INDTAGELSE AF ENERGI – ET NØDVENDIGT ONDE

 

SOUT-0790

 

Pust støn suuuuk behøver jeg virkelig sætte mig ind i alt det der hurlumhej omkring indtagelse af energi? Sådan tænkte jeg i ugerne op til mit første ultratrailløb i 2014….

Det, der i bund og grund interesserer mig ved løb, er at løbe. Ja og så måske lige løbe- og trailsko (man er vel en tøs). Hverken ure, pandelamper, kompas, væskeblærer, pulsmålere eller andet tingeltangel can give me the chills – sorry jeg ER bare ikke nogen udstyrsfreak. Jeg gad godt være det, men kan simpelthen ikke svinge min lian op i grejhimlen.

Tilbage til 2014 og min debut som ultraløber. Der var ikke meget, der lå mig fjernere end tanken om gels og energidrik. Halvvejs igennem fys. studiet var det jo ikke fordi, jeg intet vidste om energistofskifte, salt- og væskebalance, forholdet mellem kulhydrat- og fedtforbrænding og det interesserede mig skam også – på det teoretiske plan.

 

FØRSTE ULTRALØB – USIKKERHED OG PANIK

Men når det kom til det praktiske og planlægningen af mit eget løb, mistede jeg totalt overblikket. Jeg kunne ikke overskue det og tabte fokus. Jeg blev ved med at udskyde og tænke, det går jo nok alligevel. Ja så naiv kan jeg være, når jeg mister grebet om praktikken, fordi det ikke interesserer mig. Jeg løber vitterligt med hovedet under armen indimellem, fordi det, der interesserer mig mest, er at løbe, og jeg bilder mig selv ind, at det nok skal gå.

Men det var aldrig gået til mit første ultraløb, hvis ikke en frelsende engel havde taget mig under sin vinge og pakket min løbevest med energi for mig. I ugen op til løbet kunne jeg mærke panikken brede sig. Pludselig gik det op for mig, hvor uerfaren jeg var. Hvor meget skulle jeg drikke, hvad skulle jeg spise hvornår, hvor stor var risikoen for at gå kold og hvor fanden skulle jeg egentlig tisse? Tonsvis af mere eller mindre ligegyldige spørgsmål stillede sig i kø, og en unødvendig nervøsitet overmandede mig. En nervøsitet jeg kunne have undgået, hvis jeg havde forberedt mig ordentligt.

Nervøsiteten forfulgte mig faktisk et godt stykke tid efter første ultraløb. Jeg følte mig mega uerfaren, uvidende og ikke mindst usikker og utryg. Derfor gjorde jeg som alle de andre, købte det samme udstyr – meget af det unødvendigt, lyttede til andres råd og vejledning uden kritisk stillingtagen og indtog energiprodukter, jeg knap nok kunne få ned uden at kløjs i det.

 

firkløver_14

 

ENERGIINDTAG OG ENERGIPRODUKTER

Svaret på den indledende spørgsmål er et klart JA.

Man er nødt til at sætte sig ind i energiindtag under ultraløb. Indtagelse af kulhydrater er nødvendig under længerevarende fysisk aktivitet, uanset hvor god du end er til at fedtforbrænde.

Forklaringen er, at leverens naturlige glykogendepot på et tidspunkt udtømmes, så blodets glukosekoncentration ikke længere kan vedligeholdes. Det påvirker Centralnervesystemet (CNS), som udelukkende dækker sit energibehov ved glucoseforbrænding. Nedsat glucosetilførsel til CNS medfører træthed, manglende muskelkoordination, kvalme og sortnen for øjnene.

Derfor indtager mange udøvere indenfor udholdenhedsidræt kulhydratholdige energiprodukter, hvilket er forståeligt og ikke et ondt ord om det. Personligt er jeg begyndt at bevæge mig mere og mere væk fra disse produkter af den simple grund, at jeg har virkelig svært ved at indtage chews, chumbs, gels, bars osv. Jo længere tid jeg er i gang desto sværere bliver det, har jeg opdaget.

 

MED ERFARING KOMMER MODET TIL AT EKSPERIMENTERE

Da jeg løb mit første 50 miles løb og kom ud over 6 timer, blev det nærmest umuligt for mig at indtage energiprodukter, og jeg kunne mærke, at jeg slet ikke fik nok krudt ind. I stedet løb jeg en risiko og fyldte for første gang energidrik fra depotet i mine flasker (hidtil har jeg altid kun løbet med vand). Det viste sig at fungere eminent for mig, og jeg havde ingen problemer med at få det ind.

Herefter begyndte jeg at eksperimentere mere med alternativer til de gængse energiprodukter.

Under min seneste ultra løb jeg med energidrik som eneste egentlige energiprodukt. Vesten fyldte jeg med figenstænger, belgiske karamelvafler og luftige müslibarer af poppede ris dyppet i honning. Derudover forsynede jeg mig udelukkende med bananer, rosiner og et par vingummier i depoterne.

 

JA MAN KAN GODT LØBE ULTRALØB, SELV OM MAN IKKE KAN LIDE ENERGIPRODUKTER- MAN SKAL BARE LYTTE TIL SIG SELV OG STOLE PÅ SIN DØMMEKRAFT.

