Mig og min nye bibel…

imageDet er blevet mandag og benene er stadig lidt ømme efter gårsdagens lange tur på 15,4 km. Så dejligt at den i dag stod på en lille tur i et tempo hvor pulsen var lav. I dag hoppede jeg i mine Brooks Pure Cadence. Bruger som regel denne sko på mine korte ture. Turen i dag blev på en halv time og foregik i et tempo omkring 5:30-5:45 pr. km.

Og netop de varieret ture og tempos, er lige hvad Hechmann metoden drejer sig om. “Løb som eliten” er min nye bibel.

Tidligere løb jeg mine ture i et konstant tempo, hvor der blev ydet til det maksimale ved hver træningspas. Det er slut nu! Jeg har sat mig et mål for 2016, og det hedder at jeg skal blive en hurtigere løber, med fokus på halvmaraton distancen. Det skal bogen “Løb som eliten” hjælpe mig med. Hechmann metodens træningsfilosofi bygger på varieret træning med en lav samlet intensitet. Det er nøglen til at forbedre sig og skabe nye personlige rekorder. Det er i hvert fald det Claus Hechmann, bogens forfatter, skriver. Og det kommer trods alt fra en der til daglig træner nogle af Danmarks bedste løbere, så jeg er fortrøstningsfuld.

image

Jeg har netop afsluttet første uge med bogen og regner med at træne 3-4 gange i ugen. Jeg har fire måneder til første mission. Jeg har netop tilmeldt mig forårsløbet i Herning, hvor jeg løber halvmaraton. Et løb jeg ser meget frem til. For det første, bliver det første test, hvor jeg kan se om min nye træningsplan virker og for det andet var det ved dette løb at det hele startede sidste år. Siden er der løbet meget vand gennem åen og jeg har siden gennemført 2 halvmaratons mere samt et helmaraton. I 2016 kommer der endnu flere løb på mit CV og forhåbentlig også nogle nye rekorder.

Jeg vil løbende blogge om mine erfaringer med Hechmann metoden og mine generelle oplevelser som passioneret motionsløber.

/Morten

2016 betyder nye udfordringer!

Godt nytår til alle læsere, jeg håber I er kommet rigtig godt ind i det nye år og er klar til de nye mål og udfordringer, som 2016 vil bringe. For mit vedkommende står den på debut i Ironman 70.3, nogle halvmaraton og 2x maraton og jeg glæder mig!

 


 

Så blev der omsider tid i kalenderen til endnu et blogindlæg. De sidste 2 måneder har været yderst travle med studie, fultidsarbejde og træning.  Pga. travlheden røg luften af ballonen og jeg blev slået omkuld d. 25/12. Om morgenen vågnede jeg og var forkølet, uden energi og med en begyndende hoste. Det var heldigvis bare en “weekend sygdom”. Min krop trængte simpelthen til hvile og hygge med familien, efter en periode med lidt for meget om ørerne. Dagene mellem jul og nytår blev derfor brugt på afslapning og hygge sammen med min familie og venner.

Som en opfølgning på mit sidste indlæg kan jeg fortælle, at min løbetræning går fremad. Mine nye løbesko Altra Paradigm (som jeg testede tidligere), er stadig helt fantastiske og jeg er meget begejstrede for deres pasform. De er hurtigt blevet mine foretrukne løbesko! Mit skinnebensbetændelse har dog drillet en del på det sidste ikke pga. skoene, men fordi jeg har været på vandreture, hvilket har fremprovokeret overbelastningsskaden igen. Det næste stykke tid bliver mit fokus derfor på svømmetræning, cykling samt styrketræning.

For at vende tilbage til problemet omkring skinnebensbetændelse (og andre overbelastningsskader), vil jeg igen opfordre alle læsere til, at blive mere bevidste om deres krop og de signaler den sender. Vær opmærksom på småskader og restituer inden de bliver til kroniske problemer! Ingen løbere er immune over for skader og ifølge en undersøgelse fra 2004, oplever op mod 70% af alle løbere en eller anden form for skade hvert år. Det kan derfor være en god idé, at få skaden checket af en fysioterapeut eller en anden kyndig, hvis du oplever, at det generer mere end en nagende ømhed.  Hvis din skade er opstået akut som eksempelvis en fibersprængning, vil jeg henvise til RICE metoden (Rest, Ice, Compression og Elevation) og vær opmærksom på, at du ikke går for hurtigt i gang igen. Hvis det er en overbelastningsskade kan du bruge samme metode, men kig samtidig på dit træningsprogram, din løbeteknik, dine sko og find årsagen til skadens opståen.

En af de træningsmetoder der har hjulpet min krop, til at blive stærkere er svømning. Før jeg startede med triatlon, sagde svømning mig ikke det store og det var mest noget, som jeg forbandt med en strandtur en varm sommerdag. Det gode ved svømning er, at man træner hele kroppen og samtidig skåner benene for de hårde ´stød´ som man oplever ved løb. Det er samtidig en af de bedste træningsformer når man døjer med skinnebensbetændelse, da benene ikke bliver belastet på samme måde.

Med 5 måneder til mit første triatlonstævne er jeg spændt på, om mine ben når at blive helt klar. Min kalender er (ligesom mange af jeres) spækket med stævner og løb som jeg nødigt vil gå glip af. Men hvis der er noget jeg har lært i løbet af de sidste 3-4 måneder så er det, at man ikke skal presse kroppen til mere end den kan klare. Måske ens stædighed og vilje kan klare presset, men hvis kroppen ikke kan følge med, så når man ikke ret langt.

 

God træning til jer alle derude og pas på jer selv 🙂

YES, jeg fik knækket koden til træning i ”mørketiden”: I am Born to Run!

Jeg havde virkelig gruet for, hvordan jeg skulle komme igennem november og december i ordentlig form. Jeg har lagt fra de bedste erfaring med at holde træningen ved lige i efteråret. Faktisk var det aldrig tidligere lykkedes for mig.

Så i år havde jeg lagt en plan: Tænk nu for pokker positivt og kom afsted på de dér træningsture! Hvor svært kan det være?? Med en skøn skøn solskinsfuld træningstur i Avoriaz i starten af november (se tidligere blogindlæg) var jeg helt klar på, at den kunne jeg da sagtens klare. Men jeg blev en del klogere, før det vendte og jeg fik knækket koden til at finde motivationen, glæden og ikke mindst overskuddet til at få trænet som jeg gerne ville.

Endnu en pandelampetur.

Endnu en pandelampetur.

Overskud til træning – eller mangel på samme – og prioritering af tid

Man kan meget med positive tanker, men man kan ikke finde mere end 24 timer pr. døgn. Og hvem dulen har lige fundet på, at man, oven i arbejde, unger, træning, et behov for at sove mindst 10-12 timer i døgnet (sådan føltes det i det mindste), har overskud til at mødes i den ene lad-og-sidde-sammen-og-jule-hygge-stund efter den anden? Personligt synes jeg ikke lige, at det er det bedste tidspunkt på året, at have overskud til at presse mere ind i sin hverdag, så jeg indså ret hurtigt: Jeg bliver simpelthen nød til at prioritere min tid benhårdt. Så jeg måtte finde noget at vælge fra:

  • Søvn. Jeg har bare et større søvnbehov om efteråret, og hvis det ikke passes, fungerer det hverken ordentligt på arbejde, med ungerne, eller med træningen, og jeg bliver i et rigtig træls humør. Og så er det også noget om, at manglende søvn i længere perioder kan betyde noget for udvikling af demens senere hen i livet. Så søvn var altså ikke noget, jeg ville skære ned på.
  • Tid med ungerne var også no-go.
  • Arbejdet var heller ikke en mulighed.

Så det efterlod knapperne ”træning” og ”alt det der julehyggehalløj”. Og her vandt min vedholdenhed og ”folk kan tænke hvad de vil – det føles rigtig for mig”-tankegang. Træningen skulle der IKKE skrues på. Så prisen blev diverse julehyggearrangement og julehyggeting. Så hermed en undskyldning til alle jer som ikke har modtaget julebolcher, julekager, julehilsner, julebesøg, osv. samme grad som tidligere år. Det føltes bare mest rigtig at komme ud og løbe :0).

Men mørket trak nu alligevel tænder ud, og jeg måtte frem med opfindsomheden

Nå, men jeg havde altså fået mine prioritering på plads og nogenlunde afstemt med omgivelserne, men alligevel slog hverdagen hårdt. Det gik ikke mange uger af november, før jeg simpelthen blev røvtræt af at se løbeverdenen igennem lyskeglen af en pandelampe! Jeg bor der, hvor gadelygterne aldrig når ud, og normalt holder jeg meget af at løbe i naturen. Og løb med pandelampe kan give nogle fede og næsten spooky oplevelser, så som at stå foran en oversvømmet sti, uden at kunne se hvor dybt og hvor langt oversvømmelsen rækker. Men når man dag efter dag (weekenden undtaget), kun ser det, der ligger inden for lyskeglen, bliver jeg altså noget umotiveret, og der røg lige lidt ture ind på tabskontoen. Så der måtte tænkes ud af boksen:

Der blev investeret i en løberygsæk, og der blev løbet ind og handle (med bonus, at det sætter en sund begrænsning på mængden af impulskøb) og pendlerløbet til/fra arbejde. Sidstnævnte kastede nogle fede solopgange af sig.

Solopgang over Århus Bugt.

Solopgang over Århus Bugt.

 

Et par arbejdsdage i Nordsjælland, udløste intervaltræning i frokostpausen med en flok seje kollegaer og aftenture i København ad gadelygte- og ikke mindst julebelyste gader.

Frokostintervaller med seje kollegaer.

Frokostintervaller med seje kollegaer.

 

Julelys i København.

Julelys i København.

Og så kan jeg simpelthen ikke få nok af, at opfordre alle i at finde fællesskaber til at løbe med. Jeg fik selskab på en af mine pendlerture, samt ikke mindst på langture i weekenderne. Og jeg må være ærlig: Der er nok et par ture jeg ikke var kommet på, hvis det ikke var for løbeaftaler! :0).

Fra Silkeborg til Ry i skønt selskab.

Fra Silkeborg til Ry i skønt selskab.

Men den største motivationsfaktor, viste sig at komme helt udefra: Running Wild december løbeudfordring, der helt simpelt gik ud på at løbe så mange km i december som muligt (eller bare lige lidt flere end dem der lå nærmest i udfordringen!). I løbet af november gik min optrapning af ugentlige km lidt i stå, men Running Wild udfordringen fik mig til at holde min træningsplan i december. Så den sidste uge i december, toppende jeg med 100 km på en uge!!!! Et mål jeg længe har ville nå :0) YES!

Betydningen af løb

Og så faldt det hele på plads for mig i juleferien. Jeg havde givet mig selv bogen Born to Run af Christopher McDougall, som alle taler så fantastisk om. Men ja-ja – så fantastisk er den vel heller ikke? Det tager jeg så i mig igen.

