Før det store løb – forberedelser til Tokyo Marathon

Du kender det sikkert – forventnings glæde før et løb. Men hvordan forbereder man sig til maraton? Jeg har gjort det før, lagt et fast løbeprogram inspireret af min ynglingsløbebog – elsk at løbe, skrevet for længe siden af Tor Rønnow, og så bare afsted 3-4 gange om ugen. Men denne gang er der bare mere på spil end tidligere. Jeg skal løbe på den anden side af jorden i min kones hjemby – Tokyo den 26. februar. Med en tidsforskel på 8 timer svarer det nogenlunde til, at jeg skulle stå op midt om natten for at løbe en urimelig lang tur. Næsten 50 venner og bekendte har bidraget til min indsamling som charity runner, hvor jeg har samlet ind til Ronald McDonald i Tokyo. Så det bliver – intet mindre, mit livs største løb.

Jeg har løbet en masse halvmaratons og 5 hele. I 2016 udgik jeg af København Maraton, fordi jeg havde været syg i ugen op til, men i 2015 løb jeg min bedste tid samme sted og med negativt split. Hvordan gør jeg Tokyo 2017 til et løb på linje med København 2015?

Siden 2011 har jeg løbet flere gange hver uge, så jeg har prøvet både gode og dårlige løb, og jeg skal finde en formel, så det næste bliver et af de gode – det er planen.

Træning skal der til. I modsætning til tidligere prøver jeg mig med et meget stabilt træningsprogram, for jeg skal jo ikke ”træne op”, jeg skal ”bare” holde mig i form, og så er jeg jo konkurrencemenneske, så jeg vil jo gerne forbedre mig lidt. Vejen dertil tror jeg er, at jeg hver uge træner intervaller, som en del af den faste ugeplan der hedder 10K, 5K (interval), 20K plus. Jeg har holdt mig til denne plan et par måneder nu, og jeg kan se, at det giver resultater For en måned siden kom jeg for første gang på 25K under 2 timer. Eneste afvigelser fra planen er, at jeg skal løbe en tur i skoven før julefrokosten med et par kollegaer på fredag, men ellers bliver det stabilt næsten kun asfalt, og så tager jeg et par halvmara-tonløb hen over julen.

Mad er særligt vigtigt for mig, da jeg har diabetes type 1, men jeg er overbevist om, at mine vilkår er så gode som de skal være, og hvem lider i min alder ikke af et eller andet? Jeg har lagt en nøje plan for hvor mange kulhydrater jeg skal spise, før hvert lange løb, og hvor meget jeg skal indtage under vejs. Jeg er overgået til vingummibarer, som efter min mening er mere praktiske end geler, da de bedre kan deles op. Jeg sørger for massere protein i hvert måltid og supplere gerne med lidt kakao tilsat protein, så mon ikke der er styr på den del også.

Så er der alt det der foregår imellem ørene, også her vil jeg forberede mig. Jeg vil se løbet for mit indre løberblik (eller også vil jeg snyde, og se videoen på Tokyo Marathons hjemmeside), og jeg vil gennemgå alt hvad der skal foregå dagen inden, og på dagen inden løbet. Og så skal jeg huske at glæde mig, selvfølgelig bliver jeg nervøs og skal på toilettet 10 gange inden start, og får våde håndflader og mareridt om, at jeg aldrig kommer igennem, men det er jo Tokyo det her 40.000 løbere – mit første af verdens største!

Om jeg kommer til at nyde at løbe? Det tror jeg, men dagen vil også vise, om jeg får disponeret løbet godt nok til at nyde det. Men det bliver helt sikkert en stor oplevelse, som kun vi løbere får lov at kende.

run-with-heart

HUU 50 miles – den dag ligestillingen nåede til den danske trail verden!

Lørdag d. 12. november 2016 var en særlig dag. Kl. 07:00 stod jeg til start til Hørsholm Unsupported Ultra  (HUU) 50 miles sammen med 12 mænd og 11 andre kvinder. Ja – kønsfordelingen var 50/50! Det er mig bekendt aldrig tidligere sker, og det var altså noget særligt. Det er bare sjovere at bliver nummer 3 ud af 12, end 3 ud af 3 🙂

Hvad er HUU 50 miles ellers for en størrelse?

Min VUMB 2017 Team Wild Women makker Louise og hendes mand Carsten sad en dag med en af deres gode venner (Fie), som mere eller mindre beklagede sig over at hun aldrig havde løbet et 50 miles løb. Så hvad gør det par gode venner? De arrangerer da et løb, så hun kan få et 50 miles på CV’et.

Og det var ikke et hvilket som helst løb de fik stablet på benene. 50 miles (80 km og lidt af det løse) i skønne skønne Nordsjælland, igennem frostklare enge, jeg ved snart ikke hvor mange forskellige skove, igennem Dyrehaven, hvor ruten var lagt lige forbi foderpladsen for dyrene, fantastisk udsigt ud over Sjælsø, ad små snedige træbroer igennem skoven, og en afslutning under fuldmånens skær. Og nå ja – fik jeg sagt at solen skinnede hele dagen? 🙂

Maria Bonne og jeg klar til start i den mørke morgen. Foto: Frame the Action.

Maria Bonne og jeg klar til start i den mørke morgen. Foto: Frame the Action.

 

Forberedelse

Jeg er blevet rigtig glad for Bikram yoga og yoga mere generelt, og har haft god brug af det tidligere, til lige at ”cleare” hovedet dagen før et race med lidt ”hjemmebrygget” yoga. Den her gang gik jeg ”all in” og tog en Bikram klasse fredag eftermiddag i Hot Yoga Hellerup.

Jeg overvejede godt nok hvor god en idé det ville være. 90 min med yoga i et 40 grader varmt rum, hvor man unægteligt bliver en aaaaanelse dehydreret. Ville jeg nå at kunne hydrere nok til dagen efter? Eller ville jeg være lettere dehydreret og kunne mærke det undervejs? Well – det kommer jeg tilbage til.

Men altså – jeg kan godt lide at bruge yoga’en til at tømme hovedet for arbejde og alle andre tanker, og bare være klar til racet. Og jeg skal da lige love for det lykkedes det fulde denne gang.

Og nej, det er altså ikke mig på billedet!

Og nej, det er altså ikke mig på billedet!!!!

 

Jeg fik – i bedste ”jydestil” totalt undervurderet biltrafikken i København fredag eftermiddag, og det tog en eeeeevighed at nå hen til studiet. Så kl. var 15:24 (timen starter kl. 15:30) da jeg kommer blæsende ind i Yoga studiet, får smidt tøjet i et skab, og har ca. 30 sekunder i rummet inden klassen går i gang. Og alt var nyt: Varmen, luftfugtigheden, energien i rummet, underviseren. Jeg havde ikke en chance for at falde til ro inden timen gik i gang. Ikke en chance.

Så jeg fik på alle måder givet min krop et ordentlig slag – aldrig har jeg måtte sidde over i så mange stillinger! Og jeg var endda helt nede at ligge! Men jeg fik opnået hvad jeg ville – jeg fik tømt mit hoved for alle andre tanker end ”jeg tror jeg dør lige om lidt”!

Hygge eller race til HUU?

Jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor, men jeg var ikke sikker på om jeg ville gå ”all in” og race hårdt, eller mere hygge undervejs.  Jeg valgte at lægge roligt ud, og se hvad kroppen og hovedet gerne ville.

Måske var det den stille morgen. Måske det faktum, at vi skulle navigerer efter gpx fil på vores ur. Eller måske noget helt andet? Anyway: jeg lagde ud stille og roligt, og fulgtes i starten ad med Berit, Maria, Ninna og Stine.

Startområdet til HUU - ikke dårligt, ikke dårligt.

Startområdet til HUU – ikke dårligt, ikke dårligt.

Det dér med at finde vej

Løbet var “unsupported” på den måde, at ruten ikke var afmærket. Jeg have på forhånd downloaded ruten til mit ur, og derudover havde jeg (heldigvis) printet et kort ud med ruten. Jeg tænker, at det var en fed mulighed for at få testet, hvordan det ville fungerer, da Dragen heller ikke er afmærket rute, men også her skal navigere efter gpx fil på sit ur samt kort.

Men men men – jeg kom ud i en noget rodet og tåbelig kombination:

  • Jeg havde nemlig valgt ”light” udgaven af rute filen. Den version med ikke så mange punkter, da jeg tænke at den så nemmere ville kunne køre på uret og bruge mindre batteri.
  • Jeg var i tvivl om hvorvidt mit ur kunne holde strøm hele vejen, så jeg satte det til ultra track funktionen. Den her funktion gør, at uret finder GPS signaler hver 30 sek/1 min i modsætning til normalen på 1/10 sek. Altså meget mere sjældent og man kan altså nå et godt stykke den gale vej inden man finder ud af det!
  • Valgt et løb der foregik i Nordsjælland, hvor der er masser af stier.

Sååå….jeg ”kartede” rundt, flere steder fik jeg løbet lidt frem og tilbage, lavede den typiske fejl  ”det nytter ikke noget med et kort, når du ikke ved hvor du er på kortet!” og var mega glad for følgeskab af Berit og Maria der havde godt styr på ruten på deres ure.

Sol og smukke farver :)

Sol og smukke farver 🙂

 

Det dér med teknik – og hvordan Berits løbeskole reddede mig

Men jeg tænkte, at det altså ikke holdt at jeg ikke kunne bruge mit urs navigation til noget. Nu havde jeg jo mulighed for at afprøve kombi’en af, at navigerer efter kort og ur, så ta’ pokker, at det ikke skulle lykkedes.

Og her var det at Berits løbeskole kom til min redning:

  • Det fysisk aktive medlem (Berit) som jeg fulgtes med, fik aktiveret et par af løbeskolen medlemmer.
  • Den teknikansvarlige (Berit) hjalp mig med at få ændret indstillingen på mit ur, uden at stoppe navigationen.
  • Den grejansvarlige (Berit) lånte mig en powerbank så jeg kunne oplade uret imens jeg løb.

Og jeg fik skærpet hjernen, så jeg fulgte med undervejs på kortet.

Jeg kom dog aldrig helt på plads med urets fil, da jeg jo var ”fanget”  med ”light” versionen af ruten. Så jeg brugte mest kortet undervejs, og lærte at jeg faktisk ikke bryder mig så meget om at løbe i ”blinde”. Jeg foretrækker at vide hvor jeg er på ruten og i landskabet.

Så alt i alt har jeg en godt og afprøvet plan for min date med Dragen til maj.

Og så åbnede landskabet sig og vi fik denne skønne udsigt ud over Sjælsø!

Og så åbnede landskabet sig og vi fik denne skønne udsigt ud over Sjælsø!

Hvordan gik det så?

På plus siden er, at jeg ikke kunne mærke i kroppen at jeg dagen før havde haft en af de benhårde yoga timer.  Tænkt at jeg slap afsted med det! Jeg kan stadig blive helt overrasket over, hvad kroppen faktisk kan, når bare man får den overbevist om at den skal.

Men jeg kom aldrig i gang med at race, efter at jeg fik styr på ur og navigation. Jeg fik dog hanket lidt op i mig selv ved depotet ved de 40 km og fik lidt mere fokus på at løbe og ikke stoppe op så ofte. Og fik overhalet et par stykker, heriblandt Fie er med hendes skønne kæreste der bød på varm kakao undervejs! Der blev lige scoret point på trailløberkontoen fra hans side! Og Fie – hun gennemførte selvfølgelig 🙂

Så løbet startede altså ud som et hyggeløb, og udviklede sig til en omgang ”anti-november-terapi”. Jeg følte mig privilegeret over, at kunne være ude i solen en hel dag, med en krop der bare gerne ville fortsætte og fortsætte, i det skønneste landskab (mega meget ros til Carsten og Louise for ruten!).

Jeg kom i mål efter 11 timer og 34 minutter. Strava siger ”moving time” på 10 timer og 2 minutter, og det er vist en god heads up på, at jeg virkelig satte nydelse over det at løbe hårdt.  Og alligevel fik jeg nappet en 3. plads ud af de 12 startende kvinder. Alt i alt en fantastisk dag på kontoret. 🙂

Træsti i elleskov - lækkert lille indlæg på ruten!

Træsti i elleskov – lækkert lille indlæg på ruten!

Og fotos – selvfølgelig tog jeg en røvfuldt fotos. Jeg har smidt et par stykker ind her, og ellers må I forbi min Facebook side for at tjekke dem alle.

 

UTLO – Ultra Trail Lago d´orta – løbet der kom ind fra sidelinien

Året sidste ultra

Egentlig var min ultra sæson færdig i starten af september. Der skulle mit sidste ultratrail løb have foregået. Som nogen af Jer ved, så kom jeg jo ikke igennem UTCAM og havde efterfølgende det noget svært ved at sæsonnen skulle slutte med en dnf. Efter lidt snakken frem og tilbage hjemme fik jeg muligheden for endnu engang at deltage i UTLO. Et super trailløb i Norditalien som jeg også deltog i sidste år.

Forhistorien

Løbet har start/mål i byen Omegna, som ligger ved søen, Lago d´orta. Denne by ligger i ganske kort afstand fra vores “sommerresidens” de sidste mange år ved nabosøen, lago Maggiore og derfor har jeg en lille forkærlighed til området. Inden jeg selv var med i løbet sidste år, havde jeg skrevet lidt med Simon Grimstrup og Benjamin Holst som begge tidligere havde deltaget. De beskrev løbet på nogenlunde samme måde. Et løb der emmer af arrangørernes passion for trailløb. Et top proffesionelt arrangement, der stadigvæk har status som et “lille og lokalt” løb. Samtidig er det relativt nemt og billigt at komme derned og det kan gøres på en weekend. En “overskuelig” distance, men stadig ben hård med de mange højdemetre.

Løbet består af 5 løb i alt. Nordic walkning, 15 km og 600 hm, 34 km og 2250 hm, 57 km og 3120 hm samt 90 km og 5790 hm.

profil-utlo

 

Klar?

I og med jeg i bund og grund ikke havde planlagt endnu en ultra i år, så var mine forberedelser op til dette løb heller ikke helt som de plejede. 3 ting der i hvert fald stak ud, var deltagelse i et marathonløb 14 dage forinden med 1600 hm. Normalt synes jeg det er for tæt på, men tænkte at hvis det blev grebet yderst konservativt an, så skulle det nok gå. Derudover lå der også en Volbeat koncert ganske få dage før løbet….en temmelig…øh….våd oplevelse af en koncert ;-). Samtidig var der også lige røget et et par kg mere på siden september. Ikke umiddelbart ting der hænger utrolig godt sammen med ultraløb, men ikke desto mindre blev det sådan. Og mentalt var jeg også væsentlig anderledes indstillet til UTLO end normalt til ultraløb. Jeg vidste præcist hvad jeg gik ind til. Havde absolut ingen andre mål med løbet andet end at gennemføre plus at det skulle være en god oplevelse med overskud. Ja, ja, ja…..det plejer jeg jo egentlig også at sige til andre ultraløb. Men i realiteten ligger der også samtidig inde i hovedet tanker omkring en ca tid til at gennemføre og en “gameplan” er der også. Denne gang ingen gameplan. Det var et løb hvor der skulle tages stilling til diverse ting når de kom. Samtidig havde min gode ven og nabo, der egentlig er triathlet også tilmeldt sig. Vi skulle rejse sammen – fedt at kunne følges ad derned og hjem, Allan 🙂

 

Start til første depot ved 13.5 km

Op til løbet havde vejrudsigten for løbet set rigtig fint ud. Let skyet, omkring 10 grader og ikke mindst, tørt. Aftenen før blev der dog vendt op og ned på det. Der stod der regn. Hele dagen igennem!!! Ikke lige just en super melding, men på den anden side heller ikke rigtig noget der kunne gøres noget ved.  Klokken 4.15 bevægede Michael (ven og kollega som også skulle løbe de 90 km) os ned fra sovesalen mod startområdet. Heldigvis var det tørt og omkring 6-7 grader. Stjernerne kunne skimtes imellem skyerne, så det så heller ikke ud til at regnen lurede lige rundt om hjørnet. Afleverede vores dropbags til hoveddepotet og gjorde klar til start.

Klokken 5 blev vi (ca 450 deltagere) sendt afsted i møket. Det er altid en forløsning i sig selv når et løb sættes i gang. Ikke mere ventetid. Bare i gang. Der går ikke mange minutter inden den første stigning rammes. Og det er ligepå og hårdt. Indenfor de første 10 km får man ca 1200 hm inden man rammer m. Mazzoccone. Det sidste stykke mod toppen er relativ teknisk og vi står stille flere steder pga lidt kø ved de sværeste steder. Efter toppen er der et kort nedløb til første depot.

ut6

(Den er god nok…det er Michael og jeg i midten…)

 

Synes depoterne i dette løb er rigtig gode. De har alle et kæmpe udvalg af kiks, pølse, skinke, ost og frugt. Cola, energidrik og selvfølgelig også vand….både med og uden brus….En ret god ide IKKE at vælge det med brus til sine dunke 😉

 

ut5

 

På dette tidspunkt er det begyndt at regne og det er småkoldt. Dog ikke mere end at langærmet undertrøje samt t shirt gør det ok. Indtil videre har jeg fulgtes med Michael som virker rigtig stærk. Det er super rart at have en at snakke med undervejs, men i de her lange løb synes jeg også det er vigtigt at holde sit eget tempo idet både for højt eller for lavt tempo kan blive ødelæggende.

 

fullpic2

Fra 13.5 km, over rutens højeste punkt, til hoveddepot ved ca 44 km

Nedløbet fra første bjerg er simpelthen et af det fedeste nedløb jeg længe har prøvet. Lige tilpas teknisk, stejlt og kringlet. Jeg føler man kan løbe rimeligt til her. Underlaget er som vi kender det fra DK´s skovbunde dog krydret med sten og klipper som man skal holde temmelig meget øje med. Der er mange hårnålesving nedad med de kurver sådan at det næsten kan føles som at stå på ski. Mega, mega fedt samtidig med at varmen hurtigt kommer tilbage i kroppen idet meget bevægelserne nedad går med at holde igen og bremse.

natur1

 

Nu skulle vi i gang med løbets hårdeste stigning som skulle føre os op til M. Croce i ca 1650 m højde. Og skal da lige love for at vi fik noget at arbejde med. Det var stejlt og det nev virkeligt i lægene nu. Stille og roligt kom toppen nærmere. Fra at gå inde i et skov område kom vi nu ud i et åbent bjerglandskab. Det var desværre ret tåget så man kunne ikke se langt omkring. Dog kunne jeg ved at kigge tilbage se ned og få fornemmelsen af hvor højt vi egentlig var kommet.

Omkring dette tidspunkt er jeg rimelig overbevist om at Michael og jeg fik en lille sviner af et par italienere…. Vi havde ligget sammen, eller i hvert fald tæt på dem, det meste af løbet indtil nu. Når det gik op, var vi hurtigere, når det gik ned blev vi sat eftertrykkeligt på plads. Da vi pustende overhalede dem kunne vi høre et eller andet “Danese” og noget som lød lidt små surt italiensk….Kunne jo selvfølgelig også bare vælge at tro, de roste os til skyerne fordi vi var hurtige opad 😉

Da vi er midtvejs på stigningen passer Michael´s og mit tempo ikke så godt længere og vi skilles her ad – tak for turen så langt 🙂

Jeg arbejder mig op til toppen og fortsætter med det samme ned igen. Jeg skal have varmen idet tågen gør det relativt koldt. heldigvis regner det ikke mere.

 

fullpic3

natur3

Det går strygende for mig nu. Rutens højeste punkt er forceret. Benene, kroppen og hovedet har det fint. Har i et stykke tid løbet bagved en gut og ligesom det går allerbedst rundt i et sving, sparker han i en sten og ryger simpelthen ud over kanten og nedad. Han brokker sig voldsomt og det viser sig han har slået sin hofte ind i en sten da han faldt. Samtidig kan jeg se hans stave ligge et godt stykke længere ned af bjergsiden. Vi hjælpes ad med at få fisket dem op. Og efter han har sundet sig lidt siger han det er ok at jeg fortsætter, men han vil forsøge at gå smerterne væk det sidste stykke ned i bunden.

Endnu en opstigning. Dog med depot midtvejs. Kommer ret hurtigt til toppen og ned til hoveddepotet efter ca 44 km.

Suunto Spartan ultra….

spartan1

Hvad dælen har det med selve løbet at gøre…ikke noget decideret udover at jeg nyligt havde erhvervet mig uret som skulle bære den tunge arv fra Garmin fenix 3 samt Suunto ambit peak 3 fra først på året.

Jeg har læst og søgt en del på diverse anmeldelser af dette ur og da jeg generelt var blevet noget irriteret over fejl i f3´s målinger tog jeg beslutningen om at prøve Suunto. Inden UTLO havde jeg løbet nogle få ture med det. Synes brugervenligheden er rigtig fin og havde en god fornemmelse af selve gps. Samtidig lover Suunto op mod 18 timers batteri ved maximal gps tracking. Fedt.

