22 år og ultraløber, hænger det sammen?

Nu har jeg efterhånden hørt det en del gange og ved stadig ikke, hvilke grimasse jeg skal hitte på, når den bliver kastet på bordet.

 

”Du er jo også så ung”

 

Korrekt!

Skagen Odde Ultratrail 30 km

Skagen Odde Ultratrail 30 km

Jeg er 22 år gammel og jeg er helt enig med denne konstatering!

 

Men er det en fordel eller en ulempe, når det kommer til ultra- og trailløb?

To løb slag løb som jeg måske er gået hen og blevet lidt bidt af.

 

Ja, det er jeg faktisk meget i tvivl om! Og derfor ved jeg sjældent, hvad jeg skal svare til den kommentar.

 

Jeg har nu løbet et ultraløb på 52,7 km og to længere trailløb Skagen Odde Ultra 30 km og Julsø Ultra 30 km, hvor jeg er kommet ind i top 3. Jeg har ikke den store erfaring med disse slags løb (nok pga. min alder, sjovt nok), men en ting er sikkert og det er, at jeg synes det er MEGA fedt.

 

Ens for alle løbene, som jeg har deltaget i, er selvfølgelige en masse rosende ord, klapsalver og highfives, hvorefter der ofte følger den samme kommentar omkring min alder.

 

Jeg kan jo ikke andet end at give folk ret, fordi i forhold til de andre deltager på listen, ja, så er jeg i den yngre gruppe.

 

Derfor kan jeg jo kun nikke og smile.

Julsø ultra 30 km

Julsø ultra 30 km

Bag smilet gemmer der sig dog en tvivl.

 

Tvivlen bunder i, at jeg ikke kan finde ud af, hvad denne kommentar omkring min alder går ud på.

 

Skulle jeg være bedre til disse lange distancer og uoverskuelig højdemeter fordi jeg er 22 år gammel?

 

I så fald, så forstår jeg slet ikke, hvorfor der ikke er flere unge i det her skønne miljø.

Man får jo sine 5 minutes of fame, likes på Facebook og masser af kolde øl, det er da, så vidt jeg ved, noget vi unge mægtig godt kan lide?

 

Så derfor kan jeg ikke helt forstå sammenhængen imellem, at jeg præsterer godt til disse løb og min unge alder.

 

Jeg kan mærke, at denne kommentar påvirker min indstilling og tanker omkring min egen præstation negativt.

 

Jeg står tilbage med en fornemmelse af, at jeg er kommet lettere igennem pga. min alder og IKKE pga. jeg faktisk er skide god til at få trænet (selv i regn, sne og slud) og bare elsker at løbe for at være bund ærlig!

 

Det er lige før, at jeg faktisk føler, at jeg har snyd lidt, hvis det giver mening?

 

Så jeg får altid en lidt dårlig smag i munden efter denne kommentar, fordi jeg lige pludselig ikke føler, at jeg fortjener det, men er blevet foræret det, fordi jeg jo kun er 22 år.

 

Når det så er sagt, så kan jeg godt se nogle fordele med min alder!

 

Jeg har ikke et fuldtidsarbejde, børn, hund og have, som jeg er forpligtet til at passe, men derimod bare mig selv og min træningsplan. På den måde kan jeg godt se, at det måske er lettere for mig, at få tid til at træne.

 

Måske er det faktisk bare det, som ligge bag denne kommentar og jeg bare overanalyser, overtolker og fuldstændig overtænker det hele.

 

Men en ting er vigtig at du forståer, jeg er rigtig glad for at løbe. Hvis du sidder der ude og læser dette og krummer tæer, fordi du måske har smidt denne kommentar efter mig, så bare rolig, du er ikke den eneste, som har sagte det til mig.

 

NO HARD FEELINGS!

 

Jeg håber bare en dag, at jeg kan sige til mig selv

 

”DU ER EN BRAND GOD LØBER”

 

og ikke skulle tænker,

ja, men jeg er jo også ung,

jeg har jo også lange ben,

jeg var heldig med vejret,

jeg havde gode sko på og

jeg har også en god træner

 

Men derimod give mig selv æren.

Mit første ultra - Badman til Kalkmineløbet

Mit første ultra – Badman til Kalkmineløbet

Julsø Ultra 2017

Julsø Ultra 2017

Hyggetur med Mogens

Det var blevet slutningen af april og tiden var kommet til Julsø ultra 2017. Ruten går rundt om Julsø over Ry og gennem skovene tilbage mod silkeborg. Jeg skulle løbe 60km for anden gang.

Forberedelserne

Der går lang tid fra man tilmelder sig et løb og man faktisk skal afsted. I den mellemliggende peropde kan de ske mange ting der gør at træningen ikke bliver optimal.

Selve træningen

Siden Thy Trail Marathon i februar har træningen været rimeligt svingende og jeg har haft svært ved at komme afsted på de løbeture der kræves. Den gennemsnitlige løbemængde i ugen har været på omkring 40km hvilket er i underkanten af hvad der måske kræves.

Udstyret

Jeg havde tænkt en del over hvilket udstyr jeg ville bruge til turen og valget faldt på følgende.

  • Altra Lonepeak
  • Inov8 mudsov
  • Fusion kort pocket
  • Inov Race Elite Long sleeve hoddie
  • Ozon orange t-shirt
  • Inov8 Race Vest
  • Golf cap
  • Tailwind energi

Der vil komme en konklusion på udstyret efter beretningen

Her er min flatrunner til dagen

flvindjulsoe2017_01

Løbsdagen

Løbsdagen kom og vi overnattede på Vejlsøhus som ligger lige ved siden af starten. Dagen for løbet kom og jeg gik ned for at få morgenmad. Til morgenmaden mødte jeg Mogens som jeg kom til at løbe sammen med. Vi havde tidligere løbet sammen til Thy Trail Marathon. Vi snakkede lidt og spiste morgenmad inden jeg gik på værelset for at skifte tøj. Der var et lille skifte i tøj da jeg valgte 3/4 fusions tights i stedet for korte.

Starten

Vi gik ned til starten og mødtes med de andre løbere. Der var en god stemning ved starten og mange virkede spændt og klar. Jeg fandt hurtigt Mogens og vi snakkede lidt inden race breifing. Starten gik og nu skulle spændingen udløses og benene skulle testes.

flvindjulsoe2017_02

 

Mod Første depot

Efter starten kom vi godt afsted og der var god stemning. Vi løb på små lækre stier langs sen og det var lidt køligt i starten men det gik hurtigt over. I starten løb jeg selv og benene føltes ok, men jeg var spændt på hvad dagen ville bringe. Jeg kom op til Mogens som var startet lidt længere oppe i feltet. Jeg besluttede mig at slå følgeskab med Mogens.

flvindjulsoe2017_05

Der var flere nedløb i starten hvor vi løb ned i samlet flok

flvindjulsoe2017_03

Der var gode nedløb hvor man skulle have tungen lige i munden for ikke at falde.

flvindjulsoe2017_04

Udsigten over søen er altid god også selvom det er overskyet

Vi snakkede og kilometerne gik fint og vi kom hurtigt til første depot.

Mod Himmelbjerget

Vi løb hurtigt videre fra første depot og kom vi små stier op imod Himmelbjerget. Der var flere større bakker hvor vi gik op ad for at spare på den energi der blev behov for senere. Det næste punkt på ruten var Himmelbjerget hvor der var mulighed at se familien.

flvindjulsoe2017_06

Vejret var godt og det begyndte at klare op.

flvindjulsoe2017_07

Vi kom til himmelbjerget og vi hilste kort på familien inden vi løb videre mod andet depot.

Mod Andet depot

Turen gik ned fra Himmelbjerget og via små stier igennem skovene mod andet depot i Ry. Der var nogle få transportstykker men ellers foregik det på stier i skoven hvor løbet var lækkert og tiden gik godt. Stierne var smattede og flere steder have jeg problemer med at stå fast.

flvindjulsoe2017_08

Blandt de mudrede stier var der også transportstykker som foregik på blandt andet markveje. 

flvindjulsoe2017_09

Men det begyndte at kunne mærkes lidt i benene. Den manglende træning var ved at vise sit ansigt.

Vi ankom til andet depot og stadig i højt humør. Det var dejligt at se familien og få lidt energi inden vi løb videre.

flvindjulsoe2017_10

Mod Tredje depot

Vi løb fra andet depot og kom langs søen ind på de små stier.

flvindjulsoe2017_11

Terrænet skiftede meget fra det åbne til de små stier i skoven hvor man ikke kunne se langt.

flvindjulsoe2017_12

Når der var udsigt over søen var ruten forholdsvis flad, men så snart vi kom et lille stykke fra den kom bakkerne også

flvindjulsoe2017_13

Når bakkerne kom syntes de at fortsætte op i det uendelige som denne hvor man kan se lidt op før det drejer og man kan ikke se toppen.

flvindjulsoe2017_13

Der var enkelte transport stykker hvor man kunne se længere og bare lade fødderne løbe derudaf. Vi ankom til tredje depot hvor der blev tanket lidt på inden vi løb videre.

Mod Mål

Efter tredje depot gik turen mod Nordskoven og mål. På denne del af ruten er der rigtig mange bakker og det er her løbet for alvor begynder, Vi løb fra depotet og kom hurtigt til de første knolde. 

Her er de tydeligt at se hvor langt der er op da der går to løbere på toppen.

flvindjulsoe2017_15

Her kan man se udsigten fra toppen og det tidligere billede var taget fra cirka midt i billedet hvor der går en lille spids ud i det lyse område.

flvindjulsoe2017_16

Nordskoven byder på mange bakker på små stier hvor vi ikke havde den overskydende energi til at løbe op så vi fik en del gåture op ad bakkerne.

flvindjulsoe2017_17

Der er også flere bakker hvor der så lige er krydret med trapper som lige for at trække lidt ekstra ud af benene.

flvindjulsoe2017_18

Så er turen ved at være slut og vi kommet ud af skoven. Den sidste del af ruten kommer på asfalt.

Humøret er stadigt højt på trods af en lang dag på kontoret.

flvindjulsoe2017_19

Målgang efter 56+ km stadig løbene på de flade stykker.

flvindjulsoe2017_20

Det var super at komme i mål på lige knap 8 timer og dejligt at komme ned og sidde lidt. Den lovede fadøl smagte rigtig godt og jeg takkede Mogens for turen og godt selvskab.

Afsluttende tanker

Her nogle dage efter løbet kommer jeg med nogle tanker om løbet

Udstyret

Det valgte udstyr fungerede for det meste, men der er altid noget der kan justeres på.

Denne gang var der dog et forkert valg i form af skoene.

Jeg valgte at løbe i mine Altra Lonepeak som er mine nuværende favoritsko. Men det vidste sig desværre at skoene var meget slidt hvilket gav problemer da jeg havde problemer med at stå fast.

Jeg havde også valgt at tage ekstra tailwind energi med som ikke var nødvendigt, da der var tailwind energi i depoterne.

Træning

Træningen op til løbet har været måske lidt tvivlsom hvilket også vidste sig også være en stor faktor. Jeg skal være noget mere struktureret omkring min træning.

Dagen

Men på baggrund af disse tanker havde jeg en god dag på stierne. Jeg valgte at finde sammen med Mogens og jeg havde en rigtig god dag. Muligvis kunne jeg være kommet i mål en lille smule før, men dette ville også gøre at jeg ville være meget mere smadret bagefter.

Jeg havde selvfølgelig ømme ben efter løbet men var ikke totalt ødelagt.

Tak

Der skal lyde en stor tak til arrangørene af Julsø Ultra som har gjort det rigtig godt. Dette med at finde de fede spor samt opmærkning og service i depoterne.

Desuden skal der også lyde en stor tak til Mogens for selvskabet på turen.

Husk naturen er vores legeplads

Det handler om at gøre en forskel – Everesting DK

OK, det kommer til at lyde lidt langhåret og meget eksistentielt det her, men hvad er det, der giver mening her i livet? Hvad skaber og giver glæde? Hvad får én til at spænde hjelmen og få tingene gjort?  Ja, jeg tror på at dét, at gøre en forskel for andre, betyder utrolig meget. Så i år er jeg på arrangørholdet til Everesting DK! 🙂

Everesting DK

Jer, der har fulgt mig her på bloggen, kan måske huske et indlæg fra sidste år, der handlede om Everesting DK. Her deltog jeg på distancen Mt Blanc med 4.808 højdemeter / 70 km fordelt på 18 omgange á 4,2 km / 280 højdemeter, og havde en fantastisk oplevelse!  Men Everesting DK er meget mere, end at løbe hamsterhjul i skovene ved Knøsmarken. Det er nemlig ren og skær glæde ved at give. Og til Everesting DK handler det om at give penge til Læger Uden Grænser.

Everesting trinnet, der ligger dér, og venter på de seje løbere.

Everesting trinnet, der ligger dér, og venter på de seje løbere.

Læger uden Grænser

Læger Uden Grænser (Médecins Sans Frontières) er en privat, international, humanitær organisation, der yder humanitært arbejde i form af medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden.

Deres primære formål for det humanitære arbejde er at yde nødhjælp til de befolkningsgrupper, som er mest udsatte i forbindelse med naturkatastrofer, krige, konflikter, epidemier, sygdomme, hungersnød og fattigdom. Derudover har de også forpligtet sig til at give vidnesbyrd om de forfærdelige forhold, de møder igennem deres humanitære arbejde og dermed bidrage til at oplyse om leveforholdene i verdens brændpunkter.

Sidste år, som var det første år Everesting DK blev afholdt, indsamlede vi 52.840 kroner i alt, hvor alle pengene gik direkte til Læger Uden Grænser. Og jeg håber at vi kommer et pænt stykke over det i år!

Og når jeg skriver, at alt går til Læger Uden Grænser, er det altså rigtigt. Ikke noget med at overskuddet går til dem – nej det hele går til dem. Vi som arrangører tjener intet ved arrangementet, og forplejning m.m. bliver doneret af sponsorer. Det har jo så givet en lille krølle i forhold til International Trail Running Association (ITRA). (Everesting DK er registreret hos dem). ITRA havde mere end almindeligt svært ved at forstå vores koncept. “Jamen, hvor er regnskabet for løbet?” “Hvad er overskuddet?” “Hvad mener I med, at der ikke er noget overskud fra løbet?”

Men vi går vist bare all in på go trail karma i Eversting DK 🙂

Hvordan støtter man som deltager?

Se, det er helt simpelt! Du støtter indsamlingen ved at tilmelde dig løbet, og deltagerbeløbet går direkte til Læger Uden Grænser. Du kan selv betale, eller få andre til at betale for din tilmelding. Minimumprisen for deltagelse er 1.000 pr person, men idéen er selvfølgelig at få samlet så mange penge ind som muligt til ens deltagelse.

Du kan løbe et af de 3 ”bjerge” Mount Everest (8.848 højdemeter / 130 km), Mont Blanc (4.808 højdemeter / 70 km) eller Galdhøpiggen (2.469 højdemeter / 40 km). Enten kan du løbe dem selv, eller du kan løbe i hold på 2, 3 eller 4 personer, eller hvor mange I nu vil være om at tage de omgange I beslutter jer for.

Hvordan støtter man en deltager?

Man kan også støtte en af deltagerne – altså helt uden at skulle snøre løbeskoene. Man går helt simpelt ind på indsamlingssiden (se nedenfor) og donerer penge til den løber / det hold man gerne vil bakke op om. Og tro mig – det gør en KÆMPE forskel at folk har støttet én, når man ligger derude på runde nummer uendelig, og begynder at overveje hvad man egentlig har gang i. Det betyder altså virkelig meget!

Bo Larsson. Everesting Solo 2016 finisher, og tilmeldt 2017 på Everest Solo!

Bo Larsson. Everesting Solo 2016 finisher, og tilmeldt 2017 på Everest Solo! 

Hvordan støtter man på dagen?

Sidst men ikke mindst, kan man komme på selve dagen og støtte indsamlingen og ikke mindst de seje seje løbere. Og for at gøre det rigtig lækkert for alle jer som kigger forbi, disker vi op med små event, så der er noget for alle:

  • Foredrag af Kristina Extreme Running 2016 vinder af 5 dages ultraløbet Jungle Ultra i Peru.
  • Guidede løbeture i området (der bliver noget for alle niveauer, både for dem, der kan følge med de hurtige, og for dem som foretrækker at gå op ad bakkerne).
  • Yoga session med Rosa Montiel, uddannet Bikram og Ashtanga underviser.
  • Mini Everesting DK i skoven tæt på pladsen for unger og andre barnlige sjæle, der vil nappe omgange (evt på tid) på en lille bane.
  • Rideture for børn på de skønne Islandske hest.
  • Backyard climb for ungerne (ned og op igen ad den store bakke). Hvem får mon taget flest ture i løbet af dagen?.
Camp på Knøsmarken - så bliver det ikke meget bedre!

Camp på Knøsmarken – så bliver det ikke meget bedre!

Hen under aften tænder vi op i bålet, og der bliver mad og hygge i bedste trail løber stil. Og det bedste ved det hele er, at det koster lige hvad du har lyst til at betale. Du kan gi en 20’er – eller 200 kr for en mini-event. Du bestemmer prisen, bare du er med på at støtte Læger Uden Grænser 🙂 Overnatningen er dog gratis, bare du tager dit eget telt med!

Betternow

Tilmelding og donationerne til de deltagende løbere/hold foregår igennem Betternow. Siden er måske ikke er den mest brugervenlige side der findes, men det er vigtig det bliver gjort på den rigtige måde, da bidrag er fradragsberettigede. Kontakt endelig Eversting DK via hjemmesiden eller Facebook, hvis du har spørgsmål.

Om at gøre en forskel

Men tilbage til det, det hele handler om. At gøre en forskel. Løbet opstod i Simon Grimstrup hoved under et 23 timers langt løb, – det med at løb bør gøre en forskel. Og vi kan! Som den frivillige forening Århus Hjælper siger: ”Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen”.

Så selvom Henrik Leth Jørgensen i målområdet, efter at have gennemført Everesting Solo i 2016 siger: ”Det er sgu syg humor at lave så’n noget” så giver det faktisk rigtig go’ mening. Og hvis du stadig er i tvivl, så tjek filmen fra 2016 ud:

Så kom til tasterne, støt op om nogle at de seje løbere og gør en forskel!

Tak!

Ultra Trail Marão

utm15

Skal, skal ikke, skal…..

Da sæsonnen 2016 var overstået med de lange løb i udlandet, begyndte jeg at kigge mig om efter løb til 2017. Over de sidste år har Transgrancanaria været et løb der har fyldt meget for mig i foråret. Men efter at have deltaget i det løb to år i træk var det tid til at prøve noget andet.

Efter lidt søgen i forskellige løbskalendre havde jeg spottet 2 løb der kunne være interessante. Ultra Sierras del Bandolero og Compressport UTM. Førstnævnte med 100 miles, sidstnævnte med 105 km. Valgte ret hurtigt UTM idet den faktisk på de 105 km havde flere højdemeter end USDB. Samtidig synes jeg også løbets facebook side så super fed ud. Fra organisationen var de lynhurtige til at svare og har hele vejen igennem været ekstremt hjælpsomme. Det betyder rigtig, rigtig meget når der skal søges på løb. At der fra arrangørerne bliver svaret på de spørgsmål der nu kunne være. Løbets hjemmeside var håbløs og kun portugisisk, så engelsk kontakt var virkelig kærkommen.

