, ,

Italiensk for øvede og om at tage det sure med det søde

2018….et år med ændringer

Lad mig sige det med det samme. Juli måned har været vild….måske også lidt for vild, især taget i betragtning af Utcam lå midt i juni….Ville jeg have ændret noget hvis jeg kunne lave det om? Tvivler, for jeg er blevet beriget med 2 kæmpe oplevelse og en masse bjerge. (Og ja, læring om hvor meget kæden kan strammes uden at briste)

 

Hvilke ændringer

Sæsonen 2018 var ret godt planlagt med TGC slut februar, Utcam midt juni, etapeløb UTMR start september og så måske et løb igen i november (Plus selvfølgelig det løse).

Men en skade i februar gjorde at jeg ikke kom til Gran Canaria og måtte sadle om. Derfor blev mit første race omkring d 20/4 til Montsec ultra, måneden efter løb jeg Dracula løbet “Kalkmineløbet” uden at være restitueret i bund. Efter dette løb fik jeg dog styr på det og havde et super løb til UTCAM. 14 dage efter løb jeg mit eget marathonløb, Vejlefjord Trail Cannonball. Det var dælme med stive ben. Kort efter tog familien afsted på sommerferie til Italien hvor den stod på, ja ferie selvfølgelig, men også træning i bjergene.

 

Og lige inden vi tog afsted fik jeg faktisk en mulighed for at deltage i et lokalt løb midt i ferien, Bettelmat ultra, kun beliggende 1 times kørsel fra vores beliggenhed. Og med deres “midter” løb på 35 km tænkte jeg at det kunne være en god forberedelse til Trail delle Orchidee slut juli….

Korrekt, sidstnævnte var heller ikke planlagt fra starten af året. Men blev desværre nød til at melde fra til etapeløbet i Schweiz. Primært grundet de mange dage der skulle tages fri, så derfor blev dette løb planlagt.

 

Bettelmat Ultra Trail

 

3 forskellige distancer hvoraf jeg sprang på den mellemste på 35 km og små 2000 hm. Løbet ville fra start til slut være oppe over 1500 m højde og med højeste punkt på lige under 3000 m så skulle der løbes noget skyrace.

 

Alene køreturen derop var speciel. Lige inden startbyen, Riale, passerer man la cascata del Tocce. Europas næsthøjeste vandfald. Så begyndte adrenalinet at køre en kende. Fedt.

Fik hentet mit startnummer og ved at skue lidt rundt, så kunne jeg se at Riale var verdens ende, sådan cirka. Byen stoppede ved en klippevæg (og en kirke).

Det var lidt køligt i 1770 m højde, men hvad, om lidt skulle vi i gang med at arbejde os til varmen.

Løbet blev skudt i gang med vanlig Italiensk elegance med 15 minutters forsinkelse. 1 km længere fremme begyndte vi første opstigning. Det er et forholdsvist bredt spor som fører os op over første pas hvorefter vil løber et længere stykke langs en bjergsø op forbi første depot.

Herefter er der dømt DRØMMETRAILS resten af vejen. Ren Alice in wonderland. Længe siden jeg har været så blæst omkuld af et område.

Efter nogle timer kommer jeg til hoveddepotet hvorefter en ret barsk stigning går i gang op mod rutens højeste punkt i 3000 m højde.

 

Første del af stigning er pæn stejl og den trækker tænder ud – men inden længe kommer vi op på et plateau som leder os hen til – en skiløjpe…..På vejen derhen kunne jeg høre snakken lystigt gik blandt de lokale løbere. Sådan lidt spændt, ha ha, sjovt agtig.

3 skridt inde på stigningen forstår jeg alvoren. Tung tøsne på en stejl stigning. Så langt op jeg kunne se gik der  deltagere. Arrangørerne havde kørt en pistenbulley ned over stigningen for at kradse op i sneen så ve havde noget at sætte fødderne i .

 

Mega fed oplevelse at knokle sig herop og ankomme til et fantastisk beligende depot.

 

 

Laaaaangt nedløb

Fra dette depot og til mål gik det stort set ned hele vejen. Først ret teknisk. Derefter mere til at løbe på. Vi begyndte også at ramme sammen med deltagere fra nogle af de andre distancer og det blev mere og mere festligt på sporet. De sidste 3 km foregik på en grusvej.

I mål – selvom dette hverken var marathon eller ultra, så var følelsen efter at have gennemført det dog anderledes. Alle “ultra” aspekter var til stede. Blev placeret omkring nummer 20 ud af cirka 200 deltagere. Egentlig ok…..meeeeeen vinderen kom altså ind 2 timer før mig på omkring 3.30. Meeep meeep 🙂

Helt igennem et FEDT løb som jeg 100 procent vil deltage i igen hvis muligheden byder sig.

