, ,

Det der med (guld)alder og restitution…

Det kan godt være alderen bare er et tal, og indeni føler man sig stadig som om man var 25… men faktum er at for langt de fleste, så er det mere end bare et tal. I hvert fald når det gælder fysikken. Er du en af dem (os) der har fået den tossede idé at begynde at løbe i denne vores “guldalder”, så læs med her om de erfaringer jeg har gjort mig.

Jeg fylder selv 51 i næste måned, og startede med at løbe sidst i 2016. Jeg anede ikke noget som helst om det, hoppede bare i et par sko og begyndte at løbe. Efter nogen uger med begyndende smerter i skinnebenet, begyndte jeg at følge et løbeprogram og det har været rigtig godt, men én ting jeg ikke synes der bliver taget højde for i alle de løbeprogrammer jeg har kigget på, er ens alder. Når man er 25 restituerer man ret hurtigt, men når man er 50+ er sagen en anden. Man restituerer langsommere, man har brug for flere hviledage, og faktisk har man nok også brug for at gå langsommere frem, end hvad løbeprogrammet foreslår, for at undgå skader.

Set i bakspejlet skulle jeg have nøjedes med at løbe 2 gange i ugen, og jeg skulle kun have øget træningstiden, med 10% max. pr. uge. Men man vil jo så gerne… måske opdager man at det her løberi, det er dælme fedt! Man brænder efter at komme afsted igen. Så man bliver utålmodig og vil bare gi den gas. Sådan har jeg selv haft det, og sådan har jeg det stadig. Jeg kan bare mærke at min krop ikke vil det samme mit hoved vil. Nu, efter at have løbet siden november ca., erkender jeg at jeg er nødt til at blive bedre til at lytte til min krop, fremfor til mit hoved.

Så, til jer nye løbere af en ældre årgang… gå forsigtig frem. Løb er en hård belastning for kroppen, og restitution er uhyre vigtig. Måske synes i det er pinligt at i løber langsomt, og måske kun korte distancer, men det er IKKE pinligt… det er superfedt at i er gået i gang. Løb er godt for så mange ting, både kropsligt og mentalt, men det KAN også ødelægge. Mangel på restitution kan føre til udtrætning, og for meget fysisk belastning kan give fysiske skader, såsom skader på led, bl.a. knæ. Er man først blevet overbelastet og udtrættet, kan det tage lang tid at komme tilbage igen, og det kan gå udover alle andre aktiviteter i ens liv, fordi man simpelthen går rundt og er smadret hele tiden. Desuden… ja så er det faktisk ikke ualmindeligt at man som 50+’er har lidt gigt i kroppen. Bl.a. knæene har ofte lidt gigt, det har mine. Derfor er det ekstra vigtigt man passer på dem, de skulle gerne holde mange år endnu, og er meget udsatte når man løber.

Så… gå langsomt, langsomt frem…små ture i starten…lavt tempo hvor du dog får pulsen op, men ikke helt op i det røde felt…træn kun et par gange i ugen… øg tiden med max 10% pr. uge, dvs. løber du 40 minutter pr. uge i alt, så må du øge 4 minutter. Ignorér IKKE smerter! Lyt til dem, med det samme, stop op, sæt farten ned, hold en pause… for alt i verden skal du ikke bare fortsætte, – det er den direkte vej til en løbeskade. Tilføj meget gerne lidt styrketræning et par gange i ugen, for at styrke dine led, til at kunne klare belastningen. Hav tålmodighed, glemt alt om pace og distancer, – du skal nok nå det, du skal nok blive bedre og bedre og mere udholdende, og måske hurtigere og hurtigere, – men lad det komme lidt naturligt. Og det VIL tage tid… længere tid end for de unge. Men du skal nok nå det. Jeg har selv bemærket at jeg har øget min pace de sidste par måneder helt naturligt, uden jeg har gjort noget særligt for det. Jeg er bare ved at komme i bedre form, og så øges farten automatisk. MEN…den falder igen, ret drastisk endda, hvis jeg glemmer at restituere, for så bliver min krop for træt og jeg yder slet ikke optimalt, – hverken i løbeskoene eller i alle andre situationer i mit liv hvor jeg skal yde noget fysisk.

Dette er bare mine erfaringer. Jeg har ingen speciel ekspertise på området, jeg har blot mærket på min egen krop hvad der har været godt og skidt. Måske vil det være anderledes for dig, der er nok ikke en eksakt facitliste, men det ER bare vigtigt vi husker – lige på dette her område – at vi IKKE er 25 mere.

Pas på dig selv, og bliv en glad løber resten af livet. No matter your pace, – run happy!

Her er jeg – en glad snegleløber

Her er jeg. Gammel kone på snart 51 år. Hverken marathonløber, ultraløber eller anden ekstremsportudøver. Jeg er bare en kvinde som i en ret sen alder (50) opdagede hun kunne løbe-ish og tabte sit hjerte til denne aktivitet.

Om mig… jeg er født i sommeren 1966, i Fredericia. Har 3 voksne børn og 3 børnebørn. Da børnene var 12-15-17 blev jeg ramt af psykisk sygdom, og har i dag diagnosen Bipolar affektiv lidelse. Sygdommen rasede fra 2005 til 2012 – 7 år i helvede. I disse år røg jeg ind og ud af psykiatrisk afdeling, fik en masse ect behandlinger og prøvede alverdens forskellig medicin. Noget virkede men havde alvorlige bivirkninger, andre virkede slet ikke. Det tog 7 år før jeg fandt frem til noget der virkede: Motion!

Udover at være dopet med alt muligt medicin, tog jeg også meget på. Kunne sagtens se det var galt, men alligevel fik jeg et chok da jeg stod på sygehusets vægt og der stod skræmmende 93 kg. Næsten trecifret! Jeg bestilte tid ved lægen og udover en snak om kost og motion, fik jeg også taget blodprøver, og svaret var skyhøjt kolesteroltal og begyndende diabetes 2.
Ergo… der var ingen vej udenom en ændring i livsstilen.
Det var i 2012.

Jeg fortsatte med min antidep/mani/psykose medicin som en stor og dygtig pige, – af en eller anden grund satte jeg egentlig heller ikke spørgsmålstegn ved det… jeg havde jo en sygdom, og sygdomme tager man jo piller for, – ikk?

Kalorietælling blev en fast del af min dag, og forskellige apps blev installeret på telefonen. Lavede et regneark hvor jeg hver uge skrev ind hvad jeg vejede og målte. Langsomt blev tallene mindre. Meget langsomt.

En dag hørte jeg at mine piger planlagde at gå hærvejsmarch, – den lange rute. Det blev jeg da helt hooked på også, og så begyndte jeg bare at gå ture, bare for at se om jeg kunne. Første gang jeg gik 6 km var jeg pavestolt! Mig, sofakartoffel, havde lige gået 6 km! Lidet skulle jeg vide at jeg ca. 4 år senere ville trampe tværs over Spanien, 25-35 km hver dag.

Stolt Lone der nåede toppen i 1400 meters højde: Cruz de ferro i Spanien

Stolt Lone der nåede toppen i 1400 meters højde: Cruz de ferro i Spanien

Jeg begyndte at blive helt vild med at gå. Købte udstyr og ruterne blev længere og længere. Efter et halvt års tid begyndte jeg at tage væk på dagsture hvor jeg gik 18-20 km. Nød naturen, freden og roen. Opdagede at jeg mentalt fik det bedre og bedre, og så var det jeg læste en artikel om at motion kan gøre så man ikke behøver medicin mod depression! What?!

Jeg var så inderligt træt af at skulle være i den rolle…være syg…psykisk syg. Der måtte da være andet?

Jeg besluttede at prøve at trappe ud af mit medicin. Ét præparat af gangen. Jeg meldte mig ind i motionscenter men fandt ret hurtigt ud af, at det slet ikke var mig at være lukket inde i et center, uden fuglefløjt og vind i håret. Jeg måtte ud.

Efterhånden havde jeg tabt knap 20 kg, og så begyndte jeg at tænke på det der løberi. Mon jeg kunne? Havde prøvet en gang for mange år siden og det var aldeles rædselsfuldt. Men det så så fedt ud, når andre løb. Jeg læste at det var godt, i forhold til det mentale, at få pulsen op, og måtte erkende at deeet kom den altså ikke rigtigt, på mine rolige gåture – hvor lange de end var.

En dag besluttede jeg mig bare for at prøve. Jeg tog mine fitness-sko på og drog ud på min første løbetur.

Jøsses…jeg var dybt chokeret over hvor lidt jeg var i stand til at løbe. Min krop protesterede vildt og inderligt mod det overlast jeg var i gang med at udsætte den for, og jeg tror jeg max kunne løbe 20 sekunder – og det var 20 sekunder i helvede. Vejrtrækningen var heldigvis det mindste problem; jeg var stoppet med at ryge året før. ÉN mindre ting at bøvle med; rart!

To dage senere forsøgte jeg igen. Formen var lige dårlig men følte alligevel min krop langsomt accepterede at det her var altså hvad jeg havde tænkt mig at byde den. Men sjovt var det ikke.

Jeg fortsatte et par uger, og så begyndte jeg at få ondt i skinnebenet. Jeg løb jo altså også i de der fitnesssko og løb hverken efter program eller noget, jeg løb bare – eller luntede bare – til jeg var ved at dø, og så gik jeg lidt, luntede lidt osv.

Ved et tilfælde faldt jeg over NHS, hvor der var nogen ugentlige podcasts med løbeprogrammer “From couch to 5k”. Man kunne downloade dem som mp3 filer og det passede mig godt, fordi jeg ikke løb med min mobil (gisp…ingen endomondo-tracking!), men kun med en lille mp3 afspiller.

Programmet blev min redning. Jeg fulgte det slavisk, og søde engelske Laura guidede mig og støttede mig, og sagde at nu måtte jeg endelig ikke løbe for hurtigt. Hende tænker jeg stadig tilbage på med varme i hjertet.

Efterhånden kunne jeg løbe længere og længere, og jeg begyndte at løbe på de steder hvor jeg også gik ture, og uden at vide at det hed sådan, begyndte jeg altså at løbe trailløb. I fitness sko. På mudrede stier, grus, i skove og plantager. Jeg begyndte at ELSKE det simpelthen. Kunne næsten ikke vente med at komme hjem fra arbejde, så jeg kunne komme afsted. Distancerne var stadig ikke så lange, jeg holdt mig på 4-5 km – med gåpauser. Det tog mig omkring 45-50 minutter at løbe de distancer. Og jeg købte rigtige løbesko. I første omgang til løb på asfalt. Var stadig ikke klar over at man kunne få sko specifikt til trailløb. Ingen i min omgangskreds løb, jeg anede intet om det. Var bare gået i gang. Learning by doing…følte mig frem. Anede intet om neutral, pronation, heeldrop… jeg prøvede bare nogen sko i en butik…hmmm ja de føltes da rare, dem nupper jeg.

