, , ,

Inspireret af mørkets magter

Det er den tid på året igen.

Hvis du som mig er helt vild med trailløb, så ved du nok hvad jeg taler om.

Det bliver mørkere – og det bliver tidligere mørkere og mørkere.

Hvis du ikke allerede elsker løb i mørket på små mudrede stier, så lover jeg dig at det vil du komme til at elske når du har læst med her.

Nedløb er sjove i mørket foto: Bjarke Rosenbeck

Nedløb er sjove i mørket foto: Bjarke Rosenbeck

Læs mere

, ,

Italiensk for øvede og om at tage det sure med det søde

2018….et år med ændringer

Lad mig sige det med det samme. Juli måned har været vild….måske også lidt for vild, især taget i betragtning af Utcam lå midt i juni….Ville jeg have ændret noget hvis jeg kunne lave det om? Tvivler, for jeg er blevet beriget med 2 kæmpe oplevelse og en masse bjerge. (Og ja, læring om hvor meget kæden kan strammes uden at briste)

 

Hvilke ændringer

Sæsonen 2018 var ret godt planlagt med TGC slut februar, Utcam midt juni, etapeløb UTMR start september og så måske et løb igen i november (Plus selvfølgelig det løse).

Men en skade i februar gjorde at jeg ikke kom til Gran Canaria og måtte sadle om. Derfor blev mit første race omkring d 20/4 til Montsec ultra, måneden efter løb jeg Dracula løbet “Kalkmineløbet” uden at være restitueret i bund. Efter dette løb fik jeg dog styr på det og havde et super løb til UTCAM. 14 dage efter løb jeg mit eget marathonløb, Vejlefjord Trail Cannonball. Det var dælme med stive ben. Kort efter tog familien afsted på sommerferie til Italien hvor den stod på, ja ferie selvfølgelig, men også træning i bjergene.

 

Og lige inden vi tog afsted fik jeg faktisk en mulighed for at deltage i et lokalt løb midt i ferien, Bettelmat ultra, kun beliggende 1 times kørsel fra vores beliggenhed. Og med deres “midter” løb på 35 km tænkte jeg at det kunne være en god forberedelse til Trail delle Orchidee slut juli….

Korrekt, sidstnævnte var heller ikke planlagt fra starten af året. Men blev desværre nød til at melde fra til etapeløbet i Schweiz. Primært grundet de mange dage der skulle tages fri, så derfor blev dette løb planlagt.

 

Bettelmat Ultra Trail

 

3 forskellige distancer hvoraf jeg sprang på den mellemste på 35 km og små 2000 hm. Løbet ville fra start til slut være oppe over 1500 m højde og med højeste punkt på lige under 3000 m så skulle der løbes noget skyrace.

 

Alene køreturen derop var speciel. Lige inden startbyen, Riale, passerer man la cascata del Tocce. Europas næsthøjeste vandfald. Så begyndte adrenalinet at køre en kende. Fedt.

Fik hentet mit startnummer og ved at skue lidt rundt, så kunne jeg se at Riale var verdens ende, sådan cirka. Byen stoppede ved en klippevæg (og en kirke).

Det var lidt køligt i 1770 m højde, men hvad, om lidt skulle vi i gang med at arbejde os til varmen.

Løbet blev skudt i gang med vanlig Italiensk elegance med 15 minutters forsinkelse. 1 km længere fremme begyndte vi første opstigning. Det er et forholdsvist bredt spor som fører os op over første pas hvorefter vil løber et længere stykke langs en bjergsø op forbi første depot.

Herefter er der dømt DRØMMETRAILS resten af vejen. Ren Alice in wonderland. Længe siden jeg har været så blæst omkuld af et område.

Efter nogle timer kommer jeg til hoveddepotet hvorefter en ret barsk stigning går i gang op mod rutens højeste punkt i 3000 m højde.

 

Første del af stigning er pæn stejl og den trækker tænder ud – men inden længe kommer vi op på et plateau som leder os hen til – en skiløjpe…..På vejen derhen kunne jeg høre snakken lystigt gik blandt de lokale løbere. Sådan lidt spændt, ha ha, sjovt agtig.

3 skridt inde på stigningen forstår jeg alvoren. Tung tøsne på en stejl stigning. Så langt op jeg kunne se gik der  deltagere. Arrangørerne havde kørt en pistenbulley ned over stigningen for at kradse op i sneen så ve havde noget at sætte fødderne i .

 

Mega fed oplevelse at knokle sig herop og ankomme til et fantastisk beligende depot.

 

 

Laaaaangt nedløb

Fra dette depot og til mål gik det stort set ned hele vejen. Først ret teknisk. Derefter mere til at løbe på. Vi begyndte også at ramme sammen med deltagere fra nogle af de andre distancer og det blev mere og mere festligt på sporet. De sidste 3 km foregik på en grusvej.

I mål – selvom dette hverken var marathon eller ultra, så var følelsen efter at have gennemført det dog anderledes. Alle “ultra” aspekter var til stede. Blev placeret omkring nummer 20 ud af cirka 200 deltagere. Egentlig ok…..meeeeeen vinderen kom altså ind 2 timer før mig på omkring 3.30. Meeep meeep 🙂

Helt igennem et FEDT løb som jeg 100 procent vil deltage i igen hvis muligheden byder sig.

 

 

 

Trail Delle Orchidee

 

Efter en sommerferie med masser af bjergløb tog jeg turen mod Venedig ved godt mod. Jeg glædede mig voldsomt til dette løb, men havde samtidig også en følelse af at jeg så frem til at det var “overstået”. Bagefter var der en længere periode uden løb hvor det skulle blive godt at få lidt ro på.

Til dette løb var der 3 distancer,

20 km med 1650 hm

46 km med 3000 hm

120 km med 8000 hm

 

Mine forventninger til dette løb var enorme. Håbede på at få en oplevelse i stil med det jeg prøvede til Montsec Ultra. Lokalt, hyggeligt, fjernt, teknisk og spektakulært.

Turen mod Ampezzo fra lufthavnen i Venedig fik mig i hvert fald til at føle at det skulle blive en oplevelse i samme stil. Langsomt længere og længere “ud på landet”

Efter cirka 2 timers kørsel ankommer jeg til Ampezzo og finder hotellet Albergo Grimani.

 

Opladning til løbet

Blev mødt af en kæmpe stor gæstfrihed af værten på Hotellet. Ret hurtigt fik jeg lov til at beholde mit værelse indtil løbet start uden beregning. Havde kun booket det torsdag til fredag – men havde nu fået muligheden til at blive der til kl 23.00 – umiddelbart inden start.

Kanon.

Kort efter jeg havde fået mit værelse hoppede jeg i løbetøjet for lige at tage en 20 minutters strække ben gå/løbetur

Byen var ikke ret stor så den var hurtig undersøgt. Start/mål og stedet hvor startnummer skulle hentes lå 100 m fra hotellet. Kanon. Blev også lige på løbeturen her remindet om hvor hurtig vejret kan skifte. Startede ud i næsten skyfrit. Og på de cirka 30 minutter det tog at “sightsee(e)” trak det op og endte med et kæmpe skrald og en hulens masse regn.

Efter en god nats søvn var det blevet race day. Løbet havde start kl 24.00, så en hel dag skulle fordrives. Valgte at køre en tur rundt i området. Først til Lago di Saurus og derefter Rifugio Tita Piaz. Skøn afstressning bare at trille lidt rundt.

 

 

Kørte tilbage til byen og fik hentet startnummer. Dagen gik og efter aftensmad tog jeg en lille lur. Fik lukket øjnene lidt og kl 22.30 skulle jeg gøre mig klar 🙂

 

Start

Var total klar, rolig og rede på udfordringen der ventede. Følte mig super godt tilpas og havde styr på mit grej. Skulle teste min nye Ultraspire Zygos rygsæk sådan for første gang. Lidt mere plads i den end min tidligere alpha 3.0.

Kl 24.00 blev vi (omkring 70 deltagere) sendt afsted. I hovedet havde jeg indprintet de første små 20 km af ruten….Vi skulle bevæge os fra 550 m op til lige under 2400 m, såeh, stille og rolig nat til at starte med 🙂

Den første del af stigningen kører bare. Sådan semi stejl og ikke voldsom teknisk. De første næsten 1000 højdemeter bliver ædt ret hurtigt. Vi passererer et par fotografer der blitzer lystigt hvilket gør at jeg ikke ligger mærke til de ret store “blitz” der kører derude et sted i horisonten….Bliver dog alligevel ret hurtigt klar over at disse blitz ikke er fotograferne, men et tordenvejr der er på vej. Dammit. Det sagde vejrudsigten så absolut intet omkring.

 

Når forbi første depot omkring de 10 km ude – et meget spartansk depot. Vand, lokal cola og et eller andet mærkeligt kage. Tænkte et de nok oppede depoterne senere hen.

Det er begyndt at regne og det tordner en del. Ikke sådan skræmmende tæt på, men heller ikke langt fra. Kort efter må jeg hoppe i en vest plus løse ærmer. Regnen er taget noget til og der skal arbejdes lidt for at holde varmen…Og det får vi lov til.

 

Vild oplevelse i mørket

Efter et kort nedløb begynder stigningen virkelig at tage fat.

En ret barsk stigning var i gang og det blev hurtigt fra at have været fugtigt og til dels mudret til at blive hidsige klippestykker. Er blevet alene nu og kan hverken se nogen foran eller bagved. Selvfølgelig laver jeg en lille fejl her og misser en markering. Er kommet ind på et voldsom stejlt stykke hvor jeg skal små klatre lidt og det bliver mere og mere stejlt. Ender med at tænke. Det her kan ikke passe. Det er simpelthen for farligt. Kan stadig ikke se hverken andre deltagere eller markeringer. Beslutter mig for at vende om. Det går ikke. Heldigvis går det ikke længe inden jeg kan spotte en pandelampe som langsomt kommer nærmere og vi finder sammen den næste markering og er dermed på rette vej igen.

Inden løbet har jeg lagt en video op fra en helt skør stigning med scrambling og en masse reb surret ind i klipperne som sikkerhed. Det ser VILDT ud i dagslys og det er så dette stykke, midt om natten, vi rammer nu. Kæft en seriøs oplevelse. Ikke at jeg på noget tidspunkt følte mig bange, men det gippede lidt alligevel.

Vi når Monte Bivera i 2330 m højde. Kæmpe oplevelse og går i gang med et vanvittigt stejlt nedløb. Tungen lige i munden og ét skridt af gangen. Løbet var i den grad i gang.

 

Fra 20 til 37 km

Efter et kort depotbesøg vil jeg gerne bare afsted igen. Bevæger mig ud og ind på en bred grusvej. Det går let opad, men kun sådan at der kan tøffes i lidt over gangtempo. Men hvor hulen er markeringen nu!!! Har ikke set et flag i 3 km hvorefter jeg på ny må vende om. Møder kort efter 3 deltagere hvoraf den ene har ruten på uret. Han bekræfter heldigvis at vi er på rette vej og efter yderligere 2 km rammer vi igen et flag. Kommer ret hurtigt ind på nogle tekniske stykker igen. Jeg pakker pandelampen væk og tager min vest af igen. Der er nogenlunde skyfrit. Der er på dette stykke en hel del kvæg. Den første flok jeg støder ind på vælger at slå følgeskab. De tøffer simpelthen afsted sammen med mig indtil jeg rammer et stejlt nedløb. Farvel med Jer og tak for turen. Hyggeligt 🙂 Rammer endnu et depot ved omkring 35 km.

 

 

Træthed??

Vi skal i gang med en 7-800 m stigning og jeg går stille og rolig i gang…men hvad er nu det. Jeg begynder at gabe og bliver ret hurtigt temmelig træt. Sådan rigtigt, rigtig søvnig. Ikke noget jeg normalt oplever om dagen i løb. Men hold nu fast jeg var træt. Det er ikke noget jeg ikke kan håndtere mere bare et irritationsmoment. Kommer over endnu et pas og begynder et stejlt og teknisk nedløb. Det flader ud mod bunden og her kan der løbes lidt igen.  Møder her endnu et “hold” kvæg. De står og fylder hele stien hvor der også er en lille vandpyt. Jeg nærmer mig og kan godt se – de har da egentlig overhovedet ikke tænkt at flytte sig. Øhh, ahem, kære leder ko. Må jeg få lov, stille og roligt, at passere Jer? Blev her nedstirret i en sådan grad at der ikke var nogen tvivl i det. Jeg måtte søge alternativ vej, så væk fra stien med mig for længere henne at finde ind igen. Farlige køer, altså.

Herefter holder jeg lidt igen for jeg ved at efter næste depot kommer rutens formentlig hårdeste stykke.

Min højre ankel har brokket sig lidt i nogle km med en smerte der sådan langsomt er taget til. Ikke noget ukendt, men noget jeg har mærket stort set hele juli måned. Så var ok med det. Anklen skulle nok få ro når jeg havde gennemført løbet.

Kommer ned til bunden i når frem til depotet. Trætheden var væk og fokus var nå på det næste lange stykke til næste depot – vel omkring 18 km. På de 18 km skulle vi forcere omkring 2000 hm og det var ved at være ret varmt.

Kampen op til hoveddepot, Rifugio Calvi

Varmen var efterhånden ret intens og jeg kunne se de få andre deltager jeg mødte lide ligesom mig. Alle muligheder for nedkøling og vand blev brugt. Flyt dig, ko, det vandtrug er til mig 🙂

Jeg havde det dog forrygende i kroppen og benene moste på. Stigningen var stejl og lang, plus at vi var over 1500 m oppe. Jeg krydsede en parkeringsplads og så et lille træskilt der viste mod rifugiet. Yes. Så er jeg der snart…..NOT!!!

Det her stykke var en dræber. Godt nok på en grusvej, så ikke svært. Men stejlt. Kom rundt om et hjørne og kunne der, laaaaaangt oppe, se hoveddepotet. Hold nu fast en evighed det tog at komme derop.

 

Der sad en 4-5 stykker og så ret brugte ud da jeg ankom. Jeg var for anden gang i løbet overmandet af træthed. Bestilte en omgang varmt mad. Skiftede tøj, spiste, drak og fyldte rygsækken op. Bagefter prøvede jeg noget som jeg aldrig har gjort før. Jeg tog en powernap. 10 minutter måske, ved det ikke, men jeg lukkede øjnene og var væk.

Kan her efterfølgende se at andre også havde været presset her. Jeg rykkede på de 18 km fra plads omkring 26 til omkring nummer 15.

Kæft det var tiltrængt. Gik videre op af stigningen ved godt mod. Der var nok 250 højdemeter op til toppen.

 

 

Killer nedløb….igen, igen 🙂

Godt så. Vidste hvad klokken var slået da jeg nåede toppen og skuede ned. Kunne se flere poster med mænd i røde jakker. Bjergreddere – hvilket som regel betyder. Pisse stejlt. Svært og bøvlet. Jeps. Korrekt. Det var svært, men skridt for skridt kommer jeg nedad bjerget. Er et godt stykke nede, da dette sker. Jeg skrider og prøver at redde et styrt hvilket forårsager at jeg vrider ret kraftig om på min højre ankel. Den er i forvejen godt smadret, øm og overbelastet. Det gør afsindig ondt på indersiden. Ikke som en ledbånds smerte – men inde i knoglerne, inde i leddet.

 

Pis, pis, pis. Kan ikke støtte på foden. Hvert skridt gør ondt og jeg bliver nød til at stoppe. Kan sgu bare ikke være rigtig. På papiret har jeg overstået løbets mest kritiske punkter og så sker dette….NOOOOOOOOO.

Jeg vælger at tage smertestillende piller og mens jeg sidder får jeg tapet min ankel godt op. Det virker egentlig ret ok og tapen gør hvad den skal. Jeg kan gå igen. Stille, dog med ret stor smerte, men tålelig.

 

Ikke igen – efter sommerferie forbandelsen er intakt

Jeg jubler indvendig da det sværeste stykke nu er ved at være overstået. Det er stadig så svært at jeg ikke kan løbe ned. Gør heller ikke noget da anklen stadig gør pokkers ondt.  Haltende kommer jeg dog videre….Men nej, klovnen her slapper lige lidt af i hovedet hvorefter der sker det, der ikke må ske. Vrikker om igen. Dog “indad” denne gang  – men det er lige der hvor smerten  er. Jeg falder så lang jeg er og som om vriddet ikke er nok, så slår jeg også anklen lige ind i en sten. Tror ikke jeg har prøvet så intens smerte i et løb før.

Sekunderne efter er jeg sikker på jeg har brækket et eller andet. Det føles helt forkert. Jeg er dog i midten af ingenting. Ingen deltagere i nærheden og vel omkring 8 km til næste depot. Ingen net på tlf heller. Lige en lille lussing og en reminder om at holde op med at pive og så videre.

Håber helt ind i maven at smerterne ville aftage. Men nej. Skridt for skridt forværres det og på dette tidspunkt er jeg klar over at jeg ikke kommer til at gennemføre. Jeg er sur, rasende, skuffet og ked af det.

De sidste 5 km til depotet ved 73 km foregår let nedad på en bred vej. Nok det letteste stykke i løbet. Hvis jeg ikke havde vredet om ville dette være et stykke hvor der kunne hentes meget tid….hvis og hvis og hvis….

Det er FRYGTELIGT at skulle trække stikket fra et løb, men trods dette, var beslutningen slet ikke svær at tage. Jeg havde ondt. Kunne under ingen omstændigheder løbe. Smerterne tog til ved gang, på trods af at jeg havde taget smertestillende.

Ved ikke om man kan sige det sådan, men dette er den eneste gang jeg har haft det ok med at skulle udgå. Selvfølgelig skuffet, men ok fordi jeg ikke kunne have gjort noget anderledes. Beslutning var velovervejet. Det irriterer mig dog grænseløst at jeg nu 3 år i træk er udgået i første løb efter sommerferie!!!!

 

“Epikrise”

Efter mange timer er jeg tilbage Ampezzo. Slukøret, lidt presset over hvad der er galt med anklen og lidt bitter over ikke at have gennemført.

Får sovet og kører midt på natten mod lufthavnen i Venedig.

 

Her, nogle uger efter løbet går det fremad med anklen. Der var gået inflammation/betændelse i senerne på indersiden af ankel. Ikke noget brækket eller andet galt med leddet, så er ved godt mod omkring fremtidige løb og træning.

 

Trail Delle orchidee er uden tvivl et rigtig “Dannie” løb. Det er lokalt, fjernt, teknisk tilpas svært, masser af højdemeter og fremfor alt en hel afsindig smuk natur.

 

 

Kunne i den grad også godt tænke mig at komme tilbage for at fuldføre løbet en anden gang. Fremover, når jeg skal planlægge løb, så vil jeg gå efter løb af denne slags.

 

Fremadrettet, når der skal planlægges en sæson, vil det være en rigtig god ide at sprede løbene mere ud fremfor at komprimere en kalender med flere rigtig lang, både fysisk og mentalt så udfordrende løb

 

Pas på Jer selv derude – lyt til kroppen 😉

 

Bedste trailkarma

/ Dannie

 

@dannietrail

 

 

 

, ,

Tørre, franske tæsk til Ultra Trail Cote D´Azur Mercantour (UTCAM)

Det er slut

September måned 2016. Efter omkring 90 km – jeg står stille. Er svimmel og utilpas, benene er som gele. Er helt igennem træt, udmattet og tom – såvel fysisk som mentalt. Beslutningen er taget. Jeg kan ikke mere og må trække mig ud af løbet. Altid en kæmpe skuffelse at måtte udgå, men samtidig også en del af “ultra-gamet”. En DNF er og bliver en skuffelse – men den er også en enorm kilde til læring og motivation plus at den indebrændthed, det giver, kan “tæmmes” og føre noget rigtig godt med sig.

UTCAM

Et fransk trailløb med udgangspunkt i Nice samt bjergbyen Saint-Martin-Vesubie. Så længe jeg har kendt til løbet er det blevet afholdt i starten af september, men her til 2018 havde de valgt at placere det i juni. Nærmest på dagen jeg erfarede dette blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle min revanche være.  Har flere gange haft god erfaring med at “toppe” i juni og for at knække løbet krævede det bestemt at være klar.

Jeg tilmeldte mig påny distancen 145 km med 10.000 m+ / 9.000 m-.  De andre distancer til løbet fordelte sig sådan:

7 løb i alt.

 

4.5 km og 1150 m+

12 km, 800 m+

25 km, 1400 m+

45 km, 3070 m+

70 km,  5000 m+

90 km, 6000 m+

 

Ruterne er kendetegnet ved at være særdeles tekniske uden længere “cruise-stykker”.

 

 

 

 

Optakt

Rejsen til Nice gik glat. Fløj torsdag morgen (tidligt) og var fremme, via en mellemlanding, godt middag torsdag. Skulle mødes med Michael Fich i lufhavnen. Vi skulle bo sammen og han skulle løbe samme distance som jeg. Vi får fundet vores hotel og pakket lidt ud. Efter så mange timer på farten plejer benene at være godt stive, så vi besluttede os for at tage vores løbeveste med al obligatorisk udstyr i for at løbe/gå ned til expo og blive indtjekket.

 

 

Arrangørerne har ret godt styr på setuppet omkring løbet og vi kom stille og roligt igennem diverse kontroller, igennem den ene sluse efter den anden for til sidst endelig at have alle stempler på vores papir og dermed klar til den bastante udfordring. Til vores overraskelse (og ærgrelse) havde vores startnumre fået påtrykt et tysk flag. Det var altså ikke helt ok 🙂

 

Men nu var vi klar. Grej var godkendt og nu gjaldt det egentlig bare om at spise og sove indtil løbets start, fredag eftermiddag kl 17.00. I ugen op til løbet blev det meldt ud at grundet sne på én af toppene, så ville der være en lille ruteændring som ville betyde 9.500 hm i stedet for 10.000. Men de proklamerede at vi ikke skulle forvente det blev nemmere af den grund.

