, , ,

Inspireret af mørkets magter

Det er den tid på året igen.

Hvis du som mig er helt vild med trailløb, så ved du nok hvad jeg taler om.

Det bliver mørkere – og det bliver tidligere mørkere og mørkere.

Hvis du ikke allerede elsker løb i mørket på små mudrede stier, så lover jeg dig at det vil du komme til at elske når du har læst med her.

Nedløb er sjove i mørket foto: Bjarke Rosenbeck

Nedløb er sjove i mørket foto: Bjarke Rosenbeck

Læs mere

, ,

Mit første 100 miles

100 Miles around the isle of Mors

 

Jeg er jo ikke en rigtig løber.

Lad mig starte, som jeg altid gør. Jeg er nemlig ikke den typiske løber. Jeg er lidt for tung, løber ikke særlig stærkt, løber som regel med lidt for høj puls. Og uanset, hvor meget jeg træner, så er det vist bare vilkårene. Men den vender vi lige tilbage til senere.

 Før løbet

For snart 8-9 måneder siden overtalte min gode ven Claus, mig til at vi sammen skulle købe startnummer, til Mors 100. Faktisk var det fordi, jeg ville lokke ham med til Stavanger for at løbe marathon, så kunne vi jo tage konerne med, og få en tur ud af det. Jeg sagde med det samme ja, men hvordan fan, sælger man en weekend som kørende depot, på Mors i stedet for en weekend på cafeer i Stavanger til konen? Nå det lykkedes heldigvis. Så nu var det i gang med at træne. Jeg er ikke uvant med ultraløb. Jeg havde på tidspunktet for tilmelding, gennemført 2stk. 100km løb, et på 50 miles og diverse løb imellem 50 og 75km foruden 26-27 marathons. Nå jeg fik sat lidt ting i system, bla. blev det en del af planen, at løbe minimum et marathon hver måned frem imod løbet, foruden et par ultraløb. Den store generalprøve blev Samsø ultra, som jeg løb på 13:30:35. Så kom sommeren, og dermed kom også panikken snigende. Jeg har altid elsket sol og sommer. Men pludselig kunne jeg ikke løbe. Eller det kunne jeg godt, men det var tungt og udmattende. Min krop ville bare ikke være med til den varme. Det kan bedst beskrives som at løbe i mudder. Nu var gode dyr rådne, hvad fan gør man, når man ikke føler man kan træne optimalt? Min løsning kom som en gave fra himlen. Jeg lånte en racercykel af en kammerat, (Købte lidt efter min egen, som blev døbt Eddy the goat) men pludselig kunne jeg få luft. Det var ikke løbsspecifik træning. Men jeg kunne træne 3-4-5 timers pas, uden at gå helt ned.

 

 

Da sommeren gik på held, og vi fik lidt regn igen, var der pludselig hul igennem til mine ben igen. Jeg løb hjem fra mine svigerforældre en dag. Det er en rigtig møgvej, men det’ at den er så kedelig, var grunden til jeg valgte den. Mental træning bare løb og luk alt andet ude. Pludselig løb jeg igen tempo 5:45 helt ubesværet, og jeg kunne bare spise kilometer efter kilometer. Jeg begyndte igen, at tro på projektet.

 Afbud og verdens bedste vikar

Desværre skete der nogle ting i foråret, som gjorde at Claus måtte melde fra. Det betød så også, at jeg nu skulle indstille mig på at løse alle kriser selv, eller finde en ny makker. Men hvis man har prøvet, at løbe i flok, så ved man godt hvor svært det er, at finde en der passer sammen med dig over længere tid. Heldigvis var løsningen lige ved hånden. Lars Mose verdens sejeste Mosegris sprang til. Jeg har en plan lød det. Vi løber efter 23 timer, så har vi 3 timer i banken, og er vi hurtigere end det, så drikker vi bajere for resten. Hold nu kæft en ro i min tykke krop. Jeg har lige fået en af de mest rutinerede ultraløbere i landet, til at tage ansvaret, på min første skud på 100 miles! Jeg ku hoppe i en mødding, og komme ud og lugte af parfume, så heldig er jeg!

Hop ombord, nu kører vi

Annette og jeg tog fredag eftermiddag afsted imod Mors. Vi havde booket værelse på vandrehjemmet, hvor der også er mål. Så kunne vi fredag aften, spise sammen med en masse andre, og få sovet bare en smule før start. Det var en hyggelig aften, selvom jeg havde en flok galoperende heste i maven. Vi sluttede på værelset, med at drikke et par øl, så jeg kunne sove. Og det gik faktisk også fint, lige til kl 5 hvor jeg røg ud af sengen, med krampe i venstre læg. ” man har for fanden da ikke kramper før et løb!” men det havde jeg altså. Nå’ jeg fik det strukket ud, og hoppede under dynen igen. Men det blev ikke til meget mere søvn derfra.

Et strøg på pølsen

Klokken 8:45 kørte bussen fra vandrehjemmet, ind til torvet, hvor der er præsentation af løbere og start. Jeg nåede lige at sige hej til Jørgen, der sammen med Annette skulle køre depotbil for Lars og mig. Jørgen og Annette pakkede bil, og kørte så bagefter os ind til byen. Stemningen i bussen, må man som deltager ikke snyde sig selv for. Den er tyk af humor, nervøsitet og i bagenden af bussen MANDEHØRM. Bla. fik Lars proklameret, at løbet som sådan hed ” et strøg på pølsen, er bedre end 10 pølser på strøget”.  Velankommet på netop strøget blev vi nu mødt af de lokale, og alle vore egne hjælpere.  Vi blev skrevet ind, blev præsenteret på senen, satte vores lille skilt på tavlen. Skiltet viste vi stadig var med i løbet og bliver taget af, hvis man udgår og fik vores gps trackere udleveret.

 

 3-2-1-GO GO GO

Klokken blev 9:30 og pludselig lød der et brag. Krudt Keld (fedt navn kun overgået af Dynamit Harry) skød os i gang. Man starter med en prolog i Nykøbing mors 2 runder af ca. en km. Hvor man kommer igennem strøget og får sagt hej til de lokale, der står og klapper. Netop de lokale er en historie for sig i dette løb. Der er en massiv opbakning om løbet. Der er vejfester og halløj, på hele turen. Du kan komme løbende klokken 3 om natten i pis regnvejr. Og pludselig står der et par og klapper af dig der i mørket. Det er en fantastisk oplevelse, og man får lige 5-10% mere på tanken, når de er der.

Opvarmningen

Vi kommer ud af byen og løber i rolig tempo. Aftalen er stadig, at vi løber efter en sluttid på ca. 23 timer. Men samtidig, at vi løber de første 50 km, som ikke er så udfordrende. I et tempo, der gør vi kan sætte farten lidt ned, når vi rammer bakkerne. Ved 15 km kommer vi til en af de store fester. Det meste af Øster Jølby er stimlet sammen og hepper som gale da vi løber igennem. Der er ganske enkelt både øl og hornmusik. For fanden det var fedt. Vi kommer igennem og vider det går. Ved 20 km ser vi Jørgen og Annette første gang. Vi får lidt at drikke og spiser hurtig lidt energi, vi ses ved 30 aftaler vi, det kører som på skinner og alt er som det skal være. Vi løber indimellem sammen med nogle vi kender Per Jakobsen, Claus Sørensen f. eks Men Lars og jeg har aftalt, at vi løber vores eget løb. Ved 30 km får vi igen lidt at drikke ved bilen og smutter hurtig vider. Jeg laver en life video på facebook og vi får aftalt med Jørgen og Annette, da de kører forbi os. At de henter vores dropbags ved 40 km. Der vil vi nemlig have race veste på, så vi kan begynde at have væske med os.

 Så kom krisen

Sådan ca. ved 36-37 km lige efter endnu en fest Ejerslev Havn sker der noget. Jeg får vild ondt i højre hofte og lysken, det har siddet der et stykke tid, men nu er det slemt. Jeg kan løbe, men det gør bare ondt, og jeg spænder mere og mere. Vi lunter afsted, jeg bliver nok lidt stille og går ind i mig selv. Vi rammer 40 siger til Jørgen og Annette, at vi tager taskerne, når vi har vendt ude på spidsen, og kommer retur. Her er nemlig et fedt stykke. Man løber ud til en restaurant og vender. Det betyder at man nu kan hilse på dem som er 3-4-5 km foran, og på vej ind igen, dem som er bagved. Jeg kæmper mig derud af, men det er ikke godt. Jeg beder Lars om en gå pause, vi går 100 meter men jeg har bare ondt. NU GÅR DEN IKKE LÆNGERE! Det var det tænker jeg, tag et stykke tyggegummi og sig til Lars du står af ved 45. Jeg stikker hånden i den lille taske, jeg har på mit løbebælte, og op kommer en pose med panodil og Ipren. (nu skal vi ikke snakke doping, snyd og hvad ved jeg . Jeg er en stor dreng, og det her er min sidste udvej) jeg snupper 2 panodil og 1 ipren, nu giver du lige dem her til 50 km. Og så tager du en beslutning beslutter jeg. Allerede efter 10 minutter begynder smerten at lette. Jeg kan igen løbe og siger til Lars, nu skal du høre. ” jeg tog et par piller bagved dig, og de virker sku” Fint siger han, så lad os komme afsted. Vi kommer ind til 45 km mærket, får vores veste på, jeg skifter strømper, spiser et par mundfulde pasta med bacon, og så afsted igen.

Nu flyver vi sku

De næste 60-65 km er vi ret flyvende. Vi overhaler en del vi kender. Jeg får lidt problemer med højre fod, men det kan holdes nede, ved hver 10 km, at massere den lidt med en bold, som jeg har i bilen. Ved 80 km tager vi pandelamper og refleksveste på, Her skulle jeg have taget lange tights på. Heldigvis fik jeg en tør t-shirt og en varmere regnjakke på. Lige regnen, og så vinden, har en særlig rolle, i dette løb. Og nu da natten kommer, så er det bare hårdt. Det blæser en pelikan, og regnen siler ned. Der er flere og flere som udgår, nogle med skader. Men jeg ved mange giver op til regnen og kulden. Hver gang man står stille i 2 minutter, tager det 7-800 meter, at få varmen igen. Især når jeg sidder i bilen, med min bold, er det hårdt, at komme vider. Depotet ved 110 km Karby, er vild! Eller det er festen 200meter før. De største højtalere set i mands minde hamrer Volbeat ud i natten. FEDT!!

Kvalmen

Vi er nu på på 135 km. Og jeg gider bare ikke spise mere sødt. Det er ved at komme op hver gang jeg spiser, men jeg tvinger det ned. 135 km depotet, er indendørs der er toilet og det skal jeg bruge. Der er også lun kartoffelsuppe, det napper vi begge en kop af. Lars er for længe siden gået på nødmave, han har også kvalme, men kan tage vand, kolde kartofler med salt, og så kartoffelsuppen ind. Nå ud i kulden, blæsten regnen igen. Vi siger vi ses til Karin, der lige har kastet op, men nu kæmper med at holde en portion af suppen i maven. ( det lykkedes kan jeg afsløre) Karin skylder for øvrigt Lars hendes kæreste den største middag i mands minde. 160 km på cykel i pis møg vejr, med en rygsæk på 30 kg

Skal vi ikke tænde bruseren?

Ved depot 145 km, skal jeg have strøm på mit ur, Jørgen og Annette har lagt min powerbank og ladekapel til mig. I kan gå over under halvtager der får vi at vide. Da vi så står der, bliver der lukket op for sluserne. Det har regnet det meste af turen, men nu styrter det ned. Vi beslutter lige at give den 5 minutter og læner os op af en palle der står op af væggen. Der går ikke så længe, før pallen ryster. JA! Lars stod ret op og snorksov. Nå vi ender med at vente 15 minutter, men lige lidt hjælper det. Det pisser bare ned, sammen med en helvedes vind. Vi må afsted, så vi løber ud i det. Nu spildte vi 15 minutter, og efter 2 minutter i det her, er vi vådere, end en druknet rotte.