I december 2016 meldte jeg mig ind i en løbegruppe på facebook, og blev derigennem inspireret til at melde mig til mit første løb: Nytårsløbet i Drejens/Kolding – 5km. Kan tydeligt huske hvor nervøs jeg var, og var faktisk ude og brække mig på toilettet lige før start. Erkendelsen af at jeg løb så langsomt og at jeg højst sandsynlig ville komme sidst i mål, var pinagtigt klar for mig, og jeg havde virkelig, virkelig lyst til at stikke af. Men…nu var jeg der. Havde skrevet på facebook med stor stolthed at jeg havde meldt mig til mit første løb. Så kunne jeg da ikke bare tage hjem uden også at have løbet det! Så jeg blev. Og jeg løb. Det var rædselsfuldt. Kunne slet ikke finde et tempo der passede, min astma drillede helt vildt, jeg nærmest hyperventilerede af skræk og panik, det blæste og der var tusind bakker. MEN jeg gennemførte, – og hey…kom sgu ikke sidst i mål. Kom ind som nr. 4.-sidst. Følelsen bagefter…den var ubeskrivelig. Tænk, jeg havde gjort det. Mig, gamle sofakartoffel her, havde løbet 5 km, jeg havde turdet stille op, og jeg var ikke rendt min vej, jeg var blevet og havde kæmpet mig igennem. Jeg var så stolt og nærmest genfødt med ny selvtillid jeg ikke havde mærket i mange år.

Siden januar har jeg rykket mig lidt. Jeg kan løbe længere distancer og i længere tid, og også lidt hurtigere. Jeg er medicinfri, passer mit arbejde, og så længe jeg passer på mig selv, og passer min motion, så har jeg det godt mentalt. Jeg går, løber og cykler. Hver dag dyrker jeg motion af en eller anden slags. Både fordi det er min vej ud af mit psykiske helvede og fordi jeg bare elsker det.

Jeg har meldt mig til et par 10 km løb henover sommeren, trailløb, og dem glæder jeg mig voldsomt til. Derudover melder jeg mig til en del småløb, ene og alene for at vænne mig til at løbe blandt andre, og føle mig tryg ved det, og det hjælper virkelig, jeg slapper meget mere af og finder mit tempo hurtigt. Jeg kan løbe 5 km på 36 minutter nu. Nonstop – uden gåpauser. Jeg tvivler på jeg nogensinde kommer til at løbe hurtigt. Men jeg ved jeg kommer til at løbe glad. Og det er ultimativt det vigtigste for mig!

Det helt store slag skal kæmpes til oktober. Der har jeg vundet startnummer til HCA marathon i Odense og jeg har valgt halvmarathon-ruten. Den medalje vil jeg altså ha. I næste uge starter jeg op på HM-løbeprogram.

Ps. Har tabt 25 kg.

Min datter og jeg til Søndersø løbet

Min datter og jeg til Søndersø løbet

 

Chagline – Col Brison – Rif Champillon

Jeg havde lovet mig selv at give Punta Chagline et sidste skud inden afrejse fra Conclonaz. Hun lå fint og bade sig i solskin, så jeg var optimistisk på erobringen.

Denne gang prøvede jeg at nærme mig af en tredie vej. Første gang var jo kløften mellem hendes ben – og det gik jo ikke for godt. Dyb sne og uvejr satte en stopper for den tur. Jeg var nok lidt for direkte i min tilnærmelse.
Anden tur gik over kanten af højre skinneben. Derefter op over knæet der stak i vejret, men igen blev jeg stoppet tæt på målet af en skarp afvisning. Det var for glat og stejlt og jeg måtte trække følehornene til mig.

140517_03Denne gang startede jeg på den anden side af kløften. Jeg kælede mig langsomt og roligt op ad det venstre ben for at krydse ind til midt mellem kanterne hvor turen stoppede første gang. Denne gang var der ikke noget ballade med uvejr og dyb sne. Men den videre færd op ad maven gik i blød og tug sne. Stien var fuldstændig dækket og min GPX viste mig ud i en travers af dyb og tung tøsne. Til sidst valgte jeg at gå den direkte vej mod målet op over et stejlt bart stykke op mod de to velformede tinder der knejsede mod himlen. Det var hårdt, mit åndedræt var tungt og der skulle arbejdes med stavene samtidig med at hun også krævede crampons på. En hård kvinde at besejre!

140517_02Kom dog helt op til halsen der lå uberørt og hvid som elfenben i solen – og så var det bare fremad gennem tonsetung sne mod målet. Jeg nåede toppen denne gang – og hvilken belønning. Fantastisk udsigt bla over til Becca France hvor jeg var tidligere på ugen. Turen ned fra toppen tog jeg direkte på tværs af det hele og mine fødder var som istappe til sidst. Af med crampons og så et dejligt nedløb der varmede godt om fusserne.

Efter en rejsedag med praktiske gøremål som indkøb og besøg på italiensk møntvaskeri samt en let hike til en nedlagt kobbermine ved Bionaz var det tid til en tur mod Col de Brison fra Ollomont. Jeg havde overnattet i camperen ved en flod, så det var bare en kort køretur frem til starten af ruten. Dette skulle også blive min første prøve med selve TDG ruten som primært følger Alta Via 1 og 2.160517_01 Samtidig skulle turen også tjene som scouting for Outdoor Italy og en tur som Benjamin Holst planlægger over fire dage med stop i netop Ollomont. Man kommer egentlig fra øst og går over Col de Brison mod Ollomont i TDG, men rent praktisk passede det bedre at gå op og ned fra Ollomont, da jeg skulle til Torrent ved Doues bagefter.

Vejret var strålende sol og jeg mødte for en gangs skyld et par andre vandrere som kunne oplyse at der ikke var noget særlig sne i passet. Super. Selvom de nok underdrev lidt i forhold til hvad vi mener er lidt. Kom forbi en stor flok ibexer der gik og græssede roligt. I det hele taget ser jeg mange flere dyr end normalt fordi sæsonen ikke er gået i gang.

160517_02Der var kun få snepassager over vandfaldene undervejs. Fik også scoutet en siderute der går mod Biovachi Regondi. Nåede fint passet som var dækket af sne, men med fin passage på begge sider. Traverserede lidt rundt oppe på kanten og fik oplevet udsigten i alle retninger. Derefter tog jeg hele nedløbet i sammenhængende løb for lige at få en ide om tidsforbruget ned til Ollomont. Meget positiv tur. Derefter kørte jeg til mit nye opholdsted som er Maison Torrent B&B med super søde værter.

170517_02Vågnede op til et overvældende morgenbord, men jeg er så også den eneste gæst! Denne dag ville jeg bruge til at hike op til Rifugie Champillon stille og roligt for at få klarlagt ruten derop fra stedet her. Der er et 4,8 km godt stejlt stykke opad til man kommer til AV1 og TDG ruten. Endnu en gang tjener det til forberedelse til selve TDG, men også scouting for Outdoor Italy og turen der passerer her (læs mere her >>).
Inden man når AV1 kommer man til et picknicksted, hvor det er muligt at køre til ad en temmelig snoet, men dog asfalteret, bjergvej. Dette giver mulighed for at komme næsten direkte til TDG ruten fra mit ophold og jeg kan så gå mod både øst og vest.

170517_01Det sidste stykke af AV1 op til Rifugi Champillon ligger i skyggesiden, så der lå meget dyb sne som jeg sank igennem igen og igen. Det var meget tungt – og koldt – men insisterede på at komme op til rifugiet. Det er vildt innerverende når man igen og igen træder igennem sneen helt ned til knæ eller lyske. Men jeg kom da op til rifugiet og fik spist min madpakke, mens jeg kunne kigge over til Col de Brison. Herfra så det godt nok vildt stejlt ud at komme op til det pas. Det var desværre umuligt at gå videre op mod Col de Champillon. Håber det bliver muligt senere da jeg skal være her i to uger. Så mon ikke sneen forsvinder inden den tid. Anyway, i dag er det hviledag og i morgen skal jeg bare lege lidt turist i området her. Vejret er også skod i dag, så det er perfekt!

Optur over Becca France

Da jeg var på tur mod Punta Chaligne anden gang kunne jeg se over til en ret dramatisk kant mod vest. Samtidig var der heller ikke rigtig noget sne derovre, hvilket dragede mig. Kanten omkrandser et næsten lodret stenfald som minder om noget fra et meteornedslag eller en vulkan. Det viste sig at være Becca France og at rute 9A går derover og op til toppen her fra Ville sur Sarre. Med GPX genereret via Cartographic Navigator SCT (lyder tjekket ikk’?) begav jeg mig afsted i super nice solskin.

100517_04Ruten gik hurtigt meget stejlt opad gennem en dejlig sval nåleskov med blød bund. Det var guf for et par møre achillessener. Jeg var ret spændt på at se hvordan ruten ville folde sig ud når jeg nåede op på kanten. Og så pludselig, som ud af ingenting, når man op over skoven og hele kanten ligger blottet som én lang barsk kam. I beskrivelser havde jeg læst at den var nem at gå, men med visse ret eksponerede steder. Endvidere skulle den sidste opstigning være for erfarne vandrere – stod der. Det måtte jeg jo se på.

100517_02Det er virkelig en spektakulær tur hen over kanten. Flere steder er der lodret fald nærmest inde under en. Visse steder er stien så smal at man føler man står og vipper på æggen af klippen. Det gav nogle dejlige sug i maven og den der følelse af at man ikke kan holde balancen. Jeg synes ellers  allerede, at mit balancecenter er begyndt at vænne sig til forholdene. Ikke helt endnu, men jeg føler da ikke verden vipper længere, når jeg ser ud over kanterne.

Det allersidste stykke op mod toppen var meget stejlt og med løst grus. Tog lige starten op og ned for at have en fornemmelse af hvor fødderne kunne få lidt fæste. Og så helt op. Det er virkelig spektakulært. Det havde det nu været hele vejen og der var mange kiggestop undervejs. Kan klart anbefales. Ganske let rent teknisk og god træning pga stigningen op til kanten.

100517_03På toppen nød jeg et par energibarer og fik brugt min nyerhvervede kikkert flittigt. Lige overfor kunne jeg tjekke snesituationen på Punta Chaligne. Den er stadig ikke helt god. Men dejligt legetøj sådan en kikkert. Klart en af mine bedste investeringer i grej i længere tid. En anden fed gang grej er Salomons pilekoger til stave. Raffineret og smart fundet på. Så sidder stavene bare der og man kan tage det af hvis det ikke skal bruges.

100517_01Turen ned igen til skoven gik nu helt fint selvom det var meget stejlt og løst underlag. Derudover ville jeg også gå en rute der går langs bunden af stenfaldet. De to skiller sig fra hinanden nedenfor kanten. Det var en ret fed travers på den skovklædte del og løbbar. Pludselig åbnede træerne sig og man kunne se direkte op i stenfaldet. Præcis som jeg havde håbet det! Og det er jo fedt når noget er som forventet. Jeg stavrede over klipper og væltede træer til jeg befandt mig midt i centrum af stenfaldet. Og så sad jeg ellers der og var overvældet. Så tilbage igen og tage det sidste stejle nedløb. Lækker tur på 16km og masser af episk udsigt som belønning. I aften er det i øvrigt fuldmåne, så kan jeg kigge lidt nærmere på den.

