At følge “Den Blå Linie”

New York Marathon

Jeg er en splittet løber… jeg balancerer hele tiden på en kvivsæg i forholdet mellem at yde den perfekte præstation og have et liv med nydelser som vin, kaffe, kage og alt det forbudte – i den perfekte verden. Jeg er drevet af mål – næsten på en uhyggelig neurotisk måde. Har jeg ikke et mål, så bevæger jeg mig i den anden grøft – som nu, hvor dagene fyldes med mange arbejdstimer, kage næsten hver dag på arbejdet og stort set ingen træning. Men sådan var det ikke frem mod den 1. november…

Den første søndag i november stillede 50,235 deltagere til start i verdens største marathon – TCS NYC Marathon – og jeg var med for femte gang i træk og med et ønske om en sub 3:30 marathon. Jeg havde allerede forsøgt denne PR i 2013 og 2014 men kom i mål i henholdsvis 3:37:39 og 3:37:44.

2015 har budt på mange triathlon stævner – én hel og tre halve Ironman stævner samt diverse mellemdistancer, så jeg var mildest talt udmattet i midt september, da træningen til NYC marathon gik i gang. Mine løbetests viste træthed og ingen form, og jeg manglede virkelig motivation – jeg ville gerne løbe i New York, jeg ville gerne løbe sub 3:30, men jeg gad ikke træne!

Langsomt fik jeg arbejdet formen op igen, men jeg tvivlede på mig selv. Jeg kæmpede hårdt for at nå bare 3:37 i 2013 og 2014, og jeg havde svært ved at vurdere formen her i år, men min stædighed vandt den indre dialog. Selv min træner var splittet – pep talken fejlede ingenting, men da vi nåede til dagen, var han lidt konservativ på mine vegne – og med god grund, da jeg træningspas efter træningspas i flere uger havde noteret ”Low Motivation” i min feedback.

I ugerne op til marathon var jeg uhyre nervøs for at blive syg, ikke få min søvn, at vulkanen på Island skulle bryde ud igen, eller at orkanen Sandy skulle vende retur som i 2012. Jeg drak rødbedesaft i 14 dage, spiste og drak al den ingefær, jeg kunne få i mig, holdt mig fra syge børn og passede min træning.

Og turen gik til NYC……

Jeg ankom torsdag sen eftermiddag, hoppede direkte I løbetøjet og gennemførte mit andet sidste træningspas i Central Park. Det er i øvrigt en fantastisk oplevelse af løbe i Parken – især i ugen op til marathon, hvor denne løbers oase summer af glæde, nerver og fokuserede løbere, race officials og nysgerrige turister. Fredag og lørdag gik med afslapning og forberedelse, og lørdag lå jeg i min seng kl 21.00.

Race Day

Kl. 04:30 ringede vækkeuret, og kl. 05:30 gik jeg mod subway’en for at komme til New York City Library centralt på Manhattan. Herfra sendes tusindevis af spændte løbere i bus til Staten Island med ankomst kl. ca. 7. Andre løbere tager færgen eller bus fra Brooklyn. NYC Marathon starter på Staten Island-siden af Verrazano Narrows broen og går herefter igennem Brooklyn, Queens, Manhattan, Bronx og tilbage til Manhattan for at slutte af i Central Park. I gamle dage foregik hele marathon i Central Park med 4 runder af godt 10 km. Af respekt for hele NYC og sikkert også på grund af det øgede antal deltagere, besluttede byen at udlægge løbet til samtlige 5 bydele. Og det er netop det, der gør NYC marathon til noget helt unikt – mangfoldigheden!

Jeg ankom til startområdet, som i øvrigt er på størrelse med en dansk landsby delt op i en orange, blå og grøn lejr med Dunkin Donut kaffe, vand, bagels og geler til de mange søvnige løbere, som sidder rundt omkring på papstykker, plast og soveposer for at holde varmen. Det er i det hele taget et underholdende syn, da alle er iført an blanding af mange lag gamle klude og plastikposer om krop og fødder – samt i øvrigt pink og orange fleecehuer, som uddeles til alle.

IMG_0326

Løberne sendes afsted i 4 ”Waves”, der starter kl 9.20 (pro-mændene sendes afsted 10 min. før, pro-kvinderne sammen med 1. wave). Jeg er så heldig at have arbejdet mig op i rækkerne, så jeg startede i Wave 1. Det giver dog stadig en ventetid i kulden på ca. 2 timer, men det er intet i forhold til dem, som venter til kl. 10.35.

Race Plan

Jeg spoler lige lidt tilbage til aftenen før, da jeg ligger i min seng og skyper med min kæreste omkring næste dags indsats. Min kæreste Ulrik er en meget dygtig løber og triatlet, men vi træner på vidt forskellig måde. Jeg havde en følelse af, at hvis jeg skulle nå mit mål, så måtte jeg gøre noget drastisk, så jeg valgte at lægge en lidt alternativ plan med ham. I stedet for at løbe negativt split, som jeg plejer – som i øvrigt er næsten umuligt i NYC, da anden halvdel er den absolut sværeste med mange stigninger – så aftalte vi, at jeg skulle løbe efter pace 4:55 på hver km. Dette ville give mig nogle ekstra sekunder til depoter samt den ekstra distance, de fleste løber på et marathon på grund af brede veje, sving m.m.

“The ones running exactly on the blue line […], run exactly 42,195 meters to the finish and thus wasted no superfluous meters” (Berlin Marathon web site).

For at sikre mig et så hurtigt løb som ovehovedet muligt matte jeg finde den korteste vej gennem New Yorks gader. Og her kommer Den Blå Linie ind i billedet…. Har du nogensinde spurgt dig selv, hvorfor der løber en blå stiplet linie hele vejen rundt på mange marathon strækninger? Jeg har vidst det i et par år, men jeg har aldrig brugt den viden til noget særligt. Den blå linie er simpelthen den korteste vej til målet…

IMG_0026

For at skære så meget af tiden som muligt fulgte jeg følgende strategi – følg The Blue Line hele vejen så vidt muligt, hold dig omkring 4:55 pace for hver eneste km bortset fra de stejle stigninger, løb langsomt gennem depoterne (undgå at gå) for ikke at tabe pace, og lyt mere til kroppen i forhold til energiindtag. I forhold til energiindtag har jeg altid været meget struktureret og indtager vand, sukker og salt regelmæssigt – også selvom jeg ikke føler behovet. Denne dag valgte jeg dog at lytte lidt mere til kroppen og indtage efter behov/følelse.

At følge den blå linje har tre fordele – 1) Du løber kortest mulige distance, 2) det giver dig fokus og 3) det tager fokus væk fra træthed. Faktisk blev jeg så forhippet på at følge den blå linje og jeg ofte befandt mig i en situation, hvor jeg ’konkurrerede’ med andre løbere om pladsen på den blå linje.

The Race

De første 21 km gik utrolig godt. Jeg holdt mit tempo som planlagt og løb lige under 1:45. Men så begynder udfordringerne. Omkring km 25 når vi Queensborough Bridge fra Queens til Manhattan. Den er godt 1 km lang og stiger så meget, at mit pace falder til ca. 5:30. Tempo falder så meget, at det ikke kan indhentes på nedfarten, men da jeg kommer til Manhattan’s 1st Avenue og møder ”The Wall”, som er opbakningen fra de flere hundrede tusinde tilskuer, der står linet op i flere rækker, så giver det et ekstra kick.

IMG_0066

Man løber ca. 7 km af 1st Avenue mod Bronx, og skønt der er flade og let nedadgående passager, så stiger den jævnt over de 7 km. Jeg har en vane med at tænde for musikken lige før, jeg løber over broen, fordi det er nu kampen skal kæmpes. Jeg får pludselig ekstra energi fra musikken og publikum og begynder at løbe 4:40 og føler mig flyvende. Jeg passerer to danske mænd og hører dem svagt kommentere mit tempo – det giver yderligere energi. Resten af løbet er en hård kamp. Der kommer en kort men stejl bro op mod Bronx og derefter en slidsom tur op af let stigende 5th Avenue, inden man løber ind i Central Park, hvor publikum går amok. Der løbes 3 km i Central Park og på trods af publikums kæmpe opbakning (findes ikke større – heller ikke i Berlin) føles de uendeligt lange.

Op af 5th Avenue følger jeg en 3:30 pace setter samt et par kvinder, som ser stærkt løbende ud, men pludselig er pace setteren væk, og da jeg når Central Park, må jeg indse, at 3:30 ikke er inden for rækkevidde. Jeg bider tænderne sammen og tænker på Ulrik – når jeg føler jeg ikke kan mere, så sætter jeg ekstra fart på og strammer ballerne!

Jeg når ind i tiden 3:32:02 og selvom jeg ikke nåede sub 3:30, så slog jeg min tid fra året før med ca. 5,5 min – og det er jeg stolt af. Jeg er stolt af at sætte et mål, lægge en plan og stramme balderne for at nå det mål. Det har overbevist mig om, at jeg stadig kan optimere mit løb ved en kombination af en meget struktureret plan og et element af satsning.

Jeg tog en chance og lykkedes – næsten! Men nogen gange er næsten også okay, så længe jeg gjorde mit bedste – så længe jeg fulgte “The Blue Line”.

IMG_9734

Magien ved at iføre sig et par løbesko, kan ingen tage fra mig.

Det var dagen hvor min far for 3 år siden, døde af kræft, men det var også dagen, hvor jeg skulle have svar på, om min datter havde leukæmi.

Min fars død var ikke noget der fyldte, heller ikke i dagen op til. Han havde en god afslutning på livet og vi fik lov til at være en del af det. Men da jeg sad hos lægen, med min ældste datter på 17, og hun blev sendt akut på sygehuset, for at få taget prøver for leukæmi, væltede alle minder, tanker og følelser op igen. Frygten for hvad der ville ske, magtesløshede over ikke at kunne gøre noget, angsten for at skulle miste igen, miste endnu en datter til himlen… Jeg nægtede!!

I de 21 timer vi ventede på svar, var det på ingen måde positive tanker jeg havde. Samtidig var jeg nød til at være stærk. Stærk for min datter og endnu stærkere for mig selv. Som jeg forsøgte at være stærk, blev ophobningen af spændinger og ubehaget i kroppen kun større og større. Jeg kunne ikke holde ud, at være i min krop eller mit hoved. Jeg måtte ud! Jeg måtte i mine løbesko og gennem skoven.

Jeg løb!! Jeg løb uden at se mig tilbage. Jeg løb om kap med frygten for at miste igen, som vinden forsøgte at indhente mig mellem træerne, for at vælte mig omkuld. Stille og roligt kunne jeg mærke spændingerne i kroppe forlod mig. Skoven rummede min frygt og min magtesløshed. For hvert skridt, blev jeg lettere….som om at vingerne fra himlen løftede mig fri. For hvert er skridt kunne jeg begynde at trække vejret igen, jeg kunne mærke min styrke komme tilbage. Op ad bakkerne i skoven tænkte jeg tilbage på styrken jeg fandt, henover fjeldene på Færøerne. Jeg havde lyst til at give op, men fortsatte alligevel. Jeg har lyst til at stikke af, men bliver alligevel. Visheden om at jeg kunne mere end jeg troede, kom mig til gode denne dag. Styrken til at vente på svaret og til at være mor indtog min krop og jeg vendte hjem. Jeg trådte ud af min løbesko og så på dem med en ydmyghed og taknemlighed for hvad de i dag havde gjort for mig.

Hun gik fri for leukæmi, men undersøgelserne fortsætter… ligesom jeg mine løbeture. Magien ved at iføre sig et par løbesko, kan ingen tage fra mig. Det handler ikke om kilometerne eller tiden, men om hvad kilometerne og løbeskoene kan gøre for dig!

Jeg savnede mine løbesko, så jeg tog til Harzen!

“De spurgte hvornår jeg var færdig med min middagslur, hvortil jeg svarede: – mine løbesko sover ikke!”    

I kaos mellem flytning og arbejde og alt det arbejde der ikke var nået, savnede jeg mine løbesko!

Torsdag og autopiloten blev slået fra! Vi skal huske os selv på, hvordan vi har det, når vi har det godt og fylde os selv op. Vi skal give os selv friheden til, at vælge til.
Kursen er derfor sat mod Harzen, på en almindelig torsdag morgen, iført løbesko, med en glæde til mødet med højdemeter og løvfaldende blade i de smukkeste farver. 5 timer og vi ramte det smukke og oversete område – Harzen! ordet man forbinder med pensioniser, men som i den grad rummer en perle af smukke steder for en løber.