Aldrig har jeg læst en så motiverende bog, og den er gået lige i hjertet på mig. Den handler jo netop om det, jeg har fokus på: At hver tur skal have en værdi i sig selv, og glæden skal være det styrende. Ikke noget selvopofrende fis, der bare skal få dig til at nå et mål. Som beskrevet i bogen: “No wonder so many people hated running: if you thought it was only a means to an end – an investment in becoming faster, skinnier, richer – then why stick with it if you weren’t getting enough quo for your quid?”.

Nej, det handler jo netop om at være i løbet – være i nuet. Som beskrevet i et citat fra Ann Trason: ”Relax enough, and your body becomes so familiar with the cradle-rocking rhythm that you almost forget you’re moving. And once you break through to that soft half-levitating flow, that’s when the moonlight and champagne show up”.

Fokus

Så missionen med at føle indad og løbe efter lyst og finde glæden i løb er virkelig lykkedes og nu skal fokus holdes og jeg skal huske på, at det handler om glæde til løbet og glæde til livet! I am Born to Run :0).

Og nok også lige lidt fornuft, så jeg får forberedt mig ordentligt til VUMB ULTRA 70+ d. 6-7 februar. (Og ikke et ord til nogen om, at jeg lige nupper ½ maraton 2 uger før VUMB til SILVA Night Owl Trail (SNOT). Med dét race navn, blev jeg bare nød til at deltage :0)).

Løbeåret RunningBlogs

Løbeåret der gik og det der kommer.

Endelig juleferie! Og jeg har hele 17 dage fri! Wow!…..
Bom!! Snot, feber og en let bihulebetændelse, sætter brat en stopper for ideerne til hvilke ruter og med hvem jeg skal bruge ALT den tid på! Så drømmen om kilometer i benene og blæst i håret ufrivilligt bliver vekslet til et overforbrug af mentol-holdige produkter fra apoteket og et væskefyldt ansigt der gør Homer Simpson til en skønhed, dog napper jeg første præmien for rød tud lige for næsen af Rudolf!!
Jeg er blevet forkølet, jeg ligger i min seng og har så ondt af mig selv! Oven i så bliver jeg sgu så nostalgisk her i de sidste dage på året, og jeg har masser af tid til at lade tankerne fare….Det er tid til at evaluere og revidere. Men også tid til at sætte mig nye mål, planlægge hvordan jeg skal sættes et hak eller to i listen og gøre drøm til virkelighed.

image

Løbeåret 2015 blev året hvor jeg for alvor tog trail løbet til mig. I 2015 fik jeg løbet mit første etape løb, NXM 21K, et fedt løb (som du kan læse om i to tidligere oplæg). Jeg endte med at blive vinterbader, fordi jeg løber i Riisskov om morgnen inden jeg møder på job, og så er det en naturlig forlængelse af sæsonen (det fortæller jeg om i et andet oplæg, når det bliver rigtig koldt og jeg kommer til at FØLE mig som vinterbader). 2015 blev også året hvor jeg for alvor begyndte at træne mit løb nord for navle: Jeg træner crossfit, og det giver virkelig overskud til specielt trail løbet. Desuden har jeg også muntret mig med forhindringsløb eller det der bliver kaldt obstical race, OCR, i år blev det Toughest i Ålborg.

image

Det er en helt anden måde at få en løbeoplevelse på og følelsen af at være et barn på den fedeste legeplads med nogle gode lege kammerater er aldrig at kimse af!
Det skulle også blive året hvor jeg virkelig blev presset til grænsen i Highland trail. Løbet hvor vi løb 500 højde meter på 7 K.
Selvfølgelig er der de traditionelle løb i mit løberliv, her blev der bl.a. smidt nummer på maven ved årets Dirtytrail, som er atter et af de der oplevelses løb hvor min løbeglæde virkelig bliver defineret. Dette skulle oven i købet blive på det løb hvor jeg blev klar over at mit totemdyr er være en hængebugso!

image
Sidst men ikke mindst blev 2015 jo også året hvor RunningBlogs blev lanceret!

Om der er noget der skal revideres til næste år?…. Næææ.. Lidt flere kilometer i benene, måske.
Men først skal nok nævnes at der allerede er købt nummer til NXM 2016 denne gang 42K, så det der med kilometer i benene kommer jo helt naturligt, og der er jo lidt med træning til NXM, som skal gøres anderledes, men læs om det i oplægget om NXM. Til træning af de længer distancer vil jeg aflægge Hærvejen et besøg eller to, og gøre træningen til en mulighed for at se nye steder. Desuden er der aftaler i hus om deltagelse til to OCR løb: Harbour challenge Randers og Reborn prison escape.
Jeg vil gøre 2016 til året hvor jeg vil løbe mere socialt, lave løbe aftaler i stedet for kaffedates og løbe nye steder, måske running sightseeing….faktisk er det bare en forlængelse af det som jeg har gjort hele tiden: løbet, oplevet og nydt turen!
Husk NU ER NU, så nyd det! (og selvom jeg er slået hjem i seng og måske i familie med the Simpsons, så har jeg da nydt tiden til reflektionen over løbe året) Godt nyt år!

image

Vejen til: [indsæt dit mål her]

Nyt år: 2016             Nyt mål: Forbedring

Skotland

Dette er et klassiske oplæg når et nyt år står for døren, om så forbedring indebærer at sætte en PR på yndlingsdistancen, nå nye milepæle på kilometertælleren eller et mere abstrakt mål som at være mere sund og fremme ens velvære.

Mit mål for 2016 at løbe flere kilometer på mange flere fede trails, og dele hele processen med både op – og nedture her på bloggen. Så hvis du står og har sat dig et stort mål forude, så følg endelig og del dine erfaringer også – jo flere bidrag jo bedre.

 

Erfaring, dette år med hjælp fra Getting Things Done(Mere info), viser at et mål bliver nemmere at opnå hvis man stiller sig delmål og underopgaver. Disse underopgaver i sportens verden variere fra person til person og kan både baseres på hvad man motiveres af, samt ting man ser som en nødvendighed at forbedre for at nå sine mål. For mit vedkommende ligger fokus for 2016 følgende 3 steder – fundet med hjælp fra kæreste, veninde og familie i gaverne under juletræet i år.


1: Kost

2014-10-26 21.49.57Dette punkt er egentlig ikke nyt på listen over ønskede forbedringer og 2015 bød da også på et 3 ugers forløb som vegetar for at se effekten på min præstationsevne som løber – dette dog med manglende konklusion for nu. Egentlig er målet meget simpelt, og jeg er sikker på at jeg ikke står alene med dette: At finde det bedst mulige brændstof til min krop og efterfølgende fastholde denne kost. Egentlig et simpelt mål, men åbenbart utrolig svært at nå. Heldigvis kom fornyet motivation da bogen
Eating on the wild side af Jo Robinson(info) lå under juletræet og det bliver en fornøjelse at flytte fokus fra ”Jeg må ikke spise … og …” til ”Hvis jeg spiser…. Og tilbereder …. så kan jeg præstere bedre”. Netop det at flytte fokus som nævnt ovenfor er derfor første delmål for at nå flere kilometer i 2016.

.

.

2: Mentalitet

Nok ikke det hyppigste fokuspunkt på de mange lister over nytårsforsæt, men dog et væsentligt alligevel efter min mening. Det handler om at have den rette mentalitet under de lange distancer og ikke falde i de mange sorte huller som pludselig dukker op når uret Samsø Marathonviser +2 timer. Det er et velkendt fænomen at møde muren både fysisk og psykisk, og svingninger i humøret er svært at undgå når kroppen begynder at sige fra. Her vil det at være forberedt og kunne takle dette på den mest optimale måde bestemt være værd at forbedre sig på.      Der findes flere måder at øve sig på at takle disse sorte huller, et af dem værende at hoppe over, som man lærer ved bitter erfaring efter at være faldt i nok gange til mange lange løb. En anden måde er at lære at kravle hurtigt op igen hvis man ender nede i hullet. Sidstnævnte håber jeg at blive bedre til med tips fra bogen Running with the mind of meditation skrevet af Sakyong Mipham(info). Med min erfaring kombineret med konkrete teknikker håber jeg at kunne styrke mit sind for dermed at kunne presse endnu flere grænser i 2016.


3: Teknik

20150607_071316De seneste  år har tankerne om teknik ofte fulgt ideen om forfodsløb og denne udvikling har jeg fulgt tæt. Det er dog med tiden gået op for mig at der er mere til tekniktræning end blot hvorledes foden placeres i jorden. Netop det at koordinere, finde balancen og have styrken i kroppen til at kunne forbedre løbeøkonomien og dermed evnen til at udholde udmattelse under længere distancer er et punkt med god plads til forbedring i min verden. Det kan dog være svært at praktisere god løbeteknik og derfor er det vigtigt både at have forståelsen for bevægelsen samt konkrete øvelser med i processen, hvilket jeg håber at finde i bogen Den Perfekte Løbeteknik af Thomas Reckmann(anmeldelse fra løberen), som også lå under træet i år. At forbedre teknikken vil ligeledes kunne øge kilometertallet ved at nedsætte mængden af brændstof kroppen har brug for og, hvis jeg er heldig, spare mig for skader i 2016.

 

Godt nytår!      20150822_201122

Dette er altså mine 3 fokuspunkter i jagten på flere kilometer i 2016, inspireret af 3 bøger.
Andre fokuspunkter kunne også være at løbe flere intervaller, komme mere ud i naturen, finde det rigtige løbsoplæg, styrketræne mere eller hvad dit hjerte begærer. En grundlæggende opskrift på succe er dog at målene er opnåelige og inden for rækkevidde, hvilket kan gøres ved research af dit fokuspunkt, enten via bøger, ved at snakke med venner og bekendte eller på nettet. Så find hovedmålet og derefter 3 konkrete områder som der kan arbejdes på for at nå netop dette mål, samt de præcise handlinger du kan foretage dig inden for de 3 områder – og så kan 2016 ellers bare komme an!

Godt nytår og så ses vi på de små trails i 2016   

 

Marchermo, Gokyo, GyaZumba og tilbage igen!

Nepal – verdens tag

Marchermo (4410 m.o.h.) Gokyo Ri (5357 m.o.h.), GyaZumba (5090) og tilbage igen!

5-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-004

Resume

Jeg er ved lidt af et tilfælde havnet som deltager ved Everest Marathon. Ideen om at rejse til Nepal opstod umiddelbart efter at have løbet over målstregen til Ultra Trail Mount Fuji sammen med sherpaen Sange Sherpa.
Lidt googleri på trailrunning, Nepal og bum bum, så var jeg tilmeldt.
Nu sidder jeg så her i en lodge sammen med det røde hold i 4410 meters højde.. Vi er to hold løbere, som er tilfældigt sammensat og som gør det obligatoriske akklimatiseringstrek sammen. I år er der 45 løbere, plus de ca. 20 lokale sherpaer, som møder op på dagen og smadrer os alle sammen!

