, ,

Costa Blanca Trails version 2.0

Forventningens glæde

Efter sidste års udgave af Costa Blanca Trails skulle vi ikke langt ind i 2018 sæsonnen før det stod klart at jeg gerne ville slutte året af med at deltage i dette løb igen. Weekenden, synes jeg, var super godt skruet sammen, konge vejr, super fedt løb og social hygge dagen efter.

Til udgaven i år skulle jeg følges med Rasmus og Casper udover Michael som også var med sidste år.

Min rejse var sammensat sådan at jeg ville ankomme i start/mål byen Finestrat ud på eftermiddagen fredag, hvor løbet skulle starte til midnat. Vejrudsigten op til løbet havde været yderst svingende, men de sidste par dage op mod løbet kun blevet bedre og bedre.

 

Lidt om løbet

Løbet har start og mål i den lille, hyggelige by Finestrat, der ligger ved foden af det “vilde” bjerg Puig Campana med den berygtede Vertical km.

 

Der er 4 forskellige distancer

102 km med 6200 hm

65 km med 4200 hm

40 km med 2850 hm

20 km med 1100 hm

Logistikken er ret god dertil. Fly til Alicante og 45 minutters kørsel derfra. Byen er så lille at uanset hvor du bor, så er du tæt på start og mål, nummerhentning osv.

 

Inden start

Vi fik gjort al grej klar sidst på eftermiddagen og fik spist let aftensmad inden det handlede om at få hvilet og om mulig sovet op til start. Synes jeg havde svært ved at sove, men det må have lykkes til sidst idet jeg pludselig vågner med sæt…Min første tanke er, FUUUUUCK.. jeg har sovet over mig. De andre er gået. Skynder mig kigge på klokken og heldigvis viser den 22.28 (vi havde aftalt at skulle op kl 22.00) Fik lidt småtravlt med at hoppe i tøjet. Kigger lige ud af vinduet og ser at det hele af vådt udenfor. Ikke bare lidt, men faktisk en hel del. Hmm…tørvejr????? Det var ikke hvad vejrudsigten havde forudsagt, men på den anden side, så regnede det ikke nu, så måske var det den regn vi skulle have (Vi blev klogere!!)

Kl 23.15 efter en hurtig omgang klæden om, smøren ind, besøge toilet, besøge toilet og besøge toilet er vi klar til at traske op mod start. Vejret er ganske fint og jeg synes ikke det er koldt. Har valgt at starte ud i shorts, en tynd langærmet underlayer og en t shirt.

 

Spartans…Prepare for GLORY

 

 

Vi får et særdeles sporadisk tjek af gear hvorefter vi kommer ind i  startboksen. Super stemning blandt alle os forventningsfulde deltagere. Ud af højtalerne runger sekvenser af en film jeg ELSKER, nemlig 300. Om den vilde Kong Leonidas og hans 300 krigere. AAAAUUUU. Står og lukker øjnene og prøver at suge følelsen ind at være en del af “hæren”.

 

 

Det virker faktisk ret godt og arrousal niveauet er i top. Husker også dette fra sidste år. Super fed intro. Kl 24.00 går starten og vi kan løbe de 1.5 km ud af byen og op mod stierne og bjerget.

 

 

Puig Campana

Endelig. Ikke mere ventetid. Nu er det nu. Simpelthen for fedt at komme i gang og efter relativ kort tid rammer vi ind på Puig Campana´s vertical km.

 

 

 

Efter 2 km løb tager den for alvor fat. Er du svimmel en vild stigning. Det er simpelthen skridt for skridt. Den er mega stejlt og vi bevæger os langsomt. (Mellem 3 og 4 km har jeg pace på 21 minuter pr km!!!). Men frem (op) kommer vi. Næsten oppe på toppen har vi 7-800 m hvor vi løber med en fantastisk udsigt ned over Benidorm og havet. Dette stykke havde jeg været på under vores ferie i uge 42 og er helt vild med det. Denne nat var det dog yderst tåget og vi havde svært ved at se en hånd for os. ( Kan man egentlig få pandelamper med tågelys)

 

(Puig Campana i dagslys)

 

Vi runder toppen og begynder den første og ret tekniske del af nedløbet. Jeg tænker at jeg bevæger mig ret langsomt og usikkert her. Skal lige vende mig til det våde føre, de glatte sten samt få gang i benene igen efter stigningen. Bliver overhalet af 5 -10 kamikaze spaniolere. Nogle skøjter rundt og falder. Hårdt, men kommer op og videre. Kan simpelthen ikke begribe hvorfor hulen der skal forsøges at løbes hårdt her.

Vi når første depot hvilket jeg inden løbet havde besluttet at løbe igennem. Det kommer efter cirka 7 km og der vil kun være 4-5 km til det næste.

Kort efter kommer der et længere, “semi-teknisk” nedløb. Det er første gang i løbet hvor jeg får den der skønne, brændende fornemmelse i lårene af al det bremse arbejde.

Kommer efter lidt tid til depot nummer 2 hvor der er tid til at få tanket op.

 

Masser af folk…og fotografer

UTMB go home….føler sig nærmest som prof her. Fnis. Kommer væltende ind i depotet og stopper en (alt for stor) melon i gabet. Mens jeg står og bokser med at få den ned igennem svælget sværmer der en fotograf rundt og knipser billeder. Sådan helt op i hovedet. Synes det er totalt komisk og er ved at flække af grin fordi jeg ikke kan få melonen ned samtidig med at jeg skal prøve at se lidt tough ud 🙂 … måske heldigt nok, så har jeg her efter løbet ikke kunnet finde et billede af den drøvtyggende dansker…Måske det er røget i censuren??

 

 

Til sidst lykkes det. Får de obligatoriske par kopper cola. Lidt brød og dunkene i vesten bliver fyldt op. Videre med mig. Har det her, efter godt et par timers løb ganske godt. Vejret arter sig fint og det næste stykke er nogle lækre, snedige mtb spor med masser af sving. Synes det minder meget om mit favoritspor hjemme. MTB sporet i bjerge skov.

Efter et par km skal der arbejdes op i terrænet igen. Først på noget asfalt, derefter ud på stierne igen – det er ikke specielt stejlt, ej heller teknisk, så der kan holdes nogenlunde gå tempo. Når op i omkring 1000 m højde hvor vi de næste 5-6 km skal bevæge os lidt op og ned.

Da vi rammer omkring 30 km skal vi bevæge os omkring 250-300 højdemeter op mod den sidste top på denne bjergkam. Klokken er omkring 4.30 om morgenen. Det er køligt og temmelig blæsende…Det begynder her at småregne og efter ganske kort tid tager jeg min vest på. Vejrudsigten havde sagt sådan 0.5-1.0 mm nedbør sidst på natten hvorefter det skulle klare op og blive bedre vejr stort set hele lørdagen. Der går vel omkring en halv time inden jeg er på det højeste punkt på dette stykke. Regnen er konstant, det blæser, der er mørkt og jeg begynder at fryse. Skynder mig at få regnjakken på udenover. Glæder mig nu til at skulle løbe ned igen for dermed at få varmen i kroppen igen.

Regnen kom på et ret kritisk tidspunkt. For det første kom den på en bjergkam, forholdsvis meget i det åbne. Dernæst tidspunktet. Jeg er næsten altid lidt ramt der sidst på natten, inden det begynder at lysne. Derfor døjede jeg med motivationen her. Kulden og regnen var hård, synes jeg.

Men heldigvis skulle der løbes nedad nu….og regnen ville stoppe hurtigt igen…ikke?

 

Mega træls kloak…

…snakkede Michael om inden løbet. Lige inden et depot efter et nedløb. Et sted hvor man kunne have løbet det sidste stykke ned på en asfalt vej skulle man ned igennem en stor klam kloak agtig tingest.

Dette stykke kunne jeg ikke huske fra sidste år, men skal love for at jeg ikke glemmer det nu!

Ikke langt fra depotet i bunden af nedløbet efter omkring 35 km af løbet ledes vi fra vejen og stejlt ned mod et stort vandrør. Vandet kommer væltende ned fra bjerget og der ligger en del vand i bunden. Skrænten derned er stejl og ret trådt op, men ikke rigtig nogen vej udenom. Afsted ned i dybet med mig…og smut…den ene fod skrider og det lykkes mig at trille en yndig 360 graders rundtur på langs af mig selv…Selvfølgelig kun for at hylle mig mest mulig ind i mudder!!!!!

 

(Bare lige til info…det er ikke min bag…men kan da se andre også har været nede)

 

Efter stuntet sopper jeg frem igennem kloakken. Der skal hoppes lidt fra side til side idet der er ret meget vand. Når dejlig snasket frem til depotet. Et lidt større depot heldigvis med en god varmeblæser og et telt. Får super hjælp af de frivillige. I det hele taget var der kanon hjælp at hente i samtlige depoter. Altid skønt når man er lettere brugt.

 

Den mentale kamp

De næste 7 km er uden tvivl løbets kedeligste. De foregår for det meste på grusvej eller asfalt. Først lidt ned og derefter langsomt stigende. Regnen silede ned og det var så småt ved at være morgen og solen kunne stå op hvert eneste øjeblik. Stille og roligt nærmer jeg mig depotet i bunden af bjerget, der starter omkring 42 km henne i løbet. Husker fra sidste år at solen var ved at stå op og man kunne se langt herfra. Denne gang var det stadig buldermørkt og koldt. Absolut ingen umiddelbar udsigt til bedring i vejret og kunne mærke jeg hang lidt med næbet. Jeg var netop nået op til en anden deltager før depotet. Han var slukøret og da vi kom hen til depotet valgte han at trække stikket. Han var kold og demotiveret. Det eneste jeg tænkte på her, var hurtigt at få tanket op og komme videre. Jeg frøs mine hænder og havde desværre ingen handsker med. Afsted Dannie. Op på toppen, derefter nedløb og så var jeg ved hovedepotet hvilket lidt var noget jeg så frem til nu.

 

Modstrøm

Nu begyndte jeg at traske op. Et lille smalt spor med mange buske der kradsede lystigt på benene. Vandet strømmede ned af stien og fyldte skoene godt og grundigt. Heldigvis begyndte det at lysne og midtvejs på bjerget var det så lyst at jeg kunne pakke pandelampen væk.

Kom til at se på mine hænder som var total rynkede og blege og hov….venstre tommeltot????? Hvad havde den gang i. Den var blå. Skønt idet jeg vidste der var temmelig langt op til toppen hvor der også ville være lidt km inden nedløbet ville komme.

 

What to do? Som gammel trommeslager begyndte jeg at “spille” lidt forskellige rytmer hvor jeg bankede den knyttede næve med staven ind i brystet sådan skiftevis og det hjalp heldigvis lidt. I hvert fald kom der fokus på lidt andet. I takt med at det blev helt lyst, åbnede bjerglandskabet sig. Fuldstændig tåget og diset her, men jeg fornemmede klart at det var ret fedt og barskt.

De sidste par hundrede hm var relativt stejle og lidt tekniske, så det gik langsomt. Men sikkert nåede jeg op på toppen. På ruteprofilen skulle jeg befinde mig heroppe omkring 5 km kun med lidt korte nedløb og små skarpe stigninger. Jøsses det var koldt. Masser af vind samt vandret regn ind fra siden af bjergryggen. Selvom nedløbene var korte, så var de stejle med masser af løse sten. Heldigvis krævede det fuld koncentration og varmen begyndte at komme retur i kroppen.

 

Skiløb og joggetur

Yeeeeehaaaaa. Præcis som jeg huskede dette stykke. Et dejligt nedløb med et tykt lag løse sten. Virkede vildt og stejlt når man kiggede ned i det. Men når nedløbet gik i gang fik man følelsen af at den store mængde sten hjalp med at bremse således man næsten kunne stå på ski her. Mega sjovt. Herefter fulgte et længere stykke med mere almindelig nedløb. En god blanding af tekniske spor og et par lettere stykker.

 

 

I bunden var der omkring 5 km hvor det meste kunne løbes. For første gang siden regnjakken var kommet på var det nu så varmt at der kunne lynes ned. Skønt. Og for at det ikke skal være løgn så så jeg det første lille stykke med blå himmel. Tænkte for mig selv. Yes, nu klarer det op. Jeg kan skifte til top når jeg kommer til hoveddepotet, Confrides, ved cirka 60 km. Go´dag mand økseskaft!!!! Få sekunder efter trak det sammen igen og det begyndte på ny at regne!

Hoveddepot, 60 km

 

Der er, som ofte, en hel del folk i et hoveddepot. Deltagere, personlige hjælpere og de frivillige omkring løbet. Synes ikke der er meget plads i huset, men en frivillig får hentet to stole frem til mig. Bliver tilbudt alt muligt forskelligt og jeg vælger 2 franskbrød med skinke og ost. Havde indtil for få hundrede meter før depotet været besluttet på at skulle smide svedtrøjen og t shirt til fordel for en top. Men i og med at regnen var vendt tilbage og det stadig var ret køligt, så valgte jeg at beholde det hele på. Der er en varmeblæser i rummet og kroppen bliver varmet godt igennem igen. Skønt.

Vel tanket op og ved godt mod før opstigningen mod løbets højeste punkt, Aitana, trasker jeg afsted. Bliver hurtigt hentet af to ret så friske englændere på den lille “fortop” inden det for alvor går løs. Kort efter bliver vi hentet af en franskmand. Rigtig hyggeligt med følgeskab her. Franskmanden er godt kendt med at rejse til Danmark hvor han har været i Skanderborg flere gange. Sjovt.

Kort efter er der et lille, let løbbart, nedløb. Her støder vi på deltagere fra 65 km ruten. Det er super motiverende pludselig at være en del flere på ruten. Mere motiverende er også at dem fra 65 km ruten bevæger sig langsommere end jeg, hvilket giver en følelse af, at det trods alt går fremad.

Aitana, løbets højeste punkt

Små 2 km inde på stigningen er både englænderne og franskmanden faldet tilbage. Jeg har godt gang i dieselmotoren og jeg er generelt godt kørende her. Endnu engang er det dog lidt frustrerende at se en kæmpe stor “dyne” af skyer der ligger hen over toppen. Kan jo hverken gøre fra eller til. Møder på dette stykke en svensker, David Pyring, som har været på ferie i området og trænet meget på ruten. Fedt lige at hilse på. Han deltog ikke selv, men var bare ude og kigge lidt.

Efter små 5 km opstigning kommer vi til det sidste stykke mod toppen. Vel omkring 500 m i alt, som bare går lige op i himlen. Vildt stejlt i starten for til sidst at blive noget scrambling. Elsker sådan nogle stykker.

 

 

På toppen er det totalt tåget og blæsten er igen ret slående, så det er med hurtigt at komme videre.

Selvom det går jævnt nedad her, så er stykket ( i hvert fald for mig) ret teknisk. Jeg har utrolig svært ved at holde fart. Måske har jeg kørt lidt for hårdt på opad og derved mistet lidt af overskuddet. Bliver lidt arrig, men hvad, ikke noget med krise eller noget. Ville bare gerne have været lidt hurtigere her.

Det fortsætter lidt endnu med at være svært ( i hvert fald med trætte ben), men efter et stykke tid er det mest stejle af dette nedløb overstået og der kan løbes nogenlunde frit igen. Eller dvs at stien jo er fyldt med vand og dermed mudret. Så mudret at der flere steder måtte hoppes lidt på stedet for at for den store mudderklump af, der samlede sig under skoene. Det var ret tungt at løbe i, så tankerne om at løbe i samme tid som sidste år forsvandt hurtigt.

 

 

Begyndte så småt at fokusere på det sidste “kritiske” punkt i løbet. Det vanvittige nedløb mod Sella

 

No more rain…

…Var ordene jeg sagde i depotet ved små 80 km. De to mænd i depotet trak på skuldrene og smilede. Ved ikke om det var fordi de ikke forstod mig eller om de ikke troede på at regnen var stoppet helt endnu. Vejret var i hvert fald blevet lysere omen stadig overskyet. Også markant lunere temperaturer. Og med tanken om, at der inden længe ventede et psykopat nedløb gjorde at adrenalinet så småt var begyndt at pumpe.

Efter et par km på en grusvej kommer det lille, håndlavede skilt hvorpå der stod “Sella – 2,2 km”. Det går ret hidsigt ned her. På de 2,2 km går der cirka 650 m ned. Det er stejlt og teknisk flere steder. Jeg er ikke super god når det bliver så stejlt, faktisk blev jeg overhalet af et ældre par, mand og kone, på omkring 60 år. Jeg var fuldstændig duperet over var gode de var til det nedløb og hvor ringe jeg var!!!

Men hvad stille og roligt kom jeg forbi det svære stykke og ned på grusvejen der førte det sidste stykke til Sella.

Her var der super stemning om end flere deltagere så ret skidte ud. Blev tilbudt en øl, men takkede nej. Undskyld for det – må gøre det bedre næste gang 😉

Skynder mig at få tanket op komme afsted igen. Der resterede her 18-19 km tilbage af løbet og kunne huske de ikke var specielt svære. Først med en relativ lang, men ikke særlig stejl stigning og derefter nedløbet til finestrat som jeg i uge 42 havde løbet flere gange.

 

Ruuuuuun, Forrest…..

Det var i hvert fald det jeg prøvede at sige til mig selv her. Selvom det steg jævnt, så var det ikke særlig svært. Jeg kunne gå hurtigt, men havde enormt svært ved at tvinge mig op i løb. Trætheden var rimelig markant. Heldigvis kunne jeg spotte enkelte deltagere langt fremme, men også nogle bagved. Mit mål blev nu at hente dem foran hvilket jeg også gjorde….men ham omme bagved overhalede også mig….fnys. Men bare ærgerligt. Der var ikke så meget at skyde med nu.

 

Noget jeg synes var super fedt her, det var at Puig Campana hele tiden kunne ses og at jeg vidste jeg “bare” lige skulle om på den anden side for at være i mål.  Den sidste km frem mod det sidste depot var et mareridt. Næsten fladt og føltes uendeligt. Husker også fra sidste år at der var total feststemning med højt musik og hjælpere der var klædt ud. Det var der desværre ikke i år, men ligesom alle andre depoter i løbet, så var der super hjælpsomme og imødekommende folk. Store smil.

Tog kun en lille smule vand i den ene flaske her. På det opsatte skilt stod der 6.5 km til mål. Disse skilte stod ved hvert depot. Altså påskrevet hvor langt der var til næste depot og hvor langt der var var til mål. Det var godt og informativt.

 

Speedy….

Nu begyndte runners high for alvor at indtræffe. Jeg vidste der kun var små 200 højdmeter op igennem skoven inden det sidste krudt kunne fyres af på nedløbet. Jeg er super godt kørende her på stigningen og overhaler en del (fra de andre distancer). Når hurtigt op på toppen og nedløbet mod mål kan begynde.

Den får fuld spade her. Vejret er helt rimeligt og jeg er bare gennem glad. Er helt vild med dette stykke. Det er en smal sti med få tekniske passager, men ellers kan man egentlig løbe rimelig frit.

Halvanden km til mål og jeg er nede i Finestrat. Kommer forbi parkeringspladsen hvor jeg startede mine løb i efterårsferien og kunne nu “lugte” målgangen. Ned igennem krydset i byen og ned på den store plads og igennem mål portalen.

 

Altid en fantastisk følelse at gennemføre en ultra. Jeg kom igennem på 17 timer og 12 minutter. Cirka en halv time langsommere end sidste år. Egentlig er jeg tilfreds, ruten taget i betragtning. Baseret udelukkende på Itra point “bør” jeg nok ikke være helt tilfreds!

 

Men ved I hvad…jeg er en lykkelig motionist og har fået en kæmpe oplevelse igen. Dette er mere brugbart end alt mulig andet.

En anden rigtig god ting er, at Casper, Michael og Rasmus også gennemfører i fin stil. For andet år i træk gennemfører samtlige danskere.

 

Jeg kan kun anbefale dette løb og kan bestemt ikke afskrive at jeg tager derned næste år igen. Det indeholder det hele. Stejlt både op og ned. Teknisk flere steder, men også længere stykker hvor der kan løbes. Måske lidt meget asfalt løb omkring byerne. Forholdsvis nem logistik omkring løbet.

 

Jeg løb hele løbet stort set kun iført tøj, sko og udstyr fra Scott. Dette fungerede virkelig godt for mig.

Samlet energiindtag var 2 gels fra GU, nogle få chews fra GU. 2 barer fra Bonk Breaker samt salt piller ligeledes fra GU. Ellers spiste jeg brød, pølse, ost og kiks i depoter samt selvfølgelig cola….og undskyld igen at jeg sagde nej til den øl!!

 

Nu vil jeg rette fokus mod at få styr på sæsonen, næste år, indtil sommerferien (Faktisk så er der styr på det….) Og ellers bare få slappet lidt i et stykke tid. Jeg er, som altid, evig taknemmelig for at have en familie der bakker op og hjælper med at disse små eventyr kan blive en realitet.

 

Ud på sporene folkens 🙂

 

Vi ses

 

-/ Dannie

@dannietrail

 

 

, ,

Mit første 100 miles

100 Miles around the isle of Mors

 

Jeg er jo ikke en rigtig løber.

Lad mig starte, som jeg altid gør. Jeg er nemlig ikke den typiske løber. Jeg er lidt for tung, løber ikke særlig stærkt, løber som regel med lidt for høj puls. Og uanset, hvor meget jeg træner, så er det vist bare vilkårene. Men den vender vi lige tilbage til senere.

 Før løbet

For snart 8-9 måneder siden overtalte min gode ven Claus, mig til at vi sammen skulle købe startnummer, til Mors 100. Faktisk var det fordi, jeg ville lokke ham med til Stavanger for at løbe marathon, så kunne vi jo tage konerne med, og få en tur ud af det. Jeg sagde med det samme ja, men hvordan fan, sælger man en weekend som kørende depot, på Mors i stedet for en weekend på cafeer i Stavanger til konen? Nå det lykkedes heldigvis. Så nu var det i gang med at træne. Jeg er ikke uvant med ultraløb. Jeg havde på tidspunktet for tilmelding, gennemført 2stk. 100km løb, et på 50 miles og diverse løb imellem 50 og 75km foruden 26-27 marathons. Nå jeg fik sat lidt ting i system, bla. blev det en del af planen, at løbe minimum et marathon hver måned frem imod løbet, foruden et par ultraløb. Den store generalprøve blev Samsø ultra, som jeg løb på 13:30:35. Så kom sommeren, og dermed kom også panikken snigende. Jeg har altid elsket sol og sommer. Men pludselig kunne jeg ikke løbe. Eller det kunne jeg godt, men det var tungt og udmattende. Min krop ville bare ikke være med til den varme. Det kan bedst beskrives som at løbe i mudder. Nu var gode dyr rådne, hvad fan gør man, når man ikke føler man kan træne optimalt? Min løsning kom som en gave fra himlen. Jeg lånte en racercykel af en kammerat, (Købte lidt efter min egen, som blev døbt Eddy the goat) men pludselig kunne jeg få luft. Det var ikke løbsspecifik træning. Men jeg kunne træne 3-4-5 timers pas, uden at gå helt ned.

 

 

Da sommeren gik på held, og vi fik lidt regn igen, var der pludselig hul igennem til mine ben igen. Jeg løb hjem fra mine svigerforældre en dag. Det er en rigtig møgvej, men det’ at den er så kedelig, var grunden til jeg valgte den. Mental træning bare løb og luk alt andet ude. Pludselig løb jeg igen tempo 5:45 helt ubesværet, og jeg kunne bare spise kilometer efter kilometer. Jeg begyndte igen, at tro på projektet.

 Afbud og verdens bedste vikar

Desværre skete der nogle ting i foråret, som gjorde at Claus måtte melde fra. Det betød så også, at jeg nu skulle indstille mig på at løse alle kriser selv, eller finde en ny makker. Men hvis man har prøvet, at løbe i flok, så ved man godt hvor svært det er, at finde en der passer sammen med dig over længere tid. Heldigvis var løsningen lige ved hånden. Lars Mose verdens sejeste Mosegris sprang til. Jeg har en plan lød det. Vi løber efter 23 timer, så har vi 3 timer i banken, og er vi hurtigere end det, så drikker vi bajere for resten. Hold nu kæft en ro i min tykke krop. Jeg har lige fået en af de mest rutinerede ultraløbere i landet, til at tage ansvaret, på min første skud på 100 miles! Jeg ku hoppe i en mødding, og komme ud og lugte af parfume, så heldig er jeg!

Hop ombord, nu kører vi

Annette og jeg tog fredag eftermiddag afsted imod Mors. Vi havde booket værelse på vandrehjemmet, hvor der også er mål. Så kunne vi fredag aften, spise sammen med en masse andre, og få sovet bare en smule før start. Det var en hyggelig aften, selvom jeg havde en flok galoperende heste i maven. Vi sluttede på værelset, med at drikke et par øl, så jeg kunne sove. Og det gik faktisk også fint, lige til kl 5 hvor jeg røg ud af sengen, med krampe i venstre læg. ” man har for fanden da ikke kramper før et løb!” men det havde jeg altså. Nå’ jeg fik det strukket ud, og hoppede under dynen igen. Men det blev ikke til meget mere søvn derfra.

Et strøg på pølsen

Klokken 8:45 kørte bussen fra vandrehjemmet, ind til torvet, hvor der er præsentation af løbere og start. Jeg nåede lige at sige hej til Jørgen, der sammen med Annette skulle køre depotbil for Lars og mig. Jørgen og Annette pakkede bil, og kørte så bagefter os ind til byen. Stemningen i bussen, må man som deltager ikke snyde sig selv for. Den er tyk af humor, nervøsitet og i bagenden af bussen MANDEHØRM. Bla. fik Lars proklameret, at løbet som sådan hed ” et strøg på pølsen, er bedre end 10 pølser på strøget”.  Velankommet på netop strøget blev vi nu mødt af de lokale, og alle vore egne hjælpere.  Vi blev skrevet ind, blev præsenteret på senen, satte vores lille skilt på tavlen. Skiltet viste vi stadig var med i løbet og bliver taget af, hvis man udgår og fik vores gps trackere udleveret.

 

 3-2-1-GO GO GO

Klokken blev 9:30 og pludselig lød der et brag. Krudt Keld (fedt navn kun overgået af Dynamit Harry) skød os i gang. Man starter med en prolog i Nykøbing mors 2 runder af ca. en km. Hvor man kommer igennem strøget og får sagt hej til de lokale, der står og klapper. Netop de lokale er en historie for sig i dette løb. Der er en massiv opbakning om løbet. Der er vejfester og halløj, på hele turen. Du kan komme løbende klokken 3 om natten i pis regnvejr. Og pludselig står der et par og klapper af dig der i mørket. Det er en fantastisk oplevelse, og man får lige 5-10% mere på tanken, når de er der.

Opvarmningen

Vi kommer ud af byen og løber i rolig tempo. Aftalen er stadig, at vi løber efter en sluttid på ca. 23 timer. Men samtidig, at vi løber de første 50 km, som ikke er så udfordrende. I et tempo, der gør vi kan sætte farten lidt ned, når vi rammer bakkerne. Ved 15 km kommer vi til en af de store fester. Det meste af Øster Jølby er stimlet sammen og hepper som gale da vi løber igennem. Der er ganske enkelt både øl og hornmusik. For fanden det var fedt. Vi kommer igennem og vider det går. Ved 20 km ser vi Jørgen og Annette første gang. Vi får lidt at drikke og spiser hurtig lidt energi, vi ses ved 30 aftaler vi, det kører som på skinner og alt er som det skal være. Vi løber indimellem sammen med nogle vi kender Per Jakobsen, Claus Sørensen f. eks Men Lars og jeg har aftalt, at vi løber vores eget løb. Ved 30 km får vi igen lidt at drikke ved bilen og smutter hurtig vider. Jeg laver en life video på facebook og vi får aftalt med Jørgen og Annette, da de kører forbi os. At de henter vores dropbags ved 40 km. Der vil vi nemlig have race veste på, så vi kan begynde at have væske med os.

