runhappy2

Her er jeg – en glad snegleløber

Her er jeg. Gammel kone på snart 51 år. Hverken marathonløber, ultraløber eller anden ekstremsportudøver. Jeg er bare en kvinde som i en ret sen alder (50) opdagede hun kunne løbe-ish og tabte sit hjerte til denne aktivitet.

Om mig… jeg er født i sommeren 1966, i Fredericia. Har 3 voksne børn og 3 børnebørn. Da børnene var 12-15-17 blev jeg ramt af psykisk sygdom, og har i dag diagnosen Bipolar affektiv lidelse. Sygdommen rasede fra 2005 til 2012 – 7 år i helvede. I disse år røg jeg ind og ud af psykiatrisk afdeling, fik en masse ect behandlinger og prøvede alverdens forskellig medicin. Noget virkede men havde alvorlige bivirkninger, andre virkede slet ikke. Det tog 7 år før jeg fandt frem til noget der virkede: Motion!

Udover at være dopet med alt muligt medicin, tog jeg også meget på. Kunne sagtens se det var galt, men alligevel fik jeg et chok da jeg stod på sygehusets vægt og der stod skræmmende 93 kg. Næsten trecifret! Jeg bestilte tid ved lægen og udover en snak om kost og motion, fik jeg også taget blodprøver, og svaret var skyhøjt kolesteroltal og begyndende diabetes 2.
Ergo… der var ingen vej udenom en ændring i livsstilen.
Det var i 2012.

Jeg fortsatte med min antidep/mani/psykose medicin som en stor og dygtig pige, – af en eller anden grund satte jeg egentlig heller ikke spørgsmålstegn ved det… jeg havde jo en sygdom, og sygdomme tager man jo piller for, – ikk?

Kalorietælling blev en fast del af min dag, og forskellige apps blev installeret på telefonen. Lavede et regneark hvor jeg hver uge skrev ind hvad jeg vejede og målte. Langsomt blev tallene mindre. Meget langsomt.

En dag hørte jeg at mine piger planlagde at gå hærvejsmarch, – den lange rute. Det blev jeg da helt hooked på også, og så begyndte jeg bare at gå ture, bare for at se om jeg kunne. Første gang jeg gik 6 km var jeg pavestolt! Mig, sofakartoffel, havde lige gået 6 km! Lidet skulle jeg vide at jeg ca. 4 år senere ville trampe tværs over Spanien, 25-35 km hver dag.

Stolt Lone der nåede toppen i 1400 meters højde: Cruz de ferro i Spanien

Stolt Lone der nåede toppen i 1400 meters højde: Cruz de ferro i Spanien

Jeg begyndte at blive helt vild med at gå. Købte udstyr og ruterne blev længere og længere. Efter et halvt års tid begyndte jeg at tage væk på dagsture hvor jeg gik 18-20 km. Nød naturen, freden og roen. Opdagede at jeg mentalt fik det bedre og bedre, og så var det jeg læste en artikel om at motion kan gøre så man ikke behøver medicin mod depression! What?!

Jeg var så inderligt træt af at skulle være i den rolle…være syg…psykisk syg. Der måtte da være andet?

Jeg besluttede at prøve at trappe ud af mit medicin. Ét præparat af gangen. Jeg meldte mig ind i motionscenter men fandt ret hurtigt ud af, at det slet ikke var mig at være lukket inde i et center, uden fuglefløjt og vind i håret. Jeg måtte ud.

Efterhånden havde jeg tabt knap 20 kg, og så begyndte jeg at tænke på det der løberi. Mon jeg kunne? Havde prøvet en gang for mange år siden og det var aldeles rædselsfuldt. Men det så så fedt ud, når andre løb. Jeg læste at det var godt, i forhold til det mentale, at få pulsen op, og måtte erkende at deeet kom den altså ikke rigtigt, på mine rolige gåture – hvor lange de end var.

En dag besluttede jeg mig bare for at prøve. Jeg tog mine fitness-sko på og drog ud på min første løbetur.

Jøsses…jeg var dybt chokeret over hvor lidt jeg var i stand til at løbe. Min krop protesterede vildt og inderligt mod det overlast jeg var i gang med at udsætte den for, og jeg tror jeg max kunne løbe 20 sekunder – og det var 20 sekunder i helvede. Vejrtrækningen var heldigvis det mindste problem; jeg var stoppet med at ryge året før. ÉN mindre ting at bøvle med; rart!

To dage senere forsøgte jeg igen. Formen var lige dårlig men følte alligevel min krop langsomt accepterede at det her var altså hvad jeg havde tænkt mig at byde den. Men sjovt var det ikke.