Marathonløbet kommer til at foregå mandag d. 30. november. Altså om en uge. En helt uge! Der er meget fokus og snak om løbet. Jeg tager det hele meget afslappet, da det jo ikke har været et stort mål for mig. For mig drejer løbet sig om hele oplevelsen og så naturligvis at give den al, hvad jeg kan på dagen. Det er ret hårdt at være omgivet af så smukke bjerge og så fantastiske stier og så skal fokus ligges en uge fremme!

“Det er sgu for åndsvagt, så jeg har valgt at give den god gas og nyde hvert et øjeblik her!”.

Naturligvis tager jeg hensyn til akklimatiseringen. Men trekket er meget forsigtigt anlagt, så har ikke oplevet de voldsomme reaktioner. En Schweitzer på holdet var ikke så heldig og udviklede i løbet af et par dage lungeødem og endte faktisk med at måtte flyves ud. Jeg har tidligere haft problemer med akklimatisering i forbindelse med etapeløb i Peru og Colorado – men tredje gang er lykkens gang…

LØBETUREN

Af forskellige uransaglige årsager blev det besluttet, at vores rejseplan blev ændret. Istedet for at overnatte i Gokyo i 4700 m.oh. et par dage, skulle vi nu overnatte 4 dage i Machermo i 4400 m.o.h. Det var lidt en skam, da der er flere gode dagsture udfra Gokyo. Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville op på Gokyo Ri, som er en lille udsigtstop i 5353 meters højde. Samtidig var jeg også blevet anbefalet, at gå helt ind i enden af Gokyo-dalen, som ender blindt for foden af Cho Oyo (8201) og med udsigt til bl.a. Everest (8848) og Lhotze (8516).

Gode råd var dyre. Jeg ville jo gerne have det hele med. Men umiddelbart, var der kun lagt op til at man havde mulighed for at nå op til Gokyo Ri. TK, min telt makker var New York, kom dog med det fantastiske råd. “Why don’t You just go for it and do it all?”. Umiddelbart virkede det rimeligt langt højden taget i betragtning. (ca. 35 km og 1500 højdemeter op og ned).

Vi startede tidligt ud fra Machermo og egentlig havde jeg ingen planer om at kunne nå begge dele. Jeg fulgtes med forskellige folk i gruppen, men efterhånden var jeg kommet forrest og snart gik jeg alene. Det var en fantastisk smuk morgen. Meget koldt, men snart kom solen op over de høje tinder og varmen med den. Vi gik langs en flod og snart snævrede dalen ind og stien blev smallere og krøb langs med klippevæggen. Floden blev krydset via en lille bro og snart åbnede dalen sig op igen. Det var en fantastisk oplevelse at gå i dette storslåede landskab.

2-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-001

Jeg passerede en sø og kunne nu se Gokyo Ri, som mest af alt lignende en “lille” høj. Jeg følte jeg havde det godt og besluttede, at jeg ville forsøge at gå hurtigt op på toppen og have muligheden for at nå begge ruter.

For foden af Gokyo Ri tog jeg shorts på og mit pulsbælte. Jeg kunne se et par grupper længere oppe. Jeg gav mig i kast med den stejle opstigning og sekunder efter mistede jeg pusten. Jeg var i 4700 meter og der er kun 50 procent af iltindholdet i forhold til ved havoverfladen. Det kunne mærkes!

Jeg fandt ind i et stille og roligt tempo og snart begyndte jeg at overhale grupperne opaf. De gik meget langsomt.

Jeg holdt pulsen omkring de 130 slag i minuttet og nød virkelig opstigningen og den fantastiske udsigt, der langsomt åbnede sig endnu mere for mig. Det var som at være midt i en billedbog, en film eller en af de utallige beretninger jeg har læst omkring Himalaya.

Jeg kom forbi en vandre og dennes “Sherpa” var flink at udpege de forskellige toppe. Makalu, Lhotse, Everest … Lækkert
Snart rundede jeg de 5000 meter og uden de store problemer stod jeg snart i 5350 meters højde. Der var et par andre turister deroppe og som altid de meget smukke bedeflag, som på en eller anden måde bare hører til i Himalaya.

6-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-005

Jeg nød udsigten. Fik lidt at drikke og spiste et par kiks og skød naturligvis et par billeder! Så gik det nedad og det var en sand fornøjelse. Stille og afslappet gik det nedad i god fart og med tid til at snakke med nogle af de andre som nu var på vej op.

Det er nogle rigtig flinke løbere og hjælpere, som jeg er sammen med. Man kommer meget tæt på hinanden på denne tur og det var dejligt at se Rick fra England, som havde døjet med Diarre, se stærk og godt ud på vej mod toppen. Andre var klart mere presset pga den tynde luft.

Turen ned tog 20 minutter uden at presse på eller satse liv og lemmer. (Det gemmer jeg til marathonløbet).
Jeg var godt brugt efter op- og nedstigning, men havde nu en klar mission. Jeg skulle ind til bunden af dalen.

1-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs 8-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-007

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Jeg mødte Tom. (Ung klatrer, løber og læge). lige i udkanten af Gokyo. Han var på vej ind i dalen til en af de første søer derinde. Han skulle gå med to gæster, der havde valgt Gokyo Ri fra. Vi aftalte, at mødes derinde. Så kunne jeg lige købe noget vand i Gokyo.

Klokken var vel 10.15 da jeg forlod Gokyo og løb ind i dalen langs med en kæmpe gletcher. Det var hårdt at løbe i den tynde luft. og jeg mistede vejret ved hver enkelt lille stigning. Jeg havde også købt en lille kage i Gokyo som jeg hostende fortærede undervejs. Det gik op og ned over små morænebakker. Jeg passerede et par store yakokser. Fantastiske dyr og endnu mere fantastisk, at de kan få nok energi udaf den sparsomme vegetation.
Snart mædte jeg Tom, Mark og Darrell, som nød udsigten udover en stor gletchersø. Darrell og Mark skulle ikke længere, så Tom og jeg fortsatte. op og ned over den ene morænebakke efter den anden. Jeg mistede hurtigt pusten og skulle koncentrere mig i det tekniske terræn. Jeg havde en snigende hovedpine, men landskabet var så motiverende, at det blev skudt i baggrunden.
Vi knoklede videre. op og ned. Tog lidt mad og i vores pause kunne vi se, at det vist ikke var den nemmeste rute vi havde valgt! 150 meter længere inde, løb en fin sti… efter vores break kom vi ud på stien og snart var vi ved enden af dalen. Fantastisk! Det slog min forestilling om dette sted! Det skulle opleves.
Vi brugte lidt tid på at nyde storslåetheden inden vi luntede tilbage til Gokyo. Mit hoved hammerede efterhånden. Helt sikkert en kombination af at være dehydreret og den tynde luft. Vi mødtes med de sidste rester af grupperne. De sidste var først lige kommet ned fra Gokyo Ri. Fik lidt the og et par kiks og så gik det ned mod Machermo. Det var skønt at løbe, mens skyggerne fra bjergene blev længere og længere og efterhånden lukkede sig om stien. Jeg holdt et passende pace og nød det gode jævne nedløb.

4-Simon-grimstrup-nepal-trail-runningblogs-003

Jeg kom tilbage til lejren lige som, den sidste sol forsvandt. Godt brugt, men glad og tilfreds. Jeg havde nået hvad jeg ville og havde fået nogle storslåede oplevelser og landsskaber svitset ind på nethinden. Helt sikkert en løbetur, som jeg sjældent vil glemme. Storslået landskab, lækkert terræn, og en passende udfordring… (Jeg var sgu godt smadret bagefter, men heldigvis fortog hovedpinen sig hurtigt). 32 km og 1500 højdemeter og meget lidt mad 🙂

Transport som træning – med ekstra guf

07:00

Mit vækkeur ringer, det er stadig mørkt og det regner, men jeg har heldigvis været så fornuftig at pakke tasken og lægge løbetøjet frem aftenen før, så der er ingen undskyldning for ikke at løbe på arbejde.

07:15

Men sneen er jo væk fra igår, så kunne jeg jo tage rulleskiene! De kigger nok lidt på arbejde, men det går sikkert fint alligevel.20151123_082738

07:30

Så er jeg vist også for sent på den – afsted!

08:05

Halvvejs. Jeg forstår ikke hvorfor der ikke er flere som udnytter transporttiden til at få trænet. Hvis ellers der er et bad på ens arbejde, og man alligevel skal derhen, så er det da en lækker måde lige at få lidt træning ind i hverdagen.

08:22

Så er jeg næsten fremme! Men hov, jeg har vidst glemt at pakke skiftesko… Og bukser. Hm, måske er det derfor der ikke er så mange som bruger transporttiden som træning.

Sådan forløb min tirsdag morgen. Jeg har heldigvis en super arbejdsplads og de syntes blot det var sjovt at jeg gik rundt i langrendsstøvler resten af dagen. De undrede sig næsten mere over konceptet rulleski. Så jeg vil tage fat i 2 vigtige emner fra denne dag: transporttid som træning og alternativ træning.

Transporttid=træningstid

20151124_082721En meget velkendt overskrift i flere træningsblade og diverse løbefora. Selv har jeg støt på
ideen da jeg læste om en af verdens tidligere bedste kvindelige ultraløbere, som startede karrieren med at løbe 15 km til og fra arbejde hver dag. Jeg blev fascineret af tanken og besluttede at det ville jeg også når muligheden bød sig – det lød jo oplagt og som en nem måde at få træningen klaret på, og så er man frisk når man kommer på arbejde.

Da jeg her i efteråret fik et job 8 km fra mit hjem og arbejdsgiveren viste mig et personalebad tænkte jeg: “så er chancen her!” Det eneste var bare lige at der i alle disse romantiske portrætteringer ikke bliver nævnt bagsiden – og der er altid en bagside skulle jeg lære på den hårde måde.

Så her får I min opskrift på en god transporttræning: hav en god løbetaske, ikke af den mindste størrelse, da der skal være plads til det hele. Pak alt, også ekstra sko og håndklæde, aftenen før og læg træningstøjet du skal have på frem. Afhængig af afstanden der skal tilbagelægges, kan det være godt at spise lidt morgenmad inden man begiver sig afsted, og have et ekstra stykke frugt med til når man kommer frem. Det er ihvertfald min erfaring at man bliver ekstra sulten af morgentræninger.

Et andet godt trick er at have en 20’er liggende i tasken – bare for en sikkerheds 20151021_075310skyld hvis nu bussen bliver nødvendig. For mig gælder at jeg, på trods af at have valget om at tage bussen hjem fra arbejde, egentlig gerne vil løbe hjem også. For når man kunne klare sig igennem turen om morgenen, føles
hjemturen meget kortere og lettere.