 

 

 

Trail Delle Orchidee

 

Efter en sommerferie med masser af bjergløb tog jeg turen mod Venedig ved godt mod. Jeg glædede mig voldsomt til dette løb, men havde samtidig også en følelse af at jeg så frem til at det var “overstået”. Bagefter var der en længere periode uden løb hvor det skulle blive godt at få lidt ro på.

Til dette løb var der 3 distancer,

20 km med 1650 hm

46 km med 3000 hm

120 km med 8000 hm

 

Mine forventninger til dette løb var enorme. Håbede på at få en oplevelse i stil med det jeg prøvede til Montsec Ultra. Lokalt, hyggeligt, fjernt, teknisk og spektakulært.

Turen mod Ampezzo fra lufthavnen i Venedig fik mig i hvert fald til at føle at det skulle blive en oplevelse i samme stil. Langsomt længere og længere “ud på landet”

Efter cirka 2 timers kørsel ankommer jeg til Ampezzo og finder hotellet Albergo Grimani.

 

Opladning til løbet

Blev mødt af en kæmpe stor gæstfrihed af værten på Hotellet. Ret hurtigt fik jeg lov til at beholde mit værelse indtil løbet start uden beregning. Havde kun booket det torsdag til fredag – men havde nu fået muligheden til at blive der til kl 23.00 – umiddelbart inden start.

Kanon.

Kort efter jeg havde fået mit værelse hoppede jeg i løbetøjet for lige at tage en 20 minutters strække ben gå/løbetur

Byen var ikke ret stor så den var hurtig undersøgt. Start/mål og stedet hvor startnummer skulle hentes lå 100 m fra hotellet. Kanon. Blev også lige på løbeturen her remindet om hvor hurtig vejret kan skifte. Startede ud i næsten skyfrit. Og på de cirka 30 minutter det tog at “sightsee(e)” trak det op og endte med et kæmpe skrald og en hulens masse regn.

Efter en god nats søvn var det blevet race day. Løbet havde start kl 24.00, så en hel dag skulle fordrives. Valgte at køre en tur rundt i området. Først til Lago di Saurus og derefter Rifugio Tita Piaz. Skøn afstressning bare at trille lidt rundt.

 

 

Kørte tilbage til byen og fik hentet startnummer. Dagen gik og efter aftensmad tog jeg en lille lur. Fik lukket øjnene lidt og kl 22.30 skulle jeg gøre mig klar 🙂

 

Start

Var total klar, rolig og rede på udfordringen der ventede. Følte mig super godt tilpas og havde styr på mit grej. Skulle teste min nye Ultraspire Zygos rygsæk sådan for første gang. Lidt mere plads i den end min tidligere alpha 3.0.

Kl 24.00 blev vi (omkring 70 deltagere) sendt afsted. I hovedet havde jeg indprintet de første små 20 km af ruten….Vi skulle bevæge os fra 550 m op til lige under 2400 m, såeh, stille og rolig nat til at starte med 🙂

Den første del af stigningen kører bare. Sådan semi stejl og ikke voldsom teknisk. De første næsten 1000 højdemeter bliver ædt ret hurtigt. Vi passererer et par fotografer der blitzer lystigt hvilket gør at jeg ikke ligger mærke til de ret store “blitz” der kører derude et sted i horisonten….Bliver dog alligevel ret hurtigt klar over at disse blitz ikke er fotograferne, men et tordenvejr der er på vej. Dammit. Det sagde vejrudsigten så absolut intet omkring.

 

Når forbi første depot omkring de 10 km ude – et meget spartansk depot. Vand, lokal cola og et eller andet mærkeligt kage. Tænkte et de nok oppede depoterne senere hen.

Det er begyndt at regne og det tordner en del. Ikke sådan skræmmende tæt på, men heller ikke langt fra. Kort efter må jeg hoppe i en vest plus løse ærmer. Regnen er taget noget til og der skal arbejdes lidt for at holde varmen…Og det får vi lov til.

 

Vild oplevelse i mørket

Efter et kort nedløb begynder stigningen virkelig at tage fat.

En ret barsk stigning var i gang og det blev hurtigt fra at have været fugtigt og til dels mudret til at blive hidsige klippestykker. Er blevet alene nu og kan hverken se nogen foran eller bagved. Selvfølgelig laver jeg en lille fejl her og misser en markering. Er kommet ind på et voldsom stejlt stykke hvor jeg skal små klatre lidt og det bliver mere og mere stejlt. Ender med at tænke. Det her kan ikke passe. Det er simpelthen for farligt. Kan stadig ikke se hverken andre deltagere eller markeringer. Beslutter mig for at vende om. Det går ikke. Heldigvis går det ikke længe inden jeg kan spotte en pandelampe som langsomt kommer nærmere og vi finder sammen den næste markering og er dermed på rette vej igen.