 Så kom krisen

Sådan ca. ved 36-37 km lige efter endnu en fest Ejerslev Havn sker der noget. Jeg får vild ondt i højre hofte og lysken, det har siddet der et stykke tid, men nu er det slemt. Jeg kan løbe, men det gør bare ondt, og jeg spænder mere og mere. Vi lunter afsted, jeg bliver nok lidt stille og går ind i mig selv. Vi rammer 40 siger til Jørgen og Annette, at vi tager taskerne, når vi har vendt ude på spidsen, og kommer retur. Her er nemlig et fedt stykke. Man løber ud til en restaurant og vender. Det betyder at man nu kan hilse på dem som er 3-4-5 km foran, og på vej ind igen, dem som er bagved. Jeg kæmper mig derud af, men det er ikke godt. Jeg beder Lars om en gå pause, vi går 100 meter men jeg har bare ondt. NU GÅR DEN IKKE LÆNGERE! Det var det tænker jeg, tag et stykke tyggegummi og sig til Lars du står af ved 45. Jeg stikker hånden i den lille taske, jeg har på mit løbebælte, og op kommer en pose med panodil og Ipren. (nu skal vi ikke snakke doping, snyd og hvad ved jeg . Jeg er en stor dreng, og det her er min sidste udvej) jeg snupper 2 panodil og 1 ipren, nu giver du lige dem her til 50 km. Og så tager du en beslutning beslutter jeg. Allerede efter 10 minutter begynder smerten at lette. Jeg kan igen løbe og siger til Lars, nu skal du høre. ” jeg tog et par piller bagved dig, og de virker sku” Fint siger han, så lad os komme afsted. Vi kommer ind til 45 km mærket, får vores veste på, jeg skifter strømper, spiser et par mundfulde pasta med bacon, og så afsted igen.

Nu flyver vi sku

De næste 60-65 km er vi ret flyvende. Vi overhaler en del vi kender. Jeg får lidt problemer med højre fod, men det kan holdes nede, ved hver 10 km, at massere den lidt med en bold, som jeg har i bilen. Ved 80 km tager vi pandelamper og refleksveste på, Her skulle jeg have taget lange tights på. Heldigvis fik jeg en tør t-shirt og en varmere regnjakke på. Lige regnen, og så vinden, har en særlig rolle, i dette løb. Og nu da natten kommer, så er det bare hårdt. Det blæser en pelikan, og regnen siler ned. Der er flere og flere som udgår, nogle med skader. Men jeg ved mange giver op til regnen og kulden. Hver gang man står stille i 2 minutter, tager det 7-800 meter, at få varmen igen. Især når jeg sidder i bilen, med min bold, er det hårdt, at komme vider. Depotet ved 110 km Karby, er vild! Eller det er festen 200meter før. De største højtalere set i mands minde hamrer Volbeat ud i natten. FEDT!!

Kvalmen

Vi er nu på på 135 km. Og jeg gider bare ikke spise mere sødt. Det er ved at komme op hver gang jeg spiser, men jeg tvinger det ned. 135 km depotet, er indendørs der er toilet og det skal jeg bruge. Der er også lun kartoffelsuppe, det napper vi begge en kop af. Lars er for længe siden gået på nødmave, han har også kvalme, men kan tage vand, kolde kartofler med salt, og så kartoffelsuppen ind. Nå ud i kulden, blæsten regnen igen. Vi siger vi ses til Karin, der lige har kastet op, men nu kæmper med at holde en portion af suppen i maven. ( det lykkedes kan jeg afsløre) Karin skylder for øvrigt Lars hendes kæreste den største middag i mands minde. 160 km på cykel i pis møg vejr, med en rygsæk på 30 kg

Skal vi ikke tænde bruseren?

Ved depot 145 km, skal jeg have strøm på mit ur, Jørgen og Annette har lagt min powerbank og ladekapel til mig. I kan gå over under halvtager der får vi at vide. Da vi så står der, bliver der lukket op for sluserne. Det har regnet det meste af turen, men nu styrter det ned. Vi beslutter lige at give den 5 minutter og læner os op af en palle der står op af væggen. Der går ikke så længe, før pallen ryster. JA! Lars stod ret op og snorksov. Nå vi ender med at vente 15 minutter, men lige lidt hjælper det. Det pisser bare ned, sammen med en helvedes vind. Vi må afsted, så vi løber ud i det. Nu spildte vi 15 minutter, og efter 2 minutter i det her, er vi vådere, end en druknet rotte.

 

Så er der morgenmad

150 km nu er vi nået øen rundt og er tilbage i Nykøbing. Ved dette depot, er der rundstykker og kaffe. Vi får et rundstykke og en kop med i hånden, og går afsted. Op under Sallingsundbroen, Lars udpeger, hvor han sidst lå og sov, da han forsvandt fra gps trackeren. Ved 154km ca. Ser vi en der går, som om det ene ben er brækket. Jakob Stær har ondt i sin achillessene, men som han siger. ” det gør ikke ondt at gå” fandme løgn min ven, men jeg ku se, man ikke diskuterede med dig der. ”Nu har du overhalet ALLE som du kender, siger Lars, er du godt selv klar over det?” Nej det var jeg vist ikke, men VILD NOK! Ved 156-157 km kom Karin blæsende forbi. Ja hun fik kartoffelsuppen, til at blive i maven, og øjnede nu en pr. Hun sætter os med 10 minutter på de sidste 4-5 km

ENDELIG

Mit ur siger 165km, da vi ser målportalen. Vi løber ind, der er ikke de vilde følelser i spil desværre. Men jeg må indrømme. At jeg ca en km før, da jeg ligesom indså, at nu var den hjemme løb og tudede lidt. Vi tager lige hinanden i hånden og kommer over stregen, i tiden 22:25:44, som nr 33 og 34 til klapsalver af alt der kunne skrabes sammen af folk. Medaljerne om halsen og et tæppe om skuldrene. Og BUM! Så gik gassen af mig. Jeg er .træt helt ind til marven, vi stavrer ind i runners lounge og og får en øl, lidt chips, sandwich, kage, et par boller ok ok jeg æder som en hest jeg er sulten.

 

Jeg er freaking 100 miles finisher!

Og nå ja! Det der med jeg er ikke rigtig løber. Det er måske noget jeg skal til at holde op med at sige. Det kan godt være jeg ikke er hurtig på 10 km. Det kan også være der er mange, som løber fra mig på et marathon. Men jeg blev altså nr 34. ud af 61 der gennemfører og der var ca. 40% som ikke kom igennem løbet. Så måske er jeg alligevel bare lidt en rigtig løber.

 

Til sidst.

Kæmpe tak til Annette og Jørgen.

det kan godt ske, at vi kunne ha gjort det uden jer. men det havde bare taget meget længere tid, og været meget mere svært.

, ,

Italiensk for øvede og om at tage det sure med det søde

2018….et år med ændringer

Lad mig sige det med det samme. Juli måned har været vild….måske også lidt for vild, især taget i betragtning af Utcam lå midt i juni….Ville jeg have ændret noget hvis jeg kunne lave det om? Tvivler, for jeg er blevet beriget med 2 kæmpe oplevelse og en masse bjerge. (Og ja, læring om hvor meget kæden kan strammes uden at briste)

 

Hvilke ændringer

Sæsonen 2018 var ret godt planlagt med TGC slut februar, Utcam midt juni, etapeløb UTMR start september og så måske et løb igen i november (Plus selvfølgelig det løse).

Men en skade i februar gjorde at jeg ikke kom til Gran Canaria og måtte sadle om. Derfor blev mit første race omkring d 20/4 til Montsec ultra, måneden efter løb jeg Dracula løbet “Kalkmineløbet” uden at være restitueret i bund. Efter dette løb fik jeg dog styr på det og havde et super løb til UTCAM. 14 dage efter løb jeg mit eget marathonløb, Vejlefjord Trail Cannonball. Det var dælme med stive ben. Kort efter tog familien afsted på sommerferie til Italien hvor den stod på, ja ferie selvfølgelig, men også træning i bjergene.

 

Og lige inden vi tog afsted fik jeg faktisk en mulighed for at deltage i et lokalt løb midt i ferien, Bettelmat ultra, kun beliggende 1 times kørsel fra vores beliggenhed. Og med deres “midter” løb på 35 km tænkte jeg at det kunne være en god forberedelse til Trail delle Orchidee slut juli….

Korrekt, sidstnævnte var heller ikke planlagt fra starten af året. Men blev desværre nød til at melde fra til etapeløbet i Schweiz. Primært grundet de mange dage der skulle tages fri, så derfor blev dette løb planlagt.

 

Bettelmat Ultra Trail

 

3 forskellige distancer hvoraf jeg sprang på den mellemste på 35 km og små 2000 hm. Løbet ville fra start til slut være oppe over 1500 m højde og med højeste punkt på lige under 3000 m så skulle der løbes noget skyrace.

 

Alene køreturen derop var speciel. Lige inden startbyen, Riale, passerer man la cascata del Tocce. Europas næsthøjeste vandfald. Så begyndte adrenalinet at køre en kende. Fedt.

Fik hentet mit startnummer og ved at skue lidt rundt, så kunne jeg se at Riale var verdens ende, sådan cirka. Byen stoppede ved en klippevæg (og en kirke).

Det var lidt køligt i 1770 m højde, men hvad, om lidt skulle vi i gang med at arbejde os til varmen.

Løbet blev skudt i gang med vanlig Italiensk elegance med 15 minutters forsinkelse. 1 km længere fremme begyndte vi første opstigning. Det er et forholdsvist bredt spor som fører os op over første pas hvorefter vil løber et længere stykke langs en bjergsø op forbi første depot.

Herefter er der dømt DRØMMETRAILS resten af vejen. Ren Alice in wonderland. Længe siden jeg har været så blæst omkuld af et område.

Efter nogle timer kommer jeg til hoveddepotet hvorefter en ret barsk stigning går i gang op mod rutens højeste punkt i 3000 m højde.

 

Første del af stigning er pæn stejl og den trækker tænder ud – men inden længe kommer vi op på et plateau som leder os hen til – en skiløjpe…..På vejen derhen kunne jeg høre snakken lystigt gik blandt de lokale løbere. Sådan lidt spændt, ha ha, sjovt agtig.

3 skridt inde på stigningen forstår jeg alvoren. Tung tøsne på en stejl stigning. Så langt op jeg kunne se gik der  deltagere. Arrangørerne havde kørt en pistenbulley ned over stigningen for at kradse op i sneen så ve havde noget at sætte fødderne i .

 

Mega fed oplevelse at knokle sig herop og ankomme til et fantastisk beligende depot.

 

 

Laaaaangt nedløb

Fra dette depot og til mål gik det stort set ned hele vejen. Først ret teknisk. Derefter mere til at løbe på. Vi begyndte også at ramme sammen med deltagere fra nogle af de andre distancer og det blev mere og mere festligt på sporet. De sidste 3 km foregik på en grusvej.

I mål – selvom dette hverken var marathon eller ultra, så var følelsen efter at have gennemført det dog anderledes. Alle “ultra” aspekter var til stede. Blev placeret omkring nummer 20 ud af cirka 200 deltagere. Egentlig ok…..meeeeeen vinderen kom altså ind 2 timer før mig på omkring 3.30. Meeep meeep 🙂

Helt igennem et FEDT løb som jeg 100 procent vil deltage i igen hvis muligheden byder sig.

 

 

 

Trail Delle Orchidee

 

Efter en sommerferie med masser af bjergløb tog jeg turen mod Venedig ved godt mod. Jeg glædede mig voldsomt til dette løb, men havde samtidig også en følelse af at jeg så frem til at det var “overstået”. Bagefter var der en længere periode uden løb hvor det skulle blive godt at få lidt ro på.

Til dette løb var der 3 distancer,

20 km med 1650 hm

46 km med 3000 hm

120 km med 8000 hm

 

Mine forventninger til dette løb var enorme. Håbede på at få en oplevelse i stil med det jeg prøvede til Montsec Ultra. Lokalt, hyggeligt, fjernt, teknisk og spektakulært.

Turen mod Ampezzo fra lufthavnen i Venedig fik mig i hvert fald til at føle at det skulle blive en oplevelse i samme stil. Langsomt længere og længere “ud på landet”

Efter cirka 2 timers kørsel ankommer jeg til Ampezzo og finder hotellet Albergo Grimani.

 

Opladning til løbet

Blev mødt af en kæmpe stor gæstfrihed af værten på Hotellet. Ret hurtigt fik jeg lov til at beholde mit værelse indtil løbet start uden beregning. Havde kun booket det torsdag til fredag – men havde nu fået muligheden til at blive der til kl 23.00 – umiddelbart inden start.

Kanon.

Kort efter jeg havde fået mit værelse hoppede jeg i løbetøjet for lige at tage en 20 minutters strække ben gå/løbetur

Byen var ikke ret stor så den var hurtig undersøgt. Start/mål og stedet hvor startnummer skulle hentes lå 100 m fra hotellet. Kanon. Blev også lige på løbeturen her remindet om hvor hurtig vejret kan skifte. Startede ud i næsten skyfrit. Og på de cirka 30 minutter det tog at “sightsee(e)” trak det op og endte med et kæmpe skrald og en hulens masse regn.

Efter en god nats søvn var det blevet race day. Løbet havde start kl 24.00, så en hel dag skulle fordrives. Valgte at køre en tur rundt i området. Først til Lago di Saurus og derefter Rifugio Tita Piaz. Skøn afstressning bare at trille lidt rundt.

 

 

Kørte tilbage til byen og fik hentet startnummer. Dagen gik og efter aftensmad tog jeg en lille lur. Fik lukket øjnene lidt og kl 22.30 skulle jeg gøre mig klar 🙂

 

Start

Var total klar, rolig og rede på udfordringen der ventede. Følte mig super godt tilpas og havde styr på mit grej. Skulle teste min nye Ultraspire Zygos rygsæk sådan for første gang. Lidt mere plads i den end min tidligere alpha 3.0.

Kl 24.00 blev vi (omkring 70 deltagere) sendt afsted. I hovedet havde jeg indprintet de første små 20 km af ruten….Vi skulle bevæge os fra 550 m op til lige under 2400 m, såeh, stille og rolig nat til at starte med 🙂

Den første del af stigningen kører bare. Sådan semi stejl og ikke voldsom teknisk. De første næsten 1000 højdemeter bliver ædt ret hurtigt. Vi passererer et par fotografer der blitzer lystigt hvilket gør at jeg ikke ligger mærke til de ret store “blitz” der kører derude et sted i horisonten….Bliver dog alligevel ret hurtigt klar over at disse blitz ikke er fotograferne, men et tordenvejr der er på vej. Dammit. Det sagde vejrudsigten så absolut intet omkring.

 

Når forbi første depot omkring de 10 km ude – et meget spartansk depot. Vand, lokal cola og et eller andet mærkeligt kage. Tænkte et de nok oppede depoterne senere hen.

Det er begyndt at regne og det tordner en del. Ikke sådan skræmmende tæt på, men heller ikke langt fra. Kort efter må jeg hoppe i en vest plus løse ærmer. Regnen er taget noget til og der skal arbejdes lidt for at holde varmen…Og det får vi lov til.

 

Vild oplevelse i mørket

Efter et kort nedløb begynder stigningen virkelig at tage fat.

En ret barsk stigning var i gang og det blev hurtigt fra at have været fugtigt og til dels mudret til at blive hidsige klippestykker. Er blevet alene nu og kan hverken se nogen foran eller bagved. Selvfølgelig laver jeg en lille fejl her og misser en markering. Er kommet ind på et voldsom stejlt stykke hvor jeg skal små klatre lidt og det bliver mere og mere stejlt. Ender med at tænke. Det her kan ikke passe. Det er simpelthen for farligt. Kan stadig ikke se hverken andre deltagere eller markeringer. Beslutter mig for at vende om. Det går ikke. Heldigvis går det ikke længe inden jeg kan spotte en pandelampe som langsomt kommer nærmere og vi finder sammen den næste markering og er dermed på rette vej igen.

Inden løbet har jeg lagt en video op fra en helt skør stigning med scrambling og en masse reb surret ind i klipperne som sikkerhed. Det ser VILDT ud i dagslys og det er så dette stykke, midt om natten, vi rammer nu. Kæft en seriøs oplevelse. Ikke at jeg på noget tidspunkt følte mig bange, men det gippede lidt alligevel.

Vi når Monte Bivera i 2330 m højde. Kæmpe oplevelse og går i gang med et vanvittigt stejlt nedløb. Tungen lige i munden og ét skridt af gangen. Løbet var i den grad i gang.

 

Fra 20 til 37 km

Efter et kort depotbesøg vil jeg gerne bare afsted igen. Bevæger mig ud og ind på en bred grusvej. Det går let opad, men kun sådan at der kan tøffes i lidt over gangtempo. Men hvor hulen er markeringen nu!!! Har ikke set et flag i 3 km hvorefter jeg på ny må vende om. Møder kort efter 3 deltagere hvoraf den ene har ruten på uret. Han bekræfter heldigvis at vi er på rette vej og efter yderligere 2 km rammer vi igen et flag. Kommer ret hurtigt ind på nogle tekniske stykker igen. Jeg pakker pandelampen væk og tager min vest af igen. Der er nogenlunde skyfrit. Der er på dette stykke en hel del kvæg. Den første flok jeg støder ind på vælger at slå følgeskab. De tøffer simpelthen afsted sammen med mig indtil jeg rammer et stejlt nedløb. Farvel med Jer og tak for turen. Hyggeligt 🙂 Rammer endnu et depot ved omkring 35 km.

 

 

Træthed??

Vi skal i gang med en 7-800 m stigning og jeg går stille og rolig i gang…men hvad er nu det. Jeg begynder at gabe og bliver ret hurtigt temmelig træt. Sådan rigtigt, rigtig søvnig. Ikke noget jeg normalt oplever om dagen i løb. Men hold nu fast jeg var træt. Det er ikke noget jeg ikke kan håndtere mere bare et irritationsmoment. Kommer over endnu et pas og begynder et stejlt og teknisk nedløb. Det flader ud mod bunden og her kan der løbes lidt igen.  Møder her endnu et “hold” kvæg. De står og fylder hele stien hvor der også er en lille vandpyt. Jeg nærmer mig og kan godt se – de har da egentlig overhovedet ikke tænkt at flytte sig. Øhh, ahem, kære leder ko. Må jeg få lov, stille og roligt, at passere Jer? Blev her nedstirret i en sådan grad at der ikke var nogen tvivl i det. Jeg måtte søge alternativ vej, så væk fra stien med mig for længere henne at finde ind igen. Farlige køer, altså.

Herefter holder jeg lidt igen for jeg ved at efter næste depot kommer rutens formentlig hårdeste stykke.

Min højre ankel har brokket sig lidt i nogle km med en smerte der sådan langsomt er taget til. Ikke noget ukendt, men noget jeg har mærket stort set hele juli måned. Så var ok med det. Anklen skulle nok få ro når jeg havde gennemført løbet.

Kommer ned til bunden i når frem til depotet. Trætheden var væk og fokus var nå på det næste lange stykke til næste depot – vel omkring 18 km. På de 18 km skulle vi forcere omkring 2000 hm og det var ved at være ret varmt.

Kampen op til hoveddepot, Rifugio Calvi

Varmen var efterhånden ret intens og jeg kunne se de få andre deltager jeg mødte lide ligesom mig. Alle muligheder for nedkøling og vand blev brugt. Flyt dig, ko, det vandtrug er til mig 🙂

Jeg havde det dog forrygende i kroppen og benene moste på. Stigningen var stejl og lang, plus at vi var over 1500 m oppe. Jeg krydsede en parkeringsplads og så et lille træskilt der viste mod rifugiet. Yes. Så er jeg der snart…..NOT!!!

Det her stykke var en dræber. Godt nok på en grusvej, så ikke svært. Men stejlt. Kom rundt om et hjørne og kunne der, laaaaaangt oppe, se hoveddepotet. Hold nu fast en evighed det tog at komme derop.

 

Der sad en 4-5 stykker og så ret brugte ud da jeg ankom. Jeg var for anden gang i løbet overmandet af træthed. Bestilte en omgang varmt mad. Skiftede tøj, spiste, drak og fyldte rygsækken op. Bagefter prøvede jeg noget som jeg aldrig har gjort før. Jeg tog en powernap. 10 minutter måske, ved det ikke, men jeg lukkede øjnene og var væk.

Kan her efterfølgende se at andre også havde været presset her. Jeg rykkede på de 18 km fra plads omkring 26 til omkring nummer 15.

Kæft det var tiltrængt. Gik videre op af stigningen ved godt mod. Der var nok 250 højdemeter op til toppen.

 

 

Killer nedløb….igen, igen 🙂

Godt så. Vidste hvad klokken var slået da jeg nåede toppen og skuede ned. Kunne se flere poster med mænd i røde jakker. Bjergreddere – hvilket som regel betyder. Pisse stejlt. Svært og bøvlet. Jeps. Korrekt. Det var svært, men skridt for skridt kommer jeg nedad bjerget. Er et godt stykke nede, da dette sker. Jeg skrider og prøver at redde et styrt hvilket forårsager at jeg vrider ret kraftig om på min højre ankel. Den er i forvejen godt smadret, øm og overbelastet. Det gør afsindig ondt på indersiden. Ikke som en ledbånds smerte – men inde i knoglerne, inde i leddet.

 

Pis, pis, pis. Kan ikke støtte på foden. Hvert skridt gør ondt og jeg bliver nød til at stoppe. Kan sgu bare ikke være rigtig. På papiret har jeg overstået løbets mest kritiske punkter og så sker dette….NOOOOOOOOO.

Jeg vælger at tage smertestillende piller og mens jeg sidder får jeg tapet min ankel godt op. Det virker egentlig ret ok og tapen gør hvad den skal. Jeg kan gå igen. Stille, dog med ret stor smerte, men tålelig.

 

Ikke igen – efter sommerferie forbandelsen er intakt

Jeg jubler indvendig da det sværeste stykke nu er ved at være overstået. Det er stadig så svært at jeg ikke kan løbe ned. Gør heller ikke noget da anklen stadig gør pokkers ondt.  Haltende kommer jeg dog videre….Men nej, klovnen her slapper lige lidt af i hovedet hvorefter der sker det, der ikke må ske. Vrikker om igen. Dog “indad” denne gang  – men det er lige der hvor smerten  er. Jeg falder så lang jeg er og som om vriddet ikke er nok, så slår jeg også anklen lige ind i en sten. Tror ikke jeg har prøvet så intens smerte i et løb før.

Sekunderne efter er jeg sikker på jeg har brækket et eller andet. Det føles helt forkert. Jeg er dog i midten af ingenting. Ingen deltagere i nærheden og vel omkring 8 km til næste depot. Ingen net på tlf heller. Lige en lille lussing og en reminder om at holde op med at pive og så videre.

Håber helt ind i maven at smerterne ville aftage. Men nej. Skridt for skridt forværres det og på dette tidspunkt er jeg klar over at jeg ikke kommer til at gennemføre. Jeg er sur, rasende, skuffet og ked af det.

De sidste 5 km til depotet ved 73 km foregår let nedad på en bred vej. Nok det letteste stykke i løbet. Hvis jeg ikke havde vredet om ville dette være et stykke hvor der kunne hentes meget tid….hvis og hvis og hvis….

Det er FRYGTELIGT at skulle trække stikket fra et løb, men trods dette, var beslutningen slet ikke svær at tage. Jeg havde ondt. Kunne under ingen omstændigheder løbe. Smerterne tog til ved gang, på trods af at jeg havde taget smertestillende.

Ved ikke om man kan sige det sådan, men dette er den eneste gang jeg har haft det ok med at skulle udgå. Selvfølgelig skuffet, men ok fordi jeg ikke kunne have gjort noget anderledes. Beslutning var velovervejet. Det irriterer mig dog grænseløst at jeg nu 3 år i træk er udgået i første løb efter sommerferie!!!!

 

“Epikrise”

Efter mange timer er jeg tilbage Ampezzo. Slukøret, lidt presset over hvad der er galt med anklen og lidt bitter over ikke at have gennemført.

Får sovet og kører midt på natten mod lufthavnen i Venedig.

 

Her, nogle uger efter løbet går det fremad med anklen. Der var gået inflammation/betændelse i senerne på indersiden af ankel. Ikke noget brækket eller andet galt med leddet, så er ved godt mod omkring fremtidige løb og træning.

 

Trail Delle orchidee er uden tvivl et rigtig “Dannie” løb. Det er lokalt, fjernt, teknisk tilpas svært, masser af højdemeter og fremfor alt en hel afsindig smuk natur.

 

 

Kunne i den grad også godt tænke mig at komme tilbage for at fuldføre løbet en anden gang. Fremover, når jeg skal planlægge løb, så vil jeg gå efter løb af denne slags.

 

Fremadrettet, når der skal planlægges en sæson, vil det være en rigtig god ide at sprede løbene mere ud fremfor at komprimere en kalender med flere rigtig lang, både fysisk og mentalt så udfordrende løb

 

Pas på Jer selv derude – lyt til kroppen 😉

 

Bedste trailkarma

/ Dannie

 

@dannietrail

 

 

 

, ,

Tørre, franske tæsk til Ultra Trail Cote D´Azur Mercantour (UTCAM)

Det er slut

September måned 2016. Efter omkring 90 km – jeg står stille. Er svimmel og utilpas, benene er som gele. Er helt igennem træt, udmattet og tom – såvel fysisk som mentalt. Beslutningen er taget. Jeg kan ikke mere og må trække mig ud af løbet. Altid en kæmpe skuffelse at måtte udgå, men samtidig også en del af “ultra-gamet”. En DNF er og bliver en skuffelse – men den er også en enorm kilde til læring og motivation plus at den indebrændthed, det giver, kan “tæmmes” og føre noget rigtig godt med sig.

UTCAM

Et fransk trailløb med udgangspunkt i Nice samt bjergbyen Saint-Martin-Vesubie. Så længe jeg har kendt til løbet er det blevet afholdt i starten af september, men her til 2018 havde de valgt at placere det i juni. Nærmest på dagen jeg erfarede dette blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle min revanche være.  Har flere gange haft god erfaring med at “toppe” i juni og for at knække løbet krævede det bestemt at være klar.

Jeg tilmeldte mig påny distancen 145 km med 10.000 m+ / 9.000 m-.  De andre distancer til løbet fordelte sig sådan:

7 løb i alt.

 

4.5 km og 1150 m+

12 km, 800 m+

25 km, 1400 m+

45 km, 3070 m+

70 km,  5000 m+

90 km, 6000 m+

 

Ruterne er kendetegnet ved at være særdeles tekniske uden længere “cruise-stykker”.

 

 

 

 

Optakt

Rejsen til Nice gik glat. Fløj torsdag morgen (tidligt) og var fremme, via en mellemlanding, godt middag torsdag. Skulle mødes med Michael Fich i lufhavnen. Vi skulle bo sammen og han skulle løbe samme distance som jeg. Vi får fundet vores hotel og pakket lidt ud. Efter så mange timer på farten plejer benene at være godt stive, så vi besluttede os for at tage vores løbeveste med al obligatorisk udstyr i for at løbe/gå ned til expo og blive indtjekket.

 

 

Arrangørerne har ret godt styr på setuppet omkring løbet og vi kom stille og roligt igennem diverse kontroller, igennem den ene sluse efter den anden for til sidst endelig at have alle stempler på vores papir og dermed klar til den bastante udfordring. Til vores overraskelse (og ærgrelse) havde vores startnumre fået påtrykt et tysk flag. Det var altså ikke helt ok 🙂

 

Men nu var vi klar. Grej var godkendt og nu gjaldt det egentlig bare om at spise og sove indtil løbets start, fredag eftermiddag kl 17.00. I ugen op til løbet blev det meldt ud at grundet sne på én af toppene, så ville der være en lille ruteændring som ville betyde 9.500 hm i stedet for 10.000. Men de proklamerede at vi ikke skulle forvente det blev nemmere af den grund.

Starten

Efter et forsøg på en middagslur fredag begyndte ræs-kriller i den grad at brede sig. Ting blev tjekket, grejet gået efter og vejrudsigterne skulle der også lige være styr på. Heldigvis synes vejret til at skulle blive overvejende tørt og varmt. Endda så varmt at arrangørerne havde ændret kravet på minimum 1l væske til 2l…. dælme en seriøs ændring at komme med, så kort tid inden start.

Vi fik bestilt en taxi som fragtede os de 7 km fra Nice og til startstedet. Da vi blev sat af fandt vi et skyggested med nogle stole og borde. Dejligt at kunne sidde der og slappe af – men endnu mere fedt var det at ganske kort tid efter så var samtlige 10 danske deltagere samlet. Det var virkelig hyggeligt at se dem alle. Få snakket og grint lidt.  Stemningen var super afslappet, men absolut heller ingen tvivl om at alle var klar over hvad der om 45 minutter ventede.