Jeg fortsatte et par uger, og så begyndte jeg at få ondt i skinnebenet. Jeg løb jo altså også i de der fitnesssko og løb hverken efter program eller noget, jeg løb bare – eller luntede bare – til jeg var ved at dø, og så gik jeg lidt, luntede lidt osv.

Ved et tilfælde faldt jeg over NHS, hvor der var nogen ugentlige podcasts med løbeprogrammer “From couch to 5k”. Man kunne downloade dem som mp3 filer og det passede mig godt, fordi jeg ikke løb med min mobil (gisp…ingen endomondo-tracking!), men kun med en lille mp3 afspiller.

Programmet blev min redning. Jeg fulgte det slavisk, og søde engelske Laura guidede mig og støttede mig, og sagde at nu måtte jeg endelig ikke løbe for hurtigt. Hende tænker jeg stadig tilbage på med varme i hjertet.

Efterhånden kunne jeg løbe længere og længere, og jeg begyndte at løbe på de steder hvor jeg også gik ture, og uden at vide at det hed sådan, begyndte jeg altså at løbe trailløb. I fitness sko. På mudrede stier, grus, i skove og plantager. Jeg begyndte at ELSKE det simpelthen. Kunne næsten ikke vente med at komme hjem fra arbejde, så jeg kunne komme afsted. Distancerne var stadig ikke så lange, jeg holdt mig på 4-5 km – med gåpauser. Det tog mig omkring 45-50 minutter at løbe de distancer. Og jeg købte rigtige løbesko. I første omgang til løb på asfalt. Var stadig ikke klar over at man kunne få sko specifikt til trailløb. Ingen i min omgangskreds løb, jeg anede intet om det. Var bare gået i gang. Learning by doing…følte mig frem. Anede intet om neutral, pronation, heeldrop… jeg prøvede bare nogen sko i en butik…hmmm ja de føltes da rare, dem nupper jeg.

I december 2016 meldte jeg mig ind i en løbegruppe på facebook, og blev derigennem inspireret til at melde mig til mit første løb: Nytårsløbet i Drejens/Kolding – 5km. Kan tydeligt huske hvor nervøs jeg var, og var faktisk ude og brække mig på toilettet lige før start. Erkendelsen af at jeg løb så langsomt og at jeg højst sandsynlig ville komme sidst i mål, var pinagtigt klar for mig, og jeg havde virkelig, virkelig lyst til at stikke af. Men…nu var jeg der. Havde skrevet på facebook med stor stolthed at jeg havde meldt mig til mit første løb. Så kunne jeg da ikke bare tage hjem uden også at have løbet det! Så jeg blev. Og jeg løb. Det var rædselsfuldt. Kunne slet ikke finde et tempo der passede, min astma drillede helt vildt, jeg nærmest hyperventilerede af skræk og panik, det blæste og der var tusind bakker. MEN jeg gennemførte, – og hey…kom sgu ikke sidst i mål. Kom ind som nr. 4.-sidst. Følelsen bagefter…den var ubeskrivelig. Tænk, jeg havde gjort det. Mig, gamle sofakartoffel her, havde løbet 5 km, jeg havde turdet stille op, og jeg var ikke rendt min vej, jeg var blevet og havde kæmpet mig igennem. Jeg var så stolt og nærmest genfødt med ny selvtillid jeg ikke havde mærket i mange år.

Siden januar har jeg rykket mig lidt. Jeg kan løbe længere distancer og i længere tid, og også lidt hurtigere. Jeg er medicinfri, passer mit arbejde, og så længe jeg passer på mig selv, og passer min motion, så har jeg det godt mentalt. Jeg går, løber og cykler. Hver dag dyrker jeg motion af en eller anden slags. Både fordi det er min vej ud af mit psykiske helvede og fordi jeg bare elsker det.

Jeg har meldt mig til et par 10 km løb henover sommeren, trailløb, og dem glæder jeg mig voldsomt til. Derudover melder jeg mig til en del småløb, ene og alene for at vænne mig til at løbe blandt andre, og føle mig tryg ved det, og det hjælper virkelig, jeg slapper meget mere af og finder mit tempo hurtigt. Jeg kan løbe 5 km på 36 minutter nu. Nonstop – uden gåpauser. Jeg tvivler på jeg nogensinde kommer til at løbe hurtigt. Men jeg ved jeg kommer til at løbe glad. Og det er ultimativt det vigtigste for mig!

Det helt store slag skal kæmpes til oktober. Der har jeg vundet startnummer til HCA marathon i Odense og jeg har valgt halvmarathon-ruten. Den medalje vil jeg altså ha. I næste uge starter jeg op på HM-løbeprogram.

Ps. Har tabt 25 kg.

Min datter og jeg til Søndersø løbet

Min datter og jeg til Søndersø løbet

 

1 svar

Kommentarer er lukkede.