Ret hurtig var der en del danskere der var interesserede i løbet. Vi endte med at vi var 4 stk, der skulle afsted, John, Rune, Peter og jeg. Alle 3 personer jeg kendte fra andre løb, så jeg glædede mig som en tosset. Var “løbssulten” og klar.

Desværre var optakten for de andre ikke optimal, så Rune og Peter valgte at løbe 49 km fremfor de 105 og John kom desværre slet ikke med.

Torsdag d 23/3 drog vi afsted mod Porto hvor vi var så heldige at arrangørerne ville samle os op og køre os til start/målbyen, Amarante, cirka en times kørsel derfra. Chaufføren talte lidt omkring vejrsituationen dernede. 14 dage op til løbet havde der været rigtig fint solskin….Men ugen før løbet var det blevet koldt. Rigtig koldt. Det havde sneet temmelig meget på de højeste punkter og til min kæmpe overraskelse fortalte han at de ligenu var i gang med at undersøge om det var forsvarligt at løbe hele ruten.

Da vi ankom til Amarante blev disse “rygter” bekræftet. Allerede der var det besluttet at skære de 2 øverste toppe fra ruten og dermed ville den samlede distance ende på et sted mellem 78 og 90 km. (Senere blev det til 82,8 km).

Jeg havde rigtig svært ved at få den vendt inde i hovedet. I forvejen ville jeg egentlig gerne have løbet lidt længere end de 105, som løbet oprindeligt var, men nu var situationen pludselig en ganske anden. Øv. Men som altid, så er sikkerheden vigtig og måtte selvfølgelig tage det for reelt, når det blev sagt sådan.

 

utm16 utm17

 

#Runningismytherapy

Havde godt nok svært ved at se hvordan den skulle grejes. 20 km mindre samt selvfølgelig også færre højdemeter….Svaret kom da Rune og Peter sagde de ville løbe en lille tur langs floden i byen inden aftensmaden torsdag. Normalt kunne jeg aldrig drømme om at løbe en tur dagen før en ultra….Men lige her var det et yderst kærkomment forslag.

Solen var nu kommet igennem og det føltes helt lunt da vi hyggelunter langs floden. Det var ren balsam for sjælen og humøret og fokus faldt på ny i hak.

Resten af tiden op til selve starten af løbet gik med at gå lidt rundt. Hente startnumre, suge lidt stemning fra startområdet, spise og ellers slappe af.

utm19

utm20utm18utm21

 

Start fredag d 24/3 kl 23.00

 

utm4

Kl 21.40 var det vist ved at være på tide at komme ud af sengen (hvor jeg ligget og hvilet siden kl 18). Alt var klart. Rygsækken pakket med alt obligatorisk udstyr. Havde styr på tøj, sko og grej. Det skulle bare på og ellers skulle vi gå de 10 minutter der var ned til starten. Temperaturen var et kæmpe usikkerhedsmoment til dette løb. Ingen vejrudsigter sagde det samme. De fleste sagde dog helt tørt indtil sidst på dagen, lørdag. Et par minusgrader skulle der være på de højeste punkter i ca 1150 meters højde. (Skulle oprindeligt have været oppe i 1400 m). Jeg havde valgt at tage 2 svedtrøjer på, en t shirt, løse ærmer og en vest. Tights, shorts, sleeves samt et par quad sleeves der i dagens anledning var trukket ned over knæene pga kulden.

utm8

Det var ikke koldt da vi skulle i gang, så det føltes bare fedt endelig at kunne tøffe afsted ud af byen. De første km på asfalt/beton op og ud i landskabet. Ham, der kørte os fra lufthavnen og ud til Amarante havde fortalt at de første 16 km hen til første depot var “easy” hvorefter løbet rigtigt ville starte. Kan kun give ham ret i, at det første stykke var relativt nemt. Stigningen var en rimelig bred grusvej op mod første bjergtop, efterfulgt af et tilsvarende rimeligt nedløb. Næste stigning var dog temmelig meget sværere. Noget mere stejl og ingen læ. Vinden blæste her kraftigt og det føltes ret koldt. Kunne nærmest kun her fokusere på at komme de ca 4 km op til toppen for at komme i gang med nedløbet som plejer at give en markant varme i kroppen. Endelig ramte vi toppen og skulle ned. Dette nedløb var rimelig teknisk – absolut ikke noget smalt spor, men en bred sti som var fyldt med skarpe skræver i alle størrelser. Samtidig var det også stejlt, men tempoet følte jeg ikke kunne holdes højt i det jeg skøjtede rundt i skærverne….Men varmen kom i den grad tilbage i kroppen igen 🙂

Efter små 2 km stejlt nedad forløb det næste stykke på en mere løbbar passage inden vi kom ind i noget tæt skov. Lækkert stykke her hvor vi skulle løb på kanten eller lige ved siden af et “dirrigeret” vandløb. Altså et vandløb der var anlagt med sten. Vi skulle ofte springe over på den anden side af vandet da stien havde det lidt med at være groet til, men fornemmelsen af at løbe helt pakket inde af skoven med vandet løbende ved siden af. Super fedt, synes jeg.

utm24

Depothygge og FANTASTISKE frivillige

Nu må depotet være lige rundt om hjørnet. Efter kortet skulle det være her. Befinder mig også på vej ind i en lille by her midt om natten. Har løbet omkring 26 km, men synes ikke rigtig jeg kan se noget selvom udsynet her er godt….pludselig er der en tilskuer der træder ud på vejen og tager fat i min arm….herind peger hun. Hold da kæft mand, et hyggeligt lille depot. Gemt inde i et lille bitte mikroskopisk skur hvor man næsten skal stå og dukke sig. I virkeligheden fuldstændig ligegyldigt. Her er hvad der skal være. Nogle stole, hvor folk kan sidde og slappe af. En varmeblæser. Alt væske og mad, som jeg kan bruge. Dertil forskellige varme supper. Noget helt vildt er de frivillige til dette løb. Har seriøst aldrig oplevet noget lignende. Ved hvert depot føler jeg, at jeg bliver set i øjnene. Jeg kunne nærmest ikke selv få lov til at fylde mine egne dunke op. De insisterede på at hjælpe. Blev tilbudt suppe hvert sted. Blev også spurgt om jeg skulle bruge noget fra rygsækken hvor de hjælpe med at fiske det frem. Den gæstfrihed og hjælpsomhed tror jeg ligger i befolkningen der. For vi kunne opleve det samme i byen Amarante hvor vi boede. Alle tog det stille og roligt, ingen stress, og meget venlige. Virkelig skønt.

Oplevelsen i dette depot var ikke enestående. Sådan var det hver gang. Kunne ikke lade være med at tænke på at det mindede lidt som en forælder, der tog imod i depoterne. Oprigtig interesserede i hvordan det gik og ville én det absolut bedste. Et kæmpe plus til de frivilliges arbejde.

Efter depotet kom en “lille” stigning efterfulgt af endnu et skærve/stejlt/nedløbs/dødsstykke. Lidt ligesom at stå på ski med fødderne på tværs af stigning, men også lidt sjovt 🙂 Efter stigningskurven på løbet skulle der nu her fra ca 30 km til 50 km til tages fat op mod rutens nye højeste pkt i godt 1100 m.

Alene i natten

Endnu engang godt tanket op fra depotet bevæger jeg mig nu ud på stigning op til det højeste pkt. Vidste at når jeg kom derop, så skulle der løbes et sted ml 5-7 km på plateauet inden vi skulle ned igen. Det var på dette stykke ruten var blevet ændret pga sne. I stedet for laaaaangt nedløb og laaaaang stigning, så fik vi plateauet. Rigtig ærgerligt, men sådan var det. Bare i gang med stavene og afsted op. Vinden var virkelig barsk her. Men heldigvis på opstigning, gik vi bag en højderyg hvor vi kunne få lidt læ. Begyndte lidt at tænke på hvor længe siden det var, at jeg havde set nogle løbere. Idet vi skulle løbe med rødt lys bagpå, så kunne man spotte løbere foran. Men ingen, overhovedet ingen kunne jeg se. Heller ikke bagud, men var sikker på at jeg var på ruten som indtil nu var super markeret.

 

utm2

På de højeste stigninger bevægede vi os rundt ved nogle kæmpe vindmøller. I mørket kunne man kun se nogle røde lys på vindmøllerne og ellers høre vingerne der rungede rundt. Det var helt scary. Mega koldt, mørkt, blæsende og alene. Men stille og roligt kunne jeg fornemme at jeg nærmede mig toppen. Havde besluttet at når jeg kom derop ville jeg tage min regnjakke som også var vindtæt på. Kunne ikke helt holde varmen længere. På toppen lå der nogle bunker af nedbrændte træer/buske som stadig ulmede lidt. Det gav en ret intens duft hvilket sammen med blæsten og kulden var en temmelig speciel fornemmelse. De næste 6 km cruisede jeg meget stille og roligt afsted. De første 4 km på en grusvej, de sidste 2 singletrack hvor der lå en del sne. Kom hen til depotet på toppen sidst på natten. Fandt her ud af at jeg altså ikke førte løbet 😉 🙂 der sad nogle stykker pakket helt inde i tæpper og voldfrøs. Jeg havde ok overskud og det havde fungeret virkelig godt med regnjakken yderst. Og med et kommende nedløb i tankerne vidste jeg at kulden ikke længere var et problem.

 

God morgen Dannie!

Efter depotet stod den på omkring 8 km nedløb og dagslyset begyndte også at komme her. De første par km var dog temmelig kølige. Der lå en del sne her som var bundfrossen og glat. Is krystaller glimtede i pandelampen og det så ret fedt ud. Efter en times tid kunne jeg pakke pandelampe og regnjakke i rygsækken igen. Det var blevet lyst nok og humøret var højt samtidig med at jeg var inde i et godt flow på nedløbet nu…..Men, men, men….som tidligere skrevet, rigtig fin rutemarkering. Orange strimler, alle med refleks på. Pludselig på nedløbet falder det mig ind, at det egentlig er længe siden jeg har set en strimmel…Stopper op og kigger fremad. Ingen strimmel. Ret hurtigt går det op for mig at jeg har misset en strimmel et sted. Vender om og løber tilbage, nok ca 500 m. Tror hovedet var indstillet på reflekserne i natten og dermed slet ikke havde registreret de strimler der sad ned ved jorden og markerede at jeg skulle være drejet fra vejen…En enkelt gang var ok. Men for pokker altså. Kun 2 km efter laver jeg samme novice fejl igen. Misser nogle strimler ved jorden, men løber her lidt længere inde jeg på ny må vende om. Dumt!!!! Besluttede mig her at det ikke måtte ske igen og var herefter lidt mere opmærksom på markering.

utm5utm7utm10

 

Jungleultra / Indiana Jones trail edition

Længere nede i dalen løber vi endnu engang på de der viadukter i skoven. Helt omsluttet af træer. Det bliver mudret flere steder. Og pludselig kommer der en hængebro. Jeg følges her med en løber som først træder ud på broen. Den gynger temmelig meget og virker ærlig talt en anelse skrøbelig…venter med at gå ud indtil han er ovre på den anden side. Får total Indiana Jones dejavu her 🙂

 

utm23

Kort tid efter støder vi på en flok bjergreddere der signalerer at der kommer et farligt stykke og vi skal tage den med ro. Vi skal ned af et meget stejlt stykke hvor vi skal bruge et tov for at komme ned. I bunden skal der krydses et vandløb. Kunne vælge at forsøge at træde på nogle våde sten henover eller buldre igennem vandløbet. gider egentlig ikke forsøge at glide rundt på stenene så jeg vader igennem. Super fedt stykke her hvor vi fortsætter ned igennem skoven. Jeg bevæger mig nu lidt hurtige end de to jeg har fulgtes med og er kommet noget foran dem, da jeg ankommer til en lille flække med 3 små huse. Her stopper markeringen. Jeg løber frem og tilbage og mener pludselig at kunne se en markering ude i det fjerne oppe på en bakke. Så afsted med mig. Tværs over en mark, endnu et vandløb og en bakke op. Hmm…det ligner nu altså ikke de markeringer der har været indtil nu. jeg stopper og vender rundt. Ser heldigvis de andre også er ankommet til den lille flække. Jeg bliver nød til at løbe tilbage til dem for at se om vi sammen kan finde ruten igen. Heldigvis har den ene af dem lagt ruten ind på sin telefon som vi følger ca 500 meter. Det føles ret langt og vi kan ingen markeringer se. Kommer til endnu et par huse og der, langt om længe kan vi se et par af de kendte strimler igen. Der må være nogen der har fjernet markeringerne på dette sted. Hvis ikke de andre var kommet, havde jeg på ingen måde kunnet finde tilbage. Ikke optimalt samtidig med at der også går noget tid med det.

Pyt. Nu var vi videre og benene var stadig klar på flere tæsk. Sætter farten lidt op igen og bevæger mig fra de 2 andre igen. Når dog lige at takke for gps hjælpen 🙂

 

utm3

 

Det sidste stykke ned mod sidste depot er jeg også helt vild med. Små bitte spor på tværs igennem tæt skov langs en å. Det er nærmest ikke et reelt spor, men de er max fedt og temmelig teknisk flere steder.

 

utm13

utm14

Kan nu se det sidste depot hvor der står en flok og hepper mig ind. Super stemning. Solen er fremme og for første gang føler jeg at det er varmt. Smider vesten og sørme så om ikke jeg kan mærke jeg begynder at svede.

1o km tilbage

Var meldingen ved depotet og kun en “lille” knold tilbage efter profilen af løbet…Det var bestemt ikke bare 10 km der kunne løbes let eller overståes i en fart. Den lille knold synes jeg egentlig trak tænder ud. Små teknisk flere steder og stejl også. Men stille og roligt nærmede jeg mig toppen. Skønt. Nu var det bare ned mod mål. Ca 3 km…. (Endte med at blive 6 km – glemte lige jeg var løbet forkert et par gang).

Vidste at vi den sidste km skulle løbe på nøjagtigt samme spor, som vi havde konsulteret på vores lille løbetur dagen før. Det forekom mig godt nok noget længere nu end sidst, måske fordi benene var lidt brugte nu. Men jeg kunne kende det og inden længe kunne målet skimtes.

Som altid en fantastisk følelse at komme i mål. Bliver aldrig træt af. Tiden blev 11.54 for 85 km og 5000 højdemeter. Blev nummer 17 samlet og havde haft et rigtig fornuftigt løb. Ville uendelig gerne have løbet den fulde distance især nu hvor formen var relativ god. Men hvad. Alt i alt et rigtig fedt og anderledes løb end jeg havde prøvet før.

 

utm26

 

utm1

 

Overordnet sidder jeg nu tilbage med en god fornemmelse af arrangementet. Har haft nogle fede dage med Rune og Peter som også begge kom fint igennem deres løb. Er som altid super taknemmelig for at have en kone og familie der bakker op om de her eventyr. Tusind tak for det.

Nu ser jeg allerede frem til de næste løb. Julsø ultras nye distance på 50 miles samt muligvis everesting dk i juni….Ellers bliver det helt store mål på denne side af sommeren ubetinget Dolomiti Skyrun slut juni.

 

Tak til alle for denne tur 🙂 Tak til trail Running Yates for de fede naturbilleder fra ruten

 

Pas på Jer selv og hinanden. Ses på sporet.

 

Følg gerne med på instagram, @dannietrail

 

/ Dannie

 

utm9

Thy Trail Marathon 2017

Indledning

Foråret nærmer sig men inden det kan blive rigtigt forår er det tid til Thy Trail Marathon. Løbet er blevet er blevet en tradition hvor det er nu er min 4 deltagelse og 3 forsøg på marathondistancen. Det er vigtigt for mig at nævne at Thy kalder sig Danmarks Barskeste Marathonløb.

Løbet forgår i Nationalpark Thy i klitheden på de små stier, i klitterne og på stranden. Dette skulle være noget anderledes end de tidligere løb jeg har været med til, men der kommer mere om dette senere

Forberedelse

Det kan være svært at vide hvordan man skal forberede sig til et marathonløb. Det måske ekstra svært at forberede sig til Thy da man ikke ved hvad løbet vil bringe.  Jeg har i mine forberedelser forsøgt at få nogle rimelige ture ind og ikke være bange for vandpytterne undervejs.

Jeg har taget turene i skovene på de våde og smattede skovveje om aftenen og i regnvejr. Det er turene hvor jeg kunne blive beskidt og få våde fødder jeg nød mest.

Udstyr

I min optik er udstyret noget som kan hjælpe dig videre hvis der er krise undervejs. Desuden kan det forkert udstyr også gøre at man ikke kommer igennem et løb hvis det sidder forkert eller spænder de forkerte steder.

Det kan godt være at det er nemt at komme i gang med at løbe, men derfor er det ikke nødvendigvis billigt at blive ved med at løbe. Jeg har testet forskelligt udstyr og er kommet frem til dette til Thy.

thy1

Det ovenstående viser mit udstyr for dagen

Tøjet

Inov8 mudsock i merinould
Icebreaker long sleve i merinould
Jeg har erfaret at merinould er rigtig godt når det bliver vådt og derfor er valget faldet på dette til inderlag og strømper
Fusion long tight pocket
Omkring benene er jeg blevet en stor fan af fusion da jeg godt kan lide lommerne på lårene.
Craft(vestas) t-shirt
Inov8 Race elite shell
overlaget på kroppen bestod af en standard løbe t-shirt og en Inov8 Race elite shell.

Tilbehør

Thy Buffs
Jeg valgte at bruge en Buff istedet for en hue hvilket fungerede ganske fint
GripGrab handsker
jeg benyttede gripgrab hansker hvor der er mulighed for at trække et stykke stof over så handskerne fungere som luffer.
Inov8 Race ultra vest
Til energi benyttede jeg min Inov8 vest hvor jeg er glad for de forskellige lommer som giver mulighed for at både have telefon og nøglen til bilen med uden det genere.
Altra Lone Peak
skovalget blev Altras Lone Peak da jeg syntes disse giver et godt greb og der er god plads til tæerne

Energi

Tailwind packs
Da jeg tidligere har haft problemer med energi og vædske undervejs valgt jeg denne gang at benytte Tailwind i pakker som blandes op i vand. Dette fungere efter min mening rigtig godt og virker ikke så hårdt for maven. Jeg har problemer med at få indtaget nok energi i depoter undervejs i et løb og valgte derfor også vesten

Løbsdagen

Da det endelig kom til løbsdagen den 25. februar 2017 havde jeg forberedt mig rimeligt.
Jeg havde valgt at lave proteinpandekager til aftensmad dagen før så jeg også havde noget til morgenmaden på vej til Thy.
Turen gik mod Klitmøller kl 06 og vejret var godt og undervejs så jeg så solen stige op på denne kolde forårsmorgen.

thy2

Da jeg ankom til Klitmøller var der ankommet flere løbere og jeg gik ned og fik mit startnummer og gjorde mit udstyr klar. Vejret var klart og koldt og jeg snakkede lidt med min kommende løbemakker Mogens på parkeringspladsen. Jeg havde mødt Mogens til et andet løb som vi begge deltog.