Starten

Efter et forsøg på en middagslur fredag begyndte ræs-kriller i den grad at brede sig. Ting blev tjekket, grejet gået efter og vejrudsigterne skulle der også lige være styr på. Heldigvis synes vejret til at skulle blive overvejende tørt og varmt. Endda så varmt at arrangørerne havde ændret kravet på minimum 1l væske til 2l…. dælme en seriøs ændring at komme med, så kort tid inden start.

Vi fik bestilt en taxi som fragtede os de 7 km fra Nice og til startstedet. Da vi blev sat af fandt vi et skyggested med nogle stole og borde. Dejligt at kunne sidde der og slappe af – men endnu mere fedt var det at ganske kort tid efter så var samtlige 10 danske deltagere samlet. Det var virkelig hyggeligt at se dem alle. Få snakket og grint lidt.  Stemningen var super afslappet, men absolut heller ingen tvivl om at alle var klar over hvad der om 45 minutter ventede.

 

 

Med en halv time til start går vi op til pladsen vi skal sendes afsted fra. Det var dælme varmt på dette tidsspunkt. Der skulle sendes to grupper afsted på samme tidspunkt. Både 90 km og 145 km. Kan ikke helt overskue hvor mange deltagere der var – men mener vi fik os sjusset frem til omkring 200 på den lange (Tror dog, her bagefter, at der var lidt flere).

Synes det er lidt sjovt. Oplever det hver gang inden startskuddet at jeg nærmest går ind i mig selv. Altså lige de der 3-4 minutter inden. Hvor man står midt i feltet. Alle lyde bliver fjerne og åndedrættet bliver på en måde dybere og meditativt. Har det med kort at lukke øjnene og få samlet tankerne.

 

Vamos

 

Endelig, endelig, endelig bliver vi sendt afsted og i modsætning til mange andre af den slags løb, så gik der sådan cirka 10 meter inden den stod på singletrack. Ofte starter løbene med nogle km på asfalt inden man ryger ind på stierne – men altså ikke her, så allerede fra start var det bare ind på linie og ellers finde tålmodigheden frem. Og lige netop den, tålmodigheden, skulle blive en de største prioriteter.  Jeg følte mig rigtig klar til løbet og havde inden start kun haft den ene målsætning i hovedet…jeg skulle gennemføre. Ikke noget med en tid eller en placering. Er ret overbevist om, at grunden til at jeg udgik sidst, var for højt tempo. Den fejl skulle bestemt ikke laves igen.

De første mange km går stille og roligt i én lang slange. Folk overhaler og nogle gange skulle jeg også selv overhale, men alt i alt blev flaskehalsen ret hurtig overstået og der kunne komme lidt flow i tempo. Lækkert med så mange danske deltagere. Der var næsten hele tiden en eller flere i nærheden.  Så snakken gik ganske lystigt og generelt var der bare en hyggelig stemning på sporet. Det er vildt svært at følges med nogen hele tiden. Især her i starten

 

 

Kommer til første depot efter blot 7 km hvor mange vælger at fortsætte igennem. Også mig. Det næste ville komme allerede efter 14 km. Mellem 7 og 14 km følges jeg i lang tid med Thomas Rasmussen og Jacob Trailer Mogensen. Snakken går og der er dejlig stemning på. Der kommer et par hidsige og relativt korte stigninger her. På dette stykke kommer vi også op til Benjamin Holst og Annemette Skov. Vi følges mere eller mindre ad sammen til første depot stop ved 14 km. Godt at få tanket lidt op og få kørt et par kiks plus diverse ned……kunne dog godt liiiiiiige have brugt en cola, men det lod vente på sig.

14-30 km

Så var “hyggestemningen” også ved at være forbi og vi skulle til at arbejde os lidt mere opad hvor første top ville ende i godt 1400 m højde.  Inden løbets start havde jeg været lidt i dialog med Annemette om et muligt følgeskab. Vi havde begge tidligere deltaget i løbet og udgået. Vores splittider lå dengang ret meget op af hinanden så hvis muligheden bød sig, ville det være oplagt at følges ad, det vi nu kunne.  Og på dette tidspunkt i løbet passede det rigtig godt. Vi holdt begge samme tempo op ad bjerget som vi kommer op til uden de store dikkedarer. Sporet var nogenlunde fornuftig og da vi runder toppen og har løbet nedad et stykke tid kommer vi op til min roommate, Michael Fich. Det sker samme tid med at mørket er begyndt at falde på og det er tid til at få pandelamperne på. Det går over stok og sten ned mod næste depot som ligger ved 30 km. Kan ikke helt huske det store fra nedløbet her, så tænker det faktisk må have været til at løbe på 😉 Da vi kommer ind her, er Klaus Dahl netop på vej ud. Ahhh, endelig cola. Får et virkelig lækkert, knastørt, stykke franskbrød. Plejer egentlig ikke sådan at føle sult i disse løb. Men lidt kendetegnede for dette, så var jeg småsulten nærmest hele tiden. I det hele taget havde jeg det rigtig godt. Tempoet var præcis som ønsket. Hovedet og maven havde det perfekt. De næste 25-30 km ville virkeligt blive vanskelige. Det var blevet mørkt og vi ville skulle bevæge os mere eller mindre op, hele tiden.  Vi befandt os cirka 300 m over havet og ville ende på knap 2100 m, kun afbrudt af kortere nedløb.

Træt med træt på

Den første stigning på omkring 800 hm går relativt smertefri. Den bed dog godt fra sig de sidste par km og blev også teknisk mod toppen. Fra sidst jeg var der, kunne jeg huske at der ved den lille klippepassage var en masse folk der stod og heppede. Glædede mig til at kunne begynde at høre dem i det fjerne – men desværre var der ingen folk i år. Det var ellers super fedt. Der midt om natten at kunne høre larm i det fjerne. Synes vi får arbejdet os over denne stigning rigtig fornuftig og fortsætter det relativt korte nedløb til depotet i Utelle ved 44 km. Fra nu af ville løbet ændre karakter…sådan huskede jeg det i hvert fald fra sidst. Vi skulle for første gang til at bevæge os op over 2000 m.

 

 

Det var efterhånden blevet nat og vi havde været i gang i en del timer. Og pludselig, som lyn fra en klar himmel blev jeg træt. Sådan virkelig træt. Havde svært ved at fokusere og gik egentlig og blev lidt småsur på mig selv. Hvad hulen bildte jeg mig ind. Træt???? Nu. Vi var jo nærmest lige startet. Men ikke desto mindre, så var jeg en søvnig gammel mand. Om Annemette kan læse tanker…det ved jeg ikke. Men indtil nu var der egentlig ikke blevet vekslet mange ord imellem os. Det skal jeg love for der kom gang i nu. Der blev snakket om alt og ingenting. Det var virkelig det der skulle til på dette tidspunkt, stille og roligt forsvandt trætheden. Desværre opstod der et andet problem i vores samarbejde. Annemettes mave var langt fra samarbejdsvillig og til sidst, kort efter depotet ved 55 km blev vi nød til at skilles ad og hver finde vores vej på det lange nedløb mod hoveddepotet ved 71 km. Det var rigtig ærgerligt idet vores tempo var perfekt, men på uden tvivl det rigtige at gøre her.

Nedløbet var konstant i omkring 10 km og forekom mig pænt langt. Heldigvis var klokken blevet godt 5 og så småt begyndte det at lysne. det giver altid et boost. Lidt i 7 ankommer jeg til hoveddepotet hvor vores dropbag er.

 

Roquebilliere – 71 km

 

Idet det absolutte hovedmål med dette løb for mig var at gennemføre havde jeg også planlagt et længere depotstop her. Ville klæde om til helt nyt tøj. Have skoene af og få luftet fødderne lidt og ikke mindst have noget rigtig mad.  Heldigvis opførte min mave sig eksemplarisk. Kunne spise og drikke som jeg havde lyst.

 

I depotet står Thomas, Annemettes mand, og vi får hilst og jeg fortæller at hun ikke er længe efter. Altid super skønt at møde nogen man kender. Den førende dansker, Klaus Dahl, sidder også i dette depotet. Vi får også snakket lidt sammen og han spørger om vi skal følges. Kanon. Det ville jeg rigtig gerne.

Så efter en god omgang lun mad og rygsækken fyldt med energi og diverse til resten af turen sætter vi afsted.  På vej ud af hallen lagde jeg mærke til hvor kvæstede folk omkring os så ud. Og ikke fordi min motivation næres ved at se andre være pressede, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på i hvor god stand både Klaus og jeg var.

Da vi kommer ud i den friske morgenluft og begynder en laaaang opstigning kan jeg mærke at Klaus er temmelig meget hurtigere end jeg.  Der hvor vi rent faktisk kunne løbe skulle jeg virkelig holde tungen lige i munden. Samtidig er jeg også begyndt at tænke rigtig meget på mit første forsøg her. Det var præcis på dette stykke krisen for alvor begyndte at ramme mig. Så en forcering nu havde jeg bestemt ikke lyst til. Heldigvis fandt vi hurtig en lidt bedre rytme på stigningen.

På toppen går det ned 5-7 km. Det er ret flot med en del passager af floder og hvor man i hvert fald kan høre flodens brusen i baggrunden.  Vi laver nogle stop for at få taget et par billeder. Det er simpelthen så dragende med bjerglandskaberne hvor de høje, sneklædte tinder ligger i baggrunden og venter.

 

Deja-vu

Fremme ved næste depot vælter tankerne frem i mig. Det var kort herefter det koksede fuldstændig for mig sidst.  Heldigvis er jeg ikke i nærheden af krise og har samtidig Klaus at snakke med. Jeg kan huske de få km tilbage til depotet efter jeg havde trukket stikket. Huske det frustrerende i at skulle meddele jeg var udgået. Tiden bagefter der gik med at ligge i en liggestol fyldt med tanker. Føj. Så var tankerne og følelserne væsentlig anderledes her.

 

 

Vi går stille og roligt ud af depotet og nærmer os stigningen der vil føre os op i 2500 m højde. Noget vi begge havde set frem til. Op over trægrænsen og opleve de store vidder. Men hold nu fast den stigning tog fat. Og varmen pumpede nu på. Det blev en helt naturlig ting for os at stoppe op hver eneste gang vi kunne finde et vandløb for at forsøge at blive kølet ned.

 

 

Landskabet åbner sig op i takt med at træerne forsvinder. De store bjerge troner sig op. Det er virkelig storslået. Man glemmer helt at man er i gang med et race. Jeg begyndte også nu at forstå arrangørernes ændringer af løbet. Der begyndte at ligge sne forskellige steder. Første gang vi rammer et stort stykke med sne skal der skydes en runde billeder og som dengang til Trail Verbier Skt Bernard begyndte jeg at skovle sne ned af ryggen og knuse en stor snebold ovenpå hovedet. Det fungerede fantastisk til at køle ned.

Trail bad-asses på vej mod toppen

…eller sådan føltes det lidt 🙂 Vi var ved godt mod og mega blæret, så kunne Klaus lidt lommefransk. Så når vi mødte nogen kom der lidt gloser med på vejen. Fedt. Vi kunne skimte toppen af bjerget. Udsigten var enorm og smuk. Det var goldt, åbent er relativt svært. Og så sker der det, at bedst som man tænker at vi bare er top vildt seje, sådan at kæmpe os hele vejen herop….Så sidder der en samling mennesker præcis på toppen og hygger sig. De er jo ligesom også kommet derop, så ro i trussen, Dannie 🙂 Der er og bliver bare noget fantastisk ved at runde en bjergtop. Vi blev sendt videre med store smil og hep med på vejen. De spurgte også om vi manglede noget, men vi var godt dækket ind.

 

 

 

Nedløbet var så småt i gang og der gik ikke længe før vi fandt ud af at sneen ikke skulle spøges med. Tænker der var omkring 5-6 stykker á 50 meter med sne henover stien. Nogle steder var det altså noget stejlt. Solen smeltede jo på sneen, så selvom arrangørerne havde været ude og skovle en sti klar, så var den ved at være blød, glat og stejl. Vi skulle godt nok bevæge os med museskridt. Disse stykker var de eneste steder i løbet hvor jeg synes det var liiiiige spændende nok.

 

 

Efter at været nået nogle hundrede højdemeter længere ned var det hele bare stadig virkelig flot. Husker dette stykke sådan nogenlunde til at holde sig løbende på. Brugte tiden på at få spist og drukket godt. Plejer egentlig at dele mine Bonk Breakers op i små bidder, men spiste her en hel og fik drukket en masse.

Undervejs havde både Klaus og jeg haft urene sat til opladning. Distancen og højdemeterne lå stort set ens, så det hele kørte bare.

Næste depot skulle ligge ved 97 km, men langsomt kom mit ur på 100, 101, 102, 103, 104 og til sidst 105 inden depotet var i syne. Fik mig også lige overbevist om at uret nok havde vist for lidt og at vi faktisk var ved depotet ved 108 km….. Men nej. Det var ved 97 km

Det super høflige pensionist depot og den største krise i løbet

Kan godt mærke jeg lige skal have bekræftet hvor hulen vi er henne. Og den ansvarlige i depotet slår det helt fast. 97 km. Forstår det simpelthen ikke da vores ure jo sagde næsten det samme, men der må helt sikkert være målt for mange km imens urene har været til opladning? (Resten af løbet passer afstanden – kommer i mål med cirka 7 km mere end hvad ruten er opgivet til).

Lige der, i depotet, er det sådan set ok ikke at være så langt fremme i løbet som jeg troede. Gennemsnitsalderen på depotet var nok tæt på de 70, men hold nu fast hvor var de hjælpsomme. Glemmer aldrig den søde, rare dame der bød os begge en hel anrettet platte med lidt brød, ost og pålæg plus lidt andet. Det var sgu næsten som at komme på restaurant. Hun kunne ikke engelsk men kiggede bare på én uden at sige et kvæk. Det var altså lidt spøjst.

Endnu engang tanket godt op skulle forcere næste stigning. Må sige at indtil nu havde jeg haft styr på hovedet. Men meldingen om at skulle løbe 8 km mere (eller reelt set at uret viste 8 km forkert) knækkede mig lidt. Jeg blev mut og sur. Kunne ikke slippe tanken omkring det. Det var vildt træls og for en kort stund blev det også sådan at jeg kom i tvivl om jeg kunne klare det. Det hele gik fra at have kørt som smurt til at blive hårdt og frustrerende. Tænker der gik en halv times tid inden jeg kunne begynde at slå det hen og da vi nærmede os toppen kan jeg huske at “tågen” lettede og de positive tanker fik plads igen.

Vi kaster os ud i endnu et nedløb. Et stejlt og ret teknisk nedløb til depot ved 108 km.

 

Nice, France – 6/16/18 : Ambiance base vie du boréon

Næsten nede kan vi høre en dansker “kalde” på os. Det er Thomas Skov der står og tager imod os. Filmer, hepper og snakker med os. En KÆMPE motivationsbooster og tror det betyder mere end han lige regner med. Det får tankerne lidt væk fra det vi er i gang med.

Herfra og til næste stop er der 16 lange km over en voldsom stigning og et sindssygt nedløb. Derfor tager vi os god tid i depotet. Jeg får endnu en gang varm mad. Skønt. Maven kører fortsat helt perfekt.

Har efter løbet talt op hvor meget jeg har spist (af energi produkter):

26 saltpiller fra GU,  3 bonk breakers, 5 GU gels, 11 GU water tabs.  Derudover 2 gange pasta og pølser. En del brød, vindruer og appelsiner.

 

 

“Drama-stigningen”

Vel tanket op får vi de sidste hep med på vejen fra Thomas og vi trasker stille og roligt et par km frem mod den næste udfordring. Godt og vel 1000 højdemeter på en stejl stigning op til Mont Archas i 2526 m højde. Efter jeg kom over krisen med km kikset var kræfterne vendt godt tilbage og på dette tidspunkt i bunden af stigningen var jeg ved rigtig godt mod. Selvom der stadig var mange timer igen fik jeg følelsen af at jeg nok skulle gennemføre.

Der har hele dagen været høj solskin, men nu kan vi se at skyer begynder at trække sammen oppe på bjerget. Er lidt i tvivl om det er der vi skal op. Ikke noget der bekymrer os synderligt. Det er varmt og vi er i bevægelse. Langsomt, men sikkert.

 

 

Vi kommer igen over trægrænsen og her begynder bjerget virkelig at vise tænder. Der er nogle ret tekniske stykker med der skal arbejdes lidt ud og ind imellem klippestykker. Det er ret stejlt og vi kan spotte de orange markering strække sig temmelig langt op. Til højre går det stejlt ned af bjergsiden og skyerne blæser ind over siden. Der er masser af fugt i luften og i det fjerne kan vi høre at det buldrer. Frygter lidt at der skulle trække torden ind over os. Det vil godt nok være et rigtig skidt tidspunkt. Temperaturen er osgå faldet en del og er lige ved at skulle have mere tøj på ude over den tank top jeg havde på, men tænker…”bare lige til toppen – så går det ned og der kommer varmen hurtigt i kroppen igen”.

Der begynder at komme lidt mellemrum mellem Klaus og jeg, men vi holder stadig sammen op til toppen. Vi snakker lidt med “bjergposten” som fortæller at der venter os et rigtig, rigtig stejlt nedløb off trail. Bare tag det roligt ned, så er det ikke så slemt….

 

 

Hold nu fast det var stejlt. Skimtede lidt bagud. Regnen var rigtig tæt på nu og vi kunne kun håbe det ville gå så lang tid som muligt inden det brød ud. Nedløbet var på lidt græs og jord. Hvis det var vådt ville det blive én lang skøjtebane!

Efter omkring 15 minutter på nedløbet kom regnen, men heldigvis kun lidt finregn i starten, så vi nåede stort set hele det rigtig stejle stykke i tørvejr. Fedt.

Ved ikke om det var en form for “besærker-blodrus”, men et eller gjorde at jeg gerne ville køre lidt mere på. Var blevet enige om at efter det stejle stykke, så kunne der gives lidt mere gas.

Tror måske det var en form for runners high, eller følelsen af at være klar over at jeg ville gennemføre. I hvert fald havde jeg pænt meget overskud her og en følelse af at ville give den gas.

Det var rigtig fedt ikke længere konstant skulle tænke på “økonomi” og holde igen. Men nu at kunne med det tempo jeg nu engang kunne.

Det lange stykke overstået

Det var relativt lette km, de næste 4-5 stykker. Foregik på en grusvej som steg let og endelig kom jeg frem til depot ved 124 km. Inde i hovedet havde jeg døbt dette sted: Når-du-når-hertil-så-er-du-sikker-på-at-gennemføre-depotet.  Der sad en anden løber i depotet som kunne engelsk. Vi snakkede lidt om det vilde bjerg før og især det hidsige nedløb.  Brugte ikke mange minutter i dette depot, der manglede cirka 20 km af løbet hvoraf en enkelt stigning skulle forceres efterfulgt af et længere nedløb til mål i Bjergbyen Saint-Martin-Vesuibie.

Efter depotet her er der et relativt kort nedløb, men trods alt så langt ned at mit ur viser omkring 1200 m oppe….Kan ikke helt tro på det….den sidste top vi skal op på, ligger i 2087 m højde. Jeg havde fuldstændig undervurderet den stigning. Flot!!!!

 

Stigningen starter nogenlunde roligt og der kan power walkes med ok tempo. Men jeg synes virkelig den er lang og drænende nu. Bliver ved med “tro” jeg snart må være på toppen, men højdemeter på uret lyver ikke. Der er temmelig langt endnu. Mørket falder på igen og pandelampen kommer på. Selvom det ikke er vanvittigt stejlt så skal der kæmpes nu og deroppe, i det fjerne, kan jeg nu spotte sådan et rundt, orange, telt som indikerer toppen. Bliver “bippet” og får anvist retningen ned. Herfra er der kun 10 km tilbage og kun 3 km til sidste depot. Hvilken eufori 🙂

Denmark won…

Tøffer roligt ned mod sidste depot af de snørklede stier…der gives dælme ikke ved dørene her. Der jeg går ind i depotet hvor der står 4 hjælpere spotter de dannebrogsflaget på mine shorts. Hey man, Denmark won in football 1-0 over Peru. Congrats…France also won. Ren feststemning. High five og videre ud på de sidste 7 km nedløb mod mål. Når lige at overbevise mig selv om at dette nedløb bliver ren motorvej på en jævn grussti. Glem det, Dannie Boy. Hvorfor hulen skulle det pludselig blive nemt. De tekniske stier fortsætter…og fortsætter. Og gudhjælpemig om ikke vi også lige skal have en lille stigning mere. Jo ikke ret lang, men bestemt ikke noget jeg havde ventet.

2 km tilbage. Jeg er nede i målbyen og de sidste km til mål varer cirka en evighed, men endelig kommer jeg ind på brostene i byen. Kl nærmer midnat og byen er total død. Normalt kan man sådan i det fjerne høre mål…men ikke her. Det er total stille, drejer til venstre og jogger de sidste 50 m ind under målportalen. En helt igennem fantastisk følelse. Bliver modtaget af 3 arrangører og får en lille snak. Tiden siger 30 timer og 55 minutter. Jeg er ovenud stolt og gennemtæret af en lykkefølelse.

 

JEG FREAKING GJORDE DET

 

Strava stats fra løbet findes her

Epikrise

Sejler ned mod omklædning og får udleveret mine dropbags, går i bad og får varmt tøj på. Sætter mig og spiser en ordentlig omgang mad igen. Kan slet ikke få ind i hovedet at det er overstået da Klaus pludselig kommer vandrene. Mega, mega fedt. Han er inde cirka 1 time efter mig.

Virkelig fedt at sidde der og slappe af og få snakket lidt om det hele. Vi er endnu engang så priviligerede og heldige at Thomas vil hjælpe os. Når Annemette var kommet i mål ville de gerne køre os tilbage til Nice i stedet for at vi skulle vente på en shuttlebus. Luksus.

Annemette kommer i mål ud på natten i en fornem andenplads for kvinderne. Til lykke med det.

Dette løb er til dato det hårdeste jeg har gennemført. Brugte 6 timer mere end i noget andet løb jeg har løbet. Sværhedsgraden, hele tiden, gjorde at man konstant var på. Der var ikke sådan helt sindssyge passager med scrambling.