 

Så er der morgenmad

150 km nu er vi nået øen rundt og er tilbage i Nykøbing. Ved dette depot, er der rundstykker og kaffe. Vi får et rundstykke og en kop med i hånden, og går afsted. Op under Sallingsundbroen, Lars udpeger, hvor han sidst lå og sov, da han forsvandt fra gps trackeren. Ved 154km ca. Ser vi en der går, som om det ene ben er brækket. Jakob Stær har ondt i sin achillessene, men som han siger. ” det gør ikke ondt at gå” fandme løgn min ven, men jeg ku se, man ikke diskuterede med dig der. ”Nu har du overhalet ALLE som du kender, siger Lars, er du godt selv klar over det?” Nej det var jeg vist ikke, men VILD NOK! Ved 156-157 km kom Karin blæsende forbi. Ja hun fik kartoffelsuppen, til at blive i maven, og øjnede nu en pr. Hun sætter os med 10 minutter på de sidste 4-5 km

ENDELIG

Mit ur siger 165km, da vi ser målportalen. Vi løber ind, der er ikke de vilde følelser i spil desværre. Men jeg må indrømme. At jeg ca en km før, da jeg ligesom indså, at nu var den hjemme løb og tudede lidt. Vi tager lige hinanden i hånden og kommer over stregen, i tiden 22:25:44, som nr 33 og 34 til klapsalver af alt der kunne skrabes sammen af folk. Medaljerne om halsen og et tæppe om skuldrene. Og BUM! Så gik gassen af mig. Jeg er .træt helt ind til marven, vi stavrer ind i runners lounge og og får en øl, lidt chips, sandwich, kage, et par boller ok ok jeg æder som en hest jeg er sulten.

 

Jeg er freaking 100 miles finisher!

Og nå ja! Det der med jeg er ikke rigtig løber. Det er måske noget jeg skal til at holde op med at sige. Det kan godt være jeg ikke er hurtig på 10 km. Det kan også være der er mange, som løber fra mig på et marathon. Men jeg blev altså nr 34. ud af 61 der gennemfører og der var ca. 40% som ikke kom igennem løbet. Så måske er jeg alligevel bare lidt en rigtig løber.

 

Til sidst.

Kæmpe tak til Annette og Jørgen.

det kan godt ske, at vi kunne ha gjort det uden jer. men det havde bare taget meget længere tid, og været meget mere svært.

Av av av

Jeg har gennem noget tid overvejet at starte i Fitnesscenter for at for styrket core- og ben muskulaturen.
cc
I går skulle det så være, jeg blev lokket med i Fitness Studiet. Edel & Lærke har gået derovre i et stykke tid, men nu har vi besluttet, at vi køber et familieabonnement, så vi kan træne sammen alle sammen.
Jeg lagde stille og roligt ud og varmede op på løbebånd – eller det vil sige efter 1200 m hang det mig ud af halsen og jeg blev kun på fordi jeg ville løbe længere end min datter Lærke der havde løbet 1,9 km. Måske var jeg forhåndsindtaget, men hold nu kæ.. hvor var det kedeligt…det skal arbejdes lidt mentalt inden jeg rigtigt gider bruge det til noget.
Så var det ellers igang med maskinerne. Nu var jeg jo kommet afsted så kunne jeg ligeså godt give den gas, så det blev rykket godt i maskinerne. Jeg endte med at være godt træt da familien gik derfra.

Men var jeg træt i går, så var det da vand i forhold til hvor øm jeg er i dag. Dagen løbetur var en kringlet rute rundt inde i byen, så jeg kunne få så megen læ som muligt. Det regnede og blæste en halv pelikan, så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne løbe lidt rundt derinde. Det ville give mig lidt læ (forhåbentligt), det ville være lys alle steder og så er det lidt mere afvekslende end at løbe rundt på ensomme landeveje syd for byen.

De flotte lysbogstaver ved havnen

Jeg mødtes med Edel på hendes arbejde og vi fulgtes det første lange stykke inden hun drejede fra og løb hjemad.  Benene var rimeligt trætte efter gårsdagens træning – men det var vand i forhold til hvor øm jeg var i brystmusklerne.  Ikke nok med, at det er hårdt at komme igang igen, nu var jeg meget øm i musklerne samtidig og det strammede godt til ved hvert eneste armsving, Det blive spændende at se hvor øm jeg er i morgen.

 

Det positive ved dagen var, at jeg fik 14  km rundt i byen og både fart, humør og overskud er opadgående…. Sjovt nok hvor lidt det nogen gange skal til at afgøre om en træningstur er gået godt eller skidt. Den i dag gik helt sikkert godt og den gode stemning må bringes med ind i de næste dage.

Sukkerkold

Videre til indholdVidere til værktøjslinje

Kontrolpanel
Forside
Opdateringer

Indlæg
Alle indlæg
Tilføj nyt
Kategorier
Tags

Medier
Bibliotek
Tilføj ny

Sider
Alle sider
Tilføj ny

Kommentarer

Post Grid
Post Grid
New Post Grid
Layout Editor
Settings
Help

Udseende
Temaer
Tilpas
Widgets
Menuer
Header
Baggrund
Editor

Plugins
Installerede plugins
Tilføj nyt
Editor

Brugere
Alle brugere
Tilføj ny
Din profil

Værktøjer
Tilgængelige værktøjer
Importer
Eksporter

Indstillinger
Generelt
Skrivning
Læsning
Diskussion
Medier
Permanente links
Akismet Anti-Spam
Post Views Counter
Minimer menu
Om WordPress
Like2Run
00 kommentarer afventer godkendelse
Tilføj
Vis indlæg
Hejsa, jesper
Log ud
Hjælp Skærmindstillinger
Rediger indlæg Tilføj nyt
Skriv titel her
Sukkerkold
Permanent link: http://like2run.dk/sukkerkold/ ‎Rediger
Tilføj medierVisuelTekst
bilinkb-quotedelinsimgulollicodemoreluk tags
Lørdag morgen havde Edel og jeg aftalt en løbetur, jeg var lidt træt ovenpå en nat med urolig søvn.. men følte mig alligevel klar da vi stod omklædte udenfor klokken 8.

Perfekt morgen langs Gudenå

Vi kom lidt hurtigt afsted, så en halv banan udgjorde det for det lille portion morgenmad jeg normalt altid spiser inden morgenløb.

Vi løb ned mod Gudenå, men slog først lige et sving op gennem skoven for at få lidt højde på. Vi holdt et fint pace og drejede ned på diget og fandt det lille trampede spor, der følger Gudenå. På trods af et fantastisk vejr (frost og klar himmel) kom vi kun forbi et par lystfiskere og et par hundeluftere.

Tempo var stadig fint, men jeg begyndte at føle mig en smule sulten. Fokuserede i stedet på at nyde naturen og fik som vanligt set flere fiskehejre og svaner der kæmper en brav kamp for at få luft under vingerne og løftet deres tunge krop op fra vandet.

Vorup Enge

Kort efter passerer vi folden med de europæiske bisonokser, som Randers Regnskov har sat ud i naturområdet Vorup Enge og samtidig satte mine kræfter også ud. Benene blev bare tungere og tungere og tilsidst måtte jeg helt ned og gå. Heldigvis havde jeg medbragt en post GU chews, som jeg med møje og besvær fik flået op (hvorfor fa… skal de poser være så svære at åbne?)

Op gennem MTB sporene i Månedalen og jeg blev bare mere og mere træt, der blev gået på toppen af alle bakker. Må bare konstarere, at her sidst i januar er der stadig mange

Mens der stadig var overskud

træningskilometre op til en fornuftig grundform. Men der er kun én vej og der en træning træning og masser af kilometer i benene.

Heldigvis er der 7 måneders til at jeg igen skal stå nede i Chamonix og vente på starten af UTMB. Så lur mig om jeg ikke få slidt et par sko eller to inden.
Ordoptælling: 328
Sidst redigeret af jesper den 27. januar 2018 kl. 23:04
Vis eller skjul panel Udgiv
Udgiv
Preview ændringer (åbner i et nyt vindue)
Status: Udgivet Rediger Rediger status
Synlighed: Offentlig Rediger Rediger synlighed
Udgivet: 27. jan 2018 @ 23:01 Rediger Rediger dato og tid
Post Views: 1 Edit
Flyt til papirkurvOpdater
Vis eller skjul panel Format
Format
Indlægsformater Standard
Sidebemærkning
Billede
Link
Citat
Status
Vis eller skjul panel Kategorier
Kategorier
Alle kategorier Mest brugte
Træning
Ikke kategoriseret
Konkurrence
Trail
UTMB
+ Tilføj ny kategori
Vis eller skjul panel Tags
Tags
Tilføj nyt tag

Tilføj

Adskil flere tags med kommaer

Vælg mellem de mest anvendte tags

Vis eller skjul panel Udvalgt billede
Udvalgt billede
Vælg udvalgt billede

Vis eller skjul panel Post Grid – Post Options
Post Grid – Post Options
Options Font Awesome Custom Media
Post Skin

Default skin for this post only

Custom thumbnail source

http://like2run.dk/wp-content/plugins/post-grid/assets/frontend/css/images/placeholder.png

Tak fordi du skaber med WordPress. Version 4.9.2

Morgenløb

Frisk morgentur gennem byen

Edel møder sent hver torsdag og hver anden torsdag møder jeg først kl 10, det giver os mulighed for at få sendt børnene godt afsted og tid til en morgenløbetur.

Det giver en dejlig start på dagen og mulighed for at kombinere træning med lidt praktiske ting. I dag skulle vi f.eks ind på bibliotket for at aflevere nogle af børnenes bøger (note til mig selv : inden du tilbyder at løbe ind med bøgerne, så husk lige at tjekke antallet og vægten 😉 )

Morgenløb

Frisk tur gennem byen

Vi sendt de 2 mindste afsted med bussen og fulgtes med Emil, der cyler i skole. Det er stadig hårdt at komme igang og jeg føler godt nok, at både Tahtali Run to the Sky & UTMB er langt langt væk. Det bliver ikke bedre af, at Edel bare kan gå ud af døren og starte op i friskt tempo, mens jeg mere minder om en gammel dieselmotor, der først lige skal have banket rust af, tøffe stille og roligt igang inden den finder et passende cruise-tempo. Andre vil nok mene, at en dieselmotor hoster, hakker, sprutter og stinker – men jeg holder fast i min egen sammenligning 😉

Nå men eneste mulighed jeg har er at hægte mig på hendes tempo og så ellers hænge på det bedste jeg har lært. Det hjalp lidt af få afleveret alle bøgerne og vende næsen hjemad. Heldigvis hjælper det som sagt en smule når kroppen bliver lidt varmere og vi endte med en frisk tur på 13,5 km.

Nu håber jeg så, vi kan nå i skoven i weekenden og få lidt bakker og terræn i benene.

Silva Night Owl Trail
, ,

En lang dag

Dagen startede lige lovligt brat.

Havde en aftale med DUUL-drengene om en 25 km træningstur med efterfølgende brunch (og planlægning af vores julefrokost). Jacob skulle hente mig 5:50 og af en eller anden årsag fik jeg stillet vækkeuret til kl 06:00. Så lidt i 6 vågnede jeg ved, art det bankede hårdt på døren. P.. ! Heldigvis havde jeg pakke taste og lagt tøj frem aftenen før. Hurtigt tøj på en kop kaffe og 2 stykker frugt i hånden og så ellers afsted (heldigvis fandt jeg en pakke snøfler i tasken, så var den sunde morgenmad reddet). Da vi nåede Marselishallen var de andre lige startet på løbeturen og ville lige snuppe en kort sløjfe, mens vi vi parkeret.

Afsted det gik ud gennem Marselisskoven, mens løgnhistorierne stod i kø for at blive fortalt. Vi løb ud til iskiosken ude ved Moesgård, fik den obligatoriske selfie . Hjemad tog vi cykelstien og fik et hurtigt bad ved Aarhus Arena.