De foregående dage har jeg brugt på at se på flere borge – og gå rigtig meget op og ned af bjerget. Køre i bus på bjergvejene med chauffører fra Helvede, overvære det lokale gededyrskue, scoute ruter og løbe dyrestier. Og ikke mindst så har jeg fået set samtlige romerske efterladenskaber i Aosta. Og jeg mener virkelig alt. Fra alle vinkler. Ovenover og under jorden. Og der er en del. Alene bymuren en ca. 3km hele vejen rundt. Men det var fedt at få det hele på plads på en gang. Jeg har også set de to første afsnit af Matador – det er jo et stykke dansk kulturhistorie…

Pûnta Chaligne i to hug – og et suk

Lige siden jeg er ankommet og opdagede, at der gik en rute op til Punta Chaligne (2608m) lige uden for døren så har jeg haft lyst til at gå derop. Jeg scoutede lige de første 100hm første eftermiddag jeg ankom. Den var barsk fra starten af. Så den blev lagt lidt på hylden. Men i går kunne jeg ikke dy mig længere. Nu så vejret nogenlunde ud. Jeg kiggede meget på skyerne hele formiddagen. De kom og gik, men så ike så alvorlige ud. Det andet der virkelig trak i mig er det her med snefaldet. Der ligger vildt meget sne over 2000m og det sner stadig sporadisk i højden. Hvad med de fede pas som man skal træne? Hvordan ser Col Loson ud i 3300m? Kan man overhovedet komme rundt på TDG ruten?

Fornuftig-Per fik mig til at trække i hiking tøjet. Støvler, bukser og fleece. Regnjakke, hue og handsker i rygsækken sammen med madpakken. Tænkte det ville give en naturlig dæmper på tempoet. Og sådan bør man jo tænke. Startede dog i solcreme og vindvest og dejligt solskinsvejr, så sveden sprang lystigt fra panden.

040517_04Og det gik opad, gjorde det. Det er virkelig en heftig rute når man kommer lige fra det flade. Så tempoet var roligt. Ingen vind og bare steady pace derudaf. Ved 1800m kommer så de første sneklatter og temperaturen dropper lige. Njaahhh, det ser da stadig okay ud. Ved 1900m er der sne overalt, men ikke dybere end det bare er fedt at høre sine trin og sin vejrtrækning. Rutemærkerne begynder godt nok at være sneet lidt til, men ikke mere end de kan ses.

I 2000m er der no mercy fra mother nature. Nu er der ikke længere nogen sti og jeg synker visse steder i til knæene. Navigerer efter mærkerne der stadig stikker frem. Husker at sparke dem fri for sne. Både for min egen skyld, men også for evt. andre der har fået samme tossede idé. Jeg kommer ud i åbent terræn og nu er alt dækket af sne. Meget sne! Jeg synker nogen gange i til lysken og aner ikke hvad der er sti længere. Navigerer efter klippestykker og krydser frem og tilbage efter mærker. Og nu bliver himlen så pludselig meget grå! Ja, ja, så er det vist slut med det eventyr. Det er heldigvis nemt at finde ned igen tænker jeg. Bare direkte nedad og markeringerne er jo altid nemmere at se oppefra end nedefra.

040517_03Der ligger et forladt hus lidt længere oppe. Her vil jeg lige tage et pitstop. Runder 5km og 1000hm der. Nåede op i 2268m og det ligner Nordpolen. Et tilsneet skilt viser, at der blot er 45min gang til toppen. Pokkers! Vi plejer at sige, at vi kan gøre det på halvdelen. Men alt er hvidt og himlen er sort og det begynder at sne tæt. Hopper under et halvtag og får vinterovertøjet på. Spiser et par energibarer og drikker lidt vand. Overvejer om jeg skal spise madpakken og se om det klarer op.

040517_02Men nej. Jeg kan se mine fodspor er ved at blive bløde i kanten, så siger tak for i dag. Og det skal man. Man kan altid gøre det igen i morgen. Eller en anden gang. Det er jo heller ikke sjovt at stå på en fed top og alt er whiteout. Hey man, fed udsigt – not!Nå, men nedløbet havde jeg glædet mig til. Smækker lige Iron Maiden – Killers i hørebøfferne og så får den ellers full trottle dernedaf. Så er det ligemeget med sti i sneen. Det tog 1t43min op og 50min ned, hey ho. Og det paradoksale er jo, at efter 20min, så var jeg ved at overophede igen. Det var da om ikke andet godt for ballerne. De føles som noget på en toårig galophest.

Dag 2

050517_01Vågner tidligt til strålende solskin og ikke en sky overhovedet. Yes, så er det i dag det sker. Spiser morgenmad og ellers samme setup som i går. Går dog mere hardcore på sko. Fellraiser med 4x2mm icespikes under forfoden og neopren lægbind. Så er der lagt i kakkelovnen!

Der er andre veje op til Chaligne end den fra i går. Den nemme tursitvej kræver 16 km kørsel i bil. Droppet. Den tredie mulighed er ruten til Chaligne Skyrace. Den er stejl, meget stejl og går oppe på kammen. Kører 10min til Ville sur Sarre og starter ud derfra. Har dobbelt GPX på ur og telefon – tjek. Og for pokker, en motherfucker. Det er lige op i luften fra starten (synes man jo som fladlanding). Men den er ikke særlig teknisk, så der er bare den ene fod foran den anden. Og den er nem at navigere.

Som i går er der sne fra 1800m, men i dag er det ved at smelte fra stien. Det går fint derudaf og jeg kan fløjte lidt som Poul Reichhardt. Fordi det i dag er på kanten er der en for vild udsigt. Jeg kan også se ned i slugten som jeg prøvede at gå ad i går. Husker at vende mig om og se tilbage som Heine altid siger. Selv ved 2000m er det reltivt nemt at gå ruten. Men jeg kan se på toppen, at den er sneet ekstremt meget til. På GPX’en er jorden bar helt op og alle kan såmænd gå den uden sne. Det er bare et spørgsmål om hvor lang tid det tager.

050517_02Da jeg når op til det virkelig stejle stykke, så aner jeg ikke hvor kammen er. Og til sidst er driverne så høje og med udhæng at det er point of return. Med solen på sneen hele dagen, så skal man ikke videre. Det gør heller ikke noget. Har taget 1300hm på 5,6km så jeg er tilfreds. I går gik jeg som sagt i en slugt. I dag er der fænomenal udsigt. Spontant kommer jeg til at sætte mig ned på røven i sneen med et kæmpe suk. Jeg har stort set 360 graders panoramaview. Kun selve Punta Chaligne bryder lige udsynet mod nord. Ellers kan jeg se, det der ligner, en lang sammenhængende kant med +3000m spidser hele vejen rundt. Denne dal er simpelthen så overdrevet.

050517_05Og vejret? Ja, vejret det er perfekt. Jeg har ikke noget at udsætte på vejrguderne i dag. Sætter mig på en busk der stikker op og spiser min madpakke. Kigger ned og tænker at det altid er stejlere når tæerne vender nedad. På med crampons og jakke og så nedad. Et skridt ad gangen og hellere sætte sig ned end spille smart. Men der er ingen slinger i valsen og ved 2000m kan jeg smide crampons og jakke og tage resten af turen i korte ærmer. Super nedløb. Tilbage ved bilen er jeg rimelig høj. Succesdag. Aboslut. Og fuld smæk på Thin Lizzy i bilen tilbage.

Jeg tror evt. jeg giver Chaligne et sidste shot når jeg flytter herfra og til Ollomont. Der har jeg en overliggerdag og kan så tage turistvejen. Så måske kommer der en ‘alle gode gange tre’ historie senere. Til sidst en video fra Skyrace, hvor man kan se hvordan forholdene bør være!

Save

Lidt flere borge – og trapper

Vågner op til rimelig ligegyldigt vejr. Tunge skyer over bjergene. Dagen derpå kan man jo godt mærke lidt træningsværk trænge sig på. Hmmm, de gamle knogler er ikke lavet af stål? Selvom jeg har været en flittig klient hos Pumaens Trappeton, så er det alligevel altid anderledes når man kommer ned i bjergene for alvor. Men det er kun en ganske let ømhed, så de mange ture på trapperne i Riget eller på Lüders er godt givet ud.

Alligevel spiller jeg med sikre kort og kører ned til Castello St. Pierre i bil. Voldsomt imponerende bygning – og meget stejl adgangsvej! Det er lukket pga renovering. Det huser ellers et naturhistorisk museum, øv bøv. Jeg tager så turen hele vejen rundt om slottet – meget imponerende!

En spytklat derfra ligger Castello Sarriod de La Tour. Det ser mindre imponerende ud fra vejen jeg kommer af. Men også mere råt i sit tydeligere forfald. Der er adgang og man kan komme rundt inden for murene. Mod floden er det så vanvittig stejlt og lader ikke noget tilbage. Man kan også komme indenfor for 3€ – tja, why not. Men når man kommer alene skal man have en af skrankedamerne med rundt?! Nej, jeg kommer igen en anden dag. Videre.

Næste hug er Castello Châtel-Argent der ligger som en ruin på toppen af en giga klippe. Pænt svært at slæbe ting derop. Men ret effektiv trappetræning at komme derop. Virkelig en trailseværdighed – anbefales! Det blev et fint træningspas da jeg lige skulle se alle stierne op og ned.

030517_02
Endte nede i byen Valpeline og fik handlet ind hos en ældre dame. Dernæst en kaotisk opkørsel hvor GPS’en ret så ofte var for sent ude. Og damned, det er ikke fedt med ny beregnet rute igen og igen eller ‘foretag en u-vending’. Så fik jeg da lidt øvelse i at køre hårnåle med en hånd. Men med en bredde på 185 så er der ikke meget plads at give af. Indtil videre er jeg dog kun bakket lidt ind i en skraldespand.

Så heller ikke mere om borge lige det næste stykke tid.

, ,

Ned mod borgene – og tilbage op igen!

020517_03 Den rute der er markeret lige overfor huset byder på det vildeste nedløb. Jeg skulle virkelig holde på mig selv for ikke bare at give los. Du skal jo også op igen! Ja ja, men det er jo først senere. Det var en heftig tur tilbage. Ja, det var. Men jeg tog det roligt gående.

Nåmen altså. Efter 5 km nedløb og 700 hm, så er man nede i dalen. Så var det bare afsted efter de første slotte. Det første jeg havde set viste sig at være en ‘snydeborg’. Et hotel bygget som en borg – godt gas. Men ikke så langt fremme lå Castello Reale di Sarre. En af de virkelig spektakulære borge. Der var også fine rutemarkeringer fra TDC. Vejret var iøvrigt rigtig fedt solskin nede i dalen. Rimelig heldig tur der! Er blevet ret swag solbrændt!