Konklusionen er altså, for mig, at jeg kommer på arbejde med en fornemmelse af at være på forkant når træningen allerede er gennemført inden job, og jeg kommer hjem med en ro efter at have bearbejdet dagens indtryk på turen hjem.

Alternativ træning

Det væsentlige element i alternativ træning er motivationen – det skal give variation i træningsplanen, træne nogle af de egenskaber man ønsker i sin primære sport og samtidig restituere. For løbere er alternativ træning ofte cykling, cross training eller løb i vand, alle sammen gode alternativer, men i min optik findes der kun én vej frem: Rulleski!

Måske hænger det sammen med at jeg før har trænet op til store langrendsløb som Vasa og Birkebeiner, og jeg i den sammenhængen har trænet meget rulleski, men der er noget med den træningsform som gør at den er symbiotisk med løb. Når teknikken er på plads, er det en sport hvor der kan lægges rigtig mange træningstimer uden for stor belastning så der undgås skader. Musklerne der trænes er ligeledes meget repræsentative for løb: lår, læg og baller, samt core og specielt triceps trænes godt.  

Det bør dog nævnes at ønsker man at give sig i kast med rulleski, er Danmark endnu ikke helt klar og mange kan godt finde på mere eller mindre opmuntrende tilråb – men det betyder intet i forholdt til den fantastiske træning rulleski er! – Transport som træning. 

DCIM100GOPRO

When you´re curious, you find lots of interesting things to do” – Walt Disney

Træning mod samme mål

Frøet om Copenhagen Marathon blev allerede sået tilbage i maj 2012, hvor jeg var indlagt på Rigshospitalet over en kortere periode med tropesygdommen tyfus. En febersygdom, der efter tre uger som sengeliggende, sendte min krop tilbage til start. Dagen inden jeg blev udskrevet, blev der afholdt Copenhagen marathon, hvor ruten gik forbi den ejendom, jeg var indlagt i. Mine forældre og jeg havde derfor forventningsfulde planer om at gå en tur ved Fælledparken og observere løberne på ruten. Jeg var dog væsentligt mere afkræftet, end nogen af os havde forudset, så vi nåede ikke længere end til den første bænk lige foran ejendommens udgang, hvor vi satte os for at se løberne komme forbi. Det var her første gang, kimen blev lagt til min drøm om at deltage i Copenhagen marathon. Jeg legede med tanken om at deltage året efter, hvor jeg i så fald bogstavelig talt ville gå fra 0 til 42,2 km på bare ét år. Det skete dog ikke. Det skete heller ikke i år. Nu er målet aktuelt igen.

Mit store mål i år var at deltage i Copenhagen marathon 2015 i maj, som jeg med stor begejstring havde delt med venner, kollegaer og familie. Det var derfor et overordentligt stort nederlag, da jeg i april som følge af min skade måtte erkende, at det ville være for risikabelt at stille til start på marathondistancen en måned efter. Én ting var, hvor hårdt det var at nå frem til erkendelsen over for mig selv; det var dog næsten hårdere at skulle fortælle det til alle dem, jeg havde indviet i mit projekt. Som om nederlaget blev afspillet forfra gang på gang.

Mod samme mål som sidst

Mit næste mål er netop at deltage i Copenhagen marathon til maj. Præcist samme mål som jeg havde i år. Og det får bestemt ikke målet til at syne mindre af den grund. Nærmest tværtimod. De tanker og følelser, der følger med at gå efter det mål, jeg ikke formåede at gennemføre før, er betydeligt stærkere end forventet. Konsekvensen af, at jeg skal gennem flere af de samme træningsture, overvejelser og forventninger frem mod løbet, som jeg allerede har stiftet bekendskab med tidligere på året, er vitterlig en ekstra sten i bagagen. Set med de positive briller på, kan jeg også være taknemmelig for, at jeg er klogere og mere erfaren denne gang, og jeg ved i hvert fald, hvad jeg ikke skal gøre. Undervejs på hver løbetur rammes jeg dog et lille gys af frygt for, om det er på denne tur, at skaden blusser op igen og slår mig tilbage til start. Efter løbeturen vendes denne følelse til gengæld til en spinkel sejr, når jeg kommer hjem, endnu skadesfri, og en anelse tættere på målet.

Det var en stor dag, da jeg for efterhånden fire uger siden deltog i Spartas første fællestræning mod Copenhagen marathon 2016. Ruten var 13 km, nøjagtigt samme kilometerantal som jeg i februar tidligere i år havde været nødt til at stoppe ved på én af Spartas fællestræninger. Det havde ikke været den turens fulde distance, men det havde været her, jeg havde set mig nødsaget til at lade de andre løbe i forvejen, og hvor jeg måtte humpe resten af vejen hjem. På alle måder en frustrerende og ærgerlig episode, som jeg formentlig har lært en masse af. Ved træningen denne søndag i starten af november klarede jeg mig gennem hele turen, og det var uden tvivl én af de større sejre på min færd mod marathonet. Jeg var nærmest følelsesmæssigt rørt. Sidenhen har jeg deltaget i samtlige fællestræninger (eller løbet samme distance selv, hvis jeg var forhindret), og intentionen er klart at fortsætte i samme stil, så jeg ikke risikerer en for pludselig øgning i distance på min ugentlige, lange tur. Her har jeg tydeligvis brugt min erfaring fra forløbet inden min skade til at forstå vigtigheden af gradvist at bygge flere kilometer på turene, så jeg – 7-9-13 – ikke ender i samme situation som sidst.

Træning med et mål for øje

Som det fremgår, løber jeg i øjeblikket efter et specifikt defineret mål. Jeg er med andre ord typen, der trives bedst med at have et klart mål med min træning. Jeg er også typen, der nyder at strukturere min træning og teste min fremgang til officielle løb for at se, om træningen har båret frugt. Samtidigt er jeg dybt imponeret over de løbere, der ikke nager samme behov for et målbart fikspunkt af de mange nedlagte kilometer.

Deltager i motionsløb på Aalto Universitet 2012

Spændte inden start til motionsløbet på Aalto Universitet 2012

Man skal dog ikke mange år tilbage for at finde mit første officielle løb i min “voksne løbekarriere” efter min tid som ivrig konkurrencedeltager i orienteringsløb. I efteråret 2012 var jeg på udveksling i Finland, hvor mine medstuderende og jeg besluttede at deltage i et 10 km-løb på campus. Det var 3,5 måned efter mit sygdomsforløb med tyfus, og løbet endte med at få status som ét af de hårdeste løb, jeg endnu har deltaget i. Og jeg var ikke stolt af min tid, da jeg passerede målstregen. Som en sidebemærkning skal det måske tilføjes, at vi alle havde været til stor fest dagen inden, så energidepoterne bugnede bestemt ikke. I stedet for at være glad og imponeret over min krops bedrift så kort tid efter min tid som sengeliggende, var jeg nærmere skuffet over ikke at præstere i nærheden af samme niveau, som jeg havde været i stand til inden min sygdom. Løbetræningen før og efter havde heller ikke været prangende; yderst sporadisk og ustruktureret, og de fleste træningsture var foregået som interval af typen 10-20-30, hvor man efter 10 minutters opvarming løber roligt i 30 sek., løber hurtigt i 20 sek., efterfulgt af 10 sek. sprint, som gentages 5-6 gange og afsluttes med 10 minutters afjogning. Jeg var bestemt ikke vant til at holde kroppen i gang i mere end 30 minutter af gangen.

Min træningstilgang

Én af grundene til, at jeg ikke allerede gennemførte mit første marathon i maj 2013, skal bl.a. ses i lyset af min tilgang til løbetræning på daværende tidspunkt. Her så jeg ikke mulighed for at løbe et par af ugens løbeture som rolige, langsomme ture for at skåne kroppen fysisk og mentalt. Hver tur, jeg løb, skulle helst løbes hurtigere end den tidligere, og hvis ikke hurtigere skulle den i hvert fald være længere. Derfor stod jeg tit i den situation, at hvis jeg manglede energi inden en planlagt træningstur, endte jeg ofte med ikke at tage afsted af frygt for at skuffe mig selv ved at løbe langsommere end træningsgangen forinden. Problemet med denne træningsform, ud over den væsentligt store risiko for skader, var, at jeg ikke havde lyst til at løbe en tur, hvis jeg følte mig uoplagt, mine ben var tunge, etc. Kort sagt, hvis jeg ikke følte, jeg ville kunne slå min sidste tid, droppede jeg løbeturen for ikke at skuffe mig selv. Det var rent held, jeg ingen skader fik dengang, når man tager den enorme belastning ved udelukkende hurtige ture i betragtning. Det kan måske også skyldes, at jeg af samme årsag ikke løb særligt mange ture ugentligt.

Deltager ved motionsløb på DTU 2014

På vej i mål til motionsløb på DTU 2014

I foråret sidste år havde jeg sammen med to veninder meldt mig til Københavns Kvindeløb på 10 km i juni 2014. Op til løbet havde jeg fulgt min gamle træningstilgang om at løbe så hurtigt jeg kunne, når jeg var ude på en tur, og jeg sprang turen over, hvis energien var lav. Jeg kom dog, trods mangel på planmæssig træning, i mål på en acceptabel tid med en placering i den bedre del af feltet, som derfor straks gav mig blod på tanden til at gøre mere ved løbet igen. Jeg havde efter flere års ustruktureret løbetræning stadig benene med mig efter min tid som hurtigløbende, ung orienteringsløber. Faktisk var dét resultat alt, der skulle til for, at min interesse for det officielle løbeudbud blev vakt, og herefter nødvendigheden af, og lysten til, at strukturere min træning bedre og mere målrettet igen.

Målet som motivation

Jeg har siden Københavns Kvindeløb deltaget i seks officielle løb (fra 5 km til halvmarathon) med en mere tilrettelagt træning. Nu er det primært de rolige ture, der er i fokus, med et enkelt indlagt intervalpas om ugen, så det egentlig kun er til konkurrencerne, at jeg giver den max gas over længere distancer. På den måde har jeg også automatisk lyst til at deltage i flere konkurrencer om året, og det er meget sjovere at deltage i løbene! Det er tilmed mere overskueligt at gennemføre træningspassene! Og så hjælper det på min motivation, at jeg har et mål med min træning, især når det kommer til den skadesforebyggende styrketræning, som også skal passes i håbet om at undgå skader. Jeg ved, de er en vigtig faktor for at holde mig skadesfri, men det er bestemt ikke dét aspekt af træningen, jeg ser mest frem til. Her hjælper det mig i høj grad at have mit klare mål om at gennemføre Copenhagen marathon 2016 i baghovedet, så det er sværere ved at finde en god undskyldning for at droppe de mindre sjove træningspas. Drømmen om marathonet skal jo helst lykkes denne gang!