DUUL på tur

Fællestræningstur inden vores brunch

Per H. stødte til da vi kom til Café Ombord i Jægergårdsgade. Vi fik en lækker brunch, fik talt om vores planer for året og fik ikke rigtig aftalt noget med hensyn til vores julefrokost (typisk os 😉 )

Efter en eftermiddagen sammen med familien vendte jeg snuden mod Karup for at deltage i Silva Night Owl Trail ½ marathon. Et rigtig hyggeligt arrangement efter mørkets frembud.

 

Hyggeligt at støde på mange kendte ansigter inden starten. Afsted det gik og jeg fandt et godt flow, dog lige i overkanten af hvad jeg havde planglagt. Men den tid der går godt kan ingen tage fra os igen. Ruten er godt kringlet men næsten flad, til gengæld var den godt fyldt med mudder og bløde spor. Tempoet holdt fint ud til 16-17 km, så havde mudderet drænet mine ben for kræfter. Det hjalp at gå på et par af bakkerne og jeg fik luntet mig i mål på 2:06. Efter omstændighederne accepteret.

Efter målgang var der sodavand og lækker chili con carne lavet over åben ild. Mad og drikke kunne indtages i klubhuset og havde chili’en ikke givet dig varmen, kunne et varm kop kaffe lige give det sidste. Et rigtig godt arrangement, der varmt kan anbefales.

Heldigvis mødte jeg ikke ulven

Jesper godt på vej rundt i skoven

Haslund Kirke oplyst i den mørke vinteraften

En af de dage

Efter weekendens marathon var planen ellers, at jeg skulle “rulle” et par småture for at få gang i benene først på ugen.
Men et par lange arbejdsdage og et aftenmøde fik hurtigt spoleret den plan. I går kom jeg også lidt senere hjem end planlagt for nu have DSB pludseligt travlt med at overholde køreplanen og kørte på sekundet.
Nå, men hjem kom jeg da og efter aftensmaden sad jeg lidt og kiggede ud på den kolde vinteraften og sneen..motivationen var i bund: var lige kommet hjem til familien, det så koldt ud, jeg var mæt og forøvrigt kom der EM i håndbold lige om lidt 😉
Edel fik heldigvis prikket til min samvittighed og jeg besluttede, at selv 5 små km er bedre end ingenting. Det var virkelig en af de dage for man virkelig skulle skue langt ind i fremtiden og fokusere på årets langsigtede mål : UTMB.Haslund Kirke oplyst i den mørke vinteraften
Fik fundet noget løbetøj frem og så ellers bare afsted…. Det var kold, blæsende og mega glat – men skidt med det, nu var jeg afsted!
Jeg fik kæmpet igennem en lille sløjfe på knapt 5 km og havde det hårdt hele vejen rundt… ikke i benene og ikke kulden.. : mere den der fornemmelse af, at man stadig slæber rundt på 5-6 kg der kom snigende hen over det sidste af efteråret. Det var en naturlig udvikling, når man går fra 100 km løb om ugen ned til 0 og stadig er glad for kager, slik og alt andet der rimer på hygge
Men det går den rigtige vej og det første kg har allerede forladt min dovne krop igen. Heldigvis ved jeg fra tidligere, at der bare lige skal en enkelt succesoplevelse til, så vender hele bøtten oppe i hovedet og jeg kan nærmest gå på vandet. – Så det er bare om at klø på af opsøge succesoplevelserne, så træningen hen over foråret bliver ren fornøjelse.
I weekenden får jeg mulighed for at få nogle gode km i benene igen. Lørdag er der træning med den andre DUUL’er (De Ustyrlige Ultra Løbere), vi skal mødes i Aarhus til en hygge 20 km med efterfølgende brunch, hvor agendaen er planlægning af årets julefrokost.
Hvis benene er nogenlunde friske bliver aftenenes program deltagelse i S.N.O.T (Silva Night Owl Trail), der er et fedt & hyggeligt trail halv- eller marathon med efterfølgende chili con carne.
Kommer jeg ikke til S.N.O.T tror jeg Edel bliver lokket med på en bakketur i skoven søndag morgen…
Vi ser tiden bringer…
Jesper Elfving, UTMB 2017
, ,

UTMB

4 bogstaver der betyder så meget for rigtig mange trailløbere.

Torsdag den 11 januar, blev der trukket lod blandt de løbere der havde indsamlet de nødvendige 15 point og indsendt en foreløbig tilmelding.

Klokken 10 blev spændingen udløst og 10 danskere var så heldige, at deres navn var trukket op af hatten.

Jeg havde igen smidt et lod i hatten og var lidt i tvivl om jeg ønskede at være heldig eller jeg hellere ville have 2 lodder i puljen næste år (hvis man ikke kommer med i løbet og søger året efter, har man et ekstra lod). Grunden til min tvivl skal ses i, at formen og træningsindsatsen lige nu er meget tæt på 0, som i nul.

Jeg gennemførte UTMB i september sidste år og i november måned gennemførte jeg Costa Blanca Trail og siden har min krop bare trængt til en pause og motivationen har også hængt lidt i bremsen.

Inden jeg kendte resultatet af lodtrækningen, meldte jeg mig til et bjerg trailløb i Tyrkiet (Tahtali run to The Sky), både for at have et mål at træne hen imod og for at hente endnu 5 point, så jeg stadig har muligheden for at søge UTMB næste år.

 

Nå men tilbage til den 11 januar. Jeg var svineheldig og fik trukket mit navn op af hatten igen i år, så hvis ikke det kunne tænde min motivation, så er der intet der kan.

Har man en gang stået ved starten i Chamonix og følt suset, så er der intet over og intet ved siden af – det SKAL opleves. Jeg glæder mig allerede som et lille barn, men ved også af erfaring, at det bliver et langt sejt træk at komme i form og blive klar til den 31 august.

Første step på vejen (efter et par kortere løbeture efter nytår) bliver når jeg i weekenden tager sydover og deltager i Stagesvold Cannonball Marathon. Måske en lidt voldsom start, men man skal jo igang 😉

 

Jeg vil herinde prøve at give et lille indblik i min lange vej hen mod UTMB.

 

Foreløbig har jeg følgende lagt i kalenderen indtil videre

  • Stagesvold Cannonball Marathon
  • S.N.O.T marathon
  • Hamburg Marathon (30 år i træk)
  • Prag Marathon
  • Tahtali Run to The Sky
  • Stafet for Livet (regner med cirka 100 km)
  • Samsø Ultra 100 km
  • more to come
Jesper Elfving, UTMB 2017

Jesper Elfving

Vinteren kommer og det bliver mørkere og mørkere…

Den mørke tid nærmer sig og det betyder at vi desværre for en tid må leve med at det er buldermørkt om morgenen, når vi skal i skole og på arbejde. Samtidig med de mørke morgeners komme øges risikoen også for at det regner eller måske endda sner, imens vi er ude at løbe eller transporterer os til enten skole eller arbejde. Det betyder, at sigtbarheden for alle trafikanter er sænket betydeligt, hvorfor vi skal have fundet reflekstøjet frem fra gemmerne eller købt noget nyt. Det er imidlertid ikke helt ligegyldigt hvilket slags reflekstøj, som vælges og slet ikke til de kære små. Efter megen og grundig granskning og undersøgelse af reflekstøj og reflekser i sig selv er her en kort guide til hvad man bør gå efter – hvad end det er til løbeturen eller blot almen udendørs brug.

 

Hvorfor reflekser?

 

Til en start et måske passende at imødekomme tvivlere af refleksers effektiviteten med lidt statisktik. Modsat cykler, hvor det herhjemme er det lovpligtigt at have synlige reflekser både foran og bagpå samt på pedaler og hjul, er der ingen lovgivning om reflekser på tøjet. Og det på trods af at det ifølge Rådet For Sikker Trafik er påvist at brug af refleks på tøjet kan reducere risikoen for færdselsuheld med helt op til 85%. Trygfonden, som på bestilling leverer gratis reflekser til danskerne, opfordrer endda til at bære pangfarvet tøj i trafikken, da dette kan formindske risikoen for uheld med op til 48%. Så ingen tvivl om at reflekser er nødvendige at have på, når det er mørkt, men pas på(!) for reflekser er ikke bare reflekser.

 

En refleks er ikke bare en refleks

 

Reflekser kan variere signifikant i kvalitet, hvorfor det er vigtigt at vælge reflekser, som overholder de tekniske krav til synlighed. De godkendelsesbetegnelser man skal kigge efter på reflekser eller i reflekstøj er EN 13356, EN 471, EN 20471 eller EN 1150. Et vigtigt element i disse tekniske kravspecifikationer for private personer er blandt andet at refleksen skal kunne ses på mindst 140 meters afstand. Desuden skal reflekstøj eller blot reflekser været udstyret med en CE-mærkning, og både det samt ovenstående godkendelsesmærkninger gælder for både børn og voksne med undtagelse af EN 20471, dersom eksempelvis en børnetrafikvest ikke kan opfylde kravene hertil.

 

Hvor skal reflekserne sidde?

 

Det er vigtigt at bemærke at det ifølge Færdselsstyrelsen tilladt at anvende reflekser som designelementer på løbetøj, modetøj og jakker uden at de nødvendigvis har ovenstående mærkninger, så hvis man vil være sikker på at opnå en synlighed, som er forsvarlig og sikkerhedsmæssigt anbefalet, er det under eget ansvar for at kigge ordentligt efter på mærkningerne. Når man har sikret sig at reflekserne er af ordentlig kvalitet og har de foreskrevne certificeringer, er næste skridt at undersøge hvor reflekserne sidder. Dette er vigtigt at forholde sig kritisk til netop dette, dersom uhensigtsmæssige placeringer på tøj og jakker let kan føre usynlighed på de mørke veje.

 

Rådet For Sikker Trafik anbefaler at reflekser skal være placeret, så de er synlige fra alle sider. Det vil sige både på hver sin side samt foran og bagved på tøjet. Det er desuden anbefalet af reflekser, uanset om de er påsyet og en del af tøjet ved køb eller om de påsættes efter, er placeret både lavt og højt på kroppen. Så den ideelle placering er på den øvre del af overkroppen samt på den nederste del af benene. Bærer man en taske på ryggen eller over skulderen, skal man være opmærksom på at denne kan skærme for reflekser på tøjet. Det er derfor en god ide at vælge en taske med indbyggede reflekser eller selv påhæfte nogle reflekser.

 

Samlende er det således en god ide at være opmærksom på følgende:

 

  • Se efter godkendelsesmærkningerne. Disse står typisk inde i tøjet, som vist på billedet nedenfor.
  • Sørg for at reflekserne er placeret så de er synlige fra alle sider.
  • Reflekserne bør været placeret både højt og lavt på kroppen. Det vil sige både på ben og overkrop.
  • Såfremt man bærer taske er det anbefalet også at udstyre den med en refleks, hvis ikke den har i forvejen.

 

Hvad skal man købe?

 

Ejer man ikke løbetøj med reflekser eller en refleksvest eller overtøj med reflekser, hvorfor man derfor overvejer at gå de mørke morgener og ikke mindst aftener i møde ved køb af nyt til sig selv og børnene, er det således en strålende ide ikke blot at gå efter det billigste alternativ, men i stedet sørge for at undersøge certificeringerne og investere i kvalitet. Dette være sig både hvis man er på udkig efter løbetøj og tøj med reflekser i designet eller blot reflekser til påsyning eller påhæftning på tøj og overtøj. Det kan redde liv. Danske FashionForest har lavet en ganske udmærket gennemgang indeholdende en række tøjmærker til børn og voksne, som har reflekser, og som samtidig er super smart.

 

Og med det rette udstyr til løbeturen, de sikreste jakker og det sikreste tøj, så både små og store kan ses i mørket, er det bare at nyde det hyggelige i at det er mørkt om til lidt sent på morgenen og igen tidligt på aftenen og selvfølgelig friske klima, som efteråret og vinteren bringer med sig. Og allermest vigtigt skal vi, selvom vi har reflekser på, passe på hinanden på vejene og alle andre steder.