Så frem til at teste den helt igennem til dette løb. Der er pt ingen muligheder for selv at bestemme antal skærme og hvad indholdet skal være af dem. Dette er simpelthen ikke godt nok. Man kan dog vælge mellem en hel masse sportsgrene. Det setup der passer bedst til mig er moutainbike funktionen. Her bliver der vist hastighed, aktuel højde, stigning og fald – blandt andet. (Når data overføres til movescount samt strava ændrer jeg det blot fra cykling til løb…)

 

suunto2

I skrivende stund afventer jeg en opdatering, der vil gøre det muligt selv at vælge sine funktioner/skærme på uret. Den ser jeg rigtig meget frem til. Skulle have været udgivet d 26/10, men er desværre blevet udsat lidt.

Selve GPS måling samt højdemeter måling var yderst præcise. Ingen udfald på noget tidspunkt. Tjekkede antal hm på et skilt hvor der stod 929 m. På mit ur stod der 928 hvilket må siges at være ganske fint 🙂

Jeg synes designet af uret er fedt og touch skærmen fungerer fint for mig. Under aktivitet er det nemt bare at stryge fingeren over skærmen for at se andre datafelter.

Må dog sige at jeg er voldsom skuffet over holdbarheden af batteri. Uret stod på 98% da jeg startede. Små 12 timer efter stod den på 19%. Satte herefter oplader på.

Alt i alt er jeg dog rigtig glad for skiftet tilbage til Suunto og væbner mig med lidt tålmodighed omkring opdateringerne. Der er flere yderst interessante på vej.

Her er data fra løbet via movescount

 

Fra hoveddepot til sidste checkpoint inden mål ved 67 km

Da jeg kommer ind i teltet ved hoveddepotet ligger dropbagen simpelthen klar på bordet – et eller andet sted kort før depot må der have stået et personale og sagt hvilke deltagere der var på vej. Fed lille detalje. Tog mit overtøj af og fik en tør langærmet undertrøje samt t shirt på. Vejret var rigtig fornuftigt nu. Let skyet, omkring 10-11 grader og næsten ingen vind.

ut8

 

Tog godt fra mig af diverse ting her. To stykker brød noget ost og pølse. Et par kopper cola, lidt kiks og peanuts og skulle til at fylde softflaskerne op i min rygsæk. Lige da jeg skal stramme elastikken ved den holder hvor flaskerne sidder, sprang den ene…Pyt skidt – absolut ingen katastrofe. Kunne også se at elastikken på den anden side var ved at ryge! Fandt dog hurtigt ud af at det måske var lidt en træls ting. Så snart jeg satte op i løb var flaskerne ved at hoppe ovenud, så løsningen blev at hælde lidt af væsken ud og dreje tuden på drikkedunken ned så den sad under toppen af hylsteret.

Der begynder at være længere og længere tid imellem folk nu på ruten, så da jeg lidt oppe af den næste stigning ser 2 damer i skrigende rødt Salomon tøj tænker jeg….de skal bare ikke komme først op her. Så jeg forsøger at sætte lidt fart på og kan også se jeg langsomt nærmer mig dem. Lige inden toppen ved M Briasco når jeg op til dem.

natur2

 

De taler noget der minder om russisk, så ikke den helt store kommunikation der. Jeg har et lidt højere tempo end dem de sidste par hundrede meter mod toppen, men hold nu kæft mand jeg blev ydmyget på nedløbsteknik kort efter. Helt seriøst så tror jeg ikke jeg kan huske hvornår jeg sådan er blevet sat på plads før. Tror ikke der gik mere end et par minutter før jeg ikke kunne se dem længere. Imponerende. (Lugter jeg virkelig SÅ meget ;-))

Kort efter hurtigt ind i næste depot hvorefter det gik videre ned til den fantastisk smukt beliggende kirke, Madonna del Sasso, hvor vi bogstavelig talt er helt ude på spidsen (se billedet nedenfor) og runde.

madonna

 

Nedløbet derefter slutter helt nede ved Lago d´Orta. De næste 10 km er der ikke mange hm på, men alligevel begynder det at knibe lidt med tempoet….og for at det ikke skal være løgn ser jeg de røde russer damer igen…men har seriøst ikke lyst til en nedløbs-lussing-lektion igen.  Kommer dog hurtigt op til dem alligevel og de ser nu mildest talt ret trætte ud. Den ene af dem stopper helt op, jeg løber forbi dem og ser dem ikke mere. Utroligt så hurtigt tingene kan vende i de her løb. Det var jeg selv et offer for i mit sidste løb.

Når stille og rolig op til sidste checkpoint – der hvor jeg bliver nød til at sætte uret i laderen. Her ser jeg desværre Kim, en anden dansk deltager på de 90 km sidde i “civil-tøj”. Kan jo godt regne ud at han er udgået og får at vide han har været styrtet. Øv. Dog har han overskud til at komme over og spørge om han kan hjælpe med noget. Klasse trail-karma. Han fortæller at allerede efter godt 3 timer er han styrtet og måtte udgå efter små 9 timer. Ærgerligt.

“Hvad løber du væk fra….”

Undervejs i ultratrailløb får tankerne også lov til at flyve lidt rundt – til tider. Men mest af alt er man bare til stede. Lige her og nu, suger alle indtryk til sig.

Men hvorfor løbe så langt, hvorfor tage væk hjemmefra, hvorfor træne så meget? Det må da være en “flugt” fra et eller andet…

Én gang for alle. Jeg er ikke i en tilstand hvor jeg flygter fra noget. Jeg trives i mit liv og har fundet en hobby som gør mig glad. Ikke alle andre – men mig. Distancen i disse løb gør jo at du, uanset hvordan det gribes an, bliver presset. Underlaget og især højdemeter ligger kun yderligere oveni sværhedsgraden. Tankerne om hvorvidt gennemførelse i det hele taget er mulig er en del af det hele. Hvordan tackles diverse kriser? Du ved de kommer. Hvad bliver udfordringen i netop dét løb? Det er lange løb og der er en ret stor risiko for ikke at komme igennem. Mange af disse løb ligger med dnf rate på 40-50%. Og ja. Alle kommer til at udgå af en ultra på et eller andet tidspunkt – og ja, det kan bestemt bruges konstruktivt.

Jeg synes at rigtigt mange ting af det, der foregår i ultra trail, kan overføres til ens liv generelt. Både personligt, familiemæssigt og arbejdsmæssigt. Evnen til at kunne fokusere, dele en udfordring op i tålelige bider. Lære at sortere skidt fra kanel så at sige. Mærke på dig selv hvordan du reagerer i pressede situationer. Ikke mindst også belønningen i at gennemføre en udfordring du var i tvivl om kunne lykkes.

Så nej, føler og tænker ikke jeg flygter fra noget. Tvært imod. Jeg vælger at tænke at disse løb gør mig til et stærkere og bedre menneske at omgås. Samtidig skal alle parametre selvfølgelig hænge sammen og det vigtigste er at familien er med i planlægning og strukturering.

Mod mål

Da jeg sætter ud mod de sidste godt 20 km kommer jeg til at tænke på hvor lidt problemer der egentlig har været på turen. Hvor få kriser – ja, nærmest ingen. Godt nok sjældent jeg kan tænke det i sådan et løb. Kæmpe optur især efter mit sidste løb i udlandet. Men hvad er så det, der gør, at netop dette løb indtil videre er gået sådan?

Flere faktorer tænker jeg. Mindsettet omkring “præstationen” i løbet. Kendskab til løbet fra året før. Længden – noget kortere end de foregående løb. Og temperaturen sikkert også. Altså at der ikke var 30 grader varmt og bagende solskin.

Skønt var det i hvert fald at kunne kravle over en lille top og fortsætte nedløbet mod sidste depot. Profilen over ruten viser en ret kraftig stigning her efter sidste depot. Når man er pænt træt kan den sidste stigning i et løb ofte virke uoverskuelig, men kunne huske at denne stigning i virkeligheden ikke var så voldsom som den kunne virke på profilen. Bevares, jo, ca 750 hm skulle forceres, så selvfølgelig skulle der arbejdes for det.

Tog ved sidste depot pandelampen på, da der inden længe blev mørkt….Meget mørkt. Hurtigt! Begynder sidste opstigning. Godt nok mere stejlt end jeg huskede, men det første lange stykke er på asfalt, så der kan sættes ok tempo og med nogenlunde rytme. Kommer op til 2 italienere som har en fest. Simpelthen sjovt at gå et stykke med dem. De knævrer for vildt, bruger store fakter og griner højlydt. Virker lidt som runners high og det er svært ikke at lade sig rive lidt med. Selvom jeg ikke forstå noget som helst af det kan jeg dog forstå at de har udfordret hinanden til at gå længst muligt uden pandelampe!!!! Og der er altså temmelig mørkt nu. Skøre italienere 😉

Da vi drejer fra asfaltvejen og ind i skoven går det dog ikke længe før de stopper og tager lamper på. Jeg fortsætter videre op og ser dem ikke sidenhen.

Kigger lidt på tiden på uret og kan se at jeg vil komme i mål omkring 15 timer og 30 minutter hvilket jeg er svært godt tilfreds med eftersom tiden for mig i dette løb ikke spillede en faktor.

Med ok overskud når jeg op på toppen og kaster mig ud i sidste nedløb. Efter nogle minutter nedad tænker jeg: kæft det er fedt, det her. Jeg kan løbe, langsomt, men jeg kan holde mig løbende. Er træt, men har ikke ondt som sådan og så begynder jeg at klemme på. Nød nedløbet i fulde drag og med godt blus på pandelampen. Nej, det var fedt.

 

offut5

 

Energiindtaget i dette løb har været 3 gu gels, 1 proteinbar samt 2 energibarer. Derudover kiks, brød, skinke og ost i depoterne.

Kommer ned i bunden ved søen og ved der er under 2 km til mål. Kæmpe befrielse og kan løbe ligeud med omkring 10 km/t hvilket for mig i sådan et løb nærmest er en spurt 😉

Løber de sidste 100 m ind over målstregen og op på det lille podie. Fantastisk følelse. Intet mindre.

 

funisher1 finisher2

 

“Efterskrift”

Må sige at dette løb, er et løb, der betyder en del for mig. Super fed rute. Venlige og imødekommende arrangører. Selvom løbet vokser sig større, synes jeg ikke det nære og intime forsvinder. Hele tiden har man en fornemmelse af det lokale og rustikke. Farverne i naturen i efteråret er flotte og falder godt i tråd med de små hyggelige byer og huse der passeres i løbet. og når arrangørerne snakker lidt om en ny xl rute næste år på 115 km og 9000 hm….så bliver man jo lidt fristet 😉

ut7

 

Vil også lige benytte årets sidste blog til at sige tusind tak til min familie, mine venner samt til compressport.dk og altra (runningfirst.dk)

 

fullpic

 

Hold Jer muntre og nyd livet alt inkl.  🙂

 

/ Dannie

@dannietrail

 

 

 

 

24 timers ultraløb i Beograd på 6 flasker vin

Jeg sidder i flyet og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet et ultraløb på 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

 

Fårk main..!

Never ever, leave without your Topo´s

Klokken er kun 04:26, og her står jeg på gaden ude foran vores ejendom og venter på mine løbebodies.
Hvem fanden går også med til at stå så tidligt op af egen fri vilje.?
Not me, hell no.
Men denne dag var en undtagelse.
Grunden er endnu mere sindssyg. Turen går nemlig Beograd, Serbien.
Skal have min ilddåb indenfor 24 timers løb.
Her vil du så nok lige indskyde: “hvorfor fanden tage helt til Serbien for at løbe.?”
Jamen det lød spændende og i selskab med tre super ultraløbere, så var svaret klart et ja.

Den hvide BMW holder brummende ind til vejkanten, kufferten bliver smidt bagi, og så er vi afsted.
Eller skal vi lige rette kuffert til håndbagage.
For det eneste jeg har valgt at medbringe er løbetøj og løbesko.

Kastrup lufthavn. Vi får tjekket ind, og smidt os i en sofa af en art i lufthavnen, der slappes max af. Kan mærke jeg allerede har været oppe i et nogle timer og at jeg ikke er vant til den slags.

 

Here we go

Boarding – WRUUUM, touch down…

14489769_10154530477299437_925626476_o

Ja – den er sgu god nok, det er en taxa. Det siger manden…

Vi starter med at opleve Beograd fra dens bedste turistmæssige side med det samme.
Hurtigt bliver vi hijacked af en pirattaxa og betaler 4 gange så meget som taxaturen skulle have kostet.
Men fårk det, vi er fremme. Eller rettere, vi bliver sat af ca 1K fra vores hotel og skal nu, med hjælp fra ikke engelsk talende serbere, en helvedes masse håndtegn og pegen fingre, prøve at finde hen til vores hotel.
Mit første indtryk af den by jeg skal løbe i er, at den er trist at se på.
Den bærer tydeligt præg af, at det ikke er her man ligesom gør noget ud af, at vedligeholde bygninger.
Man lader dem nærmest forfalde.
Var sgu aldrig sket i gode gamle DK.

 

 

We´re here

Hotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

14522267_1304863366192691_1418656984_o

Den Serbiske udgave af San Franciscos gaderHotel fundet, tjek ind done, på med løbetøjet og afsted.

Flyveturen – de to timer man har siddet klemt sammen i sædet – skal ud af kroppen.
Og det kom bag på mig, hvor bakket Beograd er.
Jeg har aldrig været i San Francisco, men jeg vil mene, at dette er den Serbiske version af SF.
For satan det går op og ned. Høje kantstene, der kun adskiller kilometervis af brostens belagte veje, sporvogne lavet af genbrug af konservesdåser fra før krigstiden, og vejkryds, hvor bilerne kører med “skyklapper” på.
Interessant sted at løbe.
Men det glemmer man hurtigt og glæden ved at løbe lidt, overskygger alle andre tanker.
9K løbet, lidt for meget end det beregnet.
Men vi skulle lige inspicere parken hvori løbet skulle afholdes.
Super fedt sted.

img_5332

Det gamle fort, set nede fra parken

Tre af de fire løbere. Set fre venstre: Thomas Andersen, mig, Thomas Steenberg

Tre af de fire løbere.
Set fre venstre: Mig, Thomas Andersen Thomas Steenberg

img_5335

Donau floden set fra toppen af fortet

Løbet afvikles i en virkelig flot park, her ved Kalemegdan fortet i den del der hedder Lower town. Med en lækker udsigt udover der hvor de to floder Sava og Donau løber sammen.
Og så ligger det ikke mere end 700 meter fra vores hotel. Dog op og ned af bakker.
Nu skulle vi jo ikke bruge al vores energi på denne løbetur, så efter et kort visit på toppen af fortet – og wauw et fedt trailløb man kunne lave her – vender vi næsen hjemad, eller rettere, hen til den nærmeste “købmand”, – der skal lige kigges og planlægges mad til vores depot under løbet -, ender med, at vi i stedet kommer hjem med 4 stk halvliters lokal øl.
Og de skulle jo drikkes inden man måtte tage et bad. Sådan er reglerne jo. Eller….
Så down the hatch…

Øl smager altid bedre efter endt løb

Øl smager altid bedre efter endt løb

 

Uden mad og drikke, dur helten ikke…

Bad – tøj på – ud af døren…

Nu skal vi ud i byen og spise.

Casa Nova – stedet der blev vores stam sted de næste par dage – er et klasse spisested, med super lækkert mad med et italiensk touch.

Vi bestiller hver to retter mad – Det tog så også lige en halv time og finde ud af hvad vi gerne ville sætte tænderne i.
Og det var endda med valg af vin.

14455940_1304860499526311_128328078_o

Bruchetta med tomat & bøffel mozzarella

Ind kommer der de mest indbydende bruschetta, og hertil får vi en utrolig og overraskende god sprød hvidvin – fra Serbien.
Hvem ville have troet at de laver så god vin.
Det er jo helligt vand med smag det her.
I hvert fald smager det af mere. For flasken er tom efter forretten.

Ceasar salad, kylling med broccoli og dagens suppe bliver nu båret ind til vores bord.
Og her kommer flaske nr 2.
Man siger jo at vin til tider smager fantastisk grundet omstændighederne man befinder sig i på det tidspunkt man drikker druerne.
Men denne er bare alt for god, og i en klasse for sig selv.
Vi burde måske slet ikke røre alkohol så tæt på vores løb.
Men lidt hygge har vi vel lov til at have.

Alt i alt hygger vi os på Casa Nova. Og denne hygge bliver ikke ødelagt af regning. På ingen måde.
9100 af deres valuta – kan ikke huske hvad det hedder, vi kalder det derfor serbiske kroner resten af turen.
Men det svare til det sølle beløb på 551 danske kroner.
Det er jo sindssygt.
4 x 2 retter mad, to store flasker vand med bobler (danskvand), en cola zero, og to flasker vin.
Det er jo sindssygt. Løbesko er jo dobbelt så dyre.!
Det skal fejres.
Så derfor ryger vi videre i byen, som de top seriøse idrætsudøvere vi er, tænkte vi jo på vores kommende løb. Eller gjorde vi.?

 

Hygge skal der til

Podrum Winart – nok en af de cooleste vinbar jeg længe har set.
Træborde, bænke, designer stole, vinduer ud mod gaden fra gulv til loft, alt sammen smedet sammen med dybe toner af lækker house fra den kvindelige dj, der har opstillet sin arbejdsplads på tomme vintønder.
Fra, hvad der ligner en dansk kassemedarbejder, strømmer der nu den største viden omkring vin, ud af dennes mund.
Vi prøver igen chancen og napper en serbisk rosé.
Som bomuld der stille dupper vores hals med rosenvand.
Wauw det er godt.
Kort fortalt.

14454089_1304863106192717_1013697897_o

Der var 1 der var 2 der var 3 der var 4 flasker vin…

Vi bunder 4 flasker mere inden vi stille og roligt slingre hjemad, endda med et pizzaslice i hånden, i bedste dansker stil, overhældt med chili og hvidløg.

Go´nat

 

Wakey wakey rise and shine

Utroligt nok vågner jeg frisk dagen efter, og stille dribles der ned i restauranten i kælderen, hvor vi skal mødes og have morgenmad.

En morgenmad der er en vinder værdig.

14488890_1304863099526051_1900717030_o

Hjemmebagt brød, flødeost, salat, tomat & serrano skinke

Her bliver der serveret sandwich med serrano i friskbagt brød smurt med flødeost og tomat. Ergo, det er ren carboloading.

Ikke lige den morgenmad man vil have hældt ud af æsken i DK.

Men den faldt i god jord denne morgen.

De andre vælger kokkens omelet, og selvom jeg ikke spiser æg, så så den faktisk lækker ud.

 

Planen er stram – vi har hver dag fået lavet en tidsplan, som bliver holdt MEGET stramt.

fullsizerender

Altid godt med en struktureret dag

Men det er godt, for så er der styr på tingene.

I dag skal vi have handlet ind til vores eget lille depot under løbet.

Jeg synes det er rart at man selv har styr på sin mad. Så ved man hvad der er at spise, og at man kan li´ det.

Dog er jeg elendig til at spise under løb – men mere om dette senere.

Så efter endt morgenmad napper vi en Pink Taxi til et af de to store indkøbscentre og går i krig.

Igen er det overraskende billigt at handle.

Vi smider toastbrød, honning, græsk yoghurt, nødder, frugt, drikke yoghurt, vand, Redbull (just in case), müsli mm. i kurven.

Alt dette og så uden at blive ruineret.

Så er det hjemad.

 

Ved spisetid går vi rundt i gaderne og leder efter et sted at spise, men det ender igen med at vi sætter os ind på Casa Nova – for anden gang denne dag, da vi allerede har indtaget frokosten selv samme sted.

Jeg sagde jo det var blevet vores stam sted.

Det bliver dog kun til en enkelt øl denne aften.

 

Race day

Uret ringer klokken 07:30.

Efter en velsmurt morgenmad og møde, samler vi vores ting og gør klar til en kort tur i en Pink Taxi.

img_5903

På vej op til vores eget depot

Men med vores oppakning, ligner det mere at vi er på vej hjem fra en ferie, end til starten på et løb.

To trolley og en kæmpe sportstaske bliver hevet ud af taxaen, og vi går vores udsendte spejder og vores personlige hjælper Hr Steenberg i møde.

Han har allerede været der i en time for at sætte vores eget depot op.

Vi har været så heldige, at løbsledelsen har lånt et pænt hvidt havebord og tre stole til os.

Vi kommer jo også hele vejen fra Danmark, og da det normalt kun er serbere, slovener og makedonier der deltager i løbet, er det nok derfor de er lidt mere hjælpsomme end normalt. Vi er i hvert fald glade for det.

 

Der bliver tjekket ind, og rigtigt nok, så vil vi blive registreret manuelt hver gang vi passere start.

I det lange hvide telt ved start/mål, er der plads til en masse mennesker på stole, som under hele løbet vil tælle hver og hver eneste omgang vi har løbet.

Med nummeret og race shirt i hånden, vender vi tilbage til vores depot.

Der bliver lige tid til en times afslapning, inden vi bevæger os tilbage til startområdet.

En kort tissepause, en banan og noget vand bliver slugt.