Dag 1

Det var kærlighed ved første blik og mine lår brændte, mens vi løb mod toppen. Rullende underlag, støvregn, skovbundens duft og min kamp. Kampen for ikke at give op, en følelse jeg kender. Skridt for skridt bliver kampen afløst af frihed. Frihed til ikke at tænke, frihed til at være tilstede, frihed til at nyde – bare frihed.
Skovens utallige historier bliver fortalt, mens den ene fod lander foran den anden og hovedet er lagt.
Skoven åbner og lukker sig, favner mig i sine arme og tilpasser sig gennem tid, som jeg mine skridt. Den smider sine brugte blade og venter tålmodigt på nye, smuk hele vejen igennem.

Dag 2

Ordet for dagen må være Ronja Røverdatter! Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme afsted, da dagen fandt sin vej på ny. Kroppen huskede følelsen fra i går og ville have mere.
Kampen blev væk, for den viste jeg ville slå den. I stedet havde krigeren taget sin plads, klar til at slå en hver tanke og følelse ned, som måtte stå i vejen for nuet. Vi tog hvert et skridt sammen mod toppen, mod drømmen, mod glæden.
Og så kom hun Ronja Røverdatter, glædes udbrud som gav genlyd gennem skoven, tillid til at benene vidste bedst, selv om risikoen for at falde var stor. Nedløbet var et stort lykkesus, lige der var jeg et med alt – og så skete det! Jeg styrtede så lang jeg var, som når vi rammes af livet uventet, lå jeg der. Følelsen jeg lige forinden havde mødt, rejste mig fra smerten, som om den ikke fandtes og jeg var tilbage. Tilbage på nedløbet, i nuet og væk fra smerten. Jeg tror jeg tager Ronja Røverdatter med hjem!

Dag 3

En impulsiv beslutning under morgenmaden, viste, at det, at være impulsiv, bør vi være langt oftere. Vi satte kursen mod Brocken i stedet for hjem, med en forhåbning om, at kunne nå en lille løbetur i solstrålerne.
Livet går sjældent som planlagt og heller ikke i dag. Lige der til højre trækker noget i os! Djævlen “Der Teufel” – Djævlestien som kunne føre os til toppen af Brocken. Han maste på og inden vi så os om, var vi på vej mod toppen. Væk fra djævlen arbejdede kroppen, som en maskine i højt tempo, til vi ramte de 1300 højdemeter. Fri for djævlen og fulde af kraft.
På toppen af Brocken viste det sig, at der var marathonløb. Efter at have suget kroppen fuld at energi, hægtede vi os på og løb 15 km sammen med dem, inden vi tog en afstikker, ned gennem skoven. Et vanvittigt nedløb, som krævede evnen til at navigere. Navigere mellem glæde, frygt, kamp og uovervindeligheden, præcis som hjemme.
Jeg fandt min Ronja Røverdatter, slog kampen og djævlen om kuld. Blev fyldt med glæde og troen på mig selv. Alt sammen i et par fucking løbesko!

12049421_10208038073056522_2521554560591718168_n

Sæson afslutning – på den værste distance

Jeg er først og fremmest i min egen optik en maraton løber. Jeg kan rimelig nemt flette konkurrencer på halvmaraton ind, da træningen sådan set er nogenlunde ens, som regel er man bedre forberedt på halvmaraton ved at træne maraton træning, og så trappe lidt ned i ugen op til et all-out forsøg på halvmaraton, end halvmaraton kandidater der primært løber 8-12 km af gangen og kun sjældent kommer udover de 15k.

 

Derfor har det også generet mig efter min PR på halvmaraton i September til CPHHALF i tiden 1:43:44 (se andet indlæg) at min maraton PR på 3:52:15 er så ringe relativt set i forhold til mit konditionsmæssige og tærskelmæssige niveau. Det er nemlig således at du med udgangspunkt i et resultat på én given distance, kan udregne hvad din form svarer til af resultat på en anden distance, forudsat at du har trænet effektivt henimod din målsætning. (Eksempelvis ved hjælp af Jack Daniels beregner, som du kan finde på loebesiden..dk) Hvis du baseret på resultater på kortere distancer ikke lever op til dit niveau på længere distancer, taler man om at ”modstandsdygtigheden” eller udholdenheden i daglig tale, ikke er god nok. Jeg ser mig selv som en person med høj udholdenhed, så det har naget mig efter mit fejlslagne PR forsøg til Samsø marathon ( se andet indlæg) og min efterfølgende forbedring af halvmarathon tiden, at jeg ikke har leveret et godt resultat på marathon distancen i 2015. Slaget skulle dermed slås til Sydkystløbet (sydkystløbet.dk) den 11. Oktober 2015.

sydkyst 2

Og starten er gået

Jeg havde forsøgt at indgå en alliance med en garvet løbekammeret der har tilbagelagt mere end 200 maratons om at løbe i fælles tempo omkring 5:20 / KM og dermed forventet sluttid omkring 3:45. Men trods hyppige maraton og bøjede ribben og en nedjustering på dagen, brager min gode kammeret af sted i tempo 4:45 fra startskuddet. Nuvel, jeg klager ikke, ingen skal holde sig tilbage pga. mig. Jeg hverken hægter på eller holder mig helt tilbage så mit eget udlæg bliver egentlig for hårdt de første 5 km, og første kvarte maraton blev rundet i 5:14 / km (man løber fire runder til sydkystløbet). Dernæst kom der lidt mere styr på tempoet, men ligesom jeg løber ind på anden runde, bliver børneløbet på 5km sat i gang og jeg er omgivet af glade løbende børn i alle aldre og deres forældre. Det er herligt at se entusiasmen hos børnene og den leg de opfatter det at løbe som, forhåbentlig vil de bevare den indstilling til bevægelse og motion hele livet, noget jeg selv først fik i mit voksenliv. Jeg bliver imidlertid så distraheret at jeg løber forkert! Jeg skulle ikke være drejet af sammen med børneløberne, men det gør jeg. Det lykkedes dog med lidt hjælp fra officials og kontrol af uret at få mig tilbage på sporet og løbe den distance jeg mangler ved for tidlig drejning fra hovedsporet, så jeg lander med egentlig at løbe 400m for langt, og få lov at fortsætte. Et acceptabelt offer efter jeg et kort øjeblik troede jeg måtte udgå. Med fornyet energi fortsætter jeg så ind på tredje omgang som forløber udramatisk og ved 28 km lykkedes det mig at indhente min løbekammerat som på det tidspunkt er lidt ”nede”.

sydkyst 9

 

Ovenfor min kammerat som løb i mål lige under 4 timer sammen med Anette Fredskov, som blev kendt på bl.a at løbe 365 marathons på et år, og senere igen at løbe til Paris. De to tilsammen har vist tæt på 1000 marathons gennemført!

Han har trods alt også løbet flere maratons i indeværende måned end jeg har i mit liv! Vi løber fra 28-31 km sammen og det giver fornyet energi. Han siger til mig at han ikke har kræfter og jeg bare skal fortsætte, og det gør jeg. Ind på fjerde omgang. Det føles godt og nu skal den bare holdes hjem. Det fantastiske bliver at jeg ikke føler jeg rammer muren på noget tidspunkt på sidste runde, og jeg ender med mit mest lige marathon nogensinde med split på +1.09 og en sluttid på 3:43:44. PR med 8½ minut, jeg er voldsomt tilfreds.

sydkyst ny 2

Kort før målet er nået i ny PR

To uger senere står jeg til start til Sparta’s marathon start op, 10 km. Jeg skal forsøge at sætte PR på denne distance, som så fint vil runde mit år af med præstationer på alle tre hoveddistancer for mit vedkommende. 10K er ellers min nemesis. Det eneste løb jeg nogensinde er udgået fra er et 10km løb. Jeg har svært ved at disponere den distance og er ikke vant til i konkurrence øjemed at være presset på vejrtrækning, mælkesyre, sidestik og alverdens kvaler der altid rammer mig på 10. På en 5k gør det ondt fra 2-5 km, men det er relativt kort tid man er i suppedasen så det er hurtigt overstået. På 10k er det kontrolleret hårdt fra start til slut, i et tidsmæssigt interval der gør at man skal hanke op i sig selv mentalt undervejs. Samtidig er der mange muligheder for fejl, typisk for hårdt udlæg. Den fælde falder jeg også i denne gang. 5 km splittes i 22:48, og allerede ved 6km syrer mine ben til, og fra 7k og hjem er der sidestik og kamp om ikke at tabe for meget tempo. Jeg lander i tiden 46:01, PR med en pæn margin og et godt resultat, selvom alle løbere vil kunne forstå logikken i at man ville ønske man lige havde været 2 sekunder hurtigere!

 

Jeg bliver aldrig ”fan” af 10 km konkurrence, men det er nu meget sjovt at spænde over en vis bredde i de løb man deltager i, og prøve grænser af undervejs. Hver distance har sine særegne udfordringer. 5 kilometerens hurtige, metalsmag-i-munden-hjertebankende-opkasttruende smertetur, 10 kilometerens svære balancegang, og selvfølgelig maraton’s store mentale kamp hvor man virkelig graver dybt undervejs. Løb beriger mit liv hver dag og giver mig en ekstra dimension at forstå verden, og mig selv ud fra, samt en kanal jeg kan slippe min ekstra energi løs i. Man kan vel sige løb for mig er en mental ventil for at få luftet ud på øverste etage for dagligdagens udfordringer. En mulighed for refleksion og selvindsigt. Få renset tavlen om man vil. Jeg er i hvert fald aldrig i dårligt humør efter en løbetur, oftest er jeg gladere end før jeg tog afsted, måske har jeg endda undervejs opnået klarsyn på noget der har naget mig i de seneste dage. Hvorfor løber DU, og hvad er din ynglings (eller nemesis!) distance?

,

NXM del 2- løbet

På løbsdagen for NXM 2015 er himlen grå og luften tung af gårsdagens dagsregn, vejret afspejler på ingen måde vores form eller humør.
Inden starten går, krammer vi “god tur” til dem vi kender og dem vi ikke kender endnu, for det er mentaliteten herude i naturen: vi løber på en eller anden måde sammen, alle sammen. Og sådan lyder mantraet da også i mikrofonen, da vi får de sidste praktiske informationer, for godt nok er ruten mærket op, men det er jo ikke en rød tråd der viser hele vejen. “Pas godt på jer selv og hinanden, og rigtig god tur!”

image

Duften af lyng, våd jord og åben himmel, følelsen af rygsækken på ryggen og benene der pisker ned af Himmelbjerget gør mig glad helt ind i marven. Det går forrygende, naturen skifter som vi kommer for enden af “bjerget” og bevæger os videre. Tæt granskov, med bløde stier, åbne skove med brede mudderede traktor spor, bakker op, bakker ned, op, ned. Dale der bevidner at dette land engang fik trukket dybe furer af isen, er med til at gøre det til en legeplads for trailløbere.
Opmærket rute eller ej, makkeren og jeg formår at løbe af ruten et par kilometer, og vi har trukket et par medløbere med på utur….(for at retfærdiggøre mine svingende navigatør evner, bør det indskydes at det var undertegnede der opdagede fejlen, så gælder det vel også under navigatør evner, ikke?!) Min indre stemme lyder patroniserende i konstateringen om at selvom turen er fed behøver den ikke at være længere end planlagt. Det er jo et af karaktertrækkene ved trail løbet: at det er en bestemt afstand, hvis vi var o-løbere ville det være anderledes. Men vi finder tilbage til ruten og fortsætter videre på sporet.
Som kilometerne og højdemeterne forceres er den der følelse af rygsækken blevet lidt anstrengende, i samme takt gør mit knæ mig opmærksom på at min løbestil er anderledes end den plejer, markant anderledes. Da vi kommer til night-campen gør mit knæ så ondt at vi finder sameritten, som giver mig noget smertestillende, og Ipren + Panodil er nu føjet til pakkelisten. Første etape er tilbagelagt og jeg ANER ikke hvor vi er, men vi sætter teltet op akkompagneret af svage toner fra “Hede Rytmer” der afholdes ved Silkeborg stadion, mens tranqiaen koger vandet til vores aftensmad.

