,

Jeg løber aldrig mere…

“Jeg løber aldrig mere.

Hader asfalt, hader trail, hader bakker, hader vind, hader alt ved løb.!”Skærmbillede 2015-10-06 kl. 22.14.09

Sådan lød min sms til mine venner søndag morgen kl 04:59 den 13 september 2015.

 

“Hvorfor dælen sender jeg sådanne en besked” spørger du nok dig selv.

For at du skal forstå grunden til denne besked, så tager jeg dig med tilbage til

fredag den 11 september kl 12:00.

Efter flere måneders forberedelse, sad jeg i bilen på vej mod Odense Hovedbanegård for at hente min lillebror.

Han skulle de næste 48 timer være min trofaste hjælper, min wingman, føreren af min følgebil under hele ultraløbet, 100 miles – around the isle of Mors 2015. http://100miles.dk

Et løb på 100 miles (160,9 km) løbet i et kuperet terræn og i et stræk med en tidsgrænse på 26 timer.

Op til dette løb var der ingen nerver at føle, ingen sommerfugle i maven – tegn jeg tog for at være positive, og for at al min forberedelse havde givet pote.

Da vi endelig kom frem til Danhotel Nykøbing Mors, og havde fået os tjekket ind, stod den på nummerudlevering, aflevering af mine personlige oplysninger mht kontaktpersoner og den sædvanlige underskrift for, at have forstået at løbsledelsen fralagde sig alt ansvar mht skader og lign.

Her fik man det første kig på finisher trøjen man ville få udleveret ved målgang inden for tidsgrænsen.

Og den skulle man selvfølgelig røre lidt ved, og smile ved tanken om at trække den over hovedet – forhåbentligt – natten til søndag.

Ellers så stod fredagen på fællesspisning med de andre løbere, og her skal jeg love for man lige fik kigget hinanden an.

Her fik jeg indtrykket af, at der var mange der kendte hinanden, og at det var et tæt knyttet felt.

Det fede ved sådanne slags løb som dette er, at man er en stor “familie” og alle snakker med alle, deler gode råd og ikke mindst fortæller “røverhistorier”.

Aftenen endte tidligt i sengen, man skulle jo være frisk til næste dag.

 

Raceday

Lørdag den 12 september kl: 06:30 ringede vores vækkeur, og der skulle spise den obligatoriske morgenmad bestående af havregryn med rosiner og mælk, 1 kop sort kaffe, samme mængde vand og en banan. – Dette har jeg altid spist inden jeg har skulle deltage i diverse races.

Kald et bare overtro, men det virker for mig hver gang.

Samtidig var det min første kop kaffe i 7 dage op til løbet, og kaffen var gude god.

Utroligt man kan savne kaffe så meget.

 

Morgenmaden var overstået og nu skulle der skiftes til løbetøjet.IMG_1096

Jeg vil lyve hvis jeg ikke påstod, at nu begyndte løbet mentalt for mig.

Jeg gik ind i mig selv, og min bror vidste godt, at det kun var det allervigtigste han skulle “forstyrre” mig med.

 

 

 

 

 

Next stop Kirketorvet

Alle løbere blev kørt i bus ind til Kirketorvet, Nykøbing Mors, til personlig præsentation af hver enkelt løber, ved taler fra borgmester samt viceborgmester.

 

IMG_1100

Herefter gjorde alle sig klar til start.

 

Kl: 09:30 lød startskuddet og foran lå 160.9 km.

Allerede fra start af, var jeg meget optaget af at holde mit tempo nede.

Jeg havde de sidste tre uger op til løbet trænet i at løbe “langsomt”.

Det lyder måske mærkeligt, men at skulle løbe så langt, kræver at man holder en stabilt tempo, som ligger lavt i forhold til hvad man er vant til at løbe – det var ihvertfald gældende for mig, da jeg løber væsentligt hurtigere end det tempo der var sat til 5:45min/km.

Men alligevel lå mit tempo væsentligt hurtigere de første 10 km, da der her blev løbet blandt en del tilskuer.

Herefter fik jeg styr på det, og indtil de 30 km gik det godt.

 

Første negative følelse

Den første negative ting poppede op i mit hoved, da jeg rundede de 30 km.

Jeg havde over de sidste 5-7 km begyndt at få utroligt ondt i min venstre ankel, og kunne nu kun løbe på ydersiden af denne.