 

3 2 1, vi er igang…

Ved start bliver der sagt en hel masse på serbisk, vi forstår ikke en brik af noget som helst af det der bliver sagt  i mikrofonen, som er unødvendig, da løbslederen snakker højere end den lyd der kommer ud af den ene og alene højtaler vi står ved.

Men da folk begynder at række hænderne op, går det op for os, at dette er en præsentation af alle løberne.

Samtidig sidder der en ivrig person i det lange telt og vinker febrilsk til den løber der bliver nævnt.

Jeg får en kvinde, der sidder “gemt” bag bogstavet “B”.

Hun skal fra kl 12:00 og de efterfølgende 6 timer, tælle mine omgange.

God fornøjelse…

 

Da kirkeklokkerne ringer ind kl 12:00 sharp, sættes løbet igang.

14618861_1313972685281759_1290654120_o

De 4 glade super løbere fra Team Thoni Mara Runners

Stille tøffer vi afsted i et lavt lavt lavt tempo.

Det gælder ikke om at komme under 20 min på 5K, der skal virkelig tænkes over tempoet, da jeg skal holde mig i gang de næste 24 timer.

Under de første mange runder, kan jeg ikke lade være med at se alle de andre løbere an.

Der er en del der farer afsted, og det eneste jeg tænker er “Fårk, der har jeg ingen chance for at følge med, ej heller mulighed for en podie plads.”

Men det skulle senere vise sig at være løgn og en forkert antagelse af de andre løbere.

 

I det hele taget tegner det godt det her

Eftersom det er en rute på sølle 1300 meter, havde jeg troet at jeg allerede fra starten, ville være ved at blive sindssyg, men det er endnu ikke startet.

Optil løbet har jeg trænet på en rundstrækning på 1310 meter, bare for at vende mig til at løbe rundt og rundt og rundt.

Der er nemlig en fed opbakning rundt på ruten, og da den ligger i en park, finder jeg hurtigt noget at kigge på hele tiden.

Det lyder måske lidt underligt, og mange vil nok sige at det er noget vrøvl.

Men på en eller anden måde finder jeg på noget at underholde mig med hele tiden.

Og sammen med dette, kan jeg så lægge en super fede hygge vi skaber alle fire løbere, når vi enten lige løber sammen kort, passere hinanden eller støder sammen ved depotet.

Sådan kommer de næste mange timer til at gå.

 

Efter lidt over 4 timer…

…rammer jeg marathondistancen for første gang på de 24 timer.

Jeg føler mig på ingen måde træt fysisk eller psykisk.

14585850_1313972768615084_533749713_o

Fyldt med overskud og energi, passer jeg de første 42K på lidt over de 4 timer

Der løbes med utroligt meget overskud. Så meget at jeg faktisk har løbet for hurtigt, da mit tempo er omkring de 5:40min/K.

Alt for hurtigt, i hvert fald til at kunne fortsætte i det tempo meget længere endnu.

Derfor starter der også en indre kamp om at få kroppen til at sætte farten ned.

Samtidig er jeg jo godt klar over, at for højt tempo, tømmer mine depoter for hurtigt.

 

Det er stadig dejligt vejr, da klokken runder 18:00, og vi er alle godt løbende endnu.

De frivillige tæller stadig i deres lille “bur” ved start/mål, og hver gang kigger man lige over til dem, får et vink, et smil og en kommentar med på vejen, og man vinker glad igen.

 

Nogen fortsætter

Nu er det så slut for alle 6 timers løberne, der startede samtidig med os. Og de stopper selvfølgelig brat op lige efter de runder mållinjen.

De har jo lige løbet i hele 6 timer.

Hvilket giver en pludselig opstået flaskehals, som vi andre så skal passere igennem, hvilket gør det svært og forvirrende for tællerne at spotte os, samt bare at komme forbi alle disse løbere.

Og her sker det.!

 

Nej nej nej…

Pludselige sker der noget med mine omgange.

Jeg har hele tiden styr på hvilke nummer/omgang jeg er kommet til. – Noget skal jeg jo tænke på.

Jeg ved jeg har overhalet Andersen med to omgange, og da jeg spørger ham hvor mange runder han har løbet, og svaret ikke stemmer overens med mit tal, viser det også at jeg havde ret.

Så næste gang jeg kommer forbi stregen og hører det samme nummer igen, så går jeg i selvsving.

Alt imens jeg løber, får jeg højt kommunikeret til dem “Come on – it´s wrong – it´s fucking mental.!”

Da jeg runder vores eget private depot, beder jeg Steenberg om at undersøge det.

Beskeden jeg får, stemmer ikke overens med noget som helst.

Derfor tager jeg selv kontakt til min tæller efter endnu et par runder.

Det er sindsygt irriterende at have i baghovedet “tæller de nu rigtigt.?”, for jeg vil hellere have min fokus på alt andet end de skide omgange.

Da klokken viser 19:30 og mørket falder på, står der pludselig en race official midt på vejen ved start/mål.

Han råber til mig da jeg passere ham i lunte tempo, at de har rettet fejlene og derved lagt to omgange mere til mig.

“Det var fandme også på tide de indrømmede fejlen.”

 

DJ McMuffin

Pludselig banker der en dyb bass i gennem stilheden i parken.

Men okay, det er sgu da meget fedt med lidt tyskertramp, nu hvor jeg har valgt ikke at løbe med musik i ørerene.

Men lige så pludselig det startede lige så hurtigt endte det.

Nå pyt.

Jeg skal jo bare sætte det ene ben foran det andet og koncentrere mig om det.

Jeg begynder så småt at lægge mærke til at der nu er færre løbere på ruten, og ser det som et tegn på, at der er nogle der har valgt at tage en lur/hvil, og så give den gas senere på natten.

Samtidig har en større mængde unge mennesker, valgt at slå sig ned lige ved siden af vores eget depot.

Det skal senere vise sig at være deltagere til 12 timers løbet, som starter kl 21:00.

Jeg bliver hurtigt træt og frustreret over dem, da de på ingen måde viser hensyn til os løbere der allerede er i gang, da de står halvvejs ude på stien og går frem og tilbage med hovedet under armen så det ender med at vi til tider må løbe zigzag mellem dem, for at komme forbi eller for at komme ind til vores depot.

 

21:00 sharp

Sendes de mange løbere afsted. – Igen til stor gene for udsynet for tællerne, men jeg holder styr på mit omgangstal og kan efter en runde vide mig sikker på at jeg ikke er blevet overset denne gang.

Feltet af 12 timers løbere bliver hurtigt splittet i dem der giver den gas og holder knap 2 timer og dem der – som jeg – løber fornuftigt og velovervejet.

Da jeg nærmer mig start/mål, må jeg tilpasse mig tempoet med gruppen foran og bagved, da jeg ikke ønsker at blive overset i mængden der i disse grupper kommer forbi tællerne.

Herefter er det op i tempo, og udenom den “hurtige” gruppe.

Stierne har jeg igen for mig selv, og der overhaler jeg stille og roligt de 24 timers løbere der i starten havde sat et alt for højt tempo.

For hver gang jeg overhaler en løber, giver det mig et boost og en tilfredsstillelse.

Men jeg er allerede selv blevet overhalet af et par hurtige løbere. Som jeg derfor har valgt ikke at fokusere på, da de tydeligt ligner nogle der er vant til denne slags løb.

 

Pludselig dukker der flere og flere unge mennesker op i parken.

De begynder at hænge ud på bænkene. Her hygger de sig som så mange andre unge der skal bruge en lørdag aften/nat til noget “fornuftigt”.

Men hvorfor de lige har valgt en park som opholdssted finder jeg ud af lidt senere.

Der på bænkene langs ruten, sidder de nu og hører musik fra deres skrattende mobiltelefoner, alt imens de enten ryger smøger eller suger på noget der helt sikkert ikke er ren tobak.

Det sidste er nok det mest sandsynlige.

Det er da også med en vis skepsis jeg passere dem gang på gang. De er jo egentligt fredelige. Men et eller andet i mit baghoved siger, at de godt kan finde på at “irritere” os løbere.

Denne tanke forsvinder dog hurtigt, da der pludselig kommer en bil kørende direkte ind gennem parken, over stier, græs og veje.

“Hvad fanden sker der lige der.?”

Det skal vise sig, at det kun er den første af mange.

 

BUM BUM BUM…

Så kom musikken tilbage igen, for fuld styrke.

Hold nu kæft det er højt.

Det viser sig at der er fest i bedste Dj McMuffin stil oppe på ruinen.

Det er derfor alle de unge mennesker har valgt de sidste timer, at være i parken.

Stille og roligt er de alle – næsten alle – smuttet op mellem murene, og vi løbere har igen parken for os selv.

Men det betyder ikke at der hele tiden kommer små grupper af mere eller mindre stive fyre gående, eller grupper af piger, hvor temaet og/eller konkurrencen den aften er, at have så lidt tøj på i kulden som overhovedet muligt.

Bilerne er dog taget til i mængden og jeg tæller de første 7-8 stykker der kører rundt i parken.

Trods alle disse mennesker og Über der åbenbart denne aften har valgt at omlægge alle deres ruter gennem parken og de hashrygende unge mennesker, så er det nu meget godt med lidt musik til at få gang i fødderne.

 

De første 12 timer er gået

Klokken er over midnat, og jeg har holdt mig i gang uafbrudt siden starten på løbet.

Dette var et af mine mål, og det ser ud til at fungere.

Men da det er blevet væsentligt koldere i vejret og Andersen og Steenberg begge har overbevist mig om, at det altså er ok lige at sidde ned i kort tid med benene oppe, giver jeg efter og sætter mig.

Men jeg træffer straks den beslutning, at denne tid skal bruges på at få skiftet mine trailshorts ud med lange tights, samt at skifte til en tør langærmet trøje og få påmonteret en jakke udover.

11 min er gået, og jeg er på vej igen, tør og dejlig varm.

Klar til det “rigtige” race starter.

 

Nu er det at fårene skilles fra bukkene

Om natten i det koldere vejr, træt pga mangel på søvn, giver folk som regel efter for trætheden og gir sig selv lov til at hvile sig.

Jeg derimod, giver mig selv lov til, at gå en hel runde, enten når jeg har løbet 8 runder – hvilket er lidt over 10K, eller når jeg spiser.

Det er ligesom et kødben for mig.

Og det med at spise er sgu ikke min stærke side.

 

Jeg har fået svært ved at spise

Eller det rettere – selvom det lyder mærkeligt – så siger hjernen “spis”, men min hals snøre sig sammen og jeg kan derfor ikke sluge maden.

Tidligere i løbet, har jeg fået stukket en super lækker pandekage i hånden, lavet af Helles mor, og det samme gør Andersen.

Han sluger sin efter nogle få hundrede meter.

Jeg må smide den sidste fjerdedel væk efter halvanden omgang – altså knap 2K.

På ingen måde kunne jeg få det ned.

Jeg puttede det bare ud i kinderne, for hjernen sagde jo “kom med det” men halsen sagde “FANDME NEJ”.

Det er blevet en kamp for at spise.

Dog popper jeg saltsticks som var det 25 grader varmt og de var M&Ms.

De ryger ned med vand eller Endure fra 32Gi. Det kan jeg derimod drikke – hold da kæft.

Glæden ved flydende “kost” er så stor, at man efterhånden kan se mængden af væske på min mave.

For selvom jeg lader vandet oftere end jeg lige havde regnet med jeg ville gøre, så begynder maven at bule lidt ud.

Kort efter finder jeg ud af, at agurk, rent faktisk er muligt for mig at spise, så bliver der også her om natten tygget en hel del.

Steenberg er dog fast besluttet på at jeg SKAL have noget andet i mavesækken.

Så hurtigt stikker han mig en bøtte med græsk yoghurt.

Det var jo som at komme i himlen.

Det glider ligeså nemt og ubesværet ned i maven.

Og så gav det mig lige en grund til at gå en omgang.

 

The few

Vi er ikke mange løbere tilbage på ruten ved 03:00 tiden og jeg er ligesom gået ind i mig selv.

Andersen er krøbet til køjs, da han valgte at stå lidt over pga hans ene knæ – dog er han stadig med i løbet.

Helle derimod, hun sover lunt og varmt i soveteltet på første time.

Alt imens de gør det, der tøffer jeg stille og roligt rundt med bassen i baggrunden som et dukkende lydbillede til det flotte scenarie der i mørket udspiller sig, lige der hvor Donau og Sava floderne mødes.

Jeg begynder så småt at kigge op på den mørke himmel henover borgen.

Det jeg kigger efter og allerede på dette tidspunkt mener at kunne se, er de få lysstråler der farver himlen i andre farver end meget mørk sort.

Sagt på en anden måde.

Jeg søger efter tegn på, at dagen er ved at komme.

Det er selvfølgelig med den viden i mit lille hoved, at det er way to early for sunlight.

Men jeg bilder mig i hvert fald ind, at det fra dette tidspunkt er begyndt at blive lysere.

 

Parken vågner stille op

Der dukker flere og flere løbere op på stierne. De har åbenbart ment, at de burde stå op fra deres hi i teltene og lige nuppe en tyve runder mere, inden løbet slutter.

Det er tydeligt at se forskellen på os der har løbet uafbrudt, og dem der er mere eller mindre udhvilet.

Nogle af dem der har fortsat gennem nattens mørke, ligner nogen af de unge mennesker der slingre hjem fra festen på fortet.

Nogle løbere slingre fra den ene side til den anden, andre svajer som var de en tynd gren i en storm.

Men en ting er næsten ens for os alle.

Vores blikke er stift rettet fremad. Koncentrationen for at fortsætte lyser ud af vores matte øjne.

Vores fælles mål er bare at gennemføre.

 

Endelig er solen kommet frem fra sin gemmen på den anden side af Jorden.

14618900_1313975488614812_575478547_o

Efter mange timer med et stort indtag af væske, kan man nu se hvordan min mave er fyldt op med væske

Det lysner, og det samme gør udsigten til at komme i mål.

Steenberg er frisk og det at blive “pisket” af en ultraløber der har haft og stadig har sin vante gang på det danske landshold for ultraløbere, giver en masse energi.

Hvis der er nogen der ved noget om det at løbe langt, samt at holde sig kørende i mange mange mange timer, så er det ham.

Han løber stadig rundt på banen sammen med os.

Dog ikke hele tiden, men det er nok til at give ekstra energi og blod på tanden.

Når ikke lige han er i depotet så står Andersen der.

Også her får man skulderklap og opmuntrende ord at høre.

Det er fandme fedt at få deres opbakning.

 

Den magiske grænse er nær

Jeg mangler kun 20 runder eller hvad der svarer til 26K for at komme over den magiske grænse på de 200K.

Det er ikke tid der er mest af, men det kan lade sig gøre, hvis jeg ikke stopper op.

Jeg vil på det her tidspunkt mene, at jeg er noget af en pivskid.

Jeg tror vist nok jeg får beklaget mig en del gange til de to herrer.

Men de bliver ved med at få mig videre.

Jeg har stadig det samme problem som tidligere i løbet.

Jeg kan ikke spise noget.

De sidste 5 timer lever jeg af, agurk, vandmelon, appelsin, og to bæger græsk yoghurt, som jeg har fået stukket i hånden af Steenberg – da han kunne høre jeg var sulten.

Magic ears…

 

22 timer inde i løbet

Klokken er nu blevet 10:00, og der er ikke længe til at jeg endelig med god samvittighed kan sætte mig ned på min flade.

Steenberg og Andersen har luskede en del rundt nede ved start/mål, og og holdt øje med de forskellige løbere.

For pludselig får jeg at vide, at jeg ligger i en top tre, og derved til en podieplads.

Det bliver nævnt at jeg ligger på en anden plads.

Hvilket jeg pludselig begynder at modargumentere.

Det er jo åndssvagt hvis jeg ligger til anden plads, ham der, hvor efter jeg referer til en anden løber, han har jo overhalet mig en hel del gange.

Men jeg bliver bare bedt om at holde mund og klemme balderne sammen.

De sidste 70 min skal jeg da også love for at jeg finder noget energi jeg ikke har vidst jeg havde tilbage.

14632508_1313975915281436_1829289180_o

Steenberg har lagt sig bag mig, da han ikke må ligge foran og på den måde pace mig – læg mærke til vores fuldstændige ens “benstilling”

For med hjælp fra Steenberg og et GoPro følgende mig rundt på ruten. Bliver mit tempo skruet op til 5:15min/K fra mit daværende 7:00min/K.

Det er jo en forrykt pace at begynde på, med så langtid igen, og ikke mindst med så mange K i benene.

Men jeg kan holde den og der klikker endda en K ind med et snit på 4:45.

Dette beviser jo bare, at man kan meget mere end man lige regner med.

Al denne pludselige energi jeg får, gør så samtidig, at jeg overhaler ham jeg tidligere refererede til, med ikke bare 1, nej, men med hele 6 gange.

Vil lige påpege, at han de sidste par gange, havde han valgt at gå rundt.

Men det gør mig stadig ikke sikker på en anden plads.

I realiteten er jeg ligeglad – jeg skal bare i mål, ramme de 200K, og hvis der oveni kan komme en podie plads, så er jeg hverken til at stikke eller hugge i.

 

Så tæt på

Ved tredje sidste omgang råber jeg ud til Andersen, at han skal hente et tæppe til mig.

Jeg er nemlig ret sikker på at jeg vil falde om når jeg er færdig.

To om gange igen.

De magiske 200K nærmere sig.

Jeg kigger på det store ur ved målstregen.

Jeg kan sagtens nå en runde mere.

Men kan jeg nå 2.?

Jeg mangler en halv runde og kigger på uret.

Der er sgu tid nok til en sidste runde.

På den sidste runde kan jeg ikke rigtigt huske hvad der sker omkring mig.

Jeg kan dog huske at jeg bliver meget følelsesladet på et tidspunkt.

Det er jo stort det her.

Jeg kan huske at jeg løber som var der en sindssyg klovn efter mig.

Ud af tunnelen, 300 meter igen.

14625800_1313976045281423_1876299381_o

24 timers løb er vel overstået

Helle står og venter før målet på mig, jeg hører hende sige et eller andet, men min fokus er på bannerendsc_0651 der hænger lige over målstregen.

Der, for helvede, jeg klarede det. Jeg er i mål…

 

Done, finito, ende, slut

img_5494

Done, og jeg er faldet sammen

Kort efter målgang “falder” jeg om og får lagt mig ned.

Nu kan jeg mærke hvor træt min krop er.

Hurtigt får jeg et tæppe omkring mig, og mine sko bliver taget af.

Alt imens jeg ligger der på asfalten, kan jeg hører en af løbslederne spørge om jeg er ok.

Hvilket en fra holdet svare ja til.

img_5495

Og jeg kan ikke komme op…

 

Det bliver dog ikke til megen afslapning der midt i det hele.

Jeg skal op og have en tør trøje på, så jeg ikke går hen og fryser.

Nu bliver det spændende og se om jeg virkelig nåede en podieplads. De 200K er i hvert fald hjemme.

 

Glædens sødme

Efter lidt tøjskifte, sidder jeg så sammen med alle de andre og venter på at få resultaterne at vide.

Og hold da kæft jeg er nysgerrig.

Så nysgerrig at mit falkeblik kan spotte mit navn på et af diplomerne.

Nærmere bestemt det første han skal læse op.

FÅRK…

En tredje plads.

HELL YEAH…

Jeg kom sgu på podiet. Hvor er det fedt, stort, sejt. Jeg er pavestolt af mig selv.

Men så nemt er det sgu heller ikke lige.

Jeg skal jo op på det satans podie. Og jeg vil jo ikke ligne en krøbling.

Så jeg får gang i benene, humper op til det, og som en 98 årig gigtplaget mand, får jeg kæmpet mig de to trin op på podiet.14572739_1313976051948089_1571583945_o

Det er da så fedt det her.

Først får jeg stukket et diplom i hånden, for hernæst at modtage en pokal. En stor en endda.

Ja ja, den er sgu ikke videre køn, nok mere usmagelig grim at se på.

Men det er en pokal. Sådan en har jeg ikke.

Får en medalje hængt om halsen, og så er det tid til nr 2.

Det viser sig, at jeg kom igennem de 200,2K kun 4:30 min efter nr 2.

Og så kan man ellers sidde her og tænke på – at hvis jeg bare havde startet mit sindssyge løb blot 5 min tidligere, havde jeg så taget anden pladsen.?

Jeg ved det sgu ikke. I bund og grund er jeg også ligeglad.

Jeg satte fire nye personlige rekorder på de sidste 24 timers løb.

1: At holde mig i konstant bevægelse i 24 timer

2: At slå mit tidligere længste løb på 163,3K

3: At løbe 200+K

4: At få en podieplads

Nu skal jeg bare hjem sammen med de andre.

Der skal slappes af inden vi skal ud og fejre det senere med god mad, og en flaske vin eller to.

 

Keep moving

Efter et veltrængt bad, med en del besvær med at tørre alt fra navlen og nedefter, ligger jeg i sengen og slapper af til tossekassen.

Der er blevet slugt tre smertestillende, for at komme på forkant med uroen der så småt er begyndt at melde sin ankomst i kroppen.