,

Hvorfor falder vi?

Motivation og skader.

Hej alle sammen. Mit første indlæg her på bloggen. Så en hurtig introduktion må være på sin plads. Mit navn er Kasper Laursen, 40 år og bor i Horsens. Har altid ondt et eller andet sted.

Udover at være passioneret løber arbejder jeg som familiekonsulent i dagtimerne og driver to webshops i de andre vågne timer. Nultilhundrede og Boliglover hhv. sælgers der strømper og kompression og Bolig interiører.

Jeg har altid ondt et eller andet sted. Ikke af sygdom men nok mere af dumdristighed. Som en god ven, som er fysioterapeut, sagde til mig den anden dag da jeg forhørte mig om lysken problemer. “nå så skulle du også se om den kunne genoptrænes”.

Mine skader og min motivation hænger sammen på både godt og ondt. Når jeg finder noget, et løb, en ny træningsform eller andet, så brænder der en ild i mig for at begive mig ud i det. Jeg kan ikke få nok. Også bliver jeg skadet. Det skal nemlig gå stærkt og hårdt for sig.

Indrømmet jeg er uofficiel verdens mester i at blive skadet. Ikke at jeg er bygget med et skelet der nemt falder fra hinanden men nok mere at jeg er rigtig god til at fravælge at lytte til kroppens signaler. Også bare klø lidt mere på. En egenskab der sikkert bidrog til en masse godt i min ungdom som fodboldspiller og i andre aspekter i mit liv. Men som løber i en alder af 40 år, ja så finder kroppen andre måder at fortælle mig at det er tid til en pause. Men jeg kommer altid tilbage.

Faktisk er de udfordringer jeg nogensiden har haft kun været efter at jeg startede med at blive løber. Jeg startede nok for ca. 6 år siden med at ville løbe. Jeg havde altid tidligere brugt det som træning når der var pause i fodbold da jeg var yngre. Jeg var altid rimelig okay til det og vidste at det var en af mine forcer, at kunne tilbagelægge mange meter i en fodbold kamp. Så jeg besluttede mig for, eftersom fodboldevnerne nok ikke længere havde samme glans som tidligere, at begive mig ud i at blive løber.

Triathlon var ved at brage igennem, i hvert fald for mig, Rasmus Henning var det helt store. Så det var helt naturligt at skulle løbe hvis nu det der tri også skulle prøves af. Jeg besluttede mig først for at løbe Lillebælt halvmarathon. Det gik strygende og jeg gennemførte, fuldstændig udmattet men med vildskab i øjnene, i en tid lige på den anden side af 1.30. Jeg ville ned på 1.20 og gennemføre et fuldt marathon.

Jeg glemte bare at det nok var noget jeg skulle træne længe op til for at kunne løbe dobbelt så langt. Så jeg skaffede en billet til et marathon i Odense. Piece of cake. Overhovedet ikke. Det blev den dårligste oplevelse jeg nogensiden har haft. Regn hele vejen og ruten var 2 runder asfalt hvor man til tider løb rundt i trafikken. Endnu værre blev det da jeg fik overbelastet begge akillesener ved løbet. Det var noget helt nyt for mig. At være skadet og skulle holde mig i ro. Det tror jeg aldrig var sket i hele mit liv. Bare spørg min forældre.

Jeg fik flere gange saltvandindsprøjtninger som hjalp super meget. Men hver gang gik jeg for hurtigt frem i genoptræningen og blev skadet på ny og måtte begynde forfra. Indtil den dag jeg sagde “to hell with it” og bare løb videre. Det var som om det gjorde udfaldet. Af og til døjer jeg  stadig med lette smerte og lidt stivhed om morgnen i akillesenerne, men ikke noget der ikke kan løbes væk. Grundpillen i min fodboldopdragelse, det skal løbes væk!!

Efter at kureret mig selv for mit bøvl med min akillesener gik den næste tid faktisk rimelig godt. Uden store overtræningsskader. For det er, indrømmet, nok derfra jeg får mine skader. Kroppen er 40 men hovedet og viljen er stadig i de tidelige 20’er. Det holder ikke altid at have det sådan. Men det er skide sjovt.

Jeg er ikke så god til at tage vare på mig selv. Læste engang en post på et socialt medie, tror det var fra Moses Løvstad. Ved du ikke hvem han er så find ham på Facebook, hvor han laver en masse outdoor tiltag og har løbet nogle virkelig lange løb. En inspirator. Han skrev lidt om træningsplaner og om at han mærkede efter hvad kroppen fortalte ham fremfor at have en plan der dag for dag fortalte hvad man skal løbe. WHAT tænkte jeg, jeg lytter først når det gør skide ondt og der er et eller andet i vejen. Så derfor har jeg brug for faste holdepunkter i min træning. Noget at læne mig op ad så jeg ikke hele tiden tror det skal være lange løb i terræn med fuld damp.

Da jeg havde overlevet Juelsø Ultra 55K, som blev til næste 60K da jeg løb forkert hele tiden. Blandt andet fordi jeg var kommet i følgeskab med et par seje gutter, Mikael Henriksen, Claus Søndergaard og Thomas Staun. De første et par gutter jeg havde lært at kende da jeg boede i Christiansfeld og Thomas løber jeg af og til med nu da han er fra Horsens, når formen ellers tillader at forsøge at følge med ham. Men på daværende tidspunkt følte jeg mig stærkt kørende og tog dem flere gange på nedløbene. Manglende rutine fra min side. De må have grint godt i skægget hver gang jeg var spurtet fra dem nedad for så lidt senere se mig komme bagfra når jeg havde løbet forkert. De endte selvfølgelig med at sige vi ses i mål til mig og tøffe videre da jeg havde tømt depoterne for tideligt. Rutine vs vilje uden omtanke.

Efter Juelsø havde jeg haft min helt store drøm i sigte 100K på Samsøe. Men som det oftest går med mig tror jeg at efter en ekstrem hård dag i sporet. ja så træner jeg bare videre. Skidt med restitutionen. Det blev dyrt. En muskel i ballen blev helt vildt stram efter et par 22K træningsture i skoven. Så stram at jeg ikke længere kunne løbe 5K. Farveller 100K Samsøe. Jeg døjede med det i længe og af og til popper den lidt frem igen. Men jeg har heldigvis fået lært at strække den ud. Så nu kan jeg tage det i opløbet.

Da jeg var blev frisk igen tog arbejdet fuldstændigt over og tiden til træning var slet ikke at finde et par år. Men i slutningen af 2017 fik jeg igen tid. Fik trænet mig op til at løbe SNOT, Silva Night Owl Trail, i januar. Et mega fedt løb som til 2018 udgaven blev udsolgt på et par timer. Så ramte jeg lidt ind i min gamle baglårs skade igen kort tid efter. Arbejdet tog igen fat da jeg og kæresten ville starte et par webshops op.

Men nu er der kommet mere ro på og formen er igen ved at vise sige. Skaderne er ikke sådan lige at se så der er fuld damp på. Jaaa okay var til Crossfit igår og må sande den står på is, da jeg forstuede albuen. Sådan er det med mig. Fuld af motivation og lyst til at give mig fuldt ud når jeg er igang. Så rammer man af og til noget hårdt.

Men hvorfor falder vi? For at lærer at rejse os igen.

Håber du har nydt indlægget. Vil du vide mere om mig kan du finde det her:

Nultilhundrede.dk/Blog

Facebook/nultilhundrede

Instagram/nultilhundrede

, , ,

En rutschebanetur igennem Skagens klitter – Løbsberetning fra Skagen Odde Ultra Trail 30 km.

Hvorfor gør jeg det her mod mig SELV?

 

Mit hjerte banker, mine hænder er svedige og min appetit er en by i Rusland..

 

Jeg er nervøs.

 

Meget mere end jeg plejer, fordi jeg SELV har høje forventninger til mig SELV.

 

Jeg ved, at jeg er i god form og har trænet hårdt og godt. Men tankerne om at have været ramt af betændelse i min achillessene og sygdom op til den store dag får mig til at tvivle på mig SELV.

 

Jeg vandt sidste år.

 

Jeg vil inderligt gerne vinde igen og det gør jeg jo også, hvis altså ikke, at der kommer nogen, som er bedre end mig.

Sjovt nok. Jeg ved godt, at det ikke handler om at vinde, men nogle gange er det bare sjovere.
Planen er klar.

 

Jeg skal løbe mit eget løb og bare nyde det, så længe jeg kan. Skagen er fantastisk, solen skinner og min trofaste hepper, min mor, er her selvfølgelig.

 

Jeg løber for min egen skyld og jeg føler, at jeg har noget at bevise overfor mig SELV.

Nemlig at jeg er bedre end jeg SELV tro.

 

Vi bliver sat igang og alle bekymringerne forsvinder og jeg løber bare og inden, at jeg når at tænke mig om, har jeg rundet de første 5 km.

En af de første klitter

Jeg kæmper mig op og ned af klitterne.

Jeg kravler nærmest op og rutscher ned på den anden side.

Jeg har sand over det hele.

 

I skoene

 

I bukserne

 

og i munden.

 

Men jeg føler egentlig, at jeg har styr på det shit. Det er hårdt, pulsen er høj og jeg får sved i øjnene.

 

Efter de først og hårdeste 12 km ved jeg godt, at jeg er godt løbende og lige pludselig føles resten af turen som en “walk in the park”.

 

Jeg rammer det første depot efter 18 km og er egentlig lidt kæphøj, fordi nu kommer vi snart til mit yndlingsstykke.

 

Highfives med masser af sand

 

Selvfølgelig er det hårdt, men jeg ved, at jeg plejer at være stærk og have ekstra kræfter efter de 20 km.

 

Efter depotet er jeg ved godt mod og sætter afsted mod Grenen, men jeg synes pludselig, at noget er anderledes..

 

Jeg synes ikke, at der var SÅ mange dumme sten sidste år og sådan et langt stykke i løst sand, og nu begynder mine lårbasser altså virkelig at blive trætte.

 

Jeg kigger mig flere gange over skulderen, for at tjekke, at der er nogen bag ved mig, fordi så må jeg jo være på rette vej.

 

Jeg undrer mig over, at jeg ikke kan se nogle spor i sandet fra andre løbere foran mig.

 

Hele tiden prøver jeg, at finde et godt spor i sandet, men jeg synker i hver gang og det begynder at trække tænder ud det her løse sand og de mange sten. Jeg husker slet ikke dette hårde stykke fra sidste år.

 

Her burde jeg nok, at have taget en dyb indånding, lagt to og to sammen og regnet ud, at jeg havde misset en markering, men det gjorde jeg ikke.

 

Det går først op for mig, da jeg ser et par andre løbere komme ud gennem to klitter længere fremme.

 

Jeg føler mig virkelig knust.

 

De næste km bruger jeg på, at forberede mig på, at sige til min mor, at jeg har snydt, løbet forkert og at hun skal skynde sig ind til løbsarrangørerne og fortælle dem det!

Tænk nu hvis jeg vandt og havde snydt.

 

Jeg begynder selvfølgelig at græde, da jeg ser hende..

 

Jeg blev ramt af dårlig samvittighed, jeg har jo snydt og så havde jeg også misset min yndlings strækning på hele ruten.

 

Jeg får styr på mig selv løber de sidste par km til mål, hvor jeg bruger visualisering, hvilket jeg har lært og det virker.

 

Dog ikke om min jubelscene, når jeg krydser målstregen, men hvordan jeg med fakter, hænder og råben skal kunne få kommunikeret, at jeg ikke har fortjent at vinde.

 

Det er virkelig hårdt for psyken de sidste 5 km, jeg er sikker på, at jeg vil blive diskvalificeret.

 

Måske lidt overdramatisk, men det er man vel altid de sidste km, når trætheden begynder at melde sig.

 

Hele denne rutchebanetur gennem klitterne, sandet og et par tårer ender dog lykkeligt.

 

Da jeg kommer i mål, som første kvinde, griner de alle lidt af mig, fordi det viser sig faktisk bare, at jeg har fået lidt ekstra for penge, både i forhold til distance og sand.