Overnatningen i campen er hyggelig, trods regnen. Teltene popper op på arealet, som løberene kommer ind, vådt tøj forsøges tørret over fællesbålet. Vores lyskæde er installeret i teltåbningen og rødvinen er skænket i foldekoppen. Den frysetørrede spaghetti bolognese er ikke noget at råbe hurra for, men den mætter og stemningen af spejder er et ekstra krydderi der får alt til at glide ned.
Vi tørner tidligt ind, de trætte og ømme ben, for ikke at nævne knæet, har brug for hvile. Vi kryber i de tætte soveposer, i det snævre telt og falder i en let søvn afbrudt af lyden af stemmer fra løbere der kommer senere i mål, susen fra deres jetboilere der varmer deres mad og pandelamper der blinker og bevæger sig som scene lys, det minder om tiden hvor et telt blev slået op på “Roskilde”, og så sandelig ikke langt ude i skoven.

image

Rygsækken jeg løber med er en gammel sag af mærket ” Gregory”. Man kan ikke købe camelback til den længere, ja og dermed sagt at man heller ikke kan købe rygsækken længere, men jeg er bare så glad for den. Det der er fedt ved den, er at den har en super anvendelig størrelse, jeg vil anslå den til at ligge i kategorien 10-15 liter. Der er to rum og et mesh ‘rum’ der er stor nok til en cykelhjelm. Yderligere er der små lommer inden i og lommer i hoftebæltet, hvilket gør gearet tilgængeligt og jeg kan holde system på det der er pakket ned. Så kan den justeres flere steder i skulderremmene og strammes ind så det passer til indholdsvolumen. Det er de karaktertræk jeg vil fremhæve når/hvis jeg skulle købe en ny. Ellers er der ikke noget udstyr jeg kan fremhæve på denne tur, det meste har vi jo lånt os til, og er som sagt ikke en del af min grejfetish, endnu. Mit ny indkøbte Suunto ambit3 peak, der pryder mit håndled, havde jeg slet ikke fået styr på, da jeg havde købt det tre dage før løbsstart, og derfor var det endnu ikke blevet en del af min grejglæde,(det må næsten være et blog indlæg for sig).

Næste morgen er benene lidt stive, men knæet ok. Jeg har tænkt over hvorfor jeg efter så relativt få kilometer får SÅ ondt i knæet, og jeg har lagt mærke til at jeg dagen før havde løbet meget fremme i benene, nok på grund af oppakningen. Derfor vil jeg prøve at ligge belastningen bagude, og tage nedløbene mere i lårene end i knæene. En lille detalje er også at oppakningen er blevet lettere, her på anden etape, da vi hverken har mad, sprit til tranquia, vin eller helt fyldte drikke dunke i rygsækken. Det virker heldigvis og turen til Himmelbjerget går forrygende, opløbet af Himmelbjerget er episk, slut spurten vanvittig hård. Da jeg ligger på græsset i mål tænker jeg at næste års NXM skal være 42 km distancen…..jeg er så klar!

Eremitageløbet 2015 – med på et afbud

Årets Eremitageløbet i Dyrehaven nord for København falder for mit vedkommende inden for kategorien “fest i går – løb i dag”. Omtrent samme scenarie har udspillet sig en måned inden, hvor jeg deltager i CPH Half 2015, mit første halvmarathon, efter en polterabend dagen før. Dog må gennemførelsen af Eremitageløbet betragtes betydeligt mindre stilren end halvmarathonet.

Tre dage inden Eremitageløbet bliver jeg spurgt af en veninde, om jeg vil overtage startnummeret fra en af hendes kollegaer. Efter en yderst kort betænkningstid og et hurtigt tjek af min kalender, som ikke umiddelbart viser nogen planer søndag, takker jeg ja; det er jo “bare” 13,3 km. Hvad jeg ikke har tænkt over er, at jeg aftenen forinden skal til en venindes kandidatfest med god mad, vin i solide mængder og dans i flere timer. Jeg tager forholdsvist tidligt hjem, og kl. 01.00 ligger jeg i min seng med en alarm sat til kl. 8; tre timer før start.

Sort uheld

Formentlig grundet en god sjat rødvin i blodet vågner jeg allerede kl. halv 7, så det i hvert fald ikke er søvn, jeg er i overskud af den morgen. Jeg får spist min sædvandlige “konkurrencemorgenmad” bestående af havregryn med mælk og vand og kaffe til, dog uden at mærke den velkendte spænding i kroppen inden et officielt løb. Jeg har planlagt at tage cyklen med toget og være fremme omkring 30 min før start. Jeg indser dog (lidt for langsomt), at jeg ikke er den eneste på vej til Eremitageløbet, der har fået den tanke. Så efter at have løbet frem og tilbage på perronen som en gal i håbet om at få lirket min cykel ind i bare én af kupéerne, må jeg se mig slået af de andre passagerer, der på kløgtig vis er hoppet på toget et par stationer forinden.  I stedet for at bruge mere tid på fyldte toge, springer jeg på jernhesten og begiver mig ud på de små ti km til Dyrehaven, hvor løbet foregår. Jeg ankommer til startområdet 15 minutter før start og er bestemt ikke mere opløftet og opsat på løbet efter min noget forhastede cykeltur.

Startfeltet ved Eremitageløbet 2014

Startboksene er fyldt til bristepunktet ved Eremitageløbet 2014

Mit bud på en realistisk tid er omkring en time, baseret på min tid året forinden på 1 t 5 min, hvor jeg (igen som følge af et overtaget startnummer) starter et godt stykke nede i startboksen, og jeg derfor ikke foretager mig andet end at løbe zigzag alle de 13,3 km for at overhale mine medstartende løbere. Jeg er klar over, at jeg skal have et godt løb, hvis jeg skal klare turen på en time i år, da jeg var ret godt løbende sidste år.

Som om jeg ikke har haft nok modgang i løbet af morgenen, vil mit GPS-ur ikke makke ret, da jeg har fundet mig på plads i én af startboksene med sildetøndelignende tilstande. Trods mine ihærdige forsøg på at få signal ved at strække armen i vejret (som, vi alle ved, hjælper til at komme tættere på satellitterne) og vifte armen fra side til side som en anden jubelidiot, lykkes det mig ikke at få GPS-kontakt til mit ur, inden startskuddet lyder. Jeg giver dog ikke op, så selvom jeg passerer start og min GPS-modtager fortsat står og blinker, fortsætter jeg stædigt min viften med armen i de højere luftlag for at få signal. Da jeg passerer 1-km-mærket og stadig ikke har fået kontakt til GPS’en, må jeg se mig slået af de øvre magter. Fordi jeg har været så opsat på at få signal til mit ur, har jeg ikke tjekket, hvilket klokkeslæt jeg starter på, og jeg må derfor fortsætte mit løb i uvished: enhver løbers mareridt med lidt for stor tilknytning til sit GPS-ur. Jeg indser dog hurtigt, at der ikke er andet for end at løbe efter min krops tilstand, lægge den hektiske morgen bag mig og nyde turen. Imens griner jeg indvendigt; det er lige før, min morgen kan gøre sig fortjent til et vers i Alanis Morissettes ”Ironic.

Enorme menneskemasser

For at få en god oplevelse med løbet, og have mindst risiko for at blive overmandet af trætheden fra gårsdagens fest, er min plan at løbe efter negativ split, så anden del af turen gennemføres i en hurtigere hastighed end første del. Ved løbet deltager over 13.000 løbere, og med størstedelen af ruten på skovstier af 2-3 meters bredde er der ikke meget plads til at overhale eller at løbe sit eget løb. Det er derfor svært at finde ind i en god rytme og mærke efter kroppens signaler, fordi jeg bruger det meste af tiden på at overveje, hvordan jeg nemmest kommer forbi personen foran mig. Flere gange er jeg nødt til at afbryde mit løb med hurtige ryk, løb på stedet og kejtede sidespring ud i grøftekanten. Jeg prøver imidlertid at overbevise mig selv om, at mængden af langsommere løbere vil aftage, efterhånden som jeg overhaler flere, da jeg jo teknisk set bør nå til de deltagere, der løber i samme hastighed som mig, før eller siden.

Spændt og forventningsfuld inden Eremitageløbet sidste år

Spændt og forventningsfuld inden Eremitageløbet sidste år

Da jeg passerer 5 km-mærket tjekker jeg uret for at kunne tracke min næste splittid fra 5-10 km; helt uafhængig af urets magt kan jeg ikke afsige mig. Uden at kende tiden på mine første 5 km, som jeg dog har en fornemmelse af ligger på omkring 25 min, forsøger jeg at øge farten til trods for den enorme horde af mennesker, jeg stadig skal kæmpe mig igennem. Selvom det føles en anelse tomt at løbe uden GPS-urets trolige guidning med pace- og pulsvisning, får jeg i stedet fuldt udbytte af Dyrehavens smukke natur, flotte træer og kronhjorte i brunst. Jeg runder de 10 km i en tid på omkring 23 min, og, jeg skal derfor, hvis jeg har regnet rigtigt, give den betydeligt mere gas, hvis jeg skal klare løbet inden for den famøse time. Mængden af mennesker er stadig på samme niveau, og jeg er efterhånden træt af at springe rundt fra side til side som en forvildet hjort. Til gengæld ved jeg også, at der ikke er mange kilometer igen, som jeg ofte omregner til omgange på en atletikbane eller andre kendte distancer, så jeg bedre kan forholde mig til, hvornår jeg er i mål. På de sidste kilometer følger jeg en ung gut, som kan bane vejen for mig, så min hjerne kan holde lidt fri fra konstant at vurdere, hvornår jeg skal overhale den næste i rækken.

Målopløbet er en lang, lige strækning med en ond, jævn stigning hele vejen, og jeg kan efterhånden mærke, hvordan energidepoterne er ved at slippe op. Den kontinuerlige masse af mennesker gør det heller ikke nemmere at komme frem med et minimum forbrug af kræfter. Jeg kommer i mål i tiden 1:02:39, som jeg er udmærket tilfreds med, når man tager omstændighederne i betragtning. En tid på den magiske time ville have medfødt et betydeligt større jubelbrøl, men det vil formentlig kræve, at jeg starter ud i en startboks betydeligt længere fremme. Mine mellemtider er jeg til gengæld oven ud tilfreds med, og det lykkes mig at løbe med en solid negativ split på 24:27 min for de første 5 km, 23:12 min på 5-10 km og 15:02 for 10-13,3 km. Da jeg kommer hjem fra løbet, har min kæreste sørget for chokoladecroissant og kakaomælk; yderst tiltrængt på en dag med lidt rigelig modgang.

En anelse mere opløftet efter løbet

Hjemme igen og klar på nye udfordringer efter årets Eremitageløb

,

NXM del 1- Forberedelserne

Jeg tjekker min facebook, og kan se at jeg er tagget i et opslag fra RacingDenmark. Det er min allestedsnærværende løbemakker der har udfordret mig. Sidst blev det starten på vores trail eventyr, denne gang bliver det vist fortsættelsen. Opslaget jeg er tagget i er en teaser på  NXM 2015…jeg er blank, aner ikke hvad det drejer sig om, ingen a-ha, men jeg tager udfordringen op og svarer kækt på hendes kommentar: “Jeg er klar!” I håb om at jeg rent faktisk bliver det….

Det skulle vise sig, at det jeg havde sagt ja til var et to dages etape trail løb i Himmelbjergsområdet, med oppakning og overnatning i det fri!

Nordisk Xtreme Maraton, to dage, med hhv trail, på både 21 og 42 km, (opmærket rute og dele af oppakningen sendt til nightcamp: telt, traquia, sovepose og liggeunderlag og en varm jakke) eller orienterings løb, og alt gear på ryggen og kortet i hånden. Der er distancer med alt imellem wellness trail på 21 kilometer til vanvittige vilde 70X-serien i orienterings regi. (Hvad X’et står for fandt jeg ikke ud af, løberne kom bare meget sent i camp og jeg ved de kom langt omkring. Så mit gæt er at 70 står for km opmålt rute og x’et er de km løberene rent faktisk kommer til at løbe.)
Som rene novicer inden for oppakning, blev min fjeldvandrende storebror kontaktet, og han sendte en kasse med camp udstyr, hvilket sparede os for en del kroner og tid til at finde bare nogenlunde det rette udstyr, fordi det er det der er det svage led i denne kæde: udstyret til nightcampen. Det skal være letvægts, varmt og komprimeret=dyrt, og åbenbart lidt af en religion. Og hvis camp-udstyr ikke er en del af ens grejfetich, er det godt at der er netop de to distancer, hvor de fem elementer af grejet bliver transporteret, på den måde bliver forberedelserne ikke så grej orienteret og der er mere overskud til at øve løb med rygsæk.
Som sagt kunne vi koncentrere os om selve løbstræningen, og det er jo altid en del af deltagelsen til et løb. Her havde RacingDenmark gjort en del ud af at der var træningsløb op til det store løb. Genialt planlagt, på en måde så man lige fik testet svømmeegenskaberne. Når nu løbet var i maj og der skulle oppakning med, var det meget rart at afprøve den manøvre.
Selvom alle mine løbeture fra februar og til maj var med rygsæk, kunne jeg retrospektivt nok godt have løbet mere effektivt med rygsækken. Da jeg ikke pakkede tasken realistisk, hvilket jeg vil gøre til turen 16. Så vil jeg løbe ture på Himmelbjerget, da det område er ret unikt. Selvom min fantastiske makker og jeg har tilbagelagt nogle kilometer på nogler gode spor, fx MTB sporet ved Ebeltoft, vil jeg løbe sådanne ture hyppigere (dvs. 3-4 x pr md), og nogle der er længere (10+ km ture), altsammen med rygsæk pakket til NXM = realistisk belastning.

image Trænings tur i Skanderborgsø i april.