 

 

Med en halv time til start går vi op til pladsen vi skal sendes afsted fra. Det var dælme varmt på dette tidsspunkt. Der skulle sendes to grupper afsted på samme tidspunkt. Både 90 km og 145 km. Kan ikke helt overskue hvor mange deltagere der var – men mener vi fik os sjusset frem til omkring 200 på den lange (Tror dog, her bagefter, at der var lidt flere).

Synes det er lidt sjovt. Oplever det hver gang inden startskuddet at jeg nærmest går ind i mig selv. Altså lige de der 3-4 minutter inden. Hvor man står midt i feltet. Alle lyde bliver fjerne og åndedrættet bliver på en måde dybere og meditativt. Har det med kort at lukke øjnene og få samlet tankerne.

 

Vamos

 

Endelig, endelig, endelig bliver vi sendt afsted og i modsætning til mange andre af den slags løb, så gik der sådan cirka 10 meter inden den stod på singletrack. Ofte starter løbene med nogle km på asfalt inden man ryger ind på stierne – men altså ikke her, så allerede fra start var det bare ind på linie og ellers finde tålmodigheden frem. Og lige netop den, tålmodigheden, skulle blive en de største prioriteter.  Jeg følte mig rigtig klar til løbet og havde inden start kun haft den ene målsætning i hovedet…jeg skulle gennemføre. Ikke noget med en tid eller en placering. Er ret overbevist om, at grunden til at jeg udgik sidst, var for højt tempo. Den fejl skulle bestemt ikke laves igen.

De første mange km går stille og roligt i én lang slange. Folk overhaler og nogle gange skulle jeg også selv overhale, men alt i alt blev flaskehalsen ret hurtig overstået og der kunne komme lidt flow i tempo. Lækkert med så mange danske deltagere. Der var næsten hele tiden en eller flere i nærheden.  Så snakken gik ganske lystigt og generelt var der bare en hyggelig stemning på sporet. Det er vildt svært at følges med nogen hele tiden. Især her i starten

 

 

Kommer til første depot efter blot 7 km hvor mange vælger at fortsætte igennem. Også mig. Det næste ville komme allerede efter 14 km. Mellem 7 og 14 km følges jeg i lang tid med Thomas Rasmussen og Jacob Trailer Mogensen. Snakken går og der er dejlig stemning på. Der kommer et par hidsige og relativt korte stigninger her. På dette stykke kommer vi også op til Benjamin Holst og Annemette Skov. Vi følges mere eller mindre ad sammen til første depot stop ved 14 km. Godt at få tanket lidt op og få kørt et par kiks plus diverse ned……kunne dog godt liiiiiiige have brugt en cola, men det lod vente på sig.

14-30 km

Så var “hyggestemningen” også ved at være forbi og vi skulle til at arbejde os lidt mere opad hvor første top ville ende i godt 1400 m højde.  Inden løbets start havde jeg været lidt i dialog med Annemette om et muligt følgeskab. Vi havde begge tidligere deltaget i løbet og udgået. Vores splittider lå dengang ret meget op af hinanden så hvis muligheden bød sig, ville det være oplagt at følges ad, det vi nu kunne.  Og på dette tidspunkt i løbet passede det rigtig godt. Vi holdt begge samme tempo op ad bjerget som vi kommer op til uden de store dikkedarer. Sporet var nogenlunde fornuftig og da vi runder toppen og har løbet nedad et stykke tid kommer vi op til min roommate, Michael Fich. Det sker samme tid med at mørket er begyndt at falde på og det er tid til at få pandelamperne på. Det går over stok og sten ned mod næste depot som ligger ved 30 km. Kan ikke helt huske det store fra nedløbet her, så tænker det faktisk må have været til at løbe på 😉 Da vi kommer ind her, er Klaus Dahl netop på vej ud. Ahhh, endelig cola. Får et virkelig lækkert, knastørt, stykke franskbrød. Plejer egentlig ikke sådan at føle sult i disse løb. Men lidt kendetegnede for dette, så var jeg småsulten nærmest hele tiden. I det hele taget havde jeg det rigtig godt. Tempoet var præcis som ønsket. Hovedet og maven havde det perfekt. De næste 25-30 km ville virkeligt blive vanskelige. Det var blevet mørkt og vi ville skulle bevæge os mere eller mindre op, hele tiden.  Vi befandt os cirka 300 m over havet og ville ende på knap 2100 m, kun afbrudt af kortere nedløb.

Træt med træt på

Den første stigning på omkring 800 hm går relativt smertefri. Den bed dog godt fra sig de sidste par km og blev også teknisk mod toppen. Fra sidst jeg var der, kunne jeg huske at der ved den lille klippepassage var en masse folk der stod og heppede. Glædede mig til at kunne begynde at høre dem i det fjerne – men desværre var der ingen folk i år. Det var ellers super fedt. Der midt om natten at kunne høre larm i det fjerne. Synes vi får arbejdet os over denne stigning rigtig fornuftig og fortsætter det relativt korte nedløb til depotet i Utelle ved 44 km. Fra nu af ville løbet ændre karakter…sådan huskede jeg det i hvert fald fra sidst. Vi skulle for første gang til at bevæge os op over 2000 m.

 

 

Det var efterhånden blevet nat og vi havde været i gang i en del timer. Og pludselig, som lyn fra en klar himmel blev jeg træt. Sådan virkelig træt. Havde svært ved at fokusere og gik egentlig og blev lidt småsur på mig selv. Hvad hulen bildte jeg mig ind. Træt???? Nu. Vi var jo nærmest lige startet. Men ikke desto mindre, så var jeg en søvnig gammel mand. Om Annemette kan læse tanker…det ved jeg ikke. Men indtil nu var der egentlig ikke blevet vekslet mange ord imellem os. Det skal jeg love for der kom gang i nu. Der blev snakket om alt og ingenting. Det var virkelig det der skulle til på dette tidspunkt, stille og roligt forsvandt trætheden. Desværre opstod der et andet problem i vores samarbejde. Annemettes mave var langt fra samarbejdsvillig og til sidst, kort efter depotet ved 55 km blev vi nød til at skilles ad og hver finde vores vej på det lange nedløb mod hoveddepotet ved 71 km. Det var rigtig ærgerligt idet vores tempo var perfekt, men på uden tvivl det rigtige at gøre her.

Nedløbet var konstant i omkring 10 km og forekom mig pænt langt. Heldigvis var klokken blevet godt 5 og så småt begyndte det at lysne. det giver altid et boost. Lidt i 7 ankommer jeg til hoveddepotet hvor vores dropbag er.

 

Roquebilliere – 71 km

 

Idet det absolutte hovedmål med dette løb for mig var at gennemføre havde jeg også planlagt et længere depotstop her. Ville klæde om til helt nyt tøj. Have skoene af og få luftet fødderne lidt og ikke mindst have noget rigtig mad.  Heldigvis opførte min mave sig eksemplarisk. Kunne spise og drikke som jeg havde lyst.

 

I depotet står Thomas, Annemettes mand, og vi får hilst og jeg fortæller at hun ikke er længe efter. Altid super skønt at møde nogen man kender. Den førende dansker, Klaus Dahl, sidder også i dette depotet. Vi får også snakket lidt sammen og han spørger om vi skal følges. Kanon. Det ville jeg rigtig gerne.

Så efter en god omgang lun mad og rygsækken fyldt med energi og diverse til resten af turen sætter vi afsted.  På vej ud af hallen lagde jeg mærke til hvor kvæstede folk omkring os så ud. Og ikke fordi min motivation næres ved at se andre være pressede, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på i hvor god stand både Klaus og jeg var.

Da vi kommer ud i den friske morgenluft og begynder en laaaang opstigning kan jeg mærke at Klaus er temmelig meget hurtigere end jeg.  Der hvor vi rent faktisk kunne løbe skulle jeg virkelig holde tungen lige i munden. Samtidig er jeg også begyndt at tænke rigtig meget på mit første forsøg her. Det var præcis på dette stykke krisen for alvor begyndte at ramme mig. Så en forcering nu havde jeg bestemt ikke lyst til. Heldigvis fandt vi hurtig en lidt bedre rytme på stigningen.

På toppen går det ned 5-7 km. Det er ret flot med en del passager af floder og hvor man i hvert fald kan høre flodens brusen i baggrunden.  Vi laver nogle stop for at få taget et par billeder. Det er simpelthen så dragende med bjerglandskaberne hvor de høje, sneklædte tinder ligger i baggrunden og venter.

 

Deja-vu

Fremme ved næste depot vælter tankerne frem i mig. Det var kort herefter det koksede fuldstændig for mig sidst.  Heldigvis er jeg ikke i nærheden af krise og har samtidig Klaus at snakke med. Jeg kan huske de få km tilbage til depotet efter jeg havde trukket stikket. Huske det frustrerende i at skulle meddele jeg var udgået. Tiden bagefter der gik med at ligge i en liggestol fyldt med tanker. Føj. Så var tankerne og følelserne væsentlig anderledes her.

 

 

Vi går stille og roligt ud af depotet og nærmer os stigningen der vil føre os op i 2500 m højde. Noget vi begge havde set frem til. Op over trægrænsen og opleve de store vidder. Men hold nu fast den stigning tog fat. Og varmen pumpede nu på. Det blev en helt naturlig ting for os at stoppe op hver eneste gang vi kunne finde et vandløb for at forsøge at blive kølet ned.

 

 

Landskabet åbner sig op i takt med at træerne forsvinder. De store bjerge troner sig op. Det er virkelig storslået. Man glemmer helt at man er i gang med et race. Jeg begyndte også nu at forstå arrangørernes ændringer af løbet. Der begyndte at ligge sne forskellige steder. Første gang vi rammer et stort stykke med sne skal der skydes en runde billeder og som dengang til Trail Verbier Skt Bernard begyndte jeg at skovle sne ned af ryggen og knuse en stor snebold ovenpå hovedet. Det fungerede fantastisk til at køle ned.

Trail bad-asses på vej mod toppen

…eller sådan føltes det lidt 🙂 Vi var ved godt mod og mega blæret, så kunne Klaus lidt lommefransk. Så når vi mødte nogen kom der lidt gloser med på vejen. Fedt. Vi kunne skimte toppen af bjerget. Udsigten var enorm og smuk. Det var goldt, åbent er relativt svært. Og så sker der det, at bedst som man tænker at vi bare er top vildt seje, sådan at kæmpe os hele vejen herop….Så sidder der en samling mennesker præcis på toppen og hygger sig. De er jo ligesom også kommet derop, så ro i trussen, Dannie 🙂 Der er og bliver bare noget fantastisk ved at runde en bjergtop. Vi blev sendt videre med store smil og hep med på vejen. De spurgte også om vi manglede noget, men vi var godt dækket ind.

 

 

 

Nedløbet var så småt i gang og der gik ikke længe før vi fandt ud af at sneen ikke skulle spøges med. Tænker der var omkring 5-6 stykker á 50 meter med sne henover stien. Nogle steder var det altså noget stejlt. Solen smeltede jo på sneen, så selvom arrangørerne havde været ude og skovle en sti klar, så var den ved at være blød, glat og stejl. Vi skulle godt nok bevæge os med museskridt. Disse stykker var de eneste steder i løbet hvor jeg synes det var liiiiige spændende nok.

 

 

Efter at været nået nogle hundrede højdemeter længere ned var det hele bare stadig virkelig flot. Husker dette stykke sådan nogenlunde til at holde sig løbende på. Brugte tiden på at få spist og drukket godt. Plejer egentlig at dele mine Bonk Breakers op i små bidder, men spiste her en hel og fik drukket en masse.

Undervejs havde både Klaus og jeg haft urene sat til opladning. Distancen og højdemeterne lå stort set ens, så det hele kørte bare.

Næste depot skulle ligge ved 97 km, men langsomt kom mit ur på 100, 101, 102, 103, 104 og til sidst 105 inden depotet var i syne. Fik mig også lige overbevist om at uret nok havde vist for lidt og at vi faktisk var ved depotet ved 108 km….. Men nej. Det var ved 97 km

Det super høflige pensionist depot og den største krise i løbet

Kan godt mærke jeg lige skal have bekræftet hvor hulen vi er henne. Og den ansvarlige i depotet slår det helt fast. 97 km. Forstår det simpelthen ikke da vores ure jo sagde næsten det samme, men der må helt sikkert være målt for mange km imens urene har været til opladning? (Resten af løbet passer afstanden – kommer i mål med cirka 7 km mere end hvad ruten er opgivet til).

Lige der, i depotet, er det sådan set ok ikke at være så langt fremme i løbet som jeg troede. Gennemsnitsalderen på depotet var nok tæt på de 70, men hold nu fast hvor var de hjælpsomme. Glemmer aldrig den søde, rare dame der bød os begge en hel anrettet platte med lidt brød, ost og pålæg plus lidt andet. Det var sgu næsten som at komme på restaurant. Hun kunne ikke engelsk men kiggede bare på én uden at sige et kvæk. Det var altså lidt spøjst.

Endnu engang tanket godt op skulle forcere næste stigning. Må sige at indtil nu havde jeg haft styr på hovedet. Men meldingen om at skulle løbe 8 km mere (eller reelt set at uret viste 8 km forkert) knækkede mig lidt. Jeg blev mut og sur. Kunne ikke slippe tanken omkring det. Det var vildt træls og for en kort stund blev det også sådan at jeg kom i tvivl om jeg kunne klare det. Det hele gik fra at have kørt som smurt til at blive hårdt og frustrerende. Tænker der gik en halv times tid inden jeg kunne begynde at slå det hen og da vi nærmede os toppen kan jeg huske at “tågen” lettede og de positive tanker fik plads igen.

Vi kaster os ud i endnu et nedløb. Et stejlt og ret teknisk nedløb til depot ved 108 km.

 

Nice, France – 6/16/18 : Ambiance base vie du boréon

Næsten nede kan vi høre en dansker “kalde” på os. Det er Thomas Skov der står og tager imod os. Filmer, hepper og snakker med os. En KÆMPE motivationsbooster og tror det betyder mere end han lige regner med. Det får tankerne lidt væk fra det vi er i gang med.

Herfra og til næste stop er der 16 lange km over en voldsom stigning og et sindssygt nedløb. Derfor tager vi os god tid i depotet. Jeg får endnu en gang varm mad. Skønt. Maven kører fortsat helt perfekt.

Har efter løbet talt op hvor meget jeg har spist (af energi produkter):

26 saltpiller fra GU,  3 bonk breakers, 5 GU gels, 11 GU water tabs.  Derudover 2 gange pasta og pølser. En del brød, vindruer og appelsiner.

 

 

“Drama-stigningen”

Vel tanket op får vi de sidste hep med på vejen fra Thomas og vi trasker stille og roligt et par km frem mod den næste udfordring. Godt og vel 1000 højdemeter på en stejl stigning op til Mont Archas i 2526 m højde. Efter jeg kom over krisen med km kikset var kræfterne vendt godt tilbage og på dette tidspunkt i bunden af stigningen var jeg ved rigtig godt mod. Selvom der stadig var mange timer igen fik jeg følelsen af at jeg nok skulle gennemføre.

Der har hele dagen været høj solskin, men nu kan vi se at skyer begynder at trække sammen oppe på bjerget. Er lidt i tvivl om det er der vi skal op. Ikke noget der bekymrer os synderligt. Det er varmt og vi er i bevægelse. Langsomt, men sikkert.

 

 

Vi kommer igen over trægrænsen og her begynder bjerget virkelig at vise tænder. Der er nogle ret tekniske stykker med der skal arbejdes lidt ud og ind imellem klippestykker. Det er ret stejlt og vi kan spotte de orange markering strække sig temmelig langt op. Til højre går det stejlt ned af bjergsiden og skyerne blæser ind over siden. Der er masser af fugt i luften og i det fjerne kan vi høre at det buldrer. Frygter lidt at der skulle trække torden ind over os. Det vil godt nok være et rigtig skidt tidspunkt. Temperaturen er osgå faldet en del og er lige ved at skulle have mere tøj på ude over den tank top jeg havde på, men tænker…”bare lige til toppen – så går det ned og der kommer varmen hurtigt i kroppen igen”.

Der begynder at komme lidt mellemrum mellem Klaus og jeg, men vi holder stadig sammen op til toppen. Vi snakker lidt med “bjergposten” som fortæller at der venter os et rigtig, rigtig stejlt nedløb off trail. Bare tag det roligt ned, så er det ikke så slemt….

 

 

Hold nu fast det var stejlt. Skimtede lidt bagud. Regnen var rigtig tæt på nu og vi kunne kun håbe det ville gå så lang tid som muligt inden det brød ud. Nedløbet var på lidt græs og jord. Hvis det var vådt ville det blive én lang skøjtebane!

Efter omkring 15 minutter på nedløbet kom regnen, men heldigvis kun lidt finregn i starten, så vi nåede stort set hele det rigtig stejle stykke i tørvejr. Fedt.

Ved ikke om det var en form for “besærker-blodrus”, men et eller gjorde at jeg gerne ville køre lidt mere på. Var blevet enige om at efter det stejle stykke, så kunne der gives lidt mere gas.

Tror måske det var en form for runners high, eller følelsen af at være klar over at jeg ville gennemføre. I hvert fald havde jeg pænt meget overskud her og en følelse af at ville give den gas.

Det var rigtig fedt ikke længere konstant skulle tænke på “økonomi” og holde igen. Men nu at kunne med det tempo jeg nu engang kunne.

Det lange stykke overstået

Det var relativt lette km, de næste 4-5 stykker. Foregik på en grusvej som steg let og endelig kom jeg frem til depot ved 124 km. Inde i hovedet havde jeg døbt dette sted: Når-du-når-hertil-så-er-du-sikker-på-at-gennemføre-depotet.  Der sad en anden løber i depotet som kunne engelsk. Vi snakkede lidt om det vilde bjerg før og især det hidsige nedløb.  Brugte ikke mange minutter i dette depot, der manglede cirka 20 km af løbet hvoraf en enkelt stigning skulle forceres efterfulgt af et længere nedløb til mål i Bjergbyen Saint-Martin-Vesuibie.

Efter depotet her er der et relativt kort nedløb, men trods alt så langt ned at mit ur viser omkring 1200 m oppe….Kan ikke helt tro på det….den sidste top vi skal op på, ligger i 2087 m højde. Jeg havde fuldstændig undervurderet den stigning. Flot!!!!

 

Stigningen starter nogenlunde roligt og der kan power walkes med ok tempo. Men jeg synes virkelig den er lang og drænende nu. Bliver ved med “tro” jeg snart må være på toppen, men højdemeter på uret lyver ikke. Der er temmelig langt endnu. Mørket falder på igen og pandelampen kommer på. Selvom det ikke er vanvittigt stejlt så skal der kæmpes nu og deroppe, i det fjerne, kan jeg nu spotte sådan et rundt, orange, telt som indikerer toppen. Bliver “bippet” og får anvist retningen ned. Herfra er der kun 10 km tilbage og kun 3 km til sidste depot. Hvilken eufori 🙂

Denmark won…

Tøffer roligt ned mod sidste depot af de snørklede stier…der gives dælme ikke ved dørene her. Der jeg går ind i depotet hvor der står 4 hjælpere spotter de dannebrogsflaget på mine shorts. Hey man, Denmark won in football 1-0 over Peru. Congrats…France also won. Ren feststemning. High five og videre ud på de sidste 7 km nedløb mod mål. Når lige at overbevise mig selv om at dette nedløb bliver ren motorvej på en jævn grussti. Glem det, Dannie Boy. Hvorfor hulen skulle det pludselig blive nemt. De tekniske stier fortsætter…og fortsætter. Og gudhjælpemig om ikke vi også lige skal have en lille stigning mere. Jo ikke ret lang, men bestemt ikke noget jeg havde ventet.

2 km tilbage. Jeg er nede i målbyen og de sidste km til mål varer cirka en evighed, men endelig kommer jeg ind på brostene i byen. Kl nærmer midnat og byen er total død. Normalt kan man sådan i det fjerne høre mål…men ikke her. Det er total stille, drejer til venstre og jogger de sidste 50 m ind under målportalen. En helt igennem fantastisk følelse. Bliver modtaget af 3 arrangører og får en lille snak. Tiden siger 30 timer og 55 minutter. Jeg er ovenud stolt og gennemtæret af en lykkefølelse.

 

JEG FREAKING GJORDE DET

 

Strava stats fra løbet findes her

Epikrise

Sejler ned mod omklædning og får udleveret mine dropbags, går i bad og får varmt tøj på. Sætter mig og spiser en ordentlig omgang mad igen. Kan slet ikke få ind i hovedet at det er overstået da Klaus pludselig kommer vandrene. Mega, mega fedt. Han er inde cirka 1 time efter mig.

Virkelig fedt at sidde der og slappe af og få snakket lidt om det hele. Vi er endnu engang så priviligerede og heldige at Thomas vil hjælpe os. Når Annemette var kommet i mål ville de gerne køre os tilbage til Nice i stedet for at vi skulle vente på en shuttlebus. Luksus.

Annemette kommer i mål ud på natten i en fornem andenplads for kvinderne. Til lykke med det.

Dette løb er til dato det hårdeste jeg har gennemført. Brugte 6 timer mere end i noget andet løb jeg har løbet. Sværhedsgraden, hele tiden, gjorde at man konstant var på. Der var ikke sådan helt sindssyge passager med scrambling.

Der var 342 deltagere på startlisten. 162 gennemførte. Jeg blev nummer 15 blandt herrerne.

Selve arrangementet omkring løbet er rigtig godt. Ruten super opmærket. Depoterne gode (også selv om der først var cola efter 30 km). Hjælperne i depoterne var fantastiske og på trods af ringe eller ikke eksisterende engelsk så blev det aldrig et problem.

Det har været en KÆPMPE oplevelse og bestemt et løb der kan anbefales – hvis man ønsker en ordentlig en over nakken 🙂

 

 

Vil endnu engang takke mine samarbejdspartnere:

2xu Danmark

The good karma company

Elitegear.dk

gaiasport

Altra Runnnig Denmark

Derudover varmer det ekstremt meget med alle de beskeder der er tikket ind undervejs og her efter løbet. Tusind mange tak til jer alle. Det varmer og motiverer mere end I tror.

Tak for rejsehygge til Michael Fich. Tak for følgeskab til Annemette og Klaus samt en kæmpe stor tak til Thomas for opmuntring og små opdateringer undervejs.

Den største tak ryger direkte til min kære familie som støtter, tænker, supporterer og bare er der, samt giver mig muligheden på ny.

 

Nu skal der rettes fokus mod nye eventyr 🙂 …..keep it wild

 

Ses på stierne

KH

Dannie

@dannietrail

 

 

 

 

 

 

,

Mit første ultraløb – Julsø Ultra 60k

Træningen op til ultraløbet

Mit første ultraløb skulle jo egentligt have været Nordkysten (Ultracup) i august 2017, men det satte en fiber i læggen en stopper for. I bakspejlet var det et rigtigt godt valg at undlade at forsøge at løbe Nordkysten, for det ville have været et set-back af dimensioner. I stedet kunne jeg nu glæde mig over, at jeg kun ca. 3 uger senere så småt var i gang med at træne mig op igen, og så var det jo på tide at finde nye mål.

Ultraløb var fortsat et mål, jeg drømte om. Så mens jeg holdt skadespause, besluttede jeg mig for at finde et ultraløb i foråret 2018, hvilket ville give mig ca. 8 mdr. til at træne. Jeg havde hørt om Julsø Ultra – også at det skulle være et af de hårde løb. Det lå perfekt i slutningen af april, så jeg kunne bruge det til at holde mig i gang henover vinteren. Som sagt, så gjort, og jeg meldte mig til 60k – nu var der kun én vej !!

Det var let nok at melde mig til. Nu skulle der så også lægges en plan, så jeg kunne blive helt klar til det krævende løb. For ikke nok med at det var 60km – der var også 1450 højdemeter (arrangørernes måling siger 1780 højdemeter), der skulle forceres, både op på den ene siden og ned på den anden, og når nedløb ikke hører til ens stærke sider, så frygtede jeg faktisk begge dele lige meget.

I forhold til planlægningen af min løbetræning, var jeg bevidst om, at jeg skulle være mere stringent i planlægning af progressionen i træningen. To fiberskader i løbet af kun et halvt år talte sit tydelige sprog: jeg havde enten ikke styr på træningsbelastningen, eller også var jeg ganske enkelt ikke god nok til at lytte efter min krops signaler, når der var ved at være en overbelastning under opsejling.

Derfor var det første, jeg gjorde, at lave en træningsplan – bagfra. Jeg tog udgangspunkt i, hvor mange timer, jeg forventede at ville løbe om ugen de sidste tre uger inden tapering op til ultraløbet, og med denne viden kunne jeg så regne baglæns til udgangspunktet for træningens start i september, og se om det virkede fornuftigt i forhold til, hvor jeg var på det tidspunkt.

Træning ved Vejrhøj primo marts

Træning ved Vejrhøj primo marts

Udgangspunktet i september blev således 4 timers løbetræning om ugen (ca. 30 km på trail) og med konservativ progression og restitutionsuge hver 4. uge, så ville det bringe mig på 9½ time om ugen (ca. 75-80 km) de sidste tre uger inden tapering. Hovedparten af træningen skulle foregå som trail enten på Det Hvide Spor i Bidstrupskovene eller på Vejrhøj for at få trænet så mange højdemeter som muligt.

Derudover lå alle km de første mange måneder i MAF tempo. Dette var nok mest fordi, jeg ikke er vild med intervaltræning og tempoløb. Men jeg vidste, at for at booste formen mod slutninge op til løbet, så skulle der intervaller til, og de blev lagt på de sidste 6 uger inden løbet.

Det er første gang, jeg har prøvet at planlægge så lagt et træningsforløb, men for mig gav det god mening at have en fast ramme at holde mig til, så jeg ikke lige pludselig kunne blive ”lokket” til lige at løbe 10 km ekstra en uge (og dermed øge min risiko for skade).

Styrketræning var et nyt aspekt, som kom ind i træningen. Indtil da havde jeg primært trænet lidt core og hofter, men nu blev jeg anbefalet, at det skulle være en regelmæssig del af træningen, så jeg fik en stærk krop at løbe på. Jeg valgte træning med kettlebells, hvor 4-5 forskellige øvelser var tilstrækkeligt til at gøre en forskel. Allerede den første måned kunne jeg m mærke en markant forskel i forhold til overskud, når jeg løb. Desværre gjorde min lænd lidt vrøvl (gammel defekt) mod slutningen af træningsperioden, så jeg blev nødt til at stoppe styrketræningen ca. 1½ måned før løbet og fokusere kun på løb.

Det var den mere fysiske del af træningen – og ikke den største af mine udfordringer, for det var mest et spørgsmål om at få snøret skoene og komme afsted. Hvis jeg overholdt træningsplanen, så skulle min krop nok kunne gennemføre Julsø Ultra.

Træning på Det Hvide Spor - 3 uger senere

Træning på Det Hvide Spor – 3 uger senere

Den anden – og langt mere udfordrende del – var den mentale forberedelse på løbet, hvor der var tre åbenlyse udfordringer:
– Den ene var at skulle løbe hele vejen helt alene. Ingen i min løbe-omgangskreds er lige så tåbelige som mig at synes, at det ultraløb kunne være en fed udfordring, så jeg kunne ikke umiddelbart forvente at have selskab undervejs på ultraløbet.
– Den anden var i det hele taget bare at løbe så langt. Under træning oplevede jeg ofte, at når jeg kom ud omkring 17-18 km på trail, så blev jeg lidt ”klynke-agtig” – det hele var hårdt og lidt en lidelse. Jeg kunne simpelthen ikke styre den negative spiral, mine tanker tit fandt ind i.
– Den tredje var min alder – eller rettere tvivlen, om det nu var en totalt tåbelig udfordring at udsætte min krop for, når jeg har passeret de 50 og kun har løbet i 3 år med to HM og et M på ”bogen”. Men lige præcis der fandt jeg også min motivation – kunne jeg forberede min krop godt nok til rent faktisk at kunne klare udfordringen?