I løbet af de tre timer vi har aftalt der er til at slappe af, inden turen går på restaurant, får jeg sovet ca. 1,5 time.

Så da der bliver banket på min dør og vi går afsted, er jeg overraskende “frisk” taget i betragtning af, at jeg ikke har sovet siden lørdag kl 07:30 til nu søndag hvor klokken er 17:00. – Jo, altså lige på nær de 1,5 time jeg fik.

Resten af dagen bliver nydt i det gode selskab, dejlig mad, lækker vin, og ja, et smut på Podrum Wineart.

 

Im coming home, coming home

Fire dage er gået i Beograd, løbet er overstået, benene er lettere ømme og min gang kan til tider noget nær sammenlignes med en ands.

Men humøret er højt hos os alle.

Alligevel sidder jeg i flyet på vej hjem og tænker “hold nu kæft, jeg har lige løbet 200,2 kilometer, og alligevel ligger det mig så fjernt.”

Dagene er gået hurtigt, og når jeg tænker tilbage på al den tid jeg brugte på at gøre mig fysisk klar til dette løb, og det jeg har oplevet, og det er jo ikke få ting.

Så er det ret svært at tænke på.

Det er som om alt er en stor pløre af fede og fantastiske oplevelser.

Alt sammen kommet i en pose, rystet godt og grundigt, for så at komme ud som et puslespil der først nu skal samles.

Men lykken og suset over at have opnået det jeg har gjort, med den kæmpe hjælp og støtte fra familie, venner og holdet der var med i Beograd har gjort, at denne oplevelse vil jeg altid kunne fortælle nye, sjove og spændende historier fra.

Der vil altid komme en ny ting, der lige dukker op i hukommelsen, der lige giver det hele et nyt twist.

14467169_1304860382859656_1126298312_o

Team Thoni Mara Runners 2016, Beograd, Serbien Fra venstre: Thomas Andersen, Rasmus Gade Elm, Helle Poulsen & Thomas Steenberg Et fantastisk hold at dele en fantastisk oplevelse med

 

Nu skal der kigges fremad.

Men først skal der slappes lidt af. – dog stadig med løb.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anderledes løb er også en udfordring

Denne gang drejer indlægget sig om anderledes løb og hvad det kan bringe til dit løb.

Dirtytrail 2016

Jeg havde flere gange hørt om Dirtytrail men endnu ikke fået mig tilmeldt.

Dirtytrail er et løb som foregår i Silkeborg og Københaven.

Der kan læses mere om løbet her.

http://racingdenmark.com/content/44-om-dirtytrail-silkeborg

Løbet byder på 4 distancer fordelt på to ruter. Ruterne er henholdsvis 5km og 15km og gennemløbes en eller to gange.

Silkeborg delen foregår ved Østre Søbad ved Almind Sø.

dirtytrail_2

Tilmeldingen

I år skulle de så være og da jeg ikke er så meget for at løbe runder overvejede jeg i lang tid om jeg skulle løbe 15km eller 30km og det kloge valg havde nok været at vælge de 15km, men mere om dette senere

Løbsdagen

På løbsdagen kan det ofte være svært at vurdere hvordan dagen skal startes og hvad jeg skal spise. Denne gang blev det til den lette morgenmad bestående af yougurt og den traditionelle energidrik. Da jeg kom til startområdet var der en stor spænding blandt de fremmødte. Jeg var spændt på hvad dagen ville bringe og om jeg var klar til dette.  Jeg fik mit startnummer og gik op til bilen for at gøre klar til løbet.

Udstyret

  • Inov8 Race Ultra 270
  • Sealskin vandtætte strømper
  • Fusion korte pocket tights
  • Inov8 Race ultra elite Merino
  • Newline hat og buff

Der kommer en opfølgning på dette senere

Løbet

Første runde

Løbet startede og vi ca 20 der startede på den lange rute. Vi startede med at løbe ud i Almind sø bare lige for at få fødderne våde. Kort efter gik det op ad bakke og ind i skoven. Vi kom hurtigt ind i skoven og på de små stier eller inden stier. Der gik ikke lang tid inden vi kom til et store mudderhul som de sagde havde omtalt som millionbøf. Det var rigtig hårdt og jeg blev mudderet op til midt på lårene. Mudderet var ikke så koldt som jeg havde frygtet men det var hårdt at løbe med mudder på benene. Jeg kom i gang med at løbe og det gik igennem skoven og løbet foregik primært på de små skovstier og udenfor stierne .

Det var rigtig hårdt at løbe i skoven og passe på at man ikke falder over grene og man skal fokusere rigtig meget på hvor man sætter fødderne.  Turen gik fint og omkring de 9km kom der en stejl bakke der endte i et mudderhul inden vi skulle op igen. Der kom flere bakker og senere vi ud på de sidste 5km hvor der kom meget mere mudder. Vi skulle igennem en sø hvor vi kom i vand til livet og vandet var heldigvis ikke så koldt som troet.

Hvis man troede at man ville komme ren i mål var det helt forkert da vi kort efter kom til en mose hvor der var stor forskel på første og anden runde. Vi kom i noget vand der ikke var rent mudder, men stadig beskidt. Herefter gik det igennem et moseområde hvor man løb på en lille sti blandt dunhammere og andre moseplanter og vi kom igennem flere mudderhuller inden vi kom til målområdet omkring de 15km hvor vi skulle ud igennem søen igen. Jeg kom igennem første runde på omkring 1 time 55 minutter.

Anden runde

Jeg var godt træt og jeg måtte konstatere at jeg slet ikke var i form til et løb som dette. Jeg forsatte ud på anden runde og da jeg kom til “Millionbøffen” syntes jeg faktisk at det virkede som om det var nemmere at komme igennem end første gang, dette skyldes nok at der i mellemtiden har været mange løbere igennem hullet. Det var dog hårdt at komme op af hullet da jeg havde en lægmuskel der begyndte at krampe. Jeg forsatte efter hullet og kunne mærke at benene var rigtig tunge og kramperne begyndte at banke på.

Jeg løb videre og omkring de 22km gik benene helt i stå og hver gang der kom en lille stigning ville benene ikke mere. Jeg valgte at uanset hvad så skulle jeg igennem om jeg skulle gå resten af vejen, hvilket også blev tilfældet Jeg kunne løbe en lille smule men hver gang jeg kom lidt igang kunne jeg mærke at kramperne pressede på og jeg valgte at gå i højt tempo i stedet.  Moseområdet havde skiftet fra en lille sti til et stort mudderhul hvor det var nemt at synke i til knæene. Da jeg gik var der mange der løb forbi af både 5 og 15km løbere da den sidste del af ruten er fælles. Jeg kom i mål efter en lang tur på ca 4 timer og 55 minutter. Jeg var rigtig træt men glad for at jeg kom igennem og ikke tog det nemme valg og hoppede fra.

Efter løbet

Da jeg var kommet i mål var der kage og energidrik. Det var rigtig godt med vandbakkelse og brunsviger efterfulgt af en tur ud i søren for at forsøge at vaske mudderet af. Det sad godt fast og jeg fandt flere skrammer under det, men på trods af en lang dag i sporet var det et godt løb. Jeg vil helt klart anbefale dette løb til andre der har mod på et anderledes løb. Der var en del højdemeter på ruten og jeg tror at det var derfor at benene svigtede til sidst.

Opfølgning på udstyret

Som lovet kommer her en opfølgning på udstyret. Det meste af udstyret fungerede fint, men det var dog ikke en fordel med de vandtætte strømper der vidste sig at tage vand ind og dermed ikke kunne komme af med det. Dette resulterede i at fødderne var konstant våde hele turen.

Eftertanker

Hvorfor er det så at jeg vil anbefale et løb som jeg blev forceret til at gå en stor del af?

Jeg syntes at det er vigtigt at man udfordre sig selv i sit løb og dermed også deltage løb som er anderledes og udfordre dig på en anden måde end ved at løbe langt. De alternative løb sørger også for at det ikke bliver trivielt at løbe. Jeg nyder at komme ud i naturen og specielt at komme væk fra asfalten og mærke skoven under fødderne.

Spørgsmålet er så om dette er noget for dig?

dirtytrail_1

Her er GPS ruten fra mit løb.

https://connect.garmin.com/modern/activity/1388228624

Offroad i Norge

I år var jeg med familien 1½uge i Norge, nærmere bestemt Gelio og Hardangervidda. Mine forældre havde lejet en hytte i Geliolia, som blev vores base på turen. Vi er nok det, som man kan kalde en yderst aktiv familie. Det har smittet af på alle vores fælles ferier, hvor vi altid først går to tre timer med vores to hunde. Derefter er der fri leg. Det vil sige frem med vandrekortet og planlægge dagens løbetur.

Far og datter på tur til Ustetind

Min første lidt længere løbetur på ferien blev Ustetind (1376moh) sammen med min far, som ligger godt elleve kilometer fra vores hytte. Under udformningen af ruten kommer min indre eventyrer og orienteringsløber frem. Hvorfor tage den nemme vej af den markerede vandresti?

dsc05894

Første delmål – Økle

Jeg starter ud med at æde en masse højdemeter ret op af skibakken bag hytten. Heldigvis er der lige et par minutters jog som opvarmning inden stigningen begynder. Stædig som jeg er, vil jeg løbe hele vejen op. Jeg betaler ved kasse et, og får mere og mere mælkesyrer ophobet i bentøjet. Men skidt pyt, man skal jo mærke at man lever.

Første delmål er at ramme en lille top i skoven, Økle 1083m høj.

For toppen af skibakken er det på tide at forlade den åbne skibakke, og min far og jeg begiver os ind i skoven. Hvis jeg troede jeg fik det nemmere efter at være færdig med den værste stigning på skibakken, så kunne jeg godt tro om igen. Nu starter anden udfordring, som er rockerhårdt norsk terræn. Enten løber jeg i tung mose eller i høje blåbærbuske. Samtidigt gøres det besværligt at holde retningen, når jeg hele tiden er tvungen til at zigzagge mellem krat og klipper. Men det er netop det, der gør det så vildt fedt at løbe uden for sporet. Pludselig spotter jeg en bar minitop mellem træerne, vi har holdt retningen, fedt!

Toppen raver lige med nød og næppe få meter op over skoven. Det er det eneste punkt at orientere efter, hvis jeg altså ikke var omgivet af skov med dårlig sigtbarhed… Nå men så må jeg jo lave en retning og så er det ellers bare ud over stepperne. Jeg spekulerer på, hvornår der sidst har været mennesker derinde i skoven? Jeg finder i hvert fald ikke nogen menneskeskabt sti. På toppen er der dog en nogle, der har bygget en lille stenvarde.

dsc05896

Næsten nede i slugten efter Økle. Foran ses Natten.

Det er jo ferie, så der bliver lige brugt et par minutter på at drikke lidt vand og nyde udsigten. Næste delmål er den lidt højere top Natten (1108moh). Den eneste lille hage ved den er, at jeg først skal løbe igennem terræn ned i en stor slugt for derefter at løbe op på Natten. Men skidt pyt, det er bare god træning og hvem ved hvilken udsigt, man får som belønning deroppe.

På vej ned af bjergsiden fra Økle, er det rigtig nemt at orientere sig. Jeg kan jo tros alt se Natten lige fremme hele tiden, men når jeg så rammer slugten efter at være færdig med nedløbet fra Økle, så er jeg inde i skoven, og kan intet se andet end terrænet lige foran mig. Til mit held så er der en del store åbne moser nede i slugten, hvor jeg så får Natten at se, og derfor hele tiden kan korrigere min retning.

For mig er det den klart sjoveste form for løb. Det er ikke bare at løbe derudaf ud af en sti, men min hjerne skal hele tiden arbejde. Er jeg nu på den rigtige vej? Hvilken linje er bedst i terrænet?

Langt væk fra stierne hvor menneskerne som regel opholder sig, er chancen for at se vilde dyr som regel høj. Desværre tror jeg de vilde dyr var taget andetsteds hen den dag, jeg mødte nemlig ikke andet end fluer som trofast fulgte efter os.  Og hold nu op der var mange fluer! Når jeg løb var de kun med som en summen bag mig, men i sammen øjeblik jeg stopper op et sekund for at orientere mig en vej rundt om stenfelter, tæt krat eller andet så sætter de sig bare over det hele på en. Så jeg glæder mig, til at komme højere op hvor det lufter lidt, så jeg kan blive alle de fluer kvit!

Et enkelt andet dyr mødte vi dog, som min far nok kom lige tæt nok på, var den nok største hugorm jeg har set! Vi er på vej op af Natten, som er så stejl at man flere steder lige sætter hånden i jorden. Lige pludselig kan vi høre en sur slangehvisleren, og min far opdager heldigvis hugormen som har snoet sig sammen og klar til angreb i tide til at fjerne hånden, som han næsten har sat oven i den. Pyha, godt han ikke blev bidt heroppe ude i ingenting med lang vej hjem!dsc05900

Efter vi har nået toppen af natten, er der ikke andet for, end at løbe langs kammen og ind på det åbne fjeld, hvor vi skal ramme vandrestien. Endelig kommer vi også op, hvor der er vind, og væk var fluerne! Nu hvor vi er ude på stien, bliver tempoet skruet gevaldigt op, da der her er meget mere let løbt. Deroppe fra kunne vi også ude i horisonten spotte Hardangerjøklen, som er Norges sjettestørste isbræ på fastlandet.

Da vi langt om længe er oppe på selve Ustetind, har vi ikke den store trang til at blive, det blæser nemlig godt og grundig heroppe, og så er shorts og top altså bare for lidt tøj. Vi skynder os at starte nedløbet, en ”disciplin” som jeg elsker, det er vildt sjovt at presse på nedad, specielt hvis det er teknisk. Det handler om at slappe af og udnytte tyngdekraften. Jo mere man bremser, jo mere skal man arbejde. Efter en times løb nedad, rammer vi et ret stejlt parti, hvor min læg begynder at spænde op. Jeg har før turen haft problemer med den, og jeg havde egentlig troet, at jeg var blevet skaden kvit. Jeg tager en pause og går lidt. Og vupti, så er den klar igen, og jeg mærker ikke mere til den (7,9,13)!

Vi tager en anden vej ned, lidt en omvej, men dog meget hurtigere idet hele vejen er på vandresti. Hjemme bliver vi mødt af min mor, som er klar med kold cola til os, og det er simpelthen det bedste ifølge min mave efter en lang løbetur.

En løber på afveje

Nå, nu er det på tide at prøve noget andet end løb – hvad med rafting? Min far, lillebror og jeg tager udfordringen op, og tager ud og prøver rafting med Serious Fun i Dagali. Og hvilken oplevelse! Først tænker jeg, 750kr pr næse er mange penge, men turen viser sig at være hver krone værd.

Først bliver vi fordelt i bådene. Os tre og så et Hollandsk par på min alder. Alle sammen nybegyndere, men vi skal nok komme efter det! Båden bliver styret af vores vidunderlige guide Eliot.

Først skal vi ro lidt rundt i stille vand og lære nogle kommandoer, og den kære Eliot havde nær opgivet os! ”Forward”, ”left turn”, ”down” osv. Det lyder simpelt, men hold nu op hvor var vi ringe. Efter lidt øvelse begiver vi os ud på den rigtige rafting, det er længe siden jeg har prøvet noget så sjovt. Masser af bølger, hvidt vand og masser af grin, smil og high fives. Tiden flyver af sted og så fortæller Eliot at her er endestationen og alle bådene trækker ind til bredden. Dog er han kommet til at røbe, at en sjælden gang imellem er nogle der har sejlet lidt længere ned af floden. Min nye Hollandske veninde og jeg spotter en åbning til en forlængelse af turen. Vi sætter vores bedste hundeøjne på, og begynder at tigge efter mere rafting.

Nogle af de andre både begynder at blive taget på land, og jeg tænker æv, det lykkedes ikke… MEN til vores overraskelse og store glæde, får vi lov og turen går videre! Vi skal dog selv bærer båden hjem, men vi er ligeglade, for når man er i godt selvskab, så kan man som regel alt og snakken går lystig, da vi bærer båden gennem skoven.

I alt var vi på centret i fire timer, og det var alle pengene værd! #seriousfunrafting

Hardangerjøklen

Vi er hele familien vandret ind mod Hardangerjøklen, jeg har selvfølgelig løbeskoene med i tasken. Vi kommer forbi dsc06060en gigantisk felt med sne, som ligger og smelter. Under den er der skabt en tunnel, hvor jeg ikke kan hue mig fra at skulle på kravle tur ind. Min trofaste løbekammerat – hunden Ida er dog ikke helt tilfreds, og hun bliver bedt om, at vente uden for ved hulens indgang. Selvom taget var så tykt, at loftet var blevet til tyk is, kan man aldrig vide sig helt sikker på, om den kollapser. Nysgerrigheden får mig dog heldigvis til at kravle derind.

Inde på midte var der næsten mørkt, og jeg kunne mærke vandet der sivede ned fra isloftet i små stråler. Hele vejen kunne jeg fornemme lyset i den anden ende hvor sneen mødte klippen. Her var der en smal

dsc06070

Næsten som en gletsher – blå is!

revne som tillod lyset at komme ind. Herinde fandt jeg en lille sidetunnel, hvor isen var smuk blå, som man kan oplever ved gletschere. Det havde jeg ikke forventet at finde, så det var en lækker overraskelse.

Efter nogle timers vandring finder vi et fælles sted med læ, hvor min mor, lillebror og hundene bliver parkeret til en gang solbadning. Min far og jeg løber hver vores tur. Nogle gange er det fedest at løbe selv og mærke suget i maven, når man skal krydse en rivende flod ved at hoppe fra sten til sten, klatre små partier på klippe for at komme på næste afsats. Det er for fedt!

Jeg forlader vandreruten med målet at nå den brætte klippevæg ved bunden af Hardangerjøklen. Planen var vi skulle have været oppe på toppen af selve gletscheren, men desværre er tiden ikke til det, så derfor en afkortet løbetur. På vejen ind til klippevæggen slår jeg et smut mod højre for at komme op på en lille fjeldtop. Det sidste stykke op mod toppen er en ret stejl side med store klippevægge. Dog er det okay at komme op, da man kan zigzagge op på toppene af klippestykkerne, hvor der er et par meters afsats med græs. Nogle gange rammer jeg en blindgyde og må

dav

tage en anden vej op – ups. Få gangen må jeg lige klatre over nogle mindre klippepartier for at komme op på næste afsats. På toppen er udsigten fantastisk! Det sjoveste af det hele er, at jeg klart har taget den dummeste vej op…

På den anden side af toppen går det jævnt nedad med glatte klipper, som er slebet flot glatte efter en gletscher som engang har ligget her. Til mit forsvar slap jeg dog for en kilometers omvej udenom. (Note til mig selv, tjek lige kortet lidt bedre inden du løber). Lige så super som den glatte klippe er som underlag at løbe på, når det er tørt, lige så forfærdeligt kan det være når det er vådt. Godt for mig det var tørt. Resten af vejen ind til klippevæggen går nemt, da jeg løber på de glatslebne klipper og sne.

Det er vildt flot inde i dalen, og jeg nyder hvert skridt derinde. Det er ren energi at løbe på, og jeg har lyst til bare at fortsætte. Hver gang jeg drejer om en lille udløber, er der en ny endnu flottere løbescene. Godt min far har været så fornuftig at lave en deadline, så jeg er tvungen til at komme tilbage i god tid, til vi kan vandre tilbage til bilen. Ellers kunne jeg have fortsat længe endnu.

Hold nu op hvor er Norge bare smuk, det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg tager på ferie dertil.

dsc06097

Klippevæggen ses inde i bunden af dalen

 

 

44km44videoer – Et lidt skørt projekt

44 km 44 videoer

abonner abonner

Det er konceptet jeg vil prøve at følge de næste 16 uger op til mit løb.

Videoerne vil dække bredt og være af varierende længde – nogle vil være fokuseret udelukkende på motivation, andre på skader, udstyr og hvad der ellers følger med i en løbers hverdag. Så hvis det lyder som noget du kunne tænke dig at følge med i, så hold øje med bloggen og abonnerabonnerabonner på YouTube. (:

Ps. Jeg er ingen professionel løber, jeg har lige været skadet og jeg har aldrig løbet så langt før – så det her projekt er bare dokumentation på et lidt skørt, meget hårdt og forhåbenligt fantastisk eventyr (:

KLIK HER FOR AT SE VIDEO #1

Ultra Trail Côte d´ Azur Mercantour

Slutningen

Det går ikke det her. Alle mulige løsninger er forsøgt – nej fandme nej. Videre, du KAN, du SKAL og du VIL. Lille pause og 500 m mere og jeg tager mig selv i at være ved at dejse omkuld. Det hele sejler rundt og jeg må tage den sværeste beslutning nogensinde i et løb jeg har deltaget i. Jeg må udgå. Al træningsindsats, al afsavn – spildt. Den totale nedtur er en kendsgerning.

Ja sgu. Jeg er sur, nede, frustreret og alt det indimellem. Men nej, det her MÅ kunne bruges konstruktivt. Der må kunne drages nogle konklussioner efter løbet til fremtidig brug.