Fra Castello Reale di Sarre kan man se de næste borge mod vest og på sydsiden af floden. Men da jeg allerede havde tilbagelagt 9 km droppede jeg vovemodet. Tog lige et lille stykke af TDC ruten op til en kant hvor man endnu bedre havde oversyn over fem borge. Ret fedt at se det på afstand – ikke mindst Castello Reale di Sarre. Måske en trailkikkert er næste udstyrsstykke?020517_02

Derefter løb/gik jeg tilbage. Jeg er sgu altid så ivrig – og hey, det skal man passe på med! Det skal man også – det er rigtigt. Så rolig gang op ad stigningerne. Andet var næsten heller ikke muligt. Det er altså pænt massivt terræn lige uden for døren. Det blev da også 17km med det hele på, så var godt sulten efter frokost.

Jeg fik også scoutet det lokale busstoppested. Det er lige 2 km nedløb herfra. Så kan man tage lidt længere væk til de næste borge. Evt lige køre bilen derned for at være rigtig fornuftig. Måske i morgen.

H1483618497er til eftermiddag er der massivt skydække ned over bjergtoppene, så skal nok ikke opad i morgen. Må se. Vil meget gerne til Pointe de Chaligne. Der er et skyrace d. 15. juli og har taget GPX’en ned. Skal lige op ad vandreruten først og se forholdene inden den rute evt skal prøves af.

I øvrigt så kan jeg tilføje, at jeg er mutters alene i denne ‘by’ på ca. 8 huse. Jeg har dog fået en katteven. Den kommer og sidder udenfor vinduet og kigger ind. Så ligger den bare der. Men den er ikke tam. Det er nu meget hyggeligt. Jeg kalder den Plet.

Save

Save

KOM SÅ KRISSER, en mental kamp – Julsø Ultra

Jeg tager den sidste dybe vejrtrækning, ryster benene en sidste gang og prøver at finde ro.
Nu er det nu, der er ingen vej tilbage og jeg kan mærke sommerfuglene i maven, men det føltes rigtigt.

Vi sætter i gang.

 

Jeg vinker lige en sidste gang til min søde mor, som er min trofaste hepper, hvilket hun er særdeles god til og jeg håber for alle løbere, at de har sådan en.

Jeg sætter benene i gang i et normalt dejligt hurtigt tempo, men jeg kan hurtigt mærke, at noget ikke er som det plejer, det er som om noget mangler…

Power.

Åh nej, sig det er løgn, det sker bare ikke i dag.

Panikken breder sig hurtigere end jeg kan nå at tælle til tre og tage en dyb indånding, jeg er fanget!

 

Jeg kan allerede efter de første 3 km mærke i hele min krop, at i dag bliver en hård dag på kontoret

Frustrationen spreder sig benene driller, jeg kan ikke indtage væske og energi, jeg får kvalme!

Men hvorfor nu – lige i dag?

Træningen har spillet, jeg har trappet ned og jeg har shorts på, hvilket plejer at betyde, at jeg er klar på at give den gas.

Hvad skal jeg stille op?

Skal jeg udgå, sætte tempoet ned eller hvad stiller man op i sådan en situation?

 

De første 12 km lader jeg mig rive med af panikken og jeg har aldrig, ALDRIG oplevet noget så hårdt.
I mit hoved forbereder jeg mig på at falde grædende sammen i min mors arme, næste gang hun står og hepper på mig og udgå, fordi jeg simpelthen ikke ”ramte dagen” som undskyldningen.

DNF (Did not finish) efter kun 12 km. Jeg var jo ikke engang nået til det hårde stykke endnu, pinligt!

 

Vi kommer til den lille båd, som skal sejle os over til Silkeborg Nordskov. Der står hun, jeg kan se hende på lang afstand, min mor, nu sker det.. Jeg udgår af mit første store løb i år, øvøvøv!

Jeg hopper på båden sammen med nogle andre løbere. Underholder dem med, at det er min mor, som står på den anden side og vinker som en tosse til os.

De vender sig alle sammen om råber grinende “Hej mor” til hende.

Okay, det er lidt sjovt kan jeg mærke, men jeg er jo i krise og kæmper for ikke at bryde grædende sammen i hendes arme, men samtidig bliver jeg mindet om, hvorfor jeg løber!

Stemningen på denne her lille båd, hvor vi sidder og hygger os? Det her det er fedt, og jeg glemmer alt om krisen et kort øjeblik!

Da vi lægger til land bliver jeg hjulpet over af to mænd, som hver stikker en hånd ud til mig.

Tænk at de gider, at bruge tid på at hjælpe mig! Jeg kan mærke smilet igen presser sig på og jeg kan ikke holde det tilbage længere. Igen bliver jeg mindet om, hvorfor jeg løber! Stemningen og hjælpsomheden, igen glemmer jeg krisen.

Min mor fortæller en anden kvinde og mig, at vi er nummer 3 og 4. Det er første gang jeg overhovedet skænker min placering en tanke. Allerede nu ligger jeg godt i feltet og jeg plejer først at shine de sidste par km, mærkeligt?

Men vigtigst af alt, så siger min mor, at min søster Marie og min far er på vej til målfeltet, og her glemmer jeg ALT om mine sløve, trælse dumme ben. Sætter det lange ben forset og begynder endelig at løbe, som jeg ved at jeg kan.

 

ENDELIG!

 

Jeg løber og løber og løber, op og ned op og ned!

Jeg er flyvende og føler faktisk ikke at nogen eller noget som helst kan stoppe mig!

Jeg snakker med folk på ruten, smiler til dem, jeg råber sågar ”Hej moaaar” igennem hele skoven til en fremmede kvinde. Det skal lige siges, at hun havde det samme tørklæde på som min mor og derfor tog jeg fejl J Svaret, der kommer tilbage i gennem skoven, er ”Jeg tror ikke, at jeg er din mor” efterfulgt af et vink.

Uden at tænke mig om, råber jeg tilbage, ”Nå men jeg blev glad for at se dig alligevel”.

Det her, det skal jeg fortælle til min søster, hun kommer til at flække af grin!

På toppen af en af “bjergene”

Jeg kæmper mig over de to bjerge Sindbjerg/Stovbjerg, som jeg i dagens anledning kalder bjerge!

Forsætter, løber, flyver.

Jeg har fuldstændig glemt krisen og jeg ved godt, at den er hjemme.

Jeg ved godt, at det er her jeg er stærk, min dieselmotor er i gang, og jeg ved godt at den ikke stopper før jeg ser målstregen.

Der kommer den ene trappe efter den anden, jeg kravler op og kravler forsigtigt ned igen, fordi teknik, det har jeg ikke noget af når det kommer til trailløb.

Faktisk har jeg aldrig tilbage lagt mere end 300 højdemeter på en tur før, men jeg forsætter.

Op, op, op og ned, ned, ned.

Jeg forlader skoven.

NU, nu er der ikke langt tilbage.

 

Jeg skruer tempoet lidt op, selvom jeg er træt i bentøjet så glæder jeg mig, som et lille barn glæder sig til juleaften, til at se alle glade ansigter, når jeg nærmer mig målstregen.

Jeg visualiserer, hvordan jeg vil krydse målstregen, vil jeg falde sammen af træthed, brøle et højt ”JA” eller måske vil jeg endelig kunne bryde grædende sammen, som jeg jo var ved i starten?

Da jeg drejer op mod målstregen får jeg en forbandet lyst til bare at råbe ”MARIE!” igennem de sidste par træer.

Her bliver målstregen krydset med det lange ben forst

Jeg bliver overvældet af min mors, min fars, min mormors, min morfars men vigtigst af alt Maries stemmer, som råber ”KOM SÅ KRISSER”.

Pludselig har jeg glemt alle trappetrinene, alle bekymringerne og de 800 højdemeter og er bare glad.

 

Helt ned i maven glad!

 

Jeg kan slet ikke lade være med at smile.

 

Jeg løber direkte hen og giver den største og måske også klammeste krammer til Marie

Smurt ind i gel, sved og mudder, men hun trækker ikke en mine.
Det her, det er livet tænker jeg.

Hurtigt fortæller de mig, at jeg er nr. 3 kvinder, men jeg tror ikke helt på dem. Jeg er bare ovenud lykkelige over, at jeg gennemførte!

Mega stolt over, at jeg fik vendt situationen og ubeskrivelig glad over, at min søster for første gang nogen sinde er kommet med til et løb og endda ligner en som nyder det!

 

Sådan gik det til, at jeg gennemførte 33,4 km, 800 højdemeter, en forbandede mange trapper og sidst men ikke mindst blev bidt at trailløb.

En podieplads blev det til, det havde jeg ikke forudset!

Nøj, det var fedt.

Nøj, den opbakning.

Nøj, jeg er glad.

 

 

Tillykke til alle de andre løbere, som gennemførte, men specielt tillykke til Anette og Mette.

I er for seje!

,

Hej. Jeg hedder Kirsten, og jeg er runstreak’er!

Runstreak….. Runstreak?    Runstreak!   Hvad er det for noget? Er det ikke noget med nøgenhed og store stadions?! Nej, nej, bare rolig. Ikke noget med at få grimme billeder op på nethinden nu. Ingen grund til panik. 🙂 Runstreak er, at man løber hver dag. Som i hver evig eneste dag. #runeverydamnday !

Hvorfor?

OK altså. Runstreak er, at man løber hver dag. Jeg faldt over det i et blogindlæg af Ellen Westfelt fra Pace on Earth og tænkte, at det må jeg da også prøve .

Nej, helt ærgerligt var det nok netop ”tænke” at jeg ikke gjorde. Det var i hvert fald ikke særligt gennemtænkt. Jeg læste indlægget og næste dag smuttede jeg på en ikke planlagt tur, bare for at starte streaken. Og så var jeg jo ligesom i gang, ikk?

I'm a streaker! :)

I’m a streaker! 🙂

Jeg spurgte lidt omkring (nok mest min ven ”Google”), og fandt frem til nogle amerikanske regler der definerer runstreak som minimum 1 mile (1,6 km) hver dag. Så den nappede jeg.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at en tur på 1,6 km ikke rigtig giver mig så meget, så jeg ligger ofte på 3 km som mine minimum ture. Her kommer jeg lige i gang, kroppen bliver gennemvarm, og jeg får løsnet op i kroppen.

Betyder det så, at jeg runstreaker for at få gang i kroppen hver dag? Nej – det er ikke derfor.

 

Men hvorfor så?

Ved at runstreake tager jeg  ”skal jeg løbe i dag eller ikke” ud af ligningen. Altså: Jeg skal ikke til at diskutere med mig selv om det er ok at droppe min løbetur i dag, og tage den i morgen i stedet (tro mig – jeg har haft laaaange snakke med mig selv om det her!). Er det så derfor jeg streaker? Er det en måde at planlægge min træning på, og komme afsted?