Tilbage til den første udfordring med at skulle løbe alene. Det var i og for sig rimelig enkelt at træne, det ville bare kræve, at jeg også trænede alene det meste af tiden. Det kom lidt af sig selv, for når der skal trænes så meget trail, og mine løbevenner primært er til asfalt, så er der kun mit eget selskab på turene.

Jeg gjorde så heller ikke ret meget for at opsøge løbefællesskaber i starten – ikke før jeg i starten af februar mistede motivationen lidt til al den alene-træning. Her valgte jeg at opsøge jeg et løbefællesskab på Vejrhøj, hvor jeg sammen med nogle garvede trailløbere løb min første 30 km tur med 860 højdemeter. Det blev så også dagen, hvor jeg måtte erkende, at der var vildt langt til 60 km og næsten det dobbelte i højdemeter!!

Den dag gik det op for mig, at jeg måske alligevel var lidt udfordret på fysikken, og jeg begyndte at justere lidt på træningen og fik lagt nogle B2B-ture ind i programmet, som enten strakte sig over 2 eller 3 dage. Det gjorde en stor forskel, både fordi jeg blev udfordret på at løbe på en træt krop på den sidste dag, så det byggede mig op både fysisk og mentalt til at kunne håndtere at løbe på træt krop, indtil den sidste km om søndagen var tilbagelagt.

Den anden mentale udfordring – mit mindset, og den negative spiral, som mine tanker ofte faldt ind i, var en helt anden udfordring, og jeg vidste intet om, hvordan jeg kunne træne det. Ved en tilfældighed deltog jeg i en venindes kurser i Loven om Tiltrækning. Det var slet ikke relateret til mit løb, jeg var blot nysgerrig efter at opleve, hvad hun underviste i. Det viste sig at være en øjenåbner, for man lærte bl.a. teknikker til at styre sine tanker. Målet var at lære at fokusere på det, der virker / det positive – og undvige de negative tanker, når de meldte sig. Det virkede forholdsvist enkelt og ligetil, så det begyndte jeg at arbejde med på mine lange træningsture, når ”klynkeriet” var under opsejling. Jeg måtte dog også erkende, at det ikke er helt så enkelt at ændre gamle vaner.

En anden hjælpende hånd fik jeg fra min løbemakker Jørgen (ham der elsker at piske mig rundt til intervaltræning). Han havde flere gange korset sig over mit mindset … og en dag sagde han ordene:  Smerte er uundgåeligt, lidelse er valgfrit !!   DET blev mit mantra – både i de sidste par måneders træning og under Julsø Ultra, for det var jo rigtigt. Det er umuligt at undgå smerte, når man træner så meget eller løber så langt, men jeg kan selv vælge, om det skal påvirke mig negativt – altså om jeg tager det ind, eller jeg bare konstaterer, at ”nu gør det ondt” – og det må det gerne.

Så trods en mindre motivationskrise i februar måned, så fulgte jeg min 8-måneders træningsplan til punkt og prikke og havde fået hjælp til energistrategi, som var testet under træning, og til indhold af dropbag … så nu kunne Julsø Ultra 60k bare komme an – jeg følte mig klar!!

Indsamling til Kræftens Bekæmpelse

Under min træningskrise fandt jeg på at kombinere mit ultraløb med en indsamling til Kræftens Bekæmpelse. Mine venner, familie, kolleger og andre, som havde lyst, kunne ”spille” på de km, jeg ville komme til at løbe til ultraløbet.  Flere var meget opfindsomme, således at de første mange km gav et meget lille beløb, og når vi nåede til de sidste 10, så sponserede de et noget større beløb. Der var mange, som støttede op omkring dette initiativ, og det var med til at holde min motivation til at løbe de mange timers træning, og jeg er sikker på, at det til løbet ville motivere mig på de sidste km, hvor jeg sikkert ville være godt brugt.

Julsø Ultra april 2018

Så blev det lørdag den 28. april, og jeg troppede op i god tid i Silkeborg sammen med min veninde Ayoe, som var hepper og ville følge mig rundt og møde mig ved Himmelbjerget og de to sidste depoter. Vejret var fint – 10 grader, vindstille og umiddelbart ingen varsel om regn. Løbevesten var pakket og dropbag klar.

De allerførste km lover godt ...

De allerførste km lover godt …

Min plan var at starte langsomt ud – ikke hurtigere end tempo 6:30 – og gå op ad alle bakker, for jeg anede ikke, hvad der ventede mig til sidst i løbet, så jeg måtte hellere økonomisere lidt med kræfterne. Det gik også fint som planlagt. Turen startede med er dejligt langt fladt stykke, så man kunne få gang i benene, og jeg var ret god til at overholde min plan. En af de ting, jeg havde overvejet, var, om jeg kunne finde vej (når jeg nu kom til at løbe alene til sidst) – men hele ruten var tydeligt mærket op med små orange flag og gul minestrimmel, så der var ingen risiko for at blive væk.

Efter 3-4 km blev jeg indhentet af to kvinder, som løb sammen. De havde samme plan med at løbe stille og roligt og gå op ad bakkerne, så jeg blev inviteret til at følges med dem, hvilket jo var hyggeligt. Lidt senere blev vi indhentet af en lille gruppe mænd, og tempoet blev sat bare en snert i vejret. Jeg kunne hurtigt mærke, at det ville gå ud over min plan, så jeg lod mig falde lidt bagud og fandt ind i mit eget tempo igen.

2t22 - Himmelbjerget i sigte ...

2t22 – Himmelbjerget i sigte …

Det var et fantastisk område at løbe i – søer og bøgeskov, som var ved at springe ud og lækre spor. Ved 12k begyndte de seriøse stigninger … 4 i rap – Åsen, Store Knøs og Lille knøs, hvor jeg løb på en hylde på siden af bakken (bjerget) – og så sluttede vi af med Himmelbjerget, som jeg så langt nede fra efter 2t22 min. På toppen stod min Mor og Ayoe og tog imod mig. Her var knap 19k og de første 524 højdemeter tilbagelagt, og jeg var ved godt mod og benene var helt fine endnu.

Herefter startede nedstigningen mod Ry, hvor depotet var ved 28k. Denne del af turen var for det mest ligeud, men jeg kunne så småt mærke de første 21k og de hårde stigninger i benene. Her indhentede jeg de to kvinder, som jeg havde fulgtes lidt med i starten. Den ene af dem virkede til at have udfordringer, og jeg valgte ikke at slå følge med dem men holde mig til mit eget tempo. Ved depotet var der rigtig god stemning. Jeg havde mulighed for supplere mine gels fra min dropbag og Ayoe fyldte mine flasker med energidrik. Jeg valgte ikke at skift tøj, for det jeg havde på fungerede fint nok temperaturmæssigt.

Fed fed fed natur :-)

Fed fed fed natur 🙂

Så startede jeg ud på sidste halvdel af løbet. De 30k blev rundet efter 4t12. På dette tidspunkt begyndte jeg at dele turen op i 5k intervaller – mere overkommelige bidder, og det fungerede rigtigt fint. Jeg vekslede mellem gang og langsomt løb og min manglende teknik på nedløb begyndte at straffe mig – det gik næsten lige så langsomt nedad som opad. Ved 35k var jeg kommet forbi Laven og kunne kigge over på Himmelbjerget på den anden side af Julsø – en helt surrealistisk oplevelse, at der havde jeg været kort forinden, og at jeg var løbet hele vejen herover.

Turen fortsatte nu i fruentimmertempo henover nogle seriøse bakketoppe, og skoven var helt fantastisk at løbe i. Det begyndte at småregne, men inde i skoven dryppede det kun lidt, så jeg valgte ikke at tage regnjakke på. Da jeg kom ud af skoven og var på vej mod det sidste depot ved ca. 46k, så tog regnen til, og jeg fandt regnjakken frem – godt valg!  Ved sidste depot stod Ayoe klar igen til at fylde mine flasker, og jeg fyldte på med lidt cola og SNØFLER … fantastisk spise på dette tidspunkt af løbet. Her sad flere tilskuere under paraplyer og heppede på os – der var i det hele taget en helt fantastisk stemning og opbakning hele vejen rundt på ruten.

En af de mange bakketoppe ...

En af de mange bakketoppe …

Jeg fik at vide, at nu var der kun 13k tilbage til

mål … hvad jeg ikke vidste var HVILKE 13k, der ventede mig. Det var bakketop på bakketop på bakketop … 14 i alt … sluttende af med turen op til Dronningestolen to gange i rap – ikke mindre end 440 højdemeter på 13k !!  Mine knæ var ømme, så jeg gik ned ad nedløbene og mine ben var så trætte, at jeg gik også op ad stigningerne (det havde jeg så til fælles med de fleste andre løbere, som overhalede mig). Selv de sidste 2k hen til målet var svære at løbe, men henover målstregen SKULLE jeg løbe !!  🙂

... og straks efter fulgte en ny ...

… og straks efter fulgte en ny …

Jeg var i mål – 9t 11min efter start – og mit første ultraløb var veloverstået. Benene var godt medtagne og min første reaktion var ”aldrig mere” … men det er nok alligevel en sandhed med modifikationer.

Den fysiske udfordring var til stede. Jeg kan ikke helt se, hvordan jeg kan træne bedre for at være mere fysisk velforberedt til et sådan løb, men det må jeg prøve at finde ud af.

Den mentale udfordring – der var jeg vildt positivt overrasket over, at jeg ikke på noget tidspunkt havde haft udfordringer med hverken at løbe så meget alene eller problemer med mit mindset. Et par enkelte gange havde jeg tænkt ”nå ja … det SKAL jo for pokker gøre ondt” – men jeg havde ikke lidt og jeg havde heller ikke på noget tidspunkt haft tanken, at nu var det nok.

Er stolt over min meget fine præmie :-)

Er stolt over min meget fine præmie 🙂

Så alt i alt en fantastisk oplevelse – både fysisk og mentalt – i et fantastisk flot naturområde … og jeg er voldsomt stolt af min fine Julsø Ultra 2018 kop!

Gamle koner kan også gennemføre ultraløb 🙂

Og hvad angår indsamlingen til Kræftens Bekæmpelse, så fik jeg løbet 7.657 kr. ind i alt.

 

 

Julsoe Over målstregen

Over målstregen

, ,

Montsec Ultra Trail (MUT)

Når én dør lukkes åbnes der som regel en ny…

I november 2017 blev det klart at jeg ville deltage i løbet Transgrancanaria for trejde gang. Vi var efterhånden en hel flok af danskere der skulle afsted sammen og da vi nåede uge 6 i 2018, 2 uger før selve løbet, havde jeg haft min sidste hårde træningsuge. Der var en rigtig god fornemmelse i kroppen og nu så jeg frem til en uges skiferie med familien og et hold venner. Der skulle kun løbes nogle lette ture i den uge.

Efter første hele dag på ski hoppede jeg friskt i løbeskoene og joggede stille og roligt nedad bjerget for at komme ned til søen (Zell Am See). Vi boede cirka 2 km oppe i terrænet.

Bang – så skete det. Ud af den blå luft mærkede jeg et skarpt smæk i min venstre læg. Absolut ingen tvivl om at jeg havde fået en skade. Fuck, fuck, fuck…..måtte humpe/gå hjem igen. Var på det tidspunkt helt sikker på at jeg ikke kom med til TGC. Der var under 14 dage til start.

Dog gik det super hurtigt med at skaden fortog sig. Jeg fik gået nogle 2 timers ture i bjergene om morgenen og kunne faktisk ikke mærke den længere. Besluttede mig for, at når vi kom hjem, skulle det testes igennem søndag før løbet. Som sagt, så gjort….Skaden sprang op igen hvilket gjorde beslutningen klar som glas. Ingen Transgrancanaria til mig!

Itra, DUV, UTMB kalender støvsugning

Dagen efter skulle der slikkes sår og en ret god måde for mig var at se på mulige andre løb når skaden formodentlig var helet op igen.

Ret hurtigt faldt jeg over, et for mig indtil da ukendt, løb. Montsec Ultra Trail (MUT). Billedere fra ruten så mildest talt fantastiske ud så hurtigt i gang med at se på logistik omkring løbet. Det var tåleligt. Nærmest lufthavn Barcelona og derefter cirka 2 timer i bil, ind i landet. Det var ok. Eneste lille minus var at løbet først var d 20/4 hvilket jeg synes var ekstremt sent at skulle starte sæsonen…men på den anden side var der også mere tid til at blive 100 procent klar igen.

mont8

 

Lidt om løbet

MUT afholdes i 2018 for 6. gang. Start og mål ligger på en campingplads i den lille by Ager.

Der er 3 distancer:

110 km med 7000 højdemeter +/-

50 km med 3200 højdemeter +/-

21 km med 1200 højdemeter +/-

Ruten er efter arrangørernes udsagn særdeles teknisk og med en gennemførelsesprocent på under 50 har de formentlig ret 🙂

Laveste punkt 500 m – højeste 1670 m.

…som I kan se ville der både være vand og æbler på ruten samt brus til sidst 😉

 

profil-montsec

Baseret på deltagerantal var dette løb et “lille” lokalt løb. Under 100 på den lange og lidt flere på de andre distancer.

 

Høj på oplevelser allerede inden start!!

Veludhvilet fredag morgen beslutter jeg mig for at køre lidt rundt i bilen i området. Holder ind et par steder og kigger på naturen inden jeg bliver enig med mig selv om lige at køre forbi den campingplads hvor start/mål er….nok den bedste beslutning jeg længe har taget.

Henne på pladsen støder jeg tilfældigt på løbsarrangøren, Dani Delgado, som pludselig kalder på mig. Vi hilser på hinanden og allerede her kan jeg mærke hans iver omkring løbet og hele arrangementet. Han viser mig rundt på pladsen og på et kort prøver han at tegne ruten vi skal løbe, op.

Lige da jeg skal til at gå spørger han mig om jeg har lidt tid, fordi så vil han godt køre mig op på toppen af bjerget bagved campingpladsen hvor lidt et “knudepunkt” på løbet ligger. Det er jo helt vildt. Tænk sig at få en lokal til at fremvise området. Jeg er total benovet da vi jeepen dribler op af bjerget. Han fortæller mig om stedets unikke klima, om bjergene, om at stedet er et af Europas bedste paraglide spots og om at der er mange ørne oppe på toppen. Han kommer også med små fifs omkring ruten og hvordan vejret og temperaturen hurtigt kan veksle pga den specielle vind i området.

mont9mont11

Jeg får set det hele og er allerede på en time helt ør i hovedet af indtryk og oplevelser. Det var virkelig STORT.

mont13

mont14

Efter oplevelsen vender jeg tilbage til hotellet for at få sovet lidt inden jeg skulle køre hen til start.

 

Klargøring til start

Ankommer til campingpladsen kl 18.30 og får hentet mit startnummer. Altid lidt frem og tilbage omkring tøjvalg. Vejrudsigten så rigtig fin ud med ned til 4-5 grader om natten og omkring 25 grader og ren solskin om dagen. Tog tights, shorts, t shirt, løse ærmer og en vest på. I dropbag en tank top.

I modsætning til de sidste 2 år havde jeg lidt et nyt setup af udstyr der først til dette løb sådan rigtig skulle testes igennem. Nyt tøj, ny rygsæk og ny pandelampe.

Mit grej til løbet:

2XU: GHST – shorts, tank top og t shirt. MCS tights. Calf sleeves og løse ærmer.

Altra: Lone Peak 3.5 og 3.0

Ultraspire: Alpha 3.0 rygsæk og visor

Gloworm: Alpha pandelampe

Black diamond: Carbon distance z stave

Injinji: Trail socks

GU saltpiller og gels samt Bonk Breaker bars.

Compressport: Vest og pandebånd

Ultimate direction: Regnjakke

Garmin Fenix 5

 

Briefing foregik kl 20. Fattede ikke meget men på en stor tavle var ruten tegnet op og enkelte punkter blev talt igennem. Det var mest de steder det var teknisk svært. Der var også noget omkring en ændring ude ved godt 80 km. Tænkte jeg ikke lige så meget over her….men det burde jeg nok!!!!

mont1

Nå – det allersidste toiletbesøg var overstået, al grejet var klart og det var jeg også. Gik de små 10 minutter fra campingpladsen og ned, midt i Byen hvor løbet skulle sættes i gang i det gamle “slot”, Castell d’Ager.

Start til først depot (19.5 km)

Mega fedt startsted. Vi stod pakket sammen midt inde i slottet. DJ spillede musik og samtlige 61 deltagere blev introduceret på en storskærm. Kl 22 blev løbet sat i gang og vi joggede langsomt rundt i gangene på slottet som var dekorerede med små fyrfadslys. Super stemning overalt.

mont2mont3

Jeg både glædede mig til natten, men var samtidig også helt klar over at det ville blive nogle rigtig hårde timer i starten af løbet. Indenfor de første 33 km af løbet ville det praktisk talt kun gå op og ned – op og ned igen. Samtidig huskede jeg også mig selv på at Dani havde fortalt at de to første stigninger ville være de sværeste i løbet.

Første pkt på dagsordene var en stigning på i alt 1000 hm og de første 6 km fra start var “hyggelige”, lidt lettere stier…Men så tog løjerne også fat og det blev stejlt. Vi var omkring 10 stykker der gik sammen her. Stille og roligt. Lagde mærke til at der var MANGE markeringsstrimler. Måske kun 50 meter imellem dem.  Pludselig ændrede den lidt kringlede sti sig – eller den forsvandt nærmest. Vi stoppede lidt op og kiggede op. Store klippefremspring og ikke nogen særlig tydelig sti….og hov – hvor hulen var markeringen nu henne? Vi blev delt lidt op her i vores søgen – nogen forsatte længere op og jeg fulgtes med nogen hvor vi ligesom gik på tværs og andre igen vendte om og gik ned. Efter lidt søgen kunne vi et stykke oppe høre nogen råbe. De havde spottet en strimmel og vi måtte begynde at klatre opad.  Desværre forstsætter den lidt uheldige markering resten af vejen op til toppen. Ikke noget kritisk, men bare noget der skete en del gange her. Løb lidt forkert, stoppe op og spejde efter andre deltagere og markering. Men heldigvis blev det meget mere tydeligt på toppen af bjerget.

I gang med et ret stejlt nedløb. Det gik langsomt idet sporet var yderst smalt. Små buske trak ind over stierne og vi kunne ikke rigtig se underlaget. Så fuld koncentration hele vejen ned. Mindes ikke at der decideret var nogle steder hvor der kunne løbes frihjul og slappes lidt af i hovedet. Synes virkelig man skulle være på. Adrenalin pumpede på højtryk hvilket jo egentlig er ganske fornuftigt for at holde sig vågen her om natten.

mont4

Har du slået GPS appen til??

I første depot bliver jeg stoppet af de frivillige da de ser mit startnummer. De spørger om jeg har starter appen NOW RUN som alle skulle have kørende på telefonen. Ja da svarede jeg, men vidste at min tlf havde voldsomt ringe signal hvilket jeg prøvede at forklare. Det er så her jeg gerne vil undskylde til arrangørerne og ikke mindst Jer derhjemme som prøvede at følge med…..Jo – ganske rigtig. App var sat rigtig op og startet…..MEN…den virker jo ikke sådan helt efter hensigten når klovnen her har glemt at aktivere telefonens GPS. UNDSKYLD. Det var dog først allersidst på natten/først på morgenen jeg fandt ud af det og fik gps slået til. Sorry!

Jeg fik tanket op og driblede videre. Dani Delgado stod og her i depotet og fortalte mig….Now you go up!!! Kunne ikke siges mere præcist. Hold nu kæft mand. Føj for en giftig stigning. Fik strammet mine sko gevaldigt op idet jeg følte mine fødder kunne glide lidt frem og tilbage i dem. Fra omkring 20 – 25/26 km skulle vi forcere 1200/1300 højdemeter. Stigningen var stejl fra start til slut og foregik udelukkende på små smalle stier. Sten i alle afskygninger og mod toppen mindede det lidt om sidste bjergtop. Større klippefremspring og til sidst en “åben” top vi skulle krydse. Vi skulle i gang med nedløbet. Dette startede meget stejlt og teknisk ud, men efter lidt tid kom der for en gang skyld nogle lidt mere løbbare skovveje. Eller det vil sige – løb du bare, men så falder du…i sneen og de isglatte veje. Der havde faldet en del sne i området ugen op til løbet. Det meste var smeltet igen, men her lå der altså noget. Som til dels var smeltet men i den grad også frosset til igen, så det var vildt glat. Så altså heller ikke noget friløb her.

Første store delmål

Efter mange og lange strabadser ankommer jeg til andet depot i bunden af bjerget. Indtil nu har løbet været virkelig mentalt hårdt. Først pga de lidt kiksede markeringer ved toppen af første bjerg og dernæst fordi at man hele tiden skulle være maks koncentreret omkring underlaget og sidst men ikke mindst det top hårde og tekniske terræn.

mont7

mont6

Havde set rigtig meget frem til dette punkt i løbet. De fleste af de mørke timer var overstået og de næste cirka 15 km ville være uden lange op og nedstigninger. Bevares – det gik op og ned, men slet ikke i samme grad før. I det hele taget havde terrænet ændret sig her. Vi var ikke højt oppe på dette stykke og underlaget var flere steder ret fugtigt. 4 gange skulle vi krydse små floder. Kunne se at arrangørerne havde været ude og ligge små sten i vandet vi kunne træde på for at komme over uden at stå i vand til knæene. Tak for det 🙂

Samtidig var solen stået op og det gør bare et eller andet ved hovedet hver gang. Mange timer er overstået og terrænet samt markeringerne bliver lidt lettere at læse. Jeg har det super godt her og selvfølgelig glad for at nattens hængen lidt med hovedet er overstået. Ikke at der har været kæmpe kriser, men blot at natten virkelig havde været hård og især hovedet var drænet. Kommer dog uden store problemer gennem trejde depot. Ved hvert depot står de og skriver vores nummer ned i rækkefølge. Stopper lige op her og ser at jeg ligger omkring nummer 20. Ikke et det har den store betydning, men sjovt nok lige at se idet jeg i lang tid havde løbet alene.

Trejde lange stigning og “hoveddepot”

mont23

De første 5-7 km her er ret lette og man begynder at mærke solens magt. Stopper op ved løbets eneste ubemandede depot. Smider min vest i rygsækken for jeg begynder at have det varmt og får lige tjekket om jeg egentlig har startet den der app vi skulle have kørende. Inderst inde var jeg nu godt klar over hvad der var galt. Sidst på natten kom jeg i tanke at jeg havde glemt at slå gps til – det blev gjort her og stigningen op til ST Alis gik i gang. Små 1000 meter op og denne stigning passede super godt til mig. Den var relativ stejl og sådan semi teknisk. Ikke voldsomt og der kunne holdes nogenlunde jævn og kontrolleret fart opad.

 

Der var en masse positiv energi her. Benene kørte super godt. Det var blevet lyst. Solen skinnede og indenfor halvanden time ville jeg ramme hoveddepot og dermed være et godt stykke over halvvejs. YES.

mont22

Jeg kommer op af det stejleste stykke og ved at jeg har nogle kilometer hvor det stadig går op, men slet ikke nær så stejlt. Udsigten her er virkelig fantastisk. Ude i det fjerne kunne jeg se det store planetarie på toppen.  Ørne og paraglidere kunne der ses en masse af. Mega fedt. Terrænet er rimelig løbbart.

Hoveddepotet – 63 km

mont21

Havde set rigtig meget frem til dette depot…Af flere årsager. Mulighed for tøjskifte – være over halvvejs. Lidt mad…men aller vigtigst. Få skiftet sko. Havde lavet en kæmpe rookie mistake. Har løbet i Altra Lone Peak 3.0 de sidste 2 år, men havde her inden løbet brugt de nye 3.5….Problemet for mig med den nye model var, at jeg på en eller anden måde lå lige præcis imellem 2 “halve” størrelser. Derfor havde jeg valgt et halvt nummer større end jeg plejede.

Allerede på første nedløb fik jeg problemer. Min højre storetå gled konstant frem og bankede imod spidsen. Og det tog bare til. Kæft en klovn, Dannie – næste gang, stol 100 procent på din mavefornemmelse.

Så igen…det var VIRKELIG en fornøjelse at komme til det depot. Tog mig rigtig god tid her. Fik en top på og skiftet sko. Fyldt op og fik også snakket lidt med folk i depotet. Fik en halv red bull af en anden deltager hvilket gjorde godt. Én fra depotet kom også hen og snakkede lidt omkring de klassiske man hører til bjergløb når det går op for nogen man er fra flade Danmark 🙂 Plus, da jeg var på vej ud af depotet kom der lige endnu en hjælper og spurgte om ikke jeg skulle have solcreme på. Lige netop den kommentar var meget symptomatisk for hjælperne. Nok noget af det mest ægte og hjælpsomme jeg har oplevet.

 

Flyvende nedløb

Efter skoskiftet følte jeg mig på toppen (hvilket jeg jo i realiteten også var) og kunne give los nedad. Fantastisk ikke at skulle holde igen hele tiden og ingen smerter mere.  Mindes at de cirka 10 km frem til næste depot gik relativ hurtigt. Nedløbet var i hvert fald sammenlignet med de to første, lange, noget mere løbbart. Varmen var taget væsentlig til og det var omkring middagstid.  Jeg begyndte at spejde lidt efter vandløb som jeg kunne skylle hovedet i. Netop varmen kan blive en væsentlig faktor på sådan et tidspunkt i løbet. Jeg har det med at miste lidt appetit og blive lidt kvalm ved det hele. Bliver ofte fristet til at drikke rigtig meget men ved samtidig af erfaring at det næsten kun gør det værre, at det bare ligger og skvulper rundt i maven. Så drik lidt og evt suppler med ekstra saltpiller plus sørg for at blive kølet ned når muligheden dukker op.

Efter cirka 74 km, ved Alsamora depotet kom endnu et hidsigt og noget mere teknisk nedløb. De mange timer i benene gjorde at der virkelig skulle holdes fokus på stierne igen og langt om længe kom jeg frem til depotet ved indgangen til det famøse område, Congost de Mont-rebei…

mont20

Det mest fantastiske stykke natur jeg nogensinde har oplevet!

I depotet fortæller de at de næste 3 km må der ikke løbes da det er et meget turistpræget område og især på gangbroerne er det forbudt.

Jeg har det rigtig fint med at skulle gå det næste stykke. Jeg er pænt ristet her og beslutter mig for at lege turist for ligesom at få tankerne væk fra at jeg er midt i et race. Og jeg får fuld valuta for skillingen. Vi bevæger os midt oppe på en klippe, på en sti der er hugget ind i klippevæggen. Den er nok max et par meter bred hvor der til højre går lodret ned – ned til den mest smukke blå/grønne flod.

Inderst på klippevæggen er der en wire vi kan holde fast i, men alle deltagere holder til højre så “de rigtige” turister kan gå i sikkerhed. Det er så blæst smukt. Jeg er helt solgt her og må seriøst stoppe op nogle gange blot for at suge det til mig. Fuldstændig vildt.

mont15

mut2

Efter et par km kommer vi hen til en lang hængebro der får os over på den anden side af floden og ind i Spanien, hvor vi indtil nu har været i Catalonien. Lige inden skulle marathonløberne dreje fra og begynde at løbe tilbage mod mål. (De 2 første bjerge var heller ikke på marathon ruten).

Broen gyngede en hel del og jeg forstår her temmelig klart hvorfor der ikke må løbes. På den anden side skal vi meget stejlt opad et stykke vej og jeg kan se at vi her bevæger os væk fra nogle helt vanvittige trapper jeg havde håbet at skulle forcere…..Samtidig havde arrangørerne meldt ud at der på dette stykke ville være en ændring af ruten. Jeg havde blot forstået at det var et lille stykke, men finder ret hurtigt ud af, at det er en lidt længere omvej på cirka 4 km vi skal ud på. Det er ok, jeg har bestemt ikke travlt her.

Fatamorgana???!!!