Jeg håber med denne blog at nogle af Jer læsere vil kunne bruge noget af det og samtidig at jeg selv kan blive bedre rustet til de næste løb og være endnu stærkere.

 

Begyndelsen

Midt i januar måned kl 10.00 en onsdag sidder jeg spændt ved skærmen for at tjekke om jeg skulle have været så heldig at blive udtrukket til UTMB. Desværre blev jeg ikke det og gik derfor ret hurtigt i gang med at søge rundt omkring efter lignende løb i nogenlunde samme periode. Efter en grundig undersøgelse af mulighederne var jeg nede på 2 interessante løb. UT4M og ultra trail cote d azur mercantour, UTCAM. Begge løb er lange hhv ca 170 km og 145 km. Der var mange højdemetre på. ca 11.500 og ca 10.000.

Valget for mig blev truffet da jeg var så heldig at kunne blive en form for “international ambassadør” for det nye løb UTCAM. Det var kun blevet afholdt 1 gang tidligere og de ville gerne prøve at promovere løbet så det kunne fremtræde mere internationalt.

Løbet består af 4 forkellige distancer. 13 km, 30 km, 55 km og 145 km. Ultra distancen startede i Nice og sluttede i Saint Martin Vesubie, hvor de andre havde start og mål i Saint Martin Vesubie. I år skulle der ligeledes afholdes fransk mesterskab i trail på 55 km distancen.
utcam9

En varm start

 

Fredag d 2/9 klokken 16.30 skulle vi starte. Et par dage før havde vi fået at vide vi skulle starte et andet sted end den oprindelige start fra strandpromenaden i Nice. Grundet den drastiske hændelse d 14/7 nøjagtigt samme sted ville arrangørerne ingen chancer tage. Så starten var altså rykket lidt udenfor byen og en smule op i bjergene in the middle of nowhere!!!

Det var varmt. Mega varmt. Godt 30 grader og ingen vind. Der blev talt ned og vi kom i gang. Efter starten var blevet rykket udenfor byen gik der ikke mere end ca 50 meter inden samtlige omkring 500 startende løbere skulle ind på et smalt singletrack spor. Derfor kom der selvsagt total stilstand og kø. Dette var jeg forberedt på og tænkte hele tiden det nok skulle komme godt igen. Altså at skulle starte langsomt.

 

utcam8

 

Synes stierne fra start var rimeligt tekniske. Man skulle virkelig være klar. Sten i alle afskygninger stak op, men afsted gik det.

Følte mig tilpas og var bare glad for at være i gang og de første 11 km (til første depot) forløb ganske ok. Da vi nåede depotet blev jeg dog noget skuffet. Der var kun vand – intet andet. Vidste godt der kun ville være væske her….meeeen kunne da godt lige have brugt en tår cola. Videre igen.

Det slog mig hvor “små” stierne var. På de næste mange km var der ikke mere end 40-50 cm spor, så igen tungen lige i munden. Vi arbejdede os op mod næste depot hvor vi kom forbi en lille ruin. Lækker natur her, men begynder samtidig her at føle en eller anden form for ubehag i kroppen. på ingen måde slemt, bare sådan lidt svimmelhed og fornemmelsen af at jeg lige manglede det sidste power. Det gik mig ikke på og skænkede det ikke mange sekunders tanker.

Mørket falder på

Når det bliver mørkt sydpå, så går det hurtigt. Næsten som at slukke for lyset på en kontakt så på med pandelampen. Elsker at løbe om natten. Alle sanser bliver mere vakte og det bliver fuldstændig mørkt “lever” man kun i lyskeglen. Det er en fed fornemmelse.

utcam6

Da det bliver godt midnat begynder jeg at få en underlig fornemmelse i kroppen. Minder mig om sådan lidt små influenza noget. Altså ikke decideret ringe, men at kroppen er flad. Som om at jeg ligger og yder på 75-80 procent af hvad jeg normalt kan. Ikke de bedste tegn så relativt tidligt i løbet. Maven fungerer dog super, så jeg drikker, spiser og styrer mit energiindtag som jeg plejer.

Mellem 34-48 km bliver det rigtig skidt. Får kvalme og synes jeg bliver mere og mere svimmel. Skal virkelig koncentrere mig om balancen og det begynder at irritere mig lidt. Det hjælper dog på en lang stigning i mørket at vi langt, langt deroppe et sted kan høre masser af tilråb. Kobjælder og gang i den. Fantastisk at nogle står midt på et bjerg midt om natten for at heppe på os tosser. Det gav mig lidt fornuftig fremdrift igen og feber fornemmelsen i kroppen bliver ikke værre. Den ligger der dog stadig og skal stadig fokusere på balancen.

Nu var vi i fuld gang med en god lang stigning op til ca 2000 meter over havet som blev efterfulgt at et rigtig langt nedløb hvor løbets hoveddepot var at finde. Jeg havde lige inden været dybest i min krise og havde overvejet at droppe ud omkring de 60 km, men nu følte jeg skridt for skridt at tilstanden blev bedre. Jeg blev total høj og kunne mærke jubelen inde i mig selv. Jeg klarer det fandme. Jeg kom over krisen. Nu skulle jeg bare knokle mig frem til hoveddepotet, som hele tiden havde været første målsætning…at nå derhen og tænke på at nu startede et nyt løb for mig.

 

Hoveddepotet efter 77 km

Nedløbet til hoveddepotet er langt, men relativt let. På toppen inden stødte jeg på en franskmand i nød. Han stod i mørket med en defekt pandelampe så han løb i mit lys ned. Det var super hyggeligt at snakke lidt på det tidspunkt og vores tempo var nogenlunde ens.

Fremme ved hoveddepotet var jeg helt høj, helt ovenpå igen og relativ frisk. Jeg var sulten og havde ingen problemer med at få kørt noget pasta ind og drukket rigeligt. Fik skiftet tøj og sko og var klar til at komme videre.

Her skulle en rimelig stigning forceres. Den var på godt 1000 hm, men over et længere stykke, så kun stejl mod slutningen. Det første stykke var på asfalt så der kunne der holdes et rimeligt tempo nogle km hvorefter vi kom ind på stierne igen. her skulle der tages fat og det blev stejlt mod slutningen. Solen var kommet frem, men ikke voldsomt varmt idet der var meget skygge her. Oppe fra toppen var der ca 5 km til næste depot ved 90 km.

Det flade stykke hen mod depot kunne jeg mærke at jeg måtte sænke tempoet og kunne ikke løbe så meget – helt normalt i de her løb at der (for mig) i perioder ikke kan løbes, selv på stykker hvor det egentlig ikke burde være et problem.

 

utcam2

Kommer ind til depotet, gør som jeg plejer, zero tab i den ene dunk og rent vand i den anden. Drikker 3-4 kopper cola, spiser nogle kiks og et par stykker pølse. Napper også en banan, og går ved godt mod videre……mindre end 1 time senere er det slut!

 

DNF

Efter depotet er der ca 1 km på asfalt inden der drejes mod højre og det igen begynder at gå opad. Allerede indenfor de første 500 m opad tager svimmelheden til. Stopper et sted hvor jeg høre noget vand løbe og får lidt koldt vand i hovedet. Det plejer at hjælpe. Tager lige 5 minutters pause for at komme til hægterne igen. 500 meter mere og jeg begynder at sejle rundt. Paradoksalt nok fungerer benene super, men jeg føler et kæmpe ubehag. Får lidt småpanik. Tager telefonen frem, tænder den, og tænker på at ringe hjem for at snakke med nogen. Der er ingen netværk i dette område, så det var et no go. Forsøger at gå videre. 500 meter mere og jeg er på dette tidspunkt ved at ryge i jorden – er lige ved at træde ud over kanten på stien hvor det altså går ret meget ned.

Sætter mig med det samme ned. Kan godt mærke hvor det bærer henad nu. Der skulle ske noget drastisk. Prøver med 5 minutters pause en sidste gang, rejser mig op og med det samme kommer ubehaget og svimmelheden igen.

Jeg tager den tungeste beslutning jeg nogensinde har taget i et løb. Der er ingen anden udvej end at sige stop. Min vurdering på dette tidspunkt er, at hvis jeg fortsætter bringer jeg mig selv i fare. Trailløb er “bare noget vi leger” og det skal der ALDRIG sættes spørgsmålstegn ved.

Begynder på de 2 længste og mest nedværdigende km i min “karriere” som trailløber. Jeg går imod løbere der sagtens kan se hvor jeg er på vej hen. Men trailløbere har et stort hjerte og alle er i samme båd. Så samtlige jeg mødte på vej ned gav klap på skulderen og fik sagt et eller andet på fransk jeg ikke forstod, men med et tonefald der var opmuntrende og på en eller anden måde hjalp.

Tilbage i depotet ved 90 km møder jeg den anden danske deltager på de 145 km, Bo Larsson, som virker rimelig frisk. Han spørger om jeg vil prøve at følges med ham, men jeg takker nej. Samtidig er arrangørerne også informeret om min dnf. Men tak, Bo, fordi du forsøgte 🙂 (Bo gennemfører løbet på små 35 timer – kæmpe respekt for det).

 

Jeg var knust. Følte jeg havde svigtet alt og alle. Især min familie, som ikke blot skulle undvære mig, men nu også være bekymrede for mit helbred og blot kunne vente på at få en nedslået mand/far hjem. Imens jeg lå og ventede på at bleve samlet op og kørt til målbyen, kørte det hele rundt for mig. havde en indre kamp om det nu også var ok at være stoppet. Havde der været muligheder jeg ikke havde forsøgt.

Mest af alt var jeg ked af det og skuffet. Rasende også. Det kunne fandme da ikke passe. Det her er det jeg er god til. Noget jeg brænder så voldsomt for, men ikke engang klare! Hvad nu. Skulle jeg ikke bare droppe det her ultratrail – jeg er jo ikke god nok til det længere.

De sidste 3 år jeg har dyrket dette er det gået fantastisk i udlandet. Jeg har været til en del løb efterhånden som alle for mig har været succesfulde. De er gennemført og endda, synes jeg, i rigtigt gode tider. (Ligegyldigt bonusinfo: Jeg er i samtlige udenlandske løb jeg har deltaget i de sidste 3 år, på nær ccc sidste år, blevet bedste dansker). Men det kunne jeg ligenøjagtig bruge til nul og en skid nu. Lige på dette tidspunkt var jeg en del af den statistik til UTCAM der hed 51% dnf. Da jeg stoppede havde jeg været i gang omkring 16 timer og 30 minutter, havde tilbagelagt ca 93 km med 6200 hm. Lå som nummer 31 og havde stille og roligt bevæget mig op i klassementet.

Alt sammen ligegyldigt. Nu var det slut.

 

Saint Martin Vesubie

I målbyen står jeg nu fuldstændig tom og vil bare tilbage til Nice. Her møder jeg Annemette Skov, der sammen med sin mand, Thomas Skov, har deltaget i 30 km løbet. Får taget mig sammen til at høre ad om jeg måtte køre med dem tilbage til Nice og de er super venlige og tilbyder mig et lift. Tusind tak fordi I ville have en gnaven, gammel og slidt mand med tilbage.

 

utcam4

Jeg kunne, mens jeg ventede på at komme tilbage til Nice kigge på medaljerne til dem der gennemførte. Elsker trofæerne man ofte får ved målgang – men denne gang ikke til mig.

 

En lille video teaser fra løbet her.

 

Tankerne efterfølgende

De første dage efter løbet var jeg utrolig skuffet over mig selv. Og jo længere tid der gik, jo mere blev jeg i tvivl om jeg nu også kunne have fortsat. Tankerne kørte meget i ring og jeg søgte efter svaret på hvad der var gået galt.

Jeg er kommet frem til 3 ting jeg mener kan have indflydelse herpå.

1: Der havde i ugen op til løbet været lidt sygdom derhjemme. Måske jeg havde en anelse af det med på slæb. Det føltes sådan.

2: Da jeg ud på natten fik det fornuftigt, burde jeg måske have været mere tålmodig og taget det i et langsommere tempo end jeg følte for.

3: Måske det blot var én af de dage, hvor hovedet ikke er helt 100 procent med. Under 2 måneder forinden havde jeg haft en super tur til Trail Verbier St Bernard og var måske i virkeligheden ikke “sulten” nok.

Andre boblere omkring ting jeg muligvis kunne have gjort….Jeg har i år slet ikke haft musik med i rygsækken. Det har jeg de foregående år brugt som en fast del af de lange ture. Altså når jeg havde løbet eksempelvis 10 timer, så måtte jeg få musik i ørerne. Det vil jeg fremover til at have med igen.

Derudover kunne jeg, som en del andre havde gjort ude på ruten, smidt mig ned. Taget 30 minutter – 1 times hvile. Fuldstændig hvile. Der var jo masser af tid. Alt det hele noget jeg kan tage med mig videre.

Alt andet op til løbet og under løbet fungerede. Jeg fik slappet af og sovet lidt op til løbet. Fik spist fornuftigt og var i god balance ved start. Under løbet holdt jeg rigtig fint fat i spise/drikke strategi og maven fungerede upåklageligt. Jeg har 1 liter væske med og drikker rigtig meget i depoterne. Nogle gange 5-6 kopper vand/cola. Jeg spiser fast en saltpille i timen. I depoterne spiser jeg kiks brød. Ost og pølse. Nogle gange chips og peanuts. Frugt hvis det er der. Til dette løb spiste jeg på ruten 1 energi bar, 1 protein bar og 3 gels.

Jeg har efterhånden fundet frem til at grej setup der virker fantastisk for mig. Jeg stoler på det og ved at det fungerer.

grejutcam

Selvom jeg nogenlunde kunne ræssonere dette frem var skuffelsen stadig dyb i krop og sjæl. Tankerne om hvorvidt dette var noget jeg skulle fortsætte med var der også.

Men for et par dage siden kom der hul igennem igen og fornuften vendte tilbage. Jeg er jo fuldstændig tosset med de her løb. Holder rigtig meget af trailløb, både små og store, længere som korte i DK….men toppen af kransekagen for mig er løbene i bjergene i udlandet. Det er noget helt, helt specielt og det er de mål jeg finder mening i at arbejde hen imod….Så selvfølgelig VIL jeg de her løb. Selvfølgelig kommer jeg op igen. Dette, at udgå, kan også bruges til noget konstruktivt. Og måske endda gøre mig endnu stærkere. For lige netop der, hvor jeg nu føler det giver noget, er på motivation/sult kontoen.

Samtidig er jeg slet ikke i tvivl om at jeg vil disse løb. Min motivation kommer indefra, fordi jeg elsker de her løb. Har ikke behov for at vise andre jeg kan noget eller behov for bekræftelse herfor. Det her er udelukkende noget for mig selv og jeg tænker det er et kæmpe privilegium at have det sådan plus også at have mulighederne for at komme afsted.

Jeg er 200 procent klar til at komme igen. Nu skal jeg blot have tålmodigheden til at slappe af nogle måneder. Hygge mig med nogle løb i efteråret og vinter herhjemme. Få lavet en plan for 2017, som bliver holdbar og med masser af gode oplevelser…. og lur mig om ikke der er lagt i ovnen til en revanche engang 😉

Utcam er et top prof arrangement. Fuldstændig styr på ruten. Fantastiske hjælpere undervejs og i depoterne… Rigtig teknisk rute og selvom jeg endnu ikke har oplevet den sidste del af ruten, så er jeg sikker på den er mere end voldsom. Kan på det varmeste anbefale løbet.

 

utcam1

utcam3

 

 

 

 

 

Vi ses på sporene – og husk det er i modgang vi lærer mest 😉

/ Dannie

@dannietrail

traa0315-cp20x30-497

 

 

 

 

 

 

 

Thy Ultra Trail – 50 miles i skønne Nationalpark Thy

Hvornår lærer man mest? Når man laver fejl, selvfølgelig!

Så lærte jeg noget til Thy Ultra Trail? Svaret må kort og godt være: Ja, for pokker! De 84 km igennem Nationalpark Thy fra Bulbjerg til Agger, slog pænt hårdt, så jeg kom hjem med en hel del på læringskontoen.

Forberedelserne

Jeg har kørt efter mere eller mindre løse træningsplaner de sidste mange måneder, og det er egentlig gået nogenlunde. Men hen over sommeren gik det galt, og træningen sejlede totalt. Ingen struktur og generelt alt for lidt løbetræning. Jeg ved ellers godt, at jeg er elendig til at få struktureret træning, når sommeren rammer, men i år gik det da helt op i hat og briller. Og det hjalp heller ikke på det, at det kom en flytning ind over, som tog en del tid.

Såååå – træningsmæssigt var jeg altså ikke der, hvor jeg burde være, da jeg stod på startlinjen. Jeg havde stort set ingen langture i kroppen, og – endnu værre – langt fra de ugentlige km, jeg burde have haft på kontoen.

Som om det ikke var nok, havde jeg lidt småforkølelse i kroppen i ugerne op til, som bare ikke rigtig ville slippe sit tag i mig. For lidt søvn kombineret med for dårlig mad (det har det med at følges ad for mig – har I andre det mon også sådan?), hjalp heller ikke på situationen.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, men udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Lidt yoga (og leg med kamera) aftenen før løbet, med udsigt til en skøn solnedgang ud over Vesterhavet.

Noget jeg dog havde styr på denne gang, var forberedelserne dagen og aftenen før. Jeg var rolig, stressede ikke særligt over noget, og jeg fik leget lidt med noget yoga i klitterne med en skøn solnedgang. Jeg er begyndt at bruge yoga som supplement til mit løb, og er blevet rigtig glad for det. Og den mentale del af yoga, er mindst lige så fed som det fysiske, og – tilsat varme som hos Hot Yoga Aarhus – er du sikret udfordringer!

Så da kl. blev 06:00 lørdag morgen, og vi stod ved Bulbjerg Klint, var jeg mega klar!

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Solopgang ved Bulbjerg Klint.

Starten går

Men først skulle vi lige briefes. Jeg er ikke lige den skarpeste til kollektive beskeder – nok mere ”det finder vi da ud af undervejs” typen – så jeg synes godt nok briefingen var laaaaaaang og keeeeeedelig, og fyldt med alt mulig information og detaljer jeg da under ingen omstændigheder kunne huske. Detaljer så som: ”Depotet i Klitmøller ligger ved Spar Købmanden. I kommer til Købmanden, og skal lige lidt forbi, og så er depotet på P-pladsen lige bag Købmanden”. Og som i: ”Når I kommer til Nørre Vorupør, er I løbet for langt, hvis I kommer forbi fiskerbådene, der er trukket op på stranden. Depotet står på en terrasse oppe ved byen, før bådene”.

Hvem Fanden kan huske sådan noget efter 40-60 km?????

Well, det kommer jeg tilbage til.

Race briefing. Foto af Bo Visti Nielsen.

Race briefing. Foto: Bo Visti Nielsen.

Så dér stod jeg, kl 06:00 lørdag morgen, i noget af det smukkeste landskab jeg kender, og var så klar som jeg overhovedet kunne blive. Se, det her er livet!

Så hvad vælger jeg at gøre? Jeg lægger da ud i et pænt hårdt tempo! Hallo – holder den, så holder den, ikk?

(Duh – indsæt selv emoji der tager sig til hovedet / emoji der har pistol for tindingen / el.lign.!).

At dele turen op i bidder

Som altid, deler jeg en tur op i bidder inde i hovedet. Så virker det mere overskueligt, og det var noget jeg også brugte den her gang. Første depot lå efter en par og tyve km, og det er jo ikke engang en rigtig langtur for mig. Så jeg tænkte på det tidspunkt, at tempoet da var fint, selvom det lå lige i overkanten. Jeg skulle jo bare liiiiige ned til det første depot.

Efter en ti km stykker, slap jeg nogle andre løbere (for liiiiige at tisse af endnu en gang –trailløber-default), og jeg forsøgte at ligge stabilt en ca. 300-500 m bag dem. Altså stadig i et tempo der lå lidt over, hvad jeg nok burde have ligget på. Men hey – alt var godt og stykket hen over plænen til depotet var til lyden af Gitte der råber ”kom så Kirsten”. Det er SÅ skønt med folk man kender :).

04_Skønne skønne Thy

Nå, men altså. På det her tidspunkt synes jeg selv det gik fantastisk, og skulle da liiiige høre om Mette (der lå foran mig) havde en af hendes ellers ikke eksisterende dårlige dage. Måske – bare måske – kunne jeg undgå at få en alt for stor røvfuld af hende. Jeg fik at vide, at hun lå ca. 25 min foran mig (og samlet nr. 3!), og tænk dels WOW – gi’ så drengene klø, og dels, OK – hun har så IKKE en dårlig dag, og jeg skal bare ind under 2 timer efter hende, så er jeg glad.

Virkeligheden rammer

Men, men, men – ikke lagt efter depotet ramte virkeligheden mig. At dele turen op i bidder inde i hovedet, kan altså også godt give bagslag. Jeg skulle jo ikke bare ned til første depot – jeg skal jo videre! Status: Jeg var træt! Og når man er træt efter et par og 20 stykker på en 50 miles, er der dælme langt hjem!