Busserne ankom og jeg fik udstyret på og fundet posen med energi til inden turen. Jeg havde medbragt pandekage, banan og chokolade som jeg kunne indtage inden starten.
Vi gik i bussen og kort efter kørte vi mod starten ved lodbjerg Fyr. Der var ivrig snak i bussen omkring løbet og de garvede løbere snakkede omkring hvad nye løbere kunne forvente sig af løbet. Da vi ankom til Lodbjerg fyr gik vi ud af bussen og fik gjort klar til starten.
Ventetiden virkede lang men vi fik racebreifing og fik at vide at der ikke var vand i år.
thy3

Kort efter gik starten og vi løb afsted. Vi kom til et sted hvor der plejede at være vand dette betød også at vi løb meget samlet. Jeg snakkede med Mogens og kilometerne gik hurtigt. Vi kom til Flere steder hvor der var vand sidste år. Det er tydeligt at der er mindre vand når man ser på billederne fra turen.

thy3

Det småregnede på turen men jeg havde fået på for meget tøj på alligevel efter et depot stoppede vi for at tage noget af. Jeg tog regnjakken af og puttede den i vesten inden vi løb videre. Naturen i Thy er storslået og det er fantastisk at løbe på de små stier og kigger ud over landskabet. Der var flere steder hvor der var vand, men dog ikke på stierne hvor vi skulle løbe.

thy5

En del af turen i Thy er også at man skal løbe i klitterne og på stranden. Det er rigtig hårdt at løbe i sandet og når man kommer stranden kan man rigtig se hvor barsk naturen. Det er også her at man bliver rigtig glad for sin regnjakke når det blæser godt på stranden. Vi var dog rigtig heldige med vinden og havde den i ryggen når vi løb på stranden, men kombineret med regnen var det stadig koldt.

thy6

Vi forsatte ufortrødent ud af de små stier, på stranden og i klitterne. Vi snakkede hele vejen hvilket hjælper rigtig meget når man løber. Kilometerne gik og vi nærmede os målet i klitmøller og regnen var tiltaget og vi var ved at være kolde. Målgang blev efter 5.16minutter og jeg var ganske godt tilfreds med at være kommet igennem uden skader og jeg havde en god dag på fødderne. Jeg sagde farvel til min løbemakker som jeg mødes med igen til Julsø Ultra.

Jeg var rigtig kold da jeg kom i mål og der gik ikke lang tid inden jeg fik skiftet tøjet og kørte hjemad.

Afslutning

Jeg havde den holdning før løbet at det vigtigste var at gennemfører løbet og jeg kiggede ikke på tiden undervejs. Jeg kunne muligvis have løbet hurtigere men valgte at dele dagen med en makker. Jeg fortyder ikke beslutningen og jeg havde en god dag på trods af tiden måske siger noget andet.

Senere på aftenen sad jeg med den fortjente måløl og funderede over dagen.

thy8

Jeg nød turen og naturen i Thy og fik lov til at se steder som jeg ikke ville se ellers. Det er ikke sidste gang jeg kommer til Thy for at løbe i den barske natur.

Siden jeg er begyndt at løbe længere ture er jeg blevet meget mere afklaret med mit løb og det vigtigste for mig er ikke tiden men oplevelserne undervejs.

HUU 50 miles – den dag ligestillingen nåede til den danske trail verden!

Lørdag d. 12. november 2016 var en særlig dag. Kl. 07:00 stod jeg til start til Hørsholm Unsupported Ultra  (HUU) 50 miles sammen med 12 mænd og 11 andre kvinder. Ja – kønsfordelingen var 50/50! Det er mig bekendt aldrig tidligere sker, og det var altså noget særligt. Det er bare sjovere at bliver nummer 3 ud af 12, end 3 ud af 3 🙂

Hvad er HUU 50 miles ellers for en størrelse?

Min VUMB 2017 Team Wild Women makker Louise og hendes mand Carsten sad en dag med en af deres gode venner (Fie), som mere eller mindre beklagede sig over at hun aldrig havde løbet et 50 miles løb. Så hvad gør det par gode venner? De arrangerer da et løb, så hun kan få et 50 miles på CV’et.

Og det var ikke et hvilket som helst løb de fik stablet på benene. 50 miles (80 km og lidt af det løse) i skønne skønne Nordsjælland, igennem frostklare enge, jeg ved snart ikke hvor mange forskellige skove, igennem Dyrehaven, hvor ruten var lagt lige forbi foderpladsen for dyrene, fantastisk udsigt ud over Sjælsø, ad små snedige træbroer igennem skoven, og en afslutning under fuldmånens skær. Og nå ja – fik jeg sagt at solen skinnede hele dagen? 🙂

Maria Bonne og jeg klar til start i den mørke morgen. Foto: Frame the Action.

Maria Bonne og jeg klar til start i den mørke morgen. Foto: Frame the Action.

 

Forberedelse

Jeg er blevet rigtig glad for Bikram yoga og yoga mere generelt, og har haft god brug af det tidligere, til lige at ”cleare” hovedet dagen før et race med lidt ”hjemmebrygget” yoga. Den her gang gik jeg ”all in” og tog en Bikram klasse fredag eftermiddag i Hot Yoga Hellerup.

Jeg overvejede godt nok hvor god en idé det ville være. 90 min med yoga i et 40 grader varmt rum, hvor man unægteligt bliver en aaaaanelse dehydreret. Ville jeg nå at kunne hydrere nok til dagen efter? Eller ville jeg være lettere dehydreret og kunne mærke det undervejs? Well – det kommer jeg tilbage til.

Men altså – jeg kan godt lide at bruge yoga’en til at tømme hovedet for arbejde og alle andre tanker, og bare være klar til racet. Og jeg skal da lige love for det lykkedes det fulde denne gang.

Og nej, det er altså ikke mig på billedet!

Og nej, det er altså ikke mig på billedet!!!!

 

Jeg fik – i bedste ”jydestil” totalt undervurderet biltrafikken i København fredag eftermiddag, og det tog en eeeeevighed at nå hen til studiet. Så kl. var 15:24 (timen starter kl. 15:30) da jeg kommer blæsende ind i Yoga studiet, får smidt tøjet i et skab, og har ca. 30 sekunder i rummet inden klassen går i gang. Og alt var nyt: Varmen, luftfugtigheden, energien i rummet, underviseren. Jeg havde ikke en chance for at falde til ro inden timen gik i gang. Ikke en chance.

Så jeg fik på alle måder givet min krop et ordentlig slag – aldrig har jeg måtte sidde over i så mange stillinger! Og jeg var endda helt nede at ligge! Men jeg fik opnået hvad jeg ville – jeg fik tømt mit hoved for alle andre tanker end ”jeg tror jeg dør lige om lidt”!

Hygge eller race til HUU?

Jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor, men jeg var ikke sikker på om jeg ville gå ”all in” og race hårdt, eller mere hygge undervejs.  Jeg valgte at lægge roligt ud, og se hvad kroppen og hovedet gerne ville.

Måske var det den stille morgen. Måske det faktum, at vi skulle navigerer efter gpx fil på vores ur. Eller måske noget helt andet? Anyway: jeg lagde ud stille og roligt, og fulgtes i starten ad med Berit, Maria, Ninna og Stine.

Startområdet til HUU - ikke dårligt, ikke dårligt.

Startområdet til HUU – ikke dårligt, ikke dårligt.

Det dér med at finde vej

Løbet var “unsupported” på den måde, at ruten ikke var afmærket. Jeg have på forhånd downloaded ruten til mit ur, og derudover havde jeg (heldigvis) printet et kort ud med ruten. Jeg tænker, at det var en fed mulighed for at få testet, hvordan det ville fungerer, da Dragen heller ikke er afmærket rute, men også her skal navigere efter gpx fil på sit ur samt kort.

Men men men – jeg kom ud i en noget rodet og tåbelig kombination:

  • Jeg havde nemlig valgt ”light” udgaven af rute filen. Den version med ikke så mange punkter, da jeg tænke at den så nemmere ville kunne køre på uret og bruge mindre batteri.
  • Jeg var i tvivl om hvorvidt mit ur kunne holde strøm hele vejen, så jeg satte det til ultra track funktionen. Den her funktion gør, at uret finder GPS signaler hver 30 sek/1 min i modsætning til normalen på 1/10 sek. Altså meget mere sjældent og man kan altså nå et godt stykke den gale vej inden man finder ud af det!
  • Valgt et løb der foregik i Nordsjælland, hvor der er masser af stier.

Sååå….jeg ”kartede” rundt, flere steder fik jeg løbet lidt frem og tilbage, lavede den typiske fejl  ”det nytter ikke noget med et kort, når du ikke ved hvor du er på kortet!” og var mega glad for følgeskab af Berit og Maria der havde godt styr på ruten på deres ure.

Sol og smukke farver :)

Sol og smukke farver 🙂

 

Det dér med teknik – og hvordan Berits løbeskole reddede mig

Men jeg tænkte, at det altså ikke holdt at jeg ikke kunne bruge mit urs navigation til noget. Nu havde jeg jo mulighed for at afprøve kombi’en af, at navigerer efter kort og ur, så ta’ pokker, at det ikke skulle lykkedes.

Og her var det at Berits løbeskole kom til min redning:

  • Det fysisk aktive medlem (Berit) som jeg fulgtes med, fik aktiveret et par af løbeskolen medlemmer.
  • Den teknikansvarlige (Berit) hjalp mig med at få ændret indstillingen på mit ur, uden at stoppe navigationen.
  • Den grejansvarlige (Berit) lånte mig en powerbank så jeg kunne oplade uret imens jeg løb.

Og jeg fik skærpet hjernen, så jeg fulgte med undervejs på kortet.

Jeg kom dog aldrig helt på plads med urets fil, da jeg jo var ”fanget”  med ”light” versionen af ruten. Så jeg brugte mest kortet undervejs, og lærte at jeg faktisk ikke bryder mig så meget om at løbe i ”blinde”. Jeg foretrækker at vide hvor jeg er på ruten og i landskabet.

Så alt i alt har jeg en godt og afprøvet plan for min date med Dragen til maj.

Og så åbnede landskabet sig og vi fik denne skønne udsigt ud over Sjælsø!

Og så åbnede landskabet sig og vi fik denne skønne udsigt ud over Sjælsø!

Hvordan gik det så?

På plus siden er, at jeg ikke kunne mærke i kroppen at jeg dagen før havde haft en af de benhårde yoga timer.  Tænkt at jeg slap afsted med det! Jeg kan stadig blive helt overrasket over, hvad kroppen faktisk kan, når bare man får den overbevist om at den skal.

Men jeg kom aldrig i gang med at race, efter at jeg fik styr på ur og navigation. Jeg fik dog hanket lidt op i mig selv ved depotet ved de 40 km og fik lidt mere fokus på at løbe og ikke stoppe op så ofte. Og fik overhalet et par stykker, heriblandt Fie er med hendes skønne kæreste der bød på varm kakao undervejs! Der blev lige scoret point på trailløberkontoen fra hans side! Og Fie – hun gennemførte selvfølgelig 🙂

Så løbet startede altså ud som et hyggeløb, og udviklede sig til en omgang ”anti-november-terapi”. Jeg følte mig privilegeret over, at kunne være ude i solen en hel dag, med en krop der bare gerne ville fortsætte og fortsætte, i det skønneste landskab (mega meget ros til Carsten og Louise for ruten!).

Jeg kom i mål efter 11 timer og 34 minutter. Strava siger ”moving time” på 10 timer og 2 minutter, og det er vist en god heads up på, at jeg virkelig satte nydelse over det at løbe hårdt.  Og alligevel fik jeg nappet en 3. plads ud af de 12 startende kvinder. Alt i alt en fantastisk dag på kontoret. 🙂

Træsti i elleskov - lækkert lille indlæg på ruten!

Træsti i elleskov – lækkert lille indlæg på ruten!

Og fotos – selvfølgelig tog jeg en røvfuldt fotos. Jeg har smidt et par stykker ind her, og ellers må I forbi min Facebook side for at tjekke dem alle.

 

UTLO – Ultra Trail Lago d´orta – løbet der kom ind fra sidelinien

Året sidste ultra

Egentlig var min ultra sæson færdig i starten af september. Der skulle mit sidste ultratrail løb have foregået. Som nogen af Jer ved, så kom jeg jo ikke igennem UTCAM og havde efterfølgende det noget svært ved at sæsonnen skulle slutte med en dnf. Efter lidt snakken frem og tilbage hjemme fik jeg muligheden for endnu engang at deltage i UTLO. Et super trailløb i Norditalien som jeg også deltog i sidste år.

Forhistorien

Løbet har start/mål i byen Omegna, som ligger ved søen, Lago d´orta. Denne by ligger i ganske kort afstand fra vores “sommerresidens” de sidste mange år ved nabosøen, lago Maggiore og derfor har jeg en lille forkærlighed til området. Inden jeg selv var med i løbet sidste år, havde jeg skrevet lidt med Simon Grimstrup og Benjamin Holst som begge tidligere havde deltaget. De beskrev løbet på nogenlunde samme måde. Et løb der emmer af arrangørernes passion for trailløb. Et top proffesionelt arrangement, der stadigvæk har status som et “lille og lokalt” løb. Samtidig er det relativt nemt og billigt at komme derned og det kan gøres på en weekend. En “overskuelig” distance, men stadig ben hård med de mange højdemetre.

Løbet består af 5 løb i alt. Nordic walkning, 15 km og 600 hm, 34 km og 2250 hm, 57 km og 3120 hm samt 90 km og 5790 hm.

profil-utlo

 

Klar?

I og med jeg i bund og grund ikke havde planlagt endnu en ultra i år, så var mine forberedelser op til dette løb heller ikke helt som de plejede. 3 ting der i hvert fald stak ud, var deltagelse i et marathonløb 14 dage forinden med 1600 hm. Normalt synes jeg det er for tæt på, men tænkte at hvis det blev grebet yderst konservativt an, så skulle det nok gå. Derudover lå der også en Volbeat koncert ganske få dage før løbet….en temmelig…øh….våd oplevelse af en koncert ;-). Samtidig var der også lige røget et et par kg mere på siden september. Ikke umiddelbart ting der hænger utrolig godt sammen med ultraløb, men ikke desto mindre blev det sådan. Og mentalt var jeg også væsentlig anderledes indstillet til UTLO end normalt til ultraløb. Jeg vidste præcist hvad jeg gik ind til. Havde absolut ingen andre mål med løbet andet end at gennemføre plus at det skulle være en god oplevelse med overskud. Ja, ja, ja…..det plejer jeg jo egentlig også at sige til andre ultraløb. Men i realiteten ligger der også samtidig inde i hovedet tanker omkring en ca tid til at gennemføre og en “gameplan” er der også. Denne gang ingen gameplan. Det var et løb hvor der skulle tages stilling til diverse ting når de kom. Samtidig havde min gode ven og nabo, der egentlig er triathlet også tilmeldt sig. Vi skulle rejse sammen – fedt at kunne følges ad derned og hjem, Allan 🙂

 

Start til første depot ved 13.5 km

Op til løbet havde vejrudsigten for løbet set rigtig fint ud. Let skyet, omkring 10 grader og ikke mindst, tørt. Aftenen før blev der dog vendt op og ned på det. Der stod der regn. Hele dagen igennem!!! Ikke lige just en super melding, men på den anden side heller ikke rigtig noget der kunne gøres noget ved.  Klokken 4.15 bevægede Michael (ven og kollega som også skulle løbe de 90 km) os ned fra sovesalen mod startområdet. Heldigvis var det tørt og omkring 6-7 grader. Stjernerne kunne skimtes imellem skyerne, så det så heller ikke ud til at regnen lurede lige rundt om hjørnet. Afleverede vores dropbags til hoveddepotet og gjorde klar til start.

Klokken 5 blev vi (ca 450 deltagere) sendt afsted i møket. Det er altid en forløsning i sig selv når et løb sættes i gang. Ikke mere ventetid. Bare i gang. Der går ikke mange minutter inden den første stigning rammes. Og det er ligepå og hårdt. Indenfor de første 10 km får man ca 1200 hm inden man rammer m. Mazzoccone. Det sidste stykke mod toppen er relativ teknisk og vi står stille flere steder pga lidt kø ved de sværeste steder. Efter toppen er der et kort nedløb til første depot.

ut6

(Den er god nok…det er Michael og jeg i midten…)

 

Synes depoterne i dette løb er rigtig gode. De har alle et kæmpe udvalg af kiks, pølse, skinke, ost og frugt. Cola, energidrik og selvfølgelig også vand….både med og uden brus….En ret god ide IKKE at vælge det med brus til sine dunke 😉

 

ut5

 

På dette tidspunkt er det begyndt at regne og det er småkoldt. Dog ikke mere end at langærmet undertrøje samt t shirt gør det ok. Indtil videre har jeg fulgtes med Michael som virker rigtig stærk. Det er super rart at have en at snakke med undervejs, men i de her lange løb synes jeg også det er vigtigt at holde sit eget tempo idet både for højt eller for lavt tempo kan blive ødelæggende.

 

fullpic2

Fra 13.5 km, over rutens højeste punkt, til hoveddepot ved ca 44 km

Nedløbet fra første bjerg er simpelthen et af det fedeste nedløb jeg længe har prøvet. Lige tilpas teknisk, stejlt og kringlet. Jeg føler man kan løbe rimeligt til her. Underlaget er som vi kender det fra DK´s skovbunde dog krydret med sten og klipper som man skal holde temmelig meget øje med. Der er mange hårnålesving nedad med de kurver sådan at det næsten kan føles som at stå på ski. Mega, mega fedt samtidig med at varmen hurtigt kommer tilbage i kroppen idet meget bevægelserne nedad går med at holde igen og bremse.

natur1

 

Nu skulle vi i gang med løbets hårdeste stigning som skulle føre os op til M. Croce i ca 1650 m højde. Og skal da lige love for at vi fik noget at arbejde med. Det var stejlt og det nev virkeligt i lægene nu. Stille og roligt kom toppen nærmere. Fra at gå inde i et skov område kom vi nu ud i et åbent bjerglandskab. Det var desværre ret tåget så man kunne ikke se langt omkring. Dog kunne jeg ved at kigge tilbage se ned og få fornemmelsen af hvor højt vi egentlig var kommet.

Omkring dette tidspunkt er jeg rimelig overbevist om at Michael og jeg fik en lille sviner af et par italienere…. Vi havde ligget sammen, eller i hvert fald tæt på dem, det meste af løbet indtil nu. Når det gik op, var vi hurtigere, når det gik ned blev vi sat eftertrykkeligt på plads. Da vi pustende overhalede dem kunne vi høre et eller andet “Danese” og noget som lød lidt små surt italiensk….Kunne jo selvfølgelig også bare vælge at tro, de roste os til skyerne fordi vi var hurtige opad 😉

Da vi er midtvejs på stigningen passer Michael´s og mit tempo ikke så godt længere og vi skilles her ad – tak for turen så langt 🙂

Jeg arbejder mig op til toppen og fortsætter med det samme ned igen. Jeg skal have varmen idet tågen gør det relativt koldt. heldigvis regner det ikke mere.

 

fullpic3

natur3

Det går strygende for mig nu. Rutens højeste punkt er forceret. Benene, kroppen og hovedet har det fint. Har i et stykke tid løbet bagved en gut og ligesom det går allerbedst rundt i et sving, sparker han i en sten og ryger simpelthen ud over kanten og nedad. Han brokker sig voldsomt og det viser sig han har slået sin hofte ind i en sten da han faldt. Samtidig kan jeg se hans stave ligge et godt stykke længere ned af bjergsiden. Vi hjælpes ad med at få fisket dem op. Og efter han har sundet sig lidt siger han det er ok at jeg fortsætter, men han vil forsøge at gå smerterne væk det sidste stykke ned i bunden.