1. kvinde i mål på 30 km

3 timer, 29 min og 4 sekunder og over 33 km senere kan jeg få medaljen om halsen, en pokal i hånden og endelig kommer smilet tilbage på mine læber.

 

Jeg gjorde det sgu. IGEN!

 

Jeg overraskede mig SELV. IGEN

 

Og endnu engang er jeg et skridt tættere på at tro mere på mig SELV.

 

Skål!

TAK!

Tak til mine trofaste støtter i RunningWild, RunningNow, mine veninder, min kammerater og selvfølgelig min skønne familie.

Moonlight Magiá Trail

Moonlight Trail udgår fra Rifugio Magiá som er depot på Tor des Geants ruten, så det var en meget god anledning til at få løbet noget af ruten i højt tempo. Godt med højdemeter og 25 km stod den på i blandet terræn lige fra brede grusveje til super smalle stier og tekniske nedløb.

Jeg skulle egentlig have deltaget i en træningslejr i Rifugio Magiá under overskriften ‘Train like a Kenyan’ – intet mindre! Der skulle komme et lille hold kenyanske løbe plus et par italienske stjerne man kunne fornøje sig med. Programmet sagde to gange morgen træning og så et let eftermiddagspas. Why not? der var også en masse andre indslag. den blev desværre aflyst pga for få tilmeldte – I wonder why 😉 Jeg blev dog tilbudt at få lov at bo i rifugiet til kursuspris i ugen op til løbet med fuld forplejning. Ja tak, sagde jeg.

moon_cimaUgen gik med at speed hike det meste af ruten med afstikkere til Becca Fontaney, Mont marion og Cima Bianca. Specielt det sidste sted er nok noget af det mest fantastiske sted jeg har været (siger jeg igen, igen). Men det var virkelig overvældende med direkte udsigt til Cervino og Monte Rosa samtidig med et landskab på toppen der ikke virkede jordisk. Selvom jeg tog det roligt var der så meget jeg syntes jeg skulle se, at jeg fik tilbagelagt 100 km i ugen op til løbet. Måske ikke helt ideelt. Til gengæld var forplejning og indkvartering tip top.

På løbsdagen var jeg godt rolig, men ved starten var jeg nok lige en tand for spændt. Man kan vist roligt sige, at jeg fik lagt for hårdt ud. Alt for hårdt. Den første bakke på ca. 400 m slog bogstaveligt benen væk under mig. Helt fremme i første geled, jaja. Men jeg syrede for vildt lige inden toppen – og så var det ned i tempo og håbe på det kunne vaskes ud hurtigt. Det gav så lige et dyk i placeringen og inden jeg så mig om lå jeg nede som nr. ‘nogen og tredive’ (talt i et serpentinersving). Total nedtur at se så mange glide forbi. Det er dummeste man kan gøre, men jeg skulle jo liiige prøve!

moon_startFørst efter ca. 45 min og ved passage af første væskedepot ved Rifugio Cuney kom jeg til mig selv igen. Så gik jagten ind. Jeg hentede ret hurtigt fire placeringer ned fra Cuney. Derefter kom der et langt svagt nedløb over marker hvor jeg nappede to mere. Så fik jeg sagt til mig selv, at nu måtte jeg også tage mig sammen. Havde haft for mange båndsløjfe-tanker mens jeg led. Ud over et stykke åbent terræn kunne jeg se at der var fem løbere foran indenfor få min. Koncentrér dig! Og det gjorde jeg så gennem et skovstykke med danskerbund. Tre mere blev hentet. Men de to sidste holdt same afstand foran? Pokkers. Nu var vi helt nede i bunden af højdekurven og snart skulle vi opad. Stejlt opad! Til min store fornøjelse så jeg at der hang tre løbere og stegte på stigningen – plus de to der stadig holdt samme afstand. Jeg fik kæmpet mig forbi to af de tre stegte. Det begyndte alligevel at se godt ud og motivationen steg eksponentielt med at afstanden til mål faldt.

Det sidste stykke af ruten havde jeg gennemløbet to gange i ugen op til løbet, så jeg gav den max æde selvom det var en meget smal sti helt ud til kanten. Ret hurtigt får jeg hentet en løber. Samme fyr som jeg har løbet mod tidligere to gange – den stod 1-1 indtil nu. Dernæst hentede jeg de to som havde ligget med fast afstand de sidste 5 km. Og så til sidst fik jeg taget ham der havde set stegt ud på stigningen på det sidste stykke grusvej. Jeg var virkelig flyvende på nedløbne til sidst.

moon_focus2Sluttede som nr. 17 sammenlagt. Nr. 16 hos herrerne og nr. 4 i Vet1 (40-59 år). Den første kvinde var en placering foran med to minutters forspring. Hendes mand var en af de to jeg havde jagtet længe. Efter løbet snakkede jeg lidt med dem. Hun skulle også løbe Tor des Geats og han havde gennemført fem gange tidligere. Det viste sig, at hun hedder Lisa Borzani, er på landsholdet i bjergløb og tidligere har vundet TDG for kvinder på 91 timer. Tak for kaffe, hun var også skarp at se på. Manden hedder Paolo Pajero og har gennemført på 94 timer i 2013. Heftigt selskab! I det hele taget så holder de her ‘små’ løb en ekstrem høj konkurrencefaktor selvom der måske ikke er så mange deltagere.

Så på trods af en katastrofal start på løbet og en masse negative tanker i starten, så fik jeg vendt bøtten til sidst og kæmpet mig godt tilbage. Ville dog meget hellere have haft et godt jævnt løb i stedet for. Men sådan var det!

At løbe er at leve eller er det?

En blog om modgang og om at være sin egen værste fjende. En løbers fortælling om sejre og nederlag, en flirt med triatlon og det der med at tage en dag af gangen.

 

2017

Lad os starte fra begyndelsen, 2017! Sidste år var en drøm, jeg gik fra flere marathonløb til 2 ultraløb, og jeg havde den ene fede løbetur efter den anden. Jeg gik ind i det nye år med en forventning om at løbe længere, hurtigere, blive stærkere og løbe flere ultraløb. Drømmen brast relativt hurtigt. Jeg lagde ud med at bruge både januar og februar med låste nakkehvivler og smerter, som jeg aldrig troede jeg skulle opleve. Jeg kunne max sove 20 minutter af gangen i siddende stilling, da det var værst. Smerterne var konstante, uanset hvilke smertestillende præparater jeg brugte, intet hjalp. Da det endelig faldt på plads ved hjælp af kiropraktor var fysikken heldigvis ikke så medtaget og jeg løb hurtigt en halvmarathon og 30 km, back on track!

 

Lykken er lunefuld

Jeg var flyvende efter min skade, det kørte bare. Så jeg ville kaste mig over nye udfordringer og prøve med trailløb. Jeg var alt for kåd og lagde voldsomt ud med 15 km, resultat en knæskade allerede i februar/marts. Her var jeg for alvor sat tilbage! Nå, men som det positive menneske jeg er, så tænkte jeg, at det jo også var på tide at starte træningen til den ½ ironman, som jeg havde meldt mig til i juni. Så jeg kløede på med cykling og lidt svømning (det keder mig med svømning og jeg er elendig til det). Jeg trænede 12-15 timer i ugen og tænkte, at det ville komme til at gå mega godt til mit første tri stævne. Ja ja, man kan undre sig over, at jeg starter med en halv ironman og ikke mindre tristævne som mit allerførste, men jeg elsker bare en god udfordring.

Jeg skulle virkelig tage mig sammen til svømningen. Svømning var fra barnsben den eneste sport jeg dyrkede, men som voksen så kan jeg bare ikke finde den samme glæde. Men hey jeg fik trænet!

Svømning i Jels sø i min nye tridragt, alt var dejligt den dag :-)

Svømning i Jels sø i min nye tridragt, alt var dejligt den dag 🙂

Min flirt med ½ ironman

På selve dagen for den halve ironman var der varmt, der var varm som i brændende varmt, og sveden løb ned af ryggen på mg allerede fra morgenstunden. Resten af dagen var der 24-26 grader, en KÆMPE udfordring.

Jeg var heldigvis kommet mig over min løbeskade i månederne op til med det resultat, at jeg kun løb. At løbe for mig er at leve og jeg føler mig fri med musikken i ørene og masser af kilometer på landevejene. Men løbeglæden resulterede i manglende lyst til at svømme og cykle, jeg kunne ganske simpelt ikke tage mig sammen, jeg havde ikke meget overskud. Så fik jeg en løbeskade 3 uger før stævnet, og jeg var død og pine nødt til at cykle og svømme. Jeg nåede 3 hele svømmeture (wauw) og et par cykelture. Cykelturene med god hjælp og gode råd fra en af mine bedste venner.

Jeg kom sidst op af vandet på selve dagen (forventet), men jeg hentede overraskende nok nogle på både cykling og løb. Cyklingen spillede max! Jeg tog den med ro med 26,5 km i gennemsnit, da jeg ville gemme energi til løbeturen, og så frygtede jeg også lidt om benet kunne holde til løbedelen. Min fysioterapeut var ikke 100 % sikker, men han var klar over, at jeg skulle mangle et ben for at give op på forhånd (hans ord), så han var parat til at samle mig op efterfølgende.

Løbeturen gik rigtig godt, konkurrencemennesket stak hovedet frem og jeg kløede på trods varme og sparsom træning. Jeg løb grædende af stolthed over målstregen, jeg var en stædig jernkvinde den dag, og jeg var STOLT!!

Her kommer jeg grædende af glæde over målstregen.

Her kommer jeg grædende af glæde over målstregen.

 

Når alting brister

Men den manglende træning forud for ironman havde en årsag. Jeg har, set i bakspejlet siden februar, haft manglende overskud. Jeg har hevet mig selv til træning og på job og til sociale arrangementer. Jeg har været glad, når jeg kom afsted, men det har krævet masser af energi at komme afsted. Jeg er som udgangspunkt altid glad, men det er lidt sværere at bevare et lyst sind i modvind. Jeg har overhørt min krops signaler, for jeg har jo ikke følt mig stresset! Jeg har prøvet at ramme bunden med både stress og depression for mange år tilbage, men sådan føles det absolut ikke denne gang. Så jeg kløede ufortrødent på, prøvede at indfri mine egne tårnhøje forventninger om at skulle løbe så og så mange kilometer og altid være ovenpå. Jeg var jo powerwoman!

Overskuddet blev mindre og mindre, men jeg tænkte hele tiden, at jeg bare lige skulle over ½ ironman, den næste weekend, den næste uge osv. Trætheden var alarmerende, jeg sov afbrudt og dårligt, havde ofte træthedshovedpine og døjede med humørsvingninger. På jobbet bevarede jeg `facaden` og det gjorde mig godt at komme afsted. Særligt nattevagterne var nogle gange et frirum, sparsom søvn eller ej. Jeg er sygeplejerske på en kræftafdeling, og jeg er så afsindig glad for mit drømmejob og mine empatiske og omsorgsfulde kollegaer og den stemning og sammenhold, der er på jobbet. Dette hjalp mig i den grad til at komme afsted.

Men for et par dage siden skred det hele, jeg kunne ikke mere. Jeg brød sammen overfor min mand og jeg græd i et væk. Grænsen var nået! Han sagde til mig: ”skat jeg ved, at du elsker dit job, men du bliver nødt til at sygemelde dig”. Det gjorde jeg, for jeg vidste, at han havde ret. Efterfølgende begyndte det hele at gå op for mig. Jeg havde brugt meget energi på at blive ved med at køre på og være den jeg er. Men jeg er ikke den, jeg er. Jeg er brugt og træt og kan ikke overskue en lille ting som at tømme opvaskemaskinen!

 

Hvad gør jeg så nu, hvordan lander jeg på benene?