Jeg havde valgt at løbe Thy Ultra Trail, for at prøve at løbe langt, helt helt alene (vi var 21 løbere til start, hvoraf 17 gennemførte). For at komme derud, hvor jeg kun havde mig selv (og min musik i ørene) til at holde mig kørende – og det indså jeg dér, at den skulle jeg nok for prøvet!

Depot og dropbag i Klitmøller

Næste ”bid” af ruten var ned til depotet i Klitmøller, der lå efter et par og 40 km. Her havde vi også adgang til vores drop bags. Vi var blevet ”advaret” om et stykke asfalt på vejen derned og normalt er jeg god på asfalt. Men hold da kæft den her tur var dræberen. Det hjalp heller ikke at jeg på det tidspunkt var begyndt at få ondt i den ene hofte (hurra for et skævt bækken, der bøvler når kroppen bliver træt).

Så da jeg nærmede mig Klitmøller var jeg godt brugt, både mentalt og i kroppen. Men så var det at briefingen dukkede op i hovedet: Depot – Spar Købmand – P-plads. Se, den laaange kedelige briefing havde faktisk været en rigtig god idé, og jeg fandt depotet uden vanskeligheder.

På vej til depotet i Klitmøller. Foto: Bo Visti Nielsen.

I Klitmøller på vej hen til depotet. Foto: Bo Visti Nielsen.

Jeg var dog langt fra i mit festlige og glade jeg, da jeg nåede depotet (selvom jeg vist fakede ret godt, bedømt ud fra fotoet). Så jeg fik sendt en sviner afsted til Bo, der – pga. mangel på tilstrækkelig træning –  ikke havde stillet til start. Som om det er en ”undskyldning”? Her var jeg – træt efter 20 km – ondt efter 30 km og kun halvvejs! ”Luk røven og kom med næste gang! Just saying!

MEN: Hvis I nogensinde møder på Bo, så er han et af verdens flinkeste og rareste mennesker. Så selv om der kom grimme ting ud af munden på mig, var han venligheden selv, der liiiiige mindede mig om at jeg havde min dropbag i depotet, og om jeg da ikke skulle have noget fra den. SHIT, jeg havde været på skideren, hvis jeg havde glemt at fylde lommerne med energi! Bo: Der reddede du lige min røv!

Fra Klitmøller til Nørre Vorupør

Det her stykke af turen havde jeg glædet mig til. Nu kom jeg ind i det terræn, jeg havde løbet i til Ultra Interval Challenge i juli, og det er bare så skønt så skønt. Det var utroligt så meget det hjalp at kende terrænet. Og – som det viste sig for depotet i Klitmøller – havde briefingen om placeringen af depotet alligevel lagret sig i min hjerne, og det var super at vide nøjagtigt hvor depotet i Nørre Vorupør var.

Stranden før Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på..

Stranden nord for Nørre Vorupør, som er noget af det lækreste at løbe på.

Men (ja, der er mange men’er her i indlægget), stranden efter Nørre Vorupør lå i baghovedet. Den er fyldt med småsten/grus og løst sand, og ikke noget særlig løbbart terræn – altså røvtræls. Jeg satsende på at lavvandet ville gøre, at der var hårdt sand ved vandet man kunne løbe på. Men jeg vidste godt at det ikke ville være tilfældet, så stykket lå og lurede i baghovedet (og var lige så træls som jeg har forudset).

Nørre Vorupør – Stenbjerg og videre

I depotet i Nørre Vorupør sagde de, at vi skulle til fiskerbådene i Stenbjerg og videre forbi, inden vi skulle løbe ind i terrænet. Jeg havde så bare ikke tjekket på kortet hvor langt efter Stenbjerg vi skulle, inden vi skulle dreje ind. Heldigvis var stranden efter Stenbjerg super god at løbe på, men efter et par hunderede meter, begyndte jeg at tvivle på om jeg var løbet for langt. Og dét var jeg mega ringe til at håndterer. Jeg stoppede op flere gange og kiggede tilbage, spurgte folk på stranden om de havde set markeringer længere nede ad stranden, inden jeg valgte at finde kortet frem og tjekke. Dér burde jeg havde været noget skarpere, og ikke ladet min trætte krop og hjerne få mig til at tvivle.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km.

Opstigning fra stranden ind i terrænet efter ca. 60 km. Foto: Bo Visti Nielsen.

Lodbjerg Fyr

Aftenen før havde Gitte og jeg overnattet ved Lodbjerg Fyr, så jeg vidste godt at ruten gik forbi fyret, og hvor langt der minimum var fra Fyret ned til start/mål i Agger. Men jeg var ikke lige med på, hvor langt der var ned til Fyret fra jeg drejede ind efter Stenbjerg.

Jeg synes jeg løb og løb, tvivlende på mig selv og ruten igen, og tjekkede kortet, som jo er temmelig ubrugeligt, når man ikke ved hvor man er og om man er løbet forkert. Fortsatte lidt, mødte nogle folk og fik en forklaring, der tydelig viste at de da slet ikke vidste hvor vi var på kortet! Pis!

Så jeg satsede og fortsatte, og mødte lige rundt om hjørnet et par arbejdsmænd, der sagde ”nå, der kommer en mere”. Altså – jeg var på ruten og havde været det hele tiden! Igen tvivlede jeg pga. træthed i krop og hjerne, og det er helt klart noget jeg skal blive bedre til at håndtere.

Og endelig kunne jeg se Lodbjerg Fyr, men hold nu kæft der var stadig langt derned. Møg! Men der var jo kun en vej, og det var videre. Her arbejde jeg med noget yoga inde i hovedet, men fandt hurtigt ud af at ”være i kroppen lige her” gav bagslag. Kroppen råbte og skreg om at det var meeeega synd for mig, og det da var helt ok bare at gå. Selvynk og tristhed kom væltende, så det blev lidt ”omvendt yoga” der fik mig videre: Vær i hovedet lige nu, og mærk ikke kroppen. Jeg er ikke sikker på hvor yoga-agtigt det er, men hey – det virkede 🙂

Jeg kom op til fyret og videre, og kunne endelig se ud over søen lige nord for Agger. Men pyha – jeg skulle jo hele vejen uden om. Jeg fik hanket op i mig selv (havde stadig lidt ”noia” over, om de andre kvinder kom bagfra og tog min 2. plads), og fortsatte.

Men så ramte virkeligheden sig for en Vivobarefoot løber. Jeg kom op på dæmningen ud til Vesterhavet og vejen var af beton! Ja, beton! Beton, som i det hårdeste underlag jeg kender.

Mine fødder var smadrede – sådan rigtig rigtig rigtig trætte, og udsigten til et par km beton fik mig næsten til at tude. Så det blev det ultimative våben der reddede mig: Frem med Magtens Korridorer på ipod’en. Intet slår Johan Olsen, der råber én ind i hovedet. YEAH!

Så kom jeg ned i Agger by, og hvor stor er Agger by egentlig? Well, nok ikke så stor, men det føltes som om, jeg fik løbet på samtlige stier rundt i Agger, før jeg kom ud på vejen overfor start/mål området. Der blev jeg mødt af Simon, der fulgte mig de sidste par hundrede meter. Simon: I owe you one, big time! Efter at have løbet alene de sidste ca. 70 km, var det skønt skønt at få følgeskab! Og jeg fik endda faked så meget, at han synes jeg så godt løbende ud. Fnis! 🙂

I mål

Men hey – jeg gjorde det. Jeg fik min sten!

 

Min "medalje-sten"!

Min “medalje-sten”!

Jeg løb en nogenlunde anstændig 50 miler uden at formen var der.

Jeg fik holdt min andenplads blandt kvinderne, og fik ”minimeret” min røvfuld af Mette til 1 time og 49 min.

Og vigtigst af alt, fik jeg lært en masse om mig selv. Især om hvad jeg kan gøre og ikke skal gøre for at holde den kørende, når jeg er alene og det er pissehårdt.

Det kan jeg helt sikkert bruge, når Dragen skal dates til maj!

Ultracup Finale – Molsruten 2016

Molsruten 2016

Det var blevet tid til finalen af Ultracuppen 2016. Det var samtidigt den sidste gang der var mulighed for at løbe Molsruten som en del af ultracuppen. Det min 3 tur på ruten og jeg var spændt på hvordan denne gang ville gå.

Før løbet

Vi havde valgt at overnatte ved Maritime Øer som er en gruppe feriehuse der alle ligger til vand og det var rigtig hyggeligt. Jeg startede morgenen med havregrød for at ligge en god bund for dagen. Jeg har erfaret at det er vigtigt at starte med en god bund da jeg resten af dagen ikke spiser det store. Efter morgenmaden gjorde mig klar og kørte til målområdet hvor jeg skulle med bussen til starten.

Bussen

NOVATEK CAMERA

Da jeg kom til bussen var der ikke lang tid inden før vi skulle afsted. Jeg tog mine ting og gik til bussen hvor jeg tog plads og faldt i snak med en af de andre løbere. Snakken gik og vi ankom til starten hvor jeg fik mit startnummer, nr 10 som i de to foregående løb. Der var god tid inden starten og der blev snakket ivrigt omkring udstyr og energi.

Jeg mødtes hurtigt med Kim min løbemakker fra de to foregående løb og vi snakkede lidt om hvad vi forventede af tid.

Jeg havde denne gang valgt at løbe med Tailwind energi og det ville også være min testtur me denne type energi.

Min energiplan så således ud

  • Jeg havde en halv liter vand med en pose tailwind før start
  • Desuden havde jeg valgt at fylde 2 poser i blæren på min Inov8 Race Ultra vest og 1 pose i min Inov8 flaske.
  • Jeg havde desuden medbragt nogle poser således jeg kunne få fyldt i min flaske undervejs

Jeg kommer en konklusion efter beskrivelsen af løbet

Spænding i starten

NOVATEK CAMERA

Der er altid en stor spændning og ivrig snak inden løbet.

Vejret er altid et emne under disse løb og det tegnede til at blive en god tur hvor det ville let overskyet med lidt regn.

Moses fortalte om rute markeringen og hvilke regler der skulle følges.

Starten gik og vi var afsted på løbet og endelig blev spændingen fra før løbet udløst.

Under løbet

Starten var gået og vi løb derudad og her i starten er det rigtig svært at holde tempoet nede. Det fint og der var god snak mellem løberne. Vi løb tæt i starten, men der går ikke lang tid før feltet bliver spredt og man kan se en slange af personer der løber.

Gå mod lyset

NOVATEK CAMERA

Under disse ultra løb kommer man mange steder hvor mange ikke ville løbe ellers og dette billede er meget sigene for mit skifte til Ultraløb. Vi kommer her fra et kendt underlag og mod det ukendte.

Jeg kom fra distance ½marathon som er en kendt distance og til Ultraløb som ofte en rejse i det ukendte. Jeg nyder rejsen i det ukendte og at se hvordan jeg klarer distancerne og løbene. Jeg ved ikke om jeg kan sige at jeg har set lyset, men hvis man kommer fra det kendte og kaster sig ud i noget nyt så lærer mig ofte noget om sig selv.

Vandkanten

NOVATEK CAMERA

Løbet foregår som de tidligere løb med en fod i vandkanten. Hvis ruten ikke er markeret med minestrimmel så skal man have den ene fod i vandkanten. Underlaget variere og der skiftes ofte mellem de forskellige underlag. Denne strækning er på en god sandstrand

Rullesten

NOVATEK CAMERA

Kort efter strandstykket kom der et stykke med rullesten hvor det var svært at løbe. Begge disse strækninger kom lige efter første depot og energien var tanket op.

Kalø i sigte

NOVATEK CAMERA

Vi fulgte vandkanten og vandet rundt og vi kunne se Kalø slotsruin i god tid før vi skulle løbe derud. Det er ikke en del af ruten man ser frem til, men det er samtidigt også en del af ruten og det at løbe disse ultraløb. Det er ikke en del af ultracuppen hvis man ikke følger vandet og de udfordringer der kommer.

Kalø

NOVATEK CAMERA

Turen ud til Kalø slotsruin foregår på en vej der primært består af kampesten og kan være svært at løbe på. Når man ankommer til ruinen skal der “løbes” langs vandet på store sten den første halvdel rundt. Man skal være meget forsigtig for ikke at falde. Ruinen er desuden også halvvejspunktet for turen.

Herefter går turen igennem Mols bjerge på grusveje og veje. Der er en ca 5km rute der følger en gammel banestrækning der dermed gør denne del ganske flad. Efter denne del af ruten ankommer man til Ebeltoft by og man begynder at kigge efter Fregatten Jylland som er målet for turen.

Målet i sigte

NOVATEK CAMERA

Efter man har løbet igennem byen kommer man endnu en gang ned til vandet hvor man endelig kan se Fregatten. Turen går på gode stier og afsluttes på græs til lyden af koklokker og klappen.

Jeg kom i mål efter ca 6timer40minutter hvilket jeg var ganske tilfreds med.

Løbemakker

Jeg havde snakket med min tidligere løbemakker i starten og der gik heller ikke lang tid før vi fandt sammen på ruten og vi fulgtes resten af vejen. Snakken faldt godt og distance gik lidt nemmere.

Efter løbet hvad nu

Dette var mit foreløbigt 10. ultraløb, men jeg ved stadig ikke om jeg vil kalde mig ultraløber. Jeg har ikke planlagt nogle nye løb og der er derfor et mindre tomrum som jeg skal have fyldt ud.

Hvis der er nogle forslag må I sige til.

Energiplanen

Jeg var spændt på hvordan det ville gå med den nye energi Tailwind.

Det gik rigtig fint og jeg havde ikke problemer med maven som der eller kan ske med andre produkter.

Jeg var rigtig glad for valget af Tailwind og det vil ikke være sidste gang jeg bruger dette.

runningblogs-thy-ultra-trail-mette-bjerregaard-ultraloeb-ekstremloeb

THY ULTRA TRAIL GIK SLET IKKE SOM PLANLAGT!

EthioTrail 2016 – Mit livs løberejse

Jeg havde ALDRIG troet at jeg nogensinde skulle rejse til Afrika, men livet er ikke altid som man går og tror. Jeg vil nu fortælle om min rejse til Etiopien med Christina (www.EtiopienRejser.dk), Mona og Claus.

 

Dag 1 ( Tirsdag d. 2. August )

 Klokken var 6.00 og mit vækkeur begyndte at ringe. Jeg sprang op af sengen. Nu var dagen endelig kommet, jeg skulle til Afrika! Klokken 6.45 satte Frederikke og jeg, os ind i Runners DK bilen og satte kurs mod København lufthavn. Vi kom til København i god tid, så vi smuttede lige omkring en restaurant og fik lidt frokost inden at vi skulle tage afsked. Klokken 15.00 mødtes jeg med Christina, Mona og Claus i Terminal 3, vi skulle have tjekket vores bagage ind og igennem security, fordi kl 17.00 lettede flyet.

Det var en lang rejse til Addis Ababa, Etiopien. Vi fløj fra København til Stockholm (SAS), hvor vi skulle skifte til Ethiopian Airlines og flyve Stockholm – Rom – Addis Ababa. Rejsen tog 13 timer og vi ankom i Addis Ababa kl 7.00 lokal tid.

Dag 2 ( Onsdag d. 3. August )

Biruk Bed and Breakfast, gæstehus.

Biruk Bed and Breakfast, gæstehus.

Klokken 7.00 ankom vi i Addis Ababa’s lufthavn (2600 meters højde). Nu skulle vi bare lige have vores bagage, få visum og så videre til Biruk Bed and Breakfast. Vi blev hentet i lufthavnen af Bole, som er tidligere minister i Etiopien. Bole har BBB sammen med sin kone. Klokken 9.00 stod der morgenmad klar til os hos BBB. Det var virkelig dejligt at få noget ordentligt mad, efter sådan en flyvetur. Æg, pandekager, toastbrød, juice, frugt osv. Der manglede virkelig intet! Klokken 10.00 stod Bole klar med sin Mitsubishi Palero, fordi nu skulle vi op på toppen af bjerget (3000 meters højde) og se en kendt kirke, deres lille museum og Minilk’s palads.

Efter en tur på toppen af bjerget, blev vi kørt til National museum’et i midten af byen, hvor vi fik set Lucy. Efter et besøg på museum, fik vi middagsmad på Restaurant Lucy. Da vi gik ind på restauranten stødte vi tilfældigt ind i Kaleab, som havde en gruppe spanske elite løbere med, som også skulle deltage i EthioTrail. Kaleab er primus motor for EthioTrail og RIA (Run In Africa)

 Yod Abyssinia

Yod Abyssinia. Servetricen serverer Injera.

Efter en lang rejse, sightseeing osv. valgte Christina at få sig en lur. Imens drog Mona, Claus og jeg os ud i Addis Ababa’s gader, for at se lidt mere af hovedstaden. Efter en tur på gåben, drog vi tilbage til BBB, for at blive klar til aftensmad. Aftensmaden skulle nemlig indtages på Yod Abyssinia. Det specielle ved Yod Abyssinia, er at imens at man spiser, bliver alle de forskellige stammedanse opført på scenen, der bliver sunget, spillet musik, festet osv. Det var virkelig en oplevelse. Sikke en stemning! Vi spiste Etiopiens national ret, Injera. Hvad er Injera? Injera er en slags pandekage, bare meget større og den er ikke lavet på hvede som vi kender den. Den er lavet på den lokale korn sort, nemlig Teff. (Teff Korn stammer fra græsarten “Eragrostis Tef” der gror næsten udelukkende i Etiopien. Kornet skiller sig ud ved ikke at kunne forarbjedes, og spises derfor altid som fuldkorn) Ovenpå vores Injera kom der ca 20 forskellige klatter med sovse. Udover den sure smag som Teff har, så smagte det virkelig forrygende! Teff er noget man lige skal vende sig til. Efter et par timer på Yod Abyssinia, tog vi tilbage til BBB. Nu var vi trætte. Vi skulle være friske, fordi at imorgen drager vi mod Yaya Village.

Dag 3 ( Torsdag d. 4. August )

14037421_10208990123283662_1373605673_o

Hold billede taget af Christina, udenfor Yaya Village.

Klokken slog 10.00, og Yaya Village bussen holdte udenfor BBB. Efter at vi havde fået sagt farvel til Bole og hans familie, drog vi mod Yaya Village (Ca. 45 minutters kørsel fra BBB)

Klokken 10.00 stod der 2 lokale løbetrænere klar til os, nu skulle vi testes i 2800 meters højde, inde i eukalyptus skoven. Først løb vi 30 minutter i samlet flok, derefter tog de 2 trænere og jeg 15 minutter på max power.

Hold da op! Man bliver hurtigt forpustet i højderne, man kunne virkelig mærke det lave iltindhold.

Efter 45 minutters løb, lavede vi en masse udstræknings

14017633_10208990805940728_1975506992_n

15 minutters Max Power i 2800 meters højde.

øvelser midt inde i skoven, hvorefter vi gik tilbage til Yaya Village. Da vi kom tilbage til Yaya Village, var der tid til en tur i den nye swimmingpool. Efter en svømmetur i den nye pool, gik vi tilbage til værelserne for at komme i bad og gøre os klar til middagsmad.

 

Middagsmaden blev indtaget på restauranten i Yaya Village, der var frit valg fra menu kortet. I løbet af dagen havde vi gået forbi bordtennis bordene et par gange, og Mona havde stolt pralet af hendes tidligere bordtennis bedrifter. Så efter middagsmaden var der rig mulighed for at få banket rusten af. Nu var der nemlig tid til en omgang bordtennis.

Nu skulle de omtalte talenter bevises. Vi lavede en lille turnering. Jeg startede med at spille mod Claus, mens Mona og Christina spillede mod hinanden. Bagefter skulle der spilles vinder mod vinder og taber mod taber. Det endte med at jeg (taber) skulle spille mod Mona (taber),

14037552_10208990123363664_1902867699_o

Udspænding efter løbeturen i 2800 meters højde.

mens Claus (vinder) skulle møde Christina (vinder)

 

Efter vores turnering valgte vi at spille en duble. Mona og Claus, mod Christina og jeg. Kampen var meget tæt, og efter massere af sved, vandt Christina og jeg. Mona var den helt store taber i bordtennis. Hun tabte begge sine kampe i turneringen, og var på “taber” holdet i vores duble. I kan tro at vi kunne mange sjove jokes derefter, Mona havde det hårdt derefter.

Efter bordtennis turneringen gik vi en tur rundt i Yaya Village for at se på alle deres faciliteter. De havde løbebane, fodboldbane, motionscenter, basketball, swimmingpool, bordtennis og meget mere. Efter at vi havde set alle faciliterterne, gik vi en kort tur udenfor ressortet, for at opleve den lokale stemning. Vi endte på en lokal beverding (værtshus). Det var MEGET primitivt! 20 stole, små borde og musik som tændte og slukkede, pga strømsvigt. Der var 2 lokale mænd og 2 lokale kvinder derinde i forvejen. Vi fik øl og sodavand, imens at vi snakkede og jokede med bordtennis turneringen. Det var meget hyggeligt.

14002581_10208990583335163_1512539237_o

Billede taget fra restauranten i Yaya Village.