Endnu en opstigning. Dog med depot midtvejs. Kommer ret hurtigt til toppen og ned til hoveddepotet efter ca 44 km.

Suunto Spartan ultra….

spartan1

Hvad dælen har det med selve løbet at gøre…ikke noget decideret udover at jeg nyligt havde erhvervet mig uret som skulle bære den tunge arv fra Garmin fenix 3 samt Suunto ambit peak 3 fra først på året.

Jeg har læst og søgt en del på diverse anmeldelser af dette ur og da jeg generelt var blevet noget irriteret over fejl i f3´s målinger tog jeg beslutningen om at prøve Suunto. Inden UTLO havde jeg løbet nogle få ture med det. Synes brugervenligheden er rigtig fin og havde en god fornemmelse af selve gps. Samtidig lover Suunto op mod 18 timers batteri ved maximal gps tracking. Fedt.

Så frem til at teste den helt igennem til dette løb. Der er pt ingen muligheder for selv at bestemme antal skærme og hvad indholdet skal være af dem. Dette er simpelthen ikke godt nok. Man kan dog vælge mellem en hel masse sportsgrene. Det setup der passer bedst til mig er moutainbike funktionen. Her bliver der vist hastighed, aktuel højde, stigning og fald – blandt andet. (Når data overføres til movescount samt strava ændrer jeg det blot fra cykling til løb…)

 

suunto2

I skrivende stund afventer jeg en opdatering, der vil gøre det muligt selv at vælge sine funktioner/skærme på uret. Den ser jeg rigtig meget frem til. Skulle have været udgivet d 26/10, men er desværre blevet udsat lidt.

Selve GPS måling samt højdemeter måling var yderst præcise. Ingen udfald på noget tidspunkt. Tjekkede antal hm på et skilt hvor der stod 929 m. På mit ur stod der 928 hvilket må siges at være ganske fint 🙂

Jeg synes designet af uret er fedt og touch skærmen fungerer fint for mig. Under aktivitet er det nemt bare at stryge fingeren over skærmen for at se andre datafelter.

Må dog sige at jeg er voldsom skuffet over holdbarheden af batteri. Uret stod på 98% da jeg startede. Små 12 timer efter stod den på 19%. Satte herefter oplader på.

Alt i alt er jeg dog rigtig glad for skiftet tilbage til Suunto og væbner mig med lidt tålmodighed omkring opdateringerne. Der er flere yderst interessante på vej.

Her er data fra løbet via movescount

 

Fra hoveddepot til sidste checkpoint inden mål ved 67 km

Da jeg kommer ind i teltet ved hoveddepotet ligger dropbagen simpelthen klar på bordet – et eller andet sted kort før depot må der have stået et personale og sagt hvilke deltagere der var på vej. Fed lille detalje. Tog mit overtøj af og fik en tør langærmet undertrøje samt t shirt på. Vejret var rigtig fornuftigt nu. Let skyet, omkring 10-11 grader og næsten ingen vind.

ut8

 

Tog godt fra mig af diverse ting her. To stykker brød noget ost og pølse. Et par kopper cola, lidt kiks og peanuts og skulle til at fylde softflaskerne op i min rygsæk. Lige da jeg skal stramme elastikken ved den holder hvor flaskerne sidder, sprang den ene…Pyt skidt – absolut ingen katastrofe. Kunne også se at elastikken på den anden side var ved at ryge! Fandt dog hurtigt ud af at det måske var lidt en træls ting. Så snart jeg satte op i løb var flaskerne ved at hoppe ovenud, så løsningen blev at hælde lidt af væsken ud og dreje tuden på drikkedunken ned så den sad under toppen af hylsteret.

Der begynder at være længere og længere tid imellem folk nu på ruten, så da jeg lidt oppe af den næste stigning ser 2 damer i skrigende rødt Salomon tøj tænker jeg….de skal bare ikke komme først op her. Så jeg forsøger at sætte lidt fart på og kan også se jeg langsomt nærmer mig dem. Lige inden toppen ved M Briasco når jeg op til dem.

natur2

 

De taler noget der minder om russisk, så ikke den helt store kommunikation der. Jeg har et lidt højere tempo end dem de sidste par hundrede meter mod toppen, men hold nu kæft mand jeg blev ydmyget på nedløbsteknik kort efter. Helt seriøst så tror jeg ikke jeg kan huske hvornår jeg sådan er blevet sat på plads før. Tror ikke der gik mere end et par minutter før jeg ikke kunne se dem længere. Imponerende. (Lugter jeg virkelig SÅ meget ;-))

Kort efter hurtigt ind i næste depot hvorefter det gik videre ned til den fantastisk smukt beliggende kirke, Madonna del Sasso, hvor vi bogstavelig talt er helt ude på spidsen (se billedet nedenfor) og runde.

madonna

 

Nedløbet derefter slutter helt nede ved Lago d´Orta. De næste 10 km er der ikke mange hm på, men alligevel begynder det at knibe lidt med tempoet….og for at det ikke skal være løgn ser jeg de røde russer damer igen…men har seriøst ikke lyst til en nedløbs-lussing-lektion igen.  Kommer dog hurtigt op til dem alligevel og de ser nu mildest talt ret trætte ud. Den ene af dem stopper helt op, jeg løber forbi dem og ser dem ikke mere. Utroligt så hurtigt tingene kan vende i de her løb. Det var jeg selv et offer for i mit sidste løb.

Når stille og rolig op til sidste checkpoint – der hvor jeg bliver nød til at sætte uret i laderen. Her ser jeg desværre Kim, en anden dansk deltager på de 90 km sidde i “civil-tøj”. Kan jo godt regne ud at han er udgået og får at vide han har været styrtet. Øv. Dog har han overskud til at komme over og spørge om han kan hjælpe med noget. Klasse trail-karma. Han fortæller at allerede efter godt 3 timer er han styrtet og måtte udgå efter små 9 timer. Ærgerligt.

“Hvad løber du væk fra….”

Undervejs i ultratrailløb får tankerne også lov til at flyve lidt rundt – til tider. Men mest af alt er man bare til stede. Lige her og nu, suger alle indtryk til sig.

Men hvorfor løbe så langt, hvorfor tage væk hjemmefra, hvorfor træne så meget? Det må da være en “flugt” fra et eller andet…

Én gang for alle. Jeg er ikke i en tilstand hvor jeg flygter fra noget. Jeg trives i mit liv og har fundet en hobby som gør mig glad. Ikke alle andre – men mig. Distancen i disse løb gør jo at du, uanset hvordan det gribes an, bliver presset. Underlaget og især højdemeter ligger kun yderligere oveni sværhedsgraden. Tankerne om hvorvidt gennemførelse i det hele taget er mulig er en del af det hele. Hvordan tackles diverse kriser? Du ved de kommer. Hvad bliver udfordringen i netop dét løb? Det er lange løb og der er en ret stor risiko for ikke at komme igennem. Mange af disse løb ligger med dnf rate på 40-50%. Og ja. Alle kommer til at udgå af en ultra på et eller andet tidspunkt – og ja, det kan bestemt bruges konstruktivt.

Jeg synes at rigtigt mange ting af det, der foregår i ultra trail, kan overføres til ens liv generelt. Både personligt, familiemæssigt og arbejdsmæssigt. Evnen til at kunne fokusere, dele en udfordring op i tålelige bider. Lære at sortere skidt fra kanel så at sige. Mærke på dig selv hvordan du reagerer i pressede situationer. Ikke mindst også belønningen i at gennemføre en udfordring du var i tvivl om kunne lykkes.

Så nej, føler og tænker ikke jeg flygter fra noget. Tvært imod. Jeg vælger at tænke at disse løb gør mig til et stærkere og bedre menneske at omgås. Samtidig skal alle parametre selvfølgelig hænge sammen og det vigtigste er at familien er med i planlægning og strukturering.

Mod mål

Da jeg sætter ud mod de sidste godt 20 km kommer jeg til at tænke på hvor lidt problemer der egentlig har været på turen. Hvor få kriser – ja, nærmest ingen. Godt nok sjældent jeg kan tænke det i sådan et løb. Kæmpe optur især efter mit sidste løb i udlandet. Men hvad er så det, der gør, at netop dette løb indtil videre er gået sådan?

Flere faktorer tænker jeg. Mindsettet omkring “præstationen” i løbet. Kendskab til løbet fra året før. Længden – noget kortere end de foregående løb. Og temperaturen sikkert også. Altså at der ikke var 30 grader varmt og bagende solskin.

Skønt var det i hvert fald at kunne kravle over en lille top og fortsætte nedløbet mod sidste depot. Profilen over ruten viser en ret kraftig stigning her efter sidste depot. Når man er pænt træt kan den sidste stigning i et løb ofte virke uoverskuelig, men kunne huske at denne stigning i virkeligheden ikke var så voldsom som den kunne virke på profilen. Bevares, jo, ca 750 hm skulle forceres, så selvfølgelig skulle der arbejdes for det.

Tog ved sidste depot pandelampen på, da der inden længe blev mørkt….Meget mørkt. Hurtigt! Begynder sidste opstigning. Godt nok mere stejlt end jeg huskede, men det første lange stykke er på asfalt, så der kan sættes ok tempo og med nogenlunde rytme. Kommer op til 2 italienere som har en fest. Simpelthen sjovt at gå et stykke med dem. De knævrer for vildt, bruger store fakter og griner højlydt. Virker lidt som runners high og det er svært ikke at lade sig rive lidt med. Selvom jeg ikke forstå noget som helst af det kan jeg dog forstå at de har udfordret hinanden til at gå længst muligt uden pandelampe!!!! Og der er altså temmelig mørkt nu. Skøre italienere 😉

Da vi drejer fra asfaltvejen og ind i skoven går det dog ikke længe før de stopper og tager lamper på. Jeg fortsætter videre op og ser dem ikke sidenhen.

Kigger lidt på tiden på uret og kan se at jeg vil komme i mål omkring 15 timer og 30 minutter hvilket jeg er svært godt tilfreds med eftersom tiden for mig i dette løb ikke spillede en faktor.

Med ok overskud når jeg op på toppen og kaster mig ud i sidste nedløb. Efter nogle minutter nedad tænker jeg: kæft det er fedt, det her. Jeg kan løbe, langsomt, men jeg kan holde mig løbende. Er træt, men har ikke ondt som sådan og så begynder jeg at klemme på. Nød nedløbet i fulde drag og med godt blus på pandelampen. Nej, det var fedt.

 

offut5

 

Energiindtaget i dette løb har været 3 gu gels, 1 proteinbar samt 2 energibarer. Derudover kiks, brød, skinke og ost i depoterne.

Kommer ned i bunden ved søen og ved der er under 2 km til mål. Kæmpe befrielse og kan løbe ligeud med omkring 10 km/t hvilket for mig i sådan et løb nærmest er en spurt 😉

Løber de sidste 100 m ind over målstregen og op på det lille podie. Fantastisk følelse. Intet mindre.

 

funisher1 finisher2

 

“Efterskrift”

Må sige at dette løb, er et løb, der betyder en del for mig. Super fed rute. Venlige og imødekommende arrangører. Selvom løbet vokser sig større, synes jeg ikke det nære og intime forsvinder. Hele tiden har man en fornemmelse af det lokale og rustikke. Farverne i naturen i efteråret er flotte og falder godt i tråd med de små hyggelige byer og huse der passeres i løbet. og når arrangørerne snakker lidt om en ny xl rute næste år på 115 km og 9000 hm….så bliver man jo lidt fristet 😉

ut7

 

Vil også lige benytte årets sidste blog til at sige tusind tak til min familie, mine venner samt til compressport.dk og altra (runningfirst.dk)

 

fullpic

 

Hold Jer muntre og nyd livet alt inkl.  🙂

 

/ Dannie

@dannietrail

 

 

 

 

44km44videoer – Et lidt skørt projekt

44 km 44 videoer

abonner abonner

Det er konceptet jeg vil prøve at følge de næste 16 uger op til mit løb.

Videoerne vil dække bredt og være af varierende længde – nogle vil være fokuseret udelukkende på motivation, andre på skader, udstyr og hvad der ellers følger med i en løbers hverdag. Så hvis det lyder som noget du kunne tænke dig at følge med i, så hold øje med bloggen og abonnerabonnerabonner på YouTube. (:

Ps. Jeg er ingen professionel løber, jeg har lige været skadet og jeg har aldrig løbet så langt før – så det her projekt er bare dokumentation på et lidt skørt, meget hårdt og forhåbenligt fantastisk eventyr (:

KLIK HER FOR AT SE VIDEO #1

Ultra Trail Côte d´ Azur Mercantour

Slutningen

Det går ikke det her. Alle mulige løsninger er forsøgt – nej fandme nej. Videre, du KAN, du SKAL og du VIL. Lille pause og 500 m mere og jeg tager mig selv i at være ved at dejse omkuld. Det hele sejler rundt og jeg må tage den sværeste beslutning nogensinde i et løb jeg har deltaget i. Jeg må udgå. Al træningsindsats, al afsavn – spildt. Den totale nedtur er en kendsgerning.

Ja sgu. Jeg er sur, nede, frustreret og alt det indimellem. Men nej, det her MÅ kunne bruges konstruktivt. Der må kunne drages nogle konklussioner efter løbet til fremtidig brug.

Jeg håber med denne blog at nogle af Jer læsere vil kunne bruge noget af det og samtidig at jeg selv kan blive bedre rustet til de næste løb og være endnu stærkere.

 

Begyndelsen

Midt i januar måned kl 10.00 en onsdag sidder jeg spændt ved skærmen for at tjekke om jeg skulle have været så heldig at blive udtrukket til UTMB. Desværre blev jeg ikke det og gik derfor ret hurtigt i gang med at søge rundt omkring efter lignende løb i nogenlunde samme periode. Efter en grundig undersøgelse af mulighederne var jeg nede på 2 interessante løb. UT4M og ultra trail cote d azur mercantour, UTCAM. Begge løb er lange hhv ca 170 km og 145 km. Der var mange højdemetre på. ca 11.500 og ca 10.000.

Valget for mig blev truffet da jeg var så heldig at kunne blive en form for “international ambassadør” for det nye løb UTCAM. Det var kun blevet afholdt 1 gang tidligere og de ville gerne prøve at promovere løbet så det kunne fremtræde mere internationalt.

Løbet består af 4 forkellige distancer. 13 km, 30 km, 55 km og 145 km. Ultra distancen startede i Nice og sluttede i Saint Martin Vesubie, hvor de andre havde start og mål i Saint Martin Vesubie. I år skulle der ligeledes afholdes fransk mesterskab i trail på 55 km distancen.
utcam9

En varm start

 

Fredag d 2/9 klokken 16.30 skulle vi starte. Et par dage før havde vi fået at vide vi skulle starte et andet sted end den oprindelige start fra strandpromenaden i Nice. Grundet den drastiske hændelse d 14/7 nøjagtigt samme sted ville arrangørerne ingen chancer tage. Så starten var altså rykket lidt udenfor byen og en smule op i bjergene in the middle of nowhere!!!

Det var varmt. Mega varmt. Godt 30 grader og ingen vind. Der blev talt ned og vi kom i gang. Efter starten var blevet rykket udenfor byen gik der ikke mere end ca 50 meter inden samtlige omkring 500 startende løbere skulle ind på et smalt singletrack spor. Derfor kom der selvsagt total stilstand og kø. Dette var jeg forberedt på og tænkte hele tiden det nok skulle komme godt igen. Altså at skulle starte langsomt.

 

utcam8

 

Synes stierne fra start var rimeligt tekniske. Man skulle virkelig være klar. Sten i alle afskygninger stak op, men afsted gik det.

Følte mig tilpas og var bare glad for at være i gang og de første 11 km (til første depot) forløb ganske ok. Da vi nåede depotet blev jeg dog noget skuffet. Der var kun vand – intet andet. Vidste godt der kun ville være væske her….meeeen kunne da godt lige have brugt en tår cola. Videre igen.

Det slog mig hvor “små” stierne var. På de næste mange km var der ikke mere end 40-50 cm spor, så igen tungen lige i munden. Vi arbejdede os op mod næste depot hvor vi kom forbi en lille ruin. Lækker natur her, men begynder samtidig her at føle en eller anden form for ubehag i kroppen. på ingen måde slemt, bare sådan lidt svimmelhed og fornemmelsen af at jeg lige manglede det sidste power. Det gik mig ikke på og skænkede det ikke mange sekunders tanker.

Mørket falder på

Når det bliver mørkt sydpå, så går det hurtigt. Næsten som at slukke for lyset på en kontakt så på med pandelampen. Elsker at løbe om natten. Alle sanser bliver mere vakte og det bliver fuldstændig mørkt “lever” man kun i lyskeglen. Det er en fed fornemmelse.

utcam6

Da det bliver godt midnat begynder jeg at få en underlig fornemmelse i kroppen. Minder mig om sådan lidt små influenza noget. Altså ikke decideret ringe, men at kroppen er flad. Som om at jeg ligger og yder på 75-80 procent af hvad jeg normalt kan. Ikke de bedste tegn så relativt tidligt i løbet. Maven fungerer dog super, så jeg drikker, spiser og styrer mit energiindtag som jeg plejer.

Mellem 34-48 km bliver det rigtig skidt. Får kvalme og synes jeg bliver mere og mere svimmel. Skal virkelig koncentrere mig om balancen og det begynder at irritere mig lidt. Det hjælper dog på en lang stigning i mørket at vi langt, langt deroppe et sted kan høre masser af tilråb. Kobjælder og gang i den. Fantastisk at nogle står midt på et bjerg midt om natten for at heppe på os tosser. Det gav mig lidt fornuftig fremdrift igen og feber fornemmelsen i kroppen bliver ikke værre. Den ligger der dog stadig og skal stadig fokusere på balancen.

Nu var vi i fuld gang med en god lang stigning op til ca 2000 meter over havet som blev efterfulgt at et rigtig langt nedløb hvor løbets hoveddepot var at finde. Jeg havde lige inden været dybest i min krise og havde overvejet at droppe ud omkring de 60 km, men nu følte jeg skridt for skridt at tilstanden blev bedre. Jeg blev total høj og kunne mærke jubelen inde i mig selv. Jeg klarer det fandme. Jeg kom over krisen. Nu skulle jeg bare knokle mig frem til hoveddepotet, som hele tiden havde været første målsætning…at nå derhen og tænke på at nu startede et nyt løb for mig.

 

Hoveddepotet efter 77 km

Nedløbet til hoveddepotet er langt, men relativt let. På toppen inden stødte jeg på en franskmand i nød. Han stod i mørket med en defekt pandelampe så han løb i mit lys ned. Det var super hyggeligt at snakke lidt på det tidspunkt og vores tempo var nogenlunde ens.

Fremme ved hoveddepotet var jeg helt høj, helt ovenpå igen og relativ frisk. Jeg var sulten og havde ingen problemer med at få kørt noget pasta ind og drukket rigeligt. Fik skiftet tøj og sko og var klar til at komme videre.

Her skulle en rimelig stigning forceres. Den var på godt 1000 hm, men over et længere stykke, så kun stejl mod slutningen. Det første stykke var på asfalt så der kunne der holdes et rimeligt tempo nogle km hvorefter vi kom ind på stierne igen. her skulle der tages fat og det blev stejlt mod slutningen. Solen var kommet frem, men ikke voldsomt varmt idet der var meget skygge her. Oppe fra toppen var der ca 5 km til næste depot ved 90 km.

