lige ned til Rifugiet og spise sen frokost. Der var godt med mennesker på det tidspunkt, men igen var der fin opvartning og oprigtig interesse fr turen. Nice. Derefter den hurtige genvej ned til bilen og så farvel til Champillon i denne omgang.

Derefter kørte jeg mod campingpladsen Arc en Ciel mellem Morgex og Pré-Saint Didier. Undevejs fik jeg set lidt borge. Ikke verden fedeste campingplads og heller ikke det fedeste sted den var placeret. Havde valgt den da den lå tæt på Morgex og dermed Licony Trail som jeg er tilmeldt. Og så fordi den var familieejet og havde sit helt eget pizzaria! Dagen efter ankomst så vejret ikke for spændende ud, så efter at have spurgt til vandreruter anbefalede bedstefaren mig at gå til Pré-Saint Didier og se et udsigtspunkt. Det viste sig at være en udsigtsplatform som jeg havde på min evt. todo-liste. Fint lige at få det på plads. En platform 180m over jorden hen over et brusende vandfald med udsigt til Mont Blanc massivet. What not to like? Og en fin restaurent lige ved siden af i en adventure park med træklatring. Jeg blev nede og spiste pasta med friske tomater. Pré-Saint Didier ser ud til at være en dyr by, men de har også den vildeste udsigt til Mont Blanc – og et kurbad der minder om Skodsborg. Det droppede jeg. Næste dag scoutede jeg noget af Licony ruten og fik set ruinen af Chateaux La Salle helt tæt på. Tredje dag var det mega regn. Tjekkede ud. Deres wifi var også ustabilt og jeg gad ikke camping mere. Havde dog lige præsteret at dræne batteriet på bilen, så bedstefar måtte hjælpe med en god gamel model af en lader. Så er det også prøvet.

Ville have været til Bivacci Pascal ved Licony Søen, men endte med at køre til Morgex og indlogere mig på Hotel Valdigne. Jeg havde fået en folder af bedstefaren med ruter i området. Tre dudes havde sat sig for at mærke dem fint med små træskilte og lave et katalog – imponerende arbejde. Sponsor på folderen var Hotel Valdigne og da de også havde samarbejde med Licony Trail var det mit valg. Fint og billigt hotel. Men mest morsomt er det, at jeg rent faktisk havde mødt ejeren og hans kone og børn i Doues en dag. Han genkendte min bil og da jeg kom hjem om aftenen fik vi lige en sludder. Sjovt nok. Verden er lille.

Fik tjekket første del af ruten ud en gang til. Den starter med en næsten konstant 7 km lang stigning som ligger lige på grænsen mellem løb og gang. (Hvilket vil sige, at det kan løbes, men også kun lige.) Den er ikke teknisk og de første 1,5 km er på asfalt. Det er næsten noget af det mest onde der findes. Det bliver dræbende hårdt. Valgte at prøve at løbe de 7 km i intervaller for at mærke smerten. Det gør ondt! Tog den tilbage i sammenhængende løb og med de sidste 1,5 km af opløbet på asfalt. Dagen efter tog jeg en lille stigning lige efter asfaltstykket som er MEGET stejlt x5 og så opløbet en gang til. Så bliver jeg ikke mere klar til det.

Ellers må man sige, at de går op i tingene hernede når der er løb. Der er plakater og flag i byen og hele ruten er blevet trimmet de seneste dag. Græsset er slået langs ruten i byen og der er blevet asfalteret lidt huller i vejene ned til opløbet. Det ene var også rimelig farligt lige efter et skarpt sving ned ad bakke.

Dagen før selve Licony Trail afvikles er der obligatorisk pasta-party og lidt boder med nedsatte varer osv. nede i byen. Der er også Baby Licony. Altså børneløb. Og der bliver gået til stålet i den sammenhæng. Men sådan er børneløb jo altid. Vildest er dog, at hos de mindste 6-10 årige er der en lille pige der stiller til start med armen i gips fra armhule til håndled. Det piver man altså ikke over hernede.

lic03Næste morgen kl. 9.30 er det så tid til 25 km’eren med 1650+hm. Og som om det ikke er nok så siger vejrudsigten +30 grader, ingen skyer og ingen vind. Og så kunne man jo godt lige tænke sig at de der meterologer tog fejl. Men det gjorde de ikke! Stegende hedt og så afsted mod første forhindring på vejen mod målet. Jeg prøver at placere mig så jeg ligger omkring top 25. Det er vel det mindste man kan forlange, selvom jeg ingen anelse har om niveauet end at jeg på resultatet fra sidste år ved, at den i al fald bliver vundet langt hurtigere end jeg vil være i stand til bare at kunne følge lidt på vej. Mit mål er i det mindste at komme under 3 timer for dagens strabadser. Jeg ryger altid helt op i det røde adrenalin-felt når starten går, men får nu styret mig fornuftigt synes jeg. Og efter 10-15 min har feltet indstillet sig og jeg er kommet ud af den orange tåge. Så er det bare hårdt arbejde resten af vejen. Så jeg prøver at bide mig fast i haserne i de lokale helte omkring mig. Det er som sædvanlig teknikken og modet der sætter mig tilbage. Lige så snart tingene går ligeud eller ned ad bakke uden teknisk udfordring, så kan jeg sagten løbe fra dem omkring mig. Men specielt på de stejle tekniske nedløb løber de med en helt anden lethed (vovemod?). Og da vi mod slutningen kommer til rutens skrækindjagende lange nedløb over 1000hm og ca. 60 sving på 40 cm eksponeret singletrack, ja så stikker de da helt af. De tager de vildeste chancer i svingene og jeg sættes til vægs gang på gang. Og dog – det er kun et par stykker der kommer forbi, men til sidst leder jeg en gruppe på fem løbere. På de lige stykker får jeg hul og i svingene kommer de op igen. Og 60 sving, det er altså rigtig mange! Efter det stykke skal man lige passere en flod og så går det meget stejlt opad. Det ved jeg, jeg har prøveløbet det. Jeg slipper de fire forbi og mine ben melder max minus.lic04 Find din egen rytme siger jeg til mig selv, du henter dem på asfalten. Det gjorde jeg ikke helt, men det blev da tæt på. Tiden siger 2:57, altså lige til øllet. Slutter som nr 29 og nr 8 i veteranklassen som er +40 år – og der synes jeg faktisk var fint. Der skal bare trænes endnu mere nedløb. Og tages flere chancer! Derefter er der mere pasta-party og præmieoverrækkelse som er et overflødigshorn af priser for alle klasser samt vist også lokale mesterskaber og ærespræmier og hvad ved jeg. Men festligt er det. Jeg får sågar en af lodtrækningspræmierne for at være den der er kommet den længste vej. Og det her er altså et lokalt løb! Godt nok i en løbsserie for selve Valle d’Aosta, men alligevel! Jeg er fan.

Efterfølgende brugte jeg de næste to dage på af vandre til Bivacco Pascal i 2920hm med udsigt direkte til Mont Blanc og tilbage rundt om Licony søen for derefter at køre til Gimillan ved Cogne, hvor jeg nu er indlogeret i en ordentlig stor lejlighed med dejlig 70’er indretning. Men det må være en historie for sig selv.