Hver gang jeg kom til at løbe på indersiden, grundet hældningen i asfalten eller fordi vi løb på stier, gjorde det ondt som en i h……

Før løbet havde jeg lovet mig selv, at blev jeg “skadet” i den første tredjedel af løbet, ville jeg trække mig, og var det i den sidste tredjedel, ville jeg gennemføre uanset smerten.

Men jeg kunne ikke kaste håndklædet i ringen allerede nu.

Det ville være så forkert at gøre.

Jeg vurdere situationen de næste 5 km, og valgte at fortsætte løbet, trods smerten.

En beslutning jeg tog sammen med min bror, som ved hvert depot – hver femte km – stod og ventede på mig med det aftalte energi, væske samt mad.

Løbet fortsatte og hver gang jeg passerede tilskuer på ruten, glemte jeg smerten og løbet blev derved lettere.

 

Krise nummer to

De 60 km var nu lige om hjørnet.

Men nu drillede den højre ankel.

IMG_1158Jeg var nedslået, negativ, og nok ikke sjov at være i nærheden af.

Jeg var nu forbi den første tredjedel, og var i det dilemma jeg havde sat mig selv i tidligere.

Drop ud og undgå en større skade, eller fortsæt og tag tingene som de kommer.?

Jeg sagde ikke meget til min bror ved 60 km, udover “hvad skal jeg gøre.?”

Hans svar var simpelt.

“Er der en mulighed for at løbe, så gør du det fandeme.”

Maden blev spist, Enduren fra 32Gi drukket i aftalt mængde, chews slugt og ned røg en saltstick også.

Det samme gjorde jeg.

Afsted mod de 65 km. – Dog med den aftale med min bror, at ved det obligatoriske lægetjek ved 80 km, skulle der intet nævnes omkring mine smertende ankler. (Havde jo skrevet under på, at det deltagende lægehold til hver en tid, kunne tage en løber ud, hvis disse mente at vedkommende ikke kunne fortsætte, eller ville være til fare for sig selv). Så jeg skulle bare virke frisk.

 

Af årsager jeg endnu den dag idag ikke er klar over.

Så var jeg så heldig at komme til at støde ind i en af de andre deltagere.

Mette var hendes navn, og hun var en positiv stjerne, der viste mig vej ud af krisen.

Vi faldt i snak de næste 2 kmog jeg kunne mærke hvordan energien stille og roligt kom tilbage og de positive batterier blev igen ladet op, og en varme samt rolig følelse, lagde sig tæt omkring mig.

Vores veje skulle igen skilles ved de 67 km.

 

IMG_1179Ved 67 km havde arrangørerne som noget helt nyt, lagt en bakkespurt ind på den berygtede Salgjerhøj.

En bakkespurt på 1 km med den undtagelse og udfordring i, at den steg 9,5% i gennemsnit hele vejen.

Den trak tænder ud ved mange af løberne.

Specielt med 67 km i benene på dette tidspunkt.

Men med en fantastisk opbakning hele vejen op, gik det som en leg – eller, nej det var pisse hårdt.

Kampen på Salgjerhøj

Jeg var nu holdt op med at tælle ned på km, men derimod var tiden taget over.

Jeg talte timer der var tilbage til mit mål var nået, istedet for at tælle ned i km.

Det hjalp mig hen imod de 80 km og det obligatoriske lægetjek.

 

Opturen

Men der var sket det fantastiske.

Jeg var nu positiv, ved godt humør og energien var der bare.

Benene føltes ikke tunge og de ville bare fremad.

Inde i  mit hovede kørte den samme ukendelige sang igen og igen og igen og igen…

En mærkelig føles når man ikke rigtigt tænker mere.

 

80 km, lægetjek overstået og nu på vej mod ukendt land.

Jeg havde aldrig tidligere løbet længere end 84 km, og denne grænse blev snart krydset.

Dette var min eneste ukendte grænse, for hvordan ville min krop reagere når jeg nåede ud på den distance.?

Men det gav bare mere blod på tanden, for herefter var det de 100 km der skulle nåes. Et magisk tal for mig – og nok også for de fleste andre.

Tempoet var stadig nogenlunde stabilt, omkring de 5:50-6:00 min/km.

Stadig ingen tegn på ukendt træthed.