Heldigvis finder jeg ret hurtigt ud af, at jeg nok skal komme til at opleve trapperne alligevel. For efter depotet ved Montfalco drejer vi snuden tilbage mod trapperne og skal faktisk samme vej tilbage over hængebroen igen. De hersens trapper er vanvittige. De er monteret på to stykker aldeles stejle klippevægge. De er smalle og føles steder som om de gynger lidt. Er pænt godt tilfreds med at jeg ikke har højdeskræk. Vil dog sige at hvis man på dette stykke er total i racemode og bare ønsker at tonse derudaf….Så bliver ens tålmodighed i den grad testet. Der er rigtig mange folk og vi skal stå en del i kø. Det er dog 100 procent det hele værd.

mut1

Efter et stykke tid krydser jeg hængebroen tilbage til Catalonien og jeg glæder mig nu igen lidt til at komme væk fra turisterne. Kommer hen hvor jeg skal følge ruten for marathon folket tilbage til mål. Det er lidt en skræmmende fornemmelse. Fra nu vil der være mere eller mindre 1600 uafbrudte højdemeter til toppen. Det var møg varmt og det gik langsomt. Dog kunne jeg se at jeg nogle gange overhalede enkelte ret pressede marathonløbere. Det gav lidt et boost, men jeg kogte. Totalt og jeg ville rigtig meget gerne snart være fremme ved næste depot. Det skulle ligge ved 92.7 km. Og lige på dette tidspunkt blev jeg ret punktlig. Havde så lige svedt ud at jeg jo havde løbet længere pga ændringen af ruten og km tallet derfor ikke stemte. 2 gange indenfor 15 minutter oplever jeg det jeg tror er et fatamorgana…Jeg er 100 procent sikker på et jeg hører stemmer og at jeg kan se sådan en pavillion hvor der står folk. Men må skuffet konstatere at det blot er en klippe og ikke et depot???!!! Flot, ikk.

Da uret viser 99 km når jeg endelig frem til næstsidste depot. hvilket lettelse.

Lidt om energiindtag

Generelt går jeg frem efter så lidt indtag som overhovedet mulig og så at spise meget af det, der er i depoterne. Min erfaring er, at hvis jeg kører frem efter at indtage meget gel, barer og energidrik, så går maven i stykker. Normalt har jeg det godt med at spise Bonk Breaker bars. Tager som regel bare en lille bid i ny og næ. Så ingen gels de første omkring 10 timer. I depoterne plejer jeg kaste mig over brød, kiks, pålæg og ost. Og så Cola 🙂 Efter de cirka 10 timer synes jeg GU gels har en super effekt og jeg føler at når jeg taget en, så mærker jeg ret hurtigt sukker boostet – uden at maven brokker sig. Derudover tager jeg fast 1 saltpille i timen. I mine dunke har jeg i den ene rent vand og i den anden drinks tabs fra GU. Det fungerer bare. Til dette løb har jeg spist 2 barer og indtaget 4 gels. Taget 19 saltpiller og brugt 8 drink tabs. Derudover en del lokalt knastørt franskbrød med et eller andet salt agtig pesto. Og fed ost.

Det næste stykke er vildt stejlt og du skal klatre!

Det var virkelig en befrielse at nå til depotet. Jeg var lidt presset. Generelt var de frivillige fantastiske. Der var smil på alle steder og de var virkelig gode til lige at se folk i øjnene. der var også en følelse af at de kunne vejlede ret præcist omkring ruten. Det er altså bare fedt.

På dette depot bliver jeg bogstavelig talt spurgt om jeg vil have en spand kold vand i hovedet. JAAA TAAAK. Det var lige hvad jeg havde brug for. Hovedet ind over en spand og så kom der ellers en mand med en kæmpe dunk vand som blev pøst ud over hovedet. Klasse.

Bagefter fylder jeg op med diverse og får de obligatoriske par kopper cola. Der kommer endnu en hjælper hen. Han fortæller mig at jeg kommer ind på et særdeles vanskelig, men også relativt kort stykke. 400 højdemeter på et meget kort stykke. Og der vil skulle klatres nogle steder også. Hmm. Spændende, men dog på et tidspunkt i løbet hvor det kunne overskues.

Giver mig selv en mental lussing og daffer afsted. Den første km er stejl, men den næste….. Den er vild, som i RIGTIG vild. Har ikke prøvet noget så stejlt før. Jeg tæller. 3 skridt, pause, 3 skridt, pause. Og jeg haler faktisk med den strategi ind på folk. (Altså marathon løberne – det er længe siden jeg har set nogen ultra folk).

Og så kommer klatresektionerne. Der er 4 steder hvor vi skal bruge noget reb for at komme op. Ved første sted sidder der to deltagere og venter. Jeg gestikulerer at jeg venter og de skal klatre op. De ryster på hovedet og slår ud med armene. Fedest – de vil gerne se en anden prøve inden de selv tager afsted. Det er mega svært, men samtidig også lidt fedt.

Langt, langt, langt om længe har jeg overstået stykket. Shit en omgang. Efter lidt Strava nørderi kan jeg se at på under 1 km har jeg bevæget mig 335 meter op og med en imponerende pace på 30:55 min/km 🙂 🙂

Men hvor er det bare SÅ fedt at nu dertil i racet. Jo, jo. der skulle stadig løbes lidt op inden sidste depot. Men det var på en bred grusvej og heroppe var vinden dejligt kølende, så jeg var total høj. Samtidig begyndte den der skønne følelse af at være sikker på at gennemføre at indtræde.

10 km nedløb og du er i mål 🙂

Snakkede lidt med folk i depotet igen. Det var det samme depot hvor dropbaggen lå. De gav mig lige lidt en pep talk. Jeg fik at vide jeg lå nummer 6 og jeg bare lige skulle op på en lille bakke hvorefter der ville være 10 nogenlunde lette nedløbs kilometer til mål. Yes og med ben der stadigvæk kunne løbe lidt, så kunne målgangen næsten fornemmes.

Men uanset hvad, så gør det altså bare nas at løbe ned. Nedløbet var lidt blandet. Startede let på lidt asfalt efterfulgt af skovvej. Kunne se en deltager lidt længere fremme. Kom relativ hurtigt hen til ham….Blåt startnummer….en på ultra distancen 🙂 motiverede mig til at knokle på da jeg kom op til ham. Smilte lidt indforstået til hinanden med den der respekt for at være nået hertil og at vi snart var i mål. Han viste jeg bare skulle fortsætte og at han var “kaput”.

Kort efter drejede vi væk fra vejen og ind på små stejle, tekniske stier igen. Det var mit hoved ikke helt indstillet på men heldigvis kunne jeg følges med et par sjove gutter der simpelthen havde en fest. Snakkede, grinede og småjublede. Dejligt med lidt følgeskab her. De sidste km føles altid laaaaaange.

Da der manglede 3 km stoppede de tekniske spor og jeg kunne nu se ned til campingpladsen.  Jeg kunne holde mig løbende hele vejen ned til byen. Det var kæmpe, kæmpe stort at dreje rundt om hjørnet og lunte de sidste 20 meter ind over målstregen til en high-five og en kæmpe bjørnekrammer af Dani.

mont18mont16

 

Efter løbet

Der er så mange fede ting omkring dette løb. Den hjertevarme stemning blandt arrangørerne og de frivillige. En imponerende smuk rute. Voldsom teknisk terræn på nogle steder, men samtidig skruet sådan sammen at man (jeg) kun lige når at tænke, det her magter jeg ikke for så igen at løsne op og blive mere tilgængeligt. Jeg er ovenud tilfreds med mit grej som bare spillede. Det er også nok det løb hvor min mave har fungeret allerbedst.

mont17

Så ligenu begynder jeg så småt at se frem med årets næste store udfording. Ultra Trail Cote ´d Azur Mercantour d 15/6. 145 km med 10.000+ / 9.000-. Jeg har SÅ meget en revanche tilgode der 🙂

 

Til sidst vil jeg gerne takke min familie som igen har støttet utrolig meget op og været der for mig. Derudover også tak til mine samarbejdspartnere:

2xu Denmark

Altra Running Denmark

Elitegear.dk

Gaiasport

The good karma company

Alle Jer derude som har fulgt lidt med og tusind tak for alle kommentarer her, der og alle vegne. Det betyder en verden til forskel.

 

Andre links:

Film fra 2017 udgaven

Strava data

Løbets facebookside

Min instagram omkring stort og småt 🙂

Ses i sporet

 

/Dannie

Instagram: @dannietrail

 

 

 

 

,

Mit første Påskeløb (o-løb) … en oplevelse udover det sædvanlige :-)

Påsken 2019 nærmer sig … og her kommer jeg til at tænke tilbage på mit første Påskeløb (orienteringsløb) sidste år, hvor jeg på samme tid som nu kun havde løbet o-løb i 3 måneder. Her er min løbsberetning fra den begivenhed:

Oriepostnteringsløb er en lidt overset sportsgren. Ikke desto mindre er det både sjovt, socialt og en god udfordring, hvis man er til naturoplevelser og til at bevæge sig i naturen. Samtidig er o-løb for alle aldre og alle niveauer – både orienteringsmæssigt og løbsmæssigt (man kan nemlig godt gå, hvis man vil). Jeg startede i Holbæk Orienteringsklub lige efter nytår 2017, hvor jeg kun kunne gå banerne pga. hvile efter operation i december. Startede hårdt ud med mellemsvære baner (der findes også begynder- og nemme baner), hvor en hjælper (“skygge”) fulgte mig rundt og hjalp mig de første par gange, og jeg fik blod på tanden og deltog i nogle vinterløb på gule baner. HOK er en meget social klub, og en af traditionerne er at deltage i det årlige Påskeløb, hvor ca. 17-1800 o-løbere fra DK og udlandet mødes til en stor o-løbstræf. Dette år foregik det i Thy Nationalpark og nedenfor får I min beretning fra dette løb – og turen generelt – skrevet umiddelbart efter Påsken 2017.

***

Sidder her på 2. dagen efter påskeløbet i Thy Nationalpark og kroppen er så småt ved at komme sig oven på tre dages o-løb i nationalparkens vilde natur. Er mæt af indtryk og oplevelser efter tre fantastiske dage med HOKs engagerede o-løbere.

Onsdag stod jeg ved kantstenen med pakkenellikerne – fuld af forventninger og sommerfugle i maven, for Bjark havde meldt mig til sort bane, som så skulle være min debut. ”Tøse-bilen” (den havde også et andet lidet flatterende navn, som ikke skal nævnes her) anført af Sanne var lettere forsinket, så det var med en lidt stram tidsplan, at vi kørte mod færgen i Odden … og skiltene på vej derop var da også kun vedledende 🙂

Færgeturen gik fint, vi fandt ned til bilen og sad og ventede … flere lettere hånende bemærkninger faldt, da en chauffør ikke fik flyttet sin bil, så vi kunne komme ud. Nu blev Sanne vinket frem og panikken bredte sig, da bilen absolut ikke var indstillet på at ville starte. Nu var der så til gengæld HELT stille på bagsædet !! Færgen var fyldt til bristepunktet og vi spærrede alt. Kombardo-manden skubbede på, så Sanne kunne starte i 2. gear … det lykkedes heller ikke, og han havde en smule svært ved at skjule sin frustration, da Sanne fik drejet ned mod nederste dæk i stedet for ud mod afkørselsrampen. Nu måtte ”damerne” forlade bilen (som han så venligt sagde), og så skubbede vi ham ned ad næste rampe …. Jubiiii … bilen startede, og vi kastede os ind, inden den fik andre idéer. Kursen blev sat mod Agger – og for god ordens skyld skal det nævnes, at på den jyske side er skiltene et udtryk for max. Hastighed – i hvert fald på en torsdag aften i nordvestgående retning.

17966744_1537176979627022_226734292605627475_oTorsdag morgen – hjemmebagte boller i Anette, Bjark og Martins sommerhus. Tøserne fra tøse-bilen blev fordelt i de øvrige biler, så vi var sikre på både at komme derop og hjem. Første etape lå i Tved Plantage. Jeg anede ikke, hvordan et sådant løb foregik, så vi var flere ude ved starten i god tid, hvor Bent tegnede og fortalte, og vi fik udleveret vores brik. Tilbage til stævnepladsen … jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt presset. Maven slog knuder og pulsen kørte omkring de 100, selvom jeg stod helt stille. Men jeg blev lovet, at jeg ville blive fundet, hvis jeg blev helt væk … så jeg luntede ud til startområdet for at være klar.

Starten gik kl. 13.33. Kl. 13.32.40 gik jeg ind over stregen og hen til bordet … ”du er for tidligt på den” lød kommentaren, og jeg blev gennet tilbage bag linien igen. Ups !! En venlig mandlig deltager tog mig under sine vinger og forklarede mig alle ”etaperne” i startboksen, efterhånden, som vi gik igennem. Fat i kortet … du må ikke kigge … men jeg skal alligevel kontrollere, at det er det rigtige kort … ja ja … godt så! Startbrikken i holderen og biiiip … så var jeg i gang. Havde fået at vide, at jeg skulle nærlæse kortet for at finde rundt, så det gjorde jeg … første post fandt jeg uden problemer, og pulsen faldt mærkbart. NU var jeg i gang. Det gik meget godt.

Jeg fandt alle poster, og syntes egentligt jeg havde ok styr på det. Indtil post 9 – der blev jeg væk … kom ud i et åbent område, gik lidt rundt … fandt en lille sti … jaaaaaaa der var Karina. Hun var så på vej til post 11, så jeg havde lige bommet både 9 og 10, men nu vidste jeg i det mindste, hvor jeg var. Lettelse !!! Tilbage efter nr. 9, ville gå direkte på nr. 10 (det skulle jeg så nok ikke have gjort). Den var svær, men jeg fandt den endelig. Videre… 11 gik fint. Lagde så en plan for det lange stræk til post 12 … og løb … det gik fint … hmmm nææ måske ikke alligevel. Det var så der, jeg mødte Martin. Han havde opgivet at finde en post og var på vej tilbage. Han havde lidt udfordringer med at få mig overbevist om, at jeg ikke var der, hvor jeg troede jeg var … (jeg havde lige løbet 1km i forkert retning), så med et lille skub i den rigtige retning, så fandt jeg også de sidste poster. Første løb på sort bane !! Jeg var i mål. Havde kun løbe 95% mere end banens længde og blevet væk et par gange, men visse vasse … det var en fed oplevelse.

Torsdag aften efter lækre frikadeller og rødvin delte vi vores løb på Livelox … og det var så her, jeg fandt ud af, at jeg også havde været væk på et andet tidspunkt … uden at opdage det … før jeg faktisk havde fundet ind på kortet igen! Det var vildt spændende at se de andres løb og høre deres ”tanker” i forbindelse med vejvalg … løb langs ”kanter” i landskabet i stedet for stier – vildt inspirerende. DET ville jeg bruge fredagens løb til at prøve at træne.

Fredag var stævnepladsen flyttet til Tvorup Øst. Der var helt anderledes ro på kroppen, og jeg var klar til min strategi om at løbe lige på posterne og forsøge at undgå stierne. Peters sidste ord, inden jeg gik til startområdet var ”løb langsomt Connie” …. Og DET gjorde jeg. Totalt langsomt. Ingen problemer i startområdet i dag , og jeg forsøgte at finde på tværs mellem posterne. Havde lidt udfordringer ved et par stykker, som var godt gemt, men alle poster blev fundet, og kun 45% mere distance end ruten … og jeg havde kunne hjælpe nogle løbere undervejs, hvor de var henne … totalt optur !!

Fredag aften var vi på Agger Badehotel og spise lækker mad og snak. Yankie-Henrik blev hyldet for sit store gå-på-mod og motivation for at blive ved, selvom alt så sort ud. Det er så lækkert at være afsted på den måde, hvor der både er løb og så en masse socialt samvær bagefter. Efter middagen tog dem, der havde lyst, tilbage til sommerhuset og kiggede Livelox (virkelig lærerigt for en nybegynder som mig) og hyggede.

17966945_1537177419626978_2773670466230829364_oLørdag … uf … det silede ned og var koldt. Morgenmad vildt tidligt, for de fleste af os skulle starte i put & run intervallet mellem kl. 9.00 og 9.45. Det var så denne dag, jeg fandt ud af, hvor totalt upraktisk det er at bruge briller, når man løber o-løb. Jeg var træt med træt på, så løbet i dag var ren overlevelse for mit vedkommende. Op til startområdet … vende kortet rigtigt (tak til Jan for lidt hurtig kompasundervisning). Og så luntede jeg ellers derudaf … post 1 … 2 … hvor fa…. er 3eren ??? Den kunne jeg bare ikke finde. Var tilbage til sikker udgangspunkt og prøvede igen … ingen post, som var min. Nåede helt hen til 4eren … kors altså … var ved at opgive … var allerede dyngvåd, kunne ikke læse kortet for våde briller og heller ikke se, hvor jeg satte mine fødder. Så kiggede jeg til venstre … og der stod den !!! Dejligt. Videre … det gik egentligt ok … bommede en post mere, men blev fanget af en sti, så jeg vidste, hvor jeg var og fandt tilbage.

Så gik det galt … på vej mod post 15. Havde jo lært til Livelox at orientere mig til modsat side af løberetningen for at finde noget, jeg kunne navigere efter … og skulle op til et vandløb på min venstre side. Det fandt jeg fint … kompaskurs … hey … der er posten … øhhh nej – det var så post 16 !!! (det viste sig, at jeg skulle have taget 1. vandløb – og jeg fandt 2. vandløb … ja ja … så lærte jeg også det). Kompaskurs tilbage til post 15 og så igen frem til post 16. Så langt … så godt. Næste post … over lille vandløb og vest om ud til stien … jeg kæmpede mig fremad … og stod så pludselig ved et stort åbent område …øøøøh hvor i alverden er jeg NU ??? Mødte en svensker (han var så mere væk på kortet end mig, fandt jeg ud af). Vi fik lige diskuteret området og blev enige om, hvor vi var … og så gik det til post 17 og så hjem til MÅL !!!! 2 timer igen og 1 km mere end gårsdagens løb. Jeg var meget tilfreds med bare at have gennemført.

Sannes bil var startet fint om morgenen, da vi skulle op til løbet … den startede også fint, da vi skulle tilbage. Det skulle nok gå !! Tilbage ved sommerhuset blev bilen pakket – igen til bristepunktet – og alle damerne var klar og installeret. Bilen startede i 2. forsøg … jow jow hvor det kørte mod Århus Færgehavn … skiltene viste igen max. hastighed og på et tidspunkt havde vi en lang hale efter os, men vi havde god tid 🙂

Vel ankommet til Færgehavnen venter vi på at køre ombord. F… bilen vil ikke starte. Man kan se på Sannes ansigtskulør, hvor presset hun er. Jeg smutter hen og taler med Kombardo-damen, hun sender en pige med et batteri ud til os, mens de andre bilister kører uden om og kigger medlidende på os. Batteriet hjælper intet – men det er også brugt ved sidste afgang. Jeg må hen og tale med Kombardo-damen igen og spørge, om vi må skubbe den ombord. VIL I SKUBBE DEN ??? hun er helt paf over forslaget og fuld af undren over, at 5 madammer skulle kunne have kræfter til det. Men selvfølgelig kan vi det … bilen bliver skubbet hen, så vi er ”klar”, når vi får signal til at skubbe ombord – ET minut i afgangstid (vi kunne godt mærke presset). Og vi skubber … som vi aldrig har skubbet før … bilen ruller … nu kommer landgangsbroen … det går opad … farten går lidt af … Sanne hopper ud af bilen (nu er det lettere) … nååå det er fordi hun også skubber 🙂 … Kombardo-dame og –mand fra færgen kommer og hjælper det sidste stykke. Pyyyyha … vi kom ombord !! Nu kommer vi da i hvert fald til Sjælland !

Ombord møder vi Martin (ny i klubben og venter tvillinger). Han skulle nok slæbe os i gang, hvis det var … så der var både en plan A (bilen starter uden problemer), plan B (Kombardo-manden), plan C (Martin med tvillingerne), plan D (ringe efter Falck). Under overfarten kommer en mor hen med sin lille søn – han havde fået øje på ”damerne med bilen, der var i stykker” – og var glad for, at vi var kommet ombord. Sød knægt !!

Plan A holdt … jubelen ville ingen ende tage !!!

Det var ganske enkelt en fantastisk tur – på alle punkter, og det kan KUN anbefales at deltage i Påskeløb !!

Ups, kom til at løbe halvmarathon

Nogen gange tror jeg at jeg kan meget mere end jeg i virkeligheden kan. Nogen gange kommer jeg til at kaste mig ud i ting som er så hjernedøde at man må ryste på hovedet af det. Som f.eks. i søndags, hvor jeg var tilmeldt en enkelt runde ved vores klubleders Marathon nr 100. 10,7 km. Det var jo ikke mere end hvad jeg før havde løbet. Men…så var der lige det med at man fik medalje, og når der er medalje involveret, farer der en djævel i mig, for jeg synes altså man skal gøre sig fortjent til den medalje. Jeg luftede tanken ved min kæreste…ville det være helt skørt at prøve med 2 omgange, – altså faktisk en halvmarathon? Ja, var det klare svar. Helt skørt. Så han var på. Vi ville se hvordan benene havde det efter første omgang og så måske kaste os ud i nr. 2. Det længste jeg havde løbet var 14,7 km. Jeg fandt senere ud af, at 14,7 km lige præcis nærmest, var min krops smertegrænse.

27973826_1793451957334355_7398461455060577077_n

Vi kastede os glad og fro ud i første omgang, vejret var fint, ikke for koldt, og det var tørt. Min kæreste var stadig i genoptræning efter skade i læggen, og jeg bøvlede stadig med skinnebenene, så det var rigtig meget løb-gå, indtil jeg var varmet ordentligt op. Ja okay, ret skal være ret, jeg løber/går altid, har en del at arbejde med der, mentalt. Vi nåede depotet som lå halvvejs på ruten, og blev småmobbet på kærligste vis med at vi var langt bagude alle andre. Ork det skulle blive meget værre…vidste vi så ikke lige der. Efter lidt cola og energidrik og chips, løb vi videre. Indtil nu havde det været kedelig asfalt, men nu gik det endelig over i noget der med lidt god vilje kunne minde om trail. Juhuu. Vi nærmede os mål, og jeg tog spørgsmålet op: Skal vi prøve med en omgang mere? Det mente Jens godt vi kunne, hans læg havde ikke brokket sig, og jeg kunne meddele at både skinneben, knæ og vilje var intakte, så lets do it! Godt så… vi nåede målet hvor der var depot, og i stedet for at løbe ind i mål, forsynede vi os ved depotet og kastede os ud i 2. omgang. Vi nåede til 12 km, og så gik det pludselig op for mig at jeg var i gang med at løbe en halvmarathon for allerførste gang. Lige der, lige i det øjeblik, gik det op for mig. Blev så rørt at jeg begyndte at tude. Ved 15 km gentog det sig, og det var fordi der nåede jeg en distance jeg aldrig før havde løbet. Tudefjæs igen. De sidste 6 km hjem var det hårdeste jeg nogensinde har været igennem, og det tog laaaang tid. Meget længere end jeg overhovedet havde forventet. Men ærlig talt anede jeg jo ikke hvad jeg kunne forvente. Havde aldrig prøvet at løbe så langt, og var slet ikke trænet op til det, – let’s be honest.
Ved depotet tankede jeg op med chips, energidrik og cola. Jeg var helt enormt svimmel. 5,7 km hjem fra depotet af, det kan jeg godt klare, tænkte jeg. Det bliver ikke kønt dog. Folk siger det mentale er den største kamp, og ja det er bestemt en kamp, men min gamle krop var simpelthen kvæstet. Særligt lårene gjorde ondt. Min kæreste fandt en pind som han brugte som “Foam roller”, og det hjalp virkelig meget. En sidste monsterbakke skulle forceres, og så var der pludselig kun en halv kilometer hjem. Så begyndte jeg igen at tude, og jeg tudede resten af vejen ind i mål. Men det var med stort smil på, ja faktisk grinede jeg, simpelthen bare fordi FUCK JEG GJORDE DET! VI gjorde det…min kæreste og jeg. Og så pyt med at det tog os 3 timer og 22 minutter at komme igennem, med 962 højdemeter i alt. Det var godt nok lige en kamel at sluge… havde slet ikke troet et halvmarathon ville tage mig over 3 timer, men det gjorde det altså. Nå men, nu er der jo lidt at arbejde med. Mit næste halvmarathon,  som egentlig skulle ha været mit første – ligger 18. august, på Hjerl Hede. Træning – og slankekur – starter NU!

2018-02-18-13-41-29-1 27971756_1793451537334397_7845890860763723920_n 28056043_932566780235460_5765486108402863195_n

At løbe er at leve eller er det Vol. 2

Jeg har skrevet en blog om at genfinde gejsten, glæden, gnisten og passionen ved at løbe! Dette er en opfølgning på en tidligere blog, hvor jeg skrev om at ramme bunden. Der skrev jeg blandt andet om det der med tage én dag af gangen, og hvordan man så lander på benene? Jeg har nu nedsat mine egne forventninger, jeg er ovenpå igen, og det vil jeg gerne dele med dig.

 

Resumé

Først og fremmest må jeg tilstå, at jeg skriver for mig selv. At nedfælde tanker er en form for terapi. MEN med det sagt er det en sekundær bonus, at du som læser dette indlæg, potentielt kan bruge mine erfaringer til noget. Jeg kan jo kun håbe. Jeg skriver og deler ud, når jeg har noget på hjerte, et budskab jeg ønsker at viderebringe. Til at starte med vil jeg komme med et kort resumé fra min sidste blog.

2016 var et fantastisk år med flere marathonløb og 2 ultraløb, jeg udviklede mig i den grad som løber. Jeg gik derfor ind i 2017 med tårnhøje forventninger. Men allerede i februar begyndte det at gå ned at bakke med diverse skader. Efterfølgende overhørte jeg samtlige symptomer fra min krop, som skreg på ro. Der manglende overskud til selv de mindste ting. Men jeg var da ikke stresset, jeg skulle bare lige videre til næste uge, så ville alt være godt igen. Jeg hev mig selv afsted på job og til sociale arrangementer. Intet skulle holde glade, aktive og energiske mig hjemme. Så jeg drønede derudaf, kilometer efter kilometer, jeg var jo ultraløber, så kan man da alting! Eller kan man?

Jeg kunne langt fra alting, og det måtte jeg erkende. Jeg ramte bunden, jeg var nede at bide i græsset. Det tog lang tid at komme bare lidt ovenpå igen. Og alt imens jeg kæmpede med det psykiske og med at erkende, at jeg måske kun kunne klare en gåtur eller 5 km løb, så kæmpede jeg også med at bevare mit gode humør. Det var faktisk den sejeste kamp! Jeg synes egentlig ikke, at mit humør led så stor skade, men set i retroperspektiv, så tog jeg grueligt fejl. Og mit til tider triste sind smittede mine nærmeste, særligt min mand. Han blev næsten lige så påvirket, som jeg selv. Det var rigtig hårdt at se ham så ked af det og så magtesløs. Han gjorde ALT, hvad han overhovedet kunne komme i tanke om for at hjælpe mig. Men når jeg havde en dårlig dag, så havde han en dårlig dag. Og det gjorde ondt på mig at se, hvordan min nedtur smittede ham. Og ærlig talt så fælder jeg en tåre, når jeg skriver dette. Men sammen var vi heldigvis stærke, sammen kæmpede vi os langsomt op fra bunden og sammen vandt vi! Og den SEJR var større end at krydse en hvilken som helst målstreg!!

 

Min mand og jeg <3

Min mand og jeg <3

 

Fra nedtur til optur

Ting tager tid, én dag af gangen ja vi kender alle fraserne, men der en vis visdom i disse ord. Tingene tager faktisk ofte længere tid end man har lyst til at erkende. For faktum er at gnisten og glæden ved at tage løbeskoene på først for alvor er vendt retur her i start 2018. Det er en sand befrielse, at jeg GLÆDER mig til at løbe, jeg elsker det igen. Når jeg løber, så føler jeg mig fri! Jeg løber på mindre gode/energiske dage, jeg løber på hamrende gode dage, jeg løber i bund og grund, når jeg har lyst! Det er atter et frirum at tage løbeskoene på, god musik i ørene og bare lade tiden og kilometerne tage mig og lade tankerne vandre. Jeg føler det lidt som om, at jeg har været i et tankefængsel og nu er jeg løsladt.

Jeg er en passioneret løber. Nogle strikker, danser, synger eller på anden vis opnår et øjebliks pusterum, eller opnår ro eller rendyrket glæde. Jeg løber! Og min glæde smitter af i hjemmet, det er tydeligt, og det gør bedre til fantastisk!