 Efter nogle hyggelige eftermiddags timer, gik vi tilbage til Yaya Village og direkte op i restauranten for at få aftensmad. Igen var der frit valg på alle hylder. Derefter gik vi hvert til sit og tilbage på vores værelser. Selvom klokken var knap 23.00, og vi ikke rigtigt havde fået så meget søvn endnu, var jeg slet ikke træt. Jeg havde alt for mange forskellige indtryk i mit hoved, så jeg smed mig på sengen og læste lidt i mit Løbemagasin. Efter nogle timer vågnede jeg, jeg havde sovet med tv’et og lyset tændt. Jeg fik hurtigt slukket og faldt i søvn igen.

Dag 4 ( Fredag d. 5. August )

Klokken var

7.30 og vækkeuret ringede. Jeg skyndte mig op i bad, for derefter at komme op til morgenmad i restauranten sammen med de andre.

14017991_10208991233871426_1588222704_n

Bussen er pakket, og vi er klar til at køre syd på.

Klokken 9.00 skulle vi igen på farten. Vi blev hentet i en minibus, hvorefter vi kørte ind midt i hovedstaden igen. Der skulle vi mødes med nogle af de andre internationale løbere på et hotel. Bilerne skulle pakkes inden at vi begyndte at køre mod Simbo Beach resort. Vi blev delt op i 2 busser. Køreturen mod Simbo Beach ressort tager ca 4,5 time i uafbrudt kørsel, men vi skulle lige have ét stop på Haile ressort (Haile Gebrselassie ejer en masse hoteller i Etiopien og er blevet en rigtig anerkendt forretningsmand for folket) undervejs. Efter 3 timers kørsel var vi på Haile ressort, hvor vi skulle indtage vores middagsmad inden at vi fortsatte vores tur mod Simbo Beach ressort. Men i Etiopien kan man ikke altid regne med at tingene går som man selv vil, vi blev nemlig overrasket med en sejltur på Lake Ziway, for at se på flodheste. Vi så hele 5 flodheste ude midt på søen. Jeg havde forestillet mig at vi skulle se dem inde i vandkanten, men nej. Flodheste er midt ude i søen om dagen, og om aftenen går de på land og spiser.

14045335_10208990584295187_564139380_o

Stranden ved Simbo Beach ressort, Lake Langano.

Efter middagsmad og sejltur, genoptog vi vores køretur mod Simbo og efter 1,5 times kørsel ankom vi endelig til Simbo.

Klokken var ca 17.00 da vi ankom til Simbo og efter et hurtigt check in, gik jeg ned på stranden. Simbo Beach ressort lå nemlig ud til Lake Langano.

Efter en kort gåtur på standen, var der tid til aftensmad, efterfulgt at Etiopiens berømte kaffe cermoni. Kaffen blev serveret af en ung lokal pige, med tilhørende popcorn med sukker. Vi valgte at tage kaffen med ud til bålstedet udenfor restauranten, hvor vi sad og snakkede inden at vi ville gå til ro.

Cirka kl 22.00 kom jeg ind på mit værelse og efter et hurtigt bad, gik jeg i seng.

Dag 5 ( Lørdag d. 6. August )

14001704_10208990586295237_473961171_o

Morgenløb ved Lake Langano.

Klokken var 5.30 da vækkeuret ringede, og jeg var MEGET træt! men det havde jeg ikke tid til at tænke på, fordi vi skulle have en kort hikingtur op af skrænten ved siden af ressortet, for derefter at løbe inden morgenmaden. Planen var at hike op, løbe ét par kilometer, for derefter at vende tilbage til morgenmaden kl 8.00. Men efter 3 kilometers løbetur, bestemte vi os for at løbe en omvej hjem, for at ende på 8 kilometer.  Vi var tilbage ved Simbo cirka klokken 7.30. Der var lige tid til ét hurtigt bad inden morgenmaden.

Klokken 8.00 fik vi morgenmad. En stor lækker buffet med det hele, endda

14002528_10208990122483642_323135070_o

View point, Shalla Abijatta.

pizza til morgenmad.

 

Klokken 9.00 kørte vi fra Simbo og ind i Shalla Abijatta nationalpark. Vi skulle på “safari”, og derefter en tur omkring en udkigspost. Vi så bland andet vildsvin, gazeller, struds, massere af fugle og meget mere.

Ude ved udkigsposten var der nogle lokale drenge, som sad og lavede huse, biler, fugle osv. i en slags limsten (Vulkans aske)

14002440_10208990583215160_1558996584_o

Panorama foto med Lake Shalla til venstre, og Lake Abijatta til højre.

14060073_10208990123123658_60649753_o

EthioTrail sponsorvæg.

Efter en god tur i nationalparken, var der tid til lidt afslapning på værelset inden middagsmaden.

Klokken 13.30 blev middagsmaden serveret. Endnu engang en stor lækker buffet med det hele og efter middagsmaden var der tid til at få udlevert racebags med startnummer og EthioTrail singlet. Der var selvfølgelig også tid til et par billeder ved sponsor væggen.

 

 

Klokken 18.00 var der tid til den engelske racebriefing, som blev afholdt af arrangøren Kalab Zewelde.

Racebriefing af Kalab, Run In Africa.

Racebriefing af Kalab, Run In Africa.

Kalab viste billeder fra ruten. Fortalte om de forskellige depoter, afmærkningen af ruten osv. Kalab fortalte også at marathonruten måske ville blive aflyst, og marathonløberne ville blive rykket ned til halvmarathon distancen. Dette var udelukkende et spørgsmål om løbernes egen sikkerhed, da der var kommet så meget regn i nationalparken de sidste par uger, at den del af parken var ufremkommelig og der var kommer “floder” hvor der normalt var helt fladt. Men ruten var opmærket og beslutningen ville først blive taget på raceday.

 

Klokken 19.00 startede det berømte Pasta Party, som skulle sikre at vi havde massere af energi til søndagens trailløb. Der var 5 forskellige pastaretter, lasagner, ris, salater, kød, lagkage og massere af andet godt. Der var selvfølgelig også kaffer ceremoni igen idag og efter aftensmaden rykkede alle løberne ud til bålstedet. Jeg fik snakket med nogle amerikanske, spanske og franske løbere. Vi fik delt løbsberetninger, jokes og meget andet. Sikke et sammenhold der var i løbslejeren. Cirka kl 22.00 gik jeg tilbage til mit værelse, fik pakket løbetøjet og så på hovedet i seng.

Dag 6 ( Søndag d. 7. August )

*Bip bip bip* Klokken var kun 3.30 da vækkeuret ringede. Jeg skyndte mig i løbetøjet, for bagefter at skynde mig op til morgenbuffeten.

Klokken 5.00 var der afgang mod Shalla Abijatta nationalparken, starten skulle lyde kl 6.30. Men grundet regnvejr fra morgenstunden, kørte vi først fra Simbo ca 5.30.

Vi kørte ca 30 minutter, inden at vi ankom til målområdet inde i parken. Der var allerede fyldt med lokale løbere, internationale løbere og lokale tilskuere.

Vi gik direkte ind i VIP området, fik afleveret vores bagage og begyndte at gøre os mentalt parate, inden at Kalab pludselig kaldte til samling.

Marathon distancen blev aflyst. Hvilket var super ærgerligt, men igen. Det var for deltagernes egen sikkerhed. Sikkerhed frem for ALT!

Cirka kl 6.45 blev vi kaldt i startboksen og klokken 7.00 lød startskuddet!

Nu skete det endelig, jeg skulle løbe med en masse elite og motionsløbere fra hele verden (cirka 300 deltagere på 21km og 12km distancen) Wauw sikke en følelse at løbe ud af startboksen.

Efter vulkanen, som man kan se i baggrunden.

Efter vulkanen, som man kan se i baggrunden.

Jeg hægtede mig på den kvindelige elite gruppe, men da vi ramte bunden af vulkanen ude på 4 kilometer

blev jeg sat af. De etiopere fløj jo op af det bjerg! Jeg havde selvfølgelig ikke fået mine trailsko med i kufferten, så jeg løb i mine Asics DynaFlyte, de egnede sig slet ikke til mudder og grus.

Da jeg kom op på toppen af vulkanen, skulle jeg ned igen og videre mod søen. Ved 7 kilometer posten gik det virkelig ned af, vi skulle helt ned til sø bredden, som vi skulle følge helt et par kilometer, hvorefter vi skulle op mod vende punktet. Vende punktet var ude på 12 kilometer og lå på toppen af et bjerg. Det gik virkelig op af! Og ikke nok med at det var op, det var samtidigt med sten underlag. Ikke jord, ikke grus, ikke græs, men ren klippebund.

14012766_10208990122243636_104266784_o

Medalje lavet i Vulkans aske af de lokale i nationalparken.

På toppen stod der et skilt “Turn point” , “Keep Going” og et depot. Der var også en masse lokale, som stod og heppede os op af det sidste stejle stykke, inden at vi skulle vende og samme tur hjem.

Jeg kom forsigtigt ned af bjerget igen, langs søen i fuld fart, for bagefter at skulle op fra sø bredden igen. Puha, endnu et bjerg! Jeg kom op, og nu var der kun ca 4 kilometer hjem, og de var nogenlunde flade.

De sidste par kilometer gik igennem små lokale landsbyer, baghaver, marker osv. Man kom virkelig tæt på de lokale i nationalparken og den sidste kilometer glemmer jeg ALDRIG! Lokale folk strømmede til målområdet, små børn løb omkring mig, de gav den virkelig gas. Min mave begyndte at kilde, jeg kunne høre mål, jeg fik kuldegysninger. Jeg krydsede målstregen!

 

 

Wauw, sikke en følelse! Hvor var det fantastisk at få overrakt den vidunderlige medalje.

14012691_10208990586215235_702455754_o

Lederen af den lokale stamme til hest. Han kunne også godt lide den iskolde Coca Cola.

Jeg var fuldstændig udkørt, og det eneste jeg tænkte på var at komme over til massøren og få en omgang massage.

Efter en kort omgang massage, fik jeg fat i min bagage, fik skiftet tøj og fandt mit pressekort frem og gik ind i VIP. Der stod det, køleskabet med en iskold Coca Cola. Sikke en symfoni for min mund, virkelig hvad jeg manglede!

Jeg fik bland andet interviewet Gebre Gebremariam, som vand New York Marathon i 2010. Jeg fik snakket med nogle af de andre løbere og blev selv interviewet af 2 lokale pressefolk, og 1 amerikansk journalist. Der var virkelig fest og god stemning i målområdet.  Efter at jeg havde stået og snakket i VIP området kom en lokal løber hen til mig og

Her står jeg med den lokale løber, som mener at jeg er fra Norge.

Her står jeg med den lokale løber, som mener at jeg er fra Norge.

spurgte “Er du en kendt løber fra Norge?” hvorpå jeg svarede “Norge? Hvorfor tror du at jeg er fra Norge”

Den lokale løber svarede derefter “Du har da det norske flag på din jakke” Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at smile. Efter nogle minutters overtalelse, fik jeg ham overtalt til at det var Dannebrog jeg havde på min jakke, og at jeg var fra Danmark. Det var ikke let og jeg er sikker på at han stadig ikke tror på mig.

 

Efter noget tid i målområdet gik turen videre mod Abijatta søen, hvor vi skulle se flere

post_display_cropped_open-uri20140205-1638-1sahwuo

Flamingoer ved Lake Abijatta.

tusinde flamingoer. Og det gjorde vi! Der var virkelig mange. Hold da op, sikke et syn.

Cirka kl 12.00 var vi tilbage på Simbo. Vi skulle hurtigt i bad og have pakket vores kufferter.

Klokken 13.00 startede der BBQ Party, med massere af lækker mad og glade løbere.

Klokken 14.00 hoppede vi endnu engang ind i minibussen og satte kursen mod Addis Ababa, vi skulle nemlig nå et fly mod Danmark klokken 23.00 samme aften.

Cirka kl 18.30 ankom vi til Addis Ababa og vi skulle have noget aftensmad inden at vi drog mod lufthavnen. Så vi blev sat af ved Friends shopping center og gik på fin restaurant. Restauranten hed Diplomatic Restaurant og man kunne virkelig se på indretningen og gæsterne at det var en fin restaurant i Etiopien. Vi fik det lækreste aftensmad og noget godt at drikke dertil, hvorefter vi satte kurs mod lufthavnen.

Vi hoppede ind i 2 taxi’er, 2 gamle Lada’er og blev kørt i lufthavnen.

Efter check in, security og udstempling i passet, fik vi lidt tid til at kigge på souvenirs og tax free.

Klokken 23.00 var der afgang fra Addis Ababa til Frankfurt, hvor vi landede kl 6.00 lokal tid. Vi havde lige 2 timer til morgenmad, og der var heldigvis Wifi i lufthavnen, så der blev tjekket facebook osv.

Klokken 8.00 fløj vi fra Frankfurt, for at lande i København kl 9.00 dansk tid, nu skulle vi bare vente på bagage og så gik turen mod Nørresundby, Nordjylland i bil.

Jeg var så heldig at min kæreste, Frederikke stod klar i København lufthavn for at hente mig og køre hjem til Nørresundby.

Klokken 14.00 var vi endelig i Nørresundby igen. Efter at have været vågen i mere end 24 timer, var jeg godt brugt, men jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn. Alle de gode oplevelser, indtryk osv. farede rundt i mit hovet.

Jeg kan kun konstatere én ting!
Afrika har været det fedeste jeg nogensinde har oplevet, og denne rejse har blot givet mig endnu mere blod på tanden med hensyn til løb i udlandet.

 

 

Jeg håber at denne løbsberetning har været værd at læse, og jeg glæder mig virkelig til at få klippet alle mine film sammen, sådan at vi kan få billeder på hele rejsen.

 

Se filmen fra turen her : https://youtu.be/nJXgQKB21C8

 

Mvh. Steffen Feldbæk Jensen
Runners DK
www.RunnersDK.dk

13989584_10208990121763624_1111370077_n14001855_10208990122523643_570464750_o14037711_10208990122723648_68980060_o

 

Video: Guide – The Perfect Summer Run

Video – The Perfect Summer Run

RunItWild – Guide: The Perfect Summer Run is a video filmed on the beautiful island called Langeland. It gives you a few hints on what to focus on to find the perfect summer run, and maybe you will be inspired to go on your own adventures this summer (:

Link below:

————-> RunItWild – Guide To The perfect summer run <—————

Why just run? – Lidt om at løbe orienteringsløb i Canada

Advarsel! Efter du har læst dette blogindlæg, vil du højst sandsynlig blive vild med orienteringsløb. Der er stor chance for, at du vil synes, at orienteringsløb er en mega sej sport, som er alt andet end en spejderaktivitet. Du vil måske spørge dig selv, ”hvor og hvornår kan jeg prøve sporten?”. Hint: tjek siden her eller Facebook-siden her. God læsning!

#throwbackthursday

På de sociale medier bruger vi hashtagget throwbackthursday, når vi kigger tilbage på mindeværdige begivenheder. I dag er det torsdag, så hvorfor ikke se tilbage på en oplevelsesrig begivenhed?

I sommeren 2014 kunne jeg sætte endnu et checkmark over besøgte lande med store løbeoplevelser. Jeg har altid rejst land og rige tyndt for at opsøge løb og orienteringsløb -oplevelser. I august 2014 stod jeg så til start ved Canadian Orienteering Championships. Løbet blev afviklet over 3 dage og bestod af konkurrencerne: Sprint i OL-byen Whistler, Mellem i skovområdet One Duck Lake og Lang i skovområdet Black Magic omkring skisportsstedet i Whistler. Augustdagene indeholdte mange (løbe)oplevelser: Udfordrende orienterings-tekniske terræner, seriøse højdemeter, flere timers løb, godt med kilometer i benene, varme dage og frodigt dyreliv – med blandt andet sort bjørne frit gående.

Varm oplevelse gav en skuffende start

Kort over mellemdistance - orienteringsløb i canada

One Duck Lake.

Lidt hygge info-guf om Mellemdistancen

Løbsdato: 2. august 2014.
Konkurrence: Mellemdistance i skoven One Duck Lake (ca. 20 min i bil fra Whistler).
Banelængde: 3,1 km. (i fugleflugt) med 9 poster. 205 højdemeter.
Terræntype: Delvist kuperet med klippeflader og sten. Undervegetationen bestod af små buske, grene, fældet træstammer og små sten. Generelt var det svært gennemløbeligt.
Opvarmning: På uddelt ”warm-up map”, hvor terrænet kunne testes af inden start. Jeg gjorde god nytte af det og fik et godt indtryk af terrænet.

De gyldne erfaringer, der gør en klogere

Jeg kunne ikke give mig mere. Jeg var helt udkørt. Træt. Mit hjerte galoperede af sted. Det eneste jeg kunne tænke på, var, at få vand, søge skyggen og få vejrtrækningen tilbage til normal stadie igen. Allerede efter post 4 løb – eller rettere gik – jeg på reserve-batterierne. I starten af banen gik det godt. Jeg løb lige i posterne. Havde god fart. Men så vendte det brat. Jeg blev svimmel, og kunne ikke koncentrere mig. Jeg havde svært ved at stå på benene, og faldt flere gange.

Det var svært at få sveden ud af min krop. Jeg havde aldrig haft det sådan før under et løb, selvom jeg mange gange har løbet i bakket terræn i 25-30-graders varme. Trods min tilstand, skænkede jeg det slet ikke en tanke, at ville udgå. Min stædighed havde taget magten. Der var kun én vej og det var i mål – og tage posterne med på vejen. Tankerne for igennem hovedet. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser. Jeg havde trænet godt, kontrollet og havde forberedt mig grundigt på disse løb. Åbenbart ikke godt nok.

Efter løbet fik jeg drukket en masse vand og spist. Heldigvis havde jeg god appetit. Jeg fik sat mig i skyggen. Fik samlet kræfterne. Jeg havde ærlig talt ikke haft en god oplevelse. Og frygtede at de næste dage ville være ligeså. Jeg var ganske enkel ked af det og skuffet. Jeg har erfaret, at jeg skal være bedre forberedt på, hvordan jeg takler løb i varme.

Camilla Bergmann - orienteringsløb - runningblog

Camilla Bergmann - orienteringsløb - varme

 

Orienteringsløb til olympiaden

Camilla Bergmann Orienteringsløb løb Sprint Canada

Sprint løb i den flotte OL-by Whistler.

Lidt hygge info-guf om Sprintdistancen

Løbsdato: 3. august 2014.
Konkurrence: Sprint i vinter OL-byen Whistler.
Banelængde: 2,3 km. (i fugleflugt) med 17 poster.
Opvarmning: På det udleveret “warm-up map” var der tydeligt afmærket, hvor vi måtte befinde os inden starten på løbet. Der var anvist en markeret vej, som vi skulle følge for at finde til start, således at vi ikke befandt os i løbsterrænet.

Op på hesten igen

Der var ikke andet for. Jeg måtte op på hesten igen.  Jeg havde glædet mig meget til Sprintdistancen. Jeg havde trænet en del orienteringsløb i by foråret inden. Jeg havde også fastlagt intervaller 1-2 gange om ugen inden, så jeg vidste, at jeg havde formen til at kunne løbe stærkt.

Godt 30 minutter før starten gik jeg i gang med opvarmningen. Desværre kunne jeg hurtigt mærke, at det gjorde ondt i knæet. En gammel knæskade spøger og havde valgt at sige hej netop på dette tidspunkt. Øv, tænkte jeg. Havde jeg alligevel trænet for meget og dermed overbelastet knæet? Skulle jeg nu igen have et dårligt løb –  ligesom i går – men denne gang pga. min knæskade? Jeg valgte at ignorere det og koncentrere mig om løbet.

Da de tre korte efterfulgt af et langt biiiip lød, mærkede jeg ikke noget til knæet – sjovt nok. Jeg kom hurtigt ind på kortet. Fik læst frem, og planlagt mine vejvalg til de første par poster. Under løbet havde jeg svært ved at se, i løb, hvad der var passabel og impassabel passager (til ikke-orienteringsløbere: i sprint er der ofte hegn og mur som ikke må passeres), så jeg kiggede rigtig meget på kortet – hvilket gjorde jeg måtte skrue lidt ned for tempo, for at følge med orienteringen. På vej til post 7 møder jeg en konkurrent, som er startet 1 min. før mig og nogle stykker andre konkurrenter, som jeg kan se løber min bane.

Jeg noterer, at de kommer løbende imod mig og tager derfor post 8 udenom. Jeg er i tvivl, om jeg kan løbe mere lige på ved at tage det andet vejvalg. I stedet for at stå og læse kort, så vælger jeg at sætte tempoet op, og tage deres valgvalg. Efterfølgende kan jeg dog se, at det andet vejvalg måske havde været hurtigere. Irriterende at jeg ikke tog mig den tid. Ved post 8 kommer jeg op til hende, som startede 1 min. før mig.