Inden løbet har jeg lagt en video op fra en helt skør stigning med scrambling og en masse reb surret ind i klipperne som sikkerhed. Det ser VILDT ud i dagslys og det er så dette stykke, midt om natten, vi rammer nu. Kæft en seriøs oplevelse. Ikke at jeg på noget tidspunkt følte mig bange, men det gippede lidt alligevel.

Vi når Monte Bivera i 2330 m højde. Kæmpe oplevelse og går i gang med et vanvittigt stejlt nedløb. Tungen lige i munden og ét skridt af gangen. Løbet var i den grad i gang.

 

Fra 20 til 37 km

Efter et kort depotbesøg vil jeg gerne bare afsted igen. Bevæger mig ud og ind på en bred grusvej. Det går let opad, men kun sådan at der kan tøffes i lidt over gangtempo. Men hvor hulen er markeringen nu!!! Har ikke set et flag i 3 km hvorefter jeg på ny må vende om. Møder kort efter 3 deltagere hvoraf den ene har ruten på uret. Han bekræfter heldigvis at vi er på rette vej og efter yderligere 2 km rammer vi igen et flag. Kommer ret hurtigt ind på nogle tekniske stykker igen. Jeg pakker pandelampen væk og tager min vest af igen. Der er nogenlunde skyfrit. Der er på dette stykke en hel del kvæg. Den første flok jeg støder ind på vælger at slå følgeskab. De tøffer simpelthen afsted sammen med mig indtil jeg rammer et stejlt nedløb. Farvel med Jer og tak for turen. Hyggeligt 🙂 Rammer endnu et depot ved omkring 35 km.

 

 

Træthed??

Vi skal i gang med en 7-800 m stigning og jeg går stille og rolig i gang…men hvad er nu det. Jeg begynder at gabe og bliver ret hurtigt temmelig træt. Sådan rigtigt, rigtig søvnig. Ikke noget jeg normalt oplever om dagen i løb. Men hold nu fast jeg var træt. Det er ikke noget jeg ikke kan håndtere mere bare et irritationsmoment. Kommer over endnu et pas og begynder et stejlt og teknisk nedløb. Det flader ud mod bunden og her kan der løbes lidt igen.  Møder her endnu et “hold” kvæg. De står og fylder hele stien hvor der også er en lille vandpyt. Jeg nærmer mig og kan godt se – de har da egentlig overhovedet ikke tænkt at flytte sig. Øhh, ahem, kære leder ko. Må jeg få lov, stille og roligt, at passere Jer? Blev her nedstirret i en sådan grad at der ikke var nogen tvivl i det. Jeg måtte søge alternativ vej, så væk fra stien med mig for længere henne at finde ind igen. Farlige køer, altså.

Herefter holder jeg lidt igen for jeg ved at efter næste depot kommer rutens formentlig hårdeste stykke.

Min højre ankel har brokket sig lidt i nogle km med en smerte der sådan langsomt er taget til. Ikke noget ukendt, men noget jeg har mærket stort set hele juli måned. Så var ok med det. Anklen skulle nok få ro når jeg havde gennemført løbet.

Kommer ned til bunden i når frem til depotet. Trætheden var væk og fokus var nå på det næste lange stykke til næste depot – vel omkring 18 km. På de 18 km skulle vi forcere omkring 2000 hm og det var ved at være ret varmt.

Kampen op til hoveddepot, Rifugio Calvi

Varmen var efterhånden ret intens og jeg kunne se de få andre deltager jeg mødte lide ligesom mig. Alle muligheder for nedkøling og vand blev brugt. Flyt dig, ko, det vandtrug er til mig 🙂

Jeg havde det dog forrygende i kroppen og benene moste på. Stigningen var stejl og lang, plus at vi var over 1500 m oppe. Jeg krydsede en parkeringsplads og så et lille træskilt der viste mod rifugiet. Yes. Så er jeg der snart…..NOT!!!

Det her stykke var en dræber. Godt nok på en grusvej, så ikke svært. Men stejlt. Kom rundt om et hjørne og kunne der, laaaaaangt oppe, se hoveddepotet. Hold nu fast en evighed det tog at komme derop.

 

Der sad en 4-5 stykker og så ret brugte ud da jeg ankom. Jeg var for anden gang i løbet overmandet af træthed. Bestilte en omgang varmt mad. Skiftede tøj, spiste, drak og fyldte rygsækken op. Bagefter prøvede jeg noget som jeg aldrig har gjort før. Jeg tog en powernap. 10 minutter måske, ved det ikke, men jeg lukkede øjnene og var væk.

Kan her efterfølgende se at andre også havde været presset her. Jeg rykkede på de 18 km fra plads omkring 26 til omkring nummer 15.