 

På vej ud af døren i december, det var en rigtig god dag. Man har kun det sjov, man selv laver.

På vej ud af døren i december, det var en rigtig god dag. Man har kun det sjov, man selv laver.

 

Er jeg så en erfaring rigere? Har jeg mon lært noget?

Der er én ufattelig essentiel ting jeg har lært, og det er ikke at stille krav til mig selv på forhånd. Jeg sætter ikke længere krav om, at i dag skal jeg løbe så og så langt. Jeg har måske en idé om, at jeg gerne vil nå fx 15 km, inden jeg tager afsted. MEN med det sagt, så lytter jeg til kroppen, når jeg er kommet afsted. Kan jeg `kun` holde til 5 km i dag, ja så når jeg nok det længere en anden dag. Det er faktisk ikke så nemt at nå til en sådan erkendelse, som det måske kan lyde til. Det har krævet hårdt psykisk arbejde at ændre på et helt livs indgroede vaner og tankespind.

Jeg har lært, at jeg ikke skal presse mig selv, når min krop og mit sind siger fra. Det nytter ikke noget at hamre mig selv oven i hovedet over, at det ikke altid går strygende derudaf. Det er gode og mindre gode dage for os alle. Selv Supermand og Wonder Woman må også have haft en dårlig dag i ny og næ, tænker jeg. Og `I´m only human` som Rag ´n´bone man synger.

Jeg har også lært, at når man er passioneret og virkelig brænder for noget, så kan det ikke undgås, at der forekommer nederlag i større eller mindre grad. De fleste løbere kan ikke se sig fri for skader i ny og næ, og det er bare brand ærgerligt, når man bliver slået hjem i ludo af en skade. Så handler det for mig lidt om at flytte mit fokus fra det negative og give mig i kast med noget andet, som kan udløse endorfiner/lykkehormoner. Jeg skal helst have lidt aktion for pengene, så min plan B er spinning eller anden HIIT (High Intensity Interval Training). Hav altid en plan B!

Nogle dage kaster jeg simpelthen også bare håndklædet i ringen og smider mig på sofaen med en god bog, fremfor at piske mig selv afsted. For det giver mig faktisk ikke længere nogen særlig tilfredsstillelse at løbe, når energien og motivationen overhovedet ikke er der. Og det er helt ok, at tage en ekstra hviledag. Hold nu op hvor bliver jeg da voksen og klogere!

En fantastisk smuk januar dag! Løbeglæden strålede om kap med solen.

En fantastisk smuk januar dag! Løbeglæden strålede om kap med solen.

 

 

Jeg lever og jeg lærer

Ved at lytte til MIG, så gør jeg et ihærdigt forsøg på at undgå nederlag og atter ramme bunden. Selvfølgelig handlede min nedtur om mange andre ting end løb. Det handlede rigtig meget om hvordan jeg psykisk greb tingene an. Det handlede om alt for høje krav til mig selv, og om altid at skulle præstere og være super overskudsagtig.

Jeg arbejder stadig med mig selv, jeg arbejder på, at være den bedste mig. Jeg føler, at jeg er tættere på end nogensinde, jeg er glad og jeg er mig. Men der skal værnes om glæden, ligesom livet er den skrøbelig.

At løbe er at løbe, men at leve og nogen gange fejle, er det der gør os til mennesker. `Så sæt dig lidt, vi er jo lige ved at lære det, som en stifinder på rette vej`. Vi har ikke uanede mængder af tid, brug din tid med omhu.

Afslutningsvis vil jeg kopiere med Steffen Brandts visdomsord, `Så kys det nu det satans liv, grib det, fang det, før det er forbi`.

 

 

 

Silva Night Owl Trail
, ,

En lang dag

Dagen startede lige lovligt brat.

Havde en aftale med DUUL-drengene om en 25 km træningstur med efterfølgende brunch (og planlægning af vores julefrokost). Jacob skulle hente mig 5:50 og af en eller anden årsag fik jeg stillet vækkeuret til kl 06:00. Så lidt i 6 vågnede jeg ved, art det bankede hårdt på døren. P.. ! Heldigvis havde jeg pakke taste og lagt tøj frem aftenen før. Hurtigt tøj på en kop kaffe og 2 stykker frugt i hånden og så ellers afsted (heldigvis fandt jeg en pakke snøfler i tasken, så var den sunde morgenmad reddet). Da vi nåede Marselishallen var de andre lige startet på løbeturen og ville lige snuppe en kort sløjfe, mens vi vi parkeret.

Afsted det gik ud gennem Marselisskoven, mens løgnhistorierne stod i kø for at blive fortalt. Vi løb ud til iskiosken ude ved Moesgård, fik den obligatoriske selfie . Hjemad tog vi cykelstien og fik et hurtigt bad ved Aarhus Arena.

DUUL på tur

Fællestræningstur inden vores brunch

Per H. stødte til da vi kom til Café Ombord i Jægergårdsgade. Vi fik en lækker brunch, fik talt om vores planer for året og fik ikke rigtig aftalt noget med hensyn til vores julefrokost (typisk os 😉 )

Efter en eftermiddagen sammen med familien vendte jeg snuden mod Karup for at deltage i Silva Night Owl Trail ½ marathon. Et rigtig hyggeligt arrangement efter mørkets frembud.

 

Hyggeligt at støde på mange kendte ansigter inden starten. Afsted det gik og jeg fandt et godt flow, dog lige i overkanten af hvad jeg havde planglagt. Men den tid der går godt kan ingen tage fra os igen. Ruten er godt kringlet men næsten flad, til gengæld var den godt fyldt med mudder og bløde spor. Tempoet holdt fint ud til 16-17 km, så havde mudderet drænet mine ben for kræfter. Det hjalp at gå på et par af bakkerne og jeg fik luntet mig i mål på 2:06. Efter omstændighederne accepteret.

Efter målgang var der sodavand og lækker chili con carne lavet over åben ild. Mad og drikke kunne indtages i klubhuset og havde chili’en ikke givet dig varmen, kunne et varm kop kaffe lige give det sidste. Et rigtig godt arrangement, der varmt kan anbefales.

Heldigvis mødte jeg ikke ulven

Jesper godt på vej rundt i skoven

,

Så er sæson 2018 skudt igang

Costa Blanca Trail i Spanien den 11 november var min sidste rigtige løbetur indtil idag. I et år med UTMB og Costa Blanca trængte min krop virkelig til en pause, så fra midt i november har det stået på enkelte få tøffe-ture, så jeg ikke helt glemte hvordan man snørrer en løbesko.

Nytårsaften ramte virkeligheden mig, “hov var det ikke noget med, at jeg var tilmeldt et marathon her i januar?” joooo, Stagsevold Trail Cannonball i dag den 14 januar.

Hmmmm straks blev der søsat projekt “Fra 0 til marathon på 14 dage”, 3 løbeture i det nye år nåede det at blive til inden jeg skulle ud på de 42 km.

Fik et lift derned med 4 andre deltagere, 2 jeg kendte og 2 nye ansigter….køreturen blev på vanlig vis fyldt ud med overdrivelser og løgnhistorier 😉

Ruten gik nedenfor Staksrode næsten ude ved Juelsminde og et flere gange var vi lige ud og få udsigten ud over Vejle Fjord.

Det var et par grader frost og det blæste en stiv pelikan ind fra fjorden, så alle deltagerne stod og skuttede sig inden arrangør Dannie Lindved Mortensen sendte os afsted kl 9.

Der skulle løbes henholdsvis 3 eller 6 runder for halv- og marathon.

Jeg lagde stille og roligt ud og tøffede op af bakkerne, der var ingen rigtig stejle bakker med en del lange jævnt stigende (som dog føltes som stejle jo længere hen i løbet vi kom 😉 )

Varmen kom heldigvis ret hurtigt indefra, men kulden gjorde, at jeg ikke rigtig kunne drikke noget, så jeg nøjes med cola & snøfler i depotet. De 3 første runder gik pænt jævnt og pludselig var jeg halvvejs og tiden sagde 2:07.

Herfra havde jeg lavet en aftale med mig selv om, at jeg ville gå på bakkerne. Min lyske begyndte at drille og den gamle skade i højre baglår gjorde desværre også lige opmærksom på sig.. Tiden hed nu cirka 50 min/omgang – men humøret var stadig højt og jeg tøffede troligt videre. Da jeg manglede 4-5 km kom Thomas Staun op til mig og vi valgte at følges det sidste stykke. Vi var begge godt mærkede at bakkerne og det kolde vejr.

Vi fik os sneget hjem i 4:39. Ikke noget prangende tid, men jeg kom nogenlunde igennem og håber så at ømheden i lyske og baglår fortager sig hen over natten.

 

Nu er sæsonen skudt i gang og herfra kan det kun gå fremad 😉

Jesper Elfving igang med årets første marathon

Jesper Elfving igang med årets første marathon

, ,

Juleløbet Skamling – et eventyr ;-)

Et løb med et langt tilløb 🙂

Har de seneste 2 år kigget langt efter marathon distancen omkring Skamlingsbanken, men har ikke rigtigt kunnet få det passet ind. Men i sommers kom der noget af en melding. Juleløbet ville lave en ultra. Og ikke bare en hvilken som helst ultra. De kaldte sig selv for “the barkley marathons” i mini format. Alene disse ord kan fange de fleste løbetosser. Et nærmest mytisk løb med en vanvittig tilmeldingsprocedure og en sindssyg svær rute der æder alle råt.

 

jul13

 

Men ikke desto mindre var min interesse i hvert fald vakt. Og hvilken interessant procedure det var at skulle få sig selv tilmeldt. Det var godt nok crazy. Ad uadskillelige omveje fandt jeg frem til den tekst et sted på nettet hvor der skulle findes 3 fejl. (Vil ikke afsløre her hvad og hvordan….ved ikke om de vil køre noget i same stil næste år).

Og efter lidt skriv frem og tilbage med selveste julemanden, fik jeg endelig en mail tilbage, at jeg havde fundet fejlene og dermed var optaget i det fine selskab. FEEEEEEDT……men Dannie….det er jo et løb med orientering!!!!!

Jeg er ekstrem dårlig til at finde vej og mister temmelig hurtigt stedsansen. Har aldrig løbet med et kort i hånden, så da vi kom ind i ugen op til løbet var jeg godt nok noget presset. Dog havde vi fået små ledetråde, såsom at længden ville være omkring 50-60 km. Orienteringsdelen ville ikke være svær og at den sidste del af løbet ville foregå på ruten, de andre deltagere skulle løbe på.

 

Juleløbet Skamling har flg distancer:

 

Nissepus: et par km

Kaneturen: 6.5 km

Rudolf: 10 km

Julemanden: 21 km

Eventyret (ultra): ??

 

Endnu en lille ting der skulle gøres inden start var, at downloade en gps tracker app således arrangørerne kunne følge alle deltagere og evt fremvise på storskærm ved mål hvor vi befandt os. Egentlig ret cool.

 

De sidste ord vi fik i ugen op til løbet var.

 

Hold øje med Jeres mail lørdag d 9/12. Senest 12 timer før start ville vi få en mail med startsted og starttidspunkt.

 

Starten:

Mødetid er kl 5.30 ved design og idrætsefterskolen. Den hvide bus kører Jer ud til startstedet hvor starten går kl 6.00!

Game was on. Satte vækkeuret til kl 3.50 og da det ringede og jeg var kommet i tøjet og bevægede mig ud til bilen mødte der mig noget af en overraskelse. Sne…og endda en hel del af den. Hold da fast en perfekt timing til et juleløb. Snevejr og frostgrader. Perfekt.

kl 5.30 var vi en flok ret spændte og lidt kåde mænd, der var klar til at blive smidt i en bus og kørt til start. Kæft jeg var nervøs, men havde besluttet at jeg simpelthen måtte hægte mig på nogen. Andet var der ikke at gøre med mindre jeg skulle bruge 1 et helt døgn på at finde posterne 🙂

 

jul3

 

 

Vi blev sat af ved Koldinghus – vildt fedt i mørket og sneen. Og langt om længe fik vi de famøse kort udleveret. Briefingen gik på at der langs ruten ville være 9 poster. Ved de 9 poster lå der nogle bøger hvor vi skulle rive en side ud der svarede til vores startnummer (Barkleystyle).

 

jul4

 

 

Vi ville på et tidspunkt ramme den officielle rute hvor vil skulle løbe 2 hele omgange plus omkring 4 km mere. Det gav mig en anelse ro på, da jeg så vidste at der i hvert fald var over 20 km uden orientering 🙂

Ruten efter kort var, som arrangørerne havde lovet, ret simpel. Hvis vil ville, kunne vi løbe ved strandkanten hele vejen rundt indtil vi ville ramme den officielle rute. Alle poster var “gemt” på nogle små tanger ud i vandet. Så umiddelbar simpel orientering.

 

Følgeskab:

Snakkede lidt med Jesper Leander Lund, som jeg kender lidt, plus en anden som heldigvis var stedkendt. Sågar bosat midt i det område vi skulle løbe i. Der faldt lidt ro på nu og vi fandt ind i et fornuftigt roligt tempo. Efter 3-4 km kommer vi ned på stranden hvorefter der efter cirka 1 km kommer gang i festen. Beplantning og skrænter gjorde det svært og rigtig bøvlet at løbe langs vandet og hurtigt var der spredning på feltet. Vi var 3 stykker der valgte at søge op over skrænten og op på stierne. Gert Mølgaard som kendte til området, Claus Bjerre Jacobsen og jeg. Vi blev enige om at holde os til stier og veje. Måske lidt længere, men bestemt mere løbbart.

Det holdt stik og vi kommer først frem til post 2 (post 1 lå ved Koldinghus vi startede). Vi løber tilbage og ind i landet for at holde os til stierne. Det er her et ret langt stykke vi løber igennem en skov for at komme til post 3. Det er mørkt og det sner. Virkelig fedt i pandelampens skær.

Vi kommer stille og rolig frem til post 3. Men hov. Her er der jo fodspor. Vi er blevet overhalet af de andre og vi kan ikke spotte pandelamper nogen steder. De må i den grad have hentet noget på os på dette stykke. Ser man på ruten her efterfølgende er det ret tydeligt at vi fik lagt nogle ekstra km på ved vores tur væk fra vandet 😉

 

 

 

 

 

jul11

 

Gert mente at stykket fra post 3 og fremefter ville være mere tilgængelig, så resten af vejen forsøgte vi at holde os, så vidt det var muligt, ved vandet.

 

Mørket forsvinder, blæst og slud

Kan godt mærke jeg skal bokse lidt med mig selv inde i hovedet over at vi har løbet så relativ stor en omvej, og “racemode-hjernen” brokker sig også over at vi er blevet overhalet….  Det hjælper dog at følges med et par andre hvor vi kan snakke lidt. Samarbejdet er fornuftigt om end vi på dette tidspunkt er godt gennemblødte da der har været en del nedbør i form af sne og slud. Tænker lidt på Claus som har valgt at starte i shorts. Frisk nok 🙂

jul2

 

jul5

Vi løber her flere lange passager på stranden med masser af blødt og tungt tang. Det suger virkelig kræfterne ud. Men heldigvis tager vi stille og roligt post efter post. Efter omkring 3 ½ time har vi taget de 6 første poster og mangler nu kun de 3 sidste som ligger på den opmærkede rute. Det giver mig lidt et boost.  Også selvom jeg kan se på km at jeg kommer til at løbe mere end 60 km.

Har lavet lidt en begynderfejl. Plejer at have ok styr på at få drukket og spist nok, men har været ret koncentreret på orienteringsdelen og glemt det lidt. Den ene læg begynder at brokke sig hvilket gør at jeg bruger de næste km på at spise og drikke alt hvad jeg har lært. Heldigvis ret hurtigt respons og inden længe ikke flere gener.

Vi skal bare lige hen for enden af de sommerhuse der

Var nogenlunde ordene fra Gert, så er vi inde på ruten. YES. En kæmpe forløsning for mig at vide at vi nu var igennem orienteringen. Og derude i det fjerne kunne vi også se andre nissehueklædte løbere (Ja, ja. Altså de havde også andet tøj på)

Lige da vi rammer den officielle rute løber ind i et par stykker jeg kender der løb halvmarathonløbet. Endnu en booster. Kommer forbi et lille depot med saft og pebernødder og cirka 10 meter længere henne er post 7 (8 og 9). River side 204 ud af den første bog og kommer nu ind på ruten.

 

Den officielle rute:

Det har ikke været de voldsomme højdemetre vi havde været udsat for indtil nu, så det kunne sagtens mærkes at da vi skulle kravle over Skamlingsbanken. Havde på dette tidspunkt løbet omkring 40 km og en vis stivhed i benene var ved at indfinde sig. Det var rigtig dejligt at kunne komme lidt i “almindelig racemode” og finde ind i sin egen rytme igen. Samtidig var der nu også en del andre deltagere omkring os. Fedt.

 

Samtidig var naturen og vejret helt igennem fantastisk her. Det sneede let og landskabet var helt sneklædt. I sandheden et rigtigt juleeventyr (på løbeben).

Fra kontrolpost 7 ved vandet gik det stort set op hele vejen til mål. Mega lækre små mudrede stier på hele opstigningen. det var ret glat mange steder, men trods alt nogenlunde løbbart. Jeg har trukket lidt fra Gert og Claus og synes kroppen er rimelig frisk. Aner ikke en dyt om hvor jeg ligger sammenlignet med de andre.

 

jul1

 

Da jeg langt om længe kommer på toppen af bakken får jeg at vide at det nu kun er nedad indtil mål. Skønno. Fra stranden og herop har det kun været opad og sådan i små bølger. Det lykkedes mig så lige også at løbe forkert nede ved mål. Jeg løber simpelthen forbi Skamlinghallen og ender ude på en vej. Hvor hulen er markeringen lige blevet af…Dygtigt Dannie. Har åbenbart i dag svært ved at se nissehuer og store skilte???? Finder hurtigt tilbage på ruten igen og kommer ind igennem hallen mod målportalen første gang. Det er dælme godt timet. Jeg kommer ind lige inden 6 km og 10 km gruppen skal starte. Total optur at løbe igennem de mange deltagere. Mens jeg fylder vand i dunkene starter den store gruppe ud. Jeg fryser ikke længere og gider ikke bruge tid på at skifte tøj.

 

Slalom Baby

Det var noget af en slalomtur der ventede de næste mange km. Der var rigtig mange deltagere lige foran mig på ruten. Men det motiverede ret  meget her og kræfter rakte til at overhale. Indtil vi kom ud på noget singletrack som skulle føre os op over Skamlingsbanken. Sne og mudder i én pærevælling og masser af folk. Jeg valgte helt at lade være med at løbe og gik hele vejen op over. Kom ikke meget hurtigere frem ved at løb og tænkte også på at der stadig var små 20 km igen. Når langsomt op på toppen og lidt længere nede kan jeg skimte en af de andre deltagere på Ultra. Jesper, med en ret karakteristisk rygsæk med en kæmpe nisse på 🙂 Kommer op til ham og sludrer lige kort omkring løbet indtil nu.

Det næste stykke, ned til stranden, er stort set nedløb. Nogle steder ret tricky og glat. Men jeg elsker nedløb og føler jeg kan sætte god fart på. Jesper har også fortalt at der muligvis kun er én deltager på ultra foran os.  Hmm. Det gav da vist også lige lidt mere motivation til den sidste del af turen.

 

Sidste runde

Stille og rolig når jeg tilbage på toppen af den lange stigning og kan lunte ned til mål for anden gang.  De mange timer begynder så småt at sætte sit præg på tempoet, men humøret er fonuftig og der er stadig en del folk på ruten.

 

jul14

 

Tager hurtigt noget at drikke på depotet. Jeg har energi og væske nok til den sidste runde. Godt 10 km tilbage. Det er rimelig overskueligt. Må også indrømme at der er gået en kende racemode i den. Har ingen idé omkring den førende løber. Altså hvor langt han er foran, men bruger det som motivation på sidste runde for at holde mig løbende så vidt det er muligt.

Den første del af rundstrækningen stiger og jeg tøffer fremad. Langsomt. Et godt stykke længere fremme kan jeg spotte en løber og jeg føler mig ret overbevist om at det er en af ultraløberne. Kommer ind på det mudrede og glatte stykke med singletrack. Benene er ristede, så jeg går hele dette stykke i rask tempo og jeg kan stadig se at jeg nærmer mig.

 

jul10

 

På toppen af stigningen når jeg op. Vi får en kort snak hvorefter det går løs med nedløbet til stranden. Når ned på det flade stykke hen mod depotet og kontrolpost nummer 9. Den sidste bog findes frem og side 204 rives ud. Nu er der kun 1 lang stigning og cirka 4 km tilbage.

Synes det tager en evighed at komme op på toppen, men det sidste stykke til mål går heldigvis over stok og sten. Kommer under målportalen for sidste gang. Får talt siderne op og får “godkendt” mit løb.

 

jul12

 

Mini Barkley

Hold nu fast en fed dag. Fuldstændig forrygende vejr til et juleløb med sne på hele ruten og let drys fra oven.

Helt tilbage fra da løbet blev offentliggjort har der været den rette mystik omkring det. Jeg synes selve setuppet fungerede perfekt. Det var genialt med både en orienteringsdel samt en normal trail rute.

Jeg håber virkelig arrangørerne laver en lignende version næste år. Løbet får i hvert de varmeste anbefalinger fra mig.

 

Rigtig glædelig jul til jer alle. Tusind tak for i år.

 

Kærlig hilsen

 

Ultra nissen, Dannie 😉

 

jul7

 

@dannietrail

 

, ,

Kinderægget, Costa Blanca Trails

Hvordan ideen til løbet fandt sted….

 

….Jamen Ryanair har da nogle vildt billige afgange til Allicante sidst på året… Hmm. Falcotrail ligger i starten af december og havde en distance på 100 km med godt 3000 hm. Ja tak. Den fik jeg i en fart tilmeldt mig. Senere samme dag tikkede der en besked ind, om jeg ikke lige skulle prøve at tjekke et løb ud der hed Costa Blanca Trails. Wow. Dette løb havde 6500 hm på samme distance som Falcotrail og jeg må blankt erkende at jeg næsten altid går efter så mange hm som muligt. Ikke fordi det alene bestemmer om et løb er godt eller ej, men fordi jeg virkelig elsker at kravle op og ned.

 

cbt12

Der blev hurtigt meldt fra til det ene, og til, til det andet.

Opslag på facebook omkring det og inden længe var vi 4 danskere der var klar. Min kollega, Michael, Per som jeg fulgtes med til Scenic Trail og Jesper som jeg også kender lidt. Derudover stod der yderligere 2 danskere på startlisten der i alt havde 151 deltagere på den lange. Troels og hans kone Vibeke.

 

Lidt om løbet

Costa Blanca Trails er et nyt løb i den forstand at nogle andre har overtaget løbet, som før hed desafio Lurbel og havde den længste rute på 120 km (mener jeg).

Der var følgende ruter at vælge imellem:

102 km med 6500 hm

65 km med 4200 hm

40km med 2850 hm

18 km med 1100 hm.

Terrænet skulle være en god blandet landhandel med tekniske passager men også nogle mere løbbare stykker. Troels har løbet den tidligere udgave på 85 km og var godt kendt omkring hvilke stigninger vi skulle udfordres med.

Der var 2 helt specielle passager vi skulle være opmærksomme på. Den første stigning, som kom direkte efter start. Den var voldsom stejl og rigtig teknisk bøvlet. Og dernæst omkring de 80 km et vanvittigt nedløb til depotet i Sella. Troels fik ret. De 2 steder var i den grad værd at være forberedte på. (Der var dog flere steder der bed fra sig).

cbt11

Løbet startede for vores vedkommende kl 00.00 natten til lørdag.

Logistikken derned foregik med fly til Allicante og derefter en lille times kørsel til start/målbyen Finestrat som ligger 5 km fra feriebyen Benidorm.

 

HA HA HA…Vi kommer da til at løbe lodret op af den klippe der!!!

Sådan nogenlunde blev der joket da vi nærmede os Finestrat i bilen. Vartegnet for byen er en meget markant klippeformation med en fure op i midten – Puig Campana.

 

cbt3

 

 

 

Vi havde jo alle studeret ruteprofilen og var klar over at det ville blive en voldsom start med over 1000 højdemeter indenfor de første 4.5 km. Med lidt snak med Troels, som kendte løbet, blev vi klar over at vi ligenøjagtig kom til at løbe lige lodret op igennem furen på klippen. En såkaldt vertical! Jøses. Dejlig psyket fra start 🙂

 

Vi fik fundet vores lejlighed og hentet startnumre. Finestrat er en relativ lille by, men alligevel føler jeg skiltning omkring løbet – altså hvor er start, hvor skal der hentes startnumre og sådan – var for ringe. Startnumre lå i en lille bygning hvor vi tilfældigvis kom forbi. Al kommunikation på løbets hjemmeside samt de mails vi fik inden løbet var på spansk. Det er eneste lille semi-sure opstød jeg har omkring løbet. ALT ANDET spillede.

 

Nu handlede det bare om at få tanket op, pakket grej og fundet udstyr frem samt at få hvilet/sovet inden løbets start kl 00.00.

 

cbt8

 

Tøjkrise og næsten som vanlig lidt hektisk start

Inden vi kom derned havde jeg nærmest besluttet at jeg ville løbe i top og løse ærmer om natten. Vejrudsigten sagde ned omkring 10 grader og op til 24 grader. Det ville passe fint med top…Indtil vi var fremme og solen var gået ned. Vi kunne alle mærke at vinden var lidt kølig.

Jeg besluttede at starte i langærmet underlayer og vindvest udenover og planen var at skifte tøj ved dropbag ved 60 km. Et RIGTIG fornuftigt valg.

Vi trasker ned til start (ca 3 minutters gang fra lejligheden) og går ind i salen hvor vi kunne vente. Inden løbet havde vi jo modtaget en mail omkring en eller anden gps tracker. Jeg havde opfattet det som værende en tilkøbsmulighed i det vi på selve startnummeret plus på vores rygsæk havde en chip…Men nej. Vi finder ud af at vi skal have smidt sådan en tingest i rygsækken, så afsted med os. Vi blev kort tjekket op på noget af vores udstyr og blev monteret med GPS i rygsækken. Temmelig forvirrende idet ingen her talte engelsk. Vi måtte ikke gå tilbage i salen, men skulle blive i et indelukke. Smiler lidt her efterfølgende over Per´s lidt frustrede udtryk til én af arrangørerne: ” SPEAK ENGLISH”! Vi fattede ikke en dyt af hvad der skete 🙂

cbt28

cbt5

 

Nå…lidt efter blev vi (kvæget) lukket ud af indhegningen og gennet hen til start. Og så gik det ellers løs med en højtrådende speaker. Lidt musik og en nedtælling. Bang. Så gik starten. Al stress og tanker om det ene og det andet var glemt. Nu rettede fokus sig på løbet.

 

cbt22

 

 

 

Puig Campana

Vi løb omkring 1 km gennem Finestrat inden vi ramte stigningen hvor jeg lige i starten tænkte, den er da ikke så slem, indtil vi drejede skarpt til højre og kunne se et skilt hvor der stod “vertical km”. Jeg skal love for at festen startede her. Det var virkelig en voldsom stigning, men heldigvis friske ben og masser af tålmodighed. Som altid ved start er der lidt kø og absolut ingen grund til at forcere en overhaling. Så stille og roligt blev der kravlet/scramblet opad. Flere steder var det så stejlt at der skulle tænkes over hvordan skoene blev sat ned for ikke at skride tilbage. Var et par gange ved at blive tacklet af en deltager der skred tilbage.

Langsomt men sikkert nærmer vi os toppen og jeg skimter lige til uret da vi kommer op. 4.5 km med 1150 højdemeter. Endnu mere vanvittigt er det her efterfølgende. Har kigget lidt nærmere på stigningen. På 3.1 km nappede vi 990 højdemeter og med en gennemsnitlig stigning på 31%. Vildt nok 🙂

Oppe på toppen bliver vi i den grad belønnet med en udsigt der er som taget ud fra “Pirates of the caribean”. Vi kan se ned over Benidorm og havet. Der er skyfrit og månen skinner ned i vandet. Det eneste der lige manglede var piratskibet derude, men hold nu fast hvor var det flot.