Selve løbsdagen mindede mig om min folkeskole tid hvor vi skulle på klassetur, (dengang var det Robjerg mile nu er det Himmelbjerget, dengang var jeg 14 nu er jeg 40, I know) det er den samme spænding over at tage en tur i det uvisse, der ligger som en sitren i musklerne og en manisk tjekken af taskerne, den lette nervøsitet over om jeg nu har alt udstyret med; det er jo mig der er navigatør og pakmester, og min løbemakker er pacer og motivator. Humøret er højt og bare jeg har min makker kan jeg klare alt, det skal nok gå (og så er det vel ok at føle sig som en på 14…)

image

Et lille uddrag af oppakningen, hvori hygge i form af kulørtelamper, varme sokker og lidt vino, er et vigtigt element.

,

3 løb – 3 verdener – 3 udfordringer

Orienteringsløb: Hej flow – hvor blev du af?

”And here come the world champions – representing Denmark”Start

Denne sommer var jeg i Skotland og se VM i orienteringsløb med en gruppe venner og timingen kunne ikke være bedre: Danmark blev for første gang i historien mest vindende nation med hele 4 guld-medaljer!(Nyheder – Dansk orienteringsforbund). Det var virkelig stort at være en del af, og eftersom o-verdenen er så lille, kendte vi alle løberne. Blandt andet deltog der nogle fra min efterskole(Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole – Hjemmeside)som står mig meget nært.

I forbindelse med VM, løb jeg publikumsløbene(Skotsk 6-dags), som gjorde det muligt at løbe på de samme kort som VM-løberene havde løbet på dagene forinden, hvilket var rigtig fedt. Det var efterhånden længe siden at jeg havde løbet på kort og forberedelserne var en del anderledes end til almindelige løb.

I orienteringsløb er det altafgørende at du kan holde fokus på kortet og orienteringen, og ikke bliver distraheret af andre løbere eller af terrænet. Det var specielt vigtigt i nogle af de meget tekniske terræner som vi løb i, da der var meget få eller ingen stier og til tider dårlig sigt.

2. Etappe SkotlandPå 2. etappe havde vi blandt andet nogle poster i et bakkeområde fyldt med bregner(post 7-8-9) som var noget højere end mig, hvilket uden stier og knapt så tydelige kurver, blev en stor udfordring som i kan se på billedet til venstre(den tykke røde linje er mit vejvalg). Derudover var terrænet også fysisk krævende med mange højdemeter og masse lyng, samt til tider tæt underskov. Netop dette er dog lige præcis det jeg elsker ved orienteringsløb – du skal være fysisk stærk og samtidig holde fokus på kortet, planlægge dine stræk godt og være skarp på detaljerne.

3. Etappe Skotland

3. Etappe kom vi over i noget mere dansk terræn med åben bøgeskov og knapt så mange højdemeter, hvilket var mere til min rutine og løbet gik væsentlig bedre hvilket kan ses på billedet til højre –>

6. Etappe Skotland<– 6. Etappe foregik i terrænet hvor langdistancen blev vundet af Ida Bobach, min tidligere roomie, dagen forinden. Det var efter min mening det fedeste terræn vi løb i derover, og specielt ovenpå oplevelsen fra dagen før. Teknisk gik det godt med sikre udenoms-valg, indtil jeg fik tilslutning af min kæreste, som er ny i sporten, og som der efterfølgende løb sammen med mig på resten af banen. Der kom nogle lidt for store fejl ved post 9 og 12. På trods af denne afslutning var det en stor glæde endelig at komme ud og have fokus på orienteringen, og ikke blot at løbe – det kan få kilometeren til at flyve afsted.

 

Trailløb: Skotland – du gør det godt!

Efter VM kørte vi videre mod Skotlands vestkyst med vores telt og Ben Nevis IItrangia til utrolig flot natur! Her skulle vi primært opleve naturen, og på trods af det hårde skotske 6-dagsløb(som efterlod gruppen med 2 forstuet ankler, en fiber og en skadet forfod) blev der klemt lidt løb ind her – jeg kunne simpelthen ikke lade være. Den ene tur blev om morgenen før morgenmad, hvor jeg fik trukket mig ud af teltet og ud på tur op til en nærliggende klippetop. Denne tur fremhævede et af de aspekter af trailløb jeg elsker mest: når naturen og lysten til at se mere driver værket. En ekstra bonus var regnvejret, som lidt atypisk er noget af det der kan give mig mere energi på en løbetur. Dette var da også en evig gode i Skotland, hvor det regnede samtlige af de 16 dage vi var der.

Ben Nevis IIIDen fedeste tur var dog da vi skulle bestige Ben Nevis – det højeste bjerg i Storbritannien med sine 1 344 m. Her valgte vi at vandre op og efterfølgende løbe ned igen, da jeg for tiden er meget optaget af nedløbstekniker. Her var fokus på at give slip, læne sig fremad og kaste benene frem. Dette er dog nemmere sagt end gjort, og på trods af et ihærdigt forsøg brugte vi 1:15  på nedløbet. Vinderen af det officielle løb(Ben Nevis Race) brugte 1:30:06 på  HELE distancen – altså både op og ned. Det har jeg meget respekt for efter den tur ☺ På denne del af turen fik jeg løbet på naturens energi og ren lyst, hvilket er fedt i sådanne omgivelser.

 

Samsø Marathon: Kun en vej frem – mod målet

Min sommer i løbets tegn blev rundet af med Samsø Marathon Marathon (2)(samsømarathon) d. 22 august. Dette var en julegave fra min bror, som var med da jeg forgæves forsøgte mig på distancen til Marselis Marathon i efteråret 2014,og derfor ville hjælpe mig med at nå målet nu. Da jeg udgik dengang var det min mave, der gav mig problemer. Jeg kunne ikke få noget mad eller drikke ned og blev meget svimmel til sidst, hvor min veninde kom og fulgte mig hen til målområdet efter 36 km. Jeg havde, som optakt til dette marathon, løbet Julsø 30k i april, nogle ture på 10+km i sommerferien og ellers løbene i Skotland. Ikke den mest fokuseret optakt, hvilket også gjorde mig usikker da jeg stod på startlinjen på Samsø – men en væsentlig ting var anderledes end sidst: jeg havde min bror ved min side og der ville han være under hele løbet.

Coverbilled

 

Jeg havde forventet en del mere grus end hvad det blev til, og havde derfor valgt mine Salomon Fellraiser – en trailsko – som jeg havde løbet godt i, i tiden op til. Dette var første fejl, og da jeg samtidig ikke træner meget på asfalt, satte sporene sig hurtigt i mine fødder og hofter. Lige præcis mine hofter har jeg bøvlet lidt med, da musklerne har været for spændte – specielt hoftebøjeren og den dybe ballemuskel piriformis har drillet mig.

 

Marathon

Efter 14 km kunne jeg godt mærke at min krop langsom lukkede ned, og med 25 grader og høj sol blev det hurtigt til en kamp mellem hovedet og kroppen – noget jeg gerne først så komme efter de 25-30 km. Min bror og jeg har heldigvis løbet en del sammen efterhånden og han var derfor hurtig til at aflede min opmærksomhed med masse gode historier. Noget der gjorde det ekstra svært var at jeg igen fik problemer med at indtage mad og væske, hvilket var helt essentielt i den varme. Kampen fra 14-24 km blev lang og hård, og tog rigtig meget tid, men efter de 30 var jeg overraskende nok på toppen igen mentalt, og kunne nyde resten af vejen hjem. Det føltes fantastisk at krydse målstregen med min bror, også på trods af den knapt så vilde tid på 5:20:04. Tiden betyder dog intet for mig i dette tilfælde – det vigtigste var at vinde den kamp mod mig selv, og det gjorde jeg med en utrolig vigtig hjælp fra min bror.

Når enden er god..

Denne sommer har altså budt på løb fra flere verdener for mit vedkommende. Det har været spændende at skrælle lagene af ind til den rå kamp mellem hjerne og krop til slut, hvor der ikke er nogen andre fokuspunkter, som naturen eller et orienteringskort, men blot mig og en vej. Med det sagt tror jeg nu at jeg vil vende snuden mod skoven igen for et stykke tid, men hvem ved om der skulle snige sig et rent motionsløb ind eller to undervejs i fremtiden alligevel.

Skotland

,

Nedturen

Så er den færdig, den der ironman i København d. 23 august 2015. Et år er gået med dedikeret træning, et familie projekt, et fuldtidsjob og en nærmest ensporet retning mod dette ene mål. En hverdag fyldt med koordinering, træning, udstyr, kost og trænings planlægning. En familie der har skulle stå model til meget, en familie hvor ferier er planlagt ud fra hvordan jeg skulle træne, til stævner osv. Og ikke mindst hele kulminationen i København, festen, rusen, medaljen, diplomet, alle de klap på skulderne og anerkendelse af ens omgivelser.

Og hvad så?

Har tidligere lavet ironman og har efterfølgende haft en tomhed i krop og hoved, en tomhed der har været svær at sætte ord på. En ting er sikkert, der er noget der hedder nedtur efter sådan en præstation, dette behøver ikke kun være i ironman sammenhæng men bestemt også i kortere løb, triathlon løb mm. Vi træner allesammen mod et mål, vi dedikerer os selv og lægger vores sjæl i træning mm. Jeg har efterhånden mødt mange løbere/trifolk der har de samme oplevelser.

Hvad kan vi så gøre ved det? Først og fremmest tror jeg det handler om at få afklaret med sig selv om at målet er nået, finde fred med dette og ikke mindst være stolt af dette. I denne sammenhæng er det lige meget om det er 5 km man har haft som mål eller en ironman. Det gælder om at finde roen i sig selv, tilfredsheden, glæden og ikke mindst at se fremad.

Hvordan gør vi så det? Del dine erfaringer med andre, høre hvad de gør ved problematikken og hvad der har virket for dem. Eller find din egen opskrift på en løsning der virker netop for dig. Der er nemlig ikke noget entydigt svar på hvad man kan gøre ved det, det er 100% individuelt og det er inde i en selv man skal kigge efter. Personligt finder jeg et nyt mål at gå efter, i mit tilfælde er det La Marmotte og Berlin Marathon næste år, men det kunne ligeså godt være noget der ikke havde noget med motion at gøre.

Om ikke andet er det et emne der ikke bliver snakket meget om, fordi vi fokuserer på præstationen og ikke tiden derefter. Jeg håber i kan bruge mine ord, om ikke andet til lidt eftertænksomhed.

VH Anders – Forbetterlife

CPH Half 2015: Mit første halvmarathon

CPH Half 2015. Løbet, som jeg har haft i kalenderen i over et halvt år i forvejen, og hvor min deltagelse gang på gang er blevet taget op til genovervejelse. Lige så mentalt hårde månederne inden løbet har været, lige så positivt overraskende ender løbet med at udarte sig på dagen.

Forhistorien

Som følge af en knæskade tilbage i februar og en irriteret venstre hoftebøjer (læs tidligere indlæg: Opskrift på en skade), er jeg meget opmærksom på langsom progression under mit genoptræningsforløb, og det er først i slutningen af juli, jeg begynder at løbe ture på over 5 km. Jeg begynder gradvist at øge mit ugentlige kilometerantal efter tommelfingerreglen om maksimalt 10 % stigning hver uge. Det går også ganske fint, indtil midten af august hvor jeg er ude at løbe med en god ven, og den ene kilometer på forunderlig vis tager den anden. Turen ender på 14 km i stedet for de planlagte 10 km, og skaden i mit højre knæ, som jeg har troet er et overstået kapitel, dukker pludselig op på ny. Efter at have dunket mig selv i hovedet tilpas mange gange og frustreret gennemtænke, hvorfor jeg – igen – har givet den for meget gas, skruer jeg gevaldigt ned for løbemængden og op for frekvensen af mine skadesforebyggende styrkeøvelser. Håbet om deltagelse ved CPH Half er stadig til stede, om end det er falmet lysegrønt.

Mirakeltape?

To uger inden løbet har jeg endnu ikke løbet længere end 14 km, og jeg har maksimalt løbet 8 km uden smerter i knæet. Jeg tager derfor ud på en 10-km tur, hvor jeg har fuld fokus på min krop og sætter farten ned, hver gang jeg mærker det mindste til knæet. Tidligere på året har jeg hørt et oplæg om skadesforebyggende løbetræning af en fysioterapeut, som har snakket godt om effekten af kinesiotape. Under kyndig vejledning fra YouTube-videoer får jeg derfor tapet mit knæ op med nyindkøbt KT-tape, inden jeg begiver mig ud på 15 km mandagen inden løbet. Tapen virker på mirakuløs vis efter hensigten, og jeg løber de 15 km uden problemer.

Optapet knæ med vidunderproduktet: kinesiotape.