Jeg er en fighter, det vil jeg så gerne tro. MEN jeg skal skrue ned til mine forventninger til mig selv. Jeg skal ikke altid løbe 15-20 km, det er ok at løbe 5 km. Det er ok at have en off day, det er ok at sige fra. Jeg er min egen værste fjende, jeg hamrer mig selv i hovedet, når jeg ikke lever op til mine egne standarder. Sådan har det altid været, ikke blot med løb men med karakterer osv. Det er svært at ændre på den man er. Jeg skal derfor vende min selvdestruktive adfærd. Jeg skal ikke blive skuffet, når jeg ikke løber så langt som jeg gerne vil eller kommer til alle de arrangementer, jeg gerne vil. Jeg skal være glad for, at jeg gør hvad jeg kan! Det er lettere sagt end gjort, ting tager tid.

Et helt livs indgroede vaner tager tid at lave om på, hvordan gør man det? Jeg tager en dag af gangen nu. Jeg sover rigtig meget, bruger min sygemelding fra job til at give mig selv ro. Jeg løber det, jeg kan uden pres om at nå diverse distancer, fordi det gør mig gladere bare at kunne lidt. Jeg står op, og jeg prøver. Jeg prøver at finde energien til at komme ud af sengen, komme bare lidt ud i den friske luft og ikke ligge og spille Candy crush dagen lang. Jeg fokuserer på sundhed, fordi vægten også er steget, og fordi jeg ikke har haft overskud til at gøre noget ved det. Jeg fokuserer på sund mad, fordi det gør mig godt. For når jeg lever sundt, så er jeg god ved mig selv og det gør mig glad.

Min mand går ture med mig, får mig ud af sengen og han forsikrer mig om, at det er forbigående, at jeg kommer stærk tilbage. Han bekræftiger mig i det, min krop fortæller mig, at jeg skal slappe af.

Det er et af mine absolutfavoritsteder, jeg stopper altid op her, når jeg er ude at løbe. Jeg skal bare lige beundre den smukke natur og nyde roen en stund.

Det er et af mine absolut favoritsteder! Jeg stopper altid op her, når jeg er ude at løbe. Jeg skal bare lige beundre den smukke natur og nyde roen en stund.

 

I guder hvor er det svært, men et skridt af gangen, en dag af gangen!

Jeg er ikke nogen powerwoman, jeg er et menneske. Alt det sociale er sat på stand by for nuværende. Jeg skal og må acceptere, at lige nu er energien sparsom. Jeg skal se det som en sejr at komme ud af sengen og komme ud og gøre noget aktivt, bare lidt. Men det er svært at se det som en sejr, at komme ud af sengen, at løbe eller gå en mindre tur, når man er vant til at have gud ved hvor mange bolde i luften. Men en kat har 9 liv, det samme har en inkarneret løbetosse. Jeg lander på benene! Vi har alle nedture, jeg er midt i min. Det tuder jeg lidt over i ny og næ. Men jeg har mit bagland, min mand og familie, mine veninder og mine omsorgsfulde kollegaer og jeg tuder, når jeg har brug for det.

At løbe er en afhængighed for mig! Jeg skal bare over dørtrinnet, og det kommer jeg, for jeg skal have mit fix. Det er den sejeste kamp, men den er det værd. Løb og aktivitet er livskvalitet for mig, i større eller mindre doser. Vi har alle vores kampe, fysiske eller psykiske, og vi kommer forhåbentlig alle videre. Hvis jeg ligger på sofaen dagen lang, som jeg mest har lyst til, så er det en ond cirkel. Det gør det værre for mig at gøre absolut intet. Jeg kan ikke være social lige nu, jeg kan ikke alt det, jeg gerne vil, men jeg kan gøre mit bedste for at bryde en nedadgående spiral! Jeg prøver ihærdigt at nedsætte mine forventninger til mig selv, fortæller mig selv, at det er okay at jeg bare løber 5 km eller går en tur i dag.  Et skridt af gangen, én dag af gangen!

Jeg håber, at nogen kan bruge denne beretning til noget. For mig hjælper det at skrive det sort på hvidt, hvordan jeg har det. Det er terapi at have min lille beretning på skrift. Alt det bedste til jer, der læser dette. At leve, er at leve!

 

 

, ,

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 3)

 

Del 3:   Fra maraton til ultra

Efter en veloverstået maraton glædede jeg mig til at skulle bygge videre på min gode form. Aldrig i mit liv havde jeg været i bedre form. Men så dukkede der lige en ikke-løberelateret operation op i december, som tvang mig til en 3-4 ugers løbepause. Så selvom grundformen ikke helt ville forsvinde, så var jeg dog (igen) banket tilbage.

Pausen fra løb brugte jeg til at læse om løb – hvad ellers? Jeg funderede også over, hvad jeg egentligt havde lyst til nu … efter et par HM og en M. Var jagten på PR i enten halvmaraton eller maraton nok til at motivere mig, eller skulle der noget andet til …

Jeg havde lige snuset lidt til DGI vintercrossløb inden operationen og ville gerne ud og løbe noget mere i naturen – trail – så jeg begyndte at støvsuge nettet og Facebook for information og grupper indenfor trail. Meget hurtigt stødte jeg på ultraløb og læste nogle løbsberetninger. Det at kombinere naturoplevelse og løb lød virkeligt tillokkende, så jeg søgte lidt på forskellige ultraløb i Danmark, som kunne være gode debut-løb, og helst efter sommerferien, så jeg havde tid til at træne mig op til det. Mine øjne faldt på Nordkystløbet (sidste løb i Ultracuppen) midt i august måned. ”Kun” 61k og da den fulgte nordkysten af Sjælland fra Hundested til Helsingør, ville det nok være så som så med højdemeter.

I min søgen efter trailløb i mit nærområdet, var kontakten faldet forbi Holbæk Orienteringsklub – en helt anden måde at dyrke løb på, som både kræver at man er i god form og er i stand til at holde hovedet koldt, så man kan finde vej. Jeg startede op med at GÅ banerne i januar måned (måtte jo ikke løbe endnu). Orienteringsløb – og specielt Holbæk Orienteringsklub – vandt mit hjerte … men det er en helt anden historie, som I får i en separat blog.

Tilbage til distanceløbet … så begyndte jeg i februar – efter endt pause – at træne med henblik på Nordkystløbet.

Mange har spur

cj-berlinhm-2017-1

Første delmål varBerlin HM (igen). Jeg trænede efter samme principper som sidste år … øge distance … langsomt løb og sidste 3-4 uger op til løbet lidt interval, for lige at booste iltoptagelsen. Selvom jeg kun havde haft 2 måneder til at komme i form til dette løb, så gennemførte jeg alligevel i 2:02 (dog ikke med så stort overskud som året før), men jeg var glad, og det gav et godt udgangspunkt for min ultratræning.

cj-berlinhm-2017-2web

 

Efter Berlin havde jeg valgt at hyre en coach i et forløb på fire måneder, fordi jeg ikke selv havde styr på, hvad der krævedes i et ultraløb. Han trænede primært løbere i HM og M distancer men sagde, at han havde trænet andre ultraløbere. Han spurgte, hvad mit mål var – og det var jeg lidt usikker på, for jeg har jo ikke løbet ultra før, så jeg havde kun mit maraton at sammenligne med, så jeg sagde tempo 6:30 i snit (mit HCA maraton lå på 6:09), hvilket ville svare til at gennemføre løbet på ca. 7 timer incl. stop i depoter … men jeg skulle da blive meget klogere.

 

Jeg startede op i coachforløbet – både med tekniktræning og med løbetræning. Hver måned ville min plan, som var bygget op efter samme struktur som HM-planer og M-planer, blive revideret ud fra mit aktuelle niveau, og det lød alt sammen meget fint. Det, der undrede mig, var, at han mente, at jeg kunne gennemføre et ultraløb på 61k med den længste tur på 24k i løbet af hele perioden. Med mit eget kendskab til træningsplanlægning, så syntes jeg, at det lød af meget lidt. Jeg havde ikke fornemmelsen af, at jeg fik presset min krop nok under træning til at kunne holde til et løb på 7 timer, men han bedyrede, at det var fint nok.

Efter lige godt en måned, så fik jeg ved et tilfælde kontakt til en ultraløber på Sydsjælland. Jeg spurgte lidt ind til principper for ultratræning, og han fik refereret mit ugeprogram (som så kunne ganges med 4 for en måned), og han var ganske himmelfalden. Jeg fik slet ikke nok km i benene, og der var ikke lagt styrketræning ind. Hans ord var: Ultraløb er bare ikke et længere maraton – det er så meget mere.

Så jeg afbrød mit samarbejde med coachen halvvejs i forløbet, fordi jeg simpelthen ikke havde tiltro til, at hans træning ville få mig helt igennem Nordkystløbet (jeg havde naturligvis en drøftelse med ham om dette). Dette nævner jeg sådan set kun for at give erfaringen videre – at selvom en coach synes, han/hun godt kan løfte en given opgave, så er det vigtigt at sikre sig, at vedkommende har erfaring med dette, hvordan/hvor tæt der vil blive coachet. Derudover er det vigtigt om vedkommende kender det løb, man skal løbe af hensyn til de specifikke udfordringer, det pågældende ultraløb måtte have, og man kan evt. også kontakte nogle af de løbere, som coachen har haft under sine vinger. Ultraløb er ikke som maraton på landevej – det er et trailløb, og underlaget man løber på kan være særdeles udfordrende og have stor betydning for både tempo, energi- og væskeindtag under løbet.

Jeg fik nogle enkle træningsprincipper af ultraløberen, som ville gøre sig til ultratræning, og som differentierede sig fra den træning, jeg havde lagt til HM og M: Udover den sædvanlige med 10% stigning og restitutionsuge, så blev back-to-back træning introduceret og løb 5-6 gange om ugen, hvor nogle af passene er restitution og et enkelt er lang tur.  Ingen træning over 2½ time, for da begynder kroppen at nedbrydes (undtagen måske den lange tur – den er til forhandling).  Samtidig blev træningen også lagt om fra at være baseret på distance (km) til at være baseret på tid. Grunden til dette er, at 10k på trail tager længere tid at gennemføre end 10k på landevej, så for ikke at overbelaste kroppen, så er det en god ide, at ændre til tid.

Jeg lavede min træningsplan helt om efter disse principper og kunne se, at jeg ville komme til at købe mange flere km om ugen – i snit mellem 55 og 65k – og sidste peak-uge op mod de 75-80k inden tapering 2 uger før løbet. Til dette skulle der så lægges styrketræning 2-3 gange om ugen for at styrke specielt benene (men også overkroppen) til udfordringen. Herudover skulle jeg så væk fra landevejen og løbe meget mere trail – helst på underlag, som minder om det underlag, som jeg skal løbe på til selve løbet.

Sjovt nok kendte jeg pludselig flere tøser fra løbeklubben og orienteringsklubben, som gerne ville med ud på nogle af de lange ture, så vi lavede en lille FB-gruppe, hvor vi kan slå ture op, og så kan de andre byde ind, hvis de har lyst til at være med. Det har fungeret fantastisk godt og har givet mig dejligt selskab på flere af de lange ture.

Jeg løb trail en gang om ugen (2-2½ time) på Det Hvide Spor ved Avnsø – et spor med gode udfordringer. Her fik jeg også ind imellem trænet ultra-teknikken med at gå op ad alle stigninger for ikke at belaste benene for meget. Derudover lagde jeg en længere tur om ugen på landevej men i meget kuperet terræn, og så var der det løse med interval/bakke/tempo-træning og restitutionspas.

traening-moen-2017-1

Den flotteste udsigt ved Møns Klint

I min sommerferie var jeg en tur ved Møns Klint og træne – en tur på 18k, 2½ time og 700 højdemeter. Det er et ganske fantastisk område at løbe i – bare en skam, der er så langt derned. Det var et hårdt træningspas, og helt optimalt så havde jeg lavet en BtB-træning og løbet samme træningspas igen dagen efter.