25 par løbesko – og en invitation til debat

I følge min kæreste har jeg 25 par løbesko. Jeg har ihærdigt forsøgt at forklare ham, at der er forskel på løbesko og sneakers. Han er ligeglad. Har de gummibund og fartstriber, er det løbesko. Han er sådan set ligeglad med antallet. For hans skyld kunne jeg såmænd have 100 par løbesko, hvis det er det, der gør mig lykkelig. Bare jeg dog for pokker ville holde op med at stille dem lige midt i gangen! Men det er vist det, man kalder en anden historie….

Selvfølgelig har jeg ikke 25 par løbesko. Jeg har vel 4 par. Eller. Ok. Måske har jeg 6 par. Men rent faktisk har jeg kun 2 par. Eller måske 3… Jeg har i hvert fald ikke 25 par! (Men det burde jeg naturligvis have!)

20140504_091729Jeg løber på asfalt. Det skulle være så sundt at løbe på græs og i sand og…. Jeg løber altså på asfalt. Ikke så meget fis. Så snart jeg kan komme ned på cykelstien (jaja – jeg VED godt, den er beregnet til cyklister Jeg sværger, jeg altid flytter mig, når der kommer en cyklist), så gør jeg det. Asfalt er meget blødere end fortovsfliser. Og underlaget er mere jævnt. Med mange kilometer bør man sikkert skifte underlag imellem. Jeg skifter i stedet sko. Jeg er træt af bør. I mit løb gør jeg, som jeg vil.

Jeg må i øvrigt heller skynde mig at sige, at dette er IKKE en anmeldelse af løbesko. Jeg er ikke uddannet løbetræner, fysioterapeut eller noget som helst andet løbeorienteret, og jeg ved ikke en hujende fis om løbesko. Og så alligevel….. Jeg har løbet mange km i mange år, så undervejs har jeg vel samlet et og andet op. Det er dog på ingen måde en systematisk undersøgelse eller baseret på en særlige videnskabelig viden om sko (så det kan være jeg står til bøllebank om lidt). Det, jeg ved og mener, er kun baseret på egne oplevelser og lidt ment som en provokation til hele den industri, der er omkring løb. Så er det vel for pokker heller ikke sværere at tage et par sko på og løbe en tur? Men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I tænker? Hvad gør I, når I skal vælge sko? Sværger I til løbetests, hvad mener I om barfodsløb, hvad er jeres favoritsko, hvordan vælger I sko osv osv? Så hermed oplæg til debat – som kommende såvel som garvede løbere måske kan blive klogere af!
20131103_204624De første år, jeg løb, fik jeg troligt lavet løbetest. Jeg er godt nok blevet testet til at være mange forskellige ting… Det har jeg nu altid syntes, var lidt underligt… Hvordan kan man pludselig ændre løbestil uden at have forsøgt på det? Og hvad er det egentlig, der definerer en god løbesko for mig? Til sidst droppede jeg helt testene og begyndte istedet at mærke efter, hvad der duer for mig. Hvad gør mine fødder og ben egentlig, når jeg løber? Hvilke sko er rare at have på? Er de bløde eller hårde? Brede eller smalle? Hvordan lander jeg på min fod, og hvor lange er mine skridt? Jeg har købt alle mulige slags sko billigt på nettet, prøveløbet dem og solgt dem igen med kun et lille tab (eller givet dem til min mor, der synes, de såååå smarte i alle de “pangfarver”….). Efterhånden er jeg så blevet klogere på, hvad jeg kan lide – uden hjælp fra alverdens løbe eksperter…. Jeg har lært at mærke, hvad der virker for mig. Det kan naturligvis synes vældig seriøst, men egentlig er det ganske simpelt.

Min svigerfar spurgte mig for nyligt, hvad jeg kigger efter, når jeg køber nye løbesko. Det er meget nemt. For det første leder jeg efter en sko til en neutral løber. Det betyder, at jeg hverken hælder særligt meget indad eller udad på mine fødder, når jeg løber. For det andet kigger jeg efter en sko med et rimelig “hældrop”. Hældroppet er den højdeforskel, der er mellem forfoden og hælen 20130805_203650på din løbesko. Jo lavere hældroppet er, jo tættere er man på det såkaldte “barfodsløb” eller “natural running”. Nogle siger, at man reducerer risikoen for skader ved at reducere hældroppet og istedet lærer at løbe mere på forfoden – jeg er ligeglad. Jeg er hæl-lander, og jeg elsker et relativt højt hældrop. For det tredje kigger jeg på prisen. Jeg synes, at løbesko er horribelt dyre, så jeg køber dem kun på udsalg! Og vigtigste af alt: skoen skal føles rar at have på. Det er lidt som at købe ny sofa. Hvis jeg synker ned i den og tænker “ahhhh – her kunne jeg godt sidde resten af dagen” – så er den hjemme. Vi bliver gode venner. Ligesådan har jeg det med løbesko. Arh-følelsen lyver aldrig.

Og hvad er så meningen? Skal man bare købe et par billige sko i Føtex og så begive sig afsted? Tjah…. For nogle år siden påviste danske forskere, at løbetests til nybegyndere måske er lidt spild af krudt: http://www.dr.dk/levnu/fritid/drop-loebetesten-naar-du-koeber-loebesko.

20151004_112709Men som sagt; jeg er ingen ekspert. For mig er det blevet en følelse – det med skoene. Jeg tilbringer meget tid i dem og løber mange kilometer. Og jeg har i sinde at nyde mine kilometer og i øvrigt være i stand til at løbe i mange år endnu, så jeg vælger det, der føles godt.

Med til historien hører, at jeg i min løbekarriere har haft én skade og 2 blå tæer. 1 skade. På 6½ år (knock on wood)…. Just sayin’…..

Men hvad tænker I?

Mit Waterloo….

Jeg er lige kommet hjem fra sådan en af de der ture hvor jeg har kæmpet hele vejen.

Jeg tænkte i går, at nu hvor vi endelig havde en weekend, hvor vi slet ingen planer havde, kunne det være fedt med en længere morgentur. Vejrudsigten lovede godt vejr og jeg var vist nok i hopla…jeg spurgte familien, om det var ok og de synes det var fint, liiiige bort set fra teenager datteren, der gerne ville tidligt op: “og have noget ud af dagen”…?!? WTF!?!? Jeg rullede vist en gang med øjene og tænkte: “som om!” Jeg blev enig med mig selv om at tidligt for hende og tidligt for mig er to vidt forskellige begreber. Desuden er jeg jo godt klar over at hvis man som mor beder om tilladelse til fri tid der skal inkludere god samvittighed, skal man nok ikke spørge når teenageren har forvildet sig i fællesrummet uden for fodrings tid, er man dømt til at fejle…

og det var jeg, for da vækkeuret så ringede her til morgen og jeg ‘fløj’ ud af sengen, fælde mig selv i dørkarmen fordi jeg blev forvirret over at jeg angiveligt havde lilla hyggesokker på…indtil jeg fandt ud af at det var giga poser under øjene der gav genskin! Efter at konstatere at det ingen funktionelle gener gav, tænkte jeg: jeg er da ligeglad, som Medina synger, for jeg møder jo INGEN her ude på bøheren. Derfor er min garderobe af ‘active-wear’ også lidt af en broget landhandel, med ret mange skinger-farvede reklame t-shirts, multi-farvede løbesokker med lidt for lange skafter i forhold til soklet moden, et gammelt ægge gult tørklæde i bomuld til den kolde sæson og løbetights der konsekvent vil kravle ned, lige som strømpebukserne i børnehaven…Det giver en lidt tosset løbestil, fordi jeg engang imellem må tøjre de løbske bukser der søger syd på, og det gøres altså bedst med et godt greb i linningen og et par spjæt med hvert ben. Spjættet kræver et godt knæ bøj og et hurtigt udstræk som skal koordineres med en opad drivende bevægelse med begge hænder der jo har grebet i linningen! DET kræver øvelse.
Trods den farvestrålende mundering a la ABBA, mindsker poserne under øjene jo ikke ligefrem opmærksomheden, (de var på størrelse med de vindballoner NASA sender til himmels inden en rumraket skal affyres!) men det skulle stadig ikke afholde mig fra morgen løbeturen, jeg havde tiltusket mig.

Allerede da jeg havde lukket hoveddøren sneg den dårlige samvittighed sig ud og fulgte med som en sort skygge. Tilliden til at Dizzy Mizz Lizzy med Rotator kunne blæse den lille nagende stemme, der proklamerede dårlig forælderskab og egoisme når jeg nu ikke fulgte op på en fornuftserklæring fra teenageren, ud af mit hovede var stor. Allerede her tror jeg, retrospektivt, at det går galt: jeg begynder at forhandle! Jeg havde jo visualiseret mig morgen frisk på en af de der LDS ture (loooooong sloooooow distance)…som jeg kun ved meget lidt om, men det lyder jo fedt: løb langsomt og bliv god til at løbe hurtigt! Ligegyldigt med teorien, i dag, langt og langsomt passede fint ind i min vision, men som vinden fik fat i poserne under øjene og den nagende skygge fik fat i min hjerne, begynder tvivlen om distancen…og egentlig uden at det bliver besluttet, så er det som om jeg godt ved at det bliver til en femmer den morgen. 1,5 K fra hjemmet kommer jeg til at dreje til højre i stedet for venstre, og det betyder at jeg er på den korte rute..men jeg kan love for at det går sloooooow. Det er som om mine ben slet ikke kan løftes fra jorden, fra hoften og ned til knæet er der slet ingen trækkraft og læggene?!? Ja, følelsen får mig til at tænke på min svogers tyske kone der står med deres tvillinge piger i alderen svær seperationsangst, klisteret til underbenene. Fornemmelsen af mine imaginære tvillinger der ikke vil give slip gør ikke noget godt for min kropsholdning: for at få en anelse fremdrift læner jeg mig fremad, i et spædt håb om at overkrop og arme kan trække lidt af farten op, men det bliver også bare teori. Da jeg runder hjørnet og jeg skal sætte ind i slutspurten, op ad bakken, kaster jeg håndklædet og bliver nød til at gå….en ting er at gå på en løbe tur, det plejer jeg at sige kan være tegn på at man rent faktisk har presset sig selv, enten i tempo eller stigning, så det er vel ok, men at tempoet idag ikke bliver mærkbart langsommere er en rigtig træls fornemmelse (det hjalp dog på kropsholdningen!) En anden ting dog at blive set! Hvis en ikke-løber ser en på løbeturen hvor der bliver suppleret med en gå pause…DET er pineligt! Ydmygelsen er dog total for mit vedkommene, da jeg for øje på datteren der med hænderne i siden står og betragter min mangel på sportslig udfoldelse!

Jeg må i skrivende stund indrømme at jeg har oplevet mit løbemessige Waterloo! Og jeg kan ligefrem høre Agneta skråle “Waterloo, Waterloo” i bedste ABBA sound og strålende farver, mens jeg sidder her i mit svedige tøj og ansigt i ditto farver, med indestængte endorfiner og knækket løbe-selvtillid og en datter der har håneretten reste af mit løbe liv, eller af weekenden i hvert tilfælde.

Hvordan får du tid til at løbe så meget?

Hvordan får du tid til at løbe så meget? Dette spørgsmål er jeg blevet stille af rigtig mange, folk kan godt ryste på hovedet og man kan næsten læse ud af dem, at mange enten er misundelige eller foragede.

For hvordan kan en familiefar til 3 små børn, have tid til at løbe ved siden af job og familie, det må da ihvertfald gå ud over familien så! Men nej det er ikke svært, men selvfølgelig kan det være en udfordring. Det gør også at jeg altid har min lille familie som nummer et i alt hvad jeg foretager mig , derfor bliver løb også sekundært, jeg tager f.eks. aldrig ud at løbe før jeg kan mærke at der er ro og accept fra min hustru.

Hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg ikke jeg løber særligt meget – men jeg løber det jeg kan overskue og tillade mig!

I en travl hverdag er løb også min måde at være mig selv på, hvis jeg ikke IMG_2571skal gemme mig på toilettet i flere timer. Derfor løber jeg når børnene er lagt i seng, som transport til og fra job, og når de sover til middag i weekenden. De bedste oplevelser er faktisk når jeg får min datter med på cykel, eller en af de små er med i løbejoggeren, her handler det ikke om at løbe stærkt, men om nærvær med mine børn.

For det er da fantastisk at dele min pasion med mine børn! Ved at træne på den måde jeg gør, er løb slet ikke noget der fylder i min familie, og jeg hører aldrig mine børn sige; Skal du nu ud og løbe igen far.

Det har samtidig også skabt en accept fra familien, og jeg fornemmer ikke at løb fylder lige så meget i vores hverdag længere. Det er dog stadig rigtig svært når jeg ind i mellem må droppe den løbetur jeg havde planlagt, men i en småbørnsfamilie falder strukturen bare sammen nogle gange, hvis børnene først falder i søvn klokken ni om aftenen.

En typisk uge struktur for mig kunne være sådan her:

-mandag aften restitutionsløbetur 6-10 km meget lav puls!

-tirsdag aften 10 km løb

-torsdag eftermiddag intervalløb (eneste løb der kræver eftermiddag, dette er en aftale med konen)

-fredag aften/lørdag eftermiddag  10 km løb

-søndag lang tur 18-30 km (foregår i de smås sovetid 11.30-14)

Men er du så nogensinde sammen med din kone? Ja for en løbetur tager jo altså kun en time, så hvis jeg smutter klokken 19.30 så er jeg hjemme en times tid efter, og så er der jo stadig tid til at se den serie vi følger med i på Netflix.

Det eneste det kræves, er at acceptere at klokken 20-22 hver aften er sofatid, for er du faldet godt ned i sofaen kommer du sgu aldrig op igen. Derfor har vi heller ikke tv-pakke i vores familie, og lever med netflix og dr´s programmer.

Men nu skal det jo ikke lyde som om jeg bare altid holder den struktur, men for det meste gør jeg – og det er bare en kæmpe motivation at jeg mærker accept fra min familie. Jeg tror slet ikke jeg ville nyde løb lige så meget hvis min familie ikke var en del af det. De fedeste oplevelser er jo klart at kunne dele sin pasion sammen med dem man holder aller mest af.

Så det er samme opskrift hvis jeg feks. har lyst til at deltage i et løb. Derfor aftaler jeg med svigerforældrene at de kommer og hjælper den dag, eller aflevere mine børn hos mine forældre. For at jeg skal have en god oplevelse og kunne nyde min oplevelse til et løb, bliver jeg nødt til at vide min familie også har det godt og alt ikke går op i hat og briller!

Denne opskrift har i år gjort at jeg har løbet 5 marathonløb, og 2 ultraløb, men jeg har faktisk kun været tilfreds med 3 resultater! Alle løb er gennemført og det er jo i sig selv flot – men det er ikke det jeg vil med mit løb, jeg vil gøre det bedre! Dette kræver km i benene og derfor også de lange ture i weekenden, dem har jeg slet ikke været god nok til at få løbet i år og dette har sat sit præg på mine præstationer, udholdenheden har slet ikke været god nok!

Mine bedste resultater har været:

Thy Trailmarathon 4.35 (top 100 af 300 deltagere)

Vornæs marathon 3.35 (den præstation er jeg stolt af)

Firkløver ultra 11.25 (Ultraløb hvor jeg endte med at løbe 87 km kun trailunderlag)

Ultraløbet molsruten 6.00 (i den bedste halvdel, men manglede udholdehed til sidst 55 km)

Min næste blog vil handle om mine mål næste år, og at jeg vil være mere realitisk med mine mål.

 

The “Blowjob” fun run

IMG_1562

Finere dykkerdragt skal man længe lede efter

Da jeg trækker i de stramme tætsiddende neopren inderbukser, er min første tanke der falder mig ind ikke, at jeg nu skal ud og prøve noget helt nyt og spændende, der har med et løbebånd at gøre.

Tankerne svømmer istedet henad, dykkerflasker, dykkermaske, fridyk og vand.

 

Det jeg har begivet mig ud i er, at jeg om få minutter skal træde op i, hvad der er helt nyt, revolutionerende og fascinerende indenfor løbebånd.

AlterG anti gravity Treadmill – eller på dansk, anti tyngdekraft løbebånd.

Et løbebånd der for det meste, hvis ikke altid, bliver brugt ved genoptræning efter skader eller lignende.

 

Men hvad skal jeg så her hos Funktionel Fysioterapi (http://funktionelfysioterapi.dk) denne flotte søndag med perfekt vejr til at løbe udenfor.

Jeg er jo hverken skadet eller på anden måde hæmmet i mit løb, så hvorfor vælger jeg så at løbe indenfor på et løbebånd som jeg hader som en i helvede at tilbagelægge mine K på.?

Jo, jeg elsker at prøve nye ting af, jeg er jo en ægte Geek.

Jeg vil se hvad denne maskine kan bruges til, udover at komme tilbage efter evt skader.

 

Det første møde

Det første jeg møder da jeg træder ind i, hvad der ligner en lagerhal, er en dyb bas, og et træningscenter med alt hvad hjertet begærer for den gæve pumper.

Her bliver jeg taget imod af Michael Møller Rønaa, manden der har inviteret mig til at prøve maskinen.

Også han har er stor interesse i at se og høre hvad denne maskine ellers kan bruges til, end til genoptræning.

Derfor vil han høre hvad jeg som ultraløber kan komme med af ideer, som han måske evt. selv har tænkt.

Efter en kort snak om vind og vejr, viser han mig monstrummet.

 

Da jeg ser AlterG maskinen for første gang, kan jeg da godt se at det er et løbebånd. Men det ligner nu mest af alt, et løbebånd med et fortelt monteret, af den slags der normalt sidder på tusindvis af de campingvogne som nogle folk bare forguder i sommermånederne, der delvis dækker over maskinen, med nogle jernrør stikkende ud under kontrolpanelet.

IMG_1559IMG_1560

Hvilket også straks får mig til at tænke på en form for sygehusapperat.

Sporty ser det i hvert fald ikke ud.

IMG_1550

Fuldt monteret i pressingen. Maskinen kalibreres til min kropsvægt

Efter at have påført mig “dykkerdragten”, og herefter stillet mig i hullet af pressingen, skal jeg lynes fast i den kraftige lynlås, som lukker min underkrop inde i teltet.

Det er her der kommer til at ske tryllekunster.

Hele rummet der omfatter fra navlen og ned, og hele løbebåndets bund, er et nu et stort lufttæt rum.

Det er her trykket vil varieres, så det på den måde kan reducere min kropsvægt med op på næsten 60%.

Det første der sker, er at maskinen kalibreres til min kropsvægt, hvilket foregår ved at jeg står helt stille og der pumpes luft ind.

Stille og roligt kan jeg mærke trykket omkring underkroppen, og pludselig bliver jeg “let” på fødderne.
Men kun for et kort øjeblik.

Her bliver jeg lettere på fødderne

For så igen at kunne mærke min egen vægt på fødder igen.

Nu er maskinen klar.

 

Al start foregår stille, hvilket også er tilfældet her.
Tempoet sættes til hurtig gang, og der leges med vægtreduceringen, så jeg på den måde kan vænne mig til det der nu skal ske.

 

Here we go

IMG_1552

Er stille og roligt kommet igang

Jeg lægger ud i 5:4o min/km, og reducere min kropsvægt med 20%, hvilket svarer til, at jeg med et par tryk på knapperne bliver 14,8 kg lettere.

Det kan straks mærkes i knæ og hofter.

En underlig fornemmelse at jogge derud af, men ikke rigtigt føler at det “hårdt”.

Det har dog ingen betydning på at man ikke bliver forpustet.

For idet at man trods alt stadig bevæger sig, så kommer pulsen også i vejret.

Det er dette jeg er ude efter.

At kunne løbe over sine evner så at sige. – Men mere om det lidt senere.

 

 

 

Som en kenayner

IMG_1554

Nu har jeg vænnet mig til maskinen, og jeg reducere nu min vægt med yderligere 10%.

Og der er kontant afregning med det samme.

En svag susen indikere at der nu er mere tryk i “teltet”, og 22,2 kg er nu fjernet.

Lad os bare sige, at jeg vejer nok lige så meget som en kenyaner, men er bleg som en albino.

At kunne blive så meget lettere giver også andre udfordringer.

Jeg lægger mærke til at jeg ligesom bliver nød til at “sætte min fod ned”.

Samlign det evt med at gå i vand til brystet.

Her kender vi alle det med at man lige skal “trykke” lidt mere nedad med sit ben for at ramme bunden. Men uden at have vandets modstand.

Det bliver derved en hel ny måde at løbe på.

Men ikke på den ubehagelige måde.

Bare lige lidt mere, og lidt mere

5% her og 5% der.

10% lettere igen. 40% er nu skåret væk svarende til 29,6 kg lettere.

Nu mærker jeg pludselig, hvordan jeg løber på ydersiden af fødderne. Har jeg aldrig lagt mærke til før. Jeg kan nu virkelig mærke, hvordan mine fødder meget gerne vil lande på ydersiden og rulle hele vejen hen til lilletåen for så til sidst at sætte af med storetåen.

Jeg skal nu koncentrere mig for at sætte foden rigtigt.

Underligt, da det jo normalt bliver gjort per automatik.

Men igen noget jeg bruge maskinen til.

 

Nu skal modsatte effekt afprøves.

Har nu løbet i mit normale tempo, men vil løbe hurtigere.

Jeg sætter derfor tempoet til 3:38 – hvilket er væsentligt hurtigere end jeg vil komme til at løbe ude i det fri.

Til samligning vil dette tempo bringe en løber i mål på marathondistancen på 2:33:00.

Altså sagt med andre ord.

HURTIGT.!

 

Samtidig bliver maskinen indstillet til at “løfte” mig mest muligt.

58% af min kropsvægt er nu forsvundet – hvilket svare til at jeg vejer lige et par gram eller otte over

de 31 kg.

Det føles på ingen måde anstrengende at løbe, godt nok bevæger jeg benene hurtigt, men ikke på samme måde hårdt som når jeg løber almindeligt.

Nu begynder jeg så stille og roligt, at lægge et par procenter til lidt af gangen, derved bliver jeg stille og roligt tungere.

Og der er afregning med det samme.

Bare 2% kan mærkes i fødderne, knæene, og ikke mindst, så bliver jeg straks mere forpustet.

Det fortsætter med at blive hårdere og hårdere, og allerede efter 7% må jeg sætte tempoet ned, da det er utroligt hårdt med dette tempo, nu hvor tyngdekraften igen træder ind og klistre mine fødder fast til løbebåndets overflade.

Da vægtreduktionen er nede på, hvad der svare til 38% af min vægt, må jeg helt opgive at løbe hurtigt.
Det er simpelthen for hårdt.

På vej tilbage til almindelig vægt

Så ned i tempo, til hvad jeg kender til og endda helt ned til 5:00 min/km.

Jeg har virkelig fået et indtryk af hvor stor en påvirkning løb har på kroppen.

 

Men ikke alt er negativt

Hvad dælen får jeg ud af at løbe i denne maskine, hvad er der i det for mig, og hvad kan jeg bruge det til.?

Jeg er ultraløber, jeg ved hvor hårdt man presser kroppen i lange løb, jeg har nemlig selv erfaret det, first handed.

Jeg ved hvor mange kilometer man skal have i benene, og hvordan disse føles efter flere timer på asfalten eller i skovene.

Og ikke mindst, så ved jeg hvor stor betydning det har at restituere korrekt, men også at holde gang i kroppen og komme af med affaldsstofferne der har hobet sig op i musklerne efter de lange løb.

 

Det er her AlterG anti gravity “båndet” kommer ind i billedet.

Der skal somsagt kilometer efter kilometer i benene op til de lange races.

Men man skal også skære ned på dem op til løbene for at kunne præstere optimalt på race day.

Men tænk nu, hvis du kan holde kroppen i gang længere tid op til race day og samtidig få lige lidt flere kilometer på kontoen inden dagen, men uden af presse kroppen, uden at tømme den for energi.

Jeg er sikker på – og jeg vil en dag lade det komme på prøve – at skære ned på på det antal dage hvor jeg normalt drosler ned inden race day, og få flere km i kroppen.

Er ret sikker på at jeg – læs jeg – kan få et bedre løb, ved at have de ekstra kilometer med i regnskabet, men at de er hentet ind, under mindre “stress” for kroppen.

Samtidig er jeg også af den overbevisning, at den kan give mig en meget bedre kondi, da den trods alt får gang i pulsen, forbrænding af fedt, samt udholdenheden, igen, uden at det udsætter kroppen for hård belastning.

Med det in mente, at det ikke bare lige er 30 min på båndet.

Men længere såkaldte træningspas.

 

Samarbejdspartner

Samtidig ser jeg denne maskine som være en god “samarbejdspartner” hvis man gerne vil tilegne sig en ny løbestil.

Pludselig er det meget nemmere at komme op på mellemfoden, eller endda forfoden.

Men det vil kræve timer og flere timer på båndet. Men uden belastningen ved kroppen, og derved kan man – efter min mening – hurtigere få lært teknikken ved ny løbestil.

Den skal selvfølgelig også prøves og trænes under almindelige forhold.

Jeg er game for at prøve det, og vil følge op på det løbende.

Dog bliver det ikke i sammenhæng med ultraløb, men i min stræben på at komme under de sub 3:00:00 timer på marathondistancen.

Men det bliver hårdt.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I mørket er jeg fri

Juhuuu – så blev det endelig vintertid og tid til at løbe i mørke.

Det er egentlig lidt underligt, at jeg nyder at løbe i mørket. Før jeg begyndte at løbe, havde jeg tendens til at blive små-trist om vinteren. Al energi forsvandt, og jeg gik nærmest i hi. Det eneste, jeg magtede, når jeg kom hjem fra arbejde, var, at lægge mig på sofaen og zappe, indtil jeg skulle i seng. Vintersolhverv har altid været en festdag for mig. Så ved man da, at det går fremad igen. Mod lysere tider. Forår og farver.

Men efter jeg begyndte at løbe, ændrede det sig. Om vinteren er det mørkt, når jeg har fri fra arbejde – hvis man vil løbe efter arbejde, må man ud i mørket.

2014-12-07 10.35.26

Man skulle tro, at det – for sådant et pindsvin, som egentlig helst vil gå i hi – ville være helt umuligt at komme ud i mørket at løbe efter en lang arbejdsdag.

Men det er det slet ikke! Jeg elsker at løbe i mørket. Som I måske ved nu, er jeg ikke det kønneste syn, når jeg sådan kommer prustende (det synes jeg i hvert fald ikke selv!). Og selvom jeg for længe siden har besluttet mig for at være ligeglad, nyder jeg nu alligevel mørkets bløde omfavnelse.

Jeg elsker at tage løbetøjet på, putte god musik i ørene og mærke den kølige luft i ansigtet. Jeg elsker den boble, jeg kan forsvinde ind i – i mørket – hvor ingen rigtigt kan se mig. Der, hvor jeg i ro og mag kan lunte afsted og smugkigge på dem, der cykler hjem fra arbejde. Min næse kan løbe alt det, den vil. Det gør alle de andres også. Og ingen kan se, at jeg er helt forvredet i ansigtet, fordi jeg alligevel lige skulle prøve, om jeg da for pokker ikke snart kan lære at nyde at løbe op ad bakke, når der nu hele tiden står på Runner’s Worlds facebook-opslag, at det er godt for mig… Friheden ved løbet bliver endnu større for mig – der i mørket.

En anden fordel ved vinterløbet er, at der er mere plads på stierne. De søde piger med de svingende hestehaler og de flotte farvestrålende løbejakker (sorry; de ER flotte – jeg er bare misundelig!) forsvinder, efterhånden som det bliver både mørkere og koldere. Hvor de bliver af, ved jeg ikke. Men tilbage på stierne først på aftenen midt om vinteren er der tit kun mig og et par enkelte prustende herrer, som sikkert ligger i ironman-træning eller 100 miles træning eller… Der opstår et særligt fællesskab blandt os, der løber rundt i mørket. Generelt elsker jeg, at løbere ofte hilser på hinanden. Men i en større by med virkelig mange løbere, er det bestemt ingen hovedregel. Men der i mørket giver vi altid hinanden et velmenende og anerkendende nik: vi er omgivet af samme, bløde mørke. Vi har trodset det!

Misforstå mig nu ikke. Jeg elsker 20130916_105435også at løbe om sommeren, hvor solen kysser mig blidt i nakken og kroppen føles friere i de korte tights. Hvor man ikke behøver 4 lag tøj og Kleenex i alle lommerne. Naturligvis gør jeg det. Men jeg elsker også at løbe om vinteren. I mørket. Der, hvor der er frihed og rum til at skabe sin helt egen boble.

Og det mest utrolige er faktisk, at min tendens til vintertungsind og pindsvine-opførsel er mindsket radikalt. Bevares; jeg kan da stadig have tunge dage, hvor mørket lægger sig over mig som en tung dyne. Men jeg har mine løbesko, og med dem indtager jeg mørket, fremfor at lade mørket indtage mig!

De kalder mig løber

Selv bliver jeg nu nogle gange lidt i tvivl….

Da jeg blev medlem af dette hersens blog-forum, blev jeg også medlem af en facebook-gruppe, hvor vi kunne udveksle erfaringer. Så vidt så godt. Så fik en af bloggerne den fine ide, at vi lige skulle præsentere os for hinanden, så vi vidste lidt mere om, hvem vi var. Og det var jo en vildt god ide! Efter et par dage, hvor præsentationerne havde meldt deres ankomst på den lille jordklode på fjæsen, tænkte jeg, at det her løbe-blog-noget vist alligevel ikke var noget for mig….. Hold.Nu.Op. Hvor var de andre hardcore! Trailløb. 100 miles løb. Ultraløb. Bjergmarathon og jeg skal komme efter dig. Jo. Jeg bliver imponeret. Jeg synes, 100 miles er virkelig langt! Jeg forstår ikke man kan. Jeg synes,det er sejt. Og rablende vanvittigt. Mine løbefødder blev koldere og koldere over, at jeg havde meldt mig under bloggerfanen! Jeg var faldet pladask i den fælde, jeg ellers selv ihærdigt prøver at få lagt et dæksel på.

DSC_4311

Jeg overvejede seriøst – i mange uger – at melde fra igen. Jeg havde funderet lidt over et indlæg, som skulle hedde noget med fætter Guf, og skulle handle om, at jeg sgu ikke er særlig pæn, når jeg løber….. Vi havde alle fået at vide, at vi skulle huske at tænke på læserne, når vi skrev. Hvad de (I!) rent faktisk ville få ud af at læse vores indlæg. Og ret beset vil man jo ikke få ret meget ud af at læse om min ansigtsfarve eller min bedstemor and røv. Hvorimod tanker om træningen frem mod et 100 miles løb jo synes en anelse mere brugbart. Så jeg sagde til mine veninder, at det altså ikke blev til noget. Det der blog-noget. Jeg havde simpelthen ikke noget at bidrage med.

Så var der ballade. De gad fisme da ikke læse om træningen til et bjergmarathon! De ville da høre om helt almindelige mennesker, som var grimme, når de løb. Og som ikke altid gad løbe (og da slet ikke hurtigt!), eller som nogle gange lugtede lidt af hest, når de stod ved kassen nede i Rema, fordi de godt lige kunne snuppe en mælk med hjem efter dagens løbetur (ok: måske lugter man også lidt af hest, hvis man træner til et 100 miles løb….)…. De ville vide, hvordan pokker jeg alligevel kom afsted, hvis jeg nu så ofte tænkte, at jeg faktisk ikke rigtig gad idag. De ville høre, at de ikke er de eneste, der tænker, de ser frygtelig ud, når de løber – men at det jo ikke er vigtigt, hvordan man ser ud. Det vigtige er, at man bevæger sig. De bad mig skrive om (stå ved!), hvordan jeg tit går op ad bakkerne, fordi jeg ikke kan fordrage at blive forpustet. Og forsøge at forklare, hvorfor jeg stædigt alligevel løber 30, 40, 50 km om ugen. De spurgte, hvad det er, der motiverer mig, når det IKKE er et mål for mig at løbe hurtigere og jeg ikke er ved at “træne op til” noget – og hvordan jeg kommer afsted selv i øs-pjask-regnvejr.

IMG_3899Hmrph. Jamen, sagde jeg…. Nej, sagde de. Gør det. Der er nok andre blogs, der handler om mål, forfodsløb, fedtforbrænding, kost, low-carb-high-fat, perfekte billeder af flot natur, knivskarp makeup, store smil over dagens tilbagelagte milliard km.

Så here you go. Hej. Jeg hedder Winnie. Jeg bliver gasblå i ansigtet. når jeg løber. Næsen løber væsentlig hurtigere end benene. Jeg går op ad bakkerne. Jeg snakker med alle de hunde, jeg  møder. Og står stille ved rødt lys. Jeg træner ikke op til en disse. Jeg har intet mål. Jeg er løber. Og jeg elsker det!

Næste mål: VUMB. Så nu skal der kilometer i benene

Så gjorde jeg det igen – jeg har tilmeldt mig en af de der udfordringer, jeg faktisk ikke helt ved om jeg kan klare. Jeg glæder mig for vildt!

Jeg er, sammen med en rigtig god ven, tilmeldt Vinter Ultra Mols Bjerge ULTRA 70+. Team Wild Women – here we come! Øhhhh……….altså når vi lige har fået styr på småskader (min makker), lært at navigere efter kort og GPS (mest mig – min makker er heldigvis O-løber), har løbet en hel del km i terræn og i bakker (gælder vist os begge), og fået købt varmt (rigtig varmt) løbetøj (helt sikkert os begge!). Det bliver første gang jeg skal løbe et race over flere dage, og det bliver super spændende at se, om jeg kan disponerer det lige så godt som jeg fik disponeret Skagen Odde Ultra Trail (se tidligere indlæg).

At slippe ungerne løs på MTB spor = tempotur!

At slippe ungerne løs på MTB spor = tempotur!

En ny indstilling til træning har indfundet sig

Op til Skagen Odde Ultra Trail prioriterede jeg min træning rimelig højt, og jeg fandt en OK balance mellem træning, unger og arbejde. Der var et par gange, hvor jeg måske fik trænet på bekostning af ungerne, men de og jeg synes i det store hele at det fungerede fint.

Nu har jeg så valgt at øge min træning et hak opad: Flere træningspas om ugen, flere km (=flere timer), og mere fokus på ordentlig mad og søvn. Jeg er simpelthen blevet helt vildt ”hooked” på ultratrailløb, og er bare så topmotiveret til at træne og træne. Hvert træningspas er skønt (nogle selvfølgelig federe end andre), men jeg har virkelig fundet mit rettet sted at være :0)

Og en af de fede ting, ved at have løftet min løbeform er, at jeg nu kan være med i skøre og seje løb, uden at skulle træne op til det i flere måneder. Så som UltraIntervalChallenge, som gik ud på at løbe 10 km hver 3 time i 24 timer, med start kl 00:00 fredag nat. Ja, det var 10 km kl 00:00, 03, 06, 09, 12, 15, 18 og 21…………

Efter 3. interval i træk med pandelygte. Glædede mig til de næste i dagslys.

Efter 3. interval i træk med pandelygte. Glædede mig til de næste i dagslys.

Det var et af de løb, hvor jeg har et rimeligt stort forklaringsproblem, når ikke-ultraløbere spørger hvorfor. Jeg tror den bedste forklaring er, at der ikke er noget fordi. Og at der ikke behøves at være noget fordi. Som rigtig smukt vist i filmen The Beauty of the Irrational med Ryan Sanders, så handler det om at følge dit hjerte, ligegyldigt i hvor høj grad det giver mening for andre!

Ultraintervalchallenge var virkelig irrationel, sjovt og meget mærkeligt, nok mest fordi det var et løb, der foregik på Facebook, hvor man efter hvert interval postede på eventsiden. Men også fordi det altså bare var sært, at løbe om natten. Især intervallet kl 03:00 var underligt. Jeg tænkte vist ikke over så meget på turen, ud over: Er jeg ude på en meget sen aftentur eller en meget tidlig morgentur?………… og fik så defineret en ny form for løbetur – nat-tur :0) Det var super fedt at prøve at holde sig vågen om natten og komme ud og løbe – så er den ligesom også tikket af, som noget jeg godt kan. Samt at fortsætte løbeturene resten af døgnet (jeps – jeg gennemførte alle 8 intervaller, til noget af en overraskelse for mig selv).

Lækker efterårsnatur - holder humøret oppe på en gråvejrsdag, hvor jeg var ude på 5. interval.

Lækker efterårsnatur – holder humøret oppe på en gråvejrsdag, hvor jeg var ude på 5. interval.

Men bliver det for meget?

Men med alt den træning, så melder tankerne sig: Er det ved at tage overhånd? Denne meget intense fokus på træning kan være sjov nok, og der er da også humoristiske ting ved det. Så som ultramarathonoflife skriver på hendes blogindlæg: Things to Keep in Mind When Dating/Married to/Friend of/Parent to an Ultra & Trail Runner. Nr. 1: “When we say we “need” to go for a run, we mean it. Whether it’s for sanity’s or training’s sake, we literally need to go run. After we get that run in, we’ll stop talking about it . . . until the next day. In that same vein, we may sometimes complain about HAVING to go for a run. Yes, we know we could technically “not go” . . . wait, actually no, we have to go. If we don’t, it’ll pick at us all day, everything will remind us of the fact we didn’t go, and we’ll be cranky and miserable because of it”. Altså: Vi SKAL ud og løbe. “Ikke at løbe” er ikke rigtig en mulighed. Eller nr. 7: ”We think about running . . . a lot. We follow obscure races and geek out over runners you’ve never heard of before. This only intensifies when we get around our ultra/trail running friends. Eventually, we will talk about other things; be patient with us”. Kort sagt: Vi tænker og snakker ikke om ret meget andet end løb.

Men helt seriøst: Kan jeg se linjen før jeg krydser den og det ender med at træningen styrer mit liv? Det bliver et større og større udfordring for mange, som Morten Ebbe Juul Nielsen skriver om i sin bog ”Forbandede sunddom” (omtalt d. 24 september 2015 i Information).  Kan jeg holde mig ude af ”ræset imod sundhed for sundhedens egen skyld”? Kan jeg holde balancen så ”sundhedsdyrkelsen ikke mindsker min samlede livskvalitet i stedet for at forøge den”? Sagt på en anden måde: Kan jeg selv se det, inden løb overtager kontrollen i mit liv? Og/eller vil min familie og omgangskreds sige til mig at nu er det ved at være for meget? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ikke mister kontrollen en dag, men hvis jeg ikke satser lidt og giver slip på noget kontrol, når jeg ikke der hvor jeg gerne vil være. Så jeg må sætte min lid til min mavefornemmelser og mine omgivelsers ærlighed – og ha det super sjovt imens!

Skønt med humør på løbeturen!

Skønt med humør på løbeturen!

Næste træningstur

Og sjovt skal det være. Så i starten af november tager jeg 4 dage til Avoriaz, Frankrig for at udforske området som løbeterræn og få en masse kilometer i benene samt en røvfuld højdemeter. Især skal jeg udnytte muligheden for at træne nedløb – jeg er virkelig ringe til nedløb – jeg er simpelthen ikke modig nok, til rigtig at stole på mine ben. Og samtidigt håber jeg, at jeg kan besinde mig, så jeg ikke i ren iver løber ind i en overbelastningsskade derned.  Hold øje på min Facebook side Kirsten Isak – a “TrailRunaholic” for fotos og herinde for blogindlæg.

Om glæden ved at løbe

Min søn sagde til mig:” jeg er slet ikke god til at spille fodbold!”
Jeg undrede mig, for han elsker at spille fodbold. Så forklarede han mig at han ikke følte sig god til at spille og at der var nogen på fodboldbanen der havde sagt til ham at han ikke var særlig god.
At det er jungleloven der hersker mellem børn, er jeg slet ikke i tvivl om, og sådan er det. Men jeg vil så gerne at han kan se på hans fodboldspil på en måde hvor det ikke er et spørgsmål om at vurdere sig selv på en skala der går fra god til dårlig. Så forklarede jeg ham hvordan jeg har det med løb…..

Jeg er ikke den fødte løber, jeg er ikke vokset op i et sportsaktivt miljø. I mit skoskab stod der i tidligere støvletter og høje hæle, men ingen løbesko. Der står sådan set stadig høje hæle, men nu side om side med mine løbesko.
I min familie spurtede vi kun ud af døren hvis det var tæt på bageres lukketid og har dermed aldrig lært at bruge min krop og min mentalitet til at presse mig og flytte mine præstationer. Jeg startede med at løbe da jeg var 36, som en del af en sundhedsforandring. Jeg løber ikke særlig stærkt elle ret langt, men jeg ELSKER at løbe. Løb gør mig glad. Løb udvider min horisont, på en måde som jeg ikke kan sammenligne med noget andet. Når jeg løber kan jeg alt. Hvis jeg har lyst og overskud kan jeg løbe med andre, snakke og hygge eller bare være sammen om løbet. Jeg kan løbe i totalt ro og bare ‘æde’ kilometer efter kilometer uden at se andet end asfalten, mens hverdags puslespillet bliver lagt, eller der bare er ro inden i. Hvis jeg har lyst kan jeg kigge op og hilse på alle naboerne, stoppe op og snakke lidt. Jeg kan smutte i skoven og lege på sporet. Når jeg løber ser jeg nye steder, både geografisk og mentalt. Når jeg løber kan jeg alt, og det gør mig glad. Jeg har så fede oplevelser alene og sammen med andre, der er så unikke og vigtige at jeg slet ikke kan forestille mig et liv uden løb. Løb er et grundelement og så essentielt for mit velbefindende, at det slet ikke er et spørgsmål om jeg er god eller ej.

Og jeg bliver nødt til at sige at jeg ikke tror jeg løb en eneste kilometer hvis det ikke var glæden der motiverede mig. Jeg ville ikke kunne motivere mig til at løbe en våd kold vintermorgen hvis det udelukkende var sundhed, styrke, vægt eller en anden fysisk faktor der skulle udgøre formålet med at løbe. Tro nu ikke at jeg er en lalleglad løber der altid synes det er sjovt at løbe. For mig er glæde og sjov er ikke det samme; glæde er en grundfølelse som jeg oplever, også når det gør ondt og jeg er presset. For som Haruki Murakami skriver i sin bog “Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe”, er smerte uundgåelig når man løber, spørgsmålet er bare om man holder ud eller stopper op. Glæde er det jeg føler når jeg, med min krop har præsteret det mål jeg har sat mig eller er igang med det. Og jeg tror at der er mange af de flittige løbere jeg passerer eller følges med på min vej der kender den glæde!

Min søn ved godt at løb er en nødvendighed for hans mor, han har også kendt mig før jeg fandt løbet. Og han ved, ligesom jeg, at der er en forskel på en enkelt mands præstation og en hold sport, men jeg tror han forstod pointen, fordi han gik ud med en tænksom mine og spillede mur. Næste dag var han på boldbanerne og kom glad hjem derfra. Og der er jo præcis det det drejer sig om: glæde!

image