Optapet knæ med vidunderproduktet: kinesiotape.

Beskeden fra min krop er derfor ikke til at tage fejl af: jeg er klar til CPH Half søndag, i hvert fald med hjælp fra kinesiotape. Jeg beslutter mig for at se løbet som en oplevelse, og da jeg i øvrigt skal til polterabend dagen inden løbet, vælger jeg at sætte overliggeren overordentligt lavt for ikke at skuffe mig selv. Natten inden løbet får jeg regnet mig frem til nogle mellemtider for hver femte kilometer, hvis jeg skal gøre mig håb om at nå mit realistiske bud på 1 t 50 min eller mit noget mere optimistiske bud på 1:47.

Selve dagen

Jeg vågner tidligt søndag morgen efter 6-7 timers søvn og føler mig på ingen måder udhvilet. Jeg sørger for at spise et solidt morgenmåltid 3 timer inden løbsstart og drikke vand og kaffe til. På min vej hen mod startområdet, mærker jeg for alvor den forventningsfulde spænding i kroppen. Regnen siler ned, og jeg hører flere beklage sig over vejret, men for mig føles det bare helt perfekt, og jeg kan ikke lade være med at smile og glæde mig til tuen. Jeg glæder mig helt vildt til at mærke stemningen på ruten, opbakningen blandt tilskuerne og distancen i benene!

0-5 km

Jeg vælger at placere mig bagerst i min tildelte startgruppe (1:30-1:45), godt bagved pacesetterne for 1:45, da jeg umuligt tror, jeg vil være i stand til at løbe i noget der ligner den tid. Jeg har en uge inden løbet tilfældigvis stødt på en erfaren fyr inden for halvmarathondistancen, som har givet mig nogle fif til disponering af løbet. Han har rådet mig til at lægge ud i en hurtig pace for at ”kickstarte” kroppen. Jeg ved dog, at mit knæ generelt er gladere for en rolig opstart, og med mit vigtigste mål om at gennemføre med en god oplevelse for øje, vælger jeg at starte ud i et roligt tempo, der hedder 5:00 min/km. Jeg har altid problemer med at holde tempoet nede i den første del af løbet, men denne gang lykkes det, formentlig fordi frygten for, at mit knæ vil sige fra, overskygger alle tanker og forhåbninger om en god tid. Min første splittid er derfor 25:09 min med en gennemsnitspace på 5:02 min/km.

Flyvende til CPH Half 2015 med kinesio-optapet knæ.

Flyvende til CPH Half 2015 med kinesio-optapet knæ.

5-10 km

Planen for de næste 5 km er, inspireret af mit møde med den erfarne halvmarathon-gut, at spare på kræfterne, så jeg også kan sikre mig et godt løb på den sidste halvdel af distancen. Min planlagte pace er 5:10 min/km, men det viser sig at være sværere end forventet at skrue ned for tempoet ude på ruten. Opbakningen blandt tilskuerne er fantastisk, der er stort set musikoptrædener for hver anden kilometer, og min kæreste følger mig cyklende på sidelinjen fra den sjette kilometer og et par km frem. Desuden kan jeg mærke, at kroppen har god energi, og så vil det jo næsten være en skam ikke at udnytte potentialet. Jeg runder derfor den tiende kilometer i tiden 50:09 min med en gennemsnitsfart på 5:00 min/km for 5-10 km.

10-15 km

Efter 10 km-mærket er det målet at give tempoet et nyk opad, som jeg er blevet rådet til af halvmarathon-fyren, og planen hedder derfor oprindeligt 5:00 min/km. Benene er fortsat gode, og jeg bliver nærmest båret afsted af de jævnlige musikindslag og glæden ved mit fortsat velfungerende knæ. Jeg sørger dog for at holde lidt igen, da jeg jo stadig har en pæn del af turen tilbage, og jeg godt er klar over, at jeg er en del foran min forventede tid. Samtidigt kan jeg se, hvordan jeg langsomt haler ind på 1:45-ballonerne, som er startet en solid afstand foran mig. 15-km-mærket bliver passeret i tiden 1:14:35 med en pace på 4:54 min/km for 10-15 km.

Totalt overskud til CPH Half 2015.

Totalt overskud til CPH Half 2015.

15-20 km

Den erfarne halvmarathon-gut har her fortalt mig, at jeg bare skal give den det sidste, jeg har, og at det er efter de 15 km, det begynder at gøre ondt. Det længste, jeg nogensinde har løbet før, er knap 17 km tilbage i januar, så jeg er desuden spændt på, hvordan min krop vil reagere på den lange distance. Jeg har planlagt at løbe 4:50 min/km, men i stedet for at have øjnene klistret til mit GPS-ur, lytter jeg til kroppen og lader benene sætte hastigheden. Ved 17 km-mærket overhaler jeg 1:45-ballonerne, og jeg kan samtidigt fornemme, at jeg overhaler flere og flere på min vej. Min krop har det stadig forbløffende godt, og jeg er bare så glad for, at mit knæ ikke brokker sig. Jeg sørger desuden for at spænde op i core og balder, hver gang jeg mærker det mindste til min venstre hoftebøjer, så jeg ikke risikerer at hænge i hoften. De 20 km bliver rundet i tiden 1:37:52 med en pace på 4:40 min/km for 15-20 km.

20-21,1 km

Efter 20 km-mærket giver jeg den fuld gas, og jeg slutter af med at spurte op ad målopløbet. Jeg rammer målstregen i tiden 1:42:39 med en total gennemsnitspace på 4:48 min/km. Jeg kan næsten ikke få armene ned af glæde, og jeg er bare ét stort smil, da jeg kommer i mål, mens den dér “Runner’s High”-følelse sidder i kroppen flere dage efter. Det må have lyst ud af mig, at jeg var oven ud tilfreds med min krops bedrift, for det første en kvindelig hjælper i målområdet spørger mig om er, om jeg har haft et godt løb: JA! Jeg havde et FANTASTISK løb!

I did it! Første halvmarathon i hus!

I did it!! Første halvmarathon i hus!

, ,

Jeg løber aldrig mere – del 2

Det at se i bakspejlet for at reflektere over det overståede løb og følgerne herefter er til tider en lige så vigtig en ting for mig som selve løbet.

IMG_1254

Medaljen jeg altid vil huske tilbage på med et smil

 

Men der er altid en bagside af medaljen.

For mig var det på selve dagen, to hævede ankler. Den ene væsentligt mere end den anden.

Jeg havde som fortalt i min løbsberetning om min deltagelse i

100 miles – around the isle of Mors (http://100miles.dk) haft ondt i min venstre ankel efter 30 km og den højre efter 60 km.

Men valgte ikke at trække mig fra løbet. Men at fortsætte med smerterne.

Løbet kom jeg som sagt igennem på de smertende ankler, men jeg skal love for, at efter endt målgang og det at have siddet ned i tre kvarter, var de stået helt af.

Jeg kunne simpelthen ikke gå på dem, og blev derfor hjulpet tilbage til mit værelse af min bror og en hjælpsom sjæl, der begge tog en arm hver, og bar mig på skulderne.

Som om det ikke var nok, at jeg ikke kunne “gå” selv, så skulle det vise sig at jeg ikke engang kunne få mine sleeves af fra Compressport (http://www.compressport.com/product_detail/ur2/?id_cat=22) af (kompressokker, der i denne model, stopper ved anklen), da smerten simpelthen var for meget, og anklerne var for hævet.

IMG_1219

Sådan så mine ankler ud efter mine sleeves var klippet af

Så øv, frem med saksen og klippes af måtte de.

Jeg skulle simpelthen have fødderne op, og isposer på.

Den nat sov jeg med isposer på anklerne og fødderne løftet ved hjælp af et par puder – skal dog lige siges, at ispoerne kun kølte maksimalt i 30 min.

Men herefter havde de en dejlig kølende effekt.

Jeg er af den overbevisning, at det var grunden til at jeg dagen efter kunne gå forholdsvis normalt.

 

 

 

Gudskelov havde jeg taget fri fra arbejde mandag, hvilken jeg tilbragte på sofaen, igen med fødderne oppe.

Hvilket viste sig at skulle være en rigtig god ide.

Specielt venstre ankel, var begyndt at vise tegn på en ordentlig hævelse.

IMG_1232

Venstre ankel mandag morgen

Jeg vil næsten påstå at den lignede de fødder der sidder på Shrek – dog i en anden farve end grønne.

Tror ikke rigtigt der er nogen bedre opskrift på hjælp mod hævelser end is, af og på, løbende.

Det sjove af det hele var, at mine ben på ingen måde var trætte eller ramt, som når jeg har løbet halvmarathon eller for den sags skyld marathon, de var frisk og klar. Det eneste der holdte mig tilbage var de satans ankler.

 

 

Min kone havde til og med medlidenhed med mig, og var klar på at jeg havde indtaget sofaen.

IMG_1239

En “lidende” ultraløber

Hun diskede til og med op med baked beans, bacon, hjemmebag og friskbrygget kaffe.

Men nej nej, nemt skulle det ikke være for mig. Det skulle nemlig lige placeres uden for min rækkevidde.

Ja, man får jo ikke alt serveret på et sølvfad – lidt ligesom mit løb dagen forinden.

Men når man nu ligger der en hel dag. Så er det, at tankerne får frit spil.

Jeg fik virkelig tænkt løbet og ikke mindst tiden op til løbet igennem op til flere gange.

Og her kom der konstant det samme spørgsmål frem:

“Har jeg tilside sat min familie op til dette løb og har jeg glemt mine børn.?”

Jeg har jo trænet 5-6 gange ugentligt. Nogle dage med op til tre træningspas, plus styrketræning ved siden af. Og det er oveni fuldtidsjob.

 

Så når der hele tiden popper en vis ting frem i tankerne som lyder “far, skal du ikke ud og løbe” så ved man, at man har været for meget ude og træne og været for meget væk hjemmefra.

Og derfor – har jeg forsømt min familie pga dette løb.?

Mit svar må nok være – også selvom jeg ikke kan lide det – ja, det har jeg.

Det er hårdt at tænke tilbage på og give sig selv ret i, at man har levet lidt i sin egen verden mht træning og løbet, og ikke har ladet familien komme i første række.

Det må på ingen måde ske igen. ALDRIG.!

 

 

IMG_1247

En af de mange plakater jeg mødte på arbejde til

Jeg tog på arbejde uden besvær, og mødte på arbejde med plakater sat op af mine fantastiske kolleger med et billede af mig og teksten “Mr. 100 miles”.

Det var med til at få tankerne om de manglende løbeture væk – men kun for en kort stund.

Dagene herefter var det jeg vil kalde for ret irriterende.

Jeg havde så meget lyst til at løbe igen. Men vidste at det bedste var at holde mindst en uges pause inden jeg trak løbeskoene på.

Som alle inkanerede løbere ved og føler, så er længslen for løb ulidelig når man ikke kan komme afsted.

Man vil bare så gerne afsted.

Jeg vidste dog godt, at det bedste var at holde benene lidt i ro og lade anklerne få den nødvendige hvile.

Men det blev dog ikke til mere end en uges ro, før løbeskoene igen var snøret.

Startede stille ud med 3 km, og kunne her konstatere at der stadig var lidt knas med venstre ankel, så blev holdt i ro yderligere to dage herefter.
Så stod den på en 5 km tur i fint tempo, men stadig med lidt knas i selvsamme ankel.

Nu blev jeg frustreret og tog kontakt til en super fys med speciale indenfor sport.

Kort tid efter havde jeg tid ved Michael (http://funktionelfysioterapi.dk/medarbejder/michael-moeller/) ved Funktionel fysioterapi i Odense (http://funktionelfysioterapi.dk), for at få ham til at se på denne lettere ømme ankel.

Det skulle vise sig, at der var lidt med nogle små korte ledbånd der var overbelastet, men ikke noget alvorligt.

Så med lidt laserbehandling – som virkelig hjalp med det samme – var jeg klar igen.

Dagen efter stod den endnu engang på en 5 km tur – denne gang i hurtigere tempo og uden øm ankel.

 

Og nu sidder jeg her og skriver dette.

Hvad kan jeg så ellers sige at der er af efterveer fra dette løb.

Jo, jeg har tabt utrolig meget af mit tempo, som jeg nu skal til at få tilbage. Det bliver ikke så nemt og slet ikke let.

Jeg er gået fra et let og problemfrit cruise tempo på 4:20 min/km til knap 5:00 min/km den dag idag.

Er blevet en tungere løber, da vægten den dag idag siger 73.6 kg, hvor den halvanden måned op til løbet sagde 70.5 kg.

Dette kan og har en stor indflydelse på mit løb, da jeg nu skal slæbe rundt på de godt og vel 3 kg ekstra.

Kroppen har simpelthen været evigt sulten lige efter løbet. Samt jeg har været for svag til at holde igen.