Vi løber lige op imod hinanden resten af vejen til mål. Jeg kan sagtens løbe hurtigere, og når jeg får overhalet hende, så små fjumrer jeg ved posterne. Jeg vælger derfor at sætte tempoet ned for at kunne følge med på kortet. Sådan er det at løbe orienteringsløb. Det er den gyldne balance mellem at tilpasse fart og koncentration omkring kortet. Efter 15 minutter kommer jeg løbende i mål. Speakeren råber, at jeg er løbende i mål som 2’er. En placering som jeg holder til sidste kvinde er i mål. Jeg var glad for, at min dårlige oplevelse fra gårsdagens løb alligevel ikke påvirkende løbet denne dag.

Camilla Bergmann OL byen Whistler orienteringsløb

Ja, biledet er vidst (lidt) opsat. Men det er ikke hver dag, at man har en post ved de olympiskeringe.

 

Camilla Bergmann Orienteringsløb i Canada

Nordisk power: De tre podiepladser blev snuppet af Danmark og Sverige.

Into the wild: Black Magic

Orienteringsløb Canada Camilla Bergmann

Black Magic. Til ikke orienterings-nørder: Det brune på kortet er højdekurver.

Lidt hygge info-guf om løbet:
Løbsdato: 4. august 2014.
Konkurrence: Lang i Black Magic ved skisportsstedet i Whistler.
Banelængde: 5,8 km. (i fugleflugt) med 18 poster. 220 højdemeter.

Wow – ikke kig ned

Siddende i skiliften på vej til start gik tankerne på dagens taktik for løbet. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser med hedeslag eller andet skidt.

Opskriften var derfor:
1) Ikke starte for hurtigt ud og derved miste kræfter tidligt på banen.

2) Drikke vand undervejs ved de indlagte depoter.

3) Lad orienteringen styre farten.

 

Starten gik på toppen af skiliften. Og selvom jeg vidste at målet lå for foden af skiløjpen, så ville ruten ikke være ren down-hill løb.
Med foden tapet op, efter et vrid på Mellem distancen, var jeg klar til start. Da jeg fik kortet i startøjeblikket var der inden vej udenom. Første post var ned ad bakke. Jeg forsøgte at have styr på, hvor langt ned ad bakken jeg var kommet, for ikke at skulle løbe op igen, hvis jeg havde løbet for langt.

Jeg snupper hurtigt posten og videre. Jeg laver ind imellem nogle dumme vejvalg til posterne, og bruger generelt tid på at møve mig frem i terrænet. Op ad bakkerne må jeg gå, da disse er for stejle til at løbe op ad. Men det er blandt andet det fede, ved at løbe orienteringsløb, da du er i et med naturen på en helt anden måde, end hvis du begav dig ud på en afmærket rute på stier. Du laver selv dine egne spor. Og du ved ikke om der længere fremme omme bag træet står en sortbjørn (eller andre dyr), som du skal tage stilling til og måske træffe en afgørende beslutning for dit løb.

Mellem post 3 og 4 havde arrangørerne valgt at afmærke ruten i terrænet. Da jeg får klippet post 3, kan jeg hurtig ses, hvorfor de netop havde besluttet dette. Det er svært at komme frem i terrænet, og du skulle ikke træde meget ved siden af, før at du ender 30-40 meter nede i den brusende flod, der løber langs med.  Det gav et sug i maven, og selvom jeg ikke er højdestræk, så fik jeg det alligevel der. Wow, sikken en naturoplevelse.

Mellem post 9 og 10 havde arrangørerne igen taget en beslutning, som vidste sig at være et sikkerhedsmæssigt godt træk. Alle deltagere fik foræret 5 min. på dette stræk, og ruten mellem posterne var afmærket. Fra post 9 skulle jeg ned af en stejl skråning. Den eneste mulighed var, at sætte sig ned og tage den på rumpen ned. De havde lagt et tov ud, som jeg brugte til at holde fast i.

Derefter skulle jeg krydse en flod. Det larmede fra den kraftige vandmængde, der fossede ned ad floden. I dette øjeblik, tænkte jeg, hvis jeg falder, så tager strømmen mig og ingen kan høre mig. Jeg kigger mig tilbage i håbet om, at jeg ser en anden løber på vej ned ad skråningen. Men der kommer ingen. Der er kun en vej, og det er, at gå kontrolleret igennem vandet.

Da jeg sætter foden på fast grund over på den anden side, kan jeg mærke en lettelse strømmende igennem kroppen. Puha. Og tankerne går efterfølgende på, hvordan jeg får orienteret mig videre på banen. Jeg fik læst mig frem på resten af banen og planlagt mine næste vejvalg.

Jeg var koncentreret og fokuseret på løbet, at jeg glemte tiden, på trods af at min krop arbejdede vildt hårdt. Så efter 1 time og 30 minutter, havde jeg taget alle 18 poster. Jeg løber i mål med en god oplevelse i bagagen og et smil på læben. Jeg var træt. Mættet af ekstreme indtryk. Og træt i hovedet af at ikke kun koncentrere mig om kortet, men også hvor jeg satte mine fødder. Jeg holder min 3’plads, som jeg kommer ind til.

Orienteringsløb giver udfordringer og fantastiske naturoplevelser

Trods en kedelig start på løbene, så har turen til Canada været en fed oplevelse. Jeg husker mest tydeligt Langdistancen, som et mindeværdigt løb. Det viste sig, at være sort magi i Black Magic, da flere løbere hilste på sortbjørne i skoven. Det gjorde jeg dog ikke. Men magisk var det nu alligevel den lune sommerdag i august.
Jeg blev bekræftet i, at orienteringsløb er en sport, som udfordre og giver naturskønne oplevelser. Selvom at der er andre løbere i skoven, så er du – ofte – alene, og der kan gå lang tid før, at du møder andre løbende rundt med kort og kompas. Dét giver ubeskrivelige naturoplevelser, som du mærker på helt egen hånd.

 

Camilla Bergmann Canada orienteringsløb løb

Camilla Bergmann Orienteringsløb I Canada

DSC03247 (2)

 

Bonus info: Løbet var de Canadiske Mesterskaber i Orienteringsløb (Canadian Orienteering Championships) i disciplinerne Sprint, Mellem og Lang. Alle kan deltage, men kun canadiske statsborgere kan blive ”rigtig” canadisk mester. Løbene havde base i winter-OL byen Whistler. Mellem og Lang var en del af den samlede World Ranking serie.

 

Vi ses i skoven med kort og kompas!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Den ultimative træning til ekstrem maraton

Jeg løber glad med armene over hovedet. Jeg har trætte ben. Ømme fødder med flere vabler. Og er øm i nakken. De seneste 16 timer har været den vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. 20 km trailløb med 5-6 kg. på ryggen langs små stier og grusveje ad det svenske vandrespor Skåneleden. Og overnatning i det fri.

Det hele startede med en simpel idé

Nogle dage før løbeturen, falder snakken ved middagsbordet på, hvor vi skal tilbringe weekenden i Sverige. Vi havde længe snakket om en vandretur langs Skåneleden, som vi har gjort så mange gange før. Da min kæreste så spørger, om vi skal tage ud på vores egen mini NXM (Nordisk eXtrem Maraton), siger jeg et højt og rungende JA! Vi har længe snakket om, at det kunne være en fed oplevelse at deltage i det danske Nordisk eXtrem Maraton, som foregår i Silkeborg i maj, så det kunne være oplagt at få en lille smagsprøve på, hvad der kan vente os på sådan et løb.

Vi fandt hurtigt ud af på et kort, at blot 1 times kørsel fra lejligheden på fjerde sal på Vesterbro i København lå en perle af svensk natur. Med bakker, skovstier og naturskønne søer. Her kunne vi støde på Skåneleden.

Vejrudsigten havde lovet solskin med lidt skyer og 15-20 grader.

Nu var det bare at gå i gang med planlægningen til den ultimative træning til ekstrem maraton…

Har du husket det hele?

Torsdag aften blev der pakket, så vi var klar til at tage af sted fredag eftermiddag. Alt udstyr havde vi i forvejen. Eller rettere, vi tog det med som vi havde, som kunne bruges. Jeg har ikke helt styr på, hvor meget mit udstyr vejer og fylder i forhold til andet lignende. Måske er der noget af udstyret, som kan findes i lettere udgaver og med mindre areal og fyld-mængde. Her tænker jeg også i forhold til den rygsæk, som havde med på turen. Jeg lånte en Osprey Talon 33 l. af min kæreste. Rygsækken sad godt på ryggen og hoppede ikke for meget fra side til side, så den burde være god til mig. Men måske jeg vil kunne nøjes med en 22 l. eller 25 l., hvis jeg pakkede mere effektivt og udstyret også var tiltænkt, at skulle være i en mindre rygsæk.

IMG_5015

Rygsækkene er ladet med

Telt – The North Face, vejer ca. 1,8 kg. Teltet er købt i USA for nogle år siden. Min kæreste tog hele teltet i hans rygsæk. Det havde han dog ikke behøvet – erfarede vi – da det sagtens kan deles op, så en tager teltdugen og den anden tager teltstængerne.

Sovepose – Robens dunsovepose Lite 300. Den vejer ca. 0.90 kg., og har et meget lille areal, når den er sammenpakket. Komfort temperatur for kvinder er +9, hvilket var ret optimalt til en sommernat ude i skoven.

Silke lagenpose – Sea to Summit. Lagenposen kunne jeg måske godt have undværet, da soveposen var rigelig varm.

Liggeunderlag. Lille selv-oppusteligt underlag.

Uld undertrøje og bukser – Norsk AKLA uld-undertrøje. Mega lækkert og varmt, som var perfekt til at tage på efter løbet. Jeg kunne i hvert fald holde varmen.

Ekstra t-shirt – lavet af bambus fra det danske mærke LIDO Design. Den er meget behagelig at have på, og varmede godt. Men jeg havde måske ikke behøvet den, da uld undertrøjen var rigelig skiftetrøje at have på i den lune sommervarme.

Dun jakke – The North Face. Dunjakken er i den milde ende, og derfor ikke for varm til en sommeraften. Derudover så fylder den ikke så meget, hvis man pakker den ned i en pakpose. Den var top fin at have på.

Buff – Trimtex. En buff er altid godt at have med i forbindelse med overnatning i det fri. Da den kan bruges som hue, halstørklæde, pandebånd eller lignende. Jeg synes, at det var rart at have den på for at holde hovedet varmt.

Gasblus – MSR Reactor. Der kan være ca. 1 l. i den. Så det var lige, hvad vi behøvede.

Mad og drikke. Menuen stod på en frysetørret madpose til os hver fredagaften. Blandingen bestod af nogle ris, kikærter og karry. Vi savnede noget kød til maden – mest af alt for smagen. Til maden blev der serveret dejligt svensk frisk vand fra hanen. Inden vi hoppede i soveposerne fik vi en kop te – som vi også kunne varme os på. Lørdag morgen stod menuen på en frysetørret madpose til deling. Her bestod blandingen af nogle små spagettigeskurer med lidt grønt og oksekødstykker. Til at skylle det ned med, fik vi en kop frisk brygget instant kaffe fra posen. Som formiddags snack – under løbeturen – havde vi medbragt en pose blåbærsuppe og en lille pose tørret pork fillet snacks (minder om saltet bacon stykker – god protein kilde).

Derudover havde vi medbragt hver en 1 l. vandflaske, en ske og en mug. Og kort over Skåneleden, mobiltelefon, Dankort, tandbørste, tandpasta, underbukser, lidt toiletpapir og en lille 80 ml. hånd desinfektions gel.

 

Let the adventure begin…

IMG_0641Fredag kl. 20.00 – Starten gik til vores egen mini eXtrem Maraton

Vi forlod den sorte Volvo mutters alene på P-pladsen øst for den lille svenske by Genarp. Området ved P-pladsen var samlingspunkt for flere løberuter og MTB-spor. Vi fandt hurtigt de orange prikker på træerne og pæle, som indikerer Skåneleden. Da vi allerede fra start havde planlagt at afvige fra Skåneleden sidst på ruten lørdag, havde vi også taget et kort med over Skåneleden. Udstyret med kort, kompas, løbetøj og rygsæk begav vi os ud på vores egen mini NXM i den lune sommeraften.

 

 

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_fredag aften

Fredag ruten: 5,37 km. fra Genarp til Bilarp.

Fredag kl. 20.40 – Ankomst til lejren

Garmin-uret sagde 5,37 km og 128 højdemeter, da vi ankom til lejren ved området i skoven, kaldet Billarp på kortet. Det blev til en lille løbetur på knap 35 min. Men det gjorde ikke så meget, at starte roligt ud på løbet, da jeg må indrømme, at jeg skulle vænne mig til at have 5-6 kg. ekstra på ryggen. Vi fandt en åben græsplæne ved et hus, hvor vi slog teltet op. Vi havde planlagt, at overnatte her, da vi vidste at der var vand, så vi kunne tanke op. Ved huset var der en udendørsbruser, hvor vi kunne hente vand. Vi vidste dog ikke, hvor rent vandet var, så derfor kogte vi det inden at det skulle drikkes – så vi var på den sikre side. Velkomst-øllen i ægte Nak og Æd-stil måtte vi dog tænke os til.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI

Det nordiske køkken: Kokken (iført uld underbukser) i køkkenet laver lækker gourmetmiddag til restaurantens to gæster.

 

IMG_0649

4-stjernet hotel: Teltet er sat op med udsigt ud over den flotte natur.

 

IMG_5039

Luksus tørrerum: Løbetøjet hænger til tørre, så det forhåbentlig er mindre svedig dagen efter.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 1

Lørdag del 1: 11, 78 km. fra Bilarp til Häckebergasjön.

Lørdag kl. 10.23 – Dagen derpå, endnu en gang i svedigt løbetøj

Efter et godt og solidt morgenmåltid, iførte vi os det sure og (stadig) lidt svedige løbetøj fra dagen før. Vi kunne begge mærke, at benene var gode. Terrænet var ikke så barsk, som vi havde forventet. Ruten gik langs grusveje og mindre stier, hvor det var let at løbe. Der var lidt bakker, men ikke så høje og stejle, som vi havde troet. Men det var helt fint. Vejret var kanon lækkert med solskin og ca. 18-19 grader. Kilometrene passerede vi hurtigt. Og humøret var højt.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_orienteringsløb

Skoene snøres. Nu er vi klar til endnu en dag i trailsporet.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_ud i naturen

Sporet var let at løbe i.

Søvand, søvand, søvand

Efter 1 time og 10 minutter kunne vi se vand – søvand. Det er Häckebergasjön, hvor vi forinden havde planlagt at gøre et blåbærsuppe-pit-stop. Det var dejligt, at få lidt vand, blåbærsuppe og saltet bacon stykker i maven. Vi var ikke som sådan sultne. Og vi havde heller ikke løbet os helt ud. Men det var dejligt, at få et lille hvil inden at benene skulle i gang igen.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_friluftsliv

Blåbærsuppe og skøn udsigt til søen. Så bliver det ikke mere idyllisk.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 2

Lørdag del 2: 3,33 km. fra Häckebergasjön til Genarp.

Lørdag kl. 12.07  – Det sidste stykke 

På med det svedige og kolde løbetøj – igen. Den sidste del på ruten var ikke så lang. Vores lille blåbærsuppe-pit-stop gav energi til benene, så det sidste stykke gik som en leg, og benene var flyvende de sidste 3, 33 km. Halvdelen af det sidste stykke på ruten foregik på asfalt – ca. 1,5 km. Det ville vi selvfølgelig gerne have undgået, men det gik fint med at løbe i vejkanten, hvor der var noget græs.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_tur langs skåneleden

En lille foto-pause tæt på mål.

 

Camilla Bergmann_mini NXM

Der er overskud til at vinke til kameramanden, når “målstregen” krydses.

Lørdag kl. 12.26 – 16 timer efter…

….løber jeg glad og træt med armene over hovedet. Jeg kan se den sorte Volvo står, som vi forlod den. Vi er tilbage ved udgangspunktet. Dog fyldt med nye oplevelser og indtryk. Benene er trætte. Fødderne er ømme og jeg har flere vabler. Og nakken og skuldrene er stive som bræt. Men det er det hele værd, for de seneste 16 timer har været den sjoveste og vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. Vi fik i alt løbet ca. 20 km trailløb.

 

 

 

 

 

 

De værdifulde trænings erfaringer

Af træning skal man lære, lykkes og fejle, så man til konkurrence kan præstere og yde sit bedste.

Efter turen har vi derfor erfaret:

  • Vi kan sikkert godt optimere vores udstyr, så det fylder mindre i rygsækken og vejer mindre. Eller rettere, frem med pengepungen og investere i et nyt gear, der er lettere at tage med på sådan en slags tur.
  • Vores rygsække kan sikkert godt pakkes anderledes, således at det tungeste er nederest og tættest mod ryggen.
  • Når der kommer (endnu) mere fart og tempo på – ved en konkurrence – kan vi sikker godt bruge nogle (flere) energikilder, som giver os mulighed for at komme op igen. Det kan f.eks. være, at have en drikkedunk med som indeholder energidrik, som kan indtages undervejs. Ligeledes at medbringe nogle myslibarer, noget chokolade, nødder eller lignende, som kan indtages undervejs under løbet.

 

Mon ikke vi med disse erfaringer efter en super god tur, kan findes på startlisten til næste års Nordisk eXtrem Maraton til maj. Hvem ved 😉

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Weekenden efter en personlig rekord..

Som overskriften siger, vil dette indlæg handle om weekenden efter min pr. tid.

________

13497661_510810129119003_5945663029883915013_o

Aarhus City Halvmarathon

19. Juni deltog jeg i Aarhus City Halvmarathon for 3. år i træk. Planen var, at jeg skulle lave ny personlig rekord. i Aarhus igen i år. Alt gik efter planen og jeg kom i mål i tiden 1,23,03. Jeg tog ca 2,5 minut af min tidligere pr. på halvmarathon distancen.

Nå.. Nok om forrige weekend, dette indlæg skulle handle om denne weekend.

 

 
_____

Weekenden stod på Runway Night Run (10km) og Suldrup Sø Løb (Halvmarathon).

Planen var ren hygge i roligt tempo, for at få det sidste stivhed ud af mine lægmuskler fra Aarhus.

Jeg havde inviteret min kæreste og én af vores Runners DK ambassadører, Sanjin på Cafe Visa, til aftensmad og snak, inden at vi skulle til Runway Night Run.

Runway Night Run foregik på Aalborg Lufthavn’s operative område og løbet foregik selvfølgelig om natten! Kl 02.00 skulle 10km starte og 02.15 lød startskuddet for 5km distancen.

_

Klokken var 01.45 og vi begyndte at gå ud om startstregen. Efter at have fået mit startnummer på, havde jeg ændret mine planer. Der skulle gives gas idag!  Der var mørkt og stille på landingsbanen. Cirka 20 sek før starten, kunne vi høre en kamphelikopter komme nærmere. Lige da helikopteren fløj over os, lød start skuddet! Wauw, sikke en oplevelse!

Starten gik og én lille gruppe på 3 løbere gik i front. Jeg kunne ikke helt hænge på, så jeg lavede min egen “chasing group” Jeg lå på en solid 4. plads og kunne hverken se løbere foran eller bagved. (Det skal lige siges, at man kunne kun se folk 10-15 meter frem, inden at de forsvandt i mørket og det skarpe lys fra landingsbanen) Da jeg passerede 5km mærket skete der noget uventet, jeg kunne pludselig se én løber foran. DET VAR EN FED FØLELSE! Jeg hentede meget langsomt ind på ham, og ved 6km mærket gik jeg roligt forbi. (Jeg kunne længe høre hans vejrtrækning bagved mig)

Ved 8km mærket blev vi blandet med 5km distancen og jeg havde pludselig INGEN mulighed for at høre om han kom bagfra, så kæden skulle holdes stram. Og det blev den.

De sidste 200 meters opløb til målstregen føltes som 13475121_512997605566922_4364336779281917347_oevigheder! Jeg kom simpelthen bare ikke tættere på og tankerne fløj igennem hovedet.

02.35,10 passerede jeg målstregen. Jeg var færdig, fuldstændig færdig, men samtidig ovenud lykkelig med min nye pr. på 10km i min “hygge weekend”

Tiden blev 35,10 minutter og jeg tog knap 3 minutter af min tidligere pr.

Jeg var super glad og overrasket over min pr. men havde jeg dummet mig?.. Jeg skulle jo også løbe halvmarathon om søndagen.

1Kl. 05.15 lagde jeg i min seng. Mine ben var urolige, mine lægge var meget spændte og adrenalinen rase
rundt i kroppen. Jeg skulle sove!

Lørdag lavede jeg absolut intet aktivt!

__

Søndag kl 9.45 lød startskuddet til 1. udgave af Suldrup Sø Løb og jeg skulle selvfølgelig have endnu en halvmarathon i bogen, i min kamp mod klub 100 1/2 marathon.

Jeg skulle løbe med min gode løbekammerat, Tom. Tom og jeg lagde os i front fra start og vi snakkede hele vejen rundt! Trods snak, hygge og mere end 2 minutters snak i et af depoterne, kom vi i mål som nr 1 og 2, i tiden 1.36.10.

213528645_1728404900764891_2517742621937412049_o

Som løber går tingene ikke altid som planlagt.. Specielt ikke når man får ét startnummer på maven!