 

20170710_124415

Sten, sten … og lidt flere sten

Jeg havde undersøgt lidt om Nordkystløbet på FB og fundet ud af, at en af de udfordrende passager i løbet var fra Hornbæk til Ålsgårde, hvor der først er sand, så rullesten og dernæst kæmpesten som kystsikring, som man skal hen over. Jeg tog til Hornbæk og parkerede bilen og ville løbe så langt jeg kunne på ca. en time – og så retur igen. Det var fuldstændigt lige så udfordrende, som lovet.

På stranden/sandet gik det nogenlunde med at løbe. Små skridt er vejen frem.  På rullestenene var det straks værre, jeg skred hele tiden, og mine ankler og fødder blev godt mishandlet, og de sidste knap 3k hen til Ålsgårde var ”gedehop/vandring” henover de store kystsikringssten.  Jeg var lige godt en time om at tilbagelægge de 6k fra Hornbæk til Ålsgårde, og på løbsdagen rammer vi dette område efter ca. 50k, så det skal nok blive underholdende!!

Kystsikringsstenene ved Ålsgårde

Kystsikringsstenene ved Ålsgårde

På vej tilbage til Hornbæk valgte jeg at GÅ på rullestenene, både for at skåne mine fødder og ankler, men også for at se, hvad tidsforskellen ville være ved hhv. løb og rask gang. Den var under et minut, så det viste mig bare, at når jeg kommer til svært løb-bare områder, så sparer jeg kræfter ved at slå over i gang.  På turen tilbage til Hornbæk kunne jeg godt mærke, at kroppen var mere træt, og det tog da også 20 min. længere. En fin erkendelse at have gjort – og ikke mindst mærket underlaget på min egen krop. Gennemsnitstempoet på dette træningspas var 11:30 … LANGT fra mit mål om 6:30.

20170710_124429Underlaget var så måske også noget af det sværeste, vi kommer ud for på race day, men alligevel blev jeg klar over, at jeg var nødt til at revidere mit mål – og ikke kun for at revidere målet i sig selv, men også fordi min energiplan for løbet jo så ville komme til at se helt anderledes ud. Det er nemlig sådan, at vi selv skal medbringe al energi/mad til løbet, der serveres kun frugt, chips og drikke i depoterne.

Så fra en forventet sluttid på 7 timer (med planlagt energidepot for hver 2 timer), så er mit realistiske mål nu 9-10 timer, så det vil sige 3 timer mellem hvert energidepot. Meget afgørende for, hvor meget energi/drikke jeg skal have med i min løbevest.  Min træningstur på nordkysten var også hård ved benene og ikke mindst fødderne, så jeg skal have tapet mine fødder op til løbet, så jeg ikke så nemt vrikker rund, og så fandt jeg ud af hvor vigtigt styrketræning er for at kunne klare sådan en udfordring – så der blev lige skruet op for styrketræningen med lidt tungere kettlebells.

Nu er der så 2 uger til race day. I forrige uge havde jeg en rigtig dårlig løbe-uge. Syntes ikke, der var noget som helst der ville lykkes, og benene ville ikke rigtigt, som jeg ville have dem til. Men jeg nåede da alligevel op på godt 7 timers løbetræning (60k). Den dårlige løbsoplevelse i løbet af ugen udmøntede sig så lige i en krise i troen på egne evner, men heldigvis fik både løbe-Jørgen og min ultraløber fra Møn mig på lidt andre tanker. Den sidste uge har så heldigvis været meget bedre. Jeg nåede op på lige godt 9 timer i alt (82k) – henover weekenden løb jeg 3x10k både lørdag og søndag, så jeg prøvede at løbe 60k på 2 døgn og fik afprøvet løbets distance med mulighed for at restituere lidt undervejs, så jeg ikke sled alt for meget på min krop.  Til og med 40k gik det faktisk meget godt. 40-50k der begyndte jeg at blive træt, og den sidste tur var en sejtrækker – specielt de sidste 4k.  Men jeg løb dem alle og brugte 7 timer til det!

De sidste to uger er tapering (neddrosling), hvor fokus vil være at få udstyr og energiplan helt klar … og så skulle jeg gerne være klar til at debutere i ultraløb. Jeg glæder mig … helt enormt … både til selve oplevelsen, men også til at blive en erfaring rigere, og finde ud af om mine forberedelser har været gode nok – eller hvor de måske kunne have været bedre.

Den 12. august bliver en spændende dag  !!!

 

, ,

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 2)

Del 2:  Fra halv- til helmaraton

 

Mit halvmaratoneventyr i Berlin … for et eventyr var det: Jeg nåede mit mål med en sluttid under 2 timer, trods vandstop i depoter og et tab på 2 min. på et toiletbesøg.

Til gengæld lærte jeg, at man ikke skal løbe med en skade – på den hårde måde. Løbet kostede mig en skadepause på 3 måneder. Helt stop i 2 måneder (prøvede til nogle gange, men måtte opgive), og så startede jeg så småt op i juni måned i ultralangsomt tempo … så udfordring fra min vanvittige veninde eller ej om at debutere i både halv- og hel-maraton samme år som jeg fyldte 50, kunne jeg vist godt droppe alt om.

Jeg havde fortalt min gamle coach ”løbe-Jørgen” (således nick-named af min løbeveninde Ida og mig) om min venindes udfordring. Da jeg så småt startede op igen i juni, så mente han, at hvis udviklingen fortsatte positivt, så kunne jeg måske godt nå det – og så løbe HCA maraton i oktober måned. PYHA … jeg kunne godt mærke præstationsangstens kolde sved brede sig. Et er et halvmaraton – noget helt andet er et maraton. Det er helt uoverskueligt lang – som fra Horsens til Århus (godt nok på motorvejen – men alligevel) eller fra Roskilde til Hillerød.  Hvem i alverden løber lige sådan en tur … FRIVILLIGT !!

Hmm … ja … det havde jeg jo så måske tænkt mig at gør … trods alt 🙂

Og det gik faktisk ganske godt med at komme i gang igen. Lysken artede sig, og jeg byggede stille og roligt flere km på henover juli måned. Men løbe hurtigt – tempo og interval – det kunne jeg ikke, så brokkede lysken sig med det samme. Så det blev langsomt tempo i samtlige træningspas … 6:30-7:00 – ren MAF-træning, og jeg æææælskede at have fået løbeskoene på igen, og det var så fantastisk at mærke, at trods to måneder uden løbesko, så var grundformen ikke helt væk.

Hen mod slutningen af juli ramte jeg de 20-21k igen på en træningstur – godt nok langt fra min tid i Berlin, men det vigtigste var, at distancen var på plads, så turde jeg tro på, at jeg kunne træne mig fornuftigt op til at kunne gennemføre HCA. Jeg fik lagt en træningsplan for de sidste 2 måneder inden løbet, og så var det ellers tid til at købe billet – nu fangede bordet!

Hele tiden blev der lagt på distance – uden at røre ret meget ved tempo. Ida var med på rigtigt mange træningsture, og det var rigtigt hyggeligt.  Tempoet blev naturligvis lidt hurtigere, fordi jeg kom i bedre form, men stadig MAF-træning/snakketempo (til Idas uforbeholdne begejstring!). Først i slutningen af august var jeg helt smertefri , så jeg begyndte at lægge lidt tempo ind som kortere intervaller i mine lange træningspas, der lå mellem 26, og 32k i de tre sidste uger, hvor jeg peakede.

På vej mod HCA lå der jo lige en Cph Half i september – 2 uger før min maraton. Den hav20160918_1520141de jeg ”fået lov” at melde mig til under forudsætning af, at løbet blev brugt som træningsløb frem mod HCA, så jeg ikke brændte alt mit krudt af inden mit egentlige mål. Planen var, at jeg skulle forsøge at løbe Cph Half i mit Berlin HM tempo de første 15k, og hvis jeg så havde mere i skoene, så måtte jeg give den gas de sidste 6k til mål.  Hvis dette forsøg gik godt, så var planen, at mit HM-tempo skulle forsøges som mit maratontempo i Odense 14 dage senere. Jeg sprudlede – havde aldrig i mit liv været i bedre form.

Jeg stillede til start ved Cph Half sammen med en flok fra løbeklubben. Startskuddet gik, og vi kom afsted. Hvis du ikke selv har deltaget i Cph Half, så vil jeg bare sige, at der er sindssygt mange løbere, og enkelte tilskuere går bare henover løbebanen uden at se sig for eller tage hensyn til løberne. Nå … fred være med dem.  Det gik forrygende … tempoet lå stabilt mellem 5:35 og 5:40 de første 15k – uden at jeg følte, at jeg skulle anstrenge mig. Så da 15k skiltet  var passeret, var det lige før jeg udstødte et højt indianerhyl … og satte tempoet yderligere en tand i vejret … bare fordi jeg kunne !!!

Jeg kom i mål i ny PR: 1:56:52  –  og det var jo slet ikke meningen. Men hold nu helt op, hvor var jeg glad. Jeg var helt tilbage i form, hvor jeg havde været til Berlin. Senere, da jeg kom hjem, opdagede min coach fra Berlin-løbet, at jeg også havde sat PR på den sidste del af løbet – nemlig 5k i 26:30.  Måske ikke hurtigt i manges øjne, men for mig, som kun havde løbet i 1½ år, så var det helt fantastisk !

 

Så oprandt dagen … HCA maraton

Efter Cph. Half var der så to ugers tapering, hvor jeg tog den helt med ro og blev klar til den – på det tidspunkt – største udfordring . Ida tog med til Odense for at tage en tur på HM-distancen. Min mor kom også til Odense og min ældste datter, som på det tidspunkt gik på efterskole på Fyn – begge dog kun som tilskuere.20161002_1743091

Jeg var spændt … følte mig klar … stillede mig ved 4 timers ballonerne, som jo var målet, hvis jeg skulle holde tempoet fra Berlin hele vejen. Vi startede ud, mine ben ville ikke rigtigt finde tempoet, jeg følte mig tung og besværet. Ruten var HM-ruten og den skulle vi løbe 2 gange, så da vi nåede til 5k skiltet, så stod der også lige efter 26k … og der – på første runde efter 5 havde jeg det, som om jeg allerede havde løbet 26k.  Der kunne jeg godt mærke, at det her ville blive en hård dag på kontoret!

Men jeg holdt ved. Stædigheden satte ind, og jeg fandt langsomt en rytme. Jeg kiggede ikke på uret – droppede alt om at følge balloner – fokuserede bare på rytme. Da jeg nåede rundt første gang og havde løbet halvdelen, havde jeg allermest lyst til at stå af. Bare tanken om, at det her kun var halvvejs, var næsten ubærlig. Men så stod min Mor og Julie ved vejen og heppede på mig, og jeg måtte jo så tage mig sammen. De var jo ikke kommet for at se mig løbe en HM – ej heller havde jeg betalt penge for kun at løbe en HM, så nu måtte jeg lige tage mig sammen og så tage en runde mere – om ikke andet, så for at få erfaringen at bygge videre på. Utroligt hvad man kan nå at tænke på få sekunder.

cj-hca-m-6

Ja, det VAR hårdt !!

Så jeg hankede op i mig selv og fortsatte … ud på de sidste 21,1k … baaare lige et HM mere !

Jeg lukkede mig inde i min løbeboble … fokus udelukkende på vejen og på rytmen. Og så alligevel … ved 30k var der et stort digitalt ur, og til min store overraskelse viste det 3:00:00.  Jeg havde altså løbet 30k på knap 3 timer (det var bruttotiden, det talte), så mit tempo var ikke helt skævt i forhold til mit mål … jeg var VILDT – men glædeligt overrasket, og jeg forsvandt ind i min boble igen.  Jeg husker, at jeg jublede, da jeg nåede 32k – det var den længste distance, jeg havde løbet til træning, og jeg var stadig ok løbende. Det fortsatte ok … frem til 36k, så skete der et eller andet.  Det var ikke muren jeg ramte (det havde jeg prøvet til træning, så det vidste jeg godt, hvordan det føltes). Men mine lår blev med et til beton. Resten af mig – inklusiv mit hoved – forsøgte at piske dem afsted, lokke dem afsted, nurse dem afsted – jeg havde vildt mange snakke med “aben” på min skulder, men lige lidt hjalp det. Så jeg måtte ned og gå … men i mål SKULLE jeg. Ikke noget med at give op, når jeg nu var nået ud på 36k.