Kæft det var tiltrængt. Gik videre op af stigningen ved godt mod. Der var nok 250 højdemeter op til toppen.

 

 

Killer nedløb….igen, igen 🙂

Godt så. Vidste hvad klokken var slået da jeg nåede toppen og skuede ned. Kunne se flere poster med mænd i røde jakker. Bjergreddere – hvilket som regel betyder. Pisse stejlt. Svært og bøvlet. Jeps. Korrekt. Det var svært, men skridt for skridt kommer jeg nedad bjerget. Er et godt stykke nede, da dette sker. Jeg skrider og prøver at redde et styrt hvilket forårsager at jeg vrider ret kraftig om på min højre ankel. Den er i forvejen godt smadret, øm og overbelastet. Det gør afsindig ondt på indersiden. Ikke som en ledbånds smerte – men inde i knoglerne, inde i leddet.

 

Pis, pis, pis. Kan ikke støtte på foden. Hvert skridt gør ondt og jeg bliver nød til at stoppe. Kan sgu bare ikke være rigtig. På papiret har jeg overstået løbets mest kritiske punkter og så sker dette….NOOOOOOOOO.

Jeg vælger at tage smertestillende piller og mens jeg sidder får jeg tapet min ankel godt op. Det virker egentlig ret ok og tapen gør hvad den skal. Jeg kan gå igen. Stille, dog med ret stor smerte, men tålelig.

 

Ikke igen – efter sommerferie forbandelsen er intakt

Jeg jubler indvendig da det sværeste stykke nu er ved at være overstået. Det er stadig så svært at jeg ikke kan løbe ned. Gør heller ikke noget da anklen stadig gør pokkers ondt.  Haltende kommer jeg dog videre….Men nej, klovnen her slapper lige lidt af i hovedet hvorefter der sker det, der ikke må ske. Vrikker om igen. Dog “indad” denne gang  – men det er lige der hvor smerten  er. Jeg falder så lang jeg er og som om vriddet ikke er nok, så slår jeg også anklen lige ind i en sten. Tror ikke jeg har prøvet så intens smerte i et løb før.

Sekunderne efter er jeg sikker på jeg har brækket et eller andet. Det føles helt forkert. Jeg er dog i midten af ingenting. Ingen deltagere i nærheden og vel omkring 8 km til næste depot. Ingen net på tlf heller. Lige en lille lussing og en reminder om at holde op med at pive og så videre.

Håber helt ind i maven at smerterne ville aftage. Men nej. Skridt for skridt forværres det og på dette tidspunkt er jeg klar over at jeg ikke kommer til at gennemføre. Jeg er sur, rasende, skuffet og ked af det.

De sidste 5 km til depotet ved 73 km foregår let nedad på en bred vej. Nok det letteste stykke i løbet. Hvis jeg ikke havde vredet om ville dette være et stykke hvor der kunne hentes meget tid….hvis og hvis og hvis….

Det er FRYGTELIGT at skulle trække stikket fra et løb, men trods dette, var beslutningen slet ikke svær at tage. Jeg havde ondt. Kunne under ingen omstændigheder løbe. Smerterne tog til ved gang, på trods af at jeg havde taget smertestillende.

Ved ikke om man kan sige det sådan, men dette er den eneste gang jeg har haft det ok med at skulle udgå. Selvfølgelig skuffet, men ok fordi jeg ikke kunne have gjort noget anderledes. Beslutning var velovervejet. Det irriterer mig dog grænseløst at jeg nu 3 år i træk er udgået i første løb efter sommerferie!!!!

 

“Epikrise”

Efter mange timer er jeg tilbage Ampezzo. Slukøret, lidt presset over hvad der er galt med anklen og lidt bitter over ikke at have gennemført.

Får sovet og kører midt på natten mod lufthavnen i Venedig.

 

Her, nogle uger efter løbet går det fremad med anklen. Der var gået inflammation/betændelse i senerne på indersiden af ankel. Ikke noget brækket eller andet galt med leddet, så er ved godt mod omkring fremtidige løb og træning.

 

Trail Delle orchidee er uden tvivl et rigtig “Dannie” løb. Det er lokalt, fjernt, teknisk tilpas svært, masser af højdemeter og fremfor alt en hel afsindig smuk natur.

 

 

Kunne i den grad også godt tænke mig at komme tilbage for at fuldføre løbet en anden gang. Fremover, når jeg skal planlægge løb, så vil jeg gå efter løb af denne slags.

 

Fremadrettet, når der skal planlægges en sæson, vil det være en rigtig god ide at sprede løbene mere ud fremfor at komprimere en kalender med flere rigtig lang, både fysisk og mentalt så udfordrende løb

 

Pas på Jer selv derude – lyt til kroppen 😉

 

Bedste trailkarma

/ Dannie

 

@dannietrail