Der var 342 deltagere på startlisten. 162 gennemførte. Jeg blev nummer 15 blandt herrerne.

Selve arrangementet omkring løbet er rigtig godt. Ruten super opmærket. Depoterne gode (også selv om der først var cola efter 30 km). Hjælperne i depoterne var fantastiske og på trods af ringe eller ikke eksisterende engelsk så blev det aldrig et problem.

Det har været en KÆPMPE oplevelse og bestemt et løb der kan anbefales – hvis man ønsker en ordentlig en over nakken 🙂

 

 

Vil endnu engang takke mine samarbejdspartnere:

2xu Danmark

The good karma company

Elitegear.dk

gaiasport

Altra Runnnig Denmark

Derudover varmer det ekstremt meget med alle de beskeder der er tikket ind undervejs og her efter løbet. Tusind mange tak til jer alle. Det varmer og motiverer mere end I tror.

Tak for rejsehygge til Michael Fich. Tak for følgeskab til Annemette og Klaus samt en kæmpe stor tak til Thomas for opmuntring og små opdateringer undervejs.

Den største tak ryger direkte til min kære familie som støtter, tænker, supporterer og bare er der, samt giver mig muligheden på ny.

 

Nu skal der rettes fokus mod nye eventyr 🙂 …..keep it wild

 

Ses på stierne

KH

Dannie

@dannietrail

 

 

 

 

 

 

, ,

Montsec Ultra Trail (MUT)

Når én dør lukkes åbnes der som regel en ny…

I november 2017 blev det klart at jeg ville deltage i løbet Transgrancanaria for trejde gang. Vi var efterhånden en hel flok af danskere der skulle afsted sammen og da vi nåede uge 6 i 2018, 2 uger før selve løbet, havde jeg haft min sidste hårde træningsuge. Der var en rigtig god fornemmelse i kroppen og nu så jeg frem til en uges skiferie med familien og et hold venner. Der skulle kun løbes nogle lette ture i den uge.

Efter første hele dag på ski hoppede jeg friskt i løbeskoene og joggede stille og roligt nedad bjerget for at komme ned til søen (Zell Am See). Vi boede cirka 2 km oppe i terrænet.

Bang – så skete det. Ud af den blå luft mærkede jeg et skarpt smæk i min venstre læg. Absolut ingen tvivl om at jeg havde fået en skade. Fuck, fuck, fuck…..måtte humpe/gå hjem igen. Var på det tidspunkt helt sikker på at jeg ikke kom med til TGC. Der var under 14 dage til start.

Dog gik det super hurtigt med at skaden fortog sig. Jeg fik gået nogle 2 timers ture i bjergene om morgenen og kunne faktisk ikke mærke den længere. Besluttede mig for, at når vi kom hjem, skulle det testes igennem søndag før løbet. Som sagt, så gjort….Skaden sprang op igen hvilket gjorde beslutningen klar som glas. Ingen Transgrancanaria til mig!

Itra, DUV, UTMB kalender støvsugning

Dagen efter skulle der slikkes sår og en ret god måde for mig var at se på mulige andre løb når skaden formodentlig var helet op igen.

Ret hurtigt faldt jeg over, et for mig indtil da ukendt, løb. Montsec Ultra Trail (MUT). Billedere fra ruten så mildest talt fantastiske ud så hurtigt i gang med at se på logistik omkring løbet. Det var tåleligt. Nærmest lufthavn Barcelona og derefter cirka 2 timer i bil, ind i landet. Det var ok. Eneste lille minus var at løbet først var d 20/4 hvilket jeg synes var ekstremt sent at skulle starte sæsonen…men på den anden side var der også mere tid til at blive 100 procent klar igen.

mont8

 

Lidt om løbet

MUT afholdes i 2018 for 6. gang. Start og mål ligger på en campingplads i den lille by Ager.

Der er 3 distancer:

110 km med 7000 højdemeter +/-

50 km med 3200 højdemeter +/-

21 km med 1200 højdemeter +/-

Ruten er efter arrangørernes udsagn særdeles teknisk og med en gennemførelsesprocent på under 50 har de formentlig ret 🙂

Laveste punkt 500 m – højeste 1670 m.

…som I kan se ville der både være vand og æbler på ruten samt brus til sidst 😉

 

profil-montsec

Baseret på deltagerantal var dette løb et “lille” lokalt løb. Under 100 på den lange og lidt flere på de andre distancer.

 

Høj på oplevelser allerede inden start!!

Veludhvilet fredag morgen beslutter jeg mig for at køre lidt rundt i bilen i området. Holder ind et par steder og kigger på naturen inden jeg bliver enig med mig selv om lige at køre forbi den campingplads hvor start/mål er….nok den bedste beslutning jeg længe har taget.

Henne på pladsen støder jeg tilfældigt på løbsarrangøren, Dani Delgado, som pludselig kalder på mig. Vi hilser på hinanden og allerede her kan jeg mærke hans iver omkring løbet og hele arrangementet. Han viser mig rundt på pladsen og på et kort prøver han at tegne ruten vi skal løbe, op.

Lige da jeg skal til at gå spørger han mig om jeg har lidt tid, fordi så vil han godt køre mig op på toppen af bjerget bagved campingpladsen hvor lidt et “knudepunkt” på løbet ligger. Det er jo helt vildt. Tænk sig at få en lokal til at fremvise området. Jeg er total benovet da vi jeepen dribler op af bjerget. Han fortæller mig om stedets unikke klima, om bjergene, om at stedet er et af Europas bedste paraglide spots og om at der er mange ørne oppe på toppen. Han kommer også med små fifs omkring ruten og hvordan vejret og temperaturen hurtigt kan veksle pga den specielle vind i området.

mont9mont11

Jeg får set det hele og er allerede på en time helt ør i hovedet af indtryk og oplevelser. Det var virkelig STORT.

mont13

mont14

Efter oplevelsen vender jeg tilbage til hotellet for at få sovet lidt inden jeg skulle køre hen til start.

 

Klargøring til start

Ankommer til campingpladsen kl 18.30 og får hentet mit startnummer. Altid lidt frem og tilbage omkring tøjvalg. Vejrudsigten så rigtig fin ud med ned til 4-5 grader om natten og omkring 25 grader og ren solskin om dagen. Tog tights, shorts, t shirt, løse ærmer og en vest på. I dropbag en tank top.

I modsætning til de sidste 2 år havde jeg lidt et nyt setup af udstyr der først til dette løb sådan rigtig skulle testes igennem. Nyt tøj, ny rygsæk og ny pandelampe.

Mit grej til løbet:

2XU: GHST – shorts, tank top og t shirt. MCS tights. Calf sleeves og løse ærmer.

Altra: Lone Peak 3.5 og 3.0

Ultraspire: Alpha 3.0 rygsæk og visor

Gloworm: Alpha pandelampe

Black diamond: Carbon distance z stave

Injinji: Trail socks

GU saltpiller og gels samt Bonk Breaker bars.

Compressport: Vest og pandebånd

Ultimate direction: Regnjakke

Garmin Fenix 5

 

Briefing foregik kl 20. Fattede ikke meget men på en stor tavle var ruten tegnet op og enkelte punkter blev talt igennem. Det var mest de steder det var teknisk svært. Der var også noget omkring en ændring ude ved godt 80 km. Tænkte jeg ikke lige så meget over her….men det burde jeg nok!!!!

mont1

Nå – det allersidste toiletbesøg var overstået, al grejet var klart og det var jeg også. Gik de små 10 minutter fra campingpladsen og ned, midt i Byen hvor løbet skulle sættes i gang i det gamle “slot”, Castell d’Ager.

Start til først depot (19.5 km)

Mega fedt startsted. Vi stod pakket sammen midt inde i slottet. DJ spillede musik og samtlige 61 deltagere blev introduceret på en storskærm. Kl 22 blev løbet sat i gang og vi joggede langsomt rundt i gangene på slottet som var dekorerede med små fyrfadslys. Super stemning overalt.

mont2mont3

Jeg både glædede mig til natten, men var samtidig også helt klar over at det ville blive nogle rigtig hårde timer i starten af løbet. Indenfor de første 33 km af løbet ville det praktisk talt kun gå op og ned – op og ned igen. Samtidig huskede jeg også mig selv på at Dani havde fortalt at de to første stigninger ville være de sværeste i løbet.

Første pkt på dagsordene var en stigning på i alt 1000 hm og de første 6 km fra start var “hyggelige”, lidt lettere stier…Men så tog løjerne også fat og det blev stejlt. Vi var omkring 10 stykker der gik sammen her. Stille og roligt. Lagde mærke til at der var MANGE markeringsstrimler. Måske kun 50 meter imellem dem.  Pludselig ændrede den lidt kringlede sti sig – eller den forsvandt nærmest. Vi stoppede lidt op og kiggede op. Store klippefremspring og ikke nogen særlig tydelig sti….og hov – hvor hulen var markeringen nu henne? Vi blev delt lidt op her i vores søgen – nogen forsatte længere op og jeg fulgtes med nogen hvor vi ligesom gik på tværs og andre igen vendte om og gik ned. Efter lidt søgen kunne vi et stykke oppe høre nogen råbe. De havde spottet en strimmel og vi måtte begynde at klatre opad.  Desværre forstsætter den lidt uheldige markering resten af vejen op til toppen. Ikke noget kritisk, men bare noget der skete en del gange her. Løb lidt forkert, stoppe op og spejde efter andre deltagere og markering. Men heldigvis blev det meget mere tydeligt på toppen af bjerget.

I gang med et ret stejlt nedløb. Det gik langsomt idet sporet var yderst smalt. Små buske trak ind over stierne og vi kunne ikke rigtig se underlaget. Så fuld koncentration hele vejen ned. Mindes ikke at der decideret var nogle steder hvor der kunne løbes frihjul og slappes lidt af i hovedet. Synes virkelig man skulle være på. Adrenalin pumpede på højtryk hvilket jo egentlig er ganske fornuftigt for at holde sig vågen her om natten.

mont4

Har du slået GPS appen til??

I første depot bliver jeg stoppet af de frivillige da de ser mit startnummer. De spørger om jeg har starter appen NOW RUN som alle skulle have kørende på telefonen. Ja da svarede jeg, men vidste at min tlf havde voldsomt ringe signal hvilket jeg prøvede at forklare. Det er så her jeg gerne vil undskylde til arrangørerne og ikke mindst Jer derhjemme som prøvede at følge med…..Jo – ganske rigtig. App var sat rigtig op og startet…..MEN…den virker jo ikke sådan helt efter hensigten når klovnen her har glemt at aktivere telefonens GPS. UNDSKYLD. Det var dog først allersidst på natten/først på morgenen jeg fandt ud af det og fik gps slået til. Sorry!

Jeg fik tanket op og driblede videre. Dani Delgado stod og her i depotet og fortalte mig….Now you go up!!! Kunne ikke siges mere præcist. Hold nu kæft mand. Føj for en giftig stigning. Fik strammet mine sko gevaldigt op idet jeg følte mine fødder kunne glide lidt frem og tilbage i dem. Fra omkring 20 – 25/26 km skulle vi forcere 1200/1300 højdemeter. Stigningen var stejl fra start til slut og foregik udelukkende på små smalle stier. Sten i alle afskygninger og mod toppen mindede det lidt om sidste bjergtop. Større klippefremspring og til sidst en “åben” top vi skulle krydse. Vi skulle i gang med nedløbet. Dette startede meget stejlt og teknisk ud, men efter lidt tid kom der for en gang skyld nogle lidt mere løbbare skovveje. Eller det vil sige – løb du bare, men så falder du…i sneen og de isglatte veje. Der havde faldet en del sne i området ugen op til løbet. Det meste var smeltet igen, men her lå der altså noget. Som til dels var smeltet men i den grad også frosset til igen, så det var vildt glat. Så altså heller ikke noget friløb her.

Første store delmål

Efter mange og lange strabadser ankommer jeg til andet depot i bunden af bjerget. Indtil nu har løbet været virkelig mentalt hårdt. Først pga de lidt kiksede markeringer ved toppen af første bjerg og dernæst fordi at man hele tiden skulle være maks koncentreret omkring underlaget og sidst men ikke mindst det top hårde og tekniske terræn.

mont7

mont6

Havde set rigtig meget frem til dette punkt i løbet. De fleste af de mørke timer var overstået og de næste cirka 15 km ville være uden lange op og nedstigninger. Bevares – det gik op og ned, men slet ikke i samme grad før. I det hele taget havde terrænet ændret sig her. Vi var ikke højt oppe på dette stykke og underlaget var flere steder ret fugtigt. 4 gange skulle vi krydse små floder. Kunne se at arrangørerne havde været ude og ligge små sten i vandet vi kunne træde på for at komme over uden at stå i vand til knæene. Tak for det 🙂

Samtidig var solen stået op og det gør bare et eller andet ved hovedet hver gang. Mange timer er overstået og terrænet samt markeringerne bliver lidt lettere at læse. Jeg har det super godt her og selvfølgelig glad for at nattens hængen lidt med hovedet er overstået. Ikke at der har været kæmpe kriser, men blot at natten virkelig havde været hård og især hovedet var drænet. Kommer dog uden store problemer gennem trejde depot. Ved hvert depot står de og skriver vores nummer ned i rækkefølge. Stopper lige op her og ser at jeg ligger omkring nummer 20. Ikke et det har den store betydning, men sjovt nok lige at se idet jeg i lang tid havde løbet alene.

Trejde lange stigning og “hoveddepot”

mont23

De første 5-7 km her er ret lette og man begynder at mærke solens magt. Stopper op ved løbets eneste ubemandede depot. Smider min vest i rygsækken for jeg begynder at have det varmt og får lige tjekket om jeg egentlig har startet den der app vi skulle have kørende. Inderst inde var jeg nu godt klar over hvad der var galt. Sidst på natten kom jeg i tanke at jeg havde glemt at slå gps til – det blev gjort her og stigningen op til ST Alis gik i gang. Små 1000 meter op og denne stigning passede super godt til mig. Den var relativ stejl og sådan semi teknisk. Ikke voldsomt og der kunne holdes nogenlunde jævn og kontrolleret fart opad.

 

Der var en masse positiv energi her. Benene kørte super godt. Det var blevet lyst. Solen skinnede og indenfor halvanden time ville jeg ramme hoveddepot og dermed være et godt stykke over halvvejs. YES.

mont22

Jeg kommer op af det stejleste stykke og ved at jeg har nogle kilometer hvor det stadig går op, men slet ikke nær så stejlt. Udsigten her er virkelig fantastisk. Ude i det fjerne kunne jeg se det store planetarie på toppen.  Ørne og paraglidere kunne der ses en masse af. Mega fedt. Terrænet er rimelig løbbart.

Hoveddepotet – 63 km

mont21

Havde set rigtig meget frem til dette depot…Af flere årsager. Mulighed for tøjskifte – være over halvvejs. Lidt mad…men aller vigtigst. Få skiftet sko. Havde lavet en kæmpe rookie mistake. Har løbet i Altra Lone Peak 3.0 de sidste 2 år, men havde her inden løbet brugt de nye 3.5….Problemet for mig med den nye model var, at jeg på en eller anden måde lå lige præcis imellem 2 “halve” størrelser. Derfor havde jeg valgt et halvt nummer større end jeg plejede.

Allerede på første nedløb fik jeg problemer. Min højre storetå gled konstant frem og bankede imod spidsen. Og det tog bare til. Kæft en klovn, Dannie – næste gang, stol 100 procent på din mavefornemmelse.

Så igen…det var VIRKELIG en fornøjelse at komme til det depot. Tog mig rigtig god tid her. Fik en top på og skiftet sko. Fyldt op og fik også snakket lidt med folk i depotet. Fik en halv red bull af en anden deltager hvilket gjorde godt. Én fra depotet kom også hen og snakkede lidt omkring de klassiske man hører til bjergløb når det går op for nogen man er fra flade Danmark 🙂 Plus, da jeg var på vej ud af depotet kom der lige endnu en hjælper og spurgte om ikke jeg skulle have solcreme på. Lige netop den kommentar var meget symptomatisk for hjælperne. Nok noget af det mest ægte og hjælpsomme jeg har oplevet.

 

Flyvende nedløb

Efter skoskiftet følte jeg mig på toppen (hvilket jeg jo i realiteten også var) og kunne give los nedad. Fantastisk ikke at skulle holde igen hele tiden og ingen smerter mere.  Mindes at de cirka 10 km frem til næste depot gik relativ hurtigt. Nedløbet var i hvert fald sammenlignet med de to første, lange, noget mere løbbart. Varmen var taget væsentlig til og det var omkring middagstid.  Jeg begyndte at spejde lidt efter vandløb som jeg kunne skylle hovedet i. Netop varmen kan blive en væsentlig faktor på sådan et tidspunkt i løbet. Jeg har det med at miste lidt appetit og blive lidt kvalm ved det hele. Bliver ofte fristet til at drikke rigtig meget men ved samtidig af erfaring at det næsten kun gør det værre, at det bare ligger og skvulper rundt i maven. Så drik lidt og evt suppler med ekstra saltpiller plus sørg for at blive kølet ned når muligheden dukker op.

Efter cirka 74 km, ved Alsamora depotet kom endnu et hidsigt og noget mere teknisk nedløb. De mange timer i benene gjorde at der virkelig skulle holdes fokus på stierne igen og langt om længe kom jeg frem til depotet ved indgangen til det famøse område, Congost de Mont-rebei…

mont20

Det mest fantastiske stykke natur jeg nogensinde har oplevet!

I depotet fortæller de at de næste 3 km må der ikke løbes da det er et meget turistpræget område og især på gangbroerne er det forbudt.

Jeg har det rigtig fint med at skulle gå det næste stykke. Jeg er pænt ristet her og beslutter mig for at lege turist for ligesom at få tankerne væk fra at jeg er midt i et race. Og jeg får fuld valuta for skillingen. Vi bevæger os midt oppe på en klippe, på en sti der er hugget ind i klippevæggen. Den er nok max et par meter bred hvor der til højre går lodret ned – ned til den mest smukke blå/grønne flod.

Inderst på klippevæggen er der en wire vi kan holde fast i, men alle deltagere holder til højre så “de rigtige” turister kan gå i sikkerhed. Det er så blæst smukt. Jeg er helt solgt her og må seriøst stoppe op nogle gange blot for at suge det til mig. Fuldstændig vildt.

mont15

mut2

Efter et par km kommer vi hen til en lang hængebro der får os over på den anden side af floden og ind i Spanien, hvor vi indtil nu har været i Catalonien. Lige inden skulle marathonløberne dreje fra og begynde at løbe tilbage mod mål. (De 2 første bjerge var heller ikke på marathon ruten).

Broen gyngede en hel del og jeg forstår her temmelig klart hvorfor der ikke må løbes. På den anden side skal vi meget stejlt opad et stykke vej og jeg kan se at vi her bevæger os væk fra nogle helt vanvittige trapper jeg havde håbet at skulle forcere…..Samtidig havde arrangørerne meldt ud at der på dette stykke ville være en ændring af ruten. Jeg havde blot forstået at det var et lille stykke, men finder ret hurtigt ud af, at det er en lidt længere omvej på cirka 4 km vi skal ud på. Det er ok, jeg har bestemt ikke travlt her.

Fatamorgana???!!!

Heldigvis finder jeg ret hurtigt ud af, at jeg nok skal komme til at opleve trapperne alligevel. For efter depotet ved Montfalco drejer vi snuden tilbage mod trapperne og skal faktisk samme vej tilbage over hængebroen igen. De hersens trapper er vanvittige. De er monteret på to stykker aldeles stejle klippevægge. De er smalle og føles steder som om de gynger lidt. Er pænt godt tilfreds med at jeg ikke har højdeskræk. Vil dog sige at hvis man på dette stykke er total i racemode og bare ønsker at tonse derudaf….Så bliver ens tålmodighed i den grad testet. Der er rigtig mange folk og vi skal stå en del i kø. Det er dog 100 procent det hele værd.

mut1

Efter et stykke tid krydser jeg hængebroen tilbage til Catalonien og jeg glæder mig nu igen lidt til at komme væk fra turisterne. Kommer hen hvor jeg skal følge ruten for marathon folket tilbage til mål. Det er lidt en skræmmende fornemmelse. Fra nu vil der være mere eller mindre 1600 uafbrudte højdemeter til toppen. Det var møg varmt og det gik langsomt. Dog kunne jeg se at jeg nogle gange overhalede enkelte ret pressede marathonløbere. Det gav lidt et boost, men jeg kogte. Totalt og jeg ville rigtig meget gerne snart være fremme ved næste depot. Det skulle ligge ved 92.7 km. Og lige på dette tidspunkt blev jeg ret punktlig. Havde så lige svedt ud at jeg jo havde løbet længere pga ændringen af ruten og km tallet derfor ikke stemte. 2 gange indenfor 15 minutter oplever jeg det jeg tror er et fatamorgana…Jeg er 100 procent sikker på et jeg hører stemmer og at jeg kan se sådan en pavillion hvor der står folk. Men må skuffet konstatere at det blot er en klippe og ikke et depot???!!! Flot, ikk.

Da uret viser 99 km når jeg endelig frem til næstsidste depot. hvilket lettelse.

Lidt om energiindtag

Generelt går jeg frem efter så lidt indtag som overhovedet mulig og så at spise meget af det, der er i depoterne. Min erfaring er, at hvis jeg kører frem efter at indtage meget gel, barer og energidrik, så går maven i stykker. Normalt har jeg det godt med at spise Bonk Breaker bars. Tager som regel bare en lille bid i ny og næ. Så ingen gels de første omkring 10 timer. I depoterne plejer jeg kaste mig over brød, kiks, pålæg og ost. Og så Cola 🙂 Efter de cirka 10 timer synes jeg GU gels har en super effekt og jeg føler at når jeg taget en, så mærker jeg ret hurtigt sukker boostet – uden at maven brokker sig. Derudover tager jeg fast 1 saltpille i timen. I mine dunke har jeg i den ene rent vand og i den anden drinks tabs fra GU. Det fungerer bare. Til dette løb har jeg spist 2 barer og indtaget 4 gels. Taget 19 saltpiller og brugt 8 drink tabs. Derudover en del lokalt knastørt franskbrød med et eller andet salt agtig pesto. Og fed ost.