Det værste er af det hele, er min manglende lyst til at komme afsted på løbeturene. Den er svær at få frem. Men når jeg så endelig er taget afsted, så er det dejligt.

Det er bare lige det der med at få sig overtalt til at komme afsted.

 

 

Skærmbillede 2015-10-05 kl. 23.11.33

HCA Marathin 4 okt 2015 udklædt som banan – kun 3 uger efter mit 100 miles løb

 

Det skal jo ikke lyde som om jeg ikke har løbet siden den 13 september 2015. Nej nej, jeg har været afsted 16 gange svarende til en afstand tilbagelagt på 166 km på en måned, hvoraf et af løbene var HCA marathon løbet på 3:32:42.

En ok tid, da jeg løb udklædt som banan.

Så der er jeg trods alt godt tilfreds.

 

 

 

 

Nu skal motivationen og ikke mindst hurtigheden tilbage igen.

Dette er noget jeg vil skrive om i en af mine næste blogs.

Hvori jeg også løfter sløret for mit næste store projekt, som vil komme til at fylde en del i mine næste skriverier.

 

TheGeekRunnerwhite

 

 

 

 

 

 

 

Halvmarathon gone wrong..

I min træningsperiode op mod H.C Andersen Marathon (www.hcamarathon.dk) i oktober måned, havde jeg tilmeldt mig et halvmarathon i Christiansfeld. Et lille lokalt løb som blev afholdt i forbindelse med byens vinfestival. Jeg havde vundet løbet forrige år på halvmarathon distancen for kvinder og havde derfor modtaget en fribillet til dette års løb (www.christiansfeld-loebeklub.dk). Halvanden måned inden løbet havde jeg deltaget i mit første marathon i København, som jeg gennemførte i tiden 3 timer og 47 min. Løbet i Christiansfeld var derfor den første længere distance jeg skulle ud på efter mit marathon og samtidig den første længere tur i mine nye Brooks Pure Cadence løbesko, som skulle testes af inden H.C. Andersen Marathon i oktober. Forud for løbet var jeg spændt, men jeg var klar på at give den fuld gas, da min form (på trods af lidt for meget grillmad) var på toppen!

Siden sidste års løb i Christiansfeld var jeg kommet i betydelig bedre form og min ambition med løbet var derfor, at slå min PR (personlig rekord) og komme ind i tiden 1 time og 30 min. Løbet tog dog en uventet drejning og i stedet for at løbe de magiske 21,1 km., kom jeg og to andre løbere ud på 28 km. og var derfor først i mål efter 2 timer og 9 minutter..

droplet-161679_640  På løbsdagen stod det ned i stænger og da ruten kun var markeret med blå spray pile, var flere af pilene visket ud og ruten var derfor meget utydelig. Dette medførte at jeg og et par andre løbere, drejede af det forkerte sted og kom ud på de forkerte stier. De ekstra kilometer var selvfølgelig ærgerlige, da jeg havde sat næsen op efter, at slå min personlige rekord på halvmarathon distancen, men da løbet ´kun´ var træning op mod H.C Andersen Marathon i Odense, var det egentlig udmærket at komme ud på en længere rute.

normal_ian-symbol-light-bulbEfter løbet har jeg tænkt meget over, hvad der skulle være gjort anderledes, så jeg ikke var løbet forkert. Jeg er kommet frem til den konklusion, at det er vigtigt, at man som løber ikke bare følger efter de øvrige deltagere, men at man husker at bruge sin sunde fornuft og er ekstra opmærksom på pile, skilte og markeringer, når vejret er dårligt og man deltager i et mindre løb, hvor bemandingen på ruten er minimal. Hvis uheldet endelig sker og man farer vild (ligesom os), er det vigtigt at man forsøger at bevare roen og den positive tankegang i stedet for at blive negativ og opgive løbet. Da det gik op for os, at vi var løbet forkert og vi stod midt i skoven, i mørke og med regnen sivende ned af os, gik der da også mange bitre tanker gennem hovedet, da ens mål med løbet nu ikke kunne realiseres. Jeg fik dog hurtigt sagt til mig selv, at jeg skulle se det gode i det dårlige og få det bedste ud af løbet, da intet jo er så dårligt, at det ikke er godt for noget 🙂

thumbs-up-clip-art-104499 På trods af den uheldige oplevelse, er jeg dog klar på at stille op til næste år, dog med mere forberedelse og måske med en gennemgang af ruten inden start. På den måde sikrer jeg mig i hvert fald, at det ikke er mig der farer vild og hvis alt går vel, kan jeg forsøge at lave en ny PR, der forhåbentlig er endnu bedre!

 

12166779_10153795558954587_1276044142_n

Halvmarathon til Herning Nordea Løbet i 2014

,

Skagen Odde Ultra Trail (SOUT) – min første Ultra

Så skete det: SOUT – here I come! Træningen havde gået helt som den skulle, og alle forberedelser var lige efter bogen. Men hold da op, hvor var jeg ulidelig at være sammen med i ugerne op til. Jeg løb min sidste langtur 3 uger før, og startede så nedtrapningen derfra. Så i ugerne op til Skagen Odde Ultra, var jeg sprængfuld af energi, havde mega gode ben, og i super godt humør. Jeg var vist til tider lige på grænsen til at være rigtig irriterende overskudsagtig for mine omgivelser :0) Så tak til alle for tålmodighed med mig!

Dagen før og selve morgenen

Dagen før løbet havde jeg heldigvis en meget kaotisk og intens arbejdsdag. Ellers tror jeg, at jeg ville have haft meget svært ved at være motiveret og fokuseret på arbejde. Jeg kørte til Skagen om eftermiddagen, og det var rart at få en køretur, hvor jeg kunne begynde at forberede mig mentalt, til at nu var det altså snart nu. Jeg fik ro på i hovedet, men det hjalp dog ikke helt på appetitten. Det var godt nok lidt svært at spise et ordentligt måltid mad, når der bare var kriller i maven, og ingen madlyst. Men så måtte fornuften råde, og jeg fik spist en god portion pasta. Sjovt som fornuften skulle bruges omvendt af hvad den plejer. Plejer i min verden er: ”Nej, lad nu være med at spise mere mad, selvom det smager godt  – du er jo mæt”. :0) Og et lille fif til at falde i søvn og sove dejlig roligt, er en aftendukkert i Kattegat!

Pakket og parat

Pakket og parat

På selve morgenen for løbet, tågede jeg rundt. Det startede ellers fint med, at jeg spiste 2 ½ time før løbsstart, men så satte raskløsheden ind. Jeg havde ikke lagt en plan for hvad jeg skulle bruge de næste 2 timer på, så jeg futtede lidt rundt og snakkede med andre løbere. Og jeg fik smidt min nøgle væk, panikkede, fik andre til at lede efter den, hvorefter jeg fandt den i min egen lomme! Aftenen før havde jeg lagt alt frem, som jeg skulle have på og med, men blev så pludselig i tvivl om solbriller. Valgte at tage dem med…..nej ikke alligevel…..jo det må jeg hellere…..tog dem med og kunne så ikke finde dem…….fandt dem så i hætten på min jakke……..det var vist mere held end forstand at jeg indfandt mig på startlinjen 15 min før start.”Lessons learned”: Læg alt klar aftenen før, og ombestem dig ikke.

Til start

Det var jo mit første ultratrail, så jeg lærte et par ting om ultratrailløbere. F.eks. at de snakker som sindssyge. Der var simpelthen en knævren og sludren om løb, udstyr, forventninger, generel ”hvordan går det og er du klar”, pølser og kolde håndbajere som ville vente os når vi kom i mål og ikke mindst vejret (jaja – selvfølgelig bliver det ikke regnvejr og vinden er da ikke så slem…… det kom så ikke til at holde, kan jeg afsløre!).

Alt den snakken var pisse hyggeligt, men efter en masse hurtigsnak, kunne jeg mærke, at det fik karakter af overspringshandling fra min side. Min krop reagerede simpelthen, som om at den ikke var klar over, hvad den skulle i gang med lige om lidt. Så jeg trak mig ud til side, trak vejet dybt og bare glædede mig………”Lessons learned”: Jeg har behov for ro og ”alenetid” op til start.

Så gik starten

Og hold da op et tempo der blev sat! Jeg havde lovet mig selv og Rune (min skønne træner fra Running Now) at jeg ikke ville lade mig rive med, og det gjorde jeg heller ikke! Men det var godt nok svært. De første km gik igennem Skagen, og her slap jeg flere og flere løbere, og fik den der følelse af at bliver løbet fra og være en af de sidste. Det er ikke en følelse jeg har det særlig godt med! Så jeg brugte en del energi på at være stædig og ikke lade de andre bestemme min strategi – det er faktisk ret fedt når stædighed kan bruges konstruktivt. Og syd for Skagen fandt jeg et par løbebuddies som jeg fulgtes med indtil 1. depot efter ca. 22km. Super hyggeligt, og meget rart at have nogle at følges med, så jeg ikke var afhængig af selv at finde vej.

Fede stier og smukt landskab

Fede stier og smukt landskab

Ved 1. depot, fik at vide vi var nogenlunde de bagerste, og det var altså bare rigtig træls! Jeg hader bare at være bagerst! De sidste par km inden depotet, havde jeg overvejet at trække fra min løbebuddies, men var lidt ulden ved selv at skulle finde afmærkningerne på ruten. Efter depotet valgte jeg, at nu måtte min ”rypehjerne, der kan bliver væk indenfor en kvadratmeter” lade være med at tage over, og jeg trak fra, og løb de næste mange km alene. Og det var faktisk slet ikke så slemt – og jeg løb ikke forkert! ”Lessons learned”: Ruten var super godt afmærket og jeg kan faktisk godt finde vej når det kommer til stykket.

Halvvejs - og stadig gode ben

Halvvejs – og stadig gode ben

Ved passering af de 30 km (juhu – jeg var halvvejs), gjorde jeg status: Stadig gode ben, og ikke ømme steder. Yes: det kører for mig! Og jeg havde det faktisk helt fint med at løbe alene, og holde mit eget tempo. Og lidt efter de 30 km, startede den vildeste optur for mig. Jeg begyndte at indhente og overhale løbere der af den ene eller anden grund var gået kolde. Det er bare fedt når vedholdenhed og god strategi giver pote. Festen fortsatte helt til 2. depot (efter ca. 44 km), hvor jeg på det tidspunkt have overhalet 23-25 løbere. I depotet havde jeg en vildeste ”runners high”, og til jer som jeg mødte i depotet: Jeg er altså ikke altid så hyper :0)

Efter depotet kom vi ud langs med stranden, og vinden var nu en pæn modvind. Jeg skylder en tak til en intetanende mand, for rigtig god lædækning de næste par km. Man må vel spare på energien når man kan, ikk? :0) De næste ca. 10 km gik super – jeg overhalede flere løbere, men havde ikke helt styr på, hvem der var på 30 km ruten og hvem der var med mig på 60 km ruten. Men der blev da taget en 4-8 stykker 60 km løbere.

Det kørte derudaf, men omkring de 53 km satte trætheden ind. Jeg sværger virkelig, at der var mindst 3000 m mellem 53 og 54 km! Og så drejede vi ud på Sandormens spor, som var bredt, fladt, sandet, kedeligt og med den ondeste modvind. Der fik jeg godt nok lyst til at tude, og tænkte, at jeg da godt kunne gå lidt. Bare lige lidt……. Indtil da, havde jeg kun gået, når det var opad klitter, og jeg tænkte, bare lige 10-20 meters gang, kunne det da ikke ske noget ved………. Men efter 10 skridt, kiggede jeg mig over skulderen og så en mandlig løber komme op mod mig. Efter at have overhalet så mange løbere, og haft den fedeste optur, skulle jeg altså ikke indhentes. Så jeg fokuserede på at sandet lige, her hvor jeg var lige nu, var dejligt hård, og løb igen. ”Lessons learned”: Med den rette fokus og stædighed, kan man lige lidt mere end man tror :0)

På Grenen i god sidevind

På Grenen i god sidevind

De sidste km gik forbløffende hurtige. Pludselig stod jeg på Grenen, i den sejeste sidevind, og så var det bare medvind hjemad. Sikke en fest. Og 300 m før mål stod mine unger og deres far og tog i mod mig og fulgtes med mig i mål. Tusind tak til jer alle 4. Og tusind tak for verdens bedste krammer, da jeg havde krydset målstregen!

Verdens bedste mål-krammer

Verdens bedste mål-krammer

Dagene efter og hvad så nu?