Det flade stykke hen mod depot kunne jeg mærke at jeg måtte sænke tempoet og kunne ikke løbe så meget – helt normalt i de her løb at der (for mig) i perioder ikke kan løbes, selv på stykker hvor det egentlig ikke burde være et problem.

 

utcam2

Kommer ind til depotet, gør som jeg plejer, zero tab i den ene dunk og rent vand i den anden. Drikker 3-4 kopper cola, spiser nogle kiks og et par stykker pølse. Napper også en banan, og går ved godt mod videre……mindre end 1 time senere er det slut!

 

DNF

Efter depotet er der ca 1 km på asfalt inden der drejes mod højre og det igen begynder at gå opad. Allerede indenfor de første 500 m opad tager svimmelheden til. Stopper et sted hvor jeg høre noget vand løbe og får lidt koldt vand i hovedet. Det plejer at hjælpe. Tager lige 5 minutters pause for at komme til hægterne igen. 500 meter mere og jeg begynder at sejle rundt. Paradoksalt nok fungerer benene super, men jeg føler et kæmpe ubehag. Får lidt småpanik. Tager telefonen frem, tænder den, og tænker på at ringe hjem for at snakke med nogen. Der er ingen netværk i dette område, så det var et no go. Forsøger at gå videre. 500 meter mere og jeg er på dette tidspunkt ved at ryge i jorden – er lige ved at træde ud over kanten på stien hvor det altså går ret meget ned.

Sætter mig med det samme ned. Kan godt mærke hvor det bærer henad nu. Der skulle ske noget drastisk. Prøver med 5 minutters pause en sidste gang, rejser mig op og med det samme kommer ubehaget og svimmelheden igen.

Jeg tager den tungeste beslutning jeg nogensinde har taget i et løb. Der er ingen anden udvej end at sige stop. Min vurdering på dette tidspunkt er, at hvis jeg fortsætter bringer jeg mig selv i fare. Trailløb er “bare noget vi leger” og det skal der ALDRIG sættes spørgsmålstegn ved.

Begynder på de 2 længste og mest nedværdigende km i min “karriere” som trailløber. Jeg går imod løbere der sagtens kan se hvor jeg er på vej hen. Men trailløbere har et stort hjerte og alle er i samme båd. Så samtlige jeg mødte på vej ned gav klap på skulderen og fik sagt et eller andet på fransk jeg ikke forstod, men med et tonefald der var opmuntrende og på en eller anden måde hjalp.

Tilbage i depotet ved 90 km møder jeg den anden danske deltager på de 145 km, Bo Larsson, som virker rimelig frisk. Han spørger om jeg vil prøve at følges med ham, men jeg takker nej. Samtidig er arrangørerne også informeret om min dnf. Men tak, Bo, fordi du forsøgte 🙂 (Bo gennemfører løbet på små 35 timer – kæmpe respekt for det).

 

Jeg var knust. Følte jeg havde svigtet alt og alle. Især min familie, som ikke blot skulle undvære mig, men nu også være bekymrede for mit helbred og blot kunne vente på at få en nedslået mand/far hjem. Imens jeg lå og ventede på at bleve samlet op og kørt til målbyen, kørte det hele rundt for mig. havde en indre kamp om det nu også var ok at være stoppet. Havde der været muligheder jeg ikke havde forsøgt.

Mest af alt var jeg ked af det og skuffet. Rasende også. Det kunne fandme da ikke passe. Det her er det jeg er god til. Noget jeg brænder så voldsomt for, men ikke engang klare! Hvad nu. Skulle jeg ikke bare droppe det her ultratrail – jeg er jo ikke god nok til det længere.

De sidste 3 år jeg har dyrket dette er det gået fantastisk i udlandet. Jeg har været til en del løb efterhånden som alle for mig har været succesfulde. De er gennemført og endda, synes jeg, i rigtigt gode tider. (Ligegyldigt bonusinfo: Jeg er i samtlige udenlandske løb jeg har deltaget i de sidste 3 år, på nær ccc sidste år, blevet bedste dansker). Men det kunne jeg ligenøjagtig bruge til nul og en skid nu. Lige på dette tidspunkt var jeg en del af den statistik til UTCAM der hed 51% dnf. Da jeg stoppede havde jeg været i gang omkring 16 timer og 30 minutter, havde tilbagelagt ca 93 km med 6200 hm. Lå som nummer 31 og havde stille og roligt bevæget mig op i klassementet.

Alt sammen ligegyldigt. Nu var det slut.

 

Saint Martin Vesubie

I målbyen står jeg nu fuldstændig tom og vil bare tilbage til Nice. Her møder jeg Annemette Skov, der sammen med sin mand, Thomas Skov, har deltaget i 30 km løbet. Får taget mig sammen til at høre ad om jeg måtte køre med dem tilbage til Nice og de er super venlige og tilbyder mig et lift. Tusind tak fordi I ville have en gnaven, gammel og slidt mand med tilbage.

 

utcam4

Jeg kunne, mens jeg ventede på at komme tilbage til Nice kigge på medaljerne til dem der gennemførte. Elsker trofæerne man ofte får ved målgang – men denne gang ikke til mig.

 

En lille video teaser fra løbet her.

 

Tankerne efterfølgende

De første dage efter løbet var jeg utrolig skuffet over mig selv. Og jo længere tid der gik, jo mere blev jeg i tvivl om jeg nu også kunne have fortsat. Tankerne kørte meget i ring og jeg søgte efter svaret på hvad der var gået galt.

Jeg er kommet frem til 3 ting jeg mener kan have indflydelse herpå.

1: Der havde i ugen op til løbet været lidt sygdom derhjemme. Måske jeg havde en anelse af det med på slæb. Det føltes sådan.

2: Da jeg ud på natten fik det fornuftigt, burde jeg måske have været mere tålmodig og taget det i et langsommere tempo end jeg følte for.

3: Måske det blot var én af de dage, hvor hovedet ikke er helt 100 procent med. Under 2 måneder forinden havde jeg haft en super tur til Trail Verbier St Bernard og var måske i virkeligheden ikke “sulten” nok.

Andre boblere omkring ting jeg muligvis kunne have gjort….Jeg har i år slet ikke haft musik med i rygsækken. Det har jeg de foregående år brugt som en fast del af de lange ture. Altså når jeg havde løbet eksempelvis 10 timer, så måtte jeg få musik i ørerne. Det vil jeg fremover til at have med igen.

Derudover kunne jeg, som en del andre havde gjort ude på ruten, smidt mig ned. Taget 30 minutter – 1 times hvile. Fuldstændig hvile. Der var jo masser af tid. Alt det hele noget jeg kan tage med mig videre.

Alt andet op til løbet og under løbet fungerede. Jeg fik slappet af og sovet lidt op til løbet. Fik spist fornuftigt og var i god balance ved start. Under løbet holdt jeg rigtig fint fat i spise/drikke strategi og maven fungerede upåklageligt. Jeg har 1 liter væske med og drikker rigtig meget i depoterne. Nogle gange 5-6 kopper vand/cola. Jeg spiser fast en saltpille i timen. I depoterne spiser jeg kiks brød. Ost og pølse. Nogle gange chips og peanuts. Frugt hvis det er der. Til dette løb spiste jeg på ruten 1 energi bar, 1 protein bar og 3 gels.

Jeg har efterhånden fundet frem til at grej setup der virker fantastisk for mig. Jeg stoler på det og ved at det fungerer.

grejutcam

Selvom jeg nogenlunde kunne ræssonere dette frem var skuffelsen stadig dyb i krop og sjæl. Tankerne om hvorvidt dette var noget jeg skulle fortsætte med var der også.

Men for et par dage siden kom der hul igennem igen og fornuften vendte tilbage. Jeg er jo fuldstændig tosset med de her løb. Holder rigtig meget af trailløb, både små og store, længere som korte i DK….men toppen af kransekagen for mig er løbene i bjergene i udlandet. Det er noget helt, helt specielt og det er de mål jeg finder mening i at arbejde hen imod….Så selvfølgelig VIL jeg de her løb. Selvfølgelig kommer jeg op igen. Dette, at udgå, kan også bruges til noget konstruktivt. Og måske endda gøre mig endnu stærkere. For lige netop der, hvor jeg nu føler det giver noget, er på motivation/sult kontoen.

Samtidig er jeg slet ikke i tvivl om at jeg vil disse løb. Min motivation kommer indefra, fordi jeg elsker de her løb. Har ikke behov for at vise andre jeg kan noget eller behov for bekræftelse herfor. Det her er udelukkende noget for mig selv og jeg tænker det er et kæmpe privilegium at have det sådan plus også at have mulighederne for at komme afsted.

Jeg er 200 procent klar til at komme igen. Nu skal jeg blot have tålmodigheden til at slappe af nogle måneder. Hygge mig med nogle løb i efteråret og vinter herhjemme. Få lavet en plan for 2017, som bliver holdbar og med masser af gode oplevelser…. og lur mig om ikke der er lagt i ovnen til en revanche engang 😉

Utcam er et top prof arrangement. Fuldstændig styr på ruten. Fantastiske hjælpere undervejs og i depoterne… Rigtig teknisk rute og selvom jeg endnu ikke har oplevet den sidste del af ruten, så er jeg sikker på den er mere end voldsom. Kan på det varmeste anbefale løbet.

 

utcam1

utcam3

 

 

 

 

 

Vi ses på sporene – og husk det er i modgang vi lærer mest 😉

/ Dannie

@dannietrail

traa0315-cp20x30-497

 

 

 

 

 

 

 

runningblogs-thy-ultra-trail-mette-bjerregaard-ultraloeb-ekstremloeb

THY ULTRA TRAIL GIK SLET IKKE SOM PLANLAGT!

EthioTrail 2016 – Mit livs løberejse

Jeg havde ALDRIG troet at jeg nogensinde skulle rejse til Afrika, men livet er ikke altid som man går og tror. Jeg vil nu fortælle om min rejse til Etiopien med Christina (www.EtiopienRejser.dk), Mona og Claus.

 

Dag 1 ( Tirsdag d. 2. August )

 Klokken var 6.00 og mit vækkeur begyndte at ringe. Jeg sprang op af sengen. Nu var dagen endelig kommet, jeg skulle til Afrika! Klokken 6.45 satte Frederikke og jeg, os ind i Runners DK bilen og satte kurs mod København lufthavn. Vi kom til København i god tid, så vi smuttede lige omkring en restaurant og fik lidt frokost inden at vi skulle tage afsked. Klokken 15.00 mødtes jeg med Christina, Mona og Claus i Terminal 3, vi skulle have tjekket vores bagage ind og igennem security, fordi kl 17.00 lettede flyet.

Det var en lang rejse til Addis Ababa, Etiopien. Vi fløj fra København til Stockholm (SAS), hvor vi skulle skifte til Ethiopian Airlines og flyve Stockholm – Rom – Addis Ababa. Rejsen tog 13 timer og vi ankom i Addis Ababa kl 7.00 lokal tid.

Dag 2 ( Onsdag d. 3. August )

Biruk Bed and Breakfast, gæstehus.

Biruk Bed and Breakfast, gæstehus.

Klokken 7.00 ankom vi i Addis Ababa’s lufthavn (2600 meters højde). Nu skulle vi bare lige have vores bagage, få visum og så videre til Biruk Bed and Breakfast. Vi blev hentet i lufthavnen af Bole, som er tidligere minister i Etiopien. Bole har BBB sammen med sin kone. Klokken 9.00 stod der morgenmad klar til os hos BBB. Det var virkelig dejligt at få noget ordentligt mad, efter sådan en flyvetur. Æg, pandekager, toastbrød, juice, frugt osv. Der manglede virkelig intet! Klokken 10.00 stod Bole klar med sin Mitsubishi Palero, fordi nu skulle vi op på toppen af bjerget (3000 meters højde) og se en kendt kirke, deres lille museum og Minilk’s palads.

Efter en tur på toppen af bjerget, blev vi kørt til National museum’et i midten af byen, hvor vi fik set Lucy. Efter et besøg på museum, fik vi middagsmad på Restaurant Lucy. Da vi gik ind på restauranten stødte vi tilfældigt ind i Kaleab, som havde en gruppe spanske elite løbere med, som også skulle deltage i EthioTrail. Kaleab er primus motor for EthioTrail og RIA (Run In Africa)

 Yod Abyssinia

Yod Abyssinia. Servetricen serverer Injera.

Efter en lang rejse, sightseeing osv. valgte Christina at få sig en lur. Imens drog Mona, Claus og jeg os ud i Addis Ababa’s gader, for at se lidt mere af hovedstaden. Efter en tur på gåben, drog vi tilbage til BBB, for at blive klar til aftensmad. Aftensmaden skulle nemlig indtages på Yod Abyssinia. Det specielle ved Yod Abyssinia, er at imens at man spiser, bliver alle de forskellige stammedanse opført på scenen, der bliver sunget, spillet musik, festet osv. Det var virkelig en oplevelse. Sikke en stemning! Vi spiste Etiopiens national ret, Injera. Hvad er Injera? Injera er en slags pandekage, bare meget større og den er ikke lavet på hvede som vi kender den. Den er lavet på den lokale korn sort, nemlig Teff. (Teff Korn stammer fra græsarten “Eragrostis Tef” der gror næsten udelukkende i Etiopien. Kornet skiller sig ud ved ikke at kunne forarbjedes, og spises derfor altid som fuldkorn) Ovenpå vores Injera kom der ca 20 forskellige klatter med sovse. Udover den sure smag som Teff har, så smagte det virkelig forrygende! Teff er noget man lige skal vende sig til. Efter et par timer på Yod Abyssinia, tog vi tilbage til BBB. Nu var vi trætte. Vi skulle være friske, fordi at imorgen drager vi mod Yaya Village.

Dag 3 ( Torsdag d. 4. August )

14037421_10208990123283662_1373605673_o

Hold billede taget af Christina, udenfor Yaya Village.

Klokken slog 10.00, og Yaya Village bussen holdte udenfor BBB. Efter at vi havde fået sagt farvel til Bole og hans familie, drog vi mod Yaya Village (Ca. 45 minutters kørsel fra BBB)

Klokken 10.00 stod der 2 lokale løbetrænere klar til os, nu skulle vi testes i 2800 meters højde, inde i eukalyptus skoven. Først løb vi 30 minutter i samlet flok, derefter tog de 2 trænere og jeg 15 minutter på max power.

Hold da op! Man bliver hurtigt forpustet i højderne, man kunne virkelig mærke det lave iltindhold.

Efter 45 minutters løb, lavede vi en masse udstræknings

14017633_10208990805940728_1975506992_n

15 minutters Max Power i 2800 meters højde.

øvelser midt inde i skoven, hvorefter vi gik tilbage til Yaya Village. Da vi kom tilbage til Yaya Village, var der tid til en tur i den nye swimmingpool. Efter en svømmetur i den nye pool, gik vi tilbage til værelserne for at komme i bad og gøre os klar til middagsmad.

 

Middagsmaden blev indtaget på restauranten i Yaya Village, der var frit valg fra menu kortet. I løbet af dagen havde vi gået forbi bordtennis bordene et par gange, og Mona havde stolt pralet af hendes tidligere bordtennis bedrifter. Så efter middagsmaden var der rig mulighed for at få banket rusten af. Nu var der nemlig tid til en omgang bordtennis.

Nu skulle de omtalte talenter bevises. Vi lavede en lille turnering. Jeg startede med at spille mod Claus, mens Mona og Christina spillede mod hinanden. Bagefter skulle der spilles vinder mod vinder og taber mod taber. Det endte med at jeg (taber) skulle spille mod Mona (taber),

14037552_10208990123363664_1902867699_o

Udspænding efter løbeturen i 2800 meters højde.

mens Claus (vinder) skulle møde Christina (vinder)

 

Efter vores turnering valgte vi at spille en duble. Mona og Claus, mod Christina og jeg. Kampen var meget tæt, og efter massere af sved, vandt Christina og jeg. Mona var den helt store taber i bordtennis. Hun tabte begge sine kampe i turneringen, og var på “taber” holdet i vores duble. I kan tro at vi kunne mange sjove jokes derefter, Mona havde det hårdt derefter.

Efter bordtennis turneringen gik vi en tur rundt i Yaya Village for at se på alle deres faciliteter. De havde løbebane, fodboldbane, motionscenter, basketball, swimmingpool, bordtennis og meget mere. Efter at vi havde set alle faciliterterne, gik vi en kort tur udenfor ressortet, for at opleve den lokale stemning. Vi endte på en lokal beverding (værtshus). Det var MEGET primitivt! 20 stole, små borde og musik som tændte og slukkede, pga strømsvigt. Der var 2 lokale mænd og 2 lokale kvinder derinde i forvejen. Vi fik øl og sodavand, imens at vi snakkede og jokede med bordtennis turneringen. Det var meget hyggeligt.

14002581_10208990583335163_1512539237_o

Billede taget fra restauranten i Yaya Village.

 Efter nogle hyggelige eftermiddags timer, gik vi tilbage til Yaya Village og direkte op i restauranten for at få aftensmad. Igen var der frit valg på alle hylder. Derefter gik vi hvert til sit og tilbage på vores værelser. Selvom klokken var knap 23.00, og vi ikke rigtigt havde fået så meget søvn endnu, var jeg slet ikke træt. Jeg havde alt for mange forskellige indtryk i mit hoved, så jeg smed mig på sengen og læste lidt i mit Løbemagasin. Efter nogle timer vågnede jeg, jeg havde sovet med tv’et og lyset tændt. Jeg fik hurtigt slukket og faldt i søvn igen.

Dag 4 ( Fredag d. 5. August )

Klokken var

7.30 og vækkeuret ringede. Jeg skyndte mig op i bad, for derefter at komme op til morgenmad i restauranten sammen med de andre.

14017991_10208991233871426_1588222704_n

Bussen er pakket, og vi er klar til at køre syd på.

Klokken 9.00 skulle vi igen på farten. Vi blev hentet i en minibus, hvorefter vi kørte ind midt i hovedstaden igen. Der skulle vi mødes med nogle af de andre internationale løbere på et hotel. Bilerne skulle pakkes inden at vi begyndte at køre mod Simbo Beach resort. Vi blev delt op i 2 busser. Køreturen mod Simbo Beach ressort tager ca 4,5 time i uafbrudt kørsel, men vi skulle lige have ét stop på Haile ressort (Haile Gebrselassie ejer en masse hoteller i Etiopien og er blevet en rigtig anerkendt forretningsmand for folket) undervejs. Efter 3 timers kørsel var vi på Haile ressort, hvor vi skulle indtage vores middagsmad inden at vi fortsatte vores tur mod Simbo Beach ressort. Men i Etiopien kan man ikke altid regne med at tingene går som man selv vil, vi blev nemlig overrasket med en sejltur på Lake Ziway, for at se på flodheste. Vi så hele 5 flodheste ude midt på søen. Jeg havde forestillet mig at vi skulle se dem inde i vandkanten, men nej. Flodheste er midt ude i søen om dagen, og om aftenen går de på land og spiser.

14045335_10208990584295187_564139380_o

Stranden ved Simbo Beach ressort, Lake Langano.

Efter middagsmad og sejltur, genoptog vi vores køretur mod Simbo og efter 1,5 times kørsel ankom vi endelig til Simbo.