Jeg troede, at det var grunden i et stykke tid, men nej. Det er heller ikke derfor jeg runstreak’er.

 

Men altså hvorfor så?

Er det så for at få tilstrækkelig km i kroppen? Umiddelbart troede jeg, at runstreaking automatisk ville få mig til at bygge noget mængde på i min træning. Men den holder jo ikke, hvis man udskifter en 12 km tur og en hviledag ud med 2 3 km ture fordelt på de to dage, vel? Det er jo simpelt matematik!

 

OK – er det så for ”fame and glory”?

Nu sidder jeg nu godt nok og skriver et blogindlæg om det, men helt helt ærligt, så betyder det ikke rigtig det store, hvad andre mennesker synes om at jeg runstreak’er. Selvfølgelig er det super fedt, hvis jeg kan inspirere andre til at følge deres hjerte og bevæge sig ud af deres komfortzone.

Men det er ikke derfor – det handler om noget i mig selv.

 

OK – hvorfor pokker er det så?

Tja, jeg ved det faktisk ikke helt. Det tætteste jeg kan komme det, er at jeg – når jeg står ”face to face” med Dragen til Dragon’s Back Race d. 22. maj, kan sige til mig selv: Helt ærligt: Du har løbet 256 dage i træk. Du kan også nappe de næste 5!

……..Håber jeg!

 

Men det hele handler om at have det sjovt

Og det har runstreak ved flere lejligheder sørget for:

Jeg har løbet i cirkler i 30 min på Helidækket på et cruiseskip. Nok det mest hjernedøde jeg til dato har lavet!

OK udsigt, nu når helidækket er det eneste sted, man kan løbe :)

OK udsigt, nu når helidækket er det eneste sted, man kan løbe 🙂

Sene Aftenture, selvom det kan give bagslag, ved at jeg har svært ved at falde i søvn lige efter en løbetur.

Aftentur i frostvejr, i selskab med "sort is". Det får lige én til at være vågen!

Aftentur i frostvejr, i selskab med “sort is”. Det får lige én til at være vågen!

Pendleløbe efter hotyoga . Jeg troede på forhånd, at det ville være det dummeste ever. Men det har vist sig, at jeg har nogle af de fedeste løbeture lige efter hotyoga. Fedt at lære en ny side af sin krop at kende.

Kendskab til mærkelige parkeringssteder når jeg pendleløber. Når man nu nogle dage ikke kan tage sig sammen til at løbe fra ”standard pendlerpladsen”, så finder man de særeste steder at smide sin bil, så man kan få en pendlertur væk fra trafikken.

Smuk start på dagen :)

Smuk start på dagen 🙂

Sidde til diverse aftenmøder i løbetøj. Skole-hjem samtaler, forældremøder, forældrerådsmøder, planlægningsmøder. Jeg tror snart jeg når dertil , hvor folk tror jeg kun ejer løbetøj. Nogle gange er jeg selv i tvivl.

Udelukket brugen af almindelig strømper. Jeg er gået all in på løbeuldsokker. Jeg skal jo alligevel skifte til løbetøj lige om lidt. Og man kan da også snige sig til at have yogatights på på arbejde, ikk? J

OK, måske var det liiiige til kanten, at tage SÅ farverige yogatights på på kontoret!

OK, måske var det liiiige til kanten, at tage SÅ farverige yogatights på på kontoret!

 

Jeg er dog ikke nået til punktet hvor den almindelig BH er skiftet ud med sporttoppen. Uhm – OK nogle dage er jeg. Men sig det ik til nogen, ok? 🙂

 

Og om at håndterer nederlag

Et af mine store nederlag er morgenløb. Eller mangel på samme. Jeg har sagt det utallig gange: Jeg er ikke en morgenløber. Men jeg gad virkelig godt være det. Men jeg tror mit vækkeur er ved at miste alt respekt for mig. Det tager mig simpelthen ikke seriøst mere, når jeg sætter det til ”tidligere end normalt”. Jeg tør vædde på, at det tænker: ”Ja, ja – det er godt med dig. Du stiller mig og bare frem når jeg ringer. Så hvorfor gider du overhoved vågne en time før du står på, bare for at stille mig frem? Helt ærligt”. Så jeg har op til flere gange endt med en plan B, der var løb rigtig sent om aftenen.

Den dér følelse af, at man synes man selv er træls – den har jeg gode muligheder for at arbejde med som runstreaker.

 

Men hvad så, når jeg er syg? Eller småskadet?

Ja se – nu bliver det rigtig interessant.

Jeg vil lige understrege, at jeg ikke er fortaler for at træne når man er syg /skadet. Men jeg har så alligevel ”sneget” mig igennem. Men med MEGA meget lytten til min krop undervejs.

Kroppen har i perioder været presset i bund pga. sygdom (jeg havde en seriøst mande-forkølelse her i vinters, med feber og hele turen), og her løb jeg alligevel. Det var tæt på at jeg trak ”jeg bryder streaken pga. sygdom” kortet, men ville så alligevel hellere vende om på turen, end slet ikke at give den et skud. Og se – jeg opdagede at man faktisk godt at løbe en lille bitte langsom tur med feber i kroppen, uden at man får det værre af det. Man sejler bare lidt rundt, men sover så til gengæld bedre bagefter J

Og jeg har også være igennem klassikeren med en mindre forstuvning/forvridning af anklen. Klassikeren med, at man vrikker om på foden på løbeturen – vi kender den vist alle sammen. Jeg tror der var to ting, der fik mig igennem runstreaken på en småskidt ankel: 1) var at jeg de seneste par år har fået styrket mine fødder og ankler, ved trailløb og en hel del løb i minimalistiske sko. Og 2) at jeg kender min krop så godt, at jeg kunne mærke hvad jeg kunne få den til, samtidigt med at give en ro til at reparerer skaden. Så det blev nogle uger med fladt asfaltløb, i roligt tempo og korte ture. Samt ikke mindst en pæn del hotyoga, hvor anklen stille og roligt blev arbejdet med.

Men altså – jeg opfordret ikke til at man træner på sygdom/skader, men at man lytter til sin krop og bruger aktivitet/træning til at hele kroppen med. Det med skader og smerte, er så utrolig komplekst, men også pokkers interessant, og hvis I er interesserede i hvordan vores hjerne fuckr med os på det her punkt, så tjek denne film ud:

 

Bliver jeg så ved med at runstreak?

Well – er jeg på 205 dage i dag, og med 51 dage til start på Dragen, ville det da være skørt ikke at fortsætte, ikk? 🙂

kompression strømper

Kompressionsstrømper, der indkapsler lægmusklen i elastisk stof, er blevet almindeligt tilbehør hos løbere, der skal ud på længere ture. Ideen bag de stramme strømper er, at de letter tilbageløbet af blod fra benmusklerne, og at det har en effekt på såvel løbepræstation som på restitution.

img_1925

Jeg har været så heldig at få lov til at teste et par kompressionstrømper fra www.zestfulcompression.com/da/

Jeg er en løber som ofte får krampe ved længerevarende løb eller ved høje temperaturer. Så kompressionstrømper kunne måske være løsningen for mig.

Jeg har dog ikke altid været fan af kompressionstrømper fordi de har haft en tendens til at klemme mine tæer sammen. Men da jeg får strømperne på fra zestful føles det helt anderledes end ved andre kompressionstrømper jeg har prøvet. Tæerne føles helt frie som om man havde bare tæer.

img_1912

Når man får strømpen på føles den stram omkring læggen og man kan tydelig mærke det let opstrammende op af læggen. Jeg har god erfaring med at have kompressionsstrømperne på 1 times tid før og efter løbesessionen.

Der er mange holdninger til effekten af kompressionstrømper. Nogle studier viser at kompression strømper kan have stor betydning for udholdenhed og løbeøkonomi. Mens andre studier ikke kan påvise nogen sammenhæng. Jeg synes personlig at der er en stor psykologisk effekt i at løbe med kompressionsstrømper. Kompressionsstrømperne giver mig en følelse at læggen får ro, og jeg har ikke oplevet kramper med kompressionstrømper.

Under de løbeture hvor jeg har testet strømperne fra zestful har jeg haft følelsen af at min lægmuskel har fået den nødvendige støtte til at kunne få ro til at arbejde hurtigt og effektivt. Jeg skal dog ikke kunne sige om det har givet mig en bedre løbeøkonomi eller udholdenhed.

Alt i alt er jeg overrasket over kompressionstrømperne fra zestful. De er behagelige at have på og kompressionen virker effektiv. De er helt klart min fortrukne kompressionsstrømper

img_1913

 

,

Før det store løb – forberedelser til Tokyo Marathon

Du kender det sikkert – forventnings glæde før et løb. Men hvordan forbereder man sig til maraton? Jeg har gjort det før, lagt et fast løbeprogram inspireret af min ynglingsløbebog – elsk at løbe, skrevet for længe siden af Tor Rønnow, og så bare afsted 3-4 gange om ugen. Men denne gang er der bare mere på spil end tidligere. Jeg skal løbe på den anden side af jorden i min kones hjemby – Tokyo den 26. februar. Med en tidsforskel på 8 timer svarer det nogenlunde til, at jeg skulle stå op midt om natten for at løbe en urimelig lang tur. Næsten 50 venner og bekendte har bidraget til min indsamling som charity runner, hvor jeg har samlet ind til Ronald McDonald i Tokyo. Så det bliver – intet mindre, mit livs største løb.

Jeg har løbet en masse halvmaratons og 5 hele. I 2016 udgik jeg af København Maraton, fordi jeg havde været syg i ugen op til, men i 2015 løb jeg min bedste tid samme sted og med negativt split. Hvordan gør jeg Tokyo 2017 til et løb på linje med København 2015?

Siden 2011 har jeg løbet flere gange hver uge, så jeg har prøvet både gode og dårlige løb, og jeg skal finde en formel, så det næste bliver et af de gode – det er planen.

Træning skal der til. I modsætning til tidligere prøver jeg mig med et meget stabilt træningsprogram, for jeg skal jo ikke ”træne op”, jeg skal ”bare” holde mig i form, og så er jeg jo konkurrencemenneske, så jeg vil jo gerne forbedre mig lidt. Vejen dertil tror jeg er, at jeg hver uge træner intervaller, som en del af den faste ugeplan der hedder 10K, 5K (interval), 20K plus. Jeg har holdt mig til denne plan et par måneder nu, og jeg kan se, at det giver resultater For en måned siden kom jeg for første gang på 25K under 2 timer. Eneste afvigelser fra planen er, at jeg skal løbe en tur i skoven før julefrokosten med et par kollegaer på fredag, men ellers bliver det stabilt næsten kun asfalt, og så tager jeg et par halvmara-tonløb hen over julen.