Dagene efter havde jeg overraskende nok, ikke særlig ømme ben. Der var bare rigtig rigtig langt ned til gulvet! Men jeg var godt øm i skuldre, nakke og overarme. Jeg skal vist have trænet noget mere styrke/klatring inden næste ultraløb. Og så har jeg opdaget et nyt fænomen: Hobit-appetit. Morgenen efter løbet, vågnede jeg og var sulten, spiste morgenmad, blev mæt, der gik ½ time, hvorefter jeg var sulten igen og spiste morgenmad en gang til. Det gentog sig til frokost. Og aftensmad. Og mandagen morgen. I løbet af mandagen gik det over – heldigvis, ellers ville det ende helt galt!

Hvad er så mit næste mål? Jeg er ikke helt sikker, men det skal helt sikker være ultratrail igen. Jeg går med et potentielt race, men skal lige have et par ting til at falde på plads inden jeg melder det ud. Så hold øjne og ører åben, jeg melder nok snart ud!

,

Jeg løber aldrig mere…

“Jeg løber aldrig mere.

Hader asfalt, hader trail, hader bakker, hader vind, hader alt ved løb.!”Skærmbillede 2015-10-06 kl. 22.14.09

Sådan lød min sms til mine venner søndag morgen kl 04:59 den 13 september 2015.

 

“Hvorfor dælen sender jeg sådanne en besked” spørger du nok dig selv.

For at du skal forstå grunden til denne besked, så tager jeg dig med tilbage til

fredag den 11 september kl 12:00.

Efter flere måneders forberedelse, sad jeg i bilen på vej mod Odense Hovedbanegård for at hente min lillebror.

Han skulle de næste 48 timer være min trofaste hjælper, min wingman, føreren af min følgebil under hele ultraløbet, 100 miles – around the isle of Mors 2015. http://100miles.dk

Et løb på 100 miles (160,9 km) løbet i et kuperet terræn og i et stræk med en tidsgrænse på 26 timer.

Op til dette løb var der ingen nerver at føle, ingen sommerfugle i maven – tegn jeg tog for at være positive, og for at al min forberedelse havde givet pote.

Da vi endelig kom frem til Danhotel Nykøbing Mors, og havde fået os tjekket ind, stod den på nummerudlevering, aflevering af mine personlige oplysninger mht kontaktpersoner og den sædvanlige underskrift for, at have forstået at løbsledelsen fralagde sig alt ansvar mht skader og lign.

Her fik man det første kig på finisher trøjen man ville få udleveret ved målgang inden for tidsgrænsen.

Og den skulle man selvfølgelig røre lidt ved, og smile ved tanken om at trække den over hovedet – forhåbentligt – natten til søndag.

Ellers så stod fredagen på fællesspisning med de andre løbere, og her skal jeg love for man lige fik kigget hinanden an.

Her fik jeg indtrykket af, at der var mange der kendte hinanden, og at det var et tæt knyttet felt.

Det fede ved sådanne slags løb som dette er, at man er en stor “familie” og alle snakker med alle, deler gode råd og ikke mindst fortæller “røverhistorier”.

Aftenen endte tidligt i sengen, man skulle jo være frisk til næste dag.

 

Raceday

Lørdag den 12 september kl: 06:30 ringede vores vækkeur, og der skulle spise den obligatoriske morgenmad bestående af havregryn med rosiner og mælk, 1 kop sort kaffe, samme mængde vand og en banan. – Dette har jeg altid spist inden jeg har skulle deltage i diverse races.

Kald et bare overtro, men det virker for mig hver gang.

Samtidig var det min første kop kaffe i 7 dage op til løbet, og kaffen var gude god.

Utroligt man kan savne kaffe så meget.

 

Morgenmaden var overstået og nu skulle der skiftes til løbetøjet.IMG_1096

Jeg vil lyve hvis jeg ikke påstod, at nu begyndte løbet mentalt for mig.

Jeg gik ind i mig selv, og min bror vidste godt, at det kun var det allervigtigste han skulle “forstyrre” mig med.

 

 

 

 

 

Next stop Kirketorvet

Alle løbere blev kørt i bus ind til Kirketorvet, Nykøbing Mors, til personlig præsentation af hver enkelt løber, ved taler fra borgmester samt viceborgmester.

 

IMG_1100

Herefter gjorde alle sig klar til start.

 

Kl: 09:30 lød startskuddet og foran lå 160.9 km.

Allerede fra start af, var jeg meget optaget af at holde mit tempo nede.

Jeg havde de sidste tre uger op til løbet trænet i at løbe “langsomt”.

Det lyder måske mærkeligt, men at skulle løbe så langt, kræver at man holder en stabilt tempo, som ligger lavt i forhold til hvad man er vant til at løbe – det var ihvertfald gældende for mig, da jeg løber væsentligt hurtigere end det tempo der var sat til 5:45min/km.

Men alligevel lå mit tempo væsentligt hurtigere de første 10 km, da der her blev løbet blandt en del tilskuer.

Herefter fik jeg styr på det, og indtil de 30 km gik det godt.

 

Første negative følelse

Den første negative ting poppede op i mit hoved, da jeg rundede de 30 km.

Jeg havde over de sidste 5-7 km begyndt at få utroligt ondt i min venstre ankel, og kunne nu kun løbe på ydersiden af denne.

Hver gang jeg kom til at løbe på indersiden, grundet hældningen i asfalten eller fordi vi løb på stier, gjorde det ondt som en i h……

Før løbet havde jeg lovet mig selv, at blev jeg “skadet” i den første tredjedel af løbet, ville jeg trække mig, og var det i den sidste tredjedel, ville jeg gennemføre uanset smerten.

Men jeg kunne ikke kaste håndklædet i ringen allerede nu.

Det ville være så forkert at gøre.

Jeg vurdere situationen de næste 5 km, og valgte at fortsætte løbet, trods smerten.

En beslutning jeg tog sammen med min bror, som ved hvert depot – hver femte km – stod og ventede på mig med det aftalte energi, væske samt mad.

Løbet fortsatte og hver gang jeg passerede tilskuer på ruten, glemte jeg smerten og løbet blev derved lettere.

 

Krise nummer to

De 60 km var nu lige om hjørnet.

Men nu drillede den højre ankel.

IMG_1158Jeg var nedslået, negativ, og nok ikke sjov at være i nærheden af.

Jeg var nu forbi den første tredjedel, og var i det dilemma jeg havde sat mig selv i tidligere.

Drop ud og undgå en større skade, eller fortsæt og tag tingene som de kommer.?

Jeg sagde ikke meget til min bror ved 60 km, udover “hvad skal jeg gøre.?”

Hans svar var simpelt.

“Er der en mulighed for at løbe, så gør du det fandeme.”

Maden blev spist, Enduren fra 32Gi drukket i aftalt mængde, chews slugt og ned røg en saltstick også.

Det samme gjorde jeg.

Afsted mod de 65 km. – Dog med den aftale med min bror, at ved det obligatoriske lægetjek ved 80 km, skulle der intet nævnes omkring mine smertende ankler. (Havde jo skrevet under på, at det deltagende lægehold til hver en tid, kunne tage en løber ud, hvis disse mente at vedkommende ikke kunne fortsætte, eller ville være til fare for sig selv). Så jeg skulle bare virke frisk.

 

Af årsager jeg endnu den dag idag ikke er klar over.

Så var jeg så heldig at komme til at støde ind i en af de andre deltagere.

Mette var hendes navn, og hun var en positiv stjerne, der viste mig vej ud af krisen.

Vi faldt i snak de næste 2 kmog jeg kunne mærke hvordan energien stille og roligt kom tilbage og de positive batterier blev igen ladet op, og en varme samt rolig følelse, lagde sig tæt omkring mig.

Vores veje skulle igen skilles ved de 67 km.

 

IMG_1179Ved 67 km havde arrangørerne som noget helt nyt, lagt en bakkespurt ind på den berygtede Salgjerhøj.

En bakkespurt på 1 km med den undtagelse og udfordring i, at den steg 9,5% i gennemsnit hele vejen.

Den trak tænder ud ved mange af løberne.

Specielt med 67 km i benene på dette tidspunkt.

Men med en fantastisk opbakning hele vejen op, gik det som en leg – eller, nej det var pisse hårdt.

Kampen på Salgjerhøj

Jeg var nu holdt op med at tælle ned på km, men derimod var tiden taget over.

Jeg talte timer der var tilbage til mit mål var nået, istedet for at tælle ned i km.

Det hjalp mig hen imod de 80 km og det obligatoriske lægetjek.

 

Opturen

Men der var sket det fantastiske.

Jeg var nu positiv, ved godt humør og energien var der bare.

Benene føltes ikke tunge og de ville bare fremad.

Inde i  mit hovede kørte den samme ukendelige sang igen og igen og igen og igen…

En mærkelig føles når man ikke rigtigt tænker mere.

 

80 km, lægetjek overstået og nu på vej mod ukendt land.

Jeg havde aldrig tidligere løbet længere end 84 km, og denne grænse blev snart krydset.

Dette var min eneste ukendte grænse, for hvordan ville min krop reagere når jeg nåede ud på den distance.?

Men det gav bare mere blod på tanden, for herefter var det de 100 km der skulle nåes. Et magisk tal for mig – og nok også for de fleste andre.

Tempoet var stadig nogenlunde stabilt, omkring de 5:50-6:00 min/km.

Stadig ingen tegn på ukendt træthed.

 

Mørket falder på

Klokken var nu blevet spisetid – for dem der ikke løb.IMG_1195

Og det var nu at mørket ville begynde at kunne anes.

Det var det eneste der gjorde mig rigtig nervøs. For hvordan ville jeg reagere når mørket opslugte mig, og jeg skulle være “alene” kun hjulpet på vej af min pandelampe.

Så jeg forberedte mig mentalt, og der blev aftalt helt konkret hvad jeg nu skulle gøre brug af.

Her taler jeg om varmere tøj – langærmet, vest, jakke etc.

Jeg havde indtil videre kun løbet i t-shirt og korte tights, hvilket ikke havde været for koldt på noget tidspunkt.

Men jeg vidste også godt, at det ikke på nogen måde ville være varmt nok til om natten.

Så inden det blev helt mørkt, skiftede jeg til langærmet trøje fra craft, med windbreaker på hele forsiden.

Dette skulle vise sig at være et godt valg.

For mørket havde kun lige lagt sig blidt, da man straks kunne mærke kulden.

Jo mørkere det blev, jo mere fandt jeg ind i en form for “puppe” der lukkede alt ude.

Nu var der kun mig og lyset fra min pandelampe.

Det eneste der brød denne “seance”, var når min bror kørte op på siden af mig, lige for at tjekke til mig, samt aftale hvad der næste gang skulle være klar.

Ellers var det de få gange, en anden løbers følgebil kom forbi mig i sneglefart.

Men en virkelig rar fornemmelse at løbe “isoleret” på denne måde.

 

Med natten kom også energien

Jeg var ikke træt mere – forstået på den måde som de fleste af os kender.

Følelsen hvor man af og til har lyst til at lave en 180 grader vending og løbe hjem igen.

Jeg vidste at der kun var en vej, og det var vejen frem, og intet andet.

Det var med til at holde fanen højt og bare fortsætte.

 

Temperaturen blev ved med at dale stille og roligt, og nu blev den største udfordring at komme igang igen efter hvert stop ved depoterne.

Det gik lynende hurtigt, fra jeg var varm til jeg hundefrøs.

Det var ikke noget problem at komme igang med løb igen, efter indtagelse af div. drikke samt fast føde hver femte km.

Men det var det at få varmen igen.

Mine lemmer var helt kolde, og jeg følte en ubehag hver gang jeg skulle igang, hvilket skyldtes kulden.

De sidste besøg i depoterne var det blevet aftalt, at jeg skulle have min fleece jakke på og starte med at løbe igen mens jeg stadig bar denne.

Det hjalp mig gevaldigt.

Stadig ingen træthed at føle.

Jeg var virkelig oppe på mærkerne nu, følte at intet kunne stoppe mig.

Der var nu et enkelt marathon tilbage.

Men det var kun timerne jeg tænkte på, ikke km. Det gjorde det hele meget mere overskueligt.

 

Jeg var nu ved de 140 km depotet, alt sødt, mad og drikke hang mig ud af halsenIMG_1212

Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at drikke mere sødt, spise mere “vingummi” eller tygge endnu en tablet med energi i.

Det samme gjaldt for mine sandwich. De var en kamp at sluge, men jeg vidste udemærket vigtigheden i at dette skulle ned. Planen skulle holdes, ellers ville det give bagslag.

Så selvom det var hårdt at spise – ja hårdt – så blev jeg ved, og dette var nok den største kamp i denne del af løbet.

 

 

Da jeg ramte de 150 km og nu vidste at der ikke var lang vej igen, så tog fanden over.

Vi skulle løbe bagom Jesper hus blomsterpark, som gik igennem et stykke skov.

Med lidt bakker sagde de.

Ja ja, nogen sagde også at Mors var flad som en pandekage.