 

Mørket falder på

Klokken var nu blevet spisetid – for dem der ikke løb.IMG_1195

Og det var nu at mørket ville begynde at kunne anes.

Det var det eneste der gjorde mig rigtig nervøs. For hvordan ville jeg reagere når mørket opslugte mig, og jeg skulle være “alene” kun hjulpet på vej af min pandelampe.

Så jeg forberedte mig mentalt, og der blev aftalt helt konkret hvad jeg nu skulle gøre brug af.

Her taler jeg om varmere tøj – langærmet, vest, jakke etc.

Jeg havde indtil videre kun løbet i t-shirt og korte tights, hvilket ikke havde været for koldt på noget tidspunkt.

Men jeg vidste også godt, at det ikke på nogen måde ville være varmt nok til om natten.

Så inden det blev helt mørkt, skiftede jeg til langærmet trøje fra craft, med windbreaker på hele forsiden.

Dette skulle vise sig at være et godt valg.

For mørket havde kun lige lagt sig blidt, da man straks kunne mærke kulden.

Jo mørkere det blev, jo mere fandt jeg ind i en form for “puppe” der lukkede alt ude.

Nu var der kun mig og lyset fra min pandelampe.

Det eneste der brød denne “seance”, var når min bror kørte op på siden af mig, lige for at tjekke til mig, samt aftale hvad der næste gang skulle være klar.

Ellers var det de få gange, en anden løbers følgebil kom forbi mig i sneglefart.

Men en virkelig rar fornemmelse at løbe “isoleret” på denne måde.

 

Med natten kom også energien

Jeg var ikke træt mere – forstået på den måde som de fleste af os kender.

Følelsen hvor man af og til har lyst til at lave en 180 grader vending og løbe hjem igen.

Jeg vidste at der kun var en vej, og det var vejen frem, og intet andet.

Det var med til at holde fanen højt og bare fortsætte.

 

Temperaturen blev ved med at dale stille og roligt, og nu blev den største udfordring at komme igang igen efter hvert stop ved depoterne.

Det gik lynende hurtigt, fra jeg var varm til jeg hundefrøs.

Det var ikke noget problem at komme igang med løb igen, efter indtagelse af div. drikke samt fast føde hver femte km.

Men det var det at få varmen igen.

Mine lemmer var helt kolde, og jeg følte en ubehag hver gang jeg skulle igang, hvilket skyldtes kulden.

De sidste besøg i depoterne var det blevet aftalt, at jeg skulle have min fleece jakke på og starte med at løbe igen mens jeg stadig bar denne.

Det hjalp mig gevaldigt.

Stadig ingen træthed at føle.

Jeg var virkelig oppe på mærkerne nu, følte at intet kunne stoppe mig.

Der var nu et enkelt marathon tilbage.

Men det var kun timerne jeg tænkte på, ikke km. Det gjorde det hele meget mere overskueligt.

 

Jeg var nu ved de 140 km depotet, alt sødt, mad og drikke hang mig ud af halsenIMG_1212

Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at drikke mere sødt, spise mere “vingummi” eller tygge endnu en tablet med energi i.

Det samme gjaldt for mine sandwich. De var en kamp at sluge, men jeg vidste udemærket vigtigheden i at dette skulle ned. Planen skulle holdes, ellers ville det give bagslag.

Så selvom det var hårdt at spise – ja hårdt – så blev jeg ved, og dette var nok den største kamp i denne del af løbet.

 

 

Da jeg ramte de 150 km og nu vidste at der ikke var lang vej igen, så tog fanden over.

Vi skulle løbe bagom Jesper hus blomsterpark, som gik igennem et stykke skov.

Med lidt bakker sagde de.

Ja ja, nogen sagde også at Mors var flad som en pandekage.

Skærmbillede 2015-10-11 kl. 21.46.23

Højdeprofil over løbet – beviset på at Mors ikke er flad som en pandekage

 

Men denne skov, måtte være en bjergskov – sådan føltes det ihvertfald der kl 03:00 natten – og til og med i bælghammerende mørke.

Ikke nok med at det var mørkt og jeg høj lydt løb og bandende som en stiv sømand, så var der fest i Jesper hus blomsterpark.

De gav den gas, så halvvejs gennem skov inden jeg igen ramte vejen, blev jeg fulgt af tung bas og stive mennsker.