Det næste stykke er vildt stejlt og du skal klatre!

Det var virkelig en befrielse at nå til depotet. Jeg var lidt presset. Generelt var de frivillige fantastiske. Der var smil på alle steder og de var virkelig gode til lige at se folk i øjnene. der var også en følelse af at de kunne vejlede ret præcist omkring ruten. Det er altså bare fedt.

På dette depot bliver jeg bogstavelig talt spurgt om jeg vil have en spand kold vand i hovedet. JAAA TAAAK. Det var lige hvad jeg havde brug for. Hovedet ind over en spand og så kom der ellers en mand med en kæmpe dunk vand som blev pøst ud over hovedet. Klasse.

Bagefter fylder jeg op med diverse og får de obligatoriske par kopper cola. Der kommer endnu en hjælper hen. Han fortæller mig at jeg kommer ind på et særdeles vanskelig, men også relativt kort stykke. 400 højdemeter på et meget kort stykke. Og der vil skulle klatres nogle steder også. Hmm. Spændende, men dog på et tidspunkt i løbet hvor det kunne overskues.

Giver mig selv en mental lussing og daffer afsted. Den første km er stejl, men den næste….. Den er vild, som i RIGTIG vild. Har ikke prøvet noget så stejlt før. Jeg tæller. 3 skridt, pause, 3 skridt, pause. Og jeg haler faktisk med den strategi ind på folk. (Altså marathon løberne – det er længe siden jeg har set nogen ultra folk).

Og så kommer klatresektionerne. Der er 4 steder hvor vi skal bruge noget reb for at komme op. Ved første sted sidder der to deltagere og venter. Jeg gestikulerer at jeg venter og de skal klatre op. De ryster på hovedet og slår ud med armene. Fedest – de vil gerne se en anden prøve inden de selv tager afsted. Det er mega svært, men samtidig også lidt fedt.

Langt, langt, langt om længe har jeg overstået stykket. Shit en omgang. Efter lidt Strava nørderi kan jeg se at på under 1 km har jeg bevæget mig 335 meter op og med en imponerende pace på 30:55 min/km 🙂 🙂

Men hvor er det bare SÅ fedt at nu dertil i racet. Jo, jo. der skulle stadig løbes lidt op inden sidste depot. Men det var på en bred grusvej og heroppe var vinden dejligt kølende, så jeg var total høj. Samtidig begyndte den der skønne følelse af at være sikker på at gennemføre at indtræde.

10 km nedløb og du er i mål 🙂

Snakkede lidt med folk i depotet igen. Det var det samme depot hvor dropbaggen lå. De gav mig lige lidt en pep talk. Jeg fik at vide jeg lå nummer 6 og jeg bare lige skulle op på en lille bakke hvorefter der ville være 10 nogenlunde lette nedløbs kilometer til mål. Yes og med ben der stadigvæk kunne løbe lidt, så kunne målgangen næsten fornemmes.

Men uanset hvad, så gør det altså bare nas at løbe ned. Nedløbet var lidt blandet. Startede let på lidt asfalt efterfulgt af skovvej. Kunne se en deltager lidt længere fremme. Kom relativ hurtigt hen til ham….Blåt startnummer….en på ultra distancen 🙂 motiverede mig til at knokle på da jeg kom op til ham. Smilte lidt indforstået til hinanden med den der respekt for at være nået hertil og at vi snart var i mål. Han viste jeg bare skulle fortsætte og at han var “kaput”.

Kort efter drejede vi væk fra vejen og ind på små stejle, tekniske stier igen. Det var mit hoved ikke helt indstillet på men heldigvis kunne jeg følges med et par sjove gutter der simpelthen havde en fest. Snakkede, grinede og småjublede. Dejligt med lidt følgeskab her. De sidste km føles altid laaaaaange.

Da der manglede 3 km stoppede de tekniske spor og jeg kunne nu se ned til campingpladsen.  Jeg kunne holde mig løbende hele vejen ned til byen. Det var kæmpe, kæmpe stort at dreje rundt om hjørnet og lunte de sidste 20 meter ind over målstregen til en high-five og en kæmpe bjørnekrammer af Dani.

mont18mont16

 

Efter løbet

Der er så mange fede ting omkring dette løb. Den hjertevarme stemning blandt arrangørerne og de frivillige. En imponerende smuk rute. Voldsom teknisk terræn på nogle steder, men samtidig skruet sådan sammen at man (jeg) kun lige når at tænke, det her magter jeg ikke for så igen at løsne op og blive mere tilgængeligt. Jeg er ovenud tilfreds med mit grej som bare spillede. Det er også nok det løb hvor min mave har fungeret allerbedst.

mont17

Så ligenu begynder jeg så småt at se frem med årets næste store udfording. Ultra Trail Cote ´d Azur Mercantour d 15/6. 145 km med 10.000+ / 9.000-. Jeg har SÅ meget en revanche tilgode der 🙂

 

Til sidst vil jeg gerne takke min familie som igen har støttet utrolig meget op og været der for mig. Derudover også tak til mine samarbejdspartnere:

2xu Denmark

Altra Running Denmark

Elitegear.dk

Gaiasport

The good karma company

Alle Jer derude som har fulgt lidt med og tusind tak for alle kommentarer her, der og alle vegne. Det betyder en verden til forskel.

 

Andre links:

Film fra 2017 udgaven

Strava data

Løbets facebookside

Min instagram omkring stort og småt 🙂

Ses i sporet

 

/Dannie

Instagram: @dannietrail

 

 

 

 

,

Mit første Påskeløb (o-løb) … en oplevelse udover det sædvanlige :-)

Påsken 2019 nærmer sig … og her kommer jeg til at tænke tilbage på mit første Påskeløb (orienteringsløb) sidste år, hvor jeg på samme tid som nu kun havde løbet o-løb i 3 måneder. Her er min løbsberetning fra den begivenhed:

Oriepostnteringsløb er en lidt overset sportsgren. Ikke desto mindre er det både sjovt, socialt og en god udfordring, hvis man er til naturoplevelser og til at bevæge sig i naturen. Samtidig er o-løb for alle aldre og alle niveauer – både orienteringsmæssigt og løbsmæssigt (man kan nemlig godt gå, hvis man vil). Jeg startede i Holbæk Orienteringsklub lige efter nytår 2017, hvor jeg kun kunne gå banerne pga. hvile efter operation i december. Startede hårdt ud med mellemsvære baner (der findes også begynder- og nemme baner), hvor en hjælper (“skygge”) fulgte mig rundt og hjalp mig de første par gange, og jeg fik blod på tanden og deltog i nogle vinterløb på gule baner. HOK er en meget social klub, og en af traditionerne er at deltage i det årlige Påskeløb, hvor ca. 17-1800 o-løbere fra DK og udlandet mødes til en stor o-løbstræf. Dette år foregik det i Thy Nationalpark og nedenfor får I min beretning fra dette løb – og turen generelt – skrevet umiddelbart efter Påsken 2017.

***

Sidder her på 2. dagen efter påskeløbet i Thy Nationalpark og kroppen er så småt ved at komme sig oven på tre dages o-løb i nationalparkens vilde natur. Er mæt af indtryk og oplevelser efter tre fantastiske dage med HOKs engagerede o-løbere.

Onsdag stod jeg ved kantstenen med pakkenellikerne – fuld af forventninger og sommerfugle i maven, for Bjark havde meldt mig til sort bane, som så skulle være min debut. ”Tøse-bilen” (den havde også et andet lidet flatterende navn, som ikke skal nævnes her) anført af Sanne var lettere forsinket, så det var med en lidt stram tidsplan, at vi kørte mod færgen i Odden … og skiltene på vej derop var da også kun vedledende 🙂

Færgeturen gik fint, vi fandt ned til bilen og sad og ventede … flere lettere hånende bemærkninger faldt, da en chauffør ikke fik flyttet sin bil, så vi kunne komme ud. Nu blev Sanne vinket frem og panikken bredte sig, da bilen absolut ikke var indstillet på at ville starte. Nu var der så til gengæld HELT stille på bagsædet !! Færgen var fyldt til bristepunktet og vi spærrede alt. Kombardo-manden skubbede på, så Sanne kunne starte i 2. gear … det lykkedes heller ikke, og han havde en smule svært ved at skjule sin frustration, da Sanne fik drejet ned mod nederste dæk i stedet for ud mod afkørselsrampen. Nu måtte ”damerne” forlade bilen (som han så venligt sagde), og så skubbede vi ham ned ad næste rampe …. Jubiiii … bilen startede, og vi kastede os ind, inden den fik andre idéer. Kursen blev sat mod Agger – og for god ordens skyld skal det nævnes, at på den jyske side er skiltene et udtryk for max. Hastighed – i hvert fald på en torsdag aften i nordvestgående retning.

17966744_1537176979627022_226734292605627475_oTorsdag morgen – hjemmebagte boller i Anette, Bjark og Martins sommerhus. Tøserne fra tøse-bilen blev fordelt i de øvrige biler, så vi var sikre på både at komme derop og hjem. Første etape lå i Tved Plantage. Jeg anede ikke, hvordan et sådant løb foregik, så vi var flere ude ved starten i god tid, hvor Bent tegnede og fortalte, og vi fik udleveret vores brik. Tilbage til stævnepladsen … jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt presset. Maven slog knuder og pulsen kørte omkring de 100, selvom jeg stod helt stille. Men jeg blev lovet, at jeg ville blive fundet, hvis jeg blev helt væk … så jeg luntede ud til startområdet for at være klar.

Starten gik kl. 13.33. Kl. 13.32.40 gik jeg ind over stregen og hen til bordet … ”du er for tidligt på den” lød kommentaren, og jeg blev gennet tilbage bag linien igen. Ups !! En venlig mandlig deltager tog mig under sine vinger og forklarede mig alle ”etaperne” i startboksen, efterhånden, som vi gik igennem. Fat i kortet … du må ikke kigge … men jeg skal alligevel kontrollere, at det er det rigtige kort … ja ja … godt så! Startbrikken i holderen og biiiip … så var jeg i gang. Havde fået at vide, at jeg skulle nærlæse kortet for at finde rundt, så det gjorde jeg … første post fandt jeg uden problemer, og pulsen faldt mærkbart. NU var jeg i gang. Det gik meget godt.

Jeg fandt alle poster, og syntes egentligt jeg havde ok styr på det. Indtil post 9 – der blev jeg væk … kom ud i et åbent område, gik lidt rundt … fandt en lille sti … jaaaaaaa der var Karina. Hun var så på vej til post 11, så jeg havde lige bommet både 9 og 10, men nu vidste jeg i det mindste, hvor jeg var. Lettelse !!! Tilbage efter nr. 9, ville gå direkte på nr. 10 (det skulle jeg så nok ikke have gjort). Den var svær, men jeg fandt den endelig. Videre… 11 gik fint. Lagde så en plan for det lange stræk til post 12 … og løb … det gik fint … hmmm nææ måske ikke alligevel. Det var så der, jeg mødte Martin. Han havde opgivet at finde en post og var på vej tilbage. Han havde lidt udfordringer med at få mig overbevist om, at jeg ikke var der, hvor jeg troede jeg var … (jeg havde lige løbet 1km i forkert retning), så med et lille skub i den rigtige retning, så fandt jeg også de sidste poster. Første løb på sort bane !! Jeg var i mål. Havde kun løbe 95% mere end banens længde og blevet væk et par gange, men visse vasse … det var en fed oplevelse.

Torsdag aften efter lækre frikadeller og rødvin delte vi vores løb på Livelox … og det var så her, jeg fandt ud af, at jeg også havde været væk på et andet tidspunkt … uden at opdage det … før jeg faktisk havde fundet ind på kortet igen! Det var vildt spændende at se de andres løb og høre deres ”tanker” i forbindelse med vejvalg … løb langs ”kanter” i landskabet i stedet for stier – vildt inspirerende. DET ville jeg bruge fredagens løb til at prøve at træne.

Fredag var stævnepladsen flyttet til Tvorup Øst. Der var helt anderledes ro på kroppen, og jeg var klar til min strategi om at løbe lige på posterne og forsøge at undgå stierne. Peters sidste ord, inden jeg gik til startområdet var ”løb langsomt Connie” …. Og DET gjorde jeg. Totalt langsomt. Ingen problemer i startområdet i dag , og jeg forsøgte at finde på tværs mellem posterne. Havde lidt udfordringer ved et par stykker, som var godt gemt, men alle poster blev fundet, og kun 45% mere distance end ruten … og jeg havde kunne hjælpe nogle løbere undervejs, hvor de var henne … totalt optur !!

Fredag aften var vi på Agger Badehotel og spise lækker mad og snak. Yankie-Henrik blev hyldet for sit store gå-på-mod og motivation for at blive ved, selvom alt så sort ud. Det er så lækkert at være afsted på den måde, hvor der både er løb og så en masse socialt samvær bagefter. Efter middagen tog dem, der havde lyst, tilbage til sommerhuset og kiggede Livelox (virkelig lærerigt for en nybegynder som mig) og hyggede.

17966945_1537177419626978_2773670466230829364_oLørdag … uf … det silede ned og var koldt. Morgenmad vildt tidligt, for de fleste af os skulle starte i put & run intervallet mellem kl. 9.00 og 9.45. Det var så denne dag, jeg fandt ud af, hvor totalt upraktisk det er at bruge briller, når man løber o-løb. Jeg var træt med træt på, så løbet i dag var ren overlevelse for mit vedkommende. Op til startområdet … vende kortet rigtigt (tak til Jan for lidt hurtig kompasundervisning). Og så luntede jeg ellers derudaf … post 1 … 2 … hvor fa…. er 3eren ??? Den kunne jeg bare ikke finde. Var tilbage til sikker udgangspunkt og prøvede igen … ingen post, som var min. Nåede helt hen til 4eren … kors altså … var ved at opgive … var allerede dyngvåd, kunne ikke læse kortet for våde briller og heller ikke se, hvor jeg satte mine fødder. Så kiggede jeg til venstre … og der stod den !!! Dejligt. Videre … det gik egentligt ok … bommede en post mere, men blev fanget af en sti, så jeg vidste, hvor jeg var og fandt tilbage.

Så gik det galt … på vej mod post 15. Havde jo lært til Livelox at orientere mig til modsat side af løberetningen for at finde noget, jeg kunne navigere efter … og skulle op til et vandløb på min venstre side. Det fandt jeg fint … kompaskurs … hey … der er posten … øhhh nej – det var så post 16 !!! (det viste sig, at jeg skulle have taget 1. vandløb – og jeg fandt 2. vandløb … ja ja … så lærte jeg også det). Kompaskurs tilbage til post 15 og så igen frem til post 16. Så langt … så godt. Næste post … over lille vandløb og vest om ud til stien … jeg kæmpede mig fremad … og stod så pludselig ved et stort åbent område …øøøøh hvor i alverden er jeg NU ??? Mødte en svensker (han var så mere væk på kortet end mig, fandt jeg ud af). Vi fik lige diskuteret området og blev enige om, hvor vi var … og så gik det til post 17 og så hjem til MÅL !!!! 2 timer igen og 1 km mere end gårsdagens løb. Jeg var meget tilfreds med bare at have gennemført.

Sannes bil var startet fint om morgenen, da vi skulle op til løbet … den startede også fint, da vi skulle tilbage. Det skulle nok gå !! Tilbage ved sommerhuset blev bilen pakket – igen til bristepunktet – og alle damerne var klar og installeret. Bilen startede i 2. forsøg … jow jow hvor det kørte mod Århus Færgehavn … skiltene viste igen max. hastighed og på et tidspunkt havde vi en lang hale efter os, men vi havde god tid 🙂

Vel ankommet til Færgehavnen venter vi på at køre ombord. F… bilen vil ikke starte. Man kan se på Sannes ansigtskulør, hvor presset hun er. Jeg smutter hen og taler med Kombardo-damen, hun sender en pige med et batteri ud til os, mens de andre bilister kører uden om og kigger medlidende på os. Batteriet hjælper intet – men det er også brugt ved sidste afgang. Jeg må hen og tale med Kombardo-damen igen og spørge, om vi må skubbe den ombord. VIL I SKUBBE DEN ??? hun er helt paf over forslaget og fuld af undren over, at 5 madammer skulle kunne have kræfter til det. Men selvfølgelig kan vi det … bilen bliver skubbet hen, så vi er ”klar”, når vi får signal til at skubbe ombord – ET minut i afgangstid (vi kunne godt mærke presset). Og vi skubber … som vi aldrig har skubbet før … bilen ruller … nu kommer landgangsbroen … det går opad … farten går lidt af … Sanne hopper ud af bilen (nu er det lettere) … nååå det er fordi hun også skubber 🙂 … Kombardo-dame og –mand fra færgen kommer og hjælper det sidste stykke. Pyyyyha … vi kom ombord !! Nu kommer vi da i hvert fald til Sjælland !

Ombord møder vi Martin (ny i klubben og venter tvillinger). Han skulle nok slæbe os i gang, hvis det var … så der var både en plan A (bilen starter uden problemer), plan B (Kombardo-manden), plan C (Martin med tvillingerne), plan D (ringe efter Falck). Under overfarten kommer en mor hen med sin lille søn – han havde fået øje på ”damerne med bilen, der var i stykker” – og var glad for, at vi var kommet ombord. Sød knægt !!

Plan A holdt … jubelen ville ingen ende tage !!!

Det var ganske enkelt en fantastisk tur – på alle punkter, og det kan KUN anbefales at deltage i Påskeløb !!

Silva Night Owl Trail
, ,

En lang dag

Dagen startede lige lovligt brat.

Havde en aftale med DUUL-drengene om en 25 km træningstur med efterfølgende brunch (og planlægning af vores julefrokost). Jacob skulle hente mig 5:50 og af en eller anden årsag fik jeg stillet vækkeuret til kl 06:00. Så lidt i 6 vågnede jeg ved, art det bankede hårdt på døren. P.. ! Heldigvis havde jeg pakke taste og lagt tøj frem aftenen før. Hurtigt tøj på en kop kaffe og 2 stykker frugt i hånden og så ellers afsted (heldigvis fandt jeg en pakke snøfler i tasken, så var den sunde morgenmad reddet). Da vi nåede Marselishallen var de andre lige startet på løbeturen og ville lige snuppe en kort sløjfe, mens vi vi parkeret.

Afsted det gik ud gennem Marselisskoven, mens løgnhistorierne stod i kø for at blive fortalt. Vi løb ud til iskiosken ude ved Moesgård, fik den obligatoriske selfie . Hjemad tog vi cykelstien og fik et hurtigt bad ved Aarhus Arena.

DUUL på tur

Fællestræningstur inden vores brunch

Per H. stødte til da vi kom til Café Ombord i Jægergårdsgade. Vi fik en lækker brunch, fik talt om vores planer for året og fik ikke rigtig aftalt noget med hensyn til vores julefrokost (typisk os 😉 )

Efter en eftermiddagen sammen med familien vendte jeg snuden mod Karup for at deltage i Silva Night Owl Trail ½ marathon. Et rigtig hyggeligt arrangement efter mørkets frembud.

 

Hyggeligt at støde på mange kendte ansigter inden starten. Afsted det gik og jeg fandt et godt flow, dog lige i overkanten af hvad jeg havde planglagt. Men den tid der går godt kan ingen tage fra os igen. Ruten er godt kringlet men næsten flad, til gengæld var den godt fyldt med mudder og bløde spor. Tempoet holdt fint ud til 16-17 km, så havde mudderet drænet mine ben for kræfter. Det hjalp at gå på et par af bakkerne og jeg fik luntet mig i mål på 2:06. Efter omstændighederne accepteret.

Efter målgang var der sodavand og lækker chili con carne lavet over åben ild. Mad og drikke kunne indtages i klubhuset og havde chili’en ikke givet dig varmen, kunne et varm kop kaffe lige give det sidste. Et rigtig godt arrangement, der varmt kan anbefales.

Heldigvis mødte jeg ikke ulven

Jesper godt på vej rundt i skoven

,

Så er sæson 2018 skudt igang

Costa Blanca Trail i Spanien den 11 november var min sidste rigtige løbetur indtil idag. I et år med UTMB og Costa Blanca trængte min krop virkelig til en pause, så fra midt i november har det stået på enkelte få tøffe-ture, så jeg ikke helt glemte hvordan man snørrer en løbesko.

Nytårsaften ramte virkeligheden mig, “hov var det ikke noget med, at jeg var tilmeldt et marathon her i januar?” joooo, Stagsevold Trail Cannonball i dag den 14 januar.

Hmmmm straks blev der søsat projekt “Fra 0 til marathon på 14 dage”, 3 løbeture i det nye år nåede det at blive til inden jeg skulle ud på de 42 km.

Fik et lift derned med 4 andre deltagere, 2 jeg kendte og 2 nye ansigter….køreturen blev på vanlig vis fyldt ud med overdrivelser og løgnhistorier 😉

Ruten gik nedenfor Staksrode næsten ude ved Juelsminde og et flere gange var vi lige ud og få udsigten ud over Vejle Fjord.

Det var et par grader frost og det blæste en stiv pelikan ind fra fjorden, så alle deltagerne stod og skuttede sig inden arrangør Dannie Lindved Mortensen sendte os afsted kl 9.

Der skulle løbes henholdsvis 3 eller 6 runder for halv- og marathon.

Jeg lagde stille og roligt ud og tøffede op af bakkerne, der var ingen rigtig stejle bakker med en del lange jævnt stigende (som dog føltes som stejle jo længere hen i løbet vi kom 😉 )

Varmen kom heldigvis ret hurtigt indefra, men kulden gjorde, at jeg ikke rigtig kunne drikke noget, så jeg nøjes med cola & snøfler i depotet. De 3 første runder gik pænt jævnt og pludselig var jeg halvvejs og tiden sagde 2:07.