Nedløbet fra Puig Campana kunne begynde. Det første stykke fra toppen var særdeles teknisk og foregik langsomt indtil vi ramte første depot ved 8 km. Havde besluttet mig for at løbe igennem det uden stop idet næste depot allerede ventede efter 14 km. Resten af nedløbet var stadig på en smal singletrack men trods alt lettere end det første stykke.

 

14 til 26 km

Efter mit første depot besøg begyndte næste opstigning. Denne var ikke voldsom stejl og strakte sig over et noget længere forløb. Jeg powerhikede meget på dette stykke. Kunne egentlig godt have småløbet, men valgte at holde igen idet tempoet godt kunne holdes ok og at løbet stadig kun lige var startet. Husker ikke så meget fra disse km andet end der skulle arbejdes en kende på den lille stigning op mod næste depot. I samtlige depoter fik man fornemmelsen af et crew der virkelig ville gøre deres bedste for at hjælpe. Ofte fik man lige en hånd på skulderen og et par spanske gloser i hovedet. Sikkert velmente ord, men jo ikke meget jeg kunne forstå. Det gav virkelig ro på og en rigtig rar følelse. Depoterne opfyldte hvad jeg kunne bruge, dog minus de elskede tuc kiks 😉

 

Jamen god morgen mave.

Som altid for mig når jeg er i gang med løb øffer maven lidt på et tidspunkt. Især på nedløb og på dette lange nedløb efter omkring 32 km måtte jeg forlade ruten for at få ro på maven igen. Det er bare skide hyggeligt at sidde der i krattet med lavt blus på pandelampen og høre en deltager stoppe op og nærme sig. Endnu engang blev der sagt en masse jeg ikke fattede en brik af, men kunne dog svare klart og tydelig tilbage: “Mucho skido ino kratos – please stay away for your own safety”. Væk var han 🙂

Videre ud på nedløbet og nu kan der godt gives lidt los på tempoet og der var et fint flow her. Stierne var bestemt tålelige her.

Stort set hvert eneste nedløb var karakteriseret ved at være svært i starten for at komme ud på bredere stier for derefter at slutte af med et par km asfalt ned i byerne. Det gav en fin veksling mellem særdeles teknisk terræn og mere løbbare passager hvor der kunne kobles lidt af.

 

Morgenstund har guld i mund

Nu ramte jeg løbets længste (relativt) flade sammenhængende stykke. Som regel noget jeg godt kan have det lidt svært ved, men prøvede bevidst at løbe langsommere end jeg følte for. Det var også på dette stykke, efter omkring 6-7 timers løb, jeg havde min eneste downperiode i dette løb. Kunne mærke at jeg var søvnig og at benene drillede også en anelse. Havde nogle forskellige energiprodukter i rygsækken, blandt andet nogle geler med koffein. Jeg satsede lidt og tog 2 stk indenfor en meget kort periode. Heldigvis brokkede maven sig ikke længere over det og jeg kunne ret hurtigt mærke fornyet energi og at jeg ikke havde den der søvnige fornemmelse i kroppen længere. Inden længe kunne jeg komme i gang med løbets længste stigning. Og endnu bedre. Solen var ved at stå op. Tillod mig at stoppe op og kigge tilbage. Kunne skimte havet i det fjerne og en lavthængende sol. I den grad en magisk stund.

cbt14

 

cbt7

Traktortræk og infame dødsbuske

Sådan en stigning som vi gik i gang med er ren guf for mig. Den var stejl men ikke alt for voldsom og lang. Vel 7-8 km. Elsker virkelig sådan et stykke. Hele kroppen kommer i gang og stavene bliver brugt flittigt. Det var til at finde et flow her. Dette til trods for at stierne var rigtig smalle og med et eller andet krat der stak indover. Det kunne ikke undgås at man skulle mose sig igennem. Shit mand, nogle lede bæster. De kradsede mildest talt ens ben op. Av for den lede. Langt om længe åbnede landskabet og bjergene sig op, og den sidste km mod toppen var temmelig stejl. Kommer op på toppen og endnu en vanvids udsigt åbner sig. Desværre blæser det en del her og det er ret køligt, så det er bare om at komme i gang med nedløbet for at få noget varme i kroppen igen.

 

cbt15

Første del af nedløbet er rigtig vanskeligt. Underlaget driller konstant og der skal være fuld koncentration. Sten, skærver, løse små rullesten og store sten i én pærevælling kombineret med at det er super stejlt gør, at tempoet er langsomt. På et tidspunkt fører afmærkningen os ud i en kæmpe dynge små rullesten som ligger på en virkelig stejl klippe. Lige til at starte med var min tanker. Fuck, jeg kommer til at kurre på røv og albuer ned i bunden herfra, men da fødderne blev sat ud i “gruset” fik jeg med det samme en følelse af at stå på ski. Mega fedt. Her kunne man sådan næsten “ski-hoppe” ned af bjerget. De mange små sten tog imod og bremsede ens bevægelse. Det var skide sjovt.

Efter en god gang blandet landhandel kommer jeg frem til første depot med dropbag efter 60 km. Det var første målsætning for mig. At komme dertil i god behold og få skiftet trøje. Varmen fra solen kunne virkelig mærkes nu.

 

Fra hoveddepot til rutens højeste punkt, Aitana (1558m)

Inde i depotet var løbets førende kvinde samme tid som mig. Tænker der var 10 hjælpere i depotet hvoraf de 5 gjorde deres bedste for at servicere hende. Det var ikke på en påtrængende måde, men virkelig for at HJÆLPE.

Her kunne vi få en omgang pasta, men mine øjne var faldet på noget pizza lignende noget. Ja tak. Pizza til morgenmad. Dejlig fed og salt. Skønno. Nappede et par stykker med over til bordet. Fik min dropbag og nogle kopper cola. Klædte om og tog et par stykker mere med i hånden på vej ud. Jeg var sulten og de smagte mig rigtig godt.

Så skulle der knokles frem mod løbets højeste pkt hvilket, efter Troels, havde en ret vild scrambling passage ved toppen. Dejligt at se frem til.

Terrænet på det første stykke er til at have med at gøre. Bevares det går opad men der kan holdes en god kadence. Følges med et par spanske brødre som kan lidt engelsk. Den ene kigger på flaget på min rygsæk og spørger hvad jeg synes om terrænet nu da jeg jo er vant til bjerge???!!!??? Griner lidt og siger at det altså er det danske flag og ikke det Schweiziske….Meeeeeeen vi har da “skymountain”. Det er dejligt befriende at følges med disse to. De snakker konstant om alt muligt, men de er desværre også meget forskellige i styrke, så den svageste har brug for en pause stopper de og jeg fortsætter. (Senere i løbet bliver jeg faktisk overhalet af den ene af dem igen).

 

cbt19

 

Der er en del vandregrupper her. Altid festligt at passere sådan en flok. Det giver lidt gejst og motivation. Heldigvis er der på vej op også nogle vandposter/vandløb hvor jeg lige kunne blive kølet lidt ned. Kan langt oppe skimte en vejrstation (eller…ved faktisk ikke hvad det er) og tror vi skal derop forbi. Vejen går dog ikke forbi, men drejer skarpt til venstre og inden længe tårner en ordentlig bunke klipper sig op. Jeps nu kom det stejle stykke.

 

cbt6

Tungen lige i munden. Stavene er ret ubrugelige her da det er stejlt og begge hænder skal bruges til at få kravlet op. Efter lidt tid kommer belønningen over bjergbestigningen. På toppen er det simpelthen det vildeste panorama view over hav, bjerge og rå natur i strålende solskin. Det er svært at beskrive, men virkelig fantastisk.

 

Nedløbet mod Sella

De næsten 15 km ville nu mere eller mindre gå nedad. Stierne var til at begynde med små og tekniske, men hele tiden med det fantasiske skue i baggrunden. Jeg var kommet relativ fornuftig igennem 70 km og forceret de værste stigninger så derfor begyndte jeg nu, når terrænet tillod det, at forsøge at presse lidt fart på. Især på de stykker nedløb der kunne løbes havde jeg det fedt. Og for første gang som trailløber kunne jeg faktisk overhale folk nedad. Tidligere var det på nedløbet jeg blev total kørt over af de lokale spanske og italienske løbere. Fuldstændig optur.

cbt17

Efterhånden nærmede det sidste “kritiske” punkt i løbet sig. Nedløbet mod Sella. Troels havde snakket om det og på profilen over ruten ligner det også bare en lodret væg man skal nedad. Kunne mærke spændingen i kroppen tog til. Efter GPS skulle det være nu!….Kort efter passerede jeg et lille skilt med teksten Sella 2200 m. ? Jamen, så måtte det da snart gå ned – efter 500 m relativ teknisk nedløb kom “muren”.

Hold nu kæft mand det var stejlt. Underlaget var sten, små som store, lidt grus/sand og græsagtig beplantning. Ujævne drop og ikke rigtig nogen sti at følge. Man måtte til dels selv finde vejen ned. De næste 1.5 km foregik skridt for skridt og med fuld fokus. Tempoet lå mellem 1.5-2.0 km/t. Det var rigtig svært, men også samtidig fedt.

cbt21

 

Endelig slipper stigningen sit sat. De tilsyrede lårbasser kan tøffe ind mod næste store depot efter 83 km i Sella. Her var der mulighed for dropbag nummer 2. Havde fravalgt at bruge denne mulighed og det passede fint nok for mig. Manglede ikke noget. De folk der sad i depotet her så ret slidte ud. Der var en del løbere på ruten nu idet de samtlige distancer ( på nær den korte) nu fulgte samme rute.

 

Mod mål

Nu ventede de stort set 15 km med let stigning inden omkring 5 km nedløb til mål. Efter depotet powerhikede jeg et langt stykke. Nedløbet havde sat sine spor, men efter en halv times tid kunne jeg jogge lidt igen, når terrænet tillod det. Det vekslede meget mellem lidt bredere grusveje og mindre stier her. Men ikke vanvittig teknisk. Så stille og roligt blev km efter km tilbagelagt. Når man når dette tidspunkt i ultraløbene vil man (læs jeg) bare gerne i mål og ofte føles det som om det tager en evighed. Jeg manglede et enkelt depot tilbage og jeg synes i laaaaaaang tid jeg kunne høre musik og stemmer derude i det fjerne. jeg måtte nærme mig.

cbt23

Terrænet tog lidt til igen og blev lidt mere bøvlet. Tænker jeg på dette tidspunkt måtte være på bagsiden af Puig Campana. Endelig kunne jeg se det sidste depot. Her blev der hold fest. En flok unge mennesker styrede depotet og der var bare gang i den. Egentlig fuldstændig ligegyldigt så spurgte jeg hvor langt der var tilbage. Pigen sagde 5 km, så sagde jeg om ikke det var nærmere 6 km. Hun sagde yes. Spurgte så endnu engang om det måske ikke var 7 km. Hun sagde yes igen! Sådan. Dumt, Dannie. Bare kom afsted. Det går ned til mål….Eller vent lige lidt. Stoppede lige op og tjekkede profilen. Ikke kun ned, nej. Vi havde en 200 højdemeter opstigning først og derefter nedløbet.

Havde rimeligt overskud på stigning, men holdte lidt igen for at spare de sidste kræfter til høvle igennem på nedløbet. Stigning var relativ svær teknisk men op kom jeg. 5 km igen cirka. Nu skulle den bare have fuld smadder. Havde bildt mig selv ind at nedløbet ville være en motorvej med medvind.

Det var det dog ikke helt idet stien var semi teknisk. Jeg forsøgte alt hvad jeg havde lært at give den gas. Fornemmelsen var i hvert fald sådan og i total runners high rus blæste jeg igennem. Kæft hvor var det altså fedt. Kunne holde tempoet indtil jeg kom ned i selve Finestrat igen hvor den stod på cruise ned igennem byen. YES. 300 m til mål, 200 m, 100 m – over et lille kryds, ind på de små gader, skarpt til venstre og her var målportalen.

 

cbt18

Kæmpe lettelse og den fedeste følelse at komme igennem sådan et løb.

cbt4

 

Efter løbet

Jeg kom i mål i tiden 16.38 hvilket jeg var 100 procent tilfreds med. Inden løbet havde jeg håbet på 19.00 eller lidt under. Alt efter ruten.

De andre danskere i løbet kom alle fornuftigt igennem og vi kan endda bryste os med at Vibeke vandt i sin klasse. Stærkt.

Costa Blanca Trails er et løb med rigtig mange super fede momenter hvor den første stigning, de kradsene buske, stigningen op mod højeste punkt samt nedløbet til Sella står klarest frem. Derudover er de frivillige i dette setup helt unikke og max hjælpsomme.

Dagen efter løbet stod den på total afslapning, badeture, god mad, røverhistorier samt ikke mindst kolde øl ved den skønne strand i Benidorm.

 

cbt2

 

Så for at runde det hele af, så virkede denne tur som et rent kinderæg. Rigig fornuftig logistik og indkvartering – Top fed rute og sidst men ikke mindst bare en rigtig hyggelig tur med gode venner 🙂

 

Nu vil jeg se frem til frem til en stille og rolig måneds tid med træning efter lyst. (Som om det er meget anderledes end normalt…).

 

Næste race bliver min trejde tur til Transgrancanaria i februar. YES

 

Hold Jer muntre

 

Vi ses i sporet

/ Dannie

 

@dannietrail

 

 

Cold Hawaii Ultra 2017

Cold Hawaii Ultra 2017

Cold Hawaii Ultra 2017

Denne gang kommer der en kort fortælling om dette 50km løb fra Hanstholm til Agger.

Se mere om løbet her

Forberedelse

Forberedelserne til løbet har været meget sporadiske og jeg har ikke fået løbet så meget som jeg burde. Det vil sige at det samlet set er blevet til 45km i September.
Jeg havde dog valgt at jeg ville løbe alligevel for at se hvordan det ville gå.

Udstyr

Det er altid lidt svært at finde ud af hvad man skal løbe i for denne gang var ikke nogen undtagelse
Jeg valgte følgende fra fødderne og op

  • Altra Lone Peak – god plads til tæerne
  • Inov8 Mudsoc – strømper i uld
  • Fusions tights – Lommer til småting
  • Standard løbetshirt – har erfaret at det ikke betyder så meget for mig
  • Inov8 Race Elite jakke – vandtæt anorak
  • Thy Trail Marathon buff –  god til lidt ekstra varme på halsen
  • Aonijie Vest – Vest med mange lommer
  • Tailwind Energi – God energi til at blande i vand
Flatrunner

Flatrunner

Indskrivning

Jeg kom til indstilling fredag da jeg skulle overnatte i Thy. Da jeg kom var jeg den den sidste der skulle med bilen til overnatningsstedet. Vi skulle overnatte på noget der hedder Langebjerggård hvor der er plads til 77, men det var kun 3 der skulle overnatte vi fik et værelse hver. Jeg fik ordnet min seng og gjorde det sidste klar til dagen efter

NOVATEK CAMERA

Langbjerggård

Det var rigtig dejligt at man kunne fokusere på at komme op om morgenen og ikke skulle køre langt for at komme derop. Dagen efter blev vi hentet klokken 8:10 og kører til start da vi kom til starten var der allerede mødt nogen løbere op og der bliver snakket. Senere kom der en bus kørte fra målområdet ved Agger hvor målet var. Der gik ikke så lang tid inden starten gik

Løbet

NOVATEK CAMERA

Starten

Starten

Det startede i regnvejr
Vi startede regnvejr og Løb fra Hanstholm madbar vi løb på stier indtil vi kom på cykelstien, hvor vi skulle løbe 10 km. Det var et rimelig kedeligt transportstykke som vi desværre ikke kunne undgår.

NOVATEK CAMERA

Cykelstien

Kilometerne gik ok at jeg snakkede godt med min løbemakker. Vi kom til depotet i Klitmøller ved ca 12 km og fortsatte mod Nørre Vorupør.
Efter  Klitmøller kom vi ind på nogle små stier. Det var dejligt at komme væk fra asfalten på andet underlag.

NOVATEK CAMERA

Gode stier

Stranden

Det viste sig dog at det ikke var alle stykker der var lige gode. Vi kom til stykke på stranden for at komme til andet depot i Nørre Vorupør ved ca 25km. Stranden var hård at løbe på da fødderne sank et stykke i for hver gang man tog et skridt og vinden kom imod os fra syd øst. Da vi kom til depotet fik vi fyldt godt op da dette var sidste depot inden vi kom i mål.

Stranden

Stranden

Turen forsatte på stranden og underlaget var nu en smule bedre og vi kunne løbe lidt en gang imellem for at få varmen i benene igen. Vi var på stranden i ca halvanden time og 10-12 km. Stranden syntes uendelig og vi kunne blive ved at se løbere langt frem hvilket ikke var godt for motivationen.

NOVATEK CAMERA

Tilbageblik på stranden

Efter stranden

Da vi kom op fra stranden gik turen på markveje til et lille vanddepot. Kort efter depotet var nødt til at slippe min makker da benene var trætte og han var bedre løbende.
Efter at have sluppet min makker løb jeg resten af turen selv. Det var på gode stier og i dejlig natur så det hjælper på det
Løberiet var blevet afløst af at gå løbe intervaller og det bliver mere til en kamp for at komme igennem

NOVATEK CAMERA

Klithede

Flere perioder valgte jeg at løbe til næste markering og derefter gå lidt for så at løbe til næste markering igen. Turen gik ud over klitheden og det var rigtig sjovt at se hvordan det så ud uden den mængde vand der er til Thy Trail Marathon. Desuden løber vi også den anden vej så det er svært at se hvor man er.

Det sidste stykke

I længere tid kiggede jeg efter Lodbjerg Fyr da jeg vidste at herfra var der kun 5-6 km til mål.

NOVATEK CAMERA

Lodbjerg fyr

Lodbjerg fyr kom til syne og benene fik mere energi. Jeg satte mig for at massere mine lægmuskler lidt hvorefter jeg kunne løbe videre. Mål var nu i syne eller jeg vidste ca hvor langt der var der er noget psykologiske at have et punkt man er nået til hvor man ved hvor langt er der tilbage i forhold til at kigge på uret.
På dette tidspunkt var jeg våd og det regnede, men nu gjorde det ikke så meget mere da man var våd hele vejen igennem.

NOVATEK CAMERA

Vejen til mål

Målgang

Jeg kommer til vejen som gik ind mod mål var og var klar over at nu var jeg ved at være der. Da jeg kom tætteere på kunne jeg se min kone der tog lidt billedere og lidt senere kunne jeg også se min datter lige inden jeg løb i mål. Det giver altid noget ekstra at se familen er der.
SlutSiden blev 6 timer og 8 minutter som jeg var ganske godt tilfreds med
Det sluttede i regnvejr

De små ting

Vi fandt hurtigt nyt tørt tøj og det var rart at komme i noget tørt. Man finder hurtigt ud af at på disse lange eller mellemlange tur er det de små ting som man sætter meget pris på når man kommer i mål, hvor tørt tøj var en stor del af det denne gang
Jeg snakkede lidt med min løbemakker om hvordan det er gået. Kort efter gjorde vi klar til at køre hjem. der var mad i løbet men familien havde valgt at vi skulle ud at spise så jeg gav min billet væk Jeg kørte selv derfra og det gik fint.

Reflektion

Efter man er kommet i mål hvor der er gået et par dage tænker man lidt over hvordan løbet egentlig var. Det var et super godt løb med en god stemning men det lange Strand stk i regnvejr kunne jeg godt have undværet.
Fælles for ultraløbet er at der er en afslappet stemning Og alle løbere snakker med hinanden og at høre til hinanden når de løber forbi. Jeg synes at det er hyggeligt at der er en helt anden motivation for løbet end bare at løbe stærkt.
Det kan godt være at man flere gange tænker at undervejs og dette er en dum ide, men når man kommer i mål og kommer på den anden side er det en rigtig god oplevelse.
Det er nok ikke sidste gang jeg kommer til Thy for at løbe Cold Hawaii Ultra og på nuværende tidspunkt har jeg tilmeldt mig Thy Trail Marathon 2018.
God tur derude

,

Tor des Geants – en overmenneskelig opgave!

Dette er en opsummering af oplevelserne fra TDG frit efter hukommelsen. Der er sikkert meget der er glemt, men det er også de blivende indtryk der er de vigtigste. Det er et løb der næsten er umuligt at kapere undervejs – og for den sags skyld også efterfølgende. 338,6 km med +24.000hm siger den officielle distance. 25 bjergpas og et terræn for bjerggeder.

ruteJeg følte mig utrolig godt forberedt med ophold i Aosta dalen siden 1. maj og deltagelse i fem kortere bjergløb samt gennemløb af hele ruten sammen med min makker Heine Petersen og Marlene Hjortebjerg. Alligevel havde jeg ingen idé om hvor vanvittig en både fysisk og mental belastning et løb som dette er.

Så langt! Så mange dage, så lange nætter, så lidt søvn og så meget hjernespind – og tvivl. Men også overskud, eufori og glæde.

Før løbet havde jeg en stålsat vilje til at dette skulle lykkes. Min tillid til egne evner i terrænet og mit indgående kendskab til hele dalen gjorde, at jeg følte mig aldeles klar på dagen. Der var ingen nervøsitet udover det sædvanlige før et løb. Dette var mit terræn. Min dal.

Og jeg havde en plan. En dristig plan. Jeg ville gennemføre på under 100 timer. Et absolut hårdt krav, men ikke urealistisk i forhold til det jeg vidste jeg kunne. Alt andet lige betyder det ca. 85 km i døgnet – eller et alpemarathon for hver 12 timer. Simpel plan ikk’? Jeg havde helt klart farten og jeg havde teknikken til det. De ubekendte i ligningen var: søvn, skader og uheld. Alle tre faktorer der kunne vælte korthuset.

udstyrValget af udstyr er til gengæld simpelt. Jeg løber i Salomon og har gennemprøvet adskillige sko inden løbet. Valget af sko er Speedcross 4 pga greb og støddæmpning. Alt andet er der ikke så meget at sige til. Jeg er ikke så pernitten med tingene. Det er benene der skal gøre arbejdet! Færdig.

start01Heine og jeg mødes med Michael Fich i startområdet. Alt ånder fred og ro. Vi virker alle tre glade og med overskud. Vi starter i roligt tempo efter råd fra Heine. Næsten 900 løbere halser af sted. Mange over evne. Men hellere holde tempoet lidt nede og sidde fast i flaskehalsene på den første stigning end brænde ud. Og efter noget tid åbner løbet sig op. Jeg finder min rytme efter første ’lette’ bjergpas og kommer snart ind mellem andre med samme tempo. Det kører bare derudaf og nærmest inden jeg har set mig om er jeg i La Thuile. En by jeg har boet i og deltaget i Trail La Thuile. Det giver god tiltro til egne evner. De næste to pas ryger nærmest også af sig selv og snart står jeg nede i Planeval. Forude ligger første hoveddepot i Valgrisenche og de første 50km er passeret. Jeg har på forhånd valgt at gå det meste af dette stykke for at give benene ro. Det er fladt og på græs. Det bliver også mørkt og derfor tjener det til en slags ’hvile’ for benene.

Første depot er ret hektisk. Der er mange løbere allerede. Nogle ser dog allerede lidt slukkede ud! Jeg sidder ned ved siden af to franskmænd. Denne ene hedder Philippe – han skal siden gå igen. Og igen. Det bliver blot et hurtigt strømpe- og underbukseskift. Af sted ud i mørket og det første seriøse udfordring. Stigning op til Rifugio Epée og så Col Fenetre med et sygt stejlt og teknisk nedløb. Jeg kommer hurtigt op til en løber der går og taler i telefon. Det er Philippe og vi følges til Epée. Her øger vi undervejs gruppen med et par mand og Fenetre nappes i fin stil. Nedløbet går rigtig godt sammen med en spanier og ved Rhemes Notre Dame strutter jeg af selvtillid. Det kører super. Ikke for hurtigt og ikke for belastende. Der er ingen tegn på for stor udtrætning af musklerne.

Herefter følger to af de højeste pas. Col Entrelor er lidt af en bastard og jeg får et højdeildebefinde. Meget irriterende, da jeg burde være helt tilpasset til højden. På et tidspunkt er jeg tæt på at brække mig. Men nyser i stedet for to gange helt nede fra maven. Heldigt for den løbet der ellers vil have fået glæde af mavetømningen. Jeg kommer dog over passet i okay tempo og turen ned til Eaux Roussos kender jeg indgående. Den sidste del føles som en uendelig gentagelse af ens serpentinersving som trætter mig lidt psykisk. Og forude venter Col Loson! Det er 3296m og med en uendelig lang stigning som er dræbende uoverskuelig – selv i frisk tilstand. Heldigvis er vi en spredt gruppe af løbere som nu har set hinanden lidt an. Der er en stiltiende forståelse for, at vi går samme tempo, men med lidt skiftende styrker og svagheder. Cho fra Japan er smilende og virker sympatisk selvom han ikke mægler et ord. Falk fra Tyskland virker stærk og rolig. Phillipe er sakket lidt bagud mens andre er kommet til. Himlen lysner og vi går i spredt formation ind mod opstigningen. Mine ben er møre. Mere end forventet. Jeg må bakke lidt af og kan ikke holde tempo som i juli hvor jeg nærmest ’fløj’ over sammen med Heine. Jeg har tabt lidt terræn op over det sidste svære stykke i stenfaldet. Heldigvis letter det hele når jeg begynder at komme ned i højere tryk og jeg får løbet fornuftigt ned til Rifugio Sella. Cho løber forbi uden ophold og vi nikker til hinanden. Han led også op over Loson. Vi er i samme båd. Men vi skal videre. Det er en ny dag og den føles til at blive varm!

Ned fra Sella mod Cogne løber jeg i egne tanker med solbriller og er lidt fraværende. Det er alligevel hård kost at tage turen i sammenhæng. Og der er langt hjem. Meget langt. Pludselig mødes jeg af et: ”Det jo Knudsen”. Det er Flemming Andersson og Kenneth Petersen fra Team Schwausen. Det er en virkelig fed fornemmelse, at de kommer ud på ruten. Det river mig ud af min lidt sløve tankegang og jeg kommer ud med nogle ting om de svære passager. Utroligt, at så lidt kan betyde så meget. Bagefter løber jeg ned til Cogne med nyt overskud. Nye sokker og nye underbukser. Og solcreme! Lidt føde, og så af sted derfra. Ingen grund til at hænge i depotet.

Fra Cogne til Lillaz er der et helt fladt stykke med ’blød’ bund. Dette har jeg også udset som ’hvilestykke’. Det tager en halv time og giver ro i hovedet. Derefter følger en stigning der på ’papiret’ ser let ud, men den er ret udmargende. Min plan er at nå helt til Rifugio Dondena før jeg vil sove første gang. Men jeg er faktisk ved at være ret træt. Undervejs overhaler jeg en del og nogle andre kommer bagfra. Lige inden passet Fenetre de Champorcher ligger Rifugio Sogno di Berdzè. Her går jeg kold. Pludselig ryger luften ud af ballonen. Okay, så er det her du sover. To timer under et tæppe i en kold sovesal. Ikke verdens bedste søvn. Men lige nok til at hjernen bliver nulstillet. Jeg går ud derfra og kommer hurtigt op til Wes fra Colorado og Thomas fra Schweiz op mod passet og senere Andrea fra Italien på vej ned fra passet. Fælles depotstop i Dondena, men Thomas og Wes smutter hurtigt mens jeg spiser pasta bianca med Andrea.

Det bliver mørkt igen og i næste depot møder jeg Thomas og Wes igen. Wes kigger på ruteprofilen og siger – som så mange andre har sagt – at det ser nemt ud derfra og til Donnas. Men det er det ikke! Jeg fortæller dem at det næste lange stykke er teknisk svært og med små skarpe stigninger der ikke kan ses på ruteprofilen. De tror vist ikke helt på det. Men det er det. Wes kobles snart af og sammen med Thomas henter vi en del løbere indtil Thomas også falder tilbage. Jeg æder det hele i et langt hug og står snart på asfalten i Höne. Det er en by og der er gadebelysning. Der er plant underlag. Det virker befriende! Og jeg går og lunter ned til hoveddepotet i Donnas. Desværre føler jeg også en træthed omkring mine knæ. Det meget bremsearbejde i relativt lavt tempo slider på leddene. Det er sært, at fordi man bevæger sig langsomt, så belastes kroppen på en anden måde. Og specielt mit højre knæ er mærket på ydersiden. Knæskallen trækkes skævt pga en tidligere operation og det er lidt hævet. Derfor tager jeg mig god tid i depotet og får løsnet benene.

