IMG_1232

Jeg løber aldrig mere – del 2

Det at se i bakspejlet for at reflektere over det overståede løb og følgerne herefter er til tider en lige så vigtig en ting for mig som selve løbet.

IMG_1254

Medaljen jeg altid vil huske tilbage på med et smil

 

Men der er altid en bagside af medaljen.

For mig var det på selve dagen, to hævede ankler. Den ene væsentligt mere end den anden.

Jeg havde som fortalt i min løbsberetning om min deltagelse i

100 miles – around the isle of Mors (http://100miles.dk) haft ondt i min venstre ankel efter 30 km og den højre efter 60 km.

Men valgte ikke at trække mig fra løbet. Men at fortsætte med smerterne.

Løbet kom jeg som sagt igennem på de smertende ankler, men jeg skal love for, at efter endt målgang og det at have siddet ned i tre kvarter, var de stået helt af.

Jeg kunne simpelthen ikke gå på dem, og blev derfor hjulpet tilbage til mit værelse af min bror og en hjælpsom sjæl, der begge tog en arm hver, og bar mig på skulderne.

Som om det ikke var nok, at jeg ikke kunne “gå” selv, så skulle det vise sig at jeg ikke engang kunne få mine sleeves af fra Compressport (http://www.compressport.com/product_detail/ur2/?id_cat=22) af (kompressokker, der i denne model, stopper ved anklen), da smerten simpelthen var for meget, og anklerne var for hævet.

IMG_1219

Sådan så mine ankler ud efter mine sleeves var klippet af

Så øv, frem med saksen og klippes af måtte de.

Jeg skulle simpelthen have fødderne op, og isposer på.

Den nat sov jeg med isposer på anklerne og fødderne løftet ved hjælp af et par puder – skal dog lige siges, at ispoerne kun kølte maksimalt i 30 min.

Men herefter havde de en dejlig kølende effekt.

Jeg er af den overbevisning, at det var grunden til at jeg dagen efter kunne gå forholdsvis normalt.

 

 

 

Gudskelov havde jeg taget fri fra arbejde mandag, hvilken jeg tilbragte på sofaen, igen med fødderne oppe.

Hvilket viste sig at skulle være en rigtig god ide.

Specielt venstre ankel, var begyndt at vise tegn på en ordentlig hævelse.

IMG_1232

Venstre ankel mandag morgen

Jeg vil næsten påstå at den lignede de fødder der sidder på Shrek – dog i en anden farve end grønne.

Tror ikke rigtigt der er nogen bedre opskrift på hjælp mod hævelser end is, af og på, løbende.

Det sjove af det hele var, at mine ben på ingen måde var trætte eller ramt, som når jeg har løbet halvmarathon eller for den sags skyld marathon, de var frisk og klar. Det eneste der holdte mig tilbage var de satans ankler.

 

 

Min kone havde til og med medlidenhed med mig, og var klar på at jeg havde indtaget sofaen.

IMG_1239

En “lidende” ultraløber

Hun diskede til og med op med baked beans, bacon, hjemmebag og friskbrygget kaffe.

Men nej nej, nemt skulle det ikke være for mig. Det skulle nemlig lige placeres uden for min rækkevidde.

Ja, man får jo ikke alt serveret på et sølvfad – lidt ligesom mit løb dagen forinden.

Men når man nu ligger der en hel dag. Så er det, at tankerne får frit spil.

Jeg fik virkelig tænkt løbet og ikke mindst tiden op til løbet igennem op til flere gange.

Og her kom der konstant det samme spørgsmål frem:

“Har jeg tilside sat min familie op til dette løb og har jeg glemt mine børn.?”

Jeg har jo trænet 5-6 gange ugentligt. Nogle dage med op til tre træningspas, plus styrketræning ved siden af. Og det er oveni fuldtidsjob.

 

Så når der hele tiden popper en vis ting frem i tankerne som lyder “far, skal du ikke ud og løbe” så ved man, at man har været for meget ude og træne og været for meget væk hjemmefra.

Og derfor – har jeg forsømt min familie pga dette løb.?