Det eneste jeg tænkte på her var, hvor meget jeg hader tømmermænd.

Ja – jeg har tidligere nævnt at jeg ingen tanker havde under løbet, men dette beviser at jeg var ret langt ude i hampen, når der så endelig var tanker.

Spøjst.

 

Opløbet

Det vil være forkert at sige at opløbet er 10 km ude. Men det var her jeg satte spurten ind.

Jeg valgte at springe det sidste depot over, og sætte tempoet op, benene var friskere end på noget andet tidspunkt på hele turen, vejrtrækningen var perfekt og jeg ville mest af alt bare hjem.

Jeg suste forbi depotet ved 155 km – det prøver jeg at foreklare mig selv at jeg gjorde – til stor overraskelse for de to personer der stod ved der.

Men heppede det gjorde de godt nok.

Herfra og resten af turen kan jeg huske meter for meter.

Det var som om mine sanser og min hukommelse kunne rumme 1000 gange hvad den ellers ville registrere.

En virkelig fed følelse.

Jeg hoppede ind og ud af det vi kalder for “Runners high”.

Alle sving og alle sideskift blev gjort med milimeters præcision for at spare tid, skridt og ikke mindst energi.

Jeg var så klar.

Jeg kunne begynde at mærke en prikken i hele kroppen, følelserne begyndte at vælte rundt, jeg var ved at græde, så blev det skubbet væk af gensynsglæde med min bror, så væk af en fanden i voldsk følelse for bare at spurte, og lysten til bare at råbe som en anden tosse – hvilket nok ikke var så god en ide, da jeg på dette tidspunkt løb i et villakvarter.

Men super fedt at mærke kroppen opfører sig sådan.

Alt dette blev pludselig afbrudt da jeg rundt om et hjørne så to på cykler, stoppe op, og så begynde at klappe af mig, og så lige sige “det ser godt ud, kom så, du er snart færdig.”

Hvilken kæmpe opbakning dette var for mig, og hvor var det stort at et ægtepar i tresserne, cykler rundt i et villakvarter kl 03:30 en søndag morgen, for at heppe på os løbere.

Syrealistisk, virkelig syrealistisk.

Km for km åd jeg asfalt, stier og fortovene, jeg vidste at jeg snart var der.

Og der rundt om et hjørne, kunne jeg se beachflagene hvilket viste det 200 meter lange opløb, med det store timeur der lyste op med sin orange farve.

Nu var jeg der.

Nu var jeg igennem.

Intet kunne stoppe mig nu.

Glæden væltede ned over mig til lyden af klap fra de mange folk der stod ved målstregen og ikke mindst min brors stemme der råbte mig fremad.

Opløbet – de sidste 200 meter –

Der, jeg var i mål.

18:47:50 stod uret på.

Done, finitto, så var den ged barberet.

 

Dagen derpå

 

Søndag kl 07:15 stod jeg op.

2:15:00 timers søvn blev det til.

Lagsomt fik jeg mig vraltet ud på badeværelset og fik taget mig et bad.

Herefter gik jeg sammen med min medløber Carsten over til runners lounge for at få en kop kaffe, lidt morgenmad samt og ikke mindste det vigtigste, for at klappe de sidste løbere ind, når de kom i mål.

IMG_1222

Der var stadig løbere ude på ruten.

Det er det vidunderlige ved at deltage i ultraløb. Alle hepper på hinanden og giver gerne en hånd mht at hjælpe.

 

 

 

 

 

Da vores hver især hjælper var stået op, var det igen ind til Kirketorvet til præmieoverrækkelse i form af en gavekurv med gaver fra div. sponsorere til løbet.

IMG_1226

Gudskelov skulle vi ikke op på scenen igen, hvilket for mange ville have været en udfordring af de større.

Underligt nok, var jeg nogenlunde gående, men det var nok pga følelsen af victory for gennemført ultraløb, 100 miles, som faktisk viste sig at være 163.18 km ialt.

 

 

 

 

 

Nu skulle vi bare hjem til Odense igen.

Godt jeg havde taget fri fra arbejde om mandagen.

 

Om jeg gør det igen…?

Ja hvem ved.

 

Nu skal der først trækkes nye projekter ud af truckerkasketten.

 

The Geek Runner

IMG_1241

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4 replies

Kommentarer er lukkede.