Mad er særligt vigtigt for mig, da jeg har diabetes type 1, men jeg er overbevist om, at mine vilkår er så gode som de skal være, og hvem lider i min alder ikke af et eller andet? Jeg har lagt en nøje plan for hvor mange kulhydrater jeg skal spise, før hvert lange løb, og hvor meget jeg skal indtage under vejs. Jeg er overgået til vingummibarer, som efter min mening er mere praktiske end geler, da de bedre kan deles op. Jeg sørger for massere protein i hvert måltid og supplere gerne med lidt kakao tilsat protein, så mon ikke der er styr på den del også.

Så er der alt det der foregår imellem ørene, også her vil jeg forberede mig. Jeg vil se løbet for mit indre løberblik (eller også vil jeg snyde, og se videoen på Tokyo Marathons hjemmeside), og jeg vil gennemgå alt hvad der skal foregå dagen inden, og på dagen inden løbet. Og så skal jeg huske at glæde mig, selvfølgelig bliver jeg nervøs og skal på toilettet 10 gange inden start, og får våde håndflader og mareridt om, at jeg aldrig kommer igennem, men det er jo Tokyo det her 40.000 løbere – mit første af verdens største!

Om jeg kommer til at nyde at løbe? Det tror jeg, men dagen vil også vise, om jeg får disponeret løbet godt nok til at nyde det. Men det bliver helt sikkert en stor oplevelse, som kun vi løbere får lov at kende.

run-with-heart

camilla-bergmann_loeberen_trailsko
, ,

Det ujævne underlag kræver sin trailsko

camilla-bergmann_loeberen_trailsko

Foto: framed by Jepsen.

Jeg springer over grøften. Løber til højre ned ad den lille krogede sti med trærødder og løse småsten. Får, med høje knæløftninger, kæmpet mig igennem den barske tunge mosebund. Løber op ad bakken gennem den tætte nåleskov. Og ned ad skrænten på den lille mudrede sti. Når fødderne sætter af på det ujævne underlag klaskes der mudderklatter godt op ad skinnebenene.

Jeg kigger op på den blå himmel og nyder solens stråler mod ansigtet. Stilheden. Den lette brise fra træerne der svajer i vinden. Jeg har glemt alt om tiden. Men afbrydes pludseligt af en bippen og summen fra mit venstre håndled. 60 minutter gør GPS-uret opmærksom på.

I et kort sekund vendes tankerne tilbage på alt det som skete før at jeg snørede løbeskoene. Den tanke får plads et par sekunder, før at jeg stille og roligt falder tilbage til nu’et. Og det som det handler om lige nu. Trailløb!

Inden for de seneste måske 5-6 år er ordet så småt kommet på alle løbers læber. For mig er trailløb mest af alt orienteringsløb – bare uden kort og kompas. Jeg har i mange år løbet trailløb. Tidligere blev det nok bare kaldt ‘terrænløb’ – i hvert fald for mit vedkommende. Terrænløb var en fast del af træningsplanen. Nye trailsko blev skiftet ud hvert halve år. Slidt op. Brugt. Min hæl var ofte ‘tapet op’, enten med vabelplaster eller sportstape. Jeg husker at min mest brugte trailsko var VJ Integrator. Ikke noget stort hit. Men en nødvendig løbesko til terræn på det tidspunkt, hvor markedet for variationer af trailsko ikke lige bugnede.  

Den nye Salomon Speedtrak

I takt med trailløbets popularitetsbølge brød ud, satte andre (sko)mærker ind i kampen om monopol på orienteringsløberens og trailløberens fødder. Salomons trailsko blev hurtigt min bedste ven i skoven. God pasform om foden, der for mig betyder ingen vabler på hælen. Kraftig overdel, der gør skoen slidstærk. Og grov sål med knopper, der giver godt greb med underlaget. 

For et par måneder siden bød jeg de nye Salomon Speedtrak velkommen i skoskabet. De har dog ikke fået lov til at stå (ubrugte) i skabet. De er løb for mig. Trailløb, træningsløb og orienteringsløb – i forskellige terræner af varierede længder og i alt slags vejr.

camilla_bergmann_salomon_loebeblog_runningblogs

Grov profilering

Det er vigtigt for mig, når jeg løber i terræn, at jeg har god føling med underlaget for at fødderne stabiliserer sig bedst (og dermed helst undgår at vrikke om). Salomon Speedtraks hårde ydersål gør, at skoen er hård at brage igennem terrænet med. Jeg savner lidt mere kontakt med underlaget i de terræntyper, hvor der ligger mange grene, sten og andet småkrat. Men skoens grove profileret sål med store knopper, gør dog sit arbejde rigtig godt, når jeg løber i blødt, mudret og moset underlag, da jeg i disse terræntyper har godt greb og kontrol med underlaget. 

camilla_speedtrak_salomonLetvægtssko med en lav profil og tilpas støddæmpning 

Når jeg skal trykke den af på de faste, og ikke så teknisk krævende, store stier, så passer skoen ret godt til stifræs, da den har en fin støddæmpning og her kommer den hårde ydersål til sin ret.  

Slidstærk og kraftig overdel

Overdelen på trailskoen er meget kraftig og det kan mærkes. Den kan virkelig tåle det barske terræn, tæsk fra trærødder, sten og andet i skovbunden. Og selvom skoen allerede er brugt en del gange, så ser den slet ikke så slidt ud på overdelen. Det er et kæmpe plus, at der ikke let kommer huller i skoene – sådan lige med det samme. Generelt er trailskoen ret hård i materialet. Det er supergodt, da jeg kan mærke at tæerne er godt beskyttet og kan brage igennem det ujævne underlaget uden skader på tæerne. 

camilla_bergmann_salomon_loebeblog_runningblogsPerfekt pasform og snørring 

Salomons snørrebånd er super effektive til at få strammet skoen, så den sidder tilpas om foden. Jeg kan snørre skoen, så min fod ikke skøjter rundt i skoen, når underlaget er ujævnt og når der løbes i bakker. Det gør også, at vabler på min hæl bliver væk. Det er et kæmpe plus for mig, der nemt får vabler af for hårde og kraftige sko, som jeg har svært ved at snørre tæt om foden. 

 

Alt i alt, så er Salomon Speedtak en fed trailsko, som faktisk imødekommer mange af mine behov til en perfekt terrænsko til orienteringsløb og trail. Den passer godt til det regnfulde og våde efterårsvejr i Danmark.

Hvilken trailsko skal jeg vælge?

Salomon Speedtrak kan fås hos Løberen. Jeg anbefaler virkelig, at du tager ned i én af deres butikker før, at du begiver dig ud i skoven. Der findes mange forskellige typer af trailsko til mange forskellige behov og fødder, og derfor er det vigtigt, at have prøvet skoen inden du løber af sted.

Det kan være en jungle, at finde de helt rigtige trailsko. Løberen har lavet en fed guide til dig, som søger vejledning til, hvilken trailsko du skal vælge, efter din egne behov.  

camilla-bergmann_loeberen_trailsko

 

 

/Camilla

Blogger på www.camillabergmann.dk

Følg mit løberunivers på Instagram: @camillabergmann.dk

simon-grimstrup

Trailtræning – Simon Grimstrup

Jeg sidder lige nu og nyder en kop kaffe. Det er efterårsferie, onsdag og regnen siler ned udenfor. Egentlig meget hyggelig og dagen skal bruges på restitution, forberedelse af de kommende skoleforløb på HNIE frem mod jul og ellers på at ”lade batterierne op”. Jeg kom i går hjem fra Garda-søen, hvor den har stået på 4 dages fantastisk lækker og relativ intensiv teknisk træning. Den sidste træning frem mod VM trail i Braga, Portugal som løber af stablen om 1½ uge på en rute med 5000 positive højdemeter over 85 tekniske kilometer.

At lave ingenting, slappe af og lade batterierne op er nøgleord i forhold til træning – og mit klart svageste punkt og et område, hvor der klart er plads til forbedring!
Efter løb og ultraløb tog overhånd for mig, nærmest ved et tilfælde i 2013, og jeg er blevet mere og mere seriøs med min træning og mine konkurrencer er det på ”restitutions-fronten”, det er svært at gøre det ordentligt.
Det er ikke så svært at komme ud på løbeturene og jeg er også lykkedes med at styre uden om de store skader med god hjælp fra Rene Guldberg (Århus Klinikken) og Thomas B. Jensen – Silkeborg Sygehus. Men man bliver træt af at træne og har brug for tid, hvor man laver ingenting – ikke fordi man ikke orker eller gider, men fordi kroppen har brug for det!
Det kan være svært at acceptere, at det er ok – at lave ingenting! Så nu er jeg i gang med et kompromis – nemlig beskrive min træning og mine mål – og drikke kaffe!
vmm2016 har indtil videre været en lidt blandet sæson. Den startede forsigtigt ud med et godt og vellykket ”achilles-smerte-forsøg” på Silkeborg sygehus, hvor jeg fik sat skik på mine achilles-problemer.
Det første store mål var herefter VM bjergløb som foregik i Slovenien. 42 km og 2600 hm – det blev til en 28. plads og bedste dansker. Et løb, som jeg er rigtig godt tilfreds med.
Mit sæsonens allerbedste præstation blev dog Valsesia Trail – 40 km og 4700+, som jeg vandt i ny løbsrekord – kæmpe oplevelse, når alt går op i en højere enhed!

UTMB var sæsonens helt store mål og jeg gik benhårdt efter at løbe de 172 km og 10000 hm omkring Mont Blanc på under 24 timer. Desværre stod benene af ved 120 km og en PR var ikke længere mulig – derfor valgte jeg at trække stikket…
14 dage senere var der DM kort trail i Viborg. Jeg valgte at stille op ”for at vise flaget” og støtte op om DM. Det var sjovt og dumt. Formen var i top, men benene stadig meget tunge og trætte efter UTMB. Som en Ferrari på flade dæk. Det kan gå, men bilen (i hvert fald fælgene) tager skade – og det tager tid at komme sig… Hvilket betyder, at jeg ikke siden DM i starten af september har følt mig ovenpå og sådan rigtig klar til træning.
Heldigvis var der lidt ”hul igennem her i weekenden” ligesom jeg løb en godkendt 10 km til ”Dollerup Trail” i forrige weekend i Viborg. Så har stadig forhåbninger omkring et mirakel til VM.

portugal1Løb er jo for mig er en måde at skaffe oplevelser i verden på – og udover VM – har jeg planlagt at deltage i det sidste løb i den Spanske Ultracup, som foregår den første weekend i december – og derudover slutter jeg året af i Hong Kong, hvor jeg løber 100 miles henover nytårsaften.

VM, Falcotrail og 100 miles i Hong Kong betyder også at træningen imellem de tre løb ikke bliver så planlagt, men mere at få følt efter, hvordan benene har det. Dog planlægger jeg at løbe lidt trappespecifik træning frem mod løbet i Hong Kong -da der efter sigende skulle være en del trapper på sporene der…
Jeg prøver ofte at lave min træning så specifik som mulig – og når man vil løbe bjergløb og bo i DK betyder det – at man løber så mange bakker som muligt – og løber så hurtigt nedad som muligt.