Klokken var ca 17.00 da vi ankom til Simbo og efter et hurtigt check in, gik jeg ned på stranden. Simbo Beach ressort lå nemlig ud til Lake Langano.

Efter en kort gåtur på standen, var der tid til aftensmad, efterfulgt at Etiopiens berømte kaffe cermoni. Kaffen blev serveret af en ung lokal pige, med tilhørende popcorn med sukker. Vi valgte at tage kaffen med ud til bålstedet udenfor restauranten, hvor vi sad og snakkede inden at vi ville gå til ro.

Cirka kl 22.00 kom jeg ind på mit værelse og efter et hurtigt bad, gik jeg i seng.

Dag 5 ( Lørdag d. 6. August )

14001704_10208990586295237_473961171_o

Morgenløb ved Lake Langano.

Klokken var 5.30 da vækkeuret ringede, og jeg var MEGET træt! men det havde jeg ikke tid til at tænke på, fordi vi skulle have en kort hikingtur op af skrænten ved siden af ressortet, for derefter at løbe inden morgenmaden. Planen var at hike op, løbe ét par kilometer, for derefter at vende tilbage til morgenmaden kl 8.00. Men efter 3 kilometers løbetur, bestemte vi os for at løbe en omvej hjem, for at ende på 8 kilometer.  Vi var tilbage ved Simbo cirka klokken 7.30. Der var lige tid til ét hurtigt bad inden morgenmaden.

Klokken 8.00 fik vi morgenmad. En stor lækker buffet med det hele, endda

14002528_10208990122483642_323135070_o

View point, Shalla Abijatta.

pizza til morgenmad.

 

Klokken 9.00 kørte vi fra Simbo og ind i Shalla Abijatta nationalpark. Vi skulle på “safari”, og derefter en tur omkring en udkigspost. Vi så bland andet vildsvin, gazeller, struds, massere af fugle og meget mere.

Ude ved udkigsposten var der nogle lokale drenge, som sad og lavede huse, biler, fugle osv. i en slags limsten (Vulkans aske)

14002440_10208990583215160_1558996584_o

Panorama foto med Lake Shalla til venstre, og Lake Abijatta til højre.

14060073_10208990123123658_60649753_o

EthioTrail sponsorvæg.

Efter en god tur i nationalparken, var der tid til lidt afslapning på værelset inden middagsmaden.

Klokken 13.30 blev middagsmaden serveret. Endnu engang en stor lækker buffet med det hele og efter middagsmaden var der tid til at få udlevert racebags med startnummer og EthioTrail singlet. Der var selvfølgelig også tid til et par billeder ved sponsor væggen.

 

 

Klokken 18.00 var der tid til den engelske racebriefing, som blev afholdt af arrangøren Kalab Zewelde.

Racebriefing af Kalab, Run In Africa.

Racebriefing af Kalab, Run In Africa.

Kalab viste billeder fra ruten. Fortalte om de forskellige depoter, afmærkningen af ruten osv. Kalab fortalte også at marathonruten måske ville blive aflyst, og marathonløberne ville blive rykket ned til halvmarathon distancen. Dette var udelukkende et spørgsmål om løbernes egen sikkerhed, da der var kommet så meget regn i nationalparken de sidste par uger, at den del af parken var ufremkommelig og der var kommer “floder” hvor der normalt var helt fladt. Men ruten var opmærket og beslutningen ville først blive taget på raceday.

 

Klokken 19.00 startede det berømte Pasta Party, som skulle sikre at vi havde massere af energi til søndagens trailløb. Der var 5 forskellige pastaretter, lasagner, ris, salater, kød, lagkage og massere af andet godt. Der var selvfølgelig også kaffer ceremoni igen idag og efter aftensmaden rykkede alle løberne ud til bålstedet. Jeg fik snakket med nogle amerikanske, spanske og franske løbere. Vi fik delt løbsberetninger, jokes og meget andet. Sikke et sammenhold der var i løbslejeren. Cirka kl 22.00 gik jeg tilbage til mit værelse, fik pakket løbetøjet og så på hovedet i seng.

Dag 6 ( Søndag d. 7. August )

*Bip bip bip* Klokken var kun 3.30 da vækkeuret ringede. Jeg skyndte mig i løbetøjet, for bagefter at skynde mig op til morgenbuffeten.

Klokken 5.00 var der afgang mod Shalla Abijatta nationalparken, starten skulle lyde kl 6.30. Men grundet regnvejr fra morgenstunden, kørte vi først fra Simbo ca 5.30.

Vi kørte ca 30 minutter, inden at vi ankom til målområdet inde i parken. Der var allerede fyldt med lokale løbere, internationale løbere og lokale tilskuere.

Vi gik direkte ind i VIP området, fik afleveret vores bagage og begyndte at gøre os mentalt parate, inden at Kalab pludselig kaldte til samling.

Marathon distancen blev aflyst. Hvilket var super ærgerligt, men igen. Det var for deltagernes egen sikkerhed. Sikkerhed frem for ALT!

Cirka kl 6.45 blev vi kaldt i startboksen og klokken 7.00 lød startskuddet!

Nu skete det endelig, jeg skulle løbe med en masse elite og motionsløbere fra hele verden (cirka 300 deltagere på 21km og 12km distancen) Wauw sikke en følelse at løbe ud af startboksen.

Efter vulkanen, som man kan se i baggrunden.

Efter vulkanen, som man kan se i baggrunden.

Jeg hægtede mig på den kvindelige elite gruppe, men da vi ramte bunden af vulkanen ude på 4 kilometer

blev jeg sat af. De etiopere fløj jo op af det bjerg! Jeg havde selvfølgelig ikke fået mine trailsko med i kufferten, så jeg løb i mine Asics DynaFlyte, de egnede sig slet ikke til mudder og grus.

Da jeg kom op på toppen af vulkanen, skulle jeg ned igen og videre mod søen. Ved 7 kilometer posten gik det virkelig ned af, vi skulle helt ned til sø bredden, som vi skulle følge helt et par kilometer, hvorefter vi skulle op mod vende punktet. Vende punktet var ude på 12 kilometer og lå på toppen af et bjerg. Det gik virkelig op af! Og ikke nok med at det var op, det var samtidigt med sten underlag. Ikke jord, ikke grus, ikke græs, men ren klippebund.

14012766_10208990122243636_104266784_o

Medalje lavet i Vulkans aske af de lokale i nationalparken.

På toppen stod der et skilt “Turn point” , “Keep Going” og et depot. Der var også en masse lokale, som stod og heppede os op af det sidste stejle stykke, inden at vi skulle vende og samme tur hjem.

Jeg kom forsigtigt ned af bjerget igen, langs søen i fuld fart, for bagefter at skulle op fra sø bredden igen. Puha, endnu et bjerg! Jeg kom op, og nu var der kun ca 4 kilometer hjem, og de var nogenlunde flade.

De sidste par kilometer gik igennem små lokale landsbyer, baghaver, marker osv. Man kom virkelig tæt på de lokale i nationalparken og den sidste kilometer glemmer jeg ALDRIG! Lokale folk strømmede til målområdet, små børn løb omkring mig, de gav den virkelig gas. Min mave begyndte at kilde, jeg kunne høre mål, jeg fik kuldegysninger. Jeg krydsede målstregen!

 

 

Wauw, sikke en følelse! Hvor var det fantastisk at få overrakt den vidunderlige medalje.

14012691_10208990586215235_702455754_o

Lederen af den lokale stamme til hest. Han kunne også godt lide den iskolde Coca Cola.

Jeg var fuldstændig udkørt, og det eneste jeg tænkte på var at komme over til massøren og få en omgang massage.

Efter en kort omgang massage, fik jeg fat i min bagage, fik skiftet tøj og fandt mit pressekort frem og gik ind i VIP. Der stod det, køleskabet med en iskold Coca Cola. Sikke en symfoni for min mund, virkelig hvad jeg manglede!

Jeg fik bland andet interviewet Gebre Gebremariam, som vand New York Marathon i 2010. Jeg fik snakket med nogle af de andre løbere og blev selv interviewet af 2 lokale pressefolk, og 1 amerikansk journalist. Der var virkelig fest og god stemning i målområdet.  Efter at jeg havde stået og snakket i VIP området kom en lokal løber hen til mig og

Her står jeg med den lokale løber, som mener at jeg er fra Norge.

Her står jeg med den lokale løber, som mener at jeg er fra Norge.

spurgte “Er du en kendt løber fra Norge?” hvorpå jeg svarede “Norge? Hvorfor tror du at jeg er fra Norge”

Den lokale løber svarede derefter “Du har da det norske flag på din jakke” Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at smile. Efter nogle minutters overtalelse, fik jeg ham overtalt til at det var Dannebrog jeg havde på min jakke, og at jeg var fra Danmark. Det var ikke let og jeg er sikker på at han stadig ikke tror på mig.

 

Efter noget tid i målområdet gik turen videre mod Abijatta søen, hvor vi skulle se flere

post_display_cropped_open-uri20140205-1638-1sahwuo

Flamingoer ved Lake Abijatta.

tusinde flamingoer. Og det gjorde vi! Der var virkelig mange. Hold da op, sikke et syn.

Cirka kl 12.00 var vi tilbage på Simbo. Vi skulle hurtigt i bad og have pakket vores kufferter.

Klokken 13.00 startede der BBQ Party, med massere af lækker mad og glade løbere.

Klokken 14.00 hoppede vi endnu engang ind i minibussen og satte kursen mod Addis Ababa, vi skulle nemlig nå et fly mod Danmark klokken 23.00 samme aften.

Cirka kl 18.30 ankom vi til Addis Ababa og vi skulle have noget aftensmad inden at vi drog mod lufthavnen. Så vi blev sat af ved Friends shopping center og gik på fin restaurant. Restauranten hed Diplomatic Restaurant og man kunne virkelig se på indretningen og gæsterne at det var en fin restaurant i Etiopien. Vi fik det lækreste aftensmad og noget godt at drikke dertil, hvorefter vi satte kurs mod lufthavnen.

Vi hoppede ind i 2 taxi’er, 2 gamle Lada’er og blev kørt i lufthavnen.

Efter check in, security og udstempling i passet, fik vi lidt tid til at kigge på souvenirs og tax free.

Klokken 23.00 var der afgang fra Addis Ababa til Frankfurt, hvor vi landede kl 6.00 lokal tid. Vi havde lige 2 timer til morgenmad, og der var heldigvis Wifi i lufthavnen, så der blev tjekket facebook osv.

Klokken 8.00 fløj vi fra Frankfurt, for at lande i København kl 9.00 dansk tid, nu skulle vi bare vente på bagage og så gik turen mod Nørresundby, Nordjylland i bil.

Jeg var så heldig at min kæreste, Frederikke stod klar i København lufthavn for at hente mig og køre hjem til Nørresundby.

Klokken 14.00 var vi endelig i Nørresundby igen. Efter at have været vågen i mere end 24 timer, var jeg godt brugt, men jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn. Alle de gode oplevelser, indtryk osv. farede rundt i mit hovet.

Jeg kan kun konstatere én ting!
Afrika har været det fedeste jeg nogensinde har oplevet, og denne rejse har blot givet mig endnu mere blod på tanden med hensyn til løb i udlandet.

 

 

Jeg håber at denne løbsberetning har været værd at læse, og jeg glæder mig virkelig til at få klippet alle mine film sammen, sådan at vi kan få billeder på hele rejsen.

 

Se filmen fra turen her : https://youtu.be/nJXgQKB21C8

 

Mvh. Steffen Feldbæk Jensen
Runners DK
www.RunnersDK.dk

13989584_10208990121763624_1111370077_n14001855_10208990122523643_570464750_o14037711_10208990122723648_68980060_o

 

Running Community: 8 Instagram løbe profiler, du skal følge

Instagram er et mekka af inspiration til løb, skønne naturoplevelser, træning osv. Vi elsker at dele vores udsøgte oplevelser med hinanden, og vi elsker at blive inspireret til selv at drage ud i den store verden og opleve. Instagram er et Running Community.

Med godt og vel 3 uges eksistens, har RunningBlogs taget sine første spæde skridt på Instagram. I forrige uge havde jeg æren af at sidde bag tasterne på profilen. Det gav mig inspiration til dette blogindlæg. Jeg følger selv en masse skønne og inspirerende løbere, som giver mig inspiration til nye løbeture og oplevelser i naturen. Måske de også kan inspirere jer? Derfor vil jeg dele min top 8 liste over Instagram løbe profiler, som du skal følge.

Listen er nok – i den grad – præget af at jeg interesserer mig for trailløb. Det krydrer og giver liv i min hverdagen i det flade København, hvor asfalt overskygger alt det grønne.

Enjoy

8 Instagram løbe profiler,
du skal følge

Sat op i vilkårlig rækkefølge.

1.

@tinaemelie

Instagram_8 løbeblogs_Camilla Bergamann Instagram_8 løbeblogs_Camilla Bergamann_fede oplevelser

Emilie Forsberg er svensker. Hun er én af de bedste ultraløbere og sky-runnere i verden. Og så er hun (vidst) kærester med Kilian Jornet, som er noget af en legende inden for trailløb og sky-running, og er blandt de bedste i verden. De flytter begge to trailløb op på et helt andet niveau, når “hygge-løbe-turerne” blandt andet løbes  op og ned ad bjerge som Mont Blanc eller andre i (næsten) lignende højder.

2.

@runningbambiii

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_trailløb Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_løbe oplevelser

Sabine fra Tyskland viser sit løbe-univers med løbetræning, alternativ træning og hverdags stunder. Hun løber både trailløb og byløb, og krydrer ofte sine billeder med et sjovt tvist.

3.

@salomonrunning

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_salomon Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_running

Selvom at Salomon nok – højest sandsynligt – er interesseret i at sælge deres produkter, så er profilen alligevel inspirerende, da billederne er nærværende og levende. De har i hvert fald skjult deres “reklame” godt, men formoder at knytte brandet til bestemte løbe situationer – ofte i vilde og ekstreme oplevelser.

4.

@phillippreiter007

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_runnerhigh Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_vilde oplevelser

Den unge tyske dreng på 25 år Phillipp Reiter er ikke kun en dygtig trail- og ultraløber, han tager også hammer gode billeder (som bl.a. også deles på Salomons profil). 

5.

@runningadventure

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_running adventure IInstagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_run

Profilen er rimelig nyoprettet, og deler skønne løbebilleder i vilde landskaber. Profilen er som en slags dele profil, så hvis du har et skønt relevant billede, så tilføj @runningadventure i din tekst, og så kan det være at det er dit billede, som bliver delt på profilen. Det gør profilen levende, at det er billeder fra forskellige personligheder.

6.

@thehilaryann

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_adventure Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann_oplevelser

Hilary kommer fra Vancouver i Canada. Jeg har selv vandret og løbet trailløb i Canada og USA – af flere omgange – så det er helt nostalgisk for mig, at se hendes inspirerende billeder fra disse områder.

7.

@yngsen

Instagram_10 løbeblogs_Camilla Bergamann IMG_5503

Norske 21-årige Yngvild Kaspersen er hurtigt blevet et internationalt anderkendt navn inden for trail- og ultraløb og sky-runner. Den tidligere fodboldspiller har skiftet fodboldskoene, bolden og det flade græs ud med ekstrem løb i bjerge og vilde natur oplevelser.

 

8.

@RunningBlogs

RunningBLogs på Instagram_millarunnershigh RunningBlogs på Instagram_milla runnershigh

Og så skal du selvfølgelig også følge os, RunningBlogs på Instagram. Hver uge overtager en ny blogger profilen, og tager dig med ind i sit spændende løbe-univers. Jeg elsker at se billeder fra løbebloggers oplevelser og høre mere om deres erfaringer.

Bliv en del af Running Community 


Instagram Running Community_camilla bergmann runningblogs Mini guide – kom i gang med at Instagram’me den

Med min egen arbejdsmæssige baggrund inden for kommunikation, marketing og sociale medier, synes jeg, at dette blogindlæg stod (lidt) tomt, hvis jeg ikke gav nogle af mine egne erfaringer med på vejen. Min mini guide bygger på guldkorn fra skolebænken, min egen (flittige) brug af mediet og en ordentlig portion sociale medier-nørderi.

  • Rom blev ikke bygget på én dag

    Med mindre du har vundet x-faktor og er blevet kendt – næsten bogstavelig talt – fra den ene dag til den anden, så kræver det en del tid (og tålmodighed) at opbygge en nice Instagram profil, som andre kender til.

  • Hvad er en succesfuld Instagram profil for dig?

    Er dit mål at få tusindvis af følgere? At bruge alle dine vågne timer på at like og kommentere andres billeder? Gør op med dig selv, hvordan du vil bruge profilen, og – ikke mindst – hvor meget tid du vil bruge på den.

  • Den skal passes, plejes og fodres

    Som barn legede jeg med sådan et lille virtuelt kæledyr i en nøglering, kaldet en tamagotchi. For at den kunne leve skulle jeg give den mad og passe den. Det gælder også med din Instagram profil:
        Hver aktiv og pas profilen. Like og kommenter andres billeder. Ligesom Facebook er Instagram bygget op omkring en uløselig algoritme, som viser billeder i dit feed afhængig af, hvad du tidligere har liket og kommenteret, og som Instagram derfor godtager er din interesse. Samtidig spredes din profil også, og det giver mere interesse, måske flere følgere og kommentarer til din profil.
        Plej profilen ved at bruge (de rigtige) hashtag, så andre kan finde dig i søgefeltet, når de søger på bestemte hashtags. Og brug ikke for mange hashtags, da risikoen for at dine billeder havner et sted, hvor det er irrelevant er stor. Allier dig evt. med en Instagram-ven. Har du været ude på en løbetur med en ven, så få ham til også at nævne dit navn, når han ligger selfien op ad jer fra løbeturen. På den måde kan det give interesse for hans følgere også at tjekke din profil ud.
        Foder profilen med en masse lækre og fede billeder. Instagram er et billedligt univers. Vi vil se fede og inspirerende billeder – og gerne øjebliksbilleder. Del derfor dine fede oplevelser fra løbeture, eller andet som du har på hjertet. Læg varierende billeder op. Husk kvalitet fremfor kvantitet i dine billeder. Ingen vil se på en profil kun fyldt med dårlige, uskarpe og uinteressante billeder. Så vent heller til ham fotografen har redigeret sine billeder færdig fra løbet, end at bruge det slørede billede som din ven tog af dig i målopløbet.

 

Vi ses i det digitale univers.

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Video: Guide – The Perfect Summer Run

Video – The Perfect Summer Run

RunItWild – Guide: The Perfect Summer Run is a video filmed on the beautiful island called Langeland. It gives you a few hints on what to focus on to find the perfect summer run, and maybe you will be inspired to go on your own adventures this summer (:

Link below:

————-> RunItWild – Guide To The perfect summer run <—————

Why just run? – Lidt om at løbe orienteringsløb i Canada

Advarsel! Efter du har læst dette blogindlæg, vil du højst sandsynlig blive vild med orienteringsløb. Der er stor chance for, at du vil synes, at orienteringsløb er en mega sej sport, som er alt andet end en spejderaktivitet. Du vil måske spørge dig selv, ”hvor og hvornår kan jeg prøve sporten?”. Hint: tjek siden her eller Facebook-siden her. God læsning!