Skærmbillede 2015-10-11 kl. 21.46.23

Højdeprofil over løbet – beviset på at Mors ikke er flad som en pandekage

 

Men denne skov, måtte være en bjergskov – sådan føltes det ihvertfald der kl 03:00 natten – og til og med i bælghammerende mørke.

Ikke nok med at det var mørkt og jeg høj lydt løb og bandende som en stiv sømand, så var der fest i Jesper hus blomsterpark.

De gav den gas, så halvvejs gennem skov inden jeg igen ramte vejen, blev jeg fulgt af tung bas og stive mennsker.

Det eneste jeg tænkte på her var, hvor meget jeg hader tømmermænd.

Ja – jeg har tidligere nævnt at jeg ingen tanker havde under løbet, men dette beviser at jeg var ret langt ude i hampen, når der så endelig var tanker.

Spøjst.

 

Opløbet

Det vil være forkert at sige at opløbet er 10 km ude. Men det var her jeg satte spurten ind.

Jeg valgte at springe det sidste depot over, og sætte tempoet op, benene var friskere end på noget andet tidspunkt på hele turen, vejrtrækningen var perfekt og jeg ville mest af alt bare hjem.

Jeg suste forbi depotet ved 155 km – det prøver jeg at foreklare mig selv at jeg gjorde – til stor overraskelse for de to personer der stod ved der.

Men heppede det gjorde de godt nok.

Herfra og resten af turen kan jeg huske meter for meter.

Det var som om mine sanser og min hukommelse kunne rumme 1000 gange hvad den ellers ville registrere.

En virkelig fed følelse.

Jeg hoppede ind og ud af det vi kalder for “Runners high”.

Alle sving og alle sideskift blev gjort med milimeters præcision for at spare tid, skridt og ikke mindst energi.

Jeg var så klar.

Jeg kunne begynde at mærke en prikken i hele kroppen, følelserne begyndte at vælte rundt, jeg var ved at græde, så blev det skubbet væk af gensynsglæde med min bror, så væk af en fanden i voldsk følelse for bare at spurte, og lysten til bare at råbe som en anden tosse – hvilket nok ikke var så god en ide, da jeg på dette tidspunkt løb i et villakvarter.

Men super fedt at mærke kroppen opfører sig sådan.

Alt dette blev pludselig afbrudt da jeg rundt om et hjørne så to på cykler, stoppe op, og så begynde at klappe af mig, og så lige sige “det ser godt ud, kom så, du er snart færdig.”

Hvilken kæmpe opbakning dette var for mig, og hvor var det stort at et ægtepar i tresserne, cykler rundt i et villakvarter kl 03:30 en søndag morgen, for at heppe på os løbere.

Syrealistisk, virkelig syrealistisk.

Km for km åd jeg asfalt, stier og fortovene, jeg vidste at jeg snart var der.

Og der rundt om et hjørne, kunne jeg se beachflagene hvilket viste det 200 meter lange opløb, med det store timeur der lyste op med sin orange farve.

Nu var jeg der.

Nu var jeg igennem.

Intet kunne stoppe mig nu.

Glæden væltede ned over mig til lyden af klap fra de mange folk der stod ved målstregen og ikke mindst min brors stemme der råbte mig fremad.

Opløbet – de sidste 200 meter –

Der, jeg var i mål.

18:47:50 stod uret på.

Done, finitto, så var den ged barberet.

 

Dagen derpå

 

Søndag kl 07:15 stod jeg op.

2:15:00 timers søvn blev det til.

Lagsomt fik jeg mig vraltet ud på badeværelset og fik taget mig et bad.

Herefter gik jeg sammen med min medløber Carsten over til runners lounge for at få en kop kaffe, lidt morgenmad samt og ikke mindste det vigtigste, for at klappe de sidste løbere ind, når de kom i mål.

IMG_1222

Der var stadig løbere ude på ruten.

Det er det vidunderlige ved at deltage i ultraløb. Alle hepper på hinanden og giver gerne en hånd mht at hjælpe.

 

 

 

 

 

Da vores hver især hjælper var stået op, var det igen ind til Kirketorvet til præmieoverrækkelse i form af en gavekurv med gaver fra div. sponsorere til løbet.

IMG_1226

Gudskelov skulle vi ikke op på scenen igen, hvilket for mange ville have været en udfordring af de større.

Underligt nok, var jeg nogenlunde gående, men det var nok pga følelsen af victory for gennemført ultraløb, 100 miles, som faktisk viste sig at være 163.18 km ialt.

 

 

 

 

 

Nu skulle vi bare hjem til Odense igen.

Godt jeg havde taget fri fra arbejde om mandagen.

 

Om jeg gør det igen…?

Ja hvem ved.

 

Nu skal der først trækkes nye projekter ud af truckerkasketten.

 

The Geek Runner

IMG_1241

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Løbsberetning Samsø Marathon 2015

 

Fakta om Samsø Marathon
Hvornår Ultimo August
Hvor Samsø, start/mål Tranebjerg
Antal deltagere 50-80
Andre distancer ½mt, 10k, børneløb
Pris 450-550 kr
Fordele Flot natur, gode depoter, hyggeligt løb
Ulemper Start midt på dagen. Mentalt hård rute. Lidt monotont. Dyrt
Samlet vurdering 3 ud af 5
Hjemmeside Samsømarathon

 

13 uger var passeret siden København marathon blev gennemført og årets 2. marathon mål skulle indfries på Samsø lørdag den 22. August. Træningen var foregået struktureret frem mod løbet, efter to ugers restitution og optrapning har jeg fulgt et klassisk men lidt forceret program som toppede med 62 km i ugen 3 uger før start.

 

I modsætning til KBH, var målet at sætte en PR, som for mig betyder et løb hurtigere end 3:52:15. Jeg vidste det ville blive svært, da 11 uger ikke er lang tid at skærpe formen på, men det skulle prøves.

 

Samsø Marathon blev valgt fordi det kunne kombineres med 1 uges ferie i sommerhus med familien. Derfor blev optakten til løbet heller ikke helt ideel, der blev cyklet lidt rigeligt de fleste dage, uden at det dog blev noget der som sådan kunne mærkes i benene. Om det alligevel spillede ind på dagen, ved jeg egentlig ikke. Mentale Forberedelser var gjort, og der var Carbon loadet rigeligt i de sidste dage op til løbet. Lad mig sige med det samme! Det er sidste gang jeg carbon loader så rigidt. Jeg har gjort det til samtlige 7 marathon og jeg ender altid med at få gedigen kvalme og føle mig grundigt oppustet, opsvulmet, fed og doven når jeg står på startstregen. Og jeg vejer mere efter marathon løbet end jeg gjorde før carbon loading blev påbegyndt. Det kan ikke være rigtigt!. Jeg har sat mig for i fremtiden at eksperimentere lidt mere med alternative muligheder for at fylde depoterne op.

 

På dagen stod jeg klar på startstregen da pistolen blev skudt af kl 12:00 og afsted gik det. Vejret var sol, og 22-24 grader. Og en rute uden skyggen af skygge! Ikke optimale betingelser, men det var nu engang hvad vi måtte forholde os til, så det gjorde vi. Ruten gik syd fra centrum, ud mod ballen, vender rundt og en lang flad strækning mod Nordby, hvor der ved 25 km vendes og løbes et godt stykke samme vej hjem inden man løber på vest siden af øen mod Tranebjerg og i mål.

 

 

 

 

Carbon loading Quick facts
Hvor meget 9-10g kulhydrat/pr kg kropsvægt pr dag. Energi fordeling med ca 65-75 % kulhydrat
Hvornår 2-4 dage før løbet
Hvorfor Fyld muskler og lever med energi og brændstof og forsink eller eliminer mødet med muren

 

Samsø billede 1

Udgangstempo var 5:22/km og målet var A: sub 3:50, B: sub 3:52:15 (PR) eller C: Sub 4:00

 

De første kilometer går fint, det er lidt svært at finde rytmen da der løbes meget solo. Ved 6km indhenter jeg et par stykker der lagde kraftigt ud fra start og vi følges ad til ca. 10 km hvor de hænger lidt i depotet og jeg fortsætter videre. Sådan går det lidt videre de næste kilometer indtil jeg hægter mig på en kvindelig løber der løber nogenlunde samme tempo som mig. Vi følges frem til ½ mt som rundes i 1:53:32. Helt perfekt i forhold til mit udgangstempo. Det gik fint. Benene har det godt, men varmen sætter sit præg. Jeg er bekymret for at få nok væske så har sparet på sukkeret og drukket en del vand ved hvert depot hvilket har givet lidt skvulpe mave. Det er rigtig varmt nu og det er rart med viden om at det nu går hjemad. Vi runder Nordby ved 25 km mærket og min kvindelige ”hare” ligger ca. 60 meter foran mig og jeg forsøger at hænge på. De 30 km bliver rundet og nu er benene tunge. Varmen giver problemer og det kører ikke rigtigt. 32 km rundes i 2:53. Min hare har indhentet en anden løber og de er nu 4-500 meter foran mig. Okay tænker jeg, det bliver svært at nå mit A mål om sub 3:50. I sådan en situation er det godt at have andre mål for ikke at miste motivationen. Hvis man kun har et mål og kan se man ikke kan nå det, så kan man risikere at gå voldsomt ned mentalt og måske endda udgå. Det kræver positive tanker at gennemføre et marathon når man er presset, så der skal skiftes gear og fokuseres på næste mål i rækken. Jeg havde 59 minutter til at nå de sidste 10 km og sætte PR og det troede jeg på var muligt. Plan B var sat i værk! 34 km bliver rundet ved depot. Jeg beder om at blive doset med den kolde bruser. Jeg er kortvarigt lidt svimmel og med bly i benene på det her tidspunkt. Jeg kan mærke mødet med ”muren” da jeg sætter i løb igen og har problemer med at holde tempo 5:50. Mine to harer er nu langt foran, og jeg slipper dem mentalt af syne og vender fokus indad. Fra nu af er det en intern kamp mod mig selv. Fra 34 km og hjemad havde jeg en del tilfælde at begyndende krampe i højre læg, som dog blev afværget hver gang uden at det rigtig kom til at hindre for noget, men truslen om at bukke under for voldsomme læg sammentrækninger var tilstede mentalt resten af turen. Fokus gik nu med at tælle ned de sidste kilometer frem til mål. 1 km af gangen. Ved 37 km kunne jeg se at jeg nok ikke kunne nå PR, og ved 38 km var jeg sikker. Jeg var heldigvis så tæt på mål at jeg kunne mønstre energi til mit C mål og fuldføre under 4:00, selvom jeg var en del skuffet over at have rundet 32 km i 2:53 og stadig ikke have sluttet i PR. Jeg satte 9½ minut til på 2. halvdel af turen i forhold til første, i modsætning til de 2½ minut positivt split jeg havde til KBH marathon. Sluttiden på Samsø blev 3:56:23. Min ”Hare” slutter i 3:51:XX og bliver nummer 2 for kvinderne i løbet. Hendes første marathon, og løbet i næsten lige split. Respekt for det.

 

Ironisk nok havde arrangørerne valgt at gruppere aldersklasserne således at de var 20-34 år og 35 – 60 år. På trods af at langt de fleste deltagere var over 40. Dvs der var kun 6 deltagere i min aldersklasse, og over 30 i den næste. Det betød også at min beskedne tid rakte til en 3. plads og dermed en lidt pinlig / akavet tur på podiet og modtage blomster og præmie i form af sponsor produkter fra Maxim. I den næste, ældre, aldersklasse skulle der løbes 3:23 for at indkassere en 3. plads, så det var helt i hegnet den måde veteran klasserne var inddelt på.

 

Ruten er overvejende flad, med lidt bakket terræn de første par kilometer, og en mere markant bakke på 3% over 6-700 meter omkring de 40 km. Den er hård mentalt grundet de lange lige stræk og de få deltagere. Alt i alt er Samsø Marathon et fint og hyggeligt løb. Det er ikke value for money, da 450 kroner er dyrt for et provins marathon uden de store dikkedarer. Derudover er der ikke så god information på hjemmesiden som hele tiden går ned, og ruten blev først officielt lagt op dagen før start, og så var der alligevel fejl i forhold til den skiltede rute. Det er sgu lidt ringe til den pris. Starttidspunktet er lagt for at endags gæsterne kan nå at ankomme med færgen, men det er bare ikke optimalt til et løb midt i August måned. De fleste jeg snakkede med der løb det fulde marathon var alligevel på øen i længere tid. Endags gæsterne løb primært de kortere distancer og der var godt fyldt op, vist nok 5-600 i alt, men altså kun 60 på marathon. Depoterne og de frivillige var helt i top. Der var vand, cola og energi, samt frugt ved langt de fleste depoter, og der blev gjort en gedigen indsats med få midler for at vandet skulle være koldt også sidst i løbet. Venlige og søde mennesker overalt og god stemning på øen.

 

Samsø billede 3