Jeg fører træningsdagbog – den kører automatisk via mit gps-ur – og de kolde fakta omkring 2016 indtil videre siger, at jeg i år har løbet 3566 km på 380 timer og har løbet 135500 højdemeter (opad bakke). Så jo det er jo alligevel en del timer, som bliver lagt i træning.

2017?
Jeg har ikke lagt de vilde planer for 2017 – faktisk skal jeg sørge for at komme godt ovenpå igen efter en hård sæson… så tænker ”nærmest” at tage januar fri fra løb – køre lidt mountainbike og stå lidt på ski.
Jeg skal en tur til Vietnam, hvor jeg skal hjælpe Topas med at udvikle deres trailløb derude – og samtidig være med til at afholde den første Vertikale km i Vietnam – det glæder jeg mig meget til!
Forårets store mål er DM lang trail på absolut hjemmebane – nemlig vores eget trail- og ultraløb her i klubben – Julsø Ultra, hvor jeg samtidig håber at kvalificere mig til VM trail, som i 2017 afholdes 10. juni i Italien.
Det er Dansk Atletik Forbund, som udtager landsholdet i trailløb udfra nogle ret veldefinerede kriterier og niveauet er stadigt stigende – såvel indenfor dansk trailløb – så kan sikkert ikke fortsætte med at tage udtagelserne for givet!

Har et lidt større projekt i efteråret 2017 – men skal lige have lidt forskelligt på plads.

………..
simon-grimstrup-runningblogs2. nov.
VM overstået! Der skete ikke mirakler – udover at jeg trods alt kom igennem og blev bedste dansker på en dag, hvor jeg under normale omstændigheder ikke havde gennemført, men man skylder jo at gennemføre, når man løber for landsholdet.
Det tog mig 10.44 minutter at komme igennem den meget smukke og tekniske rute. Jeg nød nedløbene, men opad var der ikke noget at skyde med – og da solen begyndte at bage blev det helt skidt… Målfoto fortæller vist, hvordan jeg havde det. Uha for en prøvelse J
Figur 1Foto: Laureano Freixo Photography

athgene_gentest_camilla-bergmann_forrest-gump_loeb
, ,

På opdagelse i mine gener – Jeg er Forrest Gump

Den store lup har været fremme for at kigge nærmere på mit unikke DNA. Jeg tog en gentest, da jeg gerne ville blive klogere på, hvordan jeg vil kunne optimere min træning og ernæring, for at blive en bedre udgave af mig selv.

Hvem er jeg så?

Jamen kort fortalt, så kan mine gener fortælle mig, at; jeg er udholdenhedsløber, der skal styrketræne og løbe flere intervaller end andre løbere, for at blive en bedre løber. Så har jeg normal til lav risiko for at opnå muskulære skader. Jeg sveder som et svin. Er sådan middel god til at optage mine vitaminer A og C, men rigtig god til at optage D-vitaminer. Hurra for den friske luft! Jeg er genetisk tilbøjelige til at spise mindre sukkerholdige produkter, end en person med en øget sød tand. Hmm… det ved jeg nu ikke om holder. Jeg har en normal appetit, og min krop er god til at regulere mit kalorieindtag. Og så er jeg genetisk mere tilbøjelige til at bruge mit fedt i kroppen som brændstof.

Run Forrest Run…  

Hvis Forrest Gump var en virkelig person, så kunne jeg helt sikkert have været i familie med ham – eller i hvert fald have arvet hans gener. Mine gener fortæller mig, at jeg har en stærk udholdenheds profil. Jeg er altså genetisk skruet sådan sammen, at jeg har potentiale til at klare mig godt i aerob træning med lav intensitet og høj træningsvolumen, såsom langdistance løb og cykling.

camilla-bergmann_gentest_athgeneJeg er lykkelig! Langdistance- og udholdenhedsløb har ikke altid være min største interesse, men de seneste år har de længere distancer vundet mere taletid i træningsdagbogen og i den travle hverdag. Derfor er det meget rart at vide, at mine gener fortæller, at min krop genetisk er bygget til lange (skov)ture i løbeskoene.

Selvom der ikke – på nuværende tidspunkt – står så mange udholdenhedsløb på repertoiret (2 x ½ halvmarathon, deltaget i 2 ultraløb med orienteringsløb over 2 dage, 1 x Adventure Race i Silkeborg og en håndfuld ultralange orienteringsløb til DM og junior-VM), så har jeg på adskille træninger fået en masse kilometre i benene og har nemt kunne bruge over en time ad gangen i løbeskoene i skoven. Som Forrest Gump, så rigtigt siger det, da han bliver spurgt hvorfor han løber: “Jeg havde lyst til en løbetur”.

Jeg havde lyst til en løbetur. Lyst til at komme væk fra en stund. Lyst til at nyde naturens farver og vindens brisen. Lyst til at bevæge mig et sted hen, hvor flow er essentielt for den gode oplevelse.

Mine gener fortæller, at jeg er udholdenhedsatlet. Det vil jeg ikke ændre på. Jeg vil fortsætte de lange løbeture og turene i cykelsadlen, da jeg her kan udnytte det maksimale af mine gener.

Av for den da!

Jeg har genetisk medium risiko for bindevævskader (ledbånd/seneskade). Det vil sige, at det tager mig længere tid at helbrede fuldstændigt efter en bindevævskade. Derfor anbefaler testen mig, at tage forebyggende træning seriøst, for at undgå skader. Styrketræning og stabiliserende træning vil være rigtig godt, for hurtigere at komme på toppen igen efter en skade. Samtidig fortæller gentesten også, at jeg genetisk har et lavt potentiale for muskelopbygning, efter styrketræning. Av for den! Det må betyde, at jeg skal tage mig sammen og løfte noget mere jern (end gennemsnittet), hvis jeg skal undgå skader i f.eks. Ankel og knæ, og få større musler.

Tidligere vrikkede jeg ofte rundt på foden. Det har jeg tidligere skrevet om her. Og så bøvler jeg med en gammel knæskade, som spøger i ny og næ, som jeg har skrevet lidt om her. Derfor kommer det nok ikke så meget bag på mig, at mine gener fortæller, at jeg har medium risiko for skader i ledbånd og sener. Ofte, når jeg har vrikket om på foden, har det nogle gange resultereret i forstuvninger og lange skadesperioder, hvor genoptræning – i perioder – var min bedste ven. Jeg er allerede bevidst om, at få varmet godt op før træning og jogget af efter et træningspas, for også at undgå skader. Meeen, jeg kan altså godt blive bedre til at få løftet noget jern, og styrketræne ankler og knæ, for at mindske risikoen for skader og øge stabilitet i leddene. Jeg må nok knibe ballerne sammen og troppe op nede i fitness. Dette resultatet har i hvert fald givet mig et skub til at gøre noget ved det.

Kan bestemt ikke sove sig til en hurtigere løber

Gentesten fortalte – måske ikke helt overraskende – at jeg genetisk er disponeret til at have under gennemsnittet af VO2 max potentiale. Det betyder, at der er visse genetiske variationer, der hindrer effektiv iltforbrug, når jeg træner maksimalt. Jeg vil altså få en mindre stigning i min nuværende VO2 max efter træning, end en person, der har en højere VO2 max potentiale. Sagt på en anden måde: Mine gener har bestemt, at jeg skal æde flere intervaller for at blive en bedre løber, end en person der genetisk udnytter sit VO2 max potentiale højere.

Sandhedens time er kommet. Jeg kommer ikke sovende til løb. Hvis jeg skal blive en hurtigere løber, så kan ikke bare tænke mig til en løbetur i skoven – som andre måske kan – nej, jeg skal rent faktisk trække i løbeskoene og tæske svedende rundt, for at blive en hurtigere løber.

Jeg har faktisk godt haft på fornemmelsen, at jeg skal knokle lidt hårdere (end andre), for at opnå samme niveau. Af løbeerfaringer gennem årene, så har jeg nok ikke rykket så hurtigt, i forhold til mine træningskammerater.

Interval træning er for løbere den bedste måde, at forbedre sin VO2 max. Så vågn op og på med løbeskoene. Og så er det nu først, når hjertet og pulsen virkelig galoperer af sted, at man mærker intensiteten ved løb!

 

camilla_athgene_resultater_af_gentestRulleteksterne

For halvanden måneds tid siden skrabede jeg spyt fra munden med en slags vatpind . Sendte vatpinden retur til Athgene i et glas med blå væske. Hvordan jeg helt præcis tog gentesten, kan du læse mere om i blogindlægget her.  

18 forskellige indblik i mine gener

Hos Athgene får du dine resultater 3-4 uger efter du har taget testen. Athgene har netop lanceret et nyt website, med en nye platform, hvor du øbende, som et abonnement, får mulighed for at få indblik i dine gener ud fra nye kategorier indenfor sport, livsstil og ernæring.


Vil du også gerne på opdagelse i din krops unikke univers?

Brug rabatkoden BERGMANN10 www.athgene.com, og får rabat og fede fordele.

 

Dette indlæg er lavet sammen med Athgene, men sætninger, ord, vendinger og tanker er rent og skær mine egne. 

 

/Camilla

Blogger på www.camillabergmann.dk

Følg mit løberunivers på Instagram: @camillabergmann.dk

, ,

Mio min Miiego

Hovedtelefoner.?

Det er en jungle…

Hvad fanden skal man vælge, og hvorfor.?

Skal man gå efter design, navnet, farven, streetcredit, coolness, pris eller lyd.?

Hvad skal man bruge dem til, er det til løb, styrketræning, crosstraining.?

You name it, these ones are fårking sick.!

 

Miiego AL3 Freedom

Disse trådløse hovedtelefoner fra Miiego skulle vise sig at være en helt ny oplevelse for mig at høre musik under mine løbeture.

 

Jeg har egentligt aldrig sådan rigtigt løbet med musik.

Har altid været mest til at nyde “larmen” fra naturen. Lidt som at føle sig som en del af omgivelserne.

Lyden fra mit åndedræt, de lette “bump” for hvert skridt der blev taget, eller bare lyden af “swush swush swush” fra mit tøj.

Det har for mig altid og vil altid være lyden af løb.

 

Men når jeg endelig har haft musik med på de længere ture, så har jeg altid brugt in-ear hovedtelefoner, med tilhørende irriterende ledning, der altid – uanset hvor godt jeg synes jeg havde fikseret den – været i vejen.

Så trak den i det ene øre, så i det andet.

Så viklede ledningen sig omkring et eller andet.

Eller også var det hele bare noget møg.

Men jeg affandt mig med det.

Og når det ikke var ledningen der irriterede, så var det sveden der på en eller anden måde løb ind i mine ører, og på den måde dæmpede for musikken.

Måske det skyldes at jeg har nogle vildt mærkelige ører, selvom de ligner og fungere som alle andre jeg har set.

Men røv irriterende var det i hvert fald.