 

firkløver_11

 

 

Løb, Overvægt og Motivation

Løb, Overvægt & Motivation

FørEfterBillede

Hej 🙂

Jeg hedder Caroline, og har lige sat mig ved computeren, for at skrive mit aller første blogoplæg nogensinde. Jeg er netop hjemvendt efter en lille løbetur tur i sneen på 16K, og selvom jeg rigtig gerne vil fortælle jer om mit løb, så vil jeg egentlig aller helst liiiige tage jer med heeeeelt tilbage til starten… Tilbage til dengang hvor løb kun var noget jeg gjorde, når jeg skulle nå bussen 😉

Januar 2005..

Jeg husker den måned så tydeligt, jeg var nemlig ikke langt fra at blive student, og skulle til at finde ud af hvad jeg så skulle med mit liv. Jeg har altid været meget rejselysten, og elsker at være i luften, så jeg begyndte at undersøge kravene for at uddanne sig som stewardesse. Jeg fik tjekket adgangskravene, og lever egentlig op til de fleste, dog er der et krav som rammer mig. Man skulle nemlig kunne definere sig selv som normalvægtig.. Hmm, johhh vidst, jeg var måske kommet mig en smule mit sidste år på HF, og jahh, jeg var begyndt at dække mig til i Michaels store trøjer, men jeg vidste jo reelt ikke hvad jeg vejede.. Når jeg sådan lige tænkte mig om var jeg jo nok egentlig også begyndt at få ondt i knæene, og havde svært ved at binde mine snørrebånd.. HMMM.. Var jeg normaltvægtig?? Følte jeg mig som normalvægtig?? Argh, der måtte jeg nok erkende at jeg bestemt ikke følte mig særlig yndefuld, når jeg gik rundt i mine xxl trøjer fra Only & Vero Moda, eller mine nyindkøbte cowboy bukser i str 46.. (tøj sidder bare pænere på ginen så!!!!) Hmm.. Det der stewardesse noget måtte jo så kræve et mindre (MINDRE) vægttab.

Så den efterfølgende mandag tog jeg ned på holbæk vandrerhjem, for at starte op hos vægtkonsulenterne. Jeg havde ikke været på en vægt i flere år, og det var med hænderne for øjnene at jeg steg op på vægten.. Jeg følte mig egentlig klar til min livsstilændring, men at skulle sætte tal på min krop, det var jeg ikke klar til.. Og da vægten sagde 100,4 kilo, der følte jeg det, som om jeg fik et hårdt slag i hovedet, og al luften røg ud af mig.. Jeg fik lidt tårer i øjnene, og den rare dame der vejede mig gav mig et klem på armen, og sagde at det var jo derfor jeg var der… (I mit hoved skulle jeg jo egentlig kun smide et par kilo).

Da jeg lige havde slugt kamelen, og kommet mig over skuffelsen af mig selv, blev jeg bare rigtig vred. Vred på mig selv over at jeg havde givet mig selv lov til at mishandle min krop på den måde. Jeg tænkte på Michael, som jeg havde været kærester med i 3 år på det tidspunkt, og tænkte hvordan han dog kunne elske mig, når jeg så absolut ikke elskede mig selv.. Jeg fik skrevet min vægt i en lille bog, som jeg skulle medbringe til hver vejning. Den blev pænt holdt lukket og hverken Michael, min bedste veninde eller noget af min familie fik lov til at kigge i den.. Der var INGEN der skulle kende til mit hemmelige tal..

Og fra den dag af, besluttede jeg mig at det var sidste gang jeg NOGENSINDE skulle betegnes som værende overvægtig. Da jeg kom hjem, med min fine opskriftsbog, madplan, og motivation, snørrede jeg snørrebåndene på mine ret så støvede løbesko, og gik mig en laaaaaaang tur med hunden. Løbe kunne jeg ikke, det ville ha dræbt mine knæ.

De der løbere..

Jeg blev overhalet af en løber på turen. Sån en irriterende type, der så virkelig glad ud ved det der løb.. Sån en løber man bare kunne se på, elskede at løbe. Sån en jeg førhen havde kigget på i bussen og tænkt ”hvilke mennesker løber frivilligt i minus 10 graders varme, og med sne op til knæerne?? Det er for mærkeligt, meget underlig type”. Men nu mærkede jeg et stik af misundelse.. Misundelse over den livsenergi der så klart strålede ud af ham. Og der besluttede jeg, at jeg en dag skulle være ham, det skulle være mig der trodsede vind og vejr, mig der løb i sneen fordi jeg elskede det, og ikke fordi det var tvang.. Men jeg vidste at det ville betyde et kæmpe vægttab fra min side, samt opbakning fra især min bedre halvdel..

11 år efter

Og nu sidder jeg her, 11 år senere, hjemvendt med våde fusser, fordi jeg jokkede ned i en semifrossen vandpyt, som mest af alt føltes som slush-ice omkring tæerne. Pænt kolde lår, og næsebor der frøs sammen, hver gang jeg trak vejret ind, MEN med dejligt røde kinder og den der ARHHHHHHH fornemmelse, som kun vi løbere kender til.. Nogle mener jeg er sindssyg, andre mener jeg er den der vildt underlige type, som de er trætte af at følge på insta og fb, fordi de eneste opdateringer handler om løb.. Men jeg… JEG HAR DET BARE HELT IGENNEM FANTASTISK <3 (på trods af verdens grimmeste refleksvest)

IMG_1402