Mit svar må nok være – også selvom jeg ikke kan lide det – ja, det har jeg.

Det er hårdt at tænke tilbage på og give sig selv ret i, at man har levet lidt i sin egen verden mht træning og løbet, og ikke har ladet familien komme i første række.

Det må på ingen måde ske igen. ALDRIG.!

 

 

IMG_1247

En af de mange plakater jeg mødte på arbejde til

Jeg tog på arbejde uden besvær, og mødte på arbejde med plakater sat op af mine fantastiske kolleger med et billede af mig og teksten “Mr. 100 miles”.

Det var med til at få tankerne om de manglende løbeture væk – men kun for en kort stund.

Dagene herefter var det jeg vil kalde for ret irriterende.

Jeg havde så meget lyst til at løbe igen. Men vidste at det bedste var at holde mindst en uges pause inden jeg trak løbeskoene på.

Som alle inkanerede løbere ved og føler, så er længslen for løb ulidelig når man ikke kan komme afsted.

Man vil bare så gerne afsted.

Jeg vidste dog godt, at det bedste var at holde benene lidt i ro og lade anklerne få den nødvendige hvile.

Men det blev dog ikke til mere end en uges ro, før løbeskoene igen var snøret.

Startede stille ud med 3 km, og kunne her konstatere at der stadig var lidt knas med venstre ankel, så blev holdt i ro yderligere to dage herefter.
Så stod den på en 5 km tur i fint tempo, men stadig med lidt knas i selvsamme ankel.

Nu blev jeg frustreret og tog kontakt til en super fys med speciale indenfor sport.

Kort tid efter havde jeg tid ved Michael (http://funktionelfysioterapi.dk/medarbejder/michael-moeller/) ved Funktionel fysioterapi i Odense (http://funktionelfysioterapi.dk), for at få ham til at se på denne lettere ømme ankel.

Det skulle vise sig, at der var lidt med nogle små korte ledbånd der var overbelastet, men ikke noget alvorligt.

Så med lidt laserbehandling – som virkelig hjalp med det samme – var jeg klar igen.

Dagen efter stod den endnu engang på en 5 km tur – denne gang i hurtigere tempo og uden øm ankel.

 

Og nu sidder jeg her og skriver dette.

Hvad kan jeg så ellers sige at der er af efterveer fra dette løb.

Jo, jeg har tabt utrolig meget af mit tempo, som jeg nu skal til at få tilbage. Det bliver ikke så nemt og slet ikke let.

Jeg er gået fra et let og problemfrit cruise tempo på 4:20 min/km til knap 5:00 min/km den dag idag.

Er blevet en tungere løber, da vægten den dag idag siger 73.6 kg, hvor den halvanden måned op til løbet sagde 70.5 kg.

Dette kan og har en stor indflydelse på mit løb, da jeg nu skal slæbe rundt på de godt og vel 3 kg ekstra.

Kroppen har simpelthen været evigt sulten lige efter løbet. Samt jeg har været for svag til at holde igen.

Det værste er af det hele, er min manglende lyst til at komme afsted på løbeturene. Den er svær at få frem. Men når jeg så endelig er taget afsted, så er det dejligt.

Det er bare lige det der med at få sig overtalt til at komme afsted.

 

 

Skærmbillede 2015-10-05 kl. 23.11.33

HCA Marathin 4 okt 2015 udklædt som banan – kun 3 uger efter mit 100 miles løb

 

Det skal jo ikke lyde som om jeg ikke har løbet siden den 13 september 2015. Nej nej, jeg har været afsted 16 gange svarende til en afstand tilbagelagt på 166 km på en måned, hvoraf et af løbene var HCA marathon løbet på 3:32:42.

En ok tid, da jeg løb udklædt som banan.

Så der er jeg trods alt godt tilfreds.

 

 

 

 

Nu skal motivationen og ikke mindst hurtigheden tilbage igen.

Dette er noget jeg vil skrive om i en af mine næste blogs.

Hvori jeg også løfter sløret for mit næste store projekt, som vil komme til at fylde en del i mine næste skriverier.

 

TheGeekRunnerwhite