Jeg er underlig forvirret da jeg går ud fra depotet. Klokken er 1:15 anden nat og jeg har kun sovet to timer. Samtidig er det en mild sommernat og jeg går roligt afted i t-shirt og vest. Byen er rolig og jeg følges med tre italienere med Rafaella Miraelle. Forude venter stigningen op til Rifugio Coda. En satan! Jeg har tidligere taget stykket op til Coda på 3,5 time og afsætter derfor 5 timer til det her. Det er fint i forhold til min tidsplan og burde gøre, at jeg ikke bliver overanstrengt. Det føles også meget nemt, men til gengæld føles turen meget, meget lang. Jeg får lidt selskab af en brite og en amerikaner, men smutter fra den i depotet halvvejs. Det sidste stykke op trækker lidt tænder ud og knæet melder tilbage med brok over belastningen. Da jeg når kanten mødes jeg af en blæst af stormstyrke og en sigtbarhed på stort set ingen. På med vindjakken. Den står som en ukontrolleret drage bagud og det ene ærme er på vrangen. Det er som at kæmpe med flag i uvejr. Og mens jeg kæmper kommer Falk forbi i rask trav med en spanier på slæb. Jeg får jakken på og høvler de sidste 20 min af mod hytten i bar arrigskab over blæsten. Falk griner af mig og siger, at man altid skal tage jakke på inden man når kanten. Tak. Det husker jeg til næste gang. Vi er præcis halvejs på hele ruten og tiden siger 44 timer. Er det for hurtigt? Måske, men der skal jo også regnes tid til at sove ind og at tempoet daler mod slutningen. Der er dejlig varm og hyggeligt i Coda. Planen er dog at tage det næste stykke med til Rifugio Balma for at sove der. Så udnytter jeg dagslyset og kommer tættere på Niel. Det næste stykke der venter, er nemlig en af de mest udmagrende sektorer på ruten. Falk har sovet tre timer i Donnas og smutter med det samme.

Turen til Balma bliver ret hård. Jeg er træt og mit knæ brokker sig. Det tager tre timer. Lidt mere end forventet. Jeg hopper i seng og sover to timer. Vågner op og er stiv i alle led og mine fødder er helt smadrede. Okay, det er nu der for alvor begynder at gøre ondt. Udenfor depotet prøver jeg at strække højre quadriceps ud. Knæet kan ikke bøje til 90 grader og knæet er stærkt hævet på ydersiden. Min eneste chance er at komme til næste hoveddepot i Gressoney Saint Jean og få noget behandling. Der er langt! Jeg ender med at gå stort set alene frem til Niel. Det tager en evighed og knæet bliver mere og mere stift. Det er også kedeligt så jeg maser med negative tanker undervejs. I Niel overraskes jeg af vores hotelværter fra Hotel Croux i Courmayer. De er ude for at heppe på Stephanie Case der ligger treer hos kvinderne og ventede så lige på mig. Det giver et boost da jeg hænger temmelig meget med skuffen her. Der er kun fire timer til Gressoney siger de. Og der er fysioterapeuter. Kun fire timer! Det bliver fire ret tunge timer, men pludselig er jeg ned på asfalten og har hoveddepotet indenfor rækkevidde. ”Massagio?” spørger jeg som det første og vises vej til fysserne. Ind i bad og op på briksen. Og her kommer jeg under den mest kyndige behandling jeg kunne ønske. Mine ben løsnes op og han tager fat om knæskallen og trækker roligt i musklen til den slipper spændingen. Efter mad og strømpeskift – og det obligatoriske skift af batterier i pandelampen-  står jeg igen ude i mørket. Fuld af ny selvtillid og med friske ben. Så længe det varer…

Det næste stykke starter blidt med flad vej. En ræv hopper ud foran mig, men ellers er det rolig stilhed. Derefter følger et benhårdt stykke op mod Col Pinter. I dagslys en smuk tur. I bælgravende mørke helt alene og overtræt er det pludselig en nærmest uoverkommelig opgave. Og her føler jeg mig for første gang pludselig magtesløs. Der er virkelig langt til næste depot og der ingen civilisation undervejs. Det er også skide koldt og jeg raver af sted som om jeg er fuld. Forvrider foden og bander over at jeg ikke kan se andet end det i lampens skær. Og flagene med reflekser. Som bare bliver ved, og ved, og ved. Det tager en evighed at nå op til passet. Til sidst kommer der en pandelampe bagfra. Jeg sætter mig og spiser en bar og venter på selskab. En frisk franskmand. Ved toppen pakker han stavene sammen og spænder skoene og så suser han dernedaf hurtigere end jeg kan følge med. Alene igen! Og lang svært nedløb foran. Jeg er lige ved at græde. Sådan næsten da. Jeg føler mig i al fald meget, meget alene.

Timer senere dukker Rifugio Crest endelig op. Klokken er 3:30 og jeg er smadret af træthed. Indenfor er der super hyggeligt og hyttefolkene hilser mig velkommen. De har cornflakes og chokopops med mælk. Det spiser jeg og nyder at være kommet ud af min fortabte tilstand. Jeg beder om at sove to timer. Så kommer jeg tættere på dagslyset inden jeg skal det sidste stykke ned til depot i Champoluc. Da de vækker mig spiser jeg cornflakes og chokopops igen og drikker kaffe. Jeg vil helst ikke ud i kulden igen. Og jeg er begyndt at miste det mentale overblik over dag og nat. Tænker, at i morgen skal jeg nå der og dertil. Men det er jo allerede i morgen. Eller noget? Man kan jo ikke skille dag og nat tænker jeg. Sære tanker der melder sig.

forunderefterTuren fra Champoluc til Saint Jasques går i en døs mens dagen gryer. Derefter følger en lang stigning mod Rifugio Thournalin som bare er en lang gang steady pligtarbejde. Det er et godt depot rent mentalt. Et pitstop inden stigningen mod Col di Nana. Jeg tager mig sammen og spiser også det pas i jævnt tempo. Desværre har jeg et stykke tid haft negative båndsløjfer i hovedet. Jeg keder mig! Man går for meget synes jeg. Der er for lidt sjov. Jeg tænker på hvordan jeg i de korte løb hernede tager nedløbene i højt tempo. Farten og spændingen mangler her. Det er surt slid synes jeg. Det bliver meningsløst. Det er et ret uheldigt tankespind jeg er inde i. Ned mod Valtournenche og næste hoveddepot er jeg faktisk meget nede. Her tænder jeg min telefon for første gang og beklager mig. Tilbagemeldingerne får mig dog til at løfte hagen fra bordet. Det skal gøres færdigt det her. Tidsplaner er godt nok røget lidt i vasken. Jeg kan ikke længere nå under 100 timer, men jeg skal fandme gøre mit bedste for at komme tæt på.

På vej mod Rifugio Barmassa bliver jeg hentet af af tre italienere der går i et kværnende konstant tempo. Jeg hægter mig på og pludselig kommer jeg da fremad i konstant tempo. Vi æder os vej til næste depot og her smutter jeg fra dem. Jeg vil frem til Refugio Magiá hurtigst muligt. Der boede jeg en uge op til Moonlight Trail og ser frem til at komme igen. Der venter et meget teknisk nedløb fra Fenêtre de Tsan, men derefter er der et nemt stykke. Jeg bliver modtaget med åbne arme i rifugiet. Det giver et mentalt boost igen og jeg sover to timer i en seng jeg kender. Håndtryk og skulderklap på vejen ud gør at det næste stykke i buldermørke op mod Rifugio Cuney er til at overkomme. Deroppe møder jeg Johan Steene fra Sverige som jeg sidst så efter Balma. Det er sært at man pludselig støder ind i folk som har været foran eller bagved i flere døgn. Som at bevæge sig i en slags paralleluniverser. Han smutter ud før mig. Det næste stykke er hårdt at komme igennem. Jeg vælter nærmest rundt i stenfaldene og på et tidspunkt vrikker jeg om på foden igen. Denne gang kommer der en skarp og meget intens smerte fra ydersiden. Ikke godt! Jeg bander over at skulle rende rundt i mørket. Man kan jo ikke engang nyde omgivelserne. Alt er gråt i gråt. Men jeg priser mig lykkelig for, at jeg i det mindste ved hvad det er jeg render rundt i. At jeg har en klar fornemmelse af hele dalen og rutens forløb. Det må være utrolig innerverende for dem der er her første gang. Et uendelighedesprojekt. Anyway, pludselig er jeg ved Bivacco Clermont og møder Johan igen. Han kigger på mig og spørger om jeg ikke skal sove en times tid. Det har jeg først tænkt mig at gøre i Ollomont. Men måske har han ret. Hytten er fortættet af venlighed fra de tre hyttefolk. Johan smutter og jeg bliver siddende og drikker friskpresset juice og spiser pasta. Der er langt hjem. Og natten er kold og mørk.

Det næste lange stykke mod Oyace er tæt på at knække mig. Det er ret kedeligt og jeg er alene hele vejen. Da jeg endelig når frem ligger Johan og sover. Philippe som jeg har set tidligere sover også. Alle sover sødt. Jeg tager skoen af og har en hævelse som et hønseæg på ydersiden af anklen. Det ser ikke rart ud. Jeg lægger mig på en briks med foden oppe og døser senere en times tid. Hvis bare jeg kan komme frem til Ollomont i fornuftigt tempo så er der fysioterapeuter igen. Det er mit mål. Jeg skal have fikset foden. Fra Oyace følger en lang stigning mod Col Brison. I mørket føles det som om jeg går det samme stykke igen og igen. Ruten gentager sig selv. Pludselig er jeg bange for at jeg er gået forkert og går det samme stykke forfra. Men det kan man jo ikke. Man kan ikke gå opad og så komme ned. Alligevel begynder jeg at lægge mærke til fældede træer, specielle klipper og andet når ruten drejer igen og igen. Det er irrationelt og min hjerne spiller mig puds. Bagfra hører jeg stave mod sten. Ahhh, to pandelamper dukker op. Det er Philippe og Chilla fra Italien. Hender så jeg sidst omkring Niel. Philippe kører konstant tempo og jeg hopper på. Så er jeg også sikker på vi går den rigtige vej – selvom der kun er en vej!? Vi henter to andre deltagere og når pludselig toppen. Så er det kun nedløbet der skiller mig fra Ollomont. Jeg har boet i byen lige ved depotet ni dage op til løbet. Jeg kender stort set hver en meter derned. Problemet er bare, at min fod nægter at samarbejde. Jeg kan simpelthen ikke løbe nedad og da jeg kommer til den sidste lange og meget stejle grusvej går det helt galt. Smerterne er uudholdelige. Jeg må gå sidelæns og baglæns. Intet hjælper. Jeg råber af vejen. Jeg tæsker den med mine stave. Jeg smider stavene ned i jorden og knytter næverne mod himlen. Men intet hjælper.fodtape Det tager mig tre timer at komme ned til asfaltvejen. Det er blevet lyst og jeg har brugt unødig meget tid på noget der burde have været simpelt. Endelig i Ollomont viser jeg min ankel til ham der står for fysserne. Dislocation. Vaske tæer og så op på briksen. To unge fysser instrueres i at den skal tapes. Jeg går ud som et lys på briksen. Vågner ved at de ryster mit ben og ser den vildeste tape. Gisp. Kan jeg overhovedet løbe med den. Jeg skal stå ned og se om den virker. Den virker fantastisk. Jeg kan lægge al min vægt på foden. Jeg kunne have kysset de to fysser lige der. Johan kommer ind og jeg viser ham den. Den er flot. Måske jeg skulle sove? Ja, det er rigtigt. Snupper en time mere på en briks.

Vågner op til regn og en dropbag der er spredt ud over et bord. Okay. Fokus nu. Propper alt i dropbaggen og tager tights og regntøj på. Og så af sted. Op mod Col Champillon og inden da Rifugio Champillon hvor jeg også har boet og glæder mig til at gense hyttefolkene. Det går ikke hurtigt, men det går og knæene er faktisk holdt op med at gøre så ondt igen. Foden virker super med den nye tape. Jeg når op til rifugiet og modtages igen med glæde. Får en kop kaffe i hånden og skulderklem. Det fylder mig med positiv energi og jeg giver den gas op mod passet til ære for dem. Forude venter et nedløb som jeg kender og så 4 km meget let plan sti. Rutens letteste stykke. Jeg tager nærmest tilløb og starter nedløbet. Det fungerer perfekt. Jeg tager det hele i løb. Euforisk. Det er ren lykke at kunne løbe nedad igen. Det hele vender. Jeg kan se en ende på hele løbet og det bliver en positiv afslutning.

malatraI fin stil når jeg ned til Saint Remy en Bosse og videre. Nu venter kun Malatra. Den sidste forhindring. Det ikoniske sidste pas man skal igennem. Derefter kan det ikke gå galt. Men Malatra er før blevet lukket pga dårligt vej. Og det regner og der er tunge skyer over passet. Jeg går hurtigere og hurtigere frem mod passet. Pludselig letter skyerne og foran mig er bjergene fuldstændig dækket af sne. Jeg bliver helt paf, stopper op og tager et billede af det. Lidt fremme møder jeg en løbskommisær og spørger om passet er åbent.” No problemo”. Bare fremad med mig. Op til Rifugio Fresseti i sne og med panik over det. Her møder jeg sjovt nok Philippe og Scilla igen. Aftaler at gå med dem over passet. Crampons på undervejs og pludselig er vi oppe. Sært nok forløses det hele der. Philippe jubler og hopper op og ned. Og pludselig råber vi og er euforsike. Får taget de obligatoriske billeder. Derefter løber vi ned ad den anden side. Som kåde føl der bare har lyst til at sparke bagud og vrinske.finish Vi har klaret det. Resten er en formalitet. Der er ingen forhindringer. Philippe fortæller løs om Mont Blanc og alt muligt fransk. Vi holder sammen nu. Det er os tre der gjorde det sammen. Scilla har lidt svært ved at følge med, men vi samler op igen og igen. Det er en sær fornemmelse. Løbet er slut på Malatra. Nu er vi ligeglade hvor lang tid det sidste stykke tager. Vi skal bare hjem. Tiden er også ligegyldig. Den bliver god nok. Under 110 timer er helt vildt. Overdrevet vildt faktisk. Jeg vil bare gerne i seng…

sofaI mål modtages jeg af Heine som udgik pga sygdom og af vores hotelværter. Det er lidt overvældende. Jeg er ekstremt træt. Og meget forløst. Det var afslutningen på mit Aosta projekt. Min eksamen som bjergløber. Og det er efter omstændighederne gået over al forventning. Man kan ikke tage højde for uheld og skader. Jeg er derfor også dybt taknemmelig for den fantastisk kompetente behandling jeg fik af fysioterapeuterne i Gressoney og Ollomont. De var guld værd.

Tor des Geants er en vanvittig hård prøvelse. Jeg er glad for jeg har prøvet det og har gennemført. Længden af løbet er afskrækkende, men det er terrænet man skal igennem, der er den virkelige prøvelse. Så mange bjergpas over 2500m er næsten umenneskeligt. Og så nætterne! Som alle jeg mødte sagde: ”It’s the nights!”. De trækker godt nok tænder ud. Og jeg er virkelig glad for at jeg kom i mål inden endnu en nat.

Og kunne det have ladet sig gøre på under 100 timer? Svaret må svæve i det uvisse. Jeg mener godt jeg kunne have gjort det uden uheld. Jeg havde helt klart formen til det. Men den var nok svær. Kigger jeg på nogle af dem der var omkring mig undervejs, så var det kun Falk Huebner fra Tyskland der brød de 100 timer. But who cares anyway…

alletreijakkerNæste dag møder Heine og jeg Harriet Kjær der er bosiddende i Barcelona. Hun er første danske kvinde til at gennemføre. Vi misser Michaels målgang pga dårlig tracking, men han tager revanche næste dag, hvor vi drikker øl og nyder livet alle fire. Egentlig var der også en femte dansker til start da Thure Tornbo Baastrup stiller op for Grønland. Han udgik dog allerede i første hoveddepot.

Min placering og tid blev: Tom Gruschy Knudsen: Nr. 65, 108:46 timer. Bedste danske tid og placering i TDG.

Save

Save

Beatrice-friesland-riano-open-trail
, ,

Riaño Open Trail 48k/3000hm

img_4909

Hvordan jeg kom igen efter en DNF og de kampe jeg havde undervejs.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at motivationen styrtdykkede efter min DNF til Trail Sierra Nevada i juli. Al løb efterfølgende har været mere lystbetonet end regulær træning.

Da tiden så småt nærmede sig, kæmpede jeg meget med mig selv om jeg skulle tage afsted. Hvad nu hvis jeg udgik igen?  Heldigvis var min nysgerrighed omkring løbet dog stærkere (havde virkelig hørt meget godt om løbet og området) end min usikkerhed. Flybilletten blev bestilt, så en enkelt overnatning i Madrid, tog til León og en lejebil fra León til Riaño, knap 100km.

Fredag d. 8/9 tog jeg afsted med en blanding af stress og spænding.  Dog blev spændingen lige en tand for meget da det i toget gik op for mig at jeg havde glemt mine vandflasker (soft bottles) på køkkenbordet. Katastrofe og kæmpe rookie mistake. For hvad gør man lige når man sidder i toget på vej mod København fra Århus. Gode råd var dyre og min puls nåede lige at peake. Jeg lavede en google søgning og fandt ud af, at Outdoor Rødovre havde mine flasker. Fik ringet og lagt to flasker til side. Efterfølgende måtte jeg ringe til min stedfar og brødebetynget bede ham om at køre til Rødovre for at hente flaskerne og derefter køre dem ud til lufthavnen, og nåh ja, jeg var en kæmpe nød og jeg skyldte en kæmpe kvajebajer (insert face palm). Heldigvis, var han sød nok til a tage turen derud og hente dem for mig. Uden et godt netværk, så står man sgu ringe!!!

Det skal siges at jeg plejer at have godt styr på mine sager op til et løb (har min tjekliste så jeg ikke misser noget), men det hele glippede lige den dag.  Jeg mødtes med mine forældre i lufthavnen og fik flaskerne. Fik krammet farvel og med pulsen i normalt leje kunne jeg nu påbegynde første del af min rejse.

Efter en overnatning i Madrid tog jeg toget til León, hentede min lille Fiat Panda og begav mig ind i landet mod Riaño. Turen er ikke mindre en fantastisk. Da bjerglandskabet så småt begyndte at dukke op i horisonten, kunne jeg ikke andet end at smile, for hold nu op hvor er det smukt.  Jeg var overvældet.

img_4868

Jeg nåede Riaño henad formiddagen, vejret var skønt, luften klar og ren. Den hyggeligste lille bjerglandsby.

Området er besøgt af vandrere, pilgrimsrejsende (ja dem der tager turen til Santiago de Compostela), jægere… Og ja løbere.

Jeg havde booket hotel lige ud til byens hovedvej. Det skulle vise sig at være det bedste jeg havde gjort, da målstregen lå 50m derfra :)!

img_4871

Efter jeg havde tjekket ind på hotellet gik jeg en lille rekognoscerings tur i byen, fandt det lokale supermarked og fik købt lidt snacks mm. Aldrig gå ned på snacks ;-).

Riaño Trail Run består af to løb. Det første er et tredages etapeløb, og så det jeg skulle deltage i Riaño Open Trail på 48km/3000hm.

I forbindelse med Etapeløbet var der lavet en Camp og det var her jeg kunne hente mit startnummer.

Løbene er arrangeret af den spanske trailløber Miguel Angel Heras, en gammel rotte trailverdenen og en af Spaniens absolut dygtigste løbere. Han er vokset op i området, så dette er hans baghave –  Hvilken baghave, WOW! Der var lagt op til tørre tæsk.

Startnummeret blev hentet og jeg skyndte mig tilbage til hotellet, for at få spist og hvilet til det forestående løb. Starten skulle gå søndag morgen kl. 8 fra nabobyen Lario. Vi blev hentet i bus kl. 7:20.

Jeg havde på forhånd læst lidt om løbet og havde også talt med tidligere deltagere omkring sværhedsgraden.

Vejret havde været omskifteligt med temperaturer fra -1 til 15 grader. Jeg havde medbragt handsker og det var en rigtig god idé på dagen.

Ellers bestod mit udstyr af “the usual suspects”: mine tro vandrestave, min løbevest – nu med flasker, Tailwind sticks (jeg brugte 4 på turen).

RACE DAY

Jeg stod op kl. 5 spiste min morgenmad og puttede mig under dynen igen og fik hvilet en times tid.

Jeg fik pakket mit udstyr, kom i tøjet og gjort mig klar til afgang. Udenfor var det 5 grader, og blæsende, jeg var bare glad for at det ikke regnede. Kl. 7:20 blev vi hentet af bussen og knap 15 min senere ankom vi til Lario.

Stemningen ved starten emmede af spænding og forventning, og en god portion humor. jeg fik ringet hjem, sat tlf. på lydløs og stillet mig klar i feltet.

img_4898

5 minutter før start kom vores speaker med nogle last minute vigtige informationer, der omhandlede første og sidste stigning. Hvis man led af højdeskræk, ville der være bjergguider til at guide op/ned af bjerget.

Derefter gik starten. Stille og roligt begav vi os alle ud i morgengryet.

De første par km var asfalt, derefter mark og skovbund. Ved ca. 6km ramte vi stigningen PICO DE YORDAS, knap 4km op med 800hm. Der var tåget og man skulle klatre op. Det var svært at se hvor jeg skulle sætte fra med hænder og fødder. I tågen kunne jeg høre guiderne bimle med ko klokker og råbe i skal bare opad –  Jo jo, men hvor er op.

Det tog sin tid og jeg kom op. Men jeg kæmpede meget med småkriser –  den lille stemme inde i mig der blev ved med at sige: Så giv dog op, gå hjem, hvad laver du her??? Det er for farligt? Hvad hvis du falder? Jeg nåede toppen, tog nogle dybe indåndinger og begyndte at kravle ned igen. Jeg sagde til mig selv, nu løber du mod første væskedepot og tager den derfra. Stille og roligt.  Nedløbet var stejlt, bestod af klipper, løse sten og løs jord. De seje proffer springer ned som bjerggeder, det er så ikke mig haha. Jeg er en smule mere varsom. Så med tungen lige i munden fik jeg bevæget mig ned. På vej ned mødte jeg en anden kvindelig løber og sammen fik vi talt os ned af første bjerg og løb sammen mod første væskedepot. Vi fik vendt lidt af verdenssituationen og det var en lettelse at kunne fjerne fokus fra al usikkerheden og i stedet kunne grine og bande af første stigning. Det er også hyggeligere at følges med en lidelsesfælle.

Vi nåede første af i alt 3 væskedepoter undervejs efter 14km. Vi tankede hurtigt op og var videre. Vi holdt en god pace, der manglede trods alt stadig 34km til mål.

img_4914 img_4913

Tågen var så småt lettet, og vejret var blevet lunere. Solen var endda begyndt at kigge frem mellem skyerne. Nu kunne vi endelig nyde omgivelserne. Der var så smukt, ubeskriveligt smukt. Græssende køer og vilde heste. De billeder vi tog, trods de blev gode, kommer slet ikke til deres ret, for det hele var magisk.

Min krise var så småt forduftet, hvordan kan man også have en krise, når man kommer igennem så smukke områder. Desuden hjalp det gode selskab at få afledt tankerne.

Man skal ikke lade sig narre af højdeprofilerne på startnummeret, det der umiddelbart ligner en lille bakketop er meget mere og det snyder så vandet driver. Jeg kæmpede lidt på anden stigning på grund af varmen, men jeg fokuserede og kom igennem. Der røg dog et par eder og forbandelser på vejen.

Jeg nåede andet væskedepot og humøret var højt, over halvvejs. Nu ventede næste stigning som primært bestod af asfalt og grusvej, derefter ned og så en ca. 7km lang flad rute på hhv. asfalt og skovsti. Vi løb blandt andet igennem en bjergtunnel, virkelig syret oplevelse. Efter det kom en 3km stigning med nogle små plateauer undervejs. Min løbemakker var begyndt at blive mærket af træthed og gik ned i tempo. Hun sagde at jeg skulle give den gas, så jeg fortsatte. Jeg nåede helt op og så gik det ellers ned. Masser af løse sten, jord/mudder og en lang smal, stejl passage ned. Den var led, men jeg fortsatte og nåede tredje og sidste væskedepot. Fik min sidste påfyldning og så var jeg videre. Nu ventede den sidste meget krævende stigning.

img_4922 img_4924

Dette var endnu en vertikal stigning, hvor jeg skulle klatre op. Miguel Heras tog imod i bunden og briefede kort, om hvad jeg skulle gøre. Jeg takkede for den fede men lede rute og han kvitterede med: “Du har endnu ikke set det bedste”. Når du når toppen så fortæl mig når du kommer i mål, hvad du synes om udsigten” Og så blev jeg sendt afsted op af bjerget. Der var bjergguider, der stod flere steder og guidede. På intet tidspunkt følte jeg mig utryg eller utilpas.

Jeg nåede toppen og blev overvældet og rørt over udsigten. Her stod jeg 5km fra mål på et meget smalt stykke, hvor det gik lodret ned til begge sider og følte en taknemmelighed over at være nået så langt, for at kunne opleve noget så fantastisk.

Jeg fik sundet mig og guiden forklarede mig, hvad der nu skulle ske. Vi skulle krydse bjergryggen, ca. 200 meter men jeg skulle ikke være bekymret for det var ikke farligt og så længe jeg holdt godt fast ville der ikke ske noget. Vi skulle gå langs en lille klippe afsats. It’s just a hill get over it!

img_4928 img_4929 img_4931 img_4932

Jeg kom igennem tude færdig, jeg havde overvundet mig selv og en af mine største frygt – højdeskræk. Men jeg havde undervejs slet ikke tid til at være bange eller tænke over det, fordi jeg var så koncentreret. Tanken strejfede mig aldrig. Der stod guider til at hjælpe mig ned for dette nedløb var ekstremt stejlt og krævede tålmodighed og vigtigst af alt forsigtighed.

 

Jeg kom ned og så var det ellers mod mål, ca. 2 km igen, men kroppen var træt efter at have været i gang i mange timer. Jeg kæmpede. Min kære løbemakker havde indhentet mig og sammen løb vi ind mod Riaño.  Opløbet foregik på grusvej, og resten asfalt. Vi skulle tilmed krydse en bro ind til byen. Vi grinede, bandede og luntede/løb og gik. Da vi nåede de sidste 100m skulle vi gud hjælpe mig op ad trapper WTF?! Som om vi ikke havde været pinsler nok igennem hahaha. Vi løb sammen ind over målstregen hånd i hånd, armene op over hovedet og nærmest i spring 3 minutter før cut off.

Vi blev modtaget med kys og kram fra de frivillige og guiderne. Stemningen var ubeskrivelig.

Jeg fik min medalje om halsen, aldrig har jeg før kæmpet så meget for at nå i mål. Idet jeg også havde gennemført mit tredje løb i Spain Ultra Cup, fik jeg også en super fed Finisher trøje.

img_4902

Jeg var så overvældet, det havde været et hårdt løb, jeg havde virkelig kæmpet med mig selv og elementerne.

Absolut ikke det hurtigste løb jeg har gennemført, men stoltheden vil ingen ende tage for jeg gav aldrig op, selvom jeg havde lyst flere gange undervejs.

Riaño Trail Run er et løb der varmt kan anbefales, men vær forberedt på tæsk hæhæ. Det er et udfordrende og ret teknisk løb, men også et helt vanvittigt smukt løb, med en masse fantastiske hjælpsomme frivillige undervejs.

Jeg er glad og taknemmelig for at jeg fik muligheden for at deltage i dette løb.

Hvad har jeg så lært af dette løb?

Jeg tager en masse med mig fra dette løb. At jeg udgik sidste gang er ikke ensbetydende med at jeg skulle udgå denne gang også. Jeg skal være bedre til at stole på mig selv om mine instinkter og ikke lade mig overvælde af usikkerhed og frygten for at fejle -> Det skal jeg arbejde mere med.

 

img_4900

 

For i sidste ende så gjorde jeg det, jeg gennemførte. 2 x finisher HELL YEAH!!!