Herfra havde jeg lavet en aftale med mig selv om, at jeg ville gå på bakkerne. Min lyske begyndte at drille og den gamle skade i højre baglår gjorde desværre også lige opmærksom på sig.. Tiden hed nu cirka 50 min/omgang – men humøret var stadig højt og jeg tøffede troligt videre. Da jeg manglede 4-5 km kom Thomas Staun op til mig og vi valgte at følges det sidste stykke. Vi var begge godt mærkede at bakkerne og det kolde vejr.

Vi fik os sneget hjem i 4:39. Ikke noget prangende tid, men jeg kom nogenlunde igennem og håber så at ømheden i lyske og baglår fortager sig hen over natten.

 

Nu er sæsonen skudt i gang og herfra kan det kun gå fremad 😉

Jesper Elfving igang med årets første marathon

Jesper Elfving igang med årets første marathon

Jesper Elfving, UTMB 2017
, ,

UTMB

4 bogstaver der betyder så meget for rigtig mange trailløbere.

Torsdag den 11 januar, blev der trukket lod blandt de løbere der havde indsamlet de nødvendige 15 point og indsendt en foreløbig tilmelding.

Klokken 10 blev spændingen udløst og 10 danskere var så heldige, at deres navn var trukket op af hatten.

Jeg havde igen smidt et lod i hatten og var lidt i tvivl om jeg ønskede at være heldig eller jeg hellere ville have 2 lodder i puljen næste år (hvis man ikke kommer med i løbet og søger året efter, har man et ekstra lod). Grunden til min tvivl skal ses i, at formen og træningsindsatsen lige nu er meget tæt på 0, som i nul.

Jeg gennemførte UTMB i september sidste år og i november måned gennemførte jeg Costa Blanca Trail og siden har min krop bare trængt til en pause og motivationen har også hængt lidt i bremsen.

Inden jeg kendte resultatet af lodtrækningen, meldte jeg mig til et bjerg trailløb i Tyrkiet (Tahtali run to The Sky), både for at have et mål at træne hen imod og for at hente endnu 5 point, så jeg stadig har muligheden for at søge UTMB næste år.

 

Nå men tilbage til den 11 januar. Jeg var svineheldig og fik trukket mit navn op af hatten igen i år, så hvis ikke det kunne tænde min motivation, så er der intet der kan.

Har man en gang stået ved starten i Chamonix og følt suset, så er der intet over og intet ved siden af – det SKAL opleves. Jeg glæder mig allerede som et lille barn, men ved også af erfaring, at det bliver et langt sejt træk at komme i form og blive klar til den 31 august.

Første step på vejen (efter et par kortere løbeture efter nytår) bliver når jeg i weekenden tager sydover og deltager i Stagesvold Cannonball Marathon. Måske en lidt voldsom start, men man skal jo igang 😉

 

Jeg vil herinde prøve at give et lille indblik i min lange vej hen mod UTMB.

 

Foreløbig har jeg følgende lagt i kalenderen indtil videre

  • Stagesvold Cannonball Marathon
  • S.N.O.T marathon
  • Hamburg Marathon (30 år i træk)
  • Prag Marathon
  • Tahtali Run to The Sky
  • Stafet for Livet (regner med cirka 100 km)
  • Samsø Ultra 100 km
  • more to come
Jesper Elfving, UTMB 2017

Jesper Elfving

, ,

Juleløbet Skamling – et eventyr ;-)

Et løb med et langt tilløb 🙂

Har de seneste 2 år kigget langt efter marathon distancen omkring Skamlingsbanken, men har ikke rigtigt kunnet få det passet ind. Men i sommers kom der noget af en melding. Juleløbet ville lave en ultra. Og ikke bare en hvilken som helst ultra. De kaldte sig selv for “the barkley marathons” i mini format. Alene disse ord kan fange de fleste løbetosser. Et nærmest mytisk løb med en vanvittig tilmeldingsprocedure og en sindssyg svær rute der æder alle råt.

 

jul13

 

Men ikke desto mindre var min interesse i hvert fald vakt. Og hvilken interessant procedure det var at skulle få sig selv tilmeldt. Det var godt nok crazy. Ad uadskillelige omveje fandt jeg frem til den tekst et sted på nettet hvor der skulle findes 3 fejl. (Vil ikke afsløre her hvad og hvordan….ved ikke om de vil køre noget i same stil næste år).

Og efter lidt skriv frem og tilbage med selveste julemanden, fik jeg endelig en mail tilbage, at jeg havde fundet fejlene og dermed var optaget i det fine selskab. FEEEEEEDT……men Dannie….det er jo et løb med orientering!!!!!

Jeg er ekstrem dårlig til at finde vej og mister temmelig hurtigt stedsansen. Har aldrig løbet med et kort i hånden, så da vi kom ind i ugen op til løbet var jeg godt nok noget presset. Dog havde vi fået små ledetråde, såsom at længden ville være omkring 50-60 km. Orienteringsdelen ville ikke være svær og at den sidste del af løbet ville foregå på ruten, de andre deltagere skulle løbe på.

 

Juleløbet Skamling har flg distancer:

 

Nissepus: et par km

Kaneturen: 6.5 km

Rudolf: 10 km

Julemanden: 21 km

Eventyret (ultra): ??

 

Endnu en lille ting der skulle gøres inden start var, at downloade en gps tracker app således arrangørerne kunne følge alle deltagere og evt fremvise på storskærm ved mål hvor vi befandt os. Egentlig ret cool.

 

De sidste ord vi fik i ugen op til løbet var.

 

Hold øje med Jeres mail lørdag d 9/12. Senest 12 timer før start ville vi få en mail med startsted og starttidspunkt.

 

Starten:

Mødetid er kl 5.30 ved design og idrætsefterskolen. Den hvide bus kører Jer ud til startstedet hvor starten går kl 6.00!

Game was on. Satte vækkeuret til kl 3.50 og da det ringede og jeg var kommet i tøjet og bevægede mig ud til bilen mødte der mig noget af en overraskelse. Sne…og endda en hel del af den. Hold da fast en perfekt timing til et juleløb. Snevejr og frostgrader. Perfekt.

kl 5.30 var vi en flok ret spændte og lidt kåde mænd, der var klar til at blive smidt i en bus og kørt til start. Kæft jeg var nervøs, men havde besluttet at jeg simpelthen måtte hægte mig på nogen. Andet var der ikke at gøre med mindre jeg skulle bruge 1 et helt døgn på at finde posterne 🙂

 

jul3

 

 

Vi blev sat af ved Koldinghus – vildt fedt i mørket og sneen. Og langt om længe fik vi de famøse kort udleveret. Briefingen gik på at der langs ruten ville være 9 poster. Ved de 9 poster lå der nogle bøger hvor vi skulle rive en side ud der svarede til vores startnummer (Barkleystyle).

 

jul4

 

 

Vi ville på et tidspunkt ramme den officielle rute hvor vil skulle løbe 2 hele omgange plus omkring 4 km mere. Det gav mig en anelse ro på, da jeg så vidste at der i hvert fald var over 20 km uden orientering 🙂

Ruten efter kort var, som arrangørerne havde lovet, ret simpel. Hvis vil ville, kunne vi løbe ved strandkanten hele vejen rundt indtil vi ville ramme den officielle rute. Alle poster var “gemt” på nogle små tanger ud i vandet. Så umiddelbar simpel orientering.

 

Følgeskab:

Snakkede lidt med Jesper Leander Lund, som jeg kender lidt, plus en anden som heldigvis var stedkendt. Sågar bosat midt i det område vi skulle løbe i. Der faldt lidt ro på nu og vi fandt ind i et fornuftigt roligt tempo. Efter 3-4 km kommer vi ned på stranden hvorefter der efter cirka 1 km kommer gang i festen. Beplantning og skrænter gjorde det svært og rigtig bøvlet at løbe langs vandet og hurtigt var der spredning på feltet. Vi var 3 stykker der valgte at søge op over skrænten og op på stierne. Gert Mølgaard som kendte til området, Claus Bjerre Jacobsen og jeg. Vi blev enige om at holde os til stier og veje. Måske lidt længere, men bestemt mere løbbart.

Det holdt stik og vi kommer først frem til post 2 (post 1 lå ved Koldinghus vi startede). Vi løber tilbage og ind i landet for at holde os til stierne. Det er her et ret langt stykke vi løber igennem en skov for at komme til post 3. Det er mørkt og det sner. Virkelig fedt i pandelampens skær.

Vi kommer stille og rolig frem til post 3. Men hov. Her er der jo fodspor. Vi er blevet overhalet af de andre og vi kan ikke spotte pandelamper nogen steder. De må i den grad have hentet noget på os på dette stykke. Ser man på ruten her efterfølgende er det ret tydeligt at vi fik lagt nogle ekstra km på ved vores tur væk fra vandet 😉

 

 

 

 

 

jul11

 

Gert mente at stykket fra post 3 og fremefter ville være mere tilgængelig, så resten af vejen forsøgte vi at holde os, så vidt det var muligt, ved vandet.

 

Mørket forsvinder, blæst og slud

Kan godt mærke jeg skal bokse lidt med mig selv inde i hovedet over at vi har løbet så relativ stor en omvej, og “racemode-hjernen” brokker sig også over at vi er blevet overhalet….  Det hjælper dog at følges med et par andre hvor vi kan snakke lidt. Samarbejdet er fornuftigt om end vi på dette tidspunkt er godt gennemblødte da der har været en del nedbør i form af sne og slud. Tænker lidt på Claus som har valgt at starte i shorts. Frisk nok 🙂

jul2

 

jul5

Vi løber her flere lange passager på stranden med masser af blødt og tungt tang. Det suger virkelig kræfterne ud. Men heldigvis tager vi stille og roligt post efter post. Efter omkring 3 ½ time har vi taget de 6 første poster og mangler nu kun de 3 sidste som ligger på den opmærkede rute. Det giver mig lidt et boost.  Også selvom jeg kan se på km at jeg kommer til at løbe mere end 60 km.

Har lavet lidt en begynderfejl. Plejer at have ok styr på at få drukket og spist nok, men har været ret koncentreret på orienteringsdelen og glemt det lidt. Den ene læg begynder at brokke sig hvilket gør at jeg bruger de næste km på at spise og drikke alt hvad jeg har lært. Heldigvis ret hurtigt respons og inden længe ikke flere gener.

Vi skal bare lige hen for enden af de sommerhuse der

Var nogenlunde ordene fra Gert, så er vi inde på ruten. YES. En kæmpe forløsning for mig at vide at vi nu var igennem orienteringen. Og derude i det fjerne kunne vi også se andre nissehueklædte løbere (Ja, ja. Altså de havde også andet tøj på)

Lige da vi rammer den officielle rute løber ind i et par stykker jeg kender der løb halvmarathonløbet. Endnu en booster. Kommer forbi et lille depot med saft og pebernødder og cirka 10 meter længere henne er post 7 (8 og 9). River side 204 ud af den første bog og kommer nu ind på ruten.

 

Den officielle rute:

Det har ikke været de voldsomme højdemetre vi havde været udsat for indtil nu, så det kunne sagtens mærkes at da vi skulle kravle over Skamlingsbanken. Havde på dette tidspunkt løbet omkring 40 km og en vis stivhed i benene var ved at indfinde sig. Det var rigtig dejligt at kunne komme lidt i “almindelig racemode” og finde ind i sin egen rytme igen. Samtidig var der nu også en del andre deltagere omkring os. Fedt.

 

Samtidig var naturen og vejret helt igennem fantastisk her. Det sneede let og landskabet var helt sneklædt. I sandheden et rigtigt juleeventyr (på løbeben).

Fra kontrolpost 7 ved vandet gik det stort set op hele vejen til mål. Mega lækre små mudrede stier på hele opstigningen. det var ret glat mange steder, men trods alt nogenlunde løbbart. Jeg har trukket lidt fra Gert og Claus og synes kroppen er rimelig frisk. Aner ikke en dyt om hvor jeg ligger sammenlignet med de andre.

 

jul1

 

Da jeg langt om længe kommer på toppen af bakken får jeg at vide at det nu kun er nedad indtil mål. Skønno. Fra stranden og herop har det kun været opad og sådan i små bølger. Det lykkedes mig så lige også at løbe forkert nede ved mål. Jeg løber simpelthen forbi Skamlinghallen og ender ude på en vej. Hvor hulen er markeringen lige blevet af…Dygtigt Dannie. Har åbenbart i dag svært ved at se nissehuer og store skilte???? Finder hurtigt tilbage på ruten igen og kommer ind igennem hallen mod målportalen første gang. Det er dælme godt timet. Jeg kommer ind lige inden 6 km og 10 km gruppen skal starte. Total optur at løbe igennem de mange deltagere. Mens jeg fylder vand i dunkene starter den store gruppe ud. Jeg fryser ikke længere og gider ikke bruge tid på at skifte tøj.

 

Slalom Baby

Det var noget af en slalomtur der ventede de næste mange km. Der var rigtig mange deltagere lige foran mig på ruten. Men det motiverede ret  meget her og kræfter rakte til at overhale. Indtil vi kom ud på noget singletrack som skulle føre os op over Skamlingsbanken. Sne og mudder i én pærevælling og masser af folk. Jeg valgte helt at lade være med at løbe og gik hele vejen op over. Kom ikke meget hurtigere frem ved at løb og tænkte også på at der stadig var små 20 km igen. Når langsomt op på toppen og lidt længere nede kan jeg skimte en af de andre deltagere på Ultra. Jesper, med en ret karakteristisk rygsæk med en kæmpe nisse på 🙂 Kommer op til ham og sludrer lige kort omkring løbet indtil nu.

Det næste stykke, ned til stranden, er stort set nedløb. Nogle steder ret tricky og glat. Men jeg elsker nedløb og føler jeg kan sætte god fart på. Jesper har også fortalt at der muligvis kun er én deltager på ultra foran os.  Hmm. Det gav da vist også lige lidt mere motivation til den sidste del af turen.

 

Sidste runde

Stille og rolig når jeg tilbage på toppen af den lange stigning og kan lunte ned til mål for anden gang.  De mange timer begynder så småt at sætte sit præg på tempoet, men humøret er fonuftig og der er stadig en del folk på ruten.

 

jul14

 

Tager hurtigt noget at drikke på depotet. Jeg har energi og væske nok til den sidste runde. Godt 10 km tilbage. Det er rimelig overskueligt. Må også indrømme at der er gået en kende racemode i den. Har ingen idé omkring den førende løber. Altså hvor langt han er foran, men bruger det som motivation på sidste runde for at holde mig løbende så vidt det er muligt.

Den første del af rundstrækningen stiger og jeg tøffer fremad. Langsomt. Et godt stykke længere fremme kan jeg spotte en løber og jeg føler mig ret overbevist om at det er en af ultraløberne. Kommer ind på det mudrede og glatte stykke med singletrack. Benene er ristede, så jeg går hele dette stykke i rask tempo og jeg kan stadig se at jeg nærmer mig.

 

jul10

 

På toppen af stigningen når jeg op. Vi får en kort snak hvorefter det går løs med nedløbet til stranden. Når ned på det flade stykke hen mod depotet og kontrolpost nummer 9. Den sidste bog findes frem og side 204 rives ud. Nu er der kun 1 lang stigning og cirka 4 km tilbage.

Synes det tager en evighed at komme op på toppen, men det sidste stykke til mål går heldigvis over stok og sten. Kommer under målportalen for sidste gang. Får talt siderne op og får “godkendt” mit løb.

 

jul12

 

Mini Barkley

Hold nu fast en fed dag. Fuldstændig forrygende vejr til et juleløb med sne på hele ruten og let drys fra oven.

Helt tilbage fra da løbet blev offentliggjort har der været den rette mystik omkring det. Jeg synes selve setuppet fungerede perfekt. Det var genialt med både en orienteringsdel samt en normal trail rute.

Jeg håber virkelig arrangørerne laver en lignende version næste år. Løbet får i hvert de varmeste anbefalinger fra mig.

 

Rigtig glædelig jul til jer alle. Tusind tak for i år.

 

Kærlig hilsen

 

Ultra nissen, Dannie 😉

 

jul7

 

@dannietrail

 

, ,

Kinderægget, Costa Blanca Trails

Hvordan ideen til løbet fandt sted….

 

….Jamen Ryanair har da nogle vildt billige afgange til Allicante sidst på året… Hmm. Falcotrail ligger i starten af december og havde en distance på 100 km med godt 3000 hm. Ja tak. Den fik jeg i en fart tilmeldt mig. Senere samme dag tikkede der en besked ind, om jeg ikke lige skulle prøve at tjekke et løb ud der hed Costa Blanca Trails. Wow. Dette løb havde 6500 hm på samme distance som Falcotrail og jeg må blankt erkende at jeg næsten altid går efter så mange hm som muligt. Ikke fordi det alene bestemmer om et løb er godt eller ej, men fordi jeg virkelig elsker at kravle op og ned.

 

cbt12

Der blev hurtigt meldt fra til det ene, og til, til det andet.

Opslag på facebook omkring det og inden længe var vi 4 danskere der var klar. Min kollega, Michael, Per som jeg fulgtes med til Scenic Trail og Jesper som jeg også kender lidt. Derudover stod der yderligere 2 danskere på startlisten der i alt havde 151 deltagere på den lange. Troels og hans kone Vibeke.

 

Lidt om løbet

Costa Blanca Trails er et nyt løb i den forstand at nogle andre har overtaget løbet, som før hed desafio Lurbel og havde den længste rute på 120 km (mener jeg).

Der var følgende ruter at vælge imellem:

102 km med 6500 hm

65 km med 4200 hm

40km med 2850 hm

18 km med 1100 hm.

Terrænet skulle være en god blandet landhandel med tekniske passager men også nogle mere løbbare stykker. Troels har løbet den tidligere udgave på 85 km og var godt kendt omkring hvilke stigninger vi skulle udfordres med.

Der var 2 helt specielle passager vi skulle være opmærksomme på. Den første stigning, som kom direkte efter start. Den var voldsom stejl og rigtig teknisk bøvlet. Og dernæst omkring de 80 km et vanvittigt nedløb til depotet i Sella. Troels fik ret. De 2 steder var i den grad værd at være forberedte på. (Der var dog flere steder der bed fra sig).

cbt11

Løbet startede for vores vedkommende kl 00.00 natten til lørdag.

Logistikken derned foregik med fly til Allicante og derefter en lille times kørsel til start/målbyen Finestrat som ligger 5 km fra feriebyen Benidorm.

 

HA HA HA…Vi kommer da til at løbe lodret op af den klippe der!!!

Sådan nogenlunde blev der joket da vi nærmede os Finestrat i bilen. Vartegnet for byen er en meget markant klippeformation med en fure op i midten – Puig Campana.

 

cbt3

 

 

 

Vi havde jo alle studeret ruteprofilen og var klar over at det ville blive en voldsom start med over 1000 højdemeter indenfor de første 4.5 km. Med lidt snak med Troels, som kendte løbet, blev vi klar over at vi ligenøjagtig kom til at løbe lige lodret op igennem furen på klippen. En såkaldt vertical! Jøses. Dejlig psyket fra start 🙂

 

Vi fik fundet vores lejlighed og hentet startnumre. Finestrat er en relativ lille by, men alligevel føler jeg skiltning omkring løbet – altså hvor er start, hvor skal der hentes startnumre og sådan – var for ringe. Startnumre lå i en lille bygning hvor vi tilfældigvis kom forbi. Al kommunikation på løbets hjemmeside samt de mails vi fik inden løbet var på spansk. Det er eneste lille semi-sure opstød jeg har omkring løbet. ALT ANDET spillede.

 

Nu handlede det bare om at få tanket op, pakket grej og fundet udstyr frem samt at få hvilet/sovet inden løbets start kl 00.00.

 

cbt8

 

Tøjkrise og næsten som vanlig lidt hektisk start

Inden vi kom derned havde jeg nærmest besluttet at jeg ville løbe i top og løse ærmer om natten. Vejrudsigten sagde ned omkring 10 grader og op til 24 grader. Det ville passe fint med top…Indtil vi var fremme og solen var gået ned. Vi kunne alle mærke at vinden var lidt kølig.

Jeg besluttede at starte i langærmet underlayer og vindvest udenover og planen var at skifte tøj ved dropbag ved 60 km. Et RIGTIG fornuftigt valg.

Vi trasker ned til start (ca 3 minutters gang fra lejligheden) og går ind i salen hvor vi kunne vente. Inden løbet havde vi jo modtaget en mail omkring en eller anden gps tracker. Jeg havde opfattet det som værende en tilkøbsmulighed i det vi på selve startnummeret plus på vores rygsæk havde en chip…Men nej. Vi finder ud af at vi skal have smidt sådan en tingest i rygsækken, så afsted med os. Vi blev kort tjekket op på noget af vores udstyr og blev monteret med GPS i rygsækken. Temmelig forvirrende idet ingen her talte engelsk. Vi måtte ikke gå tilbage i salen, men skulle blive i et indelukke. Smiler lidt her efterfølgende over Per´s lidt frustrede udtryk til én af arrangørerne: ” SPEAK ENGLISH”! Vi fattede ikke en dyt af hvad der skete 🙂

cbt28

cbt5

 

Nå…lidt efter blev vi (kvæget) lukket ud af indhegningen og gennet hen til start. Og så gik det ellers løs med en højtrådende speaker. Lidt musik og en nedtælling. Bang. Så gik starten. Al stress og tanker om det ene og det andet var glemt. Nu rettede fokus sig på løbet.

 

cbt22

 

 

 

Puig Campana

Vi løb omkring 1 km gennem Finestrat inden vi ramte stigningen hvor jeg lige i starten tænkte, den er da ikke så slem, indtil vi drejede skarpt til højre og kunne se et skilt hvor der stod “vertical km”. Jeg skal love for at festen startede her. Det var virkelig en voldsom stigning, men heldigvis friske ben og masser af tålmodighed. Som altid ved start er der lidt kø og absolut ingen grund til at forcere en overhaling. Så stille og roligt blev der kravlet/scramblet opad. Flere steder var det så stejlt at der skulle tænkes over hvordan skoene blev sat ned for ikke at skride tilbage. Var et par gange ved at blive tacklet af en deltager der skred tilbage.