 

Derfor var det også med en del skepsis og  mistro til, at disse 80´er looking ørebøffer, der ikke nok med at de lignede noget fra dengang hvor alle rendte rundt – i gang – med et par uden på ørerne, koblet til en walkman, der til og med skulle sidde på hovedet via en fjerende bøjle.

Men nu sad jeg her med æsken og havde fået muligheden for at afprøve dem first handed.

 

Førstehåndsindtrykketimg_5856

At sidde med den lille flade pakke foran sig, så er det første man tænker nok ikke lige ørebøffer af den slags der sidder uden på ørerne.

Men efter at have åbnet den, så bliver man overrasket.

img_5857Grundet den fjerende bøjle, kan hovedtelefonerne “krølles” sammen på en sådan måde at de ikke fylder særlig meget.

Så det er med stor overraskelse at se at der er så meget med i denne pakke.

Pakken indeholder nemlig, udover hovedtelefonerne, 1 etui, ledning til opladning, ekstra bløde dimsedutter til at skifte ud med og en brugervejledning.img_5865

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alt sammen pakket ned i den lille og flade kasse.

 

På med dem

Som den lille ivrige dreng der ser gaverne under juletræet, blev disse underligt udseende ørebøffer sat på hovedet.

Og ja, jeg indrømmer gerne, at der lige skulle et par forsøg eller tre til, før jeg lige kunne sætte dem på med et snup tag.

De sidder som sagt uden på ørerne, og deres vægt – hvilken er sølle 42 gram, bæres så af bøjlen bag nakken.

 

Mærker man dem.?

Ja det gør du.

Men det er kun indtil du tager første skridt på din løbetur.

Så registrere du ikke at de sidder der.

Måden de sidder der på dit hoved med hjælp fra bøjlen, og deres sølle vægt, gør at du ikke bliver genert af dem på nogen måde.

Du kan dreje hovedet lige så tosset du vil, de er ikke i vejen på nogen måde.

Ikke hvad jeg har oplevet.

 

Hvordan fungere de.?

Da disse sataner er trådløse, så kobles de til din telefon eller anden form for musikapperat via Bluetooth.

Såre simpelt.

Skide hurtigt.

Pisse nemt.

 

Er det svært.?

Altså nu er jeg på ingen måde teknisk anlagt, og den eneste grund til at jeg er god til at løbe skyldes, at det bare drejer sig om at sætte det ene ben foran det andet, og så gentage det indtil målet er nået.

Så sværere er det ikke.

Tænd for din Bluetooth på din mobil.blue

Hold knappen der sidder i midten på den højre højtaler inde.

Kort tid efter kommer der er en kvindestemme der siger “power on”, herefter kommer der “parring”, og til sidst før du at vide “phone one connected”.

Og så afsted.

 

 

Oplevelsen

Som sagt skulle jeg lige vænne mig til at have dem på.

De sidder på ingen måder stramt eller irriterende, men alligevel skulle man liiiiiige vende sig lidt til det.

At de sidder som de gør, og at de sidder uden på ørerene gør, at man stadig har “kontakt” med omverden.

Jeg hører stadig min vejrtrækning, omgivelserne og min dejlige “swush swush” fra tøjet.

Man kan jo sammenligne med in-ear, som virker støjdæmpende. Og på den måde lukker de vedkommende inde i en falsk trykhedsskal, da de ikke kan høre omgivelserne – heriblandt biler, cykellister og knallerter.

 

Da disse hovedtelefoner har en blød skumgummi beklædning, er de ikke irriterende klistret, og samtidig sørger de for at sveden ikke ender inde i øret.

Nu er det ikke sådan at de bliver ødelagt af sved eller vand. De har nemlig været så smarte at gøre dem “sweat-proof”, hvilket jo er genialt for en som mig.

Det eneste der så sker er, at sveden bare drypper af dem.

Ski´e smart hvis du spørger mig.

 

Nu har jeg brugt dem generelt til løb.

Herunder intervaller, tempo ture og 6 timers ultraløb.

Og de sidder upåklageligt godt.

På intet tidspunkt er de til gene.

De kan føles lidt varme, men det er små ting.

 

Bliver man træt af at høre et nummer eller er lyden for høj eller lav, så vælger man bare det næste eller forrige ved hjælp af de små “usynlige” img_5884knapper der sidder for og bag på siden af den højre højtaler, eller skal man skrue op eller ned, så er det de to knapper der sidder øverst eller nederst, ligeledes på på højre side.

Simple as that…

Det er alt i alt et let, nemt og smart stykke legetøj der kan få tiden til at gå “hurtigere” når du er aktiv.

 

Min egen mening

Disse hovedtelefoner har virkelig overrasket mig, samt set lyset for at løbe uden irriterende ledninger.

Det er nemt og lige til, og så er de pisse nemme at have med sig rundt, da de bare kan krølles sammen og kommes i en lomme eller taske.

Hvis jeg skal nævne positive og negative ting ved dem, så lad os starte med det positive.

 

Positivt:

De er lette

Skide nemme at finde ud af at tilslutte og bruge

Fylder ikke særligt meget

Ok bass

Kan bruges som håndfri

Holder strøm i op til 7 timer

 

Negativt:

Som nævnt i starten, så får de dig ikke til at ligne en supermodel, men igen, når noget bliver prioriteret, så må man give lidt til den anden side

Mellemtonen tager for meget af musikken og gør den lidt “pløret”

For lidt diskant – der burde være mere diskant i dem. Men igen, du løber jo ikke for at få en musikoplevelse. Du løber med musik for evt at give “mere energi” og for at få dig rørt.

 

Pris:

Du vil kunne finde dem rundt om på nettet til den nette sum af ca. 500 kr.

Dette er godt givet ud, da du får meget for pengene

 

 

TheGeekRunnerwhite

 

Dette er et sponsoreret indlæg

Narkomani

Der var engang…… Sådan begynder alle gode eventyr. Og det gør så, også historien om mit misbrug
Hej Jeg hedder Kim og jeg er narkoman!! Det lyder voldsomt, og selvom det på en måde er sandt, så er det ikke så slemt alligevel.

Hvis man skal starte med begyndelsen, så skal vi tilbage til april måned 2011. Der sad jeg i min bil, på vej til arbejde og hostede som en gal. ”Nu skal det bare være slut det her” tænkte jeg ved mig selv. ”Du er 40år, tager astma medicin dagligt, og du har brugt de sidste 26-27 år af dit liv på at ryge smøger.” Så derfor ringede jeg, som det første da lægen åbnede den dag til ham. Jeg bad om en recept på de det piller, som jeg havde hørt kunne hjælpe en til et ryge stop. De blev afhentet på apoteket til fyraften, og så var det ellers bare i gang med dem. Da jeg havde taget dem 4-5 dage, kørte jeg hjemmefra en morgen og opdagede at jeg ikke havde mine cigaretter med. ” Nå jamen så er det åbenbart i dag du holder helt op!” og det var sådan set det så.

Men som alle andre narkomaner, der holder op med at tage deres fix, så fik jeg jo abstinenser. Jeg har i hele mit liv været misbruger på en eller anden måde. Jeg har røget siden jeg var 11-12 år. Jeg har gjort mit til at holde de Danske bryggerier i gang, og jeg har såmænd også som så mange andre været i kontakt med andre stimulanser. Nå men når jeg nu ikke kunne ryge, og jeg fik medicin, så jeg ikke manglede smøgerne. Så kunne jeg da lige spise lidt ekstra, og måske også belønne mig selv med en øl eller to mere end normalt. ”Jeg er jo blevet sund, så det går nok.” Var vist den grund der blev brugt.
Se når man sådan, erstatter sit fix af smøger med mad og bajere, så bliver man meget alternativ sportstrænet at se på.

Så jeg fik en ny ide. ”Du må i gang med at løbe fede” Derfor besøgte jeg den lokale pusher. Og hvis jeg troede at house of Prinse eller Tuborg havde haft et godt tag i min tegne bog, Så kan jeg betro jer, at i dag er jeg meget klogere. 45 minutter, en løbetest og 1300Kr. senere kom jeg ud med et par sprit nye Brooks Adrenaline gts 12. Hjem med mig og dem, klæde om af afsted det gik.
Spørger du om det var hårdt? Ja det kan du lige bande på det var, men denne gang, i modsætning til alle mine tidligere forsøg på at blive løber. Så var der også et eller andet, som bare gav mening. Tidligere løb jeg for at tabe 5 kilo, eller for at kunne holde til at spille håndbold og sådan noget. Men nu gav det pludselig mening, bare at løbe for løbets skyld.
525455_4643929455527_1066710465_n
Efter 3 måners træning stod jeg så på stregen til mit første 10 km løb. Det blev gennemført på 59:15 og var rocker hårdt. Men da jeg kom i mål, var min første tanke. ” Jeg skal prøve det her igen! Det skal være længere, hurtigere og med meget mere overskud til at nyde stemningen. BUM!!! Jeg fandt et nyt narko. Et som jeg var høj på i flere dage i træk.
Jeg har deltaget i et hav af løb siden da. Og de 10 km er blevet skiftet ud med andre distancer, mit længste løb, er 100 km på Samsø her i år. Jeg løber træningsture fra 5 km og op. Men deltager jeg i løb, så er det som regel marathon eller længer. Sidst løb jeg Aarhus Natmarathon i ny pr tid på 3:45:36 Der er for mange ikke hurtigt, men jeg kan love jer for, at der er langt, fra ham den fede, som slæbte sig igennem 10 km i september 2012, til ham der den anden dag, på trods af opkast og mave halløj dagen før gik benhårdt efter et mål på 3:45 og dermed en forbedring af tidligere rekord på 8 minutter. Og var jeg ikke skvattet over en stor sten, så havde det også lykkedes.
Jeg kan som alle andre ha en dag hvor jeg bare ikke gider, men jeg har aldrig vendt rundt, når jeg er kommet afsted, for så snart jeg får benene til at rulle, så kommer mit fix, og jeg ved også, at hvis jeg sidder og er træt og energiforladt. Så skal jeg bare en tur i skoven for at trampe i noget mudder. Og jeg ved også, at har jeg ikke løbet i 2-3 dage, så kommer rastløs-heden og jeg slipper kun af med den, ved at hoppe i et par tights, binde skoene og fyre nogen kilometer af.
Oven i alt dette har jeg så fået en masse andre ting, eller gaver kan man kalde det.
Jeg tager kun astma medicin, når jeg er forkølet. Jeg har et meget større overskud i dagligdagen. Jeg har naturligvis en meget beder kondition. Livvidden er bestemt noget mindre. Og jeg har mødt en masse fantastiske mennesker, rundt i hele landet, der deler min lidenskab. Jeg har også fundet ud af, at at alle narkomaner betaler dyrt for deres fix. Så jeg bruger nu en formue på og her kommer nogle navne som ”de indviede” kender. Hoka, Salomon, Buff, Fusion, Ultimate Direktion osv. osv.
Så derfor. Hej jeg hedder Kim. Jeg er narkoman, men det er jeg faktisk glad for!

14650115_10211240189179825_4313718629875003229_n