#throwbackthursday

På de sociale medier bruger vi hashtagget throwbackthursday, når vi kigger tilbage på mindeværdige begivenheder. I dag er det torsdag, så hvorfor ikke se tilbage på en oplevelsesrig begivenhed?

I sommeren 2014 kunne jeg sætte endnu et checkmark over besøgte lande med store løbeoplevelser. Jeg har altid rejst land og rige tyndt for at opsøge løb og orienteringsløb -oplevelser. I august 2014 stod jeg så til start ved Canadian Orienteering Championships. Løbet blev afviklet over 3 dage og bestod af konkurrencerne: Sprint i OL-byen Whistler, Mellem i skovområdet One Duck Lake og Lang i skovområdet Black Magic omkring skisportsstedet i Whistler. Augustdagene indeholdte mange (løbe)oplevelser: Udfordrende orienterings-tekniske terræner, seriøse højdemeter, flere timers løb, godt med kilometer i benene, varme dage og frodigt dyreliv – med blandt andet sort bjørne frit gående.

Varm oplevelse gav en skuffende start

Kort over mellemdistance - orienteringsløb i canada

One Duck Lake.

Lidt hygge info-guf om Mellemdistancen

Løbsdato: 2. august 2014.
Konkurrence: Mellemdistance i skoven One Duck Lake (ca. 20 min i bil fra Whistler).
Banelængde: 3,1 km. (i fugleflugt) med 9 poster. 205 højdemeter.
Terræntype: Delvist kuperet med klippeflader og sten. Undervegetationen bestod af små buske, grene, fældet træstammer og små sten. Generelt var det svært gennemløbeligt.
Opvarmning: På uddelt ”warm-up map”, hvor terrænet kunne testes af inden start. Jeg gjorde god nytte af det og fik et godt indtryk af terrænet.

De gyldne erfaringer, der gør en klogere

Jeg kunne ikke give mig mere. Jeg var helt udkørt. Træt. Mit hjerte galoperede af sted. Det eneste jeg kunne tænke på, var, at få vand, søge skyggen og få vejrtrækningen tilbage til normal stadie igen. Allerede efter post 4 løb – eller rettere gik – jeg på reserve-batterierne. I starten af banen gik det godt. Jeg løb lige i posterne. Havde god fart. Men så vendte det brat. Jeg blev svimmel, og kunne ikke koncentrere mig. Jeg havde svært ved at stå på benene, og faldt flere gange.

Det var svært at få sveden ud af min krop. Jeg havde aldrig haft det sådan før under et løb, selvom jeg mange gange har løbet i bakket terræn i 25-30-graders varme. Trods min tilstand, skænkede jeg det slet ikke en tanke, at ville udgå. Min stædighed havde taget magten. Der var kun én vej og det var i mål – og tage posterne med på vejen. Tankerne for igennem hovedet. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser. Jeg havde trænet godt, kontrollet og havde forberedt mig grundigt på disse løb. Åbenbart ikke godt nok.

Efter løbet fik jeg drukket en masse vand og spist. Heldigvis havde jeg god appetit. Jeg fik sat mig i skyggen. Fik samlet kræfterne. Jeg havde ærlig talt ikke haft en god oplevelse. Og frygtede at de næste dage ville være ligeså. Jeg var ganske enkel ked af det og skuffet. Jeg har erfaret, at jeg skal være bedre forberedt på, hvordan jeg takler løb i varme.

Camilla Bergmann - orienteringsløb - runningblog

Camilla Bergmann - orienteringsløb - varme

 

Orienteringsløb til olympiaden

Camilla Bergmann Orienteringsløb løb Sprint Canada

Sprint løb i den flotte OL-by Whistler.

Lidt hygge info-guf om Sprintdistancen

Løbsdato: 3. august 2014.
Konkurrence: Sprint i vinter OL-byen Whistler.
Banelængde: 2,3 km. (i fugleflugt) med 17 poster.
Opvarmning: På det udleveret “warm-up map” var der tydeligt afmærket, hvor vi måtte befinde os inden starten på løbet. Der var anvist en markeret vej, som vi skulle følge for at finde til start, således at vi ikke befandt os i løbsterrænet.

Op på hesten igen

Der var ikke andet for. Jeg måtte op på hesten igen.  Jeg havde glædet mig meget til Sprintdistancen. Jeg havde trænet en del orienteringsløb i by foråret inden. Jeg havde også fastlagt intervaller 1-2 gange om ugen inden, så jeg vidste, at jeg havde formen til at kunne løbe stærkt.

Godt 30 minutter før starten gik jeg i gang med opvarmningen. Desværre kunne jeg hurtigt mærke, at det gjorde ondt i knæet. En gammel knæskade spøger og havde valgt at sige hej netop på dette tidspunkt. Øv, tænkte jeg. Havde jeg alligevel trænet for meget og dermed overbelastet knæet? Skulle jeg nu igen have et dårligt løb –  ligesom i går – men denne gang pga. min knæskade? Jeg valgte at ignorere det og koncentrere mig om løbet.

Da de tre korte efterfulgt af et langt biiiip lød, mærkede jeg ikke noget til knæet – sjovt nok. Jeg kom hurtigt ind på kortet. Fik læst frem, og planlagt mine vejvalg til de første par poster. Under løbet havde jeg svært ved at se, i løb, hvad der var passabel og impassabel passager (til ikke-orienteringsløbere: i sprint er der ofte hegn og mur som ikke må passeres), så jeg kiggede rigtig meget på kortet – hvilket gjorde jeg måtte skrue lidt ned for tempo, for at følge med orienteringen. På vej til post 7 møder jeg en konkurrent, som er startet 1 min. før mig og nogle stykker andre konkurrenter, som jeg kan se løber min bane.

Jeg noterer, at de kommer løbende imod mig og tager derfor post 8 udenom. Jeg er i tvivl, om jeg kan løbe mere lige på ved at tage det andet vejvalg. I stedet for at stå og læse kort, så vælger jeg at sætte tempoet op, og tage deres valgvalg. Efterfølgende kan jeg dog se, at det andet vejvalg måske havde været hurtigere. Irriterende at jeg ikke tog mig den tid. Ved post 8 kommer jeg op til hende, som startede 1 min. før mig.

Vi løber lige op imod hinanden resten af vejen til mål. Jeg kan sagtens løbe hurtigere, og når jeg får overhalet hende, så små fjumrer jeg ved posterne. Jeg vælger derfor at sætte tempoet ned for at kunne følge med på kortet. Sådan er det at løbe orienteringsløb. Det er den gyldne balance mellem at tilpasse fart og koncentration omkring kortet. Efter 15 minutter kommer jeg løbende i mål. Speakeren råber, at jeg er løbende i mål som 2’er. En placering som jeg holder til sidste kvinde er i mål. Jeg var glad for, at min dårlige oplevelse fra gårsdagens løb alligevel ikke påvirkende løbet denne dag.

Camilla Bergmann OL byen Whistler orienteringsløb

Ja, biledet er vidst (lidt) opsat. Men det er ikke hver dag, at man har en post ved de olympiskeringe.

 

Camilla Bergmann Orienteringsløb i Canada

Nordisk power: De tre podiepladser blev snuppet af Danmark og Sverige.

Into the wild: Black Magic

Orienteringsløb Canada Camilla Bergmann

Black Magic. Til ikke orienterings-nørder: Det brune på kortet er højdekurver.

Lidt hygge info-guf om løbet:
Løbsdato: 4. august 2014.
Konkurrence: Lang i Black Magic ved skisportsstedet i Whistler.
Banelængde: 5,8 km. (i fugleflugt) med 18 poster. 220 højdemeter.

Wow – ikke kig ned

Siddende i skiliften på vej til start gik tankerne på dagens taktik for løbet. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser med hedeslag eller andet skidt.

Opskriften var derfor:
1) Ikke starte for hurtigt ud og derved miste kræfter tidligt på banen.

2) Drikke vand undervejs ved de indlagte depoter.

3) Lad orienteringen styre farten.

 

Starten gik på toppen af skiliften. Og selvom jeg vidste at målet lå for foden af skiløjpen, så ville ruten ikke være ren down-hill løb.
Med foden tapet op, efter et vrid på Mellem distancen, var jeg klar til start. Da jeg fik kortet i startøjeblikket var der inden vej udenom. Første post var ned ad bakke. Jeg forsøgte at have styr på, hvor langt ned ad bakken jeg var kommet, for ikke at skulle løbe op igen, hvis jeg havde løbet for langt.

Jeg snupper hurtigt posten og videre. Jeg laver ind imellem nogle dumme vejvalg til posterne, og bruger generelt tid på at møve mig frem i terrænet. Op ad bakkerne må jeg gå, da disse er for stejle til at løbe op ad. Men det er blandt andet det fede, ved at løbe orienteringsløb, da du er i et med naturen på en helt anden måde, end hvis du begav dig ud på en afmærket rute på stier. Du laver selv dine egne spor. Og du ved ikke om der længere fremme omme bag træet står en sortbjørn (eller andre dyr), som du skal tage stilling til og måske træffe en afgørende beslutning for dit løb.

Mellem post 3 og 4 havde arrangørerne valgt at afmærke ruten i terrænet. Da jeg får klippet post 3, kan jeg hurtig ses, hvorfor de netop havde besluttet dette. Det er svært at komme frem i terrænet, og du skulle ikke træde meget ved siden af, før at du ender 30-40 meter nede i den brusende flod, der løber langs med.  Det gav et sug i maven, og selvom jeg ikke er højdestræk, så fik jeg det alligevel der. Wow, sikken en naturoplevelse.

Mellem post 9 og 10 havde arrangørerne igen taget en beslutning, som vidste sig at være et sikkerhedsmæssigt godt træk. Alle deltagere fik foræret 5 min. på dette stræk, og ruten mellem posterne var afmærket. Fra post 9 skulle jeg ned af en stejl skråning. Den eneste mulighed var, at sætte sig ned og tage den på rumpen ned. De havde lagt et tov ud, som jeg brugte til at holde fast i.

Derefter skulle jeg krydse en flod. Det larmede fra den kraftige vandmængde, der fossede ned ad floden. I dette øjeblik, tænkte jeg, hvis jeg falder, så tager strømmen mig og ingen kan høre mig. Jeg kigger mig tilbage i håbet om, at jeg ser en anden løber på vej ned ad skråningen. Men der kommer ingen. Der er kun en vej, og det er, at gå kontrolleret igennem vandet.

Da jeg sætter foden på fast grund over på den anden side, kan jeg mærke en lettelse strømmende igennem kroppen. Puha. Og tankerne går efterfølgende på, hvordan jeg får orienteret mig videre på banen. Jeg fik læst mig frem på resten af banen og planlagt mine næste vejvalg.

Jeg var koncentreret og fokuseret på løbet, at jeg glemte tiden, på trods af at min krop arbejdede vildt hårdt. Så efter 1 time og 30 minutter, havde jeg taget alle 18 poster. Jeg løber i mål med en god oplevelse i bagagen og et smil på læben. Jeg var træt. Mættet af ekstreme indtryk. Og træt i hovedet af at ikke kun koncentrere mig om kortet, men også hvor jeg satte mine fødder. Jeg holder min 3’plads, som jeg kommer ind til.

Orienteringsløb giver udfordringer og fantastiske naturoplevelser

Trods en kedelig start på løbene, så har turen til Canada været en fed oplevelse. Jeg husker mest tydeligt Langdistancen, som et mindeværdigt løb. Det viste sig, at være sort magi i Black Magic, da flere løbere hilste på sortbjørne i skoven. Det gjorde jeg dog ikke. Men magisk var det nu alligevel den lune sommerdag i august.
Jeg blev bekræftet i, at orienteringsløb er en sport, som udfordre og giver naturskønne oplevelser. Selvom at der er andre løbere i skoven, så er du – ofte – alene, og der kan gå lang tid før, at du møder andre løbende rundt med kort og kompas. Dét giver ubeskrivelige naturoplevelser, som du mærker på helt egen hånd.

 

Camilla Bergmann Canada orienteringsløb løb

Camilla Bergmann Orienteringsløb I Canada

DSC03247 (2)

 

Bonus info: Løbet var de Canadiske Mesterskaber i Orienteringsløb (Canadian Orienteering Championships) i disciplinerne Sprint, Mellem og Lang. Alle kan deltage, men kun canadiske statsborgere kan blive ”rigtig” canadisk mester. Løbene havde base i winter-OL byen Whistler. Mellem og Lang var en del af den samlede World Ranking serie.

 

Vi ses i skoven med kort og kompas!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk

Trail Verbier Saint-Bernard 2016 – nu med en tur på røven og en pind ved navn Wilson

Forhistorien….

Juni 2013 mødes jeg med Søren Brahe for at løbe et par træningsture omkring Himmelbjerget. Jeg ville gerne have løbet nogle bakker egentlig som forberedelse til Julsø Ultra som på det tidspunkt lå i august måned. Søren var i gang med at træne op til et for mig, fuldstændig vanvittig løb. Trail verbier Saint-Bernard (TVSB). 111 km med 8500 højdemeter. De skulle både løbe over en gletcher, igennem sne og over høje bjerge….. 3 år efter er jeg selv meldt til. Spændt som en fjeder og klar.

søren brahe

Jeg var rejst til Verbier sammen med Steffen som også skulle deltage i Xalpine. Det var lidt en hit´n run tur. Afgang hjemmefra fredag. Sove i sovesal fredag. Vi gik relativt tidligt til køjs idet vi skulle klokken 02.15 og gøre klar til løb. Vi skulle køre i bil fra Bagnes hvor sovesal og Expo var og op til Verbier hvor start/mål lå. Løbet startede kl 04.00.

28162861391_fbe294ce36_z13817284_10153491573237757_720193823_n

Vi havde holdt godt øje med vejrudsigten op mod løbet idet den havde været meget vekslende. En uges tid før løbet stod den på 8-10 grader og massiv regnvejr….men det vendte heldigvis og på dagen var det ekstremt varmt. Plus 30 grader og solskin fra en skyfri himmel.

Af udstyr brugte jeg samme setup som til transgrancanaria bortset fra jeg brugte en anden rygsæk med lidt mere plads grundet større udstyrs krav her. Læs evt mere om udstyret i denne blog. Jeg bruger generelt en stor del af compressport tøjet (Tights, sleeves og trøjer) . Af sko primært Altra Olympus 2.0 efterfulgt af Altra Lone Peak 2.5. Alt virkede super 🙂

Start Verbier – Le Catogne: 22 km

Endelig…..kl. 04.00 lørdag d 9/7-16 blev vi sendt afsted. Forinden start skulle jeg dog lige have styr på min softflaskerne i min rygsæk. Den ene var blevet utæt og på blot en time var den ene side af rygsækken gennemblødt! Fantastisk. Bare ikke så meget at gøre ved det, så jeg valgte at parkere tankerne omkring en våd rygsæk og tænke at om en halv time ville jeg svede sådan at jeg ikke mærkede noget til det. Den lille utæthed i flasken kom ikke til at genere på turen.

Efter en kort tur gennem Verbier skulle vi på den første lille stigning. Sådan lidt en “komme i gang” stigning. Vi blev hurtigt arbejdet varme i mørket og hvis ikke vi havde fået varmen, så skulle jeg da lige love for at nedløbet gav os den. Lårene kom på arbejde og vi fik lidt en idé om hvordan arrangørerne skiltede ruten mv. Det gik jo meget godt det her tænkte jeg mens vi nærmede os første depot på rutens laveste punkt (714m) efter 12 km. Samtidig havde jeg i bagovedet at efter depotet kom løbets længste sammenhængende stigning. Vi skulle fra de 714 m og op til 2598. Av!

92e638d3

 

Det var utrolig flot fra morgenstunden hvor solen stille stod op og der var lidt diset når vi en gang imellem kiggede ud på bjergene. Vi var inde i et godt flow og bevægede os langsomt opad. Pludselig kom vi til depot ingen af os havde regnet med….men for mig var det mere en kærkommet idet maven i den grad havde brokket sig. Jeg blev ind i en simpel bjælkehytte ned af en lang skummel trappe. Det var mørkt og vist ikke meningen at det skulle fungere “løbstoilet”….Havde lige en svag erindring omkring filmen “De grønne slagtere”. Nu blev jeg nok snart lukket inden heroppe i bjælkehytten og brugt til kødpålæg 🙂 Fik heldigvis lov til at løbe videre…..Op, op og endnu mere op. Og endelig kunne jeg langt deroppe se en markering der viste et bjergpas. Der skulle vi op. Et fuldstændig vanvittig fedt panorama billede mødte os det sidste stykke vej mod toppen. Vi løb her på en sti på max 2 meter i bredden. På hver side gik det stejlt ned. Altså som i total stejlt!! Ikke noget farligt, men hold nu fast en vild fornemmelse.

13820607_10153491573622757_1193999554_n

 

Le Catogne – Orny: 33 km og 2826 m (turens højeste punkt)

Hey, Dannie – are you from Sweden lød det fra manden der stod på toppen af bjerget og “speakede” fra den lille klynge mennesker der stod der. Fik hostet noget Ala, no – from Denmark hvorefter en løber foran mig vender sig. From Denmark. Do you know Heine Pedersen? Øh nej, egentlig ikke, men tror jeg har set hans navn på startlisten til 4k løbet til september og mener også han har løbet Tor De Geants? Han svarede at han havde fulgtes med Heine på TDG og også havde besøgt ham i DK. Lidt morsomt som verden pludselig blev lille…Gik ikke mange minutter før smilet på munden fortrak sig og blev til en meget koncenteret og dybt fokuseret mine. Glemmer aldrig dette nedløb. Løb og løb. Det var mere at holde fast i sten og tænke nøje over hvert fodtrin. Det var virkelig en svær passage. Selvom det primært gik ned her, så skulle vi kravle/klatre nogle få hundrede meter op et sted. Her fik personen foran mig en ret stor sten i hovedet idet dem ovenover havde skubbet nogle ned. Heldigvis ikke noget slemt, men han måtte da godt nok lige sidde lidt ned.

Langt om længe nede i bunden. Gennem depotet for at begynde opstigningen til turens højeste pkt, Orny i 2826 m højde. Hvor var det vildt at komme så højt op.  Kunne se toppen nu med “jerngeden”. Men hov. Hvor pokker var min softflaske i højre lomme????? Fuck. Jeg havde tabt den ene dunk hvilket var katastrofalt på denne varme dag.  Jeg SKULLE have mulighed for mere væske. ½ liter var alt for lidt mellem depoterne. Oppe på toppen spurgte jeg i i depotet om de tlfældigvis havde en ½ liters plastikflaske jeg måtte få….De ledte og ledte, begyndte at trække undskyldene på skuldrene inden der kom en mand og sagde et eller andet jeg ikke forstod. Han vendte om og stak hovedet ned i skraldeposen bagved. YES. Op kom en plastik flaske. Den blev lige skyllet af og derefter fyldt op med vand og i min vest. Den sad super fint så det var perfekt.

13702491_10153491521002757_1928089109_o

Orny – La Fouly (49 km)

Ned igen. Var ret spændt på et meget stejlt stykke med sne. Det var total umuligt at løbe på, så der var ingen anden mulighed end at sætte sig på bagdelen og ellers bare kure afsted som på en anden kælkebakke. Det var lidt sjovt faktisk 🙂 Tror nærmest det var min hurtigst split tid under hele løbet!!!

FB_IMG_1468562657026

Lidt længere nede mødte jeg min rejsemakker, Steffen, som mildest talt var en presset mand. Vi snakkede kort og blev enige om at det værste af turen helt bestemt nu måtte være overstået. Videre afsted og synes det begyndte at køre ok igen. Havde styr på drikkedunkene og benene havde det fornuftigt. Så indtraf det næste uheld. Min højre stav kilede sig fast mellem nogle sten og jeg nåede ikke at bremse op. Knæk sagde det, og midt på nederste sektion var staven knækket. Jeg bruger stave stort set hele løbet igennem så det var mildest talt noget møg. Tænkte hvis jeg brækker det knækkede stykke af, så har jeg trods alt stadig begge stave om end den ene er 10 cm kortere…. Men nej, 1 times tid senere gik den fuldstændig itu så den røg i den nærmeste skraldespand. Men for hulen. Der manglede næsten 70 km endnu af løbet. Jeg prøvede at kigge efter grene i skoven og endelig fandt jeg noget brugbart. Ikke alt for tung – ej heller for spinkel og med en tilpas længde. Det var i hvert fald et forsøg værd. Forsøget kom til at vare resten af løbet 🙂 Grinede lidt af mig selv og valgte at kalde grenen for “Wilson” lige som i filmen Cast Away med Tom Hanks. Så havde jeg én at tale med.

13692375_10153491573782757_1966399715_o

 

La Fouly – Bourg st Pierre (76 km):

Ved depeot i La Fouly snakker jeg lidt ned én af de få depot folk der forstod engelsk. Han fortalte at resten af ruten var rigtig fin og jeg skulle glæde mig til de næste to toppe. Der ville ligge en del sne, men arrangørerne havde valgt at “sikre” ruten med nogle reb på kritiske steder for ikke at skulle ændre den oprindelige rute…..Hmm….Skulle nok blive spændende….

Over de næste 10 km skulle vi op i ca 2700 m. Trætheden begyndte at presse på.  Havde på dette tidspunkt virkelig massiv krise, primært mentalt. Havde for længst skubbet alle tanker omkring en tid for gennemførsel af løbet til fordel for “blot” at gennemføre. Havde været rundt om de sædvanlige sikre positive tankekort. 1: at jeg hjemmefra havde fået lov til dette og derfor også havde at gennemføre – hvad hulen skulle jeg ellers bruge tiden til. 2: Det hele her er jo bare for sjov – det er ikke en pinsel! 3: Jeg var ikke skadet 4: Jeg er jo top privilegeret i det hele taget at være med til disse trailløb. Og sikkert endnu flere af disse positive tankekort….De virker normalt med det samme og renser tankerne. Men synes ikke rigtig de bed på og hjalp mig. Satte mig her på en sten i 2 minutter. Tog en bar fra rygsækken. Noget at drikke og kiggede et par andre der kom forbi i øjnene. De så lettere slukkede ud. Det gik langsomt og der var ikke rigtigt nogen der snakkede. Jeg besluttede mig for at uanset hvad, så SKULLE jeg hen til hoveddepotet – der ville jeg tage mig tid til at spise en omgang almindelig mad og i og med at tiden ikke var en faktor for mig længere, så ville jeg også hvile.

 

13692179_10153491520727757_1394765374_o

På vej op var det fantastisk flot igen. Mange passager med mere eller mindre sne. Jeg brugte en del tid på at nedkøle mig selv med sneen. Dejlig tøsne ned af ryggen og rundt ved visoren. Det virkede super og ved depotet ved Grd st Bernard ( mellem de to toppe) var hovedet med igen og tankerne om ikke at gennemføre var væk igen.

Jeg kom hen til stykket med reb. Godt man ikke var fuldstændig smadret her idet at have sat fødderne forkert kunne have haft fatale konsekvenser. Det var ikke første gang i løbet jeg havde haft den følelse. Stille og roligt fladede nedløbet ud og der kunne små luntes lidt nogle steder. Flere steder skulle floder og vandløb passeres og skoene var stort set hele tiden småvåde. Nogle km før hoveddepotet var der en ret stor flod der skulle passeres. Der var et tov vi skulle holde fast i henover. Så ud i det. Vandet var dejlig koldt men skoene var nu total fyldte med vand og det gik stadig temmelig meget ned. Mine såler krøllede sammen så jeg besluttede mig for at skifte sko og tøj når jeg fik min dropbag ved 76 km.

 

Bourg st Pierre – La Chaux (103 km):

Endelig nåede jeg mit delmål. Hoveddepotet. Havde egentlig tævet mig lidt i nakken over at kalde det for et delmål idet det jo åbnede op for at trække stikket der og være “tilfreds” med at have nået så langt. Så prøvede at droppe tankerne om bare at skulle komme hertil. Jeg gjorde som jeg havde besluttet. Skiftede trøje og sko. Tog en gang pasta og sendte en hilsen hjemover. Jeg brugte ca ½ time i dette depot hvilket jeg synes er LANG tid. Men igen. Tid var ikke så væsentlig længere. På vej ud spurgte jeg en official om han ville tjekke op på Steffen, da jeg var lidt bekymret for om han var droppet ud. Fik en super positiv besked om at han var strøget forbi sidste tjekpoint en lille time efter mig. YES. Optur.

Jeg gik i gang med anden sidste stigning. Profilen så ikke så voldsom ud. Jeg følte det som en behagelig stigning. Der kunne holdes rimelig gå tempo flere steder. Pandelampen var kommet på igen. Tøjet var tørt og temperaturen var stille og roligt på ved ned mod de 20 grader hvilket var skønt efter de plus 30 grader der havde været meget af dagen igennem og stort set ingen sky i sigte. Kunne nu begynde at tænke lidt frem mod den sidste stigning som jeg på forhånd havde hørt en del om. Inden da ventede et depot på toppen af Mille (2480 m). Det mindede lidt om et laserat. Der sad omkring 10 løbere pakket ind i tæpper og så ret pressede ud. Jeg havde det heldigvis rigtig godt. Stadig godt gennem tilfreds over at være kommet ud af min største krise nogensinde i et løb (på nær mit første Hammertrail – DNF 2013). Det motiverede mig lidt at se de pressede folk. Skyndte mig hurtigt ud i natten igen og ud på det sidste lange nedløb. Dammit hvor gjorde hvert skridt ondt nu. Handlede kun for mig om at tænke frem mod at komme ned i bunden, hvor det skulle knokles direkte op mod himlen….

Endelig. Endelig går jeg ind på den sidste stigning. Tallene i sig selv er vanvittige. På ca 3 km skulle vi op fra 1074 m til 2266 m. Det var seriøst stejlt. Altså helt vildt. Ikke så svært igen, men bare stejlt. Jeg var nede på at tælle skridt. 30 skridt – pause. Efter hvad der føles som en evighed nåede jeg løbets sidste depot.

La Chaux – Verbier, mål (111 km)

Depotet her var ved en stor lift station til ski. Mindede mig rigtig meget om sidste depot ved UTMB løbet CCC. Hefter var der oså kun et nedløb tilbage. Let og på en grusvej…Men nej nej. Sådan skulle det selvfølgelig ikke være her. Ud på de små singletracks. Fuld koncentration. Tæsk i samtlige muskefibre i benene. 3-4 km/t nedad. Men ned gik det og der kunne tælles ned. Lysene kunne skimtes fra Verbier og det var bare klasse. Endelig kom jeg til Verbier og løb rundt i gaderne kl godt 5. Mere end 25 timer siden løbet startede nåede jeg målstregen. Det obligatoriske sejrsbrøl og en kæmpe forløsning over at være kommet igennem.

received_868486373295356

 

Det her løb har for mig sat en overligger for hvor svært og teknisk et løb skal være. Det var flere gange på grænsen af hvad jeg synes var forsvarligt. Jeg synes at flere af depoterne var “lidt slatne” og manglede i den grad en medalje ved målgang. Når det nu er sagt, så er jeg blevet beriget med en oplevelse der kommer til at sidde i kroppen og tankerne længe. Storslået natur. Både fysiske og psykiske kriser der blev overvundet. Der er blevet fyldt en del i erfaringsbanken omkring evt udfordringer næste år….skal bare lige finde ud af om det vejer for eller imod.

Vil på det stærkeste anbefale dette løb for folk der har prøvet trailløb før og søger en seriøs udfordring.

 

Ses på stierne / Dannie

Følg evt med på @dannietrail

Den ultimative træning til ekstrem maraton

Jeg løber glad med armene over hovedet. Jeg har trætte ben. Ømme fødder med flere vabler. Og er øm i nakken. De seneste 16 timer har været den vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. 20 km trailløb med 5-6 kg. på ryggen langs små stier og grusveje ad det svenske vandrespor Skåneleden. Og overnatning i det fri.

Det hele startede med en simpel idé

Nogle dage før løbeturen, falder snakken ved middagsbordet på, hvor vi skal tilbringe weekenden i Sverige. Vi havde længe snakket om en vandretur langs Skåneleden, som vi har gjort så mange gange før. Da min kæreste så spørger, om vi skal tage ud på vores egen mini NXM (Nordisk eXtrem Maraton), siger jeg et højt og rungende JA! Vi har længe snakket om, at det kunne være en fed oplevelse at deltage i det danske Nordisk eXtrem Maraton, som foregår i Silkeborg i maj, så det kunne være oplagt at få en lille smagsprøve på, hvad der kan vente os på sådan et løb.

Vi fandt hurtigt ud af på et kort, at blot 1 times kørsel fra lejligheden på fjerde sal på Vesterbro i København lå en perle af svensk natur. Med bakker, skovstier og naturskønne søer. Her kunne vi støde på Skåneleden.

Vejrudsigten havde lovet solskin med lidt skyer og 15-20 grader.

Nu var det bare at gå i gang med planlægningen til den ultimative træning til ekstrem maraton…

Har du husket det hele?

Torsdag aften blev der pakket, så vi var klar til at tage af sted fredag eftermiddag. Alt udstyr havde vi i forvejen. Eller rettere, vi tog det med som vi havde, som kunne bruges. Jeg har ikke helt styr på, hvor meget mit udstyr vejer og fylder i forhold til andet lignende. Måske er der noget af udstyret, som kan findes i lettere udgaver og med mindre areal og fyld-mængde. Her tænker jeg også i forhold til den rygsæk, som havde med på turen. Jeg lånte en Osprey Talon 33 l. af min kæreste. Rygsækken sad godt på ryggen og hoppede ikke for meget fra side til side, så den burde være god til mig. Men måske jeg vil kunne nøjes med en 22 l. eller 25 l., hvis jeg pakkede mere effektivt og udstyret også var tiltænkt, at skulle være i en mindre rygsæk.

IMG_5015

Rygsækkene er ladet med

Telt – The North Face, vejer ca. 1,8 kg. Teltet er købt i USA for nogle år siden. Min kæreste tog hele teltet i hans rygsæk. Det havde han dog ikke behøvet – erfarede vi – da det sagtens kan deles op, så en tager teltdugen og den anden tager teltstængerne.

Sovepose – Robens dunsovepose Lite 300. Den vejer ca. 0.90 kg., og har et meget lille areal, når den er sammenpakket. Komfort temperatur for kvinder er +9, hvilket var ret optimalt til en sommernat ude i skoven.

Silke lagenpose – Sea to Summit. Lagenposen kunne jeg måske godt have undværet, da soveposen var rigelig varm.

Liggeunderlag. Lille selv-oppusteligt underlag.

Uld undertrøje og bukser – Norsk AKLA uld-undertrøje. Mega lækkert og varmt, som var perfekt til at tage på efter løbet. Jeg kunne i hvert fald holde varmen.

Ekstra t-shirt – lavet af bambus fra det danske mærke LIDO Design. Den er meget behagelig at have på, og varmede godt. Men jeg havde måske ikke behøvet den, da uld undertrøjen var rigelig skiftetrøje at have på i den lune sommervarme.

Dun jakke – The North Face. Dunjakken er i den milde ende, og derfor ikke for varm til en sommeraften. Derudover så fylder den ikke så meget, hvis man pakker den ned i en pakpose. Den var top fin at have på.

Buff – Trimtex. En buff er altid godt at have med i forbindelse med overnatning i det fri. Da den kan bruges som hue, halstørklæde, pandebånd eller lignende. Jeg synes, at det var rart at have den på for at holde hovedet varmt.

Gasblus – MSR Reactor. Der kan være ca. 1 l. i den. Så det var lige, hvad vi behøvede.

Mad og drikke. Menuen stod på en frysetørret madpose til os hver fredagaften. Blandingen bestod af nogle ris, kikærter og karry. Vi savnede noget kød til maden – mest af alt for smagen. Til maden blev der serveret dejligt svensk frisk vand fra hanen. Inden vi hoppede i soveposerne fik vi en kop te – som vi også kunne varme os på. Lørdag morgen stod menuen på en frysetørret madpose til deling. Her bestod blandingen af nogle små spagettigeskurer med lidt grønt og oksekødstykker. Til at skylle det ned med, fik vi en kop frisk brygget instant kaffe fra posen. Som formiddags snack – under løbeturen – havde vi medbragt en pose blåbærsuppe og en lille pose tørret pork fillet snacks (minder om saltet bacon stykker – god protein kilde).

Derudover havde vi medbragt hver en 1 l. vandflaske, en ske og en mug. Og kort over Skåneleden, mobiltelefon, Dankort, tandbørste, tandpasta, underbukser, lidt toiletpapir og en lille 80 ml. hånd desinfektions gel.

 

Let the adventure begin…

IMG_0641Fredag kl. 20.00 – Starten gik til vores egen mini eXtrem Maraton

Vi forlod den sorte Volvo mutters alene på P-pladsen øst for den lille svenske by Genarp. Området ved P-pladsen var samlingspunkt for flere løberuter og MTB-spor. Vi fandt hurtigt de orange prikker på træerne og pæle, som indikerer Skåneleden. Da vi allerede fra start havde planlagt at afvige fra Skåneleden sidst på ruten lørdag, havde vi også taget et kort med over Skåneleden. Udstyret med kort, kompas, løbetøj og rygsæk begav vi os ud på vores egen mini NXM i den lune sommeraften.

 

 

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_fredag aften

Fredag ruten: 5,37 km. fra Genarp til Bilarp.

Fredag kl. 20.40 – Ankomst til lejren

Garmin-uret sagde 5,37 km og 128 højdemeter, da vi ankom til lejren ved området i skoven, kaldet Billarp på kortet. Det blev til en lille løbetur på knap 35 min. Men det gjorde ikke så meget, at starte roligt ud på løbet, da jeg må indrømme, at jeg skulle vænne mig til at have 5-6 kg. ekstra på ryggen. Vi fandt en åben græsplæne ved et hus, hvor vi slog teltet op. Vi havde planlagt, at overnatte her, da vi vidste at der var vand, så vi kunne tanke op. Ved huset var der en udendørsbruser, hvor vi kunne hente vand. Vi vidste dog ikke, hvor rent vandet var, så derfor kogte vi det inden at det skulle drikkes – så vi var på den sikre side. Velkomst-øllen i ægte Nak og Æd-stil måtte vi dog tænke os til.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI

Det nordiske køkken: Kokken (iført uld underbukser) i køkkenet laver lækker gourmetmiddag til restaurantens to gæster.

 

IMG_0649

4-stjernet hotel: Teltet er sat op med udsigt ud over den flotte natur.

 

IMG_5039

Luksus tørrerum: Løbetøjet hænger til tørre, så det forhåbentlig er mindre svedig dagen efter.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 1

Lørdag del 1: 11, 78 km. fra Bilarp til Häckebergasjön.

Lørdag kl. 10.23 – Dagen derpå, endnu en gang i svedigt løbetøj

Efter et godt og solidt morgenmåltid, iførte vi os det sure og (stadig) lidt svedige løbetøj fra dagen før. Vi kunne begge mærke, at benene var gode. Terrænet var ikke så barsk, som vi havde forventet. Ruten gik langs grusveje og mindre stier, hvor det var let at løbe. Der var lidt bakker, men ikke så høje og stejle, som vi havde troet. Men det var helt fint. Vejret var kanon lækkert med solskin og ca. 18-19 grader. Kilometrene passerede vi hurtigt. Og humøret var højt.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_orienteringsløb

Skoene snøres. Nu er vi klar til endnu en dag i trailsporet.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_ud i naturen

Sporet var let at løbe i.

Søvand, søvand, søvand

Efter 1 time og 10 minutter kunne vi se vand – søvand. Det er Häckebergasjön, hvor vi forinden havde planlagt at gøre et blåbærsuppe-pit-stop. Det var dejligt, at få lidt vand, blåbærsuppe og saltet bacon stykker i maven. Vi var ikke som sådan sultne. Og vi havde heller ikke løbet os helt ud. Men det var dejligt, at få et lille hvil inden at benene skulle i gang igen.

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_friluftsliv

Blåbærsuppe og skøn udsigt til søen. Så bliver det ikke mere idyllisk.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_lørdag del 2

Lørdag del 2: 3,33 km. fra Häckebergasjön til Genarp.

Lørdag kl. 12.07  – Det sidste stykke 

På med det svedige og kolde løbetøj – igen. Den sidste del på ruten var ikke så lang. Vores lille blåbærsuppe-pit-stop gav energi til benene, så det sidste stykke gik som en leg, og benene var flyvende de sidste 3, 33 km. Halvdelen af det sidste stykke på ruten foregik på asfalt – ca. 1,5 km. Det ville vi selvfølgelig gerne have undgået, men det gik fint med at løbe i vejkanten, hvor der var noget græs.

 

Camilla Bergmann_Skåneleden_Sverige_egen NXMI_tur langs skåneleden

En lille foto-pause tæt på mål.

 

Camilla Bergmann_mini NXM

Der er overskud til at vinke til kameramanden, når “målstregen” krydses.

Lørdag kl. 12.26 – 16 timer efter…

….løber jeg glad og træt med armene over hovedet. Jeg kan se den sorte Volvo står, som vi forlod den. Vi er tilbage ved udgangspunktet. Dog fyldt med nye oplevelser og indtryk. Benene er trætte. Fødderne er ømme og jeg har flere vabler. Og nakken og skuldrene er stive som bræt. Men det er det hele værd, for de seneste 16 timer har været den sjoveste og vildeste løbeoplevelse i den svenske natur. Vi fik i alt løbet ca. 20 km trailløb.

 

 

 

 

 

 

De værdifulde trænings erfaringer

Af træning skal man lære, lykkes og fejle, så man til konkurrence kan præstere og yde sit bedste.

Efter turen har vi derfor erfaret:

  • Vi kan sikkert godt optimere vores udstyr, så det fylder mindre i rygsækken og vejer mindre. Eller rettere, frem med pengepungen og investere i et nyt gear, der er lettere at tage med på sådan en slags tur.
  • Vores rygsække kan sikkert godt pakkes anderledes, således at det tungeste er nederest og tættest mod ryggen.
  • Når der kommer (endnu) mere fart og tempo på – ved en konkurrence – kan vi sikker godt bruge nogle (flere) energikilder, som giver os mulighed for at komme op igen. Det kan f.eks. være, at have en drikkedunk med som indeholder energidrik, som kan indtages undervejs. Ligeledes at medbringe nogle myslibarer, noget chokolade, nødder eller lignende, som kan indtages undervejs under løbet.

 

Mon ikke vi med disse erfaringer efter en super god tur, kan findes på startlisten til næste års Nordisk eXtrem Maraton til maj. Hvem ved 😉

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk