,

Om glæden ved at løbe

Min søn sagde til mig:” jeg er slet ikke god til at spille fodbold!”
Jeg undrede mig, for han elsker at spille fodbold. Så forklarede han mig at han ikke følte sig god til at spille og at der var nogen på fodboldbanen der havde sagt til ham at han ikke var særlig god.
At det er jungleloven der hersker mellem børn, er jeg slet ikke i tvivl om, og sådan er det. Men jeg vil så gerne at han kan se på hans fodboldspil på en måde hvor det ikke er et spørgsmål om at vurdere sig selv på en skala der går fra god til dårlig. Så forklarede jeg ham hvordan jeg har det med løb…..

Jeg er ikke den fødte løber, jeg er ikke vokset op i et sportsaktivt miljø. I mit skoskab stod der i tidligere støvletter og høje hæle, men ingen løbesko. Der står sådan set stadig høje hæle, men nu side om side med mine løbesko.
I min familie spurtede vi kun ud af døren hvis det var tæt på bageres lukketid og har dermed aldrig lært at bruge min krop og min mentalitet til at presse mig og flytte mine præstationer. Jeg startede med at løbe da jeg var 36, som en del af en sundhedsforandring. Jeg løber ikke særlig stærkt elle ret langt, men jeg ELSKER at løbe. Løb gør mig glad. Løb udvider min horisont, på en måde som jeg ikke kan sammenligne med noget andet. Når jeg løber kan jeg alt. Hvis jeg har lyst og overskud kan jeg løbe med andre, snakke og hygge eller bare være sammen om løbet. Jeg kan løbe i totalt ro og bare ‘æde’ kilometer efter kilometer uden at se andet end asfalten, mens hverdags puslespillet bliver lagt, eller der bare er ro inden i. Hvis jeg har lyst kan jeg kigge op og hilse på alle naboerne, stoppe op og snakke lidt. Jeg kan smutte i skoven og lege på sporet. Når jeg løber ser jeg nye steder, både geografisk og mentalt. Når jeg løber kan jeg alt, og det gør mig glad. Jeg har så fede oplevelser alene og sammen med andre, der er så unikke og vigtige at jeg slet ikke kan forestille mig et liv uden løb. Løb er et grundelement og så essentielt for mit velbefindende, at det slet ikke er et spørgsmål om jeg er god eller ej.

Og jeg bliver nødt til at sige at jeg ikke tror jeg løb en eneste kilometer hvis det ikke var glæden der motiverede mig. Jeg ville ikke kunne motivere mig til at løbe en våd kold vintermorgen hvis det udelukkende var sundhed, styrke, vægt eller en anden fysisk faktor der skulle udgøre formålet med at løbe. Tro nu ikke at jeg er en lalleglad løber der altid synes det er sjovt at løbe. For mig er glæde og sjov er ikke det samme; glæde er en grundfølelse som jeg oplever, også når det gør ondt og jeg er presset. For som Haruki Murakami skriver i sin bog “Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe”, er smerte uundgåelig når man løber, spørgsmålet er bare om man holder ud eller stopper op. Glæde er det jeg føler når jeg, med min krop har præsteret det mål jeg har sat mig eller er igang med det. Og jeg tror at der er mange af de flittige løbere jeg passerer eller følges med på min vej der kender den glæde!

Min søn ved godt at løb er en nødvendighed for hans mor, han har også kendt mig før jeg fandt løbet. Og han ved, ligesom jeg, at der er en forskel på en enkelt mands præstation og en hold sport, men jeg tror han forstod pointen, fordi han gik ud med en tænksom mine og spillede mur. Næste dag var han på boldbanerne og kom glad hjem derfra. Og der er jo præcis det det drejer sig om: glæde!

image

Løbsberetning CPHHALF Halvmarathon 2015

Københavns største løbefest stod for døren søndag 13 september. I modsætning til København Marathon i maj i år, havde vejrguderne ikke set sig helt så nådige (over for tilskuerne, for løberne var det perfekt) men der ventede stadig en massiv opbakning og stemning langs ruten. Her er min løbsberetning. 

 

Fakta om CPHHALF
Hvornår Medio September
Hvor København, Øster allé
Antal deltagere 24000!
Andre distancer ½mt,
Pris 450
Fordele International elitefelt. Stemning. Gadefest. Kæmpe deltager antal. Perfekt logistik og eksekvering af løbet
Ulemper Pris
Samlet vurdering 4½ ud af 5
Hjemmeside www. CPHHALF.com

Siden Samsø marathon har der været fokuseret på at holde mængden i den lave ende (40-45 om ugen) og i stedet løbe nogen træningspas i højere tempo for at snerpe mig ind på et halvmarathon der burde kunne løbes for mig omkring tempo 5:00, altså en sluttid på 1:45. Beslutningen om at dette bliver den endelige målsætning træffer jeg 8 dage efter Samsø marathon da jeg uden problemer løber 17 km i tempo 5:15. yderligere restitution og nedtrapning mener jeg derfor godt kan resultere i 4 km mere, i samlet set 15 sek/min hurtigere tempo.

 

Halvmarathon er dejlig ukompliceret at forberede sig til i min optik. Væk er tankerne om massive kulhydrat måltider og vandindtag i flere dage forud for løbet. Blot almindelig mad, lystbetonet væskeindtag dagen før, lidt ekstra søvn og så bare afsted. Desværre var jeg godt forkølet og havde lidt feber i ugen op til løbet. Jeg var sådan set stadigvæk snottet da jeg stod på startstregen. Målsætningen forblev den samme, nu skulle det testes og måtte briste eller bære!

 

I silende regn blev der varmet op, ca. 3 km. Varmen aftog hurtigt men kom alligevel i stemning og adrenalinen satte ind da jeg stod i startboksen og pistolen lød. Allerede 4½ minut efter kenyanernes fantastiske udlæg (2.30/km) kom os mere dødelige i 1.45 boksen afsted. Det er svært at holde tempoet på planlagt 4:57 i starten, folk skal lige finde pladserne og der er masser af ”optimistiske” løbere der har placeret sig selv alt for langt fremme. Der bliver zig zagget en del og flowet kører ikke rigtig. Det føltes hårdt at holde tempoet. De 5 km bliver rundet i 24.57. 7 sekunder langsommere end planlagt, men til at

 

leve med. Der er nu kommet mere styr over feltet og jeg har så småt fundet rytmen. Passagen ind over dronning louise’s bro er som altid fænomenal og der bliver skudt konfetti i en lind strøm. Festlige mennesker og gode dj’s sørger for stemningen

 

10 km rundes i 49.36. jeg har indhentet det tabte og er foran med 4 sekunder. Tempoet føltes både hårdt og godt. Hårdt fordi det presser kroppen, sener og muskler og kræver fuldstændig koncentration at holde løbeteknikken samt at navigere i menneskemængden, men godt fordi det ikke føltes som om der ophobes mælkesyre og jeg burde derfor kunne holde tempoet resten af tiden, selvom jeg på det her tidspunkt er i tvivl om jeg vil opleve træthed der gør at jeg må sænke tempoet senere i løbet. Der indtages en del mere energi end jeg normalt ville på et ”hygge” halvmarathon, og maven gør også lidt kortvarig knas og jeg løber med lidt sidestik mellem km 10 og 12. Med 9 km tilbage sættes fokus på blot at holde kadencen fra nu af. Der tælles ned til næste væskedepot og til mellemtiden på 15 km. Den rundes i 1:14:23 jeg er stadig foran. Jeg begynder at tro på det kan holdes hjem men der skal holdes fokus nu for ikke at sænke farten. Den sidste gel indtages og jeg ændrer mental tidshorisont til at kun at tænke den næte kilometer frem. 16,17, nu 18 kilometer skiltet er passeret. Kun tre km tilbage. Tempoet er nu lettere øget og jeg føler ingen problemer derved. Jeg overhaler en del trætte løbere nu men jeg har det selv strålende. De 20 km rundes i 1:38.53, over 30 sekunder foran planen. De sidste knap 1100 meter løbes i 4:30 per kilometer og med spurten til sidst bliver sluttiden 1:43:49, mere end 1 minut hurtigere end målsætningen og PR med over 2½ minut! Derudover løb jeg faktisk 4:50 pr kilometer på mit ur og ikke 4:55 som er den officielle tid på grund af jeg løb 500 meter for langt grundet al den zig zaggen frem og tilbage i feltet. Det kan jeg ikke bruge til noget umiddelbart, men det er jo samme ur jeg bruger til træning, og for kun små to måneder siden var 4:50 det tempo jeg kunne løbe all-out på en 10 km test (på mit ur) så at jeg nu kunne gennemføre et halvmarathon i samme tempo (på uret) betragter jeg som en stor success.

 

Der blev fejret med Øl og is om aftenen!

 

 

 

Sommerferie og løbetræning – ikke uden udfordringer

Så ramte sommerferien mig! Ahhh………. Med delebørn betyder det uger uden unger, hvor der kan trænes hvad, hvor og hvornår jeg vil, og uger hvor tid med ungerne kommer i første prioritet. Jeg elsker sommerferien, men den udfordrer mig også når det kommer til struktureret træning…….

Tidligere år

Træning i sommerferien er ikke noget jeg har særlig gode erfaringer med. Jeg plejer, de uger hvor jeg ingen unger har, at give den gas med motion af alt mulig anden slags. Det har typisk været masser af løb, klatring, cykling, Open Water svømning, yoga. Resultatet har så ofte været, at jeg rager mig et par småskader til pga. overbelastning. Det er utroligt, at jeg kan ryge lige i fælden gang efter gang! Man burde blive klogere med alderen, men på det punkt er jeg vist stadig rimelig ung :0)

Meeen – jeg har heller ikke de bedste erfaringer med løb i de uger jeg har ferie sammen med mine unger. Struktureret løbetræning er ofte gået mere eller mindre fløjten, og jeg har ladet den ene dag opsluge den anden, og måske levet lidt for meget i nuet. Jeg kan have den bedste hensigt om morgenen, men dagen ender ofte med at gå med hygge og forskellige aktiviteter, og pludselig er det aften og jeg kom så heller ikke afsted i løbeskoene den dag.

Hvordan gik det så i år?

I år havde jeg besluttet mig, at det skulle være anderledes. Jeg startede ferien med 3 uger uden unger, og jeg lovede mig selv, at mærke godt efter i kroppen i forhold til hvad og hvor meget motion jeg lavede. Jeg tænkte ofte som Claus Hechmann skriver i sin bog ”Løb som Eliten”:  ”No Pain, No Gain – No Brain”. Jeg var meget opmærksom på ikke at være smadret dagen efter træning. Og det lykkedes faktisk helt godt! Jeg kom igennem de 3 uger i super løbeform, og uden småskavanker af nogen art. Noget tyder måske på at jeg alligevel er ved at blive gammel når det kommer til stykket? :0)

På tur i Mols Bjerge. Og man giver da lige en hånd til de ældre, der skal ned fra Trehøje. God trail-stil!

På tur i Mols Bjerge. Og man giver da lige en hånd til de ældre, der skal ned fra Trehøje. God trail-stil!

Den næste udfordring var 3 ugers ferie med mine skønne unger, som dels blev holdt i Sverige på klatreture, og dels herhjemme. Jeg er så heldig, at mine unger elsker at cykle med mig, på mine løbeture, og endnu heldigere med at de faktisk synes det forholdsvise langsomme tempo er ok. Det koster bare lidt ekstra pitstops og nogle gange lidt særlig ruteplanlægning, men det er godt givet ud. Så vi havde både kage og legepause ved det fede klatretræ i skoven, cykling på (jeg mener !) Bønnerup Strand og et par gange blev ungerne også smidt i vandet iført våddragter, mens jeg trænede langs med stranden. Vi blev rigtig meget klogere på, hvor kreativ man kan være, når man skal finde ”win-win” løsninger”, og fandt også ud af at unger bliver ret opløste af at mor løber 15 km rolig tur imens. Det var nok lige længe nok at være i vandet!

Bønnerup strand med ungerne på cykel (ny sportsgren blev opfundet - cykling i vandet)

Bønnerup strand med ungerne på cykel (ny sportsgren blev opfundet – cykling i vandet)

Så motivationen til at komme af sted på træningsture og glæden på selve turene, er der nogenlunde styr på, når bare der er masser af tid. Anderledes er det, når de eneste timer på døgnet jeg kan løbe, er om morgenen.

Jeg har aldrig været særlig god til at komme ud og morgenløbe. Faktisk har jeg været ret så ringe! Så udfordringen var rimelig stor, da vi tog afsted på klatretur i Sverige. Jeg måtte bare afsted om morgenen. Og det lykkedes faktisk ret godt, selvom der var en rigtig træls smutter. Da vækkeuret ringede, styrtregnede det, og jeg tænkte: hmmm…… jeg ligger lunt og tørt her i teltet…….regnevejr betyder våde klipper som vi alligevel ikke kan klatre på………AHA: jeg løber bare senere på dagen i stedet. Det endte så med, at det klarede op i løbet af dagen, og at unger og resten af flokken ventede på at jeg skulle komme tilbage fra løbetur, så vi kunne køre på klippen! Der var jeg lidt træt af mig selv et øjeblik!

Lækre trails i Bohuslän, Sverige.

Lækre trails i Bohuslän, Sverige.

Efter en weekend i telt, rykkede vi længere ned i Sverige, og mødtes med en større flok. Her sov vi indendørs, og det gik helt godt med at komme ud og morgenløbe. Men her var det svært på en helt anden måde. Fordi jeg stod tidligt op og løb, inden de andre vågnede, kunne jeg ikke være del af dem der sad oppe hver aften og hyggede til sent. Jeg plejer at gå all-in på de ting jeg vælger at kaste mig over, og jeg fik lidt en følelse af at gøre noget halvt. Heldigvis var det en meget rummelig flok jeg var afsted med, så det var egentlig ok :0)

Hverdagen har ramt hårdt

Jeg troede at når først hverdagen med arbejde og skole ramte os, ville træningen køre nemt igen. Men jeg er godt nok blevet klogere! Jeg havde ikke lige set, at det, at være under tidspres hele dagen dræner, og hvor hårdt det er at trække sig selv ud og løbe om eftermiddagen mens ungerne træner deres sport. Måske jeg skal arbejde med morgenløb igen? Men jeg er ikke sikker på jeg kan motiverer mig selv om morgenen, når uret ringer, nu når muligheden for eftermiddagsløb er til stede? Hmmm……det skal der nok eksperimenteres lidt med.

Pitstop på langtur.

Pitstop på langtur.

Og så skal jeg nok også arbejde med følelsen af, at være en småringe mor. Første lørdag efter ferien, havde jeg min sidste lange tur inden Skagen Odde Ultra Trail 60 km. Det bliver min første Ultra, så jeg skulle teste energioptag, vand og udstyr, og havde alt planlagt: Den ene af ungerne skulle til elitetræning, de to andre skulle med på cykel, og ruten var lagt. Fredag aften blev vi indhentet af virkeligheden, da elitetræningen blev aflyst. Og i stedet for at flytte min træningstur, så jeg kunne træne eliteungen, endte jeg med at fastholde min træningstur og tage alle ungerne med på cykler. Det var super fedt og hyggeligt at have med alle med (og godt med selskab, især da vi efter 5 km blev fanget i tordenvejret), men jeg kan ikke lade være med at overveje, om jeg valgte forkert på familiekontoen lige der……..……

Bonusguf på langtur

Bonusguf på langtur

SOUT

Nu har jeg startet min nedtrapning til SOUT d. 5. september, og håber at jeg ikke går i panik inden start. Forberedelserne har indtil nu kørt som de skulle og alt er testet og klart. Så jeg burde kunne holde hovedet koldt, og fokuseret. Bare jeg ikke snubler og vrider om, på en træningstur de næste par uger…….eller får influenza…….eller bliver kørt ned på cykel……….er jeg ved at gå i panik allerede????????

Fra asfalt til Trail – og ud over de magiske 42,195 km

Fra asfalt til Trail

Jeg har løbet en del halvmaratons og et par maraton, og dermed slidt mange sko op, på asfalten rundt i Danmark. Jeg har forsøgt at lægge så mange ture jeg kunne i skoven, hvor jeg bor, men er gang på gang endt ude på asfalten. Måske mest fordi det mindsker risikoen for at blive væk! :0)

Alle mine km på asfalt, hvor jeg ikke skulle tænke over at finde vej, har været gode. Jeg har brugt løb som en slags ”meditationsløb”, hvor jeg har kunne tømme hjernen og få helt ro på tankerne. Men efter en 2½ mdr. rejse i efteråret 2014, hvor jeg ikke løbetrænede, oplevede jeg at ”meditationsløb” ikke gav mig noget mere. Løb var simpelthen blevet kedeligt!

Men så var det jeg fandt Trailløb, takket være løbere i Running Wild. Så nu er asfalten skiftet ud med bakker, skrænter, stier, dyreveksler, mountainbike ruter, græs, skov, brombærkrat, brændenælder, flåter, åer, grøfter, sand, sten og mudder. Og jeg har skiftet mine alene-løbeture ud med løb sammen med andre, så tit det kan lade sig gøre. I trailmiljøet er her løbere, der er lige så småskøre som mig. Løbere som finder legen i løbet og lægger vægt på glæde og morskab. Det har indtil videre budt på; kombineret løbetur og sneboldkamp; et godt fælles grin over folk, der vælter rundt i skovbunden, når de ikke kan stå fast i mudderet; at lokke folk ned af skrænter, for bare at kravle op ad samme skrænt igen; løbetur rundt om Fur, som på et tidspunkt udviklede sig til en konkurrence om hvem der nåede odden på øen først – os eller en flok havkajakker (vi vandt!); og ikke mindst hygge med mad og drikke efter løbeture.

På tur på Fur i lækker natur

På tur på Fur i lækker natur

Så jeg har igen fået lyst til at gi’ den gas, og har sat barren et nøk op: Nu står den på Ultra Trail løb!

På tur på Fur med nye løbe-buddies

På tur på Fur med nye løbe-buddies

Jeg ved ikke altid helt, hvor grænsen går mellem at være modig og være dumdristig, men det der driver mig, er at udfordre mig selv. Jeg vil derud hvor jeg ikke ved, hvordan min krop reagerer og hvordan jeg skal håndterer det i hovedet. Helt derud hvor jeg på startlinjen tænker: Fååååååk, hvornår var det lige jeg synes, det her var en god idé??????. Så jeg har jeg tilmeldt mig Skagen Odde Ultra Trail 60 km  …………..hvorefter jeg panikkede og ringede til en ven for hjælp til træningen.

Træningsprogram

Min ven var Rune Darling, fra Running Now, og jeg har fulgt træningsprogrammet igennem de seneste måneder. Træningsprogrammet er noget anderledes end hvad jeg tidligere har trænet efter, mest fordi jeg både mine lange ture, og på mine almindelige ture, løber med lavere puls end jeg tidligere har gjort. Jeg har 4 træningspas om ugen, og på kun ét af dem (intervaltræning eller tempotur), får jeg pulsen op. Det har gjort underværker i forhold til motivationen til intervaltræningen/tempoture, når jeg kun må give den gas en gang om ugen. Fedt med en bonus på motivation-fronten. :0)

Det var svært i starten at finde ro i løbet med den lave puls. De første par gange havde jeg følelsen af at hoppe mere op og ned, end at komme fremad. Jeg håber så bare ikke, at jeg også lignede en der kom hoppende mere end løbende – godt jeg tog de første par ture alene! Det var en meget sær og frustrerende fornemmelse de første par ture, men efter en uges tid, fandt jeg frem til en rigtig god følelse af ro og fremdrift.

Men har det så virket, at jeg er kommet ned i fart på træningsturene? Er jeg ikke bare blevet langsom? Nej! Jeg har skåret 45 sekunder af en 3.000 m på 8 uger, og har sat ny PR på 5K. :0) Så det virker for mig!

Hele læringen af at træne på en lidt anden måde er, at jeg nu tænker, som Claus Hechmann skriver i sin bog ”Løb som Eliten”:  ”No Pain, No Gain – No Brain”. Restitution er blevet lige så vigtigt for mig som træningspassene, og det helt store mål med mine træningspas, er at træne uden at smadre mig selv. Det er utrolig fedt, at træne og samtidigt have følelsen af overskud.

Motivation

Jeg har tidligere tænkt meget i behovsudsættelse når jeg skulle ud på træningspas. At jeg ofrer mig nu (= kommer ud på mit træningspas, selvom jeg hellere vil lave noget andet), for at få del af den store præmie senere (=et godt race). Det har virket nogenlunde, men det er jo ikke sjovt i længden og har ikke fungeret når det har handlet om morgenløb. Jeg kunne skrive et helt blogindlæg omkring overspringstanker når vækkeuret ringer om morgenen, og hvad man kan finde på at gøre om aftenen for ikke at bliver overtaget af tankerne om morgenen (f.eks. kan jeg hilse og sige at sove med løbetøjet på, heller ikke virker!). Sådan samler man nogle gange på erfaringer, der egentlig ikke bidrager til så meget andet end en forståelse af hvad der ikke fungerer.

I stedet arbejder jeg med, hvordan jeg kan ændre på forudsætningerne og dermed både have et godt træningspas og få imødekommet andre ønsker og behov . Hvert træningspas skal have en værdi i sig selv, ellers mister jeg glæden og prisen bliver for høj.

I vand og sand i nye sko

I vand og sand i nye sko

Jeg er meget inspireret af løbere som Mira Rai, vinderen af UTMB 80K 2015 og Scott Jurek, rekordholder af Appalachain Trail (www.runnersworld.com/trail-racing/scott-jurek-breaks-appalachian-trail-thru-hike-record).  De er begge fantastiske løbere, og når de kan opnå sådanne fantastiske præstationer, kan jeg også finde mod og vilje til at passe følge mit træningsprogram.

Jeg tror på, at nøglen er hårdt arbejde, men i en skarp balance med familieliv. Hvis balancen ikke er rigtig, fungerer det ikke godt for mig, og træningspas bliver enten noget der skal overstås, eller helt droppet.

Den store udfordring i balance-regnskabet ligger lige om hjørnet, i form af sommerferie. Hvordan kommer det til at gå med min træning, når sommerferien rammer? Får jeg fundet balance og fastholdt glæden ved løb? Tja….. jeg håber det lykkedes, selvom jeg ikke har de helt gode erfaring med at følge et træningsprogram i sommerferien. Men mere om det senere. :0)

Motivation
,

Motivation

 

 Intro

En af de store ting i mit liv er at sætte mål og efterfølgende kæmpe for at opnå dem. Jo større disse mål er, jo større
er udbyttet når de opnås og jo mere ønsker man at sætte nye mål. Målene kan selvsagt ligge inden for mange forskellige kategorier af ens liv, som universitetet, ens forhold, oplevelser, livet generelt i form af en bucket-list og så videre, men dette indlæg handler selvfølgelig om de sportslige mål, og hvilke former for motivation der findes i denne kategori.

 

Ambition & motivation

Inden for sportens verden sidestilles mål ofte med ambitioner og der tales meget om ens ambitionsniveau som et parameter for hvor meget man ønsker at gøre for at opnå et givent mål. Dermed ikke sagt at man ikke kan nå et stort mål uden skyhøjt ambitionsniveau, så skal man bare være afklaret med at det måske kræver mere på dagen at nå målet og at ens forventninger til præstationen er afstemt herefter. Eksempelvis kan jeg på nuværende tidspunkt godt sætte mig som mål at løbe et halvmarathon om en uge og være tilfreds med at gennemføre dette, men oplevelsen under og efter løbet vil alt andet lige blive bedre hvis jeg forbereder mig i et halvt år inden, selvom målet ikke har ændret sig.

Vælger jeg at forberede mig et halvt år, eller endda et år, inden kræver det dog større ambitionsniveau for at gennemføre træningen og med et større ambitionsniveau kommer et behov for større motivation, end blot motivationen her og nu for at løbe et halvmarathon om en uge.

 

Målet

Det første rigtig store mål jeg satte mig sportsligt, som virkelig krævede Ski - Motivation
et højt ambitionsniveau fra min side, var Vasaloppet . Det er 90 km på langrend fra Sälen til Mora i Sverige, hvilket jeg gennemførte for første gang i 2012. Langrend ligger naturligt til mig, da jeg er halvt nordmand og dermed er vokset op med ski på benene, dog i Danmark. For at træne op til dette flyttede jeg til Beitostølen med en veninde i mit sabbatår, hvor vi arbejdede på Peppes Pizza og stod på langrend i fritiden. Det var her jeg for første gang havde et mål som muligvis var for stort, eller i hvert fald krævede en masse arbejde at nå, og dermed først for alvor begyndte at kigge på motivation og hvordan jeg kunne fokusere mere på at fremme denne.

 

Motivation sat i bokse

Man kan overordnet inddele motivation i de ydre faktorer og de indre faktorer. De ydre faktorer er eksempelvis nye løbesko, nyt ur, nyt tøj eller andre materialistiske goder som motiverer til mere træning, eller som fungere som belønning for at gennemføre et hårdt program. Det kan også være at se ens venner eller træningsmakker præstere godt, og dermed blive motiveret af deres fremgang, eller at dokumentere egen fremgang.

De indre faktorer er mere dybtegående og ofte mere vedvarende og handler om de personlige mål. Dette kan være ønsket om et vægttab, et sundt helbred, at flytte kroppens grænse(eller i hvert fald at kortlægge denne), og se hvordan hovedet opfører sig når man kommer helt ud på dybt vand.

 

Godbidderne

RunFun - motivation

For mig er en stor ydre motivationsfaktor at arbejde med min løbestil. Det hele startede med at jeg fik bogen Born to Run, som er skrevet af Christopher McDougall, i julegave af min bror. Denne bog handler, ud over en masse fede løbehistorier, om at løbe naturligt, bedre kendt som barfodsløb, og det vakte min interesse. Jeg har derfor efterfølgende investeret i sko med meget lidt, eller intet, drop og har læst flere bøger i den genre, eksempelvis The Cool Impossible af Eric Orton og Eat and Run af Scott Jurek. Dette har udvidet min horisont meget, og har givet mig stor motivation til at arbejde med mig selv som løber(dette vil jeg snakke nærmere om i fremtidige blogs).

 

Der skal graves dybt

De indre motivationsfaktorer kan derimod være lidt sværere at klarlægge, men er vigtige redskaber at kunne hente frem når man kommer helt ned i kulkælderen under et løb. En motivation jeg for nyligt har fundet, som er meget effektiv, er at jeg ved at jeg har klaret det før. Dette var under løbet Julsø Ultratrail 30k, som jeg i år løb for anden gang. Her vidste jeg godt hvilke mentale udfordringer som lå foran mig efter de 20 km, og var derfor virkelig motiveret til at tage kampen op med de indre dæmoner på den anden side af færgeoverfarten. Dette blev dog aldrig relevant, da jeg havde været så fokuseret på det, at jeg aldrig kom helt ned i kælderen på denne tur.

Denne form for motivation er dog sjældent noget jeg kan hente frem, da jeg gerne løber nye og anderledes løb, og derfor ikke kan motiveres af rutinen altid.

Så må jeg finde nyt fokus og her falder jeg ofte på min lyst til eventyr. Hvis man under løbet- eller i et træningspas- hele tiden vil se hvad der er på den anden side af bakken eller hvor hurtigt man kan løbe et nedløb, så kan naturen og omgivelserne i sig selv være motiverende og give energi.

Når jeg i et løb til sidst ikke kan komme på flere gode motivationselementer til mig selv, visualisere jeg målstregen og hvordan det føles at gennemføre. Denne er dog sidste udvej, da man ikke kan nyde og gennemføre et løb kun med fokus på målstregen, så bliver det for langt og hårdt – i hvert fald for mit vedkommende.

 

In the end

Så der kan altså i min optik hentes mange point under et træningspas eller løb på at kende sine motivationsfaktorer og kunne spille på dem som er nødvendige i det øjeblik. Altså vent med at finde det tunge grej frem før der virkelig er brug for det, og udnyt dine styrker og kend dine svagheder.

Angående min første store udfordring gennemførte jeg vasaloppet og fik også nået mit ønske om at se hvordan jeg reageret når jeg bliver presset til det yderste – men mere om det en anden god gang.Motivation

Med Fætter Guf på tur

Kender I fornemmelsen af, at man løber ned ad bakke. Måske endda med lidt medvind. Det går ret godt. Man overhaler én. Man knejser lidt med nakken. Se mig. Jeg er løber. Man løber forbi et butiksvindue. Kaster et hurtigt blik på sig selv  dér i vinduet. Og billedet krakelerer totalt.

Hvem fa…. er den Fætter Guf-agtige tumpe?!

Jeg har langt hår.Til daglig giver lidt fylde til mit ovale hoved. Men når jeg løber, sætter jeg det op og fæstner de løse totter med spænder. Fastspændt hår gør ikke noget godt for et langt, ovalt hoved… Når jeg slapper for meget af i min core, får jeg sådan en “bedstemor and” rumpe med et godt svaj i ryggen. Den øverste del af ryggen er lidt krum, og som kronen på værket sidder Jar Jar Binks’ hoved altså der på toppen og svajer frem og tilbage – rødmosset og med løbende næse. Jeg elsker fedt løbetøj. Men jeg er mere praktisk end smart, når jeg løber og tager det tøj på, der passer til vejret. Så nogle gange ligner jeg noget, der er trådt direkte ud af 70’erne. Og det er dét billede, der møder mig i butiksvinduet. Rødmosset Fætter Guf flower-power chick.

this-is-what-i-think-i-look-like-when-i-run

Ja, kønt er det jo ikke!

Men jeg er altså ligeglad!

Jeg hører jævnligt folk (kvinder!) sige, at de ser forfærdelige ud, når de løber. At de bliver gasblå i ansigtet, og både næse og øjne løber. Og hvad så? Man løber vel ikke for at “se ud”? Man løber vel fordi, det er sundt. Eller fordi man kan lide bevægelsen. Eller fordi man nyder den friske luft. Fordi man måske ser en hare i den tidlige morgenluft.

Pyt da medMed Fætter Guf på tur, hvad andre tænker om dig.

En voldsom kendt og meget erfaren løbetræner sagde engang til mig, at jeg ligner en mellemting mellem en hest og gadedreng, når jeg løber. Dét tager jeg som et stort kompliment. Heste er jo smukke og gadedrenge nogle spilopmagere. Fint med mig!

Den anden dag, så jeg en kvinde, jeg havde glemt. For en del år siden så jeg hende løbe om morgenen, når jeg cyklede på arbejde. Men så flyttede jeg og cyklede ikke længere samme vej. Men den anden dag så jeg hende igen. Stadig løbende. Og det er der jo ikke noget særligt ved. Bortset fra, at hun har et handicap. Jeg kender ikke hendes historie – måske har hun haft en hjerneblødning, så hun er bevægelseshæmmet i den ene side – men hun løber. Og jeg har altid synes, at hun er så mega sej! Jeg så folk kigge efter hende – hun løb bare videre. Respekt!

Selv glæder jeg mig over, at jeg måske bidrager lidt til nogens daglige underholdning, når jeg sådan kommer valsende. Og alle ved jo, det er sundt at grine! Og måske er det mig, der ser en hare eller et egern dén morgen.

Så når du løber forbi tumpen i vinduet næste gang – så grin. Smil og vink til Fætter Guf. Og nyd at du er løber!
https://youtu.be/E_0Ta_DIWuU

Den første gang

Det hele begyndte, fordi jeg gerne ville tabe mig lidt. I et halvt år havde jeg tappert skåret ned på fedt og sukker og var begyndt at gå lange ture – men intet skete. Motivationen var ellers i top! Beslutningen om at tabe mig var kommet en dag, jeg havde siddet med vores kat på skødet. For at indikere, at nu gad den ikke sidde dér længere, bed den mig i det, den jo nok troede var min arm. Det var ikke min arm, kan jeg godt afsløre. Det var en mavedelle på størrelse med min arm. Ok; tænkte jeg. That’s it. De 10 kg skal af!

Nu sad jeg så altså der – godt 6 måneder senere – og havde den samme mavedelle uden udsigt til, at den pludselig en morgen ville være væk.

Så en dag, da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg derfor et par gamle kondisko bagerst i skabet, tog et par gamacher og en løs trøje på – og løb en tur. Løb er vel så meget sagt. Den første tur var helt til grin. Den har vel været godt 3 km, og det tog mig 45 minutter…. Jeg kom hjem – gasblå i ansigtet – og mødte min kæreste i opgangen. Jeg proklamerede, at jeg lige havde løbet en tur! Dagen efter fandt jeg 1000 kr. stukket ned i de gamle træningssko sammen med en formaning om, at jeg skulle købe mig et par ordentlige sko. Se; dét er motivation og opbakning!

Udstyret med et par nye sko besluttede jeg mig for, at hvis jeg løb 3 gange om ugen i 4 uger i træk, måtte jeg belønne mig selv med noget, jeg ellers aldrig ville bruge penge på. Dét er også motivation! Jeg fik “hotstone-massage”, støvler, ansigtsbehandlinger, bælter osv.. I 6 måneder løb jeg fuldstændig den samme rute – 3 km 3 gange om ugen alt imens jeg forestillede mig, hvad min næste belønning skulle være. Motivation. De første 500 meter på min rute var op ad bakke. De første mange, mange uger, havde jeg været døden nær på toppen. Pludselig en dag overhalede jeg en, som cyklede! Motivation.

Langsomt – ganske langsomt – udvidede jeg ruten lidt. Og opdagede, at jeg ikke længere behøvede mit belønningssystem. Og at jeg faktisk godt kunne lide at løbe.

9 måneder efter jeg havde løbet min første tur, tilmeldte jeg mig et 5 km kvindeløb og løb mine første 5 km NOGENSINDE uden pauser. Min kæreste stod i målet og tog imod mig, og jeg var revnefærdig af stolthed. Motivation og opbakning…..

De 10 kg? Jeg aner ikke, hvornår de forsvandt. En dag var det meste af mit tøj bare for stort – og jeg løber stadig.

Jeg tror, det er altafgørende, at man har opbakning, hvis man gerne vil være løber. Al begyndelse er svær, og hvis ingen tror på dig, så tror jeg ikke, det bliver en succes. Manden, konen, børnene – sørg for, du har deres opbakning og støtte. Ellers tror jeg ikke, det virker. Husk også at finde success i de små sejre. Man behøver jo altså ikke løbe hverken hele eller halve marathoner for, at det er godt nok. Bare du træder ud af døren, er du allerede langt foran dem, der sidder i sofaen. Og jeg tror, det er afgørende, at man accepterer, at det måske ikke er fedt i starten (især ikke hvis man, som jeg var, er helt uden form og kondi) – og at man derfor skal finde sin egen form for motivation. Hvis mit fokus havde været kiloene eller antallet af km eller kvindeløbet, havde jeg aldrig “udholdt” de 6 første måneder. Men belønningerne til mig selv gjorde udslaget for mig. For nogle virker det bedst at løbe efter et program eller med et mål for øje – for andre er det helt umuligt og alt for skemalagt. For nogle er en løbeklub og dét at løbe sammen med andre motivation – for mig var – og er – de ugentlige ture der, hvor jeg tænker tingene igennem. Det er MINE timer, hvor jeg bestemmer. Det er også derfor, jeg ALTID må gå op ad bakke, hvis jeg vil – men det er en anden historie….