Resten af vejen var en blanding af gang og småløb. Muntre og opmuntrende bemærkninger fra mine medløbere (de kunne jo se skiltet på min ryg, som blev uddelt inden løbet ”Hjælp – det er mit første maraton”), og jeg kunne se det ene efter det andet km-skilt blive passeret. Flere løbere sad eller stod i kanten med kramper (så jeg var ikke alene i mine lidelser), og jeg havde bare fokus på at holde mig i gang. Da jeg fik øje på stadion tænkte jeg alligevel, at NU måtte jeg i løb, for jeg skulle ikke gå rundt derinde foran alle tilskuerne, så jeg satte i et ynkeligt luntetempo, som holdt hele vejen i mål: 4:17 gennemførte jeg i … og jeg var glad … mest over at det var overstået 🙂

Jeg fik krammet Mor, Julie og Ida (hun havde sat PR på sin HM !!) og gik så ind for at få lidt at drikke og spise – og en gang massage.

Godt nok nåede jeg ikke mit tidsmål, men 4:17 er en meget flot debut (ikke mindst i min alder, som løbe-Jørgen ville sige)  😉 … og så lærte jeg rigtigt meget om mig selv og om løbetræning af det løb. Bl.a. at jeg kan, hvis jeg sætter sig det for og holder ved hele vejen. At selvom man træner i langsomt tempo, så bliver man også hurtig.  Og så var der også den læring, at det med at løbe en HM 14 dage før et M – det er sgu nok ikke så god en ide, når man ikke kan styre sig og sætter 2xPR. (det hævnede sig med de tunge ben til HCA maraton) !!
cj-hca-m-5

Jaaaa … i mååååål !

 

,

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 1)

Del 1 … fra 0 til halvmaraton

Jeg har aldrig kunnet se fidusen i at løbe … bare at løbe derudaf – uden noget formål. I min verden har der altid skullet være en bold med i legen, for at det gav mening for mig at fordrive tiden med hurtigere anstrengelse end gang. Det er ikke fordi, jeg har været doven – tværtimod – jeg fangede bare slet ikke fidusen.

For godt to år siden – marts 2015 – meldte jeg mig så i en alder af næsten 48 ind i den lokale løbeklub. Jeg måtte erkende, at det med faste træningstider ikke passede ind i mit liv, så nu måtte jeg give det her løberi en chance, og jeg havde jo set holdene fra løbeklubben, når de kom gennem byen – og det så jo ganske hyggeligt ud. Så jeg startede op på kravleholdet, hvor vi gik mere end vi løb – til en start i hvert fald. Men jeg fik at vide, at kroppen lige skulle vænne sig til at løbe, så jeg fulgte programmet med gruppen, og i juni 2015 løb jeg så min første 5er i skoven med klubben som afslutning på forårssæsonen. 32min 47 sek. – og jeg var smadret … den havde virkelig fået gas !!

Så kom sommerferien, og klubben droslede ned, så jeg var overladt til mig selv. Mit mål var at komme til at løbe 10k og så løbe det et par gange eller 3 om ugen for lige at holde mig lidt i form. Men nu stod jeg så der – helt uerfaren – og anede ikke, hvordan jeg kom fra 5 til 10 uden at ødelægge kroppen. Jeg fik så kontakt til en erfaren løber i Kbh – Jacob – via et online netværk. Han fortalte mig lidt om træningsprincipper – bygge om med 10% om ugen, hver 4. uge lidt ned igen og ikke skrue på både distance og tempo samtidig. Det var grundprincipperne, så jeg lavede mit eget lille program, som jeg så kunne følge – og det gik overraskende godt.

Det syntes han åbenbart også, for en dag i august skrev han ”hvorfor vil du kun løbe 10k? Du kunne da sagtens træne dig op til et halvmaraton”.  ”HALVMARATON” nærmest skreg jeg … er du vanvittig … det er jo ENOGTYVE vanvittigt lange kilometer. Jeg er lige startet med at løbe, mig – en halvgammel kone, og så snakker du sindssyge distancer. Du må være tosset!!

Men, men, men … man skulle tro, han kendte mig, for er der noget, jeg har svært ved at modstå, så er det en god udfordring – en der er ”over the top”, men hvor jeg alligevel godt kan tro, at jeg kan nå derhen. Så efter at have grublet lidt over hans (stadig vanvittige) forslag en dags tid, så skrev jeg, at hvis han ville støtte mig i forløbet, så ville jeg gerne give det et forsøg – og det skulle så være Berlin HM i april 2016, hvor min løbeklub arrangerede klubtur.

Jeg ringede til min veninde Ayoe og annoncerede mit forehavende (jeg havde nok troet, at hun ville forsøge at tale mig fra det). Hendes eneste reaktion var ”FEDT!!! DET skal jeg bare med ned og se – er du helt vimmer”. Så var det, at jeg mærkede, at bordet fangede … nu havde jeg sagt det højt. Så inden jeg begyndte at fortryde, så gik jeg på nettet og købte flybilletter, hotel og – selvfølgelig – startnummer til løbet.  PYHA!!

Nu startede så arbejdet med at vænne kroppen til løb – for et er altså 5-7k – noget helt andet er 21,1k – og det skulle jo helst være, så jeg også ville have overskud til at nyde løbet. Så jeg lærte – støtte af min ”coach” Jacob at lægge løbeprogrammer – først øgede vi distancen efter grundprincipperne, og i november 2015 løb jeg de 21,1k for første gang i langsomt tempo. 2t21min. De sidste 2k holdt MEGET hårdt, men jeg var glad og stolt. Nu vidste jeg i hvert fald, at jeg kunne løbe distancen – nu ville jeg bare gerne have lidt overskud på.

Jacob var ofte plaget af skader i den periode (han løber også sindssygt hurtigt), så jeg var glad da jeg på FB fik kontakt til en anden løbegal mand “løbe-Jørgen”, som havde tid til at sparre med mig. Han var ældre end jeg selv, militærmand (oh ve o skræk) og havde en anden tilgang til træning end Jacob. Hans principper bygger på MAF (Maffetone), hvor man løber 80% af træningspassene i snakketempo (puls 180 minus alder – sådan ca.). Så jeg kombinerede de to tilgange i min træning, så der var en dag med tempo (interval, bakke, tempo) og lørdagen med min lange tur – med indbyggede km i HM-tempo, og så en dag med et kortere restitutionsløb.

De næste 3-4 mdr. gik nu med at løbe den lange distance om lørdagen (15-21k). Et 4. træningspas kom på om søndagen (resitutionspas) for at få flere km i benene, og her gjorde min nye løbeveninde fra klubben – Ida – mig selskab. Det gik rigtigt fint. ”Blæsebælgen” pustede knapt så hårdt, når jeg løb min lange langsomme tur om lørdagen, og jeg havde overskud i min træning. Jeg lærte om restitution efter træning, massage, hvile, styrketræning og andre elementer, som er vigtige, når man er oppe og træne 40k eller mere om ugen, og kiloene raslede af mig. Jeg tabte 10 kg på 4 mdr. – ren bonus!

Allerede ved juletid begyndte de ”emsige” coaches at snakke sluttid for Berlin HM. SLUTTID ???  Jeg skal bare gennemføre med overskud!  Næ næ … du skal have en sluttid som mål, lød ordene.  Så først blev målet 2t10 … og så 2t … og så under 2t !!  Den mest vanvittige af dem, mente også, at jeg sagtens kunne løbe i 1t45  (jeg nævner ingen navn). Den bedste tid i træningen løb jeg en måned før Berlin på 2t03, så mon ikke det var muligt at presse den ned under de 2t med et startnummer på maven ?

Et par gange var jeg til massør for lige at få løsnet benene. Den sidste gang inden det skulle gå løs i Berlin var 3 uger før løbet. Jeg var ret øm på indersiden af mine lår, og han ville lige have mig til at lave en strækøvelse til lysken … jeg blev presset længere og længere ud … og SLAM sagde det … og så havde jeg reddet mig en mega fiber i lysken. Kæft det gjorde ONDT !!  Kunne næsten ikke gå hen til bilen bagefter, og jeg var grædefærdig.  Her havde jeg trænet struktureret og fokuseret i et halvt år med det ene mål at løbe Berlin HM – og nu kunne jeg kun vralte afsted!  Trænede den sidste uge indædt – og med smerter – måtte droppe interval og skære ned på den lange tur.  Tapering (neddrosling op til løbet) foregik på sofaen – lysken fik så meget ro som muligt.

April 2016 – afsted til det store løb i Berlin … jeg var SÅ spændt og helt oppe at køre. Løbe skulle jeg – smerter eller ej. Jeg havde ikke trænet i 6 mdr. for så bare at blive hjemme. To panodiler, morgenmad som sædvanlig, og der stod jeg så midt i Berlin med startnummer på maven midt mellem tusinder af andre løbere. Jeg gik stadig efter mit mål på sub2t og havde lagt mig i startboksen som passe til det tempo … 5:37.

Starten gik og inden første sving var jeg løbet forbi min veninde, som stod og heppede med de andre heppere fra løbeklubben. Det var en FANTASTISK oplevelse. Der var tilskuere og musik hele vejen rundt langs den flotte rute i historiske Berlin. Jeg blev båret frem. Løb i singlet med dannebrog, så alle danskerne heppede på mig (TAK!!). Husker stadig første gang, der var en, der råbte ”KOM SÅ DANMARK”, så gik det pludselig op for mig, at det jo var MIG hun heppede på … og jeg vinkede og smilede tilbage til hende. Men en af mine udfordringer – også under træning – har været toiletbesøg. Og det var da heller ikke nogen undtagelse på denne dag. Så jeg stod i KØ ved toiletterne ude ved 10k mærket … DET havde jeg bare ikke tid til! Har vist aldrig tømt blæret så hurtigt før og løb videre, mens jeg satte det sidste tøj ordentligt på plads.

cj-berlin2016Nu skulle der lidt fart i futterne, for jeg havde tabt næsten 2 min på det lille stunt – øv. Vejret var fantastisk – der var 20 grader – og det blev faktisk for varmt. Jeg kunne se andre løbere have det rigtigt hårdt, så jeg valgte at gøre holdt ved et par depoter og få lidt at drikke (havde ellers trænet til at løbe hele løbet uden energi og drikke). Solen bankede ned og ude på 15-16k kæmpede jeg for at holde mit tempo og fortrænge smerterne i lysken – men heldigvis var der masser af tilskuere.  18k-mærket … NU kunne jeg se en ende på det, og jeg satte farten en smule i vejret … 19k … der var flere, som lå i kanten og var kollapset i varmen – skræmmende oplevelse på sit første løb … 20k … nu var jeg er næsten – kun 1k tilbage … KOM SÅ for hæwled.  DER stod min veninde og de andre fra klubben hoppede og klappede … armene i vejret … totalt overskud … og DER var mållinien … mit første HM var gennemført i 1t58 … jeg var LYKKELIG og vildt taknemmelig over den hjælp og støtte, jeg havde fået af mine to ”coaches” gennem forløbet og af min veninde Ayoe i Berlin!!

Om aftenen var vi så ude at fejre løbet med en god middag sammen med de andre løbere og heppere fra klubben – ganske velfortjent !! Og her var det så et min meget vittige veninde lukkede denne kommentar ud:  ”Kunne det ikke være sjovt både at debutere i halvmaraton og maraton det år, du fylder 50” efterfulgt af et lusket smil – for hun ved jo udmærket godt, hvordan jeg har det med udfordringer.  Men jeg affærdigede det hurtigt … jeg havde jo ligesom en lyske, der gjorde vildt ondt, så jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg ville have det dagen efter – for et eller andet sted var jeg jo godt klar over, at det at løbe et HM med en fiber i lysken nok ikke var det mest smarte valg, jeg havde gjort i mit liv.