Langsomt men sikkert nærmer vi os toppen og jeg skimter lige til uret da vi kommer op. 4.5 km med 1150 højdemeter. Endnu mere vanvittigt er det her efterfølgende. Har kigget lidt nærmere på stigningen. På 3.1 km nappede vi 990 højdemeter og med en gennemsnitlig stigning på 31%. Vildt nok 🙂

Oppe på toppen bliver vi i den grad belønnet med en udsigt der er som taget ud fra “Pirates of the caribean”. Vi kan se ned over Benidorm og havet. Der er skyfrit og månen skinner ned i vandet. Det eneste der lige manglede var piratskibet derude, men hold nu fast hvor var det flot.

Nedløbet fra Puig Campana kunne begynde. Det første stykke fra toppen var særdeles teknisk og foregik langsomt indtil vi ramte første depot ved 8 km. Havde besluttet mig for at løbe igennem det uden stop idet næste depot allerede ventede efter 14 km. Resten af nedløbet var stadig på en smal singletrack men trods alt lettere end det første stykke.

 

14 til 26 km

Efter mit første depot besøg begyndte næste opstigning. Denne var ikke voldsom stejl og strakte sig over et noget længere forløb. Jeg powerhikede meget på dette stykke. Kunne egentlig godt have småløbet, men valgte at holde igen idet tempoet godt kunne holdes ok og at løbet stadig kun lige var startet. Husker ikke så meget fra disse km andet end der skulle arbejdes en kende på den lille stigning op mod næste depot. I samtlige depoter fik man fornemmelsen af et crew der virkelig ville gøre deres bedste for at hjælpe. Ofte fik man lige en hånd på skulderen og et par spanske gloser i hovedet. Sikkert velmente ord, men jo ikke meget jeg kunne forstå. Det gav virkelig ro på og en rigtig rar følelse. Depoterne opfyldte hvad jeg kunne bruge, dog minus de elskede tuc kiks 😉

 

Jamen god morgen mave.

Som altid for mig når jeg er i gang med løb øffer maven lidt på et tidspunkt. Især på nedløb og på dette lange nedløb efter omkring 32 km måtte jeg forlade ruten for at få ro på maven igen. Det er bare skide hyggeligt at sidde der i krattet med lavt blus på pandelampen og høre en deltager stoppe op og nærme sig. Endnu engang blev der sagt en masse jeg ikke fattede en brik af, men kunne dog svare klart og tydelig tilbage: “Mucho skido ino kratos – please stay away for your own safety”. Væk var han 🙂

Videre ud på nedløbet og nu kan der godt gives lidt los på tempoet og der var et fint flow her. Stierne var bestemt tålelige her.

Stort set hvert eneste nedløb var karakteriseret ved at være svært i starten for at komme ud på bredere stier for derefter at slutte af med et par km asfalt ned i byerne. Det gav en fin veksling mellem særdeles teknisk terræn og mere løbbare passager hvor der kunne kobles lidt af.

 

Morgenstund har guld i mund

Nu ramte jeg løbets længste (relativt) flade sammenhængende stykke. Som regel noget jeg godt kan have det lidt svært ved, men prøvede bevidst at løbe langsommere end jeg følte for. Det var også på dette stykke, efter omkring 6-7 timers løb, jeg havde min eneste downperiode i dette løb. Kunne mærke at jeg var søvnig og at benene drillede også en anelse. Havde nogle forskellige energiprodukter i rygsækken, blandt andet nogle geler med koffein. Jeg satsede lidt og tog 2 stk indenfor en meget kort periode. Heldigvis brokkede maven sig ikke længere over det og jeg kunne ret hurtigt mærke fornyet energi og at jeg ikke havde den der søvnige fornemmelse i kroppen længere. Inden længe kunne jeg komme i gang med løbets længste stigning. Og endnu bedre. Solen var ved at stå op. Tillod mig at stoppe op og kigge tilbage. Kunne skimte havet i det fjerne og en lavthængende sol. I den grad en magisk stund.

cbt14

 

cbt7

Traktortræk og infame dødsbuske

Sådan en stigning som vi gik i gang med er ren guf for mig. Den var stejl men ikke alt for voldsom og lang. Vel 7-8 km. Elsker virkelig sådan et stykke. Hele kroppen kommer i gang og stavene bliver brugt flittigt. Det var til at finde et flow her. Dette til trods for at stierne var rigtig smalle og med et eller andet krat der stak indover. Det kunne ikke undgås at man skulle mose sig igennem. Shit mand, nogle lede bæster. De kradsede mildest talt ens ben op. Av for den lede. Langt om længe åbnede landskabet og bjergene sig op, og den sidste km mod toppen var temmelig stejl. Kommer op på toppen og endnu en vanvids udsigt åbner sig. Desværre blæser det en del her og det er ret køligt, så det er bare om at komme i gang med nedløbet for at få noget varme i kroppen igen.

 

cbt15

Første del af nedløbet er rigtig vanskeligt. Underlaget driller konstant og der skal være fuld koncentration. Sten, skærver, løse små rullesten og store sten i én pærevælling kombineret med at det er super stejlt gør, at tempoet er langsomt. På et tidspunkt fører afmærkningen os ud i en kæmpe dynge små rullesten som ligger på en virkelig stejl klippe. Lige til at starte med var min tanker. Fuck, jeg kommer til at kurre på røv og albuer ned i bunden herfra, men da fødderne blev sat ud i “gruset” fik jeg med det samme en følelse af at stå på ski. Mega fedt. Her kunne man sådan næsten “ski-hoppe” ned af bjerget. De mange små sten tog imod og bremsede ens bevægelse. Det var skide sjovt.

Efter en god gang blandet landhandel kommer jeg frem til første depot med dropbag efter 60 km. Det var første målsætning for mig. At komme dertil i god behold og få skiftet trøje. Varmen fra solen kunne virkelig mærkes nu.

 

Fra hoveddepot til rutens højeste punkt, Aitana (1558m)

Inde i depotet var løbets førende kvinde samme tid som mig. Tænker der var 10 hjælpere i depotet hvoraf de 5 gjorde deres bedste for at servicere hende. Det var ikke på en påtrængende måde, men virkelig for at HJÆLPE.

Her kunne vi få en omgang pasta, men mine øjne var faldet på noget pizza lignende noget. Ja tak. Pizza til morgenmad. Dejlig fed og salt. Skønno. Nappede et par stykker med over til bordet. Fik min dropbag og nogle kopper cola. Klædte om og tog et par stykker mere med i hånden på vej ud. Jeg var sulten og de smagte mig rigtig godt.

Så skulle der knokles frem mod løbets højeste pkt hvilket, efter Troels, havde en ret vild scrambling passage ved toppen. Dejligt at se frem til.

Terrænet på det første stykke er til at have med at gøre. Bevares det går opad men der kan holdes en god kadence. Følges med et par spanske brødre som kan lidt engelsk. Den ene kigger på flaget på min rygsæk og spørger hvad jeg synes om terrænet nu da jeg jo er vant til bjerge???!!!??? Griner lidt og siger at det altså er det danske flag og ikke det Schweiziske….Meeeeeeen vi har da “skymountain”. Det er dejligt befriende at følges med disse to. De snakker konstant om alt muligt, men de er desværre også meget forskellige i styrke, så den svageste har brug for en pause stopper de og jeg fortsætter. (Senere i løbet bliver jeg faktisk overhalet af den ene af dem igen).

 

cbt19

 

Der er en del vandregrupper her. Altid festligt at passere sådan en flok. Det giver lidt gejst og motivation. Heldigvis er der på vej op også nogle vandposter/vandløb hvor jeg lige kunne blive kølet lidt ned. Kan langt oppe skimte en vejrstation (eller…ved faktisk ikke hvad det er) og tror vi skal derop forbi. Vejen går dog ikke forbi, men drejer skarpt til venstre og inden længe tårner en ordentlig bunke klipper sig op. Jeps nu kom det stejle stykke.

 

cbt6

Tungen lige i munden. Stavene er ret ubrugelige her da det er stejlt og begge hænder skal bruges til at få kravlet op. Efter lidt tid kommer belønningen over bjergbestigningen. På toppen er det simpelthen det vildeste panorama view over hav, bjerge og rå natur i strålende solskin. Det er svært at beskrive, men virkelig fantastisk.

 

Nedløbet mod Sella

De næsten 15 km ville nu mere eller mindre gå nedad. Stierne var til at begynde med små og tekniske, men hele tiden med det fantasiske skue i baggrunden. Jeg var kommet relativ fornuftig igennem 70 km og forceret de værste stigninger så derfor begyndte jeg nu, når terrænet tillod det, at forsøge at presse lidt fart på. Især på de stykker nedløb der kunne løbes havde jeg det fedt. Og for første gang som trailløber kunne jeg faktisk overhale folk nedad. Tidligere var det på nedløbet jeg blev total kørt over af de lokale spanske og italienske løbere. Fuldstændig optur.

cbt17

Efterhånden nærmede det sidste “kritiske” punkt i løbet sig. Nedløbet mod Sella. Troels havde snakket om det og på profilen over ruten ligner det også bare en lodret væg man skal nedad. Kunne mærke spændingen i kroppen tog til. Efter GPS skulle det være nu!….Kort efter passerede jeg et lille skilt med teksten Sella 2200 m. ? Jamen, så måtte det da snart gå ned – efter 500 m relativ teknisk nedløb kom “muren”.

Hold nu kæft mand det var stejlt. Underlaget var sten, små som store, lidt grus/sand og græsagtig beplantning. Ujævne drop og ikke rigtig nogen sti at følge. Man måtte til dels selv finde vejen ned. De næste 1.5 km foregik skridt for skridt og med fuld fokus. Tempoet lå mellem 1.5-2.0 km/t. Det var rigtig svært, men også samtidig fedt.

cbt21

 

Endelig slipper stigningen sit sat. De tilsyrede lårbasser kan tøffe ind mod næste store depot efter 83 km i Sella. Her var der mulighed for dropbag nummer 2. Havde fravalgt at bruge denne mulighed og det passede fint nok for mig. Manglede ikke noget. De folk der sad i depotet her så ret slidte ud. Der var en del løbere på ruten nu idet de samtlige distancer ( på nær den korte) nu fulgte samme rute.

 

Mod mål

Nu ventede de stort set 15 km med let stigning inden omkring 5 km nedløb til mål. Efter depotet powerhikede jeg et langt stykke. Nedløbet havde sat sine spor, men efter en halv times tid kunne jeg jogge lidt igen, når terrænet tillod det. Det vekslede meget mellem lidt bredere grusveje og mindre stier her. Men ikke vanvittig teknisk. Så stille og roligt blev km efter km tilbagelagt. Når man når dette tidspunkt i ultraløbene vil man (læs jeg) bare gerne i mål og ofte føles det som om det tager en evighed. Jeg manglede et enkelt depot tilbage og jeg synes i laaaaaaang tid jeg kunne høre musik og stemmer derude i det fjerne. jeg måtte nærme mig.

cbt23

Terrænet tog lidt til igen og blev lidt mere bøvlet. Tænker jeg på dette tidspunkt måtte være på bagsiden af Puig Campana. Endelig kunne jeg se det sidste depot. Her blev der hold fest. En flok unge mennesker styrede depotet og der var bare gang i den. Egentlig fuldstændig ligegyldigt så spurgte jeg hvor langt der var tilbage. Pigen sagde 5 km, så sagde jeg om ikke det var nærmere 6 km. Hun sagde yes. Spurgte så endnu engang om det måske ikke var 7 km. Hun sagde yes igen! Sådan. Dumt, Dannie. Bare kom afsted. Det går ned til mål….Eller vent lige lidt. Stoppede lige op og tjekkede profilen. Ikke kun ned, nej. Vi havde en 200 højdemeter opstigning først og derefter nedløbet.

Havde rimeligt overskud på stigning, men holdte lidt igen for at spare de sidste kræfter til høvle igennem på nedløbet. Stigning var relativ svær teknisk men op kom jeg. 5 km igen cirka. Nu skulle den bare have fuld smadder. Havde bildt mig selv ind at nedløbet ville være en motorvej med medvind.

Det var det dog ikke helt idet stien var semi teknisk. Jeg forsøgte alt hvad jeg havde lært at give den gas. Fornemmelsen var i hvert fald sådan og i total runners high rus blæste jeg igennem. Kæft hvor var det altså fedt. Kunne holde tempoet indtil jeg kom ned i selve Finestrat igen hvor den stod på cruise ned igennem byen. YES. 300 m til mål, 200 m, 100 m – over et lille kryds, ind på de små gader, skarpt til venstre og her var målportalen.

 

cbt18

Kæmpe lettelse og den fedeste følelse at komme igennem sådan et løb.

cbt4

 

Efter løbet

Jeg kom i mål i tiden 16.38 hvilket jeg var 100 procent tilfreds med. Inden løbet havde jeg håbet på 19.00 eller lidt under. Alt efter ruten.

De andre danskere i løbet kom alle fornuftigt igennem og vi kan endda bryste os med at Vibeke vandt i sin klasse. Stærkt.

Costa Blanca Trails er et løb med rigtig mange super fede momenter hvor den første stigning, de kradsene buske, stigningen op mod højeste punkt samt nedløbet til Sella står klarest frem. Derudover er de frivillige i dette setup helt unikke og max hjælpsomme.

Dagen efter løbet stod den på total afslapning, badeture, god mad, røverhistorier samt ikke mindst kolde øl ved den skønne strand i Benidorm.

 

cbt2

 

Så for at runde det hele af, så virkede denne tur som et rent kinderæg. Rigig fornuftig logistik og indkvartering – Top fed rute og sidst men ikke mindst bare en rigtig hyggelig tur med gode venner 🙂

 

Nu vil jeg se frem til frem til en stille og rolig måneds tid med træning efter lyst. (Som om det er meget anderledes end normalt…).

 

Næste race bliver min trejde tur til Transgrancanaria i februar. YES

 

Hold Jer muntre

 

Vi ses i sporet

/ Dannie

 

@dannietrail

 

 

Beatrice-friesland-riano-open-trail
, ,

Riaño Open Trail 48k/3000hm

img_4909

Hvordan jeg kom igen efter en DNF og de kampe jeg havde undervejs.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at motivationen styrtdykkede efter min DNF til Trail Sierra Nevada i juli. Al løb efterfølgende har været mere lystbetonet end regulær træning.

Da tiden så småt nærmede sig, kæmpede jeg meget med mig selv om jeg skulle tage afsted. Hvad nu hvis jeg udgik igen?  Heldigvis var min nysgerrighed omkring løbet dog stærkere (havde virkelig hørt meget godt om løbet og området) end min usikkerhed. Flybilletten blev bestilt, så en enkelt overnatning i Madrid, tog til León og en lejebil fra León til Riaño, knap 100km.

Fredag d. 8/9 tog jeg afsted med en blanding af stress og spænding.  Dog blev spændingen lige en tand for meget da det i toget gik op for mig at jeg havde glemt mine vandflasker (soft bottles) på køkkenbordet. Katastrofe og kæmpe rookie mistake. For hvad gør man lige når man sidder i toget på vej mod København fra Århus. Gode råd var dyre og min puls nåede lige at peake. Jeg lavede en google søgning og fandt ud af, at Outdoor Rødovre havde mine flasker. Fik ringet og lagt to flasker til side. Efterfølgende måtte jeg ringe til min stedfar og brødebetynget bede ham om at køre til Rødovre for at hente flaskerne og derefter køre dem ud til lufthavnen, og nåh ja, jeg var en kæmpe nød og jeg skyldte en kæmpe kvajebajer (insert face palm). Heldigvis, var han sød nok til a tage turen derud og hente dem for mig. Uden et godt netværk, så står man sgu ringe!!!

Det skal siges at jeg plejer at have godt styr på mine sager op til et løb (har min tjekliste så jeg ikke misser noget), men det hele glippede lige den dag.  Jeg mødtes med mine forældre i lufthavnen og fik flaskerne. Fik krammet farvel og med pulsen i normalt leje kunne jeg nu påbegynde første del af min rejse.

Efter en overnatning i Madrid tog jeg toget til León, hentede min lille Fiat Panda og begav mig ind i landet mod Riaño. Turen er ikke mindre en fantastisk. Da bjerglandskabet så småt begyndte at dukke op i horisonten, kunne jeg ikke andet end at smile, for hold nu op hvor er det smukt.  Jeg var overvældet.

img_4868

Jeg nåede Riaño henad formiddagen, vejret var skønt, luften klar og ren. Den hyggeligste lille bjerglandsby.

Området er besøgt af vandrere, pilgrimsrejsende (ja dem der tager turen til Santiago de Compostela), jægere… Og ja løbere.

Jeg havde booket hotel lige ud til byens hovedvej. Det skulle vise sig at være det bedste jeg havde gjort, da målstregen lå 50m derfra :)!

img_4871

Efter jeg havde tjekket ind på hotellet gik jeg en lille rekognoscerings tur i byen, fandt det lokale supermarked og fik købt lidt snacks mm. Aldrig gå ned på snacks ;-).

Riaño Trail Run består af to løb. Det første er et tredages etapeløb, og så det jeg skulle deltage i Riaño Open Trail på 48km/3000hm.

I forbindelse med Etapeløbet var der lavet en Camp og det var her jeg kunne hente mit startnummer.

Løbene er arrangeret af den spanske trailløber Miguel Angel Heras, en gammel rotte trailverdenen og en af Spaniens absolut dygtigste løbere. Han er vokset op i området, så dette er hans baghave –  Hvilken baghave, WOW! Der var lagt op til tørre tæsk.

Startnummeret blev hentet og jeg skyndte mig tilbage til hotellet, for at få spist og hvilet til det forestående løb. Starten skulle gå søndag morgen kl. 8 fra nabobyen Lario. Vi blev hentet i bus kl. 7:20.

Jeg havde på forhånd læst lidt om løbet og havde også talt med tidligere deltagere omkring sværhedsgraden.

Vejret havde været omskifteligt med temperaturer fra -1 til 15 grader. Jeg havde medbragt handsker og det var en rigtig god idé på dagen.

Ellers bestod mit udstyr af “the usual suspects”: mine tro vandrestave, min løbevest – nu med flasker, Tailwind sticks (jeg brugte 4 på turen).

RACE DAY

Jeg stod op kl. 5 spiste min morgenmad og puttede mig under dynen igen og fik hvilet en times tid.

Jeg fik pakket mit udstyr, kom i tøjet og gjort mig klar til afgang. Udenfor var det 5 grader, og blæsende, jeg var bare glad for at det ikke regnede. Kl. 7:20 blev vi hentet af bussen og knap 15 min senere ankom vi til Lario.

Stemningen ved starten emmede af spænding og forventning, og en god portion humor. jeg fik ringet hjem, sat tlf. på lydløs og stillet mig klar i feltet.

img_4898

5 minutter før start kom vores speaker med nogle last minute vigtige informationer, der omhandlede første og sidste stigning. Hvis man led af højdeskræk, ville der være bjergguider til at guide op/ned af bjerget.

Derefter gik starten. Stille og roligt begav vi os alle ud i morgengryet.

De første par km var asfalt, derefter mark og skovbund. Ved ca. 6km ramte vi stigningen PICO DE YORDAS, knap 4km op med 800hm. Der var tåget og man skulle klatre op. Det var svært at se hvor jeg skulle sætte fra med hænder og fødder. I tågen kunne jeg høre guiderne bimle med ko klokker og råbe i skal bare opad –  Jo jo, men hvor er op.

Det tog sin tid og jeg kom op. Men jeg kæmpede meget med småkriser –  den lille stemme inde i mig der blev ved med at sige: Så giv dog op, gå hjem, hvad laver du her??? Det er for farligt? Hvad hvis du falder? Jeg nåede toppen, tog nogle dybe indåndinger og begyndte at kravle ned igen. Jeg sagde til mig selv, nu løber du mod første væskedepot og tager den derfra. Stille og roligt.  Nedløbet var stejlt, bestod af klipper, løse sten og løs jord. De seje proffer springer ned som bjerggeder, det er så ikke mig haha. Jeg er en smule mere varsom. Så med tungen lige i munden fik jeg bevæget mig ned. På vej ned mødte jeg en anden kvindelig løber og sammen fik vi talt os ned af første bjerg og løb sammen mod første væskedepot. Vi fik vendt lidt af verdenssituationen og det var en lettelse at kunne fjerne fokus fra al usikkerheden og i stedet kunne grine og bande af første stigning. Det er også hyggeligere at følges med en lidelsesfælle.

Vi nåede første af i alt 3 væskedepoter undervejs efter 14km. Vi tankede hurtigt op og var videre. Vi holdt en god pace, der manglede trods alt stadig 34km til mål.

img_4914 img_4913

Tågen var så småt lettet, og vejret var blevet lunere. Solen var endda begyndt at kigge frem mellem skyerne. Nu kunne vi endelig nyde omgivelserne. Der var så smukt, ubeskriveligt smukt. Græssende køer og vilde heste. De billeder vi tog, trods de blev gode, kommer slet ikke til deres ret, for det hele var magisk.

Min krise var så småt forduftet, hvordan kan man også have en krise, når man kommer igennem så smukke områder. Desuden hjalp det gode selskab at få afledt tankerne.

Man skal ikke lade sig narre af højdeprofilerne på startnummeret, det der umiddelbart ligner en lille bakketop er meget mere og det snyder så vandet driver. Jeg kæmpede lidt på anden stigning på grund af varmen, men jeg fokuserede og kom igennem. Der røg dog et par eder og forbandelser på vejen.

Jeg nåede andet væskedepot og humøret var højt, over halvvejs. Nu ventede næste stigning som primært bestod af asfalt og grusvej, derefter ned og så en ca. 7km lang flad rute på hhv. asfalt og skovsti. Vi løb blandt andet igennem en bjergtunnel, virkelig syret oplevelse. Efter det kom en 3km stigning med nogle små plateauer undervejs. Min løbemakker var begyndt at blive mærket af træthed og gik ned i tempo. Hun sagde at jeg skulle give den gas, så jeg fortsatte. Jeg nåede helt op og så gik det ellers ned. Masser af løse sten, jord/mudder og en lang smal, stejl passage ned. Den var led, men jeg fortsatte og nåede tredje og sidste væskedepot. Fik min sidste påfyldning og så var jeg videre. Nu ventede den sidste meget krævende stigning.

img_4922 img_4924

Dette var endnu en vertikal stigning, hvor jeg skulle klatre op. Miguel Heras tog imod i bunden og briefede kort, om hvad jeg skulle gøre. Jeg takkede for den fede men lede rute og han kvitterede med: “Du har endnu ikke set det bedste”. Når du når toppen så fortæl mig når du kommer i mål, hvad du synes om udsigten” Og så blev jeg sendt afsted op af bjerget. Der var bjergguider, der stod flere steder og guidede. På intet tidspunkt følte jeg mig utryg eller utilpas.

Jeg nåede toppen og blev overvældet og rørt over udsigten. Her stod jeg 5km fra mål på et meget smalt stykke, hvor det gik lodret ned til begge sider og følte en taknemmelighed over at være nået så langt, for at kunne opleve noget så fantastisk.

Jeg fik sundet mig og guiden forklarede mig, hvad der nu skulle ske. Vi skulle krydse bjergryggen, ca. 200 meter men jeg skulle ikke være bekymret for det var ikke farligt og så længe jeg holdt godt fast ville der ikke ske noget. Vi skulle gå langs en lille klippe afsats. It’s just a hill get over it!

img_4928 img_4929 img_4931 img_4932

Jeg kom igennem tude færdig, jeg havde overvundet mig selv og en af mine største frygt – højdeskræk. Men jeg havde undervejs slet ikke tid til at være bange eller tænke over det, fordi jeg var så koncentreret. Tanken strejfede mig aldrig. Der stod guider til at hjælpe mig ned for dette nedløb var ekstremt stejlt og krævede tålmodighed og vigtigst af alt forsigtighed.

 

Jeg kom ned og så var det ellers mod mål, ca. 2 km igen, men kroppen var træt efter at have været i gang i mange timer. Jeg kæmpede. Min kære løbemakker havde indhentet mig og sammen løb vi ind mod Riaño.  Opløbet foregik på grusvej, og resten asfalt. Vi skulle tilmed krydse en bro ind til byen. Vi grinede, bandede og luntede/løb og gik. Da vi nåede de sidste 100m skulle vi gud hjælpe mig op ad trapper WTF?! Som om vi ikke havde været pinsler nok igennem hahaha. Vi løb sammen ind over målstregen hånd i hånd, armene op over hovedet og nærmest i spring 3 minutter før cut off.

Vi blev modtaget med kys og kram fra de frivillige og guiderne. Stemningen var ubeskrivelig.

Jeg fik min medalje om halsen, aldrig har jeg før kæmpet så meget for at nå i mål. Idet jeg også havde gennemført mit tredje løb i Spain Ultra Cup, fik jeg også en super fed Finisher trøje.

img_4902

Jeg var så overvældet, det havde været et hårdt løb, jeg havde virkelig kæmpet med mig selv og elementerne.

Absolut ikke det hurtigste løb jeg har gennemført, men stoltheden vil ingen ende tage for jeg gav aldrig op, selvom jeg havde lyst flere gange undervejs.

Riaño Trail Run er et løb der varmt kan anbefales, men vær forberedt på tæsk hæhæ. Det er et udfordrende og ret teknisk løb, men også et helt vanvittigt smukt løb, med en masse fantastiske hjælpsomme frivillige undervejs.

Jeg er glad og taknemmelig for at jeg fik muligheden for at deltage i dette løb.

Hvad har jeg så lært af dette løb?

Jeg tager en masse med mig fra dette løb. At jeg udgik sidste gang er ikke ensbetydende med at jeg skulle udgå denne gang også. Jeg skal være bedre til at stole på mig selv om mine instinkter og ikke lade mig overvælde af usikkerhed og frygten for at fejle -> Det skal jeg arbejde mere med.

 

img_4900

 

For i sidste ende så gjorde jeg det, jeg gennemførte. 2 x finisher HELL YEAH!!!

 

 

, ,

Echappee Belle – Den franske forbandelse!

Om løbet

Første gang jeg støder på løbet med det lidt underligt klingende navn: Echappee Belle (EB) er i januar måned 2016. Har netop fået at vide jeg ikke kom med til UTMB som jeg ellers havde søgt.

 

eb24

Lettere irriteret begynder jeg at søge rundt efter et andet løb i den samme periode. Snævrer det ind til 2 løb. Ultra trail cote´d azur mercantour og EB. I første omgang “vandt” UTCAM idet jeg var så heldig at vinde et startnummer inkl overnatning til løbet. Lidt svært at sige nej til. På papiret lignede de 2 løb hinanden en del. 145 km med hhv 9000 og 11.100 højdemeter.

Da jeg så et års tid efter var i gang med at skulle planlægge 2017 blev jeg fuldstændig solgt til EB. Billeder og film fra 2016 udgaven virkede så helt igennem unikke og præcis det jeg søgte i et kommende hovedmål for en sæson. Besluttede mig helt at droppe at søge UTMB til fordel for EB.

 

Løbet har 3 forskellige distancer plus en mulighed for at løbe en “duo” på den lange.

47 km med 2800 højdemeter

85 km med 6050 højdemeter

144 med 11.100 højdemeter.

Alle 3 distancer i særdeles svært teknisk og relativt øde terræn.

 

eb26

 

Rejsen

Inden løbet havde der egentlig været 2 andre danskere der var klar, men desværre, af forskellige årsager kom ingen af dem med hvilket gjorde at min rejse blev for mig selv.  Ikke noget jeg har tænkt så meget over, men her efterfølgende godt kan se var ærgerligt. Rejserne til disse løb er ret lange og tidskrævende. Her er det virkelig guld at have nogen at tale med.

Tager afsted tidligt torsdag morgen (omkring 4.30) og er fremme i den lille by, Aiguebelle, hvor startnumrene skal hentes omkring kl 14.00. Dørene åbnes og vi er vel omkring 20-30 mand her, så det går hurtigt med at komme ind til slusen hvor vores udstyr skal tjekkes…

tjek, tjek, tjek, tjek……whistle…..hmm. Den sidder jo lige her i rygsækken. Her foran. Øh, ehh, tjae. Jamen den sidder da her. Jamen så i lommen da. Altså det ved jeg. Damens ord var ikke til at tage fejl af. No whistle – No bib!!! FUUUUUUUCK.

 

Det var nu der skulle soves

Der er så småt ved at blive åbnet nogle stande ude foran hvor bl.a. Dynafit har en stand. Krydser fingre for at de kan hjælpe mig med en fløjte, men nej. Deres forslag er at køre til Grenoble som ligger cirka 100 km derfra!!!! Nej. Det var der altså ikke helt tid til.

Op til løbet har jeg været i kontakt med én af arrangørerne (som kunne engelsk) 😉 Prøver at få fat på ham hvilket heldigvis lykkes ret hurtigt. Han forstår at jeg er lidt små presset over det med fløjten og skriver tilbage at han har nogle ærinder rundt omkring og at han nok skal prøve at finde en fløjte.

Efter en lille time skriver han tilbage at han har fundet en og vil være tilbage i Aiguebelle senere på eftermiddagen igen. YES. Så var den redet.

Cirka 3 timer efter jeg var ankommet er jeg igennem og har fået mit startnummer.

 

Den sidste nadver

Der var pastaparty i en bygning i udkanten af byen omkring 1 time efter jeg havde fået startnummeret. Når lige at få gjort mit udstyr klar og ligge mig lidt i sovesalen inden jeg finder sammen med en svensker, Edward, som er med i løbet for anden gang. Får et par gode råd omkring ruten. Han har samme agenda som mig om hurtigt at få spist og ellers komme tilbage og se at få sovet.

Kan på det her tidspunkt mærke at kroppen er total spændt og fyldt med løbskriller.  Jer ER klar, men også små irriteret over at der pludselig indsniger sig tanker om det her nu også er en for stor mundfuld. Heldigvis er det sengetid. Kl er godt 20

og vækkeuret er sat til kl 02.00. Shuttlebus kommer kl 3 for at køre os til start i Vizille. Ahh. Nu skal der soves….lige indtil et liveband giver den gas på pladsen overfor sovesalen (Målområdet). De stopper dog ret præcist kl 22 hvorefter jeg får sovet.

 

Løbets start

Efter ALT for lidt søvn, en lang bustur og vel 3-4 toiletbesøg senere står jeg sammen med 500 spændte deltager klar i Vizille fredag d 25/8 kl 5.55.

 

eb28

Gameplanen er klar i hovedet. Kroppen har det godt og jeg er glad. Vejrudsigten siger rimelig stabilt vejr hele vejen. Måske et par småbyger, men varmt.

Starten går og vi løber stille og roligt igennem Vizille og igennem slotsparken der. De første 30 km af ruten vil føre os fra omkring 200 højdemeter op til lige knap 3000 hm (rutens højeste pkt). Første depot ligger efter omkring 17 km.

 

vizille

Vi rammer ind på stigningen efter 2 km. Det går i fornuftigt tempo opad. Har lovet mig selv at jeg på intet tidspunkt må være forpustet her til i starten. Bevares. det går stejlt op og det kan mærkes, men åndedrættet skal være under kontrol. Det lykkes til fulde. Placering i feltet er lidt ligegyldigt. Jeg befinder mig fin hvor jeg er og efter en times tid kan vi ligge pandelamperne i rygsækken igen.

 

 

Det første stykke her som “almindelige” trailløb. Lidt en blanding af smalle og bredere stier i skov. Nogle steder med tekniske passager, men bestemt tåleligt. Det går primært op, men også med kortere nedløb.

 

Første depot – 16.5 km

 

 

Hold nu fast et “presset” depot. Der vrimler med deltagere her og der er ikke så meget plads. Væske og mad står for mig ligenu i anden række…Har et langt større og mere presserende problem 😉 finder heldigvis et toilet (ingen kø her) og kan efterfølgende begive mig ud i menneskemylderet. Får mast mig igennem og fyldt op. Tager en del brød og ost med i hænderne for jeg synes det er for pakket der og vil gerne bare videre. Jeg er her MAX klar. Maven og kroppen kører 100 procent som det skal nu og det er virkelig ved at blive varmt. Føler lidt at det er nu løbet for alvor starter.

 

 

Naturen begynder at ændre lidt karakter. Bjergene bliver skarpe og vi passerer et par fantastiske bjergsøer. Vi rammer første vanskelige passage. Det går utrolig langsomt og mange steder står vi i kø for at passere de tekniske stykker. Dette parti er lidt ligesom at klatre. Ingen sti, bare rå klippe hvor hænderne skal bruges til at forcere. Opad synes jeg det er fint. Når det går ned er det godt nok med tungen lige i munden.

eb27

 

Ofte er det ned at sidde og så kurre stille og roligt. Mega fedt og super svært. Alle er i samme båd. Venter og hjælper hinanden så godt som muligt. Eventyret er begyndt.

 

eb11

 

Går og hygger mig med at tænke på filmen Armageddon. Drager parraleller med bjergenes skarpe facon og den asteroide astronauterne lander på…Griner da jeg tænker på en af kommentarerne fra filmen: The scarriest environment immaginable….altså sådan var det jo ikke. Men barkst. DET VAR DET 😉

 

Depot nummer 2 og faldet!

eb16

 

Stadig ved godt mod. Maskinen kører velsmurt og der begynder at være masser af plads på sporet. Rammer andet depot og får tanket op til stigningen op mod løbets højeste punkt, Croix de Belledonne i 2926 meters højde. Jeg er rigtig glad for ingen problemer at have med at være i højden. Har før kunnet have lidt ubehag, men ikke denne gang.

Kommer stille og roligt opad. Sporene er smalle og det er virkeligt nogle skrappe stigninger der omkranser os her. Det har jeg også prøvet før….Men så sker det. Et splitsekunds uopmærksomhed og jeg træder et par cm for meget til højre. Rammer yderkanten af sporet og min fod skrider i skærverne der ligger der. Jeg falder så at sige udover kanten, lander på maven og glider ned. Det er stejlt og der er langt ned og når DESVÆRRE lige at få fornemmelsen af at det her går rigtig galt inden jeg får bremset. Medløberne står oppe på stien. Har lidt svært ved at hjælpe, så jeg må selv kravle op. Det føles som en evighed, men op kommer jeg. Kun småskrammer på knæ og albue, så jeg kan gå videre. FUCK mand en forskrækkelse. Har da før prøvet at falde, men det her stikker sgu godt de andre gange!!! Tænker lidt at det her trailløb jo bare er en sjov hobby og ikke noget hvor man skal frygte for liv og lemmer….Disse tanker kan jeg dog (på dette tidspunkt) skubbe fra mig.

 

Kommer op på toppen. Hold nu fast det er et fantastisk skue her.

 

eb12

Bliver tjekket ind på toppen, vender om og løber af en anden, parrallel sti nedad igen….Løber og løber er lidt meget fortalt idet det ikke går hurtigere end på vejen op.

Får på de næste mange km virkelig en god fornemmelse af løbet. Det er jo lige hvad jeg har drømt om…lige indtil klaphatten her endnu engang falder. Lidt i stil med foregående fald. Bare ikke så slemt. Slår knæet lidt mere, men ikke noget jeg ikke kan fortsætte på.

Stykket mellem depot 3 og 4 er en blanding af det hele. Skarpe, kortere stigninger og nedløb. Masser af små vandløb der skal krydses og vild natur. Hjernen er virkelig på overarbejde. Ingen steder hvor man kan cruise. Hele tiden 100 procent opmærksomhed på stiernes forløb.

 

eb17

På nedløbet frem mod fjerde depot skyer det lidt til og regner let. Det er helt rart lige at blive kølet ned inden strækket herfra og frem til hoveddepotet i Pleynet.

 

Om hvordan det mentale er det altoverskyggende vigtigste i ultra!!!

 

Ankommer til depotet. Relativ frisk. Ingen problemer egentlig og ved godt mod. På hvert depot er der en stor plakat der viser hvor langt og hvor mange højdemeter +/- der er til næste depot. (Endnu) en meget lidt engelsktalende person viser mig at nummer 2 top på dette stykke er vanskelig men ellers derefter langt nedløb.

Må i den grad sande at kvinden fik ret……

Begiver mig ind på første stigning. Den synes jeg er rimelig til at gå til. Vælger at stoppe ved hvert eneste vandløb for at køle mig ned. Kommer op og har her et lille nedløb.

Jeg ved der venter i vild opstigning nu…Og der troner den sig op. Wow det ser vildt ud.

eb18eb13eb15

 

Kæmpe store sten ligger smidt ud over det hele. Deroppe i det fjerne tårner 2 tinder sig op. Jeg kan se at vi skal op imellem her. Der er ikke nogen sti længere. Vi må selv ligge en rute op igennem og ovenpå stenene. Ruten er sporadisk markeret her med flagene der ligger ovenpå stenene. Bruger temmelig lang tid på at komme op, men kan se jeg hverken er hurtigere eller langsommere end andre her. Det er et ret vildt stykke, men langsomt kommer jeg op.

Hold nu fast en udsigt her og shit mand et nedløb der venter. Møg stejlt og fyldt med klipper og sten. Jeps. Edward havde ret. Det går om end mere langsomt ned end op.

 

Ved simpelthen ikke hvad der sker på de næste 7-8 km. Kroppen har det stadig fint, men mentalt begynder det at gå i sort. Pludselig vender mit styrt tilbage. Begynder at tænke “katastrofe-tanker”. Sæt nu jeg ikke kunne bremse. Hvad nu hvis jeg var røget længere ned og kommet alvorligt til skade. Eller det der var værre… Det kan jeg da ikke byde min familie. Det er jo bare noget hobby/hygge noget det her løb. Osv, osv.

Kæmper virkelig en kamp på dette stykke og det bøljer lidt frem og tilbage. Området her er sindssyg flot idet vi bevæger ind imellem nogle ret store bjergsøer hvor der løbes lidt langs kanten af disse.

 

eb30

eb29

 

Er fuldstændig splittet indeni. Min masterplan smuldrer og dykker bare længere og længere ned i et sort hul. Elsker jo for hulen dette her. Er lige netop NU i et af de mest fantastiske områder. Og alligevel er motivationen nærmest forsvundet. Jeg bevæger mig ind i tusmørket og kan dernede. Langt dernede se lys fra en by. Pleynet. der hvor hoveddepotet er.

 

Slut, færdig

Det varer en evighed at komme derned. Især fordi jeg ikke kan få vendt mine negative tanker omkring det hele. 3 km før depotet træffer jeg beslutningen. Beslutningen om at stoppe mens legen er god???!!! Altså stoppe fordi jeg konstant bildte mig selv ind at jeg ville komme til skade hvis jeg fortsatte! Det er rystende. Men sandheden. Stadigvæk her bagefter tænker jeg over hvorfor jeg ikke kunne komme ud af eller af med disse tanker. Jeg ved jo at sådanne mentale dyk kommer. OG FORSVINDER igen. Men lige lidt hjalp det. Beslutningen var truffet.

 

Går ind i depotet. Ringer hjem og fortæller situationen. Sidder og piver lidt over det hele. Men er afklaret. På dette tidspunkt var det, det rigtige for mig.

eb21

 

 

Tager shuttlebussen tilbage til Aiguebelle.

 

Hvorfor?

 

Har stadig ikke en 100  procent forklaring på det mentale nedbrud. Læner mig dog op af problemer med træthed. De to dage op til løbet var præget af alt for lidt søvn. Det er det eneste jeg kan sætte en finger på. Hmm. Måske også lidt min tålmodighed. Altså stadig tillade mig at være lidt i situationen. Lige trække vejret en ekstra gang.

 

På plus siden er absolut den måde jeg har trænet op til dette løb samt energi indtag. Kropsligt tror jeg ikke jeg før har været i så god form.

På den lidt mere ligegyldige side så har jeg fundet ud af at jeg får ustyrlig ildelugtende udstødning af gedeost!!!

 

eb25

Jeg tænker rigtig meget i disse dage på at komme tilbage og gennemføre løbet. Måske ikke den fulde distance, men derimod 85 km ruten.

Kender ikke endnu hvilke løb der lander i kalenderen næste år, men de sidste 2 års dnf i hhv utcam og eb skal i hvert fald med i overvejelserne.

 

Echappee Belle kan 100 procent anbefales. Organisationen omkring det består af passionerede bjergfolk som kender terrænet. Løbet emmer af “kærlighed” til naturen og bjergene. Men det er samtidig en stor mundfuld. Rigtig mange højdemeter i særdeles teknisk terræn.

 

Nu vil jeg se fremad. Drage de ting ud af min oplevelse som jeg kan og så ellers se at komme videre 😉

 

Pas på Jer selv og hinanden

 

/ Dannie

 

@dannietrail

 

Billederne er tager af:

Bruno Lavit

Yann Marchais

Benjamin Orgogozo

Thomas Capelli

Jean-Luc Augier

Phil Bouc Bellard

, , ,

En rutschebanetur igennem Skagens klitter – Løbsberetning fra Skagen Odde Ultra Trail 30 km.

Hvorfor gør jeg det her mod mig SELV?

 

Mit hjerte banker, mine hænder er svedige og min appetit er en by i Rusland..

 

Jeg er nervøs.

 

Meget mere end jeg plejer, fordi jeg SELV har høje forventninger til mig SELV.

 

Jeg ved, at jeg er i god form og har trænet hårdt og godt. Men tankerne om at have været ramt af betændelse i min achillessene og sygdom op til den store dag får mig til at tvivle på mig SELV.

 

Jeg vandt sidste år.

 

Jeg vil inderligt gerne vinde igen og det gør jeg jo også, hvis altså ikke, at der kommer nogen, som er bedre end mig.

Sjovt nok. Jeg ved godt, at det ikke handler om at vinde, men nogle gange er det bare sjovere.
Planen er klar.

 

Jeg skal løbe mit eget løb og bare nyde det, så længe jeg kan. Skagen er fantastisk, solen skinner og min trofaste hepper, min mor, er her selvfølgelig.

 

Jeg løber for min egen skyld og jeg føler, at jeg har noget at bevise overfor mig SELV.

Nemlig at jeg er bedre end jeg SELV tro.

 

Vi bliver sat igang og alle bekymringerne forsvinder og jeg løber bare og inden, at jeg når at tænke mig om, har jeg rundet de første 5 km.

En af de første klitter

Jeg kæmper mig op og ned af klitterne.

Jeg kravler nærmest op og rutscher ned på den anden side.

Jeg har sand over det hele.

 

I skoene

 

I bukserne

 

og i munden.

 

Men jeg føler egentlig, at jeg har styr på det shit. Det er hårdt, pulsen er høj og jeg får sved i øjnene.

 

Efter de først og hårdeste 12 km ved jeg godt, at jeg er godt løbende og lige pludselig føles resten af turen som en “walk in the park”.

 

Jeg rammer det første depot efter 18 km og er egentlig lidt kæphøj, fordi nu kommer vi snart til mit yndlingsstykke.

 

Highfives med masser af sand

 

Selvfølgelig er det hårdt, men jeg ved, at jeg plejer at være stærk og have ekstra kræfter efter de 20 km.

 

Efter depotet er jeg ved godt mod og sætter afsted mod Grenen, men jeg synes pludselig, at noget er anderledes..

 

Jeg synes ikke, at der var SÅ mange dumme sten sidste år og sådan et langt stykke i løst sand, og nu begynder mine lårbasser altså virkelig at blive trætte.

 

Jeg kigger mig flere gange over skulderen, for at tjekke, at der er nogen bag ved mig, fordi så må jeg jo være på rette vej.

 

Jeg undrer mig over, at jeg ikke kan se nogle spor i sandet fra andre løbere foran mig.

 

Hele tiden prøver jeg, at finde et godt spor i sandet, men jeg synker i hver gang og det begynder at trække tænder ud det her løse sand og de mange sten. Jeg husker slet ikke dette hårde stykke fra sidste år.

 

Her burde jeg nok, at have taget en dyb indånding, lagt to og to sammen og regnet ud, at jeg havde misset en markering, men det gjorde jeg ikke.

 

Det går først op for mig, da jeg ser et par andre løbere komme ud gennem to klitter længere fremme.

 

Jeg føler mig virkelig knust.

 

De næste km bruger jeg på, at forberede mig på, at sige til min mor, at jeg har snydt, løbet forkert og at hun skal skynde sig ind til løbsarrangørerne og fortælle dem det!

Tænk nu hvis jeg vandt og havde snydt.

 

Jeg begynder selvfølgelig at græde, da jeg ser hende..

 

Jeg blev ramt af dårlig samvittighed, jeg har jo snydt og så havde jeg også misset min yndlings strækning på hele ruten.

 

Jeg får styr på mig selv løber de sidste par km til mål, hvor jeg bruger visualisering, hvilket jeg har lært og det virker.

 

Dog ikke om min jubelscene, når jeg krydser målstregen, men hvordan jeg med fakter, hænder og råben skal kunne få kommunikeret, at jeg ikke har fortjent at vinde.

 

Det er virkelig hårdt for psyken de sidste 5 km, jeg er sikker på, at jeg vil blive diskvalificeret.

 

Måske lidt overdramatisk, men det er man vel altid de sidste km, når trætheden begynder at melde sig.

 

Hele denne rutchebanetur gennem klitterne, sandet og et par tårer ender dog lykkeligt.

 

Da jeg kommer i mål, som første kvinde, griner de alle lidt af mig, fordi det viser sig faktisk bare, at jeg har fået lidt ekstra for penge, både i forhold til distance og sand.

1. kvinde i mål på 30 km

3 timer, 29 min og 4 sekunder og over 33 km senere kan jeg få medaljen om halsen, en pokal i hånden og endelig kommer smilet tilbage på mine læber.

 

Jeg gjorde det sgu. IGEN!

 

Jeg overraskede mig SELV. IGEN

 

Og endnu engang er jeg et skridt tættere på at tro mere på mig SELV.

 

Skål!

TAK!

Tak til mine trofaste støtter i RunningWild, RunningNow, mine veninder, min kammerater og selvfølgelig min skønne familie.

, ,

TRAIL 5 COLLI

t5c11

Sommerferie rundt om hjørnet

Efter Scenic Trail i starten af juni har der været droslet lidt ned, men tankerne begyndte ret hurtigt, alligevel at kredse om årets hovedmål, Echappee Belle i slutningen af august. Jeg synes jeg manglede et eller andet imellem disse to løb.

Havde kigget lidt på 8 timers trail i Rebild samt 24 timers trail på det Hvide spor. Mentalt var jeg dog ikke i hopla til at drøne rundt på det samme spor i så mange timer, så de planer blev droppet. Havde egentlig tænkt at jeg måtte “nøjes” med at træne i bjergene omkring familiens feriedestination….Meeeen…kunne ikke lade være med at lure lidt på Itra kalenderen hvor øjnene ret hurtigt faldt over Trail 5 Colli. Et lille Italiensk løb der lå en god times kørsel fra hvor vi skulle være, med start lørdag d 15/7. Det var 47 km med små 4000 højdemeter og startede kl 05.00 om morgenen. Lidt hovedregning omkring forventet tid gjorde også at jeg samtidig kunne se at hele dagen ikke ville gå med løb hvilket også var en bonus. Herfra var der ikke langt fra tanke til tilmelding 🙂

Fik skrevet lidt med arrangørerne som oplyste at ruten var relativ teknisk og havde 10 km løb på en bjergryg som ville være de mest tekniske. FEDT 🙂

t5c16

Kl 02.30

Ringede vækkeuret natten til lørdag. Op, i tøjet og afsted. Kunne spise i bilen på vej derud. Starten ville gå i den lille bjergby Lillianes og slutte cirka 7 km derfra i, øh…en by…eller en vej eller tjae, i hvert fald 7 km fra Lillianes, oppe af bjerget et sted.

På med startnummer og kl 5.00 blev vi sendt ud i mørket som ville vare omkring halvanden time endnu.  Et kig på højdekurven for løbet fortalte at vi i løbet af de første 15 km skulle gå fra at være 600 m oppe til omkring 2.300 m (med lidt op og og ned), så jeg kunne hurtigt regne ud at det ville blive 15 særdeles langsomme km.

 

profil1

 

Vi startede med en lille bonus runde i Lillianes for lige at få benene i gang inden vi røg på stigningen. Hold nu fast den tog ved. Kort efter kom den der bidende fornemmelse i læggene der fortalte at det var stejlt. I gang med stavene og opad.

 

t5c9

Solopgang

Altid fantastisk at opleve når solen langsomt står op over bjergene. Selvom den er stået op er der stadig masser af skygge inden den kommer helt op og bager. Dette bekom mig rigtig godt idet der var udsigt til en ganske varm dag. Da jeg kom op i omkring 1500 hm begyndte terrænet at ændre karakter. Fra at have løbet/gået i skovene åbnede bjergene sig op. Og her blev det seriøst stejlt. Sten lå spredt ud i alle forskellige størrelser og der skulle tænker over hvert et skridt. Nøj den var led her og med tankerne om de kommende 10 km bjergrygsløb så kunne jeg godt mærke der ikke lå en fantomtid i benene 🙂 Fulgtes stort set hele vejen op med en anden. Selvom mit italienske er ikke-eksisterende og hans engelsk ligeså forsvindende dårligt, formåede vi dog at snakke lidt. Vild stigning og jo højere op vi kom, jo mere fantastisk blev udsigten over bjergene og solen der stille og roligt kom mere og mere op.

 

t5c3

t5c14

På Toppen

Langt om længe rammer jeg den første top og har allerede lagt halvdelen af løbets hm bag mig. Fantastisk udsigt her. Og nu kan jeg se selve bjergryggen vi skal bevæge os på. De ser sindssygt vildt ud når man står og skuer ned over det fordi det hele bliver så småt. Her så det ud som om vi skulle løb på et 20 cm bredt spor med stejle klipper ned på hver side 😉 (Ved jo godt realiteten er en anden). Men lige herfra hvor jeg stod, så det sgu vildt ud. Kommer her ind på første rigtige bjergdepot….arh…depot eller depot…Der stod nogle vandflasker og så stod der en person i regntøj??? og hjalp til.

 

t5c5

 

 

De næste km var virkeligt svære. Top tekniske nedløb og endnu mere vanvittige små stigninger. Ikke sådan lange, men bare rigtig “bøvlede” Der var bjergreddere flere steder. Stedet, der gav det største sug i maven var et virkelig stejlt nedløb. Der var ingen sti her, men kun en klippeside. Der hang to reddere i liner på klippesiden for at hjælpe os. På dette stykke var der hamret en line i væggen vi skulle holde fast i og der var små metal trappetrin banket i også.  Følte mig ikke på noget tidspunkt i fare, men hold da kæft mand det gav et sug ved at kigge ned af klippen. WOW.

bil3

t5c8

Bjergryggen

…fortsatte med det ene svære stykke efter det andet. Det var meget kringlet og der var flere små stykker rundt om klipperne hvilket gjorde det svært rigtig at se hvor langt vi skulle. Det fede ved det var, at der hele tiden åbnede sig nye scenarier op. Hele tiden ny udsigt. Hele tiden underlag der skulle holdes fokus på.

 

t5c15

t5c17

 

Efter et stykke tid kunne jeg begynde skimte en spids på en bjergtop og samtidig også skimte andre (formentlig) deltagere bevæge sig op imod det. Føler jeg har ok overskud og kan presse lidt på her…og selvfølgelig banker jeg foden i en sten og falder så lang jeg er. Slår skinnebenet lidt, men heldigvis ikke noget slemt. Flot. Kommer langsomt men sikkert hen til spidsen hvor der også er et depot nogle hundrede meter nedenfor.

 

 

t5c13

 

På hver eneste top vi har været over stod der folk og skrev vores nummer ned og så skulle vi samtidig selv skrive vores navn der. Dejlig lavpraktisk 🙂 Om end jeg kunne få mine bjergløberkundskaber nedjusteret lidt. Kunne nemlig også se min placering her. Lå konstant mellem nummer 13-15. Vel at mærke ud af cirka 50 startende!!!! Havde helt ærlig troet jeg ville ligge i top 10, men fuldstændig ligegyldigt egentlig. Det her var simpelthen så fedt og i den grad value for money.

 

 

Midterstykket og “crampa-krise”

Efter depotet ved cirka 25 fulgte et stejlt nedløb. Sørme så om ikke jeg lige skulle gentage mit styrte stunt. Helt ned og ligge. Landede ovenpå mine stave. Er egentlig ret overrasket over at de holdt til det 🙂 Ingen skader og videre nedad. Efter omkring 5 km nedløb skulle vi omkring 350 højdemeter op i terrænet igen. Havde netop overhalet en, men på opstigningen her begyndte min højre hase hurtigt at brokke sig. Jep. Det var stejlt. Rigtig stejlt og der var absolut ingen steder at gemme sig på bjerget. Stoppede op og tømte hvad jeg havde af væske. Tog en saltpille og en gel. Strakte ud efter alle kunstens regler og kunne nu gå super langsomt og med semi dødt højre ben slæbende efter mig. Italieneren jeg før havde overhalet kom op og forbi mig mens hans smilende sagde “crampa”……Ja sgu, brummede haltefanden, alt imens toppen laaaaaaangsomt nærmede sig.

 

bil2

Vejvisning med forbehold

Havde lidt svært ved at holde styr på hvor langt jeg var kommet i løbet. Bildte mig selv ind at uret viste lidt forkert, så da jeg nåede hen til et lille vanddepot på toppen spurgte jeg manden ved depotet hvor langt der var igen. Han forstod ikke og jeg kunne ikke forklare mig. Jeg havde dog heldigvis en nu gennemvåd flyer fra løbet, der blandt andet viste en højdeprofil. Viste manden det og han kunne pege på at jeg stod på toppen af det sidste bjerg. Han gestikulerede at der nu kom et langt, roligt nedløb og at jeg skulle være klar over at der kom en stigning allersidst også. Super info og jeg tøffede godt tilpas og tanket op, videre. Det skulle vise sig at denne mands vejvisning holdt stik….Det gjorde de næste ikke 😉

Total cruise-mode ned af en bred grusvej. Formentlig 3-4 km inden den stod på singletrack igen. Havde ikke længere den store tidsfornemmelse, men havde stadig en tro på at uret da helt bestemt måtte vise for få km i forhold til hvor langt henne jeg var….

Derfor forsøgte jeg at spørge ved en vej post hvor langt der cirka var til mål igen. De sagde max 5. Yes. Det passer sgu meget godt med at uret viser lidt skævt.

 

t5c12

 

 

 

Forsætter lidt ned endnu inden jeg kom til et relativt fladt stykke. Her forekom det mig at ruten fortsatte i det uendelige med en lille stigning. Begyndte langsomt at bilde mig selv ind, at dette nok var den sidste stigning jeg var inde på og at den jo ikke var så slem endda 😉 Samtidig kunne der jo heller ikke være så langt igen.

Men hov…nu kom der pludselig et depot derude i det fjerne. Nå derhen efter at have løbet næsten en time (hmm…..5 km i alt til mål var sidste melding…) Blev jo så lige nød til at spørge her også omkring distance tilbage til mål. De slog ud med hænderne. What? Spurgte om hvor lang tid de troede det ville tage at nå i mål….1 hour…perhaps! Ja, ja…sådan cirka plus minus, plus det løse cirka agtig.

 

Sidste stigning

Nej, nej og atter nej, den lille stigning jeg før havde løbet på var ikke det sidste bjerg. Det var nu blevet rigtig varmt og trætheden havde godt nok meldt sig i kroppen. Begyndte at bevæge mig opad. Havde opgivet alt om at have nogen forventning om hvor langt/kort der var til mål. På dette stykke kom der stille og roligt en ældre italiener op til mig og fortsatte og rolig stil forbi og videre op. Han var måske 65 år. Senet og sej som bare f….. Imponerende.

Den sidste stigning her var måske på 3-400 højdemeter i alt, men den nev godt nok i stængerne. Endelig nåede jeg toppen og kunne lunte stille og roligt let nedad mod mål.

Drejer om et hjørne og kan nu se målportalen et par hundrede meter oppe. Traver op og kommer i mål.  Feeeeedt 🙂

 

Målbyen

Vel i mål. Smiler lidt over setuppet her. Jo jo. Der er en målportal. Bagved er der sat nogle bænke sammen hvor deltagere sidder og hviler. Samtidig er der et par ældre personer der sidder ved bordet. Foran sig har de et stort fad. De sidder og snitter små stykker af lokale oste og pølser. Ahh – det er dælme lækkert. Der er heller ikke andet end et hus. Ingen by eller noget – kan se en snørklet vej lidt oppe af bakken – men altså ingen decideret by. Sjovt at plante målet sådan et sted 🙂

Tager mig lige lidt tid og får noget i hovedet. Men ikke længe, da jeg jo lige har et issue omkring at komme herfra og ned til Lillianes – startbyen. Får fat i arrangøren og spørger til shuttle service de selv har nævnt noget om. Hmm…Ikke forstå engelsk. Pege, pege og bruge fakter samt kropssprog – sikkert ganske underholdene for de omkringværende. De peger op til den vej jeg kan se og peger derefter ned. De siger minibus. Godt så. Der må jeg op.

Minibus…Ikke i miles omkreds. Til alt held møder jeg en deltager der kan lidt engelsk som fortæller mig at hendes forældre faktisk lige netop nu er på vej ned til Lillianes hvor de bor og at jeg sikkert godt kan køre med dem. Fantastisk gæstfrihed.

 

t5c1

 

Super fed oplevelse

Bagefter løbet er jeg vanvittig glad for at have prøvet så lokalt et løb. Hvilken entusiasme og gæstfrihed der hersker.  Løbet var top fedt og havde en ret heftig sværhedsgrad på bjergkammen. Det har været en virkelig fed tur som jeg tænker værende yderst relevant for mit hovedmål sidst i august.

20 minutter efter jeg er tilbage ventede familien med restitutionsvenlig vandcykeltur 🙂 Klasse.

 

Ses på stierne 🙂

/Dannie

@dannietrail

,

Nye løgnehistorier fra de varme lande…

“Gimme gimme gimme, I need some more. Gimme gimme gimme, Don’t ask what for” Som Henry Rollins fra Black Flag synger det. Jeg ved det heller ikke, men jeg skal bare have mere bjergløb. Og det er mega hårdt! Så hvorfor?

thuile01Anyway. Næste løb hernede blev Trail della Becca di Viou i Valpelline. Jeg kendte det meste af ruten, da den går lige forbi Doues og det B&B i Torrent hvor jeg boede tidligere. Noget spektakulært skal man løbe gennem en 800 m lang tunnel med kun 180 cm til loftet – så pandelampe var obligatorisk udstyr. Løbet bød på 31 km med 1650 hm. De var så nogenlunde fordelt på 2 x 5 km hvor specielt 15-20 km trak tænder ud. Til gengæld gik 10-15 km overvejende nedad bakke – endda et par km på asfalt og grus, så jeg klokkede lige en femmer på 24:02 min. Den hurtigste i de sidste to måneder! Præstationen rakte til en 11. plads blandt mændene og en 6. plads hos de 40-59 årige – og så et interview efter målgang. Tja, og så var det 34 grader varmt og Franco Collé vandt. Så det var ikke for børn!

Der var fin service for løbere der kom langvejs fra da man kunne overnatte gratis på Campingpladsen 200 m fra startstregen. Det var lækkert når man lige kører rundt i en minicamper og leger trailbums. Løbet sluttede i nabobyen Roisan hvor der var pasta og hele molletjavsen. Men det var 32 grader varmt, så jeg tog shuttlebussen hjem. Bad om en overnatning mere da der var lækkert nok og nød så bare solen. Næste dag spurgte jeg om prisen – men det var også gratis. Super. Tak for det. Så videre til La Thuile og godt med madindkøb på vejen.

La Thuile var en rimelig ucharmerende skiby og vejret var ret skod, så det var bare lidt at vente på løbet om lørdagen. Ruten sagde 25 km og 1500 hm. Umiddelbart lyder det jo ikke så skræmmende. Men alle højdemetrene var stor set placeret på de første 10 km. Ikke lige min kop te. De må gerne være spredt ud med nogle ‘danskerstykker’ ind imellem. Det var der ikke noget af her.

Jeg boede ret tæt på start/mål. Efter at have tjekket starten af ruten blev jeg en kende bleg. Lige rundt om et par hjørner og så op ad en lang og meget stejl asfaltvej op mod bjerget og et skilt der sagde 16% hældning.

Aha, tre dages specialtræning måtte kunne gøre det!
1. dag. De første 7 km i korte intervaller for at se om det kunne løbes. Det kunne det – i intervaller. Og så tempo på nedløbet samme vej tilbage.
2. dag. De første 5 km fra man kommer til selve bjerget med stave så hurtigt som muligt. Hurtigt ned.
3. dag. Det ca. 700 m lange asfaltstykke inden bjerget som intervaller x 3. Roligt ned.
Det var det. Så blev det vist ikke bedre. Og dog. jeg havde også tjekket de sidste km ned til opløbet. Det var ‘danskerterræn’, jubii. Skovvej og et stykke asfalt hen ad en promenade nedenfor skipistene inden man lige skulle runde et par skarpe sving, over en parkerinsplads og op ad en sidste stejl bakke p   å 5 m inden mål på byens festplads.

thuile02Godt så. Lørdag. Løbet skydes i gang. Folk løber som galninge. Franco Collé sætter tempo. Nogle går i stå på vej mod bjerget. Fint. Vi krydser en bro inden det går løs. Jeg ligger nr. 16. Hmmm, nok en kende optimistisk. Og det var det! Anyway, frem med stavene og så er det bare hårdt arbejde opad den næste halvanden times tid. Kvalme. Jeg er lige ved at knække fra start. Må bakke lidt af. Bliver overhalet. Hænger lidt på. Falder af. Bliver overhalet igen. Hænger på i en firmandsgruppe. Det går okay. I en ti minutters tid. Falder fra ved 4 km. En meget ung mand overhaler og kommer op til gruppen. Derefter kommer der et tog på tre sølvræve. Argh, der skal jeg med. De holder et kværnende hårdt tempo. Vi kan se firmandgruppen. Så må jeg give fortabt. Har ligget som elastik for længe. Taber næsten modet. I dag får jeg tæsk. I dag er det italiensk hjemmebane og jeg hører ikke til.

Men så når jeg toppen, og depotet ved Rifugio Deffeyes. Der er lidt kaos. Nogle hænger i baren og nogle drøner lige igennem. Afsted. Og så er det bare stejlt, teknisk og eksponeret nedløb derfra indtil de sidste par km ‘danskervej’. Jeg får følgeskab af fyr med måne og sammen henter vi en foranløbende. Fedt. Men så falder jeg fra. Pokkers.

Løber meget længe alene. Kryds og tværs af vandløb. Over utallige stenfald og gennem tæt bevoksning. Får følgeskab bagfra af en ung nr. 33. Vi skiftes til at løbe godt op eller ned. Så er han 50 m foran, så er jeg. Det giver godt moment. Vi henter den helt unge fyr der er træt. Okay, hvor er så de andre. Vi henter ham med måne. Super. Nr 33 stikker af. Øv. Så henter jeg ham med den orange trøje fra firmandsgruppen. Han er helt slukket og nede at gå. Og foran er ham med tatoen på benet fra firmandsgruppen. Og yes, nu kommer vi til danskerterrænet. Farvel til tatoen og månen. Og lidt længere fremme ligger den sidste fra den gruppe. Jeg tager mig sammen og på de sidste 200 m asfalt prøver jeg at skrue op. Det vender sig i maven med det samme. Okay, for tidligt. Ned over parkeringspladsen. Inden man skal op over græsset bider jeg tænderne sammen og kommer forbi. Dagens højdepunkt. Knækker sammen efter målgang og får næsten krampe i både lægge og lyske. Damned, det var en hård rute!

Går hjem i bad og Heine ønsker tillykke. Jeg er blevet nr. 22. Og det er faktisk hæderligt og jeg kunne ikke have gjort det bedre. Senere er der pasta og øl og en masse præmier. Tre brasilianere får prisen for at komme længst væk fra. De er glade. Solen skinner. Alle er glade. I morgen kører jeg til Valsavarenche for at bruge to uger i den dal og så løbe Gran Paradiso Trail som byder på 25 km med 1800 hm. Ja, ja, gimme some more…

thuile04Ellers er tiden gået med at tumle rundt i bjergene. Det kan man ikke få nok af. Jeg har også haft besøg af Benjamin Holst og vi fik taget nogle gode ture omkring Cogne. Der var der masser af højdemeter og vilde ruter. Nu er jeg som sagt i Valsavarenche som åbner sig op i hjertet af Gran Paradiso nationalparken. Fik nogle gode ture da jeg ankom og tog en overnatning i camperen. Nu er jeg på hotel lige ved start/mål af Gran Paradiso Trail. Har fået scoutet lidt af ruten. Den slutter med et ca 9 km langt nedløb og så ca. 1 km flad vej langs floden. Det ser godt ud for fladlændingen – hvis jeg bare overlever den foregående 7 km lange dræberstigning inden.

thuile03I går gik jeg en mega svær stigning op til Bivacco Grivola i 3320 moh. Den startede med de første 4,5 km af Gran Paradiso Trail som bare er hårdt slid op ad bakke. Derefter tager ruten et stykke af Tor des Geants ruten i modsat retning. Jeg fortsatte lidt ind mod Col Loson og gik så op mod Pointa Blanche. Og sikke et arbejde! Det sidste lange stykke opad var på alle fire gennem endeløse stenfald og terræn for geder. Ruten var meget svær at læse nedefra og virkelig ekstremt stejl. Samtidig er man jo også temmelig tung i hovedet når luften bliver tyndere og tyndere. Men det var det hele værd. Det var super flot deroppe. Der skal prøves en del af mens jeg er her i paradis.

Save