, , ,

En rutschebanetur igennem Skagens klitter – Løbsberetning fra Skagen Odde Ultra Trail 30 km.

Hvorfor gør jeg det her mod mig SELV?

 

Mit hjerte banker, mine hænder er svedige og min appetit er en by i Rusland..

 

Jeg er nervøs.

 

Meget mere end jeg plejer, fordi jeg SELV har høje forventninger til mig SELV.

 

Jeg ved, at jeg er i god form og har trænet hårdt og godt. Men tankerne om at have været ramt af betændelse i min achillessene og sygdom op til den store dag får mig til at tvivle på mig SELV.

 

Jeg vandt sidste år.

 

Jeg vil inderligt gerne vinde igen og det gør jeg jo også, hvis altså ikke, at der kommer nogen, som er bedre end mig.

Sjovt nok. Jeg ved godt, at det ikke handler om at vinde, men nogle gange er det bare sjovere.
Planen er klar.

 

Jeg skal løbe mit eget løb og bare nyde det, så længe jeg kan. Skagen er fantastisk, solen skinner og min trofaste hepper, min mor, er her selvfølgelig.

 

Jeg løber for min egen skyld og jeg føler, at jeg har noget at bevise overfor mig SELV.

Nemlig at jeg er bedre end jeg SELV tro.

 

Vi bliver sat igang og alle bekymringerne forsvinder og jeg løber bare og inden, at jeg når at tænke mig om, har jeg rundet de første 5 km.

En af de første klitter

Jeg kæmper mig op og ned af klitterne.

Jeg kravler nærmest op og rutscher ned på den anden side.

Jeg har sand over det hele.

 

I skoene

 

I bukserne

 

og i munden.

 

Men jeg føler egentlig, at jeg har styr på det shit. Det er hårdt, pulsen er høj og jeg får sved i øjnene.

 

Efter de først og hårdeste 12 km ved jeg godt, at jeg er godt løbende og lige pludselig føles resten af turen som en “walk in the park”.

 

Jeg rammer det første depot efter 18 km og er egentlig lidt kæphøj, fordi nu kommer vi snart til mit yndlingsstykke.

 

Highfives med masser af sand

 

Selvfølgelig er det hårdt, men jeg ved, at jeg plejer at være stærk og have ekstra kræfter efter de 20 km.

 

Efter depotet er jeg ved godt mod og sætter afsted mod Grenen, men jeg synes pludselig, at noget er anderledes..

 

Jeg synes ikke, at der var SÅ mange dumme sten sidste år og sådan et langt stykke i løst sand, og nu begynder mine lårbasser altså virkelig at blive trætte.

 

Jeg kigger mig flere gange over skulderen, for at tjekke, at der er nogen bag ved mig, fordi så må jeg jo være på rette vej.

 

Jeg undrer mig over, at jeg ikke kan se nogle spor i sandet fra andre løbere foran mig.

 

Hele tiden prøver jeg, at finde et godt spor i sandet, men jeg synker i hver gang og det begynder at trække tænder ud det her løse sand og de mange sten. Jeg husker slet ikke dette hårde stykke fra sidste år.

 

Her burde jeg nok, at have taget en dyb indånding, lagt to og to sammen og regnet ud, at jeg havde misset en markering, men det gjorde jeg ikke.

 

Det går først op for mig, da jeg ser et par andre løbere komme ud gennem to klitter længere fremme.

 

Jeg føler mig virkelig knust.

 

De næste km bruger jeg på, at forberede mig på, at sige til min mor, at jeg har snydt, løbet forkert og at hun skal skynde sig ind til løbsarrangørerne og fortælle dem det!

Tænk nu hvis jeg vandt og havde snydt.

 

Jeg begynder selvfølgelig at græde, da jeg ser hende..

 

Jeg blev ramt af dårlig samvittighed, jeg har jo snydt og så havde jeg også misset min yndlings strækning på hele ruten.

 

Jeg får styr på mig selv løber de sidste par km til mål, hvor jeg bruger visualisering, hvilket jeg har lært og det virker.

 

Dog ikke om min jubelscene, når jeg krydser målstregen, men hvordan jeg med fakter, hænder og råben skal kunne få kommunikeret, at jeg ikke har fortjent at vinde.

 

Det er virkelig hårdt for psyken de sidste 5 km, jeg er sikker på, at jeg vil blive diskvalificeret.

 

Måske lidt overdramatisk, men det er man vel altid de sidste km, når trætheden begynder at melde sig.

 

Hele denne rutchebanetur gennem klitterne, sandet og et par tårer ender dog lykkeligt.

 

Da jeg kommer i mål, som første kvinde, griner de alle lidt af mig, fordi det viser sig faktisk bare, at jeg har fået lidt ekstra for penge, både i forhold til distance og sand.

1. kvinde i mål på 30 km

3 timer, 29 min og 4 sekunder og over 33 km senere kan jeg få medaljen om halsen, en pokal i hånden og endelig kommer smilet tilbage på mine læber.

 

Jeg gjorde det sgu. IGEN!

 

Jeg overraskede mig SELV. IGEN

 

Og endnu engang er jeg et skridt tættere på at tro mere på mig SELV.

 

Skål!

TAK!

Tak til mine trofaste støtter i RunningWild, RunningNow, mine veninder, min kammerater og selvfølgelig min skønne familie.

, ,

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 2)

Del 2:  Fra halv- til helmaraton

 

Mit halvmaratoneventyr i Berlin … for et eventyr var det: Jeg nåede mit mål med en sluttid under 2 timer, trods vandstop i depoter og et tab på 2 min. på et toiletbesøg.

Til gengæld lærte jeg, at man ikke skal løbe med en skade – på den hårde måde. Løbet kostede mig en skadepause på 3 måneder. Helt stop i 2 måneder (prøvede til nogle gange, men måtte opgive), og så startede jeg så småt op i juni måned i ultralangsomt tempo … så udfordring fra min vanvittige veninde eller ej om at debutere i både halv- og hel-maraton samme år som jeg fyldte 50, kunne jeg vist godt droppe alt om.

Jeg havde fortalt min gamle coach ”løbe-Jørgen” (således nick-named af min løbeveninde Ida og mig) om min venindes udfordring. Da jeg så småt startede op igen i juni, så mente han, at hvis udviklingen fortsatte positivt, så kunne jeg måske godt nå det – og så løbe HCA maraton i oktober måned. PYHA … jeg kunne godt mærke præstationsangstens kolde sved brede sig. Et er et halvmaraton – noget helt andet er et maraton. Det er helt uoverskueligt lang – som fra Horsens til Århus (godt nok på motorvejen – men alligevel) eller fra Roskilde til Hillerød.  Hvem i alverden løber lige sådan en tur … FRIVILLIGT !!

Hmm … ja … det havde jeg jo så måske tænkt mig at gør … trods alt 🙂

Og det gik faktisk ganske godt med at komme i gang igen. Lysken artede sig, og jeg byggede stille og roligt flere km på henover juli måned. Men løbe hurtigt – tempo og interval – det kunne jeg ikke, så brokkede lysken sig med det samme. Så det blev langsomt tempo i samtlige træningspas … 6:30-7:00 – ren MAF-træning, og jeg æææælskede at have fået løbeskoene på igen, og det var så fantastisk at mærke, at trods to måneder uden løbesko, så var grundformen ikke helt væk.

Hen mod slutningen af juli ramte jeg de 20-21k igen på en træningstur – godt nok langt fra min tid i Berlin, men det vigtigste var, at distancen var på plads, så turde jeg tro på, at jeg kunne træne mig fornuftigt op til at kunne gennemføre HCA. Jeg fik lagt en træningsplan for de sidste 2 måneder inden løbet, og så var det ellers tid til at købe billet – nu fangede bordet!

Hele tiden blev der lagt på distance – uden at røre ret meget ved tempo. Ida var med på rigtigt mange træningsture, og det var rigtigt hyggeligt.  Tempoet blev naturligvis lidt hurtigere, fordi jeg kom i bedre form, men stadig MAF-træning/snakketempo (til Idas uforbeholdne begejstring!). Først i slutningen af august var jeg helt smertefri , så jeg begyndte at lægge lidt tempo ind som kortere intervaller i mine lange træningspas, der lå mellem 26, og 32k i de tre sidste uger, hvor jeg peakede.

På vej mod HCA lå der jo lige en Cph Half i september – 2 uger før min maraton. Den hav20160918_1520141de jeg ”fået lov” at melde mig til under forudsætning af, at løbet blev brugt som træningsløb frem mod HCA, så jeg ikke brændte alt mit krudt af inden mit egentlige mål. Planen var, at jeg skulle forsøge at løbe Cph Half i mit Berlin HM tempo de første 15k, og hvis jeg så havde mere i skoene, så måtte jeg give den gas de sidste 6k til mål.  Hvis dette forsøg gik godt, så var planen, at mit HM-tempo skulle forsøges som mit maratontempo i Odense 14 dage senere. Jeg sprudlede – havde aldrig i mit liv været i bedre form.

Jeg stillede til start ved Cph Half sammen med en flok fra løbeklubben. Startskuddet gik, og vi kom afsted. Hvis du ikke selv har deltaget i Cph Half, så vil jeg bare sige, at der er sindssygt mange løbere, og enkelte tilskuere går bare henover løbebanen uden at se sig for eller tage hensyn til løberne. Nå … fred være med dem.  Det gik forrygende … tempoet lå stabilt mellem 5:35 og 5:40 de første 15k – uden at jeg følte, at jeg skulle anstrenge mig. Så da 15k skiltet  var passeret, var det lige før jeg udstødte et højt indianerhyl … og satte tempoet yderligere en tand i vejret … bare fordi jeg kunne !!!

Jeg kom i mål i ny PR: 1:56:52  –  og det var jo slet ikke meningen. Men hold nu helt op, hvor var jeg glad. Jeg var helt tilbage i form, hvor jeg havde været til Berlin. Senere, da jeg kom hjem, opdagede min coach fra Berlin-løbet, at jeg også havde sat PR på den sidste del af løbet – nemlig 5k i 26:30.  Måske ikke hurtigt i manges øjne, men for mig, som kun havde løbet i 1½ år, så var det helt fantastisk !

 

Så oprandt dagen … HCA maraton

Efter Cph. Half var der så to ugers tapering, hvor jeg tog den helt med ro og blev klar til den – på det tidspunkt – største udfordring . Ida tog med til Odense for at tage en tur på HM-distancen. Min mor kom også til Odense og min ældste datter, som på det tidspunkt gik på efterskole på Fyn – begge dog kun som tilskuere.20161002_1743091

Jeg var spændt … følte mig klar … stillede mig ved 4 timers ballonerne, som jo var målet, hvis jeg skulle holde tempoet fra Berlin hele vejen. Vi startede ud, mine ben ville ikke rigtigt finde tempoet, jeg følte mig tung og besværet. Ruten var HM-ruten og den skulle vi løbe 2 gange, så da vi nåede til 5k skiltet, så stod der også lige efter 26k … og der – på første runde efter 5 havde jeg det, som om jeg allerede havde løbet 26k.  Der kunne jeg godt mærke, at det her ville blive en hård dag på kontoret!

Men jeg holdt ved. Stædigheden satte ind, og jeg fandt langsomt en rytme. Jeg kiggede ikke på uret – droppede alt om at følge balloner – fokuserede bare på rytme. Da jeg nåede rundt første gang og havde løbet halvdelen, havde jeg allermest lyst til at stå af. Bare tanken om, at det her kun var halvvejs, var næsten ubærlig. Men så stod min Mor og Julie ved vejen og heppede på mig, og jeg måtte jo så tage mig sammen. De var jo ikke kommet for at se mig løbe en HM – ej heller havde jeg betalt penge for kun at løbe en HM, så nu måtte jeg lige tage mig sammen og så tage en runde mere – om ikke andet, så for at få erfaringen at bygge videre på. Utroligt hvad man kan nå at tænke på få sekunder.

cj-hca-m-6

Ja, det VAR hårdt !!

Så jeg hankede op i mig selv og fortsatte … ud på de sidste 21,1k … baaare lige et HM mere !

Jeg lukkede mig inde i min løbeboble … fokus udelukkende på vejen og på rytmen. Og så alligevel … ved 30k var der et stort digitalt ur, og til min store overraskelse viste det 3:00:00.  Jeg havde altså løbet 30k på knap 3 timer (det var bruttotiden, det talte), så mit tempo var ikke helt skævt i forhold til mit mål … jeg var VILDT – men glædeligt overrasket, og jeg forsvandt ind i min boble igen.  Jeg husker, at jeg jublede, da jeg nåede 32k – det var den længste distance, jeg havde løbet til træning, og jeg var stadig ok løbende. Det fortsatte ok … frem til 36k, så skete der et eller andet.  Det var ikke muren jeg ramte (det havde jeg prøvet til træning, så det vidste jeg godt, hvordan det føltes). Men mine lår blev med et til beton. Resten af mig – inklusiv mit hoved – forsøgte at piske dem afsted, lokke dem afsted, nurse dem afsted – jeg havde vildt mange snakke med “aben” på min skulder, men lige lidt hjalp det. Så jeg måtte ned og gå … men i mål SKULLE jeg. Ikke noget med at give op, når jeg nu var nået ud på 36k.

Resten af vejen var en blanding af gang og småløb. Muntre og opmuntrende bemærkninger fra mine medløbere (de kunne jo se skiltet på min ryg, som blev uddelt inden løbet ”Hjælp – det er mit første maraton”), og jeg kunne se det ene efter det andet km-skilt blive passeret. Flere løbere sad eller stod i kanten med kramper (så jeg var ikke alene i mine lidelser), og jeg havde bare fokus på at holde mig i gang. Da jeg fik øje på stadion tænkte jeg alligevel, at NU måtte jeg i løb, for jeg skulle ikke gå rundt derinde foran alle tilskuerne, så jeg satte i et ynkeligt luntetempo, som holdt hele vejen i mål: 4:17 gennemførte jeg i … og jeg var glad … mest over at det var overstået 🙂

Jeg fik krammet Mor, Julie og Ida (hun havde sat PR på sin HM !!) og gik så ind for at få lidt at drikke og spise – og en gang massage.

Godt nok nåede jeg ikke mit tidsmål, men 4:17 er en meget flot debut (ikke mindst i min alder, som løbe-Jørgen ville sige)  😉 … og så lærte jeg rigtigt meget om mig selv og om løbetræning af det løb. Bl.a. at jeg kan, hvis jeg sætter sig det for og holder ved hele vejen. At selvom man træner i langsomt tempo, så bliver man også hurtig.  Og så var der også den læring, at det med at løbe en HM 14 dage før et M – det er sgu nok ikke så god en ide, når man ikke kan styre sig og sætter 2xPR. (det hævnede sig med de tunge ben til HCA maraton) !!
cj-hca-m-5

Jaaaa … i mååååål !

 

,

Fra 0 til 60k … hvad skete der lige der ??? (del 1)

Del 1 … fra 0 til halvmaraton

Jeg har aldrig kunnet se fidusen i at løbe … bare at løbe derudaf – uden noget formål. I min verden har der altid skullet være en bold med i legen, for at det gav mening for mig at fordrive tiden med hurtigere anstrengelse end gang. Det er ikke fordi, jeg har været doven – tværtimod – jeg fangede bare slet ikke fidusen.

For godt to år siden – marts 2015 – meldte jeg mig så i en alder af næsten 48 ind i den lokale løbeklub. Jeg måtte erkende, at det med faste træningstider ikke passede ind i mit liv, så nu måtte jeg give det her løberi en chance, og jeg havde jo set holdene fra løbeklubben, når de kom gennem byen – og det så jo ganske hyggeligt ud. Så jeg startede op på kravleholdet, hvor vi gik mere end vi løb – til en start i hvert fald. Men jeg fik at vide, at kroppen lige skulle vænne sig til at løbe, så jeg fulgte programmet med gruppen, og i juni 2015 løb jeg så min første 5er i skoven med klubben som afslutning på forårssæsonen. 32min 47 sek. – og jeg var smadret … den havde virkelig fået gas !!

Så kom sommerferien, og klubben droslede ned, så jeg var overladt til mig selv. Mit mål var at komme til at løbe 10k og så løbe det et par gange eller 3 om ugen for lige at holde mig lidt i form. Men nu stod jeg så der – helt uerfaren – og anede ikke, hvordan jeg kom fra 5 til 10 uden at ødelægge kroppen. Jeg fik så kontakt til en erfaren løber i Kbh – Jacob – via et online netværk. Han fortalte mig lidt om træningsprincipper – bygge om med 10% om ugen, hver 4. uge lidt ned igen og ikke skrue på både distance og tempo samtidig. Det var grundprincipperne, så jeg lavede mit eget lille program, som jeg så kunne følge – og det gik overraskende godt.

Det syntes han åbenbart også, for en dag i august skrev han ”hvorfor vil du kun løbe 10k? Du kunne da sagtens træne dig op til et halvmaraton”.  ”HALVMARATON” nærmest skreg jeg … er du vanvittig … det er jo ENOGTYVE vanvittigt lange kilometer. Jeg er lige startet med at løbe, mig – en halvgammel kone, og så snakker du sindssyge distancer. Du må være tosset!!

Men, men, men … man skulle tro, han kendte mig, for er der noget, jeg har svært ved at modstå, så er det en god udfordring – en der er ”over the top”, men hvor jeg alligevel godt kan tro, at jeg kan nå derhen. Så efter at have grublet lidt over hans (stadig vanvittige) forslag en dags tid, så skrev jeg, at hvis han ville støtte mig i forløbet, så ville jeg gerne give det et forsøg – og det skulle så være Berlin HM i april 2016, hvor min løbeklub arrangerede klubtur.

Jeg ringede til min veninde Ayoe og annoncerede mit forehavende (jeg havde nok troet, at hun ville forsøge at tale mig fra det). Hendes eneste reaktion var ”FEDT!!! DET skal jeg bare med ned og se – er du helt vimmer”. Så var det, at jeg mærkede, at bordet fangede … nu havde jeg sagt det højt. Så inden jeg begyndte at fortryde, så gik jeg på nettet og købte flybilletter, hotel og – selvfølgelig – startnummer til løbet.  PYHA!!

Nu startede så arbejdet med at vænne kroppen til løb – for et er altså 5-7k – noget helt andet er 21,1k – og det skulle jo helst være, så jeg også ville have overskud til at nyde løbet. Så jeg lærte – støtte af min ”coach” Jacob at lægge løbeprogrammer – først øgede vi distancen efter grundprincipperne, og i november 2015 løb jeg de 21,1k for første gang i langsomt tempo. 2t21min. De sidste 2k holdt MEGET hårdt, men jeg var glad og stolt. Nu vidste jeg i hvert fald, at jeg kunne løbe distancen – nu ville jeg bare gerne have lidt overskud på.

Jacob var ofte plaget af skader i den periode (han løber også sindssygt hurtigt), så jeg var glad da jeg på FB fik kontakt til en anden løbegal mand “løbe-Jørgen”, som havde tid til at sparre med mig. Han var ældre end jeg selv, militærmand (oh ve o skræk) og havde en anden tilgang til træning end Jacob. Hans principper bygger på MAF (Maffetone), hvor man løber 80% af træningspassene i snakketempo (puls 180 minus alder – sådan ca.). Så jeg kombinerede de to tilgange i min træning, så der var en dag med tempo (interval, bakke, tempo) og lørdagen med min lange tur – med indbyggede km i HM-tempo, og så en dag med et kortere restitutionsløb.

De næste 3-4 mdr. gik nu med at løbe den lange distance om lørdagen (15-21k). Et 4. træningspas kom på om søndagen (resitutionspas) for at få flere km i benene, og her gjorde min nye løbeveninde fra klubben – Ida – mig selskab. Det gik rigtigt fint. ”Blæsebælgen” pustede knapt så hårdt, når jeg løb min lange langsomme tur om lørdagen, og jeg havde overskud i min træning. Jeg lærte om restitution efter træning, massage, hvile, styrketræning og andre elementer, som er vigtige, når man er oppe og træne 40k eller mere om ugen, og kiloene raslede af mig. Jeg tabte 10 kg på 4 mdr. – ren bonus!

Allerede ved juletid begyndte de ”emsige” coaches at snakke sluttid for Berlin HM. SLUTTID ???  Jeg skal bare gennemføre med overskud!  Næ næ … du skal have en sluttid som mål, lød ordene.  Så først blev målet 2t10 … og så 2t … og så under 2t !!  Den mest vanvittige af dem, mente også, at jeg sagtens kunne løbe i 1t45  (jeg nævner ingen navn). Den bedste tid i træningen løb jeg en måned før Berlin på 2t03, så mon ikke det var muligt at presse den ned under de 2t med et startnummer på maven ?

Et par gange var jeg til massør for lige at få løsnet benene. Den sidste gang inden det skulle gå løs i Berlin var 3 uger før løbet. Jeg var ret øm på indersiden af mine lår, og han ville lige have mig til at lave en strækøvelse til lysken … jeg blev presset længere og længere ud … og SLAM sagde det … og så havde jeg reddet mig en mega fiber i lysken. Kæft det gjorde ONDT !!  Kunne næsten ikke gå hen til bilen bagefter, og jeg var grædefærdig.  Her havde jeg trænet struktureret og fokuseret i et halvt år med det ene mål at løbe Berlin HM – og nu kunne jeg kun vralte afsted!  Trænede den sidste uge indædt – og med smerter – måtte droppe interval og skære ned på den lange tur.  Tapering (neddrosling op til løbet) foregik på sofaen – lysken fik så meget ro som muligt.

April 2016 – afsted til det store løb i Berlin … jeg var SÅ spændt og helt oppe at køre. Løbe skulle jeg – smerter eller ej. Jeg havde ikke trænet i 6 mdr. for så bare at blive hjemme. To panodiler, morgenmad som sædvanlig, og der stod jeg så midt i Berlin med startnummer på maven midt mellem tusinder af andre løbere. Jeg gik stadig efter mit mål på sub2t og havde lagt mig i startboksen som passe til det tempo … 5:37.

Starten gik og inden første sving var jeg løbet forbi min veninde, som stod og heppede med de andre heppere fra løbeklubben. Det var en FANTASTISK oplevelse. Der var tilskuere og musik hele vejen rundt langs den flotte rute i historiske Berlin. Jeg blev båret frem. Løb i singlet med dannebrog, så alle danskerne heppede på mig (TAK!!). Husker stadig første gang, der var en, der råbte ”KOM SÅ DANMARK”, så gik det pludselig op for mig, at det jo var MIG hun heppede på … og jeg vinkede og smilede tilbage til hende. Men en af mine udfordringer – også under træning – har været toiletbesøg. Og det var da heller ikke nogen undtagelse på denne dag. Så jeg stod i KØ ved toiletterne ude ved 10k mærket … DET havde jeg bare ikke tid til! Har vist aldrig tømt blæret så hurtigt før og løb videre, mens jeg satte det sidste tøj ordentligt på plads.

cj-berlin2016Nu skulle der lidt fart i futterne, for jeg havde tabt næsten 2 min på det lille stunt – øv. Vejret var fantastisk – der var 20 grader – og det blev faktisk for varmt. Jeg kunne se andre løbere have det rigtigt hårdt, så jeg valgte at gøre holdt ved et par depoter og få lidt at drikke (havde ellers trænet til at løbe hele løbet uden energi og drikke). Solen bankede ned og ude på 15-16k kæmpede jeg for at holde mit tempo og fortrænge smerterne i lysken – men heldigvis var der masser af tilskuere.  18k-mærket … NU kunne jeg se en ende på det, og jeg satte farten en smule i vejret … 19k … der var flere, som lå i kanten og var kollapset i varmen – skræmmende oplevelse på sit første løb … 20k … nu var jeg er næsten – kun 1k tilbage … KOM SÅ for hæwled.  DER stod min veninde og de andre fra klubben hoppede og klappede … armene i vejret … totalt overskud … og DER var mållinien … mit første HM var gennemført i 1t58 … jeg var LYKKELIG og vildt taknemmelig over den hjælp og støtte, jeg havde fået af mine to ”coaches” gennem forløbet og af min veninde Ayoe i Berlin!!

Om aftenen var vi så ude at fejre løbet med en god middag sammen med de andre løbere og heppere fra klubben – ganske velfortjent !! Og her var det så et min meget vittige veninde lukkede denne kommentar ud:  ”Kunne det ikke være sjovt både at debutere i halvmaraton og maraton det år, du fylder 50” efterfulgt af et lusket smil – for hun ved jo udmærket godt, hvordan jeg har det med udfordringer.  Men jeg affærdigede det hurtigt … jeg havde jo ligesom en lyske, der gjorde vildt ondt, så jeg var ikke helt sikker på, hvordan jeg ville have det dagen efter – for et eller andet sted var jeg jo godt klar over, at det at løbe et HM med en fiber i lysken nok ikke var det mest smarte valg, jeg havde gjort i mit liv.

 

, ,

TRAIL 5 COLLI

t5c11

Sommerferie rundt om hjørnet

Efter Scenic Trail i starten af juni har der været droslet lidt ned, men tankerne begyndte ret hurtigt, alligevel at kredse om årets hovedmål, Echappee Belle i slutningen af august. Jeg synes jeg manglede et eller andet imellem disse to løb.

Havde kigget lidt på 8 timers trail i Rebild samt 24 timers trail på det Hvide spor. Mentalt var jeg dog ikke i hopla til at drøne rundt på det samme spor i så mange timer, så de planer blev droppet. Havde egentlig tænkt at jeg måtte “nøjes” med at træne i bjergene omkring familiens feriedestination….Meeeen…kunne ikke lade være med at lure lidt på Itra kalenderen hvor øjnene ret hurtigt faldt over Trail 5 Colli. Et lille Italiensk løb der lå en god times kørsel fra hvor vi skulle være, med start lørdag d 15/7. Det var 47 km med små 4000 højdemeter og startede kl 05.00 om morgenen. Lidt hovedregning omkring forventet tid gjorde også at jeg samtidig kunne se at hele dagen ikke ville gå med løb hvilket også var en bonus. Herfra var der ikke langt fra tanke til tilmelding 🙂

Fik skrevet lidt med arrangørerne som oplyste at ruten var relativ teknisk og havde 10 km løb på en bjergryg som ville være de mest tekniske. FEDT 🙂

t5c16

Kl 02.30

Ringede vækkeuret natten til lørdag. Op, i tøjet og afsted. Kunne spise i bilen på vej derud. Starten ville gå i den lille bjergby Lillianes og slutte cirka 7 km derfra i, øh…en by…eller en vej eller tjae, i hvert fald 7 km fra Lillianes, oppe af bjerget et sted.

På med startnummer og kl 5.00 blev vi sendt ud i mørket som ville vare omkring halvanden time endnu.  Et kig på højdekurven for løbet fortalte at vi i løbet af de første 15 km skulle gå fra at være 600 m oppe til omkring 2.300 m (med lidt op og og ned), så jeg kunne hurtigt regne ud at det ville blive 15 særdeles langsomme km.

 

profil1

 

Vi startede med en lille bonus runde i Lillianes for lige at få benene i gang inden vi røg på stigningen. Hold nu fast den tog ved. Kort efter kom den der bidende fornemmelse i læggene der fortalte at det var stejlt. I gang med stavene og opad.

 

t5c9

Solopgang

Altid fantastisk at opleve når solen langsomt står op over bjergene. Selvom den er stået op er der stadig masser af skygge inden den kommer helt op og bager. Dette bekom mig rigtig godt idet der var udsigt til en ganske varm dag. Da jeg kom op i omkring 1500 hm begyndte terrænet at ændre karakter. Fra at have løbet/gået i skovene åbnede bjergene sig op. Og her blev det seriøst stejlt. Sten lå spredt ud i alle forskellige størrelser og der skulle tænker over hvert et skridt. Nøj den var led her og med tankerne om de kommende 10 km bjergrygsløb så kunne jeg godt mærke der ikke lå en fantomtid i benene 🙂 Fulgtes stort set hele vejen op med en anden. Selvom mit italienske er ikke-eksisterende og hans engelsk ligeså forsvindende dårligt, formåede vi dog at snakke lidt. Vild stigning og jo højere op vi kom, jo mere fantastisk blev udsigten over bjergene og solen der stille og roligt kom mere og mere op.

 

t5c3

t5c14

På Toppen

Langt om længe rammer jeg den første top og har allerede lagt halvdelen af løbets hm bag mig. Fantastisk udsigt her. Og nu kan jeg se selve bjergryggen vi skal bevæge os på. De ser sindssygt vildt ud når man står og skuer ned over det fordi det hele bliver så småt. Her så det ud som om vi skulle løb på et 20 cm bredt spor med stejle klipper ned på hver side 😉 (Ved jo godt realiteten er en anden). Men lige herfra hvor jeg stod, så det sgu vildt ud. Kommer her ind på første rigtige bjergdepot….arh…depot eller depot…Der stod nogle vandflasker og så stod der en person i regntøj??? og hjalp til.

 

t5c5

 

 

De næste km var virkeligt svære. Top tekniske nedløb og endnu mere vanvittige små stigninger. Ikke sådan lange, men bare rigtig “bøvlede” Der var bjergreddere flere steder. Stedet, der gav det største sug i maven var et virkelig stejlt nedløb. Der var ingen sti her, men kun en klippeside. Der hang to reddere i liner på klippesiden for at hjælpe os. På dette stykke var der hamret en line i væggen vi skulle holde fast i og der var små metal trappetrin banket i også.  Følte mig ikke på noget tidspunkt i fare, men hold da kæft mand det gav et sug ved at kigge ned af klippen. WOW.

bil3

t5c8

Bjergryggen

…fortsatte med det ene svære stykke efter det andet. Det var meget kringlet og der var flere små stykker rundt om klipperne hvilket gjorde det svært rigtig at se hvor langt vi skulle. Det fede ved det var, at der hele tiden åbnede sig nye scenarier op. Hele tiden ny udsigt. Hele tiden underlag der skulle holdes fokus på.

 

t5c15

t5c17

 

Efter et stykke tid kunne jeg begynde skimte en spids på en bjergtop og samtidig også skimte andre (formentlig) deltagere bevæge sig op imod det. Føler jeg har ok overskud og kan presse lidt på her…og selvfølgelig banker jeg foden i en sten og falder så lang jeg er. Slår skinnebenet lidt, men heldigvis ikke noget slemt. Flot. Kommer langsomt men sikkert hen til spidsen hvor der også er et depot nogle hundrede meter nedenfor.

 

 

t5c13

 

På hver eneste top vi har været over stod der folk og skrev vores nummer ned og så skulle vi samtidig selv skrive vores navn der. Dejlig lavpraktisk 🙂 Om end jeg kunne få mine bjergløberkundskaber nedjusteret lidt. Kunne nemlig også se min placering her. Lå konstant mellem nummer 13-15. Vel at mærke ud af cirka 50 startende!!!! Havde helt ærlig troet jeg ville ligge i top 10, men fuldstændig ligegyldigt egentlig. Det her var simpelthen så fedt og i den grad value for money.

 

 

Midterstykket og “crampa-krise”

Efter depotet ved cirka 25 fulgte et stejlt nedløb. Sørme så om ikke jeg lige skulle gentage mit styrte stunt. Helt ned og ligge. Landede ovenpå mine stave. Er egentlig ret overrasket over at de holdt til det 🙂 Ingen skader og videre nedad. Efter omkring 5 km nedløb skulle vi omkring 350 højdemeter op i terrænet igen. Havde netop overhalet en, men på opstigningen her begyndte min højre hase hurtigt at brokke sig. Jep. Det var stejlt. Rigtig stejlt og der var absolut ingen steder at gemme sig på bjerget. Stoppede op og tømte hvad jeg havde af væske. Tog en saltpille og en gel. Strakte ud efter alle kunstens regler og kunne nu gå super langsomt og med semi dødt højre ben slæbende efter mig. Italieneren jeg før havde overhalet kom op og forbi mig mens hans smilende sagde “crampa”……Ja sgu, brummede haltefanden, alt imens toppen laaaaaaangsomt nærmede sig.

 

bil2

Vejvisning med forbehold

Havde lidt svært ved at holde styr på hvor langt jeg var kommet i løbet. Bildte mig selv ind at uret viste lidt forkert, så da jeg nåede hen til et lille vanddepot på toppen spurgte jeg manden ved depotet hvor langt der var igen. Han forstod ikke og jeg kunne ikke forklare mig. Jeg havde dog heldigvis en nu gennemvåd flyer fra løbet, der blandt andet viste en højdeprofil. Viste manden det og han kunne pege på at jeg stod på toppen af det sidste bjerg. Han gestikulerede at der nu kom et langt, roligt nedløb og at jeg skulle være klar over at der kom en stigning allersidst også. Super info og jeg tøffede godt tilpas og tanket op, videre. Det skulle vise sig at denne mands vejvisning holdt stik….Det gjorde de næste ikke 😉

Total cruise-mode ned af en bred grusvej. Formentlig 3-4 km inden den stod på singletrack igen. Havde ikke længere den store tidsfornemmelse, men havde stadig en tro på at uret da helt bestemt måtte vise for få km i forhold til hvor langt henne jeg var….

Derfor forsøgte jeg at spørge ved en vej post hvor langt der cirka var til mål igen. De sagde max 5. Yes. Det passer sgu meget godt med at uret viser lidt skævt.

 

t5c12

 

 

 

Forsætter lidt ned endnu inden jeg kom til et relativt fladt stykke. Her forekom det mig at ruten fortsatte i det uendelige med en lille stigning. Begyndte langsomt at bilde mig selv ind, at dette nok var den sidste stigning jeg var inde på og at den jo ikke var så slem endda 😉 Samtidig kunne der jo heller ikke være så langt igen.

Men hov…nu kom der pludselig et depot derude i det fjerne. Nå derhen efter at have løbet næsten en time (hmm…..5 km i alt til mål var sidste melding…) Blev jo så lige nød til at spørge her også omkring distance tilbage til mål. De slog ud med hænderne. What? Spurgte om hvor lang tid de troede det ville tage at nå i mål….1 hour…perhaps! Ja, ja…sådan cirka plus minus, plus det løse cirka agtig.

 

Sidste stigning

Nej, nej og atter nej, den lille stigning jeg før havde løbet på var ikke det sidste bjerg. Det var nu blevet rigtig varmt og trætheden havde godt nok meldt sig i kroppen. Begyndte at bevæge mig opad. Havde opgivet alt om at have nogen forventning om hvor langt/kort der var til mål. På dette stykke kom der stille og roligt en ældre italiener op til mig og fortsatte og rolig stil forbi og videre op. Han var måske 65 år. Senet og sej som bare f….. Imponerende.

Den sidste stigning her var måske på 3-400 højdemeter i alt, men den nev godt nok i stængerne. Endelig nåede jeg toppen og kunne lunte stille og roligt let nedad mod mål.

Drejer om et hjørne og kan nu se målportalen et par hundrede meter oppe. Traver op og kommer i mål.  Feeeeedt 🙂

 

Målbyen

Vel i mål. Smiler lidt over setuppet her. Jo jo. Der er en målportal. Bagved er der sat nogle bænke sammen hvor deltagere sidder og hviler. Samtidig er der et par ældre personer der sidder ved bordet. Foran sig har de et stort fad. De sidder og snitter små stykker af lokale oste og pølser. Ahh – det er dælme lækkert. Der er heller ikke andet end et hus. Ingen by eller noget – kan se en snørklet vej lidt oppe af bakken – men altså ingen decideret by. Sjovt at plante målet sådan et sted 🙂

Tager mig lige lidt tid og får noget i hovedet. Men ikke længe, da jeg jo lige har et issue omkring at komme herfra og ned til Lillianes – startbyen. Får fat i arrangøren og spørger til shuttle service de selv har nævnt noget om. Hmm…Ikke forstå engelsk. Pege, pege og bruge fakter samt kropssprog – sikkert ganske underholdene for de omkringværende. De peger op til den vej jeg kan se og peger derefter ned. De siger minibus. Godt så. Der må jeg op.

Minibus…Ikke i miles omkreds. Til alt held møder jeg en deltager der kan lidt engelsk som fortæller mig at hendes forældre faktisk lige netop nu er på vej ned til Lillianes hvor de bor og at jeg sikkert godt kan køre med dem. Fantastisk gæstfrihed.

 

t5c1

 

Super fed oplevelse

Bagefter løbet er jeg vanvittig glad for at have prøvet så lokalt et løb. Hvilken entusiasme og gæstfrihed der hersker.  Løbet var top fedt og havde en ret heftig sværhedsgrad på bjergkammen. Det har været en virkelig fed tur som jeg tænker værende yderst relevant for mit hovedmål sidst i august.

20 minutter efter jeg er tilbage ventede familien med restitutionsvenlig vandcykeltur 🙂 Klasse.

 

Ses på stierne 🙂

/Dannie

@dannietrail

,

Nye løgnehistorier fra de varme lande…

“Gimme gimme gimme, I need some more. Gimme gimme gimme, Don’t ask what for” Som Henry Rollins fra Black Flag synger det. Jeg ved det heller ikke, men jeg skal bare have mere bjergløb. Og det er mega hårdt! Så hvorfor?

thuile01Anyway. Næste løb hernede blev Trail della Becca di Viou i Valpelline. Jeg kendte det meste af ruten, da den går lige forbi Doues og det B&B i Torrent hvor jeg boede tidligere. Noget spektakulært skal man løbe gennem en 800 m lang tunnel med kun 180 cm til loftet – så pandelampe var obligatorisk udstyr. Løbet bød på 31 km med 1650 hm. De var så nogenlunde fordelt på 2 x 5 km hvor specielt 15-20 km trak tænder ud. Til gengæld gik 10-15 km overvejende nedad bakke – endda et par km på asfalt og grus, så jeg klokkede lige en femmer på 24:02 min. Den hurtigste i de sidste to måneder! Præstationen rakte til en 11. plads blandt mændene og en 6. plads hos de 40-59 årige – og så et interview efter målgang. Tja, og så var det 34 grader varmt og Franco Collé vandt. Så det var ikke for børn!

Der var fin service for løbere der kom langvejs fra da man kunne overnatte gratis på Campingpladsen 200 m fra startstregen. Det var lækkert når man lige kører rundt i en minicamper og leger trailbums. Løbet sluttede i nabobyen Roisan hvor der var pasta og hele molletjavsen. Men det var 32 grader varmt, så jeg tog shuttlebussen hjem. Bad om en overnatning mere da der var lækkert nok og nød så bare solen. Næste dag spurgte jeg om prisen – men det var også gratis. Super. Tak for det. Så videre til La Thuile og godt med madindkøb på vejen.

La Thuile var en rimelig ucharmerende skiby og vejret var ret skod, så det var bare lidt at vente på løbet om lørdagen. Ruten sagde 25 km og 1500 hm. Umiddelbart lyder det jo ikke så skræmmende. Men alle højdemetrene var stor set placeret på de første 10 km. Ikke lige min kop te. De må gerne være spredt ud med nogle ‘danskerstykker’ ind imellem. Det var der ikke noget af her.

Jeg boede ret tæt på start/mål. Efter at have tjekket starten af ruten blev jeg en kende bleg. Lige rundt om et par hjørner og så op ad en lang og meget stejl asfaltvej op mod bjerget og et skilt der sagde 16% hældning.

Aha, tre dages specialtræning måtte kunne gøre det!
1. dag. De første 7 km i korte intervaller for at se om det kunne løbes. Det kunne det – i intervaller. Og så tempo på nedløbet samme vej tilbage.
2. dag. De første 5 km fra man kommer til selve bjerget med stave så hurtigt som muligt. Hurtigt ned.
3. dag. Det ca. 700 m lange asfaltstykke inden bjerget som intervaller x 3. Roligt ned.
Det var det. Så blev det vist ikke bedre. Og dog. jeg havde også tjekket de sidste km ned til opløbet. Det var ‘danskerterræn’, jubii. Skovvej og et stykke asfalt hen ad en promenade nedenfor skipistene inden man lige skulle runde et par skarpe sving, over en parkerinsplads og op ad en sidste stejl bakke p   å 5 m inden mål på byens festplads.

thuile02Godt så. Lørdag. Løbet skydes i gang. Folk løber som galninge. Franco Collé sætter tempo. Nogle går i stå på vej mod bjerget. Fint. Vi krydser en bro inden det går løs. Jeg ligger nr. 16. Hmmm, nok en kende optimistisk. Og det var det! Anyway, frem med stavene og så er det bare hårdt arbejde opad den næste halvanden times tid. Kvalme. Jeg er lige ved at knække fra start. Må bakke lidt af. Bliver overhalet. Hænger lidt på. Falder af. Bliver overhalet igen. Hænger på i en firmandsgruppe. Det går okay. I en ti minutters tid. Falder fra ved 4 km. En meget ung mand overhaler og kommer op til gruppen. Derefter kommer der et tog på tre sølvræve. Argh, der skal jeg med. De holder et kværnende hårdt tempo. Vi kan se firmandgruppen. Så må jeg give fortabt. Har ligget som elastik for længe. Taber næsten modet. I dag får jeg tæsk. I dag er det italiensk hjemmebane og jeg hører ikke til.

Men så når jeg toppen, og depotet ved Rifugio Deffeyes. Der er lidt kaos. Nogle hænger i baren og nogle drøner lige igennem. Afsted. Og så er det bare stejlt, teknisk og eksponeret nedløb derfra indtil de sidste par km ‘danskervej’. Jeg får følgeskab af fyr med måne og sammen henter vi en foranløbende. Fedt. Men så falder jeg fra. Pokkers.

Løber meget længe alene. Kryds og tværs af vandløb. Over utallige stenfald og gennem tæt bevoksning. Får følgeskab bagfra af en ung nr. 33. Vi skiftes til at løbe godt op eller ned. Så er han 50 m foran, så er jeg. Det giver godt moment. Vi henter den helt unge fyr der er træt. Okay, hvor er så de andre. Vi henter ham med måne. Super. Nr 33 stikker af. Øv. Så henter jeg ham med den orange trøje fra firmandsgruppen. Han er helt slukket og nede at gå. Og foran er ham med tatoen på benet fra firmandsgruppen. Og yes, nu kommer vi til danskerterrænet. Farvel til tatoen og månen. Og lidt længere fremme ligger den sidste fra den gruppe. Jeg tager mig sammen og på de sidste 200 m asfalt prøver jeg at skrue op. Det vender sig i maven med det samme. Okay, for tidligt. Ned over parkeringspladsen. Inden man skal op over græsset bider jeg tænderne sammen og kommer forbi. Dagens højdepunkt. Knækker sammen efter målgang og får næsten krampe i både lægge og lyske. Damned, det var en hård rute!

Går hjem i bad og Heine ønsker tillykke. Jeg er blevet nr. 22. Og det er faktisk hæderligt og jeg kunne ikke have gjort det bedre. Senere er der pasta og øl og en masse præmier. Tre brasilianere får prisen for at komme længst væk fra. De er glade. Solen skinner. Alle er glade. I morgen kører jeg til Valsavarenche for at bruge to uger i den dal og så løbe Gran Paradiso Trail som byder på 25 km med 1800 hm. Ja, ja, gimme some more…

thuile04Ellers er tiden gået med at tumle rundt i bjergene. Det kan man ikke få nok af. Jeg har også haft besøg af Benjamin Holst og vi fik taget nogle gode ture omkring Cogne. Der var der masser af højdemeter og vilde ruter. Nu er jeg som sagt i Valsavarenche som åbner sig op i hjertet af Gran Paradiso nationalparken. Fik nogle gode ture da jeg ankom og tog en overnatning i camperen. Nu er jeg på hotel lige ved start/mål af Gran Paradiso Trail. Har fået scoutet lidt af ruten. Den slutter med et ca 9 km langt nedløb og så ca. 1 km flad vej langs floden. Det ser godt ud for fladlændingen – hvis jeg bare overlever den foregående 7 km lange dræberstigning inden.

thuile03I går gik jeg en mega svær stigning op til Bivacco Grivola i 3320 moh. Den startede med de første 4,5 km af Gran Paradiso Trail som bare er hårdt slid op ad bakke. Derefter tager ruten et stykke af Tor des Geants ruten i modsat retning. Jeg fortsatte lidt ind mod Col Loson og gik så op mod Pointa Blanche. Og sikke et arbejde! Det sidste lange stykke opad var på alle fire gennem endeløse stenfald og terræn for geder. Ruten var meget svær at læse nedefra og virkelig ekstremt stejl. Samtidig er man jo også temmelig tung i hovedet når luften bliver tyndere og tyndere. Men det var det hele værd. Det var super flot deroppe. Der skal prøves en del af mens jeg er her i paradis.

Save

, ,

Scenic Trail 2017

Dolomiti Skyrun aflyst….

Hvad sker der lige….Findes der aprilsnar på italiensk? Bare lige på en anden dato? Det kan da for hulen ikke være rigtig. Læste deres facebook opslag mindst 10 gange for at være sikker, men den var desværre god nok. DS var aflyst pga af for få tilmeldte og dermed en økonomi der ikke kunne holde. What to do?

Løsningen var dog ikke langt væk idet jeg faktisk inden tilmelding til DS var signed op til et løb i Schweiz. Scenic Trail. Dette havde jeg dog ændret til fordel for at prøve at løbe i Dolomitterne hvilket jeg aldrig før har gjort.  Havde forestillet mig at Scenic Trail måske ikke helt var “vild nok” eller hård nok og søgte dermed en på papiret lidt  hårdere udfordring….meeeeeeeen…..

 

Undskyld!

De sidste par uger op til Scenic Trail havde jeg små pebet lidt over at jeg ikke følte jeg kom “langt nok ud”. Sukkede efter lidt flere højdemeter. Lidt mere teknisk terræn. Et eller andet sted inde i mit hoved havde jeg en klar forestilling om, at ST ville være rimelig løbbar og bestemt en opgave jeg ville kunne klare.  Jeg kan love at det er absolut sidste gang jeg kommer til at undervurdere et løb. Alle mine tanker blev i den grad gjort til skamme. ST havde ALT det jeg sukkede efter og jeg vil prøve at nedfælde mine oplevelser i og af løbet nedenfor.

 

Lidt generelt om løbet

ST er et løb der er blevet afholdt 2 eller 3 gange før. For første gang i år prøvede de til med 113 km ruten, ellers havde det længste været 54 km. Udover disse distancer var der også 11 og 27 km samt om søndagen et vertical race. Den lange rute er en del af skyrunners worldseries hvorfor der også var en flok særdeles hurtige folk med. Der var omkring 1000 deltagere i alt fordelt på distancerne og på min distance cirka 200. Løbet skulle sættes i gang kl 24.00, lørdag d 10/6.

Rejsen derned foregik med en løbeven, Per, som skulle deltage på 54 km. Vi fløj til Milano Malpensa og defra 80 km i bil til Lugano. Start og målbyen, Tesserete, lå 5 km nord for Lugano.

Om fredagen hvor løbet skulle sættes i gang til midnat fordrev vi tiden med at lege lidt småturister i Lugano. Skøn by 🙂

Fra sidst på eftermiddagen begyndte jeg at hoppe ind i løbsboblen, gøre grej klar og få hvilet/sovet lidt. Vejrudsigten havde ligget stabilt i en uge og lørdagen så ud til at blive en særledes varm omgang med 25-29 grader og sol fra en skyfri himmel.

 

st6

 

Starten

Per var så venlig at køre mig op til start hvor jeg var cirka kl 23. Satte mig ind i et stort telt og slappede af. Spiste en bolle og fik tanket helt op. Kl 24.00 blev løbet skudt i gang med den sædvanlige feststemning, liveband, droner og alt mulig andet gøjl. Fedt et blive sendt afsted sådan. I det hele taget summede den lille bjergby af liv. Virkelig fedt med at lokalsamfund der støtter op på sådan en måde. Havde ikke rigtig gjort mig nogle tanker omkring ruten udover at arrangøren havde skrevet at ruten var “fair” men havde et par tekniske punkter!….meget mere om det senere 😉

 

st15

 

 

Efter påbegyndelse af den første stigning kan jeg i det fjerne høre noget musik. Kan ikke helt finde ud af hvad det er. Lyden bliver langsomt højere og højere. Lidt sørmodig men også en dejlig melodi. Kommer til at tænke på Titanic filmen og musikerne der spiller “nærmere gud til dig” mens skibet synker. Smilte ved mig selv. Lidt en makaber sammenligning. Lidt længere oppe af stigningen kan jeg se musikerne. Der står en hel gruppe og spiller på de der kæmpe store alpehorn. Det lyder seriøst godt. Endnu et plus på “ja hat” kontoen. Fortsætter ud i natten og op ad første stigning.

 

st1

 

Den er relativ overkommelig og jeg begynder første nedløb. Det er rigtig lunt i natten og ingen problemer med at holde varmen. Tænker lidt over at der er 21 km frem til første depot og at jeg inden jeg når derhen også skal opad igen. Kan godt være der lige skal tænkes lidt væske rationering ind. Efter omkring 15 km begynder det at gå op igen. De næste 15 km består af omkring 1700 højdemeter så nu skulle der snart arbejdes lidt for føden….

 

Tungen lige i munden og lidt downhill “scrambling”.

Lidt teknisk terræn nogle steder…..Hmm….det er mildest talt “bøvlet”! Hold nu fast der skal være fokus her. Det er seriøst svært fremkommeligt. Kan kun sammenligne det med det jeg oplevede ved Trail Verbier St Bernard sidste år. Men det er præcis sådan et terræn jeg elsker.  Små snedige spor. Helt mørkt, månen i baggrunden og stille vejr. Virkelig magisk. Jeg er glad og føler bare det hele spiller selvom det går ret langsomt fremad. Fuldstændig ligegyldigt for det er kanon fedt.

Efter et stykke tid kommer jeg til toppen, det er blevet lyst nu og pandelampen er kommet i rygsækken. Når hen til kanten, bogstavelig talt, her er der et banner med teksten “steige abfart” (tror jeg der stod). Var ikke et sekund i tvivl om at det nu blev vildt. Langt nede kunne jeg se en lille sø hvor bitte små mænd løb rundt. Derned skulle jeg og det her nedløb var et bæst….

Laaaanmgsomt og sikkert kommer jeg længere og længere ned, men pludselig stopper stien og forsvinder til fordel for en skrå klippevæg. Pæn stejl nedad og med nogle lyserøde markeringer hen over. Der er måske kun 5 – 10 meter over på den anden side til stien igen, sådan lidt nedad. Der er ingen vej udenom. Jeg må i gang med at klatre. Hold da kæft mand det var spændende.

Cirka 12 minutter inde i denne video er der et klip fra lidt af klatrestykket 😉

Når over på den anden side og fortsætter forsigtigt og lidt lettet det sidste stykke ned mod søen. Kort stejl stigning og så et knap 10 km langt uafbrudt nedløb. Det kan altså mærkes i lårene at løbe så lang tid ned. Også dette stykke var svært og fokus skulle virkelig holdes.

 

st12

 

Frem mod hoveddepot, 64 km

Dette stykke, fra 40 km og til 64 km, er det jeg husker mindst fra. Vi kommer igennem et par småbyer og har en hel del mindre stigninger og nedløb. Rigtig meget lækker skov. Solen begynder nu at tage fat og kan mærke at det bliver en seriøs varm dag på kontoret. Det er på sådan et tidspunkt væske og nedkøling bliver ret vigtige faktorer for mig. Så snart jeg kom forbi de der kar med hvor der løber vand ned, tog jeg min visor af, ned i vandet og på hovedet igen. Det giver nogle minutter med koldt vand på hovedet hvilket er rigtig dejligt.

 

st10

 

Begyndte også at tælle lidt ned til hoveddepotet idet jeg var små sulten. I og med at vores rejseplan var ret stram hjemad efter løbet, havde jeg undladt at få dropbag ud til depotet. Havde heldigvis heller ikke brug for noget nyt/ekstra, så det gik. Dog var det et sats. Det er jo set før, at en stav kan knække. Sko kan gå i stykker og energi kan på mystisk vis hoppe ud af lommerne. Heldigvis ingen af disse problemer denne gang.

Når frem til depotet. Tager et stykke franskbrød, en håndfuld ost og en håndfuld skinketern. Lige hvad jeg havde lyst til. 3 kopper cola og et par kiks. Vand i den ene dunk, vand og zero tabs i den anden.

Hovedet var klar. Klar fordi efter profilen så ville de næste 15-20 km blive de absolut hårdeste i løbet…Hvad jeg ikke vidste her var, at jeg slet ikke var forberedt på hvor presset jeg skulle blive… og at jeg skulle se genfærdet af vores gamle hund Gaia!!!!

 

Det højeste bjerg, trailånden og om hvorfor en DNF pludselig blev en del af min redning!

Det første stykke efter depotet foregik ind igennem en lækker skov med masser af små vandløb. Dejligt kølende hver gang. Jeg var fortrøstningsfuld og benene kørte som smurt. Maven fungerede også og i det hele taget var der ingenting at brokke sig over 🙂

Efter nogle km skulle opstigningen mod Monte della croce. Det første stykke foregik på asfalt. Ingen “ben” i det udover det selvfølgelig gik pænt meget opad. Senere forsatte vi på en lille sti der løb langs bjergsiden. Indimellem kunne korset på toppen skimtes derude i det fjerne.

st3

 

st17

 

Jeg nærmede mig stille og roligt de cirka 73 km hvor depotet ved della croce lå. Samtidig var jeg fuldstændig klar over at efter dette depot, så ville det blive hårdt. Rigtig hårdt.

Men jeg havde ingen anelse om at jeg ville rende ind i total nedsmeltning kort herefter…Bevægede mig ud af depotet og kunne på ruteprofilen se at to relativt korte, men stejle toppe skulle forceres inden opstigning mod højeste punkt gik i gang.

Allerede på den første stejle stigning begyndte benene at brokke sig og på den anden stigning blev det værre. Hovedet ville også begynde at lave krumspring eller overspringshandlinger/tanker. Havde forestillinger om at jeg faktisk var inde på og i gang med den. Hvor ruten indtil nu havde været særdeles teknisk og bitte små stier med masser af sving, så var det nu helt åbent landskab med fuld udsyn til toppen af bjerget. For mig totalt demotiverende at kunne se hele vejen op til tændstikmændene på toppen.

Arbejdede nu i at tælle 100 meter og så pause. Altså stop – helt pause. Få sekunder og så 100 meter igen. Det gik også uden kæmpe krise op mod toppen og selvfølgelig var jeg jo klar over at kæmpen ventede lige bagefter. Et nedløb der føltes uendelig langt og allerede her med udsyn til højeste punkt. Havde virkelig svært ved at holde mig positiv. Prøvede alle de kendte strategier for at holde mig munter, men shit jeg var presset – og ikke engang på vej op.

Normalt plejer det at virke rigtig godt for mig at tænke på sjove film, skøre klip fra et eller andet. Selv Jacob Ditzel var træls at tænke på!!!! Så står det sgu skidt til… Normalt vil jeg ligge flad af grin over tænke på hans mundlort såsom “Fuck shade”, “Få sin bronze on” og “gok noget badder ud”… For de ikke indviede, så se med her 😉

 

st12

 

BANG…så skal jeg lige love for at stigningen begyndte. Varmen var voldsom og ikke i miles omkreds et sted at finde skygge. Kom nu Dannie. Sidste lange stigning. Du kan godt. 10 skridt. Total krise. Måtte sætte mig ned. Det hele snurrede rundt. Begyndene kvalme. Ben der slet ingenting ville. 8 skridt. Pause. Kom helt ned på 5 skridt før jeg besluttede at sætte mig igen. Ville sidde lidt længere tid nu og komme til kræfter. Men jeg kunne ikke komme i gang. Kunne ikke vende alle øv tankerne i hovedet.

 

st11

 

 

Det var her tankerne om at stoppe dukkede op. Jeg var rasende og frustreret over min krise. Vi var 5-6 stykker der sad i samme båd. Fuldstændig desillusionerede….Men redningen var lige rundt om hjørnet…som sendt fra himlen…

Jeg sidder med hovedet begravet i hænderne og tænker dybe tanker da der pludselig er noget der snuser mig i øret. Ved med det samme at det er en hund. Åbner øjnene og føler jeg stirrer ind i øjnene på min gamle hund, Gaia. En hyrdehund står og ser mig lige ind i hovedet med tungen ude af halsen. Ser total lalleglad og legesyg ud. Det frembringer et smil hos mig. Kort efter dukker en eller anden bjergvandrer op. Han fortæller til vores store glæde han har fået lov til at hjælpe folk her på stigningen. Han har koldt vand og lidt kiks i rygsækken hvilket er den største luksus overhovedet lige her. Samme tid begynder de andre som sidder tæt omkring at dele energi og mad med hinanden. Får noget ost i bytte for en gel med en anden og langsomt kommer der liv i os.

Det er stadig på skridt stadiet. Men stille og roligt bliver 10 skridt til 20. Endelig. ENDELIG står jeg på toppen. Godt 2100 m oppe. Jeg er så gennemgående godt tilfreds og så stolt over at være kommet videre at jeg har gåsehud over det hele.

Det her var nøjagtigt tilsvarende da jeg ikke kom igennem UTCAM i september sidste år. Nøjagtigt samme symptomer. Men denne gang klarede jeg det. Tanken om endnu en DNF på baggrund af samme problemer gjorde også sit til at jeg kom videre. Bevares. stadig 35 km til mål, men hovedet var med igen 🙂

 

st4

 

Når hovedet er med er det relativt nemt at tænke positivt. Se det store i det små. Smile og hilse på vandrere og folk omkring. Jeg kunne nu se helt ned til næste depot ved 83 km. Der var en lang, men overkommelig nedstigning.

 

Øhh…hvor er mine stave???

Vel fremme ved næste depot ser jeg frem til endnu en cola og noget mere mad. Har sat stavene fra mig mens jeg sidder på en bænk i skyggen og får tanket op med diverse. Tror jeg er i depotet i 10 minutter i alt. Temmelig meget mere tid end jeg plejer at bruge. Det var fint og havde brug for at samle mig helt igen.

 

st5

 

 

Tanket op og afsted…men hvad hulen var nu det!!!! jeg havde da sat mine stave lige dér…havde jeg ikke? Ledte rundt i hele depotet og fik hjælpe til at lede også. Pludselig er der en mand der rejser sig. En bjergvandrer. Nok 65-70 år. Han deltager ikke i løbet men sidder bare og snakker lidt med folk i depotet. Han siger jeg bare kan tage hans stave idet han har flere par. Jeg var total beæret og nærmest rørt over den gestus. Det var fandme stort og total uventet. Men skæbnen ville dog at lige inden jeg gik ud af depotet kom en mand blafrende lidt længere nede af bjerget med et par stave i luften. Ja sgu. Det var mine. Han havde valgt at vende om og aflevere dem igen. Han havde vist været lidt ristet også, idet hans egne stave lå foldet sammen i rygsækken. Det havde han glemt og taget mine som var samme model. Kanon. Vi valgte at følges det næste stykke tid. Dejligt at hyggesnakke lidt på det tidspunkt.

Stykket herfra og til mål indeholdt 3 mindre stigninger, men efter profilen voldsomt stejle.

 

På det næste stykke fik jeg endnu engang (kan jeg se bagefter) bevist at min orienteringssans er pænt ringe… Der kom et langt stræk nu som gik lidt op, lidt ned på små kringlede stier og klippestykker. Indimellem dukker søen op på højre side. Om det er total dejavu, træthed eller noget helt andet, så er jeg ligepludselig helt sikker på at her har jeg da løbet før. Ingen tvivl. For et par år siden under vores sommerferie ved Lago Maggiore, som ikke ligger voldsomt langt derfra, tog jeg ud på en løbetur på et bjerg hvor jeg endte oppe i en naturpark der hedder Val Grande. Og lige her var jeg fuldstændig sikker på at det var dette stykke jeg var inde på. NEJ, Dannie. Det var det ikke.

 

Bittesmå knolde!

Overordnet gik det nedad mod mål, som skrevet kun afbrudt af 3 små, skarpe stigninger. Jeg skal da lige love for at det der med “små” og overkommelige stigninger blev testet. Shit det var stejlt. Helt vildt. Jeg måtte tilbage og tælle skridt her. Selvom jeg vidste det ikke var lange stigninger nu, så forekom de mig vanvittige. Heldigvis var Jacob Ditzel blevet sjov igen 🙂

Jeg kunne se op igennem skoven. Op mod toppen. Godt nok langt. Der havde været en del skovarbejde her og stien var svær at finde. Afmærkningen på dette stykke var også sparsom og vi skulle holde skarpt øje med de “faste” scenic trail markeringer. I øvrigt lidt markant afmærkning i forhold til første halvdel af ruten hvor vi ikke løb på “scenic trail” stisystemet. Skulle i hvert fald vænne mig til at holde øje med nogle andre typer af markering. Ikke noget problem. Var aldrig rigtig i tvivl omkring ruten, så ikke en finger at sætte herpå.

 

st16

 

 

Dog har arrangørerne her efter løbet udsendt en dusør hvis nogen kan hjælpe med at finde frem til dem der har saboteret afmærkning og ændret på nogle pile således at en del løbere, på en anden distance end min, var løbet forkert.

 

På toppen af anden sidste stigning var der en fantastisk udsigt over Lugano søen. Helt vild. Det var en meget lille top, så man følte man nærmest stod på en spids. Herefter fulgte et rimelig stejlt nedløb hvor vi i bunden efter cirka 101 km løber ind i sidste store depot.

 

Mod mål 🙂

I depotet sidder der godt nok mange fra de andre distancer og ser kvæstede ud. Der er 2 stk der bliver tilset af læger. Jeg er heldigvis ved godt mod og bare klar til at knokle de sidste 13 km til mål. Der var her en sølle stigning tilbage, et relativt fladt repos at løbe på efterfulgt af et nedløb mod mål.

På stigningen var der heldigvis en del andre folk nu fra de kortere ruter. Det var ret lækkert at have overskud til stille og roligt at overhale og hilse på. Stigningen var ikke slem og kommer op på toppen hvor der skal løbes nogle km rundt. Virkelig lækker strækning her. Sidst på stigningen når jeg op til en fra samme distance som mig. Når lige at sige hej hvorefter han får et nyt liv. Kæft et tempo han pludselig får. (Kan se han kommer i mål 10 minutter før mig – så enten er jeg langsom til sidst eller også er han hurtig) Inden han stikker af når han lige at fortælle, at han har deltaget på de kortere ruter de sidste 2 år og at jeg skal være klar over at der er en lille stigning inden mål. Great…den havde jeg ikke lige regnet med. Tjekker profilen ud igen og kan jo godt se nu at vi skal opad til sidst igen.  Men hvad, det var nu så tæt på mål at det nok skulle gå.

Nedløbet går meget kontrolleret og roligt for mig. Har virkelig ikke meget at skyde med længere, men holder mig ok i gang. Der er flere steder ret teknisk stadigvæk, så fokus skal stadig holdes.

5 km til mål og det går nedad på asfalt nu.  Løber små 2 km inden vi drejer ind på stierne igen….og rammer den sidste stigning. Lille og kort, men ligenu er 1 km opad sgu langt.  Dog ikke noget problem fordi i små og helt stille momenter kan jeg i det fjerne høre målområdet. Altid et kæmpe boost. Knokler mig op på toppen og nærmer mig nu Tesserete og dermed mål.

 

img_1945

 

Vi har en lille km inde i byen hvorefter vi bliver ledt ind i et par hundrede meter skov. Her er der mange mennesker og der gives high fives til højre og venstre. Jeg kan se målportalen nu og kan glad småløbe i mål i tiden 20 timer og 46 minutter for 114 km og 8000 højdemeter.

Jeg er max stolt og har her bagefter fået at vide at der kun var 50 % der gennemførte. For at det ikke skal være løgn har jeg også fundet ud af via min placering at jeg har fået point i Skyrunners Worldseries konkurrencen. Det er sgu lidt grineren.

 

“Epikrise”

Efter målgang får jeg min medalje og får hilst på arrangøren. Vælter ind i teltet hvor der er borde og bænke. Kan godt mærke at jeg sejler en lille smule rundt. Per, jeg har rejst med kommer ind, men jeg er mildest talt en presset mand nu. Har svært ved at få ro på vejrtrækningen og bliver nød til at ligge mig lidt ned (Matador Maude Style).

Efter et kvarters tid er jeg oppe igen. Det er ikke første gang jeg har reageret sådan efter løb.

 

st14

 

Jeg har så meget positivt at sige omkring dette løb. Ruten især. Kæft den var fed. Super teknisk første halvdel. Ubarmhjertig, stejl og mental hård sidste havldel. Mange fantastiske views over bjerge og sø. Glimrende depoter – dog langt til første, og først cola efter 40 km…Kanon setup i Tesserete. Relativ nem og billig at komme til. Imødekommende arrangører. Jeg kunne sagtens forestille mig tage derned næste år igen. Virkelig fedt løb.

 

Nu skal der snart fokuseres på året hovedmål, Echappee Belle 🙂

 

Bedst trailhilsner – vi ses derude

/ Dannie

@dannietrail

 

 

(Gotta get some action) Now!

Endelig er jeg kommet i action. Det kommer længere nede…

lic02Jeg har drønet lidt rundt siden sidst. Efter Maison Torrent hvor jeg fik løbet/scoutet rigtig mange ruter og efter ca. 200 km på to uger gik turen til Valpelline. Jeg ville prøve kræfter med ruten til Vertical Becca de Viou. Den GPX jeg havde dannet sagde 6,5km med 1900hm. Så tak! Men afsted det gik – og det gik rigtig fint. Hårdt på den gode måde. Men ak. Efter at være drejet om i skyggesiden kom der snedriver. Og de blev større og større. Og ruten var begravet i sne. Alternativet var at kravle op over klipperne på siden af sporet der gik op langs et flodleje. Det var en kamp uden lige. Og det blev kun værre. Og vejret blev også værre (og værre). Men jeg ville op! Og det kom jeg. Fik set Bivacco Nere der ligger tæt på toppen. Tog sporet på den anden side ned – og nu blev det pludselig stegende hedt på solsiden. Fra hagl og kulde til sol og hede. Det blev også en meget lang tur, da jeg skulle helt rundt om massivet og hjem langs et flodleje. Fandt en restaurent da jeg kom tilbage og sov i camperen på en parkeringsplads.

Spiste morgenmad og lavede morgengymnastik og styrketræning i Valpelline og kørte så til Champillon. Ankom lidt sent så hyggevandrede bare lidt rundt. Overnattede igen i camperen og stegte pølser over åben ild om aftenen. Det var fint, selvom jeg ikke sov specielt godt da det var koldt i 2000m. Næste dag hører jeg lyden af en helikopter da jeg nusser med at arrangere morgenmad. Den kredser lidt rundt over skrænten nedenfor (altså sådan en mega stejl skrænt som ‘fald ned og dø’). Lidt efter kommer den op igen – med en ko hængende nedenunder! Havde desværre min telefon på ultrastrømbesparende så fik først billeder efter den var sat ned på jorden. Det var en stor tyrekalv der var komet på afveje. Lidt efter kom bonden og spænder den fast efter sin pickup, men den ville ikke med hjem. Utaknemmelige skarn efter sådan en redningsaktion. Men god underholdning til morgenmaden. Derefter hikede jeg med stor rygsæk og masser af mad op til Bivacco Rozessa de Savoi. Undervejs var jeg ved at træde på en hugorm – så er det også prøvet. Den var mega morgensløv, så jeg måtte prikke til den med min stav for at få bare lidt respons fra den.

Bivacco Rozessa ligger helt i bunden af Ollomont dalen, helt op mod de sidste bjergvægge der danner grænsen til Sweitz. Det er en meget spektakulær formation der danner en næsten fuldstændig gryde. Der er to ruter derop – og de er begge fede på ders måde. Der var kun sne til aller sidst og omkring hytten. Hytten er godt udstyret med gasblus og masser af gryder og pander. Der er dog ikke strøm. Jeg gik lidt rundt på det plateau der er, og ellers nød jeg bare udsigten, hvor jeg om aftenen kunne se lysene tændes ned gennem dalen helt til Aosta.

lic01Fra Bivacco’en hikede jeg næste dag tilbage til Rifugio Champillon. Det var nemlig deres åbningsdag og derfor skulle jeg lige have det med inden jeg skulle videre fra området. Jeg trængte også til et bad efter tre dages strabadser. Men who cares anyway herude. Jeg var den eneste gæst der havde meldt sin ankomst, så jeg fik fin opvartning og spiste aftensmad sammen med personalet. Næste morgen gik jeg så over Col Champillon og videre ad TDG ruten næsten over til Saint Oyen – og derefter tilbage. Puha, turen op over Col Champillon fra den anden side var godt nok en sejtrækker. Men så var det bare lige ned til Rifugiet og spise sen frokost. Der var godt med mennesker på det tidspunkt, men igen var der fin opvartning og oprigtig interesse fr turen. Nice. Derefter den hurtige genvej ned til bilen og så farvel til Champillon i denne omgang.

Derefter kørte jeg mod campingpladsen Arc en Ciel mellem Morgex og Pré-Saint Didier. Undevejs fik jeg set lidt borge. Ikke verden fedeste campingplads og heller ikke det fedeste sted den var placeret. Havde valgt den da den lå tæt på Morgex og dermed Licony Trail som jeg er tilmeldt. Og så fordi den var familieejet og havde sit helt eget pizzaria! Dagen efter ankomst så vejret ikke for spændende ud, så efter at have spurgt til vandreruter anbefalede bedstefaren mig at gå til Pré-Saint Didier og se et udsigtspunkt. Det viste sig at være en udsigtsplatform som jeg havde på min evt. todo-liste. Fint lige at få det på plads. En platform 180m over jorden hen over et brusende vandfald med udsigt til Mont Blanc massivet. What not to like? Og en fin restaurent lige ved siden af i en adventure park med træklatring. Jeg blev nede og spiste pasta med friske tomater. Pré-Saint Didier ser ud til at være en dyr by, men de har også den vildeste udsigt til Mont Blanc – og et kurbad der minder om Skodsborg. Det droppede jeg. Næste dag scoutede jeg noget af Licony ruten og fik set ruinen af Chateaux La Salle helt tæt på. Tredje dag var det mega regn. Tjekkede ud. Deres wifi var også ustabilt og jeg gad ikke camping mere. Havde dog lige præsteret at dræne batteriet på bilen, så bedstefar måtte hjælpe med en god gamel model af en lader. Så er det også prøvet.

Ville have været til Bivacci Pascal ved Licony Søen, men endte med at køre til Morgex og indlogere mig på Hotel Valdigne. Jeg havde fået en folder af bedstefaren med ruter i området. Tre dudes havde sat sig for at mærke dem fint med små træskilte og lave et katalog – imponerende arbejde. Sponsor på folderen var Hotel Valdigne og da de også havde samarbejde med Licony Trail var det mit valg. Fint og billigt hotel. Men mest morsomt er det, at jeg rent faktisk havde mødt ejeren og hans kone og børn i Doues en dag. Han genkendte min bil og da jeg kom hjem om aftenen fik vi lige en sludder. Sjovt nok. Verden er lille.

Fik tjekket første del af ruten ud en gang til. Den starter med en næsten konstant 7 km lang stigning som ligger lige på grænsen mellem løb og gang. (Hvilket vil sige, at det kan løbes, men også kun lige.) Den er ikke teknisk og de første 1,5 km er på asfalt. Det er næsten noget af det mest onde der findes. Det bliver dræbende hårdt. Valgte at prøve at løbe de 7 km i intervaller for at mærke smerten. Det gør ondt! Tog den tilbage i sammenhængende løb og med de sidste 1,5 km af opløbet på asfalt. Dagen efter tog jeg en lille stigning lige efter asfaltstykket som er MEGET stejlt x5 og så opløbet en gang til. Så bliver jeg ikke mere klar til det.

Ellers må man sige, at de går op i tingene hernede når der er løb. Der er plakater og flag i byen og hele ruten er blevet trimmet de seneste dag. Græsset er slået langs ruten i byen og der er blevet asfalteret lidt huller i vejene ned til opløbet. Det ene var også rimelig farligt lige efter et skarpt sving ned ad bakke.

Dagen før selve Licony Trail afvikles er der obligatorisk pasta-party og lidt boder med nedsatte varer osv. nede i byen. Der er også Baby Licony. Altså børneløb. Og der bliver gået til stålet i den sammenhæng. Men sådan er børneløb jo altid. Vildest er dog, at hos de mindste 6-10 årige er der en lille pige der stiller til start med armen i gips fra armhule til håndled. Det piver man altså ikke over hernede.

lic03Næste morgen kl. 9.30 er det så tid til 25 km’eren med 1650+hm. Og som om det ikke er nok så siger vejrudsigten +30 grader, ingen skyer og ingen vind. Og så kunne man jo godt lige tænke sig at de der meterologer tog fejl. Men det gjorde de ikke! Stegende hedt og så afsted mod første forhindring på vejen mod målet. Jeg prøver at placere mig så jeg ligger omkring top 25. Det er vel det mindste man kan forlange, selvom jeg ingen anelse har om niveauet end at jeg på resultatet fra sidste år ved, at den i al fald bliver vundet langt hurtigere end jeg vil være i stand til bare at kunne følge lidt på vej. Mit mål er i det mindste at komme under 3 timer for dagens strabadser. Jeg ryger altid helt op i det røde adrenalin-felt når starten går, men får nu styret mig fornuftigt synes jeg. Og efter 10-15 min har feltet indstillet sig og jeg er kommet ud af den orange tåge. Så er det bare hårdt arbejde resten af vejen. Så jeg prøver at bide mig fast i haserne i de lokale helte omkring mig. Det er som sædvanlig teknikken og modet der sætter mig tilbage. Lige så snart tingene går ligeud eller ned ad bakke uden teknisk udfordring, så kan jeg sagten løbe fra dem omkring mig. Men specielt på de stejle tekniske nedløb løber de med en helt anden lethed (vovemod?). Og da vi mod slutningen kommer til rutens skrækindjagende lange nedløb over 1000hm og ca. 60 sving på 40 cm eksponeret singletrack, ja så stikker de da helt af. De tager de vildeste chancer i svingene og jeg sættes til vægs gang på gang. Og dog – det er kun et par stykker der kommer forbi, men til sidst leder jeg en gruppe på fem løbere. På de lige stykker får jeg hul og i svingene kommer de op igen. Og 60 sving, det er altså rigtig mange! Efter det stykke skal man lige passere en flod og så går det meget stejlt opad. Det ved jeg, jeg har prøveløbet det. Jeg slipper de fire forbi og mine ben melder max minus.lic04 Find din egen rytme siger jeg til mig selv, du henter dem på asfalten. Det gjorde jeg ikke helt, men det blev da tæt på. Tiden siger 2:57, altså lige til øllet. Slutter som nr 29 og nr 8 i veteranklassen som er +40 år – og der synes jeg faktisk var fint. Der skal bare trænes endnu mere nedløb. Og tages flere chancer! Derefter er der mere pasta-party og præmieoverrækkelse som er et overflødigshorn af priser for alle klasser samt vist også lokale mesterskaber og ærespræmier og hvad ved jeg. Men festligt er det. Jeg får sågar en af lodtrækningspræmierne for at være den der er kommet den længste vej. Og det her er altså et lokalt løb! Godt nok i en løbsserie for selve Valle d’Aosta, men alligevel! Jeg er fan.

Efterfølgende brugte jeg de næste to dage på af vandre til Bivacco Pascal i 2920hm med udsigt direkte til Mont Blanc og tilbage rundt om Licony søen for derefter at køre til Gimillan ved Cogne, hvor jeg nu er indlogeret i en ordentlig stor lejlighed med dejlig 70’er indretning. Men det må være en historie for sig selv.

fyr-til-fyr_camilla-bergmann
,

60 km. 6 timer og 16 minutter.

”Du ligger altså blandt de første kvinder i feltet. Det ved du godt ik´?”. Det er Mads, som spørger. ”Ja ja, det ved jeg godt, men der er stadig 22 km. igen – alt kan ske”, svarede jeg tilbage og tænkte på, at den sidste del af ruten skulle efter sigende være den hårdeste. Jeg havde netop passeret depotet i Gudhjem, godt 38 km. inde i løbet. Den sidste slurk cola og resten af energibaren røg ned. Jeg gik langsomt, inden jeg igen satte i løb.

De første 38 km. var ren leg. Nu kunne jeg mærke, at det var alvor. Efter depotet løb jeg ca. 10 km. alene, og fik pludselig en længsel efter selskab, for at holde mig selv i gang. Naturen var skøn, og jeg forsøgte at nyde løbet, trods træthed i hele kroppen. Benene var begyndt at blive tunge og ruten var – som forventet – hård, da den gik ad en krogede skovsti op og ned ad bakker.

42 km. Løbeuret bippede. 4 timer og 15 minutter. Jeg havde aldrig løbet over et marathon før – og det var kun 2 måneder siden.
De sidste 18 km. var 80% viljestyrke og 20% rå ben-kræfter.

 

Forberedelserne

Godt 2 måneder før, at jeg stod til start ved ultraløbet Fyr til Fyr på Bornholm den 22. april 2017, løb jeg mit første marathon – Thy Trail Marathon. Et par dage efter de 42 km. i barske klitter og sand i naturskønne Thy Nationalpark kom løbeskoene på – igen. En hård start, men efter et par løbeture var benene på toppen. Jeg havde tidligere leget med tanken om, at det kunne være fedt, at tæske rundt på Bornholm til Fyr til Fyr, og da benene ikke klagede – så, hvorfor ikke fortsætte med de lange (rolige) træningsture lidt endnu? 3-4 gange om ugen kom løbeskoene på, og ture lige fra 5-6 km til 30 km. blev lagret godt i benene. Nu kunne de 60 km. på solskinsøen bare komme an.

 

Udstyret til løbet

  • Mobiltelefon – obligatorisk
  • (Folde) kop (min. 150 ml.) – obligatorisk
  • Sygesikringsbevis – obligatorisk
  • Startnummer – obligatorisk
  • (Salomon) Vind- eller vandtæt jakke (åndbar) – obligatorisk
  • 6 energibarer og 3 ekstra elektrolytter til turen
  • Buff – nice to have
  • Handsker – nice to have
  • Vabelplaster – nice to have
  • Sportstape – nice to have
  • Salomon vest med 2 x ½ l.
  • Nike tights, Salomon løbetrøje, Falkesokker, Calvin Klein sportsbh
http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/05/Camilla-bergmann-fyr-til-fyr-udstyr-goeres-klar.jpg

Udstyret lines op til foto.

Ruten – Fra Dueodde Fyr til Hammer Fyr

De 60 km. på solskinsøen må være ét af Danmarks smukkeste ultraløb.

Ruten går fra Dueodde Fyr på Sydbornholm til mål ved Hammer Fyr på Nordbornholm langs østkysten: Dueodde Fyr – Snogebæk – Nexø – Årsdale – Svaneke (ca. 20 km. – 1. depot) – Listed – Bølshavn – Gudhjem (ca. 38 km. – 2. depot) – Bådsted – Tejn – Sandkås – Sandvig – Hammer Fyr.

 

Løbet  – Fyr til Fyr 2017

Efter racebriefing blev kanonen affyret, og jeg drønede af sted i sandet op ad den lille sandbakke. På toppen kunne jeg se ud over klitterne og Østersøen i det fjerne. Jeg fik et kort sug i maven. Nu var jeg i gang, og der var kun én vej hjem – ad den 60 km. lange rute til Hammer Fyr.

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/05/camilla-bergmann-fyr-til-fyr-dueodde-fyr.jpg

Klar til start ved Dueodde Fyr.

 

dueodde-fyr

Dueodde Fyr tårner sig op.

dueodde-fyr-fyr-til-fyr

Kanonen har lydt, og sikken en flot start.

De næste ca. 8 km. gik langs med vandet i det lette sand. Bornholm levede bestemt op til sit ry, som solskinsø, og temperaturen var perfekt lun. I Snogebæk stod det første heppere og lokale beboere med flag for at hilse velkommen til byen. Så var stilen lagt.

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/05/camilla-bergmann-8-km-løb.jpg

Ca. 8 km. ved Snogebæk.

Det varierede terræn gav løbende energi, og gjorde turen ikke så ensporet, men spændende og naturskøn. Ruten vekslede mellem løb ad skovstier, asfalt langs bilvejen, på klipper, i sand, igennem byer. Det afvig ligeledes, om jeg havde selskab på turen eller tilbragte kilometer alene. Nogle steder på ruten var det lige med, at holde tungen lige i munden for, at lægge mærke til afmærkningen.

Frem til det første depot ved ca. 20 km. har jeg drukket min 1/2 l. med elektrolytter og 1/2 l. med almindelig sportsdrik. Ved depotet får jeg fyldt op med væske, spist et stykke banan og en energibar. Samme procedure gør jeg efter det andet depot (38 km.), så der er energi nok til resten af turen.

camilla-bergmann-fyr-til-fyr

Jeg havde ikke på forhånd troet, at jeg skulle løbe om kap om podieplaceringerne. Men efter at Mads havde kommenteret min placering i feltet, gik der sport i at holde pladsen – trods nogle hårde sidste 18 km’er. Gitte, som var førende, kunne jeg på de lange stykker ad landevejen ane i det fjerne. Men hun lå langt fremme. Alligevel motiverede det mig, at holde tempoet i gang, og sådan fortsatte løbet indtil 3-4 km. før mål, hvor en kvindelig stemme råber bagfra ”godt løbet”, og jeg råber igen med et “i lige måde”. Lise havde godt gang i benene, og jeg forsøgte at hænge på, men erfarede, at jeg ikke kunne følge med.

Med de sidste kilometer tilbage fik jeg samlet kræfterne – dem som jeg nok i virkelighed ikke helt vidste, at jeg havde, og får kæmpet min egen kamp. Forbi Hammerodde Fyr er der knap 1,5 km. til mål, og ca. 500 meter tilbage snor stien sig op ad den lange stejle bakke til Hammer Fyr. Jeg gik i et hastigt rask tempo, men bakken trak tænder ud. På toppen kunne jeg lige ane fyrets top. Og jeg satte i løb de sidste 200 meter ad græsmarken og stien.

fyr-til-fyr_camilla-bergmann

60 km. Jeg klasker hånden på Hammer Fyr. Glad og lettet over at have gennemført. Og kan se både Lise og Gitte i mål, som henholdsvis 1 og 2. “Du får en velfortjent tredjeplads og en øl, hvis du har alt det obligatoriske udstyr”, blev der sagt. Tjek.

 

camilla-bergmann-fyr-til-fyr-udstyr-tjekkes

Udstyret tjekkes ved målgang.

Lige til øllet – Som man siger

Jeg havde selv løbet efter en tid, der var omkring de 6 timer. Men med de tunge ben de sidste kilometer, kunne jeg godt se, at tiden ville være knap. Et sekundære mål var, at komme i mål inden for de ”gyldne øl-minutter”, som skulle resultere i en præmie i form af en dejlig Svaneke øl. Det blev lige til øllet, som man siger, med en måltid på 6 timer og 16 minutter. Skål!

 

Bornholm – Du har overrasket igen

Sidst jeg havde løbeoplevelser på Bornholm var tilbage fra 2007, hvor jeg i foråret var udtaget til Nordiske Mesterskaber i Orienteringsløb og samlet 3’er (kvinder indtil 19 år) til Etape Bornholm samme sommer. Så der var noget at leve op til – her 10 år efter. Jeg må indrømme, at jeg endnu en gang kan skrive en god oplevelsesrig bornholmsk løbeoplevelse på kontoen. Hvilken mon bliver den næste?

camilla-bergmann-fyr-til-fyr-maal

Smil!

 

/alle fotos: Mads Anders Jensen. Se flere billeder her

, ,

Julsø Ultra 2017

Julsø Ultra 2017

Hyggetur med Mogens

Det var blevet slutningen af april og tiden var kommet til Julsø ultra 2017. Ruten går rundt om Julsø over Ry og gennem skovene tilbage mod silkeborg. Jeg skulle løbe 60km for anden gang.

Forberedelserne

Der går lang tid fra man tilmelder sig et løb og man faktisk skal afsted. I den mellemliggende peropde kan de ske mange ting der gør at træningen ikke bliver optimal.

Selve træningen

Siden Thy Trail Marathon i februar har træningen været rimeligt svingende og jeg har haft svært ved at komme afsted på de løbeture der kræves. Den gennemsnitlige løbemængde i ugen har været på omkring 40km hvilket er i underkanten af hvad der måske kræves.

Udstyret

Jeg havde tænkt en del over hvilket udstyr jeg ville bruge til turen og valget faldt på følgende.

  • Altra Lonepeak
  • Inov8 mudsov
  • Fusion kort pocket
  • Inov Race Elite Long sleeve hoddie
  • Ozon orange t-shirt
  • Inov8 Race Vest
  • Golf cap
  • Tailwind energi

Der vil komme en konklusion på udstyret efter beretningen

Her er min flatrunner til dagen

flvindjulsoe2017_01

Løbsdagen

Løbsdagen kom og vi overnattede på Vejlsøhus som ligger lige ved siden af starten. Dagen for løbet kom og jeg gik ned for at få morgenmad. Til morgenmaden mødte jeg Mogens som jeg kom til at løbe sammen med. Vi havde tidligere løbet sammen til Thy Trail Marathon. Vi snakkede lidt og spiste morgenmad inden jeg gik på værelset for at skifte tøj. Der var et lille skifte i tøj da jeg valgte 3/4 fusions tights i stedet for korte.

Starten

Vi gik ned til starten og mødtes med de andre løbere. Der var en god stemning ved starten og mange virkede spændt og klar. Jeg fandt hurtigt Mogens og vi snakkede lidt inden race breifing. Starten gik og nu skulle spændingen udløses og benene skulle testes.

flvindjulsoe2017_02

 

Mod Første depot

Efter starten kom vi godt afsted og der var god stemning. Vi løb på små lækre stier langs sen og det var lidt køligt i starten men det gik hurtigt over. I starten løb jeg selv og benene føltes ok, men jeg var spændt på hvad dagen ville bringe. Jeg kom op til Mogens som var startet lidt længere oppe i feltet. Jeg besluttede mig at slå følgeskab med Mogens.

flvindjulsoe2017_05

Der var flere nedløb i starten hvor vi løb ned i samlet flok

flvindjulsoe2017_03

Der var gode nedløb hvor man skulle have tungen lige i munden for ikke at falde.

flvindjulsoe2017_04

Udsigten over søen er altid god også selvom det er overskyet

Vi snakkede og kilometerne gik fint og vi kom hurtigt til første depot.

Mod Himmelbjerget

Vi løb hurtigt videre fra første depot og kom vi små stier op imod Himmelbjerget. Der var flere større bakker hvor vi gik op ad for at spare på den energi der blev behov for senere. Det næste punkt på ruten var Himmelbjerget hvor der var mulighed at se familien.

flvindjulsoe2017_06

Vejret var godt og det begyndte at klare op.

flvindjulsoe2017_07

Vi kom til himmelbjerget og vi hilste kort på familien inden vi løb videre mod andet depot.

Mod Andet depot

Turen gik ned fra Himmelbjerget og via små stier igennem skovene mod andet depot i Ry. Der var nogle få transportstykker men ellers foregik det på stier i skoven hvor løbet var lækkert og tiden gik godt. Stierne var smattede og flere steder have jeg problemer med at stå fast.

flvindjulsoe2017_08

Blandt de mudrede stier var der også transportstykker som foregik på blandt andet markveje. 

flvindjulsoe2017_09

Men det begyndte at kunne mærkes lidt i benene. Den manglende træning var ved at vise sit ansigt.

Vi ankom til andet depot og stadig i højt humør. Det var dejligt at se familien og få lidt energi inden vi løb videre.

flvindjulsoe2017_10

Mod Tredje depot

Vi løb fra andet depot og kom langs søen ind på de små stier.

flvindjulsoe2017_11

Terrænet skiftede meget fra det åbne til de små stier i skoven hvor man ikke kunne se langt.

flvindjulsoe2017_12

Når der var udsigt over søen var ruten forholdsvis flad, men så snart vi kom et lille stykke fra den kom bakkerne også

flvindjulsoe2017_13

Når bakkerne kom syntes de at fortsætte op i det uendelige som denne hvor man kan se lidt op før det drejer og man kan ikke se toppen.

flvindjulsoe2017_13

Der var enkelte transport stykker hvor man kunne se længere og bare lade fødderne løbe derudaf. Vi ankom til tredje depot hvor der blev tanket lidt på inden vi løb videre.

Mod Mål

Efter tredje depot gik turen mod Nordskoven og mål. På denne del af ruten er der rigtig mange bakker og det er her løbet for alvor begynder, Vi løb fra depotet og kom hurtigt til de første knolde. 

Her er de tydeligt at se hvor langt der er op da der går to løbere på toppen.

flvindjulsoe2017_15

Her kan man se udsigten fra toppen og det tidligere billede var taget fra cirka midt i billedet hvor der går en lille spids ud i det lyse område.

flvindjulsoe2017_16

Nordskoven byder på mange bakker på små stier hvor vi ikke havde den overskydende energi til at løbe op så vi fik en del gåture op ad bakkerne.

flvindjulsoe2017_17

Der er også flere bakker hvor der så lige er krydret med trapper som lige for at trække lidt ekstra ud af benene.

flvindjulsoe2017_18

Så er turen ved at være slut og vi kommet ud af skoven. Den sidste del af ruten kommer på asfalt.

Humøret er stadigt højt på trods af en lang dag på kontoret.

flvindjulsoe2017_19

Målgang efter 56+ km stadig løbene på de flade stykker.

flvindjulsoe2017_20

Det var super at komme i mål på lige knap 8 timer og dejligt at komme ned og sidde lidt. Den lovede fadøl smagte rigtig godt og jeg takkede Mogens for turen og godt selvskab.

Afsluttende tanker

Her nogle dage efter løbet kommer jeg med nogle tanker om løbet

Udstyret

Det valgte udstyr fungerede for det meste, men der er altid noget der kan justeres på.

Denne gang var der dog et forkert valg i form af skoene.

Jeg valgte at løbe i mine Altra Lonepeak som er mine nuværende favoritsko. Men det vidste sig desværre at skoene var meget slidt hvilket gav problemer da jeg havde problemer med at stå fast.

Jeg havde også valgt at tage ekstra tailwind energi med som ikke var nødvendigt, da der var tailwind energi i depoterne.

Træning

Træningen op til løbet har været måske lidt tvivlsom hvilket også vidste sig også være en stor faktor. Jeg skal være noget mere struktureret omkring min træning.

Dagen

Men på baggrund af disse tanker havde jeg en god dag på stierne. Jeg valgte at finde sammen med Mogens og jeg havde en rigtig god dag. Muligvis kunne jeg være kommet i mål en lille smule før, men dette ville også gøre at jeg ville være meget mere smadret bagefter.

Jeg havde selvfølgelig ømme ben efter løbet men var ikke totalt ødelagt.

Tak

Der skal lyde en stor tak til arrangørene af Julsø Ultra som har gjort det rigtig godt. Dette med at finde de fede spor samt opmærkning og service i depoterne.

Desuden skal der også lyde en stor tak til Mogens for selvskabet på turen.

Husk naturen er vores legeplads

, ,

Ned mod borgene – og tilbage op igen!

020517_03 Den rute der er markeret lige overfor huset byder på det vildeste nedløb. Jeg skulle virkelig holde på mig selv for ikke bare at give los. Du skal jo også op igen! Ja ja, men det er jo først senere. Det var en heftig tur tilbage. Ja, det var. Men jeg tog det roligt gående.

Nåmen altså. Efter 5 km nedløb og 700 hm, så er man nede i dalen. Så var det bare afsted efter de første slotte. Det første jeg havde set viste sig at være en ‘snydeborg’. Et hotel bygget som en borg – godt gas. Men ikke så langt fremme lå Castello Reale di Sarre. En af de virkelig spektakulære borge. Der var også fine rutemarkeringer fra TDC. Vejret var iøvrigt rigtig fedt solskin nede i dalen. Rimelig heldig tur der! Er blevet ret swag solbrændt!

Fra Castello Reale di Sarre kan man se de næste borge mod vest og på sydsiden af floden. Men da jeg allerede havde tilbagelagt 9 km droppede jeg vovemodet. Tog lige et lille stykke af TDC ruten op til en kant hvor man endnu bedre havde oversyn over fem borge. Ret fedt at se det på afstand – ikke mindst Castello Reale di Sarre. Måske en trailkikkert er næste udstyrsstykke?020517_02

Derefter løb/gik jeg tilbage. Jeg er sgu altid så ivrig – og hey, det skal man passe på med! Det skal man også – det er rigtigt. Så rolig gang op ad stigningerne. Andet var næsten heller ikke muligt. Det er altså pænt massivt terræn lige uden for døren. Det blev da også 17km med det hele på, så var godt sulten efter frokost.

Jeg fik også scoutet det lokale busstoppested. Det er lige 2 km nedløb herfra. Så kan man tage lidt længere væk til de næste borge. Evt lige køre bilen derned for at være rigtig fornuftig. Måske i morgen.

H1483618497er til eftermiddag er der massivt skydække ned over bjergtoppene, så skal nok ikke opad i morgen. Må se. Vil meget gerne til Pointe de Chaligne. Der er et skyrace d. 15. juli og har taget GPX’en ned. Skal lige op ad vandreruten først og se forholdene inden den rute evt skal prøves af.

I øvrigt så kan jeg tilføje, at jeg er mutters alene i denne ‘by’ på ca. 8 huse. Jeg har dog fået en katteven. Den kommer og sidder udenfor vinduet og kigger ind. Så ligger den bare der. Men den er ikke tam. Det er nu meget hyggeligt. Jeg kalder den Plet.

Save

Save

runningblogs-loebeblog
,

En tur til giganternes dal

010517_01Jeg har flyttet teltpælene til Aosta dalen. Dernede hvor man er omgrænset af giganterne. Monte Bianco, Cervino, Monte Rosa og Gran Paradiso. Det er mest fordi jeg skal deltage i Tor Des Geants, men også fordi jeg er gennem en form for fornyelese eller genfindelse af mig selv. Pludselig ville det hele ikke som jeg ville og så må man jo finde på noget nyt.

For to somre siden havde jeg fornøjelsen at løbe – eller speedhike (whatever vi skal kalde det) – TDG ruten med min træningsmakker Heine Petersen. Det var virkelig storslået, hårdt og brutalt – og meget varmt! Vi gjorde det på 10 etaper med overnatning i Refugier – og et enkelt hotel i Saint Martin. Jeg svor dog, at det skulle jeg aldrig selv deltage i det løb! Heine smilede bare.

Sidste sommer tog jeg så nordvest passagen Saint Martin til Courmayer sammen med Benjamin Holst på fem etaper og stort set samme opskrift som med Heine. Det var dejlig vildt igen. Og meget, meget varmt den ene dag! Så selvom Benjamin skulle deltage, så svor jeg stadig, at det var ikke noget for mig.

Nu står jeg så selv med et startnummer og en helvedes masse forventninger til mig selv. Sådan kan det gå. Man skal aldrig sige aldrig.

Men jeg er altså taget herned mere end fire måneder før løbet. Meningen med galskaben er, at jeg vil lære det hele at kende. Ikke bare Alta Via 1 og 2, men også alt det med kulturen. Og så vil jeg gerne opsøge mere terræn. Se noget mere. Somom det andet ikke er nok! Og hvis det kan udmønte sig i at give noget indtægt på en eller anden måde, så er missionen opfyldt.

Og så skal jeg selvfølgelig træne. Lære de svære passager at kende. Have de svære nedløb i baglommen. Skrive de høje pas bag øret. Alt det der.

Køreplanen for alt det her, har været under en del omlægninger. Men i sidste ende er den blevet hængt op på deltagelse i en række kortere trailløb hernede i dalen som jeg vil flytte mig rundt efter. Dels at både Heine og Benjamin kommer herned for at træne.

I korte træk, så har jeg en bil på størrelse med et kolonihavehus med telt på taget med. Men har i starten lejet lejligheder rundt i dalen. Med Heine og Benjamin bliver det en pilgrimsfærd som de andre år med et sæt løbetøj i rygsækken og så derudaf. Der er meget logistik der skal gå op. Men det gør det jo mere spændende.

Anyway, lige nu er jeg landet i Conclonaz i 1230 m. Det er ca. 3 km fra Aosta by i fugleflugt – og så ca. 11 km ad bjergveje. Og med en basse af en bil på 1500 kg fulst lastet med løbesko etc., så gav det lige en del sved på overlæben at ride den hjem.

Grunden til jeg er her, er helt overvejende for at se Aosta og få alle seværdigheder under kappen. Men endnu mere fordi Tor des Chataoux afvikles fra d. 12. maj. Jeg skal ikke deltage, men vil gennemløbe ruten i etaper de næste to uger jeg bor her. Og så ned at se selve løbet. På den måde får jeg sightset en hel del slotte og bliver tændt af løbsstemningen. Ellers går der en vandrerute lige uden for døren der leder op til Pointe de Chaligne i 2608m og den anden retning går ned mod Salle hvor Tor des Chatoux passerer – winwin.

Jeg fik scoutet lidt af byens seværdigheder, da jeg ankom tidligt på eftermiddagen. Kald det forarbejde eller noget. Jeg fandt også et supermarked der vist har døgnåbent alle ugens dage. Super. Ellers var det rimelig begivenhedsløst at komme herned. Jeg har haft bilen på tog fra Hamburg til Lörrach. Det blev først spændende ved opkørslen til St Bernard tunnellen. Ja, der er meget sne. Rigtig meget. Og her er skide koldt. Men det bliver nok bedre i morgen.

Save

Save

Save

Save

camilla-bergmann-thy-trail-marathon-2

”Bestemt ikke sidste gang, at jeg stiller til start til Thy Trail Marathon”

Godt 200 løbere stod klar ved Lodbjerg Fyr i Nationalpark Thy ved dette års Thy Trail Marathon den 25. februar. Det var mit første møde med Danmarks Barskeste Marathon – og mit første officielle løb på marathondistancen.

Klokken var lidt i ti. Skyerne trak sig sammen på himlen og forberedte sig på et regnskyl. Med den rette påklædning var det ikke koldt at vente, de få minutter inden startskuddet lod. Der summende en hyggelig afslappede stemning. Sommerfuglene begyndte – for mit vedkommende – at melde sig. Og der samlede sig en god position spænding i kroppen. Dette var kulminationen på 12 ugers intens forberedelse. Thy Trail Marathon – det kunne kun blive fedt!

Forberedelserne

Vi spoler tiden tilbage til oktober måned. Startnummeret til næste års Thy Trail Marathon 2017 var i hus – kort tid efter, at numrene blev frigivet. (Det var vidst noget med, at løbet blev udsolgt efter 8 min.!!).

Træningen begyndte for alvor at sætte ordentlig ind 12 uger før løbet. Jeg har tidligere trænet sporadisk og lystbetonet. Det var selvfølgelig også lysten, som skulle drive værket. Men, når det så er sagt, så synes jeg, at det var rart, at have en (nogenlunde) træningsplan. Mest af alt, for at være sikker på, at jeg fik den rette træningsmængde, de gode kilometer i benene, og forhåbentlig undgå skader, ved en (mere) rammesat træningsplan.

12 uger før løbet startede jeg ud på et traditionelt maratonprogram, som LØBEREN havde lavet. Jeg valgte dette program, da træningsmængden og længden passede godt til mine ambitioner – i forhold til de timer, som jeg havde mulighed for at lægge i min træningskalender. Forberedelserne op til Thy Trail skrev jeg løbende om på min blog.

5 uger inde i programmet vendte forberedelserne fra at være rigtig gode til knap så optimale. Jeg lå syg (den klassiske influenza og forkølelse) af flere omgange i januar måned, hvor jeg ikke havde mulighed for at træne optimalt, og fyldte derfor ikke planen i den periode. Som længste træningsdistance kom jeg op på 23 km. Jeg ville gerne have løbet en 28 km. tur inden – som træningsplanen sagde – men sygdommen bremsede mig, og derefter kom jeg for tæt på løbet, at jeg turde kaste mig ud på tur af den længde.

Fokus var, at blive rask i en fart og komme ud på nogle ture, som var overskuelige for kroppen, og så jeg ikke blev sat yderligere af. Jeg kom til hægterne igen, og de sidste tre uger op til løbet, havde jeg fokus på korte ture (5-10 km.), og ikke at blive syg igen.

Til løbet havde jeg udstyret mig med følgende:

  • Sko: Salomon Speedcross, dem har jeg tilbragt mange kilometer i, og erfaret, at på de lange ture i terræn, så er disse mest behagelige for mig.
  • Vest: Salomon – S-Lab adv. Skin3 12 Set 
  • Løbejakke: Norrøna
  • Tights: Nike
  • Energi: Barer fra Rawbite og Dextrose (sukker) pulver fra The Protein Works.
  • Buff, hue og handsker.

Løbet

0-7 km.

Startskuddet lod, og jeg fulgte med flokken ned ad den lille sti, som starten gik ud fra. Det begyndte stille at regne. Efter knap 500 m. samlede der sig hurtigt flaskehals, da sporet gik op ad en lille bakke i klitterne. Derefter bliver vi lettere spredt, og der blev plads til at løbe i sit eget tempo. Jeg løb i en lille gruppe med 2 andre. Vi passerer første depot efter 7 km. Jeg snupper ikke noget væske her, så jeg er hurtigt videre igen. Jeg havde “sukkervand” i den ene af mine ½ l. flasker i Salomon vesten og vand i den anden ½ l. Jeg drak løbende af begge flasker under hele løbet, så jeg drak ikke det store ved depoterne.

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/04/camilla-bergmann-thy-trail-førstedepot

Flyvende ved første depot 7 km.

 

http://runningblogs.dk/wp-content/uploads/2017/04/camilla-bergmann-thy-trail-marathon-førstedepot-løber

Hej hej – her går det godt.

 

7-14 km. 

Festen fortsatte. Trods det regnfulde vejr, så var luften ikke kølig, så buff og handsker blev for varmt, og lagt i vesten. Jeg fandt selskab med en gruppe på 3-4 andre løbere. Snakken blandt et par af de andre gik livligt. Jeg havde ikke selv det store overskud til at sludre, men det var hyggeligt og behageligt, at høre dem vende verdens-situationen. Tempoet var højt, men ikke noget, som jeg ikke selv synes, at jeg kunne klare.

På de større skov stier blev der trykket lidt mere af end på de små stier og i klitterne. Terrænet var fint vekslende. Inden jeg runder halvmaraton, går ruten fra klitterne ned til sandet. Jeg trækker ned langs med vandkanten for, at løbe på så hårdt sand som muligt.

21 km.

Benene har været flyvende frem til halvmaraton depotet. Jeg kommer løbende ca. 10 min. før, at starten går for halvmaraton løberne. Det giver lidt mental-energi. Jeg får spist et stykke banan og drikke en tår vand, og så er jeg igen videre i det tunge sand. De næste kilometer i sandet trækker virkelig tænder ud, og mine ben begynder at blive godt tunge. Øv, det var tidligt på ruten, tænker jeg. Men får ny energi, når ruten igen går op ad klitterne. Det var meget rart for lårene med noget afvekslende underlag.

Jeg nyder den naturskønne tur, landskabet og turen. Selvom at benene er tunge og trætte, og jeg bliver overhalet af halvmarathon løbere, som har noget mere energi i benene, så går det egentlig ret godt. Jeg løber mit eget tempo, som jeg holder ret stabilt. Og det giver hele tiden ny energi, at terrænet og underlaget er afvekslende – asfalt, store grusveje, små stier i skov og i klitterne.

I år undgik vi de store vandmasser med passager gennem vandhuller og mindre søer. Men til gengæld, så regnede det godt fra oven – så vand manglede ikke. Mentalt havde jeg forberedt mig på, at løbe (gå) i vand til livet – men det gjorde bestemt ikke noget for oplevelsen, ikke at skulle igennem vand.

Senere på turen fører ruten mig op på en bakken med et slags sømærke. Her kigger jeg op. Ser rundt. Wow. Nyder udsigten et kort sekund og fortsætter ad ruten ned ad trapperne.

De sidste 2-3 km. var virkelig barske. Sand, regn og kulde. Sandet gjorde det hårdt at komme frem, og jeg var på dette tidspunkt begyndt at fryse lidt. Jeg tog buff på, hætten over hovedet og handskerne på – igen. Så småt begyndte målet at kunne anes i det fjerne. Det var en letteste og jeg tonsede af sted de sidste omkring 500 m. inden jeg passerede målstregen.

42 km.

Tiden blev som planlagt – lige imellem de 4, 5-5 timer – nemlig 4 timer og 46 minutter. Perfekt! Mine lår var trætte og mine ben stive. Men jeg var glad for at have gennemført, og tænkte kun på, at få skiftet til varmt tøj og spist noget god suppe.

 

Eftertanker

Tak for dejligt selskab til de forskellige løbere, som jeg mødte under turen. Tak for positive råb af halvmaraton løberne, som råbte ’godt løbet’, når de med overskud i benene kunne overhale. Sikken en dejlig stemning, som mødte en på sporet. Og tak til arrangørerne bag Thy Trail Marathon.

Jeg kan godt forstå, at startnumrene til dette års løb blev revet væk. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg stiller til start til Thy Trail Marathon. Det må prøves igen – måske med en bedre tid. Det er Danmarks Barskeste Marathon, men udover at være barsk og udfordrende, så var det oplevelsesrigt, naturskønt og indeholdte en ordentlig position sjov.

, ,

Ultra Trail Marão

utm15

Skal, skal ikke, skal…..

Da sæsonnen 2016 var overstået med de lange løb i udlandet, begyndte jeg at kigge mig om efter løb til 2017. Over de sidste år har Transgrancanaria været et løb der har fyldt meget for mig i foråret. Men efter at have deltaget i det løb to år i træk var det tid til at prøve noget andet.

Efter lidt søgen i forskellige løbskalendre havde jeg spottet 2 løb der kunne være interessante. Ultra Sierras del Bandolero og Compressport UTM. Førstnævnte med 100 miles, sidstnævnte med 105 km. Valgte ret hurtigt UTM idet den faktisk på de 105 km havde flere højdemeter end USDB. Samtidig synes jeg også løbets facebook side så super fed ud. Fra organisationen var de lynhurtige til at svare og har hele vejen igennem været ekstremt hjælpsomme. Det betyder rigtig, rigtig meget når der skal søges på løb. At der fra arrangørerne bliver svaret på de spørgsmål der nu kunne være. Løbets hjemmeside var håbløs og kun portugisisk, så engelsk kontakt var virkelig kærkommen.

Ret hurtig var der en del danskere der var interesserede i løbet. Vi endte med at vi var 4 stk, der skulle afsted, John, Rune, Peter og jeg. Alle 3 personer jeg kendte fra andre løb, så jeg glædede mig som en tosset. Var “løbssulten” og klar.

Desværre var optakten for de andre ikke optimal, så Rune og Peter valgte at løbe 49 km fremfor de 105 og John kom desværre slet ikke med.

Torsdag d 23/3 drog vi afsted mod Porto hvor vi var så heldige at arrangørerne ville samle os op og køre os til start/målbyen, Amarante, cirka en times kørsel derfra. Chaufføren talte lidt omkring vejrsituationen dernede. 14 dage op til løbet havde der været rigtig fint solskin….Men ugen før løbet var det blevet koldt. Rigtig koldt. Det havde sneet temmelig meget på de højeste punkter og til min kæmpe overraskelse fortalte han at de ligenu var i gang med at undersøge om det var forsvarligt at løbe hele ruten.

Da vi ankom til Amarante blev disse “rygter” bekræftet. Allerede der var det besluttet at skære de 2 øverste toppe fra ruten og dermed ville den samlede distance ende på et sted mellem 78 og 90 km. (Senere blev det til 82,8 km).

Jeg havde rigtig svært ved at få den vendt inde i hovedet. I forvejen ville jeg egentlig gerne have løbet lidt længere end de 105, som løbet oprindeligt var, men nu var situationen pludselig en ganske anden. Øv. Men som altid, så er sikkerheden vigtig og måtte selvfølgelig tage det for reelt, når det blev sagt sådan.

 

utm16 utm17

 

#Runningismytherapy

Havde godt nok svært ved at se hvordan den skulle grejes. 20 km mindre samt selvfølgelig også færre højdemeter….Svaret kom da Rune og Peter sagde de ville løbe en lille tur langs floden i byen inden aftensmaden torsdag. Normalt kunne jeg aldrig drømme om at løbe en tur dagen før en ultra….Men lige her var det et yderst kærkomment forslag.

Solen var nu kommet igennem og det føltes helt lunt da vi hyggelunter langs floden. Det var ren balsam for sjælen og humøret og fokus faldt på ny i hak.

Resten af tiden op til selve starten af løbet gik med at gå lidt rundt. Hente startnumre, suge lidt stemning fra startområdet, spise og ellers slappe af.

utm19

utm20utm18utm21

 

Start fredag d 24/3 kl 23.00

 

utm4

Kl 21.40 var det vist ved at være på tide at komme ud af sengen (hvor jeg ligget og hvilet siden kl 18). Alt var klart. Rygsækken pakket med alt obligatorisk udstyr. Havde styr på tøj, sko og grej. Det skulle bare på og ellers skulle vi gå de 10 minutter der var ned til starten. Temperaturen var et kæmpe usikkerhedsmoment til dette løb. Ingen vejrudsigter sagde det samme. De fleste sagde dog helt tørt indtil sidst på dagen, lørdag. Et par minusgrader skulle der være på de højeste punkter i ca 1150 meters højde. (Skulle oprindeligt have været oppe i 1400 m). Jeg havde valgt at tage 2 svedtrøjer på, en t shirt, løse ærmer og en vest. Tights, shorts, sleeves samt et par quad sleeves der i dagens anledning var trukket ned over knæene pga kulden.

utm8

Det var ikke koldt da vi skulle i gang, så det føltes bare fedt endelig at kunne tøffe afsted ud af byen. De første km på asfalt/beton op og ud i landskabet. Ham, der kørte os fra lufthavnen og ud til Amarante havde fortalt at de første 16 km hen til første depot var “easy” hvorefter løbet rigtigt ville starte. Kan kun give ham ret i, at det første stykke var relativt nemt. Stigningen var en rimelig bred grusvej op mod første bjergtop, efterfulgt af et tilsvarende rimeligt nedløb. Næste stigning var dog temmelig meget sværere. Noget mere stejl og ingen læ. Vinden blæste her kraftigt og det føltes ret koldt. Kunne nærmest kun her fokusere på at komme de ca 4 km op til toppen for at komme i gang med nedløbet som plejer at give en markant varme i kroppen. Endelig ramte vi toppen og skulle ned. Dette nedløb var rimelig teknisk – absolut ikke noget smalt spor, men en bred sti som var fyldt med skarpe skræver i alle størrelser. Samtidig var det også stejlt, men tempoet følte jeg ikke kunne holdes højt i det jeg skøjtede rundt i skærverne….Men varmen kom i den grad tilbage i kroppen igen 🙂

Efter små 2 km stejlt nedad forløb det næste stykke på en mere løbbar passage inden vi kom ind i noget tæt skov. Lækkert stykke her hvor vi skulle løb på kanten eller lige ved siden af et “dirrigeret” vandløb. Altså et vandløb der var anlagt med sten. Vi skulle ofte springe over på den anden side af vandet da stien havde det lidt med at være groet til, men fornemmelsen af at løbe helt pakket inde af skoven med vandet løbende ved siden af. Super fedt, synes jeg.

utm24

Depothygge og FANTASTISKE frivillige

Nu må depotet være lige rundt om hjørnet. Efter kortet skulle det være her. Befinder mig også på vej ind i en lille by her midt om natten. Har løbet omkring 26 km, men synes ikke rigtig jeg kan se noget selvom udsynet her er godt….pludselig er der en tilskuer der træder ud på vejen og tager fat i min arm….herind peger hun. Hold da kæft mand, et hyggeligt lille depot. Gemt inde i et lille bitte mikroskopisk skur hvor man næsten skal stå og dukke sig. I virkeligheden fuldstændig ligegyldigt. Her er hvad der skal være. Nogle stole, hvor folk kan sidde og slappe af. En varmeblæser. Alt væske og mad, som jeg kan bruge. Dertil forskellige varme supper. Noget helt vildt er de frivillige til dette løb. Har seriøst aldrig oplevet noget lignende. Ved hvert depot føler jeg, at jeg bliver set i øjnene. Jeg kunne nærmest ikke selv få lov til at fylde mine egne dunke op. De insisterede på at hjælpe. Blev tilbudt suppe hvert sted. Blev også spurgt om jeg skulle bruge noget fra rygsækken hvor de hjælpe med at fiske det frem. Den gæstfrihed og hjælpsomhed tror jeg ligger i befolkningen der. For vi kunne opleve det samme i byen Amarante hvor vi boede. Alle tog det stille og roligt, ingen stress, og meget venlige. Virkelig skønt.

Oplevelsen i dette depot var ikke enestående. Sådan var det hver gang. Kunne ikke lade være med at tænke på at det mindede lidt som en forælder, der tog imod i depoterne. Oprigtig interesserede i hvordan det gik og ville én det absolut bedste. Et kæmpe plus til de frivilliges arbejde.

Efter depotet kom en “lille” stigning efterfulgt af endnu et skærve/stejlt/nedløbs/dødsstykke. Lidt ligesom at stå på ski med fødderne på tværs af stigning, men også lidt sjovt 🙂 Efter stigningskurven på løbet skulle der nu her fra ca 30 km til 50 km til tages fat op mod rutens nye højeste pkt i godt 1100 m.

Alene i natten

Endnu engang godt tanket op fra depotet bevæger jeg mig nu ud på stigning op til det højeste pkt. Vidste at når jeg kom derop, så skulle der løbes et sted ml 5-7 km på plateauet inden vi skulle ned igen. Det var på dette stykke ruten var blevet ændret pga sne. I stedet for laaaaangt nedløb og laaaaang stigning, så fik vi plateauet. Rigtig ærgerligt, men sådan var det. Bare i gang med stavene og afsted op. Vinden var virkelig barsk her. Men heldigvis på opstigning, gik vi bag en højderyg hvor vi kunne få lidt læ. Begyndte lidt at tænke på hvor længe siden det var, at jeg havde set nogle løbere. Idet vi skulle løbe med rødt lys bagpå, så kunne man spotte løbere foran. Men ingen, overhovedet ingen kunne jeg se. Heller ikke bagud, men var sikker på at jeg var på ruten som indtil nu var super markeret.

 

utm2

På de højeste stigninger bevægede vi os rundt ved nogle kæmpe vindmøller. I mørket kunne man kun se nogle røde lys på vindmøllerne og ellers høre vingerne der rungede rundt. Det var helt scary. Mega koldt, mørkt, blæsende og alene. Men stille og roligt kunne jeg fornemme at jeg nærmede mig toppen. Havde besluttet at når jeg kom derop ville jeg tage min regnjakke som også var vindtæt på. Kunne ikke helt holde varmen længere. På toppen lå der nogle bunker af nedbrændte træer/buske som stadig ulmede lidt. Det gav en ret intens duft hvilket sammen med blæsten og kulden var en temmelig speciel fornemmelse. De næste 6 km cruisede jeg meget stille og roligt afsted. De første 4 km på en grusvej, de sidste 2 singletrack hvor der lå en del sne. Kom hen til depotet på toppen sidst på natten. Fandt her ud af at jeg altså ikke førte løbet 😉 🙂 der sad nogle stykker pakket helt inde i tæpper og voldfrøs. Jeg havde ok overskud og det havde fungeret virkelig godt med regnjakken yderst. Og med et kommende nedløb i tankerne vidste jeg at kulden ikke længere var et problem.

 

God morgen Dannie!

Efter depotet stod den på omkring 8 km nedløb og dagslyset begyndte også at komme her. De første par km var dog temmelig kølige. Der lå en del sne her som var bundfrossen og glat. Is krystaller glimtede i pandelampen og det så ret fedt ud. Efter en times tid kunne jeg pakke pandelampe og regnjakke i rygsækken igen. Det var blevet lyst nok og humøret var højt samtidig med at jeg var inde i et godt flow på nedløbet nu…..Men, men, men….som tidligere skrevet, rigtig fin rutemarkering. Orange strimler, alle med refleks på. Pludselig på nedløbet falder det mig ind, at det egentlig er længe siden jeg har set en strimmel…Stopper op og kigger fremad. Ingen strimmel. Ret hurtigt går det op for mig at jeg har misset en strimmel et sted. Vender om og løber tilbage, nok ca 500 m. Tror hovedet var indstillet på reflekserne i natten og dermed slet ikke havde registreret de strimler der sad ned ved jorden og markerede at jeg skulle være drejet fra vejen…En enkelt gang var ok. Men for pokker altså. Kun 2 km efter laver jeg samme novice fejl igen. Misser nogle strimler ved jorden, men løber her lidt længere inde jeg på ny må vende om. Dumt!!!! Besluttede mig her at det ikke måtte ske igen og var herefter lidt mere opmærksom på markering.

utm5utm7utm10

 

Jungleultra / Indiana Jones trail edition

Længere nede i dalen løber vi endnu engang på de der viadukter i skoven. Helt omsluttet af træer. Det bliver mudret flere steder. Og pludselig kommer der en hængebro. Jeg følges her med en løber som først træder ud på broen. Den gynger temmelig meget og virker ærlig talt en anelse skrøbelig…venter med at gå ud indtil han er ovre på den anden side. Får total Indiana Jones dejavu her 🙂

 

utm23

Kort tid efter støder vi på en flok bjergreddere der signalerer at der kommer et farligt stykke og vi skal tage den med ro. Vi skal ned af et meget stejlt stykke hvor vi skal bruge et tov for at komme ned. I bunden skal der krydses et vandløb. Kunne vælge at forsøge at træde på nogle våde sten henover eller buldre igennem vandløbet. gider egentlig ikke forsøge at glide rundt på stenene så jeg vader igennem. Super fedt stykke her hvor vi fortsætter ned igennem skoven. Jeg bevæger mig nu lidt hurtige end de to jeg har fulgtes med og er kommet noget foran dem, da jeg ankommer til en lille flække med 3 små huse. Her stopper markeringen. Jeg løber frem og tilbage og mener pludselig at kunne se en markering ude i det fjerne oppe på en bakke. Så afsted med mig. Tværs over en mark, endnu et vandløb og en bakke op. Hmm…det ligner nu altså ikke de markeringer der har været indtil nu. jeg stopper og vender rundt. Ser heldigvis de andre også er ankommet til den lille flække. Jeg bliver nød til at løbe tilbage til dem for at se om vi sammen kan finde ruten igen. Heldigvis har den ene af dem lagt ruten ind på sin telefon som vi følger ca 500 meter. Det føles ret langt og vi kan ingen markeringer se. Kommer til endnu et par huse og der, langt om længe kan vi se et par af de kendte strimler igen. Der må være nogen der har fjernet markeringerne på dette sted. Hvis ikke de andre var kommet, havde jeg på ingen måde kunnet finde tilbage. Ikke optimalt samtidig med at der også går noget tid med det.

Pyt. Nu var vi videre og benene var stadig klar på flere tæsk. Sætter farten lidt op igen og bevæger mig fra de 2 andre igen. Når dog lige at takke for gps hjælpen 🙂

 

utm3

 

Det sidste stykke ned mod sidste depot er jeg også helt vild med. Små bitte spor på tværs igennem tæt skov langs en å. Det er nærmest ikke et reelt spor, men de er max fedt og temmelig teknisk flere steder.

 

utm13

utm14

Kan nu se det sidste depot hvor der står en flok og hepper mig ind. Super stemning. Solen er fremme og for første gang føler jeg at det er varmt. Smider vesten og sørme så om ikke jeg kan mærke jeg begynder at svede.

1o km tilbage

Var meldingen ved depotet og kun en “lille” knold tilbage efter profilen af løbet…Det var bestemt ikke bare 10 km der kunne løbes let eller overståes i en fart. Den lille knold synes jeg egentlig trak tænder ud. Små teknisk flere steder og stejl også. Men stille og roligt nærmede jeg mig toppen. Skønt. Nu var det bare ned mod mål. Ca 3 km…. (Endte med at blive 6 km – glemte lige jeg var løbet forkert et par gang).

Vidste at vi den sidste km skulle løbe på nøjagtigt samme spor, som vi havde konsulteret på vores lille løbetur dagen før. Det forekom mig godt nok noget længere nu end sidst, måske fordi benene var lidt brugte nu. Men jeg kunne kende det og inden længe kunne målet skimtes.

Som altid en fantastisk følelse at komme i mål. Bliver aldrig træt af. Tiden blev 11.54 for 85 km og 5000 højdemeter. Blev nummer 17 samlet og havde haft et rigtig fornuftigt løb. Ville uendelig gerne have løbet den fulde distance især nu hvor formen var relativ god. Men hvad. Alt i alt et rigtig fedt og anderledes løb end jeg havde prøvet før.

 

utm26

 

utm1

 

Overordnet sidder jeg nu tilbage med en god fornemmelse af arrangementet. Har haft nogle fede dage med Rune og Peter som også begge kom fint igennem deres løb. Er som altid super taknemmelig for at have en kone og familie der bakker op om de her eventyr. Tusind tak for det.

Nu ser jeg allerede frem til de næste løb. Julsø ultras nye distance på 50 miles samt muligvis everesting dk i juni….Ellers bliver det helt store mål på denne side af sommeren ubetinget Dolomiti Skyrun slut juni.

 

Tak til alle for denne tur 🙂 Tak til trail Running Yates for de fede naturbilleder fra ruten

 

Pas på Jer selv og hinanden. Ses på sporet.

 

Følg gerne med på instagram, @dannietrail

 

/ Dannie

 

utm9

,

Thy Trail Marathon 2017

Indledning

Foråret nærmer sig men inden det kan blive rigtigt forår er det tid til Thy Trail Marathon. Løbet er blevet er blevet en tradition hvor det er nu er min 4 deltagelse og 3 forsøg på marathondistancen. Det er vigtigt for mig at nævne at Thy kalder sig Danmarks Barskeste Marathonløb.

Løbet forgår i Nationalpark Thy i klitheden på de små stier, i klitterne og på stranden. Dette skulle være noget anderledes end de tidligere løb jeg har været med til, men der kommer mere om dette senere

Forberedelse

Det kan være svært at vide hvordan man skal forberede sig til et marathonløb. Det måske ekstra svært at forberede sig til Thy da man ikke ved hvad løbet vil bringe.  Jeg har i mine forberedelser forsøgt at få nogle rimelige ture ind og ikke være bange for vandpytterne undervejs.

Jeg har taget turene i skovene på de våde og smattede skovveje om aftenen og i regnvejr. Det er turene hvor jeg kunne blive beskidt og få våde fødder jeg nød mest.

Udstyr

I min optik er udstyret noget som kan hjælpe dig videre hvis der er krise undervejs. Desuden kan det forkert udstyr også gøre at man ikke kommer igennem et løb hvis det sidder forkert eller spænder de forkerte steder.

Det kan godt være at det er nemt at komme i gang med at løbe, men derfor er det ikke nødvendigvis billigt at blive ved med at løbe. Jeg har testet forskelligt udstyr og er kommet frem til dette til Thy.

thy1

Det ovenstående viser mit udstyr for dagen

Tøjet

Inov8 mudsock i merinould
Icebreaker long sleve i merinould
Jeg har erfaret at merinould er rigtig godt når det bliver vådt og derfor er valget faldet på dette til inderlag og strømper
Fusion long tight pocket
Omkring benene er jeg blevet en stor fan af fusion da jeg godt kan lide lommerne på lårene.
Craft(vestas) t-shirt
Inov8 Race elite shell
overlaget på kroppen bestod af en standard løbe t-shirt og en Inov8 Race elite shell.

Tilbehør

Thy Buffs
Jeg valgte at bruge en Buff istedet for en hue hvilket fungerede ganske fint
GripGrab handsker
jeg benyttede gripgrab hansker hvor der er mulighed for at trække et stykke stof over så handskerne fungere som luffer.
Inov8 Race ultra vest
Til energi benyttede jeg min Inov8 vest hvor jeg er glad for de forskellige lommer som giver mulighed for at både have telefon og nøglen til bilen med uden det genere.
Altra Lone Peak
skovalget blev Altras Lone Peak da jeg syntes disse giver et godt greb og der er god plads til tæerne

Energi

Tailwind packs
Da jeg tidligere har haft problemer med energi og vædske undervejs valgt jeg denne gang at benytte Tailwind i pakker som blandes op i vand. Dette fungere efter min mening rigtig godt og virker ikke så hårdt for maven. Jeg har problemer med at få indtaget nok energi i depoter undervejs i et løb og valgte derfor også vesten

Løbsdagen

Da det endelig kom til løbsdagen den 25. februar 2017 havde jeg forberedt mig rimeligt.
Jeg havde valgt at lave proteinpandekager til aftensmad dagen før så jeg også havde noget til morgenmaden på vej til Thy.
Turen gik mod Klitmøller kl 06 og vejret var godt og undervejs så jeg så solen stige op på denne kolde forårsmorgen.

thy2

Da jeg ankom til Klitmøller var der ankommet flere løbere og jeg gik ned og fik mit startnummer og gjorde mit udstyr klar. Vejret var klart og koldt og jeg snakkede lidt med min kommende løbemakker Mogens på parkeringspladsen. Jeg havde mødt Mogens til et andet løb som vi begge deltog.

Busserne ankom og jeg fik udstyret på og fundet posen med energi til inden turen. Jeg havde medbragt pandekage, banan og chokolade som jeg kunne indtage inden starten.
Vi gik i bussen og kort efter kørte vi mod starten ved lodbjerg Fyr. Der var ivrig snak i bussen omkring løbet og de garvede løbere snakkede omkring hvad nye løbere kunne forvente sig af løbet. Da vi ankom til Lodbjerg fyr gik vi ud af bussen og fik gjort klar til starten.
Ventetiden virkede lang men vi fik racebreifing og fik at vide at der ikke var vand i år.
thy3

Kort efter gik starten og vi løb afsted. Vi kom til et sted hvor der plejede at være vand dette betød også at vi løb meget samlet. Jeg snakkede med Mogens og kilometerne gik hurtigt. Vi kom til Flere steder hvor der var vand sidste år. Det er tydeligt at der er mindre vand når man ser på billederne fra turen.

thy3

Det småregnede på turen men jeg havde fået på for meget tøj på alligevel efter et depot stoppede vi for at tage noget af. Jeg tog regnjakken af og puttede den i vesten inden vi løb videre. Naturen i Thy er storslået og det er fantastisk at løbe på de små stier og kigger ud over landskabet. Der var flere steder hvor der var vand, men dog ikke på stierne hvor vi skulle løbe.

thy5

En del af turen i Thy er også at man skal løbe i klitterne og på stranden. Det er rigtig hårdt at løbe i sandet og når man kommer stranden kan man rigtig se hvor barsk naturen. Det er også her at man bliver rigtig glad for sin regnjakke når det blæser godt på stranden. Vi var dog rigtig heldige med vinden og havde den i ryggen når vi løb på stranden, men kombineret med regnen var det stadig koldt.

thy6

Vi forsatte ufortrødent ud af de små stier, på stranden og i klitterne. Vi snakkede hele vejen hvilket hjælper rigtig meget når man løber. Kilometerne gik og vi nærmede os målet i klitmøller og regnen var tiltaget og vi var ved at være kolde. Målgang blev efter 5.16minutter og jeg var ganske godt tilfreds med at være kommet igennem uden skader og jeg havde en god dag på fødderne. Jeg sagde farvel til min løbemakker som jeg mødes med igen til Julsø Ultra.

Jeg var rigtig kold da jeg kom i mål og der gik ikke lang tid inden jeg fik skiftet tøjet og kørte hjemad.

Afslutning

Jeg havde den holdning før løbet at det vigtigste var at gennemfører løbet og jeg kiggede ikke på tiden undervejs. Jeg kunne muligvis have løbet hurtigere men valgte at dele dagen med en makker. Jeg fortyder ikke beslutningen og jeg havde en god dag på trods af tiden måske siger noget andet.

Senere på aftenen sad jeg med den fortjente måløl og funderede over dagen.

thy8

Jeg nød turen og naturen i Thy og fik lov til at se steder som jeg ikke ville se ellers. Det er ikke sidste gang jeg kommer til Thy for at løbe i den barske natur.

Siden jeg er begyndt at løbe længere ture er jeg blevet meget mere afklaret med mit løb og det vigtigste for mig er ikke tiden men oplevelserne undervejs.

1. Star Finisher

Charity Runner

Denne løbsberetning starter for 7 måneder siden, da min kone foreslog, at jeg kunne løbe Tokyo Marathon, som min første Major. Det er nok ikke almindeligt, at en løber fra Danmark vælger Tokyo som sin første Major, men da min kone er japaner, og da hendes familie bor i Tokyo-området er det jo nærliggende. Det er som bekendt svært at skaffe et startnummer, og derfor var det oplagt at deltage som charity runner.

img_0873Min kone ringede til Run With Heart, som står for charity runners i Tokyo, da vi ikke kunne finde ud af at melde mig til. Det viste sig at være et kvarter før end deres hjemmeside åbnede, og vi var således SÅ klar, da klokken blev 9, og siden åbnede. Jeg meldte mig som indsamler for Ronald McDonald, der driver midlertidige hjem for pårørende til syge børn ved sygehuse i Japan, herunder ved Tokyo universitetshospital. Jeg fik lejlighed til at besøge Ronald McDonald House i sommer, og fik her indtryk af hvilket fantastisk arbejde de gør her for at hjælpe familier der er max. presset når deres børn bliver alvorligt syge.

Jeg startede min indsamling på FaceBook og fik samlet de 7.000 kr. sammen til Ronald McDonald. Tak til alle der bidrog.

 

 

Expo

Lørdagen i ugen før løbet tog vi afsted til Tokyo og blev indlogeret hos familien. Om torsdagen åbnede expoen, og vi var klar. Expoen blev holdt i en fantastisk bygning Tokyo Big Sight, som ligger noget uden for bykernen, i et kvarter bygget i forbindelse med havnen.

img_0021 img_0024 img_0006

 

 

 

 

 

Selve expoen var flot og imponerende. Som alt i Japan var det utroligt velorganiseret, og der var massere frivillige til at hjælpe med at finde vej og udfylde japanske formularer.

I forbindelse med udleveringen af startnummeret, på området kun for løbere, der har vist gyldigt pas, oplevede jeg det mest rørende, at alle de frivillige klappede af mig, da jeg som den første hentede et lyserødt nummer som charity runner. Fantastisk rørende at modtage udtalt japansk taknemmelighed spontant opstået i startnummer-området.

Herfra gik turen ind på selve expoen sammen med min kone Kanae. Her kunne man finde sit eget navn på tavlen med alle deltagernavnene.

img_0013 img_0008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

img_0001

img_0026

 

 

 

 

 

 

 

 

Man kunne få masseret sine fødder.

Få taget billeder, og få sig en alkoholfri øl.

Da vi kom hjem skulle trøjen og heppegraj gøres klar.

img_0028 img_0029 img_0030

 

 

 

 

 

 

 

 

Tokyo Marathon

På selve løbsdagen søndag den 26. februar var det tidligt op og afsted for løbere og tilskuere. Vejret tegnede perfekt, og forventningerne var helt i top. Det tegnede på let vind, solskin og 13 grader, og så bliver det jo ikke bedre til løb. Allerede fra Shinjuku station blev vi delt op i forhold til den gate, vi hver især skulle til. Vi gik mod min gate 3, hvor jeg endte med at tage afsked med familien ved sikkerhedskontrollen, hvor kun vi med armbånd fik afgang. Herfra gik turen videre til sektion E, som er for os der forventer at løbe i tiden 3:45. Igen mødes man af mange frivillige, som hjælper dig til at finde vej.

Her ses sektionen bag os, sektion F klar til start:

 

img_0034

Så var der kun at vente, og nyde solen, snakke lidt med de andre og bemærke hvor stille der var i feltet. Luften var tyk af forventning. Som sædvanlig var jeg i så god tid, at jeg faktisk skulle tisse en smule allerede inden start, men køen fra tidligere på stationen fortalte mig, at det måtte vente til efter start – øv.

 

 

 

Løbere og tilskuere var klar

img_0035 img_0036 img_0057 img_0061

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Borgmesteren talte på et sprog vi ikke forstod, men alligevel var stemningen højtidelig, og alle tog kasketten af, da nationalmelodien blev spillet i højtalerne. 3-2-1 start. Først rullestolene og 5 minutter efter løberne. Kun 4 minutter efter kom jeg frem til startstregen og vi var i gang.

Med 37.000 løbere giver det sig selv, at der var en del kø i starten, ja faktisk løb jeg i kø de første 25 K, selvom vejene er brede. Toiletkøen var også med til at ligge 4 minutter til tiden, men jeg var glad og i gang, og havde ingen rekorder jeg skulle slå.

De første kilometer var meget overvældende pga. de mange tilskuere. Der var, tilskuere hele vejen i begge sider, uden ophold. Længst væk fra centrum, hvor min kone, hendes mor og bror var taget ud, stod der nogle steder kun 2 rækker af tilskuere, men der var ikke tomt fortov nogle steder, og mange steder stor tilskuerne i 10 rækker eller mere. Det var helt vildt, alle heppede og nogle steder blev der klappede og fløjtet. Enkelte steder på ruten var der musik, hvor lokale orkestre spillede, men det var egentlig meget lokalt og ikke en meget overvældende musikalsk oplevelse.

Oplevelsen blev gjort særlig ved, at alle var positive, og entusiastiske på os løberes vegne. Der var urimeligt mange og lange vanddepoter, der også havde frugt og ikke mindst Pocari Sweat, der er en japansk kondivand uden brus, men med både salt, en smule sukker, og som mere gavner end ødelægger maven under løb 🙂

 

img_0049 img_0044 img_0046

 

 

 

 

 

 

 

 

Det første 25 K løb jeg rigtigt fint, og havde stort overskud, men det blev dog klart, at kø og lidt zikzak havde taget lidt på kræfterne. Jeg havde ellers løbet helt som planlagt med lidt over 5 min/km det første 10K, og havde afholdt mig fra alt for mange overhalinger. Ved 19K mødte jeg Kanae og fik, som planlagt en risbolle med i hånden at løbe videre på. Da jeg rundede 25K begyndte trætheden dog alligevel at melde sig. Jeg havde været i JP en uge, så jetlag skulle ellers være afværget, og jeg fortsatte og forsøgte at fokusere på mit løb. Jeg var dog langt fra den eneste der var træt.

img_0058 img_0055 img_0047 img_0056   

 

 

 

 

 

 

 

 

Igennem den sidste halvdel mødte jeg flere dansker, og benyttede lejligheden til at heppe lidt på andre. Ved 36K mødte jeg en dansk mandlig løber, der var gået lidt i stå. Jeg prøvert at heppe ham i gang, og fik også lov at trække ham en lille kilometer, men han måtte ned og gå og så skiltes vi. Jeg var i den grad også fristet til at gå, men bed det i mig og fortsatte i et lidt langsommere tempo omkring 5:15. Langs vejen stod mange børn og delte slik, kager og cola ud, og jeg fik et lille glas cola, som bar mig videre.

Ved 39K mødte jeg Kanae sidste gang, og derfra og til mål var det lidt som at bide sig i underlæben hele vejen. Jeg havde vabler under begge fødder, og hele min krop skreg på vand og hvile, men mit blodsukker var ok, og jeg ville løbe hele vejen og det gjorde jeg. Efter 3 timer og 44 minutter kunne jeg lettet krydse målstregen, og det var virkelig en stor lettelse. Efter målstregen skulle man dog gå et stykke, der jo synes som flere mil omend der var tale om et par hundrede meter, inden man nåede frem til forplejning og medaljer.

 

img_1271

Jeg mødte igen Kanae der glad tog imod mig og hjalp mig videre indtil vi til sidst begge fik en velfortjent øl med alkohol i området for charity runneres, det havde løbet for Ronald McDonalds hus for pårørende til syge børn i Japan.

 

 

 

 

img_0052

Tak til alle der har støttet mig igennem dette eventyr, og til alle jer, der har denne major til gode kan jeg kun opfordre til, at få den indfriet. For mig var den en løbeoplevelse for livet, som jeg aldrig vil glemme og som har gjort